Ånæs syssel (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Árnessýsla
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Ånæs syssel
(Árness sýsla)
[Indbyggerantal c. 6000]

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Som omtalt under beskrivelsen af hederne oven for Guldbringe og Kjos' syssel, fører vejen over Hellesheden til Ånæs (Árness) syssel, og da først ind i det flade græsrige Ölves (Ölfus), der er et af de otte landskaber eller herreder — dette ord bruges nemlig ikke om landets verdslige inddeling, men kun i betydningen bygdelag, naturlig begrænset landsafdeling o. d. l. —, hvori natur og sædvane har inddelt dette store og folkerige syssel, medens det i verdslig henseende er delt i 13 hrepper; Ölves udgör i forbindelse med det vest herfor langs stranden liggende Selvåg (Selvogr) sysselets sydvestlige del. Under den langvarige, jævnt skrånende nedstigning fra Hellesheden ser man først lige for sig det kompakte Ingolvsfell og Ölveså som en lysende stribe, senere til højre åens store bredning og i horisonten havet. Til venstre skyder sig frem forskellige meget maleriske og takkede forgreninger af Helleshedens udløbere. Fra fjældheden går vejen lige ned mod gården Reykir, der ligger ved mundingen af en lille dal, som her skyder sig i nordvest op mellem fjældene, på den anden side den dalen gennemstrømmende Varmå, som her antager dette navn efter de herværende varme kilder, men som i øvrigt så vel under sit tidligere løb som på sit senere gennem Ølves har flere andre navne, På Reykir boede i Sturlungetiden den bekendte Gissur Torvaldssön, den senere Gissur jarl, en tid lang i sine første høvdingeår. Da Sturla Sighvatssön havde overlistet og fanget Gissur ved Apavatn, begav han sag med ham herhen, og under opholdet på Reykir blev det bestemt, at Gissurs fætter Hjalte, biskop Magnus' sön, skulde overtage alle hans godord og det hele hövdingdömme, Gissur selv skulde forlade landet, — en overenskomst, der rigtignok fik en ganske anden betydning end den tilsigtede, da Hjalte viste sig at stå i ledtog med Gissur, så at den endog blev indledningen til selve Sturlas fald (Sturl. I, 351 ffg.).

Reykir er i øvrigt mest bekendt af sine varme kilder, der jo også har givet stedet navn. De ligger lidt oven for gården på begge sider af åen. Indtil for kort tid siden kunde man her se en virkelig springkilde, den såkaldte »Lille Geysir«, men for 10—20 år siden ophørte den at sprudle. Tæt oven for tunet på Reykir ses dens krater, et par alen i gennemsnit, ikke som sædvanlig tragtformigt, men omtrent som et uregelmæssig boret eller hakket hul i kiselen. Det er fyldt med smukt blåligt vand, hvorigennem store dampblærer stige op; hyppig øges dens virksomhed, kogningen tiltager, og vandet i midten af krateret sprudler et kvarter op. I kanten af den kilden omgivende höj af kiselsinter findes en mindre hver, der til en vis grad synes at følge dens bevægelser. I ældre tider har springkildernes virksomhed her været overordenlig. Årbøgerne fortæller således, at under et jordskælv 1597 forsvandt den store hver Geysir i Hveragærde (Hveragerði) syd for Reykir, og der kom op igen en anden hver oven for tunet på Reykir, »som er endnu i dag og sprudler meget, dog ikke som den store för havde sprudlet; thi det havde ikke været uden fare at passere vejen, som lå ganske tæt ved den, således som man end kan se på storreisen og sporene derefter; ti der er endnu kildestedet tilbage, bredt med kogende vand. Og der er lang vej dér imellem, hvor den Geysir er, som nu siden har været, og åen imellem«. Blandt de andre kilder falder nu mest i öjnene et temlig stort bassin syd for åen — formodenlig den 1597 forsvundne Geysirs krater —, således som de varme kilder selv danner dem, skål- eller tragtformige, ved rundt om sig at afsætte hvidgul kiselsinter, hvor smukt blåligklart, kogende vand vælder op i midten, og flere mindre af samme slags, samt kilder med boblen eller kogen så stærk, at vandet skydes flere tommer i vejret. Den morsomste af de herværende kilder ligger ligeledes syd for åen, men lidt höjere oppe, tæt ved vejen, der fører ind i dalen; det er den såkaldte Grýla (ɔ: skræmslet), en lille kilde med et langagtig uregelmæssigt krater, lavest ved dets forreste ende. Hveren sprudler omtrent hvert kvarter, man ser da vandet stige op til kraterets overflade, derefter begynder en heftig boblen i den bageste del af krateret, og det kogende vand kastes nu i en langagtig bue på omtrent et kvarters höjde frem gennem krateret, medens det overflødige vand løber bort over den forreste lavere rand, Desuden er på begge sider af åen flere dyndkilder; syd for åen ses et lille bassin med blåligt dynd, der i store bobler skydes op forskellige steder; nord for åen ser man et steds en dyb kildeåbning, hvor det blå dynd koger som i en stor kedel et par alen under overfladen, et andet steds en rød dyndkilde til dels dækket, hvor det kogende røde dynd kun ses gennem mange små huller; og ved flere kilder høres kun larmen af det kogende vand eller dynd, men dette selv ses ikke på grund af kiselskorpen, som dækker åbningen Fra Reykir fører vejen, snart over moser og enge, snart over grussletter med lavagrund, langs foden af Helleshede med Ölvesets udstrakte enge til venstre, til det omtrent en mil sydligere liggende Hjalle (Hjalli), der ligger tæt under hedeskrænten, Gården, der som sædvanlig står lidt højere end de nærmeste omgivelser, har øst for sig kirken, vest for sig en lille bæk. I oldtiden et hövdingesæde huser denne gård nu kun fattigdom på grund af den her stedfundne udstykning. Forskellige sagaer nævne Hjalle som bolig for høvdingen Torodd gode og hans endnu mere bekendte sön Skafte lovsigemand. Flóamannasaga (s. 160—61) underretter os om, at Skafte oprindelig havde ladet bygge en kirke vest for bækken, og ved den blev hans fader Torodd, hans svoger Torgils (sagaens helt) og Bjarne den spage fra Gröv jordede, »men siden flyttedes deres ben til det sted, hvor kirken nu står, ti Skafte lovede at lade opføre en kirke, da Tora (hans kone) brækkede sit ben, da hun var ved sine lærreder«. Få Hjalle grebes 1541 den sidste katolske biskop i Skålholt Ögmund Povlssön, der på grund af blindhed allerede tidligere havde frasagt sig embedet, af den danske befalingsmand Kristoffer Hvitfeld, og førtes til Danmark, hvor der blev anvist ham ophold i Sorø kloster. (Herom kan læses udførligere f. eks. hos Espolin III d. s. 133 ffg.). — Et på Hjalle lokaliseret sagn om den fabelagtige Bård Snefjældsas' datter Helga er i visse henseender ikke uden interesse. På Hjalle findes nemlig (i følge den antikvariske indberetning 1821) en stald »Granahesthús« kaldet, hvori et stort klippestykke (hella) er anbragt, som Helga Bårdsdatter i følge sagnet har ladet føre derhen på ryggen af sin hest, ad en i tunet beliggende, efter den benævnt strækning »Granaflöt«. Herom nævnes intet i Bårds saga, derimod siges, hvor Helgas vinterophold på Hjalle omtales (s. 14): »Det var hende, som var en vinter på Hjalle i Ölves hos Torodd og hans sön Skafte, og ikke Gudrun Gjukedatter, som nogle siger«. Da nu hesten Grane tilhører Völsung-Gjukungesagnkredsen, ligger det nær at formode, at hvad der nu fortælles om Helga på Hjalle, tidligere har været et på Island udformet sagn om Gudrun.

I Kristnisaga (s. 22) fortælles, at i det afgörende öjeblik under forhandlingerne på altinget om kristendommens antagelse, da det så ud til, at landet skulde spaltes i to samfund, kom en mand løbende og fortalte, »at jordild var kommen op i Ölves, og at den vilde løbe på Torodd godes gård«, en begivenhed, der af hedningerne fremstilledes som et tegn på gudernes vrede, indtil Snorre gode afvæbnede dem ved at spørge, på hvem vel guderne vrededes, »da det hraun, vi nu stå på (ɔ: det forhistoriske Tingvoldhraun), brændte«. Denne lavaström som således år 1000 truede Hjalle, antages almindelig for at være det lille hraun Þurrárhraun (Töråhraun) der nordøst for Hjalle fra heden strækker sig ned mod moserne.

Hinsides engene hæver egnens præstegård, det i HGrk. (s. 26) nævnte Arnarbæle (Arnarbæli) sig, og vejen hertil, aldeles ufremkommelig uden kyndig vejviser, er godt skikket til at give en forestilling om Ölvesets ejendommeligheder. Over flade oversvømmede strækninger, fugtige enge, bæk- og åmundinger eller forgreninger af Ölveså går det, over et marskland, der allerede nu er berömt for sin rige høavl, men som med den fornødne udgrøftning og vandafledning vilde kunne blive et af hovedsæderne for Islands kvægavl. Arnarbæle ligger sammen med flere andre gårde særdeles smukt på en stor høj eller bakke tæt ved Ölveså, der syd for gården danner en stor sølignende bredning. Fra gården får man en særdeles god oversigt over hele landskabet. Mod vest hinsides engene begrænses udsigten af den stejlt, næsten som en mur, affaldende Helleshede, og op fra denne hæver sig flere fritstående, smukt formede fjælde; blandt disse er Skålefell (Skálafell), hvorfra der er en vid udsigt over de omliggende sysler. Traditionen tillægger det navn efter Ingolvs »skáli«, hvad der også stemmer med fortællingen i Ldn., at Ingolv lod göre skåle på Skålefell, derfra så han røg ved Ölvesvatn (ɔ: Tingvoldsøen) og fandt der sin bortløbne træl Karle.

Længere i nord viser sig Hengilen og de kløftede mosgroede Reykjafjælde, og længst i nordøst ved et fjældstrøg sammenhængende med disse det anselige Ingolvsfell (Ingólfsfell), der ses fra ethvert punkt i Ölves og ellers aldeles har karakteren af et fritstående fjæld. Midt på den svagt hvælvede fjældryg ses en höj — synlig til alle sider fra fjældet undtagen nord fra — aldeles af form og tilsyneladende af störrelse som en kæmpehøj, hvormed den derfor på afstand har en skuffende lighed; i höjen, der bærer navnet Inghóll, skal i følge et almindelig udbredt sagn Islands første bebygger Ingolv være höjlagt. Sagnet er temmelig gammelt; allerede recensionen E. af Landnamsbogen — og noget lignende er også antydet i C. — føjer til Ldn.s tekst (s. 36) om Ingolv: »Han var den tredje vinter under Ingolvsfell vest for Ölveså«, sætningen »hvor nogle sige, at han er höjíagt«; derimod har den ældre Islendingabog (s. 4) kun: »Ingolvsfell er vest for Ölveså, hvor han (ɔ: Ingolv) siden udstrakte sin besiddelse over.« Kommer man op til höjen, hvad der kun uden besvær kan ske fra nordsiden, skal den vise sig at bestå af klippeblokke, grus og sten og i det hele gøre indtrykket af at være en naturlig højde. Fjældet skråner med sin øverste halvdel jævnt for derefter at falde stejlt af mod sletten; kun mod syd fremskyder det en lavere udløber. Neden for denne ligger en kegle- eller pyramideformig højde Kögunarhóll, der tidligere skal have heddet Knörhóll, og hvori sagnet lader Ingolv have sat sit skib.

I HGrk. (s. 4) siges det om en mand Sigurd mule, der opfostrede en datter af den ved sydenden af Tingvoldsøen boende Grimkel gode, at han boede på gården Fell (undir Felli), og senere hen (s. 38) fortælles det, at Grimkels sön Hörd lader alle de varer føre under Fell til Sigurd mule, som hans fader overlader ham til hans forestående udenlandsrejse, der skal udgå fra havnen Eyrar (øst for Ölvesåens udløb). I et membranbrudstykke af en som det antages ældre recension af Hörds saga er Sigurd mules gård kaldet Fjall (hann bio undir fjalli, Ísl. s.: II, s. 476). Denne gård Fell eller Fjall er utvivlsomt ødegården Fjall, af hvis tomter og tun der ses spor kort syd for Ingolvsfell. A. M. (1706) nævner Fjall som en i sin tid ret betydelig ejendom, hvor der endog i følge sagnet fordum skulde have været kirke; ved begyndelsen af forrige århundrede var der imidlertid af den ældre ejendom opstået fire gårde, hvoraf en bevarede navnet Fjall og gårdens oprindelige plads; senere er denne yngre gård Fjall, tilligemed en anden af de fire (Fossnes) lagt i øde, så at nu kun to (Laugarbakki eller -bakkar og Hellir) står tilbage.

Mellem Arnarbæle og og Ingolvsfell ligger den i HGrk. (s. 57) nævnte gård Bakkåholt (Bakkárholt). Over Ingolvsfell ligger nordgrænsen for Ölves, og omtrent herudfor falder Tingsvoldsøens afløb Sog i den fra nordvest kommende Hvitå, begge anselige vandløb, der efter deres forening danner Islands måske betydeligste elv Ölveså (Ölfuså). Denne kan kun passeres ved hjælp af færger, af hvilke et par findes på den strækning af åen, der løber sydøst for Ingolvsfell, adskilt fra dette ved en smal engstrækning; åen er her vistnok hen ved 600 al. bred; begge færgegårdene ligger på den anden side åen. Det mest bekendte og benyttede færgested er dog ved mundingen af Ölveså, hvor åen snævrer sig ind igen efter den store bredning. Her skyder sig en smal sandtange frem mellem åen og havet, og fra enden af den foretages overfarten, der som sagt besørges fra en på den modsatte side af åen liggende færgegård, et forhold, der her, som andetsteds på Island, volder mangfoldige ulæmper for alle de rejsende, der kommer fra den side, hvor ingen færgegård findes; skönt indsnævret er åen her bred nok — omtrent dobbelt så bred som udfor Ingolvsfell —, så at hestene sædvanlig bruge c. 10 minutter til at svömme over den.

Endnu et par steder står der tilbage at omtale, der, hvorvel deres beliggenhed ikke længer vides med sikkerhed, da deres ældre navn er glemt, dog med mere eller mindre sandsynlighed kan henføres til denne egn. Først må da her det i et par sagaer (Flm. s. 153, Nj. s. 105, 122) omtalte landingssted Arnarbælesós (Arnarbælisóss) nævnes; navnet opfordrer på en vis måde til at søge det her, om end først og fremmest dels den omstændighed, at Arnarbæle, hvorefter stedet skulde have taget navn, ikke ligger umiddelhart ved Ölvesåens munding (ós), dels de for skibsfarten ugunstige forhold her, må vække nogen tvivl. — De herved vakte betænkeligheder lode sig dog måske overvinde. Hvad da først Ölvesåens farbarhed angår, da findes der vistnok uden for åens nuværende munding en sammenhængende række af blinde skær, der i höj grad måttte vanskeliggøre en indsejling eller endog gøre enhver sådan umulig; men forskellige forhold synes at tale for, at Ölveså tidligere, i det mindste til dels, har haft et andet udløb. Fra den nuværende munding og vest efter, omtrent en mils vej, udgöres nemlig strandbredden af en sandstrækning Skejd (Skeið), der nu efter de gårde, hvortil den hører, deles i Hraunskejd og Torlakshavn- (þorlákshafnar-) eller Havnar- (Hafnar-) Skejd, hvis grænse falder omtrent midtvejs på Skejd'et ved den såkaldte Miðalda. I fordums tid skal Ölveså til dels være falden i søen ved Midalda, og den smalle sandstrimmel øst herfor have været en lille ø Skerdingaholm (Skerðíngahólmi), hvorpå stod en egen gård. Navnet Skerdingaholm er sikret ved flere ældre dokumenter, således siges i Vm., at kirken i Arnarbæle i Ölves ejer en fjærdedel i Skejd (og) en fjærdedel i Skerdingaholm. Fremdeles anfører P. Melsted — i sin sysselbeskrivelse for Ånæs syssel —, at det fremgår af talrige vidnesbyrd, som 1631 fremførtes for retten i anledning af en strid, som Skålholts bispestol havde om drivgodsrettigheden på Hraunskejd, at det daværende Hraunskejd havde fordum heddet Skerdingaholm, og Ölveså da havde haft udløb ved Midalda, men havde siden ødelagt holmen og brudt sig vej øst over den, til hvor den nu løber forbi Osøre. (En arm af åen må dog åbenbart have løbet her før; dette fremgår allerede af navnet Skerdingaholm; desuden forekommer »Óseyri« allerede i begyndelsen af det 14de årh. — Bsk. s. 389 —). Nogle vidner beretter endog de nærmere omstændigheder ved, hvorledes Skerdingaholm omtrent 100 år forud, da den var bleven ubebyggelig, blev ophævet som særskilt jord. Ud for Midalda er ren sø og dybt nok, til at skibe her hunde gå op i åen. De nærmeste omgivelsers natur synes også at bestyrke hypotesen om et fordums udløb her, ti vil man f. eks. fra den oppe under heden liggende gård Hraun ned på den omtalte sandodde, passerer man netop en strækning, hvor man endnu rider i vand. At noget af Ölvesås udløb skulde have båret navnet Arnarbælesos, synes dog, i betragtning af at gården Arnarbæle ligger ikke så lidt (½—1 mil) højere oppe, ikke rimeligt. Derimod kunde man antage, at, da der ved Ölvesåens udløb næppe har været noget sikkert leje for oldtidens skibe, landingsstedet af den grund måske havde fået navn efter det sted, hvor skibene lagde sig ind eller fortöjede. Muligheden heraf bekræftes ved en beretning i Ldn. (s. 318) om landnamsmanden Alv den egdske. Han drog til Island og landede med sit skib i den os (munding), som har fået navn efter ham og hedder Alvsos (Álfsós); han besatte hele landstrækningen udenfor Varmå og boede på Gnupar (at Gnupum). Her er Ölveså ikke nævnt, uagtet han for at komme i Alvsos måtte sejle ind ad Ölvesåens munding og op gennem Varmåens nedre løb, den såkaldte Torlejvslæk (Þorleifslækr). På samme måde kunde man antage, at Arnarbælesos var en ved Arnarbæle værende åmunding, hvor havskibene sædvanlig lagde ind og søgte den havn, som selve Ölvesåens altfor brede og måske i flere henseender farlige munding ikke frembød. En sådan åmunding har netop været her, i det Varmå i ældre tider faldt i Ölveså kort øst for Arnarbæle, men for omtrent 200 år siden brød den sig vej til Alvsos og således til Torlejvslæk. At der ved Arnarbæle har været anlægssted for havskibe, bekræftes af endnu levende sagn, til støtte for hvilke flere stedsnavne anføres, således en tidligere husmandsplads Búlkhús (ɔ: Lasthus) i tunet vest for præstegården, hvor skibene siges at have losset — se også angående dette Descr. Ölves.

Et andet, om end til dels ufrivilligt, landingssted, der med större sikkerhed kan søges her, er "Vikarsskeið", hvor to gange en med skibbrud forbunden landing nævnes at være foregået; det således benævnte sted må antages netop at svare til strækningen Skejd. I Laxd. og Ldn. fortælles, at »Unn (eller Aud) — som efter sin landing begiver sig til Kjalarnæs — landede på sønderlandet på Víkrár- (eller Vikars-) skeið, skibet sønderbrødes aldeles, men alle folkene og godset reddedes. — I HGrk. fortælles, at »Orm kom ud på på Vikarsskejd ved Tjorså, de brød skibet«. Den ældre udgave af HGrk. (Hólum 1756) læser i stedet for Tjorså Ölveså, hvad der også passer bedst med den vej sagaen i det følgende lader Orm tage fra. — Også det Ísl. s. medfølgende kort har »Vikarsskeið« ved Ölveså. At denne beliggenhed af Vikrarskejd er den rette, fremgår med sikkerhed af Heimskr's beskr. (s. 152), hvor der fortælles om den modtagelse, som den af Harald blåtand til Island udsendte troldmand fik af landvætterne. Efter at han forgæves havde forsøgt landgang i Vopnafjord på Østlandet, i Øfjord på Nordlandet og i Bredefjord på Vestlandet, for han syd om Reykjanæs og vilde gå op på »Vikarsskeið«. Dér kom imod ham en bjærgrise med en jærnstav i hånden; hans hoved ragede op over fjældene, og mange andre jætter fulgte ham. Derfra for ban (ɔ: troldmanden) østerpå, langs med hele landet (ɔ: kysten af sydlandet); der var da ikke, siger han, uden sandstrækninger og havnløs kyst og stærk brænding udenfor. Da var Broddhelge i Vopnafjord, Eyjolv Valgerdssön i Øfjord, Tord gelle i Bredefjord, Torodd gode i Ölves.

Allerede i dette landskab møder et af de næsten utallige Grettestag (Grettistak, flt.-tök), store stene, som Grette, i lighed med hvad der enkelte steder i sagaen fortælles om ham, skal have løftet og lagt på den plads, hvor de nu befinde sig, og af hvilke næsten enhver egn på Island ved at opvise en eller flere; men med deres ægthed er det rigtignok slet bevendt, og det er ikke langt fra, at enhver løsreven klippeblok, hvis stilling var noget karakteristisk fritliggende, når størrelsen ikke var altfor overdreven, uden videre er bleven kaldet »Grettistak«; at de fleste af dem langt overgår, hvad endog den stærkeste mand vilde kunne rokke, forstår sig af sig selv. Denne her omtalte, der står under det over Helleshede førende Olavsskard, skal høre til de aldeles urokkelige.

Forbi den for sit fiskeri bekendte store bondegård Torlakshavn (Þorlákshöfn) strækker Ölves sig endnu en mils vej langs stranden tæt under den höje vulkanske fjældhede. Derpå begynder Selvågens smalle mellem sø og fjæld indsnævrede bygd, der i karakter meget nærmer sig egnene på sydsiden af Guldbringe syssel. Jo længere man kommer mod vest, desto höjere og brattere bliver fjældskråningen, flere steder har lavastrømme fra fjældsiden styrtet sig ned mod søen. Egnen tager navn efter en bred og kort lille bugt Selvåg (Selvogr, ældre -vágr), inden for hvilken der ligger en lille sø eller dam, der ved en os står i forbindelse med vågen; heromkring gruppere gårdene sig, der alle i høj grad lide under det skadelige sandfog; havne findes her ikke, og selv med både kan det være vanskeligt nok at finde de enkelte brugelige landingssteder. Øst for vågen findes den største samling af huse og gårde, og noget vest for disse står ene på den øde sandstrækning Strandar-kirke; tidligere hørte til kirken en i sin tid anselig gård Strönd, men i omtrent 150 år har gården været i øde på grund af sandfog. Strandar-kirke har i den nyeste tid fået en vis berømmelse, i det den gamle katolske skik, til frelse fra fare eller for at bevirke et ønskes opfyldelse at love noget til (heita á) en gudelig stiftelse, med hensyn til denne kirke forunderlig nok er levet op igen endog efter en temlig betydelig målestok. Om den før nævnte sira Erik Magnusson (galdremanden), der i sin tid havde dette kald, minder endnu en stor kunstfærdig »Eriksvarde« höjt oppe på kanten af en stejl fjældbrink. Foruden fiskeri er fåreavl indbyggernes hovederhvervskilde, og fårene finder også på fjældheden gode græsgange og mod uvejr og kulde ly i adskillige lavahuler, der her som i almindelighed på sydlandet ligefrem bruges som fårestier. Når havisen en enkelt gang når til disse kyster, regnes dens skadelige indvirkning på tangen til de største ulykker, da både indbyggerne benytte denne, og navnlig for kreaturerne er det om vinteren den eneste næring, når isskorpe ofte i lang tid bedækker jorden. Selvåg støder mod vest op til det under Guldbringesyssel beskrevne Krisevig, der i gejstlig henseende hører til Ånæs syssel, idet det er anneksi til Selvåg.

Nord for Ölves, langs Sog og Tingvoldsøens sydvestlige bred, ligger den såkaldte Gravning (Grafníngr), et afsides og lidet besøgt bygdelag, hvis beboere både i deres personlige optræden og huslige indretning viser sig kun lidet påvirkede af omverdenen. Fra Ölves adskilles Gravningen ved Ingolvsfell og fjældstrøgene, der forbinder dette fjæld med Hengilen og dertil hørende fjældheder. På sin vej fra Tingvoldsøen til Hvitå gennemstrømmer den brede å Sog, der har sit udløb fra Tingvoldsøens sydøstlige hjörne, først den langagtige, temlig store sø Ulvljotsvatn (Úlfljótsvatn) og derpå Alvtavatn (Álptavatn), der er omtrent en fjærdingvej bredt, men så grundt, at man kan ride tværs over det på forskellige steder. Allerede navnet Sog (af at suge) antyder stærk strøm og vandrigdom; således er også i virkeligheden forholdene ved dette afløb, der til alle tider har vakt forbavselse, da Tingvoldsøen aldeles intet tilsvarende tilløb har. De fugtige engstrækninger langs Soget er berygtede for deres talløse skarer af stikkende myg, der på flere af de her liggende gårde er om somren både for mennesker og dyr en næsten utålelig plage, som for resten også mærkes mere og mindre på forskellige punkter ved Tingvoldsøen. Blandt gårdene her nævnes i HGrk. (s. 57) Ulvljotsvatn (Úlfljótsvatn) syd for søen af samme navn, og den tæt syd for liggende gård Bildsfell (Bíldsfell). Flere spredte småfjælde og højdedrag skiller dette parti, til hvilket navnet Grafníngr i Hörds saga (HGrk.) synes at være indskrænket, fra den langs den sydvestlige bred af Tingvoldsøen liggende del af Gravningen; blandt disse kan mærkes Dråttarhlid (Dráttarhlíð), der som et næs skyder sig frem mellem Tingvold- og Ulvljotssøen; i højdedraget her vil man påvise forskellige såkaldte landnamsmænds høje.

Den langs Tingvoldsøen liggende del af Gravningen er navnlig skuepladsen for en del af de i HGrk. fortalte begivenheder; hvad den naturlige beskaffenhed angår, slutter denne egn sig nøje til den egenlige Tingvoldsvejt — med hvilken hele Gravningen nu udgør én hrepp og indtil for kort tid siden også i kirkelig henseende har været forenet —; og da den også i sagaen viser sig hovedsagelig at stå i forbindelse med de nord for liggende egne, vil det være naturligst i skildringen at udgå fra disse. — Under beskrivelsen af Guldbringe og Kjos' syssel blev det bemærket, at den fra Kjos' syssel over Mosfellsheden liggende vej fører til Tingvoldsvejten (Þíngvallasvejt), således benævnes det landskab, der mod nord, øst og til dels vest omgiver den store Tingvoldsø (Tingvoldvatnet, Þíngvallavatn, 5—6 mil i omkreds), bestående af udstrakte fra en fjærn fortid stammende og derfor til dels med græs og krat begrode lavastrækninger, ja en tilsvarende begrænsning findes endog langs søens sydvestlige bred, hvad enten nu dette hraun er en fortsættelse af det omtalte fra nordøst kommende, eller skylder fjældstrøgene omkring Hengil sin oprindelse. — Når man ad denne vej begynder at nærme sig Tingvoldsvejten, findes syd for vejen (på højre hånd) et almindelig benyttet bedested Vilborgarkelda (kelda ɔ: sump), en græsrig flade, der rimeligvis allerede i oldtiden benyttedes som sådant, i al fald ser vi stedet nævnt i HGrk. (s. 31—32) som et punkt, hvor forskellige veje mødtes. Snart efter at man fra hedens stenede og tuede lyngflader er kommen over på dens østlige fortsættelse, de her omtrent lige så jævne hraunflader, deler vejen sig, efter som man vil lige frem til Tingvold, eller til højre langs søens vestlige bred. Vælger man det sidste, befinder man sig snart på søens nordvestlige bred, med en sort, svagtbuet, vulkansk sandskrænt på højre hånd, der efterhånden skarpere udpræger sig. Under den, nær søen, står gården Skålabrekka (Skálabrekka), der i følge Ldn. (s. 312) har fået sit navn efter den skåle, som landnamsmanden Ketilbjørn byggede her på sin rejse for at vælge sig bosted. — Derefter bøjer vejen længere bort fra søen over kun lidet karakteristiske hedesletter, forbi gården Hedebæ (Heiðarbær), til hvis besiddelse den omtalte Vilborgarkelda hører, men som kun har lidet gavn deraf på grund af de rejsendes flittige besøg her; men snart ligger den påny ned mod denne, og nu begynder kysten at falde stejlt af mod søen, så at man ofte ad smalle stier må passere den bratte skråning. Efter at en sådan længere strækning og en derpå følgende smal, stejl sti, et såkaldt klev (klif), er passeret, begynder det berygtede Joruklejv (Jórukleif), der i HGfk. oftere (s. 31,58) omtales som et sted, hvorover vejen til og fra gårdene ved Tingvoldsøens sydvestlige bred lå. De langs søen løbende højdedrag skyder sig nemlig her som en stejl vulkansk klippevæg ganske tæt hen mod denne og falder lodret af mod en smal skrænt, der alene skiller den omtalte væg fra søen. Langs ad denne skrænt eller li ligger nu vejen. Tilsidst kommer for mindre kyndige vejfarende, der ikke forstår at omgå stedet, næsten det værste, i det stien på et sted, hvor man skal til at stige ned til et foran liggende lavere parti, ligger mellem så nær ved hinanden stående klippeblokke, at den kun kan passeres, når man trækker hesten efter sig. Her åbner sig en interessant og ejendommelig udsigt til den foran liggende egn. To i søen udløbende regelmæssig formede klippenæs, med en kyst så lige og lodret, som var den afskåren ved kunst, danner en smuk aflang lille bugt, op fra hvilken et ikke stort, men vildt og romantisk parti strækker sig med smalle, langagtige dale eller rettere kløfter, sønderskårne og begrænsede af vulkanske høje, i baggrunden klipper og større og spidsere fjælde, alt i livlige sorte og grønne farver — de sidste frembragte ved småskov eller, endnu oftere, det skuffende grønne mos, der her overalt bedækker det gamle hraun, og som man i det hele hyppig finder på de vulkanske fjældheder omkring Hengilen. Ud over søen møder øjet først de to i denne liggende holme, egenlig kun to småfjældei der altid synes lige nær, hvor ved søen man så befinder sig; i nord og syd hæver sig bag søen fjælde, også på kysten lige over for ses sådanne spredte. Her i den smalle dalstrækning ved Joruklejv findes flere stednavne, der har hensyn til Jora, en farlig troldkvinde, der ved klevet lurede på de rejsende, til hun endelig med den norske konges bistand lykkelig dræbtes. Noget oppe i dalen ses en spids vulkansk høj Joruhol (Jóruholl), hvor hun havde sin bolig, efter at troldenaturen var faret i hende; desuden findes her Jórugil og ovenfor dalen Jórutindr. Fra denne dal ligger en sti op på Mosfellshede, der så snart en noget brat foran liggende vulkansk højderand er passeret også her antager sin sædvanlige karakter. — På sydsiden i det smalle, men noget høje næs hinsides den omtalte lille våg ligger gården Nesjar (egl. Nes), den første i Gravningen, idet Joruklejv anses at skille denne bygd fra Tingvold-svejten. Herfra ligger vejen, om en sådan kan dog kun uegenlig tales, over et vildt, mosgrot, næsten ufremkommeligt hraun, indtil syd for dette ved søens sydvestlige hjørne påny en lille rundagtig vig skyder sig ind, ved hvilken gården Hagavig (Hagavík) står, med Hengilsfjældene tilsyneladende tæt bag ved sig. I Hagavig boede i følge HGrk. (s. 5. ffg.) den velstående Högne, hvis datter den på nabogården Ölvesvatn boende høvding Grimkel gode skaffede den af ham yndede og beskyttede Grim den lille til ægte.

Fra Hagavig fører vejen bag om aflange fjældhøjder, sydøst for hvilke gården Ölvesvatn (Ölfusvatn) står, til denne, som man pludselig nærmer sig efter at være passeret nogle vulkanske sandpletter og steget over en bag det hverken høje eller store fjæld udløbende ås. Gården, der er en temlig betydelig ejendom, står ret smukt på slettelandet under det omtalte lille fjæld ved den vestlige bred af en lille å ikke langt fra Tingvoldsøens sydlige bred, med udsigt til et temlig fladt af Dråttarhlid og forskellige spredte småfjælde begrænset landskab. Her hoede i fordums tid den i Hørds saga så meget omtalte Grimkel gode, faderen til sagaens helt. I sagaen nævnes gården ofte (s. 5. ffg.), her stod Grimkels eget (andet og tredje) og flere andre af de i sagaen optrædende personers bryllup. Om Grimkel fortælles det (HGrk. s. 5), at han først boede »syd ved Fjældene (at Fjöllum) kort fra Ölvesvatn, det sted hedder nu Grimkelsstad (Grimkelsstaðir), og der er nu fårehuse«, men efter sin første kones død flyttede han til Ölvesvatn, da landet (landakostir) forekom ham bedre dér. Grimkelsstads beliggenhed er nu uvis; på Ölvesvatn påstod man (ɔ: en derværende ældre mand, 1874), at Grimkel først havde bot på den sydøst for Ölvesvatn liggende gård Krog (Krókr) og vilde påvise sporene af den ældre bebyggelse i nogle daværende tomter. — Grimkel havde stort godord og var en ivrig afgudsdyrker; på Ölvesvatn holdtes en vis dag »hofhelgi« (tempelfest), og her havde han et gudehus, der i sagaen kaldes Torgerd hørgabruds hov, men som dog også ses at have indeholdt billeder af de andre guder. I vrede over ulykkespående varsler brænder Grimkel hovet og alle guderne op. Spor af dette gudehus ser man nu ikke, men syd for gården er i tunet en lav høj Hovhol (hofhóll) hvorpå der står et fårehus, der af stedet bærer navnet »hofhus«; her skal gudehuset have stået. — Hjemme ved gården ligger en ikke høj firkantet stenblok, hvori der findes en fadformig fordybning, omtrent en fod i tværmål, en anden lignende, men større, skal for øjeblikket være benyttet som grundsten i en af gårdens vægge; om denne sidste siger man, at den i sin tid har stået foran den der daværende kirke. Men i øvrigt kaldes de her som andetsteds »blotstene« (blótsteinar), og antages at have hørt til de gamle gudehuse og været benyttede ved ofringerne. Sådanne stene findes nemlig temlig hyppig på Island, en lignende er ved Tingvold præstegård, en anden skal være ved Ulvljotsvatn, hvor der ligeledes er kirke. Det er måske ikke urimeligt at antage, at de oprindelig har været vievandskar fra den katolske tid bestemte til at opstilles ved indgangen til kirkerne. Straks neden for (sydøst for) hovhuset er en ved sporene af et gammelt græstørvsgærde udhævet del af tunet kaldet Grimkelsgærde (Grímkelsgerði), her findes i den vestlige udkant tæt ved huset en stor aflang tue Grimkelslejde (Grímkelsleiði), hvor altså Grimkel skulde være begravet; sagaen fortæller, at han kort efter at have brændt hovet pludselig døde og blev jordet »syd for gærdet« (»jarðaðr suðr frá garði«, HGrk. s. 59).

Vil man i steden for at besøge Gravningen til selve Tingvoldsletten (Þingvellir) — det berømte gamle altingssted —, fortsætter man fra Mosfellshede vejen ligefrem; den første gård i Tingvoldsvejten, Kårestad (Kárastaðir), passeres, den store Tingvoldsø og heden og fjældene hinsides denne har man allerede længe haft for øje, men Tingvold med nærmeste omgivelser ser man endnu intet til. Da skråner stien pludselig ned mellem nogle hraunblokke, drejer pludselig til venstre og forvandles til en stejl trappe, der parallelt med klippevæggen, mellem denne og en fremspringende hraunblok, ligger ned til bunden af kløften. Det er nemlig Almannagjå (Almannagjá, gjá ɔ: kløft), som man nu er i færd med at stige ned i, og dens høje vestlige væg, gennem — eller rettere på skrås ad — hvilken den omtalte sti ligger. Den flade hen ved 100 fod brede, græsbevoksede bund har til venstre en over hundrede fod høj, lodret mur, til højre en langt lavere (40—50') og mere sammenstyrtet væg. Langs ad kløftens bund ligger vejen et stykke frem, derpå drejer man til højre over den lavere væg og står nu foran en af Öksarås arme gennemstrømmet lille slette, der lige over for begrænses af en mørk af kløfter gennemskåren hraunslette, der jævnt hæver sig op mod de øst for liggende fjælde, hvor den afsluttes af en anden parallelt med Almannagjå gående kløft Ravnegjå (Hrafnagjá).

Björn Gunnlaugssöns kort over Altingsstedet

Begiver man sig over sletten og vender blikket mod Almannagjå, får man det bedste overblik over stedet med dets nærmeste omgivelser. Lige over for sig har man Almannagjås lodrette vestlige væg strækkende sig fra nordøst til sydvest i en længde af henved en mil, af forbavsende lighed med en ved menneskehænder opført mur; ligheden bliver endnu mere slående ved lavaklippens parallele lag og naturlige rævner, der deler den i regelmæssige oftest firkantede blokke, så at sammenligningen med lævningerne af en uhyre middelalderlig fæstningsmur, et i ruiner faldende stykke kinesisk mur, uvilkårlig fremstiller sig for beskueren. Det ruinagtige fremkommer ved de uregelmæssige blokke og fremspringende klippestykker, der afslutte væggen for oven. Ned over den lodrette væg styrter sig som et glimtende hvidt bånd en smuk lille foss, det er den vest fra kommende Öksarå, der derpå løber et stykke i kløftens bund og så skummende og brusende bryder sig vej gennem østervæggen ud til sletten, hvor den fortsættende sit løb mod syd først forgrener sig om flere holme og lave sandbanker, men derpå snart igen samler sig og falder forbi kirken og præstegården, der står på åens østlige bred, ud i Tingvoldsøen.

Da Ketilbjørn på sin opdagelsesrejse drog fra Skålabrekka, kom han, fortæller Ldn. (s. 312), til en å, hvori de tabte deres økse, den kaldte de Öksarå (Öxará, ɔ: Økseå). Sturl. (I, 203) knytter hertil den meget påfaldende oplysning — der dog vel ikke kan være andet end et uhjemlet sagn — at åen siden »blev ledet i Almannagjå og nu gennemløber tingsletten«. Det er nemlig ikke let at se, hvorfor man skulde have gjort sig den ulejlighed at lede Öksarå, der vest for Almannagjå gennemløber en ufrugtbar lavahøjslette, ned i denne kløft, hvis den ikke oprindelig havde haft sit leje her; heller ikke kan det ses, hvorledes den nogensinde på sin vej til Tingvoldsøen skulde have undgået at gennemløbe Almannagjå.

Noget syd for åens udløb fra kløften ligger vejen, der fører fra kløften over åen og holmene til sletten. Den stejle sti, der fører vestenfra ned i kløften, kan man derimod ikke se herfra, da den dækkes af et parallet gående klippestykke i vestervæggen. — Østervæggen skråner jævnt ned mod den omtalte neden under (ɔ: øst for) liggende smalle lille slette, der udgør den store af de to kløfter begrænsede lavaflades laveste parti; oven for (ɔ: mod nord) hæver sig det anselige Årmannsfell (Ármannsfell), under hvilket Almannagjå taber sig, med sin grønklædte fod; syd for breder sig Tingvoldsøens udstrakte flade. Det hele interessante parti skylder sin oprindelse til det nordøst for Årmannsfell liggende fjæld Skjaldbrejd, der i en forhistorisk tid har udsendt uhyre lavastrømme, som har fyldt en del af Tingvoldsø-bæknet og bedækket store partier af den mellemliggende egn. På strækningen mellem Almannagjå og Ravnegjå, hvor bredden er ½-1 mil, antages der så at være foregået en sænkning af grunden. Ved det mellemliggende lavalags synken opstod nu ikke alene de to omtalte store kløfter, i det den størknede lavaskorpe brast og skilte sig fra den omgivende lavamasse, hvis rande kom til at stå som to sidemure, mod hvilke den synkende lavaskorpe selv dannede den indre tilsvarende lavere begrænsning, — men i selve denne dannedes flere større og mindre, med de to største paralleltløbende, kløfter, hvoraf mange udmærker sig ved i bunden at være fyldte med forunderlig klart, gennemsigtigt vand. De længste af kløfterne fortsætter sig helt ud i søen, hvis bund er et undersøisk hraun aldeles af samme beskaffenhed som den ovenfor skildrede ned mod søen skrånende lavastrøm. — Følger man således Almannakløften syd efter, ses denne først hist og her at snævre sig sammen og fyldes af klippeblokke. Derpå begynder hraunet at sænke sig jævnt ned imod søen, og kløften selv bliver utydeligere og deler sig i flere mindre, som alle fortsætter sig langt ud i denne; her, hvor Almannagjå begynder at dele og tabe sig, har kløfterne på flere steder små tværbroer, hvor væggen helt eller til dels når sammen og således tilsteder passage i al fald for gående.

I året 1789 fandt et stort jordskælv sted i denne del af landet, Tingvoldhraunet (ɔ: strækningen mellem Almannagjå og Ravnegjå) og søen undergik forandringer, i det søens nordlige bred sænkede sig og kom under vand; også Almannagjå led ved sammenstyrtning, og flere andre steder styrtede klipper ned. Indtil den tid havde den sædvanlige vej til og fra Tingvold ligget langs skråningen af Almannagjås østervæg, hvor endnu sporene af de gamle ridestier ses, indtil den længst nede ved søen førte tværs over kløfter og hraun — eller vel egenlig nedenfor disse. Men ved jordskorpens sænkning på grund af jordskælvet kom den gamle vej langs søen hist og her under vand, hvorefter den opgaves. Men i det hele og store er dette hraun vistnok i umindelige tider ingen forandringer undergået, en frodig vækst af græs, lyng- og bærbuske og dunkelgrønt birkekrat bedækker det og bidrager til at give egnen et livligere og frodigere præg, om den end ikke helt kan skjule de mørke kløfter, klippevægge og lavaflader.

Dette sted udvalgtes ifølge Islb. (s. 6) til Islands fælles tingsted ved altingets indstiftelse år 930, efter, at Grim gedesko i tre år havde berejst hele Island for at udsøge et sådant; og siden har “altinget” (alþingi, yngre alþing) eller, som det senere efter at landet havde mistet sin selvstændighed hyppig kaldtes, »Öksaråting« (Öxarar-Þíng) holdt sine møder her, indtil de sidste rester af det gamle alting med forrige århundredes slutning forsvandt.

Naturen havde gjort alt for at danne stedet bekvemt til et sådant brug, og tilfældet kom til hjælp, så at dets erhvervelse blev let. En mand, der ejede land »i Blåskovene« (í Bláscógom), var nemlig bleven dømt fredløs på grund af mord på en træl eller frigiven ved navn Col, hans land tilfaldt det offenlige og blev nu henlagt til altingsbrug; »derfor er der«, fortsætter Islb., »almerming i henseende til skovhugst til altingsbrug og på hederne græsgang for hestene.«

Efter Kol, siges der sammesteds, benævnes den kløft (gjå), som der siden dér er bleven kaldet Kolsgjå (Colsgea), hvor »ligene« (flt!) fandtes.

Om Kolsgjå véd nu ingen noget. Arne Magnussön, der med den største omhyggelighed i mere end 40 år samlede oplysninger til den omtalte oversættelse af Are frodes Islændingebog, som han arbejdede på fra for 1688 og lige til sin død 1730, bemærker imidlertid med hensyn til Kolsgjå: Kolsgjå, er fortalt mig, skal være ved den sydlige side af det sted, som hedder Lererne, nord for Tingvold (sunnanverdt vid pláts þad er Leirur kallast, nordur frá þingvelle) — og tilføjer, at hans hjemmelsmand var sira Torkel Arnessön, men sira Torkel havde det fra de folk, der havde hørt sira Engelbert kalde denne kløft således. Sira Engelbert Nikolavssøn var præst på Tingvold 1617—69 (Sv. Nilssöns prestatal IV., 14).

Altingsstedet havde sin bestemte begrænsning, der omsluttede det fredhelligede ting; sådanne tinggrænser findes imidlertid intetsteds udtrykkelig nævnte. Mod øst og vest synes dog tingets begrænsning næsten foreskrevet af naturforholdene. Også mod nord frembyder sig en naturlig begrænsning for tingstedet, i det — omtrent midtvejs mellem den den store og lille foss — to fremspringende lavapynter »Kastellerne« (Kastalar) dele den oftere omtalte græsslette, der fra åens udløb fra Almannagjå langs dennes østervæg ligger op mod det skovgrode hraun under Årmannsfell, i to afdelinger. Nord for denne indsnævring begyndte utvivlsomt de såkaldte “Øvre Volde” (Efri Vellir), der, som man erfarer af Sturl. (I. 29 ffg.), lå uden for tinghelligheden. Deres beliggenhed som umiddelbart oven for selve tingsletten (vellirnir, völlrinn) ses tydelig ved sammenligning af de steder i sagaerne, hvor de nævnes.

Da så vel hovedvejene til tingstedet øst fra som nord fra udmunder her, og da man først her ret kunde ordne sin flok efter at være kommen ned fra de trange hraunstier, var der anledning for de tingrejsende høvdinger til et foreløbigt ophold her (Sturl. I., 291); når meget stod på spil, som ved det vigtige ting efter Njålsbranden, kunde det hænde, at modparterne fylkede her og således rede ned på tinget (Nj. s. 730—32).

Uagtet, eller — måske rettere sagt — netop fordi altingsstedet lige til slutningen af forrige århundrede har været sæde for Islands almindelige ting (medens dette i tidens løb helt skiftede sammensætning og betydning), har spor af det oprindelige haft særlig vanskeligt ved at holde sig her, og man vil vistnok efter en alsidig prøvelse af alle hidhørende spørgsmål komme til det resultat, at den ægte tradition om altingsforholdene i fristatens tid forlængst er tabt; ja selv blandt de lævninger af menneskeværk, som tingstedet kan opvise, synes få eller ingen at kunne føres tilbage til hin tid.

Tingstedet indesluttede naturligvis først og fremmest de tingbesøgendes boder, og de var det, der hovedsagelig for øjet gav det karakteren af et sådant. Af bodtomter træffes her endnu en del, så godt som alle vest for åen. Fra hele dette parti er man nu så godt som afskåren under et ophold på Tingvold; vil man derhen, må man enten ride eller vade over Öksarås arme, hvor vandet når en til knæerne, eller lade sig sætte over i båd nede ved præstegården. I ældre tid var dette anderledes, da førte over åen en bro, som ofte nok omtales i sagaerne, da den ifølge forholdene måtte være et sted, hvor de tingbesøgende jævnlig tilfældig mødtes. Som det af kortet vil ses, antages den at have ligget omtrent ud for kirken, hvor der fra præstegårdens tun skyder sig et lille næs frem mod åen; denne beliggenhed passer også godt til sagaernes antydninger, samt med åens løb og hele leje. Efter at have samlet sig efter forgreningen om den i åen liggende holm bliver åen smallere og dybere, hvorfor også stedet neden for broen synes at have været meget yndet af tingmændene, når de vaskede sig.

De fleste af de endnu tilbageværende bodtomter ligge på strækningen vest for åen lige over for kirken og præstegården. Dels på sletten ved den vestlige åbred, dels på lavaskråningen oven for op mod Almannagjå ses 16 bodtomter, der til dels synes at danne en dobbelt række langs skråningen. Desuden findes på den smalle landstrimmel under Almannagjås østerskråning, mellem, hvor vejen ligger ud gennem kløftvæggen, og åens udløb fra kløften, en enkelt række, af åen til dels bortrevne boder. Dennes løb må nemlig efterhånden være undergået en del forandringer; oprindelig har åen vistnok ved sit udløb fra kløften kun delt sig i to arme, der, i det de bøjede mod syd, omsluttede den oftere omtalte Öksaråholm (Öxarárhólmr, eller -hólmi), der tydelig nok i sagaerne betegnes som den eneste i åen, — bekendt som det for holmgange sædvanlige sted; således stod her tvekampen mellem Gnnlaug Ormstunge og Ravn, efter at denne svigagtig havde erholdt hans trolovede, Helga den fagre, til ægte.

Nu er armene tre og holmen delt i to eller flere og disse omgivne af brede grusbanker (ører), opståede af det af åen søndergravede land, når den til forskellige tider har kastet sig mere østlig eller vestlig. I steden for at den vestlige arm formodenlig oprindelig har ligget tæt ind under holmen, synes den senere bestandig at have trukket sig længere bort fra denne og gravet bort af det under Almannagjås østervæg liggende land, så at af den tidligere herværende rand er nu næsten intet efter.

Der hvor vejen nu ligger op over Almannagjås østervæg, hæver sig øverst på skrænten nord for vejen en tydelig og temlig stor bodtomt med indgang midt på den ene langvæg, med en mindre firkantet udbygning for enden og en rund lille tomt nord for. I selve Almannagjås bund er på hver side af vejen én tomt og desuden på strækningen nord for vejen indtil åens udløb af kløften fire andre til dels store og velbevarede bodtomter. I alt findes der vest for åen lævninger af c. 30 boder, størreisen er hos de fleste 8 × 12 al., enkelte 8 × 18 al.; den aflang-firkantede form er fremherskende, dog er endel mere eller mindre kvadratiske. Højden af den tilbagestående tomt er hos de fleste fra 1 fod til 1 al., indgangen findes midt på langvæggen, dog hos nogle, navnlig de mindre, ved enden. Flere af de større boder har en mindre udbygning ved den ene ende eller ud fra enderne af den ene langvæg, og umiddelbart op til sådanne ligger desuden ofte en anden mindre, men omtrent ligedannet bod. Øst for åen findes ikke mange bodtomter: én i Tingvoldtunet lidt oven for det formodede sted for den fordums bro; to, hvoraf den ene med en lille udbygning, ligger tæt ved siden af hinanden nordøst herfor ved enden af en hraunkløft, noget ophøjede over sletten, og desforuden findes ubetydelige spor af et par andre på en flade neden for, som åen nu næsten har forvandlet til en holm.

Allerede disse tomters ringe størrelse er mistænkelig; endnu mere den omstændighed, at man nu så godt som kun vest for åen påviser bodtomter, medens i følge oldskrifterne en betydelig del af tingboderne har ligget øst og nord for åen. Derimod fremgår det af beretninger fra det 18de årh., at tingmændenes boder den gang indskrænkedes (og vistnok i forvejen faktisk vare indskrænkede) til strækningen vest for åen; her foregik da også udøvelsen af hele den tinglige virksomhed, og det er derfor ikke underligt, at navnet »ting« sælig blev knyttet til denne del af det gamle tingsted, således som man endnu kan høre det brugt.

Selv om enkelte af de på altingsstedet tilbageværende bodtomter stå på samme sted, hvor der fra de ældste tider af har stået en bod, vil en sådan tomt næppe kunne fortjene navn af oldtidsminde; urørt fra fristatstiden af er i hvert fald vistnok ingen, i det man utvivlsomt, århundrede efter århundrede, som man bedst kunde, har benyttet materialet af de gamle ved opførelsen af ny.

Den af de ældre sagaer, der med størst udførhghed omtaler altingsforhold, er ubetinget Njåls saga. Efter Nj. at dømme havde østlændingerne og beboerne af Tingøsyssel deres boder øst for åen; flertallet af nordlændingernes, samt alle syd- og vestlændingers skulde derimod have ligget vest for denne.

Hermed stemmer også angivelserne i flere andre sagaer; således tjaldede i følge Hrk. (s. 12—13) Såm bod øst for åen, og her var vel også de øvrige østfjordingers boder; den bod, hvori brødrene fra Torskefjord (Bst.) havde ophold, lå derimod vest for åen. — Atter andre sagaer udtrykke sig mindre bestemt, men give dog vink, der gå i samme retning; når der således i Bdm. C. (s. 13) siges om den gamle Ofejg, der var reden til tings i flok med høvdinger fra den nordvestlige del af landet, og som tidligere havde aflagt besøg i boderne hos et par vesterlandske høvdinger for at sikre sig disses hjælp, — at han går »over broen« og til sine frænder Skarda-mændene for at bede dem ledsage sig til lovbjærget, er det ikke urimeligt at antage, at der derved skal betegnes, at disses bod lå på en side af åen modsat den, hvor han selv og de tidligere omtalte høvdinger opholdt sig; og, da Skarda-mændene var fra Tingøsyssel, de i sagaen forud omtalte på altinget tilstedeværende høvdinger derimod fra den nordvestlige del af landet, har vel Skarda -mændenes bod ligget øst for åen.

At østlændingernes boder var øst for åen synes bekræftet så vel ved Ljosv. som ved de to småfortællinger om Torlejv jarleskjald og Ölkovre. — I modsætning til Nj.s fremstilling, i følge hvilken beboerne af Tingøsyssel skulde have deres boder øst for åen, står en angivelse i Vem. (s. 305), at Skuta havde sin bod vest for åen. — På den anden side lader fremstillingen i enkelte sagaer nærmest slutte, at i det mindste visse vestlændinger have haft deres boder øst for åen; dette synes således i følge Gunl. (s. 259—60) at have været tilfælde med Gilsbakkefolkene (M.) og i følge Laxd. (s. 290) med Torgils Hallassön (D.).

Af sagaer, der omhandle begivenheder fra en yngre tid, indtager Sturl. ubetinget den første plads med hensyn til skildringen af altingslokaliteter. Den er utvivlsomt i det hele den af alle islandske sagaer, der giver os de udførligste og pålideligste oplysninger om altingsforholdene, uagtet sagaens fremstilling i denne henseende ikke altid er let at forstå.

Af denne saga lader sig ikke udlede nogen bestemt regel for fordelingen af boderne. Snorre Sturlassöns vigtigste og af ham sædvanlig benyttede bod lå således øst for åen; dog ses Snorre også en altingssommer at have ladet bygge bod vest for åen. — Øst for åen synes i det hele i følge Sturl. en stor del af tingboderne at have ligget, og blandt sådanne nævner sagaen en, der ved sit navn viser sig knyttet til Vestlandet (Jöklamanna búð), en anden, som fulgte et sönderlandsk godord (Allsherjar buð).

Den faste stamme af altingsboderne udgjordes øjensynlig af de boder, der fulgte de forskellige godord. Det var ifølge Grg. (§ 23) pligt for enhver tingmand at tage ophold i sin godes bod, hvor han kunde gøre fordring på et særskilt rum dannet ved et forhæng tværs over boden. Disse boder må have været meget store, de har vistnok tidlig fået egne navne og har haft deres bestemte uforandrede plads på tingstedet; var godens tingmænd mange, har det vel også ofte været nødvendigt for ham at have flere boder, hvad der synes at kunne sluttes af flere steder i Sturl. Om privatmænd uden godeværdighed har haft deres egne boder er ikke let at afgøre, ti skønt der mangfoldige steder i sagaerne tales om N. N.s bod, er det umuligt at se, om der menes den N. N. tilhørende bod, eller blot den, hvori han havde ophold. Dog er det ingenlunde usandsynligt, at de mere velstående bønder stundom kan have haft deres egne boder (skønt ofte har dette vel ikke været tilfælde på grund af den dermed forbundne ulejlighed og bekostning, som det jo var ganske unødvendigt for ham at underkaste sig, da godens bod stod ham åben). Vilde en sådan mand opføre sig en bod, behøvede han næppe at frygte nogen vanskelighed fra godens side, skønt denne efter loven kunde stævne ham til erlæggelse af en tre marks bøde, hvis han ikke vilde tage ophold i hans bod (Grg. § 23).

Foruden deres boder, der kom for tingforhandlingernes skyld, fandtes der på altingsstedet endel tålte, men kun lidet ansete håndværkerboder: Garver- og sværdfegerboder nævnes i Grg. (§ 101); en sværdfegerbod nævnes også, med tydelig foragt, i Nj. (s. 812, i et vers s. 818 kaldes samme sværdfeger endog ligefrem »gøgler«). — En ølbod nævnes i Sturl. (I, s. 300), dog vistnok kun som et tilbehør til Snorre Sturlassöns bod; at ølsalg har været drevet på altinget som en forretning ses imidlertid af Ölk. — Sammen med de oven nævnte garver- og sværdfegerboder anfører det yngre håndskrift af Grågås (AMske udg. II, s. 84) endog gøgleres og tiggeres boder. — Om omvandrende tiggere udtrykker Grg. (§ 131) sig rigtignok meget skånselløst: for sådanne skulde man ved spisetid lukke sine boder, og deres egne boder var ufredhellige — men, da ingen egenlig uderende magt fandtes, er det åbenbart i virkeligheden ikke gået så strængt til.

I Grg. (§ 78) omtales særlige håndværkere, som gav sig af med at opføre boder på altinget; de må have været opførte ganske som udhuse på Island endnu bygges, langagtig-firkantede, med indtil flere alen tykke og 3—4 al. høje vægge af lagvis lagte græstørv og flade sten (der vel her på grund af egnens bekaffenhed er bleven rigeligere anvendte end sædvanlig er tilfældet), med en smal døråbning og spidst tilløbende gavle. Således har tomterne stået året igennem; i altingstiden har man så givet dem et vadmelstag, og ligeledes behængt væggene indvendig med vadmel, dette kaldtes at tjælde (egl. tælte) boderne. — Tør man tro beskrivelserne i Nj., har høvdingeboderne været udstyrede med bænk (pall), ja undertiden endog med højsæde.

I Hrk. (s. 14) omtales to skindkojer (húðföt) stående inde i en bod på tværs i denne; og, at dømme efter en ytring i Flatb. I, s. 386, har det været sædvanligt at afklæde sig om aftenen og gå ordenlig til sængs (sml. også Sturl. I., s. 300).

I eller ved boden kunde i følge Grg. forskellige retslige meddelelser foregå. Til boderne har vistnok almindeligvis hørt et kogehus; i OSto. (Flatb. I, 524) nævnes et bryghus (heituhús), som var det et almindeligt tilbehør til boderne. — Bodernes indbyrdes nære beliggenhed kan sluttes af, at smalle stræder (sund) mellem disse oftere omtales; således finder i følge Bdm. C. (s. 7) Ofejgs og hans söns møde sted i bodsundene (i buða sundunom).

Ganske interessant er det af det forhen omtalte kgl. reskript angående altingsmændenes rådighed over tingstedet at se, at endnu 1737 gik bodtomterne i arv i familierne; i dette anføres nemlig, at Tingvoldspræsten, som mener sig berettiget til erstatning for den skade, der tilføjes præstegårdens grund ved tingmændenes årlige reparationer af deres bodtomter (»tofter«, som de i reskriptet nævnes), har beklaget sig over, at de »bruge og forarbejde der sammesteds tofter, som de skal lade opbygge af jord og stene, hvilke tofter de ville arve, en efter anden, ligesom anden lovlig arvedel, uagtet hans forbud.« Endnu 1792 brugtes boder på altinget; Sv. Povlssön anfører nemlig i sin dagbog for dette år (Natur-hist. Selsk. Skrivter III., 1., s. 192), at rettens besiddere og andre vedkommende, som besøge altinget, »logere enten i tælte eller i de såkaldte boder: det er af jord og sten opbygde gærder, behængte indvendig med gardiner, og overdækket med hvidt vadmel.« 

Det nævntes tidligere, at vistnok alle de til godordene hørende boder har haft deres særlige navne. I sagaerne findes nemlig ikke få bodnavne bevarede, af hvilke de allerfleste have hentydning enten til den familie eller den egns beboere, som benyttede boden; andre boder have vel navne dannede på anden måde — som f. eks. efter udseende, beliggenhed —, eller have rent vilkårlig valgte navne; men også om flere af disse boder gælder det, at de ses at have tilhørt en enkelt bestemt høvding, eller at have fulgt et bestemt godord.

Den af sagaerne, der har de fleste bodnavne, er Nj. og man kan endog efter sagaens beskrivelse gøre sig en omtrentlig forestilling om nogle af disse boders beliggenhed. Boderne nævnes i sagaen navnlig ved tre lejligheder. Det første sted er s. 606 ffg., hvor begivenhederne på altinget efter Höskuld Hvidenæsgodes drab skildres; Njålsønnerne støttes af Hjalte Skeggessön og Asgrim Ellidagrimssön; desuden er Mörd Valgardssön deres hemmelige forbundne. Måske Njålssønnerne har været i bod med Hjalte eller Asgrim, men disses boder kendes ikke; Asgrim Ellidagrimssöns bod nævner også Krstn. (s. 21), og der siges dér, at Hjalte og Gissur hvide på det ting, da kristendommen blev vedtaget, var i bod med denne. Mörd indtog Rangæingernes bod (Rangæinga búð). Njålssønnerne førte af Asgrim (og måske udgående fra dennes bod) går en dag i tingtiden ud for at søge bistand hos forskellige høvdinger og besøger boderne i følgende orden. Først kommer de til Gissur hvides bod — det må være den, som i Nj. s. 124 kaldes Mosfellingemes bod (Mosfellínga búð), Gissur hvides fædrenegård var nemlig Mosfell i Grimsnæs (A.), han nedstammede fra en her hjemmehørende bekendt høvdingefamilie, der efter Islb.s vidnesbyrd (s. 5) netop benævntes »Mosfellíngar«; desuden siges i Nj. (s. 548), at Gissur og Hjalte, på tinget hvor kristendommen antoges, opholdt sig i Mosfellingernes bod. Om beliggenheden af Rangæingebod i forhold i Mosfellingebod giver Nj. s. 124 os et vink, der stadfæstes af andre steder i sagaen. Når det siges om Gunnar fra Hlidarende, der opholdt sig i Rangæingernes bod, at hans vej — formodenlig hjem til boden — fra lovbjærget (der, som det senere skal påvises, lå vest for åen) faldt neden for (ɔ: forbi østsiden af) Mosfellingebod, så synes det, at Rangæingernes bod har ligget syd for Mosfelhngernes bod. Ud for Mosfellingernes bod ser Gunnar (Nj. 124—25) kvinder gå imod sig; blandt disse var Halgerd, til hvem han frir, og som henviser ham til sin fader Höskuld, hvorefter Gunnar går til Dalemændenes bod (Dalamanna búð) og aftaler der fæstemålet med Höskuld. I denne bod har vel også Halgerd selv hørt hjemme, og i så fald kunde man af dette sted formode, at Dalemændenes bod havde ligesom Rangæingebod ligget sydligere end Mosfellingebod, vest for åen.

Da Höskuld og hans broder Hrut (Nj. s. 3) på vejen til lovretten passerer Rangæingebod, synes Dalemændenes bod at have været endnu sydligere end denne; dog er dette ingen nødvendighed; vest for åen må den derimod ganske sikkert have ligget, da Höskuld og Hrut ellers på deres vej til lovretten (som lå øst« for åen, oppe på voldene) ikke kunde få lejlighed til at passere Rangæingebod.

Fra Gissur hvides bod gårHjalte og Njålssønnerne til Ölvesingeres bod (Ölvusinga búð); fra denne begiver man sig til Snorre godes bod, der så vel af sagaens senere fremstilling som ved sammenligning med Sturl. viser sig at være den samme som Hladbod (Hlaðbúð). I Sturl. (I., s. 266) siges der nemlig, at Hladbod fulgte Snorrunga-godordet, og af samme saga (I., s. 55, gi. udg.) ses, at Sturlungernes stamfader havde arvet dette godord efter Måne-Ljot, der (ifg. Eb. s. 123) ansås for den ypperste af Snorre godes sønnesønner.

Snorre godes bod får en så udførlig omtale i Nj. i anledning af kampen på altinget efter Njålsbranden, at ingen på altingsstedet lokaliseret læser kan være i tvivl om dens omtrentlige beliggenhed. Der er da heller næppe nogen altingslokalitet, der påvises med større bestemthed end Snorrebod (Snorrabúð), hvis rester man vil genfinde i den store bodtomt på Almannagjås østerskrænt, lige nord for den ind i kløften førende vej . I hvert fald må det indrømmes, at Hladbod meget vel kan have ligget her og i alle tilfælde må have ligget omtrent på dette sted. Dog står heller ikke denne bodtomt urørt fra den gamle tid; således siges i en (utvivlsomt af Finn Magnussön samlet) udsigt over oldsager i Island, at Snorrabúð tilhørte og benyttedes af landets sidste lavmand Magnus Olavssön.

Fra Snorres bod begav Asgrim og Njålssönnerne sig til Skagfjordingernes bod (Skagfirðinga búð), derfra til Mödrvellingernes bod (Möðrvellinga búð), så til Ljosvetningeres bod (Ljósvetninga búð), hvorefter de går hjem.

Af et senere sted i sagaen, hvor altingsbegivenhederne efter Njålsbranden fortælles, ses det, at Öksfjordingernes bod (Öxfirðinga búð) og Ljosvetningernes bod var øst for åen, Hladbod derimod vest for denne; øst for åen var endvidere, som det af samme sted kan sluttes, flere andre tingøinger i bod, desuden østfjordingen Bjarne Broddhelgessön; her må også den af Flose benyttede Byrgesbod (Byrgisbúð) søges, således som det med bestemthed fremgår af Sturl., hvor denne bod også nævnes. Også på dette alting foretoges ifølge Nj. (s. 746 ffg.) en af Asgrim ledet vandring fra bod til bod for at sikre sig bistand hos høvdingerne. Asgrim optrådte her blandt Njåls og hans sönners hævnere, og blandt dem var også Gissur hvide og Mörd. Man synes ligesom forrige gang at have begyndt temlig langt nede, vest for åen, og derfra at være gået nord efter. Rangæingernes og Mosfellingerhes boder, der synes at have ligget nærmest udgangspunktet, var der jo ingen anledning til at besøge, da de optoges af medlemmer af dette parti; de tre boder, man besøgte, nævnes i øvrigt i samme orden som før; Skafte Toroddssöns bod ɔ: Ölvesinge bod, Snorre godes bod og Mödrvellingernes bod.

Udførligst omtales tingstedets topografi, hvor i det følgende (s. 805 ffg.) den store kamp på altinget mellem mordbrænderne og Njålhævnerne beskrives. Da Snorre gode mærker, at sagen mellem de to parter ikke kan afgøres ad lovens vej, fylker han efter aftale med Asgrim (smL s. 751) neden for Almannagjå mellem den og Hladbod (det vil vel altså sige: opstiller sine folk fra østerskræntens indre rand til hen mod sin egen bod, tværs over den ind i Almannagjå førende vej) for at hindre Floses parti fra at nå forsvarsstedet (vígit) i Almannagjå.

Kampen begynder ved lovretten øst for åen (hvor femterdommen havde sit sæde); da Floses parti begynder at vige, trækker Hall fra Sida og hans søn Ljot sig ned langs østsiden af Öksarå; medens Hall søger at samle folk for at skille de kæmpende, tager Ljot med sin flok stilling ved broens ende med den beslutning at komme sit parti til hjælp, når han ser det behøves. Hovedmassen af Floses parti flygter derimod forfulgt af modpartiet vest over Öksarå for at søge til forsvarsstedet i Almannagjå og veg op mellem Virkesbod (Virkisbúð) og Hladbod. Her standses deres videre fremtrængen af Snorre godes fylking: der opstår en heftig kamp, da modparten samtidig angriber dem nede fra; Skafte Toroddssön søger at nå Snorres bod for at mægle, men rammes af et spyd og må slæbes ind i en sværdfegerbod (der altså må have været lige i nærheden af Snorres bod); tilsidst må Floses parti flygte syd på langs åen til Mödrvellingernes bod og derfra til Vatnsfjordingeboden (Vatnsfirðinga búð). Nu går Ljot og Hall med deres folk (øst fra) vest over åen, men da de kom på hraunet, gennembores Ljot af et spyd. Floses mænd viger fremdeles, op forbi Vatnsfjordingebod; her falder mordbrændernes sagfører Ejolv Bølverkssön, og nu standser kampen.

Vatnsfjordingebod, hvis beliggenhed i forhold til broen over Öksarå således er tilnærmelsesvis bestemt, omtales også i Laxd. (s. 290). Torgils Hallassön, der havde dræbt den borgefjordske storbonde Helge Hardbenssön, gik vest over åen for at betale Helges sønner boden; han satte sig på klippegrunden (holkn'et) oven for boderne for at tælle sølvet, men bliver her dræbt af en forbigående mand — en søn af en vesterlandsk gode, fra Langedal (Snf.), hvem Torgils havde frataget godordet —; drabsmanden undløber til Vatnsfjordingeboden, hvor han dræbes i boddøren.

Vest for åen har således i følge Nj. ligget Dalemændenes bod, Rangæingebod, Mosfellingebod, Ölvesingebod, Virkesbod (der må have ligget nær indgangen til Almannagjå og have været forsynet med et virke), Hladbod, Skagfjordingebod, Mødrvellingehod (formodenlig noget nærmere åen end hine), samt syd for denne Vatnsfjordingebod. Desforuden nævnes i Nj. den sydlandske Dalverjebod (Dalverjabúð, Nj, s. 604), om hvilken sagaen intet vink giver, men som det i følge bodfordelingen i Nj. ligeledes er naturligst at søge vest for.åen. Som liggende øst for åen angiver sagaen kun Ljosvetningebod og Øksfjordingebod, men her må, som før nævnt, også Byrgesbod søges.

Se Tillæg og rettelser

---