 Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.
Vor Folkeæt i Oldtiden
Vilhelm Grønbech
Første bog:
Lykkemand og niding
Ære er ættens sjæl
(side 89) Uden ære er livet umuligt, ikke blot værdiløst, men umuligt at opholde. Man kan ikke leve med skam, det betyder i gammelt sprog meget mere end nu, – dette »kan ikke« er lig et: er ikke i stand til. Som livet er i blodet, så virkeligt sidder livet i æren: lader man såret stå åbent og æren ustandseligt pible ud på jorden, da følger afmattelse, hensygnen, en utilpashed der stiger til angst, fortvivlelse, åndenød, dødskamp.
Selve menneskeligheden betinges af at der i årerne pulserer en fred-ære. Uden den svinder menneskenaturen hen, og i tomrummet vokser en dyrenatur frem, som til sidst tager hele legemet i besiddelse. Nidingen er ulvmand.
Der gaves ingen forskel. Alt menneskeliv (til menneskeliv skal naturligvis trælle og lignende væsener ikke henregnes) var under samme nødvendighed. Alle samstemmede om at skam skulde aftvættes, ære opretholdes. Og dog, når man kom til det spørgsmål hvori skam bestod, hvad der udgjorde den ære hvis opretholdelse hvilede på frænderne som en pligt, rejste der sig straks skel blandt mennesker. En krænkelse var en krænkelse, den fremkaldte samme virkning i bonden som i høvdingen. Men de højtættede var mere ømtålige, mere fintmærkende end menigmand, hvad f.ex. indirekte tilsidesættelser angik. Og folket respekterede deres ret, eller snarere forpligtelse til at være det. Forskellen beror ikke så meget på at hine optog visse ting fornærmeligt som lavere naturer ignorerede, snarere på at deres sanser var finere, deres hud sartere: de mærkede krænkelser hvor robuste naturer intet følte. Endnu skarpere, måske, træder uligheden frem på den positive side af æren. Hos den fornemme forudsatte man en højere følelse for det sømmelige; ringere folk kunde tage livet med kneb, liste sig til spring bagfra en gang imellem, og være hædersmand for det. Nej, den sidste sætning er kun så mådelig sand som en udefra fældet dom bliver. Den er ikke usand, fordi den siger for meget, rammer for hårdt, men fordi den ikke falder der hvor slaget skal ligge. Vi må gå dybere for at finde den rette formulering.
(side 90) Første del af Egils saga bygges op over modsætningen mellem Torolf Kveldulfssøn, høvdingen på Torgar, og Hilderidsønnerne, de rige, men uanseelige bønder på Leka. I Torolf har sagamanden skildret det nordiske ideal af en velstående frimand: modig, foretagsom, pragtelskende; hengiven i venskab; tro og åben mod dem han har lovet troskab, men stejl overfor dem han ikke mener at skylde nogen ret. Overfor rænker og mistænkeliggørelse er han næsten blind, det vil sige, han ser kun lidt, og det lidet bryder han sig ikke om at se. Vil kongen ikke lade sig overbevise af hans åbne færd, så vender han en beleven trods og stædighed frem: indretter sig på at leve sit stormandsliv ved hjælp af handelsrejser og vikingetog når kongen inddrager sine forleninger, besvarer kongens konfiskationer med strandhug, og holder uden afdrift til den ene eller den anden side sin kurs lige ind i kamp med Norges konge. Hilderidsønnerne bærer navn efter deres moder, og deri ligger deres historie antydet. Deres moder, den skønne, men lavættede Hilderid, fandt engang nåde for den gamle Bjørgulfs øjne; han giftede sig med hende, men brylluppet fandt sted under så skødesløse former, at familien deraf tog anledning til at nægte de ubekvemme sildefødninger byrden. Forgæves søger de at skaffe sig anerkendelse og sætte deres arvekrav igennem hos Bård, Bjørgulfs sønnesøn, deres jævnaldrende frænde. Efter Bårds død bliver Torolf, på grund af sit giftermål med enken, repræsentant for Bjørgulfsarven. Også han afviser hånligt »frillesønnerne«, afkom af en »hærtagen kvinde«. Så vælger de hofvejen; vækker Haralds misundelse over Torolfs store hushold, tilsniger sig Torolfs forleninger under påskud af at der kan bringes mere ud af dem til kongens kasse, giver Torolfs overgreb skylden da deres store løfter bliver til vind, og bereder endelig kongetrodserens fald. Men de usselige stakler får ikke tid til at nyde noget af deres surt fortjente sejr, førend gengældelsen er over dem. Torolfs venner tager en grundig hævn.
Roligt og sagligt fortæller sagamanden disse begivenheder, men gennem hans nøgterne ord nedfælder dommen sig sikkert over disse mennesker. Torolf kunde ikke handle anderledes, han var af stor æt; han kunde tjene kongen så længe hans tjenester indbragte ham lutter ære, men han kunde ikke lade sig foreskrive af nogen, end ikke af en konge, hvordan han skulde holde hus med sin ære, hvor mange huskarle han vilde omgive sig med, hvor pragtfuldt han vilde føre sig og sine; han kunde ikke bukke sig så dybt, at han kom til at stå i jævnhøjde med en anklage, en mistænkeliggørelse, og påtog sig et forsvar; han kunde ikke se andet, end at et indgreb i hans sager fra kongens side var en krænkelse, som skaffede ham bemyndigelse til selv at tage sig til rette. Har kongen opbragt hans handelsskib, (side 91) nuvel, »vi kan ikke få smalhans i huset, når vi har ejendomsfællesskab med kong Harald«, og så øver han strandhug på Norges kyst. Hilderidsønnernes snedighed, løgnagtighed, bagvaskelse, øjentjeneri, akkomodationsævne var naturlige, uundgåelige: karaktertræk hos mænd der på mødrene side nedstammede fra den snilde, hovedrige, lavættede Høgne på Leka, som havde »svunget sig i vejret selv«.
Tør vi drage den slutning at ædel karakter lettest findes forbunden med høj byrd? Vi kan sige meget mere, – sige: Høj byrd og ædel karakter er ensbetydende. Sådan vilde Nordboerne selv udtrykke sig.
Men, ganske vist, sætningen er ikke den samme når de udtaler den, som når vi siger den efter dem. Den får et nyt farvespil derved at lysgiveren, kulturen, er en anden. Og fortællingen om Torolf og Hilderidsønnerne forandrer helt karakter ved at oversættes på et moderne sprog; hver eneste ordombytning gør ubodelig fortræd på indholdet.
Hvad handler historien om i dansk oversættelse?
»Selve menneskeligheden betinges af at der i årerne pulserer en
fred-ære. Uden den svinder menneskenaturen hen, og i tomrummet vokser
en dyrenatur frem, som til sidst tager hele legemet i besiddelse. Nidingen er ulvmand.«
Om en ædel helt, som snubler i sin egen ædelhed, hvem en skæbne så at sige betvinger med hans egne dyder; hans ædle åbenhed laver den om til skyklapper så han ikke ser bagvaskelsen, hans forkærlighed for den lige vej bliver ham et bidsel, hans selvstændighed en tømme han må lystre, og så kører skæbnen ham stoltelig lige ud, lige ned i undergangen. På den anden side om to uædle stræbere, der, når først ulykken er sikkert etableret, trædes ud på jorden som et offer til retfærdigheden. Man bliver led ved at gribe sig selv i den slags æstetisk vellyst. Men kan læsningen blive anderledes? Vor interesse for de intrigerende parvenuer er jo i virkeligheden udtømt med deres rolle som skurke i stykket.
Her står vi overfor en fundamental ulighed, en væsensforskel mellem »gammel« epik og »moderne« genfremstilling af menneskelivets konflikter i digterisk form. Vor epik er båren af en vilkårlighed, der forklæder sig til en moral, eller en ide, eller et kunstnerisk princip; allerede før nogen af personerne kom til verden, har forfatterens ordnende tanke tvundet deres skæbne, forudbestemt enkelte til at oprejses på ideen og andre til at forherlige den ved deres undergang. I den grad er trangen til at føle et digterisk forsyn i, eller rettere over stoffet bleven os natur, at vi ubevidst lægger den gamle digtning til rette for vor nydelse. Vi skubber interessen over på den ene side af konflikten, og derved har vi brudt den brod af som udgjorde pointen i historien for den oprindelige tilhører. Den gamle digtning kender ikke et højere synspunkt, et absolut, forudgivet resultat, som blot regnes igennem i fortællingen for at bevises. Tyngdepunktet (side 92) ligger altid meget nærmere midten mellem de to parter end vi kan tåle det. »Moralen« fremkommer først ved sammenstødet og opgøret mellem de to faktorer. Det er ofte umuligt at sige, på hvilken side digteren lægger sin sympati ved skildringen af ætfejder, fordi interessen ved fortællingen ikke er skilt ud i et »for« og et »imod«. Den der har læst islandske sagaer nogenlunde uhildet, vil gang på gang have mærket på sig en eftervirkning af denne ligevægt – måske med en vis forundring eller endogså utilfredshed. De islandske sagaer er fattige, bundfattige på skurke, – den sentimentalt overarbejdede Njals saga lader jeg ude af betragtning; som helhed tilhører den en anden verden. Men netop fordi eposet gengiver en brydekamp mellem mænd og ikke en opvisning med forud beregnet resultat, kommer triumfen endnu mere knusende og brutalt. Den følger på en kamp, en sejr, hvor den enes ret slår modstanderens ret ned, og knuser den til smuld. Så svært det end falder os at forstå det: den gamle digtning var alvor, var for tilhørerne et stykke virkelighed, af samme håndgribelige realitet som det der foregik under deres personlige indgriben.
Så bliver da modsætningen mellem Torolf og Hilderidsønnerne til en virkelig konflikt. Den førstes karakter er forudbestemt ved hans ære; hans ædelhed drager skarpe grænser for hans handlefrihed; han kan ikke lyve, ikke gå krogveje, ikke gøre øjentjeneste. Og hvis han slog af på sin pragtlyst, hvis han sendte halvdelen af sine huskarle ud i verden, så at de kunde meddele folk at Torolf på Torgar ikke mere turde holde så stort mandskab som før, hvis han forelagde sine mellemværender med ringere mænd for en domstol, med pligt til at underkaste sig kendelsen, hvis han i tillid til sin gode sag mødte sine små anklagere og tilbød ydmyge beviser på sin hæderlighed, – så var han falden uden for ædelheden og stod under ærens fordømmelse.
De to brødres opførsel og karakter er lige så fuldt betinget ved deres byrd, og dermed er givet at de har ret til at være dem de er. De kæmper for deres – og deres moders – ære; deres handlinger er dikterede af æresfølelse, pure. De har ingen andre midler til at føre deres retmæssige hævn igennem, end dem de benytter sig af, og sagamanden kan ikke nægte dem den lod af anerkendelse som tilkommer dem overfor deres fornemme, højsindede modstander, der i følge sit blods sammensætning kæmper, og må kæmpe, med andre våben. Ikke des mindre indeholder sagaens skildring af deres færd en fordømmelse af nedrigheden. Nødvendigheden medfører ikke retfærdiggørelse, tværtimod. De har ret, men i og ved den konflikt som æren fører dem ind i, bliver de skurke på deres ret.
Her har vi et dilemma, som tvinger os til at se vidt ud, når det (side 93) gælder om at vurdere et folks ære, dets etik. Vor opgave er ikke løst, førend vi er nået så dybt ned at denne modsætning ophører at være en selvmodsigelse.
En højættet, højsindet mand må vise sin ædelhed, ikke blot i den måde hvorpå han forholder sig overfor krænkelser og i nøjeregnen med sin opførsel, men også ved at antage sig andre folks sager. Man ventede med sikkerhed hjælp i vanskeligheder hos bygdens stormand. En islandsk fader der havde mistet sin søn, og ikke så sig i stand til med egne kræfter at gennemdrive en hævn eller en retssag, gik til den bonde som havde føringen i herredet, og sagde: »Jeg vil have din hjælp til at skaffe mig ret i sagen«; og han begrundede sin fordring med et: »Din ære gælder det også, at voldsmænd ikke får lov til at begå sig i herredet.« Så måtte hin stormand overtage hævnen. Huserede der troldmænd i bygden, måtte høvdingen »gøre noget derved«, ti ellers vilde han næppe kunne »holde sin ære«. Ja, ikke nok med at den der vilde råde over mænd måtte tage sig af levende urostiftere, han kunde risikere at blive tilkaldt ved gengangerbesværligheder, og få at vide at her lå en æresopgave for ham. Manden var nødt til at efterkomme enhver opfordring der rettedes til ham, og det af hensyn til sit eget ve og vel. En hjælpsøgende kunde, om det behøvedes, true med at lade sig hugge ned der på stedet, og følgen vilde blive vanære for den der havde lukket sin dør for ham.
Det gik på høvdingens personlige ære, hans mandsære, om han undlod at sætte al sin kraft ind på løsningen af sine standsforpligtelser. Han havde ikke en embedsære at sætte til først. Høvdingskabet sank i eet sæt ned til nidingskab uden at gøre ophold ved jævn, borgerlig agtelse. En mand med høvdingebyrd og høvdingeanseelse måtte holde åbent hus for folk der søgte beskyttelse. Han havde ingen ret til at spørge efter brødets tilstand i den fremmedes pose; det at denne søgte tilflugt hos ham, var tilstrækkeligt til at binde hans ære overfor verden. Prisgav den store mand flygtningen i steden for at antage sig de indviklede og forviklede sager som en sådan tilløbende ofte nok trak efter sig, blev hans opførsel stemplet, ikke som svaghed, men som æreløshed.
Denne gennemenshed er ret et væsensmærke for den gamle ære: den kender ikke til afskygninger, til mere og mindre sårbare punkter, til ringe hver med sit relativt selvstændige liv, – den er sig selv helt igennem, fra den allerinderste kærne i mandsfølelsen ud til den alleryderste periferi af mandens sociale indflydelse. Der findes ikke gran af forskel mellem hvad en mand skylder sin almenmenneskelige vær- (side 94) dighed, Og hvad han som standsperson har af plusforpligtelser. Han kan da ikke sætte sin samfundsprestige til uden at gå moralsk under.
Anseelsen er en stor, velvoksen ære. Der ligger i påberåbelsen af en mands høvdingskab intet andet og intet mindre end en appel til »æren«, broddet med antydninger af den påkaldte æres mere end almindelige ømfindtlighed. »Vær du hver mands niding, hvis du ikke antager dig min sag,« siger den hjælpsøgende, med samme vægt som en anden siger: »Drag din vej med nidingsnavn på dig, hvis du ikke hævner.« Der ligger en lille kulturhistorie gemt i ordet »dyd«; det betød i gammel tid så meget som: at due, at være hvad man skulde være. »Dyden« i moderne forstand forudsætter en frigørelse af moralske kræfter til æstetisk brug, om jeg så må sige. På baggrund af en gennemsnitsmoral, som enhver kan opnå og bør opnå og enhver kan være tjent med, udfolder sig det overordentlige i pragtfulde former. Barbarerne kender ingen dyder, fordi de ikke besidder nogen minimumsmoral. Hvor højt en mand end hæver sig over det almene, han rækker aldrig op over sin pligt; denne vokser med ham. Det kan på islandsk hedde om en gæstfri bonde: »Han var så gæv en mand, en sådan þegnskaparmaðr, at han gav hver fri mand mad, så længe han vilde spise den«; men ejendommeligt nok, det ord under hvilket han prises, þegnskapr, betyder ganske simpelt den mandsære, den »samvittighed« som enhver mand påberåbte sig ved edsaflæggelse for retten. Og lige så naturligt, uden nogen symbolsk forstrækning af ordet, hedder den mand der har råd til at bespise sine medmennesker og lukker sit spisekammer for dem: madniding. Han var niding, lige så fuldt som en der mensvor sig selv. Kongen var gavmild, – og så gjalder lovprisningen over ham: han slængte guldet omkring sig, man så på mændene og kvinderne, på deres guldfunklende arme og bryst, hvor herlig en konge de havde; aldrig fødtes en sådan drot under solen. Men ve den fyrste hvem gavmildheden forlod! Karrigheden var et tegn blandt andre tegn på at han gik sin undergang i møde. Der er uhygge i Beowulfs ord om Heremod: »Heremod voksede der i sjælen blodtørstige tanker, han gav ikke sine Daner ringe efter ærlig skik. Glædeløs måtte han opleve derfor lang og strid smærte«. En gådefuld forbandelse rugede over ham og udtørrede hans lyst til at give: Niding!
Beundre det overordentlige kan disse barbarer, som vi allerede ser her. Deres lovprisningsord springer højt i vejret. Men netop lidenskaben i deres hyldest gør et beklemmende indtryk på os. De tiljubler kongen, som de tiljubler sværddanseren, der kommer døden nærmere og nærmere jo vildere og kunstfærdigere han danser; griber han fejl, vil han komme til at ligge under en dynge af hån og foragt. Gennem digte og sagaer går der bifaldsmumlen, udtalt eller mester- (side 95) ligt antydet, over den rigtige helts dødsforagt; men enhver som er lidt fortrolig med ånden i disse digte, ved også at der kun findes een modsætning til denne ros, og føler instinktmæssig hvordan dommen var falden, hvis helten ikke havde let smærten ihjel. Er det ikke en underlig måde hvorpå digteren skaffer dybde i sin skildring af Høgnes trodsige hån, da man skærer hjærtet ud af ham; han giver heltens dødsforagt relief ved at lade bødlerne først vise broderen et blodigt trællehjærte som Høgnes; men "da sagde Gunnar, drotten for mænd: »Her ligger hjærtet fra Hjalle den fejge, uligt hjærtet i Høgne den kække; hvad det bæver her, liggende på fadet, er kun halvt mod dets bæven i brystet.« ... «Her ligger hjærtet fra Høgne den kække, uligt hjærtet i Hjalle den fejge; så lidt det bæver, liggende på fadet, det bævede mindre i brystet på Høgne.«" Så fattig på nuancer er den gamle vurdering af mænd og manddom.
Germanernes moral lader sig ikke forme kosmologisk. Der findes ikke hos dem mindste tilløb til et system hvor dyd hvælver sig over dyd som de mange himle, og hvor udyden befæstes som en afgrund, der grådigt suger alle undermålige ned i sig for at sigte dem fra dyb til dyb. En sådan rangforordning forudsætter centralisation: alle må forenes under samme fordømmelse, førend de kan klassificeres. Germanerne kender intet fælles moralsk Gehenna. Rettest sagt, det onde, nidingskabet har slet ikke virkelighed, det er noget negativt, en mangel. Nidingskabet er den skygge enhver »ære« efter sin natur kaster. Derfor står grænsen mellem beundring og foragt så skarpt, uden overgange, uden noget neutralt gråt. Og derfor falder grænsen på så forskellige steder hos forskellige mennesker. Hvad man bliver niding, forbryder, usling på, det afhænger af hvad man var hædersmand på.
For den kongefødte lå grænsen meget højt oppe. Hans ære var det at råde for lige så mange mænd som hans fædre havde gjort, eller flere; at kaldes den største, den tapreste, den snildeste, den gavmildeste, inden for den horisont som havde dannet hans æts magtkreds. Og lige uden for den ære stod nidingsdøden. Dette er den lønlige tanke som mærker alle germanske høvdinger og bestemmer deres skæbne, prædestinerer dem til en bestemt livsgang, og den har fået et typisk udtryk i den islandske sagamands skildring af hint berømte familieråd på Vestfold, da Olav Hellige kundgjorde sin agt at kræve Norge.
Et mærkeligt aktstykke, dette kapitel i Olav Helliges saga. Digtet af en kristen mand om en kristen konge, og dog gennempræget af gamle tanker og gamle idealer. Ja, deri vil man vel næppe finde noget underligt, når man kender Nordboernes kærlighed til fortiden og forståelse af den; men der er himmelvid forskel mellem at give en tro fremstilling af fortiden, og at give selve fortiden. Kapitlet (side 96) er mere end en digtning over gamle tanker, det er gamle tanker. Ordene slutter tæt og stramt; ingen slubren, intet af den idealiseren der mærker forfatteren som stående uden for sit æmne. Det er tankerne selv som former ordene om sig. Og i helheden samme massivitet. Fordi det ikke er en digter der har villet give udtryk for et ideal, men idealet selv der indefra har støbt tankerne om sig, derfor bliver kapitlet et almengyldigt symbol på en bestemt æretype, på den gamle stormandsære. Alt i alt, et mægtigt vidnesbyrd om den kulturs helstøbthed som det er udtryk for.
Der er fire personer i rådet; men den ene, Olavs fosterfader Rane, får Snorre ingen brug for. På den ene side af Olav sætter han Sigurd Syr, bondekongen; han sidder, vel lidt rund i ryggen, og følger i et langt blik den dristige plan i dens rullen hen over Norge, måler hvor bred vejen er, hvor hårde de kanter er foretaget må tørne imod, hvor hænderne er til at presse det gennem snævringerne. Mere ungdomsiver end fremskuen finder Sigurd i planen, men »det kan jeg jo vide, at sin vis har en bondekonge som jeg, og en anden må du have; ti da du endnu stod halvt i barneårene, var du allerede fuld af kappelyst og vilde være øverst i alt du kunde. ... Nu ved jeg at du har taget dette så ivrigt op, at det ikke vil nytte at råde dig fra, og det er lidet at undres over, at slige råd sparker alle andre ud af reden hos dem i hvem der er fremdjærvhed, når de ser Haralds æt og kongedømme synke hen.« På den anden side af Olav sidder kongemoderen Asta, hun som i mange år har måttet holde sin ærgerrighed nede; nu løsner sønnen alle bånd, og ætsæren rejser hende rankere og rankere. Hun som står midt inde i den ære Sigurd mønstrer udefra, finder andre ord: »Så er det med mig, min søn, at jeg er bleven glad over dig, og da vilde jeg blive gladest, om din magt kunde blive størst; til det vil jeg intet spare som jeg har lejlighed til; men her, hos mig, er liden råd. Hellere overkonge i Norge en stakket tid som Olav Tryggvesøn, end leve livet til ende i fede kår, som småkongerne kan her omkring.« Og fra ættens allerinderste kommer Olavs ord: »I vil ikke være så langt fra at rejse eder for at hævne denne frændeskam, at I ikke vil sætte alt ind på at styrke den mand som vil være foregangsmand til at hæve sin æt.« Frændeskam, det er for sagamanden det springende punkt i Olavs historie. Ætten har været den første i hele Norge, og dette er ættens ære.
Når vi nu har betragtet ærens højeste former, ligger den tanke lige for, derefter at opsøge lavmålet. Hvad var den nødtørftigste ære folk kunde leve på? På en vis måde gives svaret i lovenes fællesnævner for det menneskelige; vi kunde samle mandens værdi sammen af bestemmelser om hvad han var berettiget til at søge oprejsning for, og indirekte har vi gjort noget sådant. For at få det rette (side 97) forhold frem må vi i hvert fald gøre den aktive side i æren noget stærkere end den står i samfundslovene. De nordiske love sætter, som vi så, hist og her endnu retsløshed på manglende manddom, hvad enten svagheden viser sig deri at manden ikke tager mod udfordring, eller deri at han trækker det korteste strå; og de viser at det ikke er nogen etikettefrase, når man »foretrækker at dø fremfor at bære nidingsnavn fordi man har givet sig uden kamp«. I det tilfælde æder fredsommeligheden lige så dybt i sin mand som den vanære han pådrager sig ved at lade en broder uhævnet. Men i fremdjærve ætter, ja, i det hele i sunde ætter, kunde æren ikke nøjes med at stå stille og dække sig med skjoldet, – man kunde ikke vente til prøven opsøgte en, man måtte søge lejlighed, man måtte vise sig. »Føre sig i æt«, hedder et nordisk ord. Da Islænderen Glum på sin første udenlandsrejse kom til sin morfar Vigfus's gård, og gik til højsædet hvor hans frænde sad »stor og stout, legende med et guldindlagt spyd«, for at hilse og yppe sit slægtskab, fik han en meget kølig behandling: sæde yderst på den uanseeligste bænk og liden opmærksomhed. Den unge ventede tålmodigt, til der en dag frembød sig lejlighed til at glimre ved et godt drab. Så tøede Vigfus op med eet. »Nu har du aflagt prøve på at du er af vor æt; jeg ventede blot på at du med manddom skulde føre dig i ætten.« Scenen er åbenbart ret frit digtet, men digtet over et virkelighedsmoment, et motiv fra det daglige liv.
»...det (er) ikke nogen etikettefrase, når man "foretrækker at dø
fremfor at bære nidingsnavn fordi man har givet sig uden kamp".«
»Føre sig i æt«, det var hvad Ingemundsønnerne havde for tanken, mens de gik og ventede på lejlighed til at hævne deres fader; og samme udtryk bruger Hakon Jarl til den færøiske høvdingssøn Sigmund Bretissøn, da han efter sin faders drab søger tilflugt hos de fædrene venner i Norge: »Jeg vil ikke spare maden på dig; men selv må du føre dig i æt,« ved at hele det ulivssår som din fred og din ære har fået. Når Vigfus bruger ordet, da ligger der altså noget mere, meget mere bagved end den blotte dokumentering af gode ævner; det betyder ligefrem indtræden i freden, overgangen fra den farlige skyggetilværelse til fuldt befæstet liv i ære. Og uden tvivl har sagaen ret til at lade Vigfus udtale sig så højtideligt.
Islænderne har en karakteristisk benævnelse for en sådan ung halvretsmand, en der ikke har vist at han føler sin faders liv som sin norm og sin spore. De kalder ham »værrefædring«. Den berømte opdager Leif begyndte sin manddom med det løfte at han ikke vilde være værrefædring. Heri ligger en antydning af synspunktet for ungdommens uddannelse. Så tidlig som muligt blev den unge mand draget ind i ættens fælles æresliv, ledet til at føle sig som parthaver i ansvaret. Og det har vel ikke manglet de ældre på æggende ord overfor tungnemhed. Begyndelsen af Vatsdæla giver os et billede af, (side 98) hvordan den gamle Ketil Raum gik og så på sin søn, mere og mere hovedrystende indtil han en dag ikke kunde tie længer, men begyndte: »Nu bærer unge mænd sig anderledes ad end dengang da jeg var ung. Da var de ivrige efter at gøre noget for egen anseelse, enten drage i viking eller erhverve sig gods og ære andensteds hvor fare var at finde; men nu vil de bare sidde med ryggen op ad ilden og svale heden med øl, og så bliver det nok småt med manddom og hårdførhed...; rigtignok har du hverken meget i styrke eller højde, og det indre svarer nok til det ydre, så at du næppe kommer til at træde dine forfædre i hælene. Fordum var det folks skik, sådanne som vi er, at de gav sig på krigstog, skaffede sig gods og ære; og det gods gik ikke i arv fra fader til søn, – nej, de tog det med sig i højen, så at deres sønner måtte gå i deres fædres fodspor«, etc., etc. Desværre har vist sagamanden lidt af den hektiske begejstring for en god, gammel tid som plejer at røbe at de gode, gamle tider er uigenkaldelig forbi. Dermed hænger sammen, at han er kommen til at forestille sig gamle Ketill noget mere retorisk begavet og lidt mere hengiven til historisk belæren end herserne i det niende århundrede almindeligvis var. Når man æggede i den gode, gamle tid, da faldt ordene mindre lærd, men til gengæld adskillige gange hvassere. Det er nok heller ikke helt god historie, når sagaen lader en rigtig romantisk stimand ligge ude i skoven, så nær Ketils gård, at Torsten, sønnen, kan berede sin fader en stor overraskelse uden fare for at røbe sig ved mange og lange forberedelser.
Vatsdæla giver os længere fremme en prøve på hvordan det virkelig kunde gå til for en yngling at føre sig i æt, når livet ikke bød på romantiske stimænd, kun på sin egen brutale prosa. Vatsdøleætten, først og fremmest repræsenteret af Torgrim fra Karnså, står i fare for at miste godordet (høvdingedømmet) i Vatsdalen og dermed sin gamle, hævdvundne overstilling. På det møde hvor goden skal kåres sidder Torgrim i højsædet, og foran ham, på gulvet mellem trælleungerne, løber den tolvårige Torkel, hans uægtefødte søn, som han aldrig har villet vedkende sig. Torkel stiller sig op og ser på ham og en økse han holder i hånden. Torgrim spørger om han synes så godt om øksen at han kunde have lyst til at hugge engang med den; der var en mand inde, i hvis hoved den godt kunde passe, og »det vilde jeg kalde at du selv førte dig i Vatsdøleslægten«. Drengen er ikke sen til at »lønne« øksen, og Torgrim holder sit ord, fordi »knøsen selv har sagt sig ind i ætten«.
Den der er forfatter til Vatsdæla, står både i forståelse af fortiden Og i kunst langt under den ånd der gendigtede familiemødet på Vestfold. I hine kapitler fra Olav Helliges saga er alt ægte, fordi alt er digtet indefra; her står skildreren udenfor, og læseren skal derfor (side 99) skrælle hans ord af for at nå ind til traditionens skelet. Nu var traditionen lykkeligvis stærk på Island, og den byder sig også villigt frem i sagamandens tirader. Denne fader, der går og venter på en åbenbarelse af sønnens ætbegavelse, han er ægte. Med historisk ret fordrer han at sønnen skal føre sig i æt. Der måtte komme et tidspunkt i hver ung mands liv, da han selv satte sig i række med de ældre. De gamle ventede, lod exemplet virke; men når prøven trak ud, måtte de unge have at vide at der var fare ved en sådan mellemtilstand som den lever i der ikke »har sagt sig ind i ætten«. Og når forfatteren lader sin helt dvæle på det fædrene, det forpligtende i forfædrenes bedrifter og opførsel, taler traditionens myndighed også igennem hans blomstrende fraser.
En ejendommelig langobardisk etikettefordring, som antydes hos Paulus Diaconus, synes også at hvile på den forudsætning, at den unge fyrstesøn for at opnå gang og sæde som ham tilkom efter byrd, måtte »sige sig ind i ætten« ved en vis demonstrativ ærgerrighed. Han fortæller, at da Langobardprinsen Albuin havde udmærket sig i et slag mod Gepiderne, bad krigerne ivrigt hans fader om at hædre ham med en plads ved det kongelige bord; men kongen svarede med at henvise dem til sæd og skik, som forbød en kongesøn at spise sammen med sin fader, førend han havde modtaget våben af et fremmed folks fyrste. Scenerne i Beowulf ser næsten ud som en pendant til dette lille sagn. Der drager helten ud til den fremmede kongsgård, udfører stordåd, modtager med jubel i brystet de herlige våben og klenodier som løn, og træder med ære ind i den hjemlige hal for at mælde frænden i højsædet sine bedrifter og nedlægge sin hædersgave for hans fødder. Og til trods for at Beowulf i følge digtets begyndelse allerede var en berømt helt da han foretog færden til Danskekongens hal, lyder de ord hvormed beskrivelsen af hans ungdom slutter, bestemt som om denne bedrift har dannet et vendepunkt i heltens historie: »Han tålte længe ringeagt; Geaternes drenge regnede ham ikke for god; så vilde da heller ikke mændenes drot regne ham værdig til ære på ølbænken; de troede for vist at han var uden djærvhed, en fejg ædling; dog den modiges kummer blev vendt om«. Og så griber hans frænde lejligheden til med et gammelt sværd at forlene ham med land: »syv tusinde, hal og herskersæde; begge havde arveret til landet, sæde og arv, dog den ene foran den anden; ham, den bedste, tilkom riget.« Denne sammenhæng kan efter min mening kun tyde på, at der i digteren herskede en stærk ideassociation mellem ungdomsbedrift, føren sig i æt og overtagelse af arvesæde.
Det er vel ikke usandsynligt at Germanerne, lige så fuldt som så mange andre folk på tilsvarende kulturtrin, har fordret en mand- (side 100) domsprøve af denne eller hin art, før de optog deres ynglinge i mandskredsen. Hvad der gælder fyrstesønner, må også have gældt de ringere fri mænd. Måske ligger der i Cassiodorus's fyndsprog: »Blandt Goterne myndiggør de unge sig ved manddom«, mere sandhed end man på forhånd er tilbøjelig til at tro ved noget der stammer fra den store frasevirtuos.
I hvert fald, hvad enten fordringen til de unge er bleven stiliseret til etikette, eller den har bevaret sin praktiske karakter: uden et manddomsbevis slap ynglingen ikke ind i mandskredsen. Drengenes leg røber de voksnes bedømmelse af hinanden: den lille Torgils havde nået femårsalderen uden at have hugget noget levende, og nu måtte han liste sig afsides for at rødne spydet på en hest, fordi kammeraterne bestemte ikke at ville optage nogen som legefælle, der ikke havde udgydt blod. Mændene så nøje efter at ingen gik ind i deres lag med jomfruelige våben. Naturligvis kommer bloddåben til at indtage en fremskudt plads i et samfund som det germanske, hvor kamp og krig står i forgrunden som mandens egentlige håndværk. Våbendåden, våbenprøven er, ved det fynd hvormed den i en gnist åbenbarer ærgerrigheden, skikket til at danne et socialt indvielsessakrament; tillæg som Helge Hundingsbane, Hygelak Ongentheowsbane sammentrænger hele heltedigtet i et tilnavn. I den gamle betragtning af blodet som en kraftig livsdug, ligger kras materialisme og helteidealisme naturligt og uadskilleligt sammenslyngede.
Faderhævnen, eller frændehævnen i videre forstand, var vel ofte nok i urolige tider den unges adkomstbevis til ret sæde i hjemmet. Men at se æren helt og udelukkende under drabets tegn fører dog til en alt for ensidig bedømmelse af livet. Der fordredes mere af ætlingen end blot dette at være en dræber. Han førte sig i æt, og holdt sig i ætten ved sin gæstfrihed, gavmildhed, hjælpsomhed (naturligvis at forstå som redebonhed til at antage sig kyndinges og flygtninges sag), ædelhed i optræden, pragtudfoldelse. Og øjnene vogtede fra alle sider på at han fyldte sin plads i enhver henseende.
Fyldte sin plads, det vil sige fyldte det brede sæde som hans fædre havde anset for nødvendigt for sig. Fædrene og det fædrene mål udgør normen, på det punkt taler Ketill Raum som den erfarne Mand. Olav kunde ikke bestemme sin pligtfølelse nærmere end ved at sige: Harald Hårfagres arv. Og på anden måde kunde ikke ringere mænd bestemme hvad der var ondt og hvad der var godt for dem, end ved at sige: »Sådan handlede aldrig vore forne frænder,« – eller – »Sådan var vore forne frænders sæd.«
»Ættraditionen udgør hele den etiske målestok.
En fast skillelinje, med ondt under stregen og godt over, kendtes ikke.«
Ættraditionen udgør hele den etiske målestok. En fast skillelinje, med ondt under stregen og godt over, kendtes ikke. Man havde naturligvis en fællesnævner i stort, det har alle folk. Germanerne (side 101) vidste at visse handlinger, tyveri først og fremmest, mord og nogle få andre, indbragte en mand vanære, hvem så end udøveren var, ligesom de vidste at drab var drab, krænkelse var krænkelse; men dermed var ikke givet at enhver som holdt sig fri fra disse uhæderligheder, skulde betragtes som en ærlig mand. På sin tradition skulde han aflæse hvad der var ondt for ham, og hvad der var godt – denne adskillelse taget i hel og fuld moralsk tillæmpning. At modtage bøder f. ex. var for de fleste hæderligt og ærligt; men tilhørte man en familie der gjorde sig til af aldrig at have båret frænder i pungen eller altid at have forlangt dobbelt mandebod, blev bruddet på traditionen en virkelig lumpenhed. Frændernes ærekonstitution tålte ikke den bevægelse. Det islandske »værrefædring«, en som er værre end sin fader, eller sine fædre, går over til at betyde skurk, umoralsk person, med andre ord niding. Denne overgang har vistnok dybe motiver, kan i hvert fald have det; den står i fuld overensstemmelse med den ånd som inspirerer frændemoralen. Almengyldighed danner ikke fundamentet for etiken; det uomtvistelige, det alle samstemmer om at kalde ret og uret, er kun en figur, som de individuelle »ærer« danner mod hinanden.
Ja, netop ærer. Hver kreds har sin. Den er en ejendommelig arv, der må bevares netop i den tilstand den er, og hævdes efter sin art. Ganske vist, det er tegnet på menneskelighed at være underkastet æren, og for så vidt er æren ligesom freden det almeneste, mest fællesmenneskelige, ens for høje og lave. Men en ære der som himlen spænder over alle, kendes ikke. Skal vi have et symbol, må vi tage det nede på jorden. Æren er det stykke land som jeg og mine er født på, som vi ejer, som vi høster, som vi er afhængige af; sådan som det er, stort og fedt, kvægrigt og kornrigt, eller magert og sandet, sådan er vor ære. Ti så har vi med billedet sagt selve realiteten. Æren er en åndelig genpart af jorden og besiddelsen, hvori alle køer og får, alle heste og våben repræsenteres, og det ikke som et antal, en værdi, men i deres individualitet.
Og som ejendommens enkelte led hver for sig har sin kontrapart i æren, sådan er naturligvis frænderne selv personligt repræsenterede i den. Æren danner et spejl, der gemmer billederne af dem som har spejlet sig deri. Der står alle frænder, iklædte deres bedste smykker og våben, og jo kostbarere deres udrustning er, des dyrebarere bliver æren. Der står alle de begivenheder som er skete i mands minde indenfor ætten: alle bedrifter, alle kostbare gilder, hver storstilet gæstfrihed, – de står der og kræver deres ret. Der kommer da også det nedværdigende til at stå, og ve de frænder som skal stirre ind deri uden at finde lise for øjnene i mægtige genoprettelsesbedrifter, »Ve,« sagde bønderne i Wärend, »over den slægt som får en af sine (side 102) begravet uden for kirkegårdsmuren.« Det var den største ulykke som kunde ramme et hus; var det end så at den døde lå derude i uhellig jord for sine synders skyld, helmede frænderne ikke førend de havde fået ham købt inden for kirkegårdsgærdet. Og det ikke alene eller fornemmelig, af hensyn til hans tilkommende fredelige hvile, men for ikke at overlevere den skambyrde til ætten i fremtiden. Sådan følte Nordens bønder endnu i sene århundreder frændeskammen som en ulidelig byrde, som en oplevelse der måtte leves om igen dag for dag.
Æren er så langt fra at være et ubestemt, ideelt noget, at den ligefrem kan tælles op, kan beføles. Æren er ættens ejendom, ættens indflydelse, den er ættens historie, en historie sammensat af virkelige traditioner, og det overmåde klare, minutiøse overleveringer fra de nærmeste slægtled tilbage til bedstefader, måske oldefader, og desuden af mytiske krystallisationer af urtiden, det vil sige, hele det tidsrum der ligger bag disse forfædre.
Æren er kvæget og forfædrene, fordi begge lever lige så meget inden i frænderne som uden for dem. Kreaturet, så vel som våbnet og smykket, existerer i frændesjælen ikke blot som et item af den og den værdi; det hænger ikke udenpå ved en ejendomsfornemmelse, men ligger indlejret i følelser af langt inderligere art. Det er forbundet med en historie, en tro – det og det nød har varselsævne, har lykkegivende kraft eller lignende – måske endogså med en myte. Og forfædrene fylder de levende ud indefra. Historie, sagdes overfor, og hvad skulde man ellers kalde ættens overleveringer? Men historien føles ikke som en række begivenheder der kommer trip, trap, træsko. For hine selv existerede da heller ikke nogen modsætning mellem ægte tradition og myte; ti al historie lå for dem udfoldet i bredden som en nærværende nutid, sådan at alt hvad der en gang var sket, foregik om og om igen. Enhver frænde følte sig som levende alt hvad en af hans havde levet frem til verden; og han ikke blot følte sig som besidder af de gamle bedrifter, han fornyede dem virkelig i sine handlinger. Ethvert indgreb i det erhvervede og nedarvede, ran og hugst blandt kreaturerne eller på ejendommen, besvares med hævn, fordi et felt af ærebilledet er knust ved slaget. Men også en lydelig udtalt tvivl om virkelig hin gamle farfar har gjort hvad han får ord for, også den river noget ud af de levende frænder; den rammer ikke blot hin gamle afsjælede, men meget mere den der nu lever hans bedrifter. Krænkelsen er et snit ind i manden selv, den flår et stykke ud af hans sjæl, ud af hans hjærne, og frembringer et hul som lidt efter lidt fyldes med vanvidsforestillinger, med fikse ideer.
Et stykke sjæl flås ud, med de tanker og følelser som sidder på (side 103) det. Og såret fremkalder samme svimmelhed som den en moder føler når hun berøves en stump af sin sjæl ved barnets død: en hel del af hendes tanker og hendes følelser bliver overflødige, hendes instinktbevægelser bliver unyttige; hun griber ud i mørket om natten for at tage noget, og får hænderne fulde af tomhed. Tomrummet i sjælen fremkalder svimmelhed, en gennemgående usikkerhed, som om man vilde tænke sig sin naturlige tilpassethed forstyrret, så at man greb fejl af tingene omkring sig. Et tomt rum i sjælen vækker angsten i dens vildeste skikkelser. Hvis moderen bilder sig ind at nogen har dræbt hendes barn, eller at hun selv har taget det af dage, eller hvis hun frygter for at verden skal falde sammen, ved vi at disse forestillinger blot er det foder hendes hoved prøver at mætte angsten med. Hun må gribe efter det allerforfærdeligste for blot tilnærmelsesvis at fylde denne angsthunger et øjeblik. Der er i virkeligheden intet misforhold mellem hendes fornemmelse og så tanken på en verdensundergang. Hvis ikke hullet lukkes, hvis der ikke danner sig nyt sjælevæv, dør sjælen af den ulidelige hunger. Sorgen ender med vanvid.
»Et stykke sjæl flås ud, med de tanker og følelser som sidder på det.
Og såret fremkalder samme svimmelhed som den en moder føler
når hun berøves en stump af sin sjæl ved barnets død.«
Sammenligningen mellem æretabet og moderens sjæletab udgør intet billede, for så vidt som man dermed mener en illustration, der ved tillæmpning giver en lille uanvendelig rest, den er nøjagtig og rammende, fordi den beskriver samme psykologiske tilstand, der lægger sig for dagen under forskellige betingelser. Moderen er ved at blive niding i gammel forstand, – hun blev niding i gamle dage, hvis hun ikke »fik oprejsning«; og det der foregår i den ærekrænkede er netop en sådan forrykkelse af hele sjælen, en rystelse som mærkes helt ind i centret af samvittigheden, opløser selvvurdering og moralsk holdning, gør manden utilregnelig, som vi siger.
Kun i de allerextremeste tilfælde i vor kultur kan vi finde noget der dækker de gamle erfaringer. Ti skammens bundfordærvelighed beror på at livet, det åndelige liv, den gang var afhængigt af en vis mængde og en vis art forestillinger. Det var et ætliv, et frændeliv. »Dannelsen« var en familieskat, – måske ikke for vore øjne synderlig forskellig i de forskellige familier hvad karakteren angår, men særmærket fra tidligste ungdom af, særpræget af overleveringer, bestemt af omgivelser, og derfor uomskiftelig. Personligheden var langt mindre bevægelig end nu, og havde langt vanskeligere ved at regenerere det tabte. »Dannelsen« var menneskebunden, i den forstand som vi taler om stedbunden, menende afhængig af visse vækstbetingelser, som kun findes på det og det bestemte sted. Mistede frænden en tanke, en forestilling, kunde han ikke oprette tabet ved at trække ideer ind fra den anden side; som han er bunden til den familiekreds hvori han voksede op, sådan er han afhængig af det sjælsindhold (side 104) som opfostredes i ham. Uden for de minder, de ejendomsfornemmelser, den målbevidsthed, den følelse af sin egen stilling i menneskers omtale og bedømmelse som findes i hans kreds, uden for det er der intet – alvorligt, bogstaveligt ment: der er tomt, øde. Vi kan nå til en forståelse af denne kendsgerning, selv om det koster os anstrængelse. En mand nu til dags kan exkluderes af sin »æt«, hvad enten denne nu består af far, mor og søskende eller af et helt samfundslag; og han behøver dog ikke at gå til grunde, fordi ingen æt, så stor den end er, kan absorbere hele det sjælsindhold som et nogenlunde veludrustet menneske besidder. Han har dele af sig selv anbragte rundt omkring, – om det så er naturen, står den i åndelig korrespondens med ham. Men ætmanden, han har et tomt rum omkring sig; det behøver ikke at betyde at frænden mangler alle videre interesser, at han ikke skulde kunne føle sig som led af en stat, m. m.; men disse associationer er dels uforholdsmæssig svage, så at de ikke kan gøre sig gældende ved siden af freden, dels existerer de kun igennem freden, formidlede ved den, så at de ingen selvstændig tilværelse kan have. Naturen har i sig selv ikke mindste sjælsværdi for ætmanden. Dens fremtrædende egenskab er fjendtlighed, – undtagen i den skikkelse hvori den møder ham inspireret af mennesker, gennembelivet af ære, dyrket og beboet. Og der er det atter kun hans frændemark, hans »arveland« som møder ham helt og holdent med venlige følelser, som noget sjæleligt. Det vil også vise sig at i de tilfælde hvor nidingen reddes for verden ved at optages i en ny kreds, en æt eller et krigersamfund, der går han ikke gradevis fra sin tidligere tilstand over i den nye, han springer over en kløft, et hul, og bliver en helt ny mand.
Æren er lig selve menneskeligheden. Uden den kan man ikke være et levende væsen; man mister med æren dette noget der sidder inden i en og gør en til tænkende og følende. Nidingen har intet inden i sig, han er tom, eller det han har i sig er frygt, angst, usikkerhed, den altomfattende angst som tomheden fremkalder. Når vi sagde, at ingen kan være menneske uden at være frænde, eller at frænde betyder det samme som menneske, da var der intet gran af billedligt i ordene. Men til selvfornemmelsen og selvvurderingen kommer jo vurderingen udefra. Samfundet giver et mangedobbelt bekræftende gensvar på mandens og ættens selvbekræftelse eller selvforkastelse. Formen slutter så tæt om individualiteten at ikke det mindste fri spillerum kan fremkomme; mennesket lever i en stram åndelig rustning.
Overensstemmelsen mellem de to, det indre og det ydre, er fuldkommen, fordi de to ikke forholder sig til hinanden som kærne til skal; den sociale form er ikke skallen, som livet har afsat, men de (side 105) to har gensidig skabt hinanden. Tilsammen udgør de kulturen. Nidingskabet f. ex. – fredløsheden, som det sociale navn lyder – er ikke noget konventionelt, ikke en vedtægtsmæssig sætten udenfor; det er en oplevelse, en personlig erfaring, og netop derfor kan det være en magt i folkets samfundsliv. Men omvendt gælder naturligvis med samme ret at denne personlige erfarings karakter, både dens indhold og dens form og dens styrke, i høj grad beror på den sociale bekræftelse og fixering af det personlige. Livet afsætter former, og opsuger umiddelbart efter hvad det har afsat, mætter sig derpå for derved at vinde mere og mere udpræget karakter. Germanernes kultur bar meget skarpe træk. Den var ensidig, snævert begrænset, men harmonisk i sin snæverhed. De to sider af kulturen stod endnu i et sådant vekselforhold at de gensidig forstærkede hinanden. Det betyder først og fremmest at sjælen formedes ligeligt af det indre og det ydre: forestillinger, følelser, vilje har deres kraft deri at de finder usvækket genklang i de sociale normer, og dommen over mennesket, hvad enten den fældes i en lovformel eller i en opinionsvurdering, virker indefra gennem ham selv, idet den genfødes som en del af æren, som en indre oplevelse. Germanerne stod endnu på det punkt at sjælen var kulturen, og ikke et udsnit af den. Men man føler også at harmoniens kulmination snart må være nået; der forestod en forandring, eller en forstening i ensidigheden. Brydningen var i fuld gang da kulturen opløstes og afløstes af middelalderen.
Hvad var der i disse mennesker? Hvad bestod deres sjæle af? De karakteriseres måske udadtil af ærgerrighed, fremdjærvhed, målbevidsthed, stolthed, krav på anseelse og rigdom; men bag egenskaberne står som det byggende og fremaddrivende, bestemte billeder: sådan og sådan var fædrene, det og det vovede de, der og der sad de i højsædet, det og det ejede de. Og stoltheden, fremdjærvheden er den fart som disse forestillinger giver manden; ærgerrigheden havde sit mål bestemt, førend disse mænd inspireredes af den. Deres sjæl består af æren; der er intet andet i den. Den er sjælen, og alt hvad sjælen er, er den.
Jo, fred fandtes også i den! Men de to, fred og ære, gør ikke hinanden pladsen stridig.
Freden synes at være et lag dybere end æren; den mælder sig som selve sjælskærnen, som den umiddelbare sammenhæng i personligheden som gør manden til individ så vel som til medlem af et samfund. Freden er sjælegrunden, æren er alt det urolige oven på grunden. Men nogen adskillelse er der ikke imellem dem: ærens kraft er freden, frændefølelsen, og fredens selvrefleksion – vi kan også sige dens indhold, — er æren. Et sår i æren føles som lammelse i kærligheden. Den gammen, glæde, lyst som betog frænderne når (side 106) de sad sammen ved ilden og varmede sig ved »freden«, dens karakter kender vi nu en lille smule til.
»Freden er sjælegrunden, æren er alt det urolige oven på grunden.«
Ordet »ære«, sådan som det brugtes af de gamle, betød først og fremmest mildhed; det vil naturligvis sige mildhed mod frænder, og mod fremmede der optoges i freden. Ordet anvendes hos Angelsakserne om en landflygtig; han søger til en fremmed høvding for at bede ham om ār, »ære«: om nåde, beskyttelse, og så noget mere: om den fred der giver nyderen menneskeværdighed; altså, han tigger om at få tildelt et stykke menneskelighed, ligefrem. Vi kan følge med ordet opad til kongen, der holder en gæst i ære, der viser ham ære ved len, og videre opad til Gud, der viser menneskene »ære« ved at lade livet lykkes for dem. Ordet fører os indad til frændernes gensidige velvilje, deres ærlige troskab mod hinanden — misundelse og ære, løgn og sandhed, mørke og lys er parallelle modsætninger, – til deres gensidige holden hinanden i ære.
Man må føle på sætningen selv, hvor uadskilleligt ære og hjælp, skånsomhed, velvilje ligger sammenslyngede i ordet, hvordan ordet både vender udad, betegnende noget som gøres, vises overfor en anden, og vender indad mod det der sidder i manden og holder ham oprejst. Det hedder om Beowulf som formynder for den unge konge: han hjalp ham med venskabsråd, i vennesind, med ār, til han blev ældre og kunde råde for mænd. Hrodgars dronning siger om sine sønners fætter, Hrodulf: »Jeg kender min Hrodulf den glade, véd, at han vil holde drengene i ære (ār), hvis du, skjoldungedrot, går ud af verden før han. Jeg tror han vil gengælde med godt vore sønner, når han betænker hvordan vi gav ham ār, da han var spæd, til hans glæde og til hans ophøjelse.« Der var ofte strid, fortæller Genesisdigteren, mellem Abrahams og Lots mænd. Da talte Abraham, »æren var ham i sinde«: »Vi to er frænder, der skal ikke være strid mellem os« etc. Han tænker på hvad de skylder hinanden, at holde fred og bevare æren, indadtil og udadtil, for ethvert knæk. Da Noa lå og blottede sig, og Ham kom ind, vilde han ikke venligt vise sin fader ār; og da Noa vågnede, forstod han at Ham ikke havde villet være ham huld og tro, skønt han trængte til ār.
Og ordet strækker sig udad til jubel ved hæder, den hæder som mændene breder om sig, den »verdensære« som drotten får i arv.
Og når vi nu genlæser de sætninger der taler om, at mennesker lever i lykke og i ære, når de sidder som en kreds om bordet med glade, frygtløse tanker, da har de for os fået deres fulde, dybe betydning, som ikke lader sig udtømme i moderne ord.
Men den der har forbrudt sig mod frændskabet, han går sorgfyldt fra sit land, uden ār, (ārleas). Kains ord lyder på angelsachsisk så fortvivlet bitre, når han siger: »Jeg tør ikke vente »ære« i verden, (side 107) da jeg har forspildt din huld, din kærlighed, din fred.« Det er ulykkesmanden, som jamrer over tabet af sin menneskelighed. Hans klage gælder ikke blot det indre af livet; ti han ved, fra nu af gives ingen lykke: de smærter som han skal lide, vil skære dybere end før, eftersom de alle ophobes i ham alene, nu da ingen fred strækker sig bag ham, og de vil fremkalde farligere sår, eftersom ingen lægedom gives mod dem eller for dem. Men så føler han også tomheden, i egentligste forstand det vi kalder: ikke at have noget at leve for.
Hvad er der nu i hævnen, som gør den til så kraftig en lægedom i alle sager – eller næsten alle sager – der gælder denne ār, fredæren? Uden al tvivl betød jo hævnen en selvhævdelse, en pointering af hævnerens kraft og overlegenhed: hævneren fremtvinger anerkendelse. Men selv om vi binder en lang række sådanne betragtninger sammen, når vi ikke til bunds. Der ligger i hævnen en »tagen«, en mætten sig.
Æren indeholder, må vi vel også have følt, meget som viser ud over de grænser her er draget, og som kun kan finde forklaring ved et videre og dybere syn på disse menneskers åndelige liv.
|
