Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 3.Sang

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Bjovulvs-Drapen

Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Tredie Sang
Danskernes Sovesyge og Grændel Trolds Ustyr

Natten ruged fæl og mørk

Over Høielofte,

Grændel lusked fra sin Ørk

Over Mark og Toste,

Listed sig til Hallen hen,

Snu det at forfare,

Om for Skade Dannemænd

Tog sig vel ivare,

Fandt saa i det høie Huus

Danmarks Adelsskare

Drømmende i Ruus og Duus

Fred og ingen Fare.

Graadig Trolden var og grum,

Tiden ei han spildte:

Kæmper ti Gang tre i Slum

Han ved Livet skilte;

Med saa vel forrettet Sag

Skoggrende den Fule

Foer med Byttet paa sin Bag

Til sin Røverkule.

 

Natten svandt, og klar opgik

Sol i Østerlide,

Syn for Sagn om Grændel fik

Folket da med Kvide.

Morgengraad for Aftensang

Fyldte Hjorte-Borgen,

Sukkende i Danevang

Drotten sad med Sorgen;

I det danske Adelsblod

Spor man saae af Troldefod,

Det gik ham til Hjerte.

 

Saa begyndt ved Midjenat

Var en Landeplage,

Thi det Brede, saae man brat,

Var, endnu tilbage;

Gik en Nat og rolig hen,

Skam dog fik ei Færre,

Thi naar Grændel kom igien,

Gjorde Ondt han værre;

Myrde, naar han saae sit Snit,

Var Hans gamle Vane,

Aldrig angred han et Skridt

Paa sin Nidingsbane.

Kongen paa sin egen Borg

Saae sit Liv i Vove,

Maatte rømme den med Sorg,

For i Ro at sove.

Vel en Kæmpe bold i Hu

Sled sig fra den Stærke,

Men var dog til Alles Gru

Brændt med Troldemærke:

Gløded, hvor han gik og stod,

Fandt ei for sin Brynde Bod;

Da blev Hrodgar bange.

Saa den Trold fuld leed og grum

Fik i Hallen Raaderum

Ene, trods de Mange,

Helmed ei, før Kongens Gaard

Øde stod paa Tofte,

Fjerned i en Tylvt af Aar

Fryd fra Høielofte,

Gjorde saa i Danevang

Drotten Sorg og Kvide,

At deraf gik Ord i Sang

Trindt om Land saa vide.

 

Grændel han ypped med Hrodgar en Kiv,

Han rased med List og med Lue:

Mangen god Kæmpe da misted sit Liv,

Og Dannemænd maatte vel grue.

 

Dannemænd svor han et dødeligt Had,

Ei nytted om Liv det at thinge:

Trolden forgæves om Naade man bad,

Han vraged de vægtigste Ringe.

 

Heller ei fandtes af Raadmænd her Een,

Som fyndig sig kunde forfægte:

Trolden af Kæmper tog Arme og Been

Og bøded det ei med en Hegte.

 

Sort saae det ud da for Store og Smaae,

Hvad ligned vel Dannemænds Vaande!

Stene som Klipper paa Hjerterne laae,

Og gispende drog man kun Aande.

 

Sort saae det ud, hvor sig Trolden befandt,

Paa Mørket man der kunde tage;

Hyllet i Taage han kom og han svandt,

Hans Spor kunde Ingen opdage.

 

Hvad man ei tænkte, dog siden man saae,

Der kiendte blev Røverens Gange:

Mægtig den Ene var til at begaae,

Hvad nok var for Nidinger mange.

 

Grændel var Herre paa Skjoldunge-Slot

Fra Skumring til gryende Morgen;

Udelukt sukkede Dannemarks Drot:

„Min Brøde dog mig er forborgen!”

Kloge Folk fuld ofte bød

Kongen, syg i Sinde,

Gode Raad for Landets Nød

Vittig at paafinde;

Meget da blev overlagt,

Kun til liden Baade,

Skiøndt man tyed af al Magt

Til Afgudens Naade,

Bad med Offring og med Sang

Ham om bedre Dage,

Bad ham frelse Danevang

Fra fin Landeplage.

Ak! i Hedenskabets Tid

Vidste man ei bedre,

Slog til Himlens Gud ei Lid,

Kunde ham ei hædre,

Troed kun paa Løgn og Tant,

Ei paa Ham, der ene

Raader selv og dømmer sandt,

Ære kan forlene.

 

Vee den Mand, som haabløs døer,

Som, naar Øiet lukkes,

Did nedstyrter hovedør,

Hvor ei Ilden slukkes!

 

Vel den Mand, som, trods sin Død,

Skal til Himlen ile,

Finde der i Faderskiød

Evig Fryd og Hvile!