Vor Folkeæt i Oldtiden: Hellighed

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Vilhelm Grønbech Ill.: clm. Vor Folkeæt i Oldtiden II Vilhelm Grønbech Tredie bog: Hellighed og helligdom Hellighed (side 97) Klenodiet og mennesket er eet; men manden har sin tid, og derefter afløses han, – klenodiet bliver og formidler lykken over til hans afløser. Manden kommer til sin bestemte dag, i kraft af sin lykke frelser han sig over i den anden tilværelse, men hele fondet får han ikke med; en del, en ikke ringe del, gemmes i hans klenodier og venter der den ny mand. Med megen ret kan da våben, klæder, husgeråd kaldes bærere af livet: ikke blot er sværdet vedvarende, det er en kilde af liv, hvorfra manden kan forny fondet i sig selv, hvorigennem han kan drage kraft op af urkilden. Landnamsmanden plantede sin økse i den ny jord, og den har hamingja nok til at lægge hele landstykket under sin vilje, så at det både vil tjene ejeren og værge ham mod indgreb. Norges lov har bevaret mindet om det kraftige forbud der kunde nedlægges mod uberettiget brug af land ved at besidderen satte sit mærke på det, og således unddrog det alle andres lykke. Ofte viser våbnet sin intime føling med slægtens hamingja ved at åbenbare ejeren noget der ikke var steget direkte op i ham. Sværdet ved forud når der forestår kamp eller drab, og det galer sin viden ud. Hin økse, Skrukke, sang stedse højt og lifligt for ejeren, den »mordiske« Steinar, når krigsstien var ved at åbne sig for ham, ligesom Gunnars hellebard altid hilste kommende tidender med klang. Klæderne lader sig ikke letsindigt bære ad gale veje: da Torgils på trods af en advarende åbenbaring af fylgjen var redet til tings, lød der varselsvers fra hans kappe, dér den hang udbredt til tørring på væggen. Ligeså er kreaturerne både delagtige i lykken, og lykkens formidlere. Ude i svinestien var der lægedom at hente, også for så alvorlig en krankhed som mangel på drømmesyner; derned søgte jo Halfdan Svarte, da alle andre midler slog fejl, og der så han fremtiden og forjættelserne. Især kommer dyrenes genfødende kraft frem i visse udmærkede individer, klenodierne blandt gårdens bestand, disse køer, disse okser, disse heste, som ejeren havde tro på. Han led på dem fremfor andre når det gjaldt, som Faxebrand, der spændte sin hest for slæden og frelste Ingemundsønnerne ud af det herrens – (side 98) eller djævelens – vejr som Helga havde rejst. Og han led på deres råd. Landnamsmanden Torir lagde sin fremtid på hoppen Skalm; en hel høst nomadiserede han rundt på Vestlandet i dens spor, og der hvor den endelig lagde sig ned under sin byrde, rejste han sit bosted. Vi ved også, at storbonden Sidehall på sin gård havde en okse gående under navnet Spåmand; det hændte sig nemlig engang, at en god ven, som var forspå, kom til Hall med et bekymret ansigt, fordi det bares ham for at »spåmanden« vilde blive dræbt ved høstgildet. »Ja, ja,« mente Hall, »det var vel ikke det værste du kunde ane, den profeti er jeg i stand til at udlægge; jeg har en tolv års okse, som jeg kalder Spåmand fordi den er visere end alle andre kreaturer; den skal nu lade livet til høstgildet, og du skal se, det bliver dig og de andre til ære, som mine gilder plejer.« – Allerede på Tacitus's tid fandtes der sydlige stammer som havde udnyttet hestenes profetiske gaver til regulære statsorakler; på kritiske tidspunkter, når folkets vel krævede et varsel om fremtiden, blev de hellige hors af præsten eller kongen spændt for den hellige vogn og højtideligt ført fremad, til deres vrinsken og prusten gav det tegn der ventedes på. »Den ejendommelighed som Odins tronstol havde – at man så alt når man satte sig deri – var blot en forstærkelse af den visdom og myndighed som overalt fulgte med pladsen i højsædet.« Som formidlere mellem lykken og menneskene ledede dyrene og klenodierne liv frem fra urgrunden af den hamingja hvor de sad fast. Men dette fond af ære og velsignelse havde også andre brønde, som gabede midt i huset. Man kunde hente ny styrke og ny vilje ved at sætte sig i højsædet; man kunde også gennem det assimileres med den æt hvis centrum det var. At føre en mand til højsædet betød, hvis han var fremmed, at optage ham i ætten, hvis han var søn, at iklæde ham myndighed. Først og fremmest tales der om selve højsædestøtterne, de piller som bar taget over husherrens plads i hjemmet; i dem sad der visdom, så at de vandrede forud for nybyggeren når han inde under Island kastede dem over bord, og udpegede ham et sted hvor gården vilde komme til at stå med held. Når en Ingolf, en Torolf, og talløse unævnte med dem så omhyggeligt indskibede støtterne, og så samvittighedsfuldt adlød deres vink, at de på stand opgav en foreløbig valgt boplads så snart de hørte om at de var fundne, da var det fordi træet indeholdt en garanti for trivsel, og fordi man havde lid til dets visdoms lykke. Men var pillerne hellige, måtte det rum de begrænsede, det sæde som bar lykkens repræsentant, indeholde æren i dens højeste fylde, og så meget siges med klare ord i beskrivelsen af Torolfs bygning på Helgefjæld. Den ejendommelighed som Odins tronstol havde – at man så alt når man satte sig deri – var blot en forstærkelse af den visdom og myndighed som overalt fulgte med pladsen i højsædet. Når kongeætlingen af sin fader lededes op i kongesædet, blev han iklædt magt, (side 99) og samtidig skete med ham som med Saul, da Samuel havde udgydt olien over hans hoved, at hans hjærte blev forvandlet. I lignende mon, måske med samme styrke, måske med noget mindre, husedes lykken i setstokkene, de planker som begrænsede stuens gulv ud imod det lavere midterrum, hvor arneilden brændte. De kunde lige så godt som højsædet vise vej gennem havet og finde den rette boplads, og det har ikke mindst været deres åndelige egenskaber det skyldtes, at Torgest først lånte Erik Rødes setstokke, og dernæst ikke vilde ud med dem igen, så Erik måtte hente dem med våbenhånd. I grunden igår denne oprindelighed i forholdet til lykken huset igennem, fra taget til stolperødderne og til kogekarrene; der er ikke nogen krog i eller ved hjemmet uden den har sin inspiration, fra vindskeerne på gavlen, der spåede vejr, til ilden på arnen, der sikkert også i sin adfærd lod forstå, når der var omslag at vente i lykken. Hvor ilden blev båret hen, banede den lykkelig vej for ætten, derfor kunde landnamsmændene med den plante deres lykke ud på det ny, uberørte land, på samme måde som vel deres forfædre i mange led havde tæmmet og menneskeliggjort vild jord. Og når den med retmæssighedens kraft tændtes op på fremmed ejendom, åd den sig ned og overgnavede den vilje som før havde hersket på stedet, fortærede grunden under fødderne på den hidtidige ejer. Da Glum retsligt havde solgt og opgivet sit land, tvungen dertil af overmægtige fjender, synes han at have villet gøre et sidste forsøg på at trodse skæbnen. Han blev på fardagen siddene i sit højsæde, tjældede hallen, og lod som om han ikke hørte at de andre kaldte på ham. Men da kom den ny ejermands moder og hilste ham: »Nu har jeg tændt ild på landet, og fordrer dig ud med alt dit, landet er helliget min søn.« Så forstod Glum at ret og lykke var borte, det nyttede ikke at stampe mod brodden, og med et bittert ord rejste han sig og forlod stedet. Senere folketro synes ligefrem at have valgt sig arnen som hjemmets midte. Man kan formode at fremmed tilskyndelse ikke har været uden betydning; men selv om udenvælts vaner har spillet ind, har de ikke skabt noget nyt; arnens kraft var i forvejen så stor, at der blot behøvedes en lille betoning af dens hellighed til at skyde den frem i husets åndelige centrum. Nordmanden fordrede til ret skødning, at mulden blev taget fra de steder i huset hvor den var kraftigst, og når han nævner højsædet og arnehjørnerne, kan vi være visse på at han ikke kendte noget helligere inden for tærskelen. Heller ikke er den mulighed udelukket, at arnen blandt visse folk, ja måske i visse ætter har indtaget det norske højsædes plads som husets hjærte, – her som overalt er der midt i ensartetheden spillerum for lykkens individuelle karakter. (side 101) Ejendommeligt nok er arnens hellighed nedarvet på skorstenshammeren, den overligger som bæres af arnestedets to sidebjælker; dansk folkeskik vedkender sig den som husets egentlige grundstamme, der samvittighedsfuldt flyttedes med og indmuredes i det ny hjem. Også lukkestangen på lyren kan indtage en repræsentativ stilling, som vi må slutte deraf at bejlerens fortaler omfattede den med den ene hånd, medens han på brudgommens vegne bad om husets datter, ikke for eet års brug, ej heller for ti års, men til evige livsens brug,« og således – må vi tro – styrkede sin overtalelse. Ved siden af disse naturlige centrer kunde lykken have et individuelt højsæde i huset. På Tord Gellis gård, Hvamm, lå der midt i stuen en sten, som efter de menneskers adfærd at dømme der trådte på den, ikke var en almindelig gråstensknold; på den blev nemlig svoret den store hævn for Blundketill hin bryllupsaften, da Tord nød den ære at sidde som glad vært mod sin vilje, og at blive medhjælper ved bedrifter som han inderlig gærne vilde have undværet. Og fra stenen på Hvamm går tanken let til det kunstige hus som Vølsung rejste rundt om en eg, sådan at træets stamme dannede husets rygrad, mens løvværket skyggede over salen. Måske er den hal aldrig bleven bygget uden for digtningen, måske har den ligget et ganske andet sted i verden end der hvor Vølsunger og deres åndsfrænder færdedes, – i hvert fald lader den sig jo ikke føre ind i den jordiske virkelighed ved gisninger og beregninger som går i bredde–og længdegrader. Men lige så vist er huset åndeligt grundfæstet i de folks tanker der fortalte om det; man forstod hvad denne »barnestok« betød som dannede husets kærne, hvorfor det netop var fra den Vølsungernes ættevåben var kommet: der var det den enøjede gubbe huggede sværdet fast, og der sad det til Sigmund prøvede sin styrke, rykkede det ud og åbnede skæbnen. De hellige skikke peger endnu videre; den tro man satte til klenodierne, havde også et formål uden for huset. Man udviste en sten, en fos, en eng, et fjæld som det helligste af alt helligt, det egentlige kildespring hvorfra al lykke, al ære, al fred flød ud for at gennempulsere frænderne. Torolfs æt havde sit åndelige hjemsted i det fjæld der lå oven for gården, – Helgefjæld blev naturligt dets navn. En af Torolfs samtidige, landnamsmanden Torir Snepil, boede på Lund, og han »dyrkede lunden«, en anden, Lodin, tilegnede sig Flatødalen op til Gunnstenene, og han dyrkede klipperne der; Hrolf boede på Fors, hans søn Torsten dyrkede fossen, og i den blev alle lævninger kastede. »De hellige skikke peger endnu videre; den tro man satte til klenodierne, havde også et formål uden for huset. Man udviste en sten, en fos, en eng, et fjæld som det helligste af alt helligt, det egentlige kildespring hvorfra al lykke, al ære, al fred flød ud for at gennempulsere frænderne.« Helgefjæld var hegnet ud fra dagliglivet ved en hellig stilhed: intet, hverken dyr eller mennesker, måtte omkommes der, blod ikke flyde, urenlighed ikke plette. Men stedet var ikke blot det ukrænke- (side 101) lige, – der hentedes lykken. Når det gjaldt om at finde den rette afgørelse i en vanskelig sag, forlagde man drøftelsen ud til helligstedet og lod visdommen råde igennem sig. Snorre Gode, hvis »kolde«, nøgterne råd der gik ry af, vidste, at planer der lagdes på Helgefjæld – han var jo herre på Torolfs gård – havde mere udsigt til at lykkes end alle andre. Fra fossen kom indskydelse til den forspå Torsten Raudnef, så at han altid om efteråret kunde se hvilke kreaturer der ikke vilde overleve vinteren, og derfor skulde vælges til slagtning. Denne hellighedens kraft er den samme som Tacitus har hørt tale om hos Sydgermanerne: i Hermundurernes land lå en saltkilde, hvor guderne var at finde, og hvor mennesker fik deres begæringer opfyldt. Han ved også, at Bataverne samlede sig i en hellig lund for at lægge planer op mod Romerne, og hvis stævnet, hvad der ikke er utroligt, har fundet sted i selve helligdommen, må mødepladsen være valgt af samme grund som fik Snorre Gode til at gå op på Helgefjæld. På Fositeland, en ø »som ligger midt imellem Danerne og Friserne«, traf missionæren Willibrord en helligdom. En lykkelig hånd har bevaret os beretningen om hans oplevelser på øen i det par dage han blev opholdt der, og af den rent udvortes beskrivelse som de kristne iagttagere kunde give, træder tydeligt de samme to træk frem: velsignelsen i den kilde som var i lunden – ti der hentede indbyggerne deres vand — og den hellighedens alvor og ro som prægede lykkens hvilested. Dyrene gik og græssede i hellig urørlighed, alt hvad der fandtes inden for grænsen lå i uforandret stilling, mens folk kom og folk gik; menneskene bevægede sig under tavshed hen mod kilden i midten, øste vand, og bevægede sig tavse ud. Hvad indbyggerne tænkte om stedets magt til uden menneskelig tilhjælp at hævde sin hellighed overfor den der vanagtede det, får vi også at vide; ti da missionærerne trampede derind med ostentativ ligegyldighed, slagtede dyrene og døbte i kilden, ventede de indfødte at overtræderne vilde miste forstanden eller finde en pludselig død. Fositelændingenes håb blev denne gang skuffet, simpelt hen fordi de kristnes lykke var for stærk til at den gamle hellighed kunde bide på den; der skulde endogså snart komme en tid, da kristenguden ikke nøjedes med at trodse, men på endnu mere strålende vis kundgjorde sin overlegne magt ved at gøre sig nidkærheden underdanig. Adam af Bremen fortæller om en ø, Farria, hvor de kristne eneboere førte et saligt liv, uberørte af tidens stormfuldhed: ikke blot beholdt de deres timelige med fred, men de modtog endog besøg af sørøvere, der i dybeste ærbødighed ofrede dem tiende af alle røverkoster. Selvfølgelig var det Gud og gode helgene der værgede landet og berøvede tankeløse vikinger skibslykke og sværdlykke, så at de snarligen omkom på havet eller (side 102) faldt i kamp, når de havde forgrebet sig på øen med det mindste lille strandhug; men man forringer vel næppe de højes ære ved at antage at de havde vristet stedet fra djævlene, eller påpege at det jo netop var de gamle hedenguders egen lykke de her vendte mod dem selv. Vi aner at ætten på afgørende vendepunkter, når det kom an på at få lykken til at flyde ind i frænderne og med kraft vedkende sig en nybegyndelse i deres liv, gik gangen til fjældet eller kilden og optog velsignelse i sig. Tord Gellir, Auds sønnesønssøn, blev ledet op i den høj som var Hvammsmændenes hellige midte, førend han tog sin høvdingeanseelse i besiddelse. Den gamle formel hvori hensigten med et sådant besøg udtrykkes, at »hente heill«, er senere knyttet til ægteparrets gang til kirken efter brylluppet og i den forbindelse bevaret til vore dage. Nu kan der ikke fra ordets ælde drages nogen slutning om skikkens udspring, og det nordiske kirkebesøg må vi smukt lade stå som den kristne sædvane det er; men det mere som skal til for at godtgøre en afstamning fra hedenskabet, synes at findes i Ditmarsken. Der gælder besøget ikke kirken, men kirkegården, og der er det bruden som af sine svigerinder ledes op på det hellige sted, – som om hun kunde trænge til at gøres fortrolig med midtpunktet i det hjem, den æt, hun fra den dag af skal tilhøre. Om de højeste ætters helligdomme får man desværre så lidt at vide, – vi vilde nok høre mere end dette bare faktum, at konger hist og her stod på stene og blev hyldede, ti en sådan kampesten kan være både det ene og det andet. Sagn og halvsagn ved at berette om kongens sæde på højen, og lader ham betegnende nok ynde denne plads, når der er vigtige begivenheder i gære. En af disse fortællinger, der vel snarere må kaldes historie end sagn, står frem foran de øvrige ved sin utvetydige bevidnelse af at en forandring i kongeligheden måtte gøres følelig for selve stedet. På Harald Hårfagres tid, da højhedens sæder ravede under de små landshøvdinger, sad der to brødre som konger oppe i Naumedalen; ingen af dem troede sig til at sætte hårdt mod sejrfareren der sydfra, og de valgte hver sit råd. Den ene lod bygge sin egen gravhøj, og gik levende til hvile deri; den anden lod sætte kongehøjsæde på den høj hvor kongen plejede at sidde, og væltede sig ud af kongelykken ned på det lavere sæde, hvor jarler plejede at have deres plads, og derpå drog han til kongen som jarl for at tilbyde sin tjeneste. I det hellige sted, lykkefondet, var frændernes liv forborgent, og medens de i levende live mest sås og mest virkede uden for helligdommen, gik de efter døden ind og smæltede sammen med lykken, (side 103) Landnamsmanden Kraku-Hreidar valgte Mælifjæld til opholdssted efter sin hedengang, Seltorir og hans hedenske frænder døde ind i Torisbjørg, Torolf agtede også at ende i Helgefjæld med alle sine frænder. Den bakke som Aud havde valgt til sit andagtssted, kristen kvinde som hun var, beholdt for hendes hedenske efterkommere sin betydning som gårdens helligdom, og de bestemte højen til deres hjemsted efter døden. Vi ved at de døde måtte bevare deres personlighed, eller personlighedskraft, og vi husker, at da Torsten Torskebid samledes med sine fædre i Helgefjæld, var det ikke ånd der kom til ånd, eller en ånd der viftedes ind til en immateriel åndeskare; forsamlingens livskraftighed gjorde et stærkt indtryk på den hyrde der var vidne til genforeningen. Men vi behøver jo blot ud fra det vi véd, at betragte deres personlighed i forhold til det liv der inspirerede dem, og vi forstår at de hedengangne ikke des mindre hvilede som potens i stenen. De døde var nærmere end de levende ved at have deres tyngdepunkt i den upersonlige tilværelse, og derfor gik de i højere grad op i lykkeskatten og lykkefondet. De var med i alt samkvæm mellem gården og stedet. Madfælliget strakte sig også til dem, og måske er det gammel germansk skik at bære hjemmets føde ud til helligdommen, for at styrke forfædrene i liv og fred. Men omsorgen fra de levendes side er som alt madfællig og al madnydelse for nutidsfjærn i sin art, til at den kan beskrives som en maden af ånderne. Når Torsten lod alle lævninger kaste i fossen, var hans handling tillige dikteret af ærefrygt for madlykken, ti intet af det der er hellighed i, tør forkommes; det hellige går ind til det hellige, og deri er hensynet til de stærke og det stærke forenet. Om det stedlige forhold mellem magtens sæde og dødningenes legemlige opholdssted giver kilderne os næppe fyldestgørende underretning. Så meget er troligt, at begravelsespladsen som regel var forbunden med helligdommen, hvad enten de to stødte op til hinanden eller faldt sammen. Spændingen ved denne uvished om enkeltheder falder imidlertid helt bort, så snart vi ser problemet under de gamle tankers synspunkt; da var de to sjæleligt eet, hvor de end lå, på samme måde som dødningen og hans lykke, som de forskellige klenodier, som hver frænde, det være sig af menneskeæt, af dyr eller planter, var identisk med alle individer af sin art inden for Midgård. Højen kaldtes vé, vi'stedet, med samme navn som udtrykte ærefrygten for de guddommelige steder, fordi den var af samme natur, og havde samme forhold til den kreds mennesker der døde ind i den. At hver æt holdt sine døde for sig, det behøver vi ikke at belæres om af den sejghed hvormed vanen hævdede sig ned i tiderne, så at kirkegårdene gjordes til topografiske afbilleder af bygden. Og lovens strænge helligelse af ættens krav på at beholde sine døde (side 104) med fred udspringer fra først af i noget dybere end den blotte sky for at såre de levendes følelser. Når den søn som mente sig forurettet af sin broder, satte sig på sin faders høj og derfra krævede arv og skifte, da har han ikke valgt stedet på grund af dets vide udsigt; pladsen skulde indgyde hans krav myndighed og retskraft, hans faders ånd – lykke – skulde tale igennem ham. En egen retsfynd – af lignende beskaffenhed – er der også i den hævdvundne formel at opregne sine forfædre tilbage til høj, f. ex. når det gjaldt om uafbrudt besiddelse af omstridt land; endepunktet indeholdt bevisende kraft – beviskraft, i gammel tankegang. I højsædet, i lunden og på fjældet står vi ansigt til ansigt med en magt som aldrig før synes at have trængt sig på os: helligheden; i virkeligheden har vi sporet dens indflydelse for hvert skridt. Den er lykken efter en ny art, under et nyt attribut, og det dens mægtigste. Sammenhængen ligger i navnet, ti hellig og held har slægtskab med hinanden i roden. Fra formens side set nedstammer det ene fra det andet: hellig (heilagr) er det som held (heill) bor i; men i det formelle forhold ligger ikke angivet at adjektivets begreb skulde være senere end substantivets. Vi kommer det åndelige slægtskab nærmest ved at se dem begge som sproglige udslag af den grundtanke hvori Germanerkulturen en gang havde samlet livets inderste hemmelighed til en sum; held er menneskelighed, og hellig er menneskelig, i disse ords fordringsfuldeste betydning. »I højsædet, i lunden og på fjældet står vi ansigt til ansigt med en magt som aldrig før synes at have trængt sig på os: helligheden.« Hellighed er det juridiske udtryk for ukrænkelighed, for mandens ret til at påkalde loven som sin forbundsfælle. Han er hellig så længe han ikke har givet sig nogen blottelse overfor en modstander; falder han hellig, da rejser hans mandsværdi sig og omspinder – uhelger –gerningsmanden; falder han uhellig, da er det fordi han har udfordret skæbnen, og han skylder sig selv døden. Det mærke der skiller mennesket ud fra det afhængige individ; der ikke kan handle selvstændigt, er da netop mandhelgen, hvad der juridisk betyder: personlige rettigheder, og i virkeligheden: hans hellighed som menneske. Hvis en fribåren er kommen i trælddom; og hans frænder vil løse ham ud, skal de først »lægge mandhelg på ham«, det vil sige kræve hans ret som fri mand, og tilbyde løsepenge, og efter det har han fri mands ret til fuld bod for ethvert overgreb. Viser frænderne sig efterladne, så at ejeren forgæves sidder og venter på indløsningen, da tør han ikke gøre noget ved sin træl, førend han har været på tinge og fået mandhelgen taget af ham. Denne juridiske hellighed beror ikke på en samfundspagt, der een gang for alle har vedtaget at uskyld skal være urørlig; som alle rets– (side 105) lige værdier er den grundlagt i en oplevelse. Den stærke lykke, den der er hel og uden lyde, er det som befæster manden i ukrænkelighed, og på den anden side indeholder helligheden en fordring: lykken tør ikke tåle nogen lyde; om denne kommer indefra eller udefra, i form af selvforgribelse eller i form af krænkelse, kan i det højeste gøre en gradsforskel. Det er samme ånd som inspirerer den hellige mand og det hellige sted. Når vi ser helligdommen svøbe sig om en flygtning, medens hans forfølgere står udenfor, rådvilde eller i det højeste besluttede på at afvente det øjeblik da han bliver nødt til at liste sig fra tilflugtsstedet, tænker vi først og fremmest med beundring på den magt der således kan tæmme ophidsede gemytter til ærefrygt eller endog angst. Men i virkeligheden har forfølgerne bedre grund til at lade ham i fred derinde. Det var ikke blot stedets ukrænkelighed, men også dets retfærdighed som har meddelt sig til den der trykker sig ind i freden; lykke er ret så vel som magt, og dens myndling er den overlegne i alle måder. Det er ingenlunde mytologisk egensindighed der fik guderne til at fare med snedig læmpe overfor den Fenrisulv som de havde ladet vokse sig stor inden for deres egne hellige grunde. Da de havde listet hin berømte lænke på ham, for den dyre pris at Tyr mistede sin arm, bandt de ham forsvarligt til jordens indvolde – og gik til deres sale med bevidstheden om at fjenden stod og ventede på den stund da lænken skulde briste, og Tyr komme til at mærke sin eenhændethed. De vidste, at de i Ulven opfostrede deres egen ulykke, men stedets hellighed var over dem, og den sikrede ham livet. – Men lykkens fylde må da blive en tilintetgørende dom over den der ikke er i stand til at indoptage velsignelsen; hvis en niding, i hvem livstråden højtideligt er overhugget, trykker sig ind i helligdommen, kommer han til at besmitte hamingjaen ved berøringen, og når lykken er sund og stærk, skyder den ham fra sig. Det nyttede ikke Glum noget at han forsøgte trods, efter at hans søn Vigfus var dømt i retsforsamlingen og erklæret fredløs. »Freyr undte ham ikke at være der på gården på grund af dens store hellighed«, hedder det i sagaen. Freden bed ikke på Vigfus længer. Helligheden er selve livskærnen i mennesket, den der indpodedes på den egentlige fødselsdag, og derfor er helgelse netop udtrykket for faderens anerkendelse af et »uægte« barn, når han reelt tager det ind i ætten. Hellighed er i klenodierne, i følge den poetiske sprogbrug der ser til det inderste, og nævner tingene efter deres rette væsen uden hensyn til individuelle mærkværdigheder. Helligheden er hjærtet i ejendomsretten. Den særlige udvælgelse som blev lunde og fjælde til del, og den indoptagelse som gjorde jorden til mandens timelige hjemsted, er to grader af samme akt; fra Helgefjæld, eller (side 106) hvad nu midtpunktet hed, bredte sig uden brud, blot i svagere og svagere grad, helgen ud til landets yderste grænse som den sjæl der holdt sammen på ejendelene og bandt dem til menneskene, bandt dem sådan, at det blod der af en ukendt gerningsmand blev udgydt på landet, kom over ejermandens hoved og gjorde ham til manddraber. Den stakkels frankiske drabsmand der ikke kunde betale sin del af mandeboden, tog fra sin jord en håndfuld muld og kastede den på sin nærmeste slægtning, før han selv sprang over gærdet; her medfører mulden ikke blot den ulykkelige mands ejendomsret, men også hans ansvar, – på samme måde som pligt, ikke mindre end styrke indeholdes i våbnet, der går til den bedste mand i ætten. Hvis drabsmanden dør førend han har betalt boden, tilfalder hans forpligtelser arvingen, og det udtrykkes i norske love med: arvingen tager ved øksen. Det første nybyggeren foretog var at »hellige« sig landet; Torolf, præstehøvdingen, helligede Tor sit landnam på samme måde som han helligede Tor et tempel. En anden hellig høvding, Torhad Gamle fra Trondhjem, lagde Mærihelgen på sit ny land; den hellighed som havde været sjælen i Mæri i Trondhjemsfjorden, havde han draget ud af stedet og medført i mulden og støtterne, og den indgød han nu hele egnen omkring Stødvarfjord. Man kan også kalde nybyggerens handling for »egnelse«, fordi kærnen i ejendomsforholdet var i identiteten mellem ejeren og det ejede; hvis dette ord griber sagen an fra den rent sociale side, må det nødvendigvis også indeholde den religiøse udvælgelse, så at det uden nogen slubren passer på den højere vielse hvormed man lagde sidste hånd på sit tempel og »egnede« det til guden. Ikke alle nybyggere var store høvdinger, der sad med pragtfulde templer på deres land eller havde råd til at holde sig med et helt fjæld til vi'sted, men alle havde de deres hellighed at plante ud på marken, en lykke af samme art som Torolfs og Torhads, blot svagere i kraft. Forskellen viser sig da på jorden. »Halv mandsværd skal den frigivne have om han kommer på jarls jord, hel og fuld om han kommer på kongens,« lyder et gammelt udsagn, der på en ubegribelig måde har forvildet sig ind i Grågåsen, og ordvalget i denne bestemmelse giver sig selv som udsprunget af det der oprindelig var afgørende for bedømmelsen af den som erhvervede sig mandsret: hvad det var for jord der bar ham og besjælede ham. Når det hedder om kongesønnen, at han fødtes på »den hellige grund«, kan vi se virkningen på ham selv – ingen andre steder under solen fødes der sådanne mænd –, og vi kan gætte os til at jordens hellighedsfylde har stillet strænge krav til indbyggerne; den jævnere bondegård var næppe så ømfindtlig som Glums, der skød al fredløshed fra sig som en pest, eller som Torhads, på hvis marker overhovedet intet måtte (side 107) omkommes uden kvæg der udtoges til slagtning. Ved en sådan massevis omflytning som den der fandt sted da slægter fra de forskelligste egne i Norge slog sig ned side om side langs kysten på Island, måtte der finde mangen forrykkelse sted i den gamle selvvurdering. Torolfs efterkommere fandt det, nu da de rystedes sammen med selvbevidste ætter fra fremmede egne, vanskeligt at hævde den anseelse som Torolf havde nydt i det gamle land, hvor ærefrygten havde vokset århundreders stille vækst; og trodsen hos naboen finder naturligt ud i denne form: »Skal de holde deres jorder helligere end andre jorder omkring Bredefjord?« De skærpede deres protest ved at trænge ind med vold og profanere jorden, og en kamp påfulgte, som førte til en overenskomst der gav de kæmpende ætter lige rettigheder. Denne kamp indebærer i virkeligheden en strid om førstepladsen; men det falder naturligt at beskrive den fra dens religiøse side, fordi det ikke er en strid om former, men en styrkeprøve mellem to hamingjaer. Hellere end at bryde ud af de gamle tanker og søge formidlingen med vor egen forståelse ved en sammenligning af fordum og nu, må vi blive inden for hamingjaen, og lade den udfolde sig for os. Fra centrum breder mandhelgen sig ud i huset, fylder det med sin luft, og gennemtrænger menneskene med sin kraft, så at de inden døre er andre væsener end ude i livet. Vi kan mærke helgen på »hjemfreden«, den høje grad af ukrænkelighed som lovene tilkender manden i hans egen bolig. Den der forfølger ham inden for døren, og krænker ham på bænken og ved ilden, har tilføjet ham et større sår end den der skader ham på alfarvej, – han har hugget i hans lykke hvor den er tykkest og bløder voldsomt, og hans gerning er nidingsværk. I dansk lov udtrykkes det forkastelige i brud på hjemfreden derved at det sættes i klasse med drab efter indgået forlig. I svensk ret er synspunktet så konsekvent gennemført, at bedømmelsen af et drab som er foregået i tunporten, gøres afhængig af ligets stilling; ligger den angribende part fældet med fødderne inde i tunet og hovedet uden for gærdet, da skylder han sig selv døden; falder han omvendt, skal han bødes, ti »hovedet faldt derfra hvor fødderne stod«. Tyske love kan skille drabet i hjemfred ud som nidingsværk ved at sætte dødsstraf på det, og udelukke boden, som kunde sone almindeligt manddrab. »Hellere end at bryde ud af de gamle tanker og søge formidlingen med vor egen forståelse ved en sammenligning af fordum og nu, må vi blive inden for hamingjaen, og lade den udfolde sig for os.« I grunden var manden lige så hellig i en andens hus; den som forgreb sig på ham dér, krænkede tredie æts ære og helg, og vilde ved handlingen skabe sig to uforsonlige fjender for een. Så massiv er freden indendørs, at den fældedes helg ikke led noget afbræk fordi han selv havde udfordret hævnen; hvis den forfulgte ikke var besmittet af store nidingsværk, måtte modstanderen iagttage visse formaliteter førend han kunde fjærne ham eller »tage hus på ham«. Først (side 108) en fredløshedslysning berøvede ham retten til ethvert fristed; helligheden skulde tages ud af ham, så blev han kraftløs, og faldt fra stammen, så at man kunde tage ham hvor som helst. I de medlemmer af ætten som stedse dvælede inde i lykkens snævreste kreds, var hellighedens magt stærkest. Kvinder var i den grad fyldte med fred, at en forgribelse på dem ikke betød ærekrænkelse, men æreattentat, som vi ved af den særlige omhu hvormed deres urørlighed omgærdes i retsbestemmelserne; og lovenes stærke fordømmelse får sin bedste kommentar ved den uovervindelige sky som Nordboerne havde for overilelsessynder i dette stykke. Midt i denne ansvarsfyldte verden stod kvinden og tog mål af sine naboer, som om et ord aldrig havde slået sin herre på hals, og hun kendte sin magt, når hun frit klædte sin mening om en mands værd eller uværd i ord som ikke skjulte noget. Den der kommer ud for en kvindes tunge og føler ordene hagle ned over sig, til alle dyder bliver løse i ham, griber aldrig til at standse en sådan uheldsvanger »påsigen« med samme midler som han uvilkårlig vilde anvende overfor en mandlig ordkæmpe, eller om han glemmer sig så meget at han løfter armen, har han forhåbentlig en god ven ved siden, der kan hindre ham i at begå den »ulykke«. Og dog er grunden til langmodigheden visselig ikke, at den ramte sætter kvindeudsagnet under mandsordet i kraft; tværtimod, han går sin vej med sær uhygge i sjælen, ti der er dobbelt brod i kvindeord som i kvinderåd, de kommer direkte fra »magterne«. Kvinden røber også i sin virksomhed, at hun har en stærkere føling med lykken end manden under naturlige forhold kan opretholde. Disse anelser, denne usvigelige forudfølelse af kommende ting, som fødes ved en opboblen af selve lykken fra sjælsdybet, er stærkest i hende. En snild mand overhørte ikke hvad hustruen lagde til i en alvorlig sag; fra sagaerne ved vi hvor tungt hendes råd faldt i mændenes overvejelser; og end mere lydhør vendte manden sig, når klangen i ordene sagde ham at hun spåede. Derfor er seersken bleven en historisk figur i Germanernes fortid. Tacitus kendte hende, jomfruen af Bructerernes folk, som med råd og spådomme ledede sine stammefrænders krigstog mod Romerne, og modtog deres ypperste bytte til hædersskænk. Næsten guddommelig kalder han hende, hellig i sin utilnærmelighed, og han har sammenfattet sit almindelige indtryk af kvindens stilling i de ubestridelige ord, at Germanerne i hende »ser noget helligt og fremskuende«. Allerede længe før Tacitus's tid havde hans landsmænd med gysen set gamle kvinder færdes, barfodede og hvidklædte, i Cimbrernes hær, forrettende profetisk tjeneste ved at tage varsler af krigsfangernes ofring. Den fulde hellighed krævede mange hensyn og megen omsigt. Jo (side 109) større lykke man havde samlet sig, des større kraft i bevægelserne, men også des større fare ved et fejltrin. Kvinderne hørte til i hjemhelgen – inden stok –, de skulde ikke bære lykken i lerkar ude i livet, der udkrævedes ikke af dem en sådan lynsnar tilpasning efter øjeblikket, som kunde få en mand til at glemme den forsigtighed der skyldtes helligheden. Mændene derimod levede på grænsen udad, og for at kunne bevæge sig med lethed i de daglige gøremål uden for huset måtte de afføre sig noget af lykken, og vælge en mere opkiltret udrustning. Derfor begynder manddommen med en frigørelse, hvorved den unge løses ud af fredens uhindrede lydighed og rykkes ned til en ringere mandhelg. Der var to muligheder i behandlingen af børnene: de kunde enten barndommen igennem holdes uden for hamingjaen, som en slags menneskeæmner, – så måtte de, hvad livsprincip, og vel også hvad livsvilkår betræffer, komme til at stå i linje med trællene, så at først mandsvielsen skænkede dem sjæl; eller de kunde lukkes helt inde i helligheden, og gemmes der til manddommen åbnede sig for dem. Vi tør ikke sige at alle Germaner valgte den sidste fremgangsmåde, men mange af dem gjorde det. Den unges overgang fra at være et overvejende uselvstændigt gran i lykken til at blive dens selvbevidste handler og hævder, betegnes ved klipningen; indtil den dag da han blev optaget i mændenes kreds, bar han det samme lange hår som kvinderne, de lokker der kendetegnede ham som hellig og som ukrænkelig i højeste forstand; fra den dag af bekræftede han sit udsagn på mandevis, ved at gribe om æren i våbnet, medens kvinderne, der hele livet igennem bar lykken koncentreret i deres lange lokker, svor med hånden om hårflætningen. Hvad det var der skete med drengen, har hans åndsfrænder noksom antydet ved deres ærefrygt for alt hvad der hed hårfagerhed. De satte en straf på dens hoved der afskar ynglingens eller – hvad der var endnu værre – pigens lokker uden frænders vilje. En moder som Gudrun, der har oplevet at hendes datter blev trådt under hestehove, sidder og vånder sig ved tanken på det hår der blev trampet i støvet. »Det var mig den hårdeste af mine sorger, da Svanhilds lyse hår blev trådt under hestefod,« lyder hendes klage. Man brugte »lokket« som en officiel titel, der til umiskendelighed adskilte herskeren fra alle andre dødelige, og man var rede til i den kongelige hårfylde at anerkende en højere magt. Så ømfindtlig var kongeligheden, at en frankisk fyrste aldrig måtte lade sig klippe; i følge en samtidig skildring, der åbenbart beror på selvsyn, bar han lokkerne skilte i midten og udslagne over skuldrene. Kom der ragekniv på hans hoved, blev han som den øvrige plebs, for at bruge Childeberts ord da han antydede hvordan man kunde få et ubekvemt kongsæmne sat uden for alle tanker på højhed; efter Chlodomers død mente nemlig (side 110) hans brødre, Childebert og Chlotachar, at verden langtfra var for stor til to, og at deres moders omsorg for sin søns smådrenge ikkun tjente til at holde en mulighed åben som helst burde lukkes. De fik drengene i deres magt, og sendte dronningen et sværd og en saks for at hun kunde se på dem, og selv afgøre hvilket redskab der skulde bruges på drengene. »Hellere vil jeg se dem døde end klippede,« skreg hun, »når de ikke skal på tronen.« Det er sjælefylden som forener ynglingen og kvinden og den største lykkemand, der hele livet igennem, i hvert fald fra den stund han bliver ættens høvding, bevarer helgens inderlighed. Det underlige udstyr der særtegnede Nahanarvalernes præster har Tacitus, vistnok med en anden berettigelse end han selv vidste af, opfattet som en kvindelig prydelse; han siger at tempelforstanderen var en præst i kvindedragt, og vi tør tro at den hellige mand, når han tjente for alteret, har båret lokkerne udslagne og således hyllet sig i hellighedens kraft. Hvad det betød at kvinderne løste håret kan vi også nok få at vide, når vi vil nedlade os til at søge vor kundskab hos heksene: Svenskerne var strængt efter fruentimmer der føjtede løshårede om, mens godtfolk lå i deres senge. Klipningen må da have været et virkeligt indgreb af en eller anden art i helligheden. Man skar et stykke bort af drengen. Så vidt vi forstår lod man altid en fremmed udføre operationen, i hvert fald en der ikke hørte til ynglingens nærmeste helgfrænder, og grunden har vel ikke været nogen anden end ættens naturlige sky for at klippe ind i lykken, selv om søndringen var nok så nødvendig. På den anden side måtte man være fuldt forvisset om den tilkaldtes »hele hu«, førende man tilstedte ham at udføre så betydningsfuld en handling som afhelgelsen; og som en følge af den nære berøring skabtes der en gensidig fredsforpligtelse, så at klipperen blev den unges fosterfader og gav ham gaver. Utvivlsomt er lejligheden til at bede en anset mand stå fadder til sønnen mangfoldig udnyttet som mulighed til et forbund og styrkelse både for den unge og for hans frænder, og klipningen blev i de høje herskerhuse til en statsaktion, der var vigtig nok til at foreviges af historien. Paulus Diaconus fortæller, at Frankerkongen Karl sendte sin søn Pipin til Liutprand, for at denne efter skik og brug skulde tage hans hår. Idet han afskar hans hovedhår, blev han hans fader, skænkede ham kongelige gaver og lod ham drage tilbage. Men selv om man til daglig brug gik i opkiltret frihed, stod den mulighed altid åben for manden at iklæde sig den stærke hellighed. Brudgommen der steg på stenen i Tord Gellis hal, og flygtningen der søgte ly i helligdommen, viser os Germaneren som han hæver sig op til overmenneskelighed. Når han står på det hellige sted, er både han selv og alt hvad der udgår fra ham, stærkere end sædvanlig; (side 111) op af kilden trænger sig sjæl, pressende sig ud i hans ord, fyldende dem op til den yderste krog, så at de falder fra munden med vægt og klang. Ordene er hele — sande som vi siger, blot at sandhed i den gamle virkelighed er noget aktivt: de har magt. Man stiger på stok – sætter foden på setstokkene om arnen – når man udtaler et løfte om at folk skal høre fra en i fremtiden, og ens inderste liv er i udråbet, ja mere end det, hele frændemagten besjæler det. Da er ingen tilbagekaldelse mulig; det vil sige at ordet går fremad og baner vejen for gerningen, men også at det river udsigeren med sig, fordi det og dermed hans hamingja går tabt, om det får lov til at sidde forladt ude i verden. En lignende forvandling – ikke så gennemgribende i kraft, men identisk i art – sker med manden i det øjeblik han omfatter klenodiet, sværdet eller spydet eller ringen, og »styrker« sine ord: da bruser der ind i ham en ære og en lykke der slår alt ned foran sig: overbevisende andre, overvældende den modstander, der har anfægtet hans mandsværd, men også bindende ham selv, ved at lænke ham og hans til en virkelighed som han må stå ved eller gå under med. Hans ord bliver en besjælet værdi, noget man kan tage og holde fast på, noget som lader sig bruge, og noget som kan bide. Idet han sværger, gælder han mere for dommen, fordi han i eminent grad er sig selv. Endnu i den kristne form kender adskillige af de germanske love eden med »væbnet højre«, eller eden på hellige våben – hvor ordet hellig sikkert er en eftersnak fra gamle dage; og denne sværgegestus var noget der let faldt udlændingene i øjnene. De dannede Sydboer fortæller hinanden om disse barbarer, Kvaderne, der svor ved deres sværd som de anså for guder; og da Tyskerne blev civiliserede nok dertil, skrev også de etnografiske notitser om det land nordpå, hvor folk havde for skik at sværge på våben. Naturligt nok klumpede oplevelsen af de fremmede snurrigheder sig sammen om den gestus der for iagttageren var symbolet på den højeste troværdighed, og de udenforstående vilde vel næppe blive vár, at eden hos barbarerne ikke var en isoleret form for samvittighedsopgør. Den fortoner sig jævnt over i mere dagligdags sigen for sand, og det kommer ud på eet, om man fra et udvortes standpunkt siger, at Germanernes sværgen blot var en stærk tale, eller man udtrykker sig således, at de svor sig igennem livet fra dag til dag. Alle vegne hvor der kræves et bestemt udsagn, finder klenodiet sin plads i hånden. Den Franker der havde noget at fordre af sin næste, og følte at han for at opnå sin ret måtte interessere stærkere i sin sag, han gik frem for »greven«, den kongelige landshøvding, omfattede »staven« og opfordrede ham som lovens håndhæver til at gøre sin skyldighed og tage hånd i hanke med den efterladne medborger: »jeg sætter mig selv og alt hvad jeg har, ind på (side 112) at du rolig kan foretage udpantning.« Og denne ceremoni er blot en tillæmpning under ny forhold af ordets gamle magt til at bevæge verden. Førend samfundsordenen blev sat i varetægt hos kongelige embedsmænd, er Frankeren gået til tings og har knyttet hånden om staven eller spydet for at lade sit ord runge ud over retsforsamlingen med den både begrundende og tvingende magt der måtte sætte alle vedkommende i rørelse, og gøre tilværelsen usikker for den angrebne, indtil han havde slået det ned med sit værn. Også Svenskerne fæstede deres aftaler »med skaft«. Den der handlede, og med ham alle »vidner« – som de senere bliver – greb om spydstagen, og styrkede således det ord som formanden udtalte, så at købsformlen fik magt både over dem selv og over alle andre, og blev en betryggelse for modtageren på at han fik »helt« køb. Den mand der havde lagt sværdet fra sig, var en anden end den der for et øjeblik siden stod med det i hånden, – han var som en løsnet bue. Ligeså gjorde det en forskel om man endnu havde foden på stedet, eller man havde genvundet sit jordiske fæste; men helt den samme som før blev man næppe i samme øjeblik foden slap det hellige eller trådte ned fra højsædet; der gik vel nogen tid hen, før man var som en af de andre. Ikke altid ønskede man at blive sin mandhelg kvit så snart, tværtimod kunde man med flid befæste helligheden i sig. I kritiske tidsrum, når det gjaldt at spænde lykken til dens yderste ævner, kunde man afføre sig alt dagligdags væsen for udelukkende at leve som lykkens indviede. Der er forud for hærens udtog gået visse, os ukendte ceremonier, som forvandlede krigerne til en hellig skare, og virkningen af indvielsen lægger sig for dagen i den fred som knyttede dem sammen til et hele af samme massivitet som frændefælliget. Brud på solidariteten var da højeste nidingsværk, og landet lå hen i højtidsbunden stilhed, – for senere tider gælder også den lov, at al rettergang hviler medens hæren er ude. Tacitus ved, at når guderne var i lejren, gled domsmagten ud af krigsførerens hånd og over i »præsternes« – de højhellige tempelhøvdingers –, et tegn på at krigerne var undergivet den højeste »renhed«. Samme indvielse betegnes ved hårets uforstyrrede vækst. Efter et stort nederlag som Sachserne havde lidt mod Sueverne, svor de en dyr ed på ikke at klippe hår eller skæg, førend skammen var hævnet; de helligede sig og styrkede sig til den store opgave, som Civilis da han svor død over de romerske legioner, og som Harald Hårfagre da erobringsplanerne havde besat ham. Blandt de stridbare Chatter gennemgik det unge mandskab en hellig ungdomstid som krigere, hvor ingen ragekniv kom på deres hoved; for størstedelen af disse ynglinge var det første drab indledningen til et roligere levned, men mange satte en ære i at forlænge det stærke (side 113) og fordringsfulde liv som krigshellige, lige til de var så gamle at kræfterne svigtede. Lignende krigerlag fandtes så vide der levede Germaner, og i de traditionelle Jomsvikingelove er der lævnet en afglans af krigerhelgens strænge etik. Grundstammen i »loven« var hærfreden; personlige forbindelser og personlig forkærlighed gjaldt intet overfor loyaliteten mod laget; selv frændskab og dets forpligtelser var opløst; alle spørgsmål blev henskudt til hærlederens afgørelse; byttet var fælles. Enheden i helg var afsondring fra omverdenen, og især fra det normale hverdagsliv, hvor der arbejdes og avles børn: krigerne måtte ikke sove uden for lejren, og intet have med kvinder at gøre. Iblandt Eddasangene er der bevaret et digt der kan kaldes krigerhelgens epos, Hamdismál, men desværre er den gamle tanke glippet for digteren – hvis det da ikke er den mangelfulde overlevering som står i vejen for klarhed; de prosaiske genfortællinger af indholdet hjælper os ikke videre på vejen, da senere sagamænd har mistet fortroligheden med en forældet krigsteknik. Så meget ved vi, at da Gudrun sender sine sønner ud for at hævne deres søster, helliger hun dem i usårlige brynjer og giver dem ubrydelige bud at holde. Med uimodståelig kraft trænger de »kamphellige« mænd ind i Jørmunreks sal, hugger ham trods hirdens modstand, til han ligger som en uformelig klump uden hænder og fødder; men buddene havde de brudt, og derfor sank de sejrløse, Sørle ved salens gavl, Hamdir ved husets bageste væg. Ulykken kom over dem i det øjeblik, da Hamdir i sin hoveren glemte sin moders råd, at tie under kampen; så fik Jørmunrek hu og mæle, så at han kunde bede sine mænd prøve hvad sten mægtede på dem der ikke gav sig for jærn. Dog må ulykken være begyndt før, måske dengang de to på vejen til Jørmunrek traf deres broder Erp og slog ham ihjel i ordstrid; men selve drabet var vel ikke deres eneste forbrydelse. Hvordan fik Jørmunrek det gode råd at kalde sten til hjælp? Odin, siger naturligvis de sagamænd der en gang har fået øje for denne guds kommen og gåen hvor folk kæmper; det oprindelige sagn har sagt noget andet, sådant noget som at de to brødre selv havde udfordret sten til fjendskab; førend de nåede til kongsgården, havde de på en eller anden måde krænket deres venskab med stenhamingjaen, som moderen rimeligvis havde vundet for dem samtidig med at hun gjorde deres brynjer ramme. Men hvori forblindelsen bestod, om det var Erps blod som flød på sten, eller en handling vi slet ikke kender – det forbliver en hemmelighed til dagenes ende. »I helligheden mødes menneskene med guderne. Det hellige sted var det sted hvor »magterne« boede.« Også når mennesker slog sig sammen til fredelig idræt, til jagt eller fiskeri, har de påkaldt lykken og stillet sig under dens uindskrænkede herredømme. Strid på fiskepladsen gjorde al møje forgæves, hedder det, og så kan vi vide, at viljen til at undgå fejlslag har givet sig andre udtryk end blot en from sindsstemning. Derfor var skibslaget helligt (side 114) og skibet en åndelig genpart af huset, – her finder vi den dybe sammenhæng i digterens tanker, når han kalder boligen for arnens skib. Stavnsprydelserne havde højsædekraft i sig; skibssiden gjorde sværgerens ord hele og fulde lige så godt som spydet og skjoldet; opholdet på eller ved skibet gav manden hjemfredsværdi. Under de høje styrke- og fornyelsestider i ættens liv måtte helligheden tykne i huset og omklamre alle med hele sin styrke. Hjemfreden blev festfred, ukrænkeligheden steg til uantastelighed. Overfor et drab begået under offertid, bryllupstid eller gravøl gjaldt intet »det angrer mig«; gerningsmanden var og blev niding, varg i viet. Da var helligheden så tæt, at den endog kunde trænge ind i trællene og meddele dem liv af menneskeliv, som svenske love giver til kende ved at bestemme fuld mandebod for deres drab under et af de store gæstebud. Da får ordet hellig sin festligste, men også sin strængeste klang, som når svenske love taler med ærværdig vægt om de hellige brudefolk og om de hellige sæder som de fylder. Med festfreden, hjemhelgens fuldkommengørelse, er vi indførte i den stilhed som rådede i det helligste af huse, hvor intet våben måtte bringes over tærskelen. Så langt som til det punkt hvor tempeldøren åbner sig, er lykken forklaret i sig selv; men der er noget mere, og for at komme til det må vi tage skridtet fra verdsligheden over i det religiøse. Men i virkeligheden er det kun for os skridtet existerer; for Germanerne selv var overgangen fra menneskelivet til det guddommelige en uafbrudt fortsættelse. Hvis man begynder i den religiøse hellighed, menneskets beredthed overfor guderne, driver man, inden man ved et ord af det, op i læren om menneskers sociale opgør med hinanden på tingstedet, deres handel og vandel, skøden – med muld – og tinglæsning – med klenodie og ild. Og om vi nok så strængt holder os til den verdslige side af køb og salg og rusken: et skønne øjeblik opdager vi at der går andre spor end menneskers alene. Der falder et guddomsskær over al den juridiske træskhed vi har arbejdet os igennem. I helligheden mødes menneskene med guderne. Det hellige sted var det sted hvor »magterne« boede. Henvisninger (side 375) 97. Plante økse, Landn. 85 l. 29 og obs. sammenfattende l. 32; cf. 62 l1. 20, 64 l. 16. – Lovkævle, se exc. 9 B. – Våbnet, Gisle 6; N. h. T. 2 III 159; Njála 374 cf. Fornald. III 577. – Thorgils, Laxd. 247. – Halfdan, Fagr. 4; Heims. I 93 f. 98. Skalm, Landn. 23. – Spåmand, Flat. I 419. – Tac. 10. – Højsædestøtter, Landn. 7 f., 31, 92, 95, 97; Laxd. 6; Eyrb. c. 4. Bemærkningen i Aarb. f. nord. Oldk. 1909, 261 kan jeg ikke på nogen måde få til at rime med teksten. – Odin, Norr. Fornk. 76, 90; S E 16. – Ledes i sæde, Heims. I 160 cf. Gregor V 11 (17). Måske går ordet bordfælle, Paul. Diac. I 23, netop på højsædet? Gul. 115: arvingen øver sin myndighed og sin pligt ud fra højsædet. 99. Setstokke, Landn. 115; 34. – Vindskeer, Landn. 83; Grettir 89 f.; selv om disse v. er kristne, formoder jeg altså at det ikke er af lutter kristendom de spår. Obs. at ilanddrevne setstokke kunde finde en hæderlig anvendelse som v., Forns. 123 var. Vindskeernes nære slægtskab med de højthædrede forstavnsprydelser på skibene er også værd at tage i betragtning, cf. Landn. 65 l. 16 f. Se i det hele V. Gudmundsson: Privatboligen 153 ff. Ilden spår meget energisk i folketroen, så energisk at vi vel også tør tage et lille varsel af den; for øvrigt tror jeg at steder som Austf. 199 l. 28; Forns. 6 mere hentyder til ildens måde at gøre sin viden bemærket end til de brændbare materialer (læs historien i Forns.). — Hellige med ild, Landn. 63, 65, 73; Eyrb. c. 4; Glúma 79; Islend. 154 er et ex. på en ceremoni, der da kulturen hældede, blev sig selv nok. Grågåsens udtryk, at fare med arne og ild på en mands land = at fæste bo, II 136, er derfor meget stærkere end den moderne gengivelse. – Arne, exx. hos Feilberg under skorsten. — Nordmanden, Gul. 292, cf. Frost. X 4: hjemmet karakteriseret ved ild, arne og højsæde samt bænkenes hynder, og Skånel. p. 215 bransten, der sikkert er at opfatte som Schlyter gør; det gælder for fæsteren at få sit landgilde inden for bondens helg. Gud. II 23: særlig kraft ved det der tages fra arnen (når man sagde dugg, mente man så vist ikke sod). Når ags. bruger heorð, arne, i betydning hus er det et ex. på det der i grammatikkens tungemål kaldes pars pro toto, men den ene der gælder for ti har som oftest netop ti mands styrke; den åndelige overvægt er det som vejer op. Også værd at minde om er Gudruns udtryk Guðrúnarhv. 10. (side 376) 100. Skorstenshammeren, Feilberg: Dansk bondeliv1 I 43. – Lyren, Budst. Il (1820) 748. – Hvamm, Islend. 166. – Vølsung, Völs. 87. – Lævninger, hentyder sandsynligvis til lævninger fra offermåltiderne, som blev deponeret på helligstedet for at undgå besmittelse. – Helgefjæld etc., Eyrb. c. 4; Landn. 32, 80, 81, 110. 101. Snorre, Eyrb. c. 28. — Torsten, Landn. 110 cf. Bard. 7, æventyrets efterklang af en virkelighed. – Tac. Ann. XIII 57; Hist. IV 14. – Fositeland, Vita Willibrordi, Jaffé: Bibi. Rer. Germ. VI 47 f.; desværre er jo vor hjemmelsmand ikke netop i hælene på Willibrord hvad tid angår, men fortællingen må stamme fra et troværdigt øjenvidne, ti så naturligt kunde man ikke digte dengang. – Adam Brem. IV 3; forfatterens kombination med Fositeland røber jo blot at han ikke var tabt bag af dansen i de lærdes selskab; af interesse er derimod navnet Heiligland. Alt tyder på at den kristne opdagelse af landet er myte. 102. Tord Gellir, Landn. 158. – heill, Nicol. 171; Neoc. I 117; brudens svigerinder, altså ættens kvinder på stedet; obs. at de stilles i skarp modsætning til brudens tidligere følgeslagersker. — Stene, Grimm: Rechts. 236; Herv. 270; cf. Bugges note 362. — Sæde på høj, Völs. 86; Heims. I 183. — Naumedal, Heims. I 106 cf. Ágrip (Fornm.) c. 12. Fra høje er der som bekendt også god udsigt, både for den der vil følge med folks bevægelser i egnen, og for den der vil fange en fremmed ind til en passiar; derfor er det ikke nødvendigt altid når der bliver tale om høje, at fare ud med de samlede bevissteder på at mennesker tog sig et lille hvil på ophøjede steder. 103. Hreidar etc, Landn. 65, 23, 32. – Aud, Landn.156 ff. – Torsten, Eyrb. c. 11. — Bære mad, notitsen Hauksbók 167 har ingen gyldighed for germansk kultur ud over fraseologien, og på dette punkt er al påberåbelse af moderne skik ugyldig. — vé, se Wimmer: Danske Runemindesmærker, glossar. – derfor er ulykken ikke så stor, om vi må bekende vor uvidenhed om hvad det var for en høj kongen sad på. – Kirkegården, cf. N. h. T. 1 IV 493, se også den spæde antydning i Forns. 67 l. 4. – Lovens helligelse, Smålandsk Krist. 17; Eids. II 39. 104. Faders høj, Flat. II 70; Herv. 273. – Opregne til høj, f. ex. Dipl. Norv. III n. 122, X n. 257 hvor det er gået over til talemåde. Obs. også maneren i slægtsregistrene. Christiania Vid. Selsk. Forh. 1875, 100 ff. cf. Østg. Eghn. 10 (og note i Freudenthals udgave): søge til højen efter hjemmel, der bevidner en gammel skik ved at benægte den; udtrykket er naturligvis gammelt, og den negative anvendelse af det efter min mening ny. – Ved hellig og mandhelg må vi så godt som udelukkende søge vor viden hos Nordboerne, da det gamle hos de andre folk er blevet indordnet under andre synspunkter. I almindelighed må henvises til ordbøger og retshistorier. — Lægge mandhelg, Østg. Ærf. 17; cf. udtrykkene Vald. lov III 13 (62). 105. Fenrir, S E 32 ff. – Glum, Glúma 56; samme alvor ligger til grund for den sky man havde for højsædet, når døden var i huset. — Helge barn, lævning af sprogbrugen Frost. III 11.– Hellige våben etc, spredte minder som Heliand 1722; steder som Gen. 1017, 2039, 2780, men ganske særlig 201, er måske ikke helt uden tilknytning til gammel digterisk sprogbrug. 106. Blod udgydt, eftervirkning i Lex Sal. 74; Vestg. I Mandr. 14; Vestm. Manh. 4 f. Også i et fordrejet minde som Sv. Landsmål. Bih. I 210. Helligheden havde naturligvis de to poler: lykke — ære-forpligtelse. Den (side 377) sidste er udtrykt så vel i disse exx. som i Lex Sal. 58: jordkasteren, – se i det foregående I 303, — den anden side ses f. ex. i mundheldet Flat. II 122. Samme raison har vel fortællingen hos Saxo I 176; vi må huske på at inddelingen af kamppladsen ikke var en overfladebehandling som ved en moderne boldbane; der var åndelig virksomhed med; og modstanderen slog her sin fjende med hans eget held. De to sider må naturligvis findes i alt som har menneskelig hamingja: der var lykke ved at få forgængerens våben. — Tager ved øksen, Gul. 218. Det at der var anledning til en sådan bestemmelse som Roth. 307 f. er nok til at antyde solidariteten mellem mand og klenodier, den som beror på at deres ære og lykke er et. Jfr. hvordan den moderne rationelle anvendelse brydes med gammel formulering Skånel. 104. – Helge land, Landn. 31, 65, 85, 105; Glúma 79. – Torhad, Landn. 94. – Egne, Flat. I 291; cf. Bisk. I 165, etc. Naturligvis må værdien af dette »egne« bedømmes ud fra »helge«, ti den forklaring at »egne« templet til guden blot betød at gøre det til hans ejendom, består jo blot i at kaste det fremmede ord og dets tanke bort, for at sætte et moderne i stedet, da »eje« lige så lidt er et absolut begreb som gud og tempel. – Halvt mandsværd, Grágás I 192; Stað. 190. — Den hellige grund, Herv. 266. 107. Torolf, Eyrb. c. 9. — Førstepladsen. Det hov som Torhad flyttede til Island tilhørte hans familie, men ordene antyder, at det også var af betydning for de omboende, cf. Flat. I 439. – Hjemfred, Er. lov II 3, 5, 8, 9; Vald. lov II 29; Jy. lov III 22; Østg. Eþz. 1. (Edsørebestemmelserne er inspirerede af reformatorisk iver, men de har jo deres vigtigste indhold tillige med hele deres stivelse fra gammel sky for bodløst overgreb), Drap. 2; Vestg. I Drap. 9, Orb. 1; Upl. Manh. 12, 29; Søderm. Manh. 12, 26; Vestm. I Manh. 3, II Manh. n; Gut. p. 15; Gul. 178; Eids. II 40; obs. vargr; Lex Sax. 27; Lex Fris. Add. t; Lex Alam. 44 tillades den øjeblikkelige hævn i drabsmandens hus, når han falder i sin første uhellighed; men fortøves gengældelsen, hævder hjemfreden sig stærkt. Jfr. Lex Sal. 42, 1; Recapit. B 31 (p. 105), og fremhævelsen i angels. Lieb. 10 (n ff.). De bestemmelser der stammer ned fra husfreden kompliceres undertiden ved sammenstød med begrebet »gårdsgang«, der mere og mere kom til at træde frem på bekostning af husfredsbrud, cf. Lex Fris. 17, 4. Kongsfreden er en art hjemfred, men der er i den visse ejendommeligheder som kræver en selvstændig behandling. 108. Fredløshedslysning, Østg. Drap. 2; obs. ordlyden Søderm. þjuf. 4, Upl. Manh. 39, Lex Sax. 28. Medens hjemfreden står i loven med uudslettelige træk, er stedets hellighed forsvundet for kristendommen. Selvfølgelig er den bleven opsuget af den fremmede ærefrygt for kirkens urørlighed, og dermed er givet at vi ikke kan drage nogen som helst slutning fra kirkens asylret til ældre forhold. Lærerigt er Erikslovens udtryk (II 8): kirken er lige så hellig som gården. Vi må nøjes med de vage minder om tempelhellighed (virkelig traditionelle er sådanne som Fornm. XI 40) jfr. Mon. Germ, Hist. Leg. Sect. II 1 p. 68. Lex Fris. Add. 11 er mul. så troværdig som den gør sig. Efter al sandsynlighed har der uden om hjemfredens kærne ligget en zone af helg, ejeren har altid været stærkere på sin egen grund end på alfarvej (når der da ikke spillede anden fred ind). Først og fremmest hørte hjemmemarken til hans trygsted, som svenske love jo også ligefrem siger (jfr. isl. örskotshelgi, Landn. 108 og Grágás, se citater hos Fritzner og f. ex. II 147). Hvad de bestemmelser (side 378) angår som tilsiger manden sikkerhed på ager og eng, kan de skyldes en senere tids konsekvensmageri, men umuligt er det heller ikke, at der i bestemmelserne virker efterdønninger af erfaringer. Måske er der gammel grund i en sådan paragraf som Frost. IV 5; jfr. Lex Thur. 50; Lex Sax. 30; Vestm. II Manh. 11; Upl. Manh. 12 og Hels. Manh. 6, for den der vil se hvad fuldvægtigt pedanteri er. På disse punkter er det vanskeligt at dømme, da de gamle følelser i høj grad blev annekterede, og især lagt under abstrakte synspunkter. Sådanne bestemmelser som Østg. Eþz. 27 er begrundede i fred, men ikke i stedets; særlig interessant er formuleringen Jy. lov III 22, med dens minde om plovens hellighed. – Kvindens helg, cf. I 130 f.; Austf. 160; Bjørn Hitd. 68. Roth. 200, 201 (værre end mord) jfr. 26 med flg.; Lex Sal. 24 II 6, 7; 20; 31; Lex Sax. 15; Lex Alam. 45 ff. 59 ff.; Vestg. I Orb.; Upl. Manh. 11, 29; Søderm. Manh. 12, 26; Vestm. I Manh. 3, 18; Østg, Vaþ. 27: som mand, en paragraf der er bestemt til at bringe den modsatte anskuelse til tavshed. En stor del af disse lovsteder gælder kun som vidnesbyrd om en dybt rodfæstet følelse af kvindens hellighed, og om en ejendommelig vurderingsskala, som ikke kunde bygges op på bar bund i middelalderen, om så en kristendom nok så meget havde arbejdet på at »hæve« kvindens stilling. Tendensen er i virkeligheden også nedadgående i den kristne tid; Lex Fris. Add. V (der godt kan være innovation fordi synspunktet ikke sejrede alle steder) repræsenterer det første trin, men man gik videre i at sætte det kvindelige til lavere priser end manddom. En anden ting er det, at den gamle umiddelbarhed er bleven underbygget på forskellig måde, idet man har søgt i sin tanke efter en begrundelse for instinktets lævn. Men selv der hvor begrundelsen afgjort røber mangel på forståelse af det der oprindelig var kvindehelgens kærne, kan den næppe kaldes noget absolut nyt, en omlægning af trykket gør ofte hele forskellen. I langob. hvor linjernes simpelhed er urørt, er betoningen gået over fra kvindens fred på hendes værge- eller våbenløshed, som jo var et led i hendes helg (Roth. 378; cf. Lex Baj. IV 29 hvor tilføjelsen gør et udpræget indtryk af at være eftertanke). Lex Sal.'s bestemmelser (og Lex Thur. 48, af Lex Alam. 56 kan jo intet sluttes om forholdet mellem gift og ugift) har taget barnefødsel som kriterium overfor drab, men synspunktet er ikke overført på andre krænkelser, og 41, 3 står det gamle endnu urationaliseret. Anderledes Lex Sax. 15 hvor det gamle syn på jomfruen muligvis endnu virker med til at sætte skel, jfr. i d. flg. om håret. – Forudfølelse etc., obs. udtrykket Völs. 89 l. 17. – Overhørte ikke, eller hvis han ikke hørte, da så meget des værre for ham selv, se f. ex. Eyrb. c. 63; Ljósv. 185; Heid. 77; Forns. 67 f.; Austf. 53, 64, 71; Flat. III 324; Atlak. 10 f. Sml. Sigrd., og så skablonen, som Fornald. III 594, 604 etc. Og endelig det kostelige billede af germansk kvindelighed set gennem et par kraftige rationalistiske briller, Heims. I 19. Det er heller ikke betydningsløst i denne sammenhæng, at det i Norge var kvindens pligt at berede den budstikke som udsendtes ved drab (Gul. 51). – Tacitus, Germ. 8; Hist. IV 61, 65; V 22. – Før Tacitus, Strabon VII c. 2; Cæsar I 50; Plutarch: Cæsar 19. 109. Inden stok, Eyrb. c. 15; Forns. 71 l. 19; Grágás II 44; NGL II 51. – Drengens hellighed, Lex Sal. 24, 1; Upl. Manh. 11 f.; Vestm. I Manh. 3; II Manh. n; Søderm. Manh. 26; Hels. Manh. 14. De svenske love er her som så ofte kendetegnede ved deres konservatisme i formerne og deres anstrængelser for at gøre noget ud af de gamle lævn. Helligheden (side 379) er åbenbart i høj grad bragt ind under humane synspunkter (det vilde være interessant at vide hvordan instinkterne virkede i folkets masse), og skånsomheden er bredt ud til at dække oldinge; måske er dog denne humanitet heller ikke uden tilknytning til gammel ærefrygt for den livsold der viger fra våbnene ind i den inderste hellighed, hvor rådets magt træder i st. for huggets. – Helligheden sidder i håret, Lex Sal. 24, 2. – Kvindens hår, cf. Lieb. 7 (73). – Sværge ved håret, Grimm: Rechts. 897 f. Samme betydning, at sværge ved sig selv eller noget i sig, har ed med hånden på brystet, Lex Alam. 54, 3. – Forbud mod klipning, Lex Sal. 69; jfr. også gradation Sv. Bjark. (Schlyter VI) 14, 18. – Gudrun, Guðrúnarhv. 16; jfr. også den betydningsfulde opførsel Gesta Dagob., se citat nedenfor. – haddr var betegnelsen for kvindens lange hår, sml. skör om mandens hårvækst (cf. Grágás II 203). Nordboernes agt for håret antydes i spotten over den skaldede træl, Flat. I 130; Völs. 191; jfr. Thév. 38; Rig. 15, 34; i trællenes hushold derimod findes håret ikke værdigt til omtale. — Lokket, som titel på stormænd, Cass. Var. IV 49. – Franker, Gregor II 8 (p. 146); VI 16 (24); VIII 10; Agathias Hist. I 3; Gesta Dagob. I c. 14 (i Mon. Germ. Merov. II); Eginhard: Vita Caroli c. 1; Vita Leodeg. c. 3 (Bouquet II 613). 110. Klippe kongen, Gregor II 30 (41); III 18. — Naharnavalerne, Tac. 43. – Løshåret, Vest. I Retl. 5, jfr. måske Fornald. II 131. Rimeligvis bar de ugifte kvinder håret løst? I Norden gik bruden under lin (Rig. 40), og til denne akt knytter sig hos Nordmænd og Islændinge morgengaven (linfæ), S E 105, jfr. Flat. I 373. Måske står Lex Sal. 76 i forbindelse med »linet«, in capillo (Liut. 2 ff., 145) hentyder vel til det frithængende hår på pigen. — Helgfrænder, det var meget svært for frænder at foretage det fornødne inden for ætten, man vilde helst redde sig udenom på en eller anden måde og holde sine egne hænder rene. Jfr. fra en anden side af livet Bisk. I 10 f., Prok. II 14. – Paul. Diac. VI 53, jfr. IV 38 og Lex Sal. 101; måske en agtværdig antydning Vita Germer. (Bouquet III 386). Om den absolutte uklippethed var noget extraordinært for visse kongeslægter, som den frankiske, eller den kun gjaldt i hele strængheden for visse medlemmer af ætten, eller måske fra et bestemt tidspunkt – den viden må vi, så godt vi kan, hjælpe os foruden. 111. Stige på stok, Hrolf 85; blevet et yndet effektmiddel, Islend. 42; Fornald. II 293; III 297. – Træde på sten, Islend. 166 jfr. Helg. Hund. 31, Gud. III 3. Herhen hører da også Lex Alam. 81 og ed på dørtærskelen, Richt.: Fries. Rechtsqu. 166 (109). Af samme kraft er ed på dyr, Herv. 283; Helg. Hj. 30 prosa jfr. Völs. 33; måske tør vi citere Mon. Germ. Conc. I 90 (16) jfr. Hist. Fris. n. 159: uterque manus posuit super ipsum et pacificati sunt eo modo. — Ed ved sværd og det flg., se exc. 9 A. 112. Hærfred, Lex Sal. 41, 3; 63; Lex Fris. 17, 1; Lex Alam. 25, 26; Lex Sax. 37; Lex Rib. 63; Lieb. 74 (40), 350 (61); Lex Aistulf 21 er næppe ny af ånd; Upl. Manh. 11, obs. definitionens art; Kg. 11; Ping 14; Søderm. Manh. 26; Gul. 47; Er. lov II 49; Skånel. p. 416 (38); Jy. lov III 22. Disse citater indeholder naturligvis kun eftervirkninger af en opr. retsfølelse, mer eller mindre »anvendt«; betydningsfuld er for d. f. selve begrebet hærfred, dernæst dets sidestilling dels med husfred, dels med festfred. Det kan godt bero på gammel sædvane at tyverisager var undtagne forbudet; nidingsværk var dobbelt forfærdeligt under højeste fred. Tacitus 7. – Sachserne, Gregor V 9 (15); Heims. I 103; Tacitus Hist. (side 380) IV 61; realiter kommer det ud på at hårets vækst var bestyrkelse af løftet. — Chatter, Tac. 31, hvor Tacitus efter sædvane lader sine egne konstruktioner stå og grine mod de fakta han gengiver. Det forsømte ydre er langhåretheden, den aflægges efter det første drab, så går det dejligt at lade de fejge rende og se ud til deres dages ende; derpå tager fakta ved igen, og uden at blinke fortæller han at det kun er de professionelle krigere der bevarede uplejetheden hele livet igennem. – Tac. c. 38 angiver at Sueverne altid bar ynglingens lange hår, som om de følte sig som et krigerfolk par excellence. Jomsvikinger, Flat. I 166. — Kamphellige, Hamdism. 28. – Fiskepladsen, se I 127. Skibet, Frost. IV 61 jfr. 5. Dette at skibet gælder som vitterligt sted (Gul. 292) er næppe moderne opfindelse, og så har vitterligheden sin grund i den hellighed som gjorde samlaget – öldrhús — til en kompakt skare, Østg. Eþz. 33, Hels. Manh. 14 (forskellig fra ledingsfred); i Bjark. (Schlyter VI) 13, Magn. Er. Stadsl. Skip. 2 er der vel kun et formelt lævn. — Arnens skib, Skjald. 7 v. 4, 11 v. 24; samme oprindelse har rimeligvis omskrivninger som hvílbeðjar hólkvir, se dog Gering r. v. hölkvir, hvílbeðr. — Skibssiden, Völ. 33; Thorsen: Stadsretter 158 (14), 240 (23). – Festfred, Landn. 116; Egil 153, hvor den gamle strenghed ses uformidlet; Gul. 187; Vestg. I Mandr. 13; II Drap. 27; Frost. IV 58, 61; Gul. 198. Gradationerne bevares, men det hele sættes en oktav ned. – Hellige sæder, Vestm. I Gipt. 2 cf. Søderm. Gipt. 2. Fodnoter