Solens Sang (B.C.Sandvig)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Forsøg til en Oversættelse af Sæmunds Edda

Oversat af
Bertel Christian Sandvig
1785

Solens Sang
af Sæmund Præst hin Frode

1. Om Utaknemmelighed.

1. Liv og Rigdom

Røved’ Mennesket

Hin den grumme Kiempe.

Over det Stræde,

Som han vogtede,

Kunde ingen levende komme.

2. Eene gridsk

Aad han ofte,

Aldrig bød han

Andre til Giest med.

Førend træt

Og Kræfter manglend’

Giest gaaende

Af Veien kom.

3. Drik behøved’

Hiin den trætte Mand,

Og hungrig var han.

Med bange Hierte

Lod han som han troede

Ham, som før havde

Svigfuld været.

4. Mad og Drik gav han

Den trætte Mand

Af oprigtigt Hierte.

Gud han lyded’,

Og got ham beviste,

Thi han syntes

Ussel at være.

5. Hiin stod op,

Ondt han tænkte;

Ei var nødtøftige givet.

Hans Synd svulmed,

Sovende myrded’

Han Vert den kloge.

6. Himlens Gud

Bad han hielpe sig,

Da han saaret vaagnede.

Men ved hiin

Syndens Skyld hængde,

Som ham havde

Uskyldig sviget.

7. Hellige Engle komme

Ovenfra Himlen,

Og toge hans Siel til sig.

I reenest’ Levnet

Skal den evig leve

Med Gud den almægtig’.

______________

2. At ingen skal stole paa sin Rigdom.

8. Penge og Helsen

Raader ingen over,

Er han end lykkelig.

Det venter mange,

Som de mindst haabe.

Ingen raader selv for sig.

9. Det troede ikke

Unnarr og Sævaldr,

At de skulde Held tabe.

Nøgne de bleve

Og fattige begge,

Og løbe som Ulve til Skoven.

______________

3. Om Elskov.

10. Mange fortryde

Vellystigt Levnet;

Tit kommer Ulykke af Qvinder.

Besmitted’ blev’ de,

Skiønt den mægtig’ Gud

Dem skabte reene.

11. Forligte bleve

Svafadr og Skart-Hedinn,

Ingen kunde den anden undvære;

Før de blev’ galne

For en Kone,

Hun var dem til Ondt beskikket.

12. Ikke de agted’

For den hvide Møe,

Leeg, ei lyse Dage.

Ingen Ting vilde de

Heller ønske

End den lyse Krop.

13. Sorgfulde bleve

Dem de mørke Nætter,

Ikke kunde de sød Søvn nyde.

Men af den Sorrig

Had opspired’

Mellem Hierte-Venner.

14. I Tvekamp ginge

De for den skiønne Møe,

Og fik der begge Bane.

Onde Exempler

De fleste Stæder

Straffes grummelig.

______________

4. Om Stolthed

15. Stor Stolthed ingen

Skal give sig til.

Det haver jeg sandelig seet;

Thi de fleste,

Som Hovmod følge,

Falde fra sin Gud.

16. Rige bleve

Radny og Vebodi,

Og troede eene Godt at giøre.

Nu de sidde

Og Saar’ne vende

Fra og til mod Ild.

17. Paa sig de troede,

Og tykkedes eene være

Mere end andre;

Men dog gik deres Hue

Anden Vei,

For Gud almægtig’.

18. Vellyst de fulgde

Paa mange Maader,

Og holdt Guld for deres Glæde;

Nu er’ de straffed’,

Da de leve skulle

Mellem Iis og Hede.

______________

5. At man ei bør troe sine Uvenner.

19. Uvenner dine

Troe maae du aldrig,

Skiønt de venligt tale.

Du skal love dem Godt;

Godt er andens Skade

Til Varsel at have.

20. Thi saa gik det

Sørle den Godtroend’,

Da han gav sin Sag i Vigulfs Tykke.

Tryggeligen han troede,

Dog hin med Svig bedrog

Sin Broders Drabsmand.

21. Fred han dem undte

Af ærligt Hierte,

Og de loved’ ham Guld derimod.

Venner lod’ de;

Mens de sammen drukke,

Da kom dog Svigen frem.

22. Men derefter

Paa anden Dagen,

Da de havde til Riardal redet,

Med Sverd de saared’

Ham, som sagløs var,

Og lode hans Liv udfare.

23. Hans Liig de bare

Til hemm’lig Afvei,

Og kasted’ det ned i en Brønd.

Dølge de vilde,

Men Herren det

fra Himlen saae.

24. Hans Siel bød

Den sande Gud

I sin Fryd at være.

Men de Misdæd’re

Troer jeg seent at skulle

Fries ud af Pinen.

______________

6. At man bør bede til Gud, og ei lægge Synd til Synd.

25. Dyser af Guds Bud

Bed du dig at

Være hulde af Hiertet.

Ugen efter

Efter Villien din,

Alt efter Ønske gaaer.

26. Vredeværk, som

Du haver giort,

Stryg da ei Ondskab over.

Synd forbedre

Skal du med gode Gierninger,

Det hielper Sielen.

27. Til Gud skal du bede

Om gode Sager;

Thi Mennesket skabt han haver.

Meget meer kan

End hver Mand,

Alle Menneskers Fader.

28. Du skal bede,

Og det ivrigen,

Om hvad dig synes at fattes.

Alting fattes

Den som ikke beder.

Faae betænke tiendes Tarv.

29. Silde jeg kom,

Tilig jeg kaldedes,

Til høiest’ Domstoel;

Derhen jeg agter mig,

Som mig loved var.

Den faaer Mad, som kræver.

______________

7. Om Frygt for Døden.

30. Synder det volde

At med Sorg vi fare

Havets Verden fra.

Ingen frygted’

Om han ei Ondt giorde;

Godt er for meenløse Siele.

______________

8. Om Vankelmodighed og Gierrighed.

31. Ulve ligne,

Synes mig, alle de,

Som vankelmodig’ er’:

Saa de ere

Som de, der skal gaae

Paa glødbestrøede Veie.

32. Venlige Raad

Og dertil kloge

Lærer jeg dig syv tillige:

Husk dem ret vel,

Og glem dem aldrig;

Nyttige er’ de at lære.

33. Derom vil jeg tale,

Hvor salig jeg

I Havets Verden var;

Og for det andet

Hvor nødig alle

Ville blive til Liig.

34. Sorg og Stolthed

Svige Folkesønner,

Som hige efter Rigdom.

Blanke Penge

Blive til lang Bekymring.

Mange har Guld daaret.

35. Glad i meget

Syntes Folk mig at være.

Kun lidt vidste jeg forud.

Stoltheds Jord har

Herren skabet,

Meget vellystfuld.

______________

9. Om Døden.

36. Kroget sad jeg længe

Og skiulte mig.

Da ønsked’ jeg gierne at leve.

Da raadte den,

Som mægtig var.

Lette er’ feig Mands Veie.

37. Helveds Reeb

Komme haardelig

Om min Side snoed’.

Slide dem vilde jeg,

Men seie var’ de.

Let er løs at fare.

38. Eene veed jeg

Hvorledes alle

Smerter svulmed’ mig.

Helveds Møer,

Som mig skrækk’de, bøde

Mig hiem til sig hver Aften.

39. Soel jeg saae,

Den sande Dagstierne,

Dryppe Lyd-Verden i,

Men Hels Dørre

Hørde jeg andensteds

Larme græsselig.

40. Soel jeg saae,

Omsat med Blod-Stave;

Da vilde jeg af Verden gaae.

Mægtig den syntes

Paa mange Maader,

Fremfor den forhen var.

41. Soel jeg saae,

Den mig syntes

Som jeg saae mægtig Gud;

For den jeg bøied’

I denne Verden

Mig sidste Gang.

42. Soel jeg saae,

Den saa straalede,

At jeg tykk’des intet vide.

Men stride Strømme

Bruste andensteds,

Blandede med Blod.

43. Soel jeg saae

Paa Søen skielvende,

Rædselfuld bøiet;

Da mit Hierte var

Inderligen

Smeltet hen af Smerte.

44. Soel jeg saae,

Sielden bangere,

Ret var jeg da af Verden kied.

Min Tunge var

Til Træ bleven

Og iiskold allevegne.

45. Soel jeg saae,

Siden ret aldrig,

Efter den mørke Dag.

Fordi Fieldevand lukk’des

For mig sammen.

Jeg forsvandt, kaldet fra Piinsler.

46. Haabets Stierne fløi,

Da jeg blev født,

Fra mit Hierte bort.

Høit op den fløi,

Og ei sig satte

At den kunde faa Hvile.

47. Allerlængst mig

Var den eene Nat,

Da jeg laae stiv paa Straa.

Det vidner

Hvad Gud sagde:

At Mand er Muldens Frende.

48. Tænke det og kiende

Hin store Gud,

Som skabte Jord og Himmel,

Hvor herfra glædeløse

Mange fare,

Og fra Venner skilles!

49. Løn for Arbejd’

Faar Menneske hvert.

Salig den, som _____ gjorde!

Fra min Rigdom

Bestemt mig var

I Sandet sidste Seng.

50. Legemets Hunger,

Som man taaler tit,

Den har mange sviget.

Vie-Vand

Mig modbyd’ligst var

I hele Verden.

51. Paa Norners Sæde sad jeg

I ni Dage.

Siden blev jeg paa Hest løfted.

Gygiers Sole

Skinned’ græsselig

Giennem splitted’ Skyer.

52. Uden og inden

Syntes jeg giennemreise

Seirverd’ner ni.

Op og ned

Søgte jeg om bedre Veie,

Hvor mig vare glatteste Stier.

53. Derom vil jeg tale

Hvad jeg først øined’,

Da jeg var i Qval-Verden kommet.

Svedne Fugle,

Som Siele vare,

Fløie saamange som Myg.

54. I Vest saae jeg flyve

Haabets Drage,

Den faldt paa Glævallds Gade.

Dens Vinger rasled’,

At mig tykk’des sønder

Springe Jord og Himmel.

55. Solens Hiort saae jeg

Fra Sønden komme.

Ham leded’ to tillige.

Paa Jorden stode

Fødder hans,

Hans Horn rækked’ til Himlen.

56. For Nord saae jeg ride

Nidas Sønner,

De vare syv sammen.

Horn de drukke

Fulde af den reene Miød

Af Baugreiris Kilde.

______________

10. Om Helvede.

57. Vinden taug da,

Vandet standsede;

Da hørde jeg græsselig Larm.

Jeg saae bistre

Koner at male

Muld til Mændenes Føde.

58. Blodige Stene,

Som hine sorte Koner

Droge sørgende;

Blodigt Hierte,

Hængde dem uden paa Brystet,

Træt af stor Bekymring.

59. Mange Mænd saae jeg

Saared’ reise

Ad ildstrødte Veie;

Deres Ansigt syndes

Mig at være

Med stolt Blod rødfarvet.

60. Mange Mænd saae jeg

Gaae i Støvet,

De som ei kunde Tieneste naae.

Hedning-Stierner

Paa deres Hoved stod’,

Med fæle Bogstaver.

61. Mænd saae jeg da,

Som meget bare

Avind til andres Lykke.

Blodige Runer

Stode paa deres Bryst,

Skaarne med Smerte.

62. Mænd jeg saae

Som ondt om andre talde,

De fore vilde Veie.

Saa gaar det dem,

Som her i Verden

Spotte med Ulykke.

63. Mænd jeg saae

Som paa mange Maader

Havde søgt andres Eie;

Flokviis de fore

Til Fegierns Borge

Og bare Byrder af Blye.

64. Mænd saae jeg,

Som havde mangen

Røvet Gods og Liv,

Bryst igiennem

Rendte disse Mænd

Sterke Ædderdrager.

65. Mænd saae jeg der,

Som mindst vilde

Holde hellig’ Dage.

Deres Hænder vare

Til hede Stene

Nagled’ med Smerte.

66. Mænd saae jeg der,

Som af stor Stolthed

Holdt sig bedre end andre.

Deres Klæder

Vare latterligen

Med Ild bestænkte.

67. Mænd saae jeg der,

Som tit havde

Ondt paa andre løiet;

Helveds Ravne

Af deres Hoved

Haardelig Øinen’ reve.

68. Alle Skrække

Faaer du ei at vide,

Som de Helgangne have.

Søde Synder

Blive til haarde Straffe.

Altid kommer Meen efter Vellyst.

______________

11. Om Himmerige.

69. Mænd saae jeg da,

Som vel havde

Agtet paa Guds Love.

Rene Fakler

Paa deres Hoved var’

Klarlig brændende.

70. Mænd saae jeg da,

Som af ædelt Mod

Havde Fattige hiulpet.

Engle læste hellige Bøger

Og Himmelskrift

Over deres Hoved.

71. Mænd saae jeg da,

Som med Faste

Havde Kiødet spæget;

Guds Engle bukked’

For dem alle.

Det er største Glæde.

72. Mænd saae jeg da,

Som sin Moder havde

Givet Mad i Mund.

Deres Boeliger vare

Paa Himlens Straaler

Høit opløftede.

73. Hellige Møer

Havde reenligen

Siel af Synder tvetted,

For Mennesker,

Som i mange Dage

Plagede sig selv.

74. Høie Vogne

Saae jeg paa Himlen fare,

Hvor Veien gaaer op til Gud.

Mænd dem kiøre,

Som myrded’ ere

Foruden Skyld og Brøde.

75. Mægtige Fader!

Største Søn!

Og Himlens Hellig Aand!

Dig beder jeg at skille

(Du skabte os)

Os fra alle Synder.

______________

12. Krigens Oprindelse.

76. Biugvør og Listvør

Sidde i Herdys Dørre

Paa Organs Sæde.

Jerndraaber falde

Af deres Næser,

Og blandt Folk Splid vække.

77. Odins Kone roer

Paa Jordens Snekke

Med modig Længsel.

Hendes Skibs-Segl

Blive seent strøgne,

De som i Elskovs Reeb hænge.

______________

13. Slutning.

78. Fæderne Arv

Har jeg eene styret,

Som og Solkatlas Sønner,

Hiortehorn,

Det som Hugi bar,

Den kloge Død-Dvæler.

79. Her ere de Runer,

Som skaaret have

Niardurs Døttre ni;

Baudveig den ældste,

Og Reppvør den yngste,

Og deres Systre Syv.

80. Hvormed sig ombelted’

Svafr og

Svafrlogi.

Blod de vækked’

Og Saar udsued’

Efter gammel Sædvane.

81. Dette Qvæde

Jeg dig lært haver,

Skal du for Mennesker synge.

Solens Sang,

Som synes monne

Mindst for Folk at lyve.

82. Her vi adskilles,

Men skulle samles

Den sidste Dag i Verden.

Herren give

De Døde Roe,

Naade dem, som leve!

83. Det gode Qvæde

Blev mig i Drømme lært;

Men du seer nu Sandhed!

Af Folk ingen

Var skabt saa kyndig,

At han før hørde Solarliods Vise.

______________

---

Fodnoter

Note: I Sandvigs oversættelse er versene ikke nummererede. Dette fungerer i en trykt udgave, men bliver uoverskueligt i en digital, derfor har versene her fået fortløbende numre efter den rækkefølge de står i i den trykte udgave. / clm.