Hymiskviða (FJ)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
|
|||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
||||||
|
De gamle Eddadigte I
Heimskringla Reprint
Udgivne og tolkede af
G. E. C. Gads Forlag
København, 1932
Digtet findes både i R og A.
- 1.
- Ár valtívar
- vęiðar nǫ́mu,
- ok sumblsamir
- áðr saðir yrði,
- hristu tęina
- ok á hlaut sǫ́u,
- fundu at Ægis
- ǫrkost hvera.
valtívar: alml. navn for ‘kamp-guderne’ (sigtívar), aserne. — vęiðar: fangst, må vel her være dyr (hjorte og lign.). — nǫ́mu: er vel her at opfatte plusquamperf. — sumblsamir: tilböjelige til, lystne efter, drik, jfr. et ord som almþingsamr. — L. 4: ‘förend de bliver mætte’, må vel bet. ‘förend de skulde til at spise’. — tęina: = hlauttęina ‘tene til at dyppe i offerblodet’ (hlaut) og ved hjælp af dem og bloddråberne at opnå hvad de ønskede (hlaut står i forb. med hljóta). — ǫrkost: rigeligt forråd. — hvera: af kedler. Ægir måtte altså være i stand til at brygge øl nok til alle guderne. Der forudsættes altså her et (forholdsvis) godt forhold mellem Ægir og aserne.
Mellem v. 1 og 2 sker det, at Tor bliver sendt afsted til Ægir.
- 2.
- Sat bergbúi
- barntęitr fyrir
- mjǫk glíkr męgi
- Miskorblinda;
- lęit í augu
- Yggs barn í þrá,
- »þú skalt ǫ́sum
- opt sumbl gęra.«
bergbúi: jætten, ɔ: Ægir. — barntęitr: glad som barn, »i godt humör«. — męgi Miskorblinda: Miskorblindes sön, er uforståeligt. Udtrykket minder om lægjarns líki Loka áþękkjan (Vsp. 35). — Yggs barn: Tor. — í þrá: trodsig, fast; þrá ntr. — opt: en betydn. som ‘rigelig’ vilde passe her; dog er den opfattelse næppe nødvendig. Tanken er vel: »du som ofte skal foranstalte drikkelag for aserne, skal göre det nu«.
- 3.
- Ǫnn fekk jǫtni
- orðbægnum halr,
- hugði at hęfnðum
- hann næst við goð;
- bað Sifjar ver
- sér fœra hver,
- »þanns ǫllum ǫl
- yðr of hęitak.«
Ǫnn: besvær, ulejlighed, bekymring (jfr. þola ǫnn fyrir e-n). — orðbægnum: stridig i ord; dette behøver ikke at forudsætte et tabt vers mellem v. 2 og 3; det karakteriserer jætten som den, der giver det straks følgende svar. — at hęfnðum: ɔ: for det således pålagte besvær. — goð: guderne. — hęitak: kan brygge.
- 4.
- Né þat mǫ́ttu
- mærir tívar
- ok ginnręgin
- of geta hvęrgi,
- unz af tryggðum
- Týr Hlórriða
- ástráð mikit
- ęinum sagði.
tívar ok ginnręgin: her göres der åbenbart forskel; der må menes aser og vaner, ginnręgin altså de sidste. — af tryggðum: udfra sin troskab.
- 5.
- »Býr fyrir austan
- Élivága
- hundvíss Hymir
- at himins ęnda;
- á minn afi
- móðugr kętil,
- rúmbrugðinn hver,
- rastar djúpan.«
Élivága: se Vafþr. 31. — Hymir: navnet er uforklaret (har intet med húm at göre). — L. 4: »ved jordens yderste kant«. — afi: se Krit. bem. — móðugr: her vel hidsig, lidenskabelig, jfr. jǫtunmóðr; der antydes allerede herved, at et besøg hos jætten ikke vil være så behageligt. — rúmbrugðinn: rummelig, meget stor; måske egl. ‘kendt, omtalt, for sin störrelse’.
- 6.
- »Vęizt ef þiggjum *
- þann lǫgvęlli?« *
- »Ef vinr vélar *
- vit gørvum til.« *
lǫgvęlli: øl-koger, kedel, vęllir til vęlla, vęlda. — Dette halvvers, der består af to replikker, er vistnok en tildigtning.
- 7.
- Fóru drjúgum
- dag þann framan
- Ásgarði frá,
- unz til Ęgils kómu,
- hirði hafra
- horngǫfgasta;
- hurfu at hǫllu,
- es Hymir átti.
drjúgum: underforstået er fetum (skrefum), »de gik rask«. — framan: fra morgenstunden af. — Ęgils: en jætte (jfr. hraunbúa v. 38), men navnet er mærkeligt som jættenavn. — hirði: tog sig af, ɔ: satte dem i stald. — horngǫfgasta: horn-prægtigste, herligt udseende på grund af hornene, jfr. vápngǫfugr og lign.
- 8.
- Mǫgr fann ǫmmu
- mjǫk lęiða sér,
- hafði hǫfða
- hundruð níu,
- ęn ǫnnur gekk
- algollin framm
- brúnhvít bera
- bjórvęig syni.
Mǫgr: sönnen ɔ: den skönne kvindes, valgt her på grund af slægtskabet. — hundruð níu: en så kolossal overdrivelse er enestående; ellers tales der om jætter med 3 (6) hoveder. — ǫnnur: denne helt gyldne (d. v. s. guldprydet), bryn-lyse kvinde er datter af Hymir og den gamle jættekvinde, jfr. den skönne jættedatter Gerd. — bjórvęig: øl-drik, drik som er øl. Det er muligt, at vęig her er = ags. wæge ‘skål, kande’ (Wisén). — syni: ɔ: Tyr.
- 9.
- »Áttniðr jǫtna,
- ek viljak ykr
- hugfulla tvá
- und hvera sętja;
- es minn faðir
- mǫrgu sinni
- gløggr við gęsti,
- gǫrr ills hugar.«
und hvera sętja: sætte (eder) under og bagved kedlerne og söjlen, for at holde sig skjulte. Kedlerne hænger på en tværbjælke. — gløggr: karrig. — gǫrr: rede til (at vise).
- 10.
- Ęn váskapaðr
- varð síðbúinn
- harðráðr Hymir
- hęim af vęiðum,
- gekk inn í sal,
- glumðu jǫklar,
- vas karls, es kom,
- kinnskógr frørinn.
váskapaðr: skapaðr må være = skǫpuðr, nom. ag. til skapa, ‘en som bevirker ulykke’ (for andre), en ildesindet person. Part. perf. giver ingen mening i forb. med vǫ́. — varð síðbúinn: bet. blot ‘kom sent hjem’. — jǫklar: istapperne (i skægget). — karls: den gamles. — kinnskógr: ‘kind-skov’, skæg.
- 11.
- »Ves heill Hymir
- í hugum góðum,
- nú ’s sonr kominn
- til sala þinna,
- (sás vit vættum
- af vegi lǫngum)
- fylgir hǫ́num
- hróðrs andskoti,
- vinr verliða;
- Véurr hęitir sá.
í hugum góðum: godt, venlig, stemt. — sonr: sön(nen) ɔ: min sön. — vættum: har (så ofte) væntet. — hróðrs andskoti: Tor. Det ligger nærmest for i hróðrs at se gen. obj., da må hróðr være et jættenavn. Mulig er det Fenrir, der menes (hróðrs-vitnir ‘ulven Hróðr’, jfr. Fenrisulfr; B. M. Olsen). — verliða: verliðar = mænd som hører til vera lið = menneskeheden; vinr verliða = Tor. Bægge betegnelser for Tor er identiske; de beror på forskellige synspunkter. — Véurr: Tor, ‘den hellige’, el. ‘helligdoms-beskytter’?
- 12.
- Sé þú hvar sitja
- und salar gafli,
- svá forða sér,
- stęndr súl fyrir.«
- Sundr stǫkk súla
- fyr sjón jǫtuns,
- ęn allr í tvau
- áss brotnaði.
und salar gafli: en nærmere bestemmelse af und hvera sętja (v. 9). — allr: se Krit. bem.
- 13.
- Stukku átta,
- ęn ęinn af þęim
- hverr harðslęginn
- hęill af þolli;
- framm gingu þęir,
- ęn forn jǫtunn
- sjónum lęiddi
- sinn andskota.
Stukku: sprang, faldt ned (og, i henhold til følg., gik i stykker). — þolli: = áss (v. 12).
- 14.
- Sagðit hǫ́num
- hugr vęl þás sá
- gýgjar grœti
- á golf kominn,
- þar vǫ́ru þjórar
- þrír of tęknir,
- bað sęnn jǫtunn
- sjóða ganga.
gýgjar grœti: jættekvindens grådvolder, Tor. — sęnn: på engang.
- 15.
- Hvęrn létu þęir
- hǫfði skęmra
- ok á sęyði
- síðan bǫ́ru,
- át Sifjar verr
- áðr sofa gingi,
- ęinn með ǫllu
- øxn tvá Hymis.
sęyði: ildsted, mulig en grube i jorden med gløder i bunden, hvorpå kødet kogtes (stegtes).
- 16.
- þótti hǫ́rum
- Hrungnis spjalla
- verðr Hlórriða
- vęl fullmikill,
- »munum at aptni
- ǫðrum verða
- við vęiðimat
- vér þrír lifa.«
hǫ́rum: af hárr ‘gråhåret’. — »Hrungners ven«, jætte, Hymir. — vęl: forstærker fullmikill yderligere. — vęiðimat: fiske-spise.
- 17.
- Véurr kvazk vilja
- á vág róa,
- ef ballr jǫtunn
- bęitur gæfi.
- »Hverf þú til hjarðar,
- ef hug trúir,
- brjótr berg-Dana,
- bęitur sœkja.
vág: havet. — brjótr berg-Dana: klippe-Daners (jætters) banemand, Tor.
- 18.
- Þess væntir mik,
- at þér myni
- ǫgn of oxa
- auðfeng vesa.«
- Svęinn sýsliga
- svęif til skógar,
- þars oxi stóð
- alsvartr fyrir.
ǫgn: af agn = bęita ‘mading’. — sýsliga: ɔ: sýsl-liga ‘i en fart’.
- 19.
- Braut af þjóri
- þurs ráðbani
- hótún ofan
- horna tvęggja.
- »Verk þykkja þín
- verri miklu
- kjóla valdi,
- an kyrr sitir.«
þurs (gen.) ráðbani: Tor. — hótún horna: hornenes höjtragende tun; hoved. — kjóla valdi: skib-ejeren, mig. valdi er dat. af valdr. — an kyrr sitir: end om du havde siddet stille.
- 20.
- Bað hlunngota
- hafra dróttinn
- áttrunn apa
- útar fœra,
- ęn sá jǫtunn
- sína talði
- lítla fýsi
- lęngra at róa.
hlunngota: rulle-hesten, skibet (båden). — áttrunn apa: api bruges her i betydn. jætte, jætters ætling = jætte. — útar: længere ud (på havet). Mellem v. 19 og 20 er de rót ud. Efter v. 20 må det forudsættes, at de har gjort det, og rót ud, hvor midgårdsormen kunde væntes at være. Jfr. Snorres fremstilling.
- 21.
- Dró mærr Hymir
- móðugr hvala
- ęinn á ǫngli
- upp sęnn tváa,
- ęn aptr í skut
- Óðni sifjaðr
- Véurr við vélar
- vað gęrði sér.
mærr: sål. R (meirr A), navnkundig, meget omtalt, et adj., man egl. ikke væntede om en jætte; meirr giver god mening; det skulde bet. ‘fremdeles’, da måtte et vers være gået tabt. — móðugr: jfr. v. 5; her betegner ordet vel Hymirs vrede over at have været tvungen til at ro så langt ud. — við vélar: kunstfærdig. — vað: fiskesnöre.
- 22.
- Ęgnði á ǫngul
- sás ǫldum bergr,
- orms ęinbani
- oxa hǫfði;
- gęin við ǫngli,
- sús goð fía,
- umbgjǫrð neðan
- allra landa.
orms: midgårdsormens. — umbgjǫrð landa: jorden omgivende ring, bælte, ormen. Jfr. fremstillingen på Gosforth-stenen.
.jpg)
- 23.
- Dró djarfliga
- dáðrakkr Þórr
- orm ęitrfáan
- upp at borði;
- hamri kníði
- hófjall skarar
- ofljótt ofan
- ulfs hnitbróður.
ęitrfáan: edderglinsende. — hófjall skarar: hovedhårenes (dette passer mindre godt her) höje fjæld, hoved. — ulfs: Fenris. — hnitbróður: hel-broder; hnit- betegner den nöjeste samhørighed (jfr. hnita saman).
- 24.
- Hraungǫlkn hrutu,
- ęn hǫlkn þutu,
- fór hin forna
- fold ǫll saman;
- søkðisk síðan
- sá fiskr í mar.
Hraungǫlkn: sten-uhyrer, jætterne. Se Krit. bem.; jætterne styrtede ved jordskælvet (se l. 4). — hrutu: styrtede (A; R har hlumðu). — hǫlkn: klippegrunden; »det susede i klipperne«. — søkðisk: det er ikke helt klart, om digteren tænker sig, at Tor slog hovedet af ormen; ordene i 23 synes dog at tale for dette; men kníði ofan kan bet. ‘slog derpå fra oven’, hvilket ikke behøver at bet., at hovedet blev slået af; dog sål. har Snorre vist forstået ordene.
- 25.
- Ótęitr jǫtunn,
- es aptr røru,
- — — — —
- svát ár Hymir
- ękki mælti,
- vęifði rœði
- veðrs annars til.
aptr: tilbage, i land. — Efter l. 2 mgl. vist et linjepar. — ár: dette adv. giver ingen god mening her, medmindre det bet. ‘stadig’, hvad der er noget der taler for. Man har villet læse at ǫ́r ‘ved åren’. — veðrs annars til: i modsat retning af tidligere. — rœði: åre (ikke ror).
- 26.
- »Mundu of vinna
- verk halft við mik,
- at hęim hvala
- haf til bœjar
- eða flotbrúsa
- fęstir okkarn.
við mik: overfor mig. — flotbrúsa: hav-buk, skib. — fęstir: fæster den, på land, på et sikkert sted.
- 27.
- Gekk Hlórriði,
- gręip á stafni
- vatt með austri
- upp lǫgfáki,
- ęinn með ǫ́rum
- ok með austskotu
- bar til bœjar
- brimsvín jǫtuns,
- (ok holtriða
- hver í gegnum).
Gekk: gik, ɔ: til skibet. — vatt upp: trak (i et snup) op af vandet. — lǫgfáki: hav-hesten, skibet = brimsvín: ‘brændings-svin’. — holtriða: sål. A, holtriba R, bægge lige uforståelige; det må være gen. af et holtrið el. holtriði, styret af hver ‘kedel’. Man har forklaret det hele som ‘bakkekløft’.
- 28.
- Ok ęnn jǫtunn
- of afręndi,
- þrágirni vanr,
- við Þór sęnti,
- kvaðat mann ramman,
- þótt róa kynni,
- krǫpturligan,
- nema kálk bryti.
afręndi: egl. kraftig hånd (f. afr-hęndi, til adj. afręndr), kraft. — krǫpturligan: acc. adverbielt, kraftig, róðr er vel underforstået.
- 29.
- Ęn Hlórriði,
- es at hǫndum kom,
- brátt lét bresta
- brattstęin glęri,
- sló sitjandi
- súlur í gǫgnum;
- bǫ́ru þó hęilan
- fyr Hymi síðan.
kom: subj. er kálkr. — brattstęin: ‘den stejle sten’, ɔ: söjlen. — glęri: glar, glas; der er åbenbart her tale om en hrímkálkr. — hęilan: ɔ: kálk.
- 30.
- Unz þat hin fríða
- friðla kęndi
- ástráð mikit,
- ęitt es vissi,
- »drep við haus Hymis,
- hann ’s harðari,
- kostmóðs jǫtuns,
- kálki hvęrjum.«
friðla: elsket kvinde, elskerinde, her Odins, Tyrs moder. — kostmóðs: mad-mæt, ɔ: mæt; det er ikke til at se, at dette adj. her har nogen særlig betydn. Der forudsættes altså, hvad der er ganske naturligt, at jætten og Tor har spist lige efter at være kommen hjem.
- 31.
- Harðr ręis á kné
- hafra dróttinn,
- fœrðisk allra
- í ásmęgin;
- hęill vas karli
- hjalmstofn ofan,
- ęn vínfęrill
- valr rifnaði.
ręis á kné: tiltrods for de gjorte indvendinger, kan disse ord kun bet. at Tor rejste sig fra stolen og lagde sig på knæ, og i denne stilling kastede han bægret, men behøvede dog — eller netop derfor — sin asastyrke. At et kraftigt kast kan lade sig göre i en sådan stilling, er utvivlsomt. — allra: alles, står her adverbielt. — hjalmstofn: hjælm-stamme, hoved. — vínfęrill: vin-vejen, vinbeholderen, bægret. — valr: rund-formet.
- 32.
- »Mǫrg vęitk mæti
- mér gingin frá,
- es kálki sék
- ór knéum hrundit,«
- — karl orð of kvað:
- »knákat sęgja
- aptr ævagi:
- þú est ǫldr of hęitt.
L. 1-4: »Kalken var lige så meget værd som mange kostbarheder tilsammen, og nu har jeg mistet den«. — ævagi: aldrig. — hęitt: til hęita ‘at brygge’. Linjens indhold er mærkeligt, »(nu) er — kan jeg mærke — øl (du øl) blevet brygget, og det godt«, synes at måtte være meningen.
Efter dette vers er der rimeligvis et vers udfaldet.
- 33.
- Þat ’s til kostar,
- ef koma mættið
- út ýr óru
- ǫlkjól hofi.«
- Týr lęitaði
- tysvar hrœra;
- stóð at hvǫ́ru
- hverr kyrr fyrir.
til kostar: til valg, hjemlet, »det står (eder) frit for«. — ǫlkjól: ølskib, bryggerkarret. Man mærke her, at dativ-endelsen er slöjfet; det skete — i a-st. — først i smsætninger. — Týr: optræder først nu igen, uden i det foregående at have haft noget at göre. Det er blevet bemærket, at digteren næppe har tænkt sig Tyr som en-hændet.
- 34.
- Faðir Móða
- fekk á þręmi
- ok í gǫgnum sté
- golf niðr í sal;
- hóf sér á hǫfuð upp
- hver Sifjar verr,
- ęn á hælum
- hringar skullu.
fekk á: tog fat i. — L. 3-4: »og han trådte ned igennem gulvet«. — hringar: ringe (el. ringen), i kedlen, der gik fra den ene kant til den anden; jfr. heyrði til hǫddu (= hringar), þá es Þórr bar hverinn (Den 1. grt. afhdl.).
- 35.
- Fórut lęngi,
- áðr líta nam
- aptr Óðins sonr
- ęinu sinni;
- sá hann ór hręysum
- með Hymi austan
- folkdrótt fara
- fjǫlhǫfðaða.
hręysum: hvis dette ord hænger etymologisk sammen med hraun, må ordet bet. ‘sten-huler’, hvilket passer ypperlig. — folkdrótt: folkeskare; sammen med fjǫlhǫfðaða betegner det ‘jætter’.
- 36.
- Hóf sér af hęrðum
- hver standandi,
- vęifði Mjǫlni
- morðgjǫrnum framm,
- ok hraunhvala
- hann alla drap.
standandi: som han stod (i hele sin længde); hds. har iøvrigt standanda, til sér, men mindre naturligt. — morðgjǫrnum: som om hammeren var et levende væsen, men det er Tors dræbelyst, der er overført på hammeren. — hraunhvala: kenning for jætter.
- 37.
- Fórut lęngi,
- áðr liggja nam
- hafr Hlórriða
- halfdauðr fyrir,
- vas skær skǫkuls
- skakkr á bęini,
- ęn því hinn lævísi
- Loki of olli.
L. 1 = 351. — fyrir: ɔ: kerru. — skær skǫkuls: skagle-hest, trækdyr, her: bukken; jfr. Krit. bem. — skakkr: halt (en betydn., der er kendt i nutidsisl.). — bęini = fæti; jfr. Krit. bem. — Hvorledes digteren har tænkt sig Lokes forhold til ulykken, vides ikke. Snorre har, som bekendt, en helt anden forklaring. Men usandsynligt er det ikke, at Loke har haft en finger med i spillet.
- 38.
- Ęn ér hęyrt hafið,
- hvęrr kann of þat
- goðmǫ́lugra
- gørr at skilja,
- hvęr af hraunbúa
- hann laun of fekk,
- es bæði galt
- bǫrn sín fyrir.
ér: en sådan henvendelse til tilhørere er ellers ukendt i Edda-digte. — goðmǫ́lugra: kyndige i fortællinger om guderne, mytekyndige; sådanne nævnes kun her. — skilja: udrede. — hraunbúa: sten-boen, ɔ: Egill i v. 7. Af det følgende ses, at digteren dog har haft samme fremstilling af jættens (eller hans börns) forseelse, som Snorre giver.
- 39.
- Þróttǫflugr kom
- á þing goða
- ok hafði hver,
- þanns Hymir átti;
- ęn véar hvęrjan
- vęl skulu drekka
- ǫldr at Ægis
- † ęitt hǫrmęitit.
Þróttǫflugr kraftig og udholdende. Det er ofte, at et adj. kommer istf. et subst., jfr. Þry. 31 o. s. v. — þing: forsamling, hvor guderne har væntet på Tors tilbagekomst. — L. 8 er forvansket i hds., havrmeitiþ R, hǫrmeit A. Den rigtige tekst er ikke funden. Der synes i ordet at skjule sig en betegnelse for et tidsrum (tidspunkt).
I dette digt er flere myter kombinerede, der egl. intet har haft med hinanden at göre. Snorre kender intet til tilknytningen af Tors anglen efter midgårdsormen til kedelhæntningen.
