Øges Gilde (C. A. E. Jessen)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Eddadigte

Oversat af
Carl Arnold Edwin Jessen
Udgivet 1867

Øges Gilde

(Øge gjorde Gæstebud for alle Guder, hvor den Kedel brugtes, Tor hentede hos Hyme, og hvor »Øl bar sig selv«, hvor »Lyseguld var for Ilds Lys«, og hvor der »var stort Fristed«. Tor var ikke tilstede. Loke døjede ej al den Rós over Øges Tjænere Fima-feng og Ilde, og dræbte Fimafeng, joges bort, kom igen, og traf først Ilde:)

Loke:
»Sig du det, Ilde,
før du et eneste
Fjed stiger fremad:
hvad her inde have
til Øl-Tale
Sejrguders Sønner?« 

Ilde:
»Om Våben sine tale,
og om Kamp-Vælde sin,
Sejrguders Sønner.
Af Æser og af Alver,
som her inde ere,
ej én er i Ord din Ven.« 

Loke:
»Ind vil jeg gange
i Øges Haller
på den Svir at se;
allehånde la'r jeg høre
de Åse- Sønner,
så Mén jeg dem blander i Mjøden. « 

Ilde:
»Ved du, hvis ind du ganger
i Øges Haller
på den Svir at se,
Smædeord og Sværte
om du smider til hulde Guder,
på dig mon de tørre dét.« 

Loke:
»Véd du det, Ilde,
når vi to skal
i hvasse Ord væddes,
skrappest jeg bliver
i Svar at give,
hvis for meget du mæler«.

(Loke går ind; alle Guder tier.)

Loke:
»Tørstig jeg her
til Hallen kom,
Loft, ad den lange Vej,
Æser at bede,
at én mig vil give
af Mjød en mageløs Drik.

Hvi tier I helt,
I hovne Guder,
som om mæle I ej mægted?
Sæde og Stade
ved Sviren mig vælger,
eller beder mig heden haste.« 

Brage:
»Sæde og Stade
vælger ved Sviren
Æser dig aldrig;
fordi at Æser, de véd,
hvem af Folk de skal
Gude-Svir give.« 

Loke:
»Mindes du, Odin,
da vi i unge Dage
blanded Blod sammen:
på Øl smage
sa’ du aldrig at ville,
uden det os begge blev budt«.

Odin:
»Rejs dig da, Vidar,
og lad Ulvens Fader
sidde ved Sviren,
for at Loke ej skal
lade noget os høre
her i Øges Hal.« 

(Vidar står op og skænker til Loke; Loke tildrikker Guderne:)

Loke:
»Hil, I Æser,
og hil, I Åsynjer,
evig hellige Guder alle, —
uden ene den Ås,
som inderst sidder,
Brage, på Bænken.« 

Brage:
»Hest og Sværd
selv af mit jeg dig giver;
så byder dig Bøder Brage,
at du Æser din Avind
ej undgælde lader;
gør ej Guderne gramme på dig.« 

Loke:
»Hest og [Glavind]
undværer du gærne
altid begge, Brage;
af Æser her og Alver
er du varsomst for Kamp
og mest forskrækket for Skud.« 

Brage:
»Véd du, hvis udenfor jeg var,
som inde jeg nu er
her i Øges Hal kommen,
Hoved dit bar jeg
i Hånden snart,
og lód dig få dét for din Løgn.« 

Loke:
»Kry du er i Sædet;
det kan du såmænd ikke,
din Bænkestaser, Brage;
gak du kun at slås,
hvis gal du er i Ho’det;
hvad tænker den tapre på Hensyn?« 

Idun:
»Jeg heder dig, Brage,
for Børnenes Skyld,
alle de Børn, vi os ønsker, [?]
at du kvæder ej til Loke
med Ukvæns-ord
her i Øges Hal.« 

Loke:
»Ti du, Idun!
af alle Kvinder dig
jeg siger mand-lystnest at leve:
hvide dine Arme
du vasked, og lagde
dem begge om din Broders Bane.« 

Idun:
»Til Loke jeg kvæder ej
Ukvæns-ord
her i Øges Hal;
Brage jeg dæmper,
når han drikker sit Øl;
ej vil jeg, at i Vrede I slås.« 

Gevjon:
»Hvi mon I Æser to
skal inde her
med spidse Ord stikles?
Det ser ej Loke,
at snart en Leg
af alle Uvætter ham vænter.« [?]

Loke:
»Ti du, Gevjon!
dét kunde jeg fortælle om,
hvor du villig lod dig vinde
af den hvide Gut,
som dig Guldbånd gav;
hain lod du komme lidt for nær.« 

Odin:
»Fjantet er du, Loke,
og fra Forstanden,
at du gør dig Gevjon gram;
ti at Verdens Skæbner,
tror jeg, véd hun alle,
lige så sikkert som jeg selv.« 

Loke:
»Ti du, Odin!
mellem Mænd aldrig
du kunde dele Kamp;
ofte du gav,
dem du ej skulde givet,
de senhjærtede Sejr.« 

Odin:
»Véd du, hvis jeg gav,
dem jeg ej skulde givet,
de senhjærtede, Sejr:
otte Vintre var du,
under Jord nede,
Kone, malked Kør [?], og fik Børn.« 

Loke:
»Men om dig der siges,
at på Samsø du sided,
og kogled med Konster, som Vølver ;
i Hekse-Ham
du henfor over Verden:
ej argere er jeg end du.« 

Frigg:
»Om jeres Historier
skulde I såmænd aldrig
til Folk fortælle,
hvad i unge Dage øved
I Æser to;
ej skal Mandfolk om Ungdoms- id mæle. « 

Loke:
»Ti du, Frigg!
du er Fjørgyns Mø,
og har mangengang mandlysten været ;
mon ej Vilje og Væ
du lod, Vidres Kone,
begge til Barm dig trykke?« 

Frigg:
»Véd du, om her inde jeg havde,
her i Øges Hal,
et Barn, som lignede Balder:
ud du kom ej
fra Æse-Sønner;
så fik du for din Hidsighed Hugg.« 

Loke:
»End vil du, Frigg,
at fler Ting jeg fortæller
om al min Ondskab:
mit Råd, det er Skyld i,
at Balder ride
du ser ej siden til Sale.« 

Frøja:
»Gal er du, Loke,
at du vil glamme op
om jeres lede Lumskhed;
al Fremtid, tror jeg,
at Frigg, hun véd,
skønt selv hun ingenting siger.« 

Loke:
»Ti du, Frøja!
om dig véd jeg god Besked,
og om din rene Uskyld;
af Æser og Alver,
som her inde ere,
ej én var hos dig uheldig.« 

Frøja:
»Troløs er dig din Tunge;
og jeg tror, at herefter
den end dig galer en Ufærd;
vrede er dig Æser,
og Åsynjer med;
uglad mon herfra du gange.« 

Loke:
»Ti du, Frøja!
du er fuld af Trolleri,
og mén-blandet meget;
og hos din Broder
blide Guder dig fandt;
hvad fik man at høre da, Frøja?« 

Njord:
»Den Ting er lidt at regne,
om Tøse sig morer
både med den ene og den anden,
men Under, at den feje Ås
er her ind nu kommen;
og han haver Børn båret.« 

Loke:
»Ti du, Njord!
du blev øster heden
som Gissel sendt til Guder;
Hymes Møer havde
til Hån dig, véd du;
du glemmer vist ej, hvad de gjorde.« 

Njord:
»Lad det nu være godt,
at jeg blev langt heden
som Gissel sendt til Guder;
men så fik jeg den Søn,
hvem ingen er fjendsk,
og tykkes han Æsers Øverst. « 

Loke:
»Stop du nu, Njord!
for stolt gør dig ikke!
nu i Løn kan ej længer jeg tie:
den Søn, som du fik,
blev født af din Søster,
og er ej værre, end kunde væntes.« 

Ty:
»Frø er bedst
af bolde Kæmper alle,
som rider i Æsers Gårde;
Mø for ham ej græder,
og ingen Mands Kone;
og han løser af Lænker alle.« 

Loke:
»Ti du, Ty!
du kunde aldrig
bære 'Tilt' [?] med to ;
din højre Hånd
ihu jeg kommer,
som Fenre fra dig sled.« 

Ty:
»Hånd er borte for mig,
og Hæder [?] *¹⁾ for dig,
så Bøder vi begge gav;
ej heller har Ulven det godt,
som bunden skal
på Ragna-rokk bie.« 

Loke:
»Ti du, Ty!
det traf sig med din Kone,
at hun skænked dig en Søn med mig ;
Alens eller Pennings
Bod fik du aldrig,
for den Skade, din Stakkel.« 

Frø:
Ulv ser jeg ligge
for Å-Munding,
til Guder forgå;
næst mon du ved ham,
med mindre du tier,
blive surret, din Ulykkesmed.« 

Loke:
»For Guld Du købte dig
Gymes Datter,
og solte dertil dit Sværd;
men når Muspels Sønner
over Mørk-ved ride,
hvor ved din Stymper da Værge?« 

Byggve:
»Ved du, om Æt jeg ejed ,
som Ingune-Frø,
og så staseligt Sæde,
mindre end Marv jeg knuste
den Mén-Krage,
og knækked hver Knokkel i dig.« 

Loke:
»Hvad er dét for en lille Tingest,
som jeg logre ser,
og som så tappert snapper?
om Frøs Øren
altid du er,
eller kagler under Kværne.« 

Byggve:
»Byggve jeg heder,
og hurtig mig kalde
Guder alle og gæve Folk;
det bliver her og til min Ros
at Rofts Sønner drikke
alle Øl sammen.« 

Loke:
»Ti du, Byggve!
du kunde aldrig
dele Mad mellem Mænd;
og i Sænge-Halm
knap du hittes kunde,
da Karle kæmped.« 

Hemdal:
ȯl-drukken er du, Loke,
så du er ør i Ho'det;
hvi ej la'r du dig stanse, Loke?
ti Fuldskab løber af
med alle og enhver,
som ej husker sin Tunge at tæmme.« 

Loke:
»Ti du, Hemdal!
dig blev i fordums Tid
el trist Liv lagt:
med våde Rygg
skal du altid være
vågen på Vagt for Guder.« 

Skade:
»Lystig er du, Loke,
men næppe du længe
løs med Halen mon lege så;
ti på Stenkant skal dig,
med din døds-kolde Søns
Tarme, Guderne tvinge.« 

Loke:
»Ved du, hvis på Stenkant mig skal
med min døds-kolde Søns
Tarme Guderne tvinge:
forrest og fremmest
ved Manddrab var jég,
da fat på Tjasse vi tog.« 

Skade:
»Ved du, hvis forrest og fremmest
ved Manddrab du var,
da fat på Tjasse I tog:
fra mine Hov
og fra mine Vange
skal dig altid kolde Råd komme.« 

Loke:
»Lettere i Tale
var du mod Løv-øs Søn,
da du bød mig ind i din Bo;
sligt kan vi ej tie om,
hvis vi skal tilfulde
al vores Slethed sige.« 

(Siv [?] går frem og skænker Mjød i Rimkalk for Loke)

Siv[?]:
»Hil dig nu, Loke!
her, tag mod Rimkalken,
fuld af den forne Mjød;
én Kvinde du sagtens,
af dem hos Æsers Sønner,
lader lastløs være.« 

Loke (til Siv):
»Så måtte ene du være
— om ellers du det var —
varsom og gram mod Mandfolk;
én kan jeg sige,
hvem jeg synes jeg kender,
som pryded selv Tors Pande.« 

Bøla:
»Fjælde alle skælve;
på Færd tror jeg være
Tor fra Trudhjem;
han stopper Munden
på den som smæder her
Magter alle og Mennesker.« 

Loke:
»Ti du, Bøla!
du er Byggves Kone,
og mén-blandet meget;
værre Udyr
kom ej til Æsesønner,
Smuds-Deje fra Top til Tå.« 

(Tor kommer.)

Tor:
»Ti, din feje Tingest!
på dig skal Tors Hammer,
Mjølne, stoppe Mælet;
Hoved dit hugger jeg
af Halsen dig ned;
og så dør du af dét.« 

Loke:
»Jords Søn
er her nu ind kommen;
hvi traser du så, Tor?
men det tør du ikke,
når mod Ulven du skal træde;
og han sluger hele Sejrfader.« 

Tor:
»Ti, din feje Tingest!
på dig skal Tors Hammer,
Mjølne, stoppe Mælet;
op jeg dig kaster,
og hen på Øster- veje,
så ingen dig siden ser.« 

Loke:
»Om din Øster-færd
skulde du aldrig
mæle til noget Menneske,
da i Hanske-Tomling
Helten krøb sammen;
og tyktes du da ej Tor at være.« 

Tor:
»Ti, din feje Tingest!
på dig skal Tors Hammer,
Mjølne, stoppe Mælet;
med min højre Hånd
jeg hugger dig med Rungnes Bane,
så hvert eneste Ben i dig brydes.« 

Loke:
»Jeg har isinde at leve
i lange Tider,
om så med Hamren du mig høder.
Skarpe Snore
tyktes dig Skrymes at være;
og kunde du da til Nist ej nå.« 

Tor:
»Ti, din feje Tingest!
på dig skal Tors Hammer,
Mjølne, stoppe Mælet;
Rungnes Bane
skal til Hel dig bringe,
neden for Nå- grind.« 

Loke:
»Jeg kvad for Æser,
kvad for Åse-sønner,
hvad i Hu jeg havde;
men for dig ene
mon ud jeg gange,
fordi jeg stoler på, du slår.
Øl laved du, Øge;
men aldrig du mon
Svir holde siden;
alt dit Eje herinde
lege Luen over,
og brænde dig på Bag.«

---

Noter:

1) Efter en anden måske rettere Forklaring står der: »og Ulv for dig«.