Vigaglums Saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Billeder af Livet paa Island
Islandske Sagaer


Vigaglums Saga


Paa Dansk ved Fr. Winkel Horn
C. A. Reitzels Forlag,
1871-1876


Ingjald, en Søn af Helge den magre, boede paa Tværaa i Øfjorden paa Nordlandet; han havde længe været Godordsmand og en stor Høvding, og var allerede meget gammel, da disse Tildragelser gik for sig. Han var gift og havde to Sønner Stejnulf og Ejulf, begge dygtige og fagre Mænd. Ingjald var egensindig og faatalende, urokkelig og ikke let at komme til Rette med; Kjøbmændene holdt han ikke af og kunde ikke finde sig i deres overmodige Færd; havde de noget, han attraaede at faa, sendte han andre Folk og fór ikke til dem selv. En Sommer kom der et Skib til Øjorden; Styrmanden hed Rejdar, en rask og vennesæl Mand; han var ætstor og havde en Gaard paa Vors i Norge. Ejulf Ingjaldssen kom tidt ned til Skibet, og han og Rejdar blev gode Venner. Rejdar sagde ham, at han vilde tinge sig i Kost der paa Egnen for Vinteren, og at han havde mest Lyst til at komme i Huset hos Ingjalds, efter hvad han havde hørt af andre Folk. Ejulf svarede, at hans Fader ikke plejede at indlade sig paa sligt, dog skulde han tage sig af det, og da han kom hjem, talte han med sin Fader og bad ham tage imod Styrmanden, sagde, at han var en brav Mand og al Ære værd, og talte hans Sag for sin Fader saa godt, han kunde. »Naar du allerede har indbudt ham«, sagde Ingjald, »hvad kan det saa hjælpe, at jeg sætter mig derimod? jeg faar da lade det gaa ud over mine Penge, men du skal have Arbejdet«, men han havde slet ingen Lyst dertil og sagde, at han aldrig havde havt Udlændinge i sit Hus. Ejulf svarede: »Jeg har ikke taget imod ham uden dit Samtykke; men baade er det saa, at jeg kun har blandet mig lidt, i Sagerne her hjemme, og det er ogsaa din Vilje, at det kun skal være lidt, naar ikke engang den Mand maa faa Ophold her, som jeg vil byde hid.« Ingjald sagde nu: »Saa skal du da raade for dette, som du vil; Styrmanden kan komme her med en Mand til, og jeg skal for din Skyld ikke være dem til nogen Hinder; men du skal have hele Besværet med at sørge for dem, jeg vil kun give Pengene til.« Det tog Ejulf imod, og næste Dag fór han ned til Rejdar og sagde ham, hvordan Sagerne stod; han blev vel fornøjet og fór derhen med sine Varer. De havde ikke været der ret længe, førend Rejdar skjønnede, at der skulde være et stort Julegilde. Ingjald sagde ikke meget til ham, men var dog ret venlig. En Dag kaldte Rejdar Ingjald ud i det Udhus, hvor han havde sine Varer, og bød ham vælge af dem, hvad han vilde. Ingjald svarede, at han attraaede ikke noget af hans Gods, men han førte sig godt op, sagde han. Rejdar sagde: »En Ting er der dog, som jeg har tænkt mig, du kunde have Brug for at faa af mig; jeg har været omkring paa nogle af de bedste Gaarde her i Øfjord, og ingensteds har jeg truffet saa god en Bolig som her; men du har ikke saa smukke Tæpper paa Væggene i din Hal, at de jo har dem ligesaa gode paa andre Gaarde.« Saa fremtog han af sine Kister nogle Tæpper, saa gode, at aldrig er der kommet bedre herud til Island, og dem gav han Ingjald. Ingjald takkede ham for Gaven, og nu var der godt Venskab imellem dem.

Om Vinteren sagde Ejulf engang til Rejdar, at han vilde fare udenlands med ham til Vaaren; han var noget sen til at svare derpaa. »Hvorfor vil du ikke have mig med?« sagde Ejulf, »kan du ikke lide mig?« »Jo, overmaade godt«, svarede Rejdar, »men det vil maaske synes din Fader at være en daarlig Løn, jeg yder ham for mit Ophold her, og ikke vil jeg lønne ham ilde og tage hans Søn fra ham, som han har saa megen Ære af; men hvis din Fader giver sit Minde dertil, saa vil jeg gjerne have dig med og vil vide dig megen Tak derfor oven i Kjøbet«. Kjøbmændene lavede sig nu til at fare bort, og da de var færdige, talte Ejulf igjen til Rejdar om sin Udenlandsrejse; han svarede ligesom for, at han ikke vilde gjøre hans Fader imod. Saa sagde Ejulf til sin Fader, at han havde megen Lyst til at rejse, og ligesaa, hvordan det var gaaet ham med Rejdar. Ingjald sagde, at faa Mænd vare Rejdars Lige, »og da du er gaaet frem paa denne Vis og har vist dig som en brav Mand, giver jeg dig Lov til at rejse, og tykkes det mig bedre, at du rejser med ham end med andre«.

De fore da fra Island og kom til Norge. Rejdar gjorde Ejulf mange Tilbud om Ophold, men han vilde ikke tage imod noget af dem. »Hvad har du da i Sinde?« sagde han. »Jeg véd ikke«, svarede Ejulf. »Har du ikke Lyst at komme til Konger eller andre Høvdinger?« sagde Rejdar, »det kan godt lade sig gjøre« — Haakon Adelstensfostre var Konge i Norge dengang — »det tykkes mig godt for jer Stormænd, som man kan vente sig god Hjælp af, at tjene slige Høvdinger.« Ejulf svarede: »Ikke kan jeg være slige Konger til Gavn; dog kan det være, at jeg vilde tykkes godt om det, men jeg vil alligevel afslaa det.« »Hvad vil du da?« spurgte Rejdar. »Hvorfor holder du dig fra at byde mig hjem til dig? det er det, jeg vil«, svarede Ejulf. »Det har jeg ikke meget Mod paa«, sagde Rejdar. »Hvorfor det?« sagde Ejulf, »jeg har ikke i Sinde at gjøre andet, end hvad der kan være dig til Baade, eftersom du kun tykkes mig at have fortjent Godt af mig; jeg er nysgjerrig efter at faa at vide, hvad det skal betyde.« »Du faar da vide«, sagde Rejdar, »skjønt det kun sømmer sig ilde, at jeg taler derom: jeg har en Broder, som heder Ivar; vi har Gaarden og alt Godset i Fællig og holde meget af hinanden: dog er der den Forskjel imellem os, at han synes ilde om Islændinger, saa at de ikke maa være der; hver Sommer ligger han i Viking, men naar han vender hjem, kommer han med en ti, tolv Mand til mig, og alle, som er der, maa da tjene dem, og de ville alle være saa slemme imod dig, at du slet ikke kan være der.« Ejulf svarede: »Jeg havde nok Lyst til at se, hvordan de bære sig ad; du skal være sagesløs, om du tager imod mig.« Rejdar sagde: »Vanskeligt er det med min Broder; han bringer mig altid gode Gaver, saa jeg saa’ ugjerne, at der kom noget imellem os for din Skyld, men tungt vil det tykkes mig, om de spotte dig og drive Gjæk med dig.« »Jeg ser nok, at du nødig vil til det«, sagde Ejulf, »men hvordan mon han vil være imod mig? han vil da vel ikke slaa mig?« »Det bliver værre end saa«, sagde Rejdar, »han har mange onde Mænd med sig, og alt, hvad du siger eller gjør, vil de vrænge efter.« »Det er der da ingen Ulykke i«, sagde Ejulf, »naar man véd det i Forvejen; taabeligt var det, ikke at finde sig i sligt; imod det skal jeg ingen Modstand gjøre.« Rejdar sagde: »Vanskeligt er det paa begge Sider; du er min Ven og han min Broder, og han er mig meget kjær.« Det blev nu dog saa, at han tog ham hjem med sig til Næs. Da Ivar ventedes hjem, tog Ejulf en laaden Kaabe paa, som han gik med hver Dag; han var en stor Mand og sad bestandig ved Siden af Rejdar.

Nu kom Ivar hjem, og der blev taget sømmelig og kjærlig imod ham. De spurgte hinanden om Nyt, og Ivar spurgte Rejdar, hvor han havde været henne om Vinteren; han sagde, at han havde været paa Island, og saa spurgte Ivar ikke videre om den Ting. »Men hvad er det for noget, den store Bunke, du har der ved Siden af dig? er det et Menneske eller et Dyr?« »Jeg er en Islænding«, svarede Ejulf, »og heder Ejulf; jeg har tænkt at være her i Vinter.« »Saa tænker jeg ikke, vi undgaar Ulykker her paa Gaarden«, sagde Ivar, »om her skal være en Islænding.« Rejdar sagde: »Hvis du er ond imod ham, saa han ikke kan være her, vil det ikke blive godt imellem os.« »I en uheldig Stund fór du til Island«, sagde Ivar, »om vi for den Sags Skyld skal staa til Tjeneste for Islændinger eller lade vore Frænder og Venner gjøre det; og ikke skjønner jeg, hvordan du kunde falde paa at fare til det værste Folkefærd, der er til; men saa er du da fri for at fortælle mig Tidender.« »Du tager fejl«, svarede Rejdar, »der er mange brave Folk paa Island.« »Dog sømmer det sig ikke, at slig en Kludebunke ligger i Højsædet«, sagde Ivar; men da han saa’, at denne Mand tyktes hans Broder meget magtpaaliggende, fór han ikke saa slemt frem imod Islænderne som før, »men kan det gjøre ham noget, at jeg kalder ham Bunke?« Ejulf sagde, at det Navn kunde han godt huske; men alt, hvad han sagde eller gjorde, det vrængede de efter.

Der var en Mand, som hed Vigfus: han var Herse eller Herredshøvding og raadede paa Vors; imellem ham og Brødrene var der stort Venskab, og hver Vinter holdt de Julegilde for hverandre. Den Vinter skulde nu Brødrene gjøre Gilde. Rejdar havde gjort alt rede og skulde nu ud og byde Gjæsterne; han bad Ejulf følge med: »Jeg har ingen Lyst til at prøve, hvordan de vil bære sig ad med dig.« Ejulf sagde, at han ikke var rask og kunde ikke følge med. Om Aftenen, da han var faret bort, og de var komne til Sæde, sagde Ivars Stalbrødre: »Nu er Bunke hjemme, men Rejdar borte; nu kan vi more os, som vi finder for godt.« »Nu skulle vi tænke paa, hvad der sømmer sig for os«, sagde Ivar, »her er vi tvende Brødre og eje Gaard og Gods i Fællig; han sørger for det altsammen, og jeg tager mig slet ikke deraf; saa er her den ene Mand, som han vil vise Venskab, og vi bære os saadan ad, at han neppe kan være her, skjønt han ingenting har gjort os; nu skal Ingen gjøre Nar af ham, medens Rejdar er borte.« De sagde, at det var godt, om de havde noget, de kunde have Gammen af. Da sagde Ivar: »Lidet sømmer det sig for Mænd at tale saa; alle her tjene os, og vi have den Gammen af alt, som os lyster, men andre have Arbejdet og Møjen; og om end den Mand havde dræbt min Broder, saa vilde jeg ingen Fortræd gjøre ham for Rejdars Skyld, og Ingen skal det blive til Baade at drive Spot med ham; heller ikke skal han længere hede Bunke.« Om Morgenen sagde Ivar til Ejulf: »Vil du gaa ud i Skoven med os for Morskabs Skyld?« Det vilde han nok. De fældede Træer, som de førte hjem. Ejulf havde et Sværd og en Haandøxe. Ivar sagde: »Jeg raader dig, Islænding, skilles vi og gaar hver for sig, gaa saa hjem, før det bliver mørkt.« Hver gik da sin Vej omkring i Skoven, Ejulf gik alene. Han tog sin laadne Kaabe af og lagde sit Sværd ovenpaa, gik saa omkring i Skoven med sin Øxe og fældede de Træer, han havde Lyst til. Men da Dagen hældede, tog det paa at sne; han vilde da hjem, men da han kom til det Sted, hvor Kaaben havde ligget, var den borte, men Sværdet laa der; han saa’ et Spor i Sneen, som Kaaben havde fejet; der var kommet en Bjørn og havde slæbt den bort; den havde neppe havt Kraft til at holde den, thi den var ung og nylig kommen af Hi og var endnu ikke bleven nogen Mands Bane. Han gik da, til han fik Øje paa Bjørnen, trak saa sit Sværd og hug Snuden af den helt oppe ved Øjnene, og den bar han hjem. Ivar var kommen hjem forinden og havde savnet Ejulf. »Utilbørlig har vi baaret os ad«, sagde han, »og ilde er det, at vi har skilt os fra vor Stalbroder; han kjender ikke Vej i Skoven, og ventelig er der mange glubende Dyr; men mangt vil der være at sige, om han ikke kommer hjem, saadan som vi før har været imod ham; jeg raader til, at vi lede efter ham, til vi finde ham.« Men da de var komne udenfor Døren, kom Ejulf dem i Møde. Ivar hilste ham venlig og spurgte, hvorfor han var blodig; han viste dem, hvad han havde i Haanden. »Jeg er bange, du er saaret«, sagde Ivar. »Det skal du ikke være«, sagde Ejulf, »jeg fejler ingenting.« »Taabeligt er det at spotte ukjendt Mand«, sagde Ivar, »han har víst saadan Raskhed i denne Sag, at jeg ikke véd, om nogen af os kunde gjøre ham det efter.« Næste Aften, da Rejdar var kommen hjem, sagde Ivar: »Hvorfor er du saa tavs, Broder? er du mod i Hu for Bunkes Skyld? hvordan mener du, jeg har baaret mig ad med ham?« Rejdar svarede: »Visselig ligger der mig Magt paa, hvordan du har handlet med ham.« »Hvad byder du nu, for at jeg skal være imod ham som du?« sagde Ivar. »Jeg vil give dig den Guldring«, sagde Rejdar, »som vi eje i Fællesskab, og som du længe har syntes godt om.« »Ikke attraar jeg din Fædrenearv«, sagde Ivar, »men fra nu af skal jeg være imod ham som imod dig, og skal han nu ikke længere sidde ved din Side, men ved min.« Saa holdt de ham begge højt i Ære og skjønnede, at den Plads var vel besat, som han sad paa.

Nu kom Folk til Brødrenes Julegilde. De sad tolv sammen, og der blev kastet Lod om, hvem der skulde sidde Astrid, Vigfus Herses Datter, næst, og hver Gang faldt Loddet paa Ejulf. Ingen saa’ dem tale mere sammen end andre Folk, men dog mente mange, at det vilde gaa saa, at hende vilde Skjæbnen give ham til Kone. Gildet var stateligt, som det sømmede sig for Stormænd, og da det var forbi, fik Gjæsterne Gaver, da de fór bort. Fire Somre var Ejulf nu i Viking og tyktes en vældig Kæmpe og tapper Mand, vandt sig et godt Lov og meget Gods. En Vinter kom der en Mand, som hed Torstejn, til Vors: han var en Frænde af Brødrene og havde hjemme i Uplandene, hvor han ejede en Gaard. Han kærede sin Nød og fortalte, at en Bersærk ved Navn Aasgaut havde æsket ham til Holmgang, fordi han havde nægtet ham sin Søster; han bad dem nu komme med mange Folk til Holmen, at ikke den Viking skulde overmande ham; han havde allerede fældet mange af hans Mænd, og hvis de ikke hjalp ham, maatte han miste sin Søster, »thi jeg tør ikke vove mig til den Holmgang«, sagde han, »om ikke eders Lykke bliver mig til Baade.« De nænte ikke at sige Nej, til hvad han bad om, og fore da med ham til Uplandene og havde tredive Mænd med. Da de var komne til Stedet, hvor de skulde mødes, spurgte de deres Mænd, om nogen af dem vilde vinde sig Kvinden til Brud ved at gaa paa Holm med Aasgaut; men skjønt hun tyktes vel værd at eje, var der dog ingen af dem, der vilde gjøre det. De bad da Ejulf, om han vilde holde Skjoldet for Torstejn; han svarede, at det havde han aldrig gjort for nogen, og heller aldrig havde han ladet andre gjøre det for ham, »ikke vilde det tykkes mig godt, om han blev dræbt imellem Hænderne paa mig; dette er der ingen Hæder i. Men om nu denne Mand bliver dræbt for os, skulle vi saa fare hjem efter det, eller skal en anden og tredje til det? voxe vil da vor Vanhæder, jo flere der falder for os, og liden Ære faa vi af vor Færd, om vi vende om og lade ham ligge uhævnet. Bed mig hellere om at gaa paa Holm imod Bersærken; sligt kan man gjøre for sine Venner, men det andet ikke.« De takkede ham meget for hans Tilbud, men det tyktes dem, at der vovedes meget ved at sætte hans Liv paa Spil. »Det tykkes mig, at ingen af os kan vende tilbage, uden at han er hævnet, og vil det da tykkes mig værre at kæmpe med Bersærken, naar eders Frænde først er dræbt«. Saa gik han frem; men Ivar bød sig til at holde Skjold for ham. Ejulf svarede: »Godt er dit Tilbud, men bedst vil jeg kunne vare mig selv; sandt er det gamle Ord, at egen Haand er sikrest.« Saa gik han paa Holmen. »Skal den Karl slaas med mig?« sagde Bersærken. »Er du nu ræd for mig?« sagde Ejulf, »ikke duer du til noget, naar du ræddes for en stor Mand, mens du slaar stort paa det overfor Smaafolk.« »Det tager jeg mig ikke af«, sagde han, »men Loven for Holmgangen vil jeg sige dig: med sex Mark vil jeg løse mig af Holmen, om jeg bliver saaret.« Ejulf svarede: »Ikke mener jeg, det gjøres nødigt at holde Loven i Hævd overfor dig, efter hvad du selv værdsætter dig til, thi i vort Land vilde man kalde det for Prisen paa en Træl.« Ejulf skulde hugge først; hug han da og ramte paa Skjoldet, saa Spidsen røg af det og Foden af Bersærken. Ejulf vandt megen Berømmelse for denne Daad og vendte nu hjem med Brødrene. Der blev budet ham meget Gods til Løn, men han sagde, at han havde ikke gjort det for Vindings Skyld, heller ikke for Kvindens, men af Venskab for Brødrene. Aasgaut løste sig af Holmen og beholdt Livet, men Skrammen med. Ejulf bejlede til Astrid Vigfusdatter; Ivar og Rejdar understøttede hans Bejlen, sagde, at han var en ætstor Mand, der havde gode Kaar paa Island og mange mægtige Frænder, saa det var venteligt, at hun vilde være vel forsørget med ham. Ejulf sagde: »Kan hænde, at Astrids Frænder tykkes, at dette er Overmod af mig, men mange paa Island vide, at jeg er kommen af gjæve Forfædre og ejer meget Gods.« Vigfus sagde: »Det blive da saa; jeg under min Datter det godt.« Han fik hende da til Ægte og fór til Island med hende.

Da Ejulf og Astrid kom ud til Island, var Ingjald død, og Ejulf overtog da Gaarden og Godordet. De havde fire Børn; Torstejn hed deres ældste Søn; han blev løst af Arven, da han giftede sig, og boede siden paa Holar i Øfjord, saalænge han levede; han kommer kun lidet for i denne Saga. En anden Søn hed Vigfus; han fik Halfrid, Torkel den højes Datter fra Myvatn, til Ægte; Glum hed deres yngste Søn, og Datteren Helga: hun blev gift med Stejngrim i Sigluvik; deres Søn var Torvald Tasald, som siden kommer for i Sagaen. Vigfus døde kort efter, at han var bleven gift, og et Barn, han efterlod sig, overlevede ham kun kort; alt Godset tilfaldt da Halfrid halvt med Glum og Astrid; Ejulf var nemlig ogsaa død dengang. Torkel den høje bosatte sig nu paa Tværaa, og med ham hans Søn Sigmund, der tænkte at blive Høvding, om han fik et godt Gifte og Maage, som han kunde have Hjælp af; han giftede sig mod Vigdis, en Datter af Tore paa Espehol, og tyktes nu en anselig Mand, siden han var kommen i Svogerskab med Esphælingerne. Men Tore paa Espehol var Ejulfs Frænde, thi hans Moder Ingun var en Datter af Ejulfs Farfar, Helge den magre. Torkel og Sigmund bar sig nu saaledes ad, at det blev vanskeligt for Astrid at være der, og Jorden blev da delt i to Dele; Glum og Astrid fik den Del, som der ingen Huse var paa, og de hyggede saa Borgarhol. Glum tog sig ikke af Husvæsenet og syntes noget sen til at gjøre Fremgang i sin Opvæxt; han var høj og smækker, havde mørke Øjenbryn, lyst, glat Haar, var noget sendrægtig og for det meste indesluttet og tavs og søgte ikke did, hvor Folk kom sammen. Det gik tilbage for Astrid, og det blev vanskeligt for dem at komme ud af det, men Torkel og Sigmund trængte dem haardt, og de fik altid den ringeste Del. Glum sagde da til sin Moder, at han vilde fare udenlands, »min Anseelse, ser jeg, bliver til ingenting her, men maaske kan jeg faa Lykke af mine gjæve Frænder; jeg gider ikke taale Sigmunds Overmod, og staa mig imod ham kan jeg ikke endnu. Men skil dig ikke ved Jorden, hvor trange Kaar du end faar.« Glum var dengang femten Vintre.

Glum fór da bort, og strax, da han var kommen til Norge, fór han op paa Vors til Vigfus. Da han kom til Gaarden, saa’ han en stor Mængde Mennesker, der drev alskens Lege og Morskab, og det tyktes han at skjønne, at der gik det i alle Dele til som hos Storfolk; men da han saa’ mange anselige Mænd, vidste han ikke, hvor han skulde finde sin Frænde Vigfus; fik han da det Mærke paa ham, at det var den store og statelige Mand, der sad i Højsædet med en blaa Pels paa og legede med et guldbeslaaet Spyd. Ham gik han hen til og hilsede ham, og han gjengjældte venlig hans Hilsen. Vigfus spurgte, hvad han var for en Mand; han svarede, at han var en Islænding, fra Øfjorden. Vigfus spurgte nu efter sin Maag Ejulf og sin Datter Astrid; han svarede, at Ejulf var død, men Astrid levede. Saa spurgte Vigfus, om der var nogle Børn af dem i Live, og Glum meldte ham da om sine Søskende, og derefter gav han sig selv tilkjende og sagde, at han var en Søn af dem, men Samtalen blev dog ikke fortroligere imellem dem for det, og da han bad Vigfus vise ham til Sæde, gav han ham Plads yderst paa den ringere Bænk og ydede ham kun liden Hæder; han kunde ikke vide, sagde han, hvormeget der var sandt, af hvad han havde fortalt. Glum var baade tavs og uomgængelig; naar de andre Mænd drak eller havde anden Gammen for, laa han med en Kappe over Hovedet og tyktes en ren Tosse. Ved Vinterens Begyndelse blev der holdt Diseblot og redet til et stort Gilde, som alle skulde være med til; Glum sad paa sin sædvanlige Plads og tog ingen Del deri, og da Gjæsterne kom, gik han dem ikke i Møde og bød ingen sidde hos sig. Da Gildet var begyndt, og det led ud paa Kvelden, var Glæden ikke saa stor, som man skulde vente, hvor der var saa mange gode Venner sammen. Da de sad ved Bordene, blev der sagt dem, at en Mand, som kaldtes Bjørn Jernskalle, var kommen til Gaarden selvtolvte. Han var en vældig Bersærk og havde for Skik at gaa derhen, hvor der var kommet mange sammen; saa gav han sig til at skifte Ord med Folk og passede paa, om nogen sagde noget, han kunde kræve Fyldestgjørelse for, og æskede dem i saa Fald til Holmgang. Vigfus bad dem nu styre deres Tale vel og sagde, at det var bedre at taale nogen Ydmygelse end at lide større ondt af ham, og det lovede de ham. Bjørn kom nu ind i Hallen og søgte Klammeri; han spurgte først, den, som sad yderst paa den anseligste Bænk, om han mente, han kunde maale sig med ham, men han svarede, at det var saa langt fra; saa spurgte han den ene efter den anden lige op til Højsædet; de føjede deres Ord forskjellig, men Meningen var den samme, at Ingen var hans Lige. Da han kom til Vigfus, spurgte han, hvor han mente der var slige Karle at finde som ham, og Vigfus svarede, at han kjendte ikke hans Mage. »Vel og forstandig svarede du, som venteligt var«, sagde Bjørn, »længe er ogsaa dit Liv gaaet efter Ønske, og din Hæder og Anseelse har intet Skaar lidt. Godt er det ogsaa, at jeg ikke har nødigt at sige andet til dig end det, som godt er; men spørge dig vil jeg, om du tykkes mig lig.« Vigfus svarede: »Dengang jeg var ung og laa i Viking og vandt Hæder, kunde jeg maaske knapt maale mig med dig, langt mindre nu, da jeg er gammel og affældig.« Saa vendte Bjørn sig bort og gik langs med den anden Bænk og spurgte atter, om de mente at være hans Lige, men de svarede Nej. Han kom nu til det Sted, hvor Glum laa. »Hvorfor ligger den Mand saaledes og sidder ikke op?« spurgte han. De, som sad hos, vilde hjælpe paa ham og svarede for ham; han var saa enfoldig, sagde de, at hvad han sagde betød ingenting. Bjørn sparkede til ham med Foden, sagde, at han skulde sidde op som andre Folk, og spurgte saa, om han mente, han kunde maale sig med ham. Glum svarede, at han havde ingenting med ham at bestille, han vidste ikke, hvad han duede til, »men jeg vil saa meget mindre jævnføre mig med dig, som den, der bar sig ad som du, ude paa Island vilde blive kaldt en Tosse; men her mærker jeg, at alle forstaa at føje deres Ord«; dermed sprang han op og ind paa ham, rev Hjelmen af ham, greb en Brand og drev ham den i Ryggen, saa Kæmpen gik i Knæ derved, gav ham saa et Par Slag til, saa han faldt, og da han vilde paa Benene igjen, slog han ham i Hovedet, og det blev han ved med, til han havde faaet ham ud af Døren. Da Glum nu vilde til Sæde igjen, var Vigfus og alle de andre komne ud paa Gulvet, og nu hilsede han ham som sin Frænde, sagde, at nu havde han gjort det aabenbart, at han var af Ætten, »nu skal jeg ogsaa yde dig den Hæder, som sømmer sig for os begge«; men i Førstningen havde der været det i Vejen, at han tyktes ham saa langt tilbage, »jeg vilde bie paa, at du førte dig ind i Ætten med Manddom«, og nu gav han ham Sæde ved Siden af sig. Glum sagde, at den Plads havde han taget imod, om den end var bleven budet ham noget før. Dagen efter fik de at, høre, at Bjørn var død. Vigfus bød nu Glum at arve hans Magt og Anseelse efter ham; Glum vilde nok tage imod Tilbudet, men først, sagde han, vilde han fare til Island, at ikke de skulde tilegne sig hans Fædrenearv, som han ikke undte den, men han lovede at komme igjen som snarest. Vigfus sagde, at saa tænkte han, det blev hans Skjæbne at øge sin Æt og Hæder paa Island. Om Sommeren lod han udruste et Skib til Glum, skjænkede ham Ladningen og dertil meget Gods i Guld og Sølv, og da de skiltes, sagde han: »Det aner mig, at vi ikke ville ses mere; nu vil jeg give dig trende kostelige Klenodier: en Kappe, et Spyd og et Sværd, som vi Frænder have havt stor Tro til, og venter jeg, at saa længe du ejer dem, vil du heller ikke miste din Anseelse; men skiller du dig ved dem, er jeg ræd for, at det gaar ilde.« Saa skiltes de.

Glum fór nu ud til Island og hjem til Tværaa. Hans Moder tog godt imod ham og fortalte, hvor ubillig Torkel og Sigmund bar sig ad, bad ham dog have Taalmodighed, men sagde, at hun lidet havde været i Stand til at modstaa dem. Men imedens Glum havde været borte, var det gaaet saaledes til. Sigmund fortrædigede Astrid for at faa hende bort. Om Høsten, efter at Glum var faret bort, savnede Torkel og Sigmund to Kvier; de tænkte, at de var stjaalne, og sagde, at det var rimeligst, at det var to Trælle, som Astrid havde, der havde spist dem, og om Vaaren stævnede de dem for Tyveriet; men disse Trælle vare Astrid meget hengivne og til saa stor Nytte ved Arbejdet, at hun tyktes neppe at kunne beholde Gaarden, om hun mistede dem. Hun gik da til sin Søn Torstejn og sagde ham, hvilken Overlast hun led, og bad ham tage sig af Trællene, »hellere vil jeg give Bøder for dem, om det ikke kan være andet, end at de skulle blive fredløse for den Løgns Skyld; tykkes det mig nu, at det tilkommer dig, at være vort Værn og vise, at du hører en god Æt til.« Torstejn sagde, han tænkte, at denne Sag var saaledes anlagt af deres Fjender, at de maatte kunne faa den drevet igjennem med deres mægtige Maages Hjælp, »bedst tykkes det mig, hvis disse Trælle holde sammen paa det for dig, at jeg da giver min Del til af Bøderne, at vi kan faa dem bjerget.« Hun svarede: »Det aner mig, at de Bøder vil vi kun faa Fortræd af; men eftersom der kun er liden Hjælp at vente af dig, faar det blive saa, at vi give Sagen i deres Vold.« Det bedste Stykke Land, der hørte til Tværaas Jorder, var en Ager, som altid var frodig; den var skiftet saaledes imellem dem, at hver havde den sin Sommer. Astrid gik nu til Torkel og Sigmund og sagde; »Det tykkes mig, at I arbejder stærkt paa at lægge mit Hus øde. I véd, at her skorter paa en til at, styre det, og hellere end at opgive Trællene, vil jeg voldgive denne Sag til eders Kjendelse.« Det, sagde de, var fornuftig talt; de raadslog da og kom til den Afgjørelse, at enten vilde de have Selvdømme for Trællene eller ogsaa have dem fredløse, men Torstejn tog sig ikke bedre af Sagen, end at de fik Selvdømme; de tildømte sig da Ageren, saaledes at de skulde have den alene, i den Mening at saa skulde de nok faa det hele, naar de først fik det taget fra hende, som hun havde mest Støtte af. Men om Sommeren, da Folk fór til Tings, efterat denne Sag var afgjort, fandt en Røgter, som var ude at græsse sit Kvæg, Kvierne i et Hul, der var kommet efter et Jordskred og havde været fyget til, og det blev da aabenbart, at Trællene vare blevne beskyldte med Urette. Da Torkel og Sigmund spurgte, at Kvierne vare fundne, bød de sig til at betale Penge for Ageren, men give Slip paa den vilde de ikke. Astrid sagde, at det var ikke for meget forlangt for deres Bagvaskelse, at hun fik Lov til at beholde, hvad der hørte hende til, »et af to vil jeg nu: enten have, hvad der tilkommer mig, eller ogsaa helt miste det, og vil Ingen her skaffe mig min Ret, giver jeg Tid og venter, til min Søn Glum kommer hjem, saa faar jeg nok mine Sager bragt paa Fode.« »Længe vil det vare, før du faar pløjet, om du skal vente, til han gjør det«, sagde Sigmund, »nu har du den af dine Sønner med paa Raad, som du har mest at vente af.« »Hovmod staar tidt for Fald, Sigmund«, sagde hun, »og Uret glipper af og til; kan hænde du kommer til at sande det.« Lidt senere paa Sommeren kom Glum hjem; han blev kun en kort Stund ved Skibet og fór saa hjem med meget Gods, men det samme Sind havde han som før, var faatalende, og lod, som han ikke hørte noget om, hvad der var gaaet for sig hjemme, imedens han havde været borte; hver Dag sov han til op paa Formiddagen og tog sig ikke noget af Husholdningen. Den Sommer skulde Glum og hans Moder have havt Ageren, om det, var gaaet, som det skulde, men Sigmunds Kvæg gik dem nu oven i Kjøbet meget til Ulejlighed og var hver Morgen i deres Hjemmemark. En Morgen vækkede Astrid Glum og sagde, at, en Mængde af Sigmunds Kvæg var kommet ind paa deres Hjemmemark og gjorde Fortræd, »men jeg mægter ikke at drive det bort, og Folkene er paa Arbejde.« Glum svarede: »Lidet har du egget mig til Arbejde, men daarlig skal jeg ikke være til det«; dermed sprang han op, tog sin Hest og i Haanden en Knippel, og gav sig til at prygle løs paa Kvæget og drive det bort, til det kom ind paa Torkels og Sigmunds Hjemmemark; der lod han det gjøre, hvad Fortræd det, vilde. Torkel saa’ til ved Arbejdet om Morgenen, men Sigmund var ude med Huskarlene. »Ikke maa du vente«, sagde Torkel til Glum, »at Folk rolig vil finde sig i, at du lemlæster deres Kvæg, om du end mener, at du har øget din Anseelse udenlands.« Glum sagde, at hans Kvæg slet ingen Skade havde lidt denne Gang, »men kommer du os tiere til Ulejlighed, vil ikke alle Nødene komme uskadte derfra, og vær du glad for, at du slipper med det; vi vil ikke længere have Ulæmper af eders Kvæg.« Da sagde Sigmund: »Stort slaar du paa det nu, Glum, men os tykkes du at være den samme Tosse nu som dengang, du fór bort, og vi vil ikke indrette os efter din Snak.« Glum gik nu hjem, men han brast i Latter og blev ganske hvid i Ansigtet, og af hans Øjne randt der Taarer saa store som Hagl; og det kom siden ofte saaledes over ham, naar Lysten til at øve Drab voxede op i ham.

Da det led ud paa Høsten, kom Astrid igjen en Morgen for at tale med Glum, vakte ham og bad ham fordele Arbejdet imellem Folkene; de vilde blive færdige med Høhøsten i Dag, sagde hun, hvis det blev ordnet, som det burde; hos Sigmunds var de færdige dermed for en Stund siden; den Morgen var Sigmund og hans Kone, Vigdis, gaaet til Ageren, »og de var vel fornøjede med at have den, skjønt vi skulde havt den, om det gik, som det skulde.« Glum stod da op, men blev dog ikke færdig førend op paa Formiddagen; han tog den blaa Kappe paa og det guldbeslagne Spyd i Haanden og lod saa sin Hest sadle. Astrid sagde: »Du tager det nøje med din Paaklædning, min Søn, eftersom du skal ud at høste.« Han svarede: »Ikke gaar det tidt paa, at jeg farer paa Arbejde, men naar jeg saa gjør det, vil jeg baade gjøre meget og gjøre det godt; dog kan jeg ikke vel tage mig af Høhøsten, thi jeg vil op til Holar og gjæste min Broder Torstejn.« Derefter red han sønder over Aaen, men da han var kommen til Ageren, rev han Spændet af sin Kappe. Sigmund og Vigdis gik deroppe, og da Vigdis saa’ ham, gik hun ham i Møde og bød ham velkommen; »ilde tykkes det os,« sagde hun, »at vi Frænder give os saa lidt af med hverandre; vi vilde give meget til, at det blev bedre.« Glum svarede: »Ikke er der endnu sket sligt, at det jo nok kan blive godt med vort Frændskab; men derfor kom jeg hid, at Spændet er gaaet af min Kappe, og jeg vilde gjerne, at du syede et Par Sting deri.« Det vilde hun gjerne og gav sig i Færd dermed. Glum saa’ imedens ud over Ageren og sagde: »Det er endnu det samme med den Ager«, saa tog han Kappen paa, tog Spydet i Haanden og gik hen imod Sigmund og løftede Spydet; Sigmund sprang op imod ham, men Glum hug ham strax i Hovedet og gav ham, hvad han havde nok af. Saa gik han hen til Vigdis og sagde, at hun skulde gaa hjem og sige til Torkel, at Sigmund kunde ikke hjælpe sig selv hjem. Derefter red han op til Holar. Han sagde ikke sin Broder Torstejn noget om, hvad der var sket, men da Torstejn var bleven opmærksom paa, hvordan han var udstyret, baade med Kappe og Spyd, og saa’, at der var Blod paa det, spurgte han, om han havde hugget med det for nylig. Glum svarede: »Det er sandt, det glemte jeg at sige, at jeg har dræbt Sigmund Torkelssøn i Dag.« Torstejn sagde: »Det vil tykkes Torkel og hans Maage Esphælingerne en stor Tidende.« »Det er et gammelt Ord,« sagde Glum, »at Blodnætterne er de bratteste, og det vil tykkes dem at have mindre at betyde, naar der er gaaet en Stund.« Han blev nu der tre Dage hos sin Slægt, saa lavede han sig til at fare hjem. Torstejn bød sig til at følge med ham, men Glum sagde, at det behøvedes ikke, »pas du din Gaard, jeg rider den lige Vej til Tværaa; de vil neppe gaa saa ivrig frem.« Saa fór han hjem. Men da Torkel spurgte denne Tidende, fór han til Toraren paa Grund i Øfjorden, Tore paa Espehols Søn og Vigdis’ Broder, for at søge Raad og Hjælp hos ham. Han sagde: »Kanhænde, hun, Astrid, siger, at det ikke er for ingenting, han nu er kommen paa Benene.« Torkel svarede: »Jeg tænker, han er kommen saadan paa Benene, at han ingen Vegne kommer.« Toraren sagde: »Det er nu gaaet, som venteligt var; længe har I handlet ubilligt imod dem og stræbt at faa dem af Vejen, og lidet tænkt paa, hvad man kunde vente sig af en slig Mands Afkom, som Ejulf var, baade ætstor og en vældig Kæmpe. Men saare vanskeligt er dette os for vort Slægtskabs Skyld med Glum og vort Svogerskab med eder, og en slem Sag tykkes det mig at være, om Glum driver paa den, som jeg venter.« Torkel fór nu hjem, og alt var roligt om Vinteren; men Glum havde nogle flere Folk om sig, end han plejede.

En Nat havde Glum en Drøm; det bares ham for, at han stod ude ved Gaarden og saa’ ud til Fjorden; da saa’ han en Kvinde komme gaaende op igjennem Herredet op imod Tværaa, og hun var saa stor, at hendes Skuldre naaede ud til Fjeldene paa begge Sider; det tyktes ham, at han gik hende i Møde og bød hende til sig, og saa vaagnede han. Denne Drøm fandt alle underlig, men selv sagde han: »Den er stor og mærkelig, og saa vil jeg raade den, at min Morfader Vigfus er død nu, og den Kvinde, jeg saa’, har været hans Lykkedis; og derfor ragede hun op over Fjeldene, fordi han overgik de fleste andre i Anseelse, og nu søger hans Lykke hid til mig.« Om Sommeren, da Skibene kom ud, spurgtes Vigfus’ Død.

Om Vaaren gik Torkel til Torvald Krok og Tore paa Espehols andre Sønner og bad dem tage sig af Sagen, sagde, at det skyldte de deres Søster og det store Venskab, han og hans Søn Sigmund havde vist dem. Torvald talte med sin Broder Toraren derom og sagde, at det vilde blive lagt dem til Last, om de ikke tog sig af deres Maags Sag; han vilde yde al den Hjælp, han havde Evne til; »det er nu aabenbart, at Glum vil gjøre sig til af Sigmunds Drab, men vi unde os selv ikke ringere Anseelse her i Herredet end ham.« Toraren sagde: »Vanskeligt, tykkes det mig, vil det blive os at tage os saaledes af denne Sag, at vi kan være trygge for, at det bliver os til Baade, og hvad det angaar, at Glums Anseelse øges, da kan det nok være, at han slægter sin Æt paa; jeg gaar saa meget nødigere dertil end du, som det tykkes mig uvist, om vor Hæder vil øges, naar vi stride med Glum, og ikke vilde jeg synes om, at den skulde mindskes.« Men da de eggede ham, stævnede Toraren Toressøn omsider Glum for Altinget for Sigmunds Drab. Glum stævnede derimod Torkel den høje for de falske Beskyldninger mod Trællene, og en anden Sag anlagde han imod Sigmund, stævnede ham for Tyveri, grov hans Lig op og stævnede ham til at ligge retløs, da han havde dræbt ham paa sin Jord. Sagerne kom nu for Altinget, og Glum søgte da til sine Frænder, Gissur hvide, Sønnesøn af hans Morfader Vigfus’ Fader Vikingekaare, og Tejt, Ketilbjørns Søn fra Mosfjeld, og Aasgrim Ellidagrimssøn, fortalte dem hele Sagens Sammenhæng, hvad Uret og skammelig Overlast de havde lidt af Torkel og Sigmund, og bad dem om Hjælp, sagde, at han ventede, de vilde staa ham bi til at naa sin lovlige Ret, men han selv stod for Sagens Førelse. De sagde alle, at det var deres Skyldighed at gjøre deres til, at hans Uvenner ikke fik Magt over ham, og at det vilde glæde dem, om han kom til at staa højest i Ætten. Tinget led nu, til Dommene skulde frem, og Esphælingerne bragte da Drabssagen frem paa deres Tilskyndelse, som havde Sorger at mindes derved, men vist var det, at det vilde ingen Skade gjøre. Glum førte Sagen imod Torkel, og da Sagerne skulde til Doms, havde han megen Hjælp af sine Frænder og Venner. Da der blev spurgt om Værn, sagde Glum: »Det er nu saa, at det maa være mange vitterligt, at I have anlagt denne Sag paa utilbørlig Vis, saa den ingen Fremgang kan faa, thi paa min egen Jord dræbte jeg Sigmund, og inden jeg red til Tings, stævnede jeg ham til at ligge retløs.« Det nævnede han sig Vidner paa og værgede sin Sag paa den Vis, og hans Frænder hjalp ham, saa at Sigmund blev dømt til at ligge paa sine Gjerninger. Saa førte Glum Sagen imod Torkel, for at have villet svige ham hans Gods fra, og det gik kun slet for Torkel, thi Vidnerne var for Glum, og der kunde ikke fremføres noget lovligt Værn derimod, og det saa’ ud til, at han vilde blive dømt fredløs. Der blev da søgt at faa et Forlig i Stand med Glum, men han sagde, at der var kun to Kaar at vælge imellem, enten vilde han drive Sagen igjennem, eller ogsaa skulde Torkel afstaa ham Tværaa, for hvad han selv vilde byde ham, og det var ikke mere end det halve af, hvad Gaarden var værd; »Torkel kan ogsaa være vis paa, at, bliver han fredløs, skulle vi ikke begge komme til Tings igjen.« Torkels Venner lagde sig nu derimellem og bad ham tage imod dette Tilbud. Gjorde Torkel da, hvad der var det bedste for ham, forligtes paa dette Vilkaar og solgte Glum Jorden. Esphælingerne var kun ilde tilfreds med dette Udfald, og det Saar, der kom imellem dem og Glum, groede aldrig til mere. Torkel skulde blive paa Gaarden det Halvaar; men inden han drog bort fra Tværaa, gik han til Frøjs Hov med en gammel Oxe og sagde: »Længe har du været mig en fuldtro Ven, Frøj, og mange Gaver har du faaet af mig og lønnet mig dem vel; nu giver jeg dig denne Oxe, for at Glum maa forlade Tværaa ikke mindre nødig end jeg, og lad nu se et Jertegn, om du tager mod den eller ej.« I det samme brølede Oxen højt og faldt død om, og det tyktes Torkel, at dette var løbet vel af, og han var nu lettere om Hjertet, da han skjønnede, at Guden havde hørt hans Bøn. Derefter fór han nordpaa til Myvatn og boede der, og nu er han ude af Sagaen.

Glum vandt nu stor Anseelse i Herredet. Paa Lon i Hørgaadal boede der en Mand ved Navn Gunstejn; han var rig og regnedes for at være en af de anseligste Mænd; han havde en Hustru, som hed Liv; Torgrim hed deres Søn, og han kaldtes Torgrim Livssøn efter sin Moder, thi hun levede længere end Gunstejn; hun var en dygtig Kvinde. Torgrim havde gode Evner, og han blev en anselig Mand. En anden Søn havde de, som hed Grim Eyrarlegg, og en Datter ved Navn Haldora; hun var en fager Kvinde og ogsaa god af Sind; hun holdtes for det bedste Gifte baade for hendes Frænders Skyld og mest paa Grund af hendes Forstand og Dygtighed. Til hende bejlede Glum. »Min Æt behøver jeg vel ikke at sige meget om, heller ikke om mit Gods og min Levevis, men dette Gifte har jeg udset mig, om hendes Frænder saa vil.« Der blev svaret ham vel paa dette; hun blev fæstet ham med meget Gods, deres Bryllup blev holdt, og nu var han endnu mere anset end før.

Gissur Kadalssøn hed en Mand, som boede paa Tjørn i Øfjordsdalen; han regnedes iblandt de anseligere Bønder, og var en velstaaende Mand; han havde to Døtre, Tordis og Hertrud, fagre og pragtelskende Kvinder; de voxede op derhjemme og tyktes vel værd at ægte. Torgrim, Tore paa Espehols Søn, en anselig og dygtig Mand, red til Gissur og bejlede til hans Datter Tordis; hans Broder og Venner talte hans Sag; de tyktes at have et Ord med i Laget, da det var deres Frænke det gjaldt, og mente, at det var godt, om det Giftermaal kom i Stand. Torgrim fik Afslag; men alle syntes, at det havde været et passende Giftermaal.

Glum havde et Søskendebarn, som hed Arnor Rødkind, en Søn af den gamle Ingjalds Søn Stejnulf; han havde længe været paa Rejser og var vel anset; naar han var her paa Island, opholdt han sig bestandig hos Glum. Han talte nu til Glum og bad ham bejle til en Kvinde for ham. Glum spurgte, hvem det skulde være. Arnor svarede: »Tordis Gissursdatter, som blev nægtet Torgrim Toressøn.« Glum sagde: »Det vil neppe faa noget godt Udfald, thi jeg synes ikke, der er nogen Forskjel paa jer, og Torgrim har baade et godt Bosted og fuldt op af Gods, men du har ingen Gaard og heller ikke synderligt Gods; men jeg vil ikke være saa ubillig imod Gissur, at han ikke kommer til at raade for sin Datter, som han vil, thi han har ikke fortjent andet end godt af mig.« Arnor sagde: »Da bliver det mig til Nytte, at jeg har gode Frænder, naar jeg faar bedret mine Kaar, og du fremmer min Sag. Lov ham dit Venskab, saa giver han mig nok Pigen, thi dette vilde anses for et passende Giftermaal, hvis ikke først saa god en Mand som Torgrim var bleven afvist.« Glum gav da efter og fulgte med ham til Gissur og fremsatte Sagen for ham. Han svarede: »Kan hænde, Glum, at Folk vil sige, jeg ser noget underlig paa Tingene, om jeg giver din Frænde Arnor min Datter, da jeg nægtede Torgrim hende.« Glum sagde: »Det er sandt, dog er der det at sige, at om du vil tage Hensyn til os, skal du faa mit Venskab til Gjengjæld.« »Det tykkes mig at være meget værdt«, sagde Gissur, »men jeg er bange for, at saa faar jeg de andres Uvenskab med i Kjøbet.« Glum sagde: »Du véd bedst selv, hvad du maa gjøre, men det kommer an paa, hvad du gjør, om jeg skal blive vred eller ikke.« »Saa skal du ikke fare herfra med uforrettet Sag for dennesinde«, sagde Gissur og rakte Haanden frem, og Arnor fæstede sig hans Datter; men Glum sagde, at han vilde føje til, at Brylluppet skulde staa paa Tværaa om Høsten, og dermed skiltes de. Arnor havde noget Malt ude ved Gaasar, som han selv skulde hente tilligemed en Huskarl. Samme Dag, som de ventedes hjem med Maltet, fór Torgrim Toressøn til Hrafnagilsbad og sex Huskarle med ham. Da Arnor nu kom udefra og vilde over Aaen, sagde Torgrim: »Kunde det nu ikke komme godt tilpas, om vi traf Arnor? Malten skal vi ikke gaa glip af, om vi end ikke fik Bruden.« De gik da imod dem med dragne Sværd, men da Arnor saa’, hvor stor Overmagt der var, sprang han i Vandet og svømmede over, men Kløvhestene blev vestenfor Aaen. »Saa har vi dog ikke altid Uheld med os«, sagde Torgrim, »nu kan vi drikke Øllet, lad saa dem raade for Bruden«, og saa red de op til Espehol til Tore, som dengang var blind. Torgrims Ledsagere var meget lystige og lo meget, og da Tore spurgte, hvad der tyktes dem saa morsomt, sagde de, at de vidste ikke, hvem der først kom til at holde Gilde; her var det, det skulde holdes for, men de, hvem det tilhørte, var jagne fra det, og Brudgommen var gaaet i Vandet. Da Tore hørte det, sagde han: »I mene vel at have gjort eders Sager godt, siden I le saa meget; men hvad vil I nu gjøre? agte I at lægge jer til at sove her i Nat? tror I ikke, at I har andet nødigt? Hvis I tro, at Glum vil synes godt om denne hans Frændes Færd, saa kjender I ikke hans Sind. Jeg mener, det er raadeligst for jer at samle Folk; venteligt er det, at Glum nu har trukket mange Mænd til sig.« De samlede nu i Løbet af Natten firsindstyve kampdygtige Mænd og indrettede sig paa Kanten af Bakken ovenfor et Vadested, der dengang var der.

Om Arnor er nu at fortælle, at han kom til Glum og fortalte, hvordan han var kommet afsted. Glum sagde: »Ikke kommer det mig uventet, at de ikke kan holde sig rolige, men det er ingen let Sag for os, thi gjør vi ingenting ved det, er det en Skjændsel, og søge vi at faa det ændret, er det uvist, om vi faa nogen Hæder deraf; dog skal vi nu samle Folk.« Om Morgenen, da det var blevet lyst, kom Glum til Aaen med tresindstyve Mand og vilde ride over den, men Esphælingerne kastede Sten paa dem, saa de ingen Vegne kunde komme, og Glum maatte vende om. De kastede nu med Sten og skjød paa hverandre, saa mange bleve saarede. Da Folkene i Herredet blev dette vár, flokkedes de did og gik imellem; man søgte nu at faa et Forlig i Stand, og der blev spurgt, hvad Esphælingerne vilde byde for den Vanhæder, de havde tilføjet Arnor, men de svarede, at de vilde ikke give Bøder, fordi Arnor var løbet fra sin Malt. Endelig blev der dog foreslaaet, at Glum skulde paatage sig at bejle til Gissurs anden Datter Hertrud paa Torgrims Vegne, saaledes at Giftermaalet imellem Arnor og Tordis kun skulde finde Sted, hvis Glum skaffede Torgrim hende til Kone; men den tyktes bedst gift, som Torgrim fik. Eftersom nu mange tog sig af det, lovede Glum det, gik til Gissur og bragte denne Sag paa Bane. »Det kunde synes dig, at jeg er ivrig til at blande mig i andre Folks Sager«, sagde han, »siden jeg bejler ikke blot for mine egne Frænder, men ogsaa for Esphælingerne, men for at faa disse Ulykker standset her i Herredet, vil jeg vide dig megen Tak, om du gjør, som jeg beder.« Gissur svarede: »Det synes mig bedst, at du raader, og dette Tilbud til min Datter synes mig godt.«, Begge Giftermaalene kom da i Stand; Arnor satte Bo paa Upsalir, men Torgrim boede paa Mødrufell. Kort efter døde Gissur, og hans Enke Valdis flyttede da til Upsalir. Arnor og Tordis fik en Søn, som hed Stejnulf, og Torgrim havde en Søn, der hed Arngrim; han var to Aar ældre end Stejnulf.

Valdis bød begge sine Dattersønner hjem til sig. Der voxede ikke vennesælere eller haabefuldere Drenge op i Øfjorden end de to; de holdt meget af hinanden. En Dag, da den ene var fire Aar, den anden sex, gik de og legede, og saa bad Stejnulf Arngrim om at laane ham sin Messinghest. »Jeg vil forære dig den«, sagde Arngrim, »thi vor Alder er nu saa, at sligt Legetøj snarere passer sig for dig end for mig.« Stejnulf fortalte sin Fostermoder, hvilken god Gave han havde faaet, og hun sagde, at det var vel, de var saa gode imod hinanden. Der var en Kvinde ved Navn Odbjørg, som vandrede omkring der i Herredet; hun yndede meget Gammen og Lystighed, og derhos var hun vís og fremsynet, og Husfruerne lagde megen Vind paa at tage vel imod hende, thi hun spaaede noget forskelligt, eftersom Beværtningen var til. Hun kom til Upsalir; Valdis tog godt imod hende og bad hende spaa noget om Drengene, men det skulde være noget godt. Hun sagde: »Haabefulde ere disse Drenge, om Lykken vil være med dem, men det kan jeg ikke se.« Valdis sagde: »Nu tænker jeg ikke, du finder Beværtningen god nok, siden du bruger slige Ord.« »Du indretter vel ikke Beværtningen derefter«, sagde Odbjørg, »ikke skal du saaledes veje Ordene.« Valdis sagde: »Lidet skal du sige, hvis der ikke aner dig noget godt.« »Endnu har jeg ikke sagt for meget herom«, sagde hun, »men længe tænker jeg ikke, at Kjærligheden vil vare imellem dem.« Valdis sagde: »Andet havde jeg fortjent af dig for den gode Beværtning; farer du med onde Spaadomme, lader jeg dig jage bort.« Odbjørg svarede: »Nu mener jeg, at jeg ikke længere har nødig at holde det tilbage, siden du bærer dig saaledes ad for ingenting, heller ikke skal jeg tiere gjæste dig; tag det nu, som du vil, men det kan jeg sige dig, at den ene skal raade den anden Bane, og der skal udgaa den ene Ulykke værre end den anden fra dem.« Og dermed er Odbjørg ude af Sagaen.

Det skete en Sommer paa Altinget, at, da Folk brødes i Flokke i Brydebakken, Nordlændingerne og Vestfjordingerne, og det gik skjævt for Nordlændingernes Flok, som Maar, Glums Søn, gik i Spidsen for, kom der en Mand til, som hed Ingolf, en Søn af Torvald paa Rangaavolde. Til ham sagde Maar: »Du er en drabelig Mand at se til, du maa vist være stærk, kom og hjælp mig at brydes.« Han svarede: »For din Skyld skal jeg gjøre det.« Den, som gik imod ham, blev kastet til Jorden, og ligesaa den anden og tredje, og det syntes Nordlændingerne vel om. »Hvis du behøver en Talsmand«, sagde Maar, »skal jeg yde dig min Hjælp; hvad agter du at tage dig til?« »Jeg har ikke bundet mig til noget«, svarede han, »men jeg vilde helst nordpaa og tage Arbejde.« »Saa skal du følge med mig«, sagde Maar, »jeg skal skaffe dig Ophold.« Han fulgte da med fra Tinget nordpaa til Tværaa og var der en Stund. En Dag spurgte Maar ham, hvad han saa havde bestemt sig til; »her er Brug for en Værkstyrer, men han skulde være noget hændig; her er en Slæde, gjør den i Stand, og kan du det, har du vist, hvad du duer til.« Ingolf svarede: »Jeg havde mest Lyst til at blive her, men det har stundom været til Hinder, at man har ment, mine Heste gjorde Fortræd paa Græsgangene.« Han havde nogle gode Stodheste; Hingsten kaldte han Snekoll. »Sligt er der ikke Tale om her«, sagde Maar. Ingolf gjorde nu ved Slæden, og da Glum havde set paa Arbejdet, sagde han: »Dette er vel gjort; hvad har du tænkt paa?« »Jeg har ikke tænkt paa noget«, sagde Ingolf. »Jeg trænger til en Værkstyrer«, sagde Glum, »har du Kyndighed til det?« »Ikke meget, naar det er en Gaard som denne, det gjælder«, sagde Ingolf, »men jeg havde megen Lyst til at være hos dig.« »Hvorfor da ikke?« sagde Glum, »jeg ser, at du og Maar holder sammen.« Da Maar kom hjem, fortalte Ingolf ham, hvad der var forefaldet. »Det skal hue mig vel«, sagde Maar, »om dette maa blive godt. Tre Gange skal jeg sige dig til, naar der er noget, min Fader synes ilde om, men ændrer du det saa ikke, hører jeg op.« Ingolf gav sig nu til Arbejdet, og Glum var vel fornøjet dermed.

En Dag red Glum til Hesteting, og hans Værkstyrer med ham; han red paa en Hoppe, og hans Hingst løb ved Siden af. Der var megen Morskab; Kalv fra Stokkelade, en Ven af Espehælingerne, var kommen der; han havde en gammel Arbejdshest, som overvandt alle de andre. »Lad os nu føre den imod Tværaaboernes gode Hingst«, sagde han. Glum sagde: »Det er ubilligt: vor Hest imod den Krikke.« »I er nok bange«, sagde Kalv, »og derfor vil I ikke; kan hænde det gamle Ord har Ret, at Dyret er som dets Herre.« Glum svarede: »Det véd du ingenting om; jeg vil heller ikke nægte det paa Ingolfs Vegne, men det skal ikke vare længere, end han vil.« »Venteligt er det, at lidet vil ske imod din Vilje«, sagde Kalv. Hestene bleve da førte frem og bedes vel, men alle fandt, at Ingolfs Hest stod sig; Glum bød nu, at de skulde skilles ad, og saa red de hjem. Ingolf var der det Halvaar, og Glum var vel tilfreds med ham.

Engang kom Folk sammen ved Djupadalsaa; der kom Glum og Ingolf med sin Hest; Kalv var der ogsaa med sin Hest, og han bød nu, at de skulde føre den Hestekamp til Ende. Glum sagde, at det skulde Ingolf raade for; han sagde, at han havde ingen Lyst, men gad dog ikke undslaa sig derfor. Hestene blev da ledte frem; Kalv drev sin Hest frem, men Ingolfs stod sig bedst i alle Maader; da slog Kalv den med sin Stav ved Øret, saa den tumlede ved det, men strax efter gik den paa igjen. Glum gik nu til og opnaaede hvad billigt var, saa Enden blev, at Kalvs Hest maatte gaa ud, og der blev da et stort Raab. Men da de skiltes, slog Kalv Ingolf med Staven; Folk gik imellem, men Glum sagde: »Sligt er ikke værdt at give Agt paa, saaledes ender jo hvert Hesteting her.« »Min Fader vil nok sørge for, at du ingen Skam faar af dette Slag«, sagde Maar til Ingolf.

Torkel hed en Mand, som boede paa Hamar; han havde en fager Datter ved Navn Helga, som Ingolf tidt fór hen og besøgte; hendes Fader stod sig godt, men ikke var han nogen Stormand. Ingolf passede alligevel sit Arbejde hjemme, men han gjorde mindre med sine Hænder end før. Saa en Dag sagde Maar til ham: »Nu skjønner jeg, det huer min Fader ilde, at du gaar hjemmefra.« Ingolf svarede venlig, men blev dog ved paa samme Vis. Maar sagde det anden og tredje Gang til ham, men det hjalp ikke. En Aften, da han kom sildig hjem, og Folk havde spist, sagde Glum: »Nu skulle vi sige, hvad vi stoler paa, og have Morskab af det; jeg begynder, og har jeg da tre Ting, jeg stoler paa, den ene er min Pengepung, den anden min Øxe, og den tredje min Bjælkebod; sig I andre nu til en efter en. Hvad vælger du at stole paa, Ingolf?« »Torkel paa Hamar«, svarede han. Glum sprang op og gik ind paa ham med Sværdhjaltet fremfor sig: »En sømmelig Mand har du valgt dig at stole paa«, sagde han, og alle saa’, at Glum var vred. Saa gik han ind, og Ingolf med ham. »Gaa nu hen til din fuldtro Ven og fortæl ham, at du har dræbt Ladekalven«, sagde Glum. »Hvorfor skulde jeg lyve mig det paa?« sagde Ingolf. »Gjør, som jeg siger«, sagde Glum. De blev ved at gaa sammen, og saa gik Glum ind i Laden, hvor der stod en Kalv, hug den i Hovedet, gav saa ham det blodige Sværd og sagde: »Gaa nu sønder over Aaen og sig, at du venter dig al Hjælp af ham, og vis ham det blodige Sværd som sikkert Jertegn.« Ingolf turde da ikke andet end gjøre, som han bød, gik til Torkel og sagde, at han havde mindedes det Slag, Kalv havde givet ham, og nu havde han dræbt ham, »og nu tyr jeg til dig om Hjælp, efter hvad du har lovet mig.« Torkel svarede: »Du er en stor Tosse, at slaa en brav Mand ihjel; gaa din Vej som snarest, jeg vil ikke have dig dræbt her i mit Hus.« Saa gik Ingolf hjem til Glum. »Hvordan førte din fuldtro Ven sig saa op imod dig?« sagde Glum. »Ikke godt«, svarede Ingolf. Glum sagde: »Nu skal du prøve, hvor fuldtro jeg er; ondt vil du have ved at komme ud af det, i Fald Kalv nu er dræbt«, og dermed fulgte han ham ud i Bjælkeboden. Dagen efter spurgtes det, at Kalv paa Stokkelade virkelig var bleven dræbt, og Torkel sagde, at den, som lyste sig denne Ulykkesgjerning tilhænde, var kommen til ham, og det holdt alle for sandt. Da Vinteren var leden, sendte Glum Ingolf nordpaa til Ejnar Konalssøn, gav ham ni Hundreder i Vadmel og sagde: »Vi har ikke sluttet nogen Aftale om Løn, men med din Dygtighed til at styre med Penge vil dette komme dig meget til Nytte. Den Sag, du skyldes for her, skal jeg tage mig af, og den skal ikke komme til at skade dig; jeg skaffede dig den paa Halsen for din Stivsindetheds Skyld; men kommer du til Island igjen, kan du atter komme til mig.« Ingolf sagde: »Jeg vil bede dig om, at du ikke lader Pigen blive gift fra mig.« »Det lover jeg dig«, sagde Glum. Hans Heste blev der tilbage, men selv kom han bort ved Ejnar Konalssøns Hjælp. Torvald stævnede nu Sagen efter Kalv til Hejrenæsting, og det saa’ ud til, at Ingolf vilde blive fredløs. Glum var der og nogle af Ingolfs Frænder; de gik til Glum og bad ham tage sig af Sagen; de vilde give Penge til at bøde med, sagde de. »Jeg skal nok klare Sagen uden Bøder«, sagde Glum. Da Dommen skulde frem, og der spurgtes om Værn, sagde Glum, at Sagen var spildt: »Thi I har stævnet anden Mand for den end Gjerningsmanden; jeg øvede Drabet, og det er ikke noget at lægge Ingolf til Last, at han dræbte Kalven i min Lade«; saa nævnede han sig Vidner paa, at Sagen var spildt. »Nu vil jeg byde Forlig«, sagde han, »mere efter hvad Manden var værd, end for eders Overmods Skyld, Esphælinger.« Folk fór nu hjem fra Tinget.

Ingolf var borte den Vinter, saa havde han ikke længere Lyst til at være ude; han omsatte sit Gods og kjøbte sig gode Klenodier, blandt andet nogle kostelige Tæpper; en god Skindkappe havde Glum givet ham, den byttede han bort for en Skarlagens Kjortel. Den Sommer, da han fór bort, kom der en Mand her ud til Island ved Navn Tjodolf; hans Moder boede paa Æsustad. Han fór af og til til Hamar og besøgte Helga. En Dag havde Glum været oppe paa Holar, og da han red ned til Saurbæ, mødte han Tjodolf. »Jeg vil ikke vide af«, sagde Glum, at du kommer paa Hamar; Helga vil jeg sørge for, og hvis du ikke holder op, vil jeg byde dig Holmgang.« Han svarede, at han ikke vilde byde Glum Spidsen, og holdt strax op. Da Ingolf kom ud til Island, fór han til Tværaa. Glum tog vel imod ham og bød ham Ophold der, og det tog han imod. En Dag sagde Ingolf: »Nu vil jeg, Glum, at du tager mine Varer i Øjesyn.« Han gjorde saa, og tyktes, at der var gjort god Handel. »Du udstyrede mig til Rejsen«, sagde Ingolf, »saa jeg mener, at dette Gods hører dig til.« »Ikke vil jeg tilegne mig noget af dette Gods«, sagde Glum, »det er dit«. »Her er dog nogle Tæpper«, sagde Ingolf, »som jeg har kjøbt til dig; dem skal du tage imod, og her er en Kjortel.« Glum sagde da: »Dine Gaver tager jeg imod.« En Dag spurgte Glum Ingolf, om han vilde blive hos ham. Ingolf svarede; »Jeg har i Sinde ikke at skilles fra dig, om det kan føje sig saa; jeg vil give dig mine Stodheste.« »Dem tager jeg imod«, sagde Glum, »men lad os saa komme hen til Torkel paa Hamar i Dag.« Det gjorde de. Torkel tog vel imod Glum. »Du har nu lagt, dig ud med Ingolf«, sagde Glum, »og det kan du kun faa bødet ved at give ham din Datter; han passer godt til det Gifte, og jeg vil udstyre ham med Gods; jeg kjender ham som en brav Mand, og føjer du dig ikke, vil det gaa dig galt,.« Torkel sagde da Ja, Ingolf fik Pigen og blev en dygtig Mand.

Vigaskuta, nordpaa ved Myvatn, ægtede Glums Datter Torlaug, men da de ikke kunde forliges, skilte han sig fra hende og sendte hende hjem til Tværaa. Det laa Glum tungt paa Sinde, og fra den Tid af var Forholdet imellem ham og Skuta meget daarligt, men Arnor Kerlingarnef bejlede senere til hende og fik hende, og fra dem nedstamme gjæve Mænd. En Sommer kom der en løs og ledig Karl til Skuta og bad ham tage imod sig; Skuta spurgte ham ud om hans Forhold, og han sagde da, at han havde begaaet Drab, og ikke kunde være der, hvor han havde hjemme. »Jeg véd ikke, at jeg har nogen Forpligtelse imod dig«, sagde Skuta, »hvad kan du gjøre, som kan nytte mig noget?« »Hvad forlanger du?« sagde Landstrygeren. »Du skal gaa til Vigaglum for mig«, sagde Skuta, »og sige, at du trænger til, at han tager sig af dine Sager; jeg tænker, at han nu er paa Vejen til Tinge; han er hjælpsom, naar Folk trænge til hans Bistand; kan hænde han da siger, at du skal fare til Tværaa og bie paa ham der; men saa skal du sige, at du har større Hast, og at du hellere vilde tale ene med ham, saa maaske han kunde finde paa Raad; bed ham om at møde dig i Midaadalen, som gaar op fra Tværaa, hvor hans Sæter ligger, og sig, at naar han vil møde dig der til fastsat Tid, er du fornøjet.« Det gik Landstrygeren ind paa, og alt gik nu, som Skuta havde udtænkt. Uslingen kom tilbage med den Besked. »Vel har du røgtet dit Ærinde«, sagde Skuta, »nu kan du blive hos mig.« Der gik nu en Stund. Da den Tid kom, da Glum havde lovet Manden at møde ham, fór Skuta hjemmefra med tredive Mænd; han red vester over Vødlahede, og da de kom ud paa den Afsats i Fjeldene, som hedder Raudahjalle, stod de af Hestene. »Her skulle I tøve en Stund«, sagde Skuta, »medens jeg rider langs med Lien for at se, om der skulde vise sig noget.« Da han kom op i Dalen, saa’ han en stor Mand med en grøn Kaabe paa komme ridende op fra Tværaa, og kjendte, at det var Glum; han steg da af Hesten og slap den ud paa et skovløst Sted; saa gik han op til Sæteren, hvor Glum allerede var kommen. Skuta havde en tvefarvet Kaabe paa, sort og hvid, i Haanden et Sværd, som hed Fluga, og paa Hovedet en Hjelm. Han gik frem til Sæterdøren, bankede paa, og gik saa forbi Sæteren. Glum gik vaabenløs ud, og da han Ingen saa’, gik han forbi Sæteren; Skuta gik da imellem ham og Døren. Glum kjendte ham nu og veg tilbage. Skuta bød ham bie; det vilde være rimeligt, sagde Glum, om de var ens rustede; han trak sig tilbage langs med Fjeldskaret, i hvis Bund Aaen løb, og Skuta gik efter ham. Glum sprang nu ned i Kløften, men Skuta søgte sig farbar Vej derned, og da han kom ned i Kløften, saa’ han den grønne Kaabe flyde paa Vandet; han løb da strax hen og stak til den; men i det samme hørte han en Stemme over sig, som sagde: »Liden Hæder er det at øde Folks Klæder«; han saa’ op, og kjendte, at det var Glum, som blot var sprunget ned paa et lille Fremspring. »Nu skal du mindes, Glum«, sagde Skuta, »at du er rendt din Vej, og ikke har turdet bie paa Skuta.« »Sandt er det«, sagde Glum, »men jeg vilde nok ønske, at du ikke rendte kortere, før Sol gaar ned i Kveld.« De skiltes nu for dennesinde. Glum fór hjem og fortalte, hvilken Snare der var bleven lagt for ham, og sagde, at han vilde betale det strax; han fik snart samlet tresindstyve Mand og red op igjennem Dalen. Da de skiltes, gik Skuta hen til sin Hest og red saa langs med Lien. Han saa’ nu en Flok komme ridende og skjønnede, at det ikke vilde gaa godt om de traf ham, og fandt omsider paa Raad; han brød Spydet af Skaftet, saa det saa’ ud som en Stav, tog Sadlen af og red paa den blotte Hesteryg, vendte Kappen og gav sig til at raabe højt, for at det skulde lade, som han red og ledte efter Faar. De kom nu til og spurgte, om han ikke havde set en anselig Mand med Vaaben ride over Bakken? Jo, det havde han. Saa spurgte de ham, hvad han hed. »Jeg hedder Mange i Egnen omkring Myvatn, men Faa ved Fiskebæk«, sagde han. »Svarer du os med Spot og Haansord?« sagde de, men han svarede, at han ikke kunde give dem bedre Besked. Dermed skiltes de, men saasnart, de andre var borte, tog han sine Vaaben og sit Sadeltøj og red det forteste han kunde til sine Mænd. De kom nu til Glum og sagde, at de havde truffet en Mand, som kun havde givet dem Spot til Svar, og fortalte, hvad han havde kaldt sig. »Nu er I komne galt afsted«, sagde Glum, »thi det er Skuta, I har truffet, og han har jo talt sandt, thi i Myvatnsegnen er der mange Klipper (1), men ved Øfjord, omkring Fiskebæk, er delingen; vi har været nær ved at træffe hinanden, men nu skulle vi ride efter ham.«  Da de kom til Afsatsen var Skuta og hans Mænd der; man kan kun komme derhen en og en ad Gangen, og Stedet er bedre at forsvare med tredive Mand end at, angribe med tresindstyve. Da sagde Skuta: »Saare ivrig har du nu været til at forfølge mig; kan hænde, du mener at burde hævne dig, fordi du flyede før; det, var ogsaa et voveligt Spring, du maatte gjøre ned i Kløften; dengang var du ikke daarlig til Bens.« Glum svarede, »Sandt er det; men du var nok ræd, da du gav dig ud for Øfjordingernes Faarehyrde og skjulte dine Vaaben, ja brød somme af dem itu; ikke, tænker jeg, er du rendt kortere, end jeg.« »Hvordan det nu end er«, sagde Skuta, »angrib nu, du har jo dobbelt saa mange Folk.« »Nej, jeg mener, det bliver bedst vi skilles for dennesinde«, sagde Glum, »saa kan jo hver tænke derom, hvad han vil«. Skuta red nu nordpaa, men Glum hjem til Tværaa.

Da Tore døde, satte hans Søn Toraren Bo nordfor Espehol og boede der. Foruden Maar havde Glum en Søn, som hed Vigfus. De var begge haabefulde Mænd, men hinanden saare ulige. Maar var tavs og fredsommelig, men Vigfus et uroligt Hoved, ubillig, stærk og modig. Hos Glum var der en Mand ved Navn Halvard; han var hans Frigivne og Vigfus’ Fosterfader; han havde ikke noget godt Ord paa sig, skrabede Penge sammen og var noget uredelig i Pengesager; han overdrog Vigfus, som var en dygtig Handelsmand, sit Gods og satte selv Bo paa Gaarden Tjørn i Øfjordsdalen, men han blev ikke vennesælere for det, thi nu var han uredelig med Græsgangene.

Paa Jorunsstad boede der en Mand ved Navn Halle Torbjornssøn, kaldet Halle den hvide; han havde fostret Ejnar Ejulfssøn, som nu boede paa Saurbø. Halle var blind; han havde med alle Forlig at gjøre, der sluttedes i Herredet, thi han var baade forstandig og retfærdig. Hans Sønner var Orm og Bruse Skjald, der boede paa Torfufell, og Baard paa Skjaldstad; Baard var et uroligt Hoved, der ikke altid lod Billighed raade, dygtigere til Kamp end de fleste andre, aabenmundet og tidt nærgaaende; han var gift med Una Odkelsdatter fra Tjorsaadal. En Høst blev der en ti, tolv Beder borte fra Græsgangen for Halle den hvide; de var ikke til at finde, og da Halle spurgte Baard, hvad han mente, der var blevet af hans Beder, svarede Baard: »Ikke er det at undres over, om der bliver Faar borte, eftersom vi har faaet Tyve i Huset næst ved, siden Halvard kom hid at bo.« Halle sagde: »Det vil jeg da, at du anlægger Sag imod ham og stævner ham for Tyveri, og ikke tænker jeg, at Glum vil bjerge ham imod Tylvtekviden (2), naar jeg lader anlægge Tyvssag imod ham.« Baard svarede: »Vanskeligt vil det blive at drive Tylvtekviden igjennem imod Glum og Vigfus.«

Baard indledede nu Sagen. Da Vigfus spurgte det, sagde han til sin Fader, at det ikke huede ham vel, at Folk anlagde Tyvssag imod hans Fosterfader. Glum svarede: »Du véd jo, at han er uredelig, og det vil ikke blive vel set, om man bjerger ham.« »Saa meget større Grund, synes jeg, der er dertil«, svarede Vigfus. Glum svarede: »Bedre tykkes det mig, at, vi betale for ham, og at han saa flytter hid, hellere end at jeg skal sætte min Anseelse paa Spil for slig en Mand.« Nu kom Folk til Tings, og Sagen kom for. Glum skulde forkynde Tylvtekviden, og da Vigfus mærkede, at han vilde lade den gaa igjennem, gik han frem i Retten og sagde, at om hans Fosterfader blev dømt, skulde det, komme Glum dyrt at staa; blev det da saa, at Glum spildte Sagen og bjergede ham, men det fik han ingen Hæder af. Da der nu var gaaet en Vinter eller to, blev en Galt, der var saa fed, at den neppe kunde rejse sig, borte for Halle. En Dag kom Baard og spurgte, om den var slagtet. Halle svarede, at den var bleven borte. Baard sagde, at den var nok gaaet hen at lede efter de Beder, der blev stjaalne sidste Høst. »Jeg tænker, at de er gaaet samme Vej«, sagde Halle, »vil du stævne Halvard?« Baard svarede: »Ja, det vil jeg, og denne Gang vil Glum ikke bjerge ham, thi det var Vigfus’ Skyld, at han gjorde det sidst, og nu er han ikke her i Landet.« Baard overtog da Sagen og gik for at fuldbyrde Stævningen; men da han saa traf Halvard, gjorde han en brat Ende paa Sagen og hug Hovedet af ham. Da hans Fader fik det at vide, syntes han ilde derom, gik strax til Glum og sagde, hvad der var sket, og bød ham Selvdømme. Glum tog derimod og bestemte kun en ringe Bøde; Galten og Faarene skulde der gives Vederlag for, sagde han, og det blev vel omtalt. Da Vigfus kom hjem, blev han ilde til Mode over Halvards Drab, men Glum sagde, at det vilde ikke blive til Baade at bryde det Forlig, der var blevet sluttet, og Baard og Vigfus gav sig derfor ikke af med hinanden, naar de traf sammen. Sommeren efter var der fastsat Hesteting, og der skulde alle de Hingste, der var i Herredet hidses; de fra den ovre Repp (3) skulde gaa imod dem fra den nedre, og hver Repp skulde vælge en Mand til at kjende, hvem der stod sig, og deres Kjendelse skulde gjælde; i den øvre Repp var Baard valgt, og i den nedre Vigfus Glumssen. Der var en Mængde Heste, og mange Hestekampe paa én Gang, saa der var god Morskab, og Enden blev, at lige mange havde staaet sig og var vegne paa begge Sider, saa de blev enige om, at det stod lige. Men saa sagde Vigfus, at han havde en Hest, som ikke havde været med, »og det er den bedste af dem, her er i Dag; led en mod den.« Baard svarede: »Den tykkes os ond; vi ville ikke lade nogen gaa imod den, men dog sige vi, at det staar lige.« »Nej, saa ligger I under«, sagde Vigfus, »men du vil vist ikke, at man skal sige, I ikke har kunnet staa Jer.« »Vel har du hidindtil holdt din Ærlighed klar«, sagde Baard, »men nu bliver den noget overtrukken, og det kjendes, at du vist oftere har staaet ved Hylderne i Buret og hjulpet din Moder med Madlavningen, end været med ved Hestekampe; det tyder da ogsaa dit Skjæg paa.« Vigfus og mange andre lo. Da Halles Huskarl kom hjem, og de spurgte ham om Hestekampen, sagde han, at det tyktes Folk at staa lige. »Var de enige, Baard og Vigfus?« spurgte Halle. »Ja vel«, svarede Huskarlen, »dog sagde Baard et Ord til Vigfus.« »Hvad var det?« Han fortalte det. »Det kan der gro ondt af«, sagde Halle. »Vigfus lo ad det«, sagde Huskarlen. »Det er hans og hans Faders Skik at le«, sagde Halle, »naar Drabslysten kommer over dem.« Da Halle og Baard saas, spurgte Halle, hvor det dog kunde falde ham ind at tale saa skammelig, »og jeg er bange for, at det vil føre til stor Ulykke; det eneste Raad, jeg kan give dig, er, at du farer af Landet efter Hustømmer, og bliv saa tre Vintre borte, ellers bliver det din Død.« Baard svarede: »Var du ikke saa forsagt, var der ingenting i Vejen, men det gjør Ælden, at du ræddes for dine Sønners Skyld.« Halle sagde: »Hvor stor en Vovehals du end er, vil det blive svært for dig at holde dig her i Herredet.« Han gjorde da, som hans Fader raadede, og fór af Landet. Senere lejede Halle en Landstryger til at gaa omkring og sige, at Baard var faret bort og havde ikke turdet andet for Vigfus og Glum; dette blev gjort, for at Baards Frænder skulde faa Lov at sidde i Fred. Baard var kun en Vinter borte, saa vendte han hjem til sin Gaard.

Halle havde styret Baards Gaard, medens han var borte, og havde ladet hugge noget Tømmer i Skoven i Midaadalen, som tilhørte Baard, og selv havde han ogsaa meget Tømmer hjem med. Han var nu stundom paa sin egen Gaard og stundom hos sin Fader. Engang sagde Baard, at nu vilde han hente sit Tømmer i Skoven. »Jeg saa’ gjerne, at du ikke fór selv«, sagde Halle, »Vigfus og hans Fader er ikke at lide paa.« Baard sagde, at Ingen vilde faa noget at vide om hans Færd. Han fór da at hente Tømmeret; en Huskarl fulgte ham, og de havde en Mængde Heste med. Hans Kone, Una, var gaaet til Videnæs til sin Søster Odkatla; did kom Baard, og Manden paa Gaarden, Hlenne den gamle, tilbød ham da, at han vilde lade en Mand gaa til Skovs i hans Sted, saa skulde han selv bie der imens, det var forsigtigere; men Baard sagde, at det behøvedes ikke. De to Søstre fulgte ham af Gaarde, og da de vendte om, saa’ Una sig tilbage over Skulderen efter ham, og saa faldt hun i Afmagt, men da hun kom til sit Vid igjen, spurgte Søsteren hende, hvad hun havde set. »Jeg saa’ døde Mænd gaa Baard i Møde«, sagde hun, »visselig er det ude med ham, og vi skulle aldrig mere ses.« Da Baard kom ind i Skoven, faldt der er en stærk Taage, men de gav sig dog til at samle Tømmeret i Byrder og binde Hestene. Næste Morgen var Hyrden paa Tværaa tidlig paa Benene; det skete tidt, at Vigfus kom til ham og spurgte om Tidender, og saa gik det ogsaa denne Morgen. »Underligt er det«, sagde han, at du bestandig kan finde Dyrene i sligt et Mørke; det kunde jeg ikke gjøre dig efter.« Hyrden svarede: »Det falder mig ikke svært; sværere var det for dem, jeg saa’ i Skoven, at finde deres Heste i Morges, skjønt de stod lige ved Siden af dem, og de slog dog stort paa det; den ene havde en grøn Kjortel paa og et Skjold ved Siden.« Vigfus spurgte, om han kjendte Manden, og han svarede, at han tænkte, det var Baard, thi han ejede Skoven, de var i. »Find saa tre af mine Heste til mig«, sagde Vigfus. Paa Tværaa opholdt sig to Østmænd; dem bad Vigfus ride med; han vilde til Bad, sagde han. Da han stævnede sønder af Gaarden forbi Laugardal, spurgte de, hvor han vilde hen. »Først vil jeg ride i nogle Ærinder«, sagde han, og tog et godt Forspring for dem. De red nu sønderpaa, til de saa’ Baard komme fra Skoven med Hestene, der bar Tømmeret. Huskarlen saa’ dem komme og sagde: »Skrapt ride disse Mænd.« »Hvad mon der er paafærde?« sagde Baard. »Det er Vigfus«, sagde den anden, »helst saa’ jeg, at vi red fra dem; vi kan endnu gjøre det uden Skam, saalænge vi ikke véd, hvad de vil.« Baard svarede: »Ikke vil Vigfus anfalde mig selvtredje, naar du ikke er med mig.« »Hellere vilde jeg«, sagde Huskarlen, »at jeg fór med Hestene, men du red op til Videnæs; Ingen kan dadle dig, fordi du rider did, hvor du har Ærinde, og desuden véd du jo ikke, hvad de vil dig, men Hlenne sagde, at du skulde ikke lide paa dem.« Baard sagde: »Du skal ride i Forvejen og vare Folk ad, om jeg bliver længere borte, end rimeligt, thi skal Vigfus og jeg mødes alene, vil det ikke saa snart blive afgjort imellem os, men han er for brav en Karl, til at gaa løs paa mig selvtredje; er vi derimod to, medens de er tre, vil de benytte sig af deres Overmagt.« Huskarlen gjorde da, som Baard sagde, men Baard løste sit Skjold og gjorde sig rede, som det tyktes ham bedst. Da de mødtes, spurgte han, hvad deres Ærinde var. Vigfus svarede, at de skulde ikke begge komme levende fra det Møde; Baard sagde, at han var rede, i Fald Legen skulde leges imellem de to, »men ikke er det mandigt at gaa tre imod en.« Da sagde Østmændene, at om de havde vidst, at det var Meningen, var de blevne hjemme, og deres Hjælp vilde desuden ikke forslaa noget, om der kom Folk for at hjælpe Baard, som Huskarlen vel havde skyndt sig efter. Vigfus bad dem først se til, hvordan det gik. Saa sloges de en god Stund, uden at nogen af dem blev saaret, men det gik ikke saa godt for Vigfus, thi han maatte gaa tilbage hver Gang, inden han kunde komme til at hugge; Baard værgede sig ypperlig med sit Sværd. Nu syntes Østmændene, at det, var ilde, om Vigfus skulde bide i Græsset, medens de stod hos, og Baard kunde faa Undsætning; de løb da ind paa Baard og slog ham ihjel, og han var død, da Hlenne og de andre kom. Vigfus og Østmændene red hjem, men Glum syntes ilde om denne Daad, og sagde, at nu havde de øget Vanskelighederne i Herredet meget. Halle fór til sin Fostersøn Ejnar paa Saurbø og bad ham tage sig af Sagen; han sagde, at det var hans Skyldighed at tage Eftermaalet efter sin Frænde og Fostbroder; derefter red de til Toraren og bad ham om hans Bistand, og han sagde, at han vidste Ingen, som han hellere vilde have med at gjøre; de sluttede da Venskab og bandt det med Eder, baade for denne Sag og alle andre. Sagerne kom nu for paa Tinge; der blev søgt Forlig, men dermed gik det saa tungt, at man ingen Vegne kunde komme, thi det var baade lovsnilde og modige Mænd, de havde med at gjøre, Folkene fra Mødruvellir og Espehol. Endte det da med, at, Østmændene bleve fredløse, og der blev betalt Penge for dem, at de maatte faa Lov at fare af Landet. Vigfus skulde ogsaa være borte af Landet i tre Aar; hvert Halvaar skulde han have tre Steder, hvor han maatte være, men udenfor dem var han fredløs; hjemme kunde han ikke være for Stedets Helligheds Skyld, thi Frøj, hvem Gudehuset der var viet, taalte ikke, at der var fredløse Mænd; han var længe paa Upsalir, men Folk troede, at han var i andre Fjerdinger af Landet; han blev da helt fredløs, og Glum skjulte ham nu. Saaledes gik sex Vintre.

Nu er at fortælle om Fostbrødrene Arngrim og Stejnulf, der voxede op. Da Torgrim paa Mødrufell døde, fór Arngrim did til sin Gaard, og Stejnulf med ham, og det var da saa kjærligt imellem dem som nogensinde før. Stejnulf var en særdeles dygtig Mand; han fór paa Handelsrejser; men naar han var her i Landet, var han hos Arngrim. Arngrim giftede sig med Tordis Bjørnsdatter, en Søster til Arnor Kerlingarnef. En Sommer, da Stejnulf var kommen herud, bød Arngrim ham ikke til sig og talte ikke til ham, naar de mødtes; Grunden hertil var, at han havde talt mere med hans Kone Tordis, end sømmeligt tyktes, men det sige de fleste, at det betød lidet eller intet. Da bød Glum ham til sig, og i nogen Tid var det saa, at han var hos ham, naar han var her, og det var meget kjærligt imellem dem. En Sommer bød Glum ham ikke til sig, men sagde, at han ønskede, han skulde være hos sin Fader paa Upsalir. »Jeg skjøtter ikke om, at du saaledes gaar fra Hus til Hus, derfor byder jeg dig ikke til mig«, sagde han, »naar du er hos din Fader, kan du jo ogsaa gaa hid over til Tværaa, og jeg vil blive glad, naar vi mødes.« Det gik nu saa nogle Vintre, at Vigfus var hos Arnor Rødkind paa Upsalir, da han var fredløs, og Stejnulf var der ogsaa.

En Høst giftede en Bonde paa Øxnefjeld sin Datter bort og bød til sig alle de anseligste Mænd i Øfjorden. Stejnulf var ogsaa buden; han kom til Tværaa og vilde følges med Glum, men han sagde, at han vilde ikke derhen. »Ilde tykkes det mig, at du er uordholden«, sagde Stejnulf. »Mindre Fortræd vil min Uordholdenhed volde end din Uforsigtighed; jeg gaar ikke derhen. Det er et Særsyn, at en Bonde byder saa mange Stormænd til sig; blot der ingen Svig er i; jeg er bange for, at der stikker noget under dette Gjæstebud; Bonden har det neppe fra sig selv, og bedst tykkes det mig, at mine Venner blive borte derfra.« Stejnulf og de andre, som vare budne, fór dog, undtagen Glum. Ejnar Ejulfssøn, Torvald og Arngrim havde meget at tale sammen, og den Dag, Gjæsterne skulde ride bort, talte Ejnar vidt og bredt om, hvordan det stod til i Herredet, sagde, at det var altid vel, naar der kom mange sammen, at der kunde blive talt om, hvad der trængtes til, saa det kunde blive bedre, end det var før. »Her har nu længe været Ufred imellem Mænd, som ikke vilde give efter; mine Ord sigte til Arngrim og Stejnulf; det har været koldt imellem dem, men vi tænke, at det er Løgn og Uvenners Tale, der har voldet det. Nu vil Arngrim byde Stejnulf til sig og tage hæderlig imod ham, om han vil tage derimod; og lader nu Uvenskabet fare.« Stejnulf svarede, at det vilde han gjerne, han vidste sig ikke skyldig i noget, og Arngrim var ham kjærest af alle. Saa fór hver til sit, men Stejnulf fór med Arngrim, og var hos ham i nogle Dage i stor Anseelse.

En Dag spurgte Arngrim Stejnulf, om han vilde følge med ham ned til Grund til Drikkegilde og være der et Par Nætter eller tre. Han svarede: »Jeg vil hellere være her hjemme imens, og fare did en anden Gang, medens du er hjemme.« Arngrim sagde, at saa vilde han ogsaa, han skulde bie paa ham hjemme, naar han ikke vilde følge med ham. Saa fór Arngrim til Grund, og Stejnulf var hjemme paa Mødrufell om Natten. Næste Morgen sad Stejnulf ved Ilden og havde et Arbejde for; det var en Bodik, som hørte Husfruen til, han var ved at gjøre i Stand. I det samme kom Arngrim hjem og med ham Torvald Krok, og just som de kom ind i Ildhuset, bukkede Stejnulf sig ned, og Arngrim hug ham da i Hovedet, saa han strax fik Bane. Hans Kone kom nu til og sagde: »Der hug du som en Usling, og dette kommer fra Folk, der er klogere end du; men fra denne Dag vil jeg ikke længere være din Hustru.« Saa fór hun til sin Broder Arnor Kerlingarnef og delte aldrig siden Leje med Arngrim, og førend hun red bort, sagde hun: »Det er altid en Trøst, Arngrim, at du kun har faa Dage igjen at leve i, og de, du har tilbage, ville blive værre end dem, du har havt.« Tordis blev senere gift med Aasgrim Ellidagrimssøn.

Arngrim red nu med Torvald til Espehol, fortalte Toraren, hvad der var sket, og bad ham tage sig af ham; han havde hverken Vid eller Vennesælhed nok til at kunne staa sig mod Glum, men Toraren var baade klog og vennesæl. Han svarede, at det tyktes ham en ond Gjerning, og han var bange for, at der vilde komme mere ondt af den. Torvald sagde, at det hjalp ingenting at kives om gjort Gjerning; snart, tænkte han, vilde han staa i endnu større Vanskeligheder, i Fald han ikke tog sig af dem; det kunde ogsaa være, at de kunde faa nogle til at hjælpe sig, hvis han vilde lægge et Ord ind for dem. Toraren sagde: »Det er mit Raad, at I flytte hid baade fra Grund og Mødrufell, og lad os saa samle Folk saa hurtig som mulig og have slaaet vore Husholdninger sammen, inden Glum bliver det vár.« De gjorde da saa; men da Glum spurgte det, samlede han Folk og fór strax imod dem, men han kunde ikke faa Ram paa dem, thi de var mandsstærkere, saa de sad Vinteren over i Ro. Men de kunde heller aldrig komme over Glum; han var saa forsigtig, at han aldrig lagde sig i den Seng, der redtes til ham; tidt sov han kun lidt om Nætterne, men gik og talte med Maar om Tingene. En Nat spurgte Maar, hvordan han havde sovet. »Jeg har havt en Drøm«, sagde Glum, »og nu skal jeg sige dig den. Det bares mig for, at jeg gik ene og vaabenløs her fra Gaarden; saa kom Toraren imod mig med en stor Kastesten i Haanden; jeg tyktes mig ilde stedt i det Møde, men da jeg saa’ mig om, fandt jeg en anden Sten ved Siden af mig, og saa lavede jeg mig til at tage imod ham; da vi mødtes, vilde vi kaste Stenene paa hinanden, men de stødte sammen med et højt Brag.« Maar spurgte: »Tyktes det dig at kunne kaldes et Husbrag?« »Det var større end saa«, sagde Glum. »Herredsbrag da?« »Ja, det passer godt, thi det var at høre over det hele Herred.« Maar sagde: »Rimeligt er det, at det gamle Ord vil gaa i Opfyldelse, og at I ville slaa slemme Stene mod hinanden, førend Enden tager det.« »Det er ikke urimeligt, at sligt vil ske, der er meget, som tyder derpaa, jeg har endnu en Drøm at sige dig. Det bares mig for, at jeg stod ude; saa saa’ jeg to Kvinder; de havde et Trug imellem sig, og paa Hrisatejg stod de stille og øste Blod ud over hele Herredet; saa vaagnede jeg, og tænker jeg, at det varsler om Tidender.« Den Morgen fór Maar til Mødrufell selvattende for at stævne Arngrim for Drabet; Glum bad dem skynde sig tilbage, og selv blev han hjemme med fem Mænd, Jødur og Ejulf, Torlejf den højes Søn, Torvald Tasalde, Glums Søstersøn, og to Trælle.

Paa Kristnæs boede en Mand ved Navn Torvard Ornulfssøn; han var dengang gammel, en kløgtig men ikke synderlig godsindet Mand; han havde en tolvaars gammel Søn, der hed Gudbrand. Den Morgen var Torvard tidlig paa Benene og bød Drengen tage Heste, og derefter red de til Tværaa. Da de kom der, var Maar nylig faret bort. Glum tog vel imod dem; Torvard spurgte, om der var søgt at mægle Forlig. Glum sagde, at det var der ikke. »Er der anlagt Sag?« sagde Torvard. Nej, det var der heller ikke. »Det er ellers en god Dag til det«, sagde Torvard, »der falder en stærk Taage, og Ingen vilde blive en vár, om man fór med Læmpe.« Glum fortalte ham da, hvordan Sagerne stod, og at der kun var sex Mand hjemme. »Saa har du vel faa Mænd hos dig,« sagde Torvard, »dog, det er en god Beslutning, du har taget.« Derefter red han til Espehol; Folk var ikke staaet op, da de kom der. Han traf Toraren og sagde: »Hvordan har I tænkt at bære jer ad? vil I byde Glum noget Forlig i Drabssagen?« »Vanskeligt, tænker jeg, det er at byde Glum Forlig«, svarede Toraren. »Mon der er anlagt Sag?« spurgte Torvard. »Jeg har ikke hørt noget derom, men véd du noget?« »Ja, i Morges fór Maar selvattende for at anlægge Sagen, men Glum blev hjemme med fem Mand; nu er der en god Lejlighed til at faa sine Sager rettede; men I kommer ingen Vegne, fordi I ikke gaa saa rask til Værks som Glum.« Toraren sagde: »Jeg gider ikke stille Sager op imod ham, som ingenting betyde.« Torvard sagde: »Det er dog værdt at overveje, om der var nogen Sag eller ikke, inden Stejnulf blev dræbt; har han ikke forført hans Kone? jeg mener dog, at sligt ikke betyder ingenting.« »Ilde tykkes det mig at bringe slig en Sag frem«, sagde Toraren. »Hvad er det for en Snak? Lod Glum sig afholde af noget fra at lade eders Maag Sigmund ligge retløs? det er tydeligt, at I ikke bør lade jer saaledes haane.« Toraren sagde: »Jeg véd dog ikke, om det er raadeligt.« Nu stod Folk op, og Torvald Krok eggede meget til at ride til Upsalir og stævne Stejnulf til at ligge retløs. »Det er ikke raadeligt«, sagde Toraren, »men lad os saa gjøre det alligevel.« De blev i alt femten, deriblandt Toraren og Torvald Krok, hans Søn Ketil, Arngrim og Bersærk og Tord Ravnssøn, som boede paa Stokkelade og var gift med Vigdis Toresdatter, som før havde været gift med Sigmund, og Øjstejn Østmand, som opholdt sig hos Tord. De fore nu til Upsalir, men Torvard fór til Øngulstad; der boede en god Bonde, Halle den digre; men sin Søn sendte Torvard til Tværaa og bød ham melde Glum, hvad Esphælingerne havde for, »og rid saa mig i Møde, saa fort du kan.«

Da Torvard kom til Øngulstad, spurgte Halle, hvad Nyt han havde at melde. »Ingenting videre endnu«, sagde Torvard; men siden fortalte han Halle, hvordan Sagerne stod. Halle skjønnede strax, at han havde sat dette i Gang, og sagde, at slige Mænd var til stor Ulykke og havde fortjent alt ondt, »og skete dig din Ret, kom du til at bøde for det med Livet.« Halle fór nu skyndsomst med alle sine Folk, saa mange han kunde faa samlet, og vilde lægge sig imellem, om det gjordes nødigt.

Drengen Gudbrand kom til Tværaa og sagde, at hans Fader havde sendt ham, og fortalte, hvad Tidender der var, »han sagde, at det var hans Skyldighed at lade dig vide, hvad der ligger dig Magt, paa, at Esphælingerne agte at stævne Stejnulf til at ligge retløs.« »Hvorfor kom din Fader ikke selv?« sagde Glum. »Jeg mener, det kommer ud paa et, hvem af os der kommer«, sagde Drengen. »Din Fader har gjort vel i, at sende dig hid«, sagde Glum, »vi faa maaske Brug for Folk.« Saa tog han Drengen ned af Hesten og bandt den. »Min Fader sagde, jeg skulde skynde mig hjem«, sagde Gudbrand. »Det gjør ingenting«, sagde Glum, »din Fader ser hellere, at, du viser, hvor rask du er i Dag.« — Nu tog Torvard til Orde: »Sen er Gudbrand, min Søn.« »Hvor er han henne?« sagde Halle. »Jeg sendte ham til Tværaa«, sagde Torvard. »Vel er det, at du ogsaa træffer andre, som er kløgtige«, sagde Halle, »det er godt til dig.«

Esphælingerne var nu ved at ride over Aaen; de vilde over ved Knarrarvad, og Glum saa’ deres Færd. »Maar bliver længe borte«, sagde han, og saa løb han ud af Gaarden efter dem, og de andre med; de var sex med Gudbrand. Glum havde sit Skjold og Hugspyd og var omgjordet med sit Sværd; han løber hen imod dem og hans Mænd efter ham. Da Toraren saa’ ham komme, bød han sine Mænd, at de skulde ride som hidtil, hverken hurtigere eller langsommere, »det kan Ingen laste os for.« Tord Ravnssøn spurgte, om de skulde lade sig jage, femten Mænd i Følge, af Glum, som kun havde sex. Toraren sagde: »Rid, thi Glum vil kun opholde os, imens han bier paa sine Mænd.« »Ikke er det at undres paa«, sagde Tord, »at vi ofte maa ligge under for Glum, naar det staar lige imellem os, siden I nu ikke tør bie paa ham, da han kun har faa med sig; men mig skal han ikke jage«, og dermed steg han af Hesten. Øjstejn Bersærk sagde ogsaa, at han vilde ikke ride bort, »saa siger de, at de har jaget os.« Toraren sagde, at det tyktes ham uraadeligt. Men da Glum saa’, at de standsede, fór han langsommere og raabte til Toraren, hvad deres Ærinde var paa Upsalir. Toraren svarede, at de havde stævnet Stejnulf til at ligge retløs. »Er det ikke noget forhastet?« sagde Glum, »skal der ingen Bøder bydes? maaske vi kunde raade noget for Sagens Udfald.« Toraren skjønnede, at Glum vilde opholde dem, og bad sine Mænd ride, og det gjorde de. »Flytter I nu paa jer igjen?« sagde Glum, og naar de red langsomt, gjorde han ligesaa. »Ikke vil jer Sag blive vennesæl«, sagde han, »om I blander Løgn i den, saa faar I kun Skam af den.« »Det er der nu ikke noget at gjøre ved«, sagde Toraren, »men det er tungt at trækkes med dig.« Glum kom nu frem og red ved Siden af dem og talte til dem, men da han mærkede, at han ikke kunde opholde dem længere, og skjønnede, at nu maatte hans Mænd komme, skjød han sit Spyd efter Arngrim; det gik gjennem Laaret og begge Sadelbuerne, saa Arngrim var kun lidet kampfør den Dag. Øjstejn var den første, som fór ind imod Glum, men Torvald Tasalde gik imod ham; de to kæmpede da sammen, og bedst tyktes de at være stedte, som vare længst borte fra dette Møde, thi de var begge drabelige og stærke og gav hinanden mange og store Hug. Torvald Krok søgte haardt ind paa Glum og mange med ham, men Glum og de, der fulgte ham, trak sig tilbage og forsvarede sig det bedste, de kunde; men Toraren stod ikke af Hesten, og det tyktes ham, at der var vel mange om én.

Medens de sloges, kom der en Mand løbende til; han havde en Skindpels paa og i Haanden et Sværd; han kom til, just som Torvald Tasalde faldt for Øjstejn, og strax løb han ind paa Øjstejn og hug ham Banehug; derefter slog han sig sammen med Glum, der sagde: »Velkommen Tundarbende! en god Handel gjorde jeg, da jeg kjøbte dig; i Dag betaler du, hvad du har kostet.« Glum havde en Træl af det Navn, derfor sagde han dette, men i Virkeligheden var det Vigfus, hans Søn, som faa eller ingen kjendte, undtagen Glum, da han havde været tre Vintre fredløs og skjult, og de fleste tænkte, at han var faret af Landet. Da Glum gik tilbage, skete det, at han faldt, og begge hans Trælle ovenpaa ham; Trællene blev stukne ihjel med Spyd, men i det samme kom Maar til med sine Mænd. Toraren stod nu af Hesten, og han og Maar sloges sammen, uden at nogen blandede sig deri; Glum sprang op og kæmpede, som man kunde vente sig af ham, og nu var der ingen Overmagt længere paa nogen af Siderne. Erik hed Torarens Huskarl; han var ved sit Arbejde om Morgenen og havde hverken Skjold eller Vaaben; saa tog han en Træknippel i Haanden og fór Toraren til Hjælp, og havde Glum den største Skade af ham, thi Mænd og Skjolde slog han sønder og sammen med sin Prygl. Haldora, Glums Kone, samlede nogle Kvinder. »Lad os nu forbinde de Mænds Saar, som kunne leve«, sagde hun, »hvem de saa høre til.« Da hun kom til, faldt Toraren for Maar; han havde faaet saadant et Hug i Skulderen, at Lungerne væltede ud af Saaret; men Haldora forbandt det og blev siddende hos ham, til Kampen var endt. Halle den digre var den første, som kom for at gaa imellem dem, og mange med ham, og saalunde endte Kampen, at af Esphælingerne var der faldet fem, Torvald Krok og Arngrim, Øjstejn og Erik og Øjvind Østmand; men af Glums Flok var faldet Torvald Tasalde og Ejulf Hrollejfssøn, Jødur og de to Trælle. Toraren fór nu hjem med sine Mænd, og Glum ligesaa; de Døde lod han lægge ind i et Udhus. Torvalds Lig blev der handlet med paa det hæderligste, det blev lagt paa Klæder og indsvøbt i Skind. Men da de var komne hjem, sagde Glum til Haldora: »Et godt Udfald vilde vor Færd have faaet i Dag, om du var blevet hjemme, og Toraren ikke var kommen derfra med Livet.« Hun svarede, at der kun var liden Udsigt til, at Toraren vilde beholde Livet, »dog vil du kun en kort Stund kunne blive her i Herredet, hvis han lever, men dør han, vil du ikke kunne være her i Landet.« Glum sagde nu til Gudbrand: »Stort Ry har du vundet dig i Dag, da du fik Torvald Krok til at bide i Græsset, og stor Hjælp har du ydet os.« Han svarede, at det var ikke gaaet saadan til, han havde blot værget sig. »Jo, jeg saa’ nok, hvordan det gik til«, sagde Glum, »du er kun et Barn af Aar, og dog har du fældet slig en Kæmpe som Torvald var, og af denne Daad vil du blive en navnkundig Mand; jeg vandt stor Hæder, da jeg var udenlands, dengang jeg vog Bersærken.« »Men jeg har ikke dræbt Torvald«, sagde Drengen. »Det er ikke noget at lægge Skjul paa, min Ven,« sagde Glum, »du gav ham Banesaaret, skyd nu ikke din Lykke fra dig.« Han blev saaledes ved at trættes med Gudbrand derom, til han troede det og vedgik det og tyktes, at han havde Ære deraf; Drabet blev da lyst ham paa Haand. Glum sagde: »Ilde tykkes det mig, at Maar lader sit Hoved forbinde, fordi han har faaet en Bule i det«. — han havde faaet et Saar. »Jeg vilde have havt det mindre nødigt«, sagde Maar, »om jeg havde lagt mig ned, og brugt mine Trælle til Skjold.« Da sagde Glum: »Svært var det at meje oppe paa Hrisatejg i Dag, Drenge.« »Ja«, sagde Maar, »for dig vil det blive svært nok, thi nu har du mejet dig Tværaaland fra.« »Det tænker jeg ikke, du véd noget om«, sagde Glum. »Kan være«, sagde Maar, »at jeg ingenting véd; dog vil det, gaa dig, som jeg siger.«

Da Helga, Glums Søster, spurgte disse Tidender, fór hun til Tværaa og spurgte, hvordan hendes Søn, Torvald Tasalde, havde ført sig op. Glum svarede, at en bedre Mand var ikke at finde. »Jeg vilde gjerne se ham død«, sagde hun, »naar det ikke kan være andet.« Det blev tilstedet hende; hun lod ham da lægge op paa en Vogn og sørgede omhyggelig for ham, og da hun kom hjem, rensede hun hans Saar og forbandt dem, og ved sin Pleje bragte hun det saa vidt, at han atter kom til Mælet. Det var Lov, at naar der faldt lige mange Mænd, skulde Drabene gaa lige op, selv om der var Forskjel paa de Faldne, men faldt der ulige mange, da skulde de, der havde mistet flest, vælge en, hvis Eftermaal de skulde føre, og selv om det senere viste sig, at det havde været heldigt, om de havde valgt en anden, kunde Valget ikke gjøres om. Da nu Toraren spurgte, at Torvald Tasalde var i Live, valgte han Torvald Krok, sin Broder, til Eftermaal; men en liden Stund efter spurgte han, at det Drab var lyst Gudbrand paa Haand: han vilde da hellere have valgt en anden, men det fik nu blive, som det var. — De gik nu til Ejnar Ejulfssøn, og Toraren sagde, at nu kunde han tage fat paa de Sager, de havde talt om, da de sluttede Venskab. Han svarede: »Jeg mindes nu som før, at Baard blev dræbt.« Ejnar overtog nu Sagen for at føre den paa Tinget om Sommeren. Paa Tinget havde Glum samlet mange Folk, og de andre ligesaa. Deres Frænder søgte da at faa dem forligte, og det blev de paa det Vilkaar, at Stejnulfs Drab skulde bødes, ved at Vigfus Glumssøns Straf hævedes, men Gudbrand blev fredløs for Drabet paa Torvald, og Glum hjalp ham bort. Derefter fór de hjem, og Torvard og Toraren vare ikke vel fornøjede; det tyktes Toraren, at han ingen Oprejsning havde faaet for sin Broders Drab. Glum sad nu i stor Anseelse, men om Vinteren kom der en Vise ud iblandt Folk, som Glum nylig havde digtet, og hvori han antydede, at det dog nok ikke var saa sikkert, hvem der havde dræbt Torvald. — Toraren og Torvald Tasalde laa hele Sommeren af deres Saar; dog kom de sig begge.

En Dag, da Folk var ved Hrafnagilsbadet, kom Torvard derhen; han var en lystig Mand, der havde sin Gammen af mange Ting. Han spurgte, om der Ingen var, der havde noget nyt at fortælle, som man kunde have Morskab af. »Der er altid Skjemt og Gammen, hvor du er«, sagde de. »Ingen Gammen tykkes mig nu større end at kvæde Glums Viser«, sagde Torvard, »men jeg har undret mig over, at han i en af dem siger, at man har ikke det rette Tal paa de Drab, han har øvet; hvad mon det kan være for et, der mangler? eller er det rimeligt, at Glum og ikke Gudbrand har dræbt Torvald?« Dette tyktes mange sandsynligt nok. Han red nu til Toraren og sagde: »Jeg har tænkt paa en Ting; det aner mig, at det ikke er sandt, hvad der siges om Torvald Kroks Drab, thi i en af Glums Viser siger han, at vi har ikke det rette Tal paa de Drab, han har øvet.« »Da kan jeg dog ikke tage Sagen op igjen«, sagde Toraren, »selv om det var sandt; nu faa vi holde os i Ro.« »Uraadeligt er det«, sagde Torvard, »og alt kunde ogsaa blive, som det var, naar Visen ikke var bleven ransaget; men nu har jeg aabenbaret Folk det, og nu vil I faa saa stor Skam deraf, som I aldrig før har faaet.« Toraren sagde: »Vanskeligt tykkes det mig at bringe Sagen frem paa Altinget for den Hjælps Skyld, Glum har af sine Frænder.« »Det véd jeg Raad for«, sagde Torvard, »stævn ham for Hejrenæs Ting; der har du Hjælp af dine Frænder, og det kan blive ham vanskeligt at værne sin Sag.« »Det Raad vil jeg følge«, sagde Toraren, og dermed skiltes de.

Om Vaaren anlagde Toraren Sag imod Glum ved Hejrenæsting, thi alle Goderne, der hørte til der, vare i Slægt med ham. Det var en daarlig Vaar, saa der var neppe til at komme frem med Hestene over Hederne for Sne. Glum greb da til den Udvej, at lade sin Broder Torstejn gaa vesterom med et stort Skib, som skulde føre Hærklæder og Levnetsmidler til Tinget; men da de kom udfor Ulvedalene, forliste Skibet, og alt gik tabt, baade Mandskab og Ladning. Glum gik til Tinge med hundrede Mænd, men naaede ikke længere frem, end at de maatte tjelde ved Indhegningen. Ejnar Ejulfssøn var kommen der med Esphælingerne, og der blev da sendt Glum Bud, at han skulde fremføre sit Lovværn. Glum gik da derhen, men der blev ikke gjort mere Plads, end at én Mand kunde komme frem; paa begge Sider stod der Folk fylkede, og den Klemme bød de Glum at, gaa igjennem, om han vilde frem til Retten. Det tyktes ham ikke raadeligt, og han sagde da til sine Mænd: »Let er det at skjønne, at de mene at holde vor Sag i deres Haand; kan ogsaa være, at det er saa. Nu vil jeg dog, at, I skulle gaa tilbage, saa vil jeg gaa først, saa to ved Siden af hinanden bagefter mig, saa fire; saa ville vi løbe paa med Spydene frem for os, saa kan vel den Væg brydes, om vi gaa fast frem.« De gjorde saa og løb i fuld Fart ind i Domkredsen, og det var langt ud paa Natten, før de andre fik trængt dem ud igjen, saa haardt og længe trængte de hinanden. Omsider blev Retten sat igjen, men da de tog til at fremsætte Sagen, gik Glum op i Tingbakken, og nævnte sig Vidner paa, at Solen var oppe over Tingvolden, og derfor nedlagde han lovligt Forbud imod at dømme i Sagerne, saa hver en Sag, der var for, faldt. Folk red nu bort, og Esphælingerne vare saare utilfredse. Toraren sagde, at det var en slem Medfart, de havde lidt af ham. Ejnar sagde: »Ikke tykkes det mig saa slemt som dig, thi Sagen kan tages op igjen der, hvor vi maatte slippe den.« Esphælingerne red derefter med Ejnar og mange af deres Venner, som havde lovet dem Hjælp imod Glum, til Altinget. Glums Frænder hjalp ham til Lov og Ret i Sagen; blev det da bestemt efter kloge Mænds Raad, at Glum skulde aflægge Ed i Sagen, at han ikke havde dræbt Torvald Krok, og da mange tog Del deri, forligtes de paa det Vilkaar, og det blev fastsat, at Eden skulde aflægges om Høsten, fem Uger før Vinter, og saa stærkt blev der drevet paa Sagen, at det blev bestemt, at hvis han ikke til den fastsatte Tid havde aflagt Eden i tre Hov i Øfjorden, var hans Ret til at aflægge den tabt, og de skulde have deres Sag frem. Meget blev der talt om, hvorlunde Glum vilde komme fra sin Ed.

Folk red nu fra Tinge; Glum var hjemme den Sommer, og alt var roligt i Herredet. Tiden led nu, til Lejdartinget (4) skulde holdes, og Folk red did; men saa blev Glum borte, og Ingen vidste, hvor han var. Maar sad hjemme paa Gaarden. Men om Høsten, da der var fem Uger igjen af den, bød Maar Folk til sig; der var lavet til Bryllup, og der kom ikke færre end et Hundrede Mennesker til det Gilde. Alle tyktes, at det var et mærkeligt Gilde, thi det var kun Smaafolk, for hvis Skyld det gjordes. Om Aftenen saa’ Folk, at fra alle Dalene i Øfjord kom der ridende Mænd, to eller fem sammen, og da de kom ned i Herredet, samledes de; det var Glum og Aasgrim og Gissur, der vare komne med tre Hundrede Mænd; de kom hjem og sad der om Natten i Gjæstebudet. Men næste Morgen sendte Glum Toraren Bud og bad ham komme til Djupadal for at høre paa Eden, ikke senere end Midmorgen (5). Toraren brød op og samlede Hundrede Mænd: men da de kom til Hovet, gik sex Mænd derind med Glum. Gissur og Aasgrim, men med Toraren gik Ejnar og Hlenne den gamle. Det var Skik, at den, som skulde aflægge Ed, skulde tage en Sølvring i Haanden, rødnet i det Dyrs Blod, som var blotet, og den maatte ikke veje mindre end tre Øre. Glum sagde nu: »Jeg kalder Aasgrim til Vidne paa, at jeg aflægger Hov-Ed paa Ringen og siger Guden, at jeg ikke stod hos og ikke øvede Drab og ikke rødnede Od og Egg der, hvor Torvald Krok fik Bane. Ransager nu Eden, de, som ere Vismænd og staa hos.« Toraren og de, der var med ham, fandt intet at sige paa Eden, og sagde blot, at saadan havde de ikke hørt den aflagt før; men saaledes aflagdes Ed paa Gnupafell og ligesaa paa Tværaa. Gissur og Aasgrim blev nogle Nætter paa Tværaa, og da de skiltes, gav Glum Gissur sin blaa Kappe og Aasgrim det guldbeslagne Spyd, og de skiltes som Venner. Om Vinteren traf Torvard og Toraren sammen, og Torvard spurgte, hvordan Glum var kommen fra Eden. »Vi fandt ikke noget at sige derpaa«, svarede Toraren. »Underligt er det,«, sagde Torvard, »af saa kloge Folk kan tage saadan fejl (6). Jeg har hørt før, at, Folk har lyst sig Drab paa Haand, men aldrig før at nogen har svoret paa det, saadan som Glum; hvad kunde han sige mere, end at han øvede Drab og stod hos og rødnede Od og Egg der, hvor Torvald Krok faldt paa Hrisatejg, skjønt han ikke føjede Ordene, som det plejer at ske? den Skam, han der har tilføjet jer, vil mindes altid.« Toraren sagde: »Ikke har jeg mærket dette, men nu er jeg træt af at have med Glum at gjøre.« Torvard svarede: »Hvis det tykkes dig, at du er træt for din Vanhelsens Skyld, saa lad Ejnar overtage Sagen; han er klog og ætstor, ham følge mange, og den Ting, han traar mest efter, er at kunne slaa sig ned paa Tværaa.« Toraren og Ejnar taltes nu ved og lagde Raad op, og Toraren sagde: »Hvis du vil gaa i Spidsen for Sagen, ville mange yde dig Hjælp; vi skulle ogsaa sørge for at faa Gaarden ligesaa billig til dig, som Glum fik den fra Torkel den høje.« Ejnar sagde: »Glum har nu givet de to Ting bort, Kappen og Spydet, som hans Morfader gav ham og bad ham beholde, saa længe han vilde bevare sin Anseelse, men gjorde han ikke det, vilde den mindskes. Nu vil jeg overtage Sagen og drive den igjennem.«

Ejnar stævnede nu paany Drabssagen for Altinget, og paa begge Sider samlede de mange Folk. Men førend Glum fór hjemmefra, havde han en Drøm; det bares ham for, at der var kommet mange Mænd til Tværaa for at træffe Frøj; han saa’ mange nede ved Aaen, og der sad Frøj paa en Stol. Han spurgte, hvem de var, og de svarede: »Vi ere dine afdøde Frænder og ere komne for at bede Frøj, at du ikke maa blive drevet fra Tværaa, men det nytter ikke; han svarer kort og vredt og mindes nu Oxen, Torkel den høje gav ham.« Han vaagnede, og fra den Tid af sagde han altid, at han var Uvenner med Frøj. Folk red nu til Tings, og Enden paa Sagen blev, at Glum vedgik Drabet; hans Venner og Frænder holdt for, at han hellere skulde slutte Forlig end blive fredløs eller fare af Landet, og forligtes de da paa det Ting paa det Vilkaar, at Glum skulde afstaa Tværaa, Hælvten til Torvald Kroks Søn Ketil som Faderbod, og Hælvten for Penge; han skulde have Lov at bo der det Halvaar, men saa skulde han være fredløs der i Herredet og maatte ikke bo nærmere end i Hørgaadal; derefter fór de fra Tinget, og siden kjøbte Ejnar Gaarden, som den var lovet ham. Om Vaaren kom Ejnars Mænd derhen for at gjøre Arbejde, og Ejnar sagde, at de skulde sige ham hvert Ord, Glum talte. En Dag sagde Glum til dem: »Det er let at skjønne, at Ejnar har faaet sig gode Arbejdsfolk, og Arbejdet er dygtig gjort; nu ligger der megen Magt paa, at der sørges vel for smaat som for stort, og jeg vil raade eder, at I skulle sætte en Tørrestang op her ved Aaen; den vil være Kvinderne vel tilpas, naar de holder Storvask, thi Brøndene oppe paa Gaarden ere daarlige.« Da de kom hjem, spurgte Ejnar, hvad de og Glum havde taltes ved. De sagde, hvor betænksom han var og omhyggelig for, at alting blev gjort. »Tyktes I, at det saa’ ud, som om han vilde sætte det i god Stand til mig?« spurgte han; Ja, det syntes de. »Mig tykkes det nu anderledes«, sagde Ejnar, »thi jer, mener jeg, vil han hænge paa Tørrestangen, og saa staar den som en Nidstang for mig. Nu skal I ikke mere fare did.« Om Vaaren flyttede Ejnar derhen med sin Husstand, men Glum blev der til den sidste Faredag, og da de andre vare færdige til at gaa, satte han sig op i Højsædet og vilde ikke komme, skjønt de kaldte paa ham; han lod Hallen tjelde, thi han vilde ikke gaa fra Gaarden paa Fattigmands Vis. Gudmunds og Ejnars Moder hed Halbera; hun kom til Tværaa, hilsede Glum og sagde: »Hil sidde du Glum! men nu faar du ikke være her længere, thi jeg har nu tændt Ild paa Tværaaland, saa nu maa du bort med alt dit; nu hører Landet min Søn Ejnar til.« Glum stod da op og sagde, at hun kunde for ham gjerne sluge det hele, den usle Kjærling; dog red han bort, men tidt saa’ han sig tilbage efter Gaarden. Han tog Bo paa Mødruvellir i Hørgaadalen hos Torgrim Fjuk, men der gad han ikke blive længere end en Vinter; derefter boede han to Vintre i Mørkaadal, men da der kom et Jordskred tæt ved Gaarden og ødelagde nogle af Husene, kjøbte han Land ved Tværbrekka i Øxnedal, og der boede han saa, saalænge han levede, og blev gammel og blind.

Narve hed en Mand, som boede paa Hrisø; hans Sønner vare Ejulf og Klæng, Torbrand og Torvald, alle anselige Mænd og Glums Frænder. Klæng og Ejulf boede paa Hrisø efter Faderens Død. Paa Hage boede der en Mand ved Navn Torvald, kaldet Menne, som var gift med Helga, en Datter af Tord Ravnssøn paa Stokkelade. En Vaar kom Torvald fra Hage paa et Skib til Hrisø; han vilde ud at se, om der var nogen Fangst at faa, og da Klæng hørte det, slog han sig sammen med ham. Da de kom ud af Fjorden, fandt de en nydød Hval; de slog Tove om den og sejlede ind igjennem Fjorden med den. Klæng vilde, at den skulde føres til Hrisø, thi det var nærmere end Hage, men Torvard vilde have den til Hage og sagde, at det var ligesaa billigt. Klæng sagde, at efter Loven skulde den føres did, hvor de, som førte den, havde nærmest hjem, men Torvald sagde, at han havde Retten paa sin Side; Glums Frænder skulde ikke gaa hans Ret for nær, og hvad der var Ret, fik nu de stærkeste raade for. Torvald havde flest Folk, og de tog da med Vold Hvalen fra Klæng; han fór hjem kun lidet tilfreds; men Torvald og de, der var med ham, lo ad Klæng og hans Mænd, og sagde, at de turde ikke holde fast paa Byttet. En Morgen stod Klæng tidlig op og gik selvfjerde ind til Hage og kom der, medens Folk endnu laa og sov. »Nu skulle vi hitte paa et godt Raad«, sagde Klæng, »her gaar Kvæg ved Gaarden, lad os nu drive det imod Huset, som Torvald ligger i, og faa ham ud paa den Maade.« Det gjorde de, Torvald vaagnede og kom løbende ud. Klæng løb imod ham og gav ham Banesaar, fór saa strax bort og turde ikke lyse sig Drabet paa Haand der, thi der var mange Folk; han fór hjem til Øen, og der gjorde han det. Toraren og Tord havde Eftermaalet, og de sagde, at det var et Mord. Da Sagen nu kom paa Tinge, sad Glum hjemme, men medens Tinget holdtes, fór han ud til Fljot og Svarfadardal og søgte Hjælp til at faa Namsdommen forpurret; dog bad han dem skjule dette Forehavende. Klaufe paa Bard sagde: »Visselig vil vi yde Glum vor Hjælp«; han var gift med Haldora, Arnor Rødkinds Datter; mange andre lovede ogsaa Glum Hjælp, og saa fór han hjem. Sagen gik nu igjennem paa Tinget, og da det var endt, lavede de sig til at forkynde Namsdommen; de havde fire Skibe og tredive Mænd paa hvert. Ejnar, Toraren og Tord raadede for Skibene; de kom ind til Øen ved Daggry og saa’ da Røg over Husene. Ejnar spurgte, om det ikke tyktes dem som ham, at den Røg var ikke helt blaa; de svarede, at saa var det. »Jeg synes«, sagde Ejnar, »at det ser ud, som der var mange Mennesker i Husene, og at den Damp kommer fra dem; men om saa er, ville vi prøve os frem og ro fra Øen, saa det bliver synligt for alle; saa ville vi nok faa at vide, om der er mange Folk paa Øen.« De gjorde saa, og da Mændene paa Øen saa’ det, løb de ud og ned til Skibene og lagde ud efter dem; det var Glum med to Hundrede Mænd; de forfulgte dem helt ind til Oddaøre; Namsdommen blev der ingenting af, og Øfjordingerne fik kun Spot og Spe. Glum sad nu den Sommer paa sin Gaard; det tilkom ham at indvie Høsttinget; Tingstedet var østenfor Fjorden et kort Stykke fra Kjøbingen. Øfjordingerne kom der med mange Folk, men Glum havde kun tredive Mænd. Mange raadede ham, at han ikke skulde fare med saa faa. »Levet har jeg nu min fejreste Tid«, sagde Glum, »men det er jeg glad ved, at de aldrig har jaget mig saa, at jeg jo er gaaet den lige Vej.« Han fór paa et Skib ind igjennem Fjorden, gik i Land op til Boderne; imellem dem og Fjorden er der bratte Grusbakker med løse Sten. Da han kom udfor Ejnars Bod, kom der Folk løbende fra Boderne, stødte dem ned med deres Skjolde og skubbede dem ned af Bakkerne; Glum faldt og tumlede ned paa Strandbredden med sit Skjold; han var ikke saaret, men der sad tre Spyd i Skjoldet. Torvald Tasalde var kommen til Land, og da han saa’, at det saa’ ilde ud for Glum, sprang han i Land med en Aare i Haanden, løb op paa Bakken og kastede Aaren paa Gudmund den mægtige; den ramte hans Skjold og sprang itu, og en Stump af den ramte ham paa Brystet, saa han faldt i Uvid og maatte bæres til sin Bod i et Tæppe af fire Mænd. Derefter eggede de hverandre til Anfald, skjød og kastede med Sten; det var en haard Dyst, mange bleve saarede, og derom vare alle enige, at ikke kunde faa værge sig raskere, end Glum og hans Mænd, men Ejnar og hans Mænd gik haardt paa. Omsider gik Folk imellem, og Enden blev, at der var faldet to af Glums Mænd, Klæng Narvessøn og Grim Eyrarlegg, Haldoras, Glums Kones Broder. Sagen bilagdes saaledes, at Klængs Drab og Torvald fra Hages skulde gaa lige op, og Grim Eyrarleggs Drab skulde gaa op imod den Overlast, Gudmund den mægtige havde lidt; men Glum var ilde tilfreds med dette Udfald.

En Sommer, da Brødrene Gudmund og Ejnar red fra Tinge, bød Glum Mænd til sig og sendte Bud op til Øxnedalsheden for at byde Brødrene til sig; han vilde nu, sagde han, at de skulde slutte et sikkert Forlig, »thi jeg er nu paa Grund af min Ælde ikke længere duelig til noget, og det skal ikke blot være Mad, jeg byder dem paa.« Gudmund vilde tage imod Indbydelsen, men Ejnar vilde ikke, og hver af dem red derfor paa sin Side af Aaen. Glum var da blind; han lod spejde efter deres Færd. Det blev sagt Glum, at den ene Flok red did. »Saa vil Ejnar ikke tage imod Indbydelsen; han er saa mistroisk, at han Ingen vil tro«, sagde Glum. Ejnar raabte over til Gudmund: »Kommer du der i Kveld, kommer jeg der i Morgen.« Gudmund skjønnede hans Ord: »Saa mener du, at du vil faa Eftermaalet efter mig«, sagde han, og dermed vendte han om og red efter Ejnar. Det blev nu meldt Glum, at ingen af dem kom. »Det er ilde det«, sagde Glum, »thi jeg havde tænkt, at om jeg gik imod dem, skulde jeg ikke gaa glip af dem begge«; han havde et draget Sværd under Kappen, og det blev Enden paa Glums og Øfjordingernes Mellemværende. Men da Kristendommen kom hidud, tog Glum Daaben; han levede tre Vintre derefter, og da han fik Banesot, blev han konfirmeret af Kol Biskop og døde i de hvide Klæder (7). Da boede Maar Glumssen paa Fornhage, hvor han havde ladet bygge en Kirke; der blev Glum jordet og ligesaa Maar, da han døde, og mange andre Mænd, thi dengang var der ingen anden Kirke i Hørgaadalen end den. Derom ere Folk enige, at i tyve Vintre var Glum den største Høvding i Øfjord, og i de næste tyve var ingen mere end hans Jævning. Ogsaa sige de, at Glum har været blandt de bedste her i Landet til at bruge sine Vaaben. — Og her ender Glums Saga.


Noter:

1. Skuti betyder en Klippe

2. En Kjendelse afgiven af tolv Mænd.

3. Et Omraade med mindst tyve Bønder.

4. Et Ting, som holdtes om Sommeren i hvert Herred, nærmest for at gjøre de Love bekjendte, som vare blevne vedtagne paa Altinget.

5. Klokken sex.

6. De Ord, Glum bruger, da han aflægger Eden, ere tvetydige, idet de kunne opfattes baade som en Benægtelse og som en Bekræftelse. Denne Tvetydighed lader sig imidlertid ikke gjengive paa Dansk, men den er saa snild, at det er let at forstaa, at Toraren og de andre kunde lade sig narre af den.

7. De Nydøbtes Dragt.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.