Ynglingatal (B1)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Dansk.gif


Den norsk-islandske skjaldedigtning


ved
Finnur Jónsson
1912-1915


Þjóðólfr ór Hvíni
Norsk skjald, 9. årh.


Ynglingatal


1. Varð framgengt,
þars Fróði bjó,
feigðar orð,
es at Fjǫlni kom;
siklingi
svigðis geira
vágr vindlauss
of viða skyldi.

2. En dagskjarr
Dúrnis niðja
salvǫrðuðr
Sveigði vélti,
þás í stein
enn stórgeði
Dusla konr
ept dvergi hljóp,
ok salr bjartr
þeira Sǫkmímis
jǫtunbyggðr
við jǫfri gein.

3. En á vit
Vilja bróður
vitta véttr
Vanlanda kom,
þás trollkund
of troða skyldi
liðs grímhildr
ljóna bága;
ok sá brann
á beði Skútu
menglǫtuðr,
es mara kvalði.

4. Ok Vísburs
vilja byrgi
sævar niðr
svelga knátti,
þás meinþjóf
markar ǫttu
setrs verjendr
á sinn fǫður;
ok allvald
í arinkjóli
glóða garmr
glymjandi beit.

5. Hitt vas fyrr
at fold ruðu
sverðberendr
sínum drótni,
ok landherr
af lífs vǫnum
dreyrug vǫ́pn
Dómalda bar,
þás árgjǫrn
Jóta dolgi
Svía kind
of sóa skyldi.

6. Ok þess opt
of Yngva hrør
fróða menn
of fregit hafðak,
hvar Dómarr
á dynjanda
bana Hǫ́alfs
of borinn væri;
nú þat veitk,
at verkbitinn
Fjǫlnis niðr
við Fýri brann.

7. Kveðkat dul,
nema Dyggva hrør
Glitnis gnǫ́
at gamni hefr,
þvít jódís
Ulfs ok Narfa
konungmann
kjósa skyldi;
ok allvald
Yngva þjóðar
Loka mær
of leikinn hefr.

8. Frák at Dagr
dauða orði
frægðar fúss
of fara skyldi,
þás valteins
til Vǫrva kom
spakfrǫmuðr
spǫrs at hefna.

9. Ok þat orð
á austrvega
vísa ferð
frá vígi bar,
at þann gram
of geta skyldi
sløngviþref
Sleipnis verðar.

10. Þat telk undr,
ef Agna her
Skjalfar rǫ́ð
at skǫpum þóttu,
þás gœðing
með gollmeni
Loga dís
at lopti hóf,
hinn 's við Taur
temja skyldi
svalan hest
Signýjar vers.

11. Fell Alrekr,
þars Eiríki
bróður vǫ́pn
at bana urðu,
ok hnakkmars
með hǫfuðfetlum
Dags fríendr
of drepask kvǫ́ðu;
fráat maðr áðr
eykja greiði
Freys afspring
í folk hafa.

12. Ok varð hinn,
es Alfr of vá,
vǫrðr véstalls,
of veginn liggja,
es dǫglingr
dreyrgan mæki
ǫfundgjarn
á Yngva rauð.

13. Vasa þat bært
at Bera skyldi
valsœfendr
vígs of hvetja,
þás brœðr tveir
at bǫnum urðusk,
óþurfendr
of afbrýði.

14. Varð Jǫrundr,
hinn's endr of dó,
lífs of lattr
í Limafirði,
þás hábrjóstr
hǫrva Sleipnir
bana Goðlaugs
of bera skyldi;
ok Hagbarðs
hersa valdi
hǫðnu leif
at halsi gekk.

15. Knátti endr
at Upsǫlum
ána-sótt
Aun of standa,
ok þrálífr
þiggja skyldi
jóðs alað
ǫðru sinni.

16. Ok sveiðurs
at sér hverfði
mækis hlut
enn mjávara,
es okhreins
ǫ́ttunga hrjóðr
lǫgðis odd
liggjandi drakk;
máttit hárr
hjarðar mæki
austrkonungr
upp of halda.

17. Ok lofsæll
ór landi fló
Týs ǫ́ttungr
Tunna ríki,
en flæming
farra trjónu
jǫtuns eykr
á Agli rauð.

18. Sás of austr
áðan hafði
brúna hǫrg
of borinn lengi,
en skíðlauss
Skilfinga nið
hœfis hjǫrr
til hjarta stóð.

19. Fell Óttarr
und ara greipar
dugandligr
fyr Dana vǫ́pnum;
þann hergamr
hrægum fœti,
víts borinn,
á Vendli sparn.

20. Þau frák verk
Váts ok Fasta
sœnskri þjóð
at sǫgum verða,
at eylands
jarlar Fróða
vígfrǫmuð
of veginn hǫfðu.

21. Þat frák enn,
at Aðils fjǫrvi
vitta véttr
of viða skyldi
ok dáðgjarn
af drasils bógum
Freys ǫ́ttungr
falla skyldi.

22. Ok við aur
ægir hjarna
bragnings burs
of blandinn varð,
ok dáðsæll
deyja skyldi
Ála dolgr
at Upsǫlum.

23. Veitk Eysteins
enda folginn
lokins lífs
á Lófundi,
ok sikling
með Svíum kvǫ́ðu
józka menn
inni brenna.

24. Ok bitsótt
í brandnói
hlíðar þangs
á hilmi rann,
þás timbrfastr
toptar nǫkkvi,
flotna fullr,
of fylki brann.

25. Þat stǫkk upp,
at Yngvari
Sýslu kind
of sóit hafði,
ljóshǫmum
við lagar hjarta
herr eistneskr
at hilmi vá;
ok austmarr
jǫfri sœnskum
Gymis ljóð
at gamni kveðr.

26. Varð Ǫnundr
Jónakrs bura
harmi heptr
und Himinfjǫllum,
ok ofvæg
Eista dolgi
heipt hrísungs
at hendi kom;
ok sá frǫmuðr
foldar beinum
Hǫgna hrørs
of horfinn vas.

27. Ok Ingjald
ífjǫrvan trað
reyks rǫsuðr
á Ræningi,
þás húsþjófr
hyrjar leistum
goðkynning
í gǫgnum sté.

28. Ok sá yrðr
allri þjóðu
sanngǫrvastr
með Svíum þótti,
es hann sjalfr
sínu fjǫrvi
frœknu fyrstr
of fara skyldi.

29.Ok við vág,
hinn 's við arði,
hræ Áleifs
ǫlgylðir svalg,
ok glóðfjalgr
gǫrvar leysti
sonr Fornjóts
af Svía jǫfri;
sá áttkonr
frá Upsǫlum
Lofða kyns
fyr lǫngu hvarf.

30. Þar frá hverr,
at Halfdanar
sǫkmiðlendr
sakna skyldu,
ok hallvarps
hlífi-nauma
þjóðkonung
á Þótni tók;
ok Skereið
í Skíringssal
of brynjalfs
beinum drúpir.

31. En Eysteinn
fyr ási fór
til Býleists
bróður meyjar,
ok nú liggr
und lagar beinum
rekks lǫðuðr
á raðar broddi,
þars élkaldr
hjá jǫfur gauzkum
Vǫðlu straumr
at vági kømr.

32. Ok til þings
þriðja jǫfri
Hveðrungs mær
ór heimi bauð,
þás Halfdanr,
sás Holtum bjó,
norna dóms
of notit hafði;
ok buðlung
á Borrói
sigrhafendr
síðan fǫ́lu.

33. Varð Goðrøðr
enn gǫfugláti
lómi beittr,
sás lǫngu vas,
ok umbrǫ́ð,
at ǫlum stilli,
hǫfuð heiptrœkt
at hilmi dró.

34. Ok launsigr
enn lómgeði
Ǫ́su ǫ́rr
af jǫfri bar,
ok buðlungr
á beði fornum
Stíflusunds
of stunginn vas.

35. Ok niðkvísl
í Nóregi
þróttar Þrós
of þróazk hafði;
réð Áleifr
Upsa forðum
víðri grund
ok Vestmari,
goðum glíkr,
ok Grenlands fylki.

36. Unz fótverkr
við Foldar þrǫm
virða vin
of viða skyldi;
liggr gunndjarfr
á Geirstǫðum
herkonungr
haugi ausinn.

37. Þat veitk bazt
und blǫ́um himni
kenninafn,
svát konungr eigi,
es Rǫgnvaldr,
reiðar stjóri,
heiðum-hárr
of heitinn es;
ok mildgeðr
markar dróttinn.

38(?). Hǫfuðbaðm,
þars heiðsæi
á fjǫrnis
fjǫllum drýgði.

   1. Dødens ord, som kom til Fjölnir, fuldbyrdedes, hvor Frode bode; det var bestemt, at hornenes vindløse vove skulde overvælde fyrsten.
   2. Men Durnis-ætlingernes sals dagsky vogter besnærede Sveigdir, dengang den stolte Dulse-ætling løb efter dværgen ind i stenen og Sökmimirs og hans mænds(?) lyse sal, befolket af jætter, åbnede sig for (slugte) kongen.
   3. Men den troldkyndige heks fik Vanlande til at besöge Viljes broder, da nattens jættebårne Hilde ifølge skæbnen trådte på mændenes modstander, og den gavmilde, som maren kvalte, blev brændt på Skutas bred.
   4. Og søens broder slugte Visburs legeme, da besiddelsernes krævere hidsede skovens skadetyv mod deres fader, og glødernes glammende hund bed herskeren ihjæl i arneskibet.
   5. Det skete i gamle dage, at krigerne rødfarvede jorden med deres herres blod, og landets folk bar blodige våben fra Domaldes legeme, dengang da Svenskerfolket, af begær efter god åring, ifølge skæbnen ofrede Jydernes fjende.
   6. Og ofte havde jeg spurgt kyndige mænd om det angående kongens lig, hvor Domar blev båren på bålet; nu ved jeg, at Fjölnirs efterkommer brændte, død af sygdom, ved Fyriså.
   7. Jeg nægter ikke, at Hel forlyster sig ved Dyggves lig, ti Ulvens og Narves søster skulde ifølge skæbnen vælge en kongebåren; og Lokes datter har besnæret Yngvefolkets hersker.
   8. Jeg har hørt, at Dag, begærlig som han var efter berömmelse, rejste ifølge dødens ord afsted, da den kloge kriger tog til Vörve for at hævne sin spurv.
   9. Og kongens skare bragte det bud om drabet til de østlige egne, at en høtyv ifølge skæbnen skulde overvælde den konge.
   10. Det erklærer jeg for et vidunder, hvis Agnes hær har fundet Skjalfs handling naturlig, da Lues søster hævede den höjbårne op í luften ved hjælp af guldhalsbåndet, ham som ved Tören skulde tæmme Hagbards kølige hest (hænges).
   11. Alrek faldt, hvor hans våben voldte Eriks død, og man sagde, at Dags ætlinge havde dræbt hinanden med ridehestens hovedtöj; ingen har hørt för, at Freys efterkommere har benyttet bidsel til kamp.
   12. Og han, som altervogteren Alf dræbte, måtte ligge lig, da fyrsten, af skinsyge, rødfarvede sværdet i Yngves blod.
   13. Det var naturstridigt, at det skulde være skæbnens vilje, at Bera skulde ophidse de to, der dræbte hinanden, til drab, da de to brødre, uden skellig grund, men på grund af skinsyge, blev hinanden baner.
   14. Jörund, som døde for længe siden, blev berøvet livet i Limfjorden, da strikkens hest med det höjtragende bryst skulde bære Godløgs bane; og strikken snøredes sammen om halsen på hersernes herre.
   15. Alderdomssvaghed ramte fordum Ön i Uppsala, og den livslystne skulde ifølge skæbnen for anden gang blive næret som et nyfødt barn.
   16. Og han førte mod sin mund hornets spidse del, da sönnernes udrydder drak liggende af hornets spids; østens gråhårede konge kunde ikke løfte hornet i vejret.
   17. Og Tyrs på ry rige ætling flygtede for Tunnes magt udaf riget, men oksen rødfarvede sit hovedsværd i Egils blod.
   18. Den (okse), som tidligere i en lang tid havde båret sit hoved i østen, men stangerens skedeløse sværd (hornet) gennemborede Skilvinge-ætlingens hjærte.
   19. Ottar faldt, så dygtig han var, under örnens klør for Danernes våben; ham betrådte örnen, kommen langvejs fra, med sine blodige fødder på Vendel.
   20. Jeg har hørt, at de Våts og Fastes bedrifter blev ivrig fortalte af Sveafolket, at Frodes ø-jarler havde taget krigeren af dage.
   21. Det har jeg fremdeles hørt, at en heks ifølge skæbnen skulde tilintetgöre Adils' liv, og den dådlystne Freys-ætling skulde styrte ned af hestens ryg.
   22. Og kongesönnens hjærne blandedets med gruset, og Åles dådrige fjende døde ifølge skæbnen i Upsala.
   23. Jeg ved, at Østens liv avsluttedes på Lofund, og man sagde, at jyske mænd indebrændte kongen med Svenskerne.
   24. Og græssets ødelæggende sygdom (ilden) overkom kongen i arne-ildens skib (huset), da tomtens tømmerstærke båd (huset) brændte, fuld af mænd, omkring kongen.
   25. Det rygte dukkede op, at Syslas folk havde ombragt Yngvar; den estiske hær angreb den lyse konge ved Sten; og det østlige hav synger Havgudens sange til morskab for den svenske konge.
   26. Ønund blev stanset af Jonakrssönneners sorg (stenene) under Himmelfjældene, og den i lön avlede söns uimodståelige forbitrelse overraskede Esternes fjende; og han, som havde udført Högnes drab, blev omgivet med stene.
   27. Og røgstormeren (ilden) betrådte Ingjald i levende live på Ræning, da husødelæggeren (ilden) trådte med ildfødder gennem den gudbeslægtede.
   28. Og den død anså hele folket for den mest afgörende blandt Svearne, at han selv skulde være den første til at ombringe sit tapre liv.
   29. Og træets uhyre (ilden) slugede Olafs liv ved søen, hans, som havde plöjet (?) skoven, og Fornjots glødende sön løste klædningen af Svearnes konge; den Lofde-ætling havde forlængst forladt Upsala.
   30. Det har enhver hørt, at fredens mænd skulde savne Halfdan, og Hel tog folkekongen på Toten; og Skær-ed i Skiringssal sörger over krigerens ben.
   31. Men Østen kom, slået af sejlstangen, til Byleists broderdatter, og nu ligger heltens indbyder under stenhöjen ved ra'ets ende, hvor Vadlas iskolde ström kommer til søen hos den gøtiske fyrste.
   32. Og Lokes datter indbød kongen, den tredje i rækken, til elskovsmøde fra oververdenen, da Halfdan, som bode på Holte, havde nydt det ham af nornen tildömte liv; og de sejrrige mænd begravede siden kongen på Borre.
   33. Den storladne Godröd, som levede for lang tid siden, kunde blive overlistet, og den hævnlystne person anvendte underfundighed mod fyrsten, da han var drukken.
   34. Og Åses svigsindede tjener vandt en lönsejr over kongen, og fyrsten blev stukket ihjæl på Stivlesunds gamle bred.
   35. Og Odins stærke slægtgren havde vokset sig kraftig i Norge; Olaf rådede fordum over Upses vide land og Vestmar, samt over Grenlands fylke, den gudelignende.
   36. Indtil fodværk skulde ombringe mændenes ven ved Foldens rand; den kampdjærve hærkonge ligger i en gravhöj på Gerstad.
   37. Det kendenavn er det bedste, jeg kender under den blå himmel, som nogen kong ejer, at Rögnvald, vognens styrer, kaldes den hæderhöje; og skovlandets gavmilde hersker ...
   38. Ætlingen, hvor han (?) udførte ærefulde handlinger på havet [tolkningen her er usikker].