Solkvad (Sólarljóþ)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

oversatt av
G. A. Gjessing

Kristiania
1899

Solkvad
(Sólarljóþ)

1.
Ved jeg det ordkast
verst og saarest,
tale frem trengt
af tungest nød,
da haard i hug
til hevn Gudrun
sønner egged
med saare ord:

2.
«Hvi sidder I,
sover hen livet,
skammer Jer ei
skjemt at yppe?
der Jormonrek
eders søster
saa ung af aar
paa alfarvei
slengte for heste,
sorte og hvide,
graa, gangvante
Gote-foler!

3.
Gaves ei Eder
Gunnar at ligne,
hug I ei heller
som Hogne fik;
hevn for hende.
hente I vilde,
havde I mod som
mine brødre
og haarden hug
som Hun-konger.»

4.
Kvad da Hamde
hin hugdjerve:
«Hognes daad du
høit ei priste,
da de Sigurd
af søvn opjog;
blev dit bolster
det blaahvide
i mands blod rødt,
i mordbad vædt.

5.
Blev for bolde
brødre hevnen
slem og saar dig,
der du sønner vóg;
havde med dem vi
hevnet vor søster
med enig hug
paa Jormonrek.

6.
Henter nu frem
Hunkongers vaaben!
har du os hidset
til hærsverds thing.»

7.
Glad da Gudrun
gik til bure,
kaared af kister
kongers hjelme,
side brynjer,
sønner dem gav;
freidig de svang sig
paa folers ryg.

8. Kvad da Hamde
hin hugdjerve:
«Saa kun møder
moder igjen
geirhelt segnet
hos Goters folk,
at for os alle
du arvøl gjør,
for Svanhild selv
og sønner dine.»

9.
Grædende Gudrun,
Gjuke's datter,
gik at sidde
i sorg paa tun,
af mund mæle
saa mangelund
tungsinds tale,
taarevædet:

10.
«Ilde jeg tre saa,
arner jeg tre saa,
husbonder tre
jeg til hus blev ført;
ene var Sigurd
mig allerbedst,
ham, de brødre
bane voldte.

11.
For svare saar
saa jeg bod ei,
vidste den brødre
ei bringe mig;
mér de tyktes
da mig ædlinger
til Atle gav.

12.
Kaldte til lønord
jeg kjække smaa
kunde for brøst jeg
bod ei vinde
før børns hoved
fra hals jeg skar.

13.
Gik til strand jeg
gram mod norner,
strid deres storm
stemme jeg vilde;
bar mig — ei slugte
bølger høie;
leve jeg maatte,
paa land jeg steg.

14.
Gik jeg til brudbenk
— bedst mig det tyktes —
den tredje gang
med thjodkonge;
afkom fik jeg,
arvtagere,
arvtagere,
Jónakr's sønner.

15.
Men om Svanhild
sad de terner,
af mine børn
mest hun mig kjær var;
saa var Svanhild
i salen min
som den sæle
solens straale.

16.
Gav hende guld jeg
og gyldenskrud,
gifted saa hende
til Goters folk ;
det er mig haardest
af harm min al —
Svanhilds lyse
lokkefylde,
i grus nedtraadt
for gangerhov.

17.
Saarest hin sorg,
da Sigurd min
for seir svegen
i seng de vóg;
grummest dog hin,
da til Gunnars liv
blanke orme
sig bored dybt;

hvassest dog hin,
da til hjertet ind
djerve konge,
karsk end, de skar.
Mindes jeg ondt nok,
mindes jeg sorg nok!

18.
Bidsle du, Sigurd!
din sorte hingst,
raske fole
lad rende hid!
sidder ei datter
ei sønneviv.
som kan Gudrun
gaver skjenke.

19.
Mind dig, Sigurd!
hvad mælte vi,
da vi begge
paa bolster sad:
at mig monne
mandig du gjeste,
gjenferd, fra Hel,
jeg fra heimen dig.

20.
Op legg, jarler!
egebaalet,
bygg under helt
som høist det op!
brende den brand
bryst saa véfyldt,
smelte sorger
om saart hjerte.

21.
For hver en karl
kaar vil lettes,
hver en kvinde
kval des mindre,
der det sorgkvad
sunget vorder.

1.
Rigdom og liv
raned fra folk
han den grumme gast;
ad den vei,
han vogted paa,
ingen fik frelst naa frem.

2.
Ensom sad han
allertiest,
bød aldrig mand til mad,
til mat en gjest
og magtesløs
vandrende kom fra vei.

3.
Tørst han tyktes,
den trætte mand,
og saart at savne mad;
lod, som med angst
han léd paa den,
som før var fuld af ondt.

4.
Mødige mand
han gav mad og drik,
alt af saa ærlig hug;
glemte han gud ei
og godt ham hjalp,
mente sig udaads-mand.

5.
Op hin stod,
ondt han tenkte,
taget var ei med tak;
svulmed hans synd,
han i søvn ham vóg,
hvor varsom og klog han var.

6.
Himles gud
bad han hjelpe sig,
saaret af søvne vakt;
men hin paa sig
fik synd tage,
som ham sagløs sveg.

7.
Hellige engle
kom af himlen ned
og tog til sig hans sjæl;
i skyldfrit liv
den leve skal
evig hos almagts gud.

_______

8.
Rigdom og helse
raader ei mand for,
om godt det end ham gaar;
mangen rammer,
hvad mindst han tror,
sag jevner ingen selv.

9.
Ei de tenkte,
Unnar og Sævalde,
held kunde svigte snart;
bare de blev,
blottet for alt,
tog vei som varg til skogs.

_______

10.
Vellysts velde
vé voldte mangen,
tidt staar af kvinder kval;
til mén de blev,
skjønt mægtig gud
skabte dem uden skyld.

11.
Samtykte var
Svaavad og Skartheden,
én ei fra anden vég,
til dem afsind greb
for én kvinde:
hun var til synd dem sat.

12.
Intet de ændsed
for yndig mø,
ei leg, ei lysen dag;
anden ting
de tenkte ei paa
end paa det væne viv.

13.
Dryge faldt dem
dunkle nætter,
fandt de ei søvnen sød;
men af den harm
flød had sammen
mellem varme venner.

14.
Uhørte ting
som tiest vorder
gjengjeldte gruelig;
paa holm de gik
for hugprud mø,
og begge bane fandt.

15.
Ingen til hovmod
hen skulde gi sig,
det har for sand jeg set;
thi de fleste,
som følger det,
vender sig vekk fra gud.

16.
Veldige var de,
Vébode og Raadny,
tenkte kun eget tarv;
nu de sidder
og saar vender
mod ilde vexelvis.

17.
Trode paa sig de
og tyktes staa
over alt det folk;
syntes dog
saa deres kaar
ei for almægtig gud.

18.
Metted sin lyst de
saa mangelund
og saa sin glede i guld;
nu de har gjengjeld,
der gaa de faar
mellem flamme og frost.

_______

19.
Aldrig du dine
uvenner tro,
taler de fagert dig til;
godt kun lov dem,
godt er af andens
skade at tage skræk.

20.
Saa det ham gik,
Sorle den brave,
han gav sig i Vígolvs vold;
broders bane
blindt han trode,
men hin ham snedig sveg.

21.
Fred han dem gav
af fuldt hjerte,
loved de guld igjen;
syntes forsonte,
mens de sammen drak,
men dog kom fals der frem.

22.
Og efterpaa,
den anden dag,
da de red til Rygjardal,
saared med sverd de
ham sagløs end
og lod hans liv forspildt.

23.
Hans lig de drog
paa lønlig sti,
lemmed det bort i brønd;
gjemme de vilde,
men gud det saa
hellig fra himlen af.

_______

24.
Hans sjæl da bød
hin sande gud
at fare til sin fred;
de tvedragts-mænd
tenker sent jeg
kaldte fra kvaler bort.

25.
Gode diser,
guds engle, bed
være dig hulde i hug;
uge derefter
alt vil dig gaa
efter dit ønskes haab.

26.
De vredes verk,
du voldet har,
dekke du ei med ondt;
grædende gled
med gave huld;
sagt er det sjæl til gavn.

27.
Om gave god
til gud du raab,
som skabte mand og mø;
haardt til grunde
ganger hver mand,
som dveler at gaa til gud.

28.
Hjelper at bede
ret hjertelig
om det, du savner saart;
den af alt gaar glip,
som om intet be'r,
faa sandser tauses trang.

29.
Silde jeg kom,
snart end kaldet,
til min dommers dør;
did jeg stunder,
det blev mig lovet:
bedende faar nok brød.

30.
Synder det volder,
med sorg vi gaar
heden af jammers hjem;
ingen ængstes,
som ondt ei gjør;
godt er lydeløst liv.

31.
Ulvene lige
alle de tykkes,
som bær' paa svigfuldt sind;
saa gaar det den,
som gange skal
de stier strødd' med glø'r.

32.
Venneraad jeg,
viselig tenkte,
lærer dig sammen syv;
mind du dig dem,
mist dem aldrig,
nyttigt er hvert at nemme.

_______

33.
Har jeg at sige,
hvor sæl jeg var
i livets lykkehjem,
og saa der næst.
hvor nødig mænd
paa ligstraa vorder lagt.

34.
Lyst og hovmod
lokker døgnbørn,
som gridske er paa gods;
lyse skatte
gav langen sorg,
gjekket har mangen guld.

35.
Glad ved saa mangt
jeg mænd tyktes,
færrest jog forud saa;
herbergs-hjemmet
har herren skabt
vide af vellyst fuldt.

36.
Lud jeg sad,
lenge jeg svandt hen,
leve mig lysted saart;
men den styred,
som sterkest var;
frem ligger feig mands vei.

37.
Blev Hels reb
saa haardelig
snoet om siden mig;
slide jeg søgte,
seige var de;
let er det løs at gaa.

38.
Ene jeg vidste,
at allesteds
sorg mig svulmed op;
de Hels møer
mig hug-rædde
kaldte til sig hver kveld.

39.
Sol jeg saa,
sande dagstjerne,
staa i stormdøns hjem ;
men Hel-grinden
paa hin side
hørte jeg hvine haardt.

40.
Sol jeg saa
slagen med blod,
sterkt med mit liv det led;
mægtig den tyktes
paa mangen vis,
fra hvad før den var.

41.
Sol jeg saa,
saa det mig tyktes,
som saa jeg sæle gud;
sank paa knæ jeg
den sidste gang
for den i dette liv.

42.
Sol jeg saa,
saa den straaled,
som svandt mig al min sands;
men dybets strømme
døned paa hin kant
blandede sterkt med blod.

43.
Sol jeg saa,
svimled mit blik,
rædd og med sorg i sind;
thi hjertet mit
helt haardelig
var som sønder slidt.

44.
Sol jeg saa
sjelden mer mørk,
sterkt med mit liv det led;
tungen min var
træ at kalde,
og kold var al min krop.

45.
Sol jeg saa
siden aldrig
efter den dryge dag;
fjeldvand sammen
for mig luktes,
svandt jeg fra kvaler kaldt.

46.
Haabs stjerne fór,
da født jeg var,
mig fra brystet bort;
op fór den høit,
aldrig den daled,
saa hvil den finde fik.

47.
Lengre end alle
var den ene nat,
da jeg laa stiv paa straa;
merked en da,
hvad mælt har gud,
at mand er muldens søn.

48.
Veie og vide
venhulde gud,
himlens og jordens herre:
hvor venløse
vanke maa mange,
end da de frænder fik.

49.
Gjengjeld faar hver
for gjerning sin,
sæl, den det gode gjør;
rigdom ranet
redet var mig
sandopkastet seng.

50.
Legems lyst
tidt lokker mænd,
fleste den fik for stor;
badets vand
bød mig imod
allermest af alt.

51.
Paa norners stol
ni dage sad jeg,
saa jeg paa hest blev sat;
gygrens sol
grufuldt lyste
frem af skyhavs skyer.

52.
Var, som ud og ind
alle jeg fór
de seir-verdner syv;
op jeg og ned
søgte udvei bedst,
hvor léd mig lettest laa.

_______

53.
Har jeg at sige,
hvad saa jeg først
kommen i kvalers hjem;
svedne fugle,
sjæle var de,
fløi saa mange som myg.

54.
Fra vest der fløi
forventningsdrager,
slog ned paa Glævalds grund ;
slog de med vinger,
vide mig tyktes
revne himmel og hei.

55.
Solhjort saa jeg
fra syd fare,
tøiled den sammen to;
dens fødder stod
paa fasten jord,
de horn til himlen tog.

56.
Fra nord der red
nære frænder,
og var de sammen syv;
af horn fulde
drak de herlig mjød
fra Baugregen's brønd.

57.
Vind tied,
vande stiltes,
hørte jeg grufuldt gny;
sine mænd der
sledske kvinder
malte muld til mad.

58.
Blodige stene
de blege kvinder
drog saa drøvelig;
blodigt hjerte
for bryst dem hang,
trættet af sorgen tung.

59.
Mangen mand
saa med mén jeg gaa
stien strødd' med glø'r;
deres ansigt
alt mig tyktes
klamt af kvinde-blod.

60.
Mange mænd jeg
muldgangne saa,
som fik ei frelsens brød ;
hedning-stjerner
stod dem om hoved
tegn'de med vanhelds tegn.

61.
Mænd saa jeg da,
som mest nærer
nag over næstens kaar;
blodige runer
paa brystet var
merkede dem til mén.

62.
Mænd saa jeg da,
mange trøstløse,
fór de af veie vild;
det vinder den,
som i verden her
fristes sig til fald.

63.
Mænd saa jeg da,
som mangelund
forgreb sig paa næstens gods;
i flok de fór
til Fégjarns borg
og byrder bar af bly.

64.
Mænd saa jeg da,
som mangen havde
rigdom rant og liv;
rendte gjennem
de ransmænds bryst
edder-orm saa grum.

65.
Mænd saa jeg da,
som mindst vilde
holde hellige dag;
var deres hænder
til hede stene
nagl'de til bitter nød.

66.
Mænd saa jeg da,
som af mod saa stort
satte sig selv for høit;
rundt omkring
deres klæder var
svøbte i luer sært.

67.
Mænd saa jeg da,
som mangt et ord
løst om andre løi;
de Hel's ravne
af hoved dem
øinene grumt sled ud.

68.
Al den jammer
du ei faar vidst,
som hel-gangne har;
søde synder
saart faar bødes —
altid paa vellyst vé.

_______

69.
Mænd saa jeg da,
som mangt havde
givet, som gud dem bød;
herlige kjerter
om hoved dem
tindrende tendte stod.

70.
Mænd saa jeg da,
som af medynk stor
trengende yded trøst;
hellige bøger
og himmel-text
over dem engle læste.

71.
Mænd saa jeg da,
som mattet havde
med hunger haardt sit kjød;
knælte guds engle
for alle dem;
det er vel feirest fryd.

72.
Mænd saa jeg da,
som moder sin
mad havde lagt i mund;
deres leier
lindelig var
paa himmel-straaler strakt.

73.
Hellige møer
havde til uskyld
tvættet sjæl for synd
for de mænd,
som mangen dag
piner saart sig selv.

74.
Høie vogne
mod himlen fór,
har de til gud sin gang;
mænd dem styrer,
som myrdet blev
alt foruden skyld.

75.
Høie fader,
herligste søn,
hellige himlens aand!
skil os du,
som skabt os har,
alle fra jammer ud.

_______

76.
Bjugvor og Listvor
for Herde's dør
sidder i «organ’s»-sæde;
staalets flod dem
strømmer af aarer,
ypper det ondt blandt mænd.

77.
Ror Oden's viv
paa jordens skib,
lysten paa kjødets lyst;
sent hendes seil
senkes for dem,
som staar ved stramme reb.

78.
Søn! jeg, din fader,
først dig har tydet,
og de Solkatla's sønner,
det hjortens horn,
som af haug ud bar
den vise Vígdvalen.

79.
Her er runer,
som ristet har
døtre ni af Njord;
Raadveig ældste,
yngste Kreppvor,
og deres søstre syv.

80.
Alleslags ondt
de øvet har,
Svaavr og Svaavrloge;
slog de til blods,
og saar de drak,
alt efter vane ond.

81.
Den sang, som her
jeg har dig lært,
skal du for karske kvede
de Sol-kvad,
som sig vil té
falske i færrest fald.

82.
Her vi skilles,
hisset mødes
paa gudsbørns gledes-dag;
du, drotten min!
giv døde ro,
levende naadens ly.

83.
Visdom dyr dig
i drøm blev kvedet,
men sandhed fik du se;
kom ei til verden
saa klog en mand,
han før hørte Solkvad's sagn.

---

Noter:

Jvf. F. Jónss' Literaturhistorie II. 1 pag. 129 ff. Solarljóþ antages af F. Jónss. forfattet i den sidste del af 12te aarh. eller omkr. 1200 og hører efter sin sene affattelsestid og sit kristelige indhold ikke til de egentlige Edda-kvad.
Af betydning for forstaaelsen af «Solkvad» er den norske folkevise: «Draumkvæe», senest udgivet med anmerkn. af prof. M. Moe for Kristiania-universitetets landsmaalskursus 1899, hvorom prof. Moe er kommet til det resultat: «at Draumkvæe er et ældre digt end «Sólarlióþ» og har indvirket paa dette». (Hj. Falk: Svipdagsmál. Arkiv IX, se f. V 4 pag. 334)

23): «lemmed» ɔ: sønderlemmed (lemme op et slagt).
51): «gygrens sol» ɔ: maanen.
str. 76—80 er rimeligvis indkomne fra et andet digt og neppe til at tyde, som de her staar løsrevne fra sin sammenheng. Finn. Jónss.' udg. II. 133.
81): «karske» — texten: «levende».
83): er senere tildigtet.