Krákumál (B. C. Sandvig)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Skjaldekvad

Danske Sange af det ældste Tidsrum,
indeholdende blant andet nogle Danske og Norske Kongers Bedrifter

Oversat af
Bertel Christian Sandvig
København, 1779

Krákumál
Udgivet under titlen
Biarkemaal, siunget af Kong Regner Lothbrog

Vi hugged’ med Sværde
Ei for ret længe siden,
Da vi til Gautland ginge,
Jordgrav’ren at myrde.
Da erholdt jeg Thora.
Siden kaldte mig Hofmænd,
Da Lyngkryb’ren dræbtes,
Lothbrog for den Gierning.
Med blanken Staal jeg dræbte
Den bugted’ Jordkryber.

Vi hugged’ med Sværde.
Meget ung var jeg, da vi skaffed’
Østen i Øre’Sundet
Saarstrøm graadig’ Ulve.
De guulbened’ Fugle
Vi skaffed’, der hvor haarde
Sværd siunge ved de høie
Hielme, meqen Føde.
Eet Saar var hele Havet;
I Blod svømmed’ Ravnen.

Vi hugged’ med Sværde,
Høit bar’ vi da Spyde,
Tyve Aar vi talte,
Roes indlagde altid.
Vi slog’ otte Jarle,
Østen ud for Dinuminne.
Ørne fik da tilstrækk’lig
Giestning i den Trefning.
Saarsveed faldt i Havet,
Hæren misted’ Livet.

Vi hugged’ med Sværde,
Hedins Koner kom til os,
Da vi Helfinger sendte
Til Asernes Sale.
Vi lagde op i Ifa,
Odden kunde da bide,
Saar var hver en Bølge,
Af Blod rødmed Jorden.
Staalbrand hvined’ paa Brynier,
Saarsilden kløved’ Skiolde.

Vi hugged’ med Sværde,
Da saae jeg ingen flygte,
Før paa Roerbænkes Heste
Heraudur faldt i Striden.
Ei kløver efter hannem
Bedre Jarl med lange
Skibe Søefugls Marker
Lige ind til Havnen.
Saa bar den Sikling stedse
Til Strid tappert Hierte.

Vi hugged’ med Sverde,
Kasted’ vore Skiolde,
Da Aadselrøveren rendte
Mod Stridsmænds høie Bryster.
Da beed paa Maage-Skier’ne
Dybtsaarend’ Sværd i Striden.
Blodsprengt blev Skioldets Maane
Før end Kong Ravn nedfældtes.
Da af Mande-Isser
Flød hede Sveed paa Brynien.

Vi hugged’ med Sverde.
Da for Junduris Øer
Kunde Ravnen bekomme
Føde nok at slide.
Da fik Fala’s Heste
Spise nok paa eengang;
(Ondt om een at tale).
Medcns Solen opstod
Strengskudte Pile fløie,
Fra Buen stødtes Jernet.

Vi hugged’ med Sverde,
Høit tudede Kaarder
Førend paa Ullaraker
Eystein maatte falde.
Vi gik med de Dødes
Guld pryded’ til Striden.
Liiglyset skar Skioldes
Marker i Hielme-Møde.
Nakkens Most udaf Saaret
Flød af kløv’de Hierne.

Vi hugged’ med Sverde,
Holdte Skiolde i Blodet,
Da vi Saarboret salved’
Hen ved Borgundar-Holmen.
Spydskye kløved’ Skiolde,
Af Buerne fløi Jernet.
Volnir faldt i Slaget,
Den tapperste blant Konger.
Liig laae langs ved Stranden.
Ved Rovet glæddes Ulve.

Vi hugged’ med Sverde,
Striden tog til i Styrke,
Førend Kong Freyr dræbtes
I Fleminge-Landet.
Den blaae blodbestænkte
Haarde Saargraver naaede
Hognas gyldne Kiortel
Fordum — Møer begræd’de
Den haarde Morgen Slagtning;
Spise nok fik Ulven.

Vi hugged’ med Sverde,
Utallige nedlagdes
Paa Eirefers Skier;
Der Englanæs ligger.
Vi seiled’ til Krigen,
Sex Dage før Hæren dræbtes,
Vi holdt Odde-Messe,
Før Solen var opstaaet.
Da maatte for vor Kaarde
Valthiofr i Striden falde.

Vi hugged’ med Sverde,
Blodet randt af Kaarden
Ned i Barda-Fiorden;
Liig blev der nok til Høgen.
Høit lød Buen, hvor Odde
Bede dybt i Brynien;
Svolnis Hatte klingde
I Skede-Luens Trætte.
Piil ædderhvas til Saaret
Fløi, med Blodsveed bestænket.

Vi hugged’ med Sverde,
Holdt’ fortrylled’ Skiolde
Høit i Hillda’s Leege,
Ved Hiadninga-Viigen.
Mænd kunde man skue,
Hvis Sverd kløved’ Skiolde.
I Aadselsilds Bragen
Opsledes Mænds Hielme.
Det var som smukke Piger
I Seng hos sig at legge.

Vi hugged’ med Sverde,
Haard Storm paakom Skiold’ne.
Liig faldt ned til Jorden
Nord for Humber-Floden.
Det var en Morgen tilig,
Alle maatte flygte
Fra Striden, hvor de hvasse
Sverde beed’ Hielm-Marken.
Det var som unge Enker
I Høisæd’ at kysse.

Vi hugged’ med Sverde.
Herthiofr blev nedlagt,
Den Syndre Øers Hersker,
Seiren kom paa vor Side.
Der i Sverde-Regnen
Raugvalldur misted’ Livet.
Stor Sorg paakom da Høgen.
Thi før i Sverde-Leegen
Vist treffed’ Hielmryst’ren
Med Buebadets Pile.

Vi hugged’ med Sverde,
En laae over den anden,
Stridglade Høg der glæd’des
Ved Hilldas haarde Leege.
Ei giorde Irers Hersker
Paa Fienden Ørn, ei Vildsviin.
Der mødtes Sverd og Skiolde,
Kong Marstan blev givet
I Vedra-Fiorden sultne
Ravne til lækkert Bytte.

Vi hugged’ med Sverde,
Der saae jeg mangen falde
Om Morgenen for Sværdet
I Jern-Odders Trette.
Der og min Søn traf hastig
Skedes Torn ved Hiertet,
Eigill betog der Agnar
Den uforsagte Livet.
Høit lød ved Hambers Skiorte
Spyder: Faner skinned’.

Vi hugged’ med Sverde,
Ordholdne Mænd der hugdes
I smaa Stykker af Sverde
For Endils Søe-Ulve.
Det var den hele Uge
Som Viin as Piger skienk’des.
Røde var’ Egis Asne
Blevne i Vaabenbraget.
Skaaret var ringet Brynie
I Skiolldungers Fegtning.

Vi hugged’ med Sverde,
Haarfager saae jeg mørkne,
Den Møers og Enkers Elsker
En Morgen tilig.
Det var som Viinhorns Nympher
Bad os havde varmet
Udi Ila-Sundet.
Kong Ørn der misted’ Livet,
Blod-Maaner saae jeg briste.
Hærens Liv der endtes.

Vi hugged’ med Sverde,
Sverde-Leeg vi da holdte
Tappert paa Lindiseire,
Med Lofdunger trende.
Faa fik deraf Glæde,
I Ulvegab faldt mange.
Høg sleed der Kiød med Ørnen,
Mætte bortfløi’ de begge.
Irers Blod i Havet
Regnede i Slaget.

Vi hugged’ med Sverde,
Høie Sverd beed’ Skiold’ne,
Da de guldfarved’ Spyde
Hillda’s Bark omgnav’de.
Paa Onlugs Øe det synes
Aarhundreder igiennem.
Thi der til Sverdeleegen
Lofdungerne fremginge.
Blodrødt var om Aaens Slette
Af Saars vinged’ Drage.

Vi hugged’ med Sverde,
Hvad vissere end Døden?
Skiønt Mand i Odde-Haglen
I første Led er stillet.
Den Livet tit begræder
Som ei ondt har lidet.
Ondt er den frygtbetagne
Ørn til Strid at vække.
Den Frygtsomme ei kommer
Sit Hierte til Nytte.

Vi hugged’med Sverde,
Den Lov jeg kalder billig,
At i Sverdeblanding
Staaer en mod den anden.
Ei vige Mand for Fienden!
Det er den tappres Adel.
Altid bør Møers Elsker
Staae tapper i Sverd-Larmen.

(Her fattes to Linier i Originalen.)

Vi hugged’ med Sverde.
Mig synes i Sandhed
At vi følge Skiebnen;
Faa undgaae Nornens Love.
Jeg ei tiltænkte Ella
Over min Død at raade;
Da halvdød jeg Blodet skiulte,
Og stødte Skib’ i Havet.
Da skaffed’ vi de vilde
Dyr Mad i Skotlands Fiorde.

Vi hugged’ med Sverde.
Det glæder mig altid
At Baldurs Faders Bænke
Til Giestebud er’ pryded’.
Snart vi Øl ssal drikke
Udaf Hierne-Skaller.
Ei sukker Mand ved Døden
I prægtig Fiolnis Huse.
Ei kommer jeg med onde
Ord til Vidris Sale.

Vi hugged’ med Sverde.
Gid Aslaugs Børn alle
Med hvasse Sverd her maatte
Bitter Krig opvække.
Vidste de tilvisse
Om der’s Faders Ufærd.
Og hvor mange Ædder-
Fyldte Slanger mig slide.
Jeg Moder fik til mine
Børn, tapper som deres Hierte.

Vi hugged’ med Sverde.
Der lider nu mod Døden.
Haard er min Nød af Øglen,
Hiertet bebygger Snogen.
Jeg haaber dog at mine
Sønner Vidris Stave
I Ellas Blod skal farve,
Blaae var de før, nu røde.
Ei skal de raske Kiemper
Roligt Sæde giøre.

Vi hugged’ med Sverde.
Eet og halvtredsindstyve
Slag Under mine Faner
Kan jeg i alt optælle.
Mindst tænkte jeg større
Konge end mig at finde.
Jeg lærte i min Ungdom
Sværdet rødt at farve.
Os Aserne indbyde.
Døden bør ei begrædes.

Vi skynde os til Slutning.
Mig Dyser hiembyde,
Som fra Herians Sale
Er’ mig sendte af Odin.
Glad skal jeg Øl med Aser
I Høisædet drikke.
Min Livstid er forløbet,
Nu skal jeg døe med Latter!