Vikingetiden (AO)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Nordisk Aandsliv
I Vikingetid og tidlig Middelalder
Axel Olrik


V
Vikingetiden


Billed 31.
Vikingeskib. Langskibet fra Gokstad. Danmarks Riges Historie I, S. 323.
Vikingetiden var saa særpræget og indholdsrigt et Tidsrum som nogen Periode i Nordens Historie, ja en langt mere indgribende Række af Oplevelser end nogen senere; men dens væsenlige ydre Kendemærke var allerede til tidligere. Selve Ordet „Viking” var fælles for de gotiske Folk; omflakkende Krigerskarer, til Lands og til Vands, var kendte fra tidlig Tid. I den store Vandringstid dukker den plyndrende og omstrejfende Søfærd op som en hel Folkebevægelse: Heruler paa Sortehavet; Sakser og Angler, siden ogsaa Daner, paa Britanniens og Frankrigs Kyster. Men Bevægelsen tabte sig igen; Angler og Sakser bosatte sig fast i England; Galliens Kyst blev værnet af de dær bosatte Franker; — og selve det store Livsrøre, der var Drivkraften, sagtnede atter af.


I enkelte Egne af Norden fortsattes Vikingefærden. Svenskernes Tog til Østersøens Kyster fortsætter sig gennem Sagntiden. Fra Norges vestligste Bygder, fra Hordeland og Rogaland, vovede kække Sømænd sig over Verdenshavet til de talrige Øer i Vest. Paa Orkenøerne og Shetlandsøerne kunde de piktiske Fiskerfolk ikke yde nævneværdig Modstand mod deres Hærtog og Bosættelse. De vovede sig ogsaa videre mod Syd og traf et andet Folk af samme Slægt, Irerne, — Gælerne, som de selv kaldte sig, — hvor den af Kelterne udviklede Kultur fremtraadte i en rig og meget ejendommelig Form. Aar 617 har vi den förste Hærjning paa Irlands Kyst af en hedensk Vikingeflaade, rimeligvis Nordboer. Saa kom der en Hviletid, hvorunder de skotske Øer fik deres faste nordiske Befolkning; da den egenlige Vikingetid begynder, rettes Nordboernes Kraft for en stor Del mod Irernes Land.


Saa langt var man naaet, da der ved Aar 800 kom Uro over hele Linjen. Vi kan ikke overskue alle de Forhold, som drev Vikingerøret frem. For Danmarks Vedkommende kan vi nævne Sammenstødet med Karl den Stores Rige, der rykkede vore Grænser nær; og formodenlig har den fastere Rigsdannelse været medvirkende. Hövdinger af Kongeætten finder her en Tumleplads for deres Ærgerrighed, som de ikke kan faa Rum til i Hjemmet. Voksende Folkemængde har ogsaa, som saa mange Gange i de gotiske Folks Historie, været Drivkraft til de store krigerske Udvandringer. Pludselig fyldes Havet med Sværme af Vikingeskibe. 793 kaster en Skare af Normanner sig over Øen Lindisfarne ved Nordhumberlands Kyst, brænder Klosteret og nedhugger Munkene. Hvert af de følgende Aar fortæller om Klosterhelligdomme der lægges øde, og Kyster der hærjes. Togene gaar efterhaanden dybere ind i Landene, til större Bygder og de hidtil sparede Egne. Efter godt en Menneskealder er Vikingerne naaet saa vidt, at de overvintrer i de fremmede Egne, ofte i befæstede Lejrpladser ved Flodernes Munding, hvorfra Vejen til Hjærtet af Landet er dem aaben. En Menneskealder til, og da begynder den fuldstændige Bosættelse; 876 delte den danske Hær i Nordhumberland Jorden, plöjede og saaede. Samtidig naaede de förste Nybyggere saa langt ud som til Island, og nu følger over hele Nordeuropa den store Landnamstid i Slutningen af 9de og Begyndelsen af 10de Aarhundrede.


Det maatte lyde som et Æventyr, om den, der havde oplevet Vikingetidens förste Opbrusning, havde kunnet se, hvad der var naaet 100 Aar senere, omkring Aar 900. Det store engelske Rige var tvunget i Knæ, det havde maattet kæmpe for selve sin Tilværelse mod de forenede Vikingehære, og selv et mægtigt Kongesnilde som Alfred den Stores havde ikke kunnet bringe det videre end til at holde dem Stangen i det sydlige England; den nordlige Halvdel var uomstridt i deres Magt. I Irland sad en nordisk Smaakonge i hver af Kystbyerne. I Normandiet havde Vikingehæren fast Fod, og Rebdelingen af hele Landet under Rollos Hövdingskab fandt netop Sted da. Spredt over Ølandene: Shetlandsøerne, Orkenøerne, Katanæs (Skotlands nordligste Udløber) og Færøerne sad nordiske Nybyggere; og Island — hvis Tilværelse endnu for halvthundred Aar siden var ukendt — var nu optaget af Landnamsmænd, overalt hvor der ved Fjord eller Elv var Græsgang for Faarehjord eller Jagt paa Laks og Sæl. Men til dette Lands omraade skal endnu föjes mangfoldig andet. Nylig havde en dristig Skipper omsejlet Norges øde Nordkyst og fundet Vej til det Hvide Hav og nye Fangstpladser. Endnu sælsommere var Æventyrene paa den østlige Skueplads. Danske hjemsøgte Venden, hvor snart Jomsborg blev et Hovedsæde, og grundede Nybygder helt hen paa Pröjsens Kyst, ligesom Svenskerne paa Estlands og Finlands. Sværme af Svenske sejlede op ad Ruslands Floder: gennem Dnjepr, Dnjestr og Volga, snart som fredelige Købmænd, snart som Vikinger. I Novgorod fik de tidlig deres Sæde; 862 grundes et nordisk Rige i Kijev; 907 staar de foran Konstantinopels Porte og prøver at indtage Kejserstaden. Halvdelen af Europa er paa denne Tid omspændt af deres Foretagsomhed, og der synes ingen Grænse at være for deres Ævne til at skabe Stater. Selv i Europas anden Halvdel finder man ikke nogen Magt, der er dem overlegen. Englands og Frankrigs Konger har Möje nok for at klare sig; Tyskland er det lykkedes at skaffe sig Luft ved en enkelt blodig Sejr.


Saa kommer det 10de Aarh. som en Hviletid efter Kraftanspændelsen; man sætter sig i Lave og bygger Samfundet med Læmpe; det er Forfatningstid lige fra Island til Normandi. Der er fuldt af personlig Dygtighed, i Handel, i Hærfærd, i Retskløgt, i Kirke; men nationalt set er det Ebbe ovenpaa den uhyre Flodbølge. Normandiets Vikinger tager mod Frankernes Sprog og Skik; Danelagens Beboere böjer sig langsomt, og ikke uden kraftig Modstand, for Englandskongen og hans fastere Statssamfund; ogsaå paa Irland gaar Strömmen imod; selv Islands Bebyggelse er Udslag af denne Ebbebevægelse, som drager Folkesværmen nordpaa, da det dæmmer op for Søndenström.


Men ved Aarhundredskiftet bliver atter alt forandret. Pludselig (fra o. 980) fyldes alle Have af Vikingernes Skibe, og som kaldte ved et Trylleord samles alle om större Maal end för. Sagnet fortæller, at Svend Tjugeskæg ved Arveøllet aflagde Ed paa Mindebægeret, om at vinde England eller falde. Den hele Tidsalder har gjort Løfte om Storværk i Fædrenes Aand. Og nu begynder Vikingetidens sidste store Afsnit, hvor alle dens sælsomme Optrin gentager sig i kort Bølgegang med den rigeste Farvepragt, medens Vikingehæren tager Livtag med et af Europas Storfolk. Vi ser atter Hære hærje lynsnart igennem Fjendens Land; ser Bønder og Borgere bringe deres Guld og Sølv til Vægtskaalen for at købe Danerne bort; ser en Konge der i ussel Raadvildhed ikke véd hvad han skal gribe efter, og en Helt af en Kongesøn, som altid er dær hvor Faren er størst; godlidende Vikinger i Tusendtal nedhugges med Svig i Gildenatten, men Tusender af andre bæres af de lange Drageskibe over til Hævn for deres Frænder; her er den snedige Jarl, der forraader sin Herres Liv og sit Lands Frihed; og her er Klærken med sin Martyrdød midt blandt de kaade Stridsmænd, og den medlidende Kæmpe der giver ham Naadeshugget. Op over dem alle rager Knud den Store, den fødte Herskerskikkelse, der ung kan tilendebringe det Værk hans Fader satte sit Liv ind paa, og siden böjer Nordbo og Angelsakser mod hinanden til at føle sig som ett Samfund.


Her er det andet Hvilepunkt for Vikingetiden: Danevælde i England, men udsonende sig med det Folk deres Fædre har hærjet. Samtidig er det nordiske Element i Frankrig nationalt uddød, Irland falder til Ro: Nordboerne som Købstadfolket, Irerne i det aabne Land. Paa Island er ikke længer et Nybyggersamfund, men en egen Stat med höjt udviklet Retskløgt og begyndende Sagakunst.


Men selv af denne nordiske Vælde smuldrer Hovedtaarnet. Danevælden i England opløser sig, Angelsakseren har atter Overtaget, og snart kommer Normandiets Hertug med sine Rytterskarer, bryder Englands Magt og lægger ubarmhjærtig Danelagen øde. I Øst er Vikingestaten smæltet ind i den overtallige slaviske Nationalitet; Navnet „Russer” gaar fra Nordboerne over paa Riget i Kijev og den deraf skabte russiske Stat. Saadan udviskes Erobringsrigerne, der var rejste i fremmede Lande, og Norden synker tilbage til sit tidligere Omraade, med den Tilvækst som de vestlige Øer og enkelte af Østersøens Kystegne har bragt. Som saa mange andre store Folkebevægelser — Korstog og Mongolerriger — løber ogsaa denne tilsyneladende ud i Sandet. Historiske Følger lader sig dog paavise paa mange Omraader. For os har det störst Interesse at se hvad Følgerne blev for selve Norden.


_____________________________


I sit Udspring og i sin Drivkraft er den en uhyre Vækst af den hjemlige Livskraft. Dens Forudsætning er jo ikke blot et Folk, der er fortroligt med Sølivet, men fremfor alt det Mod der vover sig ud, den vidtrækkende Plan, og den fine Iagttagelsesævne der altid finder Modstanderens svage Sider. Hvor voksede ikke disse Ævner, alt som Opgaverne øgedes og Synskresen videdes ud. Tilsammen skabte de en Følelse af Overlegenhed og Uforsagthed. Verdens Omfang blev mangedoblet. For den indestængte Dalbo havde der været saa nær til den troldefyldte Verden, hvor Mennesket ikke tör komme. Grænsen veg nu alt mere, og Vikingen fulgte ustandselig efter, satte Sejl over Verdenshavet, om saa Skudens Køl skulde knuse en Havkvindes Ryg, eller klatrede op i Jættehulen der oppe i det yderste Nord, for at se om det var saa farligt. Altid laa dog gammel Angst i Sjælen og gav Vovestykket den rette Spænding; men alt mere udviklede den medfødte Selvsikkerhed og Nøgternhed sig til bevidst Hævdelse af det haandgribelige og fornuftsmæssige, til en „Tro paa egen Magt og Styrke” paa Trods af alle Guder og Trolde og mægtige Riger.


Billed 32-35.
Billeder paa danske Runesten fra det genvaagnede Vikingelivs Tid. Wimmer, De danske Runemindesmærker. II, S. 273, III, S. 17, 26 og 90.
Endnu mærkeligere er den Ævne til Sammenslutning, som Vikingetogene aabenbarer. Flaader paa Hundreder af Skibe samles uden noget enkelt Overhoved; syv, ni, femten eller hvilketsomhelst andet Tal af „Konger” nævnes som Nordboernes Høvdinger, og talrige Jarlesönner og Storbönder har vel staaet som selvstændige Førere af hver sine Skibe. „Vi er alle lige,” lader Normannersagnet Vikingerne svare det frankiske Sendebud som spørger efter deres Fører. Men alle disse Viljer véd at underordne sig den fælles Beslutning; lydige mod de selvgivne Love gaar Vikingerne til Sejr over Vestens Storkonger og deres selvraadige Lensmænd. Blandt disse Folk fejrer den frivillige Sammenslutning sine skönneste Sejre. Savnede man Broderens Støtte, traadte en Fælle som „Fostbroder” eller „svoren Staldbroder” i hans Sted. I Erstatning for det hjemlige af Naboskab og Frændskab gennemvævede Bygdesamfund dannede Mandskabet paa samme Skib et eget „Lag”, ofte med egne Vedtægter. Jomsborg paa Vendens Kyst blev et stort Vikingelag, bundet ved visse Love: Hævnpligt, Byttets lige Deling, Kvindens Udelukkelse fra Borgen. Men ogsaa som Købmænd samledes Nordboerne i store Gildeslag til gensidig Hjælp eller Hævn, eller ved „Fællig” (félag, Sammenlægning af Gods) sikrede man sig Samarbejde og Driftsmidler. Broderskabet har for denne Tidsalder en lignende betagende Magt, som Trofastheden i Tjænerforholdet havde for en ældre Slægt.


Vikingetiden bragte mange Ævner til Udfoldelse; alt hvad der drejede sig om Klogskab og Mod, Krigskunst, Handel, Søfart, Kendskab til Verdens Udseende og til Naturens Tilstand, voksede frem. Naturligvis voksede der ogsaa stærke Skyggesider frem. For os staar Blodtörst og Raahed som uhyggelig stærke Træk i Tidsalderens Sjælspræg. Sikkert har meget af den Art ogsaa været til för; men Vikingelivet har snarere øget end mindsket det. Atter og atter møder vi Hærjninger under de ubarmhjærtigste Former. Alt levende bliver hugget ned: Krigsmænd, Kvinder, Oldinge og Børn. En Valplads fuld af Lig har tiltalt den Tids Mennesker; Skjaldene synger atter og atter om, hvor herligt det er at Ravnene hakker i de blege svulne Kroppe. En Gang ovre i Irland havde Daner og Nordmænd stredes om Herredömmet, og Danerne havde sejret. Irske Sendebud, der kom til dem efter Slaget, saa hvorledes de havde tændt Madbaal midt imellem Ligene, stukket Stegespiddet fast i døde Kroppe, og ved Ilden revnede nu disse Aadsler, saa Indvoldene væltede ud. „Hvorfor gör I noget saa hæsligt?” sagde Irerne. „Hvorfor skulde vi ikke det?” sagde Danerne; „havde de andre sejret, havde de gjort ligesaadan ved os.” — Ved Siden af Grumheden gjorde ogsaa Umaadeligheden i Mad og Drik sig gældende, og Ubeherskethed overfor Kvinder. Alt hvad et Nysamfund kan rumme af Raahed og Havesyge kom op, omtrent som i et Sankt Francisko eller Clondyke.


Men vi ser rigtignok ogsaa det modsatte. Selv om vi træffer det i Digtningens Verden, maa der have været en Stræben hen imod det i Virkeligheden. Vi ser de smaa Samfund, det enkelte Skibs Mandskab, slutte sig sammen om at stille Viljeskravet til sine Medlemmer: ikke blot visse Prøver paa Mod og Taalmod, men ogsaa at afholde sig fra stærk Drik og ikke at tage nogen Viv uden retmæssigt Bryllup, uden at „købe hende med Brudegave”, som det hedder. Enkeltvis møder man langt stærkere Hensyn til de svage, saadan som med de to Vagtmænd paa Olaf den Helliges Skib, der ikke kunde udholde de fangne danske Mænds og Kvinders natlige Klager og slap dem alle fri; det havde nær kostet dem deres Liv.


Maaler vi Vikingetiden med vor Tids Moral, ser vi dog oftest raa Egennytte trampe Værdier af aandig Art ned; men vi skal vel for Resten ikke tale for höjt om Moral, naar vi véd hvad vor Tids Vikingepolitik har gjort i Sydafrika og i Kina. For at forstaa Vikingetiden maa vi huske, at fremmede og Trælle ikke i nævneværdig Grad har Menneskerettigheder, og at kun Landsmænd helt og fuldt betragtes som Medmennesker. Og her var Vikingetiden ingenlunde den blotte Næveret. Agtelsen for den enkelte føres med, og den vokser sig stærkere, nu da saa mange skiller sig ud fra Frænder. Kvindens Stilling gaar et stort Stykke fremad, trods det at det egenlige Vikingeliv maa have virket i modsat Retning. Nybyggerlandet Island giver hende friere Skilsmisse end noget af de gamle Samfund. I Danmark, der her gaar lidt foran de andre Lande, naar hun Arveret ved dette Tidsrums Slutning. Muligvis har Paavirkning fra sydligere Kulturer spillet med ind. Men ejendommelig for Vikingetiden er den dygtige og myndige Kvindes Optræden. Paa Island har vi Aud, Kongeenken fra de vestlige Øer, som i sit Landnam gav en hel Efterslægt Bosteder og Arbejde; i Danmark Thyre Danebod. Den store Mængde af Kvinder, der nævnes paa det 10de Aarhundredes Runesten, viser hvilken Rolle i Samfundet de har spillet.


Dette Kvindepræg over Tidsalderen forholder sig omvendt til det egenlige Vikingeliv; det var hverken Handelsfærd eller Hærjninger, der skaffede hende denne Plads. Men her staar vi ved den anden Side af Vikingetidens Væsen: den skaffer Afløb for de krigerske Bestanddele, den var en stor Aareladning for det altfor urolige Blod i det gærende Samfund. 9de Aarh. er denne Afløbstid, og derfor ser vi det 10de Aarh. udfolde en fredelig Virksomhed, som er des större. Danske Runesten giver os Billedet af et Samfund, der i det hele staar mærkelig langt fra Vikingefærd; den gode Landmand og den dygtige Husstyrerske hædres: „Lykkelig den der plöjede og saaede som ung,” hedder det her. Hele Norden over möder vi disse Skikkelser, Storbönder hvis Livsopgave först og fremmest er deres Landbrug, som de med Huskarle, Trælle og frigivne udvider af al Kraft. Ved hver gammel Landsby rejser sig Afbyggergaarde i endnu större Tal, „Torp” og „Bøl” ude paa Overdrevet, „Rød” paa Rydninger i Skoven. Øde Bygder og höje Fjælddale opdyrkes; og Nordens Folkegrænse flytter sig mange Mil nordover, samtidig med at den flytter sig vestover til Island og alle Smaaøerne.


Billed 36.
Udsyning paa Dragt. Aarb. i. nord. Oldk. 1869, PI. 4.
Denne Modsætning mellem det byggende og det hærjende Element staar klar for Tidens Bevidsthed. Islændingene tegner den i de to förste Landnamsmænd. Leif er Vikingen med sine Sejrvindinger, sine irske Trælle — som han endog tvinger til at drage Ploven —, sin Haardhed, sin Gudsfornægtelse og Tro paa egen Styrke; Ingolf er Bonden og Gudsdyrkeren. Leif bliver dræbt af sine egne Trælle; Ingolf lever videre som Stamfader for Egnens Indbyggere. Den samme Dobbelthed møder i den norske Kongeæt, en Vekslen af fredsæle og krigerske Konger; og danske Kvad som Ingjaldskvadet spiller paa den samme Modsætning. Hele Islands Sagalitteratur er et Billede af disse urolige Elementer der fortærer sig selv, medens de sindige og bofaste Mænd jævner Trætte og stifter Ret; Sagaernes Kamptidsalder gik til Ende, men Lov og Rettergang varede ved.


Dette er altsaa Tidsalderens store Aareladning. Begærlige efter Guld og Ry drog de stridbare Svende ud. Mange faldt paa fremmed Strand, for Kristnes eller for egne Landsmænds Sværd, andre blev slugt af Bølgerne, eller tagne af de Sygdomme der vankede i Hærenes aadselfyldte Spor; nogle blev virksomme Styrere, fordi de nye Opgaver kaldte paa alle deres Kræfter; — og Hjemlandet havde faaet Luft; der var blevet Rum til Arbejde.


Over disse Modsætninger mellem Arbejdsflid og Hærjelyst, Fred og Uro, Tøjlesløshed i Nydelser og yderlig Beherskelse af sanselige Ytringer for at fastholde det sædelige Maal, svinger Tidsalderen frem og tilbage. Derfor bliver der saa mange Muligheder for Udvikling, og saa bratte Omslag. Den er et Foraar, hvor samtidig Isen knager og knuses, og tillige Urterne gror; mange Spirer svides bort eller trædes ned, men Jordbunden er rig nok til at nye kan vokse frem.


Ind imellem Udfoldelsen af de egne Kræfter gaar Paavirkningen fra alt det ny, man kommer i Berøring med. Det er umuligt at udmaale, hvor meget der skyldes hjemlige Udviklinger, hvor meget Optagelse af fremmede Ideer, eller en Omlægning af de egne Ævner under nye Forholds tvingende Magt. To store Magter kom man til at staa Ansigt til Ansigt med: hele den materielle og borgerlige Kultur, som Syden havde taget i Arv fra den klassiske Oldtid, og som Folkevandringsstaterne nu var begyndt for Alvor at udnytte; og paa den anden Side Kristendommen og Kirken saaledes som den mødte dem. Det var Sydens Rigdomme, der lokkede Vikingen; Vaaben, Smykker og Klæder tilegnede de sig, opsøgte de vinrige Egne, eller berusede sig i Havneby eller Lejr, hvis en större Ladning Vin paa én Gang blev falholdt. Snart lærte man at opsøge alskens Overdaadsgenstande, lige til arabiske Lædersadler og Orientens Silkevarer. Men Nordboen var lærvillig; han ikke blot ranede, han efterlignede: lærte Fæstningsbygning og Stormtage, efterlignede de höjstævnede Krigsskibe, Sydens Galejer, som hjemlige Drageskibe; lærte Byanlæg og Statsordning. Et nyt Maal for Herskermagt opstod, og holdt sig uforandret Tiden igennem; og det bar et personligt Navn: Karl den Store, Carolus Magnus, Endnu i hans Levetid begynder man indenfor nordiske Kongeætter i Vesten at kalde sine Sönner Karlus eller Magnus; naar siden en Magnus sætter sig paa en af de nordiske Kongetroner, betyder det at Carolus-Magnus-Idealet har sejret: et Kongedömme med ydre Magt og med indre Fred og Orden og sædelig Løftelse staar som det höjeste Maal for fyrstelig Ærgerrighed.


Som Vikingekongen bevæger sig over mod Carolus-Magnus-Idealet, omformes Vikingesnækkerne til Købmandsskibe. Ved Vikingetidens Begyndelse drager man ud paa blodig Hærfærd; ved Vikingetidens Slutning har der rejst sig nordiske Købstæder langs alle Nordeuropas Kyster fra Novgorod indtil Bristol, Limerick og Dublin. Atlanterhav, Vesterhav og Østersø, der för laa øde, er dragne ind med i Verdenshandlen; nordiske Købmandsslægter i Havnebyerne er ned i Tiden blandt de förste til at grundlægge Englands fremtidige Storhed paa Havet. Bevidst eller ubevidst lærer Nordboerne fremmed Haandværk og Kunst; de optager Møntvæsen; Vandmøller begynder i Danmark at fortrænge Haandkværne; Korntörringsovn (Kølle) og Plejl vidner ved deres Navne om udenlandsk Byrd. Ja, hvilken Magt til at omforme det gamle laa ikke, hvor man mindst anede det. Der var Guldet og Sølvet, som graadige Vikinger førte hjem fra Strandhug paa fremmed Kyst. Hvor havde det ikke øget Enkeltmands Begær, allerede mens det vinkede som den fjærne Skat: „Hver vil eje Guld indtil sin Banedag”, siger den unge Helt i Kvadet; Europa var for denne Tidsalder som en Gnitahede, hvor Ormen rugede paa Aarhundreders Skatte. Og naar saa Guldet var vundet, hjemfört paa den bugnende Snække, var det som en Sejd der omkoglede Alt. Blodhævn bliver til Pengebod: „Svært er det at finde den jeg kan tro, ti Broders Lig sælges for det brændte Guld.” Ættejorden sælges for Penge, for at Høvedsmanden fra Vikingefærden kan vinde sig mere Land.[1] Inden Vikingen endnu fatter den romerske Ret, skaber Guldet den gennemførte Enkeltmandsret og den tilsvarende Omfordeling af Jorden. Paa Høvdingens Haand samles maaske hundred Lodder af gammelt Bondeland, og de hjembragte udenlandske Trælle maa rydde ham endnu mere Jord paa Overdrevet. Saaledes glider man fra Oldtidsliv over i middelalderligt Samfund. Strömmen gaar allerede fra de förste Strandhug af, og stærkere alt som man bevidst iagttager og sammenligner sig med de fremmede. Antagelsen af Kristendommen er for mange mere en Tilslutning til det europæiske Liv end Udtryk for en religiøs Betagelse.


Irland spiller en egen Rolle for Nordboerne i Vikingetiden. Dets Kultur afveg stærkt fra den almindelige europæisk-romerske; dets Indvirkning paa Norden, ligesom ogsaa Nordens paa Irland, blev i mange Maader noget for sig selv.


Billed 37.
Nordisk-Irsk Ornamentik. Dietrichson, De norske Stavkirker, S. 222. Udskaaren Stolpe i Urnæs Kirke ved Sognefjord. Omtrent 1100.
Ganske vist var Kristendommen trængt ind i dette Europas yderste Land mod Vest; men paa utallige Punkter var det bagud for Kulturens Gang, saa den særlig keltiske Kultur havde faaet Tid at udfolde sig i sin rigeste og ensidigste Form. Irerfolket udgjorde en Mængde Smaastammer eller Klaner; enkelte Konger gjorde de andre skatskyldige, men ingen varig Rigsdannelse fandt Sted. Det var et Folk af Kvægavlere, uden Købstæder, Handel eller Penge. Værdienheden var Køer, og dernæst Trælkvinder; der gik tre Køer paa en Trælkvinde. Love og Samfundsliv var bundne i en Uendelighed af Trolddom og tusendaarige Vedtægter; mange Ting var „forbudt” for Personer af de forskellige Stænder, mest for Kongerne; og det var Præstestandens, Druidernes, Sag at holde Rede paa alle disse Forbud og Tryllemidler. En sær Udvikling, men saa langt fra nogen stivnet Tilstand. Kristendommen havde tidlig slaaet Rod, havde skabt smaa eneboeragtige Munkesamfund, der var den ledende Kraft i den irske Kirke: paa én Gang Arvetagere af de gamle Druiders Kamp med Maneord mod Djævelskab, og tillige hengivne til et indre religiøst Liv og en ydre Missionsgerning. En sælsom æventyrlig Askese drev Eneboersamfund — tolv Munke og en Abbed, svarende i Tal til Frelseren og hans Disciple, — bort til Udøer, en Tid endogsaa til det fjærne Island inden nogen anden Menneskefod betraadte det.


Billed 38.
Nordisk-Irsk Ornamentik. Dietrichson, De norske Stavkirker, S. 222. Malet Gavl i Urnæs Kirke ved Sognefjord. Omtrent 1100.
Endnu mærkeligere er dog det nationale poetiske Liv. En hel Stand af Digtere og Fortællere varetog dets Udfoldelse, hædret med Ophold i Kongens Gaard og med visse Forrettigheder. Hundreder af Heltesagn og historiske Beretninger, eller æventyrlige Udfærd til ukendte Egne, hørte til Sangerens Stof. Den irske Skjald foredrog sine Historier i Prosa, men hvor Stemningen løftede sig, sprang de over i Digt, klangrigt, farverigt og henførende. Der er en Ævne til at gribe det vældige og samtidig en utrolig fin Iagttagelse for Livets synlige Ytringer, man kunde næsten sige for Livets fysiologiske Tilstand. Lad mig nævne et Par saadanne Træk, der knyttes til Irlands store Sagnhelt, Cuchulinn; saaledes da Kampraseriet kommer over ham ved Budskabet om Drengeforbundets Død mod Fjenden: Det ene Öje drages ind i Hovedet, det andet træder frem, Munden trækkes over mod Øret, og Pandesenerne spændes tilbage i Nakken; Hjærtet slaar som en Bindehunds Gøen, hvert Led og Lem paa ham dirrer som et Træ i Stormen eller et Siv i Strömmen, og hver Muskel træder frem saa stor som en knyttet Mandsnæve. Eller han skal løfte Kongeborgen fuld af Mænd op paa sin Plads: „Da kom Raseriet over ham, en Bloddraabe samlede sig ved Roden af hvert af hans Haar og sugede Haaret ind i Hovedet, saa at han oventil var sortagtig som en kortklippet at se til; han drejede sig rundt som en Møllesten, og strakte sig derpaa i Længden, saa at en voksen Mands Fod vilde have fundet Plads mellem hvert af hans Ribben; da kom hans Fylgjer og Værneaander til ham: han hævede Huset i Vejret og satte det paa dets forrige Plads.” Vældigt er ogsaa Billedet fra hans Ungdom, da han förste Gang faar Bersærks-Raseri under Kampen: man kaster ham i et Kar med Vand, men det syder, saa Staverne sprænges og Vandet strömmer ud; han kastes i et andet Kar, ogsaa det koger og sprænges; först i det tredje Kar bliver Vandet kun opvarmet, — og Helten er afsvalet. Men tillige rummer Irlands Digtning en vidunderlig Farvepragt, fostret af dets frodige Jord og forgyldt af dets Sol, der bryder mangefarvet gennem Skyen. Der er Betagelse af Kvindens Skønhed, „hvid som Sne, sort som Kul og rød som Blod”, med rosenfarvede Fødder i sølvprydede Sko. Der er Jubel over Æblets gyldenrøde Kind, og over den guddommelige Sølvkvists fine Klinger; der er Dragelse mod det Hav, hvor Manannans, Havherskerens, Heste jager hen over med skumhvide Toppe; Higen ud mod det fjærne, hvor „Udødelighedslandet” lyser frem i den dalende Sols sidste Straaler. Selve Kristendommen har givet denne digteriske Verden yderligere Forøgelse; der er et sælsomt Dobbeltspil mellem Guddomsmagten og de gamle Helte eller Naturvæsner. Den irske Skjald gemmer paa alt dette; hans Historieskrivning bliver Pragtoptrin af Kampens Bulder og Vælde; hans Gudemyter bliver romantiske Fortidskampe og Feæventyr. Men Skjalden er ikke blot en Digter, han er ogsaa en lærd; et Par saadanne Mestre sidder og prøver hinandens Visdom, fritter om Slægters Rækkefølge, og om Stændernes Oprindelse fra Guden Lug eller fra Dagde, den hedenske Gud for Kunst og Kløgt, opfattet som den förste Storkonge (Rîg-Môr) over Irland, — udspörger om Steders og Navnes Oprindelse, eller om Irlands fjærneste Fremtid; og har den unge kunnet sætte den gamle til Vægs i Kundskab, da har han med det samme vundet hans Plads som Hofskjald eller Overskjald, — ganske ligesom Kongen maa gaa fra sit Kongesæde, naar en anden fælder en retfærdigere Dom end han. Ofte skænker den overvundne Mester ogsaa selve sit Navn til Modstanderen.


Billed 39.
Jagt med Høge og Hunde. Norsk Runesten. 10de Aarh. A. Bugge, Vikingerne II, S. 234.
Over dette sælsomme Samfund brød Vikingetiden ind med sit förste stærke Stormløb. Först gik det med Hærjetog mod Klosterøer og Kyster. 839 fik Nordmændene en höjt begavet Fører i Turgeis; han grundede Byen Dublin, der i den følgende Tid blev Nordboernes Hovedsæde i Vesten; han byggede Tvangsborge i det indre af Landet; han fordrev Abbeden fra Armagh, Irlands mest ærede Domkirke, og gjorde sig selv til hedensk Gode ved Helligdommen, medens hans Hustru Otta satte sig paa Altret i Domkirken i Clonmacnois som Asernes Præstinde. Turgeis' Mord, og Strid mellem danske og norske Vikinger, skaffede Irerne lidt Lettelse; men Nordboerne sad inde med Kystbyerne, ved Handel og ved Giftermaal blandede det nordiske og det keltiske Element sig med hinanden, saa et Blandingsafkom opstod; men ogsaa alskens løst Folkefærd kastede sin kristne Daab over Bord og søgte at faa Del i Vikingernes sikrere Næringsvej. Aar 850 viser disse „Fremmed-Irer” sig förste Gang som en vældig Røversværm, der snart blev adsplittet. Men nye Blandinger opstod stadig; saaledes blev hele Øen Mans Befolkning „Fremmed-Irer”. Navnene vidner om, hvorledes keltisk og nordisk gaar imellem hinanden indenfor samme Hjem. Hvor stærk Tilførslen har været til det nordiske Folkesamfund, kan vi se af Islands Landnamsmænd, hvor et ikke ringe Antal bærer helt eller halvt keltiske Navne, foruden at irske Trælle indførtes og efterhaanden vandt Friheden.


Et Digt fra denne Tid, hvis Sprog er ret spækket med irske Gloser, og hvis Indhold forudsætter keltisk Aandsliv, giver et Billede af det hele Trin, hvorpaa Vestens Nordboer stod. Det kaldes Rigsthula (ɔ: Sangremsen om Rig) og handler om Stændernes Oprindelse. Guden Rig, gammel og kyndig, gæster hos „Oldefar” og „Oldemor”, saa hos „Bedstefar” og „Bedstemor”, og endelig hos „Fader” og „Moder”. Overalt har hans Besøg til Følge, at Hustruen føder et Barn; og saaledes fødes de tre til Verden: Træl, Karl (Bonde) og Jarl. „Træl” er sortladen, med rynket Hud paa Hænderne, tykke Knoer og brede Fingre, Ansigtet er bredt og stort, Ryggen ludende og Hælene lange; han vokser og finder sin Lyst i Slidearbejde: slæbe Kvas hjem, grave Tørv, gøde Marker og give Svinene Føde. „Trælkvinde” (Thir) kommer gaaende med lange Ben, med Ar i de bare Fodflader, solbrunet paa Armene; de sætter sig hos hinanden, og de avler Børn sammen; derfra stammer Trællenes Æt. Men i Bondehjemmet, hvor „Bedstefar” havde siddet og dannet Værktöj, og „Bedstemor” spundet, dær fødtes et Barn rødmusset og rødhaaret; de øste det med Vand og kaldte det Karl. Han voksede op til at tæmme Øksne, drive Plov og rejse Hus. En Brud ages hjem til ham, i Gedeskinds-Kjortel, med Nögler ved Bæltet, med Brudelin; fra dem stammer Bøndernes Æt. Men i Hallen hos „Fader” og „Moder” fødtes et Barn med lyst Haar, Kindens Lødd var skær, Blikket hvast som en Slanges; de kaldte ham Jarl. Han gav sig til at böje Bue og sno Streng, ride Heste og afrette Hunde, svømme i Hav og svinge Sværd. Rig kom fra Skoven, lærte ham Visdom, gav ham sit Navn og kendte ham for sin Sön. „Herses” (Bondehövdings) smalhaandede hvide Datter Erna kommer agende til ham og gives ham til Hustru; derfra stammer Høvdingernes Æt. Nu gaar Digtet over i en ny Handling. Jarls Sönner vokser op, de tæmmer Heste og svinger Spyd; men den yngste, den unge Kon, har sin egen Stræben: han lærer Runevisdom, at frelse Menneskers Liv, at døve Ægg, at stille Hav og at dølge Ild; han nemmede Fuglenes Sprog, han lærte at lindre det sorgfulde Sind. Han holdt Runeprøve med Rig Jarl, og vandt over ham; saaledes vandt han sig Navnet Rig. Den unge Kon red gennem Krat og Skov, han skød Pile efter Fugle; da talte en Krage paa Grenen til ham: „Hvorfor vil du, unge Kon, ride og skyde Fugle? Kong Dan og Danp har herlige Haller, bedre Odel end du har.” Da drog Kon ud, han vakte Kamp, rødfarvede Vangen, fældte Val: kæmpede sig til Rige.


Billed 40.
Runesten fra Uppland. Nordisk-irsk Stil. Sveriges Historia. I, S. 295.
Dette Digt regner man i Almindelighed med til den Ældre Eddas Gudekvad, for saa vidt med Urette som det ikke tilhører nordisk, men keltisk Myteverden. Dets Rig er Irernes ældgamle Storkonge (Ríg-Môr), Guden Dagde, hos hvem de tre Stænder har sit Udspring, og fra hvem al menneskelig Visdom og Kløgt udgaar. Det dobbelte Faderskab — en jordisk og en guddommelig Far — er, ligesom andre fantastiske Undfangelsesmaader, Yndlingsæmne i irsk Heltedigt; Visdomskampen med tilhørende Navneskifte er ret et Træk af keltisk Samfundsliv og Sagnfortælling. Paa den anden Side er Folkestoffet i Rigsthula saa forbavsende rent nordisk. Det er den langskallede Vikingetype, der skildres i Jarl og Bonde, Kortskallen i den slidende Træl; ingen irsk Tilsætning spores. Stænderdelingen er rent nordisk, og Idealet er Krigerlivet; Kon den unge (ɔ: konungr, Konge) er saa udpræget en Type paa Vikingelivet og Vikingekongedömmet, som tænkes kan; Fuglen paa Kvisten i de stille Skove, hvis Tale lyder som en Kalden ud til Stordaad, til at „kæmpe sig til Rige”, er den samme Stemme, der lød til Hundreder af unge Helte. Det er Vikingelivet; men det er ikke det Billede af de rygende Tomter og fraadsende Bersærker, som Vestens Krøniker maler. Det er Nordens eget Blik paa kongelige Ævner og kongeligt Maal; mærkelig tydelig bevidst, at det ikke er Styrke og Vaabenfærdighed, der skaber den store Folkefører, men Aandens Ævner og Magt over hele Naturen, og Anvendelsen deraf dels paa krigersk, dels paa fredelig, folkevenlig Maade. Digtet giver os Kongemagtens Syn paa Livet i den fuldt udviklede Vikingetid, det 10de Aarh., i en Tid hvor Nordbo og Vesterlænding var ved at smælte sammen; selve den af Kon den unge grundede Æt fører sit Udspring tilbage dels til Erna (ɔ: Erin, Irland), dels til Dana, Kong Dans Datter. Man mener i nyeste Tid, at Digtets Hjemsted er paa Øen Man, hvis Kongeæt havde dette dobbelte Udspring, dels fra Danmark, dels fra Irland, og hvor en nordisk, mest norsk, Befolkning blandede sig stærkt med den ældre keltiske. Dog hvilken Blanding med fremmede Forestillinger Digtet end røber, selve Livsføreisen og Livssynet i det viser det nordiske Elements Styrke og Selvstændighed.


Der er andre Omraader, hvor vi endnu stærkere ser Indflydelse fra Irerne ind over nordisk. En hel ny Kunststil og Ornamentik trængte ind og satte sig fast; og det var den irske. De barbariske Dyreskikkelser, der var tagne i Arv fra Folkevandringstiden, efterhaanden yderligere opløste og forvirrede, maatte vige for en Prydkunst, der yndefuldt og dog dristigt legte med Linjernes Spil, i Sving og Sløjfe, knyttet i hinanden som Brynjeringe eller dansende jævnsides som lette Bølgeslag. Optagne af Nordboerne fik de et vist alvorligere Præg; Dyrehoveder og Dragekroppe indførtes i större Omfang end Irerne kendte, og gav et fantastisk-drabeligt Udseende. Overalt i Europa staar man, i Vikingetiden og længe efter, i Gæld til irsk Ornamentik; men ingensteds trængte den saadan igennem som i Norden. Man efterlignede ikke blot irske Metalarbejder, men lærte ogsaa at hugge den bløde Sand- eller Kalksten fuld af en mangfoldig og æventyrlig Billedverden: Jagt og Krig, Valhal og Kristendom i broget Blanding. Al denne irske Kunst skaber i Norden en ny Nationalkunst, der omspænder Overgangstiden og de förste Aarhundreder af vor Middelalder. Norske Udskæringer og en Rigdom af svenske Runesten vidner endnu om den sjældne Sans for Fladens naturlige Udsmykning.


Billed 41.
Udsyning paa dansk Hövdingedragt. Omkr. Aar 950. Aarb. f. nord. Oldk. 1869. Planche 4.
Ogsaa paa Digtekunstens Omraade var der Frøkorn der spirede op. Saa nöjagtig som ved Oldsagerne vil vi dog ikke kunne eftervise dem. I Modsætning til den ældre, mere knappe og plastiske Digterstil bryder en ny igennem, som er Farver, Bevægelse og Brus. Noget har vi den i Spaadomsdigtet Völvens Spaadom; stærkest og renest dog i det yngste og störste af Kvadene om Helge Hundingsbane, hvis Herskerliv og Krigstog er som en Afbildning af Vikingetidens sidste Menneskealder, Knud den Stores Tid. Her er Skibe med hejste Sejl i rygende Storm, her brydes Bølgerne mod Stævnen, som om al Verden skulde briste. Eller hør hvorledes Odins Møer kommer ridende til Slagmarken: „Da slog Lysning over Luefjælde, men af Lysningen Lynglimt kom, han saa höje, hjælmdækte Møer ride, blodig-stænkte var deres Brynjer, og af Spyds-Odder straalte der Ild.” — Der er heller næppe Tvivl om, at det störste Omslag i nordisk Digtekunst, fra bunden Stil til en kunstfærdig udarbejdet Prosa, staar i Gæld til Irerne. Vi møder f. Eks. Rejseæventyr med det samme ejendommelige Maal som hos Irerne: „Udødelighedslandet” (i nordisk Oversættelse: Odáinsakr) og dets Befolkning af Jomfruer. Bredere set stiller Spörsmaalet sig saaledes: der er en Halvkres af Norden, der stærkest gennemsyres af irsk Kultur: Norge, de vestlige Øer med Island. Her hersker ned i Middelalderen den Kunstform, der er saa ejendommelig for Irerne: Heltesagaen med de indstrøede lyriske Digte; dens Spil imellem naturligt og overnaturligt, dens Udmaling af Enkeltheder, og især Sansen for Sjælstilstandenes legemlige Ytringer er fælles for gammel irsk og senere nordisk Kunst, og Nordboen har sikkert gaaet i Skole hos Ireren. Mærkeligt er det at se Tidens Dobbeltspil: Nordboerne gaar ind i Vikingetiden med episk Digtning og gaar ud af den med Prosafortællinger om Heltelivet, hvor lyriske Bestanddele blandes ind i Versform; Irerne gik ind med denne lyrisk-blandede Prosa, og gik ud af den med episk Digtning, der nærmest svarer til visse af Eddakvadene (de tilbageskuende Digte). Det synes som de to Folk har paavirket hinanden i modsat Retning; hvert har givet det andet det som det ikke för kendte. — Men ogsaa en helt anden Digtart, den kunstige Skjaldedrapa, synes ikke at være undgaaet irsk Indflydelse. Dens Rimslyngninger minder, især i den ældste Form vi kender, om irske Digte; og den förste kendte Skjald, — der levede samtidig med den förste store Bosættelse i Irland — Brage Boddesön, havde en irsk Hustru, og mindst én irsk Glose forekommer i hans Ragnarsdrapa.


Hele dette Irerelement i den nordiske Kultur udgör noget for sig selv. Dets Maal og Værd falder ikke sammen med den europæisk kristne Hovedström. Det ytrer sig mere som en Berigelse og Udvidelse af det hjemlige nordeuropæiske Dannelsestrin, end som Del af den egenlige Nyströmning omkring Kristendommens Indførelse. For saa vidt det skyllede en Del af det nedarvede bort, kunde det jo virke fremmende paa den nye Hovedstrømning; og der kom jo ogsaa visse kristne Impulser fra Irland; men ikke mindre hjælper denne irske Paavirkning til at skabe en Særkultur, der staar som Hindring for den hurtige Opgaaen i det kristne Europa.


Vikingetidens Tilstand og Rørelser har skaffet sig Udtryk i Heltedigtningen. Sagnkresen om Starkad den Gamle indeholder kun nogle faa gamle Sagntræk (den aldrende Stridsmand, der ved Ingjalds Bryllup ægger sine Landsmænd til at forny Fejden; og den haarde Kæmpe, hvis afhugne Hoved bider i Græsset, eller hvis Krop endnu kæmper da Hovedet er hugget af); omkring disse Træk har Vikingetiden föjet en Digtning, der helt er dens egen.


Billed 42-44.
Hovedbaand og Armbaand af guldvævet Silke; Økse med Guldindlægning. Dansk Hövdingdragt fra Mammen ved Viborg o. 950. Aarb. f. nord. Oldk. 1869. Planche 3, 5 og 6.
Det er i Lejregaarden. Ingjalds Hofsvende løber ind og ud med de lækre Retter; de ænser ikke den gamle Mand, dær nederst i Hallen; da hæver han sin Stemme, minder om hvordan han fordum har tjænt Frode og siddet ypperst i Dankongens Hal, nu er han kommen at se, hvad der er Skik i Skjoldungernes Kongsgaard: tænker Ingjald paa at hævne sin Fars Død? eller blot paa at mæske sin Bug? Han mindes, hvordan han skiltes fra Frode med bange Anelse; havde han blot været hos ham dengang, skulde Sverting, den svigefulde Sakserhövding være dræbt, — eller han var selv bleven fældet ved sin Herres Side! Dronningen, Ingjalds saksiske Hustru, søger at stille Kæmpen tilfreds ved et guldvirket Hovedbaand; men han slænger det fra sig med Spot over den fremmede Skik i Klædning og i Mad, haaner Ingjald, der med Fingrene roder i Fugles Indmad, og priser den gamle Tid, da
Billed 45.
Hængesmykker. Danmarks Riges Historie, I, S. 344.
han i Hakes Vikingeflok aad raa Skinke og holdt sig borte fra sød rusende Drik. Det synes, som han er ved at tabe sig i Gammelmands Ros over det svundne, men pludselig er han tilbage ved sit Maal: ingen tog da mod Bod for sin Faders Død, aldrig vilde en Sön siddet til Bords med sin Faders Banemænd. Han maner Ingjald ved de stærkeste Ord: naar andre kvæder om Kongers Stordaad, maa Starkad med Blusel skjule sit Ansigt i Kappen, ti om Frodes Sön er der intet at kvæde; for ham skal andres Ry blive til Nag, han skal aldrig komme blandt Ædlinger, men gemme sig i den fremmede Vivs Arme, og ligge som Bytte for Saksernes Begær efter Riget. Eller — han maa tage Hævn for sin Fader! Da springer Ingjald op, nedhugger Sakserne, der sidder ved hans Bord, hans Hustrus syv Brødre, og skiller sig — paa Starkads Ord — fra hende, at ikke Forrædernes Æt skal trives i Danmark. Og endnu mens Trællene slæber de dræbtes Lig ud af Hallen, taler den gamle Kæmpe Afskedsord med den Slægt, i hvis Færd han for denne ene Gang har grebet ind: minder om Krigerlivet paa Søen, der har været hans Ungdoms haarde Skole, kaster et foragteligt Blik ud over den Menneskehed, der nu søger at vinde frem ved kløgtige Retssager og Pengehandler, der stræber efter kruset Haar og Ganens Kildren: alle vil de en Gang ræddes for deres Liv, men han som har kæmpet sig gennem Verden, kan frit se Døden under Öje.


Billed 46.
Haakon Jarl med Silke; hovedbaand som Værdighedstegn.
Saadan er dette Digt, den förste bevidste Forherligelse af Vikingelivet. Dets Udspring tilhører en Tid, da det store Røre er sagtnet; Samfundet slaar sig til Ro i fredelige Sysler, og det hele er blot et stort Ungdomsminde. Vi er ved det 10de Aarhundredes Midte. Gæringen af gammelt og nyt er paa sit stærkeste; nye Levevaner og nye Moder er Kendetegnet paa det fremmedes Indrykning; det gyldne Hovedbaand, som Starkad vrager og kaster Dronningen tilbage igen, er ved Aarhundredets Udgang et vanligt Tilbehør endog til den islandske Storbondes Festdragt. Mod disse nye Skikke, mod Sydens Pral og Flitter og Blødagtighed rejser Digteren sin Kamp, kalder ad den hjemlige Sjælsstyrke. En Modströmning mod det ny, en Helteaand fostret paa Skibets haarde Planke, dukker op med den store Vikingebevægelse ved Aarhundredets Slutning, og det er dette Røre som Digteren har kaldt ad.


Billed 47.
Frankisk Hofdragt, o. 850. W. Oncken, Allg. Geschichte, 2, VI, 1, S. 120. Mynt- og Medaillesaml. i Kbh.
Trængt af det indstrømmende ny har Heltesangenes Sjæl endnu en Gang krystet sig i sig selv, og der springer frem en Forkyndelse af Viljesmagten og Stordaaden som Menneskers Maal, saa levende og saa bevidst som aldrig för. For förste Gang bliver man sig bevidst, at Vikingesamlivet er en Stordaad. Afholdenheden, ja netop Nøgternheden overfor stærk Drik, prises som Aandens Magt over det lavere Begær. Folkets gamle Idealer har indgaaet Pagt med Vikingetidens særlige Livsformer; men tillige hæves Ingjaidskvadet over det blotte Tidspræg ved en bestemt Idé: Helten af det gamle Kuld, fortrolig med Fædrenes Stordaad, minder den unge Slægt om den kostelige Arv den sidder inde med og som den skal løfte, — en Type og en Tanke, der siden faar Udtryk hos Sakse, hos Øhlenschlæger og hos Grundtvig.


For selve Oldtiden er Starkad-Forestillingens Magt endnu stærkere. Hvad én Digter i bevæget Öjeblik har skabt, synger nu alle efter. Én skaber en Kvindekarakter af samme Art som Ingjald, letsindig og nydelseslysten, men med Æmne i sig af Fædrenes Styrke. Det er Kongedatteren Helga, der lefler med en ussel Guldsmed, lokket af hans Flirt og hans Flitter; og Starkad — nu opfattet som Kongebørnenes Fosterfader — revser Guldsmedens Bag med sit Sværd, og tugter Kongedatteren med Kindslag og haarde Ord, indtil Ættens Stolthed rejser sig i hende. I en anden Digtning, udformet i Prosa, ser vi en Starkad, hvis hele Færd er indrettet paa at vise Menneskene, hvorledes den djærve Kæmpe bör handle; han møder i Tvekamp mod en hel Flok Bersærker, sidder halvnögen i Snevejr, vil, da han er saaret, ikke modtage Hjælp, för han finder en hæderlig Bondesön, der kan yde den, osv. Med denne Digtning er den egenlige Starkaddigtning sluttet, Kærnen i hele Starkad-Kresen; den gamle Kæmpe har fuldt udformet sin Type: han vandrer rundt som en Profet for Haardførhed og Mod, og han viser stadig hen til sig selv som det levende Forbillede.


Billed 48.
Tyske Hofdragter o. 950. Kejser Otto I med Hustru og Sön. Oncken, Allg. Geschichte, 2, VI, 1. B., S. 215.
Dette Starkad-Ideal blev spredt ud over Norden med en forhavsende Hast, baaret af Vikingesnækkernes Vinger. For förste Gang var en Helteskikkelse født umiddelbart ud af Samtidslivet. Hver Del af Norden digtede sit til. Svenske Vikinger lod ham ved djærve Kampe i Østen afmærke den Bane, som i Virkeligheden Digterens Samtid brød. Paa norsk Grund dukker et tragisk Moment op; Tidens Begær efter Guld betager ham, og han dræber svigefuldt sin egen Herre. Det er ikke mere — som i Dansk — blot Aandens Magt over det rynkede Ydre, men — i norske Kvad — Blandingen af stort og ringe, af godt og ondt, der giver Starkadskikkelsen dens Væsen. Og den Tanke bryder da igennem, at han er halvt af Heltebyrd, halvt af Jætteæt: Starkad sidder i Kongehallen, stum efter sin Ulykkesgerning der endnu nager ham, Hirdmændene ler ad den fremmede, spotter over hans rynkede Hud og Ulvehaar, over at han er en Skjald, der ikke kan kvæde; men han løfter ikke sin Røst til Svar, han kender Spottens Ret, føler Jættemærkerne paa sit Legeme, og den Forbandelse der er over hans Liv.


Det er mærkeligt, at Starkadskikkelsen har kunnet kløve sig saadan. En dansk Digtning, i Pagt med Heltesagnets gamle Aand men lysere i sit Livssyn, gör ham til Udtryk for det herligt menneskelige. Og en norsk-islandsk Digtning, der lodder de dæmoniske Dybder i Menneskelivet, blander godt og ondt i samme Karakter, fordi netop Brydningen — den dramatiske Modsætning — behersker denne Digtning. Vi føler, at Folkelivet i Norden er ved at kløves i forskellige Retninger, hvorfra det först sent, eller rettere aldrig, samler sig igen. Og dog er der de stærke fælles Træk: denne Kæmpeskikkelse, der har Heltetidens höje Livsmaal, og dog staar erindrende eller lidt paa Afstand fra det egenlige Helteliv, bunden som han er ikke rigtig til den gamle Verdens stærkt personlige Forhold af Hengivenhed eller Hævn, men løftet af Viljesanspændelsen som almen Idé og vandrende til Stordaad over en verdensomfattende Skueplads. Som saadan er han Vikingetidens rette Billed.




Fodnoter

  1. Et Eksempel paa saadan Godsejer er Haarek paa Tjotta, Eyvind Skaldaspillirs Sön; han tjænte Rigdom paa Bjarmelandsfærd og drev alle Smaabønderne bort af Øen, hvor han saa rejste sig en Storgaard og holdt 80 Huskarle; han gjorde siden Krav paa en Nabo Grankels Fiskeplads, tabte Retssagen, men brændte ham inde, fik derved Ufred med Kong Olaf den Hellige, og var saa en af dem der satte sig i Spidsen for at drive Kongen af Landet.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.