Vor Folkeæt i Oldtiden: At blote

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Vor Folkeæt i Oldtiden II
Vilhelm Grønbech


Fjerde bog:
Hellighed og helligdom


At blote



(side 171) Ordet blote, det ord som på nordisk er hovedbetegnelsen for menneskers aktive forhold til guderne, indeholder den religiøse handling i hele dens mægtighed. Det udtrykker menneskets ævne til at forvandle en genstand af almindelig hellighed, så at den fyldes med guddomskraft og formidler styrken over i menneskeverdenen. Da Floke vilde ud at opsøge Island, holdt han et stort blot, og han blotede tre ravne som skulde vise ham vej. Så opkastede han en varde der hvor blotet havde været, og stak i søen. Til Hjaltland og Færøerne var han fortrolig med sejladsen, men da de sidste kendte skær forsvandt for synet sendte han sine ravne op. Og de fandt frem ad de veje som hans lykke aldrig havde kendt før. Tydeligere har Germanerne intetsteds åbenbaret os det magtfulde i menneskets ævne til at forene sin sjæl med en sjæl udenfor og beherske den, ikke som en træl, men som sig selv; han suger den fremmede hamingjas særegne ævner ind i sig og bruger dem, han lægger sig selv ind i den anden og gør dens vilje til sin egen, – og ravnemanden flyver med sikkert instinkt over havet.




»Ordet blote, det ord som på nordisk er hovedbetegnelsen for menneskers
aktive forhold til guderne, indeholder den religiøse handling i hele dens mægtighed.«




Til samme kategori som Flokes ravne hører disse blótnaut som folket dyrkede i løn, da Olavernes omvendelsesstorm fejede som værst hen over landet. I de agitatoriske Olavssagaer har blotkvæget sin hæderfulde plads blandt Helvedes redskaber, og ofte nok måtte omvendelsesværket gå om ad kvægstalden for at få tag i husbonden inde i stuen. Et stykke missionshistorie er koncentreret i den uhyre, olme okse som Hårek på Reina måtte stå til skrifte for ved et af Olav Tryggvesøns besøg; husbonden vilde ikke lade beskyldningen for at dyrke bæstet gælde, han prøvede at overbevise kongen om at det blot var dyrets ualmindelige hengivenhed for ham som vakte genkærlighed. Men Olav havde været hedning nok til at vide hvad den gensidige kærlighed betød, og gjorde sit til at Hårek skulde rette sin lid højere opad.


Der er en historie om Kong Øgvald på Øgvaldsnæs som i et glimt lader os se ind i de sjæle, hvor hele fortiden stod på springet bag den tynde mur kristendommen havde rejst mellem fortid og nutid. Stedet var opkaldt efter Øgvald, hedder det, en konge der havde sat sin lid (side 172) til en ko. Af topografiske grunde skulde man jo synes at Øgvald kunde have troet på alt muligt andet, men når vi får historien i dens helhed forstår vi at koen i grunden var den vigtigste person. En påske da Olav lå på gæsteri på Karmøen hændte det sig en aftenstund at Odin kom vankende ind hos ham, ganske uskyldig, som en af disse sære patroner der farter landet rundt med deres største rigdom i munden. Han kan så mange historier om gamle dage, og han fortæller dem så livagtigt at ørene står stive på hver moders søn der er nær nok til at opfatte. Kongen glemmer tid og søvn, han glemmer at lægge mærke til hofbispens fortrydelse. Efter megen fritten og megen svaren falder talen på det sted hvor de opholder sig, og dets fortid; også det ved gæsten rede på. Det var altså Kong Øgvald, han havde sat sin lid til en ko, så at han førte den med sig alle vegne hvor han for, både til lands og til vands, og derfor har man jo det ordsprog, som kongen måske har hørt mange gange, at karl og ko skal følges ad; til sidst blev Øgvald begravet i en høj på næsset, koen i en anden. Nærmere det skælmske er de gamles fortællekunst aldrig kommet, og den der blot forstår lidt af det menneskelige føler at dette skælmeri fremgår af brydningen i sind der nok higer tilbage, men dog slår sig fuldt til tåls med det som er; det er udtryk for en resignation der ikke er vemod, men punktum og ny linje. Man går uden om gamle kærnetanker når de er døde, man træder på dem når der er en lille rest af liv i dem, men når de er forsvarligt bundne viser man gerne spøgende deres styrke frem – som her i denne historie. Overfor disse troens kæmper, som Olaverne jo var, måtte Odin og hans kompaner gøre sig små, og være glade når de en enkelt gang kunde se deres snit til at få en spasens triumf over kristenguden. Den gamle guds visdom er også bleven den lilles visdom: spids, sikker – og så borer den lige på det punkt hvor fortidens strideste tanker sad bundne.


Blotdyret er nemlig menneskets middel til at hæve sig op over sin begrænsning. At blote vil sige at forhøje egenskaberne til det overordentlige, ja til det guddommelige. Vi ved der var trin af hellighed blandt kreaturerne. Ædle dyr, som Brands Faxe står højt over den gemene hob slæbere og malkere, og oven over de ædle står så igen de allerhelligste, de blotede. I kristen tid kommer participiet »blotet«, brugt om et levende eller ulevende væsen, til at betegne dette som forhekset, fortryllet; ganske naturligt er en bærer af større kræfter af hedensk art degraderet til redskab for ondskabens magt under himlen. Det var en forudsætning for udvælgelsen at dyret af naturen udmærkede sig ved størrelse og skønhed, men så fulgte også af vielsen at dets kraft udfoldede sig til mægtighed. Håreks blotokse slog alle med forbavselse ved sine uhyre lemmer. Fra dette faste punkt i virkeligheden skyder fantasien ud i beskrivelsen af Olav Helliges bedrifter (side 173) nede i Spanien, hvor de folk blotede en galt og påkaldte den som skytspatron. Kongen mødte det gabende bæst ude i skoven, og så selv dens børster feje de højeste grene på træerne. Og som størrelsen steg, sådan steg al kraft, al nytte, al velsignelse, blotdyrene ragede højere og højere op i epigonernes fantasi. En konge som Eystein i Upsala. hvor blotene jo var mere imponerende end noget andet sted man vidste af i Nordlandene, han kunde holde en ko så blotet, at ingen udholdt så meget som at høre den brøle. Så snart Svenskerne så en fjendtlig hær nærme sig, slap de bæstet frem foran fylkingen; almindelige mennesker løb deres vej når de fornam dens grove mål, og hvad dens sejrrige røst sparede, det faldt for dens horn.


På samme måde som det lovende høved blev løftet op af hverdagstilværelsen som husdyr, sådan blev blotmanden fra sin barndom af udtaget og gjort til en Guds hellige. Torolf gav sin søn Sten til Tor og kaldte ham Torsten. Denne Torsten havde en søn der ved vandøsningen kaldtes Grim; faderen gav ham til Tor, bestemte ham til at være hovgode, og kaldte ham Torgrim. En anden af Torolfs sønner blotede også sin dreng og gav ham til Tor, – og således havde man gjort fra dagenes begyndelse. Til urtiden hører den Raum der gav sin søn Brand til guderne, og kaldte ham Gudbrand. Den blotede var ren, ubelæmret lykke; om ham gjaldt det at han havde et blik der så gennem alt og forudså alt – »intet kom ham uforvarende«. Han havde den tilsvarende ånds- og legemskraft, der kunde afværge det afværgelige og tumle det uafvendelige; han bar et sjæleligt panser der var uigennemtrængeligt for al fjendtlig lykke.


Sønneblotningen hører hjemme i sådanne store høvdingeslægter som Torolf Mosterskægs, der sad inde med den vigtige helligdom på Moster; generation efter generation helligede sig i et af sine medlemmer, naturligvis i ham der måtte anses for den lykkeligste blandt frænderne – ættens høvding, som han kan kaldes. Fortællingen om Brand som blev kaldet Gudbrand er intet andet end en tradition om en ukendt høvdingeæt i Norge; medens mange hundrede sådanne slægtstraditioner gik under, er denne drevet op og har sat sig fast på literaturen som myte, men værdigheden som myte har den købt med delvis opgivelse af sin oprindelige karakter som en selverkendelse, i hvilken en præstelig høvdingeslægt formulerer og begrunder sin stilling i bygden.


Glimtvis opdukker minderne om disse fremstående ætter, der udmærkede sig ved deres guder og deres »fromme« vælde, ætter der roste sig af at være store »blotmænd« – det vil sige hellige, guddomsstærke mænd. Harald Hildetands usårlighed og store krigerlykke skyldtes at han var signet – eller »sejdet«, som det hedder i kristen gengivelse – og dette ætmærke sidder så fast ved ham og hans, at (side 174) Hyndluljóð i sin opregnen af Ottars frændskab kan fremhæve den gren af slægten der rækker op til Harald, som »gudsignede« mænd.


Vielsen gjorde sig kendelig i navnene. Disse Torsten'er og Torgrim'er og Torolfer i Mosterskæggernes familie har større betydning end alle de Tor-sammensætninger der i de følgende århundreder, da betydningen var afsvækket, oversvømmede Norden. En gæv mand i Sogn, en blotmand ved navn Geir, var stolt af sit ve, og hele hans børneflok bar det i navnene: Vebjørn, Vestein, Vedis, Vegest, Vemund. Ættens stilling i bygden ligger angivet i det tilnavn den ældste søn bar: han hed »Sogningernes lid«.


Det er vielsens alvor der giver historien om Eyvind Kinnrifa dens højhed. Eyvind var særlig helliget fra moders liv og derfor udelukket fra at tilegne sig kristendommen. Den opbyggelige historieskrivning har frådset i beskrivelsen af denne hednings endeligt, og for hver ny behandling Eyvind gennemgår, kommer han mere og mere til at ligne disse vrængbilleder af »arme, formørkede hedningesjæle« som nu, til den kristne missions egen ulykke, erstatter et virkeligt kendskab til »marken« derude. Man genkender de psykologiske uhyrligheder, at Eyvind er frugten af »Finners« trolddomskunster, og at disse »Finner« har betinget sig at han altid skal tjene Tor og Odin. Men Eyvinds store bekendelse er dog ikke bragt så langt fra virkeligheden, at man ikke kan skimte hvad det var som bandt ham og fik ham til ikke blot at trodse kongens »blide ord«, hans »statelige gaver« og »store forleninger«, men også det store fad gløder der sattes på hans bug og sprængte den. »Tag det fad bort en stund,« bad han til sidst, da enden nærmede sig, »og lad mig få sagt en lille ting før min død.« Og så yppede han sin hemmelighed for kongen. Hans forældre havde længe været barnløse, indtil de endelig søgte råd i fjölkyngi. Derefter fik de en søn, og gav ham til guderne. Og så snart han selv var kommet til skels år og alder havde han mangfoldigen gentaget vielsen, så at han nu ikke havde »menneskenatur«, men var bunden med hele sin hamingja til den gamle sæd.


Dette var Eyvinds »Her står jeg, jeg kan ikke andet!« og på det burde han have lov til at leve sit eftermæles liv.


Jellingbægerormen.png


Blotmanden var ikke guddomsstærk for sit eget kære jeg's skyld alene; hans magt kom hele ætten til gode, og mere endda: hele folket var han en fortrøstning. Og det følger af ættens tillid til sine døde at man ikke vendte blotmanden ryggen fordi han gik ind til sine fædre. De døde kunde blotes så godt som de levende. Det hedder om Halfdan Svarte, at hans årsæle og folkeyndest gjorde ham til en stridens genstand efter døden. De mænd fra Vestfold, de fra Vingulmørk og (side 175) de fra Raumerike, alle vilde de have deres høvding iblandt sig, og enden blev at de delte liget og opkastede en høj i hvert landskab, »folket til fortrøstning og til blot«. Og det var ikke blot store konger der nød den ære at blive ombejlet efter døden; der sad en landnamsmand på Island, hvis farfar havde været så elsket at han efter afslutningen af sit velsignede liv blev blotet. Ingen blev dog blotet fordi han var død. Ved en Vebjørn, Vegeirs søn, Vesteins broder, som ved en Torolf, fader til hovgoder, ligger velsignelsen forsikret i den ætlykke højboen tilhørte, den som han personificerede i dens herligste skikkelse. Der var ingen kløft mellem den levende og den henfarne, og derfor ingen artforskel i blotforholdet til de to; man satte ikke den døde højere fordi han var død, tværtimod, hans værdighed varede vel ikke længer end til der opstod en levende repræsentant som hævedes lige så højt op på hamingjaens stærke menneskelighed.




»Blotmanden var ikke guddomsstærk for sit eget kære jeg's skyld alene;
hans magt kom hele ætten til gode, og mere endda: hele folket var han en fortrøstning.«




En sådan højhellighed kunde ikke bæres som et forborgent liv, der virkede uden at gøre sig bemærket; med den højeste lykke måtte følge større afsondrethed. Den højhellige hingst eller okse måtte tage hensyn, både pålægge sig større selvfornægtelse og stille større krav til omgivelsernes agt end Blis og Stjærne. Goden Hrafnkel på Adalbol havde helliget sig og alt sit til Freyr, fremfor alle havde han dog udtaget sin hingst, Freyfaxe, og indviet den til at være guddommelighedens bærer. Den gik blandt hopperne, men den tålte ikke noget menneske på sin ryg; da engang hyrden i en snæver vending havde grebet til den for at eftersøge nogle forskræmte kreaturer, løb den sporenstregs hjem og gav ved umiskendelige fagter sin herre til kende at noget frygteligt var sket. »Det går mig nær, sådan som der er gjort mod dig; godt at du selv kunde sige mig til, og dette skal blive hævnet,« trøstede Hrafnkel. Så gik Faxe tilbage til sit græs og sine hopper.


Utvivlsomt er der da også med den større nådegave i præstehøvdingen fulgt særlige forpligtelser, afhold fra dette og hint, tilhold til rituelle forholdsregler som almindelige mennesker kun lejlighedsvis foretog, kortelig sagt: blotmanden skulde hele sit liv igennem føre sig efter sin fulde hellighed.


Udvælgelsen kan tage magten fra nyttigheden og slå over i præstelig afsondring. Fra menneskelighedens højeste tinde er der kun et lille skridt til det umenneskelige, og der skal kun en bitte lille vægtforskydning til inden for kulturen, for at den højeste gavn skal slå om i farlighed. Når arbejdsepoken er på hæld, kommer der en slægt som ikke har skuldre til at bære det store ansvar, eller det samme anderledes sagt, kulturen når til et punkt hvor den ikke er fuldt optagen af at være drivfjeder til handling. Når den ikke længer virker som en sluttet impulsmasse, da forvokser de enkelte sider sig, til harmonien er (side 176) sprængt. Da sættes det ypperste under beskyttende isolation. Høvdingen nødes ud af højsædet og over i tempelstilheden, våbnene glider for stedse ud af hænderne på ham, de handlinger som tryggest bør undgås, tager til i antal, indtil han, hvis kulturen får tid til at løbe sin bane til ende, sidder som en indespærret fange, præserveret i hellighed. Nordboerne nåede aldrig så langt ud, deres konger var og blev hellige krigerfyrster, der gik foran og trak begivenheder efter sig. Angelsachserne var et godt stykke nede ad vejen ser vi; de havde fået præster der ikke turde ride en hingst eller svinge et spyd.


I en anden betydning, skønt naturligvis med udgangspunkt i samme forestilling om vielse, blotes mennesker til guderne og dræbes. Krigsfanger, det vil sige inkarnationer af en hamingja som er besejret eller skal besejres, gives til guderne som sikkerhed for at fjenden er knækket i sin lykkes inderste og bundet på hænder og fødder under sejrherrens vilje. Krigsbyttet vies til guderne. Vi ved fra Tacitus at Arminius knuste Varus's legioner, ikke alene på slagmarken, men også bagefter på helligstedet ved at hænge fangerne og indvie de romerske ørne og våben til guderne, og ophænge dem i den hellige lund. I følge vor opfattelse forbinder indvielsen i dette tilfælde det at hellige og at gøre vederstyggelig; men inden for den gamle erfaring betyder en forbandelse og banlysning af den art i virkeligheden vielse, idet krigsbyttet blev unddraget brug og overgivet til guderne, for at den hamingja som indeholdtes deri skulde blive opsuget af deres kraft. I særlige tilfælde af skyld, hvor krænkelsen medførte en overordentlig fare for samfundet, tog man gerningsmanden af dage, så at svaghedsårsagen blev fjernet helt og holdent, og faren for smitte overvundet. Men drab på en mand der tilhørte et fredsforbund, måtte altid kræve forsigtighed, selv om han med omhu blev hugget løs fra stammen og alle bånd der knyttede ham til frænder og lovfællesskab blev overskårne. For at afværge alle ulykkelige følger skulde henrettelsen finde sted efter enstemmig beslutning og mens hellighed rådede. Synderen blev i virkeligheden dræbt af guderne.


Den form for selvmord der omtales i Norden: at hænge sig i templet eller på helligstedet, har sit udgangspunkt i samme tankegang. Ved således at forsikre sig i helgen undgik man dødsfaren, man overgav sit liv til guderne, og forebyggede den mulighed at blive skilt fra ættens hamingja.


Jellingbægerormen.png


Et stykke nærmere den inderste helligdom, og vi står der hvor det hedder: han blotede lunden. Blote lunden og blote guderne hedder det, i udtryk der er ganske parallelle med kvæg- og menneskeblotet.


I religioner af en vis, anden art er ord som dyrke og ære, forsone (side 177) og formilde dybe ord, fordi de står i pagt med kulturens hjærtekraft. Hos Germanerne – og folk der er åndeligt beslægtede med dem – glider de magtesløse til side; uoverensstemmelsen mellem religionens grundbehov og deres betydning gør dem tomme og overfladiske. Dyrkeren gik til sin lund og til sin gud for at hente styrke, og han behøvede ikke at gå forgæves; men det nyttede intet at han blev ved med at mælde sig som modtagelig, og stille afventede en påfyldning af alle gode gaver. Det stod til ham at gøre guderne menneskelige, i den gamle, dybe betydning af ordet, hvor tonen ligger på en identifikation og deraf følgende sammenkædning af sjæl med sjæl. Uden blanden sind var der ingen forening mulig her i Midgård: Den der ikke kunde inspirere sin næste med sig selv, blev aldrig hans ven, og ingen vilje kunde nå den ene fra den anden. Så formåede da guderne heller intet, nej de vilde intet, førend deres »påkaldere« havde levendegjort dem, som Floke blotede ravnene. Det var menneskene som gjorde guderne nådige ved at besjæle dem med fred af deres fred – ikke ved at vække deres medfølelse, men ved at gøre dem til medfølen. Denne aktive virken er forudsætningen for de tilnavne, »milde«, »blide«, »folket gode«, som i nordisk knyttes til guderne, lovprisninger som derfor i deres rod er forskellige fra de tanker der springer fra disse ord op imod vore guder. Men der stilledes endnu større krav til en mand når han blotede – det var ham der gjorde guderne store og stærke. Der skulde mere end mandemod, og mere end almindelig belejringskunst til overfor en stad som var et »stort blotsted«, det forstod jo sagamanden endnu dunkelt, da han fortalte om Ragnarssønnerne og deres fortrøstning til at de i Hvitaby vilde finde et objekt der var deres ærgerrighed værdigt. Og man huskede nok også i kristen tid at de guder der var meget blotede var værre at have med at gøre end almindelige vætter.


Om de ceremonielle handlinger der frembragte sammensmæltningen af det menneskelige og det guddomnielige, har vi kun sparsomme efterretninger. Guder og mennesker delte vel slagtofferet; størstedelen af offerkødet er havnet på gildebordet, og en lod har, kan vi tænke, fundet vej til blothuset. Når legenderne lader Tor stå i hovet med næven om hammeren, og i udskåren gravitet fortære sin daglige ration på fire leve brød med sul til, genkender vi let hjemmelsmændene; de gode sagamænd havde ikke studeret kirkehistorie forgæves. Det er mere end muligt at en rigtig hedning ikke vilde have forstået at det var ham latteren gik ud over ved kirkens hævdvundne lystighed over gumlende skulpturværker, men derfor kan han godt have været med til at indføre guden i madfælliget.


Tyngdepunktet ved ofringen ligger dels i den brug man gjorde af det helligede offerdyr, dels i karakteren hos det dyr der slagtedes. (side 178) Hvis dette ikke havde noget mere end det blot animalske i sig, vilde offeret falde til jorden, og jo højere lykken – vi kan også sige guddommeligheden – var spændt i det, des vældigere en fred blev der bragt i stand mellem guder og mennesker. Man vragede ved gildetid i hjorden og tog endogså af klenodierne. Sonargalten, det traditionelle storoffer, på hvis børster så mangt et løfte skal være aflagt, havde, som navnet siger os, forud gået i hjorden som den højthædrede fører – qui omnis alius venes in grege battit et vincit – havde lykkeligt ledet kreaturerne på græsgangen, og var i følge det langobardiske edikt helliget mod tyveri og røveri ved en flerdobbelt bod. I overordentlige tilfælde, hvor der trængtes til en mægtig forhøjelse af festens kraft, er endogså de ypperste repræsentanter for gårdens bestand kommet til at hædre festen med deres kød. Hvis Sidehalls Spåmand har været en så fremtrædende personlighed i kvæghjorden som hans navn antyder kan bondens beslutning om at slagte ham til offergildet meget vel være inspireret af gammel forsigtighed; når varslerne mældte om uro i luften, var det sikrest at lægge al kraft på det kommende blot.




»Når varslerne mældte om uro i luften,
var det sikrest at lægge al kraft på det kommende blot.«




I den husrådsopskrift som Grimhild benyttede da hun komponerede sin glemselsdrik til Gudrun, nævnes offerdyrets blod ved siden af jordens sjælskraft som virksom ingrediens, og på det punkt er recepten i god overensstemmelse med en rad skikke der går ud på at formidle den højeste helligheds kraft gennem det røde blod. Stalleringen blev åbenbart ved højtidelige lejligheder »rødnet«; og vi hører et sted om to prætendenter til godeværdigheden at de tilrev sig den hellige magt ved at rødne deres hænder i en vædders blod. Under blotet synes også guder og mennesker at være blevet forenede i den samme hellige saft, i hvert fald møder Heimskringla op med en minutiøs beskrivelse af blothusets anvendelse under offerfesten: »Alt blodet fra offerdyrene blev samlet i boller, og i dem stod tene der var gjort som koste; dermed skulde man rødne stallen og templets vægge udvendig og indvendig, og ligeså stænke på menneskene.«


En så velbetænkt udlægning røber at forfatterens tanker har været sat i særdeles virksomhed angående dette punkt, og når han så står uden for den virkelighed han skildrer, må han for læseren gå med ind i perspektivet, sådan at man ikke ser et optrin for sig, men en mand demonstrere en scene. Der er altid den mulighed at han selv har draget de konsekvenser af sin viden der forekom ham selvfølgelige, uden at de behøver at have anden berettigelse end den at de var et middelaldersmenneske naturlige. Vievand kunde let løbe en historiker i tankerne, når han bagfra skulde levendegøre sig en forbigangen gudsdyrkelse, og selv om Snorre havde hjemmel for næsten alle sine ord, blev den formelle helhed hvori han frembærer sin viden bestemt ude– (side 179) fra. De springende punkter hvoraf beskrivelsen spirer kan være på den ene side de hellige »tene«, varselskvistene, som i lighed med ringen på stallen blev dyppede i offerblodet og således »blotede« til at gøre deres gerning blandt folket, på den anden side hørgens overgydelse med blod, hvorved guddommen blotedes.


I modsætning til den pretentiøse beskrivelse, hvis forfatter samler hele vægten omkring en enkelthed, får de lejlighedsvise antydninger af ritualet en egen tilforladelig kraft, netop derved at rødningsscenen flyder ind i fortællingen med det mål af betoning der tilkommer den i sammenhængen, og ikke mere. Hervørs saga fortæller om den store begivenhed i Sverrigs historie, da folket drev kristenkongen Inge bort fra mændenes forsamling og rejste Blotsvend op i hans sted: da blev der ledet en hest ind på tinget og hugget i stykker, kødet deltes til spise, og dens blod rødnede »blottræet«.


Ikke meget anderledes bar den islandske bonde Torvard sig ad, da han blotede alfer for at genvinde sin førlighed. Efter tvekampen med Kormak havde han svært ved at få sidebenene til at rette sig; så gik han til en erfaren kone der hed Tordis, og hun gav ham et klogt råd: »Her i nærheden er der en høj hvor der bor nogle alfer. Du skal se at få fat i den tyr Kormak huggede efter tvekampen, tage dens blod og stryge det på højen og holde gilde på kødet for alferne, så kommer du dig nok.« Sådan udtrykker man sig kun når man foruden at passe sin rolle som person i fortællingen skal være kulturhistorisk cicerone. Repliken er formet af en fortæller der kunde et godt tema, og ikke sagt af en mand for hvem offeret var en velkendt sag; men temaet lader til gengæld ikke noget tilbage at ønske.


I digterens billeder så vel som i sidebetydningen af de ord der falder fra et optaget sind vil man ofte høre virkeligheden røbe sig umiddelbart. Et sagn fortalte om den svenske Kong Egil at han fandt sin død for en blotokse. »Det hændte i Sverrig,« lyder den literære form, »at en okse som var bestemt til blot var gammel, og fodret så ivrigt at den blev uvan, og da man vilde fange den brød til skovs, og gjorde stor skade på folk og fæ.« Engang mødte Egil den på jagten, og førend kongen kunde værge sig havde den spiddet både hest og rytter. Dette falder således i Tjodolfs vers om Ynglingerne: »Den okse som længe havde båret pandens fremstikkende hørg omkring i Østlandet, rødnede sit hoveds spær på kongen.« Det har sig med Tjodolf som med Egil, da han udtrykker sin sorgtunge famlen efter versene i billedet af Odin der arbejder sig ind i fjældet til skjaldedrikken: hans vers er blevet til i fantasiens værksted. Den blotede okse, hørgen og rødningen var ikke tre disparate forestillinger der rystedes løst sammen til et par metriske linjer; omskrivningerne adlød et billede som stod for digteren.


(side 180) Men når alt er sagt, og nok er sagt til at blodets betydning for guder og mennesker står fast, kommer det spørgsmål op, om rødningen havde plads i den hjemlige gudsdyrkelse. Blodforeningen hører til der hvor sjæle skal bringes i samfund, og rituelt er den velbegrundet i det store blot hvor et folk mødtes, og i det hov hvor en hellig slægt samlede en kreds lykkesøgende under vingen. Vore kilder er jo både for almindelige og for fragmentariske til at vi kan uddrage et nej eller et ja af de exempler der bydes os. Vi må blive stående ved muligheder. Mellem frænder var der klenodier og madfællig, ikke blod; og dog kan det jo være at ættens forgrening nødvendiggjorde en dybere samling i de opbyggende fester.


Heldigvis betyder tvivlen på dette punkt ikke nogen skillevej ved forståelsen af blotet. Vi kan med temmelig stor sikkerhed sige at tyngdepunktet i frændernes gudsdyrkelse lå andensteds end i blodets udgydelse, uden at vi behøver at bruge den vished til at give den ene mulighed fortrinnet for den anden; ti rødningen er intet mere og intet mindre end en anvendelse af vielsens kraft. Blotmandens tjenen ved hørgen går ind under at blote guderne med offerdyr, en sætning der har sit sidestykke i det andet udtryk for fromhedens virken: at blote guderne med mad og drik, og til disse to ensgyldige sider af kulten kommer som den tredie hin ceremonielle udvælgelse som skabte blotdyr og blotmænd. Ti Torolf som helgede sin søn, og Hårek der tilbad sin okse, også de dyrkede guderne ved deres handling; det hedder jo om den ene af Torolfs sønner at han blotede sin søn på det at Tor skulde sende ham træ til højsædestøtter, og se, ind på hans land drev et stykke tømmer, tre og tres alen langt og to favne tykt. Denne side af offerhandlingen har Grågåsen een gang for alle slået fast, når den dømmer mellem den gamle og den ny sæd i ordene: »Da bloter man hedenske vætter, når man signer sit kvæg til andre end Gud og hans hellige mænd.« Betingelsen for at vielsen skulde have nogen betydning var at der bag den stod et øl, med alt hvad til ret øl hører, men dermed er dens værdighed som anråbelse ikke helt forklaret. Ikke heller har man udtømt kulthemmeligheden ved at kalde dyret gud; – det er gud, men guderne bliver dog ved at stå over og bag ved det. Enhed mellem magter og frænder, menneskelighed i guden, og guddommelighed i mennesket, det er blotets velsignelse, hvori alle handlinger forenes. Når vi først har gennemlevet gudsdyrkelsens alvor og følt dens betydning som livsfornyelse, da – men også først da – kan vi vende tilbage til forholdet mellem de dødelige frænder, og i det finde kultens inderste mening. I solidariteten mellem ættens medlemmer ligger lykke og ære givet, på een gang som forudsætning og som følge. Deres enhed og styrke er begrundet i fællig om klenodier, og til guderne egnede man de kostbarheder som ophængtes i blot- (side 181) huset, det sølv som brugtes til at beslå hovets bjælker med. Man »gav« det til guderne, og givelsen gjorde gaven nyttig for giveren. Stalleringen kan med lige ret betragtes fra to sider: som jordelivet der kiler sig ind i det usynlige, og som det usynlige der griber ned i hverdagen. En ting lærer så kultoplevelsen os at føje til ved sammenligning mellem gudsdyrkelse og frændskab: foreningen er løftet op i et højere plan. Alt hvad der tjente til at knytte guder og mennesker sammen er »blotet«: højhelligt, fredfødende og sæleskabende i højeste potens, det er hamingjaen i dens allerførste, livssvangre kraft.




»Enhed mellem magter og frænder, menneskelighed i guden,
og guddommelighed i mennesket, det er blotets velsignelse, hvori alle handlinger forenes.«




Gradevis kan man således udtømme festens betydning ved led for led at beskrive hvad blotmanden afstedkommer. Han vier, han rødner, han spiser. Han bruger ordets magt, – i efterhedensk tale og endnu i svensk folkesprog er ordet blote et stærkt udtryk for at udskælde og forbande, det er etymologisk udlagt, at sige en noget på, og ved sine ord tvinge en egenskab ind i ham. Tilbage står dog eet: blotens kraft betinges af mændenes samling til enhed. Den der vilde leve evig, dårede ikke sig selv ved blot at sikre sig nydelse af mad og drikke efter døden; han forlangte at der skulde holdes et drikkelag af mænd til hans minde. Blotets hemmelighed er den fred som var livets første betingelse. Den endrægtige handlen af alle frænder er det som giver alle de andre led i blotet deres værd. Medens »vie« betegner helligelsen, sådan som den vel også nok kunde udøves af enkeltmand, indebærer »blote« den uigenkaldelige forvandling som følger med at vielsen foretages i den højeste helg, af en mand der har renset sig, på et sted der er fyldt med guddommelighed, og under styrkende medhjælp af et helligt festlag, hvis enkelte medlemmer ikke kunde handle mod hinanden som personlighed mod personlighed, men som handlede – ikke symbolsk, men i ordets bogstavelige betydning – som af eet hjærte og een sjæl. Øl og ølfred hævder sig til det sidste som kærnebetegnelsen for offerfesten.


Jellingbægerormen.png


Det hørte til sjælens nødvendige åndedræt at få del i blotet; den enkelte kunde ikke undvære laget, men lige så lidt kunde laget undvære enkeltmanden. For så vidt bød pligten enhver frænde at møde til årsgildet, – han var blot mødt inden nogen pligt nåede ud for at hente ham ind. Fra den midtpunktsøgende kraft, eller måske rettere fra de vaner den havde indarbejdet i sjælene, nedstammer de stående påbud i gildeskråerne om at møde ved festerne, om den kraftige fordømmelse over brødre der af ladhed eller træskhed holder sig bort eller ligefrem på trods forlader byen ved gildetid.


Men med »frænde« var også døren stængt. Disse sammenkomster, hvor man øste op af kraftens kilde med fulde skåler, de tilkom kun (side 182) ættens medlemmer, de ægte frænder eller ægte lagsmænd. Selv om den kultiske afsondring fra verden havde ladet sig helt uden vidnesbyrd her i Norden, kunde vi af andre folks historie tiltage os ret til at forudsætte dens gyldighed. Kun med den største betænkelighed tør jeg her nævne bøndernes anstandssky for at gøre eller modtage besøg på visse høje festdage; særlig juledag byder god tone, både i Norge og i Sverrig, at man holder sig inden døre. Hvis jeg forstår indirekte antydninger ret, vilde husfolket se ikke blot med forbavselse, men med ængstelig uvilje på den der trængte sig ind ved det højtidelige juleaftensmåltid og juledagsgilde som dækkes for gårdens egne folk.


Men vi behøver ikke at forlade os på tvivlsomme muligheder. Den festlige afsluttethed medførte nemlig en del ubehageligheder for Sigvat, på den sendefærd som han tidlig på vinteren foretog for Olav Hellige til Røgnvald Jarl i Gotland. Han og hans ledsagere søgte en aften ly i en gård, men døren var låst, og beboerne sagde at der var helligt. På næste gård stod husmoderen i døren og bad dem blive ude, ti der holdtes alfeblot. Næste aften prøvede han fire gårde, på den fjerde boede endda en mand der var den bedste på egnen (altså den gæstmildeste efter nordisk betydning af god), men ingen vilde slippe dem ind. Det var en ubehagelig oplevelse ved vintertide i temmelig øde, ugæstfri egne; de kolde nætter som Sigvat og hans fæller levede igennem ude i skoven, har da også præget visse sider ved alfeblotet dybt i deres hukommelse: ikke een af disse djævelens børn uden at de var hengivne til mørkets gerninger hver i sit hjem, og ingen af dem turde lade hæderlige mennesker se hvad de bedrev.


Vi kan se at Egil har fortalt sin kreds noget lignende fra sine oplevelser i Norge, selv om pointen er gået tabt i sagafortællerens komposition. Egils saga nyder godt af det bevægede liv som hovedpersonen i følge sine anlæg måtte komme til at føre; et mylder af værdifulde småtræk fra rettergang og gildestue, rejseliv og tvekamp har selvmægtigt tiltvunget sig en plads i fremstillingen, fordi Egils skæbne hang på disse små oplevelser; men sammenarbejderen har ikke længer haft føling med det milieu hvoraf disse enkeltheder udsprang, og han har været henvist til at sætte sit materiale sammen efter bedste – det vil ofte sige ringe – skøn. De fakta som var nødvendige til forståelse af begivenhederne sad fast, men i mellemrummene gaber der huller eller skinner der nyt væv. Ikke mindst mærkes ujævnheden i hans fremstilling af Egils mellemværende med Bård på Atleø. Egil kom til gården en aften, blev vist ind i et udhus og beværtedes med surmælk. Værten beklagede meget at traktementet var så magert, men øl var ikke til at opdrive, – den skalk, han ventede sin herre, Kong Erik, på besøg, og havde huset fuldt af det dejligste bryg. Sidenefter blev Egil og hans fæller på kongens udtrykkelige befaling indbudte til at tage (side 183) sæde i stuen, og de fik den rigeligste anledning til at skylle mælkesmagen af munden, men Egil var nu ikke den der lod egen høflighed bøde på andres uhøflighed, og enden på hans gæsteri blev da et uhelbredeligt hul i den usselige Bårds krop, samt megen ståhej for at finde den der havde gjort Kong Erik en god årmand fattigere. Forfatteren ved at værten signede hornet førend han rakte det til Egil, og han har måske ret i at det ikke var det sødeste sindelag Bård krydrede drikken med, men han ved ikke bedre end at gøre giftblanden ud deraf, og pynte kapitlet op med den traditionelle sagnfigur, troldkvinden Gunhild Kongemoder. Han ved at det gilde der holdtes i stuen var blot, og at hornet gik »om ilden« på festlig vis; men den helligbrøde som lå i drabet, og som han har fået med ved omtalen af et andet blot og mord, den har han tabt, fordi han ikke strengt behøvede den for at få begivenheden til at skride. Og lige så lidt ved han noget rigtigt om grunden til værtens ugæstmildhed overfor Egil; men indirekte kommer han til at afgive et vidnesbyrd om at diseblotet ikke var tilgængeligt for tilfældige fremmede.


Det fortælles som et minde fra Hakon Godes første kongedage, da han forsøgte at liste sin kristendom på Nordmændene, at han først fik julegildet flyttet frem til den kristne helgtid, og »så skulde hver mand have fest med en måde øl, og holde helligt medens øllet slog til«. Hvem der nu end har æren for dette forslag, så var han en mand der kendte sit folk, og vidste hvorledes man kunde sikre sig at den hellige juletid blev overholdt. Ti at det daglige skulde hvile og festen råde så længe øllet var i huset, det forstod man umiddelbart. Man kunde ikke hælde det tiloversblevne i tønden eller bruge det på hverdagsbordet; først når guddommeligheden var opdrukket, og den sidste rest tryggeligen forvaret i ilden eller på blotstedet, kunde man afføre sig helligheden, åbne dørene, og begynde det ny år som man havde »taget imod«, eller forberedt, ved blotgildet.




Jellingbægerormen.png



Henvisninger[1]


(side 394) 171. Floki, Landn. 5. – Hårek, Flat. I 261. – Øgvald, Flat. I 375; det skælmske bliver ved kontrasten næsten til ironi, idet denne fortælling, som bærer den folkelige oplevelses stempel, er sat ind i en gejstlig sermo.

172. Blotet, f. ex. Ragnar 133; Fornald. III 211; ejendommeligt nok bliver det i den sekundære sprogbrug identisk med at heilla, Bard. 30; Völs. 152. – Olav Hellige, Flat. II 25 ff., cf. ib. I 526.

173. Eystein, Ragnar 132 f., 138 cf. 131. At man i Sverrig nogen sinde har kaldt sit gode blotnød for Sibylle, tror vi ikke på en sagamands blotte ord, men navnet bør ikke komme koen til forklejnelse, den tilgrundliggende tanke er ægte nok. – Blotmanden, Eyr. cc. 7, 11; Landn. 42, Gislesagaens version, 140, med dens dativ er en misforståelse, se Hrolf 85 med var.; cf. historien om Gudbrand, Flat. I 23. Beslægtet dermed er den krigerske selvblotning, Ol. Tr. 29; Flat. I 88; II 72. – Ættens høvding, Bisk. I 473; obs. udtrykket Erik Røde 56 l. 17. – Harald Hildetand, Fornald. I 374; Saxo I 361; Hynd. 28; som sædvanlig tror jeg på meningen i ordene som de står. Sml. Fornald. III 210; II 242 l. 1 ff.; den uhyre forskel mellem disse linjer og deres kulturelle forudsætning er klar nok, men lige så let ses det hvor lille en brydning i tankegangen det er der fremkalder omvæltningen. Flat. I 292 siger også under legendarisk form hvad der kendetegnede en hellig guddomsstærk mand.

174. Vegeir, Landn. 47. – Eyvind, Flat. I 385; Ol. Tr. 36 cf. Flat. I 393 ff.; det kendes noksom gennem den kristne fremstillingsmåde hvad slags mænd sådanne som Raud var inden for den gamle sæd. Se i det foregående I 229. – Halfdan etc., Flat. I 566; Landn. 12 (det underlige tilnavn behøver ikke at skræmme os). Flat. II 7: en religionshistorisk udvikling, der er interessant for overgangstidens psykologi, idet den jo udtrykker på en prik hvad der skete ved sædskiftet: de stærke, blotede væsener blev tryllede eller forheksede; hvad der under de gamle guder var styrke og hellighed, blev ondskab og Satans magt, dengang folket omvendte sig til kristendommen. Men den har ikke mindre interesse derved at den helt igennem er inspireret af den gamle sæds forudsætninger, og derfor er radikalt forskellig fra klærkespekulationer; forvandling fra blotet til tryllet er, når alt kommer til alt, overgang fra fred til »uhyre« nidingstilværelse. Se her I p. 229 ø. og Grønbech 120 f.

175. Freyfaxe, Austf. 97 ff. Agrip c. 12 spiller over en særlig kongeetik. Sml. hermed at visse folk som helhed var helligere end andre, var blotfolk, Tac. 38 cf. 31, og at de hellige høvdingers jorder var blotland, cf. her II p. 106-7.

176. Angelsachserne, Beda II 13. De sydlige folk har på adskillige punkter været længere fremme i retning af at føre de sociale former ud i stereotyp embedsmæssighed (om Danmark og Sverrig ved vi jo desværre såre lidet); og hos dem er åbenbart hist og her konsekvensen draget af særvielsen. I hvert fald omtales tidligt en fast præstestand, Tac. 7, 10 f.; Ammian Marcell. 28; 5; 14; men vi må ikke glemme at vi kun får generalisationer, og at generalisationer meget vel kan skjule en uensartet (side 395) mangfoldighed. – Tacitus Ann. I cc. 61, 59. – Skyld, Eyrb. c. 10; Lex Fris. tit. XI; Islend. 404. – Selvmord, Herv. 227; Landn. 17. – Blote lunden, se II p. 100 f.

177. Blote guderne, Gul. 29; Grágás I 22; Flat. I 264 l. 37, 387, 439; Skjald. 42 (2), 158 (6); Helg. Hund. II 29 prosa; Fjols. 39 etc. Måske har sprogbrugen været en anden i svensk, Upl. Kirk. 1, men jfr. Gut. 63 (22). Fra den kristne angelsachs. sprogbrug kan intet sluttes, da anvendelsen af verbet blótan aldrig går på hedensk gudsdyrkelse. – Milde, blide etc. Vaf. 17; Grim. 6; Lokas. 4; Odrúnn. 9; Vaf. 13, 25; Skjald. 119 (16). – Hvitaby, Ragn. 130 cf. Fornald. II 132 ff. – Blotede guder værre, cf. f. ex. Flat. I 292. — Legenderne, Flat.. II 190; Heims. II 345.

178. Sonargalt, Helg. Hj. prosa; Herv. 233. – Langobardiske edikt, Roth. 351; se også Sievers i Paul und Braune's Beiträge XVI 540. – Spåmand, Flat. I 419. – Glemselsdrik, Gud. II 21 cf. Hynd. 38. – Stalleringen, Glúma 76. — Vædder, Ljósv. 126; Heims. I 186 cf. beskrivelsen af kristen skik Bisk. I 195; Flat. I 394. – Blotsvend, Herv. 297. – Kormak 48; cf. Herv. 228; Hynd. 10; Flat. II 184: stallen eller hörgen som de to ligevægtige manifestationer af magterne, se foran II p. 119 ff. med noter, og exc. 16. — Egil, Heims. I 50; Skjald. 10 (17 f.).

180. Blodforeningen, nemlig ved at blande blod i mulden på jorden: det afgørende sted var enten fodsporene eller mulden under den oprejste græstørvstrimmel. Denne ritus har jo paralleller nok, men dens egentlige hemmelighed er fordulgt. Ved fodsporenes hellighed kan man være tilbøjelig til at tænke på den sko der figurerede ved ætledningen; ved græstørvsceremonien har vi kun løse gisninger. Exx. Sigurðarkv. Brot. 17; Saxo I 40; Gisle 11; cf. Lokas. 9; Fornald. II 445; III 376. – Blote med offerdyr, Forns. 50; Bisk. I 23; Fornm. I 174; cf. Atlam. 78; Gut. 63 (22). – Med mad og drik, cf. udtrykket Heims. I 192 (10 f.); Gut. 7 (5), 63 f. – Torolfs søn, Landn. 165. – Grágás I 22. – Ophænge i blothuset, Landn. 121 cf. Forns. 141 1. 1. Blot hedder alt som er »helliget« til den højeste lykkekraft gennem kultens anspændelse. Eids. Krist 24 nævnes lerblot og madblot som forbudne varer i en kristen husholdning; cf. Flat. III 246; Skjald. I 82 (52).

181. Blote erstattet af give, se exc. 17 C. – At blote, Cavallius II 382; Ritz: Ordbok 42 cf. Forns. 36 (24); Gisle 53; N G L. II 418; Flat. II 643; og Bisk. I 43 med den religiøse baggrund. – Mødetvang, jfr. Glúma 16 (25) med Adam af Bremens bemærkning om de videre samlag, IV 27. – Gilderne, N GL. V 13 (29 f.); Unger 219 (7); Da. Gild. I 12 (34), 26 (29), 70 (6), 91 (5); Småst. 42, 129, 132. – Exclusiv, Budst. II 744; E. Holme: Fra Telemarken (1911) 33; Nicol. 72; Gaslander 256, 271 der citeres med alt forbehold; lysten til at overhælde en uvelkommen gæst netop med kødsuppen hører til disse survivals som man med største lethed kunde forklare ud fra alderdommelige synspunkter, hvis man bare havde mindste holdepunkt for deres ælde.

182. Sigvat, Heims. II 170 ff. – Egil 130 ff., cf. 152 f. Om kvindernes stilling i kultlaget ved vi intet, udover dette at de tjente ved hornet, cf. Beow. 612, 1980; Sigrdr. I, prosa og her II 137. Drikkekredsen var en mandsring, og det er karakteristisk at tvemenning hyppigst bruges om samdrik mellem mand og kvinde — hvilket kunde tyde på festligt samvær under mindre ceremonielle former. Frost. IX 9 tyder jo på at kvinderne ved (side 396) visse lejligheder har haft en egen drikkeceremoni; yfir þvert gólf (som er noget helt andet end um þveran, se foran note til II p. 138) tyder på at de ikke sad sammen, men når og hvor, om alene eller i mændenes nærværelse – de spørgsmål hjælper ingen gisning os over.

183. Hakon Gode, Heims. I 185 cf. NGL. V 11 (3).


Fodnoter

  1. I den trykte udgave er alle henvisningerne samlet i et længere afsnit i slutningen af bind 2. Nummereringen henviser til bogens sidetal. Kildehenvisninger findes i Litteraturfortegnelse. (CLM / heimskringla.no)