Forskjell mellom versjoner av «Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 3.Sang»
Hopp til navigering
Hopp til søk
Bjovulvs-Drapen
Danskernes Sovesyge og Grændel Trolds Ustyr
| Linje 156: | Linje 156: | ||
[[Kategori:Alfabetisk indeks]] | [[Kategori:Alfabetisk indeks]] | ||
[[Kategori:Tekster på dansk]] | [[Kategori:Tekster på dansk]] | ||
| + | [[Kategori:Angelsaksiske kilder]] | ||
[[Kategori:Dróttkvæði og Rímur]] | [[Kategori:Dróttkvæði og Rímur]] | ||
[[Kategori:N. F. S. Grundtvig]] | [[Kategori:N. F. S. Grundtvig]] | ||
Nåværende revisjon fra 16. apr. 2019 kl. 15:50
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► | ||||||
Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig
Danskernes Sovesyge og Grændel Trolds Ustyr
- Natten ruged fæl og mørk
- Over Høielofte,
- Grændel lusked fra sin Ørk
- Over Mark og Toste,
- Listed sig til Hallen hen,
- Snu det at forfare,
- Om for Skade Dannemænd
- Tog sig vel ivare,
- Fandt saa i det høie Huus
- Danmarks Adelsskare
- Drømmende i Ruus og Duus
- Fred og ingen Fare.
- Graadig Trolden var og grum,
- Tiden ei han spildte:
- Kæmper ti Gang tre i Slum
- Han ved Livet skilte;
- Med saa vel forrettet Sag
- Skoggrende den Fule
- Foer med Byttet paa sin Bag
- Til sin Røverkule.
- Natten svandt, og klar opgik
- Sol i Østerlide,
- Syn for Sagn om Grændel fik
- Folket da med Kvide.
- Morgengraad for Aftensang
- Fyldte Hjorte-Borgen,
- Sukkende i Danevang
- Drotten sad med Sorgen;
- I det danske Adelsblod
- Spor man saae af Troldefod,
- Det gik ham til Hjerte.
- Saa begyndt ved Midjenat
- Var en Landeplage,
- Thi det Brede, saae man brat,
- Var, endnu tilbage;
- Gik en Nat og rolig hen,
- Skam dog fik ei Færre,
- Thi naar Grændel kom igien,
- Gjorde Ondt han værre;
- Myrde, naar han saae sit Snit,
- Var Hans gamle Vane,
- Aldrig angred han et Skridt
- Paa sin Nidingsbane.
- Kongen paa sin egen Borg
- Saae sit Liv i Vove,
- Maatte rømme den med Sorg,
- For i Ro at sove.
- Vel en Kæmpe bold i Hu
- Sled sig fra den Stærke,
- Men var dog til Alles Gru
- Brændt med Troldemærke:
- Gløded, hvor han gik og stod,
- Fandt ei for sin Brynde Bod;
- Da blev Hrodgar bange.
- Saa den Trold fuld leed og grum
- Fik i Hallen Raaderum
- Ene, trods de Mange,
- Helmed ei, før Kongens Gaard
- Øde stod paa Tofte,
- Fjerned i en Tylvt af Aar
- Fryd fra Høielofte,
- Gjorde saa i Danevang
- Drotten Sorg og Kvide,
- At deraf gik Ord i Sang
- Trindt om Land saa vide.
- Grændel han ypped med Hrodgar en Kiv,
- Han rased med List og med Lue:
- Mangen god Kæmpe da misted sit Liv,
- Og Dannemænd maatte vel grue.
- Dannemænd svor han et dødeligt Had,
- Ei nytted om Liv det at thinge:
- Trolden forgæves om Naade man bad,
- Han vraged de vægtigste Ringe.
- Heller ei fandtes af Raadmænd her Een,
- Som fyndig sig kunde forfægte:
- Trolden af Kæmper tog Arme og Been
- Og bøded det ei med en Hegte.
- Sort saae det ud da for Store og Smaae,
- Hvad ligned vel Dannemænds Vaande!
- Stene som Klipper paa Hjerterne laae,
- Og gispende drog man kun Aande.
- Sort saae det ud, hvor sig Trolden befandt,
- Paa Mørket man der kunde tage;
- Hyllet i Taage han kom og han svandt,
- Hans Spor kunde Ingen opdage.
- Hvad man ei tænkte, dog siden man saae,
- Der kiendte blev Røverens Gange:
- Mægtig den Ene var til at begaae,
- Hvad nok var for Nidinger mange.
- Grændel var Herre paa Skjoldunge-Slot
- Fra Skumring til gryende Morgen;
- Udelukt sukkede Dannemarks Drot:
- „Min Brøde dog mig er forborgen!”
- Kloge Folk fuld ofte bød
- Kongen, syg i Sinde,
- Gode Raad for Landets Nød
- Vittig at paafinde;
- Meget da blev overlagt,
- Kun til liden Baade,
- Skiøndt man tyed af al Magt
- Til Afgudens Naade,
- Bad med Offring og med Sang
- Ham om bedre Dage,
- Bad ham frelse Danevang
- Fra fin Landeplage.
- Ak! i Hedenskabets Tid
- Vidste man ei bedre,
- Slog til Himlens Gud ei Lid,
- Kunde ham ei hædre,
- Troed kun paa Løgn og Tant,
- Ei paa Ham, der ene
- Raader selv og dømmer sandt,
- Ære kan forlene.
- Vee den Mand, som haabløs døer,
- Som, naar Øiet lukkes,
- Did nedstyrter hovedør,
- Hvor ei Ilden slukkes!
- Vel den Mand, som, trods sin Død,
- Skal til Himlen ile,
- Finde der i Faderskiød
- Evig Fryd og Hvile!