Sønder-Tingø syssel (K.Kålund)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island
Suðr-Þingeyjar sýsla
[Indbyggerantal c. 4500]
Først 1841 deltes Islands nordøstligste retsdistrikt Norder-syssel (Norðr-sýsla) eller Tingø syssel (Þíngeyjar sýsla) i to sysler Sønder-Tingø syssel og Norder-Tingø syssel, eller — som de efter deres beliggenhed snarere burde benævnes — Vester- og Øster -Tingø syssel, og allerede år 1851 genforenedes de to sysler til én jurisdiktion. Hele denne strækning er det også, der i ældre tid sammenfattes under benævnelsen Tingø ting (Þingeyjar þing) eller Eyjar ting (Eyjar þing ɔ: Ø ting, Járns.). Imidlertid er dog i den nyeste tid (ved lov af år 1877) Tingø syssel i kommunal henseende igen bleven delt i to syssel-kommuner med de tidligere grænser. Og i hvert fald vilde praktiske hensyn tale for at bibeholde adskillelsen her, for at lette overblikket over de mange bygder i dette store distrikt. Tingø syssel overgår nemlig i fladeindhold alle landets andre sysler, og hvad kyststrækningens længde angår står det vel kun tilbage for Skaftafells syssel.
Indtil år 1852 dannede, som tidligere (s. 128) anført, Øfjorden i hele sin længde grænsen mellem Øfjords syssel og Sønder-Tingø syssel, og den hele forandring, som da skete, bestod i, at de to sydligste gårde øst for fjorden henlagdes til Øfjords syssel. Øfjorden danner altså endnu så godt som helt ind til fjordbunden Sønder-Tingø syssels vestgrænse; derefter dannes vestgrænsen mellem de to sysler af Vadlahede og dens sydlige fortsættelser. Mod nord begrænses Sønder-Tingø syssel af havet, mod øst af Norder-Tingø syssel, mod syd af det indre højland, i det dog bebyggelsen for dette distrikts vedkommende strækker sig ualmindelig langt ind i landet.
Medens på Øfjordens vestkyst flere fjorde og adskillige større dale strække sig ind i landet, er fjordens østkyst kun lidet indskåren. Fjorde findes her slet ikke, og kun ét sted afbrydes den tæt ud mod kysten gående sammenhængende fjældmasse ved et dalstrøg, i det Fnjoskåen omtrent midtvejs på østkysten bryder sig vej ud til fjorden. Den et par mile lange kystrand, der fra syslets sydgrænse ligger nord på langs Øfjordens østkyst til Fnjoskåens munding, benævnes Svalbardsstrand (Svalbarðsströnd), mod øst begrænset af Vadlahede, der som en svær hals skyder sig frem mellem kysten og den øst for liggende Fnjoskadal. Vejen nord på går ad ubanede stier langs den stejle skråning. Det smalle underland langs kysten giver kun plads for en enkelt række gårde; den sydlige, større halvdel af disse, til bægge sider for kirkestedet Svalbard (Svalbarð), udgør i gejstlig henseende et annekssogn til Glæsebæ i Øfjords syssel. Foruden Svalbard, der nævnes i Ljósv., er der ikke mange punkter her, der fortjæne særlig at fremhæves. Det i Ldn. (s. 206) nævnte Galtarhamar(r), hvor Helge den magre landede på sin sejlads længre ind i Øfjorden, må vistnok søges i Svalbards sogn, men navnet synes at være glemt. Ved gården Gautstad (Gautstaðir) noget nord for Svalbard omtaler den antkv. indb. (1817) syd for tunet et sted kaldet Tinggerde (Þínggerði), bestående af en gammel »domring« med spor af en tomt i midten; dér skal langt ned i tiden have været afsagt domme, og i et vandhul der i nærheden skal en kvinde være druknet på grund af barnefødsel i dølgsmål og udsættelse af barnet. Tingstedet er, hvad også denne sidste beretning tyder på, utvivlsomt af nyere oprindelse. — Omtrent på grænsen af Svalbards sogn og det nordligere Løvås sogn skyder et lille næs Knararnes sig frem i fjorden; stedet er bekendt som en ypperlig landingsplads, og her er udmærket læ for skibe under alle vinde. Det er vel rimeligst her at søge det Knararøre (Knarareyrr) i Øfjord, som omtales i Vem.; et landingssted af samme navn forekommer Finnb. (kap. 10).
En mils vej nord for sognegrænsen mod syd ligger præstegården Løvås (Laufás(s)), der hvad selve bygningerne og kirken angår er noget ualmindeligt i henseende til pyntelighed og net udstyring. Også beliggenheden er smuk. Gården ligger umiddelbart syd for Fnjoskadalsmundingen i fjældskråningen ud mod fjorden; bag ved gården hæver sig en spidst tilløbende fjældtop; neden for ses Fnjoskåens vidt forgrenede mundinger, der omslutte flere græsgroede holme med rigt æderfuglevarp[1]. Den oftere nævnte Fnjoskå (Fnjóská, ældre: Hnjóská) har et ret ejendommeligt løb, i det den efter lige fra sit udspring at have haft en afgjort nordlig retning, pludselig på den aller sidste strækning bøjer mod vest og søger ud mod Øfjorden. For dette sidste stykkes vedkommende indsnævres den af åen gennemløbne dal betydelig, og sluttelig må Fnjoskåen gennem et dybt kløftleje bryde sig en udvej, hvorefter den forgrener sig vidt ud over det flade land. Gårdene nord og syd for Fnjoskå under dette dens nedre løb regnes til Løvås sogn, og denne lille bygd, sædvanlig kaldet Dalmundingen (Dalsmynni), der strængt taget udgør Fnjoska- (eller Hnjoska-) dalens nederste del, indbefattes i almindelighed ikke under benævnelsen Fnjoskadal. Blandt de herværende gårde er kun at mærke Tværå (Þverá), den østligste gård nord for åen, der i kilderne (Vem., Ljósv.) kaldes Tværå i Hnjoskadal; den lille å, hvorefter gården har navn, danner østgrænsen for Løvås sogn[2].
Noget uden for Fnjoskåmundingen ses fra Løvås i nordvest en hvælvet, græsgrot højde (höfði) skyde sig frem i fjorden, hvor den ender med en lavere næsagtig fortsættelse mod syd. I den sydlige skråning står den efter højden benævnte gård Hövde (Höfði); og efter samme fritstående højde har endvidere det omliggende lille bygdelag fået navnet Hövdahverve (Höfðahverfi)[3]. Hövde, nu præstegård, var i oldtiden høvdingesæde, og »høvdens« vestlige lier må den gang have haft et mere smilende udseende end nu — efter det ejendommelig stemningsfulde lille vers at dømme, som landnamsmandens søn Hallstén Tengilssön kvad, da han en gang ved sin ankomst til Island erfarede sin faders død[4]. Gården omtales i øvrigt i flere sagaer (Vem., Ljósv., ÞH.). Vest for hövden, på en flad sten- og grusstrækning, ligger nu en stor del af øfjordens håkarleskibe optrukne, når de ikke er i brug. Nord for høvden indtager bygden kun en smal strækning, før højder og fjælde igen hæve sig; mod øst er derimod lavlandet noget bredere; blandt gårdene her kan mærkes Bårdartjörn (Bárðartjörn, Vem: Borðatjörn) og, øst for denne, Grytubakke (Grýtubakki, Ljosv. Grítub.).
Nord for »Dalmundingen« og Hövdahverve hæver landet sig igen som en sammenhængende fjældmasse med flere snebedækte toppe og med stejlt kystaffald. Hele kyststrækningen fra nord for »høvden« til Øfjordens nordestlige begrænsning, den såkaldte Låtrastrand (Látraströnd), er derfor så godt som uden underland, og vejen mellem de enkelte gårde er på grund af de stejle fjældskråninger, rivende vandløb og mange kløfter overmåde besværlig. — Ved forbjærget Gjögratå (-tá), fordum Reynisnes, — omtrent i linje med Hedinsfjorden — afgrænses Øfjorden på denne side, i det kystlinjen her gør en pludselig bøjning fra nord til øst.
Øst for Gjögratå begynder et nyt præstekald, hvis vestlige del udgøres af de såkaldte Fjorde (Firðir). Denne lille bygd ligger overordenlig afsides og næsten helt afskåren fra omverdenen. Mod nord beskyllels kysten af det åbne hav; fjordene, hvorefter bygden har taget navn, er kun nogle mindre indskæringer, oven for hvilke der i reglen kun er plads for en enkelt eller ganske få gårde; på de fleste steder gå de høje, stejle fjælde helt ud til søen, og som en sammenhængende mur skiller fjældmassen, hvorfra disse er forgreninger, mellem denne bygd og nabobygderne mod øst, syd og vest. Blandt de omtalte indskæringer af havet fortjæne (og have) kun småfjordene Torgejrsfjord (Þorgeirsfjörðr, Bdm.) og Hvalvatnsfjord (Hvalvatnsfjörðr) navn af fjorde. Op fra den sidste ligger en meget besværlig vej mod syd over fjældene til Hövdahverve. I Hvalvatnsfjorden vest for mundingen af en her i fjorden faldende å ligger gården Øre (Eyri), også kaldet Arnarøre (Arnareyri, ældre -eyrr); her har man da rimeligvis det i Finnb. (kap. 22) nævnte Arnarøre, hvor Finnboge efter sit ophold i Norge lander. Som variant forekommer imidlertid Knararøre. — Ved et mod søen fremskydende fjæld er »Fjordene« skilt fra Flatødalen, der tilligemed den foranliggende Flatø udgør præstekaldets anden del. Øst for »Fjordene« antager kystlinjen en sydøstlig retning, og en større bugt Skjalvande (Skjálfandi) eller Skjalvandafloe (Skjálfandaflói ɔ: Skjalvandabugt) — af hvilken sidste form for navnet den første vel kun er en afkortning[5] — begynder at udforme sig. Ud mod en mindre indbugtning af denne store bugt, ved dens nordvestlige hjørne, ligger den nævnte Flatødal (Flateyjardalr), egenlig kun selve kyststrækningen eller dalmundingen, i det dalstrøget længre fra kysten benævnes Flatødalshede (Flateyjardalsheiði, ældre -heiðr). Langs søen ligger derfor også dalens gårde. — Også Flatødalen har sin helt, nemlig Finnboge den stærke, om hvis bedrifter jo rigtignok kun en alt andet end pålidelig saga giver underretning. Her, hvor Finnboges hjemstavn var, omfattes han med megen interesse; dog synes ingen virkelig tradition af nogen art at være bevaret, men adskillige forvirrede forsøg på stedfæstning af de i sagaen nævnte lokaliteter gøres. Vestligst i dalen skyder en høvde sig frem mod søen; inden for denne ligger to gårde Vik og Jøkelså (Jökulsá). Vik (ɔ: Vig), dalens nordvestligste gård, må vel være den Finnb. kap. 36 nævnte lokalitet Vik, hvor en variant har Eyri. Også gården Jøkelså nævnes i sagaen (Finnb. s. 210). Sydøst for Jøkelså ligger Brettingsstad (Brettíngsstaðir), nu dalens anseligste gård, i følge Finnb. tilholdsstedet for Finnboges uvenner. I linje med Brettingsstad, lidt østligere, ligger gården Hov (Hof), rigtignok ikke nævnt i sagaen, men dog ikke uden interesse. Denne gård, der ligger omtrent midt i dalmundingen, ligesom beskyttet af en indadtil græsgrot høvde, som hæver sig op fra søbredden her, har nemlig i sit tun en del tomter af noget usædvanlig art. Alle ligge de nordøst for gården. En af disse udgives for hovtomt; det er en aflangfirkantet tomt, hvis langvægge er c. 6 fv. Men desuden er tunet opfyldt af gamle tomter, om hvis oprindelse intet vides; mindst 6—8 af disse, hvoraf én meget anselig, langt større end »hovtomten«, ligne ganske bodtomter; desuden ses også spor af en kredsformig tomt. Skulde man her have lævningerne af et tingsted? Kilderne mælde intet om noget sådant, lige så lidt som om noget hov i Flatødalen. Dog angiver rigtignok Finnb., at Finnboges fader Asbjörn havde godord i Flatødalen. Foruden de nævnte gårde findes der i selve Flatødalen endnu kun én, nemlig Øre (Eyri, ældre Eyrr), der ligger sydøst for Hov, under dalens østlige fjældbegrænsning og tæt ved søen. På Øre boede i følge Finnbogesaga høvdingen Asbjörn, hvis søn udsættes, men findes af den fattige bonde på Tofter (Tóptir ɔ: tomter), hos hvem barnet opfostres under navnet Urdarkött (ɔ: Urdekat, — fordi han var funden i en urd), indtil dets rette herkomst opdages. Senere får ynglingen navnet Finnboge — efter en norsk søfarende, hvis liv han har frelst. Tofter og Øre kan efter sagaen antages at have været nabogårde; men om beliggenheden af den første af disse vides ellers intet, Øre, der nu kun er en tarvelig gård, står tæt under et grus- og stenfjæld, der danner ligesom den nederste terrasse af et større bagved liggende fjæld. Det nævnte lavere, men dog ingenlunde uanselige fjæld kaldes besynderlig nok Eyrarurð, medens »urð« ellers betegner blot en dynge eller skrænt af løse sten. Oppe på dette fjæld, lige oven for gården Øre, skal findes græsstrækninger; temlig usandsynligt er det dog vel, når man mener, at gården Tofter skal have stået her; man vil imidlertid se spor af gærder og enkelte tuer, der kan tyde på hustomter, her.
Fodnoter
- ↑ I følge Nj. (s. 506) var Løvåsingegodordet (Laufæsingagoðorð) et af de ny godord, der optoges ved femterdommens indstiftelse.
- ↑ Hinsides Fnjoskåmundingen ligger den til Løvås sogn hørende gård Nes. Den antkv. indb. (1820) fortæller, at der her i nærheden findes nogle gamle, aflang-firkantede tomter af betydelig størrelse, hvor man antog folk i gamle dage havde holdt deres forlystelser (gleðileikar).
- ↑ Sognebeskrivelserne for det nordestlige Island synes gennemgående at have en tilbøjelighed til at lade en form »hverf« gælde som nf. i steden for »hverfi«.
- ↑
Drúpir Höfði (ɔ: gården),
dauðr er Þengill,
hlæja hlíðir
við Hallsteini. - ↑ Dog opfatter ikke Ldn. (s. 17—18) forholdet således. Måske virkelig også bugten kan være benævnt Skjálfandi ɔ: dirrende, af bølgebevægelsen.
