Grimnesmål (C. A. E. Jessen)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Eddadigte

Oversat af
Carl Arnold Edwin Jessen
Udgivet 1867

Grimnes-Mål

(En Skjald opregner her en hel Del af sin Lærdom i den Form, at han lægger den i Munden på Odin. Han lader Odin under Navn af Grimne komme ukendt til sin Fostersøn Kong Gerrød, der af Mistanke, indgivet af Frigg, der har ladet Fulla advare ham mod den Gæst, ingen Hund var glubsk nok til at fare imod, lader den fremmede sætte mellem to ilde, for at pine ham til at sige, hvem han er; Grimne fremsiger nu en hel Mængde om Åsgård, tilkendegiver sig som Odin, siger, at nu »er Diser fjendske« mod Gerrød, og hans Liv tilende. Gerrød vil tage ham fra Ilden, men snubler og gennembores af sit eget Sværd, hvorpå Odin forsvinder.¹⁾ — Siddende mellem Ildene kvæder Grimne:)

»Land er helligt,
som ligge jeg ser
Æser og Alver nær;
og i Trud-Hjem
skal Tor være,
til Guder forgå.

Y-Dale heder det,
hvor Ull haver
sig byggede Sale.
Alv-Hjem til Frø,
gav i årle Dage,
Tiver til 'Tandfæ'.

Bo er det den tredje,
hvor blide Guder
Sale takte med Sølv;
Valaskjalv den heder;
og den virkede sig
Ås i årle Dage.

Søkvabæk den fjærde;
og dér monne de svale
Bølger over bruse;
dér de, Odin og Såga,
i alle Dage drikker
glade af gyldne Kar.

Gladshjem er den femte,
hvor den guld-strålende
Valhal vidt sig tårner;
der Roft kårer,
mens Dagene rinde,
våben-døde Drenge.

Såre let den er at kende
for hvem til Odin kommer
for Salene at se:
Spydskaft er Rafter,
med Skjolde Salen takt.
Brynjer på Bænke bredt.

Såre let den er at kende
for hvem til Odin kommer
for Salene at se;
en Varg hænger
vest for Døren;
og luder en Ørn over.

Trymhjem er den sjætte,
hvor Tjasse bygged,
han den vældige Jætte;
men nu Skade bygger,
den skære Brud blandt Guder,
sin Faders forne Tofter.

Bredeblik den syvende;
men dér Balder haver
sig byggede Sale,
i det Land,
hvor ligge jeg véd
af 'Fjendskabsstave' færrest.

Himmeibjærge den ottende;
og dér Hemdal siges
i Helligdomme herske;
dér Guders Vogter
i væne Hjem drikker
glad hin den gode Mjød.

Folkvang er den niende;
dér Frøja råder
for Sæde i den Sal;
den halve Val hun kårer,
mens hen rinde Dage;
men den halve Odin ejer.

Glitne er den tiende;
den er på Guld støttet,
så og takt med Sølv;
men dér Forsete bygger,
mens Dage lide,
og dysser alle Sager.

Noatun den ellefte;
men dér Njord haver
sig byggede Sale;
Mænds Hersker
hin mén-løse
råder for højtømret Harg.

Med Ris grót,
og med højt Græs,
ligger Vidars Land Vide[?];
men dér Søn sig hæver
af [?] Heste-Rygg,
Helten, at hævne sin Fader.

__________

And-Rimne lader
i lld-Rimne
Sø-Rimne sydes,
bedst af alt Flæsk;
men det véd kun få,
hvormed Enherjer fødes.

Gere og Freke
den kamp-glade mætter,
den herlige Hærfader;
men af Vin ene
den våbenvældige
Odin evig lever.

Hugin og Munin
flyve hen hver Dag
over vide Verden;
angst jeg er for Hugin,
at ej atter han kommer;
dog frygter end mer jeg for Munin.

'Tuder Tund;
fryder sig Týd-Vitnes
Fisk i Floden.
Å-Strømmen tykkes
alt for stor
for ’Val-Gløm' at vade.' [?]

Val-Grind heder
den som stander på 'Volden’,
hellig for hellige Dør;
forn er den Grind;
men kun få det vide,
hvorlunde i Lås den er lukt.

Femhundred Døre
og end firti til,
så mener jeg på Valhal være;
ottehundred Enherjer
gå sammen ud ad hver Dør,
når de fare til Kamp mod Fenre.

Femhundred Gulve,
og end firti til,
skal i Bilskirnes Buer være;
af Huse, hvert og alle,
som takte jeg véd,
min Søns véd jeg størst at være.

Hédrún heder Ged,
som står over Hærfaders Hal,
og bider af Læråds Blade;
Kar fylde hun skal
med den klare Mjød;
aldrig den Saft kan svinde.

Égtyrne heder Hjort,
som står over Hærfaders Hal,
og bider af Læråds Blade;
men af hans Horn
hen det drypper i Hvergelme;
deden alle Vande har Veje.

Sid og Vid,
Sekin og Ekin,
Sval og Gunntro,
Fjørm og Fimbultul,
Rin og Rennende,
Gipul og Gøpul,
Gamul og Gérvimul,
de snor sig om Guders Skat;
Tyn og Vin,
Tall og Hall,
Gråd og Gunntorin.
Vina heder én,
en anden Vejsvinn,
en tredje Tydnuma;
Nyt og Nøt,
Nønn og Rønn,
Slid og Rid,
Sylg og Ylg,
Vid og Vån,
Vånd og Strand,
Gøll og Léft,
de falder Mennesker nær,
og falder heden til Hel.

Kørmt og Ørmt
og Kar-løge to
vist skal Tor vade
hver Dag,
når at dømme han far
ved Yggdrasils Ask. —
Ti at Ås-Bro
brænder al i Lue;
de hellige Vande hedes.

Glad og Gylle,
Glar og Ske-brime,
Sølvertop og Sine,
Gissel og Falhovne,
Guldtop og Letfjed,
på de Ross Æser ride —
hver Dag,
når at dømme de fare
ved Yggdrasils Ask.

Trende Rødder stande
ad trende Veje
fra Yggdrasils Ask;
Hel bor under én,
under anden Rimturser,
under tredje Menneske-mænd.

Ratatosk heder Egern,
som rende skal
på Yggdrasils Ask;
Ørnens Ord
den skal ovenfra bære
og sige til Nidhugg ned.

Hjorte er og fire,
som … [?]
’gaghalsede' [?] gnave,
Dåin den ene,
og Dvalin den anden.
Dun-ør og Dura-tro.

Orme flere ligge
under Yggdrasils Ask
end hver Tosse sig tænker. —
Goin og Moin,
de er Gravvitnes Sønner,
Gråbag og Grávvollud,
Ovne og Svåvne
skal alle Tider, tror jeg.
Træets Grene gumle.

Yggdrasils Ask
af Ærvede døjer
mer end Mennesker vide:
Hjort bider foroven;
men Bullen funer;
skærder Nidhugg forneden.

Rist og Mist
vil jeg skal Horn mig række,
Skegg-old og Skøgul,
Hild og Trúd,
Lokk og Hær-fjøtur,
Gøll og Gér-ølul,
Randgrid og Rådgrid,
og Reginlév,
de bærer Enherjer Øl.

Årvåg og Alsvinn,
de skal op heden
svange Solen drage;
men under deres Bove
fjæled blide Guder,
Æserne, 'Jærnkuling' [?].

Svalin heder,
og står for Sol,
Skjoldet for den skinnende Gud;
Bjærge og Hav
jeg véd skal brænde,
hvis fra det falder.

Skøll heder Ulv,
som følger den skinnende Gud
til Værne-Ved,
men den anden Hate;
han er Ródvitnes Søn,
og forved bjærte Himmel-brud.

Af Ymes Kød
blev Jord skabt,
men af Blodstrøm Sø,
Bjærge af Ben,
Skov af Hår,
men af Hovedskal Himmel.

Og af hans Brå'r
gjorde blide Guder
Midgård for Menneskesønner;
og af hans Hjærne
ere de skumle
Skyer alle skabt.

'Ulls Nåde haver,
og alle Guders,
hver som tager først på Fyr;
ti at åbne vorde Verdner
om Æsesønner,
når Kedler løftes af.' [?]

Ivaldes Sønner
gik i årle Dage
Ski-bladne at skabe,
det bedste af Skibe,
til hin skære Frø,
til Njords nåderige Søn.

Yggdrasils Ask,
den er ypperst af Træer,
og Skibladne af Skibe,
Odin blandt Æser,
og af Heste Slépne,
Bilrast af Broer; —
og Brage blandt Skalde,
Håbrok af Høge,
og af Hunde Garm.

____

Grim jeg hed,
Ganglere hed jeg.
Herjan og Hjælmbære,
Tekk og Tredje,
Tunn[?] og Unn[?],
Helblinde, Hår,
Sann og Svipal,
og Sann-getal,
Hær-tét og Nikar,
Bil-øj, Bål-øj,
Bøl-værk, Fjølne,
Grim og Grimne,
Glap-svinn og Fjøl-svinn,
Sid-hat og Sid-skæg,
Sejr-fader, Nikud,
Al-fader, Val-fader,
At-rid og Farma-Ty;
med ét Navn
aldrig jeg hed,
medens blandt Folk jeg fór.
Grimne de mig kaldte
hos Gerrød,
men Jalk hos Åsmund,
men dengang Kjalar,
da jeg Kælker drog;
Tro på Tinge,
Vidur i Strid,
Óske og Ome,
Javn-hå og Bæv-linde,
Gøndle og Hårbard hos Guder;
Svidur og Svidre,
som jeg hed hos Søkk-mime,
og dulte jeg hin gamle Jætte,
da Mid-vitnes
den store Søns
Énbane jeg var bleven. —
Odin jeg nu heder;
Ygg hed jeg før,
og hed Tund før dét,
Vak og Skilving,
Våvud og Rofta-Ty,
Gøt og Jalk hos Guder,
Ovne og Svåvne,
som jeg mener alle
blev til mig ene.« 

---

Noter:

1. Den vilkårlig tilsatte »Ramme« er lidet tiltalende, og hører til Heltesagn og Heltekvad (det meste af den er på Prosa). Derfor oversættes kun den mytologiske Lærdom, som er Kvadets virkelige Æmne, og ikke tør udelades her, selv om ikke alt skulde være affattet i hedensk Tid.