Ånæs syssel (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Árnessýsla
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Ånæs syssel
(Árness sýsla)
[Indbyggerantal c. 6000]

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Som omtalt under beskrivelsen af hederne oven for Guldbringe og Kjos' syssel, fører vejen over Hellesheden til Ånæs (Árness) syssel, og da først ind i det flade græsrige Ölves (Ölfus), der er et af de otte landskaber eller herreder — dette ord bruges nemlig ikke om landets verdslige inddeling, men kun i betydningen bygdelag, naturlig begrænset landsafdeling o. d. l. —, hvori natur og sædvane har inddelt dette store og folkerige syssel, medens det i verdslig henseende er delt i 13 hrepper; Ölves udgør i forbindelse med det vest herfor langs stranden liggende Selvåg (Selvogr) sysselets sydvestlige del. Under den langvarige, jævnt skrånende nedstigning fra Hellesheden ser man først lige for sig det kompakte Ingolvsfell og Ölveså som en lysende stribe, senere til højre åens store bredning og i horisonten havet. Til venstre skyder sig frem forskellige meget maleriske og takkede forgreninger af Helleshedens udløbere. Fra fjældheden går vejen lige ned mod gården Reykir, der ligger ved mundingen af en lille dal, som her skyder sig i nordvest op mellem fjældene, på den anden side den dalen gennemstrømmende Varmå, som her antager dette navn efter de herværende varme kilder, men som i øvrigt så vel under sit tidligere løb som på sit senere gennem Ølves har flere andre navne, På Reykir boede i Sturlungetiden den bekendte Gissur Torvaldssön, den senere Gissur jarl, en tid lang i sine første høvdingeår. Da Sturla Sighvatssön havde overlistet og fanget Gissur ved Apavatn, begav han sag med ham herhen, og under opholdet på Reykir blev det bestemt, at Gissurs fætter Hjalte, biskop Magnus' sön, skulde overtage alle hans godord og det hele høvdingdømme, Gissur selv skulde forlade landet, — en overenskomst, der rigtignok fik en ganske anden betydning end den tilsigtede, da Hjalte viste sig at stå i ledtog med Gissur, så at den endog blev indledningen til selve Sturlas fald (Sturl. I, 351 ffg.).

Reykir er i øvrigt mest bekendt af sine varme kilder, der jo også har givet stedet navn. De ligger lidt oven for gården på begge sider af åen. Indtil for kort tid siden kunde man her se en virkelig springkilde, den såkaldte »Lille Geysir«, men for 10—20 år siden ophørte den at sprudle. Tæt oven for tunet på Reykir ses dens krater, et par alen i gennemsnit, ikke som sædvanlig tragtformigt, men omtrent som et uregelmæssig boret eller hakket hul i kiselen. Det er fyldt med smukt blåligt vand, hvorigennem store dampblærer stige op; hyppig øges dens virksomhed, kogningen tiltager, og vandet i midten af krateret sprudler et kvarter op. I kanten af den kilden omgivende høj af kiselsinter findes en mindre hver, der til en vis grad synes at følge dens bevægelser. I ældre tider har springkildernes virksomhed her været overordenlig. Årbøgerne fortæller således, at under et jordskælv 1597 forsvandt den store hver Geysir i Hveragærde (Hveragerði) syd for Reykir, og der kom op igen en anden hver oven for tunet på Reykir, »som er endnu i dag og sprudler meget, dog ikke som den store før havde sprudlet; thi det havde ikke været uden fare at passere vejen, som lå ganske tæt ved den, således som man end kan se på storreisen og sporene derefter; ti der er endnu kildestedet tilbage, bredt med kogende vand. Og der er lang vej dér imellem, hvor den Geysir er, som nu siden har været, og åen imellem«. Blandt de andre kilder falder nu mest i øjnene et temlig stort bassin syd for åen — formodenlig den 1597 forsvundne Geysirs krater —, således som de varme kilder selv danner dem, skål- eller tragtformige, ved rundt om sig at afsætte hvidgul kiselsinter, hvor smukt blåligklart, kogende vand vælder op i midten, og flere mindre af samme slags, samt kilder med boblen eller kogen så stærk, at vandet skydes flere tommer i vejret. Den morsomste af de herværende kilder ligger ligeledes syd for åen, men lidt højere oppe, tæt ved vejen, der fører ind i dalen; det er den såkaldte Grýla (ɔ: skræmslet), en lille kilde med et langagtig uregelmæssigt krater, lavest ved dets forreste ende. Hveren sprudler omtrent hvert kvarter, man ser da vandet stige op til kraterets overflade, derefter begynder en heftig boblen i den bageste del af krateret, og det kogende vand kastes nu i en langagtig bue på omtrent et kvarters højde frem gennem krateret, medens det overflødige vand løber bort over den forreste lavere rand, Desuden er på begge sider af åen flere dyndkilder; syd for åen ses et lille bassin med blåligt dynd, der i store bobler skydes op forskellige steder; nord for åen ser man et steds en dyb kildeåbning, hvor det blå dynd koger som i en stor kedel et par alen under overfladen, et andet steds en rød dyndkilde til dels dækket, hvor det kogende røde dynd kun ses gennem mange små huller; og ved flere kilder høres kun larmen af det kogende vand eller dynd, men dette selv ses ikke på grund af kiselskorpen, som dækker åbningen Fra Reykir fører vejen, snart over moser og enge, snart over grussletter med lavagrund, langs foden af Helleshede med Ölvesets udstrakte enge til venstre, til det omtrent en mil sydligere liggende Hjalle (Hjalli), der ligger tæt under hedeskrænten, Gården, der som sædvanlig står lidt højere end de nærmeste omgivelser, har øst for sig kirken, vest for sig en lille bæk. I oldtiden et høvdingesæde huser denne gård nu kun fattigdom på grund af den her stedfundne udstykning. Forskellige sagaer nævne Hjalle som bolig for høvdingen Torodd gode og hans endnu mere bekendte søn Skafte lovsigemand. Flóamannasaga (s. 160—61) underretter os om, at Skafte oprindelig havde ladet bygge en kirke vest for bækken, og ved den blev hans fader Torodd, hans svoger Torgils (sagaens helt) og Bjarne den spage fra Gröv jordede, »men siden flyttedes deres ben til det sted, hvor kirken nu står, ti Skafte lovede at lade opføre en kirke, da Tora (hans kone) brækkede sit ben, da hun var ved sine lærreder«. Få Hjalle grebes 1541 den sidste katolske biskop i Skålholt Ögmund Povlssön, der på grund af blindhed allerede tidligere havde frasagt sig embedet, af den danske befalingsmand Kristoffer Hvitfeld, og førtes til Danmark, hvor der blev anvist ham ophold i Sorø kloster. (Herom kan læses udførligere f. eks. hos Espolin III d. s. 133 ffg.). — Et på Hjalle lokaliseret sagn om den fabelagtige Bård Snefjældsas' datter Helga er i visse henseender ikke uden interesse. På Hjalle findes nemlig (i følge den antikvariske indberetning 1821) en stald »Granahesthús« kaldet, hvori et stort klippestykke (hella) er anbragt, som Helga Bårdsdatter i følge sagnet har ladet føre derhen på ryggen af sin hest, ad en i tunet beliggende, efter den benævnt strækning »Granaflöt«. Herom nævnes intet i Bårds saga, derimod siges, hvor Helgas vinterophold på Hjalle omtales (s. 14): »Det var hende, som var en vinter på Hjalle i Ölves hos Torodd og hans søn Skafte, og ikke Gudrun Gjukedatter, som nogle siger«. Da nu hesten Grane tilhører Völsung-Gjukungesagnkredsen, ligger det nær at formode, at hvad der nu fortælles om Helga på Hjalle, tidligere har været et på Island udformet sagn om Gudrun.

I Kristnisaga (s. 22) fortælles, at i det afgørende øjeblik under forhandlingerne på altinget om kristendommens antagelse, da det så ud til, at landet skulde spaltes i to samfund, kom en mand løbende og fortalte, »at jordild var kommen op i Ölves, og at den vilde løbe på Torodd godes gård«, en begivenhed, der af hedningerne fremstilledes som et tegn på gudernes vrede, indtil Snorre gode afvæbnede dem ved at spørge, på hvem vel guderne vrededes, »da det hraun, vi nu stå på (ɔ: det forhistoriske Tingvoldhraun), brændte«. Denne lavastrøm som således år 1000 truede Hjalle, antages almindelig for at være det lille hraun Þurrárhraun (Töråhraun) der nordøst for Hjalle fra heden strækker sig ned mod moserne.

Hinsides engene hæver egnens præstegård, det i HGrk. (s. 26) nævnte Arnarbæle (Arnarbæli) sig, og vejen hertil, aldeles ufremkommelig uden kyndig vejviser, er godt skikket til at give en forestilling om Ölvesets ejendommeligheder. Over flade oversvømmede strækninger, fugtige enge, bæk- og åmundinger eller forgreninger af Ölveså går det, over et marskland, der allerede nu er berømt for sin rige høavl, men som med den fornødne udgrøftning og vandafledning vilde kunne blive et af hovedsæderne for Islands kvægavl. Arnarbæle ligger sammen med flere andre gårde særdeles smukt på en stor høj eller bakke tæt ved Ölveså, der syd for gården danner en stor sølignende bredning. Fra gården får man en særdeles god oversigt over hele landskabet. Mod vest hinsides engene begrænses udsigten af den stejlt, næsten som en mur, affaldende Helleshede, og op fra denne hæver sig flere fritstående, smukt formede fjælde; blandt disse er Skålefell (Skálafell), hvorfra der er en vid udsigt over de omliggende sysler. Traditionen tillægger det navn efter Ingolvs »skáli«, hvad der også stemmer med fortællingen i Ldn., at Ingolv lod gøre skåle på Skålefell, derfra så han røg ved Ölvesvatn (ɔ: Tingvoldsøen) og fandt der sin bortløbne træl Karle.

Længere i nord viser sig Hengilen og de kløftede mosgroede Reykjafjælde, og længst i nordøst ved et fjældstrøg sammenhængende med disse det anselige Ingolvsfell (Ingólfsfell), der ses fra ethvert punkt i Ölves og ellers aldeles har karakteren af et fritstående fjæld. Midt på den svagt hvælvede fjældryg ses en høj — synlig til alle sider fra fjældet undtagen nord fra — aldeles af form og tilsyneladende af størrelse som en kæmpehøj, hvormed den derfor på afstand har en skuffende lighed; i højen, der bærer navnet Inghóll, skal i følge et almindelig udbredt sagn Islands første bebygger Ingolv være højlagt. Sagnet er temmelig gammelt; allerede recensionen E. af Landnamsbogen — og noget lignende er også antydet i C. — føjer til Ldn.s tekst (s. 36) om Ingolv: »Han var den tredje vinter under Ingolvsfell vest for Ölveså«, sætningen »hvor nogle sige, at han er højlagt«; derimod har den ældre Islendingabog (s. 4) kun: »Ingolvsfell er vest for Ölveså, hvor han (ɔ: Ingolv) siden udstrakte sin besiddelse over.« Kommer man op til højen, hvad der kun uden besvær kan ske fra nordsiden, skal den vise sig at bestå af klippeblokke, grus og sten og i det hele gøre indtrykket af at være en naturlig højde. Fjældet skråner med sin øverste halvdel jævnt for derefter at falde stejlt af mod sletten; kun mod syd fremskyder det en lavere udløber. Neden for denne ligger en kegle- eller pyramideformig højde Kögunarhóll, der tidligere skal have heddet Knörhóll, og hvori sagnet lader Ingolv have sat sit skib.

I HGrk. (s. 4) siges det om en mand Sigurd mule, der opfostrede en datter af den ved sydenden af Tingvoldsøen boende Grimkel gode, at han boede på gården Fell (undir Felli), og senere hen (s. 38) fortælles det, at Grimkels søn Hörd lader alle de varer føre under Fell til Sigurd mule, som hans fader overlader ham til hans forestående udenlandsrejse, der skal udgå fra havnen Eyrar (øst for Ölvesåens udløb). I et membranbrudstykke af en som det antages ældre recension af Hörds saga er Sigurd mules gård kaldet Fjall (hann bio undir fjalli, Ísl. s.: II, s. 476). Denne gård Fell eller Fjall er utvivlsomt ødegården Fjall, af hvis tomter og tun der ses spor kort syd for Ingolvsfell. A. M. (1706) nævner Fjall som en i sin tid ret betydelig ejendom, hvor der endog i følge sagnet fordum skulde have været kirke; ved begyndelsen af forrige århundrede var der imidlertid af den ældre ejendom opstået fire gårde, hvoraf en bevarede navnet Fjall og gårdens oprindelige plads; senere er denne yngre gård Fjall, tilligemed en anden af de fire (Fossnes) lagt i øde, så at nu kun to (Laugarbakki eller -bakkar og Hellir) står tilbage.

Mellem Arnarbæle og og Ingolvsfell ligger den i HGrk. (s. 57) nævnte gård Bakkåholt (Bakkárholt). Over Ingolvsfell ligger nordgrænsen for Ölves, og omtrent herudfor falder Tingsvoldsøens afløb Sog i den fra nordvest kommende Hvitå, begge anselige vandløb, der efter deres forening danner Islands måske betydeligste elv Ölveså (Ölfuså). Denne kan kun passeres ved hjælp af færger, af hvilke et par findes på den strækning af åen, der løber sydøst for Ingolvsfell, adskilt fra dette ved en smal engstrækning; åen er her vistnok hen ved 600 al. bred; begge færgegårdene ligger på den anden side åen. Det mest bekendte og benyttede færgested er dog ved mundingen af Ölveså, hvor åen snævrer sig ind igen efter den store bredning. Her skyder sig en smal sandtange frem mellem åen og havet, og fra enden af den foretages overfarten, der som sagt besørges fra en på den modsatte side af åen liggende færgegård, et forhold, der her, som andetsteds på Island, volder mangfoldige ulæmper for alle de rejsende, der kommer fra den side, hvor ingen færgegård findes; skønt indsnævret er åen her bred nok — omtrent dobbelt så bred som udfor Ingolvsfell —, så at hestene sædvanlig bruge c. 10 minutter til at svømme over den.

Endnu et par steder står der tilbage at omtale, der, hvorvel deres beliggenhed ikke længer vides med sikkerhed, da deres ældre navn er glemt, dog med mere eller mindre sandsynlighed kan henføres til denne egn. Først må da her det i et par sagaer (Flm. s. 153, Nj. s. 105, 122) omtalte landingssted Arnarbælesós (Arnarbælisóss) nævnes; navnet opfordrer på en vis måde til at søge det her, om end først og fremmest dels den omstændighed, at Arnarbæle, hvorefter stedet skulde have taget navn, ikke ligger umiddelhart ved Ölvesåens munding (ós), dels de for skibsfarten ugunstige forhold her, må vække nogen tvivl. — De herved vakte betænkeligheder lode sig dog måske overvinde. Hvad da først Ölvesåens farbarhed angår, da findes der vistnok uden for åens nuværende munding en sammenhængende række af blinde skær, der i høj grad måttte vanskeliggøre en indsejling eller endog gøre enhver sådan umulig; men forskellige forhold synes at tale for, at Ölveså tidligere, i det mindste til dels, har haft et andet udløb. Fra den nuværende munding og vest efter, omtrent en mils vej, udgøres nemlig strandbredden af en sandstrækning Skejd (Skeið), der nu efter de gårde, hvortil den hører, deles i Hraunskejd og Torlakshavn- (þorlákshafnar-) eller Havnar- (Hafnar-) Skejd, hvis grænse falder omtrent midtvejs på Skejd'et ved den såkaldte Miðalda. I fordums tid skal Ölveså til dels være falden i søen ved Midalda, og den smalle sandstrimmel øst herfor have været en lille ø Skerdingaholm (Skerðíngahólmi), hvorpå stod en egen gård. Navnet Skerdingaholm er sikret ved flere ældre dokumenter, således siges i Vm., at kirken i Arnarbæle i Ölves ejer en fjærdedel i Skejd (og) en fjærdedel i Skerdingaholm. Fremdeles anfører P. Melsted — i sin sysselbeskrivelse for Ånæs syssel —, at det fremgår af talrige vidnesbyrd, som 1631 fremførtes for retten i anledning af en strid, som Skålholts bispestol havde om drivgodsrettigheden på Hraunskejd, at det daværende Hraunskejd havde fordum heddet Skerdingaholm, og Ölveså da havde haft udløb ved Midalda, men havde siden ødelagt holmen og brudt sig vej øst over den, til hvor den nu løber forbi Osøre. (En arm af åen må dog åbenbart have løbet her før; dette fremgår allerede af navnet Skerdingaholm; desuden forekommer »Óseyri« allerede i begyndelsen af det 14de årh. — Bsk. s. 389 —). Nogle vidner beretter endog de nærmere omstændigheder ved, hvorledes Skerdingaholm omtrent 100 år forud, da den var bleven ubebyggelig, blev ophævet som særskilt jord. Ud for Midalda er ren sø og dybt nok, til at skibe her hunde gå op i åen. De nærmeste omgivelsers natur synes også at bestyrke hypotesen om et fordums udløb her, ti vil man f. eks. fra den oppe under heden liggende gård Hraun ned på den omtalte sandodde, passerer man netop en strækning, hvor man endnu rider i vand. At noget af Ölvesås udløb skulde have båret navnet Arnarbælesos, synes dog, i betragtning af at gården Arnarbæle ligger ikke så lidt (½—1 mil) højere oppe, ikke rimeligt. Derimod kunde man antage, at, da der ved Ölvesåens udløb næppe har været noget sikkert leje for oldtidens skibe, landingsstedet af den grund måske havde fået navn efter det sted, hvor skibene lagde sig ind eller fortøjede. Muligheden heraf bekræftes ved en beretning i Ldn. (s. 318) om landnamsmanden Alv den egdske. Han drog til Island og landede med sit skib i den os (munding), som har fået navn efter ham og hedder Alvsos (Álfsós); han besatte hele landstrækningen udenfor Varmå og boede på Gnupar (at Gnupum). Her er Ölveså ikke nævnt, uagtet han for at komme i Alvsos måtte sejle ind ad Ölvesåens munding og op gennem Varmåens nedre løb, den såkaldte Torlejvslæk (Þorleifslækr). På samme måde kunde man antage, at Arnarbælesos var en ved Arnarbæle værende åmunding, hvor havskibene sædvanlig lagde ind og søgte den havn, som selve Ölvesåens altfor brede og måske i flere henseender farlige munding ikke frembød. En sådan åmunding har netop været her, i det Varmå i ældre tider faldt i Ölveså kort øst for Arnarbæle, men for omtrent 200 år siden brød den sig vej til Alvsos og således til Torlejvslæk. At der ved Arnarbæle har været anlægssted for havskibe, bekræftes af endnu levende sagn, til støtte for hvilke flere stedsnavne anføres, således en tidligere husmandsplads Búlkhús (ɔ: Lasthus) i tunet vest for præstegården, hvor skibene siges at have losset — se også angående dette Descr. Ölves.

Et andet, om end til dels ufrivilligt, landingssted, der med større sikkerhed kan søges her, er "Vikarsskeið", hvor to gange en med skibbrud forbunden landing nævnes at være foregået; det således benævnte sted må antages netop at svare til strækningen Skejd. I Laxd. og Ldn. fortælles, at »Unn (eller Aud) — som efter sin landing begiver sig til Kjalarnæs — landede på sønderlandet på Víkrár- (eller Vikars-) skeið, skibet sønderbrødes aldeles, men alle folkene og godset reddedes. — I HGrk. fortælles, at »Orm kom ud på på Vikarsskejd ved Tjorså, de brød skibet«. Den ældre udgave af HGrk. (Hólum 1756) læser i stedet for Tjorså Ölveså, hvad der også passer bedst med den vej sagaen i det følgende lader Orm tage fra. — Også det Ísl. s. medfølgende kort har »Vikarsskeið« ved Ölveså. At denne beliggenhed af Vikrarskejd er den rette, fremgår med sikkerhed af Heimskr's beskr. (s. 152), hvor der fortælles om den modtagelse, som den af Harald blåtand til Island udsendte troldmand fik af landvætterne. Efter at han forgæves havde forsøgt landgang i Vopnafjord på Østlandet, i Øfjord på Nordlandet og i Bredefjord på Vestlandet, for han syd om Reykjanæs og vilde gå op på »Vikarsskeið«. Dér kom imod ham en bjærgrise med en jærnstav i hånden; hans hoved ragede op over fjældene, og mange andre jætter fulgte ham. Derfra for ban (ɔ: troldmanden) østerpå, langs med hele landet (ɔ: kysten af sydlandet); der var da ikke, siger han, uden sandstrækninger og havnløs kyst og stærk brænding udenfor. Da var Broddhelge i Vopnafjord, Eyjolv Valgerdssön i Øfjord, Tord gelle i Bredefjord, Torodd gode i Ölves.

Allerede i dette landskab møder et af de næsten utallige Grettestag (Grettistak, flt.-tök), store stene, som Grette, i lighed med hvad der enkelte steder i sagaen fortælles om ham, skal have løftet og lagt på den plads, hvor de nu befinde sig, og af hvilke næsten enhver egn på Island ved at opvise en eller flere; men med deres ægthed er det rigtignok slet bevendt, og det er ikke langt fra, at enhver løsreven klippeblok, hvis stilling var noget karakteristisk fritliggende, når størrelsen ikke var altfor overdreven, uden videre er bleven kaldet »Grettistak«; at de fleste af dem langt overgår, hvad endog den stærkeste mand vilde kunne rokke, forstår sig af sig selv. Denne her omtalte, der står under det over Helleshede førende Olavsskard, skal høre til de aldeles urokkelige.

Forbi den for sit fiskeri bekendte store bondegård Torlakshavn (Þorlákshöfn) strækker Ölves sig endnu en mils vej langs stranden tæt under den høje vulkanske fjældhede. Derpå begynder Selvågens smalle mellem sø og fjæld indsnævrede bygd, der i karakter meget nærmer sig egnene på sydsiden af Guldbringe syssel. Jo længere man kommer mod vest, desto højere og brattere bliver fjældskråningen, flere steder har lavastrømme fra fjældsiden styrtet sig ned mod søen. Egnen tager navn efter en bred og kort lille bugt Selvåg (Selvogr, ældre -vágr), inden for hvilken der ligger en lille sø eller dam, der ved en os står i forbindelse med vågen; heromkring gruppere gårdene sig, der alle i høj grad lide under det skadelige sandfog; havne findes her ikke, og selv med både kan det være vanskeligt nok at finde de enkelte brugelige landingssteder. Øst for vågen findes den største samling af huse og gårde, og noget vest for disse står ene på den øde sandstrækning Strandar-kirke; tidligere hørte til kirken en i sin tid anselig gård Strönd, men i omtrent 150 år har gården været i øde på grund af sandfog. Strandar-kirke har i den nyeste tid fået en vis berømmelse, i det den gamle katolske skik, til frelse fra fare eller for at bevirke et ønskes opfyldelse at love noget til (heita á) en gudelig stiftelse, med hensyn til denne kirke forunderlig nok er levet op igen endog efter en temlig betydelig målestok. Om den før nævnte sira Erik Magnusson (galdremanden), der i sin tid havde dette kald, minder endnu en stor kunstfærdig »Eriksvarde« højt oppe på kanten af en stejl fjældbrink. Foruden fiskeri er fåreavl indbyggernes hovederhvervskilde, og fårene finder også på fjældheden gode græsgange og mod uvejr og kulde ly i adskillige lavahuler, der her som i almindelighed på sydlandet ligefrem bruges som fårestier. Når havisen en enkelt gang når til disse kyster, regnes dens skadelige indvirkning på tangen til de største ulykker, da både indbyggerne benytte denne, og navnlig for kreaturerne er det om vinteren den eneste næring, når isskorpe ofte i lang tid bedækker jorden. Selvåg støder mod vest op til det under Guldbringesyssel beskrevne Krisevig, der i gejstlig henseende hører til Ånæs syssel, idet det er anneksi til Selvåg.

Nord for Ölves, langs Sog og Tingvoldsøens sydvestlige bred, ligger den såkaldte Gravning (Grafníngr), et afsides og lidet besøgt bygdelag, hvis beboere både i deres personlige optræden og huslige indretning viser sig kun lidet påvirkede af omverdenen. Fra Ölves adskilles Gravningen ved Ingolvsfell og fjældstrøgene, der forbinder dette fjæld med Hengilen og dertil hørende fjældheder. På sin vej fra Tingvoldsøen til Hvitå gennemstrømmer den brede å Sog, der har sit udløb fra Tingvoldsøens sydøstlige hjørne, først den langagtige, temlig store sø Ulvljotsvatn (Úlfljótsvatn) og derpå Alvtavatn (Álptavatn), der er omtrent en fjærdingvej bredt, men så grundt, at man kan ride tværs over det på forskellige steder. Allerede navnet Sog (af at suge) antyder stærk strøm og vandrigdom; således er også i virkeligheden forholdene ved dette afløb, der til alle tider har vakt forbavselse, da Tingvoldsøen aldeles intet tilsvarende tilløb har. De fugtige engstrækninger langs Soget er berygtede for deres talløse skarer af stikkende myg, der på flere af de her liggende gårde er om somren både for mennesker og dyr en næsten utålelig plage, som for resten også mærkes mere og mindre på forskellige punkter ved Tingvoldsøen. Blandt gårdene her nævnes i HGrk. (s. 57) Ulvljotsvatn (Úlfljótsvatn) syd for søen af samme navn, og den tæt syd for liggende gård Bildsfell (Bíldsfell). Flere spredte småfjælde og højdedrag skiller dette parti, til hvilket navnet Grafníngr i Hörds saga (HGrk.) synes at være indskrænket, fra den langs den sydvestlige bred af Tingvoldsøen liggende del af Gravningen; blandt disse kan mærkes Dråttarhlid (Dráttarhlíð), der som et næs skyder sig frem mellem Tingvold- og Ulvljotssøen; i højdedraget her vil man påvise forskellige såkaldte landnamsmænds høje.

Den langs Tingvoldsøen liggende del af Gravningen er navnlig skuepladsen for en del af de i HGrk. fortalte begivenheder; hvad den naturlige beskaffenhed angår, slutter denne egn sig nøje til den egenlige Tingvoldsvejt — med hvilken hele Gravningen nu udgør én hrepp og indtil for kort tid siden også i kirkelig henseende har været forenet —; og da den også i sagaen viser sig hovedsagelig at stå i forbindelse med de nord for liggende egne, vil det være naturligst i skildringen at udgå fra disse. — Under beskrivelsen af Guldbringe og Kjos' syssel blev det bemærket, at den fra Kjos' syssel over Mosfellsheden liggende vej fører til Tingvoldsvejten (Þíngvallasvejt), således benævnes det landskab, der mod nord, øst og til dels vest omgiver den store Tingvoldsø (Tingvoldvatnet, Þíngvallavatn, 5—6 mil i omkreds), bestående af udstrakte fra en fjærn fortid stammende og derfor til dels med græs og krat begrode lavastrækninger, ja en tilsvarende begrænsning findes endog langs søens sydvestlige bred, hvad enten nu dette hraun er en fortsættelse af det omtalte fra nordøst kommende, eller skylder fjældstrøgene omkring Hengil sin oprindelse. — Når man ad denne vej begynder at nærme sig Tingvoldsvejten, findes syd for vejen (på højre hånd) et almindelig benyttet bedested Vilborgarkelda (kelda ɔ: sump), en græsrig flade, der rimeligvis allerede i oldtiden benyttedes som sådant, i al fald ser vi stedet nævnt i HGrk. (s. 31—32) som et punkt, hvor forskellige veje mødtes. Snart efter at man fra hedens stenede og tuede lyngflader er kommen over på dens østlige fortsættelse, de her omtrent lige så jævne hraunflader, deler vejen sig, efter som man vil lige frem til Tingvold, eller til højre langs søens vestlige bred. Vælger man det sidste, befinder man sig snart på søens nordvestlige bred, med en sort, svagtbuet, vulkansk sandskrænt på højre hånd, der efterhånden skarpere udpræger sig. Under den, nær søen, står gården Skålabrekka (Skálabrekka), der i følge Ldn. (s. 312) har fået sit navn efter den skåle, som landnamsmanden Ketilbjørn byggede her på sin rejse for at vælge sig bosted. — Derefter bøjer vejen længere bort fra søen over kun lidet karakteristiske hedesletter, forbi gården Hedebæ (Heiðarbær), til hvis besiddelse den omtalte Vilborgarkelda hører, men som kun har lidet gavn deraf på grund af de rejsendes flittige besøg her; men snart ligger den påny ned mod denne, og nu begynder kysten at falde stejlt af mod søen, så at man ofte ad smalle stier må passere den bratte skråning. Efter at en sådan længere strækning og en derpå følgende smal, stejl sti, et såkaldt klev (klif), er passeret, begynder det berygtede Joruklejv (Jórukleif), der i HGfk. oftere (s. 31,58) omtales som et sted, hvorover vejen til og fra gårdene ved Tingvoldsøens sydvestlige bred lå. De langs søen løbende højdedrag skyder sig nemlig her som en stejl vulkansk klippevæg ganske tæt hen mod denne og falder lodret af mod en smal skrænt, der alene skiller den omtalte væg fra søen. Langs ad denne skrænt eller li ligger nu vejen. Tilsidst kommer for mindre kyndige vejfarende, der ikke forstår at omgå stedet, næsten det værste, i det stien på et sted, hvor man skal til at stige ned til et foran liggende lavere parti, ligger mellem så nær ved hinanden stående klippeblokke, at den kun kan passeres, når man trækker hesten efter sig. Her åbner sig en interessant og ejendommelig udsigt til den foran liggende egn. To i søen udløbende regelmæssig formede klippenæs, med en kyst så lige og lodret, som var den afskåren ved kunst, danner en smuk aflang lille bugt, op fra hvilken et ikke stort, men vildt og romantisk parti strækker sig med smalle, langagtige dale eller rettere kløfter, sønderskårne og begrænsede af vulkanske høje, i baggrunden klipper og større og spidsere fjælde, alt i livlige sorte og grønne farver — de sidste frembragte ved småskov eller, endnu oftere, det skuffende grønne mos, der her overalt bedækker det gamle hraun, og som man i det hele hyppig finder på de vulkanske fjældheder omkring Hengilen. Ud over søen møder øjet først de to i denne liggende holme, egenlig kun to småfjældei der altid synes lige nær, hvor ved søen man så befinder sig; i nord og syd hæver sig bag søen fjælde, også på kysten lige over for ses sådanne spredte. Her i den smalle dalstrækning ved Joruklejv findes flere stednavne, der har hensyn til Jora, en farlig troldkvinde, der ved klevet lurede på de rejsende, til hun endelig med den norske konges bistand lykkelig dræbtes. Noget oppe i dalen ses en spids vulkansk høj Joruhol (Jóruholl), hvor hun havde sin bolig, efter at troldenaturen var faret i hende; desuden findes her Jórugil og ovenfor dalen Jórutindr. Fra denne dal ligger en sti op på Mosfellshede, der så snart en noget brat foran liggende vulkansk højderand er passeret også her antager sin sædvanlige karakter. — På sydsiden i det smalle, men noget høje næs hinsides den omtalte lille våg ligger gården Nesjar (egl. Nes), den første i Gravningen, idet Joruklejv anses at skille denne bygd fra Tingvold-svejten. Herfra ligger vejen, om en sådan kan dog kun uegenlig tales, over et vildt, mosgrot, næsten ufremkommeligt hraun, indtil syd for dette ved søens sydvestlige hjørne påny en lille rundagtig vig skyder sig ind, ved hvilken gården Hagavig (Hagavík) står, med Hengilsfjældene tilsyneladende tæt bag ved sig. I Hagavig boede i følge HGrk. (s. 5. ffg.) den velstående Högne, hvis datter den på nabogården Ölvesvatn boende høvding Grimkel gode skaffede den af ham yndede og beskyttede Grim den lille til ægte.

Fra Hagavig fører vejen bag om aflange fjældhøjder, sydøst for hvilke gården Ölvesvatn (Ölfusvatn) står, til denne, som man pludselig nærmer sig efter at være passeret nogle vulkanske sandpletter og steget over en bag det hverken høje eller store fjæld udløbende ås. Gården, der er en temlig betydelig ejendom, står ret smukt på slettelandet under det omtalte lille fjæld ved den vestlige bred af en lille å ikke langt fra Tingvoldsøens sydlige bred, med udsigt til et temlig fladt af Dråttarhlid og forskellige spredte småfjælde begrænset landskab. Her hoede i fordums tid den i Hørds saga så meget omtalte Grimkel gode, faderen til sagaens helt. I sagaen nævnes gården ofte (s. 5. ffg.), her stod Grimkels eget (andet og tredje) og flere andre af de i sagaen optrædende personers bryllup. Om Grimkel fortælles det (HGrk. s. 5), at han først boede »syd ved Fjældene (at Fjöllum) kort fra Ölvesvatn, det sted hedder nu Grimkelsstad (Grimkelsstaðir), og der er nu fårehuse«, men efter sin første kones død flyttede han til Ölvesvatn, da landet (landakostir) forekom ham bedre dér. Grimkelsstads beliggenhed er nu uvis; på Ölvesvatn påstod man (ɔ: en derværende ældre mand, 1874), at Grimkel først havde bot på den sydøst for Ölvesvatn liggende gård Krog (Krókr) og vilde påvise sporene af den ældre bebyggelse i nogle daværende tomter. — Grimkel havde stort godord og var en ivrig afgudsdyrker; på Ölvesvatn holdtes en vis dag »hofhelgi« (tempelfest), og her havde han et gudehus, der i sagaen kaldes Torgerd hørgabruds hov, men som dog også ses at have indeholdt billeder af de andre guder. I vrede over ulykkespående varsler brænder Grimkel hovet og alle guderne op. Spor af dette gudehus ser man nu ikke, men syd for gården er i tunet en lav høj Hovhol (hofhóll) hvorpå der står et fårehus, der af stedet bærer navnet »hofhus«; her skal gudehuset have stået. — Hjemme ved gården ligger en ikke høj firkantet stenblok, hvori der findes en fadformig fordybning, omtrent en fod i tværmål, en anden lignende, men større, skal for øjeblikket være benyttet som grundsten i en af gårdens vægge; om denne sidste siger man, at den i sin tid har stået foran den der daværende kirke. Men i øvrigt kaldes de her som andetsteds »blotstene« (blótsteinar), og antages at have hørt til de gamle gudehuse og været benyttede ved ofringerne. Sådanne stene findes nemlig temlig hyppig på Island, en lignende er ved Tingvold præstegård, en anden skal være ved Ulvljotsvatn, hvor der ligeledes er kirke. Det er måske ikke urimeligt at antage, at de oprindelig har været vievandskar fra den katolske tid bestemte til at opstilles ved indgangen til kirkerne. Straks neden for (sydøst for) hovhuset er en ved sporene af et gammelt græstørvsgærde udhævet del af tunet kaldet Grimkelsgærde (Grímkelsgerði), her findes i den vestlige udkant tæt ved huset en stor aflang tue Grimkelslejde (Grímkelsleiði), hvor altså Grimkel skulde være begravet; sagaen fortæller, at han kort efter at have brændt hovet pludselig døde og blev jordet »syd for gærdet« (»jarðaðr suðr frá garði«, HGrk. s. 59).

Vil man i steden for at besøge Gravningen til selve Tingvoldsletten (Þingvellir) — det berømte gamle altingssted —, fortsætter man fra Mosfellshede vejen ligefrem; den første gård i Tingvoldsvejten, Kårestad (Kárastaðir), passeres, den store Tingvoldsø og heden og fjældene hinsides denne har man allerede længe haft for øje, men Tingvold med nærmeste omgivelser ser man endnu intet til. Da skråner stien pludselig ned mellem nogle hraunblokke, drejer pludselig til venstre og forvandles til en stejl trappe, der parallelt med klippevæggen, mellem denne og en fremspringende hraunblok, ligger ned til bunden af kløften. Det er nemlig Almannagjå (Almannagjá, gjá ɔ: kløft), som man nu er i færd med at stige ned i, og dens høje vestlige væg, gennem — eller rettere på skrås ad — hvilken den omtalte sti ligger. Den flade hen ved 100 fod brede, græsbevoksede bund har til venstre en over hundrede fod høj, lodret mur, til højre en langt lavere (40—50') og mere sammenstyrtet væg. Langs ad kløftens bund ligger vejen et stykke frem, derpå drejer man til højre over den lavere væg og står nu foran en af Öksarås arme gennemstrømmet lille slette, der lige over for begrænses af en mørk af kløfter gennemskåren hraunslette, der jævnt hæver sig op mod de øst for liggende fjælde, hvor den afsluttes af en anden parallelt med Almannagjå gående kløft Ravnegjå (Hrafnagjá).

Björn Gunnlaugssöns kort over Altingsstedet

Begiver man sig over sletten og vender blikket mod Almannagjå, får man det bedste overblik over stedet med dets nærmeste omgivelser. Lige over for sig har man Almannagjås lodrette vestlige væg strækkende sig fra nordøst til sydvest i en længde af henved en mil, af forbavsende lighed med en ved menneskehænder opført mur; ligheden bliver endnu mere slående ved lavaklippens parallele lag og naturlige rævner, der deler den i regelmæssige oftest firkantede blokke, så at sammenligningen med lævningerne af en uhyre middelalderlig fæstningsmur, et i ruiner faldende stykke kinesisk mur, uvilkårlig fremstiller sig for beskueren. Det ruinagtige fremkommer ved de uregelmæssige blokke og fremspringende klippestykker, der afslutte væggen for oven. Ned over den lodrette væg styrter sig som et glimtende hvidt bånd en smuk lille foss, det er den vest fra kommende Öksarå, der derpå løber et stykke i kløftens bund og så skummende og brusende bryder sig vej gennem østervæggen ud til sletten, hvor den fortsættende sit løb mod syd først forgrener sig om flere holme og lave sandbanker, men derpå snart igen samler sig og falder forbi kirken og præstegården, der står på åens østlige bred, ud i Tingvoldsøen.

Da Ketilbjørn på sin opdagelsesrejse drog fra Skålabrekka, kom han, fortæller Ldn. (s. 312), til en å, hvori de tabte deres økse, den kaldte de Öksarå (Öxará, ɔ: Økseå). Sturl. (I, 203) knytter hertil den meget påfaldende oplysning — der dog vel ikke kan være andet end et uhjemlet sagn — at åen siden »blev ledet i Almannagjå og nu gennemløber tingsletten«. Det er nemlig ikke let at se, hvorfor man skulde have gjort sig den ulejlighed at lede Öksarå, der vest for Almannagjå gennemløber en ufrugtbar lavahøjslette, ned i denne kløft, hvis den ikke oprindelig havde haft sit leje her; heller ikke kan det ses, hvorledes den nogensinde på sin vej til Tingvoldsøen skulde have undgået at gennemløbe Almannagjå.

Noget syd for åens udløb fra kløften ligger vejen, der fører fra kløften over åen og holmene til sletten. Den stejle sti, der fører vestenfra ned i kløften, kan man derimod ikke se herfra, da den dækkes af et parallet gående klippestykke i vestervæggen. — Østervæggen skråner jævnt ned mod den omtalte neden under (ɔ: øst for) liggende smalle lille slette, der udgør den store af de to kløfter begrænsede lavaflades laveste parti; oven for (ɔ: mod nord) hæver sig det anselige Årmannsfell (Ármannsfell), under hvilket Almannagjå taber sig, med sin grønklædte fod; syd for breder sig Tingvoldsøens udstrakte flade. Det hele interessante parti skylder sin oprindelse til det nordøst for Årmannsfell liggende fjæld Skjaldbrejd, der i en forhistorisk tid har udsendt uhyre lavastrømme, som har fyldt en del af Tingvoldsø-bæknet og bedækket store partier af den mellemliggende egn. På strækningen mellem Almannagjå og Ravnegjå, hvor bredden er ½-1 mil, antages der så at være foregået en sænkning af grunden. Ved det mellemliggende lavalags synken opstod nu ikke alene de to omtalte store kløfter, i det den størknede lavaskorpe brast og skilte sig fra den omgivende lavamasse, hvis rande kom til at stå som to sidemure, mod hvilke den synkende lavaskorpe selv dannede den indre tilsvarende lavere begrænsning, — men i selve denne dannedes flere større og mindre, med de to største paralleltløbende, kløfter, hvoraf mange udmærker sig ved i bunden at være fyldte med forunderlig klart, gennemsigtigt vand. De længste af kløfterne fortsætter sig helt ud i søen, hvis bund er et undersøisk hraun aldeles af samme beskaffenhed som den ovenfor skildrede ned mod søen skrånende lavastrøm. — Følger man således Almannakløften syd efter, ses denne først hist og her at snævre sig sammen og fyldes af klippeblokke. Derpå begynder hraunet at sænke sig jævnt ned imod søen, og kløften selv bliver utydeligere og deler sig i flere mindre, som alle fortsætter sig langt ud i denne; her, hvor Almannagjå begynder at dele og tabe sig, har kløfterne på flere steder små tværbroer, hvor væggen helt eller til dels når sammen og således tilsteder passage i al fald for gående.

I året 1789 fandt et stort jordskælv sted i denne del af landet, Tingvoldhraunet (ɔ: strækningen mellem Almannagjå og Ravnegjå) og søen undergik forandringer, i det søens nordlige bred sænkede sig og kom under vand; også Almannagjå led ved sammenstyrtning, og flere andre steder styrtede klipper ned. Indtil den tid havde den sædvanlige vej til og fra Tingvold ligget langs skråningen af Almannagjås østervæg, hvor endnu sporene af de gamle ridestier ses, indtil den længst nede ved søen førte tværs over kløfter og hraun — eller vel egenlig nedenfor disse. Men ved jordskorpens sænkning på grund af jordskælvet kom den gamle vej langs søen hist og her under vand, hvorefter den opgaves. Men i det hele og store er dette hraun vistnok i umindelige tider ingen forandringer undergået, en frodig vækst af græs, lyng- og bærbuske og dunkelgrønt birkekrat bedækker det og bidrager til at give egnen et livligere og frodigere præg, om den end ikke helt kan skjule de mørke kløfter, klippevægge og lavaflader.

Dette sted udvalgtes ifølge Islb. (s. 6) til Islands fælles tingsted ved altingets indstiftelse år 930, efter, at Grim gedesko i tre år havde berejst hele Island for at udsøge et sådant; og siden har “altinget” (alþingi, yngre alþing) eller, som det senere efter at landet havde mistet sin selvstændighed hyppig kaldtes, »Öksaråting« (Öxarar-Þíng) holdt sine møder her, indtil de sidste rester af det gamle alting med forrige århundredes slutning forsvandt.

Naturen havde gjort alt for at danne stedet bekvemt til et sådant brug, og tilfældet kom til hjælp, så at dets erhvervelse blev let. En mand, der ejede land »i Blåskovene« (í Bláscógom), var nemlig bleven dømt fredløs på grund af mord på en træl eller frigiven ved navn Col, hans land tilfaldt det offenlige og blev nu henlagt til altingsbrug; »derfor er der«, fortsætter Islb., »almerming i henseende til skovhugst til altingsbrug og på hederne græsgang for hestene.«

Efter Kol, siges der sammesteds, benævnes den kløft (gjå), som der siden dér er bleven kaldet Kolsgjå (Colsgea), hvor »ligene« (flt!) fandtes.

Om Kolsgjå véd nu ingen noget. Arne Magnussön, der med den største omhyggelighed i mere end 40 år samlede oplysninger til den omtalte oversættelse af Are frodes Islændingebog, som han arbejdede på fra for 1688 og lige til sin død 1730, bemærker imidlertid med hensyn til Kolsgjå: Kolsgjå, er fortalt mig, skal være ved den sydlige side af det sted, som hedder Lererne, nord for Tingvold (sunnanverdt vid pláts þad er Leirur kallast, nordur frá þingvelle) — og tilføjer, at hans hjemmelsmand var sira Torkel Arnessön, men sira Torkel havde det fra de folk, der havde hørt sira Engelbert kalde denne kløft således. Sira Engelbert Nikolavssøn var præst på Tingvold 1617—69 (Sv. Nilssöns prestatal IV., 14).

Altingsstedet havde sin bestemte begrænsning, der omsluttede det fredhelligede ting; sådanne tinggrænser findes imidlertid intetsteds udtrykkelig nævnte. Mod øst og vest synes dog tingets begrænsning næsten foreskrevet af naturforholdene. Også mod nord frembyder sig en naturlig begrænsning for tingstedet, i det — omtrent midtvejs mellem den den store og lille foss — to fremspringende lavapynter »Kastellerne« (Kastalar) dele den oftere omtalte græsslette, der fra åens udløb fra Almannagjå langs dennes østervæg ligger op mod det skovgrode hraun under Årmannsfell, i to afdelinger. Nord for denne indsnævring begyndte utvivlsomt de såkaldte “Øvre Volde” (Efri Vellir), der, som man erfarer af Sturl. (I. 29 ffg.), lå uden for tinghelligheden. Deres beliggenhed som umiddelbart oven for selve tingsletten (vellirnir, völlrinn) ses tydelig ved sammenligning af de steder i sagaerne, hvor de nævnes.

Da så vel hovedvejene til tingstedet øst fra som nord fra udmunder her, og da man først her ret kunde ordne sin flok efter at være kommen ned fra de trange hraunstier, var der anledning for de tingrejsende høvdinger til et foreløbigt ophold her (Sturl. I., 291); når meget stod på spil, som ved det vigtige ting efter Njålsbranden, kunde det hænde, at modparterne fylkede her og således rede ned på tinget (Nj. s. 730—32).

Uagtet, eller — måske rettere sagt — netop fordi altingsstedet lige til slutningen af forrige århundrede har været sæde for Islands almindelige ting (medens dette i tidens løb helt skiftede sammensætning og betydning), har spor af det oprindelige haft særlig vanskeligt ved at holde sig her, og man vil vistnok efter en alsidig prøvelse af alle hidhørende spørgsmål komme til det resultat, at den ægte tradition om altingsforholdene i fristatens tid forlængst er tabt; ja selv blandt de lævninger af menneskeværk, som tingstedet kan opvise, synes få eller ingen at kunne føres tilbage til hin tid.

Tingstedet indesluttede naturligvis først og fremmest de tingbesøgendes boder, og de var det, der hovedsagelig for øjet gav det karakteren af et sådant. Af bodtomter træffes her endnu en del, så godt som alle vest for åen. Fra hele dette parti er man nu så godt som afskåren under et ophold på Tingvold; vil man derhen, må man enten ride eller vade over Öksarås arme, hvor vandet når en til knæerne, eller lade sig sætte over i båd nede ved præstegården. I ældre tid var dette anderledes, da førte over åen en bro, som ofte nok omtales i sagaerne, da den ifølge forholdene måtte være et sted, hvor de tingbesøgende jævnlig tilfældig mødtes. Som det af kortet vil ses, antages den at have ligget omtrent ud for kirken, hvor der fra præstegårdens tun skyder sig et lille næs frem mod åen; denne beliggenhed passer også godt til sagaernes antydninger, samt med åens løb og hele leje. Efter at have samlet sig efter forgreningen om den i åen liggende holm bliver åen smallere og dybere, hvorfor også stedet neden for broen synes at have været meget yndet af tingmændene, når de vaskede sig.

De fleste af de endnu tilbageværende bodtomter ligge på strækningen vest for åen lige over for kirken og præstegården. Dels på sletten ved den vestlige åbred, dels på lavaskråningen oven for op mod Almannagjå ses 16 bodtomter, der til dels synes at danne en dobbelt række langs skråningen. Desuden findes på den smalle landstrimmel under Almannagjås østerskråning, mellem, hvor vejen ligger ud gennem kløftvæggen, og åens udløb fra kløften, en enkelt række, af åen til dels bortrevne boder. Dennes løb må nemlig efterhånden være undergået en del forandringer; oprindelig har åen vistnok ved sit udløb fra kløften kun delt sig i to arme, der, i det de bøjede mod syd, omsluttede den oftere omtalte Öksaråholm (Öxarárhólmr, eller -hólmi), der tydelig nok i sagaerne betegnes som den eneste i åen, — bekendt som det for holmgange sædvanlige sted; således stod her tvekampen mellem Gnnlaug Ormstunge og Ravn, efter at denne svigagtig havde erholdt hans trolovede, Helga den fagre, til ægte.

Nu er armene tre og holmen delt i to eller flere og disse omgivne af brede grusbanker (ører), opståede af det af åen søndergravede land, når den til forskellige tider har kastet sig mere østlig eller vestlig. I steden for at den vestlige arm formodenlig oprindelig har ligget tæt ind under holmen, synes den senere bestandig at have trukket sig længere bort fra denne og gravet bort af det under Almannagjås østervæg liggende land, så at af den tidligere herværende rand er nu næsten intet efter.

Der hvor vejen nu ligger op over Almannagjås østervæg, hæver sig øverst på skrænten nord for vejen en tydelig og temlig stor bodtomt med indgang midt på den ene langvæg, med en mindre firkantet udbygning for enden og en rund lille tomt nord for. I selve Almannagjås bund er på hver side af vejen én tomt og desuden på strækningen nord for vejen indtil åens udløb af kløften fire andre til dels store og velbevarede bodtomter. I alt findes der vest for åen lævninger af c. 30 boder, størreisen er hos de fleste 8 × 12 al., enkelte 8 × 18 al.; den aflang-firkantede form er fremherskende, dog er endel mere eller mindre kvadratiske. Højden af den tilbagestående tomt er hos de fleste fra 1 fod til 1 al., indgangen findes midt på langvæggen, dog hos nogle, navnlig de mindre, ved enden. Flere af de større boder har en mindre udbygning ved den ene ende eller ud fra enderne af den ene langvæg, og umiddelbart op til sådanne ligger desuden ofte en anden mindre, men omtrent ligedannet bod. Øst for åen findes ikke mange bodtomter: én i Tingvoldtunet lidt oven for det formodede sted for den fordums bro; to, hvoraf den ene med en lille udbygning, ligger tæt ved siden af hinanden nordøst herfor ved enden af en hraunkløft, noget ophøjede over sletten, og desforuden findes ubetydelige spor af et par andre på en flade neden for, som åen nu næsten har forvandlet til en holm.

Allerede disse tomters ringe størrelse er mistænkelig; endnu mere den omstændighed, at man nu så godt som kun vest for åen påviser bodtomter, medens i følge oldskrifterne en betydelig del af tingboderne har ligget øst og nord for åen. Derimod fremgår det af beretninger fra det 18de årh., at tingmændenes boder den gang indskrænkedes (og vistnok i forvejen faktisk vare indskrænkede) til strækningen vest for åen; her foregik da også udøvelsen af hele den tinglige virksomhed, og det er derfor ikke underligt, at navnet »ting« sælig blev knyttet til denne del af det gamle tingsted, således som man endnu kan høre det brugt.

Selv om enkelte af de på altingsstedet tilbageværende bodtomter stå på samme sted, hvor der fra de ældste tider af har stået en bod, vil en sådan tomt næppe kunne fortjene navn af oldtidsminde; urørt fra fristatstiden af er i hvert fald vistnok ingen, i det man utvivlsomt, århundrede efter århundrede, som man bedst kunde, har benyttet materialet af de gamle ved opførelsen af ny.

Den af de ældre sagaer, der med størst udførhghed omtaler altingsforhold, er ubetinget Njåls saga. Efter Nj. at dømme havde østlændingerne og beboerne af Tingøsyssel deres boder øst for åen; flertallet af nordlændingernes, samt alle syd- og vestlændingers skulde derimod have ligget vest for denne.

Hermed stemmer også angivelserne i flere andre sagaer; således tjaldede i følge Hrk. (s. 12—13) Såm bod øst for åen, og her var vel også de øvrige østfjordingers boder; den bod, hvori brødrene fra Torskefjord (Bst.) havde ophold, lå derimod vest for åen. — Atter andre sagaer udtrykke sig mindre bestemt, men give dog vink, der gå i samme retning; når der således i Bdm. C. (s. 13) siges om den gamle Ofejg, der var reden til tings i flok med høvdinger fra den nordvestlige del af landet, og som tidligere havde aflagt besøg i boderne hos et par vesterlandske høvdinger for at sikre sig disses hjælp, — at han går »over broen« og til sine frænder Skarda-mændene for at bede dem ledsage sig til lovbjærget, er det ikke urimeligt at antage, at der derved skal betegnes, at disses bod lå på en side af åen modsat den, hvor han selv og de tidligere omtalte høvdinger opholdt sig; og, da Skarda-mændene var fra Tingøsyssel, de i sagaen forud omtalte på altinget tilstedeværende høvdinger derimod fra den nordvestlige del af landet, har vel Skarda -mændenes bod ligget øst for åen.

At østlændingernes boder var øst for åen synes bekræftet så vel ved Ljosv. som ved de to småfortællinger om Torlejv jarleskjald og Ölkovre. — I modsætning til Nj.s fremstilling, i følge hvilken beboerne af Tingøsyssel skulde have deres boder øst for åen, står en angivelse i Vem. (s. 305), at Skuta havde sin bod vest for åen. — På den anden side lader fremstillingen i enkelte sagaer nærmest slutte, at i det mindste visse vestlændinger have haft deres boder øst for åen; dette synes således i følge Gunl. (s. 259—60) at have været tilfælde med Gilsbakkefolkene (M.) og i følge Laxd. (s. 290) med Torgils Hallassön (D.).

Af sagaer, der omhandle begivenheder fra en yngre tid, indtager Sturl. ubetinget den første plads med hensyn til skildringen af altingslokaliteter. Den er utvivlsomt i det hele den af alle islandske sagaer, der giver os de udførligste og pålideligste oplysninger om altingsforholdene, uagtet sagaens fremstilling i denne henseende ikke altid er let at forstå.

Af denne saga lader sig ikke udlede nogen bestemt regel for fordelingen af boderne. Snorre Sturlassöns vigtigste og af ham sædvanlig benyttede bod lå således øst for åen; dog ses Snorre også en altingssommer at have ladet bygge bod vest for åen. — Øst for åen synes i det hele i følge Sturl. en stor del af tingboderne at have ligget, og blandt sådanne nævner sagaen en, der ved sit navn viser sig knyttet til Vestlandet (Jöklamanna búð), en anden, som fulgte et sönderlandsk godord (Allsherjar buð).

Den faste stamme af altingsboderne udgjordes øjensynlig af de boder, der fulgte de forskellige godord. Det var ifølge Grg. (§ 23) pligt for enhver tingmand at tage ophold i sin godes bod, hvor han kunde gøre fordring på et særskilt rum dannet ved et forhæng tværs over boden. Disse boder må have været meget store, de har vistnok tidlig fået egne navne og har haft deres bestemte uforandrede plads på tingstedet; var godens tingmænd mange, har det vel også ofte været nødvendigt for ham at have flere boder, hvad der synes at kunne sluttes af flere steder i Sturl. Om privatmænd uden godeværdighed har haft deres egne boder er ikke let at afgøre, ti skønt der mangfoldige steder i sagaerne tales om N. N.s bod, er det umuligt at se, om der menes den N. N. tilhørende bod, eller blot den, hvori han havde ophold. Dog er det ingenlunde usandsynligt, at de mere velstående bønder stundom kan have haft deres egne boder (skønt ofte har dette vel ikke været tilfælde på grund af den dermed forbundne ulejlighed og bekostning, som det jo var ganske unødvendigt for ham at underkaste sig, da godens bod stod ham åben). Vilde en sådan mand opføre sig en bod, behøvede han næppe at frygte nogen vanskelighed fra godens side, skønt denne efter loven kunde stævne ham til erlæggelse af en tre marks bøde, hvis han ikke vilde tage ophold i hans bod (Grg. § 23).

Foruden deres boder, der kom for tingforhandlingernes skyld, fandtes der på altingsstedet endel tålte, men kun lidet ansete håndværkerboder: Garver- og sværdfegerboder nævnes i Grg. (§ 101); en sværdfegerbod nævnes også, med tydelig foragt, i Nj. (s. 812, i et vers s. 818 kaldes samme sværdfeger endog ligefrem »gøgler«). — En ølbod nævnes i Sturl. (I, s. 300), dog vistnok kun som et tilbehør til Snorre Sturlassöns bod; at ølsalg har været drevet på altinget som en forretning ses imidlertid af Ölk. — Sammen med de oven nævnte garver- og sværdfegerboder anfører det yngre håndskrift af Grågås (AMske udg. II, s. 84) endog gøgleres og tiggeres boder. — Om omvandrende tiggere udtrykker Grg. (§ 131) sig rigtignok meget skånselløst: for sådanne skulde man ved spisetid lukke sine boder, og deres egne boder var ufredhellige — men, da ingen egenlig uderende magt fandtes, er det åbenbart i virkeligheden ikke gået så strængt til.

I Grg. (§ 78) omtales særlige håndværkere, som gav sig af med at opføre boder på altinget; de må have været opførte ganske som udhuse på Island endnu bygges, langagtig-firkantede, med indtil flere alen tykke og 3—4 al. høje vægge af lagvis lagte græstørv og flade sten (der vel her på grund af egnens bekaffenhed er bleven rigeligere anvendte end sædvanlig er tilfældet), med en smal døråbning og spidst tilløbende gavle. Således har tomterne stået året igennem; i altingstiden har man så givet dem et vadmelstag, og ligeledes behængt væggene indvendig med vadmel, dette kaldtes at tjælde (egl. tælte) boderne. — Tør man tro beskrivelserne i Nj., har høvdingeboderne været udstyrede med bænk (pall), ja undertiden endog med højsæde.

I Hrk. (s. 14) omtales to skindkojer (húðföt) stående inde i en bod på tværs i denne; og, at dømme efter en ytring i Flatb. I, s. 386, har det været sædvanligt at afklæde sig om aftenen og gå ordenlig til sængs (sml. også Sturl. I., s. 300).

I eller ved boden kunde i følge Grg. forskellige retslige meddelelser foregå. Til boderne har vistnok almindeligvis hørt et kogehus; i OSto. (Flatb. I, 524) nævnes et bryghus (heituhús), som var det et almindeligt tilbehør til boderne. — Bodernes indbyrdes nære beliggenhed kan sluttes af, at smalle stræder (sund) mellem disse oftere omtales; således finder i følge Bdm. C. (s. 7) Ofejgs og hans søns møde sted i bodsundene (i buða sundunom).

Ganske interessant er det af det forhen omtalte kgl. reskript angående altingsmændenes rådighed over tingstedet at se, at endnu 1737 gik bodtomterne i arv i familierne; i dette anføres nemlig, at Tingvoldspræsten, som mener sig berettiget til erstatning for den skade, der tilføjes præstegårdens grund ved tingmændenes årlige reparationer af deres bodtomter (»tofter«, som de i reskriptet nævnes), har beklaget sig over, at de »bruge og forarbejde der sammesteds tofter, som de skal lade opbygge af jord og stene, hvilke tofter de ville arve, en efter anden, ligesom anden lovlig arvedel, uagtet hans forbud.« Endnu 1792 brugtes boder på altinget; Sv. Povlssön anfører nemlig i sin dagbog for dette år (Natur-hist. Selsk. Skrivter III., 1., s. 192), at rettens besiddere og andre vedkommende, som besøge altinget, »logere enten i tælte eller i de såkaldte boder: det er af jord og sten opbygde gærder, behængte indvendig med gardiner, og overdækket med hvidt vadmel.« 

Det nævntes tidligere, at vistnok alle de til godordene hørende boder har haft deres særlige navne. I sagaerne findes nemlig ikke få bodnavne bevarede, af hvilke de allerfleste have hentydning enten til den familie eller den egns beboere, som benyttede boden; andre boder have vel navne dannede på anden måde — som f. eks. efter udseende, beliggenhed —, eller have rent vilkårlig valgte navne; men også om flere af disse boder gælder det, at de ses at have tilhørt en enkelt bestemt høvding, eller at have fulgt et bestemt godord.

Den af sagaerne, der har de fleste bodnavne, er Nj. og man kan endog efter sagaens beskrivelse gøre sig en omtrentlig forestilling om nogle af disse boders beliggenhed. Boderne nævnes i sagaen navnlig ved tre lejligheder. Det første sted er s. 606 ffg., hvor begivenhederne på altinget efter Höskuld Hvidenæsgodes drab skildres; Njålsønnerne støttes af Hjalte Skeggessön og Asgrim Ellidagrimssön; desuden er Mörd Valgardssön deres hemmelige forbundne. Måske Njålssønnerne har været i bod med Hjalte eller Asgrim, men disses boder kendes ikke; Asgrim Ellidagrimssöns bod nævner også Krstn. (s. 21), og der siges dér, at Hjalte og Gissur hvide på det ting, da kristendommen blev vedtaget, var i bod med denne. Mörd indtog Rangæingernes bod (Rangæinga búð). Njålssønnerne førte af Asgrim (og måske udgående fra dennes bod) går en dag i tingtiden ud for at søge bistand hos forskellige høvdinger og besøger boderne i følgende orden. Først kommer de til Gissur hvides bod — det må være den, som i Nj. s. 124 kaldes Mosfellingemes bod (Mosfellínga búð), Gissur hvides fædrenegård var nemlig Mosfell i Grimsnæs (A.), han nedstammede fra en her hjemmehørende bekendt høvdingefamilie, der efter Islb.s vidnesbyrd (s. 5) netop benævntes »Mosfellíngar«; desuden siges i Nj. (s. 548), at Gissur og Hjalte, på tinget hvor kristendommen antoges, opholdt sig i Mosfellingernes bod. Om beliggenheden af Rangæingebod i forhold i Mosfellingebod giver Nj. s. 124 os et vink, der stadfæstes af andre steder i sagaen. Når det siges om Gunnar fra Hlidarende, der opholdt sig i Rangæingernes bod, at hans vej — formodenlig hjem til boden — fra lovbjærget (der, som det senere skal påvises, lå vest for åen) faldt neden for (ɔ: forbi østsiden af) Mosfellingebod, så synes det, at Rangæingernes bod har ligget syd for Mosfelhngernes bod. Ud for Mosfellingernes bod ser Gunnar (Nj. 124—25) kvinder gå imod sig; blandt disse var Halgerd, til hvem han frir, og som henviser ham til sin fader Höskuld, hvorefter Gunnar går til Dalemændenes bod (Dalamanna búð) og aftaler der fæstemålet med Höskuld. I denne bod har vel også Halgerd selv hørt hjemme, og i så fald kunde man af dette sted formode, at Dalemændenes bod havde ligesom Rangæingebod ligget sydligere end Mosfellingebod, vest for åen.

Da Höskuld og hans broder Hrut (Nj. s. 3) på vejen til lovretten passerer Rangæingebod, synes Dalemændenes bod at have været endnu sydligere end denne; dog er dette ingen nødvendighed; vest for åen må den derimod ganske sikkert have ligget, da Höskuld og Hrut ellers på deres vej til lovretten (som lå øst« for åen, oppe på voldene) ikke kunde få lejlighed til at passere Rangæingebod.

Fra Gissur hvides bod gårHjalte og Njålssønnerne til Ölvesingeres bod (Ölvusinga búð); fra denne begiver man sig til Snorre godes bod, der så vel af sagaens senere fremstilling som ved sammenligning med Sturl. viser sig at være den samme som Hladbod (Hlaðbúð). I Sturl. (I., s. 266) siges der nemlig, at Hladbod fulgte Snorrunga-godordet, og af samme saga (I., s. 55, gi. udg.) ses, at Sturlungernes stamfader havde arvet dette godord efter Måne-Ljot, der (ifg. Eb. s. 123) ansås for den ypperste af Snorre godes sønnesønner.

Snorre godes bod får en så udførlig omtale i Nj. i anledning af kampen på altinget efter Njålsbranden, at ingen på altingsstedet lokaliseret læser kan være i tvivl om dens omtrentlige beliggenhed. Der er da heller næppe nogen altingslokalitet, der påvises med større bestemthed end Snorrebod (Snorrabúð), hvis rester man vil genfinde i den store bodtomt på Almannagjås østerskrænt, lige nord for den ind i kløften førende vej . I hvert fald må det indrømmes, at Hladbod meget vel kan have ligget her og i alle tilfælde må have ligget omtrent på dette sted. Dog står heller ikke denne bodtomt urørt fra den gamle tid; således siges i en (utvivlsomt af Finn Magnussön samlet) udsigt over oldsager i Island, at Snorrabúð tilhørte og benyttedes af landets sidste lavmand Magnus Olavssön.

Fra Snorres bod begav Asgrim og Njålssönnerne sig til Skagfjordingernes bod (Skagfirðinga búð), derfra til Mödrvellingernes bod (Möðrvellinga búð), så til Ljosvetningeres bod (Ljósvetninga búð), hvorefter de går hjem.

Af et senere sted i sagaen, hvor altingsbegivenhederne efter Njålsbranden fortælles, ses det, at Öksfjordingernes bod (Öxfirðinga búð) og Ljosvetningernes bod var øst for åen, Hladbod derimod vest for denne; øst for åen var endvidere, som det af samme sted kan sluttes, flere andre tingøinger i bod, desuden østfjordingen Bjarne Broddhelgessön; her må også den af Flose benyttede Byrgesbod (Byrgisbúð) søges, således som det med bestemthed fremgår af Sturl., hvor denne bod også nævnes. Også på dette alting foretoges ifølge Nj. (s. 746 ffg.) en af Asgrim ledet vandring fra bod til bod for at sikre sig bistand hos høvdingerne. Asgrim optrådte her blandt Njåls og hans sønners hævnere, og blandt dem var også Gissur hvide og Mörd. Man synes ligesom forrige gang at have begyndt temlig langt nede, vest for åen, og derfra at være gået nord efter. Rangæingernes og Mosfellingerhes boder, der synes at have ligget nærmest udgangspunktet, var der jo ingen anledning til at besøge, da de optoges af medlemmer af dette parti; de tre boder, man besøgte, nævnes i øvrigt i samme orden som før; Skafte Toroddssöns bod ɔ: Ölvesinge bod, Snorre godes bod og Mödrvellingernes bod.

Udførligst omtales tingstedets topografi, hvor i det følgende (s. 805 ffg.) den store kamp på altinget mellem mordbrænderne og Njålhævnerne beskrives. Da Snorre gode mærker, at sagen mellem de to parter ikke kan afgøres ad lovens vej, fylker han efter aftale med Asgrim (smL s. 751) neden for Almannagjå mellem den og Hladbod (det vil vel altså sige: opstiller sine folk fra østerskræntens indre rand til hen mod sin egen bod, tværs over den ind i Almannagjå førende vej) for at hindre Floses parti fra at nå forsvarsstedet (vígit) i Almannagjå.

Kampen begynder ved lovretten øst for åen (hvor femterdommen havde sit sæde); da Floses parti begynder at vige, trækker Hall fra Sida og hans søn Ljot sig ned langs østsiden af Öksarå; medens Hall søger at samle folk for at skille de kæmpende, tager Ljot med sin flok stilling ved broens ende med den beslutning at komme sit parti til hjælp, når han ser det behøves. Hovedmassen af Floses parti flygter derimod forfulgt af modpartiet vest over Öksarå for at søge til forsvarsstedet i Almannagjå og veg op mellem Virkesbod (Virkisbúð) og Hladbod. Her standses deres videre fremtrængen af Snorre godes fylking: der opstår en heftig kamp, da modparten samtidig angriber dem nede fra; Skafte Toroddssön søger at nå Snorres bod for at mægle, men rammes af et spyd og må slæbes ind i en sværdfegerbod (der altså må have været lige i nærheden af Snorres bod); tilsidst må Floses parti flygte syd på langs åen til Mödrvellingernes bod og derfra til Vatnsfjordingeboden (Vatnsfirðinga búð). Nu går Ljot og Hall med deres folk (øst fra) vest over åen, men da de kom på hraunet, gennembores Ljot af et spyd. Floses mænd viger fremdeles, op forbi Vatnsfjordingebod; her falder mordbrændernes sagfører Ejolv Bølverkssön, og nu standser kampen.

Vatnsfjordingebod, hvis beliggenhed i forhold til broen over Öksarå således er tilnærmelsesvis bestemt, omtales også i Laxd. (s. 290). Torgils Hallassön, der havde dræbt den borgefjordske storbonde Helge Hardbenssön, gik vest over åen for at betale Helges sønner boden; han satte sig på klippegrunden (holkn'et) oven for boderne for at tælle sølvet, men bliver her dræbt af en forbigående mand — en søn af en vesterlandsk gode, fra Langedal (Snf.), hvem Torgils havde frataget godordet —; drabsmanden undløber til Vatnsfjordingeboden, hvor han dræbes i boddøren.

Vest for åen har således i følge Nj. ligget Dalemændenes bod, Rangæingebod, Mosfellingebod, Ölvesingebod, Virkesbod (der må have ligget nær indgangen til Almannagjå og have været forsynet med et virke), Hladbod, Skagfjordingebod, Mødrvellingehod (formodenlig noget nærmere åen end hine), samt syd for denne Vatnsfjordingebod. Desforuden nævnes i Nj. den sydlandske Dalverjebod (Dalverjabúð, Nj, s. 604), om hvilken sagaen intet vink giver, men som det i følge bodfordelingen i Nj. ligeledes er naturligst at søge vest for.åen. Som liggende øst for åen angiver sagaen kun Ljosvetningebod og Øksfjordingebod, men her må, som før nævnt, også Byrgesbod søges.

Alle ovennævnte i Nj. forekommende, efter en —ved et gårdsnavn betegnet — familie eller efter en landsdels befolkning benævnte boder, angives i sagaen som tilhørende hver sin særskilte høvding, øjensynlig vedkommende egns gode.

At det samme har været tilfælde med Hladbod er allerede tidligere anført.

Byrgesbod har utvivlsomt tilhørt den østlandske høvding Flose, og vistnok været hans sædvanlige bod. Rigtignok siges der Nj. s. 731, hvor talen er om tinget efter Njålsbranden, at »Flose havde ladet tjælde Byrgesbod, førend han red til tings«, hvorimod på et tidligere ting (efter Höskuld Hvidenæsgodes drab, Nj. s. 604) Floses bod er nævnt ganske i almindelighed uden noget særligt navn; men heraf at ville slutte, at Flose på tinget efter Njålsbranden besatte en bod, som han ellers ikke plejede at benytte, er vistnok aldeles uberettiget. Desuden er det usandsynligt, at en bod, i den grad udmærket ved sin beliggenhed, som Byrgesbod i følge Sturl. har været, og betegnet med et særligt navn, ikke skulde have været fast tilbehør til et godord.

Forholder det sig rigtigt, at Byrgesbod er Svinafellsgoden Floses bod, kan den Svinfellinge bod (Svínfellínga búð), som nævnes i Ljósv. (s. 56) næppe være nogen anden end Byrgesbod. Ligeledes er der vistnok overvejende sandsynlighed for, at det i Sturl. et par gange (I, s. 301 og 327) omtalte bodvirke (búðarvirki), der tilhørte ætlinger af Floses slægt, den daværende høvding på Svinafell, Orm Jonssön og hans halvbroder Torarin, og som i følge sagaens fremstilling må antages at have ligget øst for åen, har hørt til Byrgesbod; kun kan det måske synes, at det da fjærnes noget længere fra de øvrige boder øst for åen, end man efter Sturl. s. 327 skulde antage.

Om beboerne af Virkesbod giver Nj. ingen oplysning. I Bdm. C. s. 10 anføres imidlertid om Myremændenes bod (Mýramanna búð), der tilhørte den bekendte høvdingefamilie på Borg (M.), at den var forsynet med et virke (der i følge sagaen synes at have beskyttet indgangen); det er derfor ikke urimeligt at anse denne for den samme som Nj.s Virkisbúð (hvad også Cederschiøld gætter på), så meget mere som Myremændenes bod i følge sagens natur og efter Bdm.s fremstilling med størst rimelighed kan antages at have ligget vest for åen.

I Krstn. (s. 21) fortælles, at da Hjalte og Gissur beredte sig til at tale kristendommens sag på altinget, begyndte de dagen med at lade den med dem fulgte præst synge messe på gjåbakken (ɔ: Ålmannagjås skrænt), oven for Vestfjordingernes bod, (Vestfirðínga búð) hvorefter de gik i procession til lovbjærget. Denne bod, der altså lå vest for åen, har dog måske også haft et speciellere navn; således kaldes Mødrvellingeboden et sted i Nj. (s. 752) i nogle håndskrifter kan i al almindelighed for Nordlændingeboden (Norðlendingabúð). Af de i Sturl. særlig benævnte boder må de allerfleste henføres til strækningen øst for åen; dette er således tilfældet med Snorre Sturlassons bod Valhal (Valhöll, Sturl. I, 301, 317, sml. 233—34), Valhalsdilken (Valhallardilkr, Sturl I, 279, 327), Allsherjarboden (Sturl. I, 233, der øjensynlig må have tilhørt allsherjargoden, d. v. s. besidderen af det fra Ingolv nedarvede Kjalarnæsgodord, hvem indvielsen af altinget tilkom: Ldn. s. 39, sml. 336); foruden den i følge navnet vestlandske Jøkelmændenes bod (Sturl. I, 327) — en bod, der også nævnes Bsk. s. 196 — lå endvidere øst for åen Østfjordingernes bod (Austfirðingabúð, (Sturl I, 327) — der vel også har haft et speciellere navn, da østfjordingerne må have haft flere boder (se således Nj. s. 731), og endelig Byrgesbod. Byrgesbod nævnes lejlighedsvis i Sturl. I, s. 26; da nemlig Havlide Måvsson i sagen mod Torgils Oddessön ikke kan få domstolen sat på det sædvanlige, sted, føres denne »øster på i hraunet, i nærheden af Byrgesbod; der værne kløfter på de tre sider, men en forskansnings-vold på den fjærde.

Kun to boder af de i Sturl. nævnte, nemlig den af Snorre Sturlassön en altingssommer byggede “Gryde” (Grýta, Sturl. I, s. 235) og den oftere omtalte Hladbod (Sturl. I, s. 226, 291) kan med bestemthed angives at have ligget vest for åen. Angående beliggenheden af to andre i sagaen nævnte boder Saurbæinge bod (Saurbæingabúð, Sturl.I, s. 266) og Skardverjebod (Skarðverjabúð, Sturl. I, s. 201) lader sig af Sturl.'s fremstilling intet udlede. Den sidste viser sig i følge sit navn tydelig nok som tilhørende høvdingefamilien fra en gård Skard, men dette gårdsnavn genfindes i forskellige dele af landet; dog menes her vel snarest Skard på Skardstrand (D.). Om denne bod siges der besynderlig nok i Sturl., at den en sommer benyttedes (tjældedes) af østmænd (ɔ: nordmænd). — Om samtlige her nævnte i Sturl. omtalte boder gælder det, at begrundelsen af den dem tildelte beliggenhed bedst opsættes til det følgende, hvor der tillige vil blive lejlighed til nærmere at tale om stedet for Byrgesbod.

I det oven anførte er omtrentlig angivet, med hvilken nøjagtighed beliggenheden af en del af de gamle altingsboder i følge sagaernes fremstilling formentlig kan bestemmes; at påpege netop det sted, hvor hver enkelt af de oven nævnte boder har stået er derimod (måske med en enkelt undtagelse) næppe muligt. Et sådant forsøg er vel for en del boders vedkommende gjort i en år 1700 forfattet beskrivelse af bodordningen på det gamle alting, sædvanlig omtalt og citeret under navn af »Altings katastasis«; men forsøget er ikke heldigt, og så vidt man kan se, har den ubekendte forfatter ikke haft nogen ældre tradition at støtte sig til. Den eneste saga, han tager hensyn til, er Nj.; på grundlag af dennes angivelser søger han, men rigtignok til dels meget vilkårlig, at bestemme beliggenheden for de i sagaen nævnte boder; den eneste bod, han forudsætter almindelig bekendt, er som anført Snorrebod.

Beskrivelsen, der forekommer i flere eksemplarer med noget forskellig titel, både på universitetsbiblioteket og i det islandske literære selskabs arkiv, er tidligere — med nogle tilføjelser om lovbjærget — trykt i det islandske blad »Tjodolv« (Þjóðólfr, 1851, nr. 62 ffg.); men da den så ofte citeres anden steds, og da forfatteren desuden kommer til at omtale flere andre altingslokaliteter, meddeles den her i oversættelse. Oversættelsen er foretagen efter Addit. nr. 46, 4to; sproget er, som det vil ses af oversættelsen, til dels meget knudret og dunkelt.

Medens boderne afgav opholdsstedet for de tingbesøgende, har den tinglige virksomhed i fristatens tid hovedsagelig været knyttet til dommene ɔ: domstolene, lovretten og lovbjærget.

Den dømmende magt var fra 965 af, da den i følge Maurer udsondredes fra den lovgivende, hos de fire fjærdingsdomstole (fjórðungsdómar) — til hvilke fra 1004 kom en ejendommelig stillet øverste instans, den såkaldte femterdom (fimtardómr). Femterdommen, der havde sit sæde i lovretten, bestod af 48 dommere, hvoraf imidlertid kun 36 dømte i enhver sag; angående tallet af dommerne i fjærdingsdommene hersker der derimod usikkerhed, V. Finsen mener, at hver fjærdingsdomstol kun bestod af 9 dommere, Maurer derimod angiver deres tal til 36.

Fjærdingsdomstole kaldtes de, fordi hver af dem var bestemt til at påkende sager fra en enkelt af landets fire fjærdinger, efter hvilken også domstolene benævntes. Dommerne udnævntes af goderne, for fjærdingsdomstolenes vedkommende alene af indehaverne af de »gamle godord«, for femterdommens vedkommende af disse i forening med besidderne af de ved dennes stiftelse dannede »nye godord«.

I følge Grg. (§ 23) skulde goder og tingmænd indfinde sig på altingsstedet, »før sol går af tingvold«, den torsdag, med hvilken den ellevte sommeruge begyndte, altså en dag, som efter den gregorianske kalender vilde falde mellem 28de juni og 4de juli. Straks næste dag (fredag) skulde dommerne til fjærdingsdommene udnævnes (Grg. § 20), i det goden skulde gå til hammerskardet (hamra skarð), nedsætte sin dommer dér og opfordre sagsøger og sagvolder til rydning (ɔ: til overfor den udnævnte at anvende forkastelsesretten). Hvor dette hammerskard, (der i Finsens oversættelse gengives med »klippesnævringen«) har været, er ikke let med bestemthed at sige; Finsen formoder, at derved skal forstås indgangen til kløften Almannagjå gennem dennes østlige væg; og i og for sig er det også ret naturligt, at dommerne ved denne lejlighed, hvor der foregik som en art præsentation af dem, nedsattes på et meget besøgt sted; imidlertid nævnes »hamraskarð« ikke i andre kilder, og at påpege en lokalitet, hvortil navnet særlig kunde passe, er vanskeligt, da der i og ved Almannagjå, som anden steds på tingstedet, ingen mangel er på slige »skår« — sammenlign således f. eks. bodbeskrivelsens »Krossskarð«.

Den i hammerskardet udtalte opfordring til rydning skulde dog ikke straks efterkommes; først den følgende dag (lørdag), »ikke sildigere end så, at sol er på den vestre gjåhammer fra lovsigemandens plads på lovbjærget at se«, skulde domstolene føres ud til rydning og være ude »indtil sol kommer på tingvold« om søndagen. Denne domstolsudførsel skete i en art procession fra lovbjærget, i det lovsigemanden skulde gå først, dernæst goderne med deres dommere, af hvilke hver nu skulde nedsætte sin; lovsigemanden skulde bestemme, hvor hver domstol skulde sidde; han skulde også lade ringe til domstolsudførsel (Grg. § 14, sml. § 20). Stykket i § 20, hvor der kortelig berettes, at domstolene skal fare ud lørdag og være ude til rydning indtil søndag, ender afbrudt med ordene: »Dersom man da ikke kan gå tørt (over) i holmen . . .« Ved denne holm kan kun holmen i Öksarå være ment; ordene selv synes nærmest at forudsætte, at rydningen af domstolene er gået for sig her; men da må tillige Öksaråholmen have været sæde for fjærdingsdommene; det synes nemlig klart af oven for citerede § 24, at rydningen af vedkommende domstol er foregået på selve domstedet. Sagaernes angivelser forudsætte imidlertid temlig bestemt, at fjærdingsdommene have haft sæde på »voldene« nord for åen. Man kunde derfor måske antage — forudsat at lovbjærget har været vest for åen, hvorom mere senere —, at ordene havde hensyn » til den vej, processionen fra lovbjærget til domstedet plejede at tage, uår vandstanden tillod (formodenlig ved hjælp af dertil anbragte stene) at lægge vejen til voldene over åens forgreninger og holmen, men som måtte forandres, når åen var for vandrig.

På den dag, som fastsattes til retssagernes påkendelse, foregik en lignende procession fra lovbjærget som den før omtalte: domstolene skulde drage ud »ikke senere end at sol kommer på den højere gjåbakke fra lovsigemandens plads fra lovbjærget at se«; da er lovsigmanden og alle goderne pligtige til at gå ud med deres dommere, så vel som de mænd, der har sager at anlægge; ingen mand, der havde sag at anlægge, måtte gå med mere end 10 mand til domstolen (Grg. § 28).

Hvis dommerne følte sig forulæmpede af tilhørerne, kunde de af vedkommende fjærdingsgoder få tre mænd tildelte som domstolsvagt, der da skulde riste to furer uden for hvor dommerne sad; og for dem, der overskred disse og nægtede at gå tilbage, var der da betydelig straf (Grg. § 41). — Hvis dommerne hindredes ved vold fra at forblive på deres plads, havde de tilladelse til at tage sæde på det sted, der måtte findes belejligst (Grg. § 41).

Uagtet Grågås, (således som det fremgår af de tidligere anførte steder, navnlig §§ 20, 24, 41) omtaler fjærdingsdomstolene som adskilte og hver domstol nedsat på sit særlige sted, er der dog meget i sagaerne, som tyder på, at man, som V. Finsen formoder, har betragtet de fire fjærdingsretter som udgørende en samlet hoveddomstol for hele landet, hvilken da igen faldt i fire afdelinger, en for hver fjærding. I Njåls saga forekommer endog et sted (s. 502) ordet »fjærdingsdom« på en sådan måde, at man har antaget, det måtte her stå kollektivt i betydningen af samtlige fjærdingsdomstole. Dette er dog måske næppe nødvendigt; en opfattelse, hvoraf betydningen blev »en fjærdingsdom« eller »vedkommende fjærdingsdom«, lod sig vel også forsvare. — Derimod synes undertiden enkelttal og flertal næsten at være brugt i flæng ved omtalen af fjærdingsdommene, således Bsk. s. 77, hvor der (i Hungrv.) fortælles, at da biskop Magnus efter sin udenlandsrejse indtraf på altinget, var folk »ved dommene«, hvor uenighed herskede; men da kom en mand »til dommen« og berettede bispens ankomst, hvorefter al strid glemtes i den almindelige glæde. — I Hrk. (s. 17—18) forekommer eksempel på en lignende brug: Domstolene føres ud; Såm med sine folk går til lovbjærget, hvor dommen da var sat, og optræder djærvt i sin sag mod Hravnkel gode; da denne, som er hjemme i sin bod, får det at vide, går han hurtig med sine mænd til dommene, og vilde splitte domstolen for Såm. (At denne sagas begivenheder falde i tiden, før altingets lovgivende og dømmende magt havde fået den endelige ordning og da den, som Maurer formoder — Island s. 51 —, endnu var forenet hos lovretten, tager sagafortælleren i sin fremstilling øjensynlig intet hensyn til). — Dog er en sådan vekslen af enkelttal og flertal ved omtalen af fjærdingsdommene vel nærmest begrundet i domstolenes indbyrdes meget nære beliggenhed, hvorom flere sagaer give vink.

Af Bdm.s to forskellige recensioner, der, uagtet deres noget forskellige ordlyd, i denne henseende med hensyn til meningen er temlig overensstemmende, ses det således, at, hvorvel fjærdingsdommene som anført faldt i fire afdelinger — af hvilke Nordlændingedommen særlig kommer til omtale i sagaen — var disse så nær ved hverandre, at man ikke kunde begive sig til den enkelte dom uden at gå til dommene (Bdm. F. 15—17 = Bdm. C. 7—8). — Bdm., som ved siden af Nj. har den udførligste omtale af fjærdingsdomstolone, fremstiller øjensynlig disse som havende deres sæde på »voldene« nord for åen. Dette siges ligefrem i den yngre recension (F.), hvor der (s. 17) berettes, at den gamle Ufejg gik »op på voldene og til dommene; han kom til Nordlændingedommen, får lov til at gå i dommen og går i domringen og sætter sig ned«. — Den ældre recension har vel ikke ordene »på voldene« — ligesom den også udelader »går i domringen« —, men der kan efter hele fremstillingen næppe være tvivl om, at også den har tænkt sig fjærdingsdommenes plads her.

Njåls saga, der har navnene på alle fire fjærdingsdomstole, benytter benævnelserne Rangæingedom (Rangæinga dómr: s. 254, 341, 629), Bredfjordingedom (Breiðfirðinga dómr: s. 25), Nordlændingedom (Norðlendingadómr: s. 761, 90), Østfjordingedom (Austfirðinga dómr: s. 761, 64, 68-72, 88-92), — de to første, idet Sydfjærdingen og Vestfjærdingen oftere benævntes Rangæinge fjærding og Bredfjordinge fjærding; i steden for Bredfjordingedom har dog nogle håndskrifter af Nj. Vestfjordingedom (Vestfirðinga dómr).

Skønt denne saga i reglen indskrænker sig til at nævne den enkelte dom, ved hvilken den i sagaen på vedkommende sted fremstillede retssag forhandles, ses det dog af et enkelt sted, at også denne saga tænkte sig alle fire domme til en vis grad forenede, hvad beliggenhed angår, så at de kunde blive det fælles mål for hele tingforsamlingens vandring; og det er øjensynlig sagafortællerens mening, at »hele tingforsamlingen«, der gik »til dommene«, begiver sig derhen for at være vidne til hvad der går for sig i Rangæingedommen.

Stedet for fjærdingsdomstolene kan ikke med samme nøjagtighed ses af Nj. som af Bdm., dog er der intet i Nj.s fremstilling, som taler imod, at de har haft deres plads på voldene. Gudbr. Vigfussön gør i sine noter til N. M. Petersens oversættelse af Njåls saga (s. 294) opmærksom på, at man af udtrykket »vestr á árbakka«, som Mörd bruger, da han i den for østfjordingedommen førte retssag mod mordbrænderne opfordrer kvidmændene til at tage sæde på den vestlige åbred, kan slutte, at fjærdingsretterne har været holdte øst for åen. Fremstillingen af denne retssags videre forhandling viser tydelig (Nj. s. 793—97), at fjærdingsdomstolene har været holdte på et sted forskelligt så vel fra lovrettepladsen som fra lovbjærget, så at den, der var tilstede ved fjærdingsdomstolene, var uvidende om, hvad der gik for sig på de andre to steder; (hermed kan også sammenlignes Sturl. I. s. 292). — Nogen nøjagtigere bestemmelse af stedets beliggenhed giver imidlertid Nj. ikke; og af den omstændighed, at sagaen flere gange (tre gange for Rangæingedommens (s. 254, 341, 629) og én gang (s. 764) for østfjordingedommens vedkommende) fremhæver, at af de to modpartier tager det ene plads nord for dommen, det andet syd for denne, lader sig næppe noget udlede.

Også Sturl. (I. s. 24—26) viser, at domstolene havde fælles domsted; at man, hvad dette sted (s. 26) frembyder et eksempel på, i tilfælde af vold førte en enkelt af domstolene bort herfra og satte den ned på et nyt sted, hvor sikkerheden syntes større, — er jo blot, hvad Grågåsen foreskriver i lignende tilfælde. — Fra en ældre tid frembyder Krstn. (s. 17) et eksempel på, hvorledes stundum til forsvar særlig gunstige steder måtte vælges til sæde for en fjærdingsdom, når tingforsamlingen var i oprør; således kunde Runolv gode ikke få dømt Hjalte Skeggessön for gudsbespottelse, før han satte dommen på Öksaråbro (Exarárbrú) og værgede begge broenderne med våben.

Af sagaerne i det hele taget, navnlig Bdm. og Sturl., synes at fremgå, at fjærdingsdomstedet har været frit for tingboder i sin umiddelbare nærhed. — At fjærdingsdommene har taget plads på lovbjærget — hvorpå der, som oven for anført, forekommer et eksempel i Hrk. — har vel kun aldeles undtagelsesvis fundet sted.

Sandsynligvis har fjærdingsdomstolenes plads været udmærket ved en fast begrænsning — en »domkreds« —, der formodenlig tillige dannede sæde for dommerne; dog giver ingen kilde sikker oplysning desangående. I den yngre recension af Bdm. fortælles der vel (s. 17), at den gamle Ufejg, da han får tilladelse til at gå i Nordlændingedommen, »går i domringen og sætter sig ned«, men dels udelader, som tidligere bemærket, den ældre recension ordet »domring«, i det den indskrænker sig til at sige: »det tillodes, og han satte sig ned«; dels skal »domring« måske kun forstås om kredsen af dommere. I Sturl. (på det sidst omtalte sted, s. 26, — hvor der berettes om Havlide Måvsons tingstrid med Torgils Oddessön) læstes i den gamle udgave (s. 31), at Havlides flok forgæves søgte at sætte dommerne ned »på domstenene« (í dómsteinum); men det bedste håndskrift har den utvivlsomt rigtigere læsemåde »på domstedet« (í dómstaðnum), hvoraf der altså i det højeste kan sluttes, at fgærdingsdomstolene har haft deres én gang for alle bestemte plads, men intet om, hvorvidt dette på nogen særlig måde har været udmærket.

Grg. giver med hensyn til dette spørgsmål intet sikkert vink; men har fjærdingsretterne haft deres bestemte plads på altingsstedet, hvad alt i sagaernes fremstilling tyder på, er det næsten en selvfølge, at her også har været faste sæder for dommerne, formodenlig kredsformige sten- eller græstørvsbænke. Af de på altingsstedet bevarede lævninger er der næppe nogen, der har stået i forbindelse med fjærdingsdomstolenes virksomhed; om det i »bodbeskrivelsen« nævnte »fjærdingsdomtingsted« vil senere blive talt.

Den lovgivende magt var i fristatstiden hos lovretten (lögrétta), der fra år 965 bestod af 144 medlemmer, hvortil endnu kom lovsigemanden og efter kristendommens indførelse de to biskopper. Forsamlingens kærne udgjordes af de 39 repræsentanter for de gamle godord, — hvortil kom 9 af vedkommende tinglags goder valgte mænd, der skulde veje op mod de tre goder, som Nordlændingefjærdingen sendte flere end de andre fjærdinger. Hver af disse 48 mænd tog desuden to mænd med sig, der i al fald fra år 1004 kun var rådgivende bisiddere, og hvis selvstændighed selv som stemmeberettigede kun kan have været ringe.

Ordet »lovrette« bruges både som navn på forsamlingen og om den til møderne bestemte plads. Uagtet lovretten ellers bestandig optræder som en enhed, hvis medlemmer i forening fatte deres beslutning, omtales der dog i Grg. besynderlig nok flere lovretter som betegnelse for lovrettens forskellige afdelinger. Således siges (§ 116, I, s. 209), at man »fra den lovrette« (ɔ: lovretteafdeling), i hvilken lovsigemanden er valgt, skal begive sig med ham til lovbjærget, og på et andet sted (§ 117, I, s. 214) tales om den forpligtelse alle vedkommende havde til at tage sæde i lovretten, »i den lovrette« (ɔ: lovretteafdeling), som de efter loven er pligtige at sidde i. Sandsynligvis har lovrettemændene for hver af landets fire fjærdinger siddet samlede for sig og været betragtede som en egen afdeling af lovretten, om end en fælles lovretteplads indesluttede alle; anordningen minder i så fald meget om forholdene, som de efter sagaernes vink har været ved fjærdingsdommene.

I følge bestemmelserne i Grg. (§ 117) »skal lovretten stedse have sit sæde, hvor den længe har været«; der skal være tre bænke omkring lovretten, hver til fire tylvter mænd. Når lovretten er ryddet (ɔ: når afstemning foretages), må kun de sidde inden for bænkene, som har andragender at forhandle mod hinanden, men ellers altid; og da er det lovsigemanden, som bestemmer, hvem der kan opholde sig paa den plads; uden for bænkene skal »publikum« (alþýða) sidde. Ingen andre må stå op ved lovretten, når love og bevillinger skal vedtages, end de, der har noget at forhandle dér, og desuden de, der er yderst. For dem, der trængte sig sammen om lovretten eller på anden måde viste forstyrrende opførsel, var der fastsat straf, ligesom for dem, der ikke vilde stå op fra lovrettemændenes pladser, når disse kom. — Lovretten holdt i løbet af tingtiden mindst tre møder; desuden havde også femterdommen sit sæde i lovretten.

Det rimeligst at antage, at de tre lovrettebænke har været byggede af græstørv og sten, og været anbragte kredsformig, den ene uden om den anden, kun afbrudte ved de nødvendige indgange. Man tør måske antage to sådanne, den ene lige over for den anden, hvorved altså lovrettebænkene deltes i to halvkredse, hvor hver fjærding kunde besætte sin ende. På midtbænken sad i følge Grg. medlemmerne med fuld stemmeret; af de to rådgivere, som hver af disse havde med sig, anbragtes den ene foran vedkommende, den anden bagved, på den indre og ydre bænk.

Om femterdommen bestemmer Grg., at den skal drage ud sammen med de andre domstole (fra lovbjærget), men have sit sæde i lovretten (§ 43), og her skal hver af goderne nedsætte sin dommer (§ 45). I § 47, hvor der tales om rettergangsformerne ved femterdommen, påbydes, at først sagsøgeren, dernæst den sagsøgte skal af rettens 48 medlemmer udskyde 6 mænd; disse skal rejse sig op fra domstolen, men sidde »inden for i domkredsen« (i dómhring innan), medens den sag pådømmes; ved domkredsen kan der her ikke menes andet end kredsen af de på lovrettebænkene siddende dommere.

Højesteretsassessor V. Finsen har fortjænesten af først at have påvist, at lovretten i fristatstiden må være holdt på et fra lovbjærget forskelligt sted. Dette fremgår så utvivlsomt af samtlige kilder, Grg. så vel som sagaerne, at man må undre sig over, at den ældre fejlagtige anskuelse har kunnet blive så udbredt og rodfæste sig i den grad i den almindelige opfattelse, som tilfældet har været og endnu er med denne. Årsagen må imidlertid søges i, at allerede tidlig sammenblandedes for den almindelige bevidsthed »dommenes«, »lovrettens« og »lovbjærgs«- forretningerne; lovretten antoges at have besørget dem alle, i det senere tiders forhold overførtes på fristatstiden; og det fra den ældre literatur kendte navn »lovbjærg« forklaredes da af, at »lovforretningerne« (ɔ: de lovretten tilkommende hverv) oprindelig havde været udførte der.

Af Grg. kan det ikke ses, hvor lovretten har haft sin plads, men kun at denne længe havde været uforandret, og at — som det fremgår af bestemmelserne angående fjærdingsdommenes og femterdommens udførsel fra lovbjærget — den var skilt så vel fra fjærdingsdomstedet som fra lovbjærget.

Den lille fortælling om Ölkovre angiver derimod tydelig »voldene« som stedet for lovretten. Brodde og Ölkovre går fra en af østlændingernes boder »op på voldene«, dér var mange folk til stede, de havde da været i lovrette; Brodde og hans folk blev gående på voldene, men Ölkovre gik i lovretten, hvor enkelte høvdinger endnu sad efter (Ölk. s. 70).

Af Nj. s. 793 ffg. fremgår det, som tidligere nævnt, klart nok, at lovretten lige så lidt som fjærdingsdommene dengang kan være holdte på lovbjærget. Et andet sted i sagaen (s. 638—39) har måske hensyn til indgangene til lovretten; der siges nemlig, da hele den for Höskuld Hvidenæsgodes drab bestemte bod var bragt sammen i lovretten og nu skulde beses, at Flose med Sigfussönnerne gik øst fra til lovretten, Njål og hans sønner derimod vest fra; i det mindste ses heraf, at lovretten må være holdt på et sted, hvortil der var adgang både fra øst og vest. Dette gælder om »voldene«; og at Nj. virkelig tænker sig disse som stedet for lovretten, fremgår temlig tydelig af de bevægelser, som sagaen lader de i kampen optrædende flokke foretage sig, hvor den store altingskamp skildres (Nj. s. 806 ffg.), — man må nemlig erindre, at denne begyndte ved lovretten, efter at Ejolv havde ødelagt femterdomssøgsmålet for Mörd.

Også i følge Sturl. vil »voldene« vise sig at være stedet for lovretten, når det bedste håndskrift helt igennem følges, og når man har fået øjet op for, at i Sturl. bruges, hvor talen er om altingslokaliteter, »syd« i betydning af »øst«, altså: »syd over åen« ɔ: »øst over åen«. — Der bliver da egenlig kun ét sted i Sturl., som omhandler lovrettens plads, nemlig I. s. 327, hvor den stærke spænding mellem Snorre Sturlassön og Kolben unge på altinget 1234 omtales. Dette sted er tillige meget oplysende med hensyn til beliggenheden af adskillige boder. Biskop Magnus havde forbudt folk at bære våben ved domstolene, man afsendte derfor våbenløse mænd til dommene for at forhandle sagerne der. Men Kolben unge gik med sin væbnede flok op i Svinfellingerne Orms og Torarins virke, og alle havde de nu deres flokke i forening under våben. Snorre var med sin flok i skrænten (i brekkunni) oven for Valhal og helt vest om Dilken. Snorres søn Urækja var med sin flok oven for lovretten og morede sig med brydning. En mand af Kolbéns flok var gået til Jøkelmændenes bod, men medens han stod her ved væggen og talede med en anden, gik to mænd forbi, af hvilke den ene uden anledning tilføjede ham et hårdt sår, hvorefter de vendte sig op mellem Østfjordingebod og Jøkelmændenes bod og stævnede så i Snorres flok. Kolbén og hans mænd løb straks op og hjem til boden, hvor de rustede sig; derpå gik de syd over åen og op på voldene. Da mødte han Urækja og bad ham slutte sig til ham og hævne den sårede; Urækja afelog dog at kæmpe mod sin fader, hvorover Kolbén vrededes og opfordrede nu Orm og Torarin til hjælp. De beredte sig da alle til kamp og fylkede deres folk på voldene neden for lovretten, mellem denne og Østfjordingebod. Urækja begav sig til sin fader og stillede sine folk forrest i Snorres fylking. Kampen afvendes dog ved biskoppens og Torvald Gissurssöns mellemkomst.

Dette temlig vanskelige sted kan næppe forstås anderledes, end at de »volde«, der her er tale om, er de sædvanlige nord for Öksarås udløb af Almannagjå liggende, og på disse må da lovrettens plads have været; dette stemmer også, som det af det tidligere anførte vil ses, bedst med hvad der af andre omtrent samtidige kilder fremgår angående lovrettens beliggenhed.

Tages dette sted således, følger imidlertid heraf tillige, at alle de her omtalte boder, undtagen Kolbéns, må have ligget øst for åen. Af de her nævnte boder er Valhal Snorre Sturlassons sædvanlige bod, hvad der tydelig nok fremgår af et tidligere sted i sagaen (Sturl. I, 300—301). Til Valhal må Dilken eller Valhalsdilken, som den i Sturl. I, 279 kaldes, efter navnet have hørt; af det sidste sted lærer vi, at den en altingssommer benyttedes af den med Snorre forbundne Torvald Vatnsfjording. — Også Allsherjarboden må i så fald have været øst for åen, da det ses af andre steder i Sturl. (I, s. 233, sml. s. 301), at den og Valhal stod hinanden nærmest.

Den omstændighed, at Snorre Sturlassons vigtigste bod, samt den sønderlandske Allsherjarbod og vestlandske Jøkelmandsbod således efter denne opfattelse af stedet må henlægges til øst for åen, kunde vel gjøre en noget betænkelig ved denne fortolkning og opfordre til at forsøge en anden; men den eneste, der i så fald var at vælge, nemlig at antage, at lovretten allerede dengang var henflyttet til Öksaråholmen, hvor den vides senere at have stået, lader sig ikke vel forene med de øvrige sagaers angivelser. Desuden vilde man, hvad bodernes beliggenhed angår, herved kun fjærne én vanskelighed for at få en anden i stedet; alle de i Sturl. nævnte boder, undtagen Kolbéns (også Østfjordingebod!) måtte da forlægges til vest for åen, i det sagaens »syd over åen« da måtte tages — »vest over åen«; ligeledes vilde den måde, hvorpå Sturl. da måtte antages at angive beliggenheden af forskellige punkter på altingsstedet i forhold til lovretten, uden at tage hensyn til den mellemliggende arm af åen, være højst overraskende; ved »voldene« måtte så endvidere antages her at være betegnet en strækning syd (ɔ: vest) for åen, medens ellers i følge alle andre kilder særlig sletten nord for åen bærer dette navn.

Måske også Sturl I. s. 291, når den af Gudbr. Vigfussön gjorte rettelse tages til følge, kan give os et vink om, at Snorre Sturlassöns sædvanlige bod har været øst for åen: På tinget 1229, da Sighvat Sturlassön, Sturla Sighvatssön, Kolbén unge (og rigtignok også østlændingerne) er på det ene parti, Snorre Sturlassön, hans broder Tord og dennes søn Bödvar på det andet, beder Sighvat sin broder Tord at overlade Sturla Hladbod, for at hvert parti kan være på sin side af åen.

Af de to umiddelbart efter Islands underkastelse under den norske Konge kort efter hinanden udstedte lovbøger (Hákonarbók, Jónsbók) erfares intet om lovrettens plads; der bestemmes kun, at lovmanden på tingstedet skulde lade gøre »vebånd« (vébönd) af så stort omfang, at de, som blev nævnte i lovretten, kunde sidde inden for. Altinget havde nu fået en ordning, helt forskellig fra den tidligere; til at møde på tinget udnævntes af de kongelige embedsmænd et vist antal mænd (140 ifg. Hákb., 84 ifg. Jónsb.). Af dem udnævntes igen tre tylvter til at sidde i lovretten; disses væsenligste hverv var at være lovmandens meddomsmænd; af lovrettens lovgivende virksomhed var der kun svage spor tilbage, som tabte sig mere og mere. Derimod havde de øvrige til tingrejse udnævnte mænd kun som tilhørere at overvære forhandlingerne og måtte ikke uden tilladelse sætte sig »inden for vebåndene«. Lovrettemændene skulde gå til lovretten, når lovmanden lod ringe med »den store klokke«; tingets længde var nu ubestemt (Þingfararb. 1-3 k.).

En omtale af lovrettens plads i det 14de årh. findes i den lille i Flatb. indeholdte fortælling om Torlejv jarleskjald. I Flatb. I, 214 fortælles det, hvorledes Torlejv på altinget dræbtes af en af Håkon jarl udsendt ond ånd. Da han en dag gik ud af sin bod, så han nemlig en mand gå vesten fra over Öksarå; med ham gav han sig i tale, men gennemboredes af ham, hvorefter den onde ånd forsvandt i jorden. Torlejv gik derpå hjem til sin bod, hvor han døde. »Derefter blev Torlejv højlagt; hans høj står nord for (nordr af) lovretten, og den ses endu. På den tid, fortælles der videre, boede der på Tingvold (á Þingvelli) en velstående mand, rig på kvæg; hans fårehyrde hed Halbjörn hale. Denne vænnede sig til ofte at komme til Torlejvs høj (á haug Þ.s) og sov der om natten og holdt sig der i nærheden. En nat, da han således som oftere ligger på højen, får han i drømme en åbenbarelse af højboen. Efter at være vågnet begiver han sig med sine får hjem til gården (således må vel »til bygda heim« her oversættes) og beretter hvad der er hændet ham. — Beretningen om Halbjörn hale er noget besynderlig, den lader formode en afstand mellem Tingvoldsgården og højen, som er langt større end de par minuters vej, hvorom der kan være tale; man tør vel derfor heller ikke lægge videre vægt på ytringen om Halbjörns og hans fårs jævnlige ophold ved højen, der ellers vilde være et stærkt bevis for, at højen ikke kunde have været på Öksaråholmen, hvor man i en senere tid har villet påvise den.

Det eneste resultat, der med hensyn til lovrettens stilling tør uddrages af fortællingen om Torlejv, bliver da vel det, at på nedskriverens tid stod lovretten syd for Torlejv jarleskjalds høj. — Om Torlejv jarleskjalds høj anfører Jon Olavssön fra Grunnavig i sin udsigt over oldtidsgrave på Island, at den er »på Öksarå lovting eller landstinget ved Öksarå, øst for Öksarå, hvad der vil være de fleste bekendt, ligesom på hvad måde han faldt dér (efter hvad der er fortalt) for djævelen Torgard, som Håkon Hladejarl sendte ham til bane. Deri, fortælles det, skal man have fundet et lille hestebillede af den slags metal eller malm, som folk kalde oldtids gods (fornmanna fje). Hestebilledet kaldes Freyshest«. Senere hen siges, at Torlejv jarleskjalds høj er »på den østlige bred af Öksarå« (austan fram við Öxará). Uagtet denne forfatter af alle fra første halvdel og midten af 18de årh. har haft bedst lejlighed til at blive bekendt med altingsstedet, kan det næppe betvivles, at han her ved en hos ham ikke usædvanlig unøjagtighed i udtrykket er kommen til at give fejl besked.

I Egg. Olavssöns rejsebeskrivelse nævnes nemlig s. 1031 Thorlevsholm i Öxeråen som det sted på altinget, hvor misdædere rettes, og s. 1032 siges, at på denne holm findes Thorlev jarleskalds høj, hvoraf man indtil for kort tid siden har kunnet se spor; elven har imidlertid efterhånden bortskyllet mere og mere, dog har man fundet nogle stumper jærn og messing. — Af Egg. Olavssöns og Bjarne Povlssöns dagbøger over deres Islandsrejse, som delvis findes bevarede i det islandske literære selskabs arkiv, ses det, at grundlaget for oven anførte bemærkninger er nedskrevne 1756, og at de støtte sig til iagttagelser gjorte under et besøg på altingsstedet 1750. Efter at den sydlige del af Ånæssyssel er beskreven (under sommerrejsen 1756), bemærkes nemlig, at også den nordlige del har »adskillige ret kuriøse mærkværdigheder, hvilke vi til forns haver af egen nysgerhed og med forsæt beset i året 1750, da vi mest for den skyld rejste til Island fra København; så i fald vi ikke kommer til endnu en gang at beskue bemældte landstrækning, vil vi indføre og meddele de mærkværdigste ting, som de forefindes og vi har set med egne øjen«. Derefter følger så en beskrivelse af Tingvoldsvejten, Grimsnæs, Skålholt med omgivelser, Geysir, samt Hrepperne, hvormed Ånæssyssel afsluttes.

Om Tingvoldsvejten bemærkes, at den er mærkværdig formedelst altinget; tværs gennem dette render Öxerå, der giver foreller af sig og desuden er mærkværdig »formedelst Thorlevsholm tæt ved altinget, midt i åen, hvor misdædere bliver berettet [ɔ: henrettede]: her ses end i dag lævninger af Thorlev jarleskalds høj, som blev her ombragt (efter fortællingen) af en ved fanden bevæget og af Hagen jarl den rige forhekset træmand . . . Nu har Öxeråen revet det meste af højen bort, hvorved til forns ere fundne nogle [først skrevet: adskillige] alderdommens lævninger.« 

Skønt der således ligger 6 år mellem forfatterens sidste besøg på altingsstedet og nys anførte beskrivelses nedskrivning, er det dog ikke rimeligt, at nogen unøjagtighed har indsneget sig; Egg. Olavssön førte (som han selv siger: Reise gjennem Island, s. 862) ligeledes dagbog på sin første rejse og havde desuden tidligere besøgt altingsstedet (f. eks. da han var vidne til Öksarås udtørring, formodenlig 1740). — Desuden støttes Egg. Olavssöns angivelse ved en senere meddelelse om Torlejvs høj fra præsten på Tingvold Povl Torlakssön. Denne, der tiltrådte dette kald 1780, skriver i sin antikv. indb. 1817: »Før de jordskælv, som indtraf i året 1789, sås Torlejv jarleskalds høj på den holm her i Öksarå på Tingvold (á þingvöllum), hvor han blev dræbt og som end i dag er nævnt efter ham og kaldet Torlejvsholm (Þorleifshólmi); men i det omtalte jordskælv åbnede sig en kløft (gjá) igennem holmen, som borttog højen, så nu ses intet tilbage af den«.

At der i det 18de årh. har stået lævningerne af en høj på en af holmene i Öksarå, og at denne i længere tid er bleven anset for Torlejvs, så at holmen har kunnet tage navn herefter, må således vistnok anses for utvivlsomt. At det er denne samme høj, som Jon Olavssön tænker på, kan heller næppe betvivles. — Man kunde ganske vist tænke sig, at traditionen først i en senere tid havde gjort denne høj til Torlejvs, men dette synes dog kun lidet rimeligt, da den høj, der i Flatb. omtales som Torlejvs, vel har været den eneste på selve tingstedet. — Antages Torlejvs høj at have været på Öksaråholm, må ligeledes lovretten, på den tid fortællingen om Torlejv jarleskjald nedskreves, ɔ: i det 14de årh., have haft sin plads i holmen. — Dette er heller ingenlunde usandsynligt; i det 16de årh. finde vi lovretten i Öksaråholm, og da havde den øjensynlig været holdt dér længe. I og for sig vilde det endog være rimeligst at antage, at lovretten, samtidig med at denne efter underkastelsen under den norske konge fik en ny indretning, henflyttedes til et nyt sted, hvis ikke den omstændighed talte derimod, at ingen af de i sidste halvdel af 13de årh. nedskrevne sagaer hentyder til, at lovrettens plads i fristatens tid var en anden end da.

Hvor Espolin (Ísl. árb. III, 2, s. 53) fortæller om de af den sidste katolske biskop Jon Aressön foranledigede stridigheder, der gik forud for reformationens indførelse på Island, anfører han ved året 1549, da biskoppen med sine to sønner, støttede ved et følge på 3—400 mand, spillede fuldstændig mester på altinget, at lovretten den gang stod i Öksaråholmen; i et med begivenheden samtidigt digt, der skildrer, hvorledes Are i lovretten forhånede den danske hirdstyrer, siges, at denne ikke turde hævne sig, da halv fjærde hundrede væbnede mænd stod i kreds »på øren oven for«.

Nogle år efter denne begivenhed (1563) gaves der tilladelse til at flytte lovretten til et belejligere sted, »ti den plads, som den tidligere havde stået på i Öksaråholm, var nu for største delen ødelagt af vandgang fra Öksarå«. — Ved denne flytning, der i følge bodbeskrivelsen fra 1700 foregik c. 1600, forlagdes lovretten til vest for åen, hvor der senere på den smalle landstrimmel mellem Almannagjås østerskrænt og åen opførtes et lovrettehus. — Indtil slutningen af det 17de årh. holdtes lovretten under åben himmel; derefter byggedes der til brug ved lovrettemøderne en tomt, omtrent som en almindelig bodtomt, der så igen sluttelig afløstes af en tømmerbygning. Om disse forhold giver især Jon Olavssön fra Grunnavig oplysning.

På forskellige steder i sine ordbogsarbejder (i sin Contractismus under ordet »lögrétta«: Addit. 6, 4to, s. 246—47, 260, 270; Addit. 7, 4to, s. 1494 — samt i sit leksikon under ordet »vébönd«) meddeler han, at lovrettemændene tidligere havde forhandlet under åben himmel, indtil i slutningen af det 17de årh. lovmanden Sigurd Björnssön havde ladet bygge en tomt af form som et hus uden tag, men med en indgang i nord og syd midt på væggen; indvendig var den forsynet med en græstørvsbænk langs siderne. Denne lovrettetomt forsynedes i tingtiden med et på spærrer hvilende vadmelstag, og Jon Olavssön omtaler udførlig, hvorledes i den periode, da han besøgte tinget med Povl Vidalin, spærrerne vare anbragte og tagbeklædningen skaffedes til veje. Først senere, ved midten af det 18de årh., lod den daværende lovmand (senere amtmand) Magnus Gislessön i steden for denne tomt opføre et ordenligt lovrettehus af tømmer.

Angående den første opbyggelse af et lovrettehus indeholder vedkommende altingsbog, at år 1690 blev man i lovretten enig om, at den inden næste alting skulde forandres til et ordenligt tinghus, hvortil landfogeden lovede at give tilstrækkeligt tømmer, men sysselmændene skulde hver give 10 alen vadmel til overklædning.

Skønt Jon Olavssön fortæller, at lovrettemændene for den omtalte lovrettetomts opbyggelse »sad ude på tuer«, så at kun landstingsskriveren havde et stykke tælttøj udspændt over sit bord, er der dog ingen tvivl om, at lovretten også for den tid har haft sin bestemte plads og har bestået af en fast tomt; noget sådant ligger allerede i de i lovretten 1690 brugte ord, hvor man forhandler om »lögriettunnar uppbigging«, »að hún mætti til eins almennilegs þýnghúss verða endurbætt«. De tegninger, som haves af lovretten, som den var før 1691, er ligeledes et vidnesbyrd herom. Med hensyn til lovrettens form stemme de vel tilsyneladende ikke ganske overens, dog synes denne snarest at måtte antages at have bestået af en tilnærmelsesvis rund græstørvsindhegning, åben i syd og nord for adgangens skyld, og tillige tjænende som bænk for medlemmerne, i det hvert af disse havde sin bestemte plads her.

Medens, hvad også Espolin som anført udtrykkelig bemærker, den 1691 opførte lovrettetomt måtte være af et betydeligt omfang, da den skulde rumme tre tylvter lovrettemænd, har man rimeligvis, da lovretten ved midten af det 18de årh. genopførtes af tømmer, kunnet hjælpe sig med en adskillig mindre bygning. I løbet af det 18de årh. benyttedes nemlig efterhånden færre lovrettemænd, indtil disses antal endelig ved lov betydelig indskrænkedes; samtidig aftog naturligvis antallet af de tingbesøgende mere og mere. Den første begyndelse til en sparsommere udnævnelse af lovrettemænd synes at være bevirket ved et reskript fra år 1706 om lovrettemændenes udnævnelse efter Norske lov, i hvor vel denne forordning, så vidt man kan domme efter altingsbøgerne, længe ikke ret har kunnet trænge igennem; først hen i trediverne svinder tallet af de i lovretten siddende stærkt ind, og omtrent samtidig begyndte lovmændene at dømme hver for sig, hver med sine lovrettemænd. År 1764 indskrænkedes ved en kgl. anordning lovretteåmændenes antal til 20 (tilmed kun valgte fra de altinget nærmest liggende sysler); af disse skulde 10 hvert år møde på altinget, men kun 8 betjæne lovretten. 1777 nedsattes på ny lovrettemændenes antal, denne gang til 5.

Af et kongeligt reskript 1764 (Lovsaml. f. Isl.) ses det, at man da påtænkte ved lejlighed at opbygge lovtingshuset af sten og kalk. Dette blev imidlertid ikke til noget, og lovrettebygningen begyndte at forfalde.

For år 1798 findes indført i altingsbogen, at lovmanden M. Stephensen erklærede ikke uden fare for sin helbred længere at kunne holde ret i »denne vindhjall«, hvorfor han stævnede parterne til at give møde hjemme på hans gård. Heri give alle tilstedeværende embedsmænd og lovrettemænd ham medhold, og begge lovmænd erklære, at de på grund af lovrettehusets faldefærdige og ubrugelige tilstand ikke agte oftere at holde ret her under disse forhold. — Derefter holdt lovretten to år sine møder i Reykjavig, indtil altinget år 1800 ophævedes og, som tidligere meddelt, afløstes af en landsoverret.

Som altingets midtpunkt kan i fristatstiden til en vis grad lovbjærget (lögberg, egl: lovklippen) betragtes, uagtet her hverken fandt nogen dømmende eller lovgivende virksomhed sted. På lovbjærget havde lovsigemanden sin plads. Straks efter at være bleven valgt i lovretten skulde den ny lovsigemand, ledsaget af sin lovretteafdelings mænd, begive sig til lovbjærget, sætte sig på sin plads (rúm) og besætte (skipa) lovbjærget med de mænd, som han vilde (Grg. § 116); stræng straf var fastsat for dem, der uden hans tilladelse sad på lovbjærget, og endnu mere hvis nogen hindrede lovsigemanden eller de af ham til at sidde på lovbjærget med sig udnævnte mænd fra at nå deres sæder (Grg. ekt.: seta; § 117, s. 216).

I nogle kilder omtales en højtidelig procession til lovbjærget (lögbergsganga); således fortælles i Eg. (s, 209), at Torsten Egilssön engang, da han red til altinget, havde hemmelig taget sin faders pragtfulde lange silkekappe med; men den var ham for lang, og tilsøledes og ødelagdes, »da de var i lovbjærgsprocessionen«. At dømme efter hvad der lejlighedsvis berøres i Flatb. (I., 386), herskede der under denne procession en stærk trængsel. En af vestlandets ansete mænd, Torkel trevil fra Borgefjord, faldt under lovbjærgsprocessionen, og da der var stor trængsel, trådtes han under fødder, inden han kunde rejse sig. — I Grg. findes det afsnit (§ 24), der handler om domstolenes udførsel til rydning på tingets anden dag, overskrevet »um lögbergs göngo«; som indledning til denne domstolsudførsel, der skulde tage sin begyndelse straks ved solopgangen, må vel altså lovbjærgsprocessionen være foregået, der i øvrigt ikke nærmere omtales i loven, i det der kun i al korthed siges: »vi skal fare til lovbjærg i morgen og føre domstole ud til rydning.« 

Fra lovbjærget skulde lovsigemanden forkynde forskellige lovrettebeslutninger og andre bekendtgørelser, samt foredrage de forskellige lovafsnit; endvidere skete her fra alle slags stævninger, lysninger, forespørgsler, erklæringer o. s. v. Med hensyn til visse lovsigemandsmeddelelser fremhæves der i loven, at de helst må gøres, medens flertallet af tingforsamlingen er tilstede, hvorimod der med hensyn til stævninger kræves, at der i det mindste skal være 20 personer tilstede; dog oftest har der vistnok været langt flere. Alt tyder nemlig på, at lovbjærget har været det sted, hvortil alle søgte, når ikke domstolene eller lovretten optog tingforsamlingens opmærksomhed; måske man endogså har haft visse tider på dagen, på hvilke man begav sig herhen, — således siges der Grg. § 116, s. 210, at lovsigemanden skal være kommen til tinge den første fredag »før folk begiver sig til lovbjærget«, og i sagaerne (Gunl., Nj. o. fl.) forekommer oftere udtryk, som om folk samlede eller på én tid gik til lovbjærget (einn dog, er menn gengu fjölmennir til lögbergs). Dog hører vi også, at lovsigemanden, når vigtige meddelelser forestod, sendte bud i boderne og bad folk komme til lovbjærget (Krstn.: Bsk. s. 24), eller at der ved lignende lejligheder ringedes (Nj. s. 636). Først og fremmest har rimeligvis de mænd fået plads her, som skulde overvære lovsigemandens foredrag (ɔ: de til sæde i lovretten berettigede, eller i disses forfald deres bisiddere, Grg. §117, s. 216), hyppig vel også de, der havde en eller anden stævning at foretage på lovbjærget eller meddelelse at gøre herfra. Dog var det ikke nødvendigt, at slige bekendtgørelser, der i følge loven skulde foretages »at lögbergi«, skete fra selve lovbjærget; hvor Nj. (s. 755) skildrer tillysningen af drabssagen mod Flose, fortælles således, at en dag ved lovbjærget var høvdingerne således fordelte, at Asgrim, Gissur, Mörd o. fl. var oppe ved (uppi hjá) lovbjærget, men østfjordingerne stod neden for (niðri fyrir); Gissur er det netop, som foretager tillysningen (og foretager den, i følge sagaens udtryk, »at lögbergi«).

Foruden de i loven befalede opfordringer, meddelelser o. d. l. fandt også andre af mere privat natur sted fra eller ved lovbjærget, især når man var færdig med alle retsvæsenet vedkommende forretninger (at mæla lögskil), hvorom sagaerne indeholder mange vidnesbyrd, blandt hvilke de oftere forekommende udfordringer til holmgang, forskellige skilsmisseerklæringer, indbydelsen til det storartede arvegilde på Hjardarholt (Laxd.) o. fl. kan fremhæves.

Ingen altingslokalitet påvises med en sådan bestemthed som lovbjærget, og ingen er genstand for en sådan ærefrygt som dette, en ærefrygt, der ikke alene har sin grund i følelsen af, hvad lovbjærget virkelig har været i fristatens tid, men tillige i, hvad traditionen har gjort det til, nemlig til sæde for lovretten og dermed til stedet for alle retsforhandlinger.

Dette såkaldte lovbjærg ligger østfor det egenlige altingssted, særlig Öksaråholmen. Det er en lang, smal græsgrot hrauntange, sværdformig spids, der strækker sig — i udkanten af den ved Ravnegjå mod øst begrænsede lavaslette — fra syd til nord, indesluttet af to dybe kløfter med vand i bunden. Kaster man fra tunet om Tingvold kirke blikket ud over tingsletten, viser denne sig som den dybeste del af en sænkning mellem Almannagjå og tangens vestside, der har sit aldeles tilsvarende i hele strækningers sænkning mellem Almannagjå og Ravnegjå. Ud for tingslettens midtparti ses da så godt som hele tangens vestside hæve sig som en mørk mur, østsiden skimtes hist og her. Befinder man sig derimod på selve tingsletten, er de tangen begrænsende kløfter (og som følge deraf kløftvæggene) mindre fremtrædende end adskillige større, længere bortliggende kløfter, der findes i det samme op mod Ravnegjå skrånende hraun, og derfor ikke meget i øjnefaldende. Vest for tangen skråner en ujævn og kun lidet indbydende lavastrækning ned mod tingsletten.

Tangens rod spalter sig om flere mindre kløfter, hvorved den kun ad en smal lavabro i sydvest bliver tilgængelig, kort oven for Tingvoldtunet; dens længde er 5—600 al., dens bredde 20—30 al. Dens sydligste del er noget smallere og bestående af uregelmæssige hraunknuder, der på flere steder endnu yderligere indsnævre den og gør den let at forsvare; derpå kommer et langt, jævnt midtparti bedækket med det frodigste græs; tangens nordligste del er derimod et højere, uregelmæssigere næs, opfyldt af hraunklippeknuder. Et hundrede alen inde på midtpartiet (dette er c. 300 al. langt) findes en nu meget utydelig kredsformig græstørvsindhegning, der optager næsten hele tangens bredde og navnlig mod øst går helt ud til kanten; mod vest har derimod tangen her en lille udbugning — omtrent i linje med Öksarås udløb —, neden for hvilken det skrå hraun hinsides kløften breder sig. I ringen er fra vest til øst en langagtig firkantet tomt. Lidt højere oppe hæver sig ved tangens østerrand en mod vest jævnt nedskrånende grønklædt høj, kaldet »lögmannshóll« (eller -hæð).

Af kløfterne, der indeslutte tangen, kaldes i almindelighed den vestlige Flosegjå (Flosagjá); i følge sagnet skal, da kampen på altinget i anledning af Njåls indebrænding tog sin begyndelse, Flose have befundet sig her. Sagaen lader nemlig kampen begynde ved lovretten, hvor Flose var; lovretten forlagdes senere i traditionen til lovbjærget, og den her omhandlede tange er jo netop i følge den almindelige forestilling det gamle lovbjærg. Flose skal da med et vældigt spring fra tangen være sat over vesterkløften. Sagnet er dog i denne henseende noget vaklende; som stedet for Floses spring (Flosahlaup) påpeger man således netop også et bestemt sted ved østkløften; denne snævrer sig nemlig på et enkelt sted stærkt ind, så at sandsynligheden for et spring her bliver noget større. — Den østre kløft benævner man Nikolavsgjå (Nikulásargjá — efter en sysselmand Nikolavs Magnussön, der skal have styrtet sig heri 1742).

I mod denne beliggenhed af Grågåsens og sagaernes lovbjærg lader sig dog meget indvende. Allerede navnet (lögberg) er skikket til at vække tvivl om, hvorvidt dette sted kan være ment; medens der stadig forekommer eksempler på, at de yngre forfattere, der ved beskrivelse af altingsstedet kommer til at omtale dele af Almannagjås østervæg, herom bruge benævnelsen »berg«, er det ikke let at forstå, at man om denne tange, der væsenlig set ikke hæver sig frem over det øvrige hraun og er af en med dette aldeles ensartet beskaffenhed, skulde have brugt en sådan benævnelse. Desuden er dette sted ved sin form og længde meget uhensigtsmæssigt til lovbjærg (ti, at det egner sig vel til forsvar mod en større angribende mængde, har i denne henseende ingen betydning); skal lovsigemanden have kunnet holde nogen kontrol med, hvem der betrådte denne tange, må han næsten nødvendigvis have haft en vagt posteret ved indgangen, men noget sådant antydes intetsteds; for tilhørerne, der måtte have stået på den ujævne og skrå lavastrækning vest for tangen, vilde pladsen have været så slet som vel muligt. Lögmannshol (hvis navn ved sin form vidner om opståelse eller i al' fald omdannelse i en senere tid) måtte vel antages at være det sted, hvor lovsigemanden havde haft sit sæde og hvorfra han havde holdt sit foredrag, men for den, der skulde tale til en vest for tangen stående mængde, vilde denne, østlig på tangen liggende, temlig ubetydelige høj være en lidet hensigtsmæssig plads.

Det allerede anførte sted af Nj., i følge hvilket, medens tillysninger foretoges ved lovbjærget, det ene parti tog plads oppe ved lovbjærget, det andet neden for dette, synes heller ikke at kunne finde anvendelse på lokaliteterne ved hrauntangen. Fra Snorre godes bekendte ord (da hedningerne under forhandlingerne om kristendommens indførelse vilde bruge det Torodd godes gård i Ölves truende vulkanudbrud som bevis på gudernes vrede): »For hvad vrededes guderne, den gang da hraunet her brændte, som vi nu stå på », kan på den anden side intet udledes til forsvar for, at lovbjærget må have været øster på i hraunet, ti som »hraun« kan klippegrunden på ethvert punkt på altingsstedet betegnes.

Vigtigere end de hidtil gjorte indvendinger er dog, at i følge Sturl. — når det bedste håndskrift (AM. 122 b. fol.) og de fra det stammende afskrifter (f. eks. Ny kgl. Saml. Nr. 1234 fol.) helt igennem følges — synes dels denne tange ganske tydelig at være nævnt som stedet for Byrgesbod, dels kan efter denne sagas fremstilling lovbjærget ikke have ligget her, men må nødvendigvis have været vest for åen. — Hvem kender ikke denne hrauntange igen i skildringen af stedet for Byrgesbod, der lå øster på i hraunet omgivet af kløfter på de tre sider og (dengang afgrænset ved) en virkesvold på den fjærde (Sturl. s. 26).

Når endvidere (Sturl. s. 82) sagaen fortæller om bilæggelsen af præsten Povl Sölvessöns og Sturla Tordssöns (den ældres) strid — der kom i stand ved, at Sturla holdt en tale til de ved lovbjærget forsamlede, hvorved han antog høvdingen Jon Loftssöns voldgift — og beretter det på følgende måde: . . . »og en af de dage, da folk i talrigst mængde kom til lovbjærget, gik Sturla frem på virket foran sin bod; ti det var ofte hans sæd at holde lange taler om sine sager, og ofte kededes folk ved at høre derpå« — så er egenlig allerede derved lovbjærgets plads temlig nøjagtig angivet, når man kender stedet for Sturlas bod, og at denne var Hladbod, er allerede tidligere fremhævet: Hladbod fulgte Snorrungegodordet (Sturl. s. 226), Snorrungegodordet var Sturlungernes arvegodord (s. 276), Sturla ejede det i sin tid (s. 265—65); hans fader Tord Gilssön, der på mødrene side nedstammede fra en af Snorre godes sønner, havde overtaget det efter Måne-Ljot, der, som Eb. (s. 123) udtrykker sig, var den betydeligste af Snorre godes sønnesønner.

Endnu et sted foruden dette (Sturl. s. 235, hvor imidlerted G. V. har optaget læsemåden »lögrétta« for »lögberg« fra det mindre gode håndskrift), omtales lovbjærget som liggende vest for åen: Snorre, der en sommer havde ladet bygge en bod, som han kaldte Gryde (Grýta) oven for (upp frá) lovbjærget, red til tings med et følge på seks hundrede mand, også begge hans brødre mødte med talrigt følge; alle vare de vest for åen. — Når der i Sturl. (s. 279) siges, at Snorre på tingets slutningsdag »red til lovbjærget, som han plejede, førend han red af tinge« (hvor han ved denne lejlighed træffer broderen Sighvat, med hvem han har en ordveksel), så er dette i og for sig nok til at vise, at der i denne saga ikke kan være tale om tangen øster på i hraunet som lovbjærgssted.

At man på oven nævnte steder i Sturl., hvor der hentydes til lovbjærgets beliggenhed, ikke har at gøre med en forvirret tekst, men med den oprindelige, uforvanskede fremstilling, kan næppe betvivles efter de vidnesbyrd, der foreligge for, at et lovbjærg øst for åen er en frugt af en nyere tids gætning. — Det mest afgørende bevis frembyder vistnok en udtalelse af den bekendte Arngrim Jonssön (f. 1568, † 1648) i hans skrift »Specimen Islandiæ historicum et magna ex parte chorographicum«, s. 5—6. Han begynder med at fortælle, at tinget først holdtes på Kjalarnæs, men derfra flyttedes til Tingvold (Thinguellam) som et sted, der var bekvemmere for de for hele øen fælles ting, og at det nu kaldes Althing; derefter fortsætter han: Fordum kaldtes også det samme tingsted Lögberg ɔ: rettens klippe, den til retsforkyndelser indviede klippe. Ti nu, ligesom fordum, holdes indbyggernes årlige ting ved en klippe eller klippeskrænt, der strækker sig i en længde af formodenlig omtrent en halv mil fra syd til nord, og som efter længden er, enten ved jordskælv eller af naturen, delt i en lille ikke uskøn dal, og ligesom bristet.« Derefter følger en omstændelig beskrivelse af den lille dal, hvorved skal forstås Almannagjå; det beskrives, hvorledes dalen på et stykke gennemstrømmes af en å (Öksarå), indtil denne kommer »til selve retsstedet (ad ipsum habendorum judiciorum locum), dér antager den en modsat retning og skaffer sig udgang efter i et vandfald at have gennembrudt dalens anden side — ikke uden med en vis varslende betydning (non sine aliquali omine), ti tavs påminder den dommerne og dem, der har afgørelsen af sagerne (judices, ac rerum et causarum arbitros) om ikke, på det voldsomme vands vis, i lidenskab på ubillig måde at sammenblande ret og uret, og styre lovene uden lov, men erindre den tidligere tids retskaffenhed, og at det ikke er sømmeligt for kristne, at vor tid overgås af den.« 

Heraf synes med sikkerhed at fremgå, at der i den første halvdel af det 17de årh. ikke levede nogen forestilling om et lovbjærg øst for åen; enten har dettes beliggenhed været helt glemt, eller navnet har været knyttet til Almannagjås østerskrænt mellem Snorrebod og fossen, hvad der jo vilde stemme ypperlig med Sturl.s angivelser. — Rimeligst er det dog måske at antage, at lovbjærget alt dengang har været forsvundet som stedsnavn, men at Arngrim Jonssön ved sin forklaring af navnet »lögberg« uvilkårlig overfører senere tiders forhold på fristatstiden.

Jon Olavssön, der netop har udførlige meddelelser om herhenhørende forhold, synes nemlig slet ikke at kende »Lögberg« som et da bestående stedsnavn på altingsstedet, om end hans bemærkninger på anden måde kan bestyrke sandsynligheden af, at det gamle lovbjærg virkelig har været, hvor vi i følge Sturl. og Arngrim Jonssön snarest vilde søge det.

Dømmende forsamling, lovrette og lovbjærg blander Jon Olavssön aldeles sammen, tænker sig lovretten væsenlig dømmende og lader den have haft sit sæde på lovbjærget. — Under ordet »lögrétta« siger han i sin »Contractismus« (Addit. 6, 4to, p. 246—47): »Den [ɔ: lovretten] mener jeg til forn har været på den østre kløftskrænt (á eystra gjábarminum) kort vest for (skamt fyrir utan) Snorra búð, få favne nordligere, ti år 1724 circiter, da vi kom med Povl Vidalin til lovkonferensen, scilicet en uge før alting eller d. 8de juli, som da brugtes, fandt jeg dér firkantede hraunstene på klippen (á berginu), af passende størrelse til at sidde på, de fleste af dem græsbevoksede; dem tog vi op, væltede dem ned fra skråningen og gjorde en gangbro (stillur) deraf ved den sydlige øreende, neden for lovretten, så at man kunde gå med tørre fødder først over på fogedholmen (yfir á fógeta hólmann), og siden satte vi ligeledes trædestene (stigsteina) derfra over armen (yfir kvíslina), så man kunde gå hjem til Tingvold (heim að Þíngvöllum) med tørre fødder og behøvede ikke hest, men dog tossede nogle af uagtsomhed, kådhed eller drukkenskab stundum ud fra dem. Det sted tror jeg har heddet lovbjærg fordum, således som navnet forekommer i Jonsbog(!) og sagaerne. — Men deres mening er uden tvivl uret, som mener at kunne forstå (þykjast vilja skilja) af Njåls saga, at lovretten har været øst for åen. Der har snarere kunnet være Østfjordingedom. — Lovrettemændene sade ude på tuer under åben himmel og konfererede således capita. Disse firkantede hraunstene stod som i en halvkreds på kløftskrænten (á gjábarminum), som om noget af kredsens vestre del var styrtet i kløften. De vare alle firkantede hraunstene, ligesom tilhugne og passende til at sidde på som andre stole.« — Senere hen (s. 270) fremhæver Jon Olavssön igen denne stenkreds på østerskrænten af Almannagjå som et vidnesbyrd om lovrettens plads i ældre tid, men tilføjer, at stenkredsen måske har været en »domring«.

I sit leksikon, under ordet »vebönd«, gentager Jon Olavssön sin anskuelse om, at »lögberg hið forna« har været kort oven for Snorrebod, på Almannagjås østerskrænt, hvor han c. 1724 fandt den oven omtalte halvkreds af sten passende til sæder; her (hvor han nævner holmen uden noget videre tillæg — yfir á hólmann —) anfører han påny sin formodning om, at lovrettemændene har siddet på det af ham påpegede lovbjærgssted, men mener så, at de siden skulde have flyttet tingstedet neden for klippen, dér hvor lovretten på hans tid var.

Jon Olavssöns argumentation for, at lovbjærget har været dér, hvor han med tankeløs vandalisme var med til at tilintetgøre tingstedets interessanteste oldtidslævning, kan der ganske vist ikke tillægges nogen betydning på grund af den fuldstændige forvirring han røber med hensyn til den tinglige virksomheds udøvelse i fristatstiden, men der er dog ikke desmindre vistnok al sandsynlighed for, at den af ham omtalte stenkreds netop har været sædet for lovsigemanden og de mænd, han gav plads på lovbjærget. Pladsen oven for Snorrebod må i det hele taget siges at have været ret bekvem til lovbjærgssted, forudsat at ikke altfor mange boder har været sammendyngede her.

Tænker man sig forsamlingen stående op ad den jævnt skrånende østerskrænt, fremkommer forhold, der meget svare til dem, under hvilke retsforkyndelserne i vårtingenes »tingbrekke« fandt sted. — Den hypotese, Jon Olavssön sigter til, i følge hvilken lovretten, begrundet i fremstillingen i Nj., antoges at have været øst for åen, kommer vistnok først frem i bodbeskrivelsen fra 1700, hvor der siges, at det gamle lovbjærg var øst for åen. Det fremstilles i bodbeskrivelsen som forfatterens anskuelse, men »lovbjærget« omtales vel at mærke ikke som noget endnu levende stedsnavn, ligesom det i det hele i følge det forud fremstillede med en til vished grænsende sandsynlighed kan antages, at der ved begyndelsen af det 18de årh. intet lovbjærg kendtes på altingsstedet. Da for de dalevende forestillingen om lovrette og lovbjærg faldt sammen, er det næppe for dristigt at slutte, at forfatteren af bodbeskrivelsen, der af Nj. så, at lovretten måtte have været øst for åen, og som efter de gængse forestillinger tænkte sig denne som en domkreds og på lovbjærget, forført af den kredsformige tomt på Byrgesbodtangen, har ment dér at finde lævningerne af den på lovbjærget stående lovrette og altså har gjort tangen til lovbjærget.

Samtidig med at denne antagelse af lovbjærgets beliggenhed fik indgang, har da også traditionen om en lovrettetomt her fæstnet sig, og først nu har sagnet om Floses spring kunnet opstå. — Hvortil oven nævnte tomt på tangen har tjænt, kan vel i øvrigt næppe afgøres, skønt man naturligvis fristes til at gætte på, at man her har tomten af en bod (med virke?) — Byrgesbod(?), = Svínfellingabúð (?), med Orms og Torains bodvirkei??).

Egg. Olavssön nævner i sin islandske rejsebeskrivelse intet »lovbjærg« på altinget; i sin dagbog slutter han beskrivelsen af altingsstedet således: »Til forns (før 1162[!]) stod lovretten østen for Öxarå, hvor endnu ses stene, hvor retten har stået under åben himmel. Men den gejstlige ret er først bragt til altinget ved biskop Br. Svenonis Ao. 1639.« 

Da man ikke har efterretning om nogen sådan oldtidslævning på voldene, som den her nævnte, er det ikke urimeligt, at Egg. Olavssön her tænker på den kredsformige tomt på Byrgesbodtangen. — I Sv. Povlssöns beskrivelse af altingsstedet (Dagbogsudtoget i Naturhist. Selsk. Skr. III, 1. s. 192) fremtræder derimod den moderne lovbjærgsteori fuldt udviklet, og lovretten som sædvanlig henlagt til »lovbjærget« (»I forrige tider bleve domme afsagte under åben himmel østen for elven, på en med dybe hraunsprækker omgærdet klippe, Lögbergi kaldet«).

Også Tingvoldspræsten, der fra 1780 havde haft dette kald, henlægger i sin antikvariske Indberetning (1817) lovrette og lovbjærg til Byrgesbodtangen, men omtaler i øvrigt denne, som om den da benævntes lögréttuspöng (ɔ: lovrettespang!).

Lovbjærgets skæbne i tidernes løb afgiver et slående eksempel på, med hvilken lethed på Island, når et i ældre historiske kilder bevaret, men senere tabt stedsnavn igen begynder at beskæftige den almindelige opmærksomhed, enkeltmands hypotese da går over til at blive almindelig antagelse og fæstner sig i folks bevidsthed, så vedkommende navn får udseende af et ved uafbrudt tradition forplantet stedsnavn, — og viser, hvorledes man må være på sin post mod ethvert sådant stedsnavn, som med en vis sandsynlighed kan antages en tid lang ikke at have været kendt.

Af andre i sagaerne nævnte altingslokaliteter bør måske endnu stedet for kvidens nedsættelse omtales; det var, som allerede nævnt, i følge Nj. vest for åen: Mörd bød (Nj. 773, 79) de af ham udnævnte 9 naboer til sæde vest på åbredden, og her foregik rydningen; men nærmere at ville bestemme stedet nytter næppe, da dette sted rimeligvis ikke har været et engang for alle bestemt, men af vedkommende selv udvalgt (sml. Grg. § 35).

Med hensyn til de steder, hvor Almannagjå og herhen hørende lokaliteter nævnes i sagaerne, må bemærkes, at udtrykkene i Nj. s. 739 frembyder ikke ringe vanskelighed for en tilfredsstillende forklaring. Bjarne Broddhelgessön og Flose føre Ejolv, da de ved hemmelig aftale vil søge at vinde ham for deres parti, op i Almannagjå, — efter udgangspunktet, Hlaðboð, at dømme, kan der næppe være tvivl om, at de går ind i kløften ad den sædvanlige over østervæggen førende vej. Ejolvs folk lader de blive på gjåbakken (ɔ: østerskrænten) for derfra at holde udkig; selv går de derimod »til de kommer der hvor vejen ligger ned fra den øvre gjå (þar er gatan liggr ofan af hinni efri gjánni), Flose sagde, at dér var godt at sidde og at man kunde se vide (ɔ: vidt omkring), de satte sig da ned«. — Ved den øvre gjå kan man ikke tænke på den Årmannsfell nærmeste nord for Öksarå liggende del. Denne, der desuden er med lignende flad bund som partiet syd for åen, og som ikke på nogen synlig måde hæver sig over dette, er nemlig ved åen — der under sit løb gennem gjåen så godt som fuldstændig optager dennes bund — således adskilt fra dennes neden for liggende del, at der ikke kan være tale om en vej fra det ene til det andet af disse to partier. Man må altså antage, at »efri gjá« også har indbefattet partiet nærmest tingstedet syd for åen og været kaldet således i modsætning til den neden for, nærmest søen, liggende del. Nu er imidlertid dette parti, allerede kort neden for Kårestadsstien (Kárastaðastigr) — hvor gjåen noget indsnævres — meget sammenstyrtet, hvad dog kan være en følge af senere jordskælv (navnlig det 1789); og man kunde da måske antage, at tidligere havde der ligget en vej ind i den sydligere og (rigtignok temlig umærkelig) lavere del af gjåen, skønt det unægtelig ikke er let at se, hvortil en sådan vej skulde tjæne, og hvorhen den har ført — medmindre en forbindelse mellem denne og den gamle alfarvej nede ved søen dengang har været mulig. Ved den gode plads med vid udsigt her vilde næppe andet kunne være ment end den, der fremkom ved, at de siddende havde ryggen fri og udsigt ud over Almannagjås græsklædte, rimeligvis meget befærdede bund op imod Öksarå.

Efter at Gissur og Hjalte havde ladet synge messe på gjåbakken oven for vestfjordingernes bod, gik de i procession til lovbjærget med to kors, »som nu er i det østre Skard« (í Skarðinu eystra, Krstn. s. 21), og hvoraf det ene betegnede Olav Trygvessöns, det andet Hjalte Skeggessöns højde. At dette »Skard« utvivlsomt ikke er nogen lokalitet på altinget, men den nu ubeboede jord »Østre Skard« i Rangåvolde syssel, har Jon Sigurdssön gjort opmærksom på (Dipl. isl., s. 351 ffg.), men af forf. til bodbeskrivelsen fra c. 1700 er dette sted blevet misforstået; han påviser derfor et »Krossskarð« i Almannagjå, som det sted hvor det første af disse kors skal have stået.

Som stående i nær forbindelse med altinget og på en måde som hørende hertil må den til gården Tingvold (nu præstegård) knyttede kirke og kirkegård betragtes. Straks vest for præstegården nær åen ligger kirkegården; kirken derimod står nu i det temlig høje tun nord for præstegården. I følge Heimskr. (s. 369, hvormed kan sammenlignes Flatb. III. s. 247, 344) skulde man antage, at Olav den hellige først havde ladet bygge kirke på Tingvold; imidlertid nævnes i Nj. (s. 637) allerede nogle år forud »bondens kirkegård« her. Olav gav tømmer til kirken og en stor klokke (klukku mikla, þá er enn er þar); senere sendte Harald hårderåde en anden klokke til samme kirke; denne konge har rimeligvis også påny sendt tømmer til dens opbyggelse, i al fald siges (Krstn. s. 30, Hungrv. s. 71), at i et uvejr i biskop Gissurs dødsår (1118) omstyrtedes kirken på Tingvold, som kong Harald Sigurdssön havde skaffet tømmer til.

Finn Jonssön fortæller i sin isl. kirkehistorie (IV B.; sml. Espolin, árb. III, s. 38—39), at Vidøs sidste abbed Aleksius Povlssön først (i beg. af 16de årh.) var præst på Tingvold, og at han lod flytte kirken fra kirkegården, hvor den før var, til den plads, hvor den nu står, på grund af vand, der vældede frem af jorden, og siger, at man viser store stene, benævnede Abbed stene (Abóta steinar) i kirkens væg, hvilke denne overordenlig stærke mand ene skal have flyttet.

I Tingvold kirke holdtes lovsigemandens lovforedrag i tilfælde af umildt vejr (Grg. § 117); her overværede også, som det ses af sagaerne, tingmændene gudstjenesten. De plejede da, formodenlig på grund af den knappe plads, under messen flokkevis at stå eller sidde uden for kirken (Ljósv., Bdm. C, Sturl.).

Foruden i flere sagaer omtales hyppig i Grg. kirkegården, men altid som »bondens kirkegård«, ikke til adskillelse fra nogen anden, men fordi den tillige med kirken dengang må have hørt under ejeren af Tingvold. På bondens kirkegård fandt i fristatens tid udbetalingen af forskellige bøder og andre summer sted, ligesom også enkelte stævninger kunde foretages herfra. — Angående de oven for nævnte »Abbed-stene« fortæller Tingvoldpræsten i sin antikvariske indberetning (1817), at Aleksius skal have ført et eller andet steds fra »to stene, som er her, hver i sin kirkevægskant (kirkjukampr), og en tredje, som står lige over for kirkedøren, af hvilke den i den nordre vægkant er c. 2 alen høj og meget tyk, men de andre to c. 2¼ al. hver, og af dem er den i den søndre vægkant den største og af den tungeste stenmasse; på denne og den, der står lige over for døren skal være et gammelt alenmål. — I følge en rimeligvis fra c. 1200 stammende lovbestemmelse, fandtes der dengang et alenmål (kvarði) mærket på kirkevæggen på Tingvold; og i selve lovbestemmelsen, hvorved der vedtoges for fremtiden ved måling af klæde at anvende en »stike« (egl. stok) på to alens længde, bestemtes tillige, at en sådan stike skulde mærkes på enhver kirke, hvortil der hørte kirkegård.

Hvorvidt der endnu er bevaret noget af disse på Tingvold kirkevæg indhuggede gamle længdemål, er vanskeligt at afgøre. P. Vidalin siger i »Fornyrði Lögbókar« under artiklen »alin« (hvor han søger at vise, at den gamle islandske alen var c. 18½ tomme lang, hvorefter stiken da vilde blive omtrent lig en engelsk yard; se herom Dipl. isl. I, s. 306—08), at ingen i hans dage kendte den sten, på hvilken det gamle alenmål på Tingvold kirkevæg havde været indhugget, og gør desuden opmærksom på, at kirken var flyttet fra sin gamle plads; dog, siger han, havde han hørt, at i de folks tid, som levede i hans barndomsår, havde stenen endnu været at se i kirkevæggen.

Jon Olavssön fra Grunnavig fortæller imidlertid i sit leksikon under ordene »alin« og »kvarði«, at præsten på Tingvold, Markus Snebjörnssön, havde fortalt ham (formodenlig da han i altingstiden 1744 boede hos ham), at da han omtrent år 1740 var ved at opbygge kirken, havde han fundet i grundvolden en sten eller klippeblok, hvorpå et alenmål, kortere end en almindelig alen, var mærket, og som han antog for at være det i den gamle islandske lov omtalte alenmål, der skulde være mærket på Tingvold kirkevæg. Denne sten havde han (præsten) ladet anbringe yderlig i væggen, så at alle kunde se den udvendig fra. Jon Olavssön tilføjer, at senere hen havde folk, der besøgte altingsstedet, målt det i stenen indhuggede alenmål og fundet, at det stemte fuldstændig overens med den længde, som Povl Vidalin havde angivet for den ældste islandske alen. Den antikvariske indberetning fra begyndelsen af dette århundrede vil, som oven for meddelt, påvise ikke alene én, men hele to stene, på hvilke det gamle alenmål skulde være mærket; af disse fandtes imidlertid kun den ene i kirkevæggen, den anden derimod foran døren til kirken, fritstående.

Af denne sidste har man en tegning med tilhørende beskrivelse af daværende kammerjunker Teilmann, som 1820 besøgte Island; af de til tegningen knyttede bemærkninger fremgår det, at man dengang har anset en tværs over stenens forside liggende vandret indsænkning, omtrent 5 kvarter lang, for alenmålet (der altså nærmest måtte gengive en »stika«).

Også nu står der foran kirkedøren en sten, der siges at bære det gamle alenmål indhugget, og som aldeles svarer til den af Teilmann afbildede; foruden den omtalte indsænkning findes på stenens forside i skrå retning indhugget ni ulige-lange tværstreger, der nu almindelig antages at have hensyn til alenmålet, men som man i følge Teilmann da ingen betydning tillagde; afstanden mellem de to yderste er omtrent 19 tommer (altså omtrent svarende til den ældste islandske alens størrelse). At denne sidst omtalte alensten er den af Teilmann afbildede, og at den, som Teilmann forefandt foran kirkedøren, er den samme, som den antikvariske indberetning omtaler stående dér, kan næppe betvivles. Hvor den anden i indberetningen omtalte, i kirkevæggen siddende, alensten nu skal søges, er vanskeligt at sige, da den gamle »torfkirkja« siden (1859) er nedreven og afløst af en tømmerkirke. Om nogen af de i den antikvariske indberetning omtalte alenstene har været den af Markus Snebjörnssön genfundne, og om denne igen virkelig har været ægte, må i øvrigt stå hen.

Til Tingvold kirke havde, som anført, i følge Heimskr. Olav den hellige givet en stor klokke, som endnu, da sagaen skreves, var der; ligesom Harald hårderåde ifølge Flatb. (III. 344, 415) gav en anden klokke til kirken. Olavs klokke er det vel, der tænkes på, når der i Hákb. og Jónsb. (þingfb. 3) tales om den »store klokke«, hvormed lovmanden skal lade ringe til lovretten.

Senere hen ses altinget at have haft sin egen klokke, om hvis plads og anbringelse for den ældre tids vedkommende intet er bekendt Altingsklokken var 1723 ubrugelig på grund af brud, hvorfor man dette og de følgende år måtte låne klokke hos præsten, hvad der skaffede F. Vidalin endel ubehageligheder umiddelbart før hans død (han døde på altinget år 1727).

Hvor Jon Olavssön i sin »Contractismus« under ordet »lögrétta« fortæller om forholdene på altinget c. 1724, siger han, at den store klokke stod da rævnet hjemme i Tingvoldtun, norden til (formodenlig hvor Björn Gunnlaugssöns kort har Klukkuhóll), og at det sagdes, at kong Olav den hellige havde givet den. Dette sagn har dog intet haft at støtte sig til. I Arne Magnussöns papirer (Addit. 11, 8vo) findes nemlig med AM.s egen hånd noteret på en seddel »a alþingis kluckunni stendur: Verbum Domini manet in eternum. Bochardt gellegeter me fecidt. anno 1593. ipse annotavi 1703. Jon lögmadur Jonssön kom víst ut med þessa klucku«.

Magnus Gislessön, fortæller fremdeles Jon Olavssön (under »lögrétta« — Contract. s. 247, 270 —, og i leksikonet under vebönd«), der fik lovretten opbygget af tømmer, lod også istandsætte eller omstøbe den store, rævnede klokke og benytte den igen til altingsringning, i det han lod den ophænge ved lovretten. — Ved lovrettehuset fandtes også altingsklokken, da Sv. Povlssön 1792 besøgte tinget (Naturvidsk. Selsk. Skr. III, 1. s. 192).

Allerede under omtalen af gården Ölvesvatn bemærkedes, at der ved Tingvold præstegård fandtes en af de på Island ikke ualmindelige stene med fadformig fordybning oven i, og der fremsattes der den formodning, at de måske oprindelig havde været vievandskar fra den katolske tid. Den herværende sten, der længe har været ved præstegården, og som nu henligger på kirkeågårdsgærdet, er forholdsvis lav og flad, med temlig ringe fordybning.

Med hensyn til forholdene på altingsstedet kan måske for den nyere tids vedkommende, foruden hvad der tidligere lejlighedsvis er anført, være et og andet at bemærke. — Af bodbeskrivelsen 1700 ses det, at den gamle hirdstyrerbod oprindelig lå på Öksaråholmen. I følge »Lögsögumanna tal« (Safn II, s.139) ophørte man, samtidig med at lovretten opbyggedes (1691), med at tjælde hirdåstyrerboden i Öksaråholm, og »amtmanden og landfogeden lod bygge vægge til deres boder vest for åen, og dette vedligeholdtes meget længe.« 

Efter fremstillingen i »bodbeskrivelsen« må også så vel amtmandsboden som den nord for den liggende landfogedbod (Hedeåmannsbod) have ligget vest for åen. — Skrås over for den før omtalte bodtomt vest for kirkepladsen i Tingvoldtunet, den såkaldte biskopsbod, der er adskilt fra kirken ved den til gården førende vej, påvises hinsides åen tomterne af den nysnævnte »amtmandsbod«. Den, navnlig i det 18de årh. vedligeholdte, såkaldte overret« holdt på Jon Arnessöns tid sine møder i denne (»et timmerhus opbygget amtmanden til beboelse så længe tinget varer, og derfor sædvanlig kaldet amtmandsbod« — betegner J. A. den som: isl. Rættergang s. 462).

På Sv. Povlssöns tid var der, som tidligere anført, to huse af tømmer på altinget; det ene var »amtmandens stue, rent forfaldet, formedelst mangel på oppasning og reparation«, det andet lovretten, hvori da »begge de verdslige retter, laugtings- og oberretten«, holdtes (Nat. Selsk. Skr. III, 1).

På altinget påvises endvidere forskellige steder, hvor de tiders mere eller mindre barbariske aflivelse af forbrydere fandt sted. Den på kortet nævnte »Drekkingarhylr« (det bassin, som Öksarå danner umiddelbart før sit udløb fra gjåen), plejer i almindelighed at angives som det sted, hvor misdædersker, navnlig for blodskam, druknedes, øst for gårdens tun skal i følge Sv. Povlssön (dagbogen 1793) findes en i bunden græsbevokset kløft, hvor hekse brændtes, og hvor asken endnu på hans tid var at se; E. O. (s. 1031) omtaler derimod et sted i Almannagjå, hvor bålet tændtes for de for trolddom dømte (på B. G.'s kort angives til dette brug en anden kløft nordlig for Tingvold tun).

Nordlig i Almannagjå hængtes tyve, i det en bjælke lagdes over to parallele klippeblokke. — På Torlejvsholm foregik henrettelser. — På Almannagjås kant findes stundum forbryderes hoved at være sat på stage.

Denne egns ejendommelige skønhed skyldes ikke alene den stolte Almannagjå, søen og de grønklædte lavaklipper, men næppe mindre de forskellige fjælde, der danner rammen om dette landskab. Mod øst hæver sig en hvælvet anselig fjældmasse Ravnebjærgene (Hrafnabjörg), og nord for disse en række af symmetriske spidse fjældtinder Tindefjældene (Tindafjöll). Mellem disse og Årmannsfell lukker forskellige småfjælde udsigten, og vest for dette hæver de fra Brynjedalen kendte Suletinder og Kjosens fjælde sig over hraunet og den her næsten forsvindende Almannagjå. — Under Årmannsfell holdtes ifølge HÞ. (s. 171) altinget, da Tord Gelle med våben i hånd tvang Tunge-Odd, der dog mødte med 300 mand, til ikke at betræde tingstedet; men dette er en aldeles enestående efterretning, hvis nøjagtighed derfor altid må forblive tvivlsom. Ad kratgrode hraunstier ligger vejen mod nord langs Årmannsfell, forbi en lille ås, der i sydlig retning strækker sig ud fra fjældet, ind mod en lille slette, hvor man inderst i denne overraskes af en strålende grøn græsplet, til de tre sider begrænset af stejle højder. Stedets navn er Hovmannaflöt (Hofmannaflöt). Til venstre (nordvestlig) ved græsfladen hæver sig en isoleret kegleformig høj, endende for oven i en klippeblok af form som en skråt afskåren søjle eller træbul, der navnlig set i en vis retning frembyder en tydelig fordybning som et sæde, hvad der da også ligger i navnet Meyjarsæte (Meyjarsæti, ɔ: Møsæde); man har formodenlig i fantasien udmalet sig klippen som et kvindeligt dommersæde, hvorfra riddernes kampe på sletten beskuedes. Begge navne er vistnok temlig ny; sletten nævnes i den opdigtede Årmanns saga som sted for de deri forekommende fjældboers brydekamp. Den omtalte lille ås, der i syd går ud fra Årmannsfell kaldes Slædeås (Sleðás). Det er øjensynlig dette højdedrag, som i Grt. kaldes Sleðaáss (s. 31) eller Sleðáss (s. 76); dette ses bedst ved at sammenholde denne sagas angivelser med Sturl.s omtale af Sleðaáss, hvor dette steds beliggenhed aldeles nøjagtig angives (I, s. 30 ffg.). Der fortælles i Grt., at da høvdingerne engang red fra altinget, bedede de oppe under Sleðaás, førend de skiltes; da hævede Grette den sten, »som der ligger i græsset, og som nu hedder Grettishaf.« Dette »Grettestag« er imidlertid glemt eller forsvundet. Kan man tro en meddelelse fra præsten til Bredebolstad på Skogarströnd (Snf.) i en antikv. indb. fra ham (1817) om de alderdomslævninger, han med egne øjne havde set, så fandtes endnu i hans tid (f. 1749) »Grettishaf undir Sleðaási á veiginum frá þíngvelli upp undir Hofmannaflöt«; men pålideligheden af denne meddelelse bliver dog tvivlsom, da præsten på Tingvold (præst her fra 1780) i sin antikv. indb. (1817) fremhæver, at der ingen sådan sten er at finde ved det sted, som nu hedder Slædås (Sleðaháls siger han det hedder, men forudsætter, at det er det samme som Grt.s Sleðaás); men nord for Ármannsfell, nord for Tröllaháls, fortsætter han, findes der et Grettestag, og han gætter da på, at dette kan være det i Grt. omtalte, og at Trollaháls dengang kan have heddet Sleðaás. Denne hypotese må alt i slutningen af forrige århundrede have været temmelig rodfæstet; Sv. Povlssön omtaler således i sin dagbog 1793 Tröllaháls under navn af Sleðaháls og nævner Grettestaget dér som det i Grt. s. 31 omtalte. Dette sidste antages nu af alle som noget selvfølgeligt; halsen, hvorunder stenen står, må altså, slutter man, være Grt.s Sleðaás, og som sådan, dog med det rigtige navn i parentes, er den også fejlagtig angivet på Bj. Gunnlaugssöns Islandskort.

Fra Hovmannaflöt fører to veje gennem de denne indesluttende højder, den ene, der går i nordøstlig retning, forener sig senere med de store til nordlandet førende fjældveje; den anden ligger lige i nord, bag om Meyjarsæte, op langs smalle stenede kløfter og over høje skrænter, de såkaldte Kløfter (Kluptir), et pas, der oftere nævnes i HGrk. ligesom også i Sturl. (Klyptir, I, s. 30 ffg.), og hvorigennem alfarvejen nord på bestandig har ligget. Fra åsene åbner sig for den, der kommer nord fra, for første gang udsigten til bygden: på begge sider om det smalle »borg«formige Meyjarsæte ud over hraunet til den store af takkede fjælde begrænsede, med øer og næs afvekslende sø, alt i milde dunkelbrune farver, et ægte fjældlandskab. Kommer man syd fra, ser man nærmest en smal lille af højdedrag indesluttet grusslette med en lille sø Sandåklettavatn (Sturl. Sandvatn) i forgrunden. For ude begrænses synskredsen af en række jøkler, forrest til højre (i nordøst) hæver sig det smukke Skjaldbrejd (Skjaldbreið), der ifølge Kjerulf når 2000 f. over det her godt og vel 1000 f. høje plateau, som et regelmæssig - rundt, svagthvælvet skjold (deraf dets navn) med brunlig hraunfarve for neden, og kun på den øverste svagt hvælvede flade et tyndt snedække. Fra det strækker sig den uhyre lavastrøm langs Tindafjældene bag om de små Hovmannaflöt begrænsende fjælde for atter syd for disse at brede sig, bedække alle lavere strækninger, ja endogså fortsætte sig langt under den store Tingvoldsø. — Nærmest for sig har man imidlertid en ås eller hals, over hvilken vejen slynger sig mellem grus og sten; det er den alt tidligere omtalte Troldehals (Tröllaháls, Tröllháls, Sturl. I, s. 31 omtalt alene som »hals«).

Grettestaget, der påvises her, er en stor sten eller klippeblok, som findes hinsides halsen på en grusflade kort øst for vejen; sit navn skylder den selvfølgelig sin i øjne faldende form og stilling; den lå nemlig — hvad dog nu ikke længer er tilfældet — på et underlag af mindre sten (hlóðir), hvor den tænktes anbragt af menneskehænder (ang. nærmere beskr. se i øvrigt den antikv. indb.); efterhånden er den, som omtalt, forvekslet med det i Grt. omtalte »Grettishaf« under Slædeås. I Sturl. (s. 31), hvor der gives en særdeles udførlig og nøjagtig beskrivelse af lokatiteteme nord for Tingvold, siges der, at vejen ligger »ofan yfir háls at Sandvatni« og derfra »ofan um Klyptir« og »fram undir Ármannsfell ok hjá Sleðaási«. Strækningerne oven for Troldhals er af en avrett eller fjældgræsgang at være en usædvanlig smuk egn. Nærmest vejen støder man hyppig på frodige græspletter og små vandløb med en begrænsning af forskellige mindre højdedrag og småfjælde i vest. Den første af disse oaser er Videkær (Viðiker, opr. Víðikjörr ɔ: Vidjekrat, se Sturl. I, s. 31), derpå kommer et almindelig benyttet bedested kaldet Sælehus (Sæluhús)» eller Hallbjörnsvarder (Hallbjarnarvörður; herfra ligger en fjældvej mod vest til Lundareykjadal i Borgefjord over de såkaldte Okserygge (Uxahryggir) mellem det tæt sydvest herfor liggende lille fjæld Kvigyndisfell og Tværfell (Þverfell). Lidt højere oppe er en tredje græsplet med vand, de såkaldte Brønde (Brunnar ɔ: kilder), det sidste sted, hvor man på denne dagsrejse nord på kan lade hestene bede. Nord for strækker sig kun sorte nøgne strækninger op mod jøklerne. Disse er nu rykket en nær på livet; bag ved Skjaldbrejd, som man nu næsten er kommen forbi, hæver sig det høje, stejle, for oven flade og snedækte Hlöðufell, der alt længe har været synligt og bidraget til egnens pryd. Lige for strækker den lange Gejtlandsjøkel sig, foran hvilken en række besynderlige små sorte fjældknuder står, de såkaldte Hrudrkarle (Hrúðrkarlar), og endelig vest for denne kommer Ågjøklen (Ok). Fra Brunnar ligger en vej til venstre til Reykåholtsdalen i Borgerjorden, en anden ligefrem gennem den berygtede af jøkler indesluttede Kaldedal (Kaldidalr) til de øverste gårde i Myre- og Borgefjordssyssel; hvilken man end følger, befinder man sig snart uden for Ånæs syssels grænser.

Gårdene i Tingvoldsvejten ligger for største delen således skjulte i hraunet, at det er en hel kunst at opdage dem og finde hen til dem; et par ligger på de kratgrode strækninger mellem Ravnegjå og Almannagjå, adskillige vest for denne. Blandt disse sidste er Svartagil, sydvest for Årmannsfell; mellem denne gård og den sydvest herfor, tæt sydfor Öksarå, liggende gård Brusastad har Grimsstad (Grfmsstaðir) ligget, hvor Grim den lille boede, efter at han forlod Ölvesvatn; »suðr frá Kluptum« siges stedet noget unøjagtig at ligge (HGrk. s. 14). Blandt de første er Tingvolds nabogård mod nordøst, Skógarkot; øst for gården er en grøn skråning, der nu benyttes af bonden som plads for hans stekk (lammesti), stedet bærer endnu navnet Torhallsstad (Þórhallsstaðir). Her skal Torhalle Ølkovre have bot, om hvem der i Ölk. siges, at han boede »i Bláskógum á þórhallsstöðum«; hans tilnavn er bevaret i navnet på en flad lavahøj kaldet Ölkovrahol (Ölkofrahóll), der ligger mellem Torhallsstad og Skogarkot; som bevis på en tidligere beboelse af Torhallsstad fremviser man en »fornmannabrunnr«, en stensat brønd, der for nylig er funden her. Om Ølkovre siges der, at han ejede en skov, der lå oven for Ravnebjærgene og øst for Langehlid (Lönguhlíð). Dette sidste stedsnavn findes ikke nu bevaret; der synes dog næppe herved at kunne tænkes på nogen anden fjældstrækning end de før nævnte Tindefjælde, også kaldet Tindaskage, den lange, smalle ryg, der forbinder Ravnebjærgene med Skjaldbrejd; men da føres man næsten med nødvendighed til at læse »vest« for »øst«. I Ölk. fortælles der nemlig, hvorledes der opstod ild i Torhalle Ølkovres skov, hvorfra den forplantede sig til de omliggende skove, så at skovene vide om i hraunet brændte, en strækning der senere kaldtes Svidning (á Sviðningi, den yngre udg. læser fejlagtig á Svíðingi); dér brændte også en skov, som kaldtes Godeskov (Goðaskógr), som seks goder ejede, der havde købt disse skovstrækninger for at have nytte af dem i tingtiden. Intet af disse to sidstnævnte stedsnavne er bevaret, men beliggenheden af Godeskov er omtrent givet ved den omtale den får i Grt. s. 76, hvor der fortælles om en af altingsmændene, der var gået op under Slædås for at søge efter sine heste, og som nu gik syd efter langs med det fjæld, som hedder Årmannsfell, at han så en mand, med hvem han snart derpå mødtes, komme ned fra Godeskov førende ris på en hest. Den må have ligget mellem Tindefjældene og de Hovmannaflöt begrænsende højder, samt har måske strakt sig op under Skjaldbrejd .

I sydøstlig retning fra Skogarkot ved selve Tingvoldsøen må et i oldskrifterne oftere omtalt sted Vellankatla søges, om hvilket vi er så heldige at have udførlige oplysninger fra Arne Magnussön selv. — Først og fremmest nævnes stedet i Islb. (s. 11), hvor der fortælles, at Gissur, førend han red op på tingstedet til det for kristendommens vedtagelse afgørende ting, gjorde holdt med sit følge, da de kom på det sted ved Ölvesvatn, som kaldes Vellankatla (í staþ þann í hjá Ölfossvatni, es callaþr es Vellancatla) for at afvente sine på tingstedet indtrufne tilhængere. Krstn. har på det tilsvarende sted (s. 21) mere ubestemt: «da de kom til V. ved Ö.» — I overensstemmelse med Islb. læser den ny udg. af Nj., hvor kristendommens indførelse fortælles: da de (Gissurs parti) kom »í vellandkötlu ofan frá gjábakka« (gården sydøst for Ravnegjå), medens den ældre udg, havde »til«. Læsemåden »i« forudsætter, at navnet Vellankatla, der må betyde omtrent »boblende kedel«, ikke alene er knyttet til et enkelt væld, men tillige til det nærmest omgivende land. Dette lader sig også forene med Arne Magnussöns fremstilling. — At bringe dette navns betydning og stedforholdene på det pågældende sted til klarhed synes særlig at have interesseret ham. I sine samlinger til sin latinske oversættelse af Are frodes Islb. bemærker han først (Addit 6. fol. s. 253) med hensyn til oven anførte sted af Islb., at en lille bugt eller vig af þingvallavatn, fordum Ölfossvatn, kaldes endnu i dag Vellankatla, »prout nobis locorum istorum gnari retulerunt [sed ipsi postea didicimus, oculariter omnia observando]«. I sine topografiske noter til samme værk (således som stedet lyder i følge Arne Magnussöns egenhændige notits Addit. 2, 8vo, seddel 265; Jon Olavssön har i Addit. 6. fol. skødesløst afskrevet det) bemærker han dernæst (på islandsk): “Vellinkatla (således kaldes den nu) er en vig, som går ud fra Tingvallavatn lige i nord, næsten 100 fv. lang og i samme forhold bred; vest for vigen går en tange frem, og uden for den ligger en navnløs holm. Inden for den holm hedder hele vigen Vellinkatla. Mod øst ligger «Hallurinn» (således hedder den nedre Ravnegjå-rand—barmur—) langs skråningen—med breckunni—, helt ned til det lavland—undirlendi—, som ligger nærmest langs vigen, hvilket dog er på de fleste steder højst ubetydeligt. Hele denne strækning er skovbevoxet. Oven for bunden af V. ligger en ujævn og mosgrot strækning, omtrent 100 fv., og langs hele denne strækning består bredden af småsten med vandpytter, hvoraf der opvælder, omtrent som i en hver, så koldt vand som ikke mange andre steder. Tangen, som før er omtalt, er overalt med stengrund og mosgrot, og ind i den ligger nogle steder småvige; temlig hyppig langs kysten findes kløfter og kløftpytter med grusstrækninger imellem. Langs østsiden er der grus ved kysten, men i midten af vigen er der lerbund. Langs gennem V., fra bunden og frem i søen, noget nærmere den vestlige kyst end den østlige, ligger en dyb kløft kaldet »Nautagjá«”. — Med sedlen følger en tegning af Vellankatla — med fremmed hånd —, der fremtræder som en temlig bred bugt, med en højst ubetydelig, kort tange på vestsiden og en lige så ubetydelig holm, længere ude, men nær kysten; langs bunden er afsat en række »fontes ebullientes»; mod øst er bugten begrænset af en bakke skråning. Navnet Vellankatla siges endnu at være bevaret; dog er det efter de nærmest omboendes beskrivelse ikke ret klart, om forholdene her endnu er ganske således som Arne Magnussön beskriver dem. — På Bj. G.'s Islandskort er beliggenheden angivet på en noget vildledende måde.

Ved at sammenholde de steder i de af de ældre sagaer (Islb., Ldn., Nj., Ölk., Laxd., Bdm.) hvor Blåskogar (Bláskógar ɔ: Blåskove) og Blåskogahede (Bláskógaheiðr) — navne, der nu kendes af få eller ingen — forekomme, med Sturl.s brug af dette sidste navn, synes det at fremgå, at navnet Blåskogar er bleven brugt om den hele sammenhængende skovgrode lavastrækning, der omgiver Tingvoldsøen mod nord, vest og syd, et såre betegnende navn på grund af det dunkle, blågrønne birkekrat, der her er spredt over den mørke grund.

Navnet Blåskogahede har haft en endnu videre betydning, Sturl. bruger det endogså ét sted (I, s. 202) om Mosfellshede, men ellers synes det at være brugt om de sammenhængende fjældheder, der fra Tingvoldsvejten strækker sig helt op under jøklerne og adskiller Borgefjorden fra de nærmeste bygder i Anæssyssel. Dog har enkelte mindre dele haft særlige navne; således finder vi i HGrk. (s. 26, 58), ligesom nu, Botnshede (Botnsheiðr, yngre -heiði) brugt om den smalle fjældhede, der adskiller de nordøstligste gårde i Tingvoldsvejten fra Botnsdalen. Et par gange findes også i Sturl. navnet Gagnhede (Gagnheiðr) brugt, måske i samme betydning som nu: om heden bag ved (nordvest for) Årmannsfell.

I sydøstlig retning fra Skogarkot ligger vejen over Ravnegjå; ad en ved natur og kunst af klippeblokke dannet bro eller dæmning passerer man tværs over den brede, uregelmæssige med klippestykker fyldte kløft, hvis østervæg hæver sig betydelig over den vestlige. I det kratgrode hraun noget længere nede, ikke langt fra søens nordøstlige bred, ligger den i HGrk. (s. 26) og Nj. omtalte gård Gjåbakke (Gjábakki), og forbi denne strækker Tingvoldsvejten sig langs hele søens østside, hvor der tæt ved bredden hæver sig flere enkeltstående småfjælde. Under et af disse står den i HGrk. (s. 26) nævnte gård Miðfell, opkaldt efter fjældet, hvis beliggenhed midt for søens østside allerede antydes ved navnet.

Østen for Ravnegjå deler vejen sig, en ligger i sydøst over den flade mos- og kratbevoksede Lyngdalshede til det store landskab Grimsnæs, en anden ligefrem gennem den for sin skønhed bekendte Laugardal (Laugardalr) og videre mod nordøst — den sædvanlige til Geysir benyttede vej. Denne sidste vej, hvor man har heden på sin højre hånd, nogle spidse, kække fjældtoppe Kalvstinderne (Kálfstindar) og flere lavere højdedrag (Laugardalsfjældene) på venstre, fører først over en strækning bekendt af flere interessante derværende huler. Fra Kalvstinderne skyder en høj ås sig ned, Reydarbarm (Reyðarbarmr) eller, som den fordum kaldtes, Reydarmule (Reyðarmúli). Navnets oprindelse hidrører i følge Ldn. (s. 313) fra nogle foreller (reyðar), som Ketilbjörn på sin opdagelsesrejse glemte dér; i sagaerne nævnes Reydarmule oftere som en altinget nærliggende lokalitet. Vejen ligger igennem mulen, således at det større stejlere parti ligger til venstre, det mindre til højre. Imellem Reydarmule og Kalvstinder skal være et smalt pas Flosaskard (Flosaskarð); denne vej, fortæller sagnet, valgte Flose, da hans fjender engang lurede på ham under Reydarmule. Det er i det hele påfaldende, hvilken rolle den fra Nj. bekendte Flose spiller i folkesagnet; han synes tidlig i en særlig grad at have tiltrukket sig opmærksomheden, ligesom han endnu den dag i dag måske er den af de i sagaen optrædende personer, der står for hans landsmænd, i al fald for disse egnes beboere, som den betydeligste; man finder derfor en stor mængde stedsnavne, hvortil knytter sig sagn om ham, til hvilke intet tilsvarende findes i sagaen. — Efter at være passeret Reydarmule kommer man ud på nogle flade grønne sletter Laugardalsvoldene (Laugardalsvellir), der er et meget brugt bedested for alle, der rejser denne vej; til den fjærnere — Lyngdalsheden nærmeste — del af disse er endnu navnet Bejtevoldene (Beitivellir) knyttet; i Nj. (s. 729, 32) nævnes dette sted som mødested for de til altinget rejsende flokke.

Over nogle kratbevoksede skråninger af Laugardalsfjældene kommer man dernæst til Laugarvatn (Nj. s. 729), en gård ved den vestlige side af en lille sø af samme navn. Ved denne gård er det naturligst at søge den i Krstn. (s. 25) nævnte Reykjalaug i Laugardal — uagtet her nu ikke findes nogen varm kilde af dette navn (lige så lidt som andetsteds i dalen) —, hvor alle nordlændingerne og sønderlændingerne lod sig døbe, da de red fra altinget, de vilde nemlig ikke gå i koldt vand. Her er nernlig det eneste sted i Laugardalen, hvor der findes varme kilder af nogen betydning; tilmed ligger de ret ved alfarvej og af alle varme kilder nærmest ved altingsatedet. Og hertil forlægger også den almindelige mening stedet for denne begivenhed. Nordøst for gården nær ved søen er en laug omgiven af en cirkelrund stenkreds, hvorfra vandet i en lille bæk løber ud i søen, her har før været indrettet et ordenligt badested. Men øst for gården findes ved søens bred tre store stærktkogende kilder med regelmæssige tragtformige kratere; vandet fra dem samler sig, før det løber ud i søen, i et lille kær; ligeledes opheder de vandet langt ud i søen; og her enten i kæret eller ved søens bred er det vel rimeligst, at dåbspladsen har været.

Navnlig den nu følgende del af vejen udmærker sig ved sin skønhed; den slynger sig langs ad høje bølgeformige skråninger tæt bevoksede med frodig birkeskov (ɔ: 3—4 al. høje birkebuske), hvorfra man har en vid udsigt mod syd og sydøst over flade, grønlige af brede åer og floder gennemstrømmede landstrækninger, hvor hist og her et fritstående hvælvet fjæld hæver sig; længst imod sydøst ses Hekla med sin snekappe og flere andre større fjælde.

Grænsen mellem Laugardalen og det øst for liggende landskab Biskopstungerne (Biskupstúngur) dannes af Bruarå (Brúará), som man passerer ikke langt fra dens udspring. Åen er her ikke meget stor, men en bro — der nu til dags giver åen dens navnkundighed, om den end ikke har givet den dens navn — bliver dog en nødvendighed, da der her midt i åens flade hraunbund dannes en bred revne. Over denne er broen slået, kun et par alen bred, medens man derimod til og fra broen rider i det sædvanlig ikke dybe vand; fra broen er det særdeles interessant at se vandet fra alle sider styrte ned i kløften og et lille vandfald danne sig, i det vandet dels gennem kløftens ende skummende og brusende, dels fra de højere, kløften omgivende hraunflader i små fosser styrter sig ned i ålejet neden for, der netop her bliver betydelig lavere. To mod åen fremakydende klipper neden for træbroen forbandtes i fordums tid ved en stenbue, der dannede en naturlig bro over åen og hvoraf den har fået sit navn. Men i året 1602, fortælles der, indtraf der et meget hårdt år, mange folk måtte forlade hus og hjem og gå på tiggeri. De fleste af disse vendte sig til det rige bispesæde Skålholt, men forvalteren her, der vilde have en ende på dette, afbrød tilskyndet af biskoppens kone den naturlige bro for således at gøre vejen for dem, der vilde søge til Skålholt, mindre let; dog han selv druknede senere i åen, og også i biskoppens slægt troede man at kunne spore straffen for denne hårdhjærtede fremfærd.

Fra Bruarå går vejen til Geysir langs forskellige fjælde og lavere højdedrag, til man drejer ind i en smal, lille dal, der strækker sig fra syd til nord, hvor man noget borte ser de varme kilder ryge. Pladsen for kilderne er en flad skråning neden under de dalen mod vest begrænsende højder, aldeles bedækket med en skorpe af hvidgult kisel og sand, hvor der på alle punkter fra kilder, jordhuller og småbække hæver sig røg- og dampskyer, der dog alle fordunkles af de fra Geysirbassinet opstigende vældige hvidlige vanddampe; neden for skråningen strækker sig den flade af en lille å gennemstrømmede mosedal, ligeledes mod nord og øst begrænset af lave højder. I nord og syd hæver en enkelt blålig fjældtop sig i baggrunden; men ikke engang mod syd, hvor dog dalmundingen findes, har man nogen livligere udsigt, da også her terrænet hæver sig lidt. Blandt de nogle og tyve større og mindre varme kilder i denne dal er Geysir en af de fjærneste; den ligger under den østlige skråning af et lille fjæld Laugafell, hvis nærmeste oven for liggende del er aldeles bedækket med rødgult kisel, sand og ler, og som flere steder fremviser spor af tidligere, nu forsvundne kilder. At give en omstændelig beskrivelse af disse kilder, og da navnlig Geysir (med bortkastet nominativmærke: Geyse) og Strokk (Strokkur), for øjeblikket de eneste springkilder af nogen betydning på Island, er næppe nødvendigt her, da det så ofte er sket tilforn, senest af Paijkull, hvis islandske rejsebeskrivelse vil være de fleste læsere tilgængelig. Der er vel heller næppe mange, som ikke fra en eller anden rejsebeskrivelse har hørt om Geyses skønne, forunderlig regelmæssige, selvbyggede krater, en flad, kegleformig høj, uden til ru og nupret som en østersskal, der bærer eller indeslutter en skålformig indsænkning (c. 50 fod i tværmål) fyldt med kildens stilleflydende, kun dampskyer udsendende vand. Kun af og til, når de dybe underjordiske drøn, tre og tre ad gangen, lader sig høre, stiger dampen tættere end ellers op derfra, vandet stiger over sine bredder og søger rislende sit afløb ned over kraterhøjen. Men kun når et af de nu sjældne store udbrud finder sted, tømmes bassinet og viser sig da som en flad, hvidglaseret skål, i hvis midtpunkt Geyserøret munder ud, det hele af form som et antikt drikkekar (eller mere prosaisk udtrykt: som en underkop med et rør midt i bunden). Nogle hundrede alen syd for Geyse ligger den snart ikke mindre

Se Tillæg og rettelser

---