Ånæs syssel (K.Kålund)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Árnessýsla
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands
Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island


P. E. Kristian Kålund


Ånæs syssel
(Árness sýsla)

[Indbyggerantal c. 6000]



Som omtalt under beskrivelsen af hederne oven for Guldbringe og Kjos' syssel, fører vejen over Hellesheden til Ånæs (Árness) syssel, og da først ind i det flade græsrige Ölves (Ölfus), der er et af de otte landskaber eller herreder — dette ord bruges nemlig ikke om landets verdslige inddeling, men kun i betydningen bygdelag, naturlig begrænset landsafdeling o. d. l. —, hvori natur og sædvane har inddelt dette store og folkerige syssel, medens det i verdslig henseende er delt i 13 hrepper; Ölves udgør i forbindelse med det vest herfor langs stranden liggende Selvåg (Selvogr) sysselets sydvestlige del. Under den langvarige, jævnt skrånende nedstigning fra Hellesheden ser man først lige for sig det kompakte Ingolvsfell og Ölveså som en lysende stribe, senere til højre åens store bredning og i horisonten havet. Til venstre skyder sig frem forskellige meget maleriske og takkede forgreninger af Helleshedens udløbere. Fra fjældheden går vejen lige ned mod gården Reykir, der ligger ved mundingen af en lille dal, som her skyder sig i nordvest op mellem fjældene, på den anden side den dalen gennemstrømmende Varmå, som her antager dette navn efter de herværende varme kilder, men som i øvrigt så vel under sit tidligere løb som på sit senere gennem Ølves har flere andre navne, På Reykir boede i Sturlungetiden den bekendte Gissur Torvaldssön, den senere Gissur jarl, en tid lang i sine første høvdingeår. Da Sturla Sighvatssön havde overlistet og fanget Gissur ved Apavatn, begav han sag med ham herhen, og under opholdet på Reykir blev det bestemt, at Gissurs fætter Hjalte, biskop Magnus' sön, skulde overtage alle hans godord og det hele høvdingdømme, Gissur selv skulde forlade landet, — en overenskomst, der rigtignok fik en ganske anden betydning end den tilsigtede, da Hjalte viste sig at stå i ledtog med Gissur, så at den endog blev indledningen til selve Sturlas fald (Sturl. I, 351 ffg.).


Geysir i Haukadalur - (W.G. Collingwood, 1897)
Reykir er i øvrigt mest bekendt af sine varme kilder, der jo også har givet stedet navn. De ligger lidt oven for gården på begge sider af åen. Indtil for kort tid siden kunde man her se en virkelig springkilde, den såkaldte »Lille Geysir«, men for 10—20 år siden ophørte den at sprudle[1]. Tæt oven for tunet på Reykir ses dens krater, et par alen i gennemsnit, ikke som sædvanlig tragtformigt, men omtrent som et uregelmæssig boret eller hakket hul i kiselen. Det er fyldt med smukt blåligt vand, hvorigennem store dampblærer stige op; hyppig øges dens virksomhed, kogningen tiltager, og vandet i midten af krateret sprudler et kvarter op. I kanten af den kilden omgivende høj af kiselsinter findes en mindre hver, der til en vis grad synes at følge dens bevægelser. I ældre tider har springkildernes virksomhed her været overordenlig. Årbøgerne[2] fortæller således, at under et jordskælv 1597 forsvandt den store hver Geysir i Hveragærde (Hveragerði)[3] syd for Reykir, og der kom op igen en anden hver oven for tunet på Reykir, »som er endnu i dag og sprudler meget, dog ikke som den store før havde sprudlet; thi det havde ikke været uden fare at passere vejen, som lå ganske tæt ved den, således som man end kan se på storreisen og sporene derefter; ti der er endnu kildestedet tilbage, bredt med kogende vand. Og der er lang vej dér imellem, hvor den Geysir er, som nu siden har været, og åen imellem«. Blandt de andre kilder falder nu mest i øjnene et temlig stort bassin syd for åen — formodenlig den 1597 forsvundne Geysirs krater —, således som de varme kilder selv danner dem, skål- eller tragtformige, ved rundt om sig at afsætte hvidgul kiselsinter, hvor smukt blåligklart, kogende vand vælder op i midten, og flere mindre af samme slags, samt kilder med boblen eller kogen så stærk, at vandet skydes flere tommer i vejret. Den morsomste af de herværende kilder ligger ligeledes syd for åen, men lidt højere oppe, tæt ved vejen, der fører ind i dalen; det er den såkaldte Grýla (ɔ: skræmslet), en lille kilde med et langagtig uregelmæssigt krater, lavest ved dets forreste ende. Hveren sprudler omtrent hvert kvarter, man ser da vandet stige op til kraterets overflade, derefter begynder en heftig boblen i den bageste del af krateret, og det kogende vand kastes nu i en langagtig bue på omtrent et kvarters højde frem gennem krateret, medens det overflødige vand løber bort over den forreste lavere rand, Desuden er på begge sider af åen flere dyndkilder; syd for åen ses et lille bassin med blåligt dynd, der i store bobler skydes op forskellige steder; nord for åen ser man et steds en dyb kildeåbning, hvor det blå dynd koger som i en stor kedel et par alen under overfladen, et andet steds en rød dyndkilde til dels dækket, hvor det kogende røde dynd kun ses gennem mange små huller; og ved flere kilder høres kun larmen af det kogende vand eller dynd, men dette selv ses ikke på grund af kiselskorpen, som dækker åbningen[4] Fra Reykir fører vejen, snart over moser og enge, snart over grussletter med lavagrund, langs foden af Helleshede med Ölvesets udstrakte enge til venstre, til det omtrent en mil sydligere liggende Hjalle (Hjalli), der ligger tæt under hedeskrænten, Gården, der som sædvanlig står lidt højere end de nærmeste omgivelser, har øst for sig kirken, vest for sig en lille bæk. I oldtiden et høvdingesæde huser denne gård nu kun fattigdom på grund af den her stedfundne udstykning. Forskellige sagaer nævne Hjalle som bolig for høvdingen Torodd gode og hans endnu mere bekendte søn Skafte lovsigemand. Flóamannasaga (s. 160—61) underretter os om, at Skafte oprindelig havde ladet bygge en kirke vest for bækken, og ved den blev hans fader Torodd, hans svoger Torgils (sagaens helt) og Bjarne den spage fra Gröv jordede, »men siden flyttedes deres ben til det sted, hvor kirken nu står, ti Skafte lovede at lade opføre en kirke, da Tora (hans kone) brækkede sit ben, da hun var ved sine lærreder«. Få Hjalle grebes 1541 den sidste katolske biskop i Skålholt Ögmund Povlssön, der på grund af blindhed allerede tidligere havde frasagt sig embedet, af den danske befalingsmand Kristoffer Hvitfeld, og førtes til Danmark, hvor der blev anvist ham ophold i Sorø kloster. (Herom kan læses udførligere f. eks. hos Espolin III d. s. 133 ffg.). — Et på Hjalle lokaliseret sagn om den fabelagtige Bård Snefjældsas' datter Helga er i visse henseender ikke uden interesse. På Hjalle findes nemlig (i følge den antikvariske indberetning 1821) en stald »Granahesthús« kaldet, hvori et stort klippestykke (hella) er anbragt, som Helga Bårdsdatter i følge sagnet har ladet føre derhen på ryggen af sin hest, ad en i tunet beliggende, efter den benævnt strækning »Granaflöt«. Herom nævnes intet i Bårds saga, derimod siges, hvor Helgas vinterophold på Hjalle omtales (s. 14): »Det var hende, som var en vinter på Hjalle i Ölves hos Torodd og hans søn Skafte, og ikke Gudrun Gjukedatter, som nogle siger«. Da nu hesten Grane tilhører Völsung-Gjukungesagnkredsen, ligger det nær at formode, at hvad der nu fortælles om Helga på Hjalle, tidligere har været et på Island udformet sagn om Gudrun.


Området omkring Geysir. - (A. E. F. Mayer, 1836)
I Kristnisaga (s. 22) fortælles, at i det afgørende øjeblik under forhandlingerne på altinget om kristendommens antagelse, da det så ud til, at landet skulde spaltes i to samfund, kom en mand løbende og fortalte, »at jordild var kommen op i Ölves, og at den vilde løbe på Torodd godes gård«, en begivenhed, der af hedningerne fremstilledes som et tegn på gudernes vrede, indtil Snorre gode afvæbnede dem ved at spørge, på hvem vel guderne vrededes, »da det hraun, vi nu stå på (ɔ: det forhistoriske Tingvoldhraun), brændte«. Denne lavastrøm som således år 1000 truede Hjalle, antages almindelig for at være det lille hraun Þurrárhraun (Töråhraun) der nordøst for Hjalle fra heden strækker sig ned mod moserne.


Hinsides engene hæver egnens præstegård, det i HGrk. (s. 26) nævnte Arnarbæle (Arnarbæli) sig, og vejen hertil, aldeles ufremkommelig uden kyndig vejviser, er godt skikket til at give en forestilling om Ölvesets ejendommeligheder. Over flade oversvømmede strækninger, fugtige enge, bæk- og åmundinger eller forgreninger af Ölveså går det, over et marskland, der allerede nu er berømt for sin rige høavl, men som med den fornødne udgrøftning og vandafledning vilde kunne blive et af hovedsæderne for Islands kvægavl. Arnarbæle ligger sammen med flere andre gårde særdeles smukt på en stor høj eller bakke tæt ved Ölveså, der syd for gården danner en stor sølignende bredning. Fra gården får man en særdeles god oversigt over hele landskabet. Mod vest hinsides engene begrænses udsigten af den stejlt, næsten som en mur, affaldende Helleshede, og op fra denne hæver sig flere fritstående, smukt formede fjælde; blandt disse er Skålefell (Skálafell), hvorfra der er en vid udsigt over de omliggende sysler. Traditionen tillægger det navn efter Ingolvs »skáli«, hvad der også stemmer med fortællingen i Ldn., at Ingolv lod gøre skåle på Skålefell, derfra så han røg ved Ölvesvatn (ɔ: Tingvoldsøen) og fandt der sin bortløbne træl Karle.


Længere i nord viser sig Hengilen og de kløftede mosgroede Reykjafjælde, og længst i nordøst ved et fjældstrøg sammenhængende med disse det anselige Ingolvsfell (Ingólfsfell), der ses fra ethvert punkt i Ölves og ellers aldeles har karakteren af et fritstående fjæld. Midt på den svagt hvælvede fjældryg ses en høj — synlig til alle sider fra fjældet undtagen nord fra — aldeles af form og tilsyneladende af størrelse som en kæmpehøj, hvormed den derfor på afstand har en skuffende lighed; i højen, der bærer navnet Inghóll, skal i følge et almindelig udbredt sagn Islands første bebygger Ingolv være højlagt. Sagnet er temmelig gammelt; allerede recensionen E. af Landnamsbogen — og noget lignende er også antydet i C. — føjer til Ldn.s tekst (s. 36) om Ingolv: »Han var den tredje vinter under Ingolvsfell vest for Ölveså«, sætningen »hvor nogle sige, at han er højlagt«; derimod har den ældre Islendingabog (s. 4) kun: »Ingolvsfell er vest for Ölveså, hvor han (ɔ: Ingolv) siden udstrakte sin besiddelse over.« Kommer man op til højen, hvad der kun uden besvær kan ske fra nordsiden, skal den vise sig at bestå af klippeblokke, grus og sten og i det hele gøre indtrykket af at være en naturlig højde[5]. Fjældet skråner med sin øverste halvdel jævnt for derefter at falde stejlt af mod sletten; kun mod syd fremskyder det en lavere udløber. Neden for denne ligger en kegle- eller pyramideformig højde Kögunarhóll, der tidligere skal have heddet Knörhóll, og hvori sagnet lader Ingolv have sat sit skib.


I HGrk. (s. 4) siges det om en mand Sigurd mule, der opfostrede en datter af den ved sydenden af Tingvoldsøen boende Grimkel gode, at han boede på gården Fell (undir Felli), og senere hen (s. 38) fortælles det, at Grimkels søn Hörd lader alle de varer føre under Fell til Sigurd mule, som hans fader overlader ham til hans forestående udenlandsrejse, der skal udgå fra havnen Eyrar (øst for Ölvesåens udløb). I et membranbrudstykke af en som det antages ældre recension af Hörds saga er Sigurd mules gård kaldet Fjall (hann bio undir fjalli, Ísl. s.: II, s. 476). Denne gård Fell eller Fjall er utvivlsomt ødegården Fjall, af hvis tomter og tun der ses spor kort syd for Ingolvsfell. A. M. (1706) nævner Fjall som en i sin tid ret betydelig ejendom, hvor der endog i følge sagnet fordum skulde have været kirke; ved begyndelsen af forrige århundrede var der imidlertid af den ældre ejendom opstået fire gårde, hvoraf en bevarede navnet Fjall og gårdens oprindelige plads; senere er denne yngre gård Fjall, tilligemed en anden af de fire (Fossnes) lagt i øde, så at nu kun to (Laugarbakki eller -bakkar og Hellir) står tilbage.


Mellem Arnarbæle og og Ingolvsfell ligger den i HGrk. (s. 57) nævnte gård Bakkåholt (Bakkárholt). Over Ingolvsfell ligger nordgrænsen for Ölves, og omtrent herudfor falder Tingsvoldsøens afløb Sog i den fra nordvest kommende Hvitå, begge anselige vandløb, der efter deres forening danner Islands måske betydeligste elv Ölveså (Ölfuså). Denne kan kun passeres ved hjælp af færger, af hvilke et par findes på den strækning af åen, der løber sydøst for Ingolvsfell, adskilt fra dette ved en smal engstrækning; åen er her vistnok hen ved 600 al. bred; begge færgegårdene ligger på den anden side åen. Det mest bekendte og benyttede færgested er dog ved mundingen af Ölveså, hvor åen snævrer sig ind igen efter den store bredning[6]. Her skyder sig en smal sandtange frem mellem åen og havet, og fra enden af den foretages overfarten, der som sagt besørges fra en på den modsatte side af åen liggende færgegård, et forhold, der her, som andetsteds på Island, volder mangfoldige ulæmper for alle de rejsende, der kommer fra den side, hvor ingen færgegård findes; skønt indsnævret er åen her bred nok — omtrent dobbelt så bred som udfor Ingolvsfell —, så at hestene sædvanlig bruge c. 10 minutter til at svømme over den.


Tingvoldsøen med Arnarfell til venstre og Hengill i baggrunden.
(A. E. F. Mayer, 1836)
Endnu et par steder står der tilbage at omtale, der, hvorvel deres beliggenhed ikke længer vides med sikkerhed, da deres ældre navn er glemt, dog med mere eller mindre sandsynlighed kan henføres til denne egn. Først må da her det i et par sagaer (Flm. s. 153, Nj. s. 105, 122) omtalte landingssted Arnarbælesós (Arnarbælisóss) nævnes; navnet opfordrer på en vis måde til at søge det her, om end først og fremmest dels den omstændighed, at Arnarbæle, hvorefter stedet skulde have taget navn, ikke ligger umiddelhart ved Ölvesåens munding (ós), dels de for skibsfarten ugunstige forhold her, må vække nogen tvivl. — De herved vakte betænkeligheder lode sig dog måske overvinde. Hvad da først Ölvesåens farbarhed angår, da findes der vistnok uden for åens nuværende munding en sammenhængende række af blinde skær, der i høj grad måttte vanskeliggøre en indsejling eller endog gøre enhver sådan umulig; men forskellige forhold synes at tale for, at Ölveså tidligere, i det mindste til dels, har haft et andet udløb. Fra den nuværende munding og vest efter, omtrent en mils vej, udgøres nemlig strandbredden af en sandstrækning Skejd (Skeið)[7], der nu efter de gårde, hvortil den hører, deles i Hraunskejd og Torlakshavn- (þorlákshafnar-) eller Havnar- (Hafnar-) Skejd, hvis grænse falder omtrent midtvejs på Skejd'et ved den såkaldte Miðalda. I fordums tid skal Ölveså til dels være falden i søen ved Midalda, og den smalle sandstrimmel øst herfor have været en lille ø Skerdingaholm (Skerðíngahólmi), hvorpå stod en egen gård. Navnet Skerdingaholm er sikret ved flere ældre dokumenter, således siges i Vm., at kirken i Arnarbæle i Ölves ejer en fjærdedel i Skejd (og) en fjærdedel i Skerdingaholm. Fremdeles anfører P. Melsted — i sin sysselbeskrivelse for Ånæs syssel —, at det fremgår af talrige vidnesbyrd, som 1631 fremførtes for retten i anledning af en strid, som Skålholts bispestol havde om drivgodsrettigheden på Hraunskejd, at det daværende Hraunskejd havde fordum heddet Skerdingaholm, og Ölveså da havde haft udløb ved Midalda, men havde siden ødelagt holmen og brudt sig vej øst over den, til hvor den nu løber forbi Osøre. (En arm af åen må dog åbenbart have løbet her før; dette fremgår allerede af navnet Skerdingaholm; desuden forekommer »Óseyri« allerede i begyndelsen af det 14de årh. — Bsk. s. 389 —). Nogle vidner beretter endog de nærmere omstændigheder ved, hvorledes Skerdingaholm omtrent 100 år forud, da den var bleven ubebyggelig, blev ophævet som særskilt jord[8]. Ud for Midalda er ren sø og dybt nok, til at skibe her hunde gå op i åen. De nærmeste omgivelsers natur synes også at bestyrke hypotesen om et fordums udløb her, ti vil man f. eks. fra den oppe under heden liggende gård Hraun ned på den omtalte sandodde, passerer man netop en strækning, hvor man endnu rider i vand[9]. At noget af Ölvesås udløb skulde have båret navnet Arnarbælesos, synes dog, i betragtning af at gården Arnarbæle ligger ikke så lidt (½—1 mil) højere oppe, ikke rimeligt. Derimod kunde man antage, at, da der ved Ölvesåens udløb næppe har været noget sikkert leje for oldtidens skibe, landingsstedet af den grund måske havde fået navn efter det sted, hvor skibene lagde sig ind eller fortøjede. Muligheden heraf bekræftes ved en beretning i Ldn. (s. 318) om landnamsmanden Alv den egdske. Han drog til Island og landede med sit skib i den os (munding), som har fået navn efter ham og hedder Alvsos (Álfsós); han besatte hele landstrækningen udenfor Varmå og boede på Gnupar (at Gnupum). Her er Ölveså ikke nævnt, uagtet han for at komme i Alvsos måtte sejle ind ad Ölvesåens munding og op gennem Varmåens nedre løb, den såkaldte Torlejvslæk (Þorleifslækr). På samme måde kunde man antage, at Arnarbælesos var en ved Arnarbæle værende åmunding, hvor havskibene sædvanlig lagde ind og søgte den havn, som selve Ölvesåens altfor brede og måske i flere henseender farlige munding ikke frembød. En sådan åmunding har netop været her, i det Varmå i ældre tider faldt i Ölveså kort øst for Arnarbæle, men for omtrent 200 år siden brød den sig vej til Alvsos og således til Torlejvslæk[10]. At der ved Arnarbæle har været anlægssted for havskibe, bekræftes af endnu levende sagn, til støtte for hvilke flere stedsnavne anføres, således en tidligere husmandsplads Búlkhús (ɔ: Lasthus) i tunet vest for præstegården, hvor skibene siges at have losset — se også angående dette Descr. Ölves[11].


Et andet, om end til dels ufrivilligt, landingssted, der med større sikkerhed kan søges her, er "Vikarsskeið", hvor to gange en med skibbrud forbunden landing nævnes at være foregået; det således benævnte sted må antages netop at svare til strækningen Skejd[12]. I Laxd. og Ldn. fortælles, at »Unn (eller Aud) — som efter sin landing begiver sig til Kjalarnæs — landede på sønderlandet på Víkrár- (eller Vikars-) skeið, skibet sønderbrødes aldeles, men alle folkene og godset reddedes. — I HGrk. fortælles, at »Orm kom ud på på Vikarsskejd ved Tjorså, de brød skibet«. Den ældre udgave af HGrk. (Hólum 1756) læser i stedet for Tjorså Ölveså, hvad der også passer bedst med den vej sagaen i det følgende lader Orm tage fra[13]. — Også det Ísl. s. medfølgende kort har »Vikarsskeið« ved Ölveså. At denne beliggenhed af Vikrarskejd er den rette, fremgår med sikkerhed af Heimskr's beskr. (s. 152), hvor der fortælles om den modtagelse, som den af Harald blåtand til Island udsendte troldmand fik af landvætterne. Efter at han forgæves havde forsøgt landgang i Vopnafjord på Østlandet, i Øfjord på Nordlandet og i Bredefjord på Vestlandet, for han syd om Reykjanæs og vilde gå op på »Vikarsskeið«. Dér kom imod ham en bjærgrise med en jærnstav i hånden; hans hoved ragede op over fjældene, og mange andre jætter fulgte ham. Derfra for ban (ɔ: troldmanden) østerpå, langs med hele landet (ɔ: kysten af sydlandet); der var da ikke, siger han, uden sandstrækninger og havnløs kyst og stærk brænding udenfor. Da var Broddhelge i Vopnafjord, Eyjolv Valgerdssön i Øfjord, Tord gelle i Bredefjord, Torodd gode i Ölves[14].


Allerede i dette landskab møder et af de næsten utallige Grettestag (Grettistak, flt.-tök), store stene, som Grette, i lighed med hvad der enkelte steder i sagaen fortælles om ham, skal have løftet og lagt på den plads, hvor de nu befinde sig, og af hvilke næsten enhver egn på Island ved at opvise en eller flere; men med deres ægthed er det rigtignok slet bevendt, og det er ikke langt fra, at enhver løsreven klippeblok, hvis stilling var noget karakteristisk fritliggende, når størrelsen ikke var altfor overdreven, uden videre er bleven kaldet »Grettistak«; at de fleste af dem langt overgår, hvad endog den stærkeste mand vilde kunne rokke, forstår sig af sig selv. Denne her omtalte, der står under det over Helleshede førende Olavsskard, skal høre til de aldeles urokkelige.


Forbi den for sit fiskeri bekendte store bondegård Torlakshavn (Þorlákshöfn) strækker Ölves sig endnu en mils vej langs stranden tæt under den høje vulkanske fjældhede. Derpå begynder Selvågens smalle mellem sø og fjæld indsnævrede bygd, der i karakter meget nærmer sig egnene på sydsiden af Guldbringe syssel. Jo længere man kommer mod vest, desto højere og brattere bliver fjældskråningen, flere steder har lavastrømme fra fjældsiden styrtet sig ned mod søen. Egnen tager navn efter en bred og kort lille bugt Selvåg (Selvogr, ældre -vágr), inden for hvilken der ligger en lille sø eller dam, der ved en os står i forbindelse med vågen; heromkring gruppere gårdene sig, der alle i høj grad lide under det skadelige sandfog; havne findes her ikke, og selv med både kan det være vanskeligt nok at finde de enkelte brugelige landingssteder. Øst for vågen findes den største samling af huse og gårde, og noget vest for disse står ene på den øde sandstrækning Strandar-kirke; tidligere hørte til kirken en i sin tid anselig gård Strönd[15], men i omtrent 150 år har gården været i øde på grund af sandfog. Strandar-kirke har i den nyeste tid fået en vis berømmelse, i det den gamle katolske skik, til frelse fra fare eller for at bevirke et ønskes opfyldelse at love noget til (heita á) en gudelig stiftelse, med hensyn til denne kirke forunderlig nok er levet op igen endog efter en temlig betydelig målestok. Om den før nævnte sira Erik Magnusson (galdremanden), der i sin tid havde dette kald, minder endnu en stor kunstfærdig »Eriksvarde« højt oppe på kanten af en stejl fjældbrink. Foruden fiskeri er fåreavl indbyggernes hovederhvervskilde, og fårene finder også på fjældheden gode græsgange og mod uvejr og kulde ly i adskillige lavahuler, der her som i almindelighed på sydlandet ligefrem bruges som fårestier. Når havisen en enkelt gang når til disse kyster, regnes dens skadelige indvirkning på tangen til de største ulykker, da både indbyggerne benytte denne, og navnlig for kreaturerne er det om vinteren den eneste næring, når isskorpe ofte i lang tid bedækker jorden[16]. Selvåg støder mod vest op til det under Guldbringesyssel beskrevne Krisevig, der i gejstlig henseende hører til Ånæs syssel, idet det er anneksi til Selvåg.


Udsigt omkring Tingvoldsøen - (W.G. Collingwood, 1897)
Nord for Ölves, langs Sog og Tingvoldsøens sydvestlige bred, ligger den såkaldte Gravning (Grafníngr), et afsides og lidet besøgt bygdelag, hvis beboere både i deres personlige optræden og huslige indretning viser sig kun lidet påvirkede af omverdenen. Fra Ölves adskilles Gravningen ved Ingolvsfell og fjældstrøgene, der forbinder dette fjæld med Hengilen og dertil hørende fjældheder. På sin vej fra Tingvoldsøen til Hvitå gennemstrømmer den brede å Sog, der har sit udløb fra Tingvoldsøens sydøstlige hjørne, først den langagtige, temlig store sø Ulvljotsvatn (Úlfljótsvatn) og derpå Alvtavatn (Álptavatn), der er omtrent en fjærdingvej bredt, men så grundt, at man kan ride tværs over det på forskellige steder. Allerede navnet Sog (af at suge) antyder stærk strøm og vandrigdom; således er også i virkeligheden forholdene ved dette afløb, der til alle tider har vakt forbavselse, da Tingvoldsøen aldeles intet tilsvarende tilløb har. De fugtige engstrækninger langs Soget er berygtede for deres talløse skarer af stikkende myg, der på flere af de her liggende gårde er om somren både for mennesker og dyr en næsten utålelig plage, som for resten også mærkes mere og mindre på forskellige punkter ved Tingvoldsøen. Blandt gårdene her nævnes i HGrk. (s. 57) Ulvljotsvatn (Úlfljótsvatn) syd for søen af samme navn, og den tæt syd for liggende gård Bildsfell (Bíldsfell)[17]. Flere spredte småfjælde og højdedrag skiller dette parti, til hvilket navnet Grafníngr i Hörds saga (HGrk.) synes at være indskrænket, fra den langs den sydvestlige bred af Tingvoldsøen liggende del af Gravningen; blandt disse kan mærkes Dråttarhlid (Dráttarhlíð), der som et næs skyder sig frem mellem Tingvold- og Ulvljotssøen; i højdedraget her vil man påvise forskellige såkaldte landnamsmænds høje[18].


Den langs Tingvoldsøen liggende del af Gravningen er navnlig skuepladsen for en del af de i HGrk. fortalte begivenheder; hvad den naturlige beskaffenhed angår, slutter denne egn sig nøje til den egenlige Tingvoldsvejt — med hvilken hele Gravningen nu udgør én hrepp og indtil for kort tid siden også i kirkelig henseende har været forenet —; og da den også i sagaen viser sig hovedsagelig at stå i forbindelse med de nord for liggende egne, vil det være naturligst i skildringen at udgå fra disse. — Under beskrivelsen af Guldbringe og Kjos' syssel blev det bemærket, at den fra Kjos' syssel over Mosfellsheden liggende vej fører til Tingvoldsvejten (Þíngvallasvejt), således benævnes det landskab, der mod nord, øst og til dels vest omgiver den store Tingvoldsø (Tingvoldvatnet, Þíngvallavatn, 5—6 mil i omkreds), bestående af udstrakte fra en fjærn fortid stammende og derfor til dels med græs og krat begrode lavastrækninger, ja en tilsvarende begrænsning findes endog langs søens sydvestlige bred, hvad enten nu dette hraun er en fortsættelse af det omtalte fra nordøst kommende, eller skylder fjældstrøgene omkring Hengil sin oprindelse. — Når man ad denne vej begynder at nærme sig Tingvoldsvejten, findes syd for vejen (på højre hånd) et almindelig benyttet bedested Vilborgarkelda (kelda ɔ: sump), en græsrig flade, der rimeligvis allerede i oldtiden benyttedes som sådant, i al fald ser vi stedet nævnt i HGrk. (s. 31—32) som et punkt, hvor forskellige veje mødtes. Snart efter at man fra hedens stenede og tuede lyngflader er kommen over på dens østlige fortsættelse, de her omtrent lige så jævne hraunflader, deler vejen sig, efter som man vil lige frem til Tingvold, eller til højre langs søens vestlige bred. Vælger man det sidste, befinder man sig snart på søens nordvestlige bred, med en sort, svagtbuet, vulkansk sandskrænt på højre hånd, der efterhånden skarpere udpræger sig. Under den, nær søen, står gården Skålabrekka (Skálabrekka)[19], der i følge Ldn. (s. 312) har fået sit navn efter den skåle, som landnamsmanden Ketilbjørn byggede her på sin rejse for at vælge sig bosted. — Derefter bøjer vejen længere bort fra søen over kun lidet karakteristiske hedesletter, forbi gården Hedebæ (Heiðarbær), til hvis besiddelse den omtalte Vilborgarkelda hører, men som kun har lidet gavn deraf på grund af de rejsendes flittige besøg her; men snart ligger den påny ned mod denne, og nu begynder kysten at falde stejlt af mod søen, så at man ofte ad smalle stier må passere den bratte skråning. Efter at en sådan længere strækning og en derpå følgende smal, stejl sti, et såkaldt klev (klif), er passeret, begynder det berygtede Joruklejv (Jórukleif)[20], der i HGfk. oftere (s. 31,58) omtales som et sted, hvorover vejen til og fra gårdene ved Tingvoldsøens sydvestlige bred lå. De langs søen løbende højdedrag skyder sig nemlig her som en stejl vulkansk klippevæg ganske tæt hen mod denne og falder lodret af mod en smal skrænt, der alene skiller den omtalte væg fra søen. Langs ad denne skrænt eller li ligger nu vejen. Tilsidst kommer for mindre kyndige vejfarende, der ikke forstår at omgå stedet, næsten det værste, i det stien på et sted, hvor man skal til at stige ned til et foran liggende lavere parti, ligger mellem så nær ved hinanden stående klippeblokke, at den kun kan passeres, når man trækker hesten efter sig. Her åbner sig en interessant og ejendommelig udsigt til den foran liggende egn. To i søen udløbende regelmæssig formede klippenæs, med en kyst så lige og lodret, som var den afskåren ved kunst, danner en smuk aflang lille bugt, op fra hvilken et ikke stort, men vildt og romantisk parti strækker sig med smalle, langagtige dale eller rettere kløfter, sønderskårne og begrænsede af vulkanske høje, i baggrunden klipper og større og spidsere fjælde, alt i livlige sorte og grønne farver — de sidste frembragte ved småskov eller, endnu oftere, det skuffende grønne mos, der her overalt bedækker det gamle hraun, og som man i det hele hyppig finder på de vulkanske fjældheder omkring Hengilen. Ud over søen møder øjet først de to i denne liggende holme, egenlig kun to småfjældei der altid synes lige nær, hvor ved søen man så befinder sig; i nord og syd hæver sig bag søen fjælde, også på kysten lige over for ses sådanne spredte. Her i den smalle dalstrækning ved Joruklejv findes flere stednavne, der har hensyn til Jora, en farlig troldkvinde, der ved klevet lurede på de rejsende, til hun endelig med den norske konges bistand lykkelig dræbtes. Noget oppe i dalen ses en spids vulkansk høj Joruhol (Jóruholl), hvor hun havde sin bolig, efter at troldenaturen var faret i hende; desuden findes her Jórugil og ovenfor dalen Jórutindr[21]. Fra denne dal ligger en sti op på Mosfellshede, der så snart en noget brat foran liggende vulkansk højderand er passeret også her antager sin sædvanlige karakter. — På sydsiden i det smalle, men noget høje næs hinsides den omtalte lille våg ligger gården Nesjar (egl. Nes), den første i Gravningen, idet Joruklejv anses at skille denne bygd fra Tingvold-svejten. Herfra ligger vejen, om en sådan kan dog kun uegenlig tales, over et vildt, mosgrot, næsten ufremkommeligt hraun, indtil syd for dette ved søens sydvestlige hjørne påny en lille rundagtig vig skyder sig ind, ved hvilken gården Hagavig (Hagavík) står, med Hengilsfjældene tilsyneladende tæt bag ved sig. I Hagavig boede i følge HGrk. (s. 5. ffg.) den velstående Högne, hvis datter den på nabogården Ölvesvatn boende høvding Grimkel gode skaffede den af ham yndede og beskyttede Grim den lille til ægte.


Björn Gunnlaugssöns kort over Altingsstedet
Fra Hagavig fører vejen bag om aflange fjældhøjder, sydøst for hvilke gården Ölvesvatn (Ölfusvatn) står, til denne, som man pludselig nærmer sig efter at være passeret nogle vulkanske sandpletter og steget over en bag det hverken høje eller store fjæld udløbende ås. Gården, der er en temlig betydelig ejendom[22], står ret smukt på slettelandet under det omtalte lille fjæld ved den vestlige bred af en lille å ikke langt fra Tingvoldsøens sydlige bred, med udsigt til et temlig fladt af Dråttarhlid og forskellige spredte småfjælde begrænset landskab. Her hoede i fordums tid den i Hørds saga så meget omtalte Grimkel gode, faderen til sagaens helt. I sagaen nævnes gården ofte (s. 5. ffg.), her stod Grimkels eget (andet og tredje) og flere andre af de i sagaen optrædende personers bryllup. Om Grimkel fortælles det (HGrk. s. 5), at han først boede »syd ved Fjældene (at Fjöllum) kort fra Ölvesvatn, det sted hedder nu Grimkelsstad (Grimkelsstaðir), og der er nu fårehuse«, men efter sin første kones død flyttede han til Ölvesvatn, da landet (landakostir) forekom ham bedre dér[23]. Grimkelsstads beliggenhed er nu uvis; på Ölvesvatn påstod man (ɔ: en derværende ældre mand, 1874), at Grimkel først havde bot på den sydøst for Ölvesvatn liggende gård Krog (Krókr) og vilde påvise sporene af den ældre bebyggelse i nogle daværende tomter. — Grimkel havde stort godord og var en ivrig afgudsdyrker; på Ölvesvatn holdtes en vis dag »hofhelgi« (tempelfest), og her havde han et gudehus, der i sagaen kaldes Torgerd hørgabruds hov, men som dog også ses at have indeholdt billeder af de andre guder. I vrede over ulykkespående varsler brænder Grimkel hovet og alle guderne op. Spor af dette gudehus ser man nu ikke, men syd for gården er i tunet en lav høj Hovhol (hofhóll) hvorpå der står et fårehus, der af stedet bærer navnet »hofhus«; her skal gudehuset have stået[24]. — Hjemme ved gården ligger en ikke høj firkantet stenblok, hvori der findes en fadformig fordybning, omtrent en fod i tværmål, en anden lignende, men større, skal for øjeblikket være benyttet som grundsten i en af gårdens vægge; om denne sidste siger man, at den i sin tid har stået foran den der daværende kirke. Men i øvrigt kaldes de her som andetsteds »blotstene« (blótsteinar), og antages at have hørt til de gamle gudehuse og været benyttede ved ofringerne. Sådanne stene findes nemlig temlig hyppig på Island, en lignende er ved Tingvold præstegård, en anden skal være ved Ulvljotsvatn, hvor der ligeledes er kirke[25]. Det er måske ikke urimeligt at antage, at de oprindelig har været vievandskar fra den katolske tid bestemte til at opstilles ved indgangen til kirkerne[26]. Straks neden for (sydøst for) hovhuset er en ved sporene af et gammelt græstørvsgærde udhævet del af tunet kaldet Grimkelsgærde (Grímkelsgerði), her findes i den vestlige udkant tæt ved huset en stor aflang tue Grimkelslejde (Grímkelsleiði), hvor altså Grimkel skulde være begravet; sagaen fortæller, at han kort efter at have brændt hovet pludselig døde og blev jordet »syd for gærdet« (»jarðaðr suðr frá garði«, HGrk. s. 59)[27].


Vil man i steden for at besøge Gravningen til selve Tingvoldsletten (Þingvellir) — det berømte gamle altingssted —, fortsætter man fra Mosfellshede vejen ligefrem; den første gård i Tingvoldsvejten, Kårestad (Kárastaðir)[28], passeres, den store Tingvoldsø og heden og fjældene hinsides denne har man allerede længe haft for øje, men Tingvold med nærmeste omgivelser ser man endnu intet til. Da skråner stien pludselig ned mellem nogle hraunblokke, drejer pludselig til venstre og forvandles til en stejl trappe, der parallelt med klippevæggen, mellem denne og en fremspringende hraunblok, ligger ned til bunden af kløften. Det er nemlig Almannagjå (Almannagjá, gjá ɔ: kløft), som man nu er i færd med at stige ned i, og dens høje vestlige væg, gennem — eller rettere på skrås ad — hvilken den omtalte sti ligger. Den flade hen ved 100 fod brede, græsbevoksede bund har til venstre en over hundrede fod høj, lodret mur, til højre en langt lavere (40—50') og mere sammenstyrtet væg. Langs ad kløftens bund ligger vejen et stykke frem, derpå drejer man til højre over den lavere væg og står nu foran en af Öksarås arme gennemstrømmet lille slette, der lige over for begrænses af en mørk af kløfter gennemskåren hraunslette, der jævnt hæver sig op mod de øst for liggende fjælde, hvor den afsluttes af en anden parallelt med Almannagjå gående kløft Ravnegjå (Hrafnagjá).


Begiver man sig over sletten og vender blikket mod Almannagjå, får man det bedste overblik over stedet med dets nærmeste omgivelser. Lige over for sig har man Almannagjås lodrette vestlige væg strækkende sig fra nordøst til sydvest i en længde af henved en mil, af forbavsende lighed med en ved menneskehænder opført mur; ligheden bliver endnu mere slående ved lavaklippens parallele lag og naturlige rævner, der deler den i regelmæssige oftest firkantede blokke, så at sammenligningen med lævningerne af en uhyre middelalderlig fæstningsmur, et i ruiner faldende stykke kinesisk mur, uvilkårlig fremstiller sig for beskueren. Det ruinagtige fremkommer ved de uregelmæssige blokke og fremspringende klippestykker, der afslutte væggen for oven. Ned over den lodrette væg styrter sig som et glimtende hvidt bånd en smuk lille foss, det er den vest fra kommende Öksarå, der derpå løber et stykke i kløftens bund og så skummende og brusende bryder sig vej gennem østervæggen ud til sletten, hvor den fortsættende sit løb mod syd først forgrener sig om flere holme og lave sandbanker, men derpå snart igen samler sig og falder forbi kirken og præstegården[29], der står på åens østlige bred, ud i Tingvoldsøen.


Da Ketilbjørn på sin opdagelsesrejse drog fra Skålabrekka, kom han, fortæller Ldn. (s. 312), til en å, hvori de tabte deres økse, den kaldte de Öksarå (Öxará, ɔ: Økseå). Sturl. (I, 203) knytter hertil den meget påfaldende oplysning — der dog vel ikke kan være andet end et uhjemlet sagn — at åen siden »blev ledet i Almannagjå og nu gennemløber tingsletten«. Det er nemlig ikke let at se, hvorfor man skulde have gjort sig den ulejlighed at lede Öksarå, der vest for Almannagjå gennemløber en ufrugtbar lavahøjslette, ned i denne kløft, hvis den ikke oprindelig havde haft sit leje her; heller ikke kan det ses, hvorledes den nogensinde på sin vej til Tingvoldsøen skulde have undgået at gennemløbe Almannagjå.


Öxárfoss - (W.G. Collingwood, 1897)
Noget syd for åens udløb fra kløften ligger vejen, der fører fra kløften over åen og holmene til sletten. Den stejle sti, der fører vestenfra ned i kløften, kan man derimod ikke se herfra, da den dækkes af et parallet gående klippestykke i vestervæggen. — Østervæggen skråner jævnt ned mod den omtalte neden under (ɔ: øst for) liggende smalle lille slette, der udgør den store af de to kløfter begrænsede lavaflades laveste parti; oven for (ɔ: mod nord) hæver sig det anselige Årmannsfell (Ármannsfell), under hvilket Almannagjå taber sig, med sin grønklædte fod; syd for breder sig Tingvoldsøens udstrakte flade. Det hele interessante parti skylder sin oprindelse til det nordøst for Årmannsfell liggende fjæld Skjaldbrejd, der i en forhistorisk tid har udsendt uhyre lavastrømme, som har fyldt en del af Tingvoldsø-bæknet og bedækket store partier af den mellemliggende egn. På strækningen mellem Almannagjå og Ravnegjå, hvor bredden er ½-1 mil, antages der så at være foregået en sænkning af grunden[30]. Ved det mellemliggende lavalags synken opstod nu ikke alene de to omtalte store kløfter, i det den størknede lavaskorpe brast og skilte sig fra den omgivende lavamasse, hvis rande kom til at stå som to sidemure, mod hvilke den synkende lavaskorpe selv dannede den indre tilsvarende lavere begrænsning, — men i selve denne dannedes flere større og mindre, med de to største paralleltløbende, kløfter, hvoraf mange udmærker sig ved i bunden at være fyldte med forunderlig klart, gennemsigtigt vand. De længste af kløfterne fortsætter sig helt ud i søen, hvis bund er et undersøisk hraun aldeles af samme beskaffenhed som den ovenfor skildrede ned mod søen skrånende lavastrøm. — Følger man således Almannakløften syd efter, ses denne først hist og her at snævre sig sammen og fyldes af klippeblokke. Derpå begynder hraunet at sænke sig jævnt ned imod søen, og kløften selv bliver utydeligere og deler sig i flere mindre, som alle fortsætter sig langt ud i denne; her, hvor Almannagjå begynder at dele og tabe sig, har kløfterne på flere steder små tværbroer, hvor væggen helt eller til dels når sammen og således tilsteder passage i al fald for gående.


I året 1789 fandt et stort jordskælv sted i denne del af landet, Tingvoldhraunet (ɔ: strækningen mellem Almannagjå og Ravnegjå) og søen undergik forandringer, i det søens nordlige bred sænkede sig og kom under vand; også Almannagjå led ved sammenstyrtning, og flere andre steder styrtede klipper ned. Indtil den tid havde den sædvanlige vej til og fra Tingvold ligget langs skråningen af Almannagjås østervæg, hvor endnu sporene af de gamle ridestier ses, indtil den længst nede ved søen førte tværs over kløfter og hraun — eller vel egenlig nedenfor disse. Men ved jordskorpens sænkning på grund af jordskælvet kom den gamle vej langs søen hist og her under vand, hvorefter den opgaves[31]. Men i det hele og store er dette hraun vistnok i umindelige tider ingen forandringer undergået, en frodig vækst af græs, lyng- og bærbuske og dunkelgrønt birkekrat bedækker det og bidrager til at give egnen et livligere og frodigere præg, om den end ikke helt kan skjule de mørke kløfter, klippevægge og lavaflader.


Dette sted udvalgtes ifølge Islb. (s. 6) til Islands fælles tingsted ved altingets indstiftelse år 930, efter, at Grim gedesko[32] i tre år havde berejst hele Island for at udsøge et sådant; og siden har “altinget” (alþingi, yngre alþing) eller, som det senere efter at landet havde mistet sin selvstændighed hyppig kaldtes, »Öksaråting« (Öxarar-Þíng) holdt sine møder her[33], indtil de sidste rester af det gamle alting med forrige århundredes slutning forsvandt[34].


Naturen havde gjort alt for at danne stedet bekvemt til et sådant brug[35], og tilfældet kom til hjælp, så at dets erhvervelse blev let. En mand, der ejede land »i Blåskovene« (í Bláscógom), var nemlig bleven dømt fredløs på grund af mord på en træl eller frigiven ved navn Col, hans land tilfaldt det offenlige og blev nu henlagt til altingsbrug; »derfor er der«, fortsætter Islb., »almerming i henseende til skovhugst til altingsbrug og på hederne græsgang for hestene.«


Efter Kol, siges der sammesteds, benævnes den kløft (gjå), som der siden dér er bleven kaldet Kolsgjå (Colsgea), hvor »ligene« (flt!) fandtes.


Om Kolsgjå véd nu ingen noget. Arne Magnussön, der med den største omhyggelighed i mere end 40 år samlede oplysninger til den omtalte oversættelse af Are frodes Islændingebog, som han arbejdede på fra for 1688 og lige til sin død 1730, bemærker imidlertid med hensyn til Kolsgjå: Kolsgjå, er fortalt mig, skal være ved den sydlige side af det sted, som hedder Lererne, nord for Tingvold (sunnanverdt vid pláts þad er Leirur kallast, nordur frá þingvelle) — og tilføjer, at hans hjemmelsmand var sira Torkel Arnessön[36], men sira Torkel havde det fra de folk, der havde hørt sira Engelbert kalde denne kløft således. Sira Engelbert Nikolavssøn var præst på Tingvold 1617—69 (Sv. Nilssöns prestatal IV., 14).


Altingsstedet - (W.G. Collingwood,)
Altingsstedet havde sin bestemte begrænsning[37], der omsluttede det fredhelligede ting[38]; sådanne tinggrænser findes imidlertid intetsteds udtrykkelig nævnte. Mod øst og vest synes dog tingets begrænsning næsten foreskrevet af naturforholdene. Også mod nord frembyder sig en naturlig begrænsning for tingstedet, i det — omtrent midtvejs mellem den den store og lille foss — to fremspringende lavapynter »Kastellerne« (Kastalar) dele den oftere omtalte græsslette, der fra åens udløb fra Almannagjå langs dennes østervæg ligger op mod det skovgrode hraun under Årmannsfell, i to afdelinger. Nord for denne indsnævring begyndte utvivlsomt de såkaldte “Øvre Volde” (Efri Vellir), der, som man erfarer af Sturl. (I. 29 ffg.), lå uden for tinghelligheden. Deres beliggenhed som umiddelbart oven for selve tingsletten (vellirnir, völlrinn) ses tydelig ved sammenligning af de steder i sagaerne, hvor de nævnes[39].


Da så vel hovedvejene til tingstedet øst fra som nord fra udmunder her, og da man først her ret kunde ordne sin flok efter at være kommen ned fra de trange hraunstier, var der anledning for de tingrejsende høvdinger til et foreløbigt ophold her (Sturl. I., 291); når meget stod på spil, som ved det vigtige ting efter Njålsbranden, kunde det hænde, at modparterne fylkede her og således rede ned på tinget (Nj. s. 730—32)[40].


Uagtet, eller — måske rettere sagt — netop fordi altingsstedet lige til slutningen af forrige århundrede har været sæde for Islands almindelige ting (medens dette i tidens løb helt skiftede sammensætning og betydning), har spor af det oprindelige haft særlig vanskeligt ved at holde sig her, og man vil vistnok efter en alsidig prøvelse af alle hidhørende spørgsmål komme til det resultat, at den ægte tradition om altingsforholdene i fristatens tid forlængst er tabt; ja selv blandt de lævninger af menneskeværk, som tingstedet kan opvise, synes få eller ingen at kunne føres tilbage til hin tid.


Tingstedet indesluttede naturligvis først og fremmest de tingbesøgendes boder, og de var det, der hovedsagelig for øjet gav det karakteren af et sådant. Af bodtomter træffes her endnu en del, så godt som alle vest for åen. Fra hele dette parti er man nu så godt som afskåren under et ophold på Tingvold; vil man derhen, må man enten ride eller vade over Öksarås arme, hvor vandet når en til knæerne, eller lade sig sætte over i båd nede ved præstegården. I ældre tid var dette anderledes, da førte over åen en bro, som ofte nok omtales i sagaerne, da den ifølge forholdene måtte være et sted, hvor de tingbesøgende jævnlig tilfældig mødtes. Som det af kortet vil ses, antages den at have ligget omtrent ud for kirken, hvor der fra præstegårdens tun skyder sig et lille næs frem mod åen; denne beliggenhed passer også godt til sagaernes antydninger, samt med åens løb og hele leje. Efter at have samlet sig efter forgreningen om den i åen liggende holm bliver åen smallere og dybere, hvorfor også stedet neden for broen synes at have været meget yndet af tingmændene, når de vaskede sig.


De fleste af de endnu tilbageværende bodtomter ligge på strækningen vest for åen lige over for kirken og præstegården. Dels på sletten ved den vestlige åbred, dels på lavaskråningen oven for op mod Almannagjå ses 16 bodtomter, der til dels synes at danne en dobbelt række langs skråningen. Desuden findes på den smalle landstrimmel under Almannagjås østerskråning, mellem, hvor vejen ligger ud gennem kløftvæggen, og åens udløb fra kløften, en enkelt række, af åen til dels bortrevne boder. Dennes løb må nemlig efterhånden være undergået en del forandringer; oprindelig har åen vistnok ved sit udløb fra kløften kun delt sig i to arme, der, i det de bøjede mod syd, omsluttede den oftere omtalte Öksaråholm (Öxarárhólmr, eller -hólmi), der tydelig nok i sagaerne betegnes som den eneste i åen, — bekendt som det for holmgange sædvanlige sted[41]; således stod her tvekampen mellem Gnnlaug Ormstunge og Ravn, efter at denne svigagtig havde erholdt hans trolovede, Helga den fagre, til ægte.


Nu er armene tre og holmen delt i to eller flere og disse omgivne af brede grusbanker (ører), opståede af det af åen søndergravede land, når den til forskellige tider har kastet sig mere østlig eller vestlig. I steden for at den vestlige arm formodenlig oprindelig har ligget tæt ind under holmen, synes den senere bestandig at have trukket sig længere bort fra denne og gravet bort af det under Almannagjås østervæg liggende land, så at af den tidligere herværende rand er nu næsten intet efter.


Der hvor vejen nu ligger op over Almannagjås østervæg, hæver sig øverst på skrænten nord for vejen en tydelig og temlig stor bodtomt med indgang midt på den ene langvæg, med en mindre firkantet udbygning for enden og en rund lille tomt nord for. I selve Almannagjås bund er på hver side af vejen én tomt og desuden på strækningen nord for vejen indtil åens udløb af kløften fire andre til dels store og velbevarede bodtomter[42]. I alt findes der vest for åen lævninger af c. 30 boder, størreisen er hos de fleste 8 × 12 al., enkelte 8 × 18 al.; den aflang-firkantede form er fremherskende, dog er endel mere eller mindre kvadratiske. Højden af den tilbagestående tomt er hos de fleste fra 1 fod til 1 al., indgangen findes midt på langvæggen, dog hos nogle, navnlig de mindre, ved enden. Flere af de større boder har en mindre udbygning ved den ene ende eller ud fra enderne af den ene langvæg, og umiddelbart op til sådanne ligger desuden ofte en anden mindre, men omtrent ligedannet bod. Øst for åen findes ikke mange bodtomter: én i Tingvoldtunet lidt oven for det formodede sted for den fordums bro; to, hvoraf den ene med en lille udbygning, ligger tæt ved siden af hinanden nordøst herfor ved enden af en hraunkløft, noget ophøjede over sletten, og desforuden findes ubetydelige spor af et par andre på en flade neden for, som åen nu næsten har forvandlet til en holm.


Allerede disse tomters ringe størrelse er mistænkelig; endnu mere den omstændighed, at man nu så godt som kun vest for åen påviser bodtomter, medens i følge oldskrifterne en betydelig del af tingboderne har ligget øst og nord for åen[43]. Derimod fremgår det af beretninger fra det 18de årh., at tingmændenes boder den gang indskrænkedes (og vistnok i forvejen faktisk vare indskrænkede) til strækningen vest for åen[44]; her foregik da også udøvelsen af hele den tinglige virksomhed, og det er derfor ikke underligt, at navnet »ting« sælig blev knyttet til denne del af det gamle tingsted, således som man endnu kan høre det brugt.


Almannagjá - (W.G. Collingwood, 1897)
Selv om enkelte af de på altingsstedet tilbageværende bodtomter stå på samme sted, hvor der fra de ældste tider af har stået en bod, vil en sådan tomt næppe kunne fortjene navn af oldtidsminde; urørt fra fristatstiden af er i hvert fald vistnok ingen, i det man utvivlsomt, århundrede efter århundrede, som man bedst kunde, har benyttet materialet af de gamle ved opførelsen af ny.


Den af de ældre sagaer, der med størst udførhghed omtaler altingsforhold, er ubetinget Njåls saga. Efter Nj. at dømme havde østlændingerne og beboerne af Tingøsyssel deres boder øst for åen; flertallet af nordlændingernes, samt alle syd- og vestlændingers skulde derimod have ligget vest for denne.


Hermed stemmer også angivelserne i flere andre sagaer; således tjaldede i følge Hrk. (s. 12—13) Såm bod øst for åen, og her var vel også de øvrige østfjordingers boder; den bod, hvori brødrene fra Torskefjord (Bst.) havde ophold, lå derimod vest for åen. — Atter andre sagaer udtrykke sig mindre bestemt, men give dog vink, der gå i samme retning; når der således i Bdm. C. (s. 13) siges om den gamle Ofejg, der var reden til tings i flok med høvdinger fra den nordvestlige del af landet, og som tidligere havde aflagt besøg i boderne hos et par vesterlandske høvdinger for at sikre sig disses hjælp, — at han går »over broen« og til sine frænder Skarda-mændene for at bede dem ledsage sig til lovbjærget, er det ikke urimeligt at antage, at der derved skal betegnes, at disses bod lå på en side af åen modsat den, hvor han selv og de tidligere omtalte høvdinger opholdt sig; og, da Skarda-mændene var fra Tingøsyssel, de i sagaen forud omtalte på altinget tilstedeværende høvdinger derimod fra den nordvestlige del af landet, har vel Skarda -mændenes bod ligget øst for åen.


At østlændingernes boder var øst for åen synes bekræftet så vel ved Ljosv.[45] som ved de to småfortællinger om Torlejv jarleskjald[46] og Ölkovre[47]. — I modsætning til Nj.s fremstilling, i følge hvilken beboerne af Tingøsyssel skulde have deres boder øst for åen, står en angivelse i Vem. (s. 305), at Skuta havde sin bod vest for åen. — På den anden side lader fremstillingen i enkelte sagaer nærmest slutte, at i det mindste visse vestlændinger have haft deres boder øst for åen; dette synes således i følge Gunl. (s. 259—60) at have været tilfælde med Gilsbakkefolkene (M.) og i følge Laxd. (s. 290) med Torgils Hallassön (D.).


Af sagaer, der omhandle begivenheder fra en yngre tid, indtager Sturl. ubetinget den første plads med hensyn til skildringen af altingslokaliteter. Den er utvivlsomt i det hele den af alle islandske sagaer, der giver os de udførligste og pålideligste oplysninger om altingsforholdene, uagtet sagaens fremstilling i denne henseende ikke altid er let at forstå.


Af denne saga lader sig ikke udlede nogen bestemt regel for fordelingen af boderne. Snorre Sturlassöns vigtigste og af ham sædvanlig benyttede bod lå således øst for åen; dog ses Snorre også en altingssommer at have ladet bygge bod vest for åen. — Øst for åen synes i det hele i følge Sturl. en stor del af tingboderne at have ligget, og blandt sådanne nævner sagaen en, der ved sit navn viser sig knyttet til Vestlandet (Jöklamanna búð), en anden, som fulgte et sönderlandsk godord (Allsherjar buð).


Den faste stamme af altingsboderne udgjordes øjensynlig af de boder, der fulgte de forskellige godord. Det var ifølge Grg. (§ 23) pligt for enhver tingmand at tage ophold i sin godes bod, hvor han kunde gøre fordring på et særskilt rum dannet ved et forhæng tværs over boden. Disse boder må have været meget store, de har vistnok tidlig fået egne navne og har haft deres bestemte uforandrede plads på tingstedet; var godens tingmænd mange, har det vel også ofte været nødvendigt for ham at have flere boder, hvad der synes at kunne sluttes af flere steder i Sturl. Om privatmænd uden godeværdighed har haft deres egne boder er ikke let at afgøre, ti skønt der mangfoldige steder i sagaerne tales om N. N.s bod, er det umuligt at se, om der menes den N. N. tilhørende bod, eller blot den, hvori han havde ophold. Dog er det ingenlunde usandsynligt, at de mere velstående bønder stundom kan have haft deres egne boder (skønt ofte har dette vel ikke været tilfælde på grund af den dermed forbundne ulejlighed og bekostning, som det jo var ganske unødvendigt for ham at underkaste sig, da godens bod stod ham åben). Vilde en sådan mand opføre sig en bod, behøvede han næppe at frygte nogen vanskelighed fra godens side, skønt denne efter loven kunde stævne ham til erlæggelse af en tre marks bøde, hvis han ikke vilde tage ophold i hans bod (Grg. § 23).


Foruden deres boder, der kom for tingforhandlingernes skyld, fandtes der på altingsstedet endel tålte, men kun lidet ansete håndværkerboder: Garver- og sværdfegerboder nævnes i Grg. (§ 101); en sværdfegerbod nævnes også, med tydelig foragt, i Nj. (s. 812, i et vers s. 818 kaldes samme sværdfeger endog ligefrem »gøgler«). — En ølbod nævnes i Sturl. (I, s. 300), dog vistnok kun som et tilbehør til Snorre Sturlassöns bod; at ølsalg har været drevet på altinget som en forretning ses imidlertid af Ölk. — Sammen med de oven nævnte garver- og sværdfegerboder anfører det yngre håndskrift af Grågås (AMske udg. II, s. 84) endog gøgleres og tiggeres boder. — Om omvandrende tiggere udtrykker Grg. (§ 131) sig rigtignok meget skånselløst: for sådanne skulde man ved spisetid lukke sine boder, og deres egne boder var ufredhellige — men, da ingen egenlig uderende magt fandtes, er det åbenbart i virkeligheden ikke gået så strængt til.


Flosagjá og Nikulásargjá - (W.G. Collingwood, 1897)
I Grg. (§ 78) omtales særlige håndværkere, som gav sig af med at opføre boder på altinget; de må have været opførte ganske som udhuse på Island endnu bygges, langagtig-firkantede, med indtil flere alen tykke og 3—4 al. høje vægge af lagvis lagte græstørv og flade sten (der vel her på grund af egnens bekaffenhed er bleven rigeligere anvendte end sædvanlig er tilfældet), med en smal døråbning og spidst tilløbende gavle. Således har tomterne stået året igennem; i altingstiden har man så givet dem et vadmelstag, og ligeledes behængt væggene indvendig med vadmel, dette kaldtes at tjælde (egl. tælte) boderne. — Tør man tro beskrivelserne i Nj., har høvdingeboderne været udstyrede med bænk (pall)[48], ja undertiden endog med højsæde.


I Hrk. (s. 14) omtales to skindkojer (húðföt) stående inde i en bod på tværs i denne; og, at dømme efter en ytring i Flatb. I, s. 386, har det været sædvanligt at afklæde sig om aftenen og gå ordenlig til sængs (sml. også Sturl. I., s. 300).


I eller ved boden kunde i følge Grg. forskellige retslige meddelelser foregå. Til boderne har vistnok almindeligvis hørt et kogehus; i OSto. (Flatb. I, 524) nævnes et bryghus (heituhús), som var det et almindeligt tilbehør til boderne[49]. — Bodernes indbyrdes nære beliggenhed kan sluttes af, at smalle stræder (sund) mellem disse oftere omtales; således finder i følge Bdm. C. (s. 7) Ofejgs og hans søns møde sted i bodsundene (i buða sundunom).


Ganske interessant er det af det forhen omtalte kgl. reskript angående altingsmændenes rådighed over tingstedet at se, at endnu 1737 gik bodtomterne i arv i familierne; i dette anføres nemlig, at Tingvoldspræsten, som mener sig berettiget til erstatning for den skade, der tilføjes præstegårdens grund ved tingmændenes årlige reparationer af deres bodtomter (»tofter«, som de i reskriptet nævnes), har beklaget sig over, at de »bruge og forarbejde der sammesteds tofter, som de skal lade opbygge af jord og stene, hvilke tofter de ville arve, en efter anden, ligesom anden lovlig arvedel, uagtet hans forbud.« Endnu 1792 brugtes boder på altinget; Sv. Povlssön anfører nemlig i sin dagbog for dette år (Natur-hist. Selsk. Skrivter III., 1., s. 192), at rettens besiddere og andre vedkommende, som besøge altinget, »logere enten i tælte eller i de såkaldte boder: det er af jord og sten opbygde gærder, behængte indvendig med gardiner, og overdækket med hvidt vadmel.« 


Det nævntes tidligere, at vistnok alle de til godordene hørende boder har haft deres særlige navne. I sagaerne findes nemlig ikke få bodnavne bevarede, af hvilke de allerfleste have hentydning enten til den familie eller den egns beboere, som benyttede boden; andre boder have vel navne dannede på anden måde — som f. eks. efter udseende, beliggenhed —, eller have rent vilkårlig valgte navne; men også om flere af disse boder gælder det, at de ses at have tilhørt en enkelt bestemt høvding, eller at have fulgt et bestemt godord.


Den af sagaerne, der har de fleste bodnavne, er Nj. og man kan endog efter sagaens beskrivelse gøre sig en omtrentlig forestilling om nogle af disse boders beliggenhed. Boderne nævnes i sagaen navnlig ved tre lejligheder. Det første sted er s. 606 ffg., hvor begivenhederne på altinget efter Höskuld Hvidenæsgodes drab skildres; Njålsønnerne støttes af Hjalte Skeggessön og Asgrim Ellidagrimssön; desuden er Mörd Valgardssön deres hemmelige forbundne. Måske Njålssønnerne har været i bod med Hjalte eller Asgrim, men disses boder kendes ikke; Asgrim Ellidagrimssöns bod nævner også Krstn. (s. 21), og der siges dér, at Hjalte og Gissur hvide på det ting, da kristendommen blev vedtaget, var i bod med denne. Mörd indtog Rangæingernes bod (Rangæinga búð). Njålssønnerne førte af Asgrim (og måske udgående fra dennes bod) går en dag i tingtiden ud for at søge bistand hos forskellige høvdinger og besøger boderne i følgende orden. Først kommer de til Gissur hvides bod — det må være den, som i Nj. s. 124 kaldes Mosfellingemes bod (Mosfellínga búð), Gissur hvides fædrenegård var nemlig Mosfell i Grimsnæs (A.)[50], han nedstammede fra en her hjemmehørende bekendt høvdingefamilie, der efter Islb.s vidnesbyrd (s. 5) netop benævntes »Mosfellíngar«; desuden siges i Nj. (s. 548), at Gissur og Hjalte, på tinget hvor kristendommen antoges, opholdt sig i Mosfellingernes bod. Om beliggenheden af Rangæingebod i forhold i Mosfellingebod giver Nj. s. 124 os et vink, der stadfæstes af andre steder i sagaen. Når det siges om Gunnar fra Hlidarende, der opholdt sig i Rangæingernes bod, at hans vej — formodenlig hjem til boden — fra lovbjærget (der, som det senere skal påvises, lå vest for åen) faldt neden for (ɔ: forbi østsiden af) Mosfellingebod, så synes det, at Rangæingernes bod har ligget syd for Mosfelhngernes bod. Ud for Mosfellingernes bod ser Gunnar (Nj. 124—25) kvinder gå imod sig; blandt disse var Halgerd, til hvem han frir, og som henviser ham til sin fader Höskuld, hvorefter Gunnar går til Dalemændenes bod (Dalamanna búð) og aftaler der fæstemålet med Höskuld. I denne bod har vel også Halgerd selv hørt hjemme, og i så fald kunde man af dette sted formode, at Dalemændenes bod havde ligesom Rangæingebod ligget sydligere end Mosfellingebod, vest for åen.


Da Höskuld og hans broder Hrut (Nj. s. 3) på vejen til lovretten passerer Rangæingebod, synes Dalemændenes bod at have været endnu sydligere end denne; dog er dette ingen nødvendighed; vest for åen må den derimod ganske sikkert have ligget, da Höskuld og Hrut ellers på deres vej til lovretten (som lå øst« for åen, oppe på voldene) ikke kunde få lejlighed til at passere Rangæingebod.


Fra Gissur hvides bod gårHjalte og Njålssønnerne til Ölvesingeres bod (Ölvusinga búð); fra denne begiver man sig til Snorre godes bod, der så vel af sagaens senere fremstilling som ved sammenligning med Sturl. viser sig at være den samme som Hladbod (Hlaðbúð). I Sturl. (I., s. 266) siges der nemlig, at Hladbod fulgte Snorrunga-godordet, og af samme saga (I., s. 55, gi. udg.) ses, at Sturlungernes stamfader havde arvet dette godord efter Måne-Ljot, der (ifg. Eb. s. 123) ansås for den ypperste af Snorre godes sønnesønner[51].


Snorre godes bod får en så udførlig omtale i Nj. i anledning af kampen på altinget efter Njålsbranden, at ingen på altingsstedet lokaliseret læser kan være i tvivl om dens omtrentlige beliggenhed. Der er da heller næppe nogen altingslokalitet, der påvises med større bestemthed end Snorrebod (Snorrabúð), hvis rester man vil genfinde i den store bodtomt på Almannagjås østerskrænt, lige nord for den ind i kløften førende vej [52]. I hvert fald må det indrømmes, at Hladbod meget vel kan have ligget her og i alle tilfælde må have ligget omtrent på dette sted. Dog står heller ikke denne bodtomt urørt fra den gamle tid; således siges i en (utvivlsomt af Finn Magnussön samlet) udsigt over oldsager i Island[53], at Snorrabúð tilhørte og benyttedes af landets sidste lavmand Magnus Olavssön[54].


Fra Snorres bod begav Asgrim og Njålssönnerne sig til Skagfjordingernes bod (Skagfirðinga búð), derfra til Mödrvellingernes bod (Möðrvellinga búð), så til Ljosvetningeres bod (Ljósvetninga búð), hvorefter de går hjem.


Almannagjá - (A. E. F. Mayer, 1836)
Af et senere sted i sagaen, hvor altingsbegivenhederne efter Njålsbranden fortælles, ses det, at Öksfjordingernes bod (Öxfirðinga búð) og Ljosvetningernes bod var øst for åen, Hladbod derimod vest for denne; øst for åen var endvidere, som det af samme sted kan sluttes, flere andre tingøinger i bod, desuden østfjordingen Bjarne Broddhelgessön; her må også den af Flose benyttede Byrgesbod (Byrgisbúð) søges, således som det med bestemthed fremgår af Sturl., hvor denne bod også nævnes[55]. Også på dette alting foretoges ifølge Nj. (s. 746 ffg.) en af Asgrim ledet vandring fra bod til bod for at sikre sig bistand hos høvdingerne. Asgrim optrådte her blandt Njåls og hans sønners hævnere, og blandt dem var også Gissur hvide og Mörd. Man synes ligesom forrige gang at have begyndt temlig langt nede, vest for åen, og derfra at være gået nord efter. Rangæingernes og Mosfellingerhes boder, der synes at have ligget nærmest udgangspunktet, var der jo ingen anledning til at besøge, da de optoges af medlemmer af dette parti; de tre boder, man besøgte, nævnes i øvrigt i samme orden som før; Skafte Toroddssöns bod ɔ: Ölvesinge bod, Snorre godes bod og Mödrvellingernes bod.


Udførligst omtales tingstedets topografi, hvor i det følgende (s. 805 ffg.) den store kamp på altinget mellem mordbrænderne og Njålhævnerne beskrives. Da Snorre gode mærker, at sagen mellem de to parter ikke kan afgøres ad lovens vej, fylker han efter aftale med Asgrim (smL s. 751) neden for Almannagjå mellem den og Hladbod (det vil vel altså sige: opstiller sine folk fra østerskræntens indre rand til hen mod sin egen bod, tværs over den ind i Almannagjå førende vej) for at hindre Floses parti fra at nå forsvarsstedet (vígit) i Almannagjå[56].


Kampen begynder ved lovretten øst for åen (hvor femterdommen havde sit sæde); da Floses parti begynder at vige, trækker Hall fra Sida og hans søn Ljot sig ned langs østsiden af Öksarå; medens Hall søger at samle folk for at skille de kæmpende, tager Ljot med sin flok stilling ved broens ende med den beslutning at komme sit parti til hjælp, når han ser det behøves. Hovedmassen af Floses parti flygter derimod forfulgt af modpartiet vest over Öksarå for at søge til forsvarsstedet i Almannagjå og veg op mellem Virkesbod (Virkisbúð) og Hladbod. Her standses deres videre fremtrængen af Snorre godes fylking: der opstår en heftig kamp, da modparten samtidig angriber dem nede fra; Skafte Toroddssön søger at nå Snorres bod for at mægle, men rammes af et spyd og må slæbes ind i en sværdfegerbod (der altså må have været lige i nærheden af Snorres bod); tilsidst må Floses parti flygte syd på langs åen til Mödrvellingernes bod og derfra til Vatnsfjordingeboden (Vatnsfirðinga búð). Nu går Ljot og Hall med deres folk (øst fra) vest over åen, men da de kom på hraunet, gennembores Ljot af et spyd. Floses mænd viger fremdeles, op forbi Vatnsfjordingebod; her falder mordbrændernes sagfører Ejolv Bølverkssön, og nu standser kampen.


Vatnsfjordingebod, hvis beliggenhed i forhold til broen over Öksarå således er tilnærmelsesvis bestemt, omtales også i Laxd. (s. 290). Torgils Hallassön, der havde dræbt den borgefjordske storbonde Helge Hardbenssön, gik vest over åen for at betale Helges sønner boden; han satte sig på klippegrunden (holkn'et) oven for boderne for at tælle sølvet, men bliver her dræbt af en forbigående mand — en søn af en vesterlandsk gode, fra Langedal (Snf.), hvem Torgils havde frataget godordet —; drabsmanden undløber til Vatnsfjordingeboden, hvor han dræbes i boddøren.


Vest for åen har således i følge Nj. ligget Dalemændenes bod, Rangæingebod, Mosfellingebod, Ölvesingebod, Virkesbod (der må have ligget nær indgangen til Almannagjå og have været forsynet med et virke), Hladbod, Skagfjordingebod, Mødrvellingehod (formodenlig noget nærmere åen end hine), samt syd for denne Vatnsfjordingebod. Desforuden nævnes i Nj. den sydlandske Dalverjebod (Dalverjabúð, Nj, s. 604), om hvilken sagaen intet vink giver, men som det i følge bodfordelingen i Nj. ligeledes er naturligst at søge vest for.åen. Som liggende øst for åen angiver sagaen kun Ljosvetningebod og Øksfjordingebod, men her må, som før nævnt, også Byrgesbod søges.


Alle ovennævnte i Nj. forekommende, efter en —ved et gårdsnavn betegnet — familie eller efter en landsdels befolkning benævnte boder, angives i sagaen som tilhørende hver sin særskilte høvding, øjensynlig vedkommende egns gode.


At det samme har været tilfælde med Hladbod er allerede tidligere anført.


Byrgesbod har utvivlsomt tilhørt den østlandske høvding Flose, og vistnok været hans sædvanlige bod. Rigtignok siges der Nj. s. 731, hvor talen er om tinget efter Njålsbranden, at »Flose havde ladet tjælde Byrgesbod, førend han red til tings«[57], hvorimod på et tidligere ting (efter Höskuld Hvidenæsgodes drab, Nj. s. 604) Floses bod er nævnt ganske i almindelighed uden noget særligt navn; men heraf at ville slutte, at Flose på tinget efter Njålsbranden besatte en bod, som han ellers ikke plejede at benytte, er vistnok aldeles uberettiget. Desuden er det usandsynligt, at en bod, i den grad udmærket ved sin beliggenhed, som Byrgesbod i følge Sturl. har været, og betegnet med et særligt navn, ikke skulde have været fast tilbehør til et godord.


Forholder det sig rigtigt, at Byrgesbod er Svinafellsgoden Floses bod, kan den Svinfellinge bod (Svínfellínga búð), som nævnes i Ljósv. (s. 56) næppe være nogen anden end Byrgesbod. Ligeledes er der vistnok overvejende sandsynlighed for, at det i Sturl. et par gange (I, s. 301 og 327) omtalte bodvirke (búðarvirki), der tilhørte ætlinger af Floses slægt, den daværende høvding på Svinafell, Orm Jonssön og hans halvbroder Torarin, og som i følge sagaens fremstilling må antages at have ligget øst for åen, har hørt til Byrgesbod; kun kan det måske synes, at det da fjærnes noget længere fra de øvrige boder øst for åen, end man efter Sturl. s. 327 skulde antage.


Om beboerne af Virkesbod giver Nj. ingen oplysning. I Bdm. C. s. 10 anføres imidlertid om Myremændenes bod (Mýramanna búð), der tilhørte den bekendte høvdingefamilie på Borg (M.), at den var forsynet med et virke (der i følge sagaen synes at have beskyttet indgangen); det er derfor ikke urimeligt at anse denne for den samme som Nj.s Virkisbúð (hvad også Cederschiøld gætter på), så meget mere som Myremændenes bod i følge sagens natur og efter Bdm.s fremstilling med størst rimelighed kan antages at have ligget vest for åen.


Almannagjá - (A. E. F. Mayer, 1836)
I Krstn. (s. 21) fortælles, at da Hjalte og Gissur beredte sig til at tale kristendommens sag på altinget, begyndte de dagen med at lade den med dem fulgte præst synge messe på gjåbakken (ɔ: Ålmannagjås skrænt)[58], oven for Vestfjordingernes bod, (Vestfirðínga búð) hvorefter de gik i procession til lovbjærget. Denne bod, der altså lå vest for åen, har dog måske også haft et speciellere navn; således kaldes Mødrvellingeboden et sted i Nj. (s. 752) i nogle håndskrifter kan i al almindelighed for Nordlændingeboden (Norðlendingabúð). Af de i Sturl. særlig benævnte boder må de allerfleste henføres til strækningen øst for åen; dette er således tilfældet med Snorre Sturlassons bod Valhal (Valhöll, Sturl. I, 301, 317, sml. 233—34), Valhalsdilken (Valhallardilkr, Sturl I, 279, 327)[59], Allsherjarboden (Sturl. I, 233, der øjensynlig må have tilhørt allsherjargoden, d. v. s. besidderen af det fra Ingolv nedarvede Kjalarnæsgodord, hvem indvielsen af altinget tilkom: Ldn. s. 39, sml. 336); foruden den i følge navnet vestlandske Jøkelmændenes bod (Sturl. I, 327) — en bod, der også nævnes Bsk. s. 196 — lå endvidere øst for åen Østfjordingernes bod (Austfirðingabúð, (Sturl I, 327) — der vel også har haft et speciellere navn, da østfjordingerne må have haft flere boder (se således Nj. s. 731), og endelig Byrgesbod. Byrgesbod nævnes lejlighedsvis i Sturl. I, s. 26; da nemlig Havlide Måvsson i sagen mod Torgils Oddessön ikke kan få domstolen sat på det sædvanlige, sted, føres denne »øster på i hraunet, i nærheden af Byrgesbod; der værne kløfter på de tre sider, men en forskansnings-vold på den fjærde[60].


Kun to boder af de i Sturl. nævnte, nemlig den af Snorre Sturlassön en altingssommer byggede “Gryde” (Grýta, Sturl. I, s. 235) og den oftere omtalte Hladbod (Sturl. I, s. 226, 291) kan med bestemthed angives at have ligget vest for åen. Angående beliggenheden af to andre i sagaen nævnte boder Saurbæinge bod (Saurbæingabúð, Sturl.I, s. 266) og Skardverjebod (Skarðverjabúð, Sturl. I, s. 201) lader sig af Sturl.'s fremstilling intet udlede. Den sidste viser sig i følge sit navn tydelig nok som tilhørende høvdingefamilien fra en gård Skard, men dette gårdsnavn genfindes i forskellige dele af landet; dog menes her vel snarest Skard på Skardstrand (D.). Om denne bod siges der besynderlig nok i Sturl., at den en sommer benyttedes (tjældedes) af østmænd (ɔ: nordmænd). — Om samtlige her nævnte i Sturl. omtalte boder gælder det, at begrundelsen af den dem tildelte beliggenhed bedst opsættes til det følgende, hvor der tillige vil blive lejlighed til nærmere at tale om stedet for Byrgesbod.


I det oven anførte er omtrentlig angivet, med hvilken nøjagtighed beliggenheden af en del af de gamle altingsboder i følge sagaernes fremstilling formentlig kan bestemmes; at påpege netop det sted, hvor hver enkelt af de oven nævnte boder har stået er derimod (måske med en enkelt undtagelse) næppe muligt. Et sådant forsøg er vel for en del boders vedkommende gjort i en år 1700 forfattet beskrivelse af bodordningen på det gamle alting, sædvanlig omtalt og citeret under navn af »Altings katastasis«; men forsøget er ikke heldigt, og så vidt man kan se, har den ubekendte forfatter ikke haft nogen ældre tradition at støtte sig til. Den eneste saga, han tager hensyn til, er Nj.; på grundlag af dennes angivelser søger han, men rigtignok til dels meget vilkårlig, at bestemme beliggenheden for de i sagaen nævnte boder; den eneste bod, han forudsætter almindelig bekendt, er som anført Snorrebod[61].


Beskrivelsen, der forekommer i flere eksemplarer med noget forskellig titel, både på universitetsbiblioteket og i det islandske literære selskabs arkiv, er tidligere — med nogle tilføjelser om lovbjærget — trykt i det islandske blad »Tjodolv« (Þjóðólfr, 1851, nr. 62 ffg.); men da den så ofte citeres anden steds, og da forfatteren desuden kommer til at omtale flere andre altingslokaliteter, meddeles den her i oversættelse. Oversættelsen er foretagen efter Addit. nr. 46, 4to; sproget er, som det vil ses af oversættelsen, til dels meget knudret og dunkelt[62].


Medens boderne afgav opholdsstedet for de tingbesøgende, har den tinglige virksomhed i fristatens tid hovedsagelig været knyttet til dommene ɔ: domstolene, lovretten og lovbjærget.


Den dømmende magt var fra 965 af, da den i følge Maurer[63] udsondredes fra den lovgivende, hos de fire fjærdingsdomstole (fjórðungsdómar) — til hvilke fra 1004 kom en ejendommelig stillet øverste instans, den såkaldte femterdom (fimtardómr). Femterdommen, der havde sit sæde i lovretten, bestod af 48 dommere, hvoraf imidlertid kun 36 dømte i enhver sag; angående tallet af dommerne i fjærdingsdommene hersker der derimod usikkerhed, V. Finsen mener[64], at hver fjærdingsdomstol kun bestod af 9 dommere, Maurer derimod angiver deres tal til 36[65].


Fjærdingsdomstole kaldtes de, fordi hver af dem var bestemt til at påkende sager fra en enkelt af landets fire fjærdinger, efter hvilken også domstolene benævntes. Dommerne udnævntes af goderne, for fjærdingsdomstolenes vedkommende alene af indehaverne af de »gamle godord«, for femterdommens vedkommende af disse i forening med besidderne af de ved dennes stiftelse dannede »nye godord«.


I følge Grg. (§ 23) skulde goder og tingmænd indfinde sig på altingsstedet, »før sol går af tingvold«, den torsdag, med hvilken den ellevte sommeruge begyndte, altså en dag, som efter den gregorianske kalender vilde falde mellem 28de juni og 4de juli. Straks næste dag (fredag) skulde dommerne til fjærdingsdommene udnævnes (Grg. § 20), i det goden skulde gå til hammerskardet (hamra skarð), nedsætte sin dommer dér og opfordre sagsøger og sagvolder til rydning (ɔ: til overfor den udnævnte at anvende forkastelsesretten). Hvor dette hammerskard, (der i Finsens oversættelse gengives med »klippesnævringen«) har været, er ikke let med bestemthed at sige; Finsen formoder, at derved skal forstås indgangen til kløften Almannagjå gennem dennes østlige væg; og i og for sig er det også ret naturligt, at dommerne ved denne lejlighed, hvor der foregik som en art præsentation af dem, nedsattes på et meget besøgt sted; imidlertid nævnes »hamraskarð« ikke i andre kilder, og at påpege en lokalitet, hvortil navnet særlig kunde passe, er vanskeligt, da der i og ved Almannagjå, som anden steds på tingstedet, ingen mangel er på slige »skår« — sammenlign således f. eks. bodbeskrivelsens »Krossskarð«.


Den i hammerskardet udtalte opfordring til rydning skulde dog ikke straks efterkommes; først den følgende dag (lørdag), »ikke sildigere end så, at sol er på den vestre gjåhammer fra lovsigemandens plads på lovbjærget at se«, skulde domstolene føres ud til rydning og være ude »indtil sol kommer på tingvold« om søndagen. Denne domstolsudførsel skete i en art procession fra lovbjærget, i det lovsigemanden skulde gå først, dernæst goderne med deres dommere, af hvilke hver nu skulde nedsætte sin; lovsigemanden skulde bestemme, hvor hver domstol skulde sidde; han skulde også lade ringe til domstolsudførsel (Grg. § 14, sml. § 20). Stykket i § 20, hvor der kortelig berettes, at domstolene skal fare ud lørdag og være ude til rydning indtil søndag, ender afbrudt med ordene: »Dersom man da ikke kan gå tørt (over) i holmen . . .« Ved denne holm kan kun holmen i Öksarå være ment; ordene selv synes nærmest at forudsætte, at rydningen af domstolene er gået for sig her; men da må tillige Öksaråholmen have været sæde for fjærdingsdommene; det synes nemlig klart af oven for citerede § 24, at rydningen af vedkommende domstol er foregået på selve domstedet. Sagaernes angivelser forudsætte imidlertid temlig bestemt, at fjærdingsdommene have haft sæde på »voldene« nord for åen. Man kunde derfor måske antage — forudsat at lovbjærget har været vest for åen, hvorom mere senere —, at ordene havde hensyn » til den vej, processionen fra lovbjærget til domstedet plejede at tage, uår vandstanden tillod (formodenlig ved hjælp af dertil anbragte stene) at lægge vejen til voldene over åens forgreninger og holmen, men som måtte forandres, når åen var for vandrig.


På den dag, som fastsattes til retssagernes påkendelse, foregik en lignende procession fra lovbjærget som den før omtalte: domstolene skulde drage ud »ikke senere end at sol kommer på den højere gjåbakke fra lovsigemandens plads fra lovbjærget at se«; da er lovsigmanden og alle goderne pligtige til at gå ud med deres dommere, så vel som de mænd, der har sager at anlægge; ingen mand, der havde sag at anlægge, måtte gå med mere end 10 mand til domstolen (Grg. § 28)[66].


Hvis dommerne følte sig forulæmpede af tilhørerne, kunde de af vedkommende fjærdingsgoder få tre mænd tildelte som domstolsvagt, der da skulde riste to furer uden for hvor dommerne sad; og for dem, der overskred disse og nægtede at gå tilbage, var der da betydelig straf (Grg. § 41). — Hvis dommerne hindredes ved vold fra at forblive på deres plads, havde de tilladelse til at tage sæde på det sted, der måtte findes belejligst (Grg. § 41).


Öxará og Lögberg - (A. E. F. Mayer, 1836)
Uagtet Grågås, (således som det fremgår af de tidligere anførte steder, navnlig §§ 20, 24, 41) omtaler fjærdingsdomstolene som adskilte og hver domstol nedsat på sit særlige sted, er der dog meget i sagaerne, som tyder på, at man, som V. Finsen formoder[67], har betragtet de fire fjærdingsretter som udgørende en samlet hoveddomstol for hele landet, hvilken da igen faldt i fire afdelinger, en for hver fjærding. I Njåls saga forekommer endog et sted (s. 502) ordet »fjærdingsdom« på en sådan måde, at man har antaget, det måtte her stå kollektivt i betydningen af samtlige fjærdingsdomstole[68]. Dette er dog måske næppe nødvendigt; en opfattelse, hvoraf betydningen blev »en fjærdingsdom« eller »vedkommende fjærdingsdom«, lod sig vel også forsvare[69]. — Derimod synes undertiden enkelttal og flertal næsten at være brugt i flæng ved omtalen af fjærdingsdommene, således Bsk. s. 77, hvor der (i Hungrv.) fortælles, at da biskop Magnus efter sin udenlandsrejse indtraf på altinget, var folk »ved dommene«, hvor uenighed herskede; men da kom en mand »til dommen« og berettede bispens ankomst, hvorefter al strid glemtes i den almindelige glæde. — I Hrk. (s. 17—18) forekommer eksempel på en lignende brug: Domstolene føres ud; Såm med sine folk går til lovbjærget, hvor dommen da var sat, og optræder djærvt i sin sag mod Hravnkel gode; da denne, som er hjemme i sin bod, får det at vide, går han hurtig med sine mænd til dommene, og vilde splitte domstolen for Såm. (At denne sagas begivenheder falde i tiden, før altingets lovgivende og dømmende magt havde fået den endelige ordning og da den, som Maurer formoder — Island s. 51 —, endnu var forenet hos lovretten, tager sagafortælleren i sin fremstilling øjensynlig intet hensyn til). — Dog er en sådan vekslen af enkelttal og flertal ved omtalen af fjærdingsdommene vel nærmest begrundet i domstolenes indbyrdes meget nære beliggenhed, hvorom flere sagaer give vink.


Af Bdm.s to forskellige recensioner, der, uagtet deres noget forskellige ordlyd, i denne henseende med hensyn til meningen er temlig overensstemmende, ses det således, at, hvorvel fjærdingsdommene som anført faldt i fire afdelinger — af hvilke Nordlændingedommen særlig kommer til omtale i sagaen — var disse så nær ved hverandre, at man ikke kunde begive sig til den enkelte dom uden at gå til dommene (Bdm. F. 15—17 = Bdm. C. 7—8). — Bdm., som ved siden af Nj. har den udførligste omtale af fjærdingsdomstolone, fremstiller øjensynlig disse som havende deres sæde på »voldene« nord for åen. Dette siges ligefrem i den yngre recension (F.), hvor der (s. 17) berettes, at den gamle Ufejg gik »op på voldene og til dommene; han kom til Nordlændingedommen, får lov til at gå i dommen og går i domringen og sætter sig ned«. — Den ældre recension har vel ikke ordene »på voldene« — ligesom den også udelader »går i domringen« —, men der kan efter hele fremstillingen næppe være tvivl om, at også den har tænkt sig fjærdingsdommenes plads her.


Njåls saga, der har navnene på alle fire fjærdingsdomstole, benytter benævnelserne Rangæingedom (Rangæinga dómr: s. 254, 341, 629), Bredfjordingedom (Breiðfirðinga dómr: s. 25), Nordlændingedom (Norðlendingadómr: s. 761, 90), Østfjordingedom (Austfirðinga dómr: s. 761, 64, 68-72, 88-92), — de to første, idet Sydfjærdingen og Vestfjærdingen oftere benævntes Rangæinge fjærding og Bredfjordinge fjærding; i steden for Bredfjordingedom har dog nogle håndskrifter af Nj. Vestfjordingedom (Vestfirðinga dómr).


Skønt denne saga i reglen indskrænker sig til at nævne den enkelte dom, ved hvilken den i sagaen på vedkommende sted fremstillede retssag forhandles, ses det dog af et enkelt sted[70], at også denne saga tænkte sig alle fire domme til en vis grad forenede, hvad beliggenhed angår, så at de kunde blive det fælles mål for hele tingforsamlingens vandring; og det er øjensynlig sagafortællerens mening, at »hele tingforsamlingen«, der gik »til dommene«, begiver sig derhen for at være vidne til hvad der går for sig i Rangæingedommen.


Stedet for fjærdingsdomstolene kan ikke med samme nøjagtighed ses af Nj. som af Bdm., dog er der intet i Nj.s fremstilling, som taler imod, at de har haft deres plads på voldene. Gudbr. Vigfussön gør i sine noter til N. M. Petersens oversættelse af Njåls saga (s. 294) opmærksom på, at man af udtrykket »vestr á árbakka«, som Mörd bruger, da han i den for østfjordingedommen førte retssag mod mordbrænderne opfordrer kvidmændene til at tage sæde på den vestlige åbred, kan slutte, at fjærdingsretterne har været holdte øst for åen. Fremstillingen af denne retssags videre forhandling viser tydelig (Nj. s. 793—97), at fjærdingsdomstolene har været holdte på et sted forskelligt så vel fra lovrettepladsen som fra lovbjærget, så at den, der var tilstede ved fjærdingsdomstolene, var uvidende om, hvad der gik for sig på de andre to steder; (hermed kan også sammenlignes Sturl. I. s. 292). — Nogen nøjagtigere bestemmelse af stedets beliggenhed giver imidlertid Nj. ikke; og af den omstændighed, at sagaen flere gange (tre gange for Rangæingedommens (s. 254, 341, 629) og én gang (s. 764) for østfjordingedommens vedkommende) fremhæver, at af de to modpartier tager det ene plads nord for dommen, det andet syd for denne, lader sig næppe noget udlede.


Også Sturl. (I. s. 24—26) viser, at domstolene havde fælles domsted; at man, hvad dette sted (s. 26) frembyder et eksempel på, i tilfælde af vold førte en enkelt af domstolene bort herfra og satte den ned på et nyt sted, hvor sikkerheden syntes større, — er jo blot, hvad Grågåsen foreskriver i lignende tilfælde. — Fra en ældre tid frembyder Krstn. (s. 17) et eksempel på, hvorledes stundum til forsvar særlig gunstige steder måtte vælges til sæde for en fjærdingsdom, når tingforsamlingen var i oprør; således kunde Runolv gode ikke få dømt Hjalte Skeggessön for gudsbespottelse, før han satte dommen på Öksaråbro (Exarárbrú) og værgede begge broenderne med våben.


Af sagaerne i det hele taget, navnlig Bdm. og Sturl., synes at fremgå, at fjærdingsdomstedet har været frit for tingboder i sin umiddelbare nærhed. — At fjærdingsdommene har taget plads på lovbjærget — hvorpå der, som oven for anført, forekommer et eksempel i Hrk. — har vel kun aldeles undtagelsesvis fundet sted.


Sandsynligvis har fjærdingsdomstolenes plads været udmærket ved en fast begrænsning — en »domkreds« —, der formodenlig tillige dannede sæde for dommerne; dog giver ingen kilde sikker oplysning desangående. I den yngre recension af Bdm. fortælles der vel (s. 17), at den gamle Ufejg, da han får tilladelse til at gå i Nordlændingedommen, »går i domringen og sætter sig ned«, men dels udelader, som tidligere bemærket, den ældre recension ordet »domring«, i det den indskrænker sig til at sige: »det tillodes, og han satte sig ned«; dels skal »domring« måske kun forstås om kredsen af dommere. I Sturl. (på det sidst omtalte sted, s. 26, — hvor der berettes om Havlide Måvsons tingstrid med Torgils Oddessön) læstes i den gamle udgave (s. 31), at Havlides flok forgæves søgte at sætte dommerne ned »på domstenene« (í dómsteinum); men det bedste håndskrift har den utvivlsomt rigtigere læsemåde »på domstedet« (í dómstaðnum), hvoraf der altså i det højeste kan sluttes, at fgærdingsdomstolene har haft deres én gang for alle bestemte plads, men intet om, hvorvidt dette på nogen særlig måde har været udmærket.


Grg. giver med hensyn til dette spørgsmål intet sikkert vink; men har fjærdingsretterne haft deres bestemte plads på altingsstedet, hvad alt i sagaernes fremstilling tyder på, er det næsten en selvfølge, at her også har været faste sæder for dommerne, formodenlig kredsformige sten- eller græstørvsbænke. Af de på altingsstedet bevarede lævninger er der næppe nogen, der har stået i forbindelse med fjærdingsdomstolenes virksomhed; om det i »bodbeskrivelsen« nævnte »fjærdingsdomtingsted« vil senere blive talt.


Árni Magnússons tegning af "den gamle lovrette"
Den lovgivende magt var i fristatstiden hos lovretten (lögrétta), der fra år 965 bestod af 144 medlemmer, hvortil endnu kom lovsigemanden og efter kristendommens indførelse de to biskopper. Forsamlingens kærne udgjordes af de 39 repræsentanter for de gamle godord, — hvortil kom 9 af vedkommende tinglags goder valgte mænd, der skulde veje op mod de tre goder, som Nordlændingefjærdingen sendte flere end de andre fjærdinger. Hver af disse 48 mænd tog desuden to mænd med sig, der i al fald fra år 1004[71] kun var rådgivende bisiddere, og hvis selvstændighed selv som stemmeberettigede kun kan have været ringe.


Ordet »lovrette« bruges både som navn på forsamlingen og om den til møderne bestemte plads. Uagtet lovretten ellers bestandig optræder som en enhed, hvis medlemmer i forening fatte deres beslutning, omtales der dog i Grg. besynderlig nok flere lovretter som betegnelse for lovrettens forskellige afdelinger. Således siges (§ 116, I, s. 209), at man »fra den lovrette« (ɔ: lovretteafdeling), i hvilken lovsigemanden er valgt, skal begive sig med ham til lovbjærget, og på et andet sted (§ 117, I, s. 214) tales om den forpligtelse alle vedkommende havde til at tage sæde i lovretten, »i den lovrette« (ɔ: lovretteafdeling), som de efter loven er pligtige at sidde i. Sandsynligvis har lovrettemændene for hver af landets fire fjærdinger siddet samlede for sig og været betragtede som en egen afdeling af lovretten, om end en fælles lovretteplads indesluttede alle; anordningen minder i så fald meget om forholdene, som de efter sagaernes vink har været ved fjærdingsdommene[72].


I følge bestemmelserne i Grg. (§ 117) »skal lovretten stedse have sit sæde, hvor den længe har været«; der skal være tre bænke omkring lovretten, hver til fire tylvter mænd. Når lovretten er ryddet (ɔ: når afstemning foretages), må kun de sidde inden for bænkene, som har andragender at forhandle mod hinanden, men ellers altid; og da er det lovsigemanden, som bestemmer, hvem der kan opholde sig paa den plads; uden for bænkene skal »publikum« (alþýða) sidde. Ingen andre må stå op ved lovretten, når love og bevillinger skal vedtages, end de, der har noget at forhandle dér, og desuden de, der er yderst. For dem, der trængte sig sammen om lovretten eller på anden måde viste forstyrrende opførsel, var der fastsat straf, ligesom for dem, der ikke vilde stå op fra lovrettemændenes pladser, når disse kom. — Lovretten holdt i løbet af tingtiden mindst tre møder; desuden havde også femterdommen sit sæde i lovretten.


Det rimeligst at antage, at de tre lovrettebænke har været byggede af græstørv og sten, og været anbragte kredsformig, den ene uden om den anden, kun afbrudte ved de nødvendige indgange. Man tør måske antage to sådanne, den ene lige over for den anden, hvorved altså lovrettebænkene deltes i to halvkredse, hvor hver fjærding kunde besætte sin ende. På midtbænken sad i følge Grg. medlemmerne med fuld stemmeret; af de to rådgivere, som hver af disse havde med sig, anbragtes den ene foran vedkommende, den anden bagved, på den indre og ydre bænk.


Om femterdommen bestemmer Grg., at den skal drage ud sammen med de andre domstole (fra lovbjærget), men have sit sæde i lovretten (§ 43), og her skal hver af goderne nedsætte sin dommer (§ 45). I § 47, hvor der tales om rettergangsformerne ved femterdommen, påbydes, at først sagsøgeren, dernæst den sagsøgte skal af rettens 48 medlemmer udskyde 6 mænd; disse skal rejse sig op fra domstolen, men sidde »inden for i domkredsen« (i dómhring innan), medens den sag pådømmes; ved domkredsen kan der her ikke menes andet end kredsen af de på lovrettebænkene siddende dommere.


Højesteretsassessor V. Finsen har fortjænesten af først[73] at have påvist, at lovretten i fristatstiden må være holdt på et fra lovbjærget forskelligt sted. Dette fremgår så utvivlsomt af samtlige kilder, Grg. så vel som sagaerne, at man må undre sig over, at den ældre fejlagtige anskuelse har kunnet blive så udbredt og rodfæste sig i den grad i den almindelige opfattelse, som tilfældet har været og endnu er med denne. Årsagen må imidlertid søges i, at allerede tidlig sammenblandedes for den almindelige bevidsthed »dommenes«, »lovrettens« og »lovbjærgs«- forretningerne; lovretten antoges at have besørget dem alle, i det senere tiders forhold overførtes på fristatstiden; og det fra den ældre literatur kendte navn »lovbjærg« forklaredes da af, at »lovforretningerne« (ɔ: de lovretten tilkommende hverv) oprindelig havde været udførte der.


Af Grg. kan det ikke ses, hvor lovretten har haft sin plads, men kun at denne længe havde været uforandret, og at — som det fremgår af bestemmelserne angående fjærdingsdommenes og femterdommens udførsel fra lovbjærget — den var skilt så vel fra fjærdingsdomstedet som fra lovbjærget.


Den lille fortælling om Ölkovre angiver derimod tydelig »voldene« som stedet for lovretten. Brodde og Ölkovre går fra en af østlændingernes boder »op på voldene«, dér var mange folk til stede, de havde da været i lovrette; Brodde og hans folk blev gående på voldene, men Ölkovre gik i lovretten, hvor enkelte høvdinger endnu sad efter (Ölk. s. 70).


Af Nj. s. 793 ffg. fremgår det, som tidligere nævnt, klart nok, at lovretten lige så lidt som fjærdingsdommene dengang kan være holdte på lovbjærget. Et andet sted i sagaen (s. 638—39) har måske hensyn til indgangene til lovretten; der siges nemlig, da hele den for Höskuld Hvidenæsgodes drab bestemte bod var bragt sammen i lovretten og nu skulde beses, at Flose med Sigfussönnerne gik øst fra til lovretten, Njål og hans sønner derimod vest fra; i det mindste ses heraf, at lovretten må være holdt på et sted, hvortil der var adgang både fra øst og vest. Dette gælder om »voldene«; og at Nj. virkelig tænker sig disse som stedet for lovretten, fremgår temlig tydelig af de bevægelser, som sagaen lader de i kampen optrædende flokke foretage sig, hvor den store altingskamp skildres (Nj. s. 806 ffg.), — man må nemlig erindre, at denne begyndte ved lovretten, efter at Ejolv havde ødelagt femterdomssøgsmålet for Mörd.


Også i følge Sturl. vil »voldene« vise sig at være stedet for lovretten, når det bedste håndskrift helt igennem følges, og når man har fået øjet op for, at i Sturl. bruges, hvor talen er om altingslokaliteter, »syd« i betydning af »øst«, altså: »syd over åen« ɔ: »øst over åen«[74]. — Der bliver da egenlig kun ét sted i Sturl., som omhandler lovrettens plads, nemlig I. s. 327, hvor den stærke spænding mellem Snorre Sturlassön og Kolben unge på altinget 1234 omtales. Dette sted er tillige meget oplysende med hensyn til beliggenheden af adskillige boder. Biskop Magnus havde forbudt folk at bære våben ved domstolene, man afsendte derfor våbenløse mænd til dommene for at forhandle sagerne der. Men Kolben unge gik med sin væbnede flok op i Svinfellingerne Orms og Torarins virke, og alle havde de nu deres flokke i forening under våben. Snorre var med sin flok i skrænten (i brekkunni) oven for Valhal og helt vest om Dilken. Snorres søn Urækja var med sin flok oven for lovretten og morede sig med brydning[75]. En mand af Kolbéns flok var gået til Jøkelmændenes bod, men medens han stod her ved væggen og talede med en anden, gik to mænd forbi, af hvilke den ene uden anledning tilføjede ham et hårdt sår, hvorefter de vendte sig op mellem Østfjordingebod og Jøkelmændenes bod og stævnede så i Snorres flok. Kolbén og hans mænd løb straks op og hjem til boden, hvor de rustede sig; derpå gik de syd over åen og op på voldene. Da mødte han Urækja og bad ham slutte sig til ham og hævne den sårede; Urækja afelog dog at kæmpe mod sin fader, hvorover Kolbén vrededes og opfordrede nu Orm og Torarin til hjælp. De beredte sig da alle til kamp og fylkede deres folk på voldene neden for lovretten, mellem denne og Østfjordingebod. Urækja begav sig til sin fader og stillede sine folk forrest i Snorres fylking. Kampen afvendes dog ved biskoppens og Torvald Gissurssöns mellemkomst.


Dette temlig vanskelige sted kan næppe forstås anderledes, end at de »volde«, der her er tale om, er de sædvanlige nord for Öksarås udløb af Almannagjå liggende, og på disse må da lovrettens plads have været; dette stemmer også, som det af det tidligere anførte vil ses, bedst med hvad der af andre omtrent samtidige kilder fremgår angående lovrettens beliggenhed.


Tages dette sted således, følger imidlertid heraf tillige, at alle de her omtalte boder, undtagen Kolbéns, må have ligget øst for åen. Af de her nævnte boder er Valhal Snorre Sturlassons sædvanlige bod, hvad der tydelig nok fremgår af et tidligere sted i sagaen (Sturl. I, 300—301). Til Valhal må Dilken eller Valhalsdilken, som den i Sturl. I, 279 kaldes, efter navnet have hørt; af det sidste sted lærer vi, at den en altingssommer benyttedes af den med Snorre forbundne Torvald Vatnsfjording. — Også Allsherjarboden må i så fald have været øst for åen, da det ses af andre steder i Sturl. (I, s. 233, sml. s. 301), at den og Valhal stod hinanden nærmest[76].


Den omstændighed, at Snorre Sturlassons vigtigste bod, samt den sønderlandske Allsherjarbod og vestlandske Jøkelmandsbod således efter denne opfattelse af stedet må henlægges til øst for åen, kunde vel gjøre en noget betænkelig ved denne fortolkning og opfordre til at forsøge en anden; men den eneste, der i så fald var at vælge, nemlig at antage, at lovretten allerede dengang var henflyttet til Öksaråholmen, hvor den vides senere at have stået, lader sig ikke vel forene med de øvrige sagaers angivelser. Desuden vilde man, hvad bodernes beliggenhed angår, herved kun fjærne én vanskelighed for at få en anden i stedet; alle de i Sturl. nævnte boder, undtagen Kolbéns (også Østfjordingebod!) måtte da forlægges til vest for åen, i det sagaens »syd over åen« da måtte tages — »vest over åen«; ligeledes vilde den måde, hvorpå Sturl. da måtte antages at angive beliggenheden af forskellige punkter på altingsstedet i forhold til lovretten, uden at tage hensyn til den mellemliggende arm af åen, være højst overraskende; ved »voldene« måtte så endvidere antages her at være betegnet en strækning syd (ɔ: vest) for åen, medens ellers i følge alle andre kilder særlig sletten nord for åen bærer dette navn.


Måske også Sturl I. s. 291, når den af Gudbr. Vigfussön gjorte rettelse tages til følge, kan give os et vink om, at Snorre Sturlassöns sædvanlige bod har været øst for åen: På tinget 1229, da Sighvat Sturlassön, Sturla Sighvatssön, Kolbén unge (og rigtignok også østlændingerne) er på det ene parti, Snorre Sturlassön, hans broder Tord og dennes søn Bödvar på det andet, beder Sighvat sin broder Tord at overlade Sturla Hladbod, for at hvert parti kan være på sin side af åen.


Af de to umiddelbart efter Islands underkastelse under den norske Konge kort efter hinanden udstedte lovbøger (Hákonarbók, Jónsbók) erfares intet om lovrettens plads; der bestemmes kun, at lovmanden på tingstedet skulde lade gøre »vebånd« (vébönd) af så stort omfang, at de, som blev nævnte i lovretten, kunde sidde inden for. Altinget havde nu fået en ordning, helt forskellig fra den tidligere; til at møde på tinget udnævntes af de kongelige embedsmænd et vist antal mænd (140 ifg. Hákb., 84 ifg. Jónsb.). Af dem udnævntes igen tre tylvter til at sidde i lovretten; disses væsenligste hverv var at være lovmandens meddomsmænd; af lovrettens lovgivende virksomhed var der kun svage spor tilbage, som tabte sig mere og mere. Derimod havde de øvrige til tingrejse udnævnte mænd kun som tilhørere at overvære forhandlingerne og måtte ikke uden tilladelse sætte sig »inden for vebåndene«. Lovrettemændene skulde gå til lovretten, når lovmanden lod ringe med »den store klokke«; tingets længde var nu ubestemt (Þingfararb. 1-3 k.)[77].


Öxarárfoss - (A. E. F. Mayer, 1836)
En omtale af lovrettens plads i det 14de årh. findes i den lille i Flatb. indeholdte fortælling om Torlejv jarleskjald. I Flatb. I, 214 fortælles det, hvorledes Torlejv på altinget dræbtes af en af Håkon jarl udsendt ond ånd. Da han en dag gik ud af sin bod, så han nemlig en mand gå vesten fra over Öksarå; med ham gav han sig i tale, men gennemboredes af ham, hvorefter den onde ånd forsvandt i jorden. Torlejv gik derpå hjem til sin bod, hvor han døde. »Derefter blev Torlejv højlagt; hans høj står nord for (nordr af) lovretten, og den ses endu. På den tid, fortælles der videre, boede der på Tingvold (á Þingvelli) en velstående mand, rig på kvæg; hans fårehyrde hed Halbjörn hale. Denne vænnede sig til ofte at komme til Torlejvs høj (á haug Þ.s) og sov der om natten og holdt sig der i nærheden. En nat, da han således som oftere ligger på højen, får han i drømme en åbenbarelse af højboen. Efter at være vågnet begiver han sig med sine får hjem til gården (således må vel »til bygda heim« her oversættes) og beretter hvad der er hændet ham. — Beretningen om Halbjörn hale er noget besynderlig, den lader formode en afstand mellem Tingvoldsgården og højen, som er langt større end de par minuters vej, hvorom der kan være tale; man tør vel derfor heller ikke lægge videre vægt på ytringen om Halbjörns og hans fårs jævnlige ophold ved højen, der ellers vilde være et stærkt bevis for, at højen ikke kunde have været på Öksaråholmen, hvor man i en senere tid har villet påvise den.


Det eneste resultat, der med hensyn til lovrettens stilling tør uddrages af fortællingen om Torlejv, bliver da vel det, at på nedskriverens tid stod lovretten syd for Torlejv jarleskjalds høj. — Om Torlejv jarleskjalds høj anfører Jon Olavssön fra Grunnavig i sin udsigt over oldtidsgrave på Island[78], at den er »på Öksarå lovting eller landstinget ved Öksarå, øst for Öksarå, hvad der vil være de fleste bekendt, ligesom på hvad måde han faldt dér (efter hvad der er fortalt) for djævelen Torgard, som Håkon Hladejarl sendte ham til bane. Deri, fortælles det, skal man have fundet et lille hestebillede af den slags metal eller malm, som folk kalde oldtids gods (fornmanna fje). Hestebilledet kaldes Freyshest«. Senere hen siges, at Torlejv jarleskjalds høj er »på den østlige bred af Öksarå« (austan fram við Öxará). Uagtet denne forfatter af alle fra første halvdel og midten af 18de årh. har haft bedst lejlighed til at blive bekendt med altingsstedet, kan det næppe betvivles, at han her ved en hos ham ikke usædvanlig unøjagtighed i udtrykket er kommen til at give fejl besked.


I Egg. Olavssöns rejsebeskrivelse nævnes nemlig s. 1031 Thorlevsholm i Öxeråen som det sted på altinget, hvor misdædere rettes, og s. 1032 siges, at på denne holm findes Thorlev jarleskalds høj, hvoraf man indtil for kort tid siden har kunnet se spor; elven har imidlertid efterhånden bortskyllet mere og mere, dog har man fundet nogle stumper jærn og messing. — Af Egg. Olavssöns og Bjarne Povlssöns dagbøger over deres Islandsrejse, som delvis findes bevarede i det islandske literære selskabs arkiv, ses det, at grundlaget for oven anførte bemærkninger er nedskrevne 1756, og at de støtte sig til iagttagelser gjorte under et besøg på altingsstedet 1750. Efter at den sydlige del af Ånæssyssel er beskreven (under sommerrejsen 1756), bemærkes nemlig, at også den nordlige del har »adskillige ret kuriøse mærkværdigheder, hvilke vi til forns haver af egen nysgerhed og med forsæt beset i året 1750, da vi mest for den skyld rejste til Island fra København[79]; så i fald vi ikke kommer til endnu en gang at beskue bemældte landstrækning, vil vi indføre og meddele de mærkværdigste ting, som de forefindes og vi har set med egne øjen«. Derefter følger så en beskrivelse af Tingvoldsvejten, Grimsnæs, Skålholt med omgivelser, Geysir, samt Hrepperne, hvormed Ånæssyssel afsluttes.


Om Tingvoldsvejten bemærkes, at den er mærkværdig formedelst altinget; tværs gennem dette render Öxerå, der giver foreller af sig og desuden er mærkværdig »formedelst Thorlevsholm tæt ved altinget, midt i åen, hvor misdædere bliver berettet [ɔ: henrettede]: her ses end i dag lævninger af Thorlev jarleskalds høj, som blev her ombragt (efter fortællingen) af en ved fanden bevæget og af Hagen jarl den rige forhekset træmand . . . Nu har Öxeråen revet det meste af højen bort, hvorved til forns ere fundne nogle [først skrevet: adskillige] alderdommens lævninger.« 


Skønt der således ligger 6 år mellem forfatterens sidste besøg på altingsstedet og nys anførte beskrivelses nedskrivning, er det dog ikke rimeligt, at nogen unøjagtighed har indsneget sig; Egg. Olavssön førte (som han selv siger: Reise gjennem Island, s. 862) ligeledes dagbog på sin første rejse og havde desuden tidligere besøgt altingsstedet (f. eks. da han var vidne til Öksarås udtørring, formodenlig 1740). — Desuden støttes Egg. Olavssöns angivelse ved en senere meddelelse om Torlejvs høj fra præsten på Tingvold Povl Torlakssön. Denne, der tiltrådte dette kald 1780, skriver i sin antikv. indb. 1817: »Før de jordskælv, som indtraf i året 1789, sås Torlejv jarleskalds høj på den holm her i Öksarå på Tingvold (á þingvöllum), hvor han blev dræbt og som end i dag er nævnt efter ham og kaldet Torlejvsholm (Þorleifshólmi); men i det omtalte jordskælv åbnede sig en kløft (gjá) igennem holmen, som borttog højen, så nu ses intet tilbage af den«.


At der i det 18de årh. har stået lævningerne af en høj på en af holmene i Öksarå[80], og at denne i længere tid er bleven anset for Torlejvs, så at holmen har kunnet tage navn herefter, må således vistnok anses for utvivlsomt. At det er denne samme høj, som Jon Olavssön tænker på, kan heller næppe betvivles. — Man kunde ganske vist tænke sig, at traditionen først i en senere tid havde gjort denne høj til Torlejvs, men dette synes dog kun lidet rimeligt, da den høj, der i Flatb. omtales som Torlejvs, vel har været den eneste på selve tingstedet. — Antages Torlejvs høj at have været på Öksaråholm, må ligeledes lovretten, på den tid fortællingen om Torlejv jarleskjald nedskreves, ɔ: i det 14de årh., have haft sin plads i holmen. — Dette er heller ingenlunde usandsynligt; i det 16de årh. finde vi lovretten i Öksaråholm, og da havde den øjensynlig været holdt dér længe. I og for sig vilde det endog være rimeligst at antage, at lovretten, samtidig med at denne efter underkastelsen under den norske konge fik en ny indretning, henflyttedes til et nyt sted, hvis ikke den omstændighed talte derimod, at ingen af de i sidste halvdel af 13de årh. nedskrevne sagaer hentyder til, at lovrettens plads i fristatens tid var en anden end da.


Hvor Espolin (Ísl. árb. III, 2, s. 53) fortæller om de af den sidste katolske biskop Jon Aressön foranledigede stridigheder, der gik forud for reformationens indførelse på Island, anfører han ved året 1549, da biskoppen med sine to sønner, støttede ved et følge på 3—400 mand, spillede fuldstændig mester på altinget, at lovretten den gang stod i Öksaråholmen; i et med begivenheden samtidigt digt, der skildrer, hvorledes Are i lovretten forhånede den danske hirdstyrer, siges, at denne ikke turde hævne sig, da halv fjærde hundrede væbnede mænd stod i kreds »på øren oven for«[81].


Nogle år efter denne begivenhed (1563) gaves der tilladelse til at flytte lovretten til et belejligere sted, »ti den plads, som den tidligere havde stået på i Öksaråholm, var nu for største delen ødelagt af vandgang fra Öksarå«[82]. — Ved denne flytning, der i følge bodbeskrivelsen fra 1700 foregik c. 1600, forlagdes lovretten til vest for åen, hvor der senere på den smalle landstrimmel mellem Almannagjås østerskrænt og åen opførtes et lovrettehus. — Indtil slutningen af det 17de årh. holdtes lovretten under åben himmel; derefter byggedes der til brug ved lovrettemøderne en tomt, omtrent som en almindelig bodtomt, der så igen sluttelig afløstes af en tømmerbygning. Om disse forhold giver især Jon Olavssön fra Grunnavig oplysning[83].


På forskellige steder i sine ordbogsarbejder (i sin Contractismus under ordet »lögrétta«: Addit. 6, 4to, s. 246—47, 260, 270; Addit. 7, 4to, s. 1494 — samt i sit leksikon under ordet »vébönd«) meddeler han, at lovrettemændene tidligere havde forhandlet under åben himmel, indtil i slutningen af det 17de årh. lovmanden Sigurd Björnssön havde ladet bygge en tomt af form som et hus uden tag, men med en indgang i nord og syd midt på væggen; indvendig var den forsynet med en græstørvsbænk langs siderne. Denne lovrettetomt forsynedes i tingtiden med et på spærrer hvilende vadmelstag, og Jon Olavssön omtaler udførlig, hvorledes i den periode, da han besøgte tinget med Povl Vidalin, spærrerne vare anbragte og tagbeklædningen skaffedes til veje. Først senere, ved midten af det 18de årh., lod den daværende lovmand (senere amtmand) Magnus Gislessön i steden for denne tomt opføre et ordenligt lovrettehus af tømmer.


Angående den første opbyggelse af et lovrettehus indeholder vedkommende altingsbog, at år 1690 blev man i lovretten enig om, at den inden næste alting skulde forandres til et ordenligt tinghus, hvortil landfogeden lovede at give tilstrækkeligt tømmer, men sysselmændene skulde hver give 10 alen vadmel til overklædning[84].


Skønt Jon Olavssön fortæller, at lovrettemændene for den omtalte lovrettetomts opbyggelse »sad ude på tuer«, så at kun landstingsskriveren havde et stykke tælttøj udspændt over sit bord, er der dog ingen tvivl om, at lovretten også for den tid har haft sin bestemte plads og har bestået af en fast tomt; noget sådant ligger allerede i de i lovretten 1690 brugte ord, hvor man forhandler om »lögriettunnar uppbigging«, »að hún mætti til eins almennilegs þýnghúss verða endurbætt«. De tegninger, som haves af lovretten, som den var før 1691, er ligeledes et vidnesbyrd herom. Med hensyn til lovrettens form stemme de vel tilsyneladende ikke ganske overens, dog synes denne snarest at måtte antages at have bestået af en tilnærmelsesvis rund græstørvsindhegning, åben i syd og nord for adgangens skyld, og tillige tjænende som bænk for medlemmerne, i det hvert af disse havde sin bestemte plads her[85].


Medens, hvad også Espolin som anført udtrykkelig bemærker, den 1691 opførte lovrettetomt måtte være af et betydeligt omfang, da den skulde rumme tre tylvter lovrettemænd, har man rimeligvis, da lovretten ved midten af det 18de årh. genopførtes af tømmer, kunnet hjælpe sig med en adskillig mindre bygning. I løbet af det 18de årh. benyttedes nemlig efterhånden færre lovrettemænd, indtil disses antal endelig ved lov betydelig indskrænkedes; samtidig aftog naturligvis antallet af de tingbesøgende mere og mere. Den første begyndelse til en sparsommere udnævnelse af lovrettemænd synes at være bevirket ved et reskript fra år 1706 om lovrettemændenes udnævnelse efter Norske lov, i hvor vel denne forordning, så vidt man kan domme efter altingsbøgerne, længe ikke ret har kunnet trænge igennem; først hen i trediverne svinder tallet af de i lovretten siddende stærkt ind, og omtrent samtidig begyndte lovmændene at dømme hver for sig, hver med sine lovrettemænd. År 1764 indskrænkedes ved en kgl. anordning lovretteåmændenes antal til 20 (tilmed kun valgte fra de altinget nærmest liggende sysler); af disse skulde 10 hvert år møde på altinget, men kun 8 betjæne lovretten. 1777 nedsattes på ny lovrettemændenes antal, denne gang til 5.


Af et kongeligt reskript 1764 (Lovsaml. f. Isl.) ses det, at man da påtænkte ved lejlighed at opbygge lovtingshuset af sten og kalk. Dette blev imidlertid ikke til noget, og lovrettebygningen begyndte at forfalde[86].


Almannagjá - (A. E. F. Mayer, 1836)
For år 1798 findes indført i altingsbogen, at lovmanden M. Stephensen erklærede ikke uden fare for sin helbred længere at kunne holde ret i »denne vindhjall«[87], hvorfor han stævnede parterne til at give møde hjemme på hans gård. Heri give alle tilstedeværende embedsmænd og lovrettemænd ham medhold, og begge lovmænd erklære, at de på grund af lovrettehusets faldefærdige og ubrugelige tilstand ikke agte oftere at holde ret her under disse forhold. — Derefter holdt lovretten to år sine møder i Reykjavig, indtil altinget år 1800 ophævedes og, som tidligere meddelt, afløstes af en landsoverret.


Som altingets midtpunkt kan i fristatstiden til en vis grad lovbjærget (lögberg, egl: lovklippen) betragtes, uagtet her hverken fandt nogen dømmende eller lovgivende virksomhed sted. På lovbjærget havde lovsigemanden sin plads. Straks efter at være bleven valgt i lovretten skulde den ny lovsigemand, ledsaget af sin lovretteafdelings mænd, begive sig til lovbjærget, sætte sig på sin plads (rúm) og besætte (skipa) lovbjærget med de mænd, som han vilde (Grg. § 116); stræng straf var fastsat for dem, der uden hans tilladelse sad på lovbjærget, og endnu mere hvis nogen hindrede lovsigemanden eller de af ham til at sidde på lovbjærget med sig udnævnte mænd fra at nå deres sæder (Grg. ekt.: seta; § 117, s. 216).


I nogle kilder omtales en højtidelig procession til lovbjærget (lögbergsganga); således fortælles i Eg. (s, 209), at Torsten Egilssön engang, da han red til altinget, havde hemmelig taget sin faders pragtfulde lange silkekappe med; men den var ham for lang, og tilsøledes og ødelagdes, »da de var i lovbjærgsprocessionen«. At dømme efter hvad der lejlighedsvis berøres i Flatb. (I., 386), herskede der under denne procession en stærk trængsel. En af vestlandets ansete mænd, Torkel trevil fra Borgefjord, faldt under lovbjærgsprocessionen, og da der var stor trængsel, trådtes han under fødder, inden han kunde rejse sig. — I Grg. findes det afsnit (§ 24), der handler om domstolenes udførsel til rydning på tingets anden dag, overskrevet »um lögbergs göngo«; som indledning til denne domstolsudførsel, der skulde tage sin begyndelse straks ved solopgangen, må vel altså lovbjærgsprocessionen være foregået, der i øvrigt ikke nærmere omtales i loven, i det der kun i al korthed siges: »vi skal fare til lovbjærg i morgen og føre domstole ud til rydning.« 


Fra lovbjærget[88] skulde lovsigemanden forkynde forskellige lovrettebeslutninger og andre bekendtgørelser, samt foredrage de forskellige lovafsnit; endvidere skete her fra alle slags stævninger, lysninger, forespørgsler, erklæringer o. s. v. Med hensyn til visse lovsigemandsmeddelelser fremhæves der i loven, at de helst må gøres, medens flertallet af tingforsamlingen er tilstede, hvorimod der med hensyn til stævninger kræves, at der i det mindste skal være 20 personer tilstede; dog oftest har der vistnok været langt flere. Alt tyder nemlig på, at lovbjærget har været det sted, hvortil alle søgte, når ikke domstolene eller lovretten optog tingforsamlingens opmærksomhed; måske man endogså har haft visse tider på dagen, på hvilke man begav sig herhen, — således siges der Grg. § 116, s. 210, at lovsigemanden skal være kommen til tinge den første fredag »før folk begiver sig til lovbjærget«, og i sagaerne (Gunl., Nj. o. fl.) forekommer oftere udtryk, som om folk samlede eller på én tid gik til lovbjærget (einn dog, er menn gengu fjölmennir til lögbergs). Dog hører vi også, at lovsigemanden, når vigtige meddelelser forestod, sendte bud i boderne og bad folk komme til lovbjærget (Krstn.: Bsk. s. 24), eller at der ved lignende lejligheder ringedes (Nj. s. 636). Først og fremmest har rimeligvis de mænd fået plads her, som skulde overvære lovsigemandens foredrag (ɔ: de til sæde i lovretten berettigede, eller i disses forfald deres bisiddere, Grg. §117, s. 216), hyppig vel også de, der havde en eller anden stævning at foretage på lovbjærget eller meddelelse at gøre herfra. Dog var det ikke nødvendigt, at slige bekendtgørelser, der i følge loven skulde foretages »at lögbergi«, skete fra selve lovbjærget; hvor Nj. (s. 755) skildrer tillysningen af drabssagen mod Flose, fortælles således, at en dag ved lovbjærget var høvdingerne således fordelte, at Asgrim, Gissur, Mörd o. fl. var oppe ved (uppi hjá) lovbjærget, men østfjordingerne stod neden for (niðri fyrir); Gissur er det netop, som foretager tillysningen (og foretager den, i følge sagaens udtryk, »at lögbergi«).


Foruden de i loven befalede opfordringer, meddelelser o. d. l. fandt også andre af mere privat natur sted fra eller ved lovbjærget, især når man var færdig med alle retsvæsenet vedkommende forretninger (at mæla lögskil), hvorom sagaerne indeholder mange vidnesbyrd, blandt hvilke de oftere forekommende udfordringer til holmgang, forskellige skilsmisseerklæringer, indbydelsen til det storartede arvegilde på Hjardarholt (Laxd.) o. fl. kan fremhæves.


Ingen altingslokalitet påvises med en sådan bestemthed som lovbjærget, og ingen er genstand for en sådan ærefrygt som dette[89], en ærefrygt, der ikke alene har sin grund i følelsen af, hvad lovbjærget virkelig har været i fristatens tid, men tillige i, hvad traditionen har gjort det til, nemlig til sæde for lovretten og dermed til stedet for alle retsforhandlinger.


Dette såkaldte lovbjærg ligger østfor det egenlige altingssted, særlig Öksaråholmen. Det er en lang, smal græsgrot hrauntange, sværdformig spids, der strækker sig — i udkanten af den ved Ravnegjå mod øst begrænsede lavaslette — fra syd til nord, indesluttet af to dybe kløfter med vand i bunden. Kaster man fra tunet om Tingvold kirke blikket ud over tingsletten, viser denne sig som den dybeste del af en sænkning mellem Almannagjå og tangens vestside, der har sit aldeles tilsvarende i hele strækningers sænkning mellem Almannagjå og Ravnegjå. Ud for tingslettens midtparti ses da så godt som hele tangens vestside hæve sig som en mørk mur, østsiden skimtes hist og her. Befinder man sig derimod på selve tingsletten, er de tangen begrænsende kløfter (og som følge deraf kløftvæggene) mindre fremtrædende end adskillige større, længere bortliggende kløfter, der findes i det samme op mod Ravnegjå skrånende hraun, og derfor ikke meget i øjnefaldende. Vest for tangen skråner en ujævn og kun lidet indbydende lavastrækning ned mod tingsletten.


Tangens rod spalter sig om flere mindre kløfter, hvorved den kun ad en smal lavabro i sydvest bliver tilgængelig, kort oven for Tingvoldtunet; dens længde er 5—600 al., dens bredde 20—30 al. Dens sydligste del er noget smallere og bestående af uregelmæssige hraunknuder, der på flere steder endnu yderligere indsnævre den og gør den let at forsvare; derpå kommer et langt, jævnt midtparti bedækket med det frodigste græs[90]; tangens nordligste del er derimod et højere, uregelmæssigere næs, opfyldt af hraunklippeknuder. Et hundrede alen inde på midtpartiet (dette er c. 300 al. langt) findes en nu meget utydelig kredsformig græstørvsindhegning, der optager næsten hele tangens bredde og navnlig mod øst går helt ud til kanten; mod vest har derimod tangen her en lille udbugning — omtrent i linje med Öksarås udløb —, neden for hvilken det skrå hraun hinsides kløften breder sig. I ringen er fra vest til øst en langagtig firkantet tomt. Lidt højere oppe hæver sig ved tangens østerrand en mod vest jævnt nedskrånende grønklædt høj, kaldet »lögmannshóll« (eller -hæð).


Af kløfterne, der indeslutte tangen, kaldes i almindelighed den vestlige Flosegjå (Flosagjá); i følge sagnet skal, da kampen på altinget i anledning af Njåls indebrænding tog sin begyndelse, Flose have befundet sig her. Sagaen lader nemlig kampen begynde ved lovretten, hvor Flose var; lovretten forlagdes senere i traditionen til lovbjærget, og den her omhandlede tange er jo netop i følge den almindelige forestilling det gamle lovbjærg. Flose skal da med et vældigt spring fra tangen være sat over vesterkløften. Sagnet er dog i denne henseende noget vaklende; som stedet for Floses spring (Flosahlaup) påpeger man således netop også et bestemt sted ved østkløften; denne snævrer sig nemlig på et enkelt sted stærkt ind, så at sandsynligheden for et spring her bliver noget større. — Den østre kløft benævner man Nikolavsgjå (Nikulásargjá — efter en sysselmand Nikolavs Magnussön, der skal have styrtet sig heri 1742)[91].


I mod denne beliggenhed af Grågåsens og sagaernes lovbjærg lader sig dog meget indvende. Allerede navnet (lögberg) er skikket til at vække tvivl om, hvorvidt dette sted kan være ment; medens der stadig forekommer eksempler på, at de yngre forfattere, der ved beskrivelse af altingsstedet kommer til at omtale dele af Almannagjås østervæg, herom bruge benævnelsen »berg«, er det ikke let at forstå, at man om denne tange, der væsenlig set ikke hæver sig frem over det øvrige hraun og er af en med dette aldeles ensartet beskaffenhed, skulde have brugt en sådan benævnelse. Desuden er dette sted ved sin form og længde meget uhensigtsmæssigt til lovbjærg (ti, at det egner sig vel til forsvar mod en større angribende mængde, har i denne henseende ingen betydning); skal lovsigemanden have kunnet holde nogen kontrol med, hvem der betrådte denne tange, må han næsten nødvendigvis have haft en vagt posteret ved indgangen, men noget sådant antydes intetsteds; for tilhørerne, der måtte have stået på den ujævne og skrå lavastrækning vest for tangen, vilde pladsen have været så slet som vel muligt. Lögmannshol (hvis navn ved sin form vidner om opståelse eller i al' fald omdannelse i en senere tid) måtte vel antages at være det sted, hvor lovsigemanden havde haft sit sæde og hvorfra han havde holdt sit foredrag, men for den, der skulde tale til en vest for tangen stående mængde, vilde denne, østlig på tangen liggende, temlig ubetydelige høj være en lidet hensigtsmæssig plads.


Nikulásargjá og Lögberg - (W.G. Collingwood, 1897)
Det allerede anførte sted af Nj., i følge hvilket, medens tillysninger foretoges ved lovbjærget, det ene parti tog plads oppe ved lovbjærget, det andet neden for dette, synes heller ikke at kunne finde anvendelse på lokaliteterne ved hrauntangen. Fra Snorre godes bekendte ord (da hedningerne under forhandlingerne om kristendommens indførelse vilde bruge det Torodd godes gård i Ölves truende vulkanudbrud som bevis på gudernes vrede): »For hvad vrededes guderne, den gang da hraunet her brændte, som vi nu stå på », kan på den anden side intet udledes til forsvar for, at lovbjærget må have været øster på i hraunet, ti som »hraun« kan klippegrunden på ethvert punkt på altingsstedet betegnes.


Vigtigere end de hidtil gjorte indvendinger er dog, at i følge Sturl. — når det bedste håndskrift (AM. 122 b. fol.) og de fra det stammende afskrifter (f. eks. Ny kgl. Saml. Nr. 1234 fol.) helt igennem følges — synes dels denne tange ganske tydelig at være nævnt som stedet for Byrgesbod, dels kan efter denne sagas fremstilling lovbjærget ikke have ligget her, men må nødvendigvis have været vest for åen. — Hvem kender ikke denne hrauntange igen i skildringen af stedet for Byrgesbod, der lå øster på i hraunet omgivet af kløfter på de tre sider og (dengang afgrænset ved) en virkesvold på den fjærde (Sturl. s. 26)[92].


Når endvidere (Sturl. s. 82) sagaen fortæller om bilæggelsen af præsten Povl Sölvessöns og Sturla Tordssöns (den ældres) strid — der kom i stand ved, at Sturla holdt en tale til de ved lovbjærget forsamlede, hvorved han antog høvdingen Jon Loftssöns voldgift — og beretter det på følgende måde: . . . »og en af de dage, da folk i talrigst mængde kom til lovbjærget, gik Sturla frem på virket foran sin bod; ti det var ofte hans sæd at holde lange taler om sine sager, og ofte kededes folk ved at høre derpå« — så er egenlig allerede derved lovbjærgets plads temlig nøjagtig angivet, når man kender stedet for Sturlas bod, og at denne var Hladbod, er allerede tidligere fremhævet: Hladbod fulgte Snorrungegodordet (Sturl. s. 226), Snorrungegodordet var Sturlungernes arvegodord (s. 276), Sturla ejede det i sin tid (s. 265—65); hans fader Tord Gilssön, der på mødrene side nedstammede fra en af Snorre godes sønner, havde overtaget det efter Måne-Ljot, der, som Eb. (s. 123) udtrykker sig, var den betydeligste af Snorre godes sønnesønner.


Endnu et sted foruden dette (Sturl. s. 235, hvor imidlerted G. V. har optaget læsemåden »lögrétta« for »lögberg« fra det mindre gode håndskrift), omtales lovbjærget som liggende vest for åen: Snorre, der en sommer havde ladet bygge en bod, som han kaldte Gryde (Grýta) oven for (upp frá) lovbjærget, red til tings med et følge på seks hundrede mand, også begge hans brødre mødte med talrigt følge; alle vare de vest for åen. — Når der i Sturl. (s. 279) siges, at Snorre på tingets slutningsdag »red til lovbjærget, som han plejede, førend han red af tinge« (hvor han ved denne lejlighed træffer broderen Sighvat, med hvem han har en ordveksel), så er dette i og for sig nok til at vise, at der i denne saga ikke kan være tale om tangen øster på i hraunet som lovbjærgssted.


At man på oven nævnte steder i Sturl., hvor der hentydes til lovbjærgets beliggenhed, ikke har at gøre med en forvirret tekst, men med den oprindelige, uforvanskede fremstilling, kan næppe betvivles efter de vidnesbyrd, der foreligge for, at et lovbjærg øst for åen er en frugt af en nyere tids gætning. — Det mest afgørende bevis frembyder vistnok en udtalelse af den bekendte Arngrim Jonssön (f. 1568, † 1648) i hans skrift »Specimen Islandiæ historicum et magna ex parte chorographicum«, s. 5—6[93]. Han begynder med at fortælle, at tinget først holdtes på Kjalarnæs, men derfra flyttedes til Tingvold (Thinguellam) som et sted, der var bekvemmere for de for hele øen fælles ting, og at det nu kaldes Althing; derefter fortsætter han: Fordum kaldtes også det samme tingsted Lögberg ɔ: rettens klippe, den til retsforkyndelser indviede klippe. Ti nu, ligesom fordum, holdes indbyggernes årlige ting[94] ved en klippe eller klippeskrænt, der strækker sig i en længde af formodenlig omtrent en halv mil fra syd til nord, og som efter længden er, enten ved jordskælv eller af naturen, delt i en lille ikke uskøn dal, og ligesom bristet.« Derefter følger en omstændelig beskrivelse af den lille dal, hvorved skal forstås Almannagjå; det beskrives, hvorledes dalen på et stykke gennemstrømmes af en å (Öksarå), indtil denne kommer »til selve retsstedet (ad ipsum habendorum judiciorum locum), dér antager den en modsat retning og skaffer sig udgang efter i et vandfald at have gennembrudt dalens anden side — ikke uden med en vis varslende betydning (non sine aliquali omine), ti tavs påminder den dommerne og dem, der har afgørelsen af sagerne (judices, ac rerum et causarum arbitros) om ikke, på det voldsomme vands vis, i lidenskab på ubillig måde at sammenblande ret og uret, og styre lovene uden lov, men erindre den tidligere tids retskaffenhed, og at det ikke er sømmeligt for kristne, at vor tid overgås af den.« 


Heraf synes med sikkerhed at fremgå, at der i den første halvdel af det 17de årh. ikke levede nogen forestilling om et lovbjærg øst for åen; enten har dettes beliggenhed været helt glemt, eller navnet har været knyttet til Almannagjås østerskrænt mellem Snorrebod og fossen, hvad der jo vilde stemme ypperlig med Sturl.s angivelser. — Rimeligst er det dog måske at antage, at lovbjærget alt dengang har været forsvundet som stedsnavn, men at Arngrim Jonssön ved sin forklaring af navnet »lögberg« uvilkårlig overfører senere tiders forhold på fristatstiden[95].


Jon Olavssön, der netop har udførlige meddelelser om herhenhørende forhold, synes nemlig slet ikke at kende »Lögberg« som et da bestående stedsnavn på altingsstedet, om end hans bemærkninger på anden måde kan bestyrke sandsynligheden af, at det gamle lovbjærg virkelig har været, hvor vi i følge Sturl. og Arngrim Jonssön snarest vilde søge det.


Dømmende forsamling, lovrette og lovbjærg blander Jon Olavssön aldeles sammen, tænker sig lovretten væsenlig dømmende og lader den have haft sit sæde på lovbjærget. — Under ordet »lögrétta« siger han i sin »Contractismus« (Addit. 6, 4to, p. 246—47): »Den [ɔ: lovretten] mener jeg til forn har været på den østre kløftskrænt (á eystra gjábarminum) kort vest for (skamt fyrir utan) Snorra búð, få favne nordligere, ti år 1724 circiter, da vi kom med Povl Vidalin til lovkonferensen, scilicet en uge før alting eller d. 8de juli, som da brugtes[96], fandt jeg dér firkantede hraunstene på klippen (á berginu), af passende størrelse til at sidde på, de fleste af dem græsbevoksede; dem tog vi op, væltede dem ned fra skråningen og gjorde en gangbro (stillur) deraf ved den sydlige øreende, neden for lovretten, så at man kunde gå med tørre fødder først over på fogedholmen (yfir á fógeta hólmann), og siden satte vi ligeledes trædestene (stigsteina) derfra over armen (yfir kvíslina), så man kunde gå hjem til Tingvold (heim að Þíngvöllum) med tørre fødder og behøvede ikke hest, men dog tossede nogle af uagtsomhed, kådhed eller drukkenskab stundum ud fra dem. Det sted tror jeg har heddet lovbjærg fordum, således som navnet forekommer i Jonsbog(!) og sagaerne[97]. — Men deres mening er uden tvivl uret, som mener at kunne forstå (þykjast vilja skilja) af Njåls saga, at lovretten har været øst for åen. Der har snarere kunnet være Østfjordingedom. — Lovrettemændene sade ude på tuer under åben himmel og konfererede således capita. Disse firkantede hraunstene stod som i en halvkreds på kløftskrænten (á gjábarminum), som om noget af kredsens vestre del var styrtet i kløften[98]. De vare alle firkantede hraunstene, ligesom tilhugne og passende til at sidde på som andre stole.« — Senere hen (s. 270) fremhæver Jon Olavssön igen denne stenkreds på østerskrænten af Almannagjå som et vidnesbyrd om lovrettens plads i ældre tid, men tilføjer, at stenkredsen måske har været en »domring«[99].


I sit leksikon, under ordet »vebönd«, gentager Jon Olavssön sin anskuelse om, at »lögberg hið forna« har været kort oven for Snorrebod, på Almannagjås østerskrænt, hvor han c. 1724 fandt den oven omtalte halvkreds af sten passende til sæder; her (hvor han nævner holmen uden noget videre tillæg — yfir á hólmann —) anfører han påny sin formodning om, at lovrettemændene har siddet på det af ham påpegede lovbjærgssted, men mener så, at de siden skulde have flyttet tingstedet neden for klippen, dér hvor lovretten på hans tid var.


Jon Olavssöns argumentation for, at lovbjærget har været dér, hvor han med tankeløs vandalisme var med til at tilintetgøre tingstedets interessanteste oldtidslævning[100], kan der ganske vist ikke tillægges nogen betydning på grund af den fuldstændige forvirring han røber med hensyn til den tinglige virksomheds udøvelse i fristatstiden, men der er dog ikke desmindre vistnok al sandsynlighed for, at den af ham omtalte stenkreds netop har været sædet for lovsigemanden og de mænd, han gav plads på lovbjærget. Pladsen oven for Snorrebod må i det hele taget siges at have været ret bekvem til lovbjærgssted, forudsat at ikke altfor mange boder har været sammendyngede her.


Tænker man sig forsamlingen stående op ad den jævnt skrånende østerskrænt, fremkommer forhold, der meget svare til dem, under hvilke retsforkyndelserne i vårtingenes »tingbrekke« fandt sted[101]. — Den hypotese, Jon Olavssön sigter til, i følge hvilken lovretten, begrundet i fremstillingen i Nj., antoges at have været øst for åen, kommer vistnok først frem i bodbeskrivelsen fra 1700, hvor der siges, at det gamle lovbjærg var øst for åen. Det fremstilles i bodbeskrivelsen som forfatterens anskuelse, men »lovbjærget« omtales vel at mærke ikke som noget endnu levende stedsnavn, ligesom det i det hele i følge det forud fremstillede med en til vished grænsende sandsynlighed kan antages, at der ved begyndelsen af det 18de årh. intet lovbjærg kendtes på altingsstedet. Da for de dalevende forestillingen om lovrette og lovbjærg faldt sammen, er det næppe for dristigt at slutte, at forfatteren af bodbeskrivelsen, der af Nj. så, at lovretten måtte have været øst for åen, og som efter de gængse forestillinger tænkte sig denne som en domkreds og på lovbjærget, forført af den kredsformige tomt på Byrgesbodtangen, har ment dér at finde lævningerne af den på lovbjærget stående lovrette og altså har gjort tangen til lovbjærget.


Samtidig med at denne antagelse af lovbjærgets beliggenhed fik indgang, har da også traditionen om en lovrettetomt her fæstnet sig, og først nu har sagnet om Floses spring kunnet opstå. — Hvortil oven nævnte tomt på tangen har tjænt, kan vel i øvrigt næppe afgøres, skønt man naturligvis fristes til at gætte på, at man her har tomten af en bod (med virke?) — Byrgesbod(?), = Svínfellingabúð (?), med Orms og Torains bodvirkei??)[102].


Egg. Olavssön nævner i sin islandske rejsebeskrivelse intet »lovbjærg« på altinget; i sin dagbog slutter han beskrivelsen af altingsstedet således: »Til forns (før 1162[!]) stod lovretten østen for Öxarå, hvor endnu ses stene, hvor retten har stået under åben himmel. Men den gejstlige ret er først bragt til altinget ved biskop Br. Svenonis Ao. 1639.« 


Da man ikke har efterretning om nogen sådan oldtidslævning på voldene, som den her nævnte, er det ikke urimeligt, at Egg. Olavssön her tænker på den kredsformige tomt på Byrgesbodtangen. — I Sv. Povlssöns beskrivelse af altingsstedet (Dagbogsudtoget i Naturhist. Selsk. Skr. III, 1. s. 192) fremtræder derimod den moderne lovbjærgsteori fuldt udviklet, og lovretten som sædvanlig henlagt til »lovbjærget« (»I forrige tider bleve domme afsagte under åben himmel østen for elven, på en med dybe hraunsprækker omgærdet klippe, Lögbergi kaldet«).


Også Tingvoldspræsten, der fra 1780 havde haft dette kald, henlægger i sin antikvariske Indberetning (1817) lovrette og lovbjærg til Byrgesbodtangen, men omtaler i øvrigt denne, som om den da benævntes lögréttuspöng (ɔ: lovrettespang!)[103].


Lovbjærgets skæbne i tidernes løb afgiver et slående eksempel på, med hvilken lethed på Island, når et i ældre historiske kilder bevaret, men senere tabt stedsnavn igen begynder at beskæftige den almindelige opmærksomhed, enkeltmands hypotese da går over til at blive almindelig antagelse og fæstner sig i folks bevidsthed, så vedkommende navn får udseende af et ved uafbrudt tradition forplantet stedsnavn, — og viser, hvorledes man må være på sin post mod ethvert sådant stedsnavn, som med en vis sandsynlighed kan antages en tid lang ikke at have været kendt.


Af andre i sagaerne nævnte altingslokaliteter bør måske endnu stedet for kvidens nedsættelse omtales; det var, som allerede nævnt, i følge Nj. vest for åen: Mörd bød (Nj. 773, 79) de af ham udnævnte 9 naboer til sæde vest på åbredden, og her foregik rydningen; men nærmere at ville bestemme stedet nytter næppe, da dette sted rimeligvis ikke har været et engang for alle bestemt, men af vedkommende selv udvalgt (sml. Grg. § 35).


Tingbrekka og de gamle boder i Almannagjá - (W.G. Collingwood, 1897)
Med hensyn til de steder, hvor Almannagjå og herhen hørende lokaliteter nævnes i sagaerne, må bemærkes, at udtrykkene i Nj. s. 739 frembyder ikke ringe vanskelighed for en tilfredsstillende forklaring. Bjarne Broddhelgessön og Flose føre Ejolv, da de ved hemmelig aftale vil søge at vinde ham for deres parti, op i Almannagjå, — efter udgangspunktet, Hlaðboð, at dømme, kan der næppe være tvivl om, at de går ind i kløften ad den sædvanlige over østervæggen førende vej. Ejolvs folk lader de blive på gjåbakken (ɔ: østerskrænten) for derfra at holde udkig; selv går de derimod »til de kommer der hvor vejen ligger ned fra den øvre gjå (þar er gatan liggr ofan af hinni efri gjánni)[104], Flose sagde, at dér var godt at sidde og at man kunde se vide (ɔ: vidt omkring), de satte sig da ned«. — Ved den øvre gjå kan man ikke tænke på den Årmannsfell nærmeste nord for Öksarå liggende del. Denne, der desuden er med lignende flad bund som partiet syd for åen, og som ikke på nogen synlig måde hæver sig over dette, er nemlig ved åen — der under sit løb gennem gjåen så godt som fuldstændig optager dennes bund — således adskilt fra dennes neden for liggende del, at der ikke kan være tale om en vej fra det ene til det andet af disse to partier. Man må altså antage, at »efri gjá« også har indbefattet partiet nærmest tingstedet syd for åen og været kaldet således i modsætning til den neden for, nærmest søen, liggende del. Nu er imidlertid dette parti, allerede kort neden for Kårestadsstien (Kárastaðastigr) — hvor gjåen noget indsnævres — meget sammenstyrtet, hvad dog kan være en følge af senere jordskælv (navnlig det 1789); og man kunde da måske antage, at tidligere havde der ligget en vej ind i den sydligere og (rigtignok temlig umærkelig) lavere del af gjåen, skønt det unægtelig ikke er let at se, hvortil en sådan vej skulde tjæne, og hvorhen den har ført — medmindre en forbindelse mellem denne og den gamle alfarvej nede ved søen dengang har været mulig. Ved den gode plads med vid udsigt her vilde næppe andet kunne være ment end den, der fremkom ved, at de siddende havde ryggen fri og udsigt ud over Almannagjås græsklædte, rimeligvis meget befærdede bund op imod Öksarå[105].


Efter at Gissur og Hjalte havde ladet synge messe på gjåbakken oven for vestfjordingernes bod, gik de i procession til lovbjærget med to kors, »som nu er i det østre Skard« (í Skarðinu eystra, Krstn. s. 21), og hvoraf det ene betegnede Olav Trygvessöns, det andet Hjalte Skeggessöns højde. At dette »Skard« utvivlsomt ikke er nogen lokalitet på altinget, men den nu ubeboede jord »Østre Skard« i Rangåvolde syssel, har Jon Sigurdssön gjort opmærksom på (Dipl. isl., s. 351 ffg.), men af forf. til bodbeskrivelsen fra c. 1700 er dette sted blevet misforstået; han påviser derfor et »Krossskarð« i Almannagjå, som det sted hvor det første af disse kors skal have stået.


Som stående i nær forbindelse med altinget og på en måde som hørende hertil må den til gården Tingvold (nu præstegård) knyttede kirke og kirkegård betragtes. Straks vest for præstegården nær åen ligger kirkegården; kirken derimod står nu i det temlig høje tun nord for præstegården. I følge Heimskr. (s. 369, hvormed kan sammenlignes Flatb. III. s. 247, 344) skulde man antage, at Olav den hellige først havde ladet bygge kirke på Tingvold; imidlertid nævnes i Nj. (s. 637) allerede nogle år forud »bondens kirkegård« her. Olav gav tømmer til kirken og en stor klokke (klukku mikla, þá er enn er þar); senere sendte Harald hårderåde en anden klokke til samme kirke; denne konge har rimeligvis også påny sendt tømmer til dens opbyggelse, i al fald siges (Krstn. s. 30, Hungrv. s. 71), at i et uvejr i biskop Gissurs dødsår (1118) omstyrtedes kirken på Tingvold, som kong Harald Sigurdssön havde skaffet tømmer til.


Finn Jonssön fortæller i sin isl. kirkehistorie (IV B.; sml. Espolin, árb. III, s. 38—39), at Vidøs sidste abbed Aleksius Povlssön først (i beg. af 16de årh.) var præst på Tingvold, og at han lod flytte kirken fra kirkegården, hvor den før var, til den plads, hvor den nu står, på grund af vand, der vældede frem af jorden, og siger, at man viser store stene, benævnede Abbed stene (Abóta steinar) i kirkens væg, hvilke denne overordenlig stærke mand ene skal have flyttet.


I Tingvold kirke holdtes lovsigemandens lovforedrag i tilfælde af umildt vejr (Grg. § 117); her overværede også, som det ses af sagaerne, tingmændene gudstjenesten. De plejede da, formodenlig på grund af den knappe plads, under messen flokkevis at stå eller sidde uden for kirken (Ljósv., Bdm. C, Sturl.).


Foruden i flere sagaer omtales hyppig i Grg. kirkegården, men altid som »bondens kirkegård«, ikke til adskillelse fra nogen anden, men fordi den tillige med kirken dengang må have hørt under ejeren af Tingvold. På bondens kirkegård fandt i fristatens tid udbetalingen af forskellige bøder og andre summer sted, ligesom også enkelte stævninger kunde foretages herfra. — Angående de oven for nævnte »Abbed-stene« fortæller Tingvoldpræsten i sin antikvariske indberetning (1817), at Aleksius skal have ført et eller andet steds fra »to stene, som er her, hver i sin kirkevægskant (kirkjukampr), og en tredje, som står lige over for kirkedøren, af hvilke den i den nordre vægkant er c. 2 alen høj og meget tyk, men de andre to c. 2¼ al. hver, og af dem er den i den søndre vægkant den største og af den tungeste stenmasse; på denne og den, der står lige over for døren skal være et gammelt alenmål. — I følge en rimeligvis fra c. 1200 stammende lovbestemmelse[106], fandtes der dengang et alenmål (kvarði) mærket på kirkevæggen på Tingvold; og i selve lovbestemmelsen, hvorved der vedtoges for fremtiden ved måling af klæde at anvende en »stike« (egl. stok) på to alens længde, bestemtes tillige, at en sådan stike skulde mærkes på enhver kirke, hvortil der hørte kirkegård.


Hvorvidt der endnu er bevaret noget af disse på Tingvold kirkevæg indhuggede gamle længdemål, er vanskeligt at afgøre. P. Vidalin siger i »Fornyrði Lögbókar« under artiklen »alin« (hvor han søger at vise, at den gamle islandske alen var c. 18½ tomme lang, hvorefter stiken da vilde blive omtrent lig en engelsk yard; se herom Dipl. isl. I, s. 306—08), at ingen i hans dage kendte den sten, på hvilken det gamle alenmål på Tingvold kirkevæg havde været indhugget, og gør desuden opmærksom på, at kirken var flyttet fra sin gamle plads; dog, siger han, havde han hørt, at i de folks tid, som levede i hans barndomsår, havde stenen endnu været at se i kirkevæggen.


Jon Olavssön fra Grunnavig fortæller imidlertid i sit leksikon under ordene »alin« og »kvarði«, at præsten på Tingvold, Markus Snebjörnssön, havde fortalt ham (formodenlig da han i altingstiden 1744 boede hos ham), at da han omtrent år 1740 var ved at opbygge kirken, havde han fundet i grundvolden en sten eller klippeblok, hvorpå et alenmål, kortere end en almindelig alen[107], var mærket, og som han antog for at være det i den gamle islandske lov omtalte alenmål, der skulde være mærket på Tingvold kirkevæg. Denne sten havde han (præsten) ladet anbringe yderlig i væggen, så at alle kunde se den udvendig fra. Jon Olavssön tilføjer, at senere hen havde folk, der besøgte altingsstedet, målt det i stenen indhuggede alenmål og fundet, at det stemte fuldstændig overens med den længde, som Povl Vidalin havde angivet for den ældste islandske alen[108]. Den antikvariske indberetning fra begyndelsen af dette århundrede vil, som oven for meddelt, påvise ikke alene én, men hele to stene, på hvilke det gamle alenmål skulde være mærket; af disse fandtes imidlertid kun den ene i kirkevæggen, den anden derimod foran døren til kirken, fritstående.


Af denne sidste har man en tegning med tilhørende beskrivelse af daværende kammerjunker Teilmann, som 1820 besøgte Island[109]; af de til tegningen knyttede bemærkninger fremgår det, at man dengang har anset en tværs over stenens forside liggende vandret indsænkning, omtrent 5 kvarter lang, for alenmålet (der altså nærmest måtte gengive en »stika«).


Druknehullet. - (A. E. F. Mayer, 1836)
Også nu står der foran kirkedøren en sten, der siges at bære det gamle alenmål indhugget, og som aldeles svarer til den af Teilmann afbildede; foruden den omtalte indsænkning findes på stenens forside i skrå retning indhugget ni ulige-lange tværstreger, der nu almindelig antages at have hensyn til alenmålet, men som man i følge Teilmann da ingen betydning tillagde; afstanden mellem de to yderste er omtrent 19 tommer (altså omtrent svarende til den ældste islandske alens størrelse). At denne sidst omtalte alensten er den af Teilmann afbildede, og at den, som Teilmann forefandt foran kirkedøren, er den samme, som den antikvariske indberetning omtaler stående dér, kan næppe betvivles. Hvor den anden i indberetningen omtalte, i kirkevæggen siddende, alensten nu skal søges, er vanskeligt at sige, da den gamle »torfkirkja« siden (1859) er nedreven og afløst af en tømmerkirke. Om nogen af de i den antikvariske indberetning omtalte alenstene har været den af Markus Snebjörnssön genfundne, og om denne igen virkelig har været ægte, må i øvrigt stå hen[110].


Til Tingvold kirke havde, som anført, i følge Heimskr. Olav den hellige givet en stor klokke, som endnu, da sagaen skreves, var der; ligesom Harald hårderåde ifølge Flatb. (III. 344, 415) gav en anden klokke til kirken. Olavs klokke er det vel, der tænkes på, når der i Hákb. og Jónsb. (þingfb. 3) tales om den »store klokke«, hvormed lovmanden skal lade ringe til lovretten.

Senere hen ses altinget at have haft sin egen klokke, om hvis plads og anbringelse for den ældre tids vedkommende intet er bekendt Altingsklokken var 1723 ubrugelig på grund af brud, hvorfor man dette og de følgende år måtte låne klokke hos præsten, hvad der skaffede F. Vidalin endel ubehageligheder umiddelbart før hans død (han døde på altinget år 1727)[111].


Hvor Jon Olavssön i sin »Contractismus« under ordet »lögrétta« fortæller om forholdene på altinget c. 1724, siger han, at den store klokke stod da rævnet hjemme i Tingvoldtun, norden til (formodenlig hvor Björn Gunnlaugssöns kort har Klukkuhóll), og at det sagdes, at kong Olav den hellige havde givet den. Dette sagn har dog intet haft at støtte sig til. I Arne Magnussöns papirer (Addit. 11, 8vo) findes nemlig med AM.s egen hånd noteret på en seddel »a alþingis kluckunni stendur: Verbum Domini manet in eternum. Bochardt gellegeter me fecidt. anno 1593. ipse annotavi 1703. Jon lögmadur Jonssön kom víst ut med þessa klucku«[112].


Magnus Gislessön, fortæller fremdeles Jon Olavssön (under »lögrétta« — Contract. s. 247, 270 —, og i leksikonet under vebönd«), der fik lovretten opbygget af tømmer, lod også istandsætte eller omstøbe den store, rævnede klokke og benytte den igen til altingsringning, i det han lod den ophænge ved lovretten. — Ved lovrettehuset fandtes også altingsklokken, da Sv. Povlssön 1792 besøgte tinget (Naturvidsk. Selsk. Skr. III, 1. s. 192).


Allerede under omtalen af gården Ölvesvatn bemærkedes, at der ved Tingvold præstegård fandtes en af de på Island ikke ualmindelige stene med fadformig fordybning oven i, og der fremsattes der den formodning, at de måske oprindelig havde været vievandskar fra den katolske tid. Den herværende sten, der længe har været ved præstegården, og som nu henligger på kirkeågårdsgærdet, er forholdsvis lav og flad, med temlig ringe fordybning[113].


Med hensyn til forholdene på altingsstedet kan måske for den nyere tids vedkommende, foruden hvad der tidligere lejlighedsvis er anført, være et og andet at bemærke. — Af bodbeskrivelsen 1700 ses det, at den gamle hirdstyrerbod oprindelig lå på Öksaråholmen. I følge »Lögsögumanna tal« (Safn II, s.139) ophørte man, samtidig med at lovretten opbyggedes (1691), med at tjælde hirdåstyrerboden i Öksaråholm, og »amtmanden og landfogeden lod bygge vægge til deres boder vest for åen, og dette vedligeholdtes meget længe.« 


Efter fremstillingen i »bodbeskrivelsen« må også så vel amtmandsboden som den nord for den liggende landfogedbod (Hedeåmannsbod) have ligget vest for åen[114]. — Skrås over for den før omtalte bodtomt vest for kirkepladsen i Tingvoldtunet, den såkaldte biskopsbod, der er adskilt fra kirken ved den til gården førende vej, påvises hinsides åen tomterne af den nysnævnte »amtmandsbod«. Den, navnlig i det 18de årh. vedligeholdte, såkaldte overret« holdt på Jon Arnessöns tid sine møder i denne (»et timmerhus opbygget amtmanden til beboelse så længe tinget varer, og derfor sædvanlig kaldet amtmandsbod« — betegner J. A. den som: isl. Rættergang s. 462).


På Sv. Povlssöns tid var der, som tidligere anført, to huse af tømmer på altinget; det ene var »amtmandens stue, rent forfaldet, formedelst mangel på oppasning og reparation«, det andet lovretten, hvori da »begge de verdslige retter, laugtings- og oberretten«, holdtes (Nat. Selsk. Skr. III, 1).


På altinget påvises endvidere forskellige steder, hvor de tiders mere eller mindre barbariske aflivelse af forbrydere fandt sted. Den på kortet nævnte »Drekkingarhylr« (det bassin, som Öksarå danner umiddelbart før sit udløb fra gjåen), plejer i almindelighed at angives som det sted, hvor misdædersker, navnlig for blodskam, druknedes, øst for gårdens tun skal i følge Sv. Povlssön (dagbogen 1793) findes en i bunden græsbevokset kløft, hvor hekse brændtes, og hvor asken endnu på hans tid var at se; E. O. (s. 1031) omtaler derimod et sted i Almannagjå, hvor bålet tændtes for de for trolddom dømte (på B. G.'s kort angives til dette brug en anden kløft nordlig for Tingvold tun).


Nordlig i Almannagjå hængtes tyve, i det en bjælke lagdes over to parallele klippeblokke. — På Torlejvsholm foregik henrettelser. — På Almannagjås kant findes stundum forbryderes hoved at være sat på stage.


Denne egns ejendommelige skønhed skyldes ikke alene den stolte Almannagjå, søen og de grønklædte lavaklipper, men næppe mindre de forskellige fjælde, der danner rammen om dette landskab. Mod øst hæver sig en hvælvet anselig fjældmasse Ravnebjærgene (Hrafnabjörg), og nord for disse en række af symmetriske spidse fjældtinder Tindefjældene (Tindafjöll). Mellem disse og Årmannsfell lukker forskellige småfjælde udsigten, og vest for dette hæver de fra Brynjedalen kendte Suletinder og Kjosens fjælde sig over hraunet og den her næsten forsvindende Almannagjå. — Under Årmannsfell holdtes ifølge HÞ. (s. 171) altinget, da Tord Gelle med våben i hånd tvang Tunge-Odd, der dog mødte med 300 mand, til ikke at betræde tingstedet; men dette er en aldeles enestående efterretning, hvis nøjagtighed derfor altid må forblive tvivlsom[115]. Ad kratgrode hraunstier ligger vejen mod nord langs Årmannsfell, forbi en lille ås, der i sydlig retning strækker sig ud fra fjældet, ind mod en lille slette, hvor man inderst i denne overraskes af en strålende grøn græsplet, til de tre sider begrænset af stejle højder. Stedets navn er Hovmannaflöt (Hofmannaflöt)[116]. Til venstre (nordvestlig) ved græsfladen hæver sig en isoleret kegleformig høj, endende for oven i en klippeblok af form som en skråt afskåren søjle eller træbul, der navnlig set i en vis retning frembyder en tydelig fordybning som et sæde, hvad der da også ligger i navnet Meyjarsæte (Meyjarsæti, ɔ: Møsæde); man har formodenlig i fantasien udmalet sig klippen som et kvindeligt dommersæde, hvorfra riddernes kampe på sletten beskuedes. Begge navne er vistnok temlig ny; sletten nævnes i den opdigtede Årmanns saga som sted for de deri forekommende fjældboers brydekamp. Den omtalte lille ås, der i syd går ud fra Årmannsfell kaldes Slædeås (Sleðás). Det er øjensynlig dette højdedrag, som i Grt. kaldes Sleðaáss (s. 31) eller Sleðáss (s. 76); dette ses bedst ved at sammenholde denne sagas angivelser med Sturl.s omtale af Sleðaáss, hvor dette steds beliggenhed aldeles nøjagtig angives (I, s. 30 ffg.). Der fortælles i Grt., at da høvdingerne engang red fra altinget, bedede de oppe under Sleðaás, førend de skiltes; da hævede Grette den sten, »som der ligger i græsset, og som nu hedder Grettishaf.« Dette »Grettestag« er imidlertid glemt eller forsvundet. Kan man tro en meddelelse fra præsten til Bredebolstad på Skogarströnd (Snf.) i en antikv. indb. fra ham (1817) om de alderdomslævninger, han med egne øjne havde set, så fandtes endnu i hans tid (f. 1749) »Grettishaf undir Sleðaási á veiginum frá þíngvelli upp undir Hofmannaflöt«; men pålideligheden af denne meddelelse bliver dog tvivlsom, da præsten på Tingvold (præst her fra 1780) i sin antikv. indb. (1817) fremhæver, at der ingen sådan sten er at finde ved det sted, som nu hedder Slædås (Sleðaháls siger han det hedder, men forudsætter, at det er det samme som Grt.s Sleðaás); men nord for Ármannsfell, nord for Tröllaháls, fortsætter han, findes der et Grettestag, og han gætter da på, at dette kan være det i Grt. omtalte, og at Trollaháls dengang kan have heddet Sleðaás. Denne hypotese må alt i slutningen af forrige århundrede have været temmelig rodfæstet; Sv. Povlssön omtaler således i sin dagbog 1793 Tröllaháls under navn af Sleðaháls og nævner Grettestaget dér som det i Grt. s. 31 omtalte. Dette sidste antages nu af alle som noget selvfølgeligt; halsen, hvorunder stenen står, må altså, slutter man, være Grt.s Sleðaás, og som sådan, dog med det rigtige navn i parentes, er den også fejlagtig angivet på Bj. Gunnlaugssöns Islandskort.


Druknehullet - (W.G. Collingwood, 1897)
Fra Hovmannaflöt fører to veje gennem de denne indesluttende højder, den ene, der går i nordøstlig retning, forener sig senere med de store til nordlandet førende fjældveje; den anden ligger lige i nord, bag om Meyjarsæte, op langs smalle stenede kløfter og over høje skrænter, de såkaldte Kløfter (Kluptir), et pas, der oftere nævnes i HGrk. ligesom også i Sturl. (Klyptir, I, s. 30 ffg.), og hvorigennem alfarvejen nord på bestandig har ligget. Fra åsene åbner sig for den, der kommer nord fra, for første gang udsigten til bygden: på begge sider om det smalle »borg«formige Meyjarsæte ud over hraunet til den store af takkede fjælde begrænsede, med øer og næs afvekslende sø, alt i milde dunkelbrune farver, et ægte fjældlandskab. Kommer man syd fra, ser man nærmest en smal lille af højdedrag indesluttet grusslette med en lille sø Sandåklettavatn (Sturl. Sandvatn) i forgrunden. For ude begrænses synskredsen af en række jøkler, forrest til højre (i nordøst) hæver sig det smukke Skjaldbrejd (Skjaldbreið), der ifølge Kjerulf[117] når 2000 f. over det her godt og vel 1000 f. høje plateau, som et regelmæssig - rundt, svagthvælvet skjold (deraf dets navn) med brunlig hraunfarve for neden, og kun på den øverste svagt hvælvede flade et tyndt snedække. Fra det strækker sig den uhyre lavastrøm[118] langs Tindafjældene bag om de små Hovmannaflöt begrænsende fjælde for atter syd for disse at brede sig, bedække alle lavere strækninger, ja endogså fortsætte sig langt under den store Tingvoldsø. — Nærmest for sig har man imidlertid en ås eller hals, over hvilken vejen slynger sig mellem grus og sten; det er den alt tidligere omtalte Troldehals (Tröllaháls, Tröllháls, Sturl. I, s. 31 omtalt alene som »hals«).


Grettestaget, der påvises her, er en stor sten eller klippeblok, som findes hinsides halsen på en grusflade kort øst for vejen; sit navn skylder den selvfølgelig sin i øjne faldende form og stilling; den lå nemlig — hvad dog nu ikke længer er tilfældet — på et underlag af mindre sten (hlóðir), hvor den tænktes anbragt af menneskehænder (ang. nærmere beskr. se i øvrigt den antikv. indb.); efterhånden er den, som omtalt, forvekslet med det i Grt. omtalte »Grettishaf« under Slædeås. I Sturl. (s. 31), hvor der gives en særdeles udførlig og nøjagtig beskrivelse af lokatiteteme nord for Tingvold, siges der, at vejen ligger »ofan yfir háls at Sandvatni« og derfra »ofan um Klyptir« og »fram undir Ármannsfell ok hjá Sleðaási«[119]. Strækningerne oven for Troldhals er af en avrett eller fjældgræsgang at være en usædvanlig smuk egn. Nærmest vejen støder man hyppig på frodige græspletter og små vandløb med en begrænsning af forskellige mindre højdedrag og småfjælde i vest. Den første af disse oaser er Videkær (Viðiker, opr. Víðikjörr ɔ: Vidjekrat, se Sturl. I, s. 31), derpå kommer et almindelig benyttet bedested kaldet Sælehus (Sæluhús)» eller Hallbjörnsvarder (Hallbjarnarvörður[120]; herfra ligger en fjældvej mod vest til Lundareykjadal i Borgefjord over de såkaldte Okserygge (Uxahryggir) mellem det tæt sydvest herfor liggende lille fjæld Kvigyndisfell og Tværfell (Þverfell). Lidt højere oppe er en tredje græsplet med vand, de såkaldte Brønde (Brunnar ɔ: kilder), det sidste sted, hvor man på denne dagsrejse nord på kan lade hestene bede. Nord for strækker sig kun sorte nøgne strækninger op mod jøklerne. Disse er nu rykket en nær på livet; bag ved Skjaldbrejd, som man nu næsten er kommen forbi, hæver sig det høje, stejle, for oven flade og snedækte Hlöðufell, der alt længe har været synligt og bidraget til egnens pryd. Lige for strækker den lange Gejtlandsjøkel sig, foran hvilken en række besynderlige små sorte fjældknuder står, de såkaldte Hrudrkarle (Hrúðrkarlar)[121], og endelig vest for denne kommer Ågjøklen (Ok). Fra Brunnar ligger en vej til venstre til Reykåholtsdalen i Borgerjorden, en anden ligefrem gennem den berygtede af jøkler indesluttede Kaldedal (Kaldidalr) til de øverste gårde i Myre- og Borgefjordssyssel; hvilken man end følger, befinder man sig snart uden for Ånæs syssels grænser.


Gårdene i Tingvoldsvejten ligger for største delen således skjulte i hraunet, at det er en hel kunst at opdage dem og finde hen til dem; et par ligger på de kratgrode strækninger mellem Ravnegjå og Almannagjå, adskillige vest for denne. Blandt disse sidste er Svartagil, sydvest for Årmannsfell; mellem denne gård og den sydvest herfor, tæt sydfor Öksarå, liggende gård Brusastad har Grimsstad (Grfmsstaðir) ligget, hvor Grim den lille boede, efter at han forlod Ölvesvatn; »suðr frá Kluptum« siges stedet noget unøjagtig at ligge (HGrk. s. 14)[122]. Blandt de første er Tingvolds nabogård mod nordøst, Skógarkot; øst for gården er en grøn skråning, der nu benyttes af bonden som plads for hans stekk (lammesti), stedet bærer endnu navnet Torhallsstad (Þórhallsstaðir). Her skal Torhalle Ølkovre have bot, om hvem der i Ölk. siges, at han boede »i Bláskógum á þórhallsstöðum«; hans tilnavn er bevaret i navnet på en flad lavahøj kaldet Ölkovrahol (Ölkofrahóll), der ligger mellem Torhallsstad og Skogarkot; som bevis på en tidligere beboelse af Torhallsstad fremviser man en »fornmannabrunnr«, en stensat brønd, der for nylig er funden her[123]. Om Ølkovre siges der, at han ejede en skov, der lå oven for Ravnebjærgene[124] og øst for Langehlid (Lönguhlíð). Dette sidste stedsnavn findes ikke nu bevaret; der synes dog næppe herved at kunne tænkes på nogen anden fjældstrækning end de før nævnte Tindefjælde, også kaldet Tindaskage, den lange, smalle ryg, der forbinder Ravnebjærgene med Skjaldbrejd; men da føres man næsten med nødvendighed til at læse »vest« for »øst«. I Ölk. fortælles der nemlig, hvorledes der opstod ild i Torhalle Ølkovres skov, hvorfra den forplantede sig til de omliggende skove, så at skovene vide om i hraunet brændte, en strækning der senere kaldtes Svidning (á Sviðningi, den yngre udg. læser fejlagtig á Svíðingi); dér brændte også en skov, som kaldtes Godeskov (Goðaskógr), som seks goder ejede, der havde købt disse skovstrækninger for at have nytte af dem i tingtiden. Intet af disse to sidstnævnte stedsnavne er bevaret, men beliggenheden af Godeskov er omtrent givet ved den omtale den får i Grt. s. 76, hvor der fortælles om en af altingsmændene, der var gået op under Slædås for at søge efter sine heste, og som nu gik syd efter langs med det fjæld[125], som hedder Årmannsfell, at han så en mand, med hvem han snart derpå mødtes, komme ned fra Godeskov førende ris på en hest. Den må have ligget mellem Tindefjældene og de Hovmannaflöt begrænsende højder, samt har måske strakt sig op under Skjaldbrejd [126].


I sydøstlig retning fra Skogarkot ved selve Tingvoldsøen må et i oldskrifterne oftere omtalt sted Vellankatla søges, om hvilket vi er så heldige at have udførlige oplysninger fra Arne Magnussön selv. — Først og fremmest nævnes stedet i Islb. (s. 11), hvor der fortælles, at Gissur, førend han red op på tingstedet til det for kristendommens vedtagelse afgørende ting, gjorde holdt med sit følge, da de kom på det sted ved Ölvesvatn[127], som kaldes Vellankatla (í staþ þann í hjá Ölfossvatni, es callaþr es Vellancatla) for at afvente sine på tingstedet indtrufne tilhængere. Krstn. har på det tilsvarende sted (s. 21) mere ubestemt: «da de kom til V. ved Ö.» — I overensstemmelse med Islb. læser den ny udg. af Nj., hvor kristendommens indførelse fortælles: da de (Gissurs parti) kom »í vellandkötlu ofan frá gjábakka« (gården sydøst for Ravnegjå), medens den ældre udg, havde »til«. Læsemåden »i« forudsætter, at navnet Vellankatla, der må betyde omtrent »boblende kedel«, ikke alene er knyttet til et enkelt væld, men tillige til det nærmest omgivende land. Dette lader sig også forene med Arne Magnussöns fremstilling. — At bringe dette navns betydning og stedforholdene på det pågældende sted til klarhed synes særlig at have interesseret ham. I sine samlinger til sin latinske oversættelse af Are frodes Islb. bemærker han først (Addit 6. fol. s. 253) med hensyn til oven anførte sted af Islb., at en lille bugt eller vig af þingvallavatn, fordum Ölfossvatn, kaldes endnu i dag Vellankatla, »prout nobis locorum istorum gnari retulerunt [sed ipsi postea didicimus, oculariter omnia observando]«. I sine topografiske noter til samme værk (således som stedet lyder i følge Arne Magnussöns egenhændige notits Addit. 2, 8vo, seddel 265; Jon Olavssön har i Addit. 6. fol. skødesløst afskrevet det) bemærker han dernæst (på islandsk): “Vellinkatla (således kaldes den nu) er en vig, som går ud fra Tingvallavatn lige i nord, næsten 100 fv. lang og i samme forhold bred; vest for vigen går en tange frem, og uden for den ligger en navnløs holm. Inden for den holm hedder hele vigen Vellinkatla. Mod øst ligger «Hallurinn»[128] (således hedder den nedre Ravnegjå-rand—barmur—) langs skråningen—med breckunni—, helt ned til det lavland—undirlendi—, som ligger nærmest langs vigen, hvilket dog er på de fleste steder højst ubetydeligt. Hele denne strækning er skovbevoxet. Oven for bunden af V. ligger en ujævn og mosgrot strækning, omtrent 100 fv., og langs hele denne strækning består bredden af småsten med vandpytter, hvoraf der opvælder, omtrent som i en hver, så koldt vand som ikke mange andre steder. Tangen, som før er omtalt, er overalt med stengrund og mosgrot, og ind i den ligger nogle steder småvige; temlig hyppig langs kysten findes kløfter og kløftpytter med grusstrækninger imellem. Langs østsiden er der grus ved kysten, men i midten af vigen er der lerbund. Langs gennem V., fra bunden og frem i søen, noget nærmere den vestlige kyst end den østlige, ligger en dyb kløft kaldet »Nautagjá«”. — Med sedlen følger en tegning af Vellankatla — med fremmed hånd —, der fremtræder som en temlig bred bugt, med en højst ubetydelig, kort tange på vestsiden og en lige så ubetydelig holm, længere ude, men nær kysten; langs bunden er afsat en række »fontes ebullientes»; mod øst er bugten begrænset af en bakke skråning. Navnet Vellankatla siges endnu at være bevaret; dog er det efter de nærmest omboendes beskrivelse ikke ret klart, om forholdene her endnu er ganske således som Arne Magnussön beskriver dem. — På Bj. G.'s Islandskort er beliggenheden angivet på en noget vildledende måde.


Almannagjá - (W.G. Collingwood, 1897)
Ved at sammenholde de steder i de af de ældre sagaer (Islb., Ldn., Nj., Ölk., Laxd., Bdm.) hvor Blåskogar (Bláskógar ɔ: Blåskove) og Blåskogahede (Bláskógaheiðr) — navne, der nu kendes af få eller ingen — forekomme, med Sturl.s brug af dette sidste navn, synes det at fremgå, at navnet Blåskogar er bleven brugt om den hele sammenhængende skovgrode lavastrækning, der omgiver Tingvoldsøen mod nord, vest og syd, et såre betegnende navn på grund af det dunkle, blågrønne birkekrat, der her er spredt over den mørke grund.


Navnet Blåskogahede har haft en endnu videre betydning, Sturl. bruger det endogså ét sted (I, s. 202) om Mosfellshede, men ellers synes det at være brugt om de sammenhængende fjældheder, der fra Tingvoldsvejten strækker sig helt op under jøklerne og adskiller Borgefjorden fra de nærmeste bygder i Anæssyssel[129]. Dog har enkelte mindre dele haft særlige navne; således finder vi i HGrk. (s. 26, 58), ligesom nu, Botnshede (Botnsheiðr, yngre -heiði) brugt om den smalle fjældhede, der adskiller de nordøstligste gårde i Tingvoldsvejten fra Botnsdalen. Et par gange findes også i Sturl. navnet Gagnhede (Gagnheiðr) brugt, måske i samme betydning som nu: om heden bag ved (nordvest for) Årmannsfell.


I sydøstlig retning fra Skogarkot ligger vejen over Ravnegjå; ad en ved natur og kunst af klippeblokke dannet bro eller dæmning passerer man tværs over den brede, uregelmæssige med klippestykker fyldte kløft, hvis østervæg hæver sig betydelig over den vestlige. I det kratgrode hraun noget længere nede, ikke langt fra søens nordøstlige bred, ligger den i HGrk. (s. 26) og Nj. omtalte gård Gjåbakke (Gjábakki), og forbi denne strækker Tingvoldsvejten sig langs hele søens østside, hvor der tæt ved bredden hæver sig flere enkeltstående småfjælde. Under et af disse står den i HGrk. (s. 26) nævnte gård Miðfell, opkaldt efter fjældet, hvis beliggenhed midt for søens østside allerede antydes ved navnet.


Østen for Ravnegjå deler vejen sig, en ligger i sydøst over den flade mos- og kratbevoksede Lyngdalshede til det store landskab Grimsnæs, en anden ligefrem gennem den for sin skønhed bekendte Laugardal (Laugardalr) og videre mod nordøst — den sædvanlige til Geysir benyttede vej. Denne sidste vej, hvor man har heden på sin højre hånd, nogle spidse, kække fjældtoppe Kalvstinderne (Kálfstindar) og flere lavere højdedrag (Laugardalsfjældene) på venstre, fører først over en strækning bekendt af flere interessante derværende huler[130]. Fra Kalvstinderne skyder en høj ås sig ned, Reydarbarm (Reyðarbarmr) eller, som den fordum kaldtes, Reydarmule (Reyðarmúli). Navnets oprindelse hidrører i følge Ldn. (s. 313) fra nogle foreller (reyðar), som Ketilbjörn på sin opdagelsesrejse glemte dér; i sagaerne[131] nævnes Reydarmule oftere som en altinget nærliggende lokalitet. Vejen ligger igennem mulen, således at det større stejlere parti ligger til venstre, det mindre til højre. Imellem Reydarmule og Kalvstinder skal være et smalt pas Flosaskard (Flosaskarð); denne vej, fortæller sagnet, valgte Flose, da hans fjender engang lurede på ham under Reydarmule. Det er i det hele påfaldende, hvilken rolle den fra Nj. bekendte Flose spiller i folkesagnet; han synes tidlig i en særlig grad at have tiltrukket sig opmærksomheden, ligesom han endnu den dag i dag måske er den af de i sagaen optrædende personer, der står for hans landsmænd, i al fald for disse egnes beboere, som den betydeligste; man finder derfor en stor mængde stedsnavne, hvortil knytter sig sagn om ham, til hvilke intet tilsvarende findes i sagaen. — Efter at være passeret Reydarmule kommer man ud på nogle flade grønne sletter Laugardalsvoldene (Laugardalsvellir), der er et meget brugt bedested for alle, der rejser denne vej; til den fjærnere — Lyngdalsheden nærmeste — del af disse er endnu navnet Bejtevoldene (Beitivellir) knyttet; i Nj. (s. 729, 32) nævnes dette sted som mødested for de til altinget rejsende flokke[132].


Over nogle kratbevoksede skråninger af Laugardalsfjældene kommer man dernæst til Laugarvatn (Nj. s. 729), en gård ved den vestlige side af en lille sø af samme navn. Ved denne gård er det naturligst at søge den i Krstn. (s. 25) nævnte Reykjalaug i Laugardal — uagtet her nu ikke findes nogen varm kilde af dette navn (lige så lidt som andetsteds i dalen)[133] —, hvor alle nordlændingerne og sønderlændingerne lod sig døbe, da de red fra altinget, de vilde nemlig ikke gå i koldt vand. Her er nernlig det eneste sted i Laugardalen, hvor der findes varme kilder af nogen betydning; tilmed ligger de ret ved alfarvej og af alle varme kilder nærmest ved altingsatedet. Og hertil forlægger også den almindelige mening stedet for denne begivenhed[134]. Nordøst for gården nær ved søen er en laug omgiven af en cirkelrund stenkreds, hvorfra vandet i en lille bæk løber ud i søen, her har før været indrettet et ordenligt badested. Men øst for gården findes ved søens bred tre store stærktkogende kilder med regelmæssige tragtformige kratere; vandet fra dem samler sig, før det løber ud i søen, i et lille kær; ligeledes opheder de vandet langt ud i søen; og her enten i kæret eller ved søens bred er det vel rimeligst, at dåbspladsen har været.


Navnlig den nu følgende del af vejen udmærker sig ved sin skønhed; den slynger sig langs ad høje bølgeformige skråninger tæt bevoksede med frodig birkeskov (ɔ: 3—4 al. høje birkebuske), hvorfra man har en vid udsigt mod syd og sydøst[135] over flade, grønlige af brede åer og floder gennemstrømmede landstrækninger, hvor hist og her et fritstående hvælvet fjæld hæver sig; længst imod sydøst ses Hekla med sin snekappe og flere andre større fjælde.


Grænsen mellem Laugardalen og det øst for liggende landskab Biskopstungerne (Biskupstúngur) dannes af Bruarå (Brúará), som man passerer ikke langt fra dens udspring. Åen er her ikke meget stor, men en bro — der nu til dags giver åen dens navnkundighed, om den end ikke har givet den dens navn — bliver dog en nødvendighed, da der her midt i åens flade hraunbund dannes en bred revne. Over denne er broen slået, kun et par alen bred, medens man derimod til og fra broen rider i det sædvanlig ikke dybe vand; fra broen er det særdeles interessant at se vandet fra alle sider styrte ned i kløften og et lille vandfald danne sig, i det vandet dels gennem kløftens ende skummende og brusende, dels fra de højere, kløften omgivende hraunflader i små fosser styrter sig ned i ålejet neden for, der netop her bliver betydelig lavere. To mod åen fremakydende klipper neden for træbroen forbandtes i fordums tid ved en stenbue, der dannede en naturlig bro over åen og hvoraf den har fået sit navn. Men i året 1602, fortælles der[136], indtraf der et meget hårdt år, mange folk måtte forlade hus og hjem og gå på tiggeri. De fleste af disse vendte sig til det rige bispesæde Skålholt, men forvalteren her, der vilde have en ende på dette, afbrød tilskyndet af biskoppens kone den naturlige bro for således at gøre vejen for dem, der vilde søge til Skålholt, mindre let; dog han selv druknede senere i åen, og også i biskoppens slægt troede man at kunne spore straffen for denne hårdhjærtede fremfærd[137].


Strokkur - (A. E. F. Mayer, 1836)
Fra Bruarå går vejen til Geysir langs forskellige fjælde og lavere højdedrag, til man drejer ind i en smal, lille dal, der strækker sig fra syd til nord, hvor man noget borte ser de varme kilder ryge. Pladsen for kilderne er en flad skråning neden under de dalen mod vest begrænsende højder, aldeles bedækket med en skorpe af hvidgult kisel og sand[138], hvor der på alle punkter fra kilder, jordhuller og småbække hæver sig røg- og dampskyer, der dog alle fordunkles af de fra Geysirbassinet opstigende vældige hvidlige vanddampe; neden for skråningen strækker sig den flade af en lille å gennemstrømmede mosedal, ligeledes mod nord og øst begrænset af lave højder. I nord og syd hæver en enkelt blålig fjældtop sig i baggrunden; men ikke engang mod syd, hvor dog dalmundingen findes, har man nogen livligere udsigt, da også her terrænet hæver sig lidt. Blandt de nogle og tyve større og mindre varme kilder i denne dal er Geysir en af de fjærneste; den ligger under den østlige skråning af et lille fjæld Laugafell, hvis nærmeste oven for liggende del er aldeles bedækket med rødgult kisel, sand og ler, og som flere steder fremviser spor af tidligere, nu forsvundne kilder. At give en omstændelig beskrivelse af disse kilder, og da navnlig Geysir (med bortkastet nominativmærke: Geyse) og Strokk (Strokkur), for øjeblikket de eneste springkilder af nogen betydning på Island, er næppe nødvendigt her, da det så ofte er sket tilforn, senest af Paijkull, hvis islandske rejsebeskrivelse vil være de fleste læsere tilgængelig. Der er vel heller næppe mange, som ikke fra en eller anden rejsebeskrivelse har hørt om Geyses skønne, forunderlig regelmæssige, selvbyggede krater, en flad, kegleformig høj, uden til ru og nupret som en østersskal, der bærer eller indeslutter en skålformig indsænkning (c. 50 fod i tværmål) fyldt med kildens stilleflydende, kun dampskyer udsendende vand[139]. Kun af og til, når de dybe underjordiske drøn, tre og tre ad gangen, lader sig høre, stiger dampen tættere end ellers op derfra, vandet stiger over sine bredder og søger rislende sit afløb ned over kraterhøjen. Men kun når et af de nu sjældne store udbrud finder sted, tømmes bassinet og viser sig da som en flad, hvidglaseret skål, i hvis midtpunkt Geyserøret munder ud, det hele af form som et antikt drikkekar (eller mere prosaisk udtrykt: som en underkop med et rør midt i bunden). Nogle hundrede alen syd for Geyse ligger den snart ikke mindre bekendte Strokk (Strokkr, egl.: smörkærne, på grund af kildehullets form). Her er ingen kraterhøj; fra den flade mark sænker kildens rør sig lodret ned, af form og udseende som en muret brönd, nede i hvilken der adskillige alen under overfladen ses det snavset gule, stærkt kogende vand, der syder og skummer, snart mere, snart mindre[140]. Nu nyder næppe nogen sommergæst den lykke at se et frivilligt udbrud af denne kilde, græstørv stables op ved den ene side mundingen til omtrent en alens højde, denne stabel styrtes ned i kilden, og c. 10 minutter efter begynder udbruddet, der fortsættes en halv times tid. Den 40—50 al. høje vandsøjles form er særdeles smuk, den hæver sig aldeles rank, kegle- eller cypres-formig op, gennemvævet med lerklatter og slyngende højt op i luften på sin øverste spids brudstykker af den nedkastede græstørv, medens store dampskyer driver ud over sletten. Og dog skal dennes skønhed kun være ringe i forhold til Geyses, hvis dobbelt så tykke og lige så høje, blåligklare vandsøjle for oven spreder sig som et springvand og falder ned til alle sider dannende i steden for Geyses sædvanlige ubetydelige afløb en hel lille elv, der søger ned imod åen.


I omegnen af Strokk findes en mindre kilde, der med pustende lyd tid efter anden i døgnet kaster vandet omtrent en mandshøjde i vejret, og lidt længere nede en anden, hvor der ved kunstige midler kan tilvejebringes små udbrud. I øvrigt frembyder kilderne her samme mærkværdigheder som samlingen ved Reykir; ligesom dér findes her huller med kogende blå og rød dynd, kilder, som koger omtrent et kvarter i vejret, større og mindre kildeåbninger med blåligklart vand. Blandt disse sidste må mærkes Blese (Blesi, egl. navn på en blisset hest), der ligger tæt sydvest for Geyse, lidt højere oppe i skråningen. Det er en stor, temlig hed hver, der består af to afdelinger, adskilte ved en til dels gennembrudt væg, hvorved den får udseende af to sammenstødende hverer — nu det sædvanlige sted for Geysesgæsternes kogen, men berømt for sit aldeles gennemsigtige blågrønne vand og for den udmærket smukke kiselafsætning. — Hos alle disse kilder findes den tidligere omtalte forstenende kraft.


Også her får man bekræftelse på, hvad Ölveshvererne allerede lærte, at de varme kilder og særlig springkilderne er mange forandringer undergivne, deres liv er ofte kun kort, og navnlig påvirkes de stærkt af jordskælv. At følge forandringerne i det enkelte og derved danne sig en forestilling om disse kilders alder er dog ikke så let. I den ældre islandske literatur omtales springkilder aldeles ikke, hvad der dog ikke kan forundre, da denne hovedsagelig var af historisk art og med kun ringe tilbøjelighed til naturbeskrivelser; derimod kan det næppe betvivles, at både Sakse (i sin fortale) og det norske Kongespejls forfatter i deres beskrivelse af Islands undere har sådanne for øje.


Geysir til venstre og Strokkur til højre - (A. E. F. Mayer, 1836)
Den første omtale af varme kilder i denne egn er i annalerne for år 1294, hvor der fortælles, at under Heklas voldsomme udbrud i dette år kom der store hverer op i Eyjarfjall (ɔ: Øfjæld) ved Haukadal (hovedgården i denne dal); men andre, som för var der, forsvandt. Nu kendes i denne egn intet fjæld af dette navn, men i følge Laugafells hele beliggenhed er det ikke urimeligt, at det kan have været kaldet således[141], — set højere oppe fra i dalen viser det sig nemlig som et sammentrykt, kamformigt, aldeles fritstående lille fjæld. I så tilfælde ligger det nær at formode, at de herværende store hverer, der i en senere tid har været virksomme, og da navnlig Geyse, i al fald ikke er ældre end denne begivenhed; herom vides dog intet med vished, Geyses storartede kraterbygning tyder snarest på en høj alder. Biskop Brynjulv Svendssön i det 17de århundrede er den første, der omtaler en springkilde i Haukadal[142]; hans, dog ikke meget i det enkelte gående og tilmed på latin affattede, skildring af dette »naturens vidunder« skildrer forholdene, som de finder sted ved Geyse. Først i det følgende århundrede nævnes imidlertid denne kilde ved navn, og nu følger beskrivelserne slag i slag[143]; alle skildrer de »Geysir« som den mærkværdigste af de herværende kilder, men spørgsmålet er, om de alle ved navnet »Geysir« forstår den samme kilde. Man har tvivlet derpå[144], fordi de forskellige udmålinger ikke stemmer; herpå kan dog ikke lægges megen vægt, angivelserne variere, endog påfaldende, næsten i enhver beskrivelse lige ned til den nyeste tid. Større vægt må formentlig lægges på, at de alle i det væsenlige skildre kilden, dens omgivelser og udbruddets ejendommeligheder ens. Navnlig v. Troils beskrivelse har vakt formodning om, at han ved «Geysir» forstod en anden kilde — dog vistnok uden grund. Stanley, der henviser til Troils kun 17 år ældre iagttagelser, og som viser sig vel bekendt med kildernes seneste forandringer, kunde næppe omtale Geysirs kraterhøj (der allerede temlig tydelig nævnes i Mercure danois 1754) — og at han skildrer den nuværende »Geysir« er øjensynligt — som dannet i en lang årrække, måske århundreder, og være aldeles uvidende om en så storartet omvæltning, som hvis denne kilde i de nærmest foregående år havde flyttet sig[145].


Indtil ind i dette århundrede udmærkede Geyse sig ved hyppige udbrud, et eller flere i døgnet; da ses man ogsaa at have moret sig med at kaste stene ned i kildeåbningen, som så senere opkastedes, hvad der nu forbydes og anses for ødelæggende for kilden. Nu er dens udbrud sjældne og uregelmæssige, et hver femte dag og næppe det, hvad der jo også vil passe godt med at tillægge den en fremrykket alder. Anderledes forholder det sig med Strokk; denne kilde havde, som det også fremgår af Svend Povlssöns beretning, indtil 1789 spillet en underordnet rolle, men efter jordskælvet i dette år begyndte dens voldsomme udbrud, vidunderlige ved den kraft, hvormed vandet udkastedes; disse frivillige udbrud skal have været overordenlig skønne, men snart lærte man at fremkalde udbrud hos denne kilde ved kunstige midler, kilden overanstrængtes, og nu iagttages kun engang imellem om vinteren et sådant — Af breve til F. Magnusen fra 1829 (Geh. ark.) ses det, at Strokks udbrud var ophørte, siden en engelsk rejsende samme år havde ladet kilden fylde med store sten.


Ved sammenligning af de ovennævnte rejsebeskrivelser ses ligeledes, at den store, blågrønne kilde Blese — der i almindelighed omtales som navnløs; kun Henderson fortæller, at indtil 1789 tilkom navnet Strokkr denne (?) — til en vis tid i slutningen af forrige århundrede (1789) hvert femte minut under stærk larm udsendte store vandmasser i skrå retning til alle sider og til en højde af 30—40 fod. v. Troil nævner rigtignok foruden Gejser kan én kilde i dennes nærhed, der med korte mellemrum kastede vandet 2 alen i vejret; måske kan man derfor antage, at det 1784 foregåede jordskælv, der for en tid i høj grad øgede de hede kilders virksomhed her, også har indvirket på denne. (Om dette jordskælv se H. Finsen, rit hins íslenzka lærdómslistafjelags XIV, 149, år 1796: »Før jordskælvet 1784 var der 3 hverer, hvor den berömte Gejser i Biskopstungerne er, men efter det 35, af hvilke mange er siden tørret hen«.


Som et sagn omtaler Eggert Olavssön (rejsebeskr. s. 888), at en vest for Gejser liggende kilde, altså formodenlig denne, i forrige tider har båret navnet Gejser og daglig sprudet vand højt op i luften, men at den efter et heftigt jordskælv er sagtnet og ved samme lejlighed den af ham beskrevne Gejser fremkommet. Foruden disse omtales også ved århundredets begyndelse to mindre springkilder Lille Geysir og Lille Strokkr[146].


Haukadalur i Biskupstunga - (W.G. Collingwood, 1897)
Fra stedet for de varme kilder ses for nordenden af dalen gården Haukadal (Haukadalr) med tilhørende kirke. Da gården ligger inderst i dalen og som følge deraf noget højere, er udsigten herfra friere og livligere end fra kilderne, til højre i dalen hæver sig Laugafell med sin røde skråning og Geyses rygende høj lidt neden for frit og livlig frem. I vest har man nærmest gården en kratgrot li og længere borte syd og nord for denne forskellige fjælde, med hvilke de dalen begrænsende højdedrag synes at gå i ét. På samme måde forholder det sig mod øst; over dalens lavere begrænsning svæver blikket bort til længere bortliggende højder, medens det mellemliggende land ikke ses. Denne indeslutning af hede og højderygge giver egnen et vel ikke uskønt, men alvorligt og ensomt præg; man får indtrykket af at befinde sig på grænsen mellem bygd og ubygd. I virkeligheden er det også en af de gårde på Island, der ligger længst fra kysten, og den nordligste i denne egn, dog en betydelig ejendom, skønt den nu rigtignok ingenlunde gör indtryk af noget høvdingesæde. Anderledes forholdt det sig imidlertid i oldtiden; da var denne gård stamsædet for den berømte Haukdæleæt, der i slutningen af frihedstiden spillede en så fremragende politisk rolle. Selve Haukadal har dog kun fredelige minder at opvise; her tilbragte Islendingabogs forfatter Are frode, med rette kaldet den islandske literaturs fader, sin ungdom, opfostret af den for sin rene og ædle karakter bekendte Hall Torarinssön, som boede her største delen af det 11te århundrede og tre år gammel blev døbt her af biskop Tangbrand. Fra Halls anden fostersön, biskop Islejs sön Tejt, der tillige blev hans arving, nedstammede den omtalte æt, i hvilken lærdom og videnskabelig sans i flere generationer synes at have bevaret sig; Tejts sønnesøn var således den for sin lærdom og dannelse bekendte Gissur Hallssön, hvis søn Torvald, Gissur jarls fader, lagde grunden til slægtens store politiske magt. Erindringen om Hall og Haukdælerne er nu forsvunden herfra og fortrængt af fortællinger om Bergtor Blåfelling[147], om hvem der her går mange sagn. På Bergstad (Bergstaðir) i Biskopstungerne prikkede han engang af taknemlighed med sin pigkæp et hul i klippen, der siden bruges til opbevaringssted for sur valle (sýra) og rummer flere tønder. Ringen i kirkedøren på Haukadal skal være af den omtalte stok[148], og i tunets nordøstlige udkant ud mod Bejnå (Beiná — den dalen gennemstrømmende å) vises Bergtorslejde (Bergþórsleiði). Bag ved gården ses lævningerne af den gamle »húsagarðr«, der viser at gårdens omfang i ældre tid har været betydelig.


Nordvest for tunet ved en lille bæk Kaldelæk (Kaldilækr), hvor nu en kartoffelhave er anlagt, var indtil for nylig to runde græsgrode smådale eller fordybninger med en ryg imellem; de kaldtes «goðalágar», et navn, der ofte kommer igen ved gårde, hvor gudehuse fordum siges at have stået. — Lidt sydligere ved samme bæk findes en to alen høj, fritstående, firkantet stenblok, tilsyneladende en kiselblok; Egg. Olavssön siger (rejsebeskr. s. 889 —90), at den er af en hård, tæt stenart. Oven på blokken ses tydelig en kildeåbning (et lille krater) og den flade rende, hvorigennem vandet har fundet afløb. Nu er imidlertid den varme kilde i bækkens bred tæt neden under klippeblokken. Endnu på Eggert Olavssöns tid sprang det hede vand op gennem stenen, man tilskrev kildens tilblivelse et mirakkel, og et neden under indrettet, meget benyttet bad ansås for at have overnaturlig lægende kraft. Fra Haukadals sogn ligger en af de længste og besværligste fjældveje nord på til Skagefjorden, den såkaldte Kjölvej (Kjalvegr), der fører forbi det omtalte fjæld Blåfell vest for dette og så ad et farligt vad over Hvitå tæt neden for denne ås udspring fra den umiddelbart under Langjøkel liggende sø Hvitåvatn (Hvítárvatn)[149].


Haukadal og i det hele den øst for Bruarå beskrevne egn udgør den øverste del af de såkaldte Biskopstunger, en flad, sumpig landstrækning, hvis beskaffenhed til dels kan sluttes af navnet; en »tunge« er nemlig på Island den sædvanlige betegnelse for en mellem to sammenløbende åer indesluttet odde; den nærmere bestemmelse Biskopstunger hidrører fra, at det fordums bispesæde Skålholt lå i dette landskab. Hvitåen (Hvítá, Nj.s.82), der kort efter sit udløb fra Hvitåvatn antager en sydvestlig retning, danner disse tungers østlige begræsning, Bruarå, der efter et løb fra nord til syd forener sig med Hvitå straks sydvest for Skålholt, den vestlige, og en tredje å, den såkaldte Tungeflod (Túngufljót)[150], der noget før ligeledes falder i Hvitå, deler tungerne i to, af hvilke den østligste er den smalleste og mindste.


Ikke langt fra Bruarå, en halv mils vej syd for broen, ligger gården Uthlid (Úthlíð, ældre Hlíð), hvor den fra Nj. bekendte hövding Gejr gode boede. Gården med den foran liggende kirke ligger på en lille høj på en skråning, bag til og til begge sider begrænset af højdedrag, men med en vid udsigt mod sydøst og syd over Biskopstungernes enge og sletter. Tæt neden for kirken strækker sig en lille eng; her ses et ophøjet jordsmon af omtrent 50 al. længde og 20—30 al. bredde, som strækker sig fra øst til vest. Dens østlige del optages af en meget tydelig, kredsrund tomt. Væggen er temlig bred, omtrent en halv alen høj, med — som det synes — en regelmæssig fordybning oven i denne og 5—6 regelmæssige tværsnit; den indesluttede jævne flades diameter er omtr. 20 al. I den vestlige del findes to aflang-firkantede småtomter, hvis “omgivelse hverken er så tydelig eller så regelmæssig rund som den østlige tomt. Grønsværens tuer gør det vanskeligt at sige, om hele det ophøjede jordsmon har været omgivet med et ovalt gærde, eller om begge afdelingerne har haft kredsrunde gærder; især synes en sådan ydre rund omgærding at være tydelig ved den østlige tomt. Hele det opbøjede jordsmon med dets tomter kaldes »goðahof« og anses for den gamle gudehustomt[151]; til for ikke mange år siden skal her i tomten have stået en »blót-bolli«, en omtrent én alen høj sten med en bred og flad 3—6 tommers fordybning oven i. I tunet findes to for begravelser ansete ophøjninger, hvoraf den ene fører navnet Bjarnardys.


Vejen syd på til Skålholt fører forbi den i Nj. (s. 732) nævnte gård Reykir (nu to: Efri- og Syðri-): bestandig den samme vide udsigt med forskellige Ånæs- og Rangåvoldesyssels fjælde i baggrunden, over jævnt skrånende med kæruld og stargræs bevoksede moser, hvor vejen som oftest aldeles forsvinder og kan af og til viser sig ved en lille græstørvsbro[152] lagt over de værste steder. Idet man nærmer sig Skålholt (Skálholt, ældre: Skálaholt) mødes øjet af det, om end kun i bogstavelig forstand, unægtelig mest fremragende minde om stedets velmagtsdage, en stor af opstablede sten bygget firkant med spor af varder på hvert af hjørnerne, den såkaldte Skolevarde (Skólavarða), et ikke ringe værk, der i sin tid opførtes af disciplene ved den ved bispesædet værende lærde skole[153]. Af den biskoppelige herlighed på Skålbolt er nu ikke meget tilbage. Forbi kirkegården med den uanselige tårnløse trækirke med de sædvanlige tre vinduer på hver side, fører vejen ned mod den neden for liggende gård, der i ingen henseende er fremragende. Man har nemlig, da bispestol og skole her ophævedes, været ligegyldig eller tankeløs nok til at sælge kirken, der nu er annekskirke til et nabosogn, og gården til privatejendom, en mangel på pietet, der vel ikke kan forundre synderlig fra den tid (slutningen af forrige århundrede) men hvorved er bevirket, at kirken mere og mere indskrænkes og tiltager i tarvelighed, dens værdifuldeste og interessanteste inventarium bortsælges og erstattes af billigere, og gården, der forpagtes bort til flere forskellige fæstere, synker ned til det sædvanlige lavmål af fattigdom[154]. Kun ét er her nu som i fordums tid, den smukke udsigt: over den brede Hvitå — der her, efter at have fra øst optaget Lakså (Laxá), på en kort strækning antager retningen fra øst til vest, indtil Bruarå igen giver den et mere sydligt løb — til det lige over for liggende kuppelformede til dels grönklædte Vardefell (Vörðufell), og videre ud over sletterne, til blikket standses af længere bortliggende fjælde.


Skálholt. - (A. E. F. Mayer, 1836)
Til to personer navnlig har traditionen her knyttet sig; den ene er Skålholts sjette biskop, den hellige Torlak, der nogle år efter sin død kanoniceredes. Lidt nordøst for gården, hvor fra de oven for liggende holter klippen kommer frem i skrænten ud mod engene, vises »Torlakssæde« (Þorlákssæti), og vest for gården ses »Torlaksbrönd« (Þorláksbrunnr), en bedækket brönd. Helt ned til efter reformationen var denne helgen især i Skålholts stift genstand for en overordenlig tilbedelse, og den dag den hellige Torlaks skrin, der endnu i forrige århundrede opbevaredes i kirken, bares i procession omkring bispesædet, var en af de storste festdage her. Den anden mand, om hvem erindringen her fornemmelig bevares, er den oprørske katolske biskop Jon Aressön (fra nordlandet), der med sine to sönner henrettedes her, efter at de alle på et tog mod en af deres reformationen gunstige modstandere var blevet fangne; på grund af tidsforholdene kom han imidlertid snart for sine landsmænds bevidsthed til at stå som fædrelandsvennen, der faldt kæmpende mod fremmedherredömmet. Ved begyndelsen af den forbi kirkegården førende vej vises stedet, hvor biskoppen henrettedes, den flade sten her bærer endnu »blodpletterne«; og indtil for nylig sås endnu på kirkegården en fordybning, hvor de tre henrettede havde været begravne, indtil de af formummede nordlændere gravedes op og førtes til Holar. — Skålholt grundlagdes sandsynligvis allerede af faderen til den ved sin deltagelse i kristendommens indførelse bekendte Gissur hvide; dog kunde det i følge Krstn. synes, som om denne havde været stedets første beboer. Hans sönnesön biskop Gissur (sön af Islands første biskop Islejv) gav gården med tilhørende jord, for at et fast bispesæde kunde blive oprettet på Island. Senere, efter at et eget bispedømme år 1106 var oprettet for nordlandet, kom kun de tre andre fjærdinger til at høre under Skålholts bisp[155]. At dette sted idelig omtales i den islandske literatur (således Sturl.), og lige til de sidste tider for bispestolens ophævelse betragtedes som det vigtigste sted i landet og som dettes midtpunkt forstår sig af sig selv[156]; men forunderlig nok synes dog ikke sønderlandets beboere at have set op med en lignende ærefrygt og kærlighed til Skålholt, som den, der på så mange måder afpræger sig hos nordlænderne over for Holar. Heller ikke synes biskopperne her i samme grad som deres nordlandske embedsbrødre at have virket for bispesædets og kirkens forskønnelse. Ganske vist omtales der til enkelte tider mange huse og vidtløftige byggeforetagender på Skålholt, og naturligvis viser man tomter af skole- og bispestuer, hvor nu ingen bygninger står, og spor af en ældre langt større kirke end den nuværende; men kirken blev dog aldrig andet end en tømmerkirke, og efter beskrivelsen over bispesædets udseende ved den tid, det nedlagdes, får man ikke store forestillinger om dets anselighed[157]. I kirken gæmmes nu en del messeklæder, hvoriblandt nogle fra den katolske tid med udsyede helgene; desuden findes dels i kirken, dels uden for samme, gravstene over i alt fem af de senere biskopper, foruden flere sönderbrudte. Hvor derimod den store række af ældre biskopper, der så godt som alle fik et hvilested i kirken, ligger begravne, ved man ikke.


Den allerede oftere omtalte lærde skole i Skålholt kan i en vis henseende føres langt tilbage. Allerede i den katolske tid fandtes der nemlig ved begge bispestolene, så vel som ved klostrene, skoler til uddannelse af gejstlige; disse har dog næppe bestået til stadighed eller haft nogen fast ordning. Regelmæssige skoler grundlagdes først på Island 1552, da lærde skoler forordnedes oprettede ved begge bispesæder, efter at man havde opgivet den tidligere fattede beslutning om at indstifte lærde skoler andetsteds (på Vidø og Helgafell). Se herom i Ný félagsrit. 1842 »Um skóla á Íslandi«. — Mærkes kan endnu, at Skålholt var sæde for det egenlig på Holar hjemmehørende bogtrykkeri i årene 1685—99 (først 1703 flyttedes det dog tilbage til nordlandet). — Ligeledes bør det erindres, at Skålholt har en særlig betydning som planteskole for reformationen på Island; her var stedet for dens første fremspiren (her oversattes endnu i biskop Ögmunds tid hemmelig en del af det nye testamente).


Noget øst for Skålholt hinsides engene strækker sig et højdedrag Laugarås (Laugarás) med en gård af samme navn; neden for åsen findes 7—8 varme kilder. Ved enden af en lille dalsænkning, der gennemströmmes af et par af de små kildebække, ses resterne af en dæmning, der kunde samle vandet til en lille dam, hvori varme bade toges. Allerede tidlig omtales Laugarås som et yndet badested fra Skålholt; her døde den nordlandske biskop Ketil (1145), da han under et besøg hos sin embedsbroder i Skålholt i forening med denne havde begivet sig til bad i Laugarås; de nuværende rester af et opbygget bad her er dog af langt senere oprindelse. — En mils vej nordøst for Skålholt, omtrent hvor Tungefloden falder i Hvitå, ligger Høvde (Höfði), Gissur hvides bolig för han flyttede til Skålholt (Krstn. s. 26; Flm. s. 138, 157 lader Gissurs fader Tejt bo der før sønnen), adskilt fra denne gård ved ufremkommelige moser. Gården ligger under eller på skråningen af en temlig stejl bakke, hvorfra der er god udsigt. Lidt oven for gården er færgestedet over Tungefloden; efter overfarten står man på spidsen af den østlige tunge, så smal og flad, at man undrer sig over, at ikke Tungefloden og Hvitå langt tidligere har forenet sig. Langs Hvitåen ligger her flade græsmarker med fast bund; følger man dem en mils vej mod nordøst, kommer man til gården Brødretunge (Bræðratúnga, ældre Tunga[158], hvor høvdingen Asgrim Ellidagrimssön, vel kendt fra Nj., boede; også i en senere periode, Sturlungetiden, omtales gården, der den gang ejedes af Gissur Torvaldssön, ofte. Den ligger på en lang højderyg, der danner sig, når man er kommen noget nord på i tungen. Fra gården ser man i østlig retning tydelig sporene af en ophøjet vej Flosatraðir, der førte til det gamle vadested over Hvitå; det nuværende vadested, det eneste over denne å, ligger lidt højere oppe, lige over for gården Kopsvatn. Den omtalte vejs navn er igen et eksempel på, hvor levende traditionen om Flose er; navnet antages at hidrøre fra, at denne vej red Flose, da han efter Njålsbranden på vejen til altinget med sine folk aflagde et besøg hos Asgrim for at drille ham. Efter at være redet over den brede å, der her løber i tre til fire arme, adskilte ved mellemliggende ører, de såkaldte Kopsvatnsører, hvorefter vadet tager navn, — befinder man sig i Ånæssyssels nordøstligste landskab Hrepperne, der ved den før nævnte Lakså, som først løber i sydvestlig retning, men derpå med en skarp bøjning drejer mod vest-nordvest for således at falde i Hvitå, deles i to underafdelinger. Før disse imidlertid nærmere omtales, vil det være bekvemmest først at beskrive de hidtil uomtalte sydvestligere liggende landskaber Skejd, Floen og Grimsnæsset.


Skejd (Skeið) er en lille langagtig landstrækning, tæt indesluttet af store floder, idet Tjorså (Þjórsá), der på hele sit løb gennem bygden danner grænsen mellem Ånses' og Rangåvolde sysler, her for en tid gör en stærk svingning mod vest, så at afstanden mellem denne flod, og Lakså og Hvitå, der begrænse Skejd mod nord og vest, kun bliver ganske kort. Kun imod nordøst står Skejd ved en smal landstrimmel i forbindelse med Hreppernes (ɔ: østre Hrepps) sydvestligste del; mod syd åbner landskabet sig ud mod Floen, der strækker sig herfra og ned til søen, bestandig bredere, i det afstanden mellem Tjorså og Hvitå (eller, som den i sit nedre løb kaldes, Ölveså) bestandig bliver større. — Hinsides Hvitå strækker sig mellem Bruarå og Sog den brede landstrækning Grimsnæs op mod Lyngdalsheden og Laugardal, der regnes til dette landskab. — I det der begyndes fra neden af, kommer først Floen (Flói) til omtale, en fællesbetegnelse for fem hrepper, der antyder disse egnes naturlige beskaffenhed, i det »flói«, foruden at betyde en bred havbugt også kan betegne flade, sumpige strækninger. Græs er her nok af, om end ikke af synderlig god beskaffenhed; og da ingen øde strækninger afbryder det beboede land, er bebyggelsen usædvanlig stærk, stærkere end det efter det trin, hvorpå landbruget i Island står, anses for ønskeligt. Næsten overalt træffer man i steden for enkelte gårde »hverver« og 2 til 3 bønder på hver gård, men næsten overalt også fattigdom, og «Floa-mændene« har fra gammel tid fået ord som sløve og dumme folk, så at navnet næsten kan bruges som skældsord (»Flóafífl«).


Skálholt i Biskupstunga - (W.G. Collingwood, 1897)
Sydvestligst ligger Stokksørehrepp (Stokkseyrarhreppr), der strækker sig fra Ölvesåens munding langs kysten til mundingen af en lille å, der ved sit udløb kaldes Baugstadasike (Baugstaðasíki)[159], men som under forskellige navne (Hróarsholts-, Hæringsstaða-, Stóri-lækr) i et bugtet løb gennemstrømmer hele Floen, i det den danner grænsen mellem de to østlige og de tre vestlige hrepper. Hinsides Baugstadasike, begrænset mod øst af Tjorsåens nederste del, der før sit udløb danner en lignende bredning som Ölveså, ligger Gaulverjabæjarhrepp; oven for Stokksørehrepp strækker sig langs Ölveså Sandvighrepp (Sandvíkrhreppr), og endelig optages Floens nordligste del af Hraungærdeshrepp (Hraungerðishreppr) mod vest, Villingaholtshrepp mod øst, der begge ender i et lille på grænsen af Skejd liggende hraun Merkrhraun, hvorfra den omtalte Hroarsholtslæk har sit udspring. Den største del af Stokksøre- og Sandvig hrepper er optaget af en aldeles flad mose Bredemyre (Breiðamýri, ældre -mýrr), på mange steder aldeles ufremkommelig, der kun ved en lav ryg er adskilt fra den østligere gennem Gaulverjabæjarhrepp sig strækkende Miklavatnsmyre (-mýri). På den nærmeste strækning ved søen ophører mosen, og hele denne egn er meget lig en ufrugtbar dansk kyststrækning, flad, sandet, stenig eller med tynd græsvækst. Skønt lav og flad er dog den yderste tørre strimmel langs søen betydelig højere end landet inden for, den egenlige Floe; denne omtrent tre mile lange strækning kaldes Ørebakke (Eyrarbakki) eller som den sædvanlig benævnes Bakken; navnet Ørebakke er dog nu særlig knyttet til det kort øst for Ølvesåens udløb liggende handelssted. Den omtalte af søsand opkastede strimmel er tæt bebygget, og foruden at yde en beskyttelse mod havets voldsomhed giver den foranliggende skærgård også en stor mængde sol, en lysrødgul bredbladet spiselig tangart, der navnlig tidligere var genstand for en livlig indenlandsk omsætning, og den i sådanne egne sædvanlige vinter »græsning« for kreaturer. Dog har til alle tider hele denne kyst været overordenlig udsat for havets voldsomhed, der efterhånden har brudt mere og mere bort og foranlediget, at den yderste række gårde efterhånden er bleven flyttet højere op på land eller ødelagte, medens navnene endnu hænger ved skærene, hvor disse gårde skal have stået[160].


Oven for den laveste del af Floen ligger aflange højdedrag, de såkaldte Åse (Ásar), der strække sig i nordøstlig retning fra Hroarsholtslæk langs den nordlige del af Villingaholtshrepp til henimod Tjorså og Merkrhraun. Uagtet sin fugtighed er dog grunden i dette landskab overalt gammelt, nu overgrot hraun; derfor findes også rundtom en mængde Større og mindre huler, der bruges som fårestalde. — Om den første bebyggelse af Floen beretter Flm. (Flóamannasaga), næsten overensstemmende med Ldn., meget omstændelig; dog gælder det om en del af de der forekommende stedsnavne, at de nu er forsvundne, så at de pågældende steders beliggenhed kun kan udfindes ved gisning.


Hvor navnet Ørebakke findes brugt i sagaerne (Ldn., Flm.), omfatter det hele den nys skildrede kyststrækning. Flm. (s. 123; sml. Ldn.) fortæller således om en mand Hallstén, at han af hövdingen Hallsten Atlessön fik den ydre del af Ørebakken og boede på Framnæs. Langt hyppigere forekommer imidlertid et andet navn, Eyrar (ɔ: Ørerne), der dels betegner hele kysten langs »Bakken«, dels den mest besøgte havn her, den samme, ved hvilken handelsstedet nu er anlagt. I den mere omfattende betydning forekommer det således Drpl. s. 5: »på Eyrar i den havn, som hedder Knarrarsund« — således som det vil ses, når beliggenheden af dette sund i det følgende er bleven bestemt. Også et andet sted (Flm. s. 138) er Eyrar brugt på lignende måde for at betegne beliggenheden af en havn, i det der nemlig siges om nogle folk, der vil forhindre en anden mands udenlandsrejse, at de red »ud på Eyrar i Ejnarshavn;« men dette sted beviser dog kun lidet med hensyn til udstrækningen af »Eyrar«, da Ejnarshavns-havnen, som det senere skal vises, omtrent må være faldet sammen med Øre-havnen, havnen »á Eyrum«.


I annalerne er der den besynderlighed, at medens før hele den tidligere tids vedkommende Eyrar bruges for at betegne den herværende havn, afløses dette navn fra 1386 af Eyrarbakki.


Straks i Kr. IV.s første oktroj for den danske handel på Island (1602) finder vi Ørrebache nævnt som en af de 20 havne, der nødvendig behøvede årlig besejling. — Set på afstand gør Ørebakke (handelspladsen) et anseligt indtryk som af en by, nærmere beset viser den sig at bestå af én købmandshandels spredte bygninger og en del af de sædvanlige fiskerhytter; til begge sider strækker sig den nøgne kyst, bestående af sort vulkansk sand med en mængde omspredte lavabrokker. Straks vest for handelshusene ligger den ejendommelige havn, med plads til kun ét skib ad gangen, berygtet for sin farlighed og navnlig den besværlige indsejling. Mellem kysten med sine lave hraunklipper i fjæren og en række blinde skær, der antydes ved en sammenhængende række af brændinger, ligger skibet fortøjet (svinebundet) ved kættinger fra for- og agterstavnen til de nærmeste skær, tilsyneladende midt i den åbne sø, kun halvhundrede alen fra land. Indsejlingen er betydelig vestligere end havnen og kun tilgængelig med en bestemt vind. Da skibslejet ved Ørebakke således er på de tre sider indesluttet af skær, kan det efter islandsk sprogbrug kaldes et »lon«[161]; så vel denne omstændighed som skibslejets hele beskaffenhed gør det utvivlsomt, at det er netop denne havn, der i Flatb. III., 560 omtales som dammen på Eyrar (annalens beretning for 1342: Braut Lysubussuna i pollinum á Eyrum).


Noget overraskende bliver så rigtignok en fremstilling i Sturl. (I., s. 15) af forholdene ved Ørehavnen (Eyrar), i følge hvilken skibene her, medens de vare under ladning, ved en brygge kunde stå i forbindelse med land. Fra en sådan brygge stødes en mand i søen og må bjærges af andre[162]. — Denne havn Eyrar (eller »á Eyrum«), der således utvivlsomt er den samme som Ørebakke havn, var i ældre tid et meget besøgt landingssted for havskibe; dog navnlig i kilder som Bsk., Sturl. og Annalerne nævnes det påfaldende ofte. Af annalerne ses det også, at her, i lighed med hvad tilfældet var andetsteds ved de i den tid brugte havne, fandtes boder, som om somren benyttedes af købmændene, og af hvilke vinteren over vel kun tomterne stod tilbage; — det siges nemlig (Ísl. Ann.), at 1316 var det så stærkt flod, at søen faldt ind i alle de fremre boder på Eyrar, ligeledes 1343 så voldsom stormflod, at søen gik langt forbi alle boder på Eyrar. (På Eyrar byggedes i følge annalerne 1338 et handelsskib, som samme sommer sejlede til Norge).


Samme betydning som Eyrar har utvivlsomt i sagaerne Ejnarshavn (Einarshöfn), der i Ldn., men navnlig oftere i Flm., nævnes som landingssted og havn. Fra en senere tid kendes nemlig Ejnarshavn som navn på den gård, på hvis grund Ørebakke-handelshusene byggedes. Disse rejstes først omtrent 100 favne øst for gården lige ud for skibslejet; siden flyttedes både gården og handelshusene omtrent 300 favne længere mod øst[163]. Denne flytning er det formodenlig A. M. omtaler; gården Ejnarshavn flyttedes nemlig i følge denne kilde i den første halvdel af det 17de årh. ind på nabogårdens grund, efter at en stor stormflod havde ødelagt bygninger og tun; dog, siges der, var stedsnavnet Forni Einarshöfn (ɔ: gamle Ejnarshavn) bevaret, og her sås en enkelt lævning af tungærdet. — Ud for hvor gården Ejnarshavn før stod (fram undan fornu Einarshöfn), siger S. Sigurdssön, findes endnu en lille indskæring i kysten, lige vest for skibslejelonet, som kaldes Einars-hafnar-vör (ɔ: Ejnarshavnslanding); og af de to indløb til Ørebakkehavnen hedder det ene Ejnarshavnssund (Einarshafnarsund), — det sædvanligere, vestligere derimod Bussesund (Bussusund ɔ: Fragtskibs-sund). — Gården Ejnarshavns oprindelige plads skal være der, hvor sømærket nu står; nu ligger den tæt oven for handelshusene.


Den nærmeste gård vest for Ejnarshavn & Ørebakke er nu Osørenæs (Óseyrarnes, tidligere sædvanlig kaldet Ferjunes), hvorfra færgefarten over den nærliggende Ölveså ved Osøre besørges. Tidligere lå der endnu nærmere Ejnarshavn en gård Rævstok (Reftokkr) eller Rekstok (Rekstokkr), om hvilken A. M. (1708), der nævner den med begge disse navne, anfører, at den på grund af søbrud var flyttet tilbage fra sin oprindelige plads ved kysten, hvorfor det gamle gård- og tunstade da var ved at ødelægges[164]. Nu opføres Rævstok i jordebogen (1861) som en ødejord under Osørenæs. Under dette navn skjuler sig utvivlsomt den fra Erik den rødes tåt (Flatb.I., 430) kendte gård Drepstok (Drepstokkr), hvad der bedst ses af fremstillingen i Bsk. s. 388, hvor et på gården Drepstok foregået jærtegn fortælles. På Drepstok boede i følge Erik den rødes tåt grønlandsfareren Herjulv Bårdsson, en sønnesøn af den Herjulv, som Ingolv gav land mellem Våg og Reykjanæs(Gb.).


En mils vej øst for Ørebakke, ligeledes tæt ved søen, ligger bygden og kirkestedet Stokksøre (Stokkseyri, ældre -eyrr)[165], som i følge Flm. (s. 123) har sit navn af, at Hallsten Atlessöns udkastede sovestedsstokke (setstokkar) her drev i land; de kom, som sagaen nøjere udtrykker sig, »for døren på Stålfjære uden for Stokksøre«[166]; selv landede han eller rettere led skibbrud i Hallstenssund (Hallsteinssund) øst for Stokksøre. — Om denne Hallstén siges der, at han tog land »mellem Rødå (Raudá) og Ölveså helt op til Fulelæk (Fúlalækjar; Ldn. — der kalder ham Håstén — Fyllarlækjar) hele Bredemyre og boede på Stjærnestene (Stjörnusteinar). — Uden for Stokksøre i havet kort fra land ses et par flade skær, kaldte Badstuekletter (Baðatofuklettar), her skal gården Stokksøre før have stået, men har senere på grund af søens ødelæggelser måttet flyttes længere ind. — Vest for Stokksøre ses langt ude i søen et blindt skær Framnes, her skal før gården Framnæs (Framnes, Flm. s. 123) have stået; nu er noget inden for kysten ud for skæret bygget et husmandssted (tomthus), der bærer samme navn.


Lidt østen for Stokksøre ligger temlig tæt ved kysten nogle skær, hvortil navnet Stål (Stál) eller Stålfjære (Stálfjara) endnu knytter sig. Ud for disse er en endnu brugelig indsejling Músarsund, der sandsynligvis svarer til det nysnævnte Hallstenssund. — En del østligere findes temlig langt fra land ved de yderste skær nogle stene, benævnte »Stjærnestene« (Stjörnusteinar), hvor der — også i følge sagnet — fordum skal have stået en gård. — Endnu østligere findes en indsejling Knararós, rimeligvis svarende til Knarrarsund, der i Flm. nævnes som et sted, hvor skibe havde deres stade, og hvorfra de sejlede ud.


Valgerðarkirkja í Skálholt. - (A. E. F. Mayer, 1836)
Om Hallstens sönner Ölve og Atle fortæller Flm. (s. 123), at Ölve boede på Stjörnusteinar, der senere kaldtes Ölvestomter (Ölvistóptir), Atle på den anden side havde alt landnamet mellem Rødå og Ölveså, Tradarholt (Traðarholt) og Baugsstad (Baugsstaðir); Ldn. derimod fortæller (s. 301), at Ölve, som den også lader bo på Stjörnusteinar (eller: Ölvisstaðir), havde alt landnamet uden for Grimså, Stokksøre og Asgautsstad (Ásgautsstaðir), men Atle alt mellem Grimså og Rødå, han boede i Tradarholt. — Af de her nævnte steder ligger Tradarholt en halv mils vej inde i landet, adskilt fra kysten ved flade strandmarker og mose, Baugsstad noget østligere, ved det efter gården nævnte »sike«[167].


For at bestemme flere af de andre steder bliver det derimod nødvendigt at sammenligne Hallstens landnam med de tilgrænsende. Loft (Loptr), som boede nordøst herfor på den i Gaulverjabæjarhrepp liggende gård Gaulverjabæ (Gaulverjabær), tog (Flm. s. 124) land mellem Tjorså[168] og Rødå op. til Skuvslæk (Skúfslækr), Bredemyre (»den østre« tilføjerLdn.) op til Suleholt (Súluholt); en slægtning af sig gav Loft igen land på Bredemyre, hvor han boede på Ossabæ (Ossabær, sv. t. Vorsabær nord for Gaulverjabæ i Miklavatnsmyre). Önund bild tog (Flm. s. 126) land øst for Hroarslæk (Hróarslækr) og boede i Önundarholt (sydlig i Villingaholtshr.). Özurr tog (Flm. s. 124) »alle Holte-lande mellem Tjorså og Hraunslæk (öll Holtalönd milli þjórsár ok Hraunslækjar)«, han boede i Kampholt (nordlig i Villingaholtshr., blandt de øverste af de såkaldte Ásabæir, Ås-gårde). — Ved en sammenligning af disse angivelser ses det let, at Breiðamýrr i ældre tid må have omfattet både den nuværende Breiðamýri og Miklavatnsmýri; ligeledes bliver det i høj grad rimeligt, at de oftere nævnte »Holt« er de nu såkaldte »Åsar«. — Vanskeligere bliver det derimod at bestemme de tre åer Rødå (Rauðá), Hróarslækr, Hraunslækr; navnene kendes ikke længer, ja ikke en gang tilsvarende forskellige vandløb findes. Der bliver næppe nogen anden udvej end at antage, at den navnrige Hróarsholtslækr-Baugstaðasíki tidligere på sine forskellige strækninger har båret disse navne[169]. Da falder alt straks meget naturligt: på sit øverste løb, nærmest Merkrhraun, har åen heddet Hraunslækr; på sit midterste, forbi gården Hróarsholt, der står nordvest for Önundarholt, Hróarslækr; på sit sydligste og sidste, Rauðá, som man antager, på grund af den røde moselér, hvormed vandløbets stene her overdrages[170]. — Om Fulelæk, den ene grænse for Hallstens landnam, kan ikke siges noget bestemt; snarest skulde man vente i dette vandløb at finde en biflod til Ölveså (sml. Ldn. s. 303)[171].


Hvad delingen af landnamet mellem Hallsténs sønner angår, synes Ldn.s fremstilling at være at foretrække. Nu er der vel ingen å som hedder Grimså (Grímsá), men Grímsdæl[172] hedder en bæk vest for Tradarholt og Baugsstad, øst for Stokksøre og den oven for liggende gård Asgautsstad, der falder i søen ud for Knararos. — Skuvslæk løber fra de såkaldte Åse gennem den nedre del af Villingaholtshrepp ud i Tjorså. — Suleholt er nu navnet på en gård nord for Gaulverjabæ.


Af de i Flm. i Stokksørehrepp nævnte steder må endnu næves gårdene Brattsholt og Lejdolvsstad (Leiðólfsstaðir) (bopæle for Atles frigivne trælle); ligeledes kræver Tradarholt, den af sagaens hovedperson Torgils örrabénsstjup beboede gård, nærmere omtale.


Når man nærmer sig Tradarholt syd fra, kommer man til Haugavad (Haugavað, Ldn. s. 305; sml. Flm. s. 127), et vad, der fører over den ene ende af den lille sø Skipavatn. Her synes at have været begravelsesplads for de ældste slægtled af den til Tradarholt knyttede æt. Flm. fortæller nemlig, at vest for vejen er her Atles, Ölves og Hallsténs høje; den af Tord Atlessön her dræbte Ravn blev derimod højlagt øst for vejen. Spor af disse høje ser det virkelig ud til, at her endnu findes, men forholdene er på en måde det omvendte af, hvad Ldn. angiver. Kort før man rider ned til vadet, kommer man nemlig forbi de såkaldte Vaðhólar, tre høje øst for vejen; vest for vejen ligger en fjærde, egenlig regelmæssigere end de andre, men nu forsynet med en varde, og med spor af tomter eller gravning. De tre østligere, der også nu i traditionen går for gravhøje, er temlig uregelmæssige, ikke store, og kun den øverste lille nu til dels bortblæste del gør indtryk af at være mandsværk, idet den nedre del er opfyldt med hraunbrokker i deres naturlige leje[173]. Herfra drejer man til venstre og rider nu lige op mod gården Tradarholt, der ligger noget kønnere end de fleste andre af de omgivende gårde ved en sø Tradarholtsvatn, omtrent midt på et halvmåneformet lille højdedrag, der strækker sig fra sydvest til nordøst. Man viser nordøst for den nuværende gård tomterne af den gamle, og ud over mosen ses spor af det gamle tungærde, der da må have indesluttet en langt større strækning end det nuværende.


I den nordvest for Stokksørehrepp liggende Sandvighrepp nævnes i Flm. kun Floagavl (Flóagafl) og Kalladarnæs (Kalladarnes), i det der fortælles (s. 155), at Torgils en gang red til Floagavl og i nærheden af Kalladarnæs lurede på sin uven Skafte »í hrisum nokkurum«, men denne så det fra færgestedet og vendte om. »Kaldadarnæs» (Kaldaðarnes), som stedet nu nævnes, med tilhørende kirke ligger på en lille høj i sletten noget fra Ölveså omtrent lige over for Arnarbæle, og her har netop været et almindelig benyttet færgested over åen. Gården fik senere en art berømmelse ved den dyrkelse, som et herværende kors i slutningen af middelalderen var genstand for; fra hele sønderlandet valfartedes hertil i store skarer på de to «korsmesser» vår og høst, man gav gaver hertil o. s. v., og selv efter reformationens indførelse holdt det hårdt for biskopperne at få bugt med denne overtro; en mellem gården og åen liggende høj Fjósshóll betegnes som stedet, hvor korset har stået. Senere var her en tid lang (fra midten af forrige årh.) hospital for spedalske, dettes plads var en lille høj tæt bag ved gården.


Fra Kaldadarnæs ses i sydlig retning på en anden høj Floagavl, men i hele denne egn er nu ikke en eneste »hrísla«[174]. På Gaulverjabæ præstegård med tilhørende kirke, der ligger en mils vej øst for Tradarholt adskilt derfra ved flade strandmarker, vises sydvest for gården en høj »Goðahóll« med foranliggende lille fordybning, hvor gudehuset antages at have stået[175]. Nord for gården og kirken ses i tunet en tomt som af et almindeligt tinghus (12 × 9 al.) kaldet »lögrétta«; på gården er endnu tingsted, men det uanselige tinghus, ganske som et almindeligt islandsk udhus, danner nu som sædvanlig et led i den sammenhængende husrække. Ved Gaulverjabæ påvises Lopts høj[176].


I det sydøstlige hjørne af Villingaholtshrepp nær ved præstegården Villingaholt ligger gårdene Sydre- og Øvre (efri) Gröv (Gröf, i daglig tale Gróf); her må det i Flm. oftere omtalte Gröv (Gröf), hvor Bjarne den spage boede, søges[177]. I Flm. fortælles (s. 159), at da Torgils og hans træl Kol rider hjem fra et bryllup her, opdager Torgils, at trællen er underkøbt til at myrde ham og dræber ham derfor ved Kolslæk (Kolslækr). Denne bæk kendes nu ikke, men forbi gården Kolsholts land løber Skuvslæk, og herover faldt netop Torgils' vej, så det er ikke urimeligt, at Skuvslæk på denne strækning kan have heddet Kolslæk[178].


I nærheden af Önundarholt ligger Orrostudal (Orrustudalr), en langagtig dal i mosen, hvor igennem vejen fører. Her forefaldt i følge Flm. (s. 125) en kamp mellem Ravn fra Kampholt og Atle fra Tradarholt i anledning af denne sidstes hugst i Videskov (Víðiskógr); i Örrostudal dræbes i følge Ldn. (s. 288) Önund bild af Örn i Vælugærde (Vælugerði). Følger man vejen mod nordøst, kommer man forbi en kegleformig høj Skotmannshóll; i følge sagnet skal en mand herfra have skudt gennem vinduet i Vælugærde, hvad der dog er en fysisk umulighed, da denne gård ligger hen ved et par tusind alen borte (østligere); men sagnet er formodenlig en uklar erindring om den i Ldn. (s. 287—88) fortalte begivenhed, at da Önund efter drabet på Örn var dømt til at falde ufredhellig overalt undtagen i Vælugærde og i »örskotshelgi« fra sin jord, dræbtes han en gang, da han drev kvæg bort fra sine enemærker og faldt som folk antog ufredhellig, men hans broder skaffede en mand til at skyde et bueskud så langt, at Örns fald blev i hans »örskotshelgi«.


Özurr i Kampholt havde en frigiven træl Bödvar, der boede på Bödvarsstad (Böðvarsstaðir) ved Videskov, der ejedes af Özur. Af hensyn til Kampholts beliggenhed skulde man snarest søge disse steder i Villingaholtshrepps nordøstligste del; navnene kendes imidlertid ikke længer, og skov findes nu intetsteds i Floen[179].


I den vest for Villingaholtshrepp liggende Hraungærdes-hrepp nævnes i Hungrv. gården Hraungærde (Hraungerði), den omtrent midt i hreppen beliggende præstegård, og i HGrk. Oddgejrsholar (Oddgeirshólar), syd for Hvitå i den nordlige del af hreppen[180].


Hvad Skejd angår, siger Flm., at Olav tvennumbrune tog »alle Skejdene« — landskabets navn bruges i det hele taget i flt., sml. Tormod Skejdagode, Ldn. s. 39 — »mellem Tjorså og Sandlæk (Sandlækr), boede på Olavsvold (Ólafsvellir) og ligger i Brunahøj (Brúnahaugr) under Vörðufell (ɔ: Vardefell)«. Sandlæk er nu navnet på den nederste gård i Østre Hrepp; mellem denne og nabogården i Skejd findes et lille vandløb[181]. Omtrent på grænsen mellem Villingaholtshrepp og Skejd fører vejen gennem en lille engmose i Merkrhraun; dette er den i Flm. omtalte Ashildarmyre (Áshildarmýrr), hvor Torgils' stefader Torgrim örrabén dræbtes af Olavs søn, da han vilde forføre hans moder. Noget nordligere ses inde i heden (eller hraunet) til venstre en kegleformig høj, forbi hvilken vejen til færgestedet over Hvitå fører; denne kaldes nu Helguhóll[182], men der kan vel næppe være tvivl om, at denne er Flm.'s Helgahváll (s. 138), hvor der stod en kamp, under hvilken Torgrims søn hævnede sin faders død på Helge, da de traf hinanden undervejs (i Merkrhraun, tillægger Ldn. på det tilsvarende sted, s. 307) oven for (upp frá) Mørk ved Helgehvål. Nogen gård Mörk findes nu ikke her og intet andet stedsnavn Mörk end det, der ligger i navnet Merkrhraun.


Brúará mellem Laugardal og Biskupstunga. - (A. E. F. Mayer, 1836)
Oven for det gamle overgroede hraun står midt på sletten præstegården Olavsvold med tilhørende kirke, og noget nordligere ses ved Hvitåens bred det lille fritstående Vardefell; om Brunahaug vides intet[183]. Oppe på det for oven flade fjæld er en lille sø, der som så mange andre afsides liggende småvande indtil den nyeste tid i følge folketroen har været bolig for »nikr« (ɔ: vandhesten).


Af gårdene i dette landskab nævnes i Njåls saga den nordøstligste, Reykir (Nj. 650); den er udsat for sandfog fra østsiden, hvorfor den to gange har måttet flyttes. — Det oven nævnte herværende færgested over Hvitå er nordvest for Merkrhraun, lige under Hestfjæld, der hæver sig på åens modsatte bred (i Grimsnæs). Hvitå er her 1—200 al. bred, med en rolig flydende strøm af en ikke styg, perlegrå farve; det modbydelige skidengrå vand, som de fra jøkler kommende åer fører, — og hvoraf denne, så vel som fiere andre lignende åer tage navn, — er nemlig her bleven blandet meget med almindeligt, klart såkaldet bjærgvand.


Hestfjæld (Hestfjall) er et af de sædvanlige, forholdsvis frodige, fritstående bygdefjælde; både mod øst og syd beskylles det af Hvitå, idet det aldeles udfylder den ved Hvitåens bøjning mod vest her frembragte vinkel. Langs dets skråning ligger vejen mod nord; noget oven for fjældet passerer man her den fra Krstn. og Nj. bekendte Hestlæk (Hestlækr), en ikke ubetydelig ned mod Hvitå løbende bæk, nu sædvanlig kaldet Stauka, hvor man endog vil påvise selve stedet for Torvald vejles kamp med Tangbrand og hans følge, i hvilken han dræbtes. Den af Torvald beboede gård Vík (Krstn. s. 12) er Eyvík (Heyvík), der ligger hinsides den vest for Hestfjæld liggende sø Hestvatn, hvorfra Hestlæk har sit udspring.


Vejen nord på ligger mest over flade vandfyldte moser, hvorpå man over flere rækker skrænter og bakker når Mosfell præstegård og kirke, der ligger kønt ved foden af det lille til dels grønklædte fjæld af samme navn, med udsigt mod sydøst over engene til Bruarå og Hvitå med Vardefell i horizonten. Her opslog den oftere omtalte storættede høvding Ketilbjörn sin bolig[184], da han efter at have gennemrejst Tingvoldsvejten tog som sit landnam en stor del af Grimsnæs, hele Laugardal og en del af Biskopstungerne[185]; om denne Ketilbjörn siger sagnet, ligesom om Egil Skallagrimssön, at han skjulte sine skatte. Ldn. fortæller nemlig, at da hans sønner ikke efter hans bud vilde slå tværtræer af sølv i det hov, de lod bygge, kørte han, i forening med sin træl Hake og sin trælkvinde Bot, sølvet op på fjældet. De skjulte pengene, så de ikke er til at finde; derpå dræbte han Hake i Hakaskarð (Hakaskarð) og Bot i Botarskarð (Bótarskarð).


Om hovet eller dets beliggenhed er nu intet minde bevaret; skardene derimod kendes. Lige oven for gården strækker sig fra nordøst til sydvest en grønklædt skrænt eller kløft ned ad fjældskråningen, hvorigennem det er let at nå op på det hvælvede fjæld, dette er Botarskard. I den nordvestlige del af fjældet findes en anden kløft (»hakamyndað«), dette er Hakaskard. Traditionen gør nu Ketilbjörns ledsagere til hele fire og påviser derfor endnu en Flakahlíð og en Auðhildarhryggr i fjældet[186]. Om Ketilbjörn fortælles der, at han, der var forudvis, vilde begraves hvor han ikke hørte klokkelyd, hvorfor han ligger i Ketilbjarnarholt.


Halvanden mil sydvest for Mosfell ligger den anden præstegård i Grimsnæs Klaustrhólar (ɔ: Klosterholer)[187]; tværs over den sydlige del af Grimsnæs fra øst til vest strækker sig en række vulkanske høje og banker, de største af disse er nogle rødlige høje ved Klaustrholar, de såkaldte Seyðishólar, Ldn.s Hallkelshólar. Nordvest for Klaustrholar i randen af Lyngdalsheden står Grimsnæssets andet større bygdefjæld, det for neden kredsrunde, temlig stejle, men for oven hvælvede Búrfell. Sydligst i Grimsnæsset ligger vest for Hestfjældet langs nordsiden af Hvitå flere gårde, hvoraf det i Nj. nævnte Kidjaberg (Kiðjaberg) er den østligste. — Vestligere ligger det før nævnte Arnarbæle, Vaðnes og mere i nordvest Snæfokstaðir (ældre Snæfuglstaðir). I »Nordisk Tidskrift for Oldkyndighed« II, s. 311 findes en beretning om, at der i en banke, som fornemmelig bestod af sten, sønden for gården Snæfoksstade, nede ved elven Hvidå i Klosterholum sogn var fundet (formodenlig 1832) i forbindelse med et menneskeligt skelet, i en dybde af 1½ fod, en stor jærnøkse aldeles som man har fundet dem i hedenske gravhøje i Danmark. — Er denne angivelse nøjagtig, afgiver den et interessant eksempel på en også fra Danmark kendt skik allerede i den hedenske tid at begrave ligene under jorden. — Den følgende præsts sognebeskrivelse (1840), der nævner fundet af dette økseblad, siger imidlertid kun i almindelighed, at det fandtes i en ukendt opblæst oldtidsdys, nede i Vadnes land; de hosliggende ben nedgravedes i kirkegården.


Nord for Mosfell i flade omgivelser ligger den store sø Apavatn med to gårde af samme navn ved sin sydvestlige bred[188]. Ved Apavatn var det, at Sturla Sighvatssön tog Gissur Torvaldssön til fange på et mellem dem aftalt møde (Sturl. I, s. 360), hvorefter den tidligere omtalte overenskomst på Reykir i Ölves blev afsluttet. Nord for Apavatn viser Laugardalens fjælde sig noget borte, mod øst begynder snart Lyngdalshedens nederste bakkedrag.


Af landskaberne i Ånæs syssel står endnu kun tilbage det sidste, Hrepperne (Hrepparnir), der ved Lakså (Laxá), eller, som den til forskel fra en mindre vestligere nævnes, »Store Lakså«, deles i to dele, Hrunamannahrepp (Hrunamannahreppr) og Gnupverjahrepp (Gnúpverjahreppr), eller, som de i daglig tale kaldes, Ydre (ytri) hrepp og Østre (eystri) hrepp — »út« og »ytri« betegner nemlig, navnlig i denne del af landet, ofte det samme som »vest«. Den lange smalle Ydre-hrepp, der mod øst og syd begrænses af Store Lakså[189], gennemstrømmes af den langt mindre Lille (minni) Lakså, der falder i Store Lakså umiddelbart før dennes sammenløb med Hvitå. Hvitå, hreppens vestlige grænse, danner kort efter sin indtrædelse i bygden en anselig foss Guldfoss (Gullfoss) foruden en anden straks neden for. Op langs østsiden af Hvitå ligger også en vej til nordlandet, der oppe på heden nord for Hvitå forener sig med den ved Haukadal omtalte, Østre-hrepp er af uregelmæssigere form, dens retning er fra nordøst til sydvest, bredest oppe mod fjældene, derefter indsnævres den bestandig mellem Tjorså og Lakså, indtil den ved Laksås knæ kun er en fjærdingvej bred, hvorefter den igen på den tilbagestående korte strækning udvider sig en smule, indtil den støder sammen med landskabet Skejd. Den oftere nævnte å Tjorså er en meget anselig elv (flod), der gennem hele bygden (ɔ: det beboede land) danner grænsen mellem Ånæs' og Rangåvolde sysler[190]. Langt inde i det ubeboede højland har den sit udspring, løber derefter i sydvestlig retning, indtil den omtrent ved sin indtrædelse i bygden efter nogle bugtninger antager en vestlig retning, som den beholder, så længe den danner grænsen for Gnupverjahrepp. Kort efter vender den sig mod syd og beholder denne retning indtil sit udløb. — Hrepperne er et særdeles smukt landskab, bedækket med småfjælde og højdedrag, der forgrener sig til alle sider og indeslutter en mængde smådale af alle formationer: langagtige, runde, firkantede o. s. v., ind i hvilke man kommer ad stier langs åsene, fra hvilke der ofte åbner sig særdeles kønne udsigter. I Ydre-hrepp er i selve bygden for den ældre tids vedkommende ikke meget af interesse i historisk henseende. Som de bekendteste steder må vel de to præstegårde nævnes. Til den ene, Hrune (Hruni), Torvald Gissurssöns bolig, Gissurs (jarlens) fødested, der ligger omtrent midtvejs i hreppen ikke langt fra Lakså, knytter sig folkesagnet om »dansen i Hrune«[191]. Hrune (med best. art. hruninn, besl. med »hrun«: fald, nedstyrten) er egenlig navn på en græsklædt højde med stejlt affaldende sider og en fordybning oven i med spor til tomter; under højen står nu gård og kirke; men før stod i følge sagnet kirken oppe på hrunen, indtil den julenat sank i jorden med den ugudelige præst og hele menigheden. En mils vej sydligere, ligeledes nær ved Lakså, står den anden præstegård Hrepphólar; i de oven for gården liggende »hólar« findes en smuk formation af basaltsøjler, flere af disse lange søjler er her brugte som en art brolægning eller fliser foran præstegården (andetsteds ser man dem brugte opretstående til at binde heste ved o.d. l.), og sagnet.ved at fortælle om, at krønikeskriveren Jon Egilssön, der var præst her i sidste halvdel af det 16de århundrede, har hentet dem i holerne og ved den lejlighed fået sin hånd farlig i klemme mellem klippens basaltblokke[192]. Derimod fortjæner avretten, der oven for bygden strækker sig langt ind over højlandet op imod de derværende store jøkler mere opmærksomhed. A. M. fortæller nemlig[193], at der tidligere har været en betydelig bygd her. — Tungefell (Túngufell) ved Hvitå — hvor der nu er annekskirke, og som er den nordligste selvstændige gård i denne hrepp (kun en til denne hørende gård ligger en fjærdingvej nordligere) — skal den gang have stået »midt i bygden«, ɔ: den beboede strækning nord for denne gård var lige så lang som strækningen fra Tungefell og ned til Laksås sammenløb med Hvitå ved hreppens sydvestligste punkt. Pladsen for ikke mindre end 14 gårde[194], hvoraf den øverste endog lå henved fem mile nord for Tungefell højt oppe på fjældheden, angaves af flere eller færre hjemmelsmænd, og traditionen var for de flestes vedkommende, af hvilke der endnu til dels sås tydelige tomter, meget bestemt. På en af de nederste gårde (Stangarnes eller Laugar) skulde have været kirke. Desuden påvistes endnu en tomt (Djáknadyngja eller Djáknadys), hvortil forskellige sagn knyttede sig; her var fundet adskillige småting (oldsager) og mange smedjeslagger, hvorfor stedets fordums beboer af nogle antoges at have smeltet »røde« (rauði)[195]; hans grav, som der var gjort et forgæves forsøg på at undersøge, påvistes der i nærheden (ifg. den antikv. indberetn., 1818, var selve Djáknadys gravstedet, hvor man også ved dette årh.'s beg. forgæves forsøgte udgravning[196].


Længst oppe i denne avrett er nogle høje fjælde, Kerlingarfjældene, snedækte for oven; frem fra dem sprudle mange hverer, 80 eller flere. Ligeledes findes i selve hreppen (i bygden) mange hverer.


For Gnupverjahrepps vedkommende synes Ldn.s topografiske angivelser (s. 308—10) mod sædvane at lide af nogen unøjagtighed. Tilmed forøges uklarheden ved, at beretningerne om landnamsmændene her anføres i bagvendt orden, hvad tidsfølgen angår. Efter at have omtalt det landnam, der omfattede »alle Skejdene« mellem Tjorså og Hvitå til Sandlæk, fortæller Ldn., at en mand Trånd, der sent i landnamstiden kom til Island, tog land mellem Tjorså og Lakså, og op til Kalvå og til Sandlæk, hans bolig var Tråndarholt. Derefter berettes om to mænd Ofejg Grette og Tormod skafte, der drog til Island for at bosætte sig, at de den første vinter var hos deres frænde Torbjörn laksekarl; næste år gav han dem Gnupverjahrepp, Ofejg den ydre del mellem Tværå og Kalvå, og han boede på Ofejgsstad ved Stensholt, men Tormod gav han den østre del, og han boede i Skaftaholt. Grt. (s. 9) beretter på en hermed overensstemmende måde om disse to mænds besiddelser; Om Trånd siger sagaen kun (s. 10), at han ved sin ankomst til Island blev venlig modtaget af Ufejg og Tormod, og at han boede i Tråndarholt vest for Tjorså. Efter at have fortalt om Ofejg og Tormod beretter Ldn., at Tormod laksekarl tog hele Tjorsådal og hele[197] Gnupverjahrepp ned til Kalvå.


Torbjörn laksekarl har, som det tydelig nok fremgår af oven anførte, overladt Ofejg og Tormod hele Gnupverjahrepp og kun forbeholdt sig selv Tjorsådal. Men at Kalvå nogen sinde skulde have dannet denne hrepps vest-grænse, er ikke rimeligt; denne å gennemstrømmer nemlig den midterste del af hreppen, omtrent i retning fra nord til syd, — så man vilde ved at regne denne for hreppens oprindelige vestgrænse komme meget i forlegenhed med strækningen vest for åen indtil Sandlæk, som åbenbart dannede nordøstgrænsen for Skejd. — Endnu uholdbarere viser Ldn.s angivelser sig ved, at Ofejgs bolig ses at have ligget vest for Kalvå, hvorimod netop Skaftholt (som Tormods gård nu hedder) ligger mellem Kalvå og den noget østligere Tværå, der rimeligvis i oldtiden har dannet grænsen mod Tjorsådal.


Forvirringen i Ldn. (og derefter i Grt.) er vistnok fremkommet ved, at Ldn. har ladet Trånd optræde som selvstændig landnamsmand, besættende den temlig betydelige landstrækning mellem Lakså, Sandlæk, Tjorså og Kalvå, medens han, der kom ud, efter at Ofejg og Tormod allerede af Torbjörn laksekarl havde fået hele Gnupverjahrepp, rimeligvis har måttet lade sig nøje med af disse to ham nærstående mænd at få en mindre del (den sydvestligste), hvor han kunde bygge sig en gård. — Hvis Kalvå har afgivet nogen landnamsgrænse, må netop Ofejg have haft landet vest for denne å, Tormod derimod landet mellem Kalvå og Tværå[198].


Om Ufejg siges der i Grt. (s. 14), at han dræbtes i Grettesgejl ved Hæl. Når man mellem Hrune og Hreppholar er passeret Lakså, ser man syd for det lille Stensholtsfjæld gården Hæl (Hæll); mellem højdedraget hvorpå denne gård står og en anden smal ås er en snæver engdal, som endnu benævnes Grettesgejl (Grettisgeil). Sydøst for samme lille fjæld eller holt står gården Stensholt (Steinsholt). At gården Ufejgsstad (Úfeigsstaðir, Ldn. Ófeigsstaðir) har ligget umiddelbart ved denne gård er tydeligt nok; A. M. nævner som hjålejer til Stensholt Gata og Bale (Bali), og desuden en tredje Úfeigsstaðir ved selve hovedgårdens tun, men som da nylig var lagt i øde. Af disse tre er nu kun Bale tilbage, der imidlertid ligger i gårdens tun og udgives for at være det gamle Ufejgsstad.


Sydøst for Stensholt hinsides Kalvå ligger Skaftholt (Skaptholt, ældre: Skaptaholt), derimod ligger Tråndarholt (Þrándarholt) sydvest for Stensholt ved Laksås knæ. Tråndarholt er bekendt af Tord Andressöns drab, efter at han og hans brødre var bleven tagne til fange af Gissur jarl (Sturl. II, s. 264—65).


På holtets skråning nord for gården Skaftholt ligger en isoleret klippeblok, noget større end at en mand kan magte den, naturligvis et Grettestak.


Sydøst for Skaftholt tæt ved Tjorså, der her har begyndt at antage sin vestlige retning, ligger gården Tjorsåholt (Þjórsárholt), under holtet, hvorefter den har taget navn[199]; herfra er færgefart over Tjorså, og kort neden for findes også hovedvadet over åen, det såkaldte Nautavað. Åen løber her i tre eller flere arme med mellemliggende ører og er både dyb og ujævn i bunden. Vadets navn (nødvadet ɔ: kvægvadet) skal i følge sagnet, der fortælles noget forskelligt, have sin oprindelse af, at det først blev fundet af en i et af syslerne øst for åen (R. eller Skf.) hjemmehørende kvægflok, der var drevet til biskopsstolen i Skålholt, men som ad denne vej søgte tilbage til sin hjemstavn.


Navnet Nautavad er således i følge sagnet af forholdsvis sen oprindelse[200], og herimod kan næppe være noget at indvende. Derimod er sagnet vistnok på vildspor, når det fortæller, at vadet forholdsvis sent er taget i brug, og at det fra først af har båret navnet »Nautavað«. Tvært imod synes der at være al grund til at antage, at vi her have det fra Nj. bekendte Holtsvað (Holtsvad), om hvis beliggenhed enhver erindring forlængst er tabt. Spørgsmålet om beliggenheden af dette vad, der ved to lejligheder omtales i Nj., er blevet mere indviklet, ved at den ældre udgave af sagaen med hensyn til dette har gjort to vadesteder af ét, i det den — første gang vadet kommer til omtale (gl. udg. s. 177) — læste Holtavad i steden for Holtsvad. Den ny udgave viser imidlertid (s. 595, 97), at, hvor der tidligere læstes Holtavad, har kun én membran (F.) denne læsemåde, hvorimod de andre også på dette sted læse Holtsvad, der senere hen (gl. udg. s. 206—07, ny: 682, 84) findes gennemgående i alle membraner; heller ikke indholdet er til hinder for at antage, at der ved begge lejligheder er tale om samme vad. Uagtet formen Holtavad vel først gennem den ældre udg. af sagaen har fæstet sig i den almindelige bevidsthed, er der dog opstået en art tradition eller udbredt anskuelse om beliggenheden af dette »Holtavad«, der gøres til ét med et nu aflagt vadested over Tjorså noget længere nede, hvorimod ingen formodning har dannet sig om beliggenheden af det herfra som forskelligt tænkte »Holtsvad«. — Medens der med hensyn til bestemmelsen af Nj.s Holtsvad næppe er nogen grund til at følge oven nævnte, vistnok unge, hypotese i dens angivelse af, hvor ved Tjorså det i den ældre udg. som Holtavad benævnte vadested må søges, synes det at være en temlig gammel opfattelse, at dette vadested har ført over bemældte å; et papirshåndskrift af Nj. (AM. 163 D. fol.), der i følge angivelse af Arne Magnussön er ældre end 1683, angiver således udtrykkelig Holtavad som liggende ved Tjorså, Ved Tjorså må vistnok også Holtsvad søges. Betragter man nærmere Nj.s angivelser angående dette vad, ses det let, at spørgsmålet bliver, om vadet har ført over Tjorså eller Østre-Rangå (R.). Turde man gå ud fra, at fremstillingen i Nj. hvilede på et fuldstændig nøjagtigt kendskab til hovedhandlingens skueplads (således som forholdet er i fiere andre sagaer f. eks. Eb.), vilde adskilligt tale for at henlægge Holtsvad til Østre Rangå. Da forholdet imidlertid for denne sagas vedkommende er et andet[201], tør man næppe ved bestemmelsen af Holtsvad lægge afgørende vægt på sagaens enkelte — i dette tilfælde desuden kun ubestemte — udtryk; hovedvægten må lægges på det almindelige indtryk, man ved begge lejligheder, hvor Holtsvad omtales, får af, at dette vad var egnens hovedvad, der naturlig måtte passeres af folk, der drog vest på eller kom vest fra. Om et sådant hovedvad kan der kun for Tjorsås vedkommende være tale, hvorimod Rangåerne, særlig Østre Rangå, om somren så at sige kan passeres på ethvert sted. Den nærmere udvikling af disse forhold opsættes i øvrigt rettest, til egnen, hvorigennem Østre Rangå flyder, er beskrevet.


Har Holtsvad ført over Tjorså, følger det omtrent af sig selv at søge det ved Tjorsåholt, hvor endnu hovedvadet over åen findes, og hvor det gamle navn så at sige endnu ligger i gården og holtet »Þjórsárholt«. Også en form Holtavað om et vadested her vilde kunne, forklares af egnens mange holt, men den første form for navnet er, som det vil ses, i alle henseender at foretrække.


Ved Tjorsåholt, tæt ved åbrinken, er en ejendommelig badstue, idet der over et hul, hvoraf der opstiger varme dampe, er bygget en grotte, der er sat i forbindelse med et lille hus, hvori to sængesteder findes; badet benyttes med held af gigtsvage.


En mils vej vestligere dannes i Tjorså en ikke ubetydelig ø Ånæsset (Árnes), der har givet syslet navn, ligesom også fordum landskabet Árnessþing og i fristatens tid Árness þingsókn[202] benævntes herefter. Hvor åen deler sig for at omslutte øen, dannes i dens nordlige arm en temlig bred, men ingenlunde høj foss Búðafoss, der fører en så stor vandmængde, at man nu ikke fra denne side kan komme over i øen; den sydlige arm er derimod mindre, men beskaffenheden af Ånæssets nærmest liggende del, en bred, flad sandstrækning med vandslidte sten, og endnu mere den i den sydlige arm (eller: østlige; denne arm har nemlig en buet form) dannede foss (Hestafoss), der styrter sig ned over den søndre halvdel af en brat klippevæg, medens den nordre fortsættelse af denne, meget vandslidt, står tør, — gør det meget sandsynligt, at denne arm enten må have forandret sit løb, eller, hvad rimeligere er, før have været større end nu. Ånæs hører endnu til dette syssel, men ejes af privatmænd i Rangåvoldesyssel, en naturlig følge af, at den ubebyggede ø kun er tilgængelig fra sydsiden. Øen er langagtig, flad, for en del ødelagt af sandfog, men dog endnu med græspletter hist og her, hvorfor den væsenligst benyttes til græsgang for en del får. Da Islands gamle tingkredse bære navn efter vårtingsstederne, skulde man vente i Ånæsset at finde lævninger af et sådant. Men med hensyn til tingstedets beliggenhed er forholdene noget besynderlige. Sagaerne giver os ikke mange oplysninger; Flm. omtaler (s. 154) et vårtingsmøde på Ånæsting (Árnessþing), hvis boder lejlighedsvis nævnes, og samme saga fortæller (s. 159), at Torgils i anledning af et på ham forsøgt drab red i »øen« (í Eyna) og udnævnte 9 naboer (ɔ: nævndsmænd)[203].


I følge Húngrv. (s. 77) købtes Ånæs af biskop Magnus (1134—48) for Skålholts bispestol[204]. Nærmest ligger det at søge tingstedet i selve øen, og da at antage, at adgangen til denne fra Ånæssyssel i ældre tider har været lettere end nu, — at formode, at Ånæs fra først af ikke engang har været en ø, vilde dog være for dristigt, uagtet et sådant navn på en ø er påfaldende. Men spor af tingsted, i al fald af boder, findes her ikke, kun påvises en »domring« i den nederste del af øen under den vestlige skråning af et langagtigt, stejlt, med knuste stenblokke bedækket holt Tingholar (þínghólar); denne domrings hele karakter er tilmed en sådan, at hvis ikke selve stedsnavnet Tingholar[205] til en vis grad bestyrkede traditionen, der bestemt tillægger den denne bestemmelse, måtte man fristes stærkt til at betvivle dens ægthed, og i alle tilfælde fortjænte det at undersøges, om man ikke her har en  »fjárborg«[206] for sig. Man ser her, til dels bygget ind i holtets skråning, en svær stenkreds, smallere for oven, omtrent 5 fv. i diameter. Væggen, der er opført af græstørv og sten, er 1½ fv. bred; på kredsens yderside, hvor væggen er højest, er den omtrent 5 al., på den mod holtet vendende side hæver den sig derimod kun omtrent 1 al. over dettes skråning. Det indre af kredsen er opfyldt af flyvesand, indgangen ses nu ikke tydelig, har måske været i sydvest, hvor væggen er højest; kredsen skal have lidt ved, at der for en del år siden er taget sten herfra for at anvendes til opbyggelse af en fårefold (rétt) her i nærheden. De boder, som man savner på øen, finder man imidlertid straks nord for denne. Vest for Búðafoss (utvivlsomt: Bodfossen, skønt deraf nu er lavet et nyt navn for fossen »Búði«) ligger nemlig en betydelig samling bodtomter, de er beliggende på lave bakkeskråninger omkring en lille græsgrot dal, der kun ved den temlig høje brink er adskilt fra åen, og de findes navnlig øst, nord og vest for dalen, derimod næppe syd for denne. Tomterne er temlig store, mindst lige så store som (eller større end) dem på Tingvold, og til dels temlig tydelige. Der synes at være lævninger af c. 27, hvoraf c. 20 er utvivlsomme. Der har været en fremherskende tilbøjelighed til at lade dem vende bredsiden ind imod dalen og have åbningen ind imod denne. Ligesom på Tingvold synes ofte en mindre bod (ildhus e. d. l.) at være forbunden med en større. Dette tingsted kan vel ikke være andet end lævningerne af det gamle Ånæsting[207]; men så bliver man i dobbelt forlegenhed med »domringen » i Ånæsset. Den ligger i den længst bortliggende del af øen, adskilt fra tinget ved et betydeligt vandløb, i en urimelig afstand (omtr. ½—1 mil), selv om man kunde ride den lige vej over i øen, hvad dog vistnok aldrig har været tilfældet. Et nu stundom brugeligt vad over Tjorsåen »Eyjarvað« ligger over den umiddelbart neden for (vest for) Ånæs værende holm »Miðhúsaey«, hvoraf vadets navn udledes. Det anses for så godt som at falde sammen med eller i det mindste at have afløst et ældre vad, hvis spor påvises i de mange gamle ridestier, der i retning fra øst til vest kan forfølges over Ånæssets sydlige del neden for Tingholar, og hvortil tilsvarende fortsætter sig fra begge åens (eller rettere åarmenes) bredder ind i Rangåvolde og Ånæs sysler, en linje, der skærer den ufarbare nordarm, men, som det vil ses, ingenlunde i retning mod tingboderne.


Geysir. - (A. E. F. Mayer, 1836)
Det er dette nu aflagte, over Ånæs førende vad, som gøres til »Holtavað«[208]; ridestierne, der ses her, angiver dog simpelt hen den retning, der tidligere fulgtes, når Eyjarvad redes, og dette har utvivlsomt netop sit navn af selve Ånæs-øen. Arne Magnusson beskriver således (Addit. 6 fol.) Ånæsset på følgende måde: »Árnes er en ø, liggende i Tjorså, midt i Eyarvad; der rides over det (ånæsset) imellem armene. Árnes er Skålholts kirkes ejendom og har tilforn fulgt Skambeinsstada ombud, men nu (1703) har bispegården (»stadurinn«) selv det til kreaturgræsning. Árnes er smalt neden til; det er i længde omtr. en halv »bæjarleið«; dér hvor det er bredest kan det være omtr. en fjærdedel af en »bæjarleið«. Vest for Árnes (d. v. s. mellem det og Tråndarholt) går nu hovedstrømmen (»ármegned«), og den østre arm bliver næsten tør om somren.« Heraf fremgår det, at Eyjarvad dengang endnu førte tværs over Ånæsset[209].


I følge sagnet ofredes i oldtiden til Budafoss, og indtil for ikke så særdeles mange år siden sås en klippeblok ved fossen, der kaldtes  »blótstén (blótsteinn)«; det ofrede nedkastedes i fossen[210].


Noget vestligere ligger gårdene Hov (Hof, stóra og minna), hvor tun og enge omkring Lille Hov indeholder en stor mængde tomter, indhegninger o. s. v., der anses for gamle, men hvorom dog intet bestemt kan erfares[211].


Imellem Tjorsåholt, Skaftholt og den østligere liggende præstegård Store-Nup (Stóri Núpr) åbner sig en lille dal ud mod Tjorså[212], men nord for Store-Nup trækker højderne sig igen nærmere til åen, og vejen nord på — til de oven for liggende gårde, til avretten og derfra op på den vidtløftige til nordlandet førende Sprengesandsvej — ligger nu et stykke langs denne i nordøstlig retning. Den er smuk og afvekslende med småfjælde til venstre hånd, og til højre flodbrinken, der enten viser sig som grønklædte skråninger eller fremspringende pynter og isolerede klipper; hinsides floden begrænses udsigten af Rangåvolde syssels fjælde, først og fremmest Hekla. Noget oven for Store-Nup passerer man den omtalte lille å Tværå, hinsides hvilken gården Hage (Hagi) og Hagafjæld ligger. På Hage boede ifg. Ldn. (s. 310) Torbjörn laksekarl til sin dødsdag[213]. Da Torbjörn i følge Ldn. synes kun at have forbeholdt sig Tjorsådal, og da han bortgav alt hinsides Tværå, må man antage, at denne å oprindelig dannede grænsen mellem den egentlige Gnupverjahrepp og Tjorsådalen (þjorsárdalr). Nu derimod betragtes så vel Hage som de to oven for liggende gårde (Ásólfsstaðir og Skriðufell) som liggende uden for Tjorsådal, i det dette navn indskrænkes til en ved vulkanudbrud ødelagt, nu ubebot dal, der åbner sig ud mod Tjorså mellem fjældene Skridefell (Skriðufell — nær ved dette møder vi igen fjældnavnet Dimon) og Burfell, og derfra strækker sig mod nord gennemløbet af den nederste del af Fosså (Fossá). Spørgsmålet om, hvad der oprindelig må forstås ved Tjorsådal, får en særlig interesse, i det den fra kristendommens indførelse på Island og begivenhederne i Nj. så bekendte Hjalte Skeggessön i alle ældre kilder angives som hjemmehørende i Tjorsådal, uden at navnet på hans gård nærmere er angivet. Endnu ved Skridefell er egnen frodig, her findes endog anselig kratskov; oven for dette fjæld passerer man en lille å Sandå (Sandá), øst for hvilken en flad, til dels græs- og løvgrot, til dels af vulkansk sand og pimpsten ødelagt strækning møder; det er Sandåtunge (Sandártúnga), tidligere stedet for en gård af samme navn, der i følge A. M. ødelagdes ved Heklas udbrud 1693; det er vel denne gård, som biskop Magnus i følge Hungrv. (s. 77) erhverver for Skålholts bispestol. Den nu såkaldte Tjorsådal afgiver nu et trøstesløst skue, aldeles bedækket som den er med sort vulkansk aske og pimpsten, hvori man synker dybt ned for hvert skridt, uden et eneste græsstrå. Midt i dalen vest for åen ligger højdedraget Rødekambar (Rauðukambar ɔ: Rødekamme), hvorfra ødelæggelsen skal være udgået. Om dette vulkanudbrud giver krønnikeskriveren Jon Egilssön (Safn t. s. Ísl. I, s. 32—33) nærmere oplysning, det fandt rimeligvis sted i det 14de århundrede og ødelagde hele Fossådal (Fossárdalur), som han kalder den ubebyggede dal (sædvanlig er nu navnet Fossådal indskrænket til egnen om åens øverste løb), hvori der efter hans sigende den gang fandtes 11 gårde, af hvilke han nævner et par. Disse gårdes navne og beliggenhed kendes endnu, ja man vil endog påvise flere (14—16), og for de flestes vedkommende ses tomterne — ɔ: væggenes grundstene — endnu i dalen ved foden af fjældskråningerne så vel vest som øst for åen, ligesom også oldsager er fundne hist og her ved gårdene og på et enkelt sted smedjeslagger[214]. Disse gårdes bygningsmåde synes virkelig at være en fra den nuværende temlig forskellig. Medens en islandsk gård, som tidligere anført, nu i almindelighed består af en mængde små sammenbyggede huse, der alle vender gavlene, hvori dørene er anbragte, ud mod gårdspladsen (hlað), består disse sædvanlig af to hovedhuse (eller stuer) med bredsiden (langvæggen) ud mod hladet, adskilte ved en væg med dør; hver stue eller skåle har ligeledes sin indgangsdør på langsiden tæt ved den ene ende; desuden findes mindre udbygninger bag til eller i kort afstand ved siden af. Hvor fjoset endnu er tydeligt, ses båsene adskilte ved flade skiferagtige stenblokke, de såkaldte »beizluhellur«[215].


At Tjorsådal oprindelig har strakt sig til hinsides Hage, antages også af Arne Magnussön; han beretter (på et løst blad indlagt i jordebogen, i Ydre-hrepp), at alle Fossådalens øde-jorder antages at have ligget i Tjorsådal[216], og at Tjoreådal antages at have strakt sig ned til Hage[217]. Også kun ved at antage en sådan udstrækning af Tjorsådal bliver selve navnet forklarligt. Senere synes imidlertid dette navn at være gået af brug; JonEgilssön bruger som alt anført om den ved vulkanudbrud ødelagte øvre del af bygden navnet Fossådal. I selve A. M. forekommer navnet Tjorsådal slet ikke, men af de her liggende gårde nævnes 8 (der opregnes i Jh.'s jt. s. 64), og deres ødelæggelse tilskrives Rauðukambar. — Jon Egilssön lader Hjalte bo på Nup (Store-Nup), men tillige drive gården Såmstad (Samstaðir) i Fossådal; Hjalte kan dog ikke godt have bot uden for Tjorsådalen, og at denne skulde have strakt sig hinsides Tværå, er ikke rimeligt. Der er i øvrigt noget besynderligt i, at Hjaltes gård aldrig nævnes; ti at denne skulde have båret dalens navn, er der ingen som helst grund til at antage. I Tjorsådal til ned forbi Hage fandtes vistnok allerede på Hjaltes tid de fleste af de beboede og ubeboede gårde, som nu kendes på denne strækning; at Tjorsådal, selv om man vilde antage, at derved i oldtiden kun forstodes den nuværende ødebygd, den gang kun skulde have haft én gård, er over for de talrige tomter meget usandsynligt. Desuden se vi også i Ldn. så vel andre mænd end Hjalte ganske på samme måde som denne benævnte med tillægget »fra« eller »i« Tjorsådal, og desuden flere tegn til en talrig bebyggelse af dalen. En af Torbjörn laksekarls sønner var »Otkel i Tjorsådal« (Ldn. 310) og som en af hans efterkommere nævnes sammesteds (ifg. C. og E.) »Gaukr í Stöng«. Desuden nævnes andetsteds i Ldn. (s. 235—36) »Stejnolv i Tjorsådal«, og der fortælles om en vandring af Stejnolvs kones broder fra nordlandet til Tjorsådal for at beskytte søsteren, hvem Tjorsdælerne (Þjórsdælir) vilde stene ihjel.


Sammenholdes disse steder, får man indtrykket af, at Tjorsådal allerede i oldtiden har været en hel bygd snarere end en dal med en enkelt gård. Men i så tilfælde er det lidet rimeligt, at navnet Tjorsådal har været knyttet til en enkelt gård, så at Hjaltes gård kunde have båret dalens navn, så meget mindre som også andre mænd benævntes efter dalen alene. Heller ikke foreligger der noget, som tyder på, at nogen af gårdene har skiftet navn; på Arne Magnussöns tid synes navnene på alle ødegårdene i Fossådalen at have været kendte, ingen af dem bar navnet Tjorsådal og kan heller ikke vel have heddet så; et sådant navn vilde egenlig kun passe for en af de tre nederste ved selve Tjorså liggende gårde, og allersnarest for Hage; men at denne aldrig har båret andet navn end nu ses af Ldn.


Nu angives som Hjaltes bolig Skeljastad (Skeljastaðir), der har stået sydvest for fjældet Skefjafell øst for åen, der her danner en ret smuk foss, hvorunder der kan drives forelfangst; her skal også i følge den nulevende tradition have været kirke, og menneskeben findes jævnlig her endnu. Gården Såmstad, som i følge Jon Egilssön tilhørte Hjalte, der dog ikke selv boede her, har ligget sydøst for Skeljastad, ved dalens munding. — Hvorvidt angivelsen af Skeljastad som Hjaltes gård er mere end en blot og bar gætning, er vanskeligt at sige, men der er i hvert fald intet til hinder for, at Hjalte kan have bot oppe i den nu ubebyggede del af dalen. — I Krstn. (s. 17) fortælles, at da Hjalte var dømt fredløs for gudsbespottelse, sejlede han fra Island på et skib, som han havde ladet gøre hjemme dér i Tjorsådal og førte ad Vestre Rangå (R.) ned til søen, en beretning, der på forhånd må forekomme meget forbavsende så vel på grund af de islandske skoves beskaffenhed, som fordi skibet da havde måttet flyttes over Tjorså og derpå føres over land til Rangå, oven i købet kun kort fra denne ås udspring — men som dog den pågældende egns beskaffenhed, således som senere nærmere skal omtales, gør noget mindre utrolig. Sydøst for Skeljafell ligger Burfell, tæt ved Tjorsåen; på den foranliggende Burfellshals, hvor der endnu på sine steder findes småkrat[218], skal Hjalte i følge sagnet have bygget sit skib.


Oven for Skeljastad ligger Stejnastad (Steinastaðir), og lige over for, hinsides den lille i Fosså faldende Rødå (Rauðá), viser man Stöng. Denne gård skal i følge traditionen have været bolig for den i Nj. så kortfattet og dunkelt omtalte Gauk Trandilssön (hvad der jo også passer med, at Ldn.s G. og E. kalder ham »Gaukr í Stöng«, lader ham være søn af Torkell trandill og gennem ham nedstamme fra Torbjörn laksekarl); sagnet der i mangel af sagaerne ved meget at fortælle om ham, lader hans elskerinde, Asgrim Ellidagrimssöns frænke bo på Stejnastad; på grund af sit forhold til hende bliver han dræbt af sin fostbroder Asgrim. Til disse forhold menes følgende lille i traditionen bevarede vers at have hentydning:

»þá var öldin önnur, er Gauknr bjó í Stöng
þá var ei til Steinastaða leiðin löng«[219].


Forbi Stöng ligger Sprengesandsvejen op mod nordøst; følger man den et lille stykke, kommer man til en karakteristisk kløft; stiger man ned i denne, befinder man sig i en lille græsklædt dal, omgivet af fjældvægge med mange huler og grotter, hvoriblandt en næsten lukket, der ofte benyttes af fåresøgere som sovested; også rejsende søge nattely her ved slutningen eller begyndelsen af den 3—4 dages fjældvej. Ned i dalen styrter sig en lille foss, åen gennemløber derpå et kort stykke dalen og styrter sig da igen mellem klipperne dybere ned. Dette lille parti er ligefrem velgørende oven på Tjorsådals forfærdelige ødhed.


Oven for og til begge sider af Tjorsådal ligger udstrakte fællesgræsgange (avretter)[220]) helt op under jøklerne og fjældhedens højeste strækninger, ikke alene for Hrepperne, men også for de neden under liggende landskaber Skejd og Floen. Nærmest oven for Gnupverjahrepp langs Lakså ligger Floamændenes avrett; her nævnes på et løst blad i A. M.[221] 4 ødegårde. Vest for den nordligste af disse ligger hinsides åen Hrunakrók(r), hvor Hrunekirke i følge sagnet tidligere skulde have stået, og været sognekirke for disse gårde.


Fra disse vidtløftige og af mange benyttede sommergræsgange samles hvert efterår en vrimlende mangfoldighed af lam, får og beder sammen i Hrepperne ved de derværende store fårefolde (retter) for at sorteres. En sådan af sten og græstørv bygget rett finder man i hver af Hrepperne, bestående af en hovedafdeling, den såkaldte »almenning«, hvori fårene efterhånden drives ind, på de tre sider omgiven af mindre rum eller folde, de såkaldte »dilke«, der alle munde ud i almenningen, og hvori de enkelte gårdes eller bygders får samles fra denne.





WGC.P006.jpg


Se Tillæg og rettelser



Fodnoter

  1. Navnet Geysir — med dansk endelse egenlig »Geyse« — er til forskellig tid bleven tillagt forskellige berømte springkilder på Island; oversat betyder det »den fremstyrtende, stærkt sprudlende«. Iblandt Ölveshvererne synes særlig Lille Geysirs virksomhed at have været hyppige forandringer undergiven; i følge G. Oddssöns Landaskipunarfræði (1822) s. 190 var den dengang temlig rolig; i H. Friðrikssons Landafræði (1854) s. 114—15 fortælles, at den havde udbrud regelmæssig hver sjette time. I et brev til F. Magnussön fra Th. Sveinbjörnssön (Hjalmholt 4/3 1829) — nu i Gehejmearkivet — berettes, at under de jordskælv, som i løbet af vinteren og våren havde fundet sted i disse egne af Ånæs syssel, havde »den hver i Ölves, som kaldes Geysir, sprudlet lige så stærkt som sin navne i Biskopstungerne« (A.), og da meddeleren så den, sprudlede den omtrent 50 al. højt.
  2. Björn på Skardså (II, 18) ifg. O. E. S.
  3. »gerði« betyder egenlig den ved et gærde indhegnede plads.
  4. Fra begyndelsen at forrige århundrede, da de underjordiske kræfter endnu var i fald virksomhed her, har man en interessant beskrivelse af Ölves: »Descriptio Ölves hrepps anno MDCCIII« ved Halvdan Jonssön (AM. 767, 4to.), hvor også hvererne ved Reykir skildres, og følgende fremhæves som de mærkeligste: Blandt de mange i det såkaldte Hveragærde var der en omtrent en favn fra alfarvejen med kogende vand; her sås jævnlig af vejfarende folk to fugle svømme, af størrelse som små ænder, kulsorte med hvide ringe om øjnene; efter at have svømmet lidt omkring dykkor de under og kommer ikke mere op. (Om disse »hverafugle« ved også Egg. Olavssön og Bj. Povlssön meget at berette i deres rejsebeskrivelse, fra forskellige steder på Island, og angivelserne har været så nøjagtige og tilsyneladende pålidelige, at disse ellers ikke overtroiske forfattere ikke tør forkaste muligheden af sådanne fugles tilværelse, se f. eks. E. O. §846). En anden kilde sydvest herfor var vel kun lille af omfang, men spyede vand og tyk røg højt op i luften, når vejret begyndte at blive uroligt, men i tørt og roligt vejr opsendte den kun sædvanlig røg. Hinsides åen (østfor denne) fandtes den såkaldte Badstuehver (Baðstofuhver) dybt nede i et omtrent to fod bredt hul, »der stedvis kaster kogende vand med voldsom røg og damp højt op i luften, så det er vidunderligt at se; når hveren sprudler op og giver vandet fra sig, render der en bæk derfra og ud i åen, men når dette har varet kort tid, suger hullet alt vandet i sig igen, så at man næppe ser spor af det, indtil vandet i hullet igen vokser, hvorpå kilden igen sprudler på ovenbeskrevne vis«. Nærmest fjældet oven for Reykja tun »er en kilde kaldet Geysir, hvis frygtelige larm et fjældskred nu for nogle år siden har stanset«. Desuden fandtes endnu vest for tunet en kilde, omtrent tre alen i diameter, kogende med rent vand«, der suger indtil 20 alen lange vadmelsstykker i sig og spyr dem fra sig igen i en bylt, når den sprudler. Endvidere omtaler den nævnte forfatter vandets forstenende kraft, der viser sig på uld og andre bløde legemer som her lægges i de fra hverene strømmende bække. [Foruden i rejsebeskrivelsen på oven anførte sted, § 846, omtaler Egg. Olavssön også Ölveshvererne i sin 1749 udkomne latinske afhandling Enarrationes historicæ de natura et constitutione Islandiæ, s. 92—98, en bog, der i øvrigt kun på de færreste steder er støttet på selvsyn. — Om den måde, hvorpå forf. forberedte sig til sidst nævnte arbejde, foreligger der interessante oplysninger i hans i »Andvari« III trykte islandske forespørgsler 20/5 1749 topografien vedrørende]. — Svend Povlssön — senere død som læge i Skaftefellssyssel —, der i 1791 og følgende år rejste som naturforsker med offenlig understøttelse på Island, og som fra denne rejse har efterladt sig udførlige og særdeles interessante dagbøger (III b. i fol.), der nu befinde sig i det islandske literære selskabs (bókmentafélags) besiddelse, fortæller, at ved Reykir, hvor der vrimlede af hverer, hvoraf mange sprudlede af og til, dog ikke synderlig højt, var der opstået en mængde ny ved jordskælvet 1789, men at mange af disse dog allerede igen (1793) var forsvundne.
  5. Den bekendte biskop Brynjulv Svendssön (1639—74) red, ifg. Descr. Ölves, op på fjældet for at bese høien, der ved denne lejlighed måltes og viste sig at være 200 fv. i omkreds. Sml. E. O. s. 859. — Ifg. den antikv. indberetn. (1821) skal der til Ingolv og Inghol knytte sig et lignende, eller samme sagn, som til Egil på Mossfell i Mosfellssvejt og til Ketilbjörn på Mosfell i Grimsnes: kort før sin død skal han af sine to trælle og en tjænestekvinde have ladet sit gods skjule i Inghol og derpå have dræbt disse på de efter dem benævte steder i fjældet (Ímoskarð, Kagagil, Kallbakr).
  6. Osøre (Óseyri) kaldes stedet med et navn, som vel (oprindelig) tilkommer åmnndingens østre bred, men som synes at være gået over til at omfatte selve udløbet.
  7. Egl. løbebane, flad og jævn strækning, hvor man kan lade hestene strække ud (skeiða).
  8. Den samme sag behandledes på altinget 1632, og en fremstilling heraf findes i altingsbogen for samme år, sag nr. 4. Til bestyrkelse for, at Skejd kun har strakt sig til Midalda, fremlægges en måldage om, at Arnarbæle kirke »ejer en fjærdedel af alt drivgods på Skejd, vest fra Skjolklett og øst til Midalda og øst til Ölveså«, hvorhos flere gamle mænd vidne, at de har hørt af sig ældre mænd, »at Ölveså havde haft udleb ved Midalda, og at navnet Skejd kun havde gældt for strækningen mellem Skjolklett og Midalda«, ligesom nogle mænd vidnede, »at Skerdingaholm ligger østen (skal vel være øster?) fra Midalda til Ölveså«.
  9. I forholdene, som de i den tidligere nævnte "Descriptio Ölves" skildres, finder man måske en lævning af den ældre tilstand. Der siges dér, at Ölveså falder i søen ikke langt neden for færgestedet ved Osøre, men i to arme, hvoraf den ene løber øst med landet, den anden vest med Skejd'et, en forgrening der foranlediges af Hásteinar (Höjstene), som ligger midt i åens gab. Disse Håstejnar er store klippeblokke, der er tørre ved ebbetid, men under vand med floden, da de kan viser sig ved brændingen her. Vest for Håstejnar ligger Håstejnasund, hvor man kan ro ind med lastede storbåde. — Nu til dags er åen så opfyldt af rev og grunde, at den knap nok er tilgængelig for både.
  10. Se Descriptio Ölves.
  11. Da imidlertid også en anden anskuelse, at Arnarbælesos skulde være at søge under Øfjældene (R), har meget for sig, tør man næppe, selv om man virkelig vil antage, at Ölveså i ældre tid har været sejlbar, med sikkerhed gå ud fra, at det oftnævnte landingssted har været her. — Hvad der kan tale for, at Arnarbælesos har været under Øfjældene, vil på sit sted blive anført.
  12. Navnet forekommer i forskellige former: HGrk. (s. 57) Vikarsskeið; Laxd. (s. 8) Víkrárskeið; Ldn. (s. 110), i teksten, Vikarsskeið, men B. Vikrars skeið, E. Vikarskeið. Turde man antage B.s »Vikrars skeið« for det oprindelige — kun med et s formeget —, vilde man få en mere tiltalende form af navnet: Vikrarskeið (af »vikr« ɔ: pimpsten), som vilde svare meget godt til de stedlige forhold på Skejd, da der her (på Havnarskejd) skal ses mange "vikr"lignende sten.
  13. Indride, der afhenter Orm for at føre ham hjem til sin gård i Skorradal i Borgefjord, rider med ham "sunnan hjá Bakkárholti, um Grafníng ok Bíldsfell, og svo hjá Úlfljótsvatni, ok þaðan til Ölfusvatns".
  14. Øst for egnen om Vikrarskejd skulde der i følge ovenstående ikke langs sydkysten findes nogen almindelig bekendt havn. Vikrarskejd selv kan dog vel ikke have været noget indbydende landingssted. Derimod har der — bortset fra hvorledes det har stået sig med Ölvesåmundingen i denne henseende — øst for denne fra gammel tid været et 'meget benyttet landings- og handelssted (det nuværende Ørebakke), der vel kan have lokket skibe i nærbeden af Vikrarskejd. I tilfælde af hårdt vejr her er man endnu ofte nødt til at løbe op på sandet, og at skibene fra denne havn kan være udsatte for skibbrud på "Vikrarskejd", ses f. eks. af Flatb. III, 557—58 (annalen for 1337), hvor der siges, at tre skibe kom meget tidlig "á Eyrar" (ɔ: til Ørebakke), et lagde straks i havn, men to drev op "på Skejd vest for Ölveså".
  15. I følge den antikv. indberetn. af 1818 påvises resterne af et særdeles betydeligt gærdeanlæg (vörðslugarðr), der skal have strakt sig fra Hliðarvatn til Strönd og videre øst på langs alle svejtens tun — der da skulde have været sammenhængende — med et låset led for hvert tun; det tillægges den bekendteste af den ældre tids mænd her i bygden, den på reformationstiden levende lovmand Erlend Torvardssön.
  16. I følge Ldn. (s. 318) tog landnamsmanden Tore høstmørke Selvåg og Krisevig; når der om hans søn sammesteds siges, at han boede at Vági, må derved menes en efter Selvåg benævnt gård, forskellig altså fra "Vágr" i Gb. Om Tore fortælles, at han skal have bot på gården Hlíð ved den inderste ende af den omtalte lille sø, og om ham kendes her forskellige sagn. Han skal først have lagt vej over Grindarskörð (kortets Grindaskarð). — Grindaskardvejen er en meget stejl fjældvej, der fører fra Selvåg tværs over halvøen til det omtrent nord for liggende Havnefjord — men da var der så megen skov overalt, at han satte et afbarket træmmeled (raptagrind — deraf navnet) på skardskrænten, for at folk lettere skulde finde vejen. — Engang da den samme Tore var ude for at se til sine beder, fik han øje på en troldkvinde, der skal have levet i en ved Grindsskard værende dyb kløft "Stórkonugjá; han indhentede hende, og da han så, at hun bar en fuld byrde af hvalkød, vilde han dræbe hende, da hun måtte have røvet det fra ham, men hun bad for sig og fik fred på det vilkår, at hun skulde vogte på, at hans får ikke løb hinsides fjældene, men altid holde dem i hans egne bygdegræsgange; stedet hvor de mødtes hedder Hvalhnúkr (Sognebeskr.).
  17. Den lille Tungeå (Túngá), som falder i Soget lige før dettes udløb i Alvtavatn, må være den i Ldn. s. 316 omtalte Þverá.
  18. Ifg. "Descriptio Ölves", der regner Gravningen med til Ölveshrepp, ligger i højene, der er kort fra hinanden og græsgrode, de mænd, der har givet gårdene Ulvljots-, Villinga- og Ölvesvatn — som da sættes i forbindelse med mandsnavnet Ölvir — navn; denne Ulvljot er i traditionen bleven forblandet med den bekendte lovgiver Ulvljot fra Lon i ØSkf., se Ísl. Þóðs. II, 78.
  19. “Skálabrekka í Bláskógum” kalder Landnamahåndekrifteme C. og E. den.
  20. Kejv (kleif) i betydning — klev (klif).
  21. Om Jora se Ísl. þjóðs. I, 182—84, hvor dog beretningen om de efter hende benævnte stedsnavne er noget forskellig.
  22. Denne som alle ved Tingvoldsøen liggende gårde har stor fordel af den derværende overordentlig rige forellefangst.
  23. I Ldn. (s. 58) er han kaldet Grímkell goði í Bláskógum. — Arne Magnusson fremhæver i sin i håndskrift foreliggende, med overordenlig omhu udarbejdede, latinske oversættelse af Are frodes lslændingebog med tilhørende islandske og latinske noter (Addit. 6, fol.), at allerede navnet på gården Ölvesvatn lader formode, hvad også andre angivelser bekræfte, at søen “þingvallavatn” oprindelig må være kaldet “Ölfusvatn”, hvorefter si igen gården har taget navn, — og fremdrager til sammenligning navnet Úlfljótsvatn og flere, hvor et lignende forhold har fundet sted; en undtagelse danner dog besynderlig nok gården Villíngavatn, hvor ingen tilsvarende sø skal findes. — At Tingvoldsøen oprindelig har kunnet få navnet Ölvesvatn, synes at tyde på — bemærker han endvidere —, at Gravningen fra først af har været betragtet som en del af Ölves; disse to landskaber udgjorde også dengang (på AM.s tid) kun én hrepp, med tingsted i Ölves.
  24. Ifg. den antikv. indberetn. af 1817 sås endnu dengang tydelige spor til hovtomten, den var kredsformig, 30 fv. i omfang, og på mange steder sås stene stikke op af den.
  25. Jonas Hallgrimssön omtaler ligeledes en på Kröggólfsstaðir i Ölves.
  26. Sml. Dipl. isl. s. 408, hvor blandt kirkeinventarium nævnes »vatnssteinn«, og udgiverens bemærkninger hertil. — I den antikv. indberetn. fortæller Tingvoldpræsten, at man på Ölvesvatn endnu ser spor af den gamle kirkegård. »Der har, så længe folk kan huske, ved indgangen stået en sten, som skal være fra den katolske tid; nogle gætter på, at den har været benyttet som døbefont«.
  27. »Descriptio Ölves« siger, at vest for gården i tunet ligger Grímkelsgerði, hvor Grimkel godes leiði, 15 al. langt, findes; men den antikvariske indberetning har en fremstilling svarende til den oven for anførte.
  28. Nord herfor ligger Brúsastaðir, hvor der skal findes en kredsformig tomt, benævnt »hof«.
  29. Om præstegården bruges nu som oftest flertalsformen “Þíngvellir”, om altingsstedet derimod i flæng ekt. “þingvöllr” og flt. “þíngvellir”. Her er navnet i begge tilfælde gengivet ved “Tingvold”, da en flertalsform (“Tingvoldene”) anvendt som stednavn vilde falde besynderlig, og da den sædvanlige danske benævnelse for stedet “Tingvalla” (ef. flt., der enten må tænkes styret af “til”, eller hvorefter et andet ord, “præstegård”, “sø” e. d. l. må tænkes underforstået) jo ligefrem er meningsløs. Ordet “Þíng” med dets sammensætninger skreves oprindelig uden akcent
  30. Se C. W. Paijkull “Bidrag till kännedomen om Islands bergsbyggnad” (K. Svenska Vetenskaps-Akad.s handlinger, 7. B. nr. 1), Stockh. 1867 s. 22; sml. samme forf.s “En Sommer i Island” s. 267.
  31. Om de ved jordskælvet 1789 bevirkede forandringer af Tingvoldhraunet se Espolin, årb. IX. b. s. 61. Hermed kan sammenlignes de i III. B, af Naturhistorie-Selskabets Skrivter indførte udtog af Sv. Povlssöns dagbog for 1792; han beretter her (s. 191), at ved jordskælvet 1789 var hele den mellem Almannagjå og Ravnegå liggende strækning »nedsjunken en god alen eller mér, hvilket tydelig var at se på klippen norden til i Almannagjåen, hvor man kunde måle, hvor dybt grunden var nedsjunken, og det samme ses på den østre side af egnen véd Ravnegjåen, men det tydeligste bevis gav Tingvoldvandet selv, som gik en hel vej over sine bredde på den nordre, men tørrede op på den søndre side.«
  32. »geitscor« skrives Grims tilnavn i Islb. (s. 5). I sine noter til fortolkningen af Islb. (Addit 6, fol) udleder Arne Magnusson navnet af »skör« — svarende til αιγοϑριξ, capricomus, og oversætter det ved capriceps, capite caprino, i det han anfører adskillige eksempler til belysning af ordet »skör«. Dog da — således som der i Oxforderordbogen gøres opmærksom på — Ivar Åsen anfører »Geitskor« som navnet på en plante (Dueurt, epilobium), er det vel ikke urimeligt at antage, at Grim har fået sit tilnavn af denne. Plantens navn kan opfattes som »gedesko«, hvorfor denne gengivelse som den nærmest liggende og mest tilvante her er bibeholdt
  33. Frasét HÞ.s enestående beretning, om at tinget engang skulde være holdt under Årmannsfell, og de få tilfælde, hvor altinget muligvis enkelte somre på grund af partikampe o. d. l. ikke er bleven holdt, — 1178 siges således (Flatb.s annal) lovretten at have været i Haukadal, 1238 »ødtes altinget hvad der syntes eksempelløst«, 1304 oprettede man i Nordfjærdingen og Vestfjærdingen særskilte herredsting i steden for at besøge altinget; i dette sidste tilfælde synes dog altinget stadig at være bleven besøgt i det mindste fra den øvrige del af landet, hvorlænge nord- og vestlænderne har holdt sig tilbage kan ikke ses (Se J. Sigurdssöns “Lögsögumanna tal og lögmanna”, Safn til sögu Íslands II., s. 53—54).
  34. Af altingsstedet findes et af Björn Gunnlaugssön 1861 optaget kort, som ved Jon Sigurdssöns velvilje har kunnet benyttes her. Den medfølgende litografiske gengivelse afviger fra originalen ved en noget omstændeligere udførelse. Desuden er de fleste af originalkortets talrige bodbenævnelser (vistnok tilføjede ved den nu afdøde islandske maler Sigurd Gudmundssöns hjælp — se bladet “Íslendingr' II., 80), samt forskellige andre oplysninger af historisk-topografisk art her udeladte, da de ikke kan anses for pålidelige; hvor det syntes nødvendigt, er de her erstattede ved romertal, som henvise til oplysninger om lokalitetens betydning, så vel i følge originalkortets angivelse, som efter den opfattelse, der i dette skrift gøres gældende. Kun virkelig bevarede stedsnavne i stræng forstand og navnene på enkelte tomter, om hvis betydning ingen tvivl kan herske, er beholdte. Om hvad der af originalkortets påskrifter og forklaringer er optaget, gælder det, at for en del er den islandske tekst ombyttet med eller ledsaget af en dansk oversættelse.
  35. Det er bekvemt ikke alene ved selve altingsstedets beskaffenhed, men endnu mere ved dets beliggenhed. Betragter man egnen fra et ophøjet punkt, f. eks. de knap et par mil nordvest herfor liggende Suletinder, ser man Tingvoldsvejten — fra hvilken heden strækker sig: mod nord op efter mellem fjælde og jøkler så langt i nord øjet kan række; mod vest langs roden af Borgefjordens dale ind mod Brynjedalen og Kjos, og hvortil fra sydøst og sydvest igen Lyngdals- og Mosfellsheden slutter sig, — frembyde sig som det naturlige knudepunkt for de forskellige fjældveje. De udstrakte højsletter har herfra sete næsten noget forførerisk ved sig; tilsyneladende jævne, med småsøer hist og her, antager de en dyb, rødbrun tone, der bliver endnu mere tiltalende, når spredte småskyer ses smukt og afvekslende at fordele lys og skygge over disse. Også for Tingvolds nærmeste omegns topografi er skuet herfra meget oplysende. I snævre fordybninger mellem fjældene umiddelbart syd for Sulerne ser man to småsøer ligge tæt ved hinanden; fra den ene, Sandvatn, løber Brynjedalså mod vest; fra den anden, Myrkavatn, ses Öksarå løbe mod sydøst ned mod Tingvoldsøen og forsvinde nær ved denne; hele egnen synes fuldkommen jævn, vigen ved åens munding i søen skimtes og enkelte rævner i hraunet, men Almannagjå næppe, og ikke præstegården eller kirken. Om Öksarå fortæller Egg. Olavssön (i “Enarrationeshist. de natura et constit. Islandiæ”, Hafniæ 1749, s. 100, og i sin rejsebeskr. s. 881 — lidt forskelligt på de to steder hvad de nærmere angivelser angår), at den undertiden forsvinder. Et sådant tilfælde havde han selv været vidne til 1740 (Enarr. 1744), da den i altingstiden i 8 (Enarr. 14) dage aldeles var udtørret, indtil den pludselig med stor larm brød frem; formodenlig har et fjældskred stoppet for udløbet fra den lille sø, hvor åen har sin kilde.
  36. Domkirkepræst i Skålholt 1703—7, og formodenlig søn af provst Arne Torvardssön, præst på Tingvold 1677—1702: se Sv. Nilssöns “prestatal” IV., 17; smL IV., 14,
  37. Þingmarc, Grg. § 23 (s. 44).
  38. Þinghelgi, Sturl. s. 32.
  39. Vm. s. 306; Nj. s. 730-31, 32; Sturl. I., 29-32, 291.
  40. Undertiden (Sturl. I., 29, Bdm. C. s. 10) benævnes “Efri Vellir” dog alene “Vellir”, et navn, som ellers særlig tilkom den nord for åens udløb af Almannagjå liggende del af tingstedet, i virkeligheden også den eneste, der frembyder udseendet af en slette; længere mod syd strækker nemlig lavagrunden sig helt ned mod den vestre åbred. I sidstnævnte betydning forekommer “vellir” ganske tydelig Bdm. C. s. 14, Bdm. Fr. s. 17, Ölk. s. 70 og (utvivlsomt også) Sturl. I., 327. - Den forklaring, der s. 276, anm. i anden udg. af Islændernes færd gives af “Øvre Volde” må grunde sig på en fuldstændig misforståelse.
  41. Ljósv. s. 52, Ldn. s. 308, Nj. s. 96, Gunl. s. 255.
  42. Om dette sted ytrer Sv. Povlssön i sin dagbog for 1793: Her er gjåen bredest og smukkest og ved denne tid (16de juli) fuld af de til altinget rejsendes tælte og boder.
  43. Dette fremgår især tydelig af Nj. og Sturl.; dog er også et sted af Bdm. C. (s. 10) karakteristisk, hvor der fortælles om de forenede høvdinger, at de mødtes på Voldene (ɔ: de øvre) oven for boderne og red sammen til tinget (á þingit).
  44. Jon Arnessöns “Islandske Rættergang”, s. 461; sml. det kgl. reskript af “26/4 1737 (Lovsamling for Island) om altingsmændenes ret til boders opførelse på altingsstedets grund og græsning for hestene, når de ikke lade dem slippe hinsides åen — udfærdiget i anledning af Tingvoldspræstens forsag på at kræve afgift for grundens benyttelse.
  45. Ljosv. s. 31: þorkell (Geitisson) átti búð upp við Fángabrekku.
  46. Flatb. I., s. 214: Torlejvs bod er øst for åen, — han boede dengang i Mydal i VSkf.
  47. Ölk. B. 74: Østlændingen Broddes bod synes at være øst for åen, og Gudmund den mægtiges (Ef.) måske vest for åen.
  48. Om ordet “pallr” se Oxforderordbogen.
  49. Hermed kan også sammenlignes, hvad der af Sturl. I. s. 233 lejlighedsvis ses, at ved Allsherjarboden på altinget var der en “heitumaðr” (brygger — karakteristisk nok en hjaltlænder), hvis pligt det også var at passe på det ved boden opstablede brænde.
  50. Nj. (s. 202) lader Gissur selv bo på Mosfell, andre kilder nævne derimod andre gårde som hans hjem.
  51. Ordet hlað i Hlaðbúð kan måske betyde indhegning, altså omtrent det samme som virke; nu bruges ordet på Island om gårdspladsen, ɔ: pladsen foran de til en gård sammenbyggede huse.
  52. Så vel den år 1700 forfattede bodbeskrivelse, som Jon Olavssön fra Grunnavig, hvis kendskab til altingsstedet stammer fra første halvdel af det 18de århundrede, går ud fra Snorrebod som et almindelig bekendt punkt på altingsstedet, i forbold til hvilket beliggenheden af andre oldtidslævninger kan bestemmes.
  53. I det kgl. nordiske Oldskriftselskabs arkiv.
  54. Denne mand er Finn Magnussons fader, der i den forstand kan kaldes Islands sidste lavmand, at han var den sidste, der døde i dette embede, umiddelbart før altingets ophævelse.
  55. Byrgi betyder indelukke, og boden havde, som det fremgår af Sturl., sit navn af, at den var indesluttet af kløfter.
  56. Hvor dette “vige” har været, kan næppe afgøres; både har jordskælv forandret kløftvæggene endel, og tillige vil punkter gunstige til forsvar kunne påvises på forskellige steder her. Et fortrinligt vige må f. eks. være, hvor vejen nu ligger vest fra ned i gjåen.
  57. En Gang da Flose på dette ting har et vigtigt anliggende at forhandle med sin sagfører Ejolv Bölverkssön, går denne hjem til boden med Flose, hvor de går øst om boden — her var de nemlig i følge Byrgesbods beliggenhed skjult for alle på tinget. — Ret mærkeligt er det, at denne plads, der, som det senere vil ses, er det nu såkaldte lovbjerg, har været stedet netop for Floses bod, da sagnet senere hen har knyttet hans navn til dette sted.
  58. Burde derfor helst skrives med lille i udg. for at undgå forveksling med gården af samme navn sydøst for Ravnegjå.
  59. dilkr: egl. et lam der følger moderen (pattelam), dernæst: en af de mindre en fåresamlingsfold (rétt) omgivende fordelingsfolde.
  60. Ok þá færðu þeir dóminn austr í hraunit hjá Byrgisbúð. þar gæta gjár þrim-megin, en virkis-garðr einum-megin.
  61. Fra denne beskrivelse er de fleste af de bodbenævnelser hentede, hvormed Bjørn Gunnlaugssöns kort over altingsstedet er udstyret; men desuden er på kortet enkelte andre bodbenævnelser tilføjede ved gætning, og navnene angivet på ejerne af flere i en nyere tid benyttede boder.
  62. »Flosebod på altinget var længst imod nord vesten (ɔ: vest for åen) frem (fram ɔ: op — af dette udtryk ses, at forfatteren må være en nordlending; nordlændingerne og sydlændingerne bruge nemlig »fram« i omvendt betydning; på nordlandet siges »fram til fjalla.«, op under fjeldene, på sydlandet »fram til sjóar«, ned til søen —) under fossen, men for største delen bortreven (ɔ: af åen) 1700; men der hvor lovretten stod 1700, var Torgejr Ljosvetningegodes bod, som bekendtgjorde kristendommen. Krossskarð (ɔ: Korsskard), hvis højde (ɔ: korsets!) var efter kong Olav Trygvessön, det skard er nærmest nord for Snorrebod, men den opbygning (hleðsla), som er der imellem på gjåkanten, var fordum fjærdingsdommenes tingsted. Men på en høj sydlig ved Snorrebod i retning mod Tingvold (að stefna á þíngvelli) var Ejolv Bölverkssöns bod, men der, hvor nu er amtmandsboden, var fordum Gissur hvides, men nærmest nord for, hvor den såkaldte Hedemannsbod ligger, var fordum Gejr godes. Asgrim Ellidagrimssöns (bod) mellem Gejr godes og kløften (ɔ: Almannagjå) op efter (ɔ: nærmere denne). Höskuld Dalekollssöns bod mellem åen og Gejr godes. Hjalte Skeggessöns bod nord for lovretten. — Flose havde tidligere bod øst for åen, kort fra Sidehallsbod, der siden blev Ögmundsbod (Ögmundarbúð — formodenlig biskoppens), vest for den indhegnede vej på Tingvold tun (vestan traðirnar á Þíngvalla túni). Gudmund den mægtiges bod var nær ved åen vesten til ved vejen, som rides fra Snorrebod ned til lovretten; tidligere var hans bod nord for åen nær ved det gamle lovbjærg, som var øst for åen. Mellem kløfterne (millum gjánna ɔ: det såkaldte lovbjærgs!) var også en smal adgang (einstigi ɔ: vej så trang, at den kun kan passeres af én ad gangen) til lovmand Skafte Toroddssöns bod, item Markus Skeggessöns og Grim Svertingssöns (ɔ: ligeledes benyttet af M. S. og G. S. [?]). Længst syd mod åen lige over for Tingvold præstegård var Njåls bod nær åen syd for Gissnr hvides bod, dér også Rangvellingernes; Mørd giges ud langs klippen (út með berginu ɔ: under Almannagjås østerskråning) oven for og vest for Gissur hvides bod.
    På lovmændene Tords (Tord Gudmundssön, lovm. s. e. 1570—1605) og Jons (Jon Jonssön, lovm. n. v. 1573—1605) tid blev lovretten flyttet syd fra holmen, østlig for den gamle hirdstyrerbod, til lovretten, som nu er år 1700, som blev opført af tømmer (sunnan af hólmanum frá gamla hyrðstjórabúð i lögrjettu, sem nú er 1700, hver upp var gjort af timbri)«
  63. Island s. 53—57.
  64. De isl. Love i Fristatstiden., ÅnO. 1873, s. 174—76.
  65. Isl. s. 174-76.
  66. I det oven anførte forekommer flere eksempler på, hvorledes man til en angivelse af dagens tider tog hensyn til solen i dens forhold til altingsstedet eller enkelte dele af samme. Den ene af disse måder for dagstidsbetegnelsen tog hensyn til solen i dens forhold til selve tingsletten(tingvold) — ti her at tænke på Tingvoldgården synes ikke nødvendigt —; denne kan næppe misforstås: »Når sol kommer på tingvold«, må betegne morgen, »når sol går af tingvold«, aften; og i begge tilfælde tænkes ikke på solskivens stilling over tingsletten, men det første udtryk betegner simpelt hen det øjeblik om morgenen, da solens stråler først beskinner tingsletten, det andet, tiden da den nedgående sol ophører at beskinne tingsletten. Det første af disse udtryk findes foruden på de ovenfor nævnte steder endnu flere gange brugt. Således skal (Grg. § 25) goden i tilfælde af rydning have en ny dommer udnævnt, inden sol er kommen på tingvold, og ved dette tidspunkt skal domrydningen standse; intet hovedkvidudsagn må tilbageholdes, indtil sol skinner på tingvold (§ 35); saggivelsens hovedbeviser skal være førte, inden solen skinner på tingvold (§ 35), kvidudsagnet ligeledes (§ 37).
    Den anden måde, der i Grg. ses anvendt til angivelse af et vist tidspunkt på dagen, lyder i lidt forskellig form: Når sol »er på den vestre gjåhammer« (§24), eller »kommer på den højre gjåbakke« (§29). Betydningen af disse udtryk kunde synes mere tvivlsom. — Ved den vestre gjåhammer, den højere (vestre) gjåbakke skal øjensynlig forstås Almannagjås vestervæg, og ordene »gjåhammer« og »gjåbakke« betegne vistnok aldeles det samme, nemlig hele vestervæggen. Men spørgsmålet kunde være, om der ikke her — i analogi med den måde på hvilken dagstiderne på Island endnu i almindelighed bestemmes ved solskivens stilling over visse fjældtinder o. d. l. (de såkaldte dagsmærker) — var tænkt på solskivens stilling over Almannagjås vestervang, ikke solens beskinnelse af samme.
    Det er vel også denne sidste form for dagstidsangivelse, som har foranlediget, at Finn Magnusson i sin afhandling: »De gamle Skandinavers Inddeling af Dagens Tider«, Kbh. 1844, s. 14—16 (hvormed må sammenholdes referatet af samme afhandlings indhold i: Oversigt over Videnskabernes Selsk. Forhandl. 1844, Kbh. 1845, s. 84—85) udtaler sig så vaklende og ubestemt om Grg.s her nævnte angivelser af visse dagstider, bestemte ved solens stilling til altingslokaliteter. I selve afhandlingen synes han at opfatte begge angivelsesmåder, eller dog i al fald den sidste, som sigtende til solskivens stilling over vedkommende lokalitet; i referatet derimod fremhæves solens skin på visse faste punkter som det, der ved Grg.s angivelser var taget hensyn til.
    For enhver, der kender de lokale forhold på altingsstedet, må det imidlertid stå klart, at solskiven aldrig kan vise sig over Almannagjås væg for den, der befinder sig på tingstedet, hvor han så end vælger sig sit stade, og at altså også den anden form for dagstidsangivelse i Grg. har hensyn til solens beskinnelse — nemlig af Almannagjås vestervæg. For større sikkerheds skyld har jeg dog tilskrevet præsten på Tingvold, provst Simon Bech, desangående, og fra ham modtaget følgende værdifulde oplysninger. D. 6te Juli 1876, (de nærmest foregåede dage havde solopgangen ikke kunnet iagttages på grund af skyet luft), stod solen op i nordøst i en indsænkning i Årmansfell og beskinnede kl. 2, 40" Almannagjås vestervæg, fem minutter efter nåede dens skin sletterne omkring Öksarå og præstegården; over Almannagjås vestervæg viser solskiven sig på intet tidspunkt af dagen, hvor man så end befinder sig på tingstedet. Disse oplysninger sætte det udenfor al tvivl, at dagstidsbetegnelsen »ikke senere end sol er (kommer, er kommen) på den vestre gjåhammer (højere, vestre gjåbakke) ligesom den mindre tvivlsomme »når sol kommer på tingvold« har hensyn til morgenen. Begge må betegne omtrent samme tidspunkt, nemlig den tidlige morgen kl. c. 2½; ved den første udtryksmåde tilsigtedes formodenlig, i det der toges hensyn til solens beskinnelse af en enkelt klippevæg ved altingsstedet set fra et vist punkt på dette, at bestemme tidspunktet med større nøjagtighed end der kunde nås ved det andet mere almindelig holdte udtryk.
    Det synes, efter de vink som Grågåsen giver os, at man, de 14 dage altinget varede, næppe har gjort forskel på dag og nat, (hvad den lyse sommertid også vel tillod), i det man til et tidspunkt, der faldt i den mellem nat og morgen liggende del af døgnet, som ellers selv i den travleste tid var indviet til den natlige hvile, henlagde så vel ophøret af flere forretninger som begyndelsen af ny; ja, visse tinglige hverv bandt jo endog vedkommende til stedet et helt døgn. Domstolene skulde således, som det vil erindres, være ude til rydning fra lørdag morgen kl. 2½ til søndag morgen kl. 2½, og den yderste termin for forskellige juridiske forretningers udførelse var morgenen kl. 2½. Domstolenes udførsel til sagers påkendelse tog sin begyndelse til samme tid, og til den tid skulde sagsøgeren være på pletten og havde kun en gyldig undskyldning, hvis han fik kvidudsagn for, at han vilde være kommen, hvis solen havde været at se (Grg. § 29).
  67. V. Finsen: Om de islandske Love i Fristatstiden, s. 176, anm.
  68. Se Finsen: oven anførte sted.
  69. Det her omhandlede sted af Njåls saga (s. 501—02) vinder forøget interesse ved den form det har fået i den ny udgave af sagaen. Efter den læsemåde, der fulgtes i den ældre udgave af Nj., mente man her at have et stærkt argument for, at der i hver fjærdingsdom havde siddet 96 dommere. Den ny udgave har derimod på håndskriftligt grundlag rekonstrueret teksten således: »hversu skalt þú« sagði skapti »nemna fímmtardóminn — er fyri forn goðorð er nemndr fjórðungsdómr — fernar tylftir, i fjórðungi hverjum?« — Antages det rette herved at være truffet, kan ikke længer noget bevis angående antallet af dommere i fjærdingsretterne hentes fra dette sted, da det i sagaen nævnte tal så kun har hensyn til femterdommens størrelse. Dermed falder en af de væsenligste indvendinger, som er gjort mod V. Finsens antagelse af kun 9 dommere i hver fjæidingsdom, som støttes ved talrige og vægtige steder i Grågås; og den største betænkelighed, der herefter kan gøre sig gældende mod denne, må vel rejse sig fra Grågåsens vefangsbestemmelser, i det der så vel angående fjærdingsdomstolenes dommere, som angående vårtingsdomstolenes (96) siges: »Ikke skal færre gå til vefang end 6« (Grg. § 42, smL § 58, I, s. 101), hvor man da enten på det sidste sted må antage en fejl redaktion, eller give sætningen en forskellig betydning på de to forskellige steder — udveje, af hvilke ingen er uden betænkelighed.
  70. Nj. s. 629, altinget, hvor retssagen i anledning af Höskuld Hvidenæsgodes drab skal foretages: »Nú kemr at því, sem dómar skyldu út fara föstukveldit, gekk þá allr þingheimr til dóma, flosi stoð sunnan at rangæingadómi ok lið hans« o. s. v.
  71. Maurer: Island s. 62 ffg., sml. s. 172.
  72. Der er i det hele meget, der taler for fra indretningen af lovretten at slutte sig til indretningen af fjærdingsdomstedet; kun synes det, at hvis de enkelte fjærdingsdomstole ikke har været fjærnede længere fra hinanden end lovretteafdelingerne, har gensidig forstyrrelse fra samtidige forhandlinger ikke let kunnet undgås.
  73. De islandske Love i Fristatstiden s. 194—96, anm.
  74. Dette sidste er jeg først af mag. art Gudbr. Vigfussön bleven gjort opmærksom på.
  75. Måske i den såkaldte Fángabrekka, en tingstedslokalitet, som omtales i et par sagaer, og som (også efter den i navnet liggende antydning af stedets beskaffenhed) snarest må antages at have udgjort en del af Almannagjås ned mod voldene skrånende østerskrænt. Således omtales det VGl. s. 354, at nordlændinger og vestfjordinger en sommer i altingstiden morede sig her med at brydes partivis; og i Ljósv. s. 31 siges der, at østlændingen Torkel Gejtesson havde bod »oppe ved Fangabrekke«.
  76. Snorre fylker en gang (Sturl. I. s. 300—301) på »hraunet« mellem disse to boder, hvad der i øvrigt ikke synes ganske at passe med, at der mellem Snorres bod og Allsherjarbod s. 233 kun omtales et »bodsund«, der dog netop også bliver brugt af Snorre til at fylke mandskabet i, da der er ved at udbryde en strid mellem hans folk og Allsherjarbodens.
  77. De i disse lovbøger omtalte »vebånd« ɔ: fredhellighedsbånd, må have været virkelige bånd, der omgav det fredhelligede domsted (hvad der jo også stemmer med den beskrivelse, der i Eg. s. 123 gives af vebåndene på Guleting). Således siges om lovmanden Snorre Narvessön, at han 1329 lod skære vebåndene i stykker på altinget (Safn til s. ísl. s II.s. 59). Dette forhindrer imidlertid ikke, at en fast lovrettebænk, med bestemt plads for hver af lovrettemændene — således som den fra en senere tid kendes — også fra først af har været indesluttet af vebåndene. Længere hen i tiden faldt brugen af båndene formodenlig helt bort, navnlig kan der, efter at lovrettens medlemmer havde til mødested fået en egen særlig dertil opført bygning (sidst i det 17de århundrede), næppe have været brug for dem; ikke des mindre forekommer udtrykkene »inden for vebåndene« (om de til tjæneste i lovretten udnævnte) og »uden for vebåndene« (om de kun som tilhørere tilstedeværende) — til lige ind i tyverne af det 18de århundrede, men da har udtrykkene åbenbart kun betydning af »nævnte i lovretten« og »nævnte som tingmænd, men uden sæde i lovretten.« — Herom kan henvises til altingsbøgerne fra 17de og begyndelsen af 18de årh. Eksempler fra en ældre tid på, hvorledes lovbogsudtrykket „innan vébanda" stadig forekom i den formular, hvormed lovmanden satte tinget (således både c. 1500 og c. 1600), samt på forekomsten af en altingsbeslutning fra c. 1600, samtykket "utan viebanda og innan", frembyder Jon Sigurdssöns afhandling "Lögsögumanna tal og lögmanna", Safn. til s. Ísl. II, s. 184, 190, 218.
  78. Addit 44, fol., hvor den er den tredje af flere småafhandlinger af samme forf.; i det væsenlige stemmer den med en noget forkortet og på grund af sproget halv uforståelig dansk gengivelse i Antikv. Annaler II, s. 257 ffg.
  79. Om denne rejse, der nærmest gjaldt Hekla og Geysir, se E. O. s. 862 og 882.
  80. Medens der i ældre tid kun tales om én Öskaráholm, fandtes i en senere tid flere ved forgreninger af åen adskilte; de synes i forrige århundrede at have haft hver sit særlige navn; Torlejvsholm har næppe været den største af dem, men ligget mere i nordøst end hovedholmen.
  81. Ved denne øre skal måske ikke forstås nogen del af selve holmen, men den smalle strækning under Almannagjå, vest for åen; Finn Jonssön, der (i sin isl. kirkehist II, 696) gengiver »á eyrinni fyrir ofan« ved »superius in crepidine«, tænker åbenbart på dette strøg af altingsstedet; dog kunde hans oversættelse lade formode, at han havde lovrettens senere plads på netop den omtalte smalle strækning i hovedet
  82. Lögsögumanna tal og lögm., Safn. t. s. Ísl., II., s. 122.
  83. Da denne forfatter ofte i det følgende vil blive citeret, er det næppe overflødigt her at give nogle oplysninger om hans lævned (hentede af hans selvbiografi; Addit 47 fol), som vil vise, at han har haft så fortrinlig lejlighed til at blive bekendt med altingsstedets topografi, at udtalelser af ham om Tlngvoldslokaliteter må tillægges ikke ringe vægt trods hans snaksomhed, vidtsvævende fremstilling og mangel på kritik, hvorved han under sine mange gentagelser, til forskellig, tid og på forskellige steder, ikke sjælden kommer i modsigelse med sig selv, og som naturligvis opfordrer til stor forsigtighed ved benyttelsen af hans meddelelser. Jon Olavssön, der fødtes 1705 i præstegarden Stad i Grunnavig, i den nordvestligste del af Island, mistede tidlig sin fader, hvorefter moderen tog ophold i Hunavatna syssel på Nordlandet Men allerede fra året 1712 tilbragte Jon hver vinter hos den bekendte lovmand Povl Vidalin, der som en ven af hans afdøde fader tog sig af hans undervisning. Efter moderens død 1719, da Jon var 14 år gammel, fik han stadigt ophold hos lovmanden, indtil han 1726 forlod Island; dog tilbragte han de to vintre 1721—23 i Hola skole, hvorfra han 17 år gammel udskreves som student. I al denne tid (1719—26) ledsagede han jævnlig lovmanden på dennes rejser og fulgte således navnlig hvert år med ham til altinget, hvor Povl Vidalin netop i disse år regelmæssig gav møde en uge før den sædvanlige tingtids begyndelse i anledning af den da påbegyndte udarbejdelse af en ny lovbog (se Jon Olavssöns ytringer herom i hans biografi af P. Vidalin: Addit 47 a. fol.), så hans ledsagere havde mere end almindelig god lejlighed til at blive bekendte med tingstedet; — og fra disse år må Jon Olavssöns fleste erindringer fra tingstedet antages at stamme, om han end under et besøg omtrent 20 år senere kan have haft lejlighed til at opfriske og udfylde disse. 1726 kaldtes Jon Olavssön af Arne Magnusson til København som dennes skriver, i hvilken stilling han forblev til Arnes død, hvorefter han blev stipendier ved det af ham stiftede legat Derfor aflagde han kun et kort besøg i Island i familieanliggender 1733, men forblev ellers i København til 1743, da forskellige omstændigheder bragte ham til at opgive sin stilling og begive sig til sine slægtninge i Island. Her opholdt han sig nu på forskellige steder (mest på Tingøre i Hv.), indtil han 1751 vendte tilbage til sin gamle stilling i København. Under dette sit senere ophold i Island besøgte han, som han udtrykkelig angiver, altinget 1744 og opholdt sig, sålænge tinget varede, hos præsten på Tingvold Markus Snebjörnssön.
    Efter sin tilbagekomst til København 1751 var han arnamagnæansk stipendiar; dog tilbragte han sine senere år i meget knappe kår og nedstemt over formentlig tilsidesættelse. Da han hele sit lange liv igennem var en meget flittig arbejder, er den literære virksomhed, han har udfoldet, i al fald i kvantitativ henseende særdeles betydelig. Hans håndskrevne arbejder, der udgøre talrige store folio- og kvart-bind, men hvoraf så godt som intet er trykt, ere indlemmede i Additamenterne til den Arnamægnæanske håndskriftsamling; de er hovedsagelig af leksikalsk, sproglig og antikvarisk natur. Det mest omfattende af dem alle er hans samlinger til en islandsk ordbog (Addit 35—43 fol.); foruden dette værk kommer her navnlig til omtale en art etymologisk ordbog (»Contractismus«, Addit. 6—8, 4to). I begge findes adskillige oplysninger om altingsstedet, som arkivar Jon Sigurdssön først har gjort mig bekendt med.
  84. Af andre kilder, som omhandle lovrettebygningens tilblivelse, kan mærkes E. O., hvor der (s. 1030) berettes, at lovretten var bleven holdt under åben himmel indtil 1690, »da den blev opbygget på samme måde som tingets andre boder, nemlig toften eller væggene opførte af kantede hraunstene og taget af sparreværk udvendig beklædt med hvidt vadmel«. — Espolin (VII. ɔ: 8de D. s. 32, sml. s. 27) fortæller, at landfoged Hedemann havde lagt tømmer »til grindar« ɔ: til skelettet i bygningen, og at lovretten da (1691) var meget stor af omfang, ti hvert år nævntes tre tylvter lovrettemænd i dom. — Når "katastasis" siger, at lovretten flyttedes fra holmen "til lovretten, som nu er 1700, der blev opført af tømmer", så kan disse ord kun have hensyn til den "grind" af tømmer, som allerede den første lovrettetomt synes at have haft. Også den ved midten af forrige årh. af tømmer opførte lovrettebygning omtales i flere kilder, således hos Jon Arnessön, isl. Rættergang s. 460 og hos Sv. Povlssön, der i sin dagbog for 1792 (Skrivter af Naturhist-Selsk. III., I, s. 192) anfører, at på altinget "ses kun 2 huse af tømmer; det ene er amtmandens stue, rent forfaldet, formedelst mangel på oppasning og reparation; det andet er lögretten eller huset, hvori begge de verdslige retter, laugtings- og ober-retten holdes, her er en klokke, hvormed ringes, når retten skal bivånes."
  85. De omtalte tegninger må henføres til to grupper; den ene af disse repræsenteres af en tegning i Arne Magnussöns samlinger Addit. 11, 8vo, der på bagsiden har fået en egenhændig påtegning af ham: "en gamla Lögretta". Denne står over de andre i udførlighed og med hensyn til angivelse af enkeltheder. Den har til titel „Forma fori generalissimi in Islandia" og fremviser en kredsrund indhegning, der har udgjort selve lovrettebænken, og hvor sædet for hvert enkelt medlem er udmærket ved en sten i græstørvsvæggen (i alt 36 små og 3 større); i syd og nord er denne åben for adgangens skyld; her er ved den sydlige adgang skrevet „Aditus legislatoris et assessorum ex orientali et meredionali Islandia", og ved en til denne svarende indskrift er den nordlige adgang angivet som indgang for lovmanden og lovrettemændene fra det nordlige og vestlige Island. Midt i halvkredsen mod øst er en stor sten anbragt, med en noget mindre, men dog temlig stor, på hver side. Den store sten betegnes som sæde for den kgl. befalingsmand (Sedes Præfecti Regis), til højre for ham sad lovmanden for nord- & vestlandet (Sedes Nomophilacis ex Boreali), til venstre lovmanden for syd- & østlandet (Sedes Nomophilacis ex orientali). Lige over for den kgl. befalingsmand sad ingen, ellers var kredsen (ɔ: græstørvsbænken) optaget af lovrettemændenes sæder (Sedes assessorum), i det hver sad på sin af de mindre sten; lovrettemændene fra nord- og vestlandet optog den nordlige halvdel af kredsen, 8 på den side af indgangen, hvor lovmanden sad inderst, 10 på den anden, de fra øst- og sydlandet optog den sydlige halvdel fordelte på samme måde. Ved et "oriens" og "occidens" ud for midten af de to tomtehalvdele er verdenskanterne betegnede.
    Til den anden gruppe af tegninger hører fem, der alle stamme fra en af P. Resen (f. 1625, † 1688) udarbejdet "Descriptio Islandiæ", der i fire eksemplarer findes på det kgl. bibliotek, i det så vel originalhåndskriftet (Ny. kgl. Saml 1087 fol), som tre afskrifter (Ny. kgl. Saml. 1088 og 1089 fol., samt Thottske Saml. 952 fol.) opbevares her. I nr. 1088 angives denne Descriptio Islandiæ i forbindelse med en beskrivelse af Færøerne og Grønland at udgøre syvende og sidste bind af Danmarks beskrivelse (ɔ: det af Resen forberedte Danske Atlas), og bærer dér årstallet 1688. — Den omhandlede Islandsbeskrivelse (på latin) tilsigter hovedsagelig at give en udsigt over befolkningens historie, sæder, levevis og hele tilstand, med de nødvendige fysiske, geografiske og literærhistoriske oplysninger, beskæftiger sig derimod ikke med det antikvariske og indeholder af tegninger kun den her omtalte. Under retsvæsnet omtales også øens "generale judicium: althing", og efter at dets (ɔ: lovrettens) sammensætning er angivet, tilføjes: Forma et ordo tum fori tum sessionis in judicando, seqventi comparata est facie — hvorefter så i hvert håndskrift en tegning af lovretten findes anbragt — I originalhåndskriftet har oprindelig en halv side været optaget af en kredsrund lovrettetomt, med åbning i nord og syd, ganske som den Arnamagnæanske, kun at ingen stene er angivne i væggen; påskrifterne og disses stilling svarer ligeledes i alt væsenligt til dennes, kun er sædet for lovmændene og den kgl. befalingsmand mindre tydelig angivet. — Denne tegning er imidlertid bleven erstattet af en anden oven over klæbet, skrevet med en fremmed hånd. Denne antyder kun ved indskrifternes ovale form tomtens udseende; disse indskrifter omsluttes af en aflang firkant, dannet ved enkelte streger, hvorved måske de afmærkede domstedsgrænser (vebåndene eller hvad der trådte i stedet for disse) skal betegnes (sml. Jon Arnessöns ytring i isl. Rættergang s. 460: nu — da retten ikke mere holdes under åben himmel — behøve lavmændene ikke som i gamle dage at udmærke nogen domkreds dertil). Også denne firkant har i nord og syd en åbning, og langs nord-, vest- og sydsiden gå desuden parallele streger, der dog ikke støde sammen. Indskrifternes indhold svarer ganske til den Arnamagnæanske tegnings påskrifter, desuden angives her sagførere og vidner at have haft plads midtvejs på vestsiden, og altingsskriveren at have siddet i lovrettens midtpunkt .— Tegningerne i de tre afskrifter synes (navnlig når hensyn tages til indskrifterne) at stamme fra den oprindelige, senere overklæbede tegning; tomten er imidlertid i disse bleven oval, næsten bodformig, dog med afrundede hjørner.
    Går man ud fra, at den i originalhåndskriftet senere indførte tegning har været en berigtelse og vel altså må være den nøjagtigste, kommer man til den slutning, at lovrettetomten har været mere oval end kredsrund og måske desuden endnu på den her omhandlede tid afgrænset ved "vebånd", dragne furer e. d. l. — At antage den Arnamagnæanske tegning for et fantasiarbejde synes der dog ingen grund til, og da den både går mest i det enkelte og øjensynlig (f. eks. hvad lovrettemændenes antal angår) er udarbejdet af en sagkyndig, er det dog måske et stort spørgsmål, om ikke denne, når alt kommer til alt, er den mest oplysende.
  86. Se Lögsögumama tal og lögm. s. 162 (Safh. t. s; Í).
  87. Således kaldt på grund af den uudholdelige træk; både vindu og dør manglede.
  88. “At lögbergi” er det i loven og sagaerne næsten stadig genkommende udtryk, der efter omstændighederne må oversættes ved “på (fra)” eller “ved”.
  89. Se f. eks. Jonas Hallgrimssöns smukke digt “Ísland”, hvor han om altingets hellige steder sorgfuld synger:
    “Nú er hún Snorrabúð stekkur,
    og lyngið á lögbergi helga
    blánar af berjum hvert ár,
    börnum og hröfnum að leik” —
    udtryk, der dog ikke må tages altfor bogstavelig.
  90. Præsten benytter nemlig en vis tid af året tangen som fårefold, hvortil den fortrinlig egner sig.
  91. Den antikv. indb. 1817 synes at sammenfatte begge kløfter, der i nord forene sig til en, under navnet Flosagjá.
  92. Det hele spørgsmål om lovbjærgets beliggenhed er først for mit vedkommende blevet vakt ved en udtalelse af Gudbr. Vigfussön (1875) om, at oven anførte sted af Sturl. i virkeligheden indeholdt en beskrivelse af det nu såkaldte Lovbjærg (Lögberg), hvorimod det virkelig lovbjærg måtte søges vest for åen.
  93. Skriftet er trykt i Amsterdam 1643, men er, som det angives på titelbladets bagside, skrevet nogle år (aliquot annis) før Pontauns' død († 1640).
  94. ɔ: Lovretten, der allerede dengang holdtes, hvor hustomten ved slutningen af århundredet opbyggedes.
  95. En hermed aldeles parallel udtalelse, der ligeledes klart vidner om, at lögberg af den tids islændere toges i betydning af »tingsted« og forstodes om altingsstedet overhovedet (særlig om den del af dette, hvor retsforhandlingerne da fandt sted), haves i altingsbogen for år 1669 (nr. 10), i en i lovretten oplæst skrivelse fra den ansete gejstlige, provsten over Bardestrand syssel, Povl Björnssön. Han henvender sig »til lovmændene med en indstændig bøn om, at der må blive skredet kraftig ind mod den i Vestfjordene overhånd tagende galder og trolddom, og indleder sit andragende på følgende måde: »Ærværdige og agtbare herrer o. s. v. . . I jordskælv griber enhver til hvad fast han kan få fat, og jeg ligeledes nu, så vel for min egen skyld i mine genvordigheder, som I vil have hørt tale om, som for andres i lige forfatning. Jeg griber til eder begge som landets faste stolper, midt i den galdregang og rasen, som årlig ryster og truer de frommes vel og den kristelige kirkes grandvold her i Vestfjordene, hvorom ikke kan således udvikles for Eders herredømme (ɔ: Eder herrer), som det burde sig, på grund af Eders mange forretninger og sysselsættelser på lovbjærget (í lögbergi), hvorvel denne lækning synes først at burde øses, som ellers vil drukne denne landsdel. Jeg beder derfor o.s.v.«
    Denne i mange henseender karakteristiske skrivelse findes meddelt i oversættelse i M. Stephensens “Island i det attende Aarhundrede”, s. 247 ffg. (anm.).
  96. ɔ: d. 8te juli, som da var altingets åbningsdag.
  97. Þar hygg eg heitið hafi lögberg til forna, svo sem nefnir í Jónsbók og sögunum.
  98. eins og hrunið hefði af vestari hluta hríngsins inn í gjána.
  99. qvi circolus forte doomhrýngr (circulus judicialis, ut loqvi solent) veterum fuit
  100. Af denne stenkreds vil næppe nu kunne påvises noget spor; i sognebeskrivelsen (1840) siger præsten rigtignok, at der, efter hvad han formoder, findes på tingstedet to domringe, den ene på lovbjærget, den anden på den nedre eller østre Almannagjå-rand (barmr), men hvilken tomt der sigtes til med denne sidste, er ikke klart — dog vel ikke til det lille kredsrunde tilbehør til Snorrebod?
  101. Tænkes lovbjærget springende frem mod Almannagjå, kunde man tro, at forsamlingen havde haft plads i selve gjåens bund, og at oprindelsen til kløftens navn måtte søges heri; men det må dog bemærkes, at Almannagjå kun sjælden omtales i sagaerne, og, hvor det sker, oftest (således Nj.) som et sted, der egner sig godt for hemmelige møder og samtaler. — “Almannagjå” skal også forekomme som et stedsnavn på Østerlandet (ved Lonshede; Isl. litt. selsk. arkiv: 27, 4to).
  102. Bodbeskrivelsen henlægger, besynderlig nok, til den mellem “lovbjærgs”-kløfterne indesluttede plads flere boder (Skafte Toroddssöns, Markus Skeggessöns og Grim Svertingssöns).
    Meddeleren af bodbeskrivelsen i “þjóðólfr” tilføjer en bemærkning om, at man på “lögberg” ser spor til “domringen”, og at man inden i ringen ser rester af en hustomt, der er nyere og tydeligere, fra altingets senere tider, og benævnt allsherjarbúð (!).
    Da navnene Flosagjá og Nikulasargjá begge ere unge, bliver spørgsåmålet, hvad navn kløfterne her tidligere har båret Skulde det være muligt at man her havde Colsgeá-, Arne Magnussöns angivelse af beliggenheden (syd for Lererne — der dog vel må søges ved åen —, nord for Tingvold, — præstegården (?)) passer ikke ilde.
  103. siast hér . . ærið stórar búðatóptarústir um allt, hvar af ein, þó einhvör hin minsta stendur á lögbergi hinu gamla, er nú kallast lögréttuspaung, þar það liggur millum tveggia diúpra vatns giá, er koma saman og verða að eirni fyrir norðann það, og kallast giá þessi Flosagiá, eptir því að i Niálu seigir að Flosi þórðarson á Svinafelli hafi yfir hana stockið.
  104. Den ældre udg. læste “at” for “af”; men dette finder ikke medhold i nogen membran.
  105. At forstå “gjá” som “gjáhamarr” er næppe tilstedeligt, således som stedet synes at være taget i oversættelsen i “Islændernes færd”; vejen, der tales om i sagaen, er dér antaget at være “Kárastaðastigr”, hvor den ligger ned over kløftens vestervæg. Så længe der læstes “af” for “at”, lå det i det hele nærmest at tænke på denne.
  106. Dipl. isl. I, s. 309; også trykt i Grg. 11, s. 250.
  107. Dengang brugtes almindelig i Island Hamborgeralnen, 21 9/10 tomme lang (se Dipl. isl. I, s. 307).
  108. P. Vidalins anskuelse om alnens oprindelige længde ses tydelig nok af hans oven for citerede artikel (således s. 23 og 52), og det er uden. betydning, at Jon Olavssön senere hen med sædvanlig unøjagtighed angiver, at i følge P. Vidalin skulde den ældste islandske alen være lig Hamborgeralnen.
  109. Tegningen tilhører hr. prof. universitetsbibliotekar Thorsen.
  110. Af en ytring i Sigurd Gudmundssöns “Skýrsla um forngripasafn Íslands” (I, s. 117) fremgår det, at han mener på den nuværende alenmålssten på Tingvold at genfinde det rette gamle alenmål, men som han angiver til 17½ tomme.
  111. Se Altingsbogen for 1723 nr. 33, og do. for 1727 nr. 16,
  112. Jon Olavssön fortæller endvidere om, hvorledes Povl Vidalin til brug i steden for den rævnede klokke skulde have bragt klokke med sig hjemmefra (endog to forskellige) og ladet den ophænge ved den østre væg af Snorrebod, samt hvorledes han foreslog at få anskaffet en ny udenlands, — hvad der ikke synes at stemme med det, som fremgår af altingsbøgerne angående klokkesagen.
  113. Jon Sigurdssön (Dipl. isl. I, s. 710) gætter på, at denne sten har været den underste af tre “Olavsstene”; sådanne mener han nemlig plejede at ledsage Olav den helliges billede: de skal have været lagte oven på hverandre i aftagende størrelse, den øverste mindst, og hver forsynet med en hulning i midten; de skal have hensyn til et af Olavs mirakler, da brød bagte på Olavsmessedag forvandledes til sten (Flatb. II, s. 381). Denne formodning støtter J. S. på billedlige fremstillinger af Olav den hellige (således i den ældste udg. af Jonsb. 1578), hvor kongen med højre hånd bærer tre sådanne stenbrød. Men Tingvoldstenens størrelse og tyngde (og således er det også for de andre tilsvarende stenes vedkommende, der findes hist og her på Island), må gøre en sådan antagelse noget tvivlsom; at noget billede af helgenen skulde have båret slige stene, kan der ikke vel være tale om; de må i hvert fald hare stået ved siden af på gulvet.
  114. I Jon Sigurdssöns besiddelse befinder sig en kopi af et for resten ubekendt og temlig uklart kort over altingsstedet (“Plan og Prospect af Øxeraaealting”). uden årstal, men rimeligvis fra sidste halvdel af forrige århundrede; ved den sydlige ende af lovretten, der rigtignok mere ligner et tælt end et tømmerhus, er en klokke anbragt; amtmandens bod (her kaldet “tælt”) ses, men den nord for den liggende bod bærer her navn af “stift befalingsmandens tælt”, hvorimod landfogedens tælt findes på den største af Öksarå-holmene (hermed kan sammenlignes Jon Olavssöns benævnelse “fógetahólminn”). “Bispen for norden” har sine tælte nord for åens udløb af Almannagjå; “bispen for syden” bor derimod i præstegården, dog står et par tælte nordvestlig i tunet. På tinget ses desuden et lavmands og et vicelavmands tælt, samt en del mindre tælte.
  115. I Oxforder-ordbogen fremsættes (under ordet “alþingi”) den mening, at ordene i HÞ: s. 171 “en þingit var þá undir Ármannsfelli” kun skal betyde, at det for hele landet fælles ting, da den her omhandlede begivenhed tildrog sig (år 965), var flyttet fra Kjalarnæs til det almindelig bekendte altingssted ved Öksarå “nær ved fjældet Ármannsfell”. Det er dog ikke rimeligt. Selv forudsat, at Kjalamæsting på en vis måde har været betragtet som altingets forgænger, er der dog et langt spring herfra til at betragte Kjalarnæs som altingets oprindelige sæde; og uden i forbindelse med en sådan anskuelse kunde oven nævnte ytring næppe være bragt i denne betydning. Desuden vilde der ingen grund være til at gøre opmærksom på en flytning, der, da vedkommende i sagaen omtalte ting holdtes, var over 30 år gammel, og som var foretaget til et sted, hvor altinget siden den tid havde haft sit sæde; så at det i og for sig falder langt naturligere at forstå sagaens ord som sigtende til et forhold, der da (965) havde fundet sted, men som nu (da sagaen nedskreves) ikke længer var tilstede. — I modsætning hertil seger Maurer (Ueber die Hœnsa-Þóris saga, Abh. der k. bair. Acad. der W. 1871, s. 213 fig.) — og vistnok med rette — at hævde, at ordene i HÞ. skal betegne en forbigående forlæggelse af altingsstedet fra Öksarå til Ármannsfell. Denne angivelse anser han for rigtig. Af de to årsager, som han anfører som de sandsynligste til en sådan midlertidig forflytning, er (forudsat, at denne virkelig har fundet sted; at noget sådant skulde antydes ved Ares ord i Islb., vil vistnok synes de fleste en dristig formodning) sikkert den første: særlige politiske forhold, partikampe e. d. l. — at foretrække; naturforholdene på Tingvold har næppe i den historiske tid undergået nogen sådan forandring, at altinget en enkelt sommer af den grund ikke skulde kunne afholdes på sit sædvanlige sted.
  116. flöt ɔ: flade.
  117. Bidrag til Islands geognostiske Fremstilling fra Sommeren 1850, s. 24—25 (Nyt Magasin for Naturvidenskaberne VII. Chrania 1853).
  118. I følge Jonas Hallgrimssön — se det isl. lit. selsk. tilhørende brudstykke af hans dagbog — udflydt fra fjældets top, som indtages af et uhyre krater, hvis klippevægge, når man nærmere undersøger fjældet, ses rage op over sneen.
  119. Foruden vejen langs Årmannsfell og forbi Slædås har der, som det ses af Sturl. (I, s. 32), nord fra ført endnu en vej til Tingvold, østligere i hraunet — hvad der også endnu almindelig fortælles — ja ifg. Sturl. har den endog slået en aldeles påfaldende bugt i sydøstlig retning (en önnur liggr leiðin austr yfir hraun undir Hrafnabjörg, ok undir Reyðarmúla til Gjábakka, ok svá austan um hraun til búða.
  120. Navnene har bevaret sig, skønt der på de lave højder her intet spor er af sælehuset og så godt som intet af varder (hvilke sidste levninger vistnok desuden ikke har noget med de gamle Hallbjarnarvarder at gøre; se Sv. Povlssöns dagbog 1792, s. 220). — Stedet er under sit første navn bekendt af, at her døde i begyndelsen af forrige århundrede den højt ansete islandske biskop Jon Vidalin (se F. Jonssöns Hist eccl. III, 693). Om Hallbjörnsvarder fortæller Ldn. (s. 315), at på disse højder indhentedes selv tredje Hallbjörn, der efter i vrede at have hugget hovedet af sin stridige hustru, høvdingen Tunge-Odds datter, var reden bort fra Odds hjem, af dennes frænde Snebjörn med 12 mand; på den ene høj faldt 3 af Snebjörns folk og Hallbjörns to ledsagere; Hallbjørn selv mistede en fod og veg da tilbage til den søndre høj og dræbte der to af Snebjörns folk, før han faldt, derfor er der tre varder på den høj, men fem på hin«.
  121. ɔ: skorpekarle; navnet er lånt fra nogle på stene eller klipper i vandskorpen fastsiddende småkrebs, de såkaldte rur (balaner), der på Island benævnes hrúðrkarlar.
  122. I A. M. kaldes stedet Grímastaðir, og der fortælles, at det ikke havde været beboet siden den sorte død (stóra plágan), men at man endnu så levninger af bygninger og tungærde.
  123. I A. M. fortælles, at “þorallastader” (således skrives navnet her) i følge almindelig antagelse skal være lagt i øde ved den sorte død, men være bleven opbygget påny og da kaldet Skógarkot; Ölkofra nævnes dér et kot i kirkens land — også Skógarkot ejes af Tingvold kirke —, der dengang nylig var lagt i øde.
  124. Den ældre udg. af Ölk. læser “upp frá Hranabjörgum, ok austr fyrir Lönguhlíð”, den yngre (Kbh. 1866): upp frá Hrafnabjörgum o. s. v. I det til grundliggende håndskrift (AM. 132 fol.) findes dog ikke noget f i dette ord, så optagelsen må bero på gætning; gætningen er imidlertid utvivlsom rigtig, noget andet fjæld end Ravnebjærgene (Hrafnabjörg) kan ikke vel være ment.
  125. Det vil vel, i overensstemmelse med den måde, hvorpå “syd” og “øst” i Sturl. er brugt i flæng ved omtale af altingslokaliteter, sige: i østlig retning langs sydsiden.
  126. Muligvis minder endnu navnet Goðaskörð om denne skov; således benævnes det pas, hvorfra den vej udgår, der i nordøstlig retning ligger gennem de små Hovmannaflöt indesluttende fjælde og videre langs sydsiden af Skjaldbrejd til en af de til nordlandet førende fjældveje.
  127. At Ölvesvatn har været det oprindelige navn på Tingvoldsøen er allerede tidligere, under gården Ö. i Gravningen, anført.
  128. “hallr” betyder skråning, bakkehælding. Dette sted omtales også hos Sv. Povlssön, der i sin dagbog for 1793 siger, at når man kommende øst fra skal over Ravnegjå, gør man bedst i at rejse “sønden for dens ende over den såkaldte Hall”.
  129. Hermed stemmer angivelserne i to Borgefjordske sognebeskrivelser (Hvannøre & Bæ, og Lund & Fitjar), af hvilke navnlig den sidste bruger navnet Bláskógahede om bele strækningen mellem den øvre del af Borgefjorden og Tingvoldsvejten.
  130. Blandt de nærmeste højder her kan — for navnets skyld — én mærkes, nemlig “Dímon”, da dette navn på Island ofte kommer igen om små fritstående fjælde.
  131. Nj., Bdm., Sturl.
  132. Også i Sturl. findes det omtalt under lignende forhold.
  133. Først en mils vej sydøst herfor hinsides Bruarå i Biskopstungerne træffer man ved gårdene Efri- og Syðri-Reykir de såkaldte Reykjahverer, af hvilke navnlig Store Reykjahver ved gården Sydre Reykir er en betydelig og stærkt kogende kilde, hvis bassin er dannet i midten af et lille vandløb (Se Schythe: Hekla s. 87-88).
  134. Dette bekræftes ved skriftlig meddelelse fra provst Jon Jonssön til Mosfell (A.).
  135. idet Laugardalen nemlig egenlig ikke er en dal ind mellem fjældene, men snarere en bugt eller en strimmel langs disse.
  136. Espolin: Íslands árbækur, IV Þ. s. 95—96; sml. F. Jonssön: Hist. eccl. III, 353.
  137. Ved den nærliggende gård Brú i Biskopstunger var i følge “þjóðólfr” 16/10 1876 i løbet af somren i en jordskrænt fundet lævninger af et menneskeskelet, ved hvilket lå to spydblade, et økseblad, en skjoldbule, en lille slibesten, samt endel perler.
  138. Med undtagelse af den lille som teltplads benyttede græsplet syd for Geysir, der dog helt forsvinder i de øde omgivelser.
  139. Et bassin, der også ved sin størrelse langt overgår de andre kilders.
  140. Den skidne farve foranlediget ved de mange tilstopningsforsøg.
  141. Denne formodning er også fremsat af Jonas Hallgrimssön i en utrykt afhandling: Om jordskælv på Island.
  142. I Stephanii noter til Saxos fortale, s. 23—24. — Hermed kan sammenlignes Torlak Skulessöns omtale af en forstenende kilde i Haukadal (i “responsio subitanea” ad O.Kragh. 1647). Gl. kgl. Saml. 2856, 4to.
  143. fra midten af århundredet Egg. Olavssön (Enarrationes historicæ s. 92—93, 1749; isl. rejsebeskr., udg. 1772) og Mercure danois (1754 avril), 1772 (v. Troil), 1789 (Stanley), 1793 (Svend Povlssön, dagbog, utrykt), 1811 (Mackenzie), 1814 (Henderson) o. s. v. — Så vel Geyse som Strokk beskrives i et brev fra Rask til Nyrup, 6/9 1813, trykt i Flors håndbog i dansk litt.
  144. Paijkull: En Sommer på Island, s. 319—20.
  145. At Geyse hverken 1789 eller i det nærmest foregående tidsrum har undergået nogen væsenlig forandring ses med bestemthed af Svend Porlssöns også i andre henseender meget interessante skildring af de varme kilder her (dagbogen for 10de juli 1793). Han, der netop også foretog iagttagelser ved Geyse for at sammenligne dem med v. Troils, begynder sin beskrivelse med følgende ord: “Iblandt det især ved sidste jordskælv utallig formerede antal hverer er Gejser straks kendelig af sit bæger; en hen mod 200 favne i omkreds af efterhånden afsat fliset skorpesten dannet konisk høj må bestiges for at komme til selve bægeret”; senere fremhæver han, at denne høj må stikke overmåde dybt ned i jorden. En angivelse om at Gejser efter sidste jordskælv ikke skulde sprudle så højt som för på grund af Strokks opkomst bestyrkedes ikke ved hvad han så, ti foruden flere små udbrud iagttog han i ét dögn tre store, hvoraf det ene endog efter hans antagelse drev vandet op til 80 al. Om sine målinger, der stemmer med Troils, ytrer han: “Pibens vidde — Troil bruger her ordet “Diameter” — oven til var 3 favne eller 9 al., v. Troil angiver 9½ al.; men bægerets øverste diameter 29 al. 3 tom., efter Troil 29½ al.” Ligeledes forsøgte han at måle pibens dybde, men loddet kastedes bestandig op med heftighed; udbrudsfænomenerne er de fra Geyse bekendte.
    Strokk, hvis navn han udleder af dens form, fremhæver han som i højeste grad mærkværdig. “Den siges at have sprudet vand på samme måde og (ɔ: som) Geyse, men langt højere alt til 1708, da man formedelst den skade dens spredninger gjorde på nærliggende gårds hjemmemark tilproppede den med svære sten; derefter skal den have stået stille, men fuld af vand og næsten uden at ryge noget til jordskælvet 1789, da den begyndte igen. Men jeg drager dette ganske i tvivl af raison, at dels lade disse uhyrer sig ej tvinge, da de i Gejseren nedkastede sten, så svære, at 2 mand havde nok med at få dem deri, bleve straks opskudte i 1000 stykker endog højere end vandstrålen selv; dels, og fornemmeligst, fordi denne hver ikke har afsat tyvende delen mod Gejser af skorpsten, omendskönt dens incrustationskraft er nok så stor”. Det vidunderligste ved denne kilde var, at der her fandt foruden vandsprudningen også en vindsprudning sted, dels i forbindelse med denne, dels alene. Et af udbruddene beskrives på følgende måde: “Med ét kom der en forfærdelig vandstråle uden nogen forvarslende underjordsknald som Gejser, men med meget mere susen; denne vandsprudning varede i et ryk 4 minuter, da strålen gik fuldt så højt som Gejsers, hvorved næsten det hele vand i piben blev opspyet. Herpå fulgte da straks en med fine dunster blandet vindstråle, så man nu sikkert kunde stå tæt ved åbningen og beskue samme; bemældte vindsprudning holdt således uafbrudt, ligesom en Æolipila(!), ved i 10 minuter, med sådan en forfærdelig heftighed, at dens bred, som vi stod på, sitrede, og svære nedkastede stene blev straks uden at få lov til at synke ned til vandet, opkastede og splitrede i utallige stykker; vindstrålens højde var i førstningen fulde 90 al høj . . . Efter som denne vindsprudning begyndte at svækkes, fulgte igen af og til nogle vandskud op med, indtil al spredning holdt op, men en forfærdelig kogen påfulgte og varede så længe til piben var mere end halv fuld igen med vand”. Strokk antoges at sprudle Kl. 6 og 12, undtagen når den og Gejsers udbrud faldt sammen, da de gensidig forhalede og forvirrede hinanden. De andre kilder synes ikke at have frembudt noget særlig mærkeligt; såvidt man kan se, har “Blese” allerede da ophørt med sine udbrud; et steds fandtes en hule i jorden, hvor en stærk udvikling af hed luft fandt sted.
  146. Ang. springkildernes tilstand for den senere tids vedkommende findes en udtalelse fra bonden i Haukadal i “þjóðólfr” 2/4 1875.
  147. Om denne menneskevenlige trold eller fjældbo, der boede i en hule i det oppe på heden nord for Haukadal liggende fjæld Bláfell, se Ísl. þjódsögur I, 213; sml. Eg. Olavins: Enarrationes historicæ, Hafn. 1749.
  148. Ringen er dog vel sagtens samtidig med den tilhørende plade, der ikke kan være meget gammel, hvad dens kantede munkebogstaver noksom vise. Ved eller i kirken er ellers intet mærkeligt, men på gården, opbevares et firkantet bræt, omtrent en halv alen i kvadrat, med udskåret gennembrudt arbejde aldeles i samme stil som de ældste islandske fremstillinger på museet i København. Et dyr træder på de udskårne blad- og grenornamenter, omfatter med gabet en af de buede grene og stikker halen gennem et par andre; det skal tidligere have været i kirken, opbevaredes derpå en tid lang på en nabogård og skal da, i den nuværende bondes barndom have været dobbelt så stort.
  149. På heden her skal også findes et Grettistak på underliggere.
  150. Af den nogle islandske åer tillagte navn “fljót”, der etymologisk svarer til “flod”, må man ikke lade sig forlede til at antage, at disse just er de største; det er i det mindste ikke altid tilfældet, således er Tungeflod biflod til den langt Større Hvitå. Nu bruges ordet “fljót” om de steder i en å, hvor vandet har gravet sig dybest.
  151. Dog synes det, som om præsten i den antikv. indberetn. (1817) kun betragter den lille aflange tomt som hovtomt, den kredsrunde derimod som »domring«. — Også Br. Jonsson »Um Þriðjungamót« osv. (Timarit, II, s. 103) kender en »hov«tomt på Uthlid.
  152. Det islandske ord «bru« (bro) svarer oftest til hvad vi vilde kalde »opfyldt vej« eller »dæmning«.
  153. Skolens forlæggelse herfra til Reykjavig er allerede tidligere, under omtalen af denne by, bleven anført; den første anledning til forflyttelsen var skolebygningernes forfaldne tilstand efter jordskælvet 1784. Efter at skolen var flyttet til Reykjavig, opstod også dér en Skolevarde, hvoraf der nu er blevet et ordenlig opmuret firkantet lille udsigtstårn.
  154. En stor del af kirkens interessanteste ejendom solgtes ved offenlig avktion 1802; en berömt altertavle fra den katolske tid, den såkaldte »Ögmundarbrik«, henlå i mange år på Ørebakke handelssted, indtil resterne af den 1819 nedsendtes til København.
  155. Islb. s. 16-17, Krstn. s. 26, 28, Hungrv. s. 60-64, 66-69, Ldn. (E) s. 313; — sml. også fortællingen (tåtten) om Islejv (Bsk. s. 54), hvor der siges, at Islejv havde godord her.
  156. Af mindeværdige begivender, der her i en senere tid har tildraget sig, kan foruden Jon Aressöns og hans sönners alt omtalte drab nævnes to andre lige så blodige begivenheder. År 1433 fik nemlig den uværdige Skålholtsbiskop Jon Gerrikssön (omtalt under Kirkebol, Gb.) i sit eget hjem sin velfortjænte straf, i det han på selve Torlaksmessedag overraskedes af sine fjender, hvoriblandt nordlændinger fra Øfjorden, der vilde hævne Kirkebolsfærden, grebes foran alteret i fuld biskoppelig skrud og druknedes i Bruarå; hans svende dræbtes ligeledes og dyssedes på et sted, som efter dem kaldtes »Íragerði« (de fleste skal nemlig have været irske). Se herom F. Jonsson: Hist. eccl. II., 474; sml. Espolin.: árb. II., s. 29—32.
    Omtrent hundrede år efter (1539) gjaldt det igen her en almindelig forhadt udlændings liv; det var fogeden på Bessestad Didrich v. Minden, der med stor vilkårlighed benyttede sig af det ved reformationen mod gejstligheden vakte røre. I sit overmod aflagde han, alene for at håne biskop Ögmund, kun ledsaget af 8 mand et besøg i Skålholt. Men her samlede man folk, overfaldt Didrich og hans svende, dræbte endog deres heste, og dyssede så mænd, heste og ridetøj — alt på samme sted.
  157. Skålholt har i usædvanlig grad været hjemsøgt af ildsvåde. År 1309 opbrændte Skålholt kirke, ramt af lynet, med hele sit indhold (bøger osv.) undtagen St. Torlaks skrin. Der indflød dog rigelig gaver til genopbyggelsen, og allerede få år efter kunde der opføres en kirkebygning så stor, »at« — siger Finn Jonsson — »Island ikke har haft dens mage, hvad der fremgår af dens grundvold, som endnu vises.- Se lsl. Ann. s. 194—95; Hist. eccl. II., 57; Espolin I., s. 28. — År 1526 opkom igen pludselig ild i Skålholt kirke, der afbrændte til grunden; dog reddedes bøger og messedragter; endvidere lykkedes det at føre St Torlaks skrin og den store altertavle ud af kirken med en lethed, der ansås for et mirakkel; også selve bispesædet var under denne brand i stor fare. Se Bisk. ann. Jons Egilssonar (Safn. I., s. 64-65); Espolin III., s. 84; Hist eccl. II., s. 527. — Endelig hjemsøgtes Skålholt 1630 af en tredje ildebrand, der vistnok må anses for den beklageligste af dem alle. Ved denne lejlighed brændte vel ikke kirken, men derimod ellers hele bispesædet (13 huse) med alt indbo, samt den dertil hørende bogsamling og arkivet Hist. eccl. II., s. 353; Espolin V., s. 45. — Med mere end almindelig omhu synes kirke og bispegård at være bleven genophyggede af biskop Brynj. Svendssön år 1650. Hist eccl. III., s. 625; sml. Espolin V., s. 134.
  158. Det nuværende navn har i følge sagnet sin oprindelse fra, at to brødre i den katolske tid mistede gården på grund af kødspise i fasten.
  159. Síki ɔ: sump; navnet på grund af den oversvømmelse, bækken her danner på det flade land, så at den gennem mange små gravede kanaler må ledes ud i søen.
  160. Sml. herom også den antikv. indb. fra Gaulverjabæ (1817).
  161. At det kaldes »lon« bevidnes i et brev fra S. Sigurðsson, Eyrarbakke 24/2 1835 til F. Magnnsen — nu i Geh. ark. —, der indeholder mange oplysninger til » Ørebakkens« topografi.
  162. Den omstændighed, at havnen ved Ørebakke kan kaldes et »lon«, har bragt udgiverne af Grönlands hist. M. (II., 176 ffg.) på den formodning, at man måske her kunde have det »Lón«, der nævnes i Flm. s. 128, hvor der fortælles, at folk kom en sommer »til mannamóts í fjörbaugsgarð til Lóns (var: Jóns)«. Dette er dog ikke det eneste lon her ved kysten. A. M. omtaler, at ud for den noget østligere gård Stokksøre er i fjæren en begrænset strækning, som kaldes Lón (det nævnes i anledning af en afgift af sølsamlen her, som måtte svares af hjålejen Rauðarhóll). Hvad lonet ved Ørebakke angår, har det, som det fremgår af Flatb.s annal på oven anførte sted (III., s. 560) lige så lidt i ældre tid som nu været noget virkeligt egennavn; havnen, der dér kaldes »pollr«, nævnes i annalen for 1337 simpelt hen »höfn« (havn). Med det andet »lón« forholder det sig vel omtrent på samme måde. Men i hvert fald må udtrykket »til Lóns« i Flm., hvis det skal forstås som stedsnavn, nødvendigvis opfattes som navnet på en gård, — og selv en sådan opfattelse synes noget tvungen. Intet taler imidlertid for og alt imod, at nogen gård Lón nogen sinde har ligget ved Ørebakke- eller Stokksøre-lonet. Det er derfor vistnok rettere med Oxforderordbogen (under ordet »fjörbaugsgaðr«) i steden for »til Lóns« at læse »til Lopz« (ɔ: til Lopts); forvanskningen forklares ved antagelsen af, at i den gamle til grund liggende, nu tabte membran Vatnshyrna, forlængelsen af p i dette ord rimeligvis har været udslettet, så at det lignede n; én afskriver kunde således læse »Lóns«; en anden «Jóns«.
  163. 8. Sigurdssöns tidlige anførte brev til Finn Magnusson.
  164. Jon Egilssöns biskoppe-annaler (Safh. L, 108) omtale et skibbrud i sidste halvdel af 16de årh. »fyrir Refstokki á Eyrarbakka.«
  165. Hvor gården Stokksøre nu står, findes i tunet en “þíngdalr« (Br. Jónsson; Um þriðjungamót, Timarit II., s. 107); blandt navnene på Stokksøres hjålejer kan mærkes de ejendommelige, men hyppig forekommende Kumbaravogr og Íragerði.
  166. Fyrir dyrr á Stálfjöru fram frá Stokkseyri.
  167. Beliggenheden af flere af de oven nævnte punkter bekræftes ved S. Sigurdssöns tidligere nævnte brev til Finn Magnussön: Knararos og Knararsund er endnu til her — siges deri —, og det bruges endnu stundom af sømændene. Dette sund er mellem Stokksøre og Baugsstad, omtr. 2/3 mil øst for Stokksøre, men 1 2/3 mil her fra købstaben, og det ligger ud for, hvor gamle Baugstad stod, hvis tomter endnu ses: nu står denne gård noget østligere og højere. — Denne flytning omtales allerede i A. M. som forlængst sket; gærdelævninger ses endnu på det »fornu Baugstaðir« benævnte sted, siges der, derfra skal i følge sagnet gården på grund af fare fra søen være flyttet til sin nuværende plads. — S. S. omtaler også Framnes, som eksempel på, at sagnet endnu har bevaret mindet om de gårde, der for mange hundrede år siden er gåede under, endog de, hvis plads (som F.s) må søges længst ude i skærgården.
  168. Tjorsåens udløb, påstås der, har för været en del østligere end nu; derfor har også gården Fljótshólar i Gaulverjabæhrepp endnu ret til drivtømmer på en sandstrækning øst for åens munding, uagtet denne nu falder i søen vest for bemeldte strækning, som således hører til Rangåvolde syssel; denne forstrandsrettighed omtales allerede i A. M.
  169. Denne omtagelse skyldes så vel skriftlig som mundtlig meddelelse må præsten i Gaulverjabæ Povl Ingemundssön, fra hvem i det hele forskellige oplysninger m. h. t. denne egns topografi stamme.
  170. Når der i Ldn., hvor der, efter at Lofts landnam og Vorsabæs bebyggelse er fortalt overensstemmende med Flm., siges om en mand Torarin, der landede i Tjorså, at han tog land »fyrir ofan Skúfslæk til Rauðár (C: ofan) með þjorsá«, kan dog Raudå ikke vel være brugt om den nederste del af det titnævnte vandløb. — En anden omstændighed, der også volder nogen vanskelighed, når Raudå tages i den oven nævnte betydning, er at to hjålejer fra Stokksøre, øst for Tradarholt, bære navnet Rauðarhólar (A. M. Raudárhóll og Litli R.); der synes nemlig ikke at være nogen grund til at benævne særlig dem efter det vandløb, som i henhold til det oven for udviklede må antages at have båret navnet Raudå men nogen anden Raudå, eller overhovedet nogen anden å, lader sig næppe påvise her.
  171. Almindelig gættes der på af Fulelæk skulde være den samme som den den nuværende Hraunsá, der falder i søen vest for Stokksøre — sandsynligvis fordi den i bækkens munding opdrevne tang tit forårsager stank, hvad der jo vilde passe godt til navnet Fulelæk; en sådan beliggenhed af denne (som Ldn. desuden kalder Fyllarlækr) stemmer dog ikke med kildernes angivelser.
  172. I følge sira Povl Ingemundssön.
  173. Sig. Gudmundssön benævner (i »Skyrsla um forngripasafn Íslands, I., e. 84) vadet Barnanesvað og beretter, at her i foråret 1862 fandtes en interessant oldsag. Vejen var nemlig på grund af fugtighed lagt op over en af højene, og da jorden var bleven trådt op her, blottedes et stort spydblad, hvis midterste del, der havde ligget på tværs i ridestien, dog var bleven fuldstændig ødelagt — Også i den antkv. indb. fra Gaulverjabæ (1817) bentydes til disse dysser.
  174. I anledning af et Flm. s. 140 omtalt »hestaþing« kan gøres opmærksom på, at i nærheden af Kaldadarnæs skal findes en stor høj eller bakke kaldet  »Hestaþíngshóll«.
  175. Den antikv. indberetning (1817) nævner dette sted Goðadalr, men sætter navnet i forbindelse med frihedstidens »goder«.
  176. Noget sydligere ved Gaulverjabæ og nærmere søen ligger gården Lopt-staðir, til dette sted skal den dog først senere være flyttet fra den såkaldte Loptstaðahóll eller »Fornibærinn«, en meget stor, ensomt beliggende høj nede ved søen, hvor den gamle Lopt oprindelig skal have bygget sin gård, som han så, da han flyttede til Gaulverjabæ, må have overladt til en anden; oftere, når vind og vejr har blottet en del af højen, har man her fundet bygningslævninger eller metalstumper. (Se den antkv. indb. fra Gaulverjabæ 1817; sml. Grønl. hist. M. II, 175, 191.). I den i Dipl. isl. s. 403—4 aftrykte måldage fra c. 1220 siges der, at Gaulverjabæ kirke ejer agerlande på Loptstadir; i Vm. bestemmes nærmere, hvor meget agerland kirken årlig har på Loptstad, og at Gaulverjabæsmændene skal bygge korngærdet; så agerdyrkning har vel endnu da (i slutn. af det 14de årh.) fundet sted her.
  177. Br. Jonssön »Um þriðjúngamót« (Tímarit, II, 104—5) lader rigtignok Bjarne og hans fader Torsten bo på det langt nordligere Gröf i Hrunamannahrepp.
  178. Ifg. sira Povl Ingemundssön.
  179. I følge den antikv. indberetning (1820) findes i Villinga- & Hroarsholts sogne følgende oldtidsgrave: Kols i Kolsholt, Önund bilds i Önundarholt, Hroars i Hroarsholt og Örns i Vælugerde.
  180. Flere af den sædvanlige art antikvariske stedsnavne af tvivlsom ælde og pålidelighed er knyttede til gårdene her, således benævnelsen »Hof« til et klippeholt i tunet på Sölvaholt
  181. Så vidt ses kan af sognebeskrivelsen løber fra store Lakså en lille bæk syd i Sandlækjarsíki, øst for Reykir, en anden gennem myrerne syd i Tjorså.
    I tunet på Sandlæk skal ifg. Br. Jonssön (Tímarit II, 103) findes en »Goðavöllr« med en stor tomt.
  182. Dog nævner den antikv. indberetn. (1821) den Helgahóll, den gøres til gravhøj, sammen med Áshildarhóll i Áshildarmýri. På en gård i Olavsvoldsogn vises også et af Bergtor (se s. 166) udhugget stenkar.
  183. Dog siges i den antikv. indberetn. at man mener at kunne påvise den.
  184. Islb. s. 5 kalder gården Mosfell et öfra (det øvre), i forhold til denne gård må nemlig Mosfell i Mosfellssvejt (Kj.) betragtes som »det nedre«. Fra Ketílbjörns sønnesøn Gissur hvide nedstammede Skålholts første biskopper og altså også Haukdælerne.
  185. Ketilbjörn tog i følge Ldn. (s. 313) hele Grimsnæs »op fra Höskuldslæk« (Höskuldslækr) — der er en bæk sydøst for Hestfjæld ved gården Arnarbæle i Grimsnæs — »hele Laugardalen og hele Biskopstungen op til Stakkså« (Stakkså). Stakkeså er en nu temlig ubetydelig bæk, der har sit udspring i den sydøstlige skråning af fjældet Bjarnarfell, hvorfra den løber langs nordsiden af den mule, hvorunder gården af samme navn står (forbi Mule fører vejen ind i Haukadal), og så videre mod sydøst ud i Tungefljot. (Den her meddelte oplysning om Stakkså skyldes provst Jon Jonssön til Mosfell, A.).
  186. Af Addit. 6, fol. (AM.s noter til Islb.) ses at stedsnavnene Hakaskarð og Bótarskarð var vel kendte på Mosfell år 1704.
  187. Ifg. Sv. Nilssöns »prestatal« kaldet således, fordi gården tidligere tilhørte Vidø kloster. — I hen ved hundrede år var her et hospital for spedalske, indtil det forflyttedes til Kaldadarnæs. — Finn Jonssön fortæller i sin kirkehist. (IV), at også her vises i kirkevæggen nogle klippeblokke (Ábótahellur), der skal være førte did af den samme abbed Aleksius, om hvem en lignende styrkeprøve på Tingvold er fortalt. Efter at Aleksius havde sluttet sig til reformationen, levede han resten af sit liv på Klosterholer. — I ísl. þjóðs. II, s. 79 fortælles om en hovtomt, som her skal have været at se.
  188. Gårdene benævnes Efri- og Neðri-Apavatn; i tunet på Neðri-A. er en »Orrustudalr«, uvist af hvilken oprindelse. - Ved Efri-A. er Apahóll, ifg. den antikv. indberetn. en oldtidsgrav, det samme gælder om Kerlingarhóll, hvori Apes kone skal ligge. — Sml. Ísl. þjóðs. II, s. 79.
  189. Dog må mærkes at en enkelt af gårdene (Laksådal) på Laksås østlige bred og nogle engstrækninger her regnes til Hrunamannahrepp.
  190. Således har forholdet vistnok fra de ældste tider været; allerede i Grg. (§ 167) angives jo et af »herrederne«  at strække sig fra Tjorsåos til Reykjanæs.
  191. Íslenkar þjóðsögur 11., s. 7-8.
  192. Se også herom Safn til sogn Islands I, s. 17. Ifg. den antikv. indberetn. (1818) knytter sig til gården Hauksholt i den vestlige del af denne hrepp foruden sagn om en af de sædvanlige så kaldte oldtidsgrave, det ligeledes temlig hyppig genkommende sagn om en tidligere tilværelse af en naturlig stenbue, der har tjent som bro over vandløb (her Hvitå).
  193. På et løst folioark af jordebogens format og med samme hånd — sandsynlv. en skrivers — som det tilsvarende afsnit af denne, indlagt i flere andre løse blade i »Ytri hreppr«.
  194. Stángarnes (eller Stöng), Rógshólar, Laugar, Mörþúfur, Heygil, þórarinsstaðir, Harðivöllur, Búrfell (tvivlsom), Hrafntóptir, Grjótártúnga, Hrisalækur (bør vistnok skrives med í], Fosslækjartúngur, fremri Ásgarður, nyrðri Ásgarður. Nogle af disse navne (Laugar, þórarinsstaðir) komme igen som navne på gårde nede i hreppen.
  195. ɔ: Myremalm i af denne art jærntilvirkning findes flere steder på Island spor.
  196. I A. M. siges, at denne bygd skal være ødelagt i »store plagen« (ɔ: pesten), ikke den sidste, som gik år 149. (hermed menes den år 1493, se J. Egilssöns bispeannaler, Safn I, s. 43; Espolin II, 122—23), men en tidligere, — som dér henføres til 1350; ti den 1401 kan det ikke have været, siges der, da Vm. ikke omtaler nogen kirke i denne egn. — Den store pest, som år 1349—50 rasede over næsten hele Evropa, kom imidlertid ikke til Island (se Ísl. Ann. s. 278, sml. Esp. J, s. 81), så hvis virkelig bygden her er bleven ødelagt af smitsot, må det vel have været en af de andre i det 14de årh. Island hærgende sygdomme, f. eks. koppesygdommen 1310 (Ísl. Ann. s. 198). — Den antikv. indberetn. fortæller, at i Hvitåhvammerne, den nærmeste avretsplads nord for Hamarsholt, ved folk at nævne adskillige gårde, som i gamle dage skulde have stået der, og mindes som de rigtigste af disse Búðartúnga, Rógshólar, Laugar, þórarinsstaðir og Mörþúfur, samt angiver, at der end ses tydelige spor af disse oldtidsgårde ved gamle tomter, som ere der; men efter hans angivelse skulde, efter hvad der fortaltes, gårdene her være ødelagte af Heklas udbrud (af Heklugosum).
  197. Dette ord udelader E.
  198. Man kunde tænke sig, at der ved redaktionen af Ldn. på vedkommende sted (Ldn. s. 309) havde fundet en omflytning sted af ordene »milli þverár ok Kálfár«, så at stedet oprindelig havde lydt: »Ofeigi en ytra hlut, ok bjó hann á Ófeigsstöðum hjá Steinsholti; en þormóði gaf hann en eystra hlut, milli Þverár ok Kálfár ok bjó hann i Skaptaholti« — da vilde angivelsen passe til de stedlige forhold.
  199. De her så hyppige gårdsnavne på »holt«, er naturligvis alle oprindelig navne på højderne, hvorunder vedkommende gårde byggedes; genere gik imidlertid holtets navn over på gården, og nu benævnes derfor dette enten ved endnu en gang at tilføje »holt«, til gårdsnavnet, eller ved tillæg af »fjall«, (fjæld).
  200. Efter den almindeligste sagnform skal vadets opdagelse have fundet sted c. 1200; den kvægnok, der først benyttede det, skal nemlig have tilhørt biskop Povl, og i det den passerede Tjorså, søgte den netop tilbage til hans gård Ydre Skard hinsides åen.
    Sv. Povlssön beretter i sin dagbog for 1793 (II, 112) den anden sagnform, i følge hvilken den kvægflok, der fandt vadet, skulde have hørt hjemme på Kirkebæ og Tykkebæ klostre i VSkf., hvorfra hvert år i de tider måtte leveres 50 stude og én tyr til Skålholts bispestol.
  201. For Nj.s vedkommende gør der sig, hvad kendskab til lokalforhold angår, ganske ejendommelige forhold gældende. På den ene side viser sagaskriveren udstrakt og nøje kendskab til landets topografi i det hele taget (måske med undtagelse af Bredefjorden), også angående forholdene i R. synes han særdeles vel underrettet; men på den anden side forekommer for dette syssels vedkommende en række angivelser af vejretning, egnes beliggenhed, forskellige steders indbyrdes afstand, der ikke vel var mulige for en her boende eller nøje bekendt.
  202. Dipl. Ísl. I, s. 315-19.
  203. Desuden nævnes i den ældre redaktion af Bdm. et sted (16,12) Ånæs lejd (arnes leid), hvor den yngre har Rangár leið.
  204. Desuden nævner Sturl. (I, s. 245), at et forligsmøde (sættarfundr) holdtes i Ånæs i anledning af en mellem Loft biskopssøn og Björn Torvaldssön (egl. på Kolskegg den riges vegne) opstået uenighed, som Torvald Gissurssön og Sæmund Ormssön skulde afgøre.
  205. Om dette navns ælde kan dog intet med bestemthed vides; benævnelsen “Galgaklettar” på nogle klipper ved armen neden for Tingholar vækker formodning om, at stedet i en senere periode har været benyttet som tingsted.
  206. Således kaldes kegleformige, spidst tilløbende pyramider, indvendig hule og for oven afskårne (ɔ: uden tag), opførte af jord og sten og bestemte til ly for fårene. Se E. O. s. 836-37.
  207. I vedkommende sognebeskrivelse (for Hrepphola sogn) tales rigtignok om “fornar húsatóptir við Búðafoss, fyrir ofan Minna-Hof, sem i mæli er að sé eptir blóthof Gnúpverja, er þar hafi staðið” — og “blótsteinninn” ved fossen (se det ffg.) sættes i forbindelse hermed. — Beskrivelse af boderne, samt “domringen” i Ånæsset, opfattede som tingstedslævninger, findes derimod hos Br. Jonssön “Timarit” II, 111—12.
  208. Som sådant vil man f. eks. kunne finde det omtalt af Brj. Jonssön, hvor han i “Timarit” II, 112, 14 giver en udsigt over vadene over Tjorså.
  209. Foruden Nautavað og Eyjarvað kendes endnu to, om end ikke almindelig benyttede, vadesteder over Tjorså, nemlig Hagavað og Gaukshöfðavað (se det ffg.); desforuden skal kort oven for Budafoss fordum have været et vad, “Hofsvað”. Fra Hovsvad skal der, efter nogles sigende, kunne forfølges en gammel vej “Flosatraðir” i nordvestlig retning over Hovshede og Kalvå til Lakså og videre over “Hrunavellir” (oven for Hrune) til “Kópsvatnseyravað”, på dette sidste stykke kaldet “Ljonastigr”.
  210. Maurer, der omtaler disse lokaliteter i Germania X, 491—92, fortæller, at de til offerdød bestemte nedstyrtedes på selve stenen fra den højere flodbred.
  211. Vest for Hov, men hinsides Kalvå, ligger Miðhús (nabogård til Tråndarholt); her boede ifg. Ldn. Torbjörn laksekarl den første vinter; han havde nemlig tre “vintersæder” før han kom til det sted, der skulde blive hans fremtidige opholdssted.
    På et løst blad i A. M. findes med AM.s hånd bemærket “í Skarðs landi er Laxárholt, þriggja hreppa þíngstaðr.” Dette Laksåholt, som ligger i denne hrepp (inden gården Sandlæks enemærker), er et af de mange steder i Island som endnu erindres som et “tre hreppers tingsted”, i det sådanne fællesting i en vis periode synes at have været temlig almindelige. Her vil man endog se spor til tomter (se Br. Jonssön “Timarit”I, 75). —Lejlighedsvis kan bemærkes, at Laxårbakki (Nj. 601) ikke er navnet på noget enkelt bestemt sted, men betegner Laksåens bred i almindelighed.
  212. Blandt mistænkelige oldtidsminder i Nupssogn kan mærkes Márs holt ved Stóru-Márstúngur nordvest for Store-Nup. Neden for gården strækker sig en aldeles flad eng, med en fritstående høj, så stor som de største kæmpehøje i Danmark, der med stor bestemthed udgives for at være opkastet over Már; på den ene side af højen viser sig tydelige spor til gravning, men her som i mangfoldige lignende tilfælde lader sagnet vedkommende skræmmes fra at fortsætte det begyndte værk ved allehånde sælsomme syner (gårdes brand o. d. l.). — Ligeledes nævner den antikv. indberets. Skiphóll ved Lille (Mindre) Nup.
  213. Dog skal gården — i følge en utrykt afhandling af Brj. Jonssön om Tjorsådal, der siden nærmere vil blive omtalt — ikke længer ligge på sin oprindelige plads, men tomterne af den ældre gård påvises. — I følge samme forf. (Timarit I, 76) findes ved Hage stedsnavnene þíngnes og Gálgaklettar, hvilket sidste dog hentyder til senere tiders retsforhold.
  214. Om forskellige tilsyneladende temlig gamle oldsager, der skal være fundne i dalen her, se Sig. Gudmundssöns Skýrsla um forngripasafn Ísl. I, s. 75-78, 83-84,
  215. En udførlig beskrivelse af Tjorsådal og de herværende tomter med kort og tegninger er udarbejdet af ungkarl Brynjolv Jonssön på Lille-Nup. Denne afhandling, der i sin tid var bestemt til at trykkes i Jon Pjeturssöns “Timarit” i Reykjavig, står over den oftere citerede i samme tidsskrift tidligere trykte, af nævnte forfatter (“Um þriðjúngamót i Rangárþíngi o. s. v.), der altfor meget lader mærke, at forf. ikke er i stand til at følge med hvad der fremkommer i den udenlandske literatur. Gennemgående er desuden en kritikløs benyttelse af traditionen, og forf. er altfor tilbøjelig til at sammenblande egne hypoteser med virkelige fakta.
  216. Om Skridefell siges der, at den har ligget midt i svejten og at der har været kirke (Jon Egilssön derimod angiver, at før vulkanudbruddet stod Hage midt i svejten og var tingsted.) Derefter opregnes Fossådalens gårde, som følger: Aslákstúngur, A. aðrar, Fagriskógur, Lóþrælar, Dverghálsstaðir, D. aðrir, Reykholt — nú er komið efst upp í botninn á Fossárdal, Leppar, Stöng, Steinastaðir, Skeljastaðir, Sámstaðir. Nú er komið aptur framm úr Fossárdalnum og standa Sámstaðir nærri a bi við Skriðufell og nokkru norðar enn Sandártunga. For alle gårdenes vedkommende undtagen Lóþrælar og Sámstaðir anføres, at man havde kunnet se spor til, hvor gården havde stået; ved Skeljastaðir anføres, at der havde været kirke. — Brj. Jonssön nævner i sin beskrivelse af Tjorsådal 16 ødegårde, hvoraf han kender navnet på omtr. en halv snes, der for næsten alles vedkommende stemmer med de af Arne Magnussön anførte; dog kalder han Dverghálsstaðir Bergálfsstaðir (som A. M.; J. Eg. Beighálsstaðir), Leppar kender han ikke, og om beliggenheden af Lóþrælar, der i følge ham har været to gårde, ved han intet bestemt; derimod nævner han, dog med nogen tvivl, et gårdsnavn Hólar.
  217. Også Brj. Jonssön, i sin afhandling om Tjorsådal, antager at denne har indbefattet strækningen ned til Hage (incl.); sml. ligeledes Ísl. Þjóðs. I, 30: Ásólfsstaðir i Tjorsådal.
  218. I følge vedkommende sognebeskrivelse har Odde (R.) “skógar itak” i Burfellshals, der dog nu længe ikke har været benyttet; og i følge sagn skal alle højder i Tjorsådal tidligere have været skovgroede.
  219. Noget oven for Hage (ɔ: højere oppe ved Tjorså) ligger vejen som en smal hulvej mellem fjældstrøget til venstre og en stejl til dels grønklædt klippepynt i åbrinken; denne klippepynt bærer navnet Gaukshövde (Gankshöfði). Lidt neden for fandtes for en del år siden menneskeknogler og endnu tidligere en spydsod. Man gætter på, at Gaukshövde bærer navn efter Gauk Trandilssön, der skulde være dræbt her. Allerede hos Arne Magnussön findes en lignende tanke; han bemærker på det samme løse blad, der indeholder hans optegnelser om Tjorsådal: I mellem Hage og Asolvsstad hedder (ɔ: er stedsnavnet) Gaukshövde; der fortælles, at en Gauk er bleven dræbt her. Det kunde måske være Gauk i Stöng, som der tales om i Ldn.
  220. Ordet er det samme som det danske ævred, der dog nu næppe længer forstås; i reglen— dog ikke på alle steder —vil det kunne gengives ved “fjældalminding”.
  221. indlagt i Ytre-Hrepp.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.