Sønder-Tingø syssel (K.Kålund)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island
Suðr-Þingeyjar sýsla
[Indbyggerantal c. 4500]
Først 1841 deltes Islands nordøstligste retsdistrikt Norder-syssel (Norðr-sýsla) eller Tingø syssel (Þíngeyjar sýsla) i to sysler Sønder-Tingø syssel og Norder-Tingø syssel, eller — som de efter deres beliggenhed snarere burde benævnes — Vester- og Øster -Tingø syssel, og allerede år 1851 genforenedes de to sysler til én jurisdiktion. Hele denne strækning er det også, der i ældre tid sammenfattes under benævnelsen Tingø ting (Þingeyjar þing) eller Eyjar ting (Eyjar þing ɔ: Ø ting, Járns.). Imidlertid er dog i den nyeste tid (ved lov af år 1877) Tingø syssel i kommunal henseende igen bleven delt i to syssel-kommuner med de tidligere grænser. Og i hvert fald vilde praktiske hensyn tale for at bibeholde adskillelsen her, for at lette overblikket over de mange bygder i dette store distrikt. Tingø syssel overgår nemlig i fladeindhold alle landets andre sysler, og hvad kyststrækningens længde angår står det vel kun tilbage for Skaftafells syssel.
Indtil år 1852 dannede, som tidligere (s. 128) anført, Øfjorden i hele sin længde grænsen mellem Øfjords syssel og Sønder-Tingø syssel, og den hele forandring, som da skete, bestod i, at de to sydligste gårde øst for fjorden henlagdes til Øfjords syssel. Øfjorden danner altså endnu så godt som helt ind til fjordbunden Sønder-Tingø syssels vestgrænse; derefter dannes vestgrænsen mellem de to sysler af Vadlahede og dens sydlige fortsættelser. Mod nord begrænses Sønder-Tingø syssel af havet, mod øst af Norder-Tingø syssel, mod syd af det indre højland, i det dog bebyggelsen for dette distrikts vedkommende strækker sig ualmindelig langt ind i landet.
Medens på Øfjordens vestkyst flere fjorde og adskillige større dale strække sig ind i landet, er fjordens østkyst kun lidet indskåren. Fjorde findes her slet ikke, og kun ét sted afbrydes den tæt ud mod kysten gående sammenhængende fjældmasse ved et dalstrøg, i det Fnjoskåen omtrent midtvejs på østkysten bryder sig vej ud til fjorden. Den et par mile lange kystrand, der fra syslets sydgrænse ligger nord på langs Øfjordens østkyst til Fnjoskåens munding, benævnes Svalbardsstrand (Svalbarðsströnd), mod øst begrænset af Vadlahede, der som en svær hals skyder sig frem mellem kysten og den øst for liggende Fnjoskadal. Vejen nord på går ad ubanede stier langs den stejle skråning. Det smalle underland langs kysten giver kun plads for en enkelt række gårde; den sydlige, større halvdel af disse, til bægge sider for kirkestedet Svalbard (Svalbarð), udgør i gejstlig henseende et annekssogn til Glæsebæ i Øfjords syssel. Foruden Svalbard, der nævnes i Ljósv., er der ikke mange punkter her, der fortjæne særlig at fremhæves. Det i Ldn. (s. 206) nævnte Galtarhamar(r), hvor Helge den magre landede på sin sejlads længre ind i Øfjorden, må vistnok søges i Svalbards sogn, men navnet synes at være glemt. Ved gården Gautstad (Gautstaðir) noget nord for Svalbard omtaler den antkv. indb. (1817) syd for tunet et sted kaldet Tinggerde (Þínggerði), bestående af en gammel »domring« med spor af en tomt i midten; dér skal langt ned i tiden have været afsagt domme, og i et vandhul der i nærheden skal en kvinde være druknet på grund af barnefødsel i dølgsmål og udsættelse af barnet. Tingstedet er, hvad også denne sidste beretning tyder på, utvivlsomt af nyere oprindelse. — Omtrent på grænsen af Svalbards sogn og det nordligere Løvås sogn skyder et lille næs Knararnes sig frem i fjorden; stedet er bekendt som en ypperlig landingsplads, og her er udmærket læ for skibe under alle vinde. Det er vel rimeligst her at søge det Knararøre (Knarareyrr) i Øfjord, som omtales i Vem.; et landingssted af samme navn forekommer Finnb. (kap. 10).
En mils vej nord for sognegrænsen mod syd ligger præstegården Løvås (Laufás(s)), der hvad selve bygningerne og kirken angår er noget ualmindeligt i henseende til pyntelighed og net udstyring. Også beliggenheden er smuk. Gården ligger umiddelbart syd for Fnjoskadalsmundingen i fjældskråningen ud mod fjorden; bag ved gården hæver sig en spidst tilløbende fjældtop; neden for ses Fnjoskåens vidt forgrenede mundinger, der omslutte flere græsgroede holme med rigt æderfuglevarp[1]. Den oftere nævnte Fnjoskå (Fnjóská, ældre: Hnjóská) har et ret ejendommeligt løb, i det den efter lige fra sit udspring at have haft en afgjort nordlig retning, pludselig på den aller sidste strækning bøjer mod vest og søger ud mod Øfjorden. For dette sidste stykkes vedkommende indsnævres den af åen gennemløbne dal betydelig, og sluttelig må Fnjoskåen gennem et dybt kløftleje bryde sig en udvej, hvorefter den forgrener sig vidt ud over det flade land. Gårdene nord og syd for Fnjoskå under dette dens nedre løb regnes til Løvås sogn, og denne lille bygd, sædvanlig kaldet Dalmundingen (Dalsmynni), der strængt taget udgør Fnjoska- (eller Hnjoska-) dalens nederste del, indbefattes i almindelighed ikke under benævnelsen Fnjoskadal. Blandt de herværende gårde er kun at mærke Tværå (Þverá), den østligste gård nord for åen, der i kilderne (Vem., Ljósv.) kaldes Tværå i Hnjoskadal; den lille å, hvorefter gården har navn, danner østgrænsen for Løvås sogn[2].
Noget uden for Fnjoskåmundingen ses fra Løvås i nordvest en hvælvet, græsgrot højde (höfði) skyde sig frem i fjorden, hvor den ender med en lavere næsagtig fortsættelse mod syd. I den sydlige skråning står den efter højden benævnte gård Hövde (Höfði); og efter samme fritstående højde har endvidere det omliggende lille bygdelag fået navnet Hövdahverve (Höfðahverfi)[3]. Hövde, nu præstegård, var i oldtiden høvdingesæde, og »høvdens« vestlige lier må den gang have haft et mere smilende udseende end nu — efter det ejendommelig stemningsfulde lille vers at dømme, som landnamsmandens søn Hallstén Tengilssön kvad, da han en gang ved sin ankomst til Island erfarede sin faders død[4]. Gården omtales i øvrigt i flere sagaer (Vem., Ljósv., ÞH.). Vest for hövden, på en flad sten- og grusstrækning, ligger nu en stor del af øfjordens håkarleskibe optrukne, når de ikke er i brug. Nord for høvden indtager bygden kun en smal strækning, før højder og fjælde igen hæve sig; mod øst er derimod lavlandet noget bredere; blandt gårdene her kan mærkes Bårdartjörn (Bárðartjörn, Vem: Borðatjörn) og, øst for denne, Grytubakke (Grýtubakki, Ljosv. Grítub.).
Nord for »Dalmundingen« og Hövdahverve hæver landet sig igen som en sammenhængende fjældmasse med flere snebedækte toppe og med stejlt kystaffald. Hele kyststrækningen fra nord for »høvden« til Øfjordens nordestlige begrænsning, den såkaldte Låtrastrand (Látraströnd), er derfor så godt som uden underland, og vejen mellem de enkelte gårde er på grund af de stejle fjældskråninger, rivende vandløb og mange kløfter overmåde besværlig. — Ved forbjærget Gjögratå (-tá), fordum Reynisnes, — omtrent i linje med Hedinsfjorden — afgrænses Øfjorden på denne side, i det kystlinjen her gør en pludselig bøjning fra nord til øst.
Øst for Gjögratå begynder et nyt præstekald, hvis vestlige del udgøres af de såkaldte Fjorde (Firðir). Denne lille bygd ligger overordenlig afsides og næsten helt afskåren fra omverdenen. Mod nord beskyllels kysten af det åbne hav; fjordene, hvorefter bygden har taget navn, er kun nogle mindre indskæringer, oven for hvilke der i reglen kun er plads for en enkelt eller ganske få gårde; på de fleste steder gå de høje, stejle fjælde helt ud til søen, og som en sammenhængende mur skiller fjældmassen, hvorfra disse er forgreninger, mellem denne bygd og nabobygderne mod øst, syd og vest. Blandt de omtalte indskæringer af havet fortjæne (og have) kun småfjordene Torgejrsfjord (Þorgeirsfjörðr, Bdm.) og Hvalvatnsfjord (Hvalvatnsfjörðr) navn af fjorde. Op fra den sidste ligger en meget besværlig vej mod syd over fjældene til Hövdahverve. I Hvalvatnsfjorden vest for mundingen af en her i fjorden faldende å ligger gården Øre (Eyri), også kaldet Arnarøre (Arnareyri, ældre -eyrr); her har man da rimeligvis det i Finnb. (kap. 22) nævnte Arnarøre, hvor Finnboge efter sit ophold i Norge lander. Som variant forekommer imidlertid Knararøre. — Ved et mod søen fremskydende fjæld er »Fjordene« skilt fra Flatødalen, der tilligemed den foranliggende Flatø udgør præstekaldets anden del. Øst for »Fjordene« antager kystlinjen en sydøstlig retning, og en større bugt Skjalvande (Skjálfandi) eller Skjalvandafloe (Skjálfandaflói ɔ: Skjalvandabugt) — af hvilken sidste form for navnet den første vel kun er en afkortning[5] — begynder at udforme sig. Ud mod en mindre indbugtning af denne store bugt, ved dens nordvestlige hjørne, ligger den nævnte Flatødal (Flateyjardalr), egenlig kun selve kyststrækningen eller dalmundingen, i det dalstrøget længre fra kysten benævnes Flatødalshede (Flateyjardalsheiði, ældre -heiðr). Langs søen ligger derfor også dalens gårde. — Også Flatødalen har sin helt, nemlig Finnboge den stærke, om hvis bedrifter jo rigtignok kun en alt andet end pålidelig saga giver underretning. Her, hvor Finnboges hjemstavn var, omfattes han med megen interesse; dog synes ingen virkelig tradition af nogen art at være bevaret, men adskillige forvirrede forsøg på stedfæstning af de i sagaen nævnte lokaliteter gøres. Vestligst i dalen skyder en høvde sig frem mod søen; inden for denne ligger to gårde Vik og Jøkelså (Jökulsá). Vik (ɔ: Vig), dalens nordvestligste gård, må vel være den Finnb. kap. 36 nævnte lokalitet Vik, hvor en variant har Eyri. Også gården Jøkelså nævnes i sagaen (Finnb. s. 210). Sydøst for Jøkelså ligger Brettingsstad (Brettíngsstaðir), nu dalens anseligste gård, i følge Finnb. tilholdsstedet for Finnboges uvenner. I linje med Brettingsstad, lidt østligere, ligger gården Hov (Hof), rigtignok ikke nævnt i sagaen, men dog ikke uden interesse. Denne gård, der ligger omtrent midt i dalmundingen, ligesom beskyttet af en indadtil græsgrot høvde, som hæver sig op fra søbredden her, har nemlig i sit tun en del tomter af noget usædvanlig art. Alle ligge de nordøst for gården. En af disse udgives for hovtomt; det er en aflangfirkantet tomt, hvis langvægge er c. 6 fv. Men desuden er tunet opfyldt af gamle tomter, om hvis oprindelse intet vides; mindst 6—8 af disse, hvoraf én meget anselig, langt større end »hovtomten«, ligne ganske bodtomter; desuden ses også spor af en kredsformig tomt. Skulde man her have lævningerne af et tingsted? Kilderne mælde intet om noget sådant, lige så lidt som om noget hov i Flatødalen. Dog angiver rigtignok Finnb., at Finnboges fader Asbjörn havde godord i Flatødalen. Foruden de nævnte gårde findes der i selve Flatødalen endnu kun én, nemlig Øre (Eyri, ældre Eyrr), der ligger sydøst for Hov, under dalens østlige fjældbegrænsning og tæt ved søen. På Øre boede i følge Finnbogesaga høvdingen Asbjörn, hvis søn udsættes, men findes af den fattige bonde på Tofter (Tóptir ɔ: tomter), hos hvem barnet opfostres under navnet Urdarkött (ɔ: Urdekat, — fordi han var funden i en urd), indtil dets rette herkomst opdages. Senere får ynglingen navnet Finnboge — efter en norsk søfarende, hvis liv han har frelst. Tofter og Øre kan efter sagaen antages at have været nabogårde; men om beliggenheden af den første af disse vides ellers intet, Øre, der nu kun er en tarvelig gård, står tæt under et grus- og stenfjæld, der danner ligesom den nederste terrasse af et større bagved liggende fjæld. Det nævnte lavere, men dog ingenlunde uanselige fjæld kaldes besynderlig nok Eyrarurð, medens »urð« ellers betegner blot en dynge eller skrænt af løse sten. Oppe på dette fjæld, lige oven for gården Øre, skal findes græsstrækninger; temlig usandsynligt er det dog vel, når man mener, at gården Tofter skal have stået her; man vil imidlertid se spor af gærder og enkelte tuer, der kan tyde på hustomter, her.
Flatødalen er foruden en afsides også en fattig bygd; hårde vintre og havis trykke de få beboere; adgang til fiskeri (særlig håkarlefangst) og drivtømmer høre til de få fortrin, som beliggenheden medfører. — Nok så heldig stillede er beboerne af den ud for Flatødalen, kun en halv mil fra land, liggende Flatø (Flatey), der både er ret græsrig og giver adgang til forskelligt erhverv, øen, der tæller oprindelig 4 (nu vistnok 6) gårde, er stedet for en kirke, hvortil man også fra Flatødalen søger [6].
Flatødalen, der til bægge sider begrænses af fjælde, trækker sig snart sammen til en ensformig, smal og jævn dal, indesluttet mellem lynggroede skråninger, bag ved hvilke en sammenhængende række af blå eller brune, sneplettede fjælde hæver sig. Gennem denne dal ligger Flatødalshede-vejen mod syd til Fnjoskadalen, i det man umærkelig føres fra bygden over i »heden«. Hededalen gennemstrømmes af en å Flatødalså (Flateyjardalsá, Dalsá), der øst fra modtager et tilløb Jøkelså (Jökulsá). Af de til Flatødalsbygden hørende gårde står en, vekselvis bebygget og ødeliggende, nordlig i Flatødalsheden, vest for åen. En spredt bebyggelse findes overhovedet hele vejen syd efter gennem hededalen. Den næste gård, man støder på vest for åen, er »Hedehusene« (Heiðarhús), der ligger omtrent lige over for Grímsland, men bægge er utvivlsomt på kortet aflagt for langt imod syd. På Heiðarhús boede i følge Finnb. en smålig bonde, med hvem Finnboge kom i strid i anledning af sine stodhestes græsning på Flatødalsheden. Først en del sydligere der den lille Jøkelså, der her falder i Flatødalsåen. Nu følger et parti af heden, der i Finnb. får en nærmere omtale, nemlig højderne Finnbogakam (Finnbogakambr) og Almannakam (Almannakambr), samt den af Finnboge løftede sten. Flatødalsåen gennemløber for denne sin øvre (ɔ: sydre) dels vedkommende en ejendommelig kløft i dalfladen, bred nok til at vejen en længre strækning ligger gennem denne. I den flade kløftbund, øst for åen, nær kløftens nordre ende står stenen, Finnbogesten (Finnbogasteinn) som den kaldes, straks hinsides (syd for) Jøkelså. Det er en stenblok lig et sædvanligt »Grettestag« og skal ligesom disse have stået på underliggere, hvad der jo i øvrigt ikke stemmer med sagaens fortælling[7]. Kort efter at man nord fra er passeret ind i den nævnte kløft og over Jøkelså, får man på højre hånd en stejl, fremspringende klippe, som ved en indsænkning til dels er adskilt fra den bag ved liggende vestre kløftvæg. Dette er Finnbogekam; dens forreste pynt angives som stedet, hvorfra Finnboge forsvarede sig mod de 15 mænd, der, som sagaen fortæller, havde lagt sig i baghold for ham, da han en gang var på vejen hjem til Øre. For den sydlige dels vedkommende begrænses denne kløft, der når syd på til hen mod gården Krókar, og øst for hvilken gården Kambsmýrar ses, mod vest af en sandryg, langs hvilken vejen så ligger; denne langstrakte banke er Almannakam. Derefter er endnu kun en kortere strækning, før gården Tværå nås — og dermed stedet, hvor Fnjoskadal går over i »Dalmundingen« [8].
Fnjoskadalen (Fnjóskadalr), ældre Hnjoskadal (Hnjóskadalr), i hvis nedre del man her stiger ned fra heden, er allerede tidligere nævnt, og ved samme lejlighed omtaltes foreløbig den dalen gennemstrømmende Fnjoskå (ældre Hnjoskå). Med undtagelse af dalens allernederste parti, den fra øst til vest liggende »Dalmunding«, strækker den lange, smalle Fnjoskadal sig — i en længde af 5 mil — i retning fra nord til syd op mod det indre højland, længst imod syd forgrenende sig i tre ubeboede sidedale, af hvilke den vestligste endog skal være lige så lang som hoveddalen [9]. Af tilløb fra disse dale dannes Fnjoskåen, der altså har en betydelig strækning at gennemløbe, inden den kan udmunde i Øfjorden. Skønt ved midsommerstid af udseende og karakter kun som en middelstor å skal Fnjoskåen virkelig en stor del af året føre en betydelig vandmasse og ved forårstid regelmæssig være ufarbar for ridende, og selv i sommertiden befares den kun på regelmæssige vad, hvoraf der rigtignok er adskillige. Til bægge sider begrænses Fnjoskadalen af sammenhængende fjældhøjder; kun mod øst afbrydes disse ét sted — omtrent midtvejs — kendelig af en tværdal Ljosavatnsskard (Ljósavatnsskarð), der danner en bekvem forbindelse mellem Fnjoskadalen og den øst for liggende bygd; dog findes foruden dette pas til bægge sider flere mindre »skår« (skörð), hvorigennem vej ligger over fjældene. Den nedre, nord for mundingen af Ljosavatnsskardet liggende del af Fnjoskadalen står i henseende til naturskønhed tilbage for den øvre (sydligere) del, hvor den stærkere udprægede fjældbegrænsning og den frodige skovvækst meddeler egnen en ejendommelig skønhed. Også den nedre del af dalen er dog en ret køn bygd, med en tæt række af gårde på hver side af åen. Denne del af dalen er skuepladsen for den i Ljósv. s. 80—88 omtalte kamp mellem Eyjolv Gudmundssön (senere kaldet »den halte«) og Ljosvetningerne. Den nordligste af de ved denne lejlighed nævnte gårde i Fnjoskadal er Dravlastad (Draflastaðir)[10], der ligger vest for åen, et par »gårdlængder« syd for hvor Fnjoskadalen går over i Dalmundingen. På Dravlastad får Eyjolv underretning om, at hans fjender har samlet sig på den, hinsides åen, sydøst for Dravlastad liggende gård Vejsa (Veisa) [11]. Eyjolv og hans mænd søger forgæves at komme over åen, folkene fra Vejsa med deres overlegne styrke er ham overalt i vejen. Ved denne lejlighed nævnes vadestederne Hestavad (-vað) og Tredjungavad (Þriðjungavað), af hvilket sikkert det første, og måske også det andet har ligget på strækningen nord for Ljosavatnsskardet; dog er intet af navnene bevaret. Bægge partier får efterhånden forstærkning, og sluttelig drager en betydelig styrke Ljosvetningerne til undsætning ned langs bægge sider af åen. Nu kommer det til den afgørende kamp ved højen Kakalahól (Kakalahóll), hvor der var en fugtig mose og et vandløb (lækjarfall). Denne høj skulde man efter sagaens fremstilling måske snarest søge øst for åen; rigtigst bliver det dog vistnok at antage, at den har ligget vest for åen, hvad heller ikke ligefrem modsiges af sagaen, øst for åen findes der nemlig på hele strækningen nord for skardet intet sted, som passer til sagaens beskrivelse; vest for åen er der heller ikke mange høje eller bakker at vælge imellem. Ubetinget bedst passer til sagaens beskrivelse den såkaldte Orrustuhóll (ɔ: kamphøj), der også ved sit navn minder om en her stedfunden kamp. Det er en høj og stejl grusbanke, der strækker sig ud mod åen, syd for gården Dæle (Dæli), omtrent lige over for Vejsa. Mellem højen og åen findes mosedrag, og tæt under højen ligger et kær, der ved et dyndfuldt udløb står i forbindelse med åen. I Finnb. (kap. 38), hvor der hentydes til samme begivenhed, kaldes højen Melrakkahóll, men dette navn er lige så lidt som Kakalahóll bevaret. — Blandt de sydligere gårde vest for åen i denne del af dalen er den omtrent i linje med Ljosavatnsskardet stående gård Nés (Ljósv. s. 86). — Øst for åen kan foruden Vejsa nævnes Fornastad (Fornastaðir), hvor i følge Ljósv. Torgejr godes sønnesøn Torvard Höskuldssön, som den gang stod i spidsen for Ljosvetningerne, boede — en gård, der måske rettere kan siges at ligge i Ljosavatnsskard.
Sydvest for Fornastad, på grænsen mellem Fnjoskadal og Ljosavatnsskard, ligger præstegården Hals (Háls)[12]. Den anselige gård, der står under pynten af et mod nord fremløbende fjæld, som begrænser Ljosavatnsskardet mod syd, har i sin umiddelbare nærhed flere stedsnavne, der minde om tingforhold. Således ligger nord for gården umiddelbart ved tunet en høj, Tinghól (Þínghóll), der igen mod øst og nord begrænses af en lille bæk Tingmannalæk (Þíngmannalækr), som, kommende fra Ljosavatnsskardet, søger ud imod Fnjoskå. Dog findes ikke ved Hals spor af tomter eller andet om et gammelt tingsted vidnende. Heller ikke literaturen giver noget vink. Vel omtales i Ljósv. (s. 76) en forårssammenkomst (einmánaðar-samkoma), som i følge sagaen oprindelig holdtes på Hals, men senere flyttedes til Kaupang (Ef.); men disse for Nord- og Østlandet ejendommelige sammenkomster havde ikke karakter af tingmøder. Det kan i og for sig næppe antages, at noget af fristatstidens ting har været holdt hjemme på denne fra gammel tid bestående gård, og havde det været tilfælde, vilde sikkert i en eller anden form bestemte angivelser derom være bevaret i oldskrifteme. Sandsynligst er det, at navnet Tinghol stammer fra en senere tids tingvæsen. — Navnet Tingmannalæk[13] står måske i forbindelse med benævnelsen Tingmannavej (Þíngmannavegr), som den vej, hvis ene endepunkt er ved vadlerne i Øfjorden, her begynder at antage. Det er den fra Ljosavatnsskardet kommende hovedvej, der fra Hals ligger i sydvestlig retning, over Fnjoskå og videre over Vadla-hede forbi det gamle Vadla-tingsted, om hvilket dens navn utvivlsomt minder. Denne vej er det, som i Ljósv. (s. 83) kaldes Tingmannalejd (Þíngmannaleið).
Hals er nu tingsted, og da et utvivlsomt fra den gamle tid stammende tingsted findes kun kort herfra, er det rimeligt nok, at tinget — under forandrede forhold — i en forholdsvis tidlig tid er bleven flyttet hjem til gården. Stedet for dette ældre ting er Lejdarnæs (Leiðarnes), vestnordvest for Hals ved Fnjoskåens østlige bred, hvis navn allerede minder om, at ting (ɔ: høstting = leið) har været afholdt her. Som tingsted viser det sig også ved sine mange bodtomter. Det forholdsvis brede og flade næs, der dannes ved en bugtning af åen, ligger omtrent ud for et punkt midt mellem de to vest for åen stående gårde Nes og Ljótstaðir, men noget syd for Tingmannalæks udløb i Fnjoskå. Mod øst begrænses det af høje og stejle grusbanker; selv er det græsgrot, men ved en terrasse delt ligesom i to afdelinger. De ikke få bodtomter er hovedsagelig anbragte i to rækker — fra nord til syd — : den øverste langs terrassens kant, den anden på fladen neden for; desuden findes spor til, at en tredje, yderste række har været langs næssets skrænt ud mod åen, og flere bodtomter findes endvidere spredte mellem de to hovedrækker. Med sikkerhed kan endnu påvises omtrent 20 bodtomter, og desuden 10 mere eller mindre usikre. Flere af boderne har været dobbelte eller sammenbyggede og andre haft i det mindste en tilbygning ved den ene langvæg. Om indgangen kan ikke siges noget bestemt; dér, hvor der endnu ses spor af den, synes den i de fleste tilfælde at have vendt ud mod sletten neden for terrassen. Mellem boderne findes på to steder hustomter fra en senere tid; men det er temlig let at adskille dem fra bodtomterne; de synes at være byggede på gamle bodtomter og har altså ødelagt flere sådanne. Den sydligste tomt i den nedre række har en sådan form, at det er vanskeligt at afgøre, om det har været en kredsformig tomt (domring?) eller en almindelig bodtomt, der efterhånden har fået en rundagtig form. Imellem og i tomterne ses en mængde gamle kulgrave; nu er imidlertid skoven forsvunden. — Om Lejdarnæs, der ligger i Hals’ land, siger A. M., at her findes en mængde tomter, men ingen indhegninger, så folk formoder, at her har været et gammelt tingsted; tomterne var den gang bevoksede med storskov.
Det synes næppe for dristigt her at søge det i sagaerne oftere nævnte Ljosvetninga-lejd (Ljósvetninga leið), for hvilket intet andet sted kan påpeges. Ljosavatn, hvor stamfaderen for Ljosvetningernes høvdingeslægt boede, ligger østlig i Ljosavatnsskardet; herfra udbredte slægten sig blandt andet også over adskillige af gårdene i Fnjoskadalen. Hovedstedet, hvor Ljosvetningalejd kommer til omtale, er Ljósv. s. 7—8, i det det af sammenhængen tydelig fremgår, at det var her, at Gudmund den mægtige og Torgejr Ljosvetningagode agtede — ved til samme tid og sted at ansætte Eyfirdinga, Reykdæla og Ljosvetninga lejdmøder — i forening at holde det tredobbelte »lejd«, hvor de vilde opnå fredlysning for den fredløse Sölmund. Da Torgejr godes sønner umiddelbart før lejdmødet dræber Sölmund, mislykkes imidlertid planen, og det kommer tilmed til en for Gudmund og Torgejr ikke synderlig hæderlig kamp med Torgejrs sønner. Denne kamp er det sikkert, som Nj. (s. 618) hentyder til, hvor der fortælles, at Torkel håk, den bekendteste af Torgejrs sønner, offenlig havde spottet over Gudmund i anledning af den sejr, han og hans brødre havde vundet over Gudmund på Ljosvetningalejd[14]. — Et tilfælde af beslægtet art omtales Vem. s. 292. Her er det en fredløs fra Sønderlandet, der beder den Øfjordske høvding Eyjulv Valgerdssön (Gudmunds fader) om tilladelse til at bosætte sig »i herredet der nord på«. Eyjulv forsøger at få hans fredløshed hævet ved at lade ham fredlyse på Hegranæs lejd, Vadla lejd (= Eyfirdinga lejd) og Ljosvetninga lejd; gør ingen indsigelse på noget af disse tre møder, har den skyldige opnåt fred. På de to første møder går alt godt, men på Ljosvetninga lejd bliver den fredløse dræbt, og drabsmanden undflyr til skoven. Her nævnes imidlertid, som det vil ses, i steden for Reykdæla lejd Hegranæs lejd. — Endnu en gang nævnes Ljosvetninga lejd i Vem. (s. 259). Der fortælles, hvorledes den Øfjordske storbonde Stengrim fra Kropp, da han en sommer holdt hestekamp på Ljosvetningalejd med en bonde fra Hnjoskadalen, blev forhånet af sine fjender fra Reykjadalen (østligere i Sønder-Tingø syssel), som ligeledes var til stede her.
Den fra Ljosavatnsskard udgående forbi Hals førende hovedvej til Øfjorden ligger, som tidligere nævnt, fra Hals i sydvestlig retning. Men kun kort følges Fnjoskadalens østside, hvorefter vejen ligger ned mod et vad over Fnjoskå lige over for gården Hroarstad (Hróarstaðir), hvorfra opstigningen til Vadlahede ad Tingmannavej nu finder sted. Tidligere skal det til Tingmannavej hørende vad over Fnjoskå have været noget sydligere, lidt neden for (nord for) gården Vetrlidastad (Vetrliðastaðir, Vem.). Dette vadested — som skal have båret navnet Tingmannavad Þíngmannavað) — nævnes i Vem. under forskellige kortere former, af hvilke vel Tingvad (Þíngvað) er at foretrække.
Vejen fra Hals opefter i Fnjoskadalen øst for åen er ualmindelig smuk. Straks efter at være drejet mod syd ind i dalen kommer man til en af Islands bekendteste skove Hals-skov (Hals skógr), der indtager en temlig betydelig strækning. Vejen snor sig her i fjældskråningen mellem et temlig tæt og højt krat, rigtignok alt bestående af buske, men disse ofte indtil 8—9 al. høje. Efter den beskrivelse, Olavius (s. 361) giver af denne skov, synes man her at have et af de sjældne tilfælde, hvor en islandsk skov i den nyere tid er vokset til igen. Ned imod åen ligge hist og her små græsflader. Længst imod syd begrænses udsigten op gennem den smalle, af fjældhalse indesluttede dal af et højdedrag, vest for hvilket Blejksmyrardal (Bleiksmýrardalr) åbner sig ud imod dalen. Blejksmyrardal er en ubebot hededal af en betydelig længde. Endnu noget sydligere deler hoveddalen sig igen i en mindre vestlig og en større østlig dal (Hjaltadar og Timbrvall(n)adalr), ligeledas bægge ubeboede. Mellem Blejksmyrardal, der nævnes i Ljósv., og Sölvadalen i Øfjords syssel skal der ses spor af en gammel vej; man gætter på, at en stigning her kan have båret navnet Brynjubrekka, der forekomme i Ljósv. i forbindebe med Hellugnúpsskarð, hvor Gudmund den mægtige angiver den vej, han har valgt for at kunne overfalde den i Bårdardalen øst for Fnjoskadal boende Torkel håk. Andre antager, at Brynjubrekka har betegnet selve opstigningen til Hellugnupsskard. Over Hellugnupsskard, Vem. s. 302: Gnúpsskarð — navnet er dog næppe mere brugeligt, — fører den eneste vej fra Fnjoskadal til Bårdardal syd for Ljosavatnsskard. Det er den nu såkaldte Vall(n)afjalls vej, der ligger fra den ved forgreningen af Hjaltadal og Timbrvalladal stående gård Sörlastad (Sörlastaðir) over fjældet mod øst.
Af de i den øvre del af Fnjoskadalen liggende gårde fortjæne flere en nærmere omtale som bekendte fra sagaliteraturen. Af disse er Vetrlidastad allerede nævnt. Fra Ljósv. kendes Vaglar (nu: Vaglir), Hals’ nabogård mod syd, der ligger i fjældskråningen øst for åen, med skoven under sig. Syd for Vaglar: følger Lund(r); her boede Fnjoskadalens landnamsmand, om hvilken Ldn. fortæller, at han tilbad lunden. Nu er dog netop gårdens omgivelser skovløse. Dog har gården part i en temlig betydelig skovstrækning, der begynder noget syd for gården og derfra strækker sig op efter i dalen. Sydvest for Lund, hinsides åen, et par gårdlængder syd for Vetrlidastad ligger Fjósatunga, og igen et par gårdlængder syd for denne gård Illugastad (Illugastaðir), ud for hvilken omtrent den nys omtalte skov ender. — Til Fjosatunga fører den tidligere (s. 124) nævnte Bildsåskardsvej, der udgår fra Kaupang i Øfjorden, lidt sydligere end Tingmannavej, og ligesom denne fører over Vadlahede. Efter navnet at dømme skulde man snarest i Bildsåskard søge Beljarskarð (Ljósv. s. 83), som nu ikke kendes [15].
Bægge de oven nævnte stedsnavne Fjosatunga og Illugastad forekommer i Ljósv., i et af denne ofte uklare sagas allervanskeligste kapitier (kap. 4). Der fortælles her (s. 10—13) om et ting (ɔ: vårting), der holdes, efter at Torgejr godes sønner så heldig har tilintetgjort deres faders og Gudmund den mægtiges forsøg på at få den fredløse Sölmund fredlyst på Ljosvetningalejd. Selv har de på en udfordrende måde dræbt Sölmund, og nu beslutter de at anlægge sag i anledning af den kamp, der efter den fredløses drab udspandt sig mellem dem på den ene side, Gudmund og Torgejr på den anden, og hvori en af deres mænd faldt. På tinget møder dels Gudmund og Torgejr med følge, dels Torgejrssønnerne med mange folk — en af dem, Tjörve, har opholdt sig i Guddalene (Skg.) og kommer nu derfra, »austan« siger sagaen fejlagtig for »vestan«. Den mægtige Ofejg Jarngerdssön fra egnen omkring Reykjadal, der her optræder mæglende, synes eftes Ljósv. nærmest at have været Gudmunds tingmand [16]. Vanskeligere er det at se, i hvad egenskab Snorre Hlidarmannagode (Ef.) giver møde her på tinget, vel snarest også som mægler, til fordel for Gudmnnd. – Foruden disse høvdinger nævnes blandt deltagerne i tinget Arnstén fra Öksarfjord (NÞ.), om hvem det anføres, at han ejede den ene tredjedel af Torgejrs godord (ɔ: Ljosvetninge godord), Torgejrssønnerne den anden, og Torgejr selv ligeledes kun en tredjedel. Det at få den afgørende indflydelse ved udnævnelsen af kviden og dommerne for dette godords vedkommende spiller i det følgende en sådan rolle, at kun et enkelt godord synes at have været repræsenteret på dette vårting. Man kunde derefter formode her at have et af de for en mindre tingkreds — svarende til et godord — oprettede vårting, på hvilke sagaliteraturen frembyder flere eksempler, men som dog må anses for uregelmæssige eller i al fald private, i modsætning til de i loven påbudte vårting, hvoraf hvert var fælles for en af de, tre godord omfattende tingkredse, hvori landet var delt — Torgejrssønnerne betragter alt som vundet, hvis de kan få de dette godord tilkommende udnævnelser i deres hånd; derfor tvinger de Arnstén til at afstå sig hans andel i godordet. Da nu Torgejr tøvede med at udnævne dommere, gik en af brødrene — efter overtagelsen af Arnsténs godord — til tingskrænten, erklærede Torgejr for at have forbrudt godordet, nævnte vidner derpå, og udnævnte siden dommere. »De holdt da ting i Fjosatunge op fra Illugastad,« fortæller sagaen, »ti de nåede ikke frem på vårtinget; de red ned på tinget for at træffe Torgejr og lod domstolen være samlet imidlertid, og det tegnede da til kamp.« Et forlig bliver imidlertid bragt i stand af Snorre Hlidarmannagode, dog således, at fordelen er på Torgejrssønnernes side.
Indholdet af de ovenstående, i anførselstegn satte ord kan næppe forstås anderledes end som en beretning om, at Torgejrssønnerne efter at have tiltrodset sig Arnsténs godord ikke kan drive domstolens nedsættelse igennem på det egenlige vårtingssted og derfor forlægger stedet for de af dem udøvede tingforretninger til en plads noget højere oppe i dalen end det tingsted, hvor Gudmund og Torgejr er, og som i følge sammenhængen nødvendig må tænkes også at have ligget i Fnjoskadalen. — Det oven anførte sted i Ljósv. kræver dog nødvendigvis en rettelse. Fjosatunge ligger ikke oven for (upp frá) Illugastad, men netop neden for (dog med et par mellemliggende gårde). Enten kunde man antage, at upp frá var fejlagtig for út frá eller et lignende udtryk for »neden for«, og meningen vilde da være, at det af brødrene valgte tingsted var Fjosatunge, medens der så ikke i fortællingen vilde være nogen angivelse af stedet for det sædvanlige vårting, hvor Gudmund og Torgejr opholdt sig. Eller man kunde overensstemmende med kapiteloverskriften – antage, at det egenlige vårtingsted var Fjosatunge, og at brødrene herfra havde forlagt deres ting til oven for Illugastad. Man måtte da — hvad der dog vel er usandsynligere — antage, at »í Fjósatungu« var ved en misforståelse senere indskudt, af en, som vidste, at Fnjoskadalens gamle vårtingssted var Fjosatunge.
De foregivne lævninger af Fjosatunge-ting (Fjósatunguþíng) — en sådan benævnelse kendes kun fra den ikke oprindelige overskrift til kap. 4 i Ljósv. — gør ikke sagen klarere. Sådanne forevises nemlig, men øst for åen. Den tidligere nævnte skovstrækning, der fra Lund strækker sig syd efter, bærer forskellige navne efter de forskellige gårde, der har part i den. Midterpartiet, der ligger lige over for gården Fjosatunge, og som ejes af denne gård, benævnes således Fjosatungeskov. Her findes ud for gården, øst for åen, forskellige tomter. Skrænten falder her stejlt af mod åen, der ofte graver bort af den østlige bred, hvad også de her endnu tilbageværende tomter vidne om. Yderst ved skrænten ses således halvdelen af en cirkelrund tomt (domring?), 4 fv. i diameter, hvis anden halvdel åen øjensynlig har bortrevet; umiddelbart nord for denne findes, i retning fra nord til syd, halvdelen af en større bod (langvæggen 6 fv.), der på lignende måde er bleven medtaget af åens nedbrydende kraft. Noget nordligere og højere oppe i skråningen forekommer endnu en langagtig-firkantet tomt. Ud for denne, ved skrænten, ses flere tomter, der imidlertid udgives for lævninger af en forhenværende gård (Litlu Þórðarstaðir, som jordebøgerne dog ikke kende). Hvad der foruden disse tomter støtter, at man her virkelig har lævninger af et tingsted for sig, er flere om tingforhold mindende stedsnavne, således Búðargil eller Búðartúngugil, navnet på to kløfter, som lidt nordligere strækker sig ned gennem fjældet, og som ved liens begyndelse forener sig efter at have dannet en lille tunge. Efter dem benævnes rimeligvis en høj neden for Buðarhóll og en højde ved skrænten Búðarhöfði.
At der har været afholdt vårting i Fnjoskadalen må efter oven anførte beretning i Ljósv. anses for sikkert. — Dette vårtingssted har utvivlsomt været omtalt endnu en gang i Ljósv., nemlig kap. 10 og 11 (s. 28 - 31). Her har det imidlertid karakteren af et for hele tingkredsen fælles vårting, en stilling, som det dog vistnok kun undtagelsesvis og for en kort tid kan have haft, da tingkredsens rette hovedting, Tingø-ting, allerede tidligere nævnes og har en så langt bekvemmere beliggenhed, at man ikke let under sædvanlige forhold kunde tænke på at opgive det for det, for flertallet af de tingbesøgende, så langt mere afsides Fnjoskadalsting. Der fortælles her, hvorledes Gudmund den mægtige i anledning af en i Reykjadalsegnen begået voldsgerning indstævner den skyldige til vårtinget, uden at betænke at denne ikke længer hører til Nordlændingefjærdingen. I løbet af fortællingen siges nu, at denne sag var anlagt ved Vadlating, - men allerede tidligere (s. 127-28), ved beskrivelsen af Vadla tingsted, er det fremhævet, at denne angivelse står ganske uden sammenhæng med det efterfølgende, som indeholder en i det enkelte gående beskrivelse af vejen øst fra til tinget, der tydelig nok viser, at dette må have ligget i Fnjoskadalen: Gudmunds modpart Torkel Gejtessön (fra Østerlandet) rider med få ledsagere den sædvanlige vej vester på til tinget, men sender sin hovedstyrke, der har tælte af samme farve som skoven, ad hemmelige veje til Blejksmyrardal[17] og derfra ned gennem Fnjoskadal. Torkel rider til Akerøre (Akreyrr) og har nu et hemmeligt møde med sine mænd, hvorunder han opfordrer dem til, når han svinger sin økse oppe på den høj, som var mellem dem og tinget, da at bryde frem. Derefter rider Torkel med sine få ledsagere til tinget, og nu begynder forhandlingerne, under hvilke han, således som aftalen var, i det afgørende øjeblik kalder sine folk til hjælp. — At dette ting skulde være holdt i Øfjorden er, som oven for fremhævet, efter fremstillingen i Ljósv. ligefrem umuligt. Tingstedet må have ligget i Fnjoskadalen og har vel oprindelig ikke været nævnt ved navn i sagaen, ligesom tilfældet har været med det i kap. 4 omhandlede Fnjoskadalsting (»Fjosatungeting«). I den øvre del af dalen har tingstedet næppe været, da Torkels mænd synes at have haft et ikke ubetydeligt stykke af denne at passere. I dalens midterparti haves jo desuden et gammelt tingsted (Leiðarnes) med talrige bodtomter, der synes som selvskrevet til sædet for ethvert større ting i denne egn. — Hvis man ikke var så meget i forlegenhed med bestemmelsen af Akerøre, vilde sagaens omtale af dette sted være afgørende for spørgsmålet om tingstedets beliggenhed. De få vink, der desangående kan gives, tale dog også for at søge tingstedet i Fnjoskadalens midtparti. Sydøst for Hals, i Ljosavatnsskard, findes et stedsnavn Akr, hvor der i sin tid har været bygget en hjåleje (et afbyggersted), til andre tider været sæter fra præstegården; kort fra Akr bærer en lille slette navnet »Eyrarflatir«. Muligvis har man her Ljósv.'s Akreyrr, i al fald er der næppe noget andet navn i disse egne, der minder om det.
Således som forholdene altså stiller sig, synes det naturligst at antage: at de to i Ljósv.’ kap. 4 og kap. 10 nævnte vårting bægge har været holdte i Fnjoskadalen og bægge på samme sted, — da intet tvinger til at antage det modsatte, som vilde være højst besynderligt — ; at dette sted har været det samme som ellers benyttedes til Ljosvetningalejd , nemlig Lejdarnæs [Her kan der altså muligvis i længre tid have været vårting for en snævrere kreds, ja en tid endog vårting for hele tingkredsen ɔ: Tingøting]; at tomterne i Fjosatungeskov, hvis det er ægte tingstedslævninger, ikke er rester af noget regelmæssigt tingsted, men skylder undtagelsesforhold deres tilblivelse — muligvis Torgejrssønnernes i Ljósv. kap. 4 omtalte særlige tinghold?
Antages det i Ljósv. kap. 10 omtalte ting at have været holdt på Lejdarnæs, må Torkel Gejtessöns folk snarest have været skjulte i Hals skov. Besynderlig nok findes der her omkring flere stedsnavne, der minder om Brand (Brandsdalr, Brandsgil, Brandshus — et fårehus på Vaglar); således hed den voldsmand, Torkel Gejtessön beskyttede, men om hvis tilstedeværelse i Torkels flok sagaen rigtignok intet mælder.
Mellem Fnjoskadal og de østligere egne er, som oftere nævnt, det smukke og bekvemme Ljosavatnsskard en ypperlig forbindelsesvej. Dette, der aldeles har karakter af en smal dal, skærer sig omtrent midtvejs i sydøstlig retning ind gennem den ellers fra det indre højland til helt ud til kysten sammenhængende fjældmasse. Dalens vestlige del, nærmest Hals, er græsrig og bakket; her har man de to gårde Tjarnir, Lille (Litlu) Tjarnir — forbi hvilken den sædvanlige vej fører — nordligst. Store (Stóru) Tjarnir — ved hvilken der findes en varm kilde (laug) — sydligere i dalen. Den i Vem. og Ljósv, nævnte gård Tjarnir er snarest Lille Tjarnir. Store Tjarnir synes nemlig at måtte svare til den i Vem. oftere (s. 255-65) forekommende gård Laugar; tilstedeværelsen af en »laug« ved gården gør det jo også forklarligt, at den tidligere kan have været benævnt herefter, og de nøjagtige angivelser i sagaen, hvor denne gård Laugar nævnes, tillader næppe antagelsen af nogen forveksling [18]. — Den østlige del af dalen optages næsten helt af den fra øst til vest liggende sø Ljósavatn, langs hvis nordlige bred vejen går. Noget øst for søen ligger den efter denne benævnte gård Ljosavatn (Ljósavatn). Som bolig for Torgejr gode, hvis berømteste gerning er gennemførelsen af kristendommens vedtagelse på altinget år 1000, men som desuden spiller en stor rolle i Vem. og Ljósv., er gården bleven meget bekendt. Man vil i tunet vise gudehusets plads; oven for, uden for tunet, findes en fra fjældet udgående høj Tinghól (Þínghóll) — om navnets ælde vides intet; det må vel snarest henføres til en senere tid end fristatstiden, og med hensyn hertil kan bemærkes, at gården også nu er tingsted[19].
Gården Ljosavatn ligger ud mod en lille dalslette, der mod øst begrænses af den store elv Skjalvandafljot (Skjálfandafljót, Fljótið). Denne, en af Islands allerlængste elve, udspringer helt nede ved det nordvestlige hjørne af den store Vatnajøkel, som optager en stor del af landets sydøstlige del. Under hele sit løb bevarer den en nordlig retning, indtil den udmunder i den store, efter den benævnte bugt Skjalvandafloe. På sit nedre løb begrænser den mod vest bygden Kinn; oven for Ljosavatnssletten kaldes derimod bygden på bægge sider elven Bårdardal (Bárðardalr)[20]. — Bårdardal vest for Fljotet er en smuk bygd. For den ydre dels vedkommende trækker fjældbegrænsningen sig tilbage og aftager i højde, så at den omtalte lille slette — begrænset af Ljosavatnsskardet mod øst, Kinn’en mod nord, fremkommer. Ud for Ljosavatnsgården findes i elven en af Islands bekendteste fosser, Godafoss (Goðafoss). Skumtågen fra den ses ikke alene fra Ljosavatn, men endog oppe i Bårdardal i mere end en mils afstand. Helt ud mod bredden er terrænet her aldeles jævnt, så at man uden vanskelighed kan komme ganske nær og betragte fossen fra nogle klippeblokke, der i kort afiitand rage frem neden for (ɔ: nord for) fossen. Denne er ikke særlig høj, men dog imponerende, da den brede, vandrige elv her med sin samlede vandmasse i et halvmåneformigt fald styrter ned over stejle klipper. Er elven mindre vandrig, kan dette store fald opløse sig i flere mere eller mindre adskilte og forskelligartede. Godafoss skal i følge sagnet have fået navn af, at Torgejr efter antagelsen af kristendommen kastede sine afguder heri. Efter den almindelige opfattelse er det denne foss, der tales om i Grettes saga, hvor Grettes æventyr med troldene i Bårdardal berettes; dette kan dog være tvivlsomt nok, som senere nærmere skal berøres. Sagaens beskrivelse af fossens omgivelser passer kun dårlig til Godafoss. Fljotet er neden for fossen til bægge sider indesluttet af ikke meget høje klippevægge, under hvilke man kan nærme sig forholdsvis nær til fossen. Når vandmassen er mindre, deles fossen af en klippe, der vel er stejl, men heller ikke meget høj — og naturligvis ikke tilgængelig fra land. Nogen egenlig hule findes intetsteds, men under denne klippe skal der være en slags grotte, som man til visse tider endog skal have kunnet besøge fra land, ved at gå bag ved den i en lille bue nedfaldende foss.
Sydøst for Ljosavatn på grænsen mellem den oftere nævnte lille slette og Bårdardalsmundingen, ligger Öksarå (Öxará), Torkel håks gård, nu ingenlunde noget høvdingesæde at se til[21]. — Ned gennem Bårdardal står vest for Fljotet en enkelt række gårde, af hvilke Eyjardalså (Eyjar- eller Eyjadalsá) oprindelig har været den nordligste, hvorefter så Sandhaugar. (Grt. urigtig Sauðhagar) har fulgt, i det de to gårde nord og syd for Eyjardalså bægge i en senere tid er afbyggede fra denne. På Eyjardalså var til for en snes år siden kirke og præstegård. Åen, hvorefter gården bærer navn, kommer syd for gården ned fra fjældet og løber så i nordøstlig retning ud i Fljotet. I Grettes saga (s. 148 ffg.) fortælles, hvorledes man på Sandhaugar i flere år var bleven plaget meget af trolde. To år i træk var en mand forsvunden fra gården, medens konen julenat var til gudstjæneste på Eyjardalså. Den tredje jul kommer Grette til Sandhaugar og tilbyder sig at være hjemme, medens hun besøger messen; da hun ikke kan komme over den isfyldte å, vader han over med hende og hendes datter og vender derefter tilbage, medens kvinderne bliver på Eyjardalså om natten. Samme nat kommer en troldkvinde til Sandhaugar, og med hende har Grette en svær kamp. Hun slæber ham ned til åen og agter at styrte ham ned af klipperne dér. Dog lykkes det ham at afhugge hendes ene arm, og hun styrter sig nu fra klipperne ned i fossen, medens Grette en tid bliver afmægtig liggende på klippekanten. Senere hen beder Grette præsten fra Eyjardalså følge med sig til fossen; han styrter sig nu i fossen og baner sig vej til troldenes herunder værende hule, medens præsten skal bevogte et fra den 150 alen høje, stejle klippe nedhængende tov og hale ham op ved hjælp af dette. Da præsten under Grettes kamp i hulen flygter forfærdet, må denne dog hjælpe sig selv. Han kommer op med de tidligere dræbtes ben, og disse jordes ved Eyjardalså kirke. At der i hele denne fortælling ikke tales om nogen anden å end Eyjardalsåen og en i denne værende foss er indlysende; Skjalvandafljot og fosserne i denne elv berøres ikke med et ord, og på dem kan der næppe heller i sagnet oprindelig være tænkt på grund af de pågældende steders indbyrdes beliggenhed. Dette bekræftes også ved den stedlige opfattelse af kampen. Noget nord for den nuværende gård Sandhaugar vises et sted, hvor gården oprindelig skal have ligget. Fra tunstedet her begynder en smal, græsgrot flad fordybning »Grettislág« kaldet, der — af udseende omtrent som et udtørret bækkeleje — fortsætter sig ud gennem hoveddalen, omtrent parallel med Fljotet, indtil ud for gården Eyjardalså, hvor den udmunder i Eyjardalsåen. Hele denne strækning skal i følge sagnet troldkonen under idelig kamp have slæbt Grette. Beskrivelsen af fossen med omgivelser passer rigtignok kun dårlig til forholdene ved denne å. Under almindelige forhold er Eyjardalså en temlig ubetydelig å, der efter at være trådt ned fra fjældet løber i et temlig fladt sand- og grusleje; i tøbrud skal den imidlertid kunne vokse meget Ned gennem fjældet løber den gangke vist i et kløftleje, og endogså en foss findes her. Dog har forholdene her næppe haft indflydelse på sagaskriverens skildring, der vistnok udelukkende skyldes fri fantasi, måske påvirket af bevidstheden om tilstedeværelsen af en stor foss i Bårdardalen. Men lige så sikkert synes det, at sagnet oprindelig har lydt om en troldkvinde i Eyjardalsåkløften, der forulæmpede beboerne af nabogården Sandhaugar; — tænktes hun boende i Godafoss, vilde det være urimeligt ikke at lade hende hente sig føde i en af de nærmere gårde.
Medens grunden hidtil har været temlig ufrugtbar hedeslette, udbreder sig noget oven for Sandhaugar jævne græsflader, der strækker sig fra fjæld til Fljot, på samme tid som fjældbegrænsningen mod vest — der bærer navn efter Sandhaugars nabogård mod syd Stóru Vellir — bliver mere udpræget. Over dette fjæld (Vall(n)afjall) fører som tidligere nævnt den eneste vej, der med undtagelse af Ljosavatnsskards-vejen forbinder Fnjoskadalen med Bårdardal. Omtrent midtvejs mellem Sandhaugar og Vellir vil traditionen påvise stedet for en fordums gård Grund, der da vel må være den i Vem. (s. 255) således benævnte gård. Ud for Grund ligger i Fljotet en ikke ubetydelig ø Vall(n)aey; ved dennes sydspids har der tidligere ført et vad over elven, og endnu ses mange ridestier fra bægge sider ligge ned mod dette. Her skal det i Vem. (s. 303) nævnte Eyjarvað have været. Da elven her er flere hundrede alen bred, synes det temlig utroligt, at Skuta, som sagaen fortæller, skulde have skudt et spyd over vadet.
Oven for Store Vellir er endnu en næsten lige så lang strækning af dalen bebygget, og der findes her vest for elven ikke ubetydelig skov; men efterhånden bliver dalen smallere, og omtrent fire mil fra Bårdardalens munding ophører bebyggelsen. De to sydligste gårde står dog ikke i selve Bårdardal, men i en tvegrenet sidedal, der i sydvestlig retning strækker sig op fra Fljotet. Den sydligste af disse forgreninger hedder Isolvsdal (Ísólfsdalr), og her ligger gården Íshóll. Den herfra kommende å optages af en fra den anden sidedal (Mjófidalr) kommende, som derpå fortsætter sit løb ud mod Fljotet og således afskærer en »tunge«, hvori gården Litla Túnga står. Denne sidste antages at være den i Vem. (s. 302) nævnte gård Isolvstunge (Ísólfstunga). Noget syd for Isolvstunge findes det bedste vad (Hrafnabjargavað) over Fljotet.
Med bebyggelsen ophører også navnet Bårdardal, og Skjalvandafljotsdalen får nu på en længre strækning navnet Kroksdal (Krók- eller Króksdalr, Ljósv. fejlagtig: Krossdalr) [22]. Mod øst begrænses denne af det uhyre Ódáðahraun, mod vest af hedestrækninger, indtil højere oppe (hinsides Kiðagil) ørkenstrækningen Sprengesand (Sprengisandr) begynder[23]. Langs Skjalvandafljots vestlige bred og senere fremdeles bestandig vest for Fljotet ligger Islands længste og farligste hedevej, Sprengesandsvejen (Sprengisandsvegr — en vej, på hvilken man er udsat for at sprænge hestene). Omtrent fire dage er man om at nå de øverste gårde i Ånæs syssel. Den egenlige Sprengesand, vejens nordligste halvdel fra Kidagil til Tjorsåens kilder, skildres som den trøstesløseste ørken uden et eneste græsstrå — en strækning på vel henved en snes mil. Omtrent hvor vandskellet mellem Skjalvandafljot og Tjorså er, passerer man mellem Arnarfells (også kaldet Hovs-) jøkel og Túngnafellsjøkel syd efter; et østligere og smallere skard, mellem Tungnafellsjøkel og Vatnajøkels nordvestlige hjørne, anses for at være det i Ldn. omtalte Vonarskarð [24].
Mod øst begrænses Bårdardalen af den jævnt hvælvede Fljotshede (Fljótsheiði, ældre: -heiðr) med dens sydlige fortsættelse Myvatnshede (Mývatnsheiði). Over heden fører flere veje fra Bårdardalen øst på — udgående fra Fljotets forskellige vad eller færgesteder. Blandt gårdene her kan mærkes Lundarbrekka (Ljósv.: Lundabrekka), en tre fjærdingvej sydligere end Store Vellir. Om gården »Fjörleifartóptir i Bårðardal«, som Vem. s. 265 nævner, vides nu intet[25].
Skjalvandafljots-dalen nord for Ljosavatnsskard har i modsætning til Bårdardalen ingen fælles benævnelse. Vest for Fljotet, hvor de fleste gårde findes, kaldes bygden Kinn (ɔ: Kind) eller Ködukinn (ældre: Kaldakinn, ɔ: Koldekind). Den smalle beboede strækning nærmest Fljotet begrænses her af en sammenhængende fjældli, hvorefter bygden har taget navn. Som det lille vers Ldn. s. 223 viser, følte egnens første bebygger sig så lidet tiltalt af stedet, at han frivillig opgav sit landnam; i al fald den sydlige del af Kinn’en har dog intet afskrækkende ved sig. — Den naturlige grænse mod syd dannes af en lile å Djupå (Djúpá, Finnb.). Sydligst i bygden, nord for Djupå, hæver sig mellem Kinn-fjældene (Kinnarfjöll) og Fljotet et lille jævnt hvælvet fjæld — Fell eller Kinnarfell — , der følger bygdens retning fra nord til syd. Sydlig under »Fell«ets østside står gården Fremsta Fell. Dette antages for at være den i Ljósv. og Finnb. nævnte gård Fell, hvor Torgejr godes som drømmetyder og fremsynet bekendte søn Drømme-Finne boede. Hos ham aflægge i følge Finnb. Urdarkött og styrmanden Finnboge et besøg [26]. Straks efter bortrejsen bliver Finnboge syg og dør ved en i »Fell«et stående sten Finnbogastén (Finnbogasteinn), under hvilken han bliver begravet. Denne sten viser man på Fell’ets vestside midt oppe i fjældskråningen (omtrent over for Finnstaðir).
Ud for Fell’et danner Skjalvandafljot ved forgrening en ikke ubetydelig Tingø (Þíngey), hvor et af fristatens 13 regelmæssige vårting holdtes. Efter dette nævntes Islands nordøstligste landsdel senere Tingø-ting (Þíngeyjarþing). En kortere form af navnet er Ø-ting: Eyjarting (Eyjarþíng, Vem. s. 313; fejlagtig: Eyrarþing, Vem. s. 916—17). Den eneste saga, der omtaler dette tingsted, er Vemunds & Viga-Skutas saga (Vem.) på de anførte steder. Først fortælles, hvorledes et snigmordsforsøg på den ved Myvatn (østlig i syslet) boende Viga-Skuta påtales på Eyjarting. Senere berettes om et mislykket overfald på den samme Viga-Skuta. Torgejr gode samler nemlig folk på vårtinget og rider Skuta i møde for at overraske ham på hans vej til tinget (dette ting kaldes her fejlagtig Eyrarting for Eyjarting; det er øjensynlig dette samme ting, som Torgejr bryder op fra, og som altså her betegnes som vårting). Skuta lader sig dog ikke narre, og de to modstanderes mellemværende bliver nu i mindelighed afgjort på tinget. — Rimeligvis er det dog også Eyjarting, der hentydes til, når der i tillæget til Ldn. (s. 324) fortælles om en høvding fra den nordlige del af Østlandet (Bjarne Skeggbroddessön - også tilhørende den ældre sagatid), at han druknede selv syvende i Skjalvandebugten, da han drog til tings.
Den sparsomme omtale af tinget berettiger dog ikke til at slutte, at det kun for en tid skulde have været det regelmæssige vårtingssted. Tværtimod med undtagelse af måske en enkelt midlertidig afbrydelse (se s. 147) har utvivlsomt Tingø gennem hele fristatstiden været samlingsstedet for de til Nordlandete fjærde tingdistrikt hørende. Straks i »Jærnside« (Járns., mindre rigtig: Hákb.) nævnes også den omliggende landsdel Eyjarting (ɔ: Øting), i Jónsb. Tingøting.
Efter at man øst for Kinnarfell på et derværende vad er redet over Fljotets vestlige forgrening, befinder man sig på den fra syd til nord liggende Tingø, hvis overflade væsenlig består af mager hedeslette. Et og andet foruden selve øens navn minder endnu om dens tidligere bestemmelse. Straks efter at være kommen over vadestedet træffer man på en smal sænkning, der herfra strækker sig nord efter, gennemfuret af gamle ridestier; denne benævnes Þínglág (ɔ: Tingsænkning). Efter at være redet en temlig betydelig strækning i nordøstlig retning får man på højre hånd de såkaldte Tingvolde (Þíngvellir), hvor tinget har været holdt. Tingstedet hører imidlertid ikke til de bedst bevarede, idet anlæggelsen af en — nu igen opgivet — gård her naturlig har måttet medføre en ikke ringe forstyrrelse. Selve gården synes således at have været bygget oven på en ældre tomt. Foruden uklare spor af flere tomter ses dog endnu rester af 5—6 bodtomter — med retning fra nord til syd — , der alle udmærke sig ved deres påfaldende længde, og endog til dels synes at have udgjort hele bodrækker. Vanskeligt at afgøre er det vel, fra hvad tid to besynderlige gamle omgærdinger skriver sig, af hvilke gærder det yderste i en regelmæssig bue strækker sig uden om alle tomterne, så at bægge arme ende ved Fljotets østlige forgrening; inden for dette løber et mindre, og mindre anseligt, gærde, hvis arme ligeledes ende ved Fljotet; denne omgærding, uden for hvilken så godt som alle bodtomterne ligge, har en besynderlig poseformig dannelse, i det armene ved Fljotet stærkt nærme sig hinanden. — Ved tingstedet skal der være to klippeblokke, hvor en galge siges at have været anbragt. Er denne tradition pålidelig, må tingstedet have været brugt også efter underkastelsen. Dette samme synes at fremgå af den omtale, stedet får i Auduns måldage (1318). Dér anføres om den øst for liggende Helgastad-kirke, at den ejer »den halve Tingø og desuden tingstedet« (Tímarit II, s. 75). — Fra den øst for liggende Fljotshede fører mange gamle ridestier ned mod Tingø.
Nordøst for Tingø ligger en mindre ø Skuldatingsø (Skuldaþíngsey ɔ: Betalings- eller Omsætnings-ting øen). Maurer (Island s. 179) gør opmærksom på, at der i dette navn er bevaret en erindring om vårtingsordningen i fristatstiden, hvor der ved siden af søgsmålstinget (sóknarþíng) var foreskrevet afholdelsen af et forretningsting til afvikling af gældsposter (skuldaþíng eller skuldamót), og det ses da af forholdene her, at forretningstinget undertiden er bleven holdt på et eget sted [27].
Efterhånden som Skjalvandafljot nærmer sig nordkysten, bøjer elven svagt imod vest, til den sluttelig falder i søen ved Skjalvandabugtens sydvestlige hjørne. Det gamle udløb skal have været lidt vestligere end det nuværende, og man skal der se spor af gamle skibsskure (naust). Virkelig véd også Ldn. at berette om forskellige landinger i Skjalvandafljotsós (Skjálfandafljótsóss). — Fra Skjalvandafljots udløb, mod nordvest til Flatødalens østlige begrænsning (fjældet Ódeila), ligger langs kysten høje og stejle fjælde. Denne et par mil lange strækning, hvor nogle småvige hist og her skærer sig ind, benævnes tilsammen Natfarevigene (Náttfaravikr), skønt navnet Natfarevig (Náttfaravík) egenlig kun tilkommer vigen nærmest Skjalvandafljot. Denne strækning er almenning med undtagelse af dens sydøstlige del, hvor et par gårde findes. Natfarevig bærer som bekendt i følge Ldn. navn efter Gardars uheldige ledsager Natfare. Om en herværende klippe, der skulde være den til sten forvandlede Natfare, beretter allerede Egg. Olavsson (Enarrationes s. 120). På et udførligt kort — i Oldn. museums antkv.-topogr. arkiv — over Natfarevigene ses i den egenlige Natfarevig »Náttfari« som en fritstående klippe oppe på land i strandkanten; lidt øst for findes ved strandbredden to til sten forvandlede nattrolde (Karl og Kerling, to »dranger«).
Medens vestkysten af den brede Skjalvande-bugt[28] er begrænset af de høje, sneplettede Nattfarevigs-fjælde (Víknafjöll, som de kaldes) og landet også mod øst falder stejlt af mod kysten, strækker sig op fra bugtens inderste del en bred dal Adaldal (Aðaldalr) eller Adalreykjadal (Aðalreykjadalr) , der ikke som de fleste andre dale har nogen tydelig fjældbegrænsning eller samler sig om et dalen gennemstrømmende vandløb, men udgør et stykke lavland nærmest kysten, hvori flere smådale munde ud. For den allernederste dels vedkommende udgøres Adaldalens vestlige begrænsning af Skjalvandafljot, dens østlige af mundingen og det nedre løb af den ellers østlig i dalen løbende Lakså (Laxá). Højere oppe begrænses dalen mod øst af en jævnthvælvet hedehals Hvammshede (Hvammsheiði), medens mod vest Fljotshedens nordligste udløber dukker frem, hvorefter denne hede — som en noget højere og stejlere hals — syd efter skiller mellem denne dal og Skjalvandafljots dalen. Endnu et par mil fra kysten er Adaldalen den samme brede slette, men så afsluttes den, idet forskellige højdedrag indsnævre og sønderdele lavlandet. Længst imod øst lukke klipperne sig så tæt omkring Lakså, at denne netop ad en snæver kløft kan knibe sig igennem. Omtrent midt for strækker en lille ubebot dal sig op mellem fjældene. Vestligst fortsættes hoveddalen i en mindre og snævrere dal, den egenlige Reykjadal (Reykjadalr, stundum: Reykjardalr). I oldskrifterne, således Ldn., bruges dog navnet Reykjadal ikke alene om denne, men også om hoveddalen: Adalreykjadal; ja ordet »Reykdælar« synes i sagaerne endog tillige at omfatte beboerrie af et par af de nærmeste småbygder mod øst (Reykjahverve og Laksådal). — Medens Reykjadalen mod vest begrænses af Fljotshede, skiller en anden hede eller rettere hals den fra nabobygden mod øst. Mod nord regnes dalen kun at nå til søen Vestmannsvatn; medens således den dalen gennemstrømmende å indtil sit udløb i søen benævnes Reykjadalså, har søens afløb nord efter til Lakså et andet navn[29].
Hele denne egn er skuepladsen for en betydelig del af Vemunds & Viga-Skutas saga og flere partier af Ljosvetninga saga. — I Vem. (s. 231) nævnes således den før nævnte i Reykjadalsmundingen liggende sø Vestmannsvatn, rigtignok i den fejlagtige form Vestmersvatn. Øst for Reykjadalsåen findes oven for søen på en forholdsvis lang strækning ingen gårde, men derefter følge de med korte indbyrdes mellemrum. Den anden i rækken af disse er gården Öndolvstad (Öndólfstaðir), der står under en højde i lien kaldet Öndólfstaðaöxl. Denne gård er utvivlsomt — hvad også A. M. bekræfter — den i Vem. (s. 244, 264) nævnte Öndorsstad (Öndórsstaðir), den voldsomme og urolige Vemunds bolig. På andre steder i sagaen (s. 255, 256) nævnes Vemunds gård Fell (undir Felli); men rimeligst er det vel, at denne betegnelse gælder samme gård (Öndorsstad), på hvilken den jo også i følge ovenstående vil kunne passe. Dog findes ude i Adaldalen et par gårde af navnet Fjall, af hvilke den ene i Bsk. (s. 511—12) benævnes undir Fjalli og i Sturl. vekselvis undir Fjalli og undir Felli. — Efter Öndolvstad følge de to gårde Laugar, Store (Stóru) Laugar nordligst. Forbi Store Laugar fører en vej, der ligger over halsen i østlig retning og således sætter Reykjadalen i forbindelse med Laksådalen og Myvatnsegnen; mod vest fortsættes vejen over Fljotshede til Ljosavatnsskardet. Laugar nævnes én gang i Vem. (s. 316), så fremt ordet ellers her skal forstås som et egennavn, ti den umiddelbart efter nævnte gård Reykir må netop betegne selve gården Laugar. I lien øst for Store Laugar findes mange varme kilder[30]. Aller øverst i dalen mod øst ejer Store Laugar en landstrækning i heden, kaldet Laugatúnga; efter at gården en tid lang havde haft sæter her, er her nu bygget en gård Laugasel. Her mener man med temlig sikkerhed at kunne søge Vem.’s Otveginstunge (Óþveginstúnga, s. 239), hvor fåretyven Hånev boede. Dette bestyrkes især ved de herværende stedsnavne Óþveginsás og Óþeginslækr.
Af gårdene vest for åen kan mærkes, over for Laugar, Bredemyre (Breiðamýri), da dette rimeligvis er den i Vem. (s. 298, 301) nævnte gård Myre (Mýrr). Nordligere, omtrent over for Öndolvstad, ligger Ejnarsstad (Einarsstaðir), hvor landnamsmanden Ketil først boede, og senere hans sønnesøn Ejnar Konalssön — Gudmund den mægtiges fosterfader og fortrolige ven. — Igen noget nordligere ligger præstegården Helgastad (Helgastaðir), ikke langt syd for Vestmanns-søen. Her boede og højlagdes landnamsmanden Eyvind, Ketils broder. I Sturlungetiden er Helgastad skuepladsen for et af de mange bevægede optrin i biskop Gudmund den godes liv. Medens han var beskæftiget med at indvie kirken her, overfaldtes han af et par Nordlandske høvdinger; hans følge forskansede sig på kirkegården og forsvarede sig en tid lang, men sluttelig måtte dog biskoppen flygte ind i kirken og her overgive sig. Kirken her er for nogle år siden nedlagt; tomten af den fordums græstørvskirke ses dog kort fra gården, omgiven af et snævert kirkegårdsgærde.
.jpg)
Som Adaldalens vestlige begrænsning nævntes for den øvre dels vedkommende Fljotshede, for den nordligste dels derimod selve Skjalvandafljot. Som en i størrelse jævnt aftagende hals fortsætter Fljotsheden sig temlig langt imod nord mellem Adaldal og Skjalvandafljots-dalen, indtil den går over i Adaldalens lavland. Langs hedens østside står flere gårde, af hvilke Mylaugsstad (Mýlaugsstaðir, A. M. Mýlastaðir), nævnes i Vem. Nord for denne ligge de to, under Reykjadalen anførte gårde Fjall. - Også på strækningen mellem Skjalvandafljot og Fljotshedens nordligste del findes flere gårde; Rødeskride (Rauðaskriða), efter hvilken bygden benævnes Skriduhverve (Skriðuhverfi), forekommer i Vem., men i flertalsform: Rauðaskriður. Vemunds saga omtaler gårdene Mylaugsstad og Rødeskride som nabogårde — dog er de adskilte ved Fljotshede.
Adaldalens fleste gårde er dog fordelte på bægge sider af den anselige, vandrige Lakså (Laxå), Myvatns-søens afløb, der — under sit henved 5 mile lange løb — i en del bugtninger, men dog hovedsagelig med retning mod nordnordvest søger ud mod havet. Efter under sit øvre løb at have gennemløbet den såkaldte Laksådal bryder den sig vej gennem klipperne ud i Adaldal og gennemløber dernæst dennes østlige del. — Fra Myvatn af til helt ud i Adaldalens ydre del har en forhistorisk lavaflod fulgt åens leje. Nu er vel hraunet (lavamarken) på de fleste steder bevokset med frodigt græs; dog ser man overalt sorte klipper stikke frem, og åens bund er opfyldt med hraunsten. Længst ude i dalen breder lavafloden sig til et betydeligt hraun, der optager den største del af dalen. Nærmest kysten findes sandstrækninger.
Efter at være trængt ned i Adaldalen bøjer Lakså først mod vest; her står noget syd for åen den velholdte præstegård Grenjadarstad (Grenjaðarstaðr), omtrent ud for mundingen af en lille ubebot dal, der strækker sig op i den mellem Laksådal og Reykjadal skillende hede[31]. Kort vest for Grenjadarstad ligger en anden præstegård Mule (Múli). Denne gård, der står lidt højere end Grenjadarstad, under affaldet af det, den nysnævnte lille dal mod vest begrænsende, højdedrag, forekommer i Vem. under navnet Fellsmule (Fellsmúli)[32]. — Ud for denne gård antager Lakså igen en bestemt nordlig retning; en mils vej nordligere, hvor den slår en lille bugt mod øst, står i et næs vest for åen den derefter benævnte præstegård Nes. Nordvest for præstegården ligger en under denne hørende husmandsplads (hjáleiga) Jarlstad (Jarlstaðir); dette er sikkerlig den i Vem. nævnte gård Jarlstad, skønt der også i Bårdardalen forekommer en gård af dette navn. Én gang (s. 255) står i Vem. fejlagtig Álstaðir for Jarlstaðir.
Øst for Lakså begrænses Adaldal af Hvammshede (-heiði), en jævnt hvælvet, til dels græsklædt hals. Den sydligste gård øst for åen er Presthvamm(r), der står i skråningen af Hvammshede, omtrent over for Grenjadarstad. Denne ejendom antages at have afgivet bolig for høvdingen Askel gode, der i Vem. siges at bo i Hvamm(r). Dog antager man, at Askels gård har stået noget sydligere, umiddelbart nord for, hvor Laksåen bryder sig vej fra Laksådalen gennem klipperne. Her ses i hedeskråningen tomterne af en ældre gård. I A. M. omtales disse som lævninger af en gammel ødegård Ásgilsstaðir[33]. I det Laksåen træder ned fra Laksådalen, danner den en mængde smukke småfosser, adskilte ved kratbevoksede småholme. Her har tidligere ligget en bro over åen, hvoraf spor stadig sås; nu er der på dette sted bygget en ny bro. — En mils vej længre mod nord, syd for Nes, ligger øst for åen Hage (Hagi, Ljósv.). Igen et godt stykke nordligere følget Núpar, Ljósv.'s Gnúpar. Så vel Hage som Gnupar siges i sagaen at ligge i Reykjadal, der jo i oldskrifterne omfatter Adaldalen tillige. Núpar er Adaldalens nordligste gård øst for åen; en halv mil nordligere afskæres Hvammshedes nordligste spids mellem Lakså og det sydøst fra kommende tilløb Mýrarkvísl, og derefter danner selve Lakså Adaldalens østlige begrænsning.
Nord for Myrarkvisls forening med Lakså står — som nærmeste gård ved åmnndingen — disse egnes rigeste gård Laksamyre (Laxamýri). Denne ejendom, der ved det dertil hørende laksefiskeri og nogle æderdunsholme i Laksåen giver sin besidder efter islandske forhold storartede indtægter, skal også af den nuværende ejer være udstyret med bygninger (af tømmer og sten), der langt overgå de sædvanlige islandske og er et sådant »høvdingesæde« værdige. Gården forekommer utvivlsomt i Ljósv. (s. 22) under benævnelsen Myre (Mýrr) — i kapiteloverskriften angives der endog ligefrem, at der hermed menes Laksamyre. Når det om den her hjemmehørende urolige Vödu-Brand s. 23 siges, at han hjemmefra red »nord til Hnjoskadal«, må »norðr« være fejlagtig, måske for »norðan«. — Med denne gård begynder en ny bygd Tjörnes (Ljósv.), Sønder-Tingø syssels nordøstligste, der fra Laksås munding strækker sig mod nordøst, langs Skjalvandebugtens østside — mod øst begrænset først af Reykjahede, længre mod nord af den høje fjældmasse Tungehede, der når helt ud til den yderste tange af det mellem Skjalvandebugten og den nordøstligere Aksarfjord skillende brede næs, men som dog langs Skjalvandebugten lader plads for en smal strækning fladt og ret frugtbart land. Men selv her falder dog kystlandet langs Tungehede stejlt af mod søen[34]. — Her ligger en god halv mil nordøst for Laksamyre handelspladsen Husavig (Húsavík) ved en lille vig af Skjalvande. Foruden de til et handelsetablissement hørende bygninger findes her endnu et par tømmerhuse; et af disse har længe været benyttet af syssehnanden i Tingø syssel, medens denne boede her. Lidt nordligere ligger egnens præstegård, hvilken gård navnet Husavig oprindelig tilkommer. I følge Ldn. tilbragte Islands anden opdager Gardar den vinter, han var på Island, i Husavig. I sagaerne omtales Husavig oftere som havn (landingssted for havskibe). Et sted (Vem. s. 233), hvor en sådan landing nævnes, står utvivlsomt fejlagtig for Husavik Hrossavík. En særlig betydning har Husavig-havn som udførselssted for svovlet fra minerne i Tingø syssel, når disse drives.
.jpg)
I en nyere tid er egnen om Husavig bleven bekendt ved et temlig stærkt jordskælv, som fandt sted her år 1872. En anden interesse frembyder kysten en mils vej nordligere (ved gården Hallbjarnarstaðir) ved de herværende tuflag, der gemme talrige forsteninger af muslinger og snegle. — Med undtagelse af en holm uden for Husavig og et par ubeboede småøer nord for Tjörnæs er nordkysten fra Skjalvande og øst efter ganske uden øer[35].
Mod syd går Tjörnæs over i en mindre, bebot dal, der i syd-østlig retning strækker sig op mellem Hvammsheden og den store, øst for liggende Reykjahede. Her dannes den syd for Laksamyre i Lakså faldende å Mýrarkvísl ved tilløb af forskellige smååer, gennemløber dalen i nordvestlig retning og forener sig derefter med hovedåen. Den nævnte dal indeslutter en lille bygd Reykjahverve (Reykjahverfi), der også i sagaerne forekommer under denne benævnelse. Nordligst i Reykjahverve ligger, vest for åen, Skörð, en gård, der i Ljósv. nævnes som bolig for den mægtige Ofejg Jarngerdssön, hvis forhold til Gudmund den mægtige sagaen skildrer på en ejendommelig måde, så at det er tydelig at mærke, at Ofejg ikke ret kan undertrykke sin fortrydelse over at være trængt til side af Gudmund, der sikkert må have haft høvdingskab der på egnen (Reykdæla godord helt eller delvis? gennem Ejnar Konalssön?), hvad enten nu Ofejg har været hans tingmand eller ej (måske medejer af godord ?). Foruden Ofejgs gård nævnes også i Vem. et Ydre Skörd (Ytri Skörð), som formodenlig svarer til en ødegård under Skörd, Litlu Skörð, der anføres i A. M. — En mils vej sydligere ligger oppe i dalen Store (Stóru) Reykir, indtil for nylig meget bekendt af de herværende varme kilder. En husmandsplads under Store Reykir, hvis bebyggelse først i en senere tid er genoptaget, er den umiddelbart ved tunet liggende Lille (Litlu) Reykir; bægge gårde Reykir forekomme i Ljósv. (s. 3, 17, 27). Blandt de sydøst for Store Reykir, i smilende omgivelser, liggende varme kilder har flere et regelmæssigt bassin med lodret nedgående kilderør. En af dem, den såkaldte Oksehver (Uxahver) har endog indtil for få år siden været en springkilde, der med mellemrum af knap 5 minutter kastede en tyk vandsøjle et par mandshøjder i vejret. Men efter jordskælvet 1872 ophørte dens virksomhed.
Skønt Reykjahverve ikke, så vidt man kan se, har været ligefrem indbefattet i »Reykjadal« — i dette navns ældre, mere omfattende betydning, benævnes dog beboerne af denne bygd i Ljósv. (s. 19, 21) Reykdæler (Reykdælar). — For den følgende bygds Laksådalens vedkommende gør, som det senere skal vises, et lignende forhold sig gældende.
Laksådal (Laxárdalr) kaldes den smalle af Lakså gennemstrømmede dal, der ligger, i retning fra syd til nord, fra åens udtrædelse af Myvatnsbygden til den træder ned i Adaldalen. Fra den egenlige Reykjadal er Laksådalen som tidligere anført skilt ved den hverken høje eller brede hedehals, der mod nord ender ved gården Mule. Fra Laugar i Reykjadal ligger en vej mod øst til den omtrent midtvejs i Laksådalen, vest for åen stående gård Tværå (Þverá, Vem. s. 245, 248). En halv fjærdingvej syd for Tværå findes en afsats i hedeskrænten ned mod åen benævnt Månahjalle (Mánahjalli), hvor fårehusene fra Tværå nu stå. Her må utvivlsomt den i Vem. (s. 245) nævnte gård Mánahjalli søges; samme gård er det sikkert, der forekommer senere hen i sagaen (s. 297—98), hvor udgaven har Máfahjalli. — På Tværå boede i følge Vem. Ljot hovgode, hos hvem Reykdælerne i anledning af et uår holdt et møde; til disse »Reykdæler« må da vel også Ljot og Laksådalens øvrige beboere regnes. Dette ligger jo heller ikke fjærnere end at regne Reykjahverves beboere til Reykdælerne (se Ljósv.). I hvert fald synes det af Vemunds saga og Ljosvetninga saga tydeligt, at indbyggerne af de i det nærmest foregående beskrevne bygder: Adalreykjadalen med den egenlige Reykjadal og Laksådalen, samt Reykjahverve og måske Tjörnæs — har udgjort ligesom et lille landskab (et »herred«) for sig, hvis befolkning har dannet hovedstammen for Reykdæla . I Ljósv. (s. 7) omtales et Reykdæla leið; men hvor dette ting har været holdt, vides ikke. I og for sig vilde Tingø frembyde en ret belejlig plads; andre tinglævninger kendes desuden ikke i disse egne[36].
.jpg)
Oven for Laksådalen findes endnu en bygd, den omtrent 5 mile oppe i landet liggende Myvatnssvejt (Mývatnssveit), Vem.'s Myvatnshverve (Mývatnshverfi), på alle sider omgivet af udyrkelige højsletter. Fra Laksådals-gårdene passerer man for at nå denne i sydøstlig retning over den såkaldte Mývatnssand(r), en fuldstændig øde, bølgeformig, mørk sand- og grusstrækning, der går i et med den nordøstligere Reykjahede. Snart ser man dog for sig en del af Myvatns udstrakte flade. Omkring denne sø, Mývatn (ɔ: Myggesøen), hvorefter bygden har taget navn, ligger med få undtagelser samtlige gårde. Vejrliget kan her, hvor højden over havet er c. 1000 fod, være hårdt nok; men egnen er imidlertid ingenlunde afskrækkende. Derimod medfører forholdene her adskillige ejendommeligheder i erhverv og levevis. Et væsenligt næringsmiddel afgiver søens talrige foreller, der fanges hele året rundt og ikke blot spises ferske, men også tørres og for en del sælges til nabobygderne. Også en del æg kan indsamles fra den masse ænder, der om foråret yngle på holmene i søen. Alvorlig ulæmpe forårsager den utrolige mængde myg, der i sommertiden omsværmer Myvatn; kreaturerne have ingen fred for dem, og beboerne må høste deres hø med vanter på hænderne og iførte sorte, tætsluttende hætter (de såkaldte Myvatnshætter), der gå helt ned over halsen, er forsynede med korte skygger og have et stykke flor for ansigtsåbningen. Myvatnssvejten, der er temlig kratrig, er et af de få steder på Island, hvor geder stadig er bleven holdte som husdyr. — Myvatn, Islands næststørste indsø, er langt mere bugtet og indskåret end landets største sø, Tingvold-vatn, så den, hvad omkredsen angår, vel endog kan måle sig med denne. Dog har den sydlige, større del af Myvatn hovedsagelig en temlig regelmæssig, rundagtig form; mod nordøst slutter sig imidlertid til denne en bred, ved et fra nord til svd gående næs afgrænset arm, hvorved søen falder i to hoveddele, Sydre og Ydre Floe (Syðri og Ytri Flói). Denne sidste del er bleven stærkt påvirket af vulkanudbruddene i forrige århundrede. Søens østlige bred har i det hele et mørkt og uvenligt udseende; sortebrunt sand og fjæld er her det fremtrædende, og fantastiske klipper i søen minde om de her foregåede vulkanske omvæltninger. Den større del af søen er dog opfyldt med en mængde græsklædte holme og småøer, dels flade, dels stejle og bakkede. Mod vest er i det hele egnen frodigere. Dens karakter som brændpunkt for vulkanske fremtoninger er vel her ikke mindre udpræget end øst for søen; men da de underjordiske kræfters rasen udelukkende tilhører en fjærn fortid, har de efterladte minder i tidens løb endog kunnet antage et tiltalende ydre. Det er således tilfælde så vel med de utallige gamle kratere, som findes her, som med de græsklædte bølgeformige hraun, der hyppig danne gårdenes tun. Hele denne strækning af Myvatn er omgivet af græsklædte høje og banker, »kedelhøje« (hverhólar) kunde man passende kalde dem. Enhver sådan høj — og det samme gælder om de mange tilsvarende på Myvatnsholmene — er nemlig et regelmæssigt krater. Dette lader sig i reglen ikke se neden fra, men bestiger man en sådan, ser man, at den indvendig er hul. Undertiden skråner siderne jævnt ned til den græsklædte bund, og i den findes stundum et eller flere småkratere, aldeles af samme form som det større, omsluttende; undertiden danner væggene kun en tynd skal af hraun, på den ydre side bevoksede med sparsomt græs. En sådan kraterhøj kan få en ganske morsom anvendelse som fårehus, når på et enkelt sted et lille stykke af væggens øverste del er falden ned, så at fårene her kan passere ind og ud.
.jpg)
I sagaliteraturen spiller Myvatnssvejten ikke nogen stor rolle; dog havde en af hovedpersonerne i Vemunds og Viga-Skutas saga, Askel godes krigerske søn Viga-Skuta, hjemme her, og i den anledning kommer forskellige af egnens lokaliteter, næsten alle beliggende i bygdens vesterdel, til omtale i sagaen. — Nordvest for Myvatn hæver sig det kegleformige Vindbelgjarfjæld (—fjall), som tager navn efter den sydøst for fjældet nær søen stående gård Vindbelg(r). Op i dettes østside går tilsyneladende næsten lodret en stejl, men flad kløft, kaldet Skútaskriða[37]; fra den øvre del af den går ind i fjældet en lille hule Skútahellir, hvor Skute (Skuta) skal have forsvaret sig mod sine fjender, — hvorom sagaen dog intet véd. En i Vem. nævnt gård Sandfell, nabogård til den noget sydligere Gejrastad, skal i følge tradition have ligget vest for Vindbelgjarfjall, der i så fald formodenlig oprindelig måtte have båret hint navn, — hvad dets udseende i det mindste ikke taler imod.
På vejen syd efter til Gejrastad passerer man langs søen forbi nogle banker eller skrænter: Vagnabrekka, Skefilshólar og, umiddelbart før man rider ind på Gejrastads tun, Kumlabrekka. Den omtrent midt for søens vestside liggende gård Gejrastad (Geirastaðir) siges i Vem. at ligge nord for Myvatn, i Ldn. endnu mere besynderlig at ligge syd for denne sø. På Gejrastad boede bonden Gejre med sin søn Glum, der af sin nabo falskelig beskyldtes for tyveri, i hvilken anledning en kamp opstod i tunet på Gejrastad, hvorved adskillige mænd faldt, deriblandt tre nordmænd: Vagn, Navar (Nafarr) og Skevil (Skefill). I følge tradition skal Vagn og Skevil være højlagte i de to oven nævnte om deres navne mindende banker, de øvrige faldne derimod i Kumlabrekka (ɔ: dysseskrænten)[38]. — Gejrastad er måske af alle Myvatnssvejtens gårde den rigeste på lavahuler og grotter (skútar): det er flade udstrakte hvælvinger, med svag lysning fra forskellige steder, hvor småstykker af loftet er faldet ned; de benyttes hyppig om somren som tilflugtssted for kreaturerne mod myggene.
Sydøst for Gejrastad udgår fra Myvatn en bred vig, der danner begyndelsen til Laksåens udløb. Denne alt tidligere nævnte å, Myvatns eneste afløb, antager efter et kort løb mod vest en nordlig retning, træder ind i Laksådalen, hvor denne begynder at udpræge sig som dal, og gennemløber nu denne og Adaldalen til sit udløb i Skjalvandefloe. Vest for Gejrastad, hvor Laksåen træder ind i Laksådal, ligger øst for åen gården Hovstad (Hofstaðir), kun skilt fra Gejrastad ved en smal og forholdsvis flad hedehals, ligesom den også regnes i alle henseender som hørende blandt Myvatnsgårdene. Ved Hovstad vil man påvise tomterne af et tempel (goðahof). Nordøst for gården i tunets udkant findes en ved sin størrelse udmærket tomt, den egenlige hovtomt. Den ligger i retning fra syd til nord som en aflang firkant på mindst 20 fv. i længde, 5 fv. i bredde; langvæggene er meget tydelige, men brede og sammenfaldne, som de ere, gør de næsten indtryk af svagt hvælvede små banker (et par favne brede og et par alen høje); ved det ene hjørne mener man at se spor til en mindre udbygning; for den nordlige ende er nu bygget et fårehus. Syd for denne tomt findes en smuk lille kredsformig tomt (4 fv. i diam. og med væg af c. 1½ al.'s højde). Sydøst for denne, oppe i bakkeskråningen ud mod den smalle dal ses en større kredsformig tomt (c. 9 fv. i diam.) — dette, siger man, er den gamle hestefold (hestarétt), der benyttedes af de tempelbesøgende. Mærkeligt er et gammelt gærde, fast opført af jord og sten, som mod syd falder sammen med det fra Lakså udgående tungærde, men fortsætter sig langt længre end dette, op ad bakkeskråningen, og løber dernæst mod nord langs skråningen, omtrent så langt øjet rækker (flere tusinde alen), indtil det bøjer mod vest og fortsættes ned til åen. Man skal ved boring i »hovtomten« have fundet et faststampet lergulv omtrent en alen under overfladen; ligeledes skal nogle malmstumper være fundne her.
Syd for Lakså, i sydvestlig retning fra Gejrastad, ligger gården Arnarvatn (Vem.); noget sydvest for denne ligger igen den lille sø, hvorefter gården har taget navn. — Mellem Arnarvatn-gården og nabogården mod øst (Haganes) vil man søge stedet for den i Vem. nævnte gård Hraunsås (Hraunsáss)[39].
Myvatns sydvestlige kyst indtil den syd for søen liggende gård Skutustad frembyder en labyrint af græsklædte holme og næs, hvilke sidste, adskilte ved vige og næsten afskårne ved bag ved liggende damme, næppe er til at skelne fra holmene. Måske man i landskabets karakter har minder om, at Myvatn, som det berettes under de vulkanske bevægelser i forrige århundrede på vestsiden trådte over sine bredder. Skutustad (Skútustaðir), Viga-Skutas gård, ligger mellem grønne banker tilsyneladende midt for søens sydside. Efter heldig her at have modstået forskellige snigmordsforsøg bukkede Skuta endelig under for et sådant, i det fjenderne hjulpne af forbundsfæller på selve gården trænger ind i hans soverum gennem en løngang, der forbandt dette med Skutas fårehuse, og dræber ham. Gårdens udstrakte tun er bølgeformigt, dels forskellige høje og bakker er nemlig alt græsklædt hraun. Under østsiden af en sådan høj står nu gården. Om Skutas løngang vides intet; Skutahellir er navnet på en hraunhule i en af tunbankerne, med smal, stejl nedgang. - Den første snigmorder, som Skuta griber, fører han ud på en holm i Myvatn og binder ham her nøgen til en pæl, hvorefter han sender bud til den mand, som han mistænker for at have udsendt ham, om at bringe ham hjælp. Da dette ikke sker, dør fangen af sult og myggestik. En senere snigmorder skal Skuta efter nogles fortælling have givet en lignende behandling ved at føre ham ud i Ravneskær (Hrafnasker). Noget skær af dette navn kendes nu ikke; derimod ligger i Myvatn ud for Skutastad en lille holm Dritø (Dritey), således at den vel kan ses fra land; her, fortæller man, satte Skuta »snigmorderen« ud.
Længre fra søen, og altså sydligere og højere oppe i landet, ligger på dette strøg flere gårde, deriblandt sydvest for Skutastad Gautland (Gautlönd). Til denne fører vejen over ensformige flader, indtil gården dukker frem i en dalsænkning hinsides et lavt bakkestrøg. Fra Gautland fører igen en af hovedvejene til Bårdardalen, til Lundarbrekka. Heden, der hér passeres, er Fljotshedens fortsættelse mod syd: Myvatnsheden, bestående af ensformige, svagt bølgeformige strækninger med mosedrag imellem. På Gautland boede i følge Vem. Gaut, hvis hund Floke ved sin gøen op imod fjældet (ɔ: Myvatnsheden) advarede Myvetningerne mod Viga-Glum fra Øfjorden, der med en skare folk var undervejs på et tog mod Skuta. I den opdigtede Hrana hrings saga kaldes bonden på Gautland Gaute; sagaen fortæller, at han dræbtes hjemme i sit tun, — om hans begravelse mældes intet. Resterne af Gaute og hans hund har man ment at finde i en begravelse fra den hedenske tid, som 1855 opdagedes i Gautlands tun[40].
Oven for bygden ses syd for Myvatn en række anselige fritstående, kuppelformige fjælde, der ligesom danne grænsen mod det indre højland, der som tilsyneladende flade strækninger når helt op under Vatnajøkel, af hvilken nordranden ses. Blandt disse er »Blåfjæld« (Bláfjall), hvis navn forekomme i Hrk. (s. 12), men som et flertalsord: Bláfjöll.
Af gårdene øst for Myvatn findes kun Reykjahlid (Reykjahlíð, Ljósv. også: Hlíð) omtalt i sagaerne[41]. Denne ved søens nordøstlige bred liggende gård er nu mere bekendt end de fleste andre islandske gårde, da den dels er hovedstationen for alle de fremmede, der besøge Myvatnsegnen for at undersøge dens mange vulkanske fremtoninger, dels er hvilepunktet for de rejsende på en af hovedvejene fra Øst- til Nordlandet. I den historiske tid har der indtil for nylig i selve Myvatnssvejten og dens nærmeste omgivelser kun fundet udbrud sted i forrige århundrede, i årene 1724—29, på en tid da de vulkanske kræfter også i den sydøstlige del af landet var særdeles virksomme. Sand- og askefjeld, lavastrømme og jordskælv hærgede da egnen om Reykjahlid. Den glødende lava kom især fra et lille fjæld Lérhnuk (Leirhnúkr), der ligger et par mil nordøst for Reykjahlid. Her dannede der sig vest for fjældet en vulkanspalte, hvorfra gennem adskillige kratere uhyre lavamasser strømmede frem (i årene 1727—29); først bedækkedes det omgivende hedeland i en strækning af flere mile. Derefter søgte lavastrømmen vej ned mod bygden; gården Reykjahlid ødelagdes, men den gunstigere beliggende kirke blev stående urørt — ved et mirakkel mente man — , og ildstrømmen udgød sig i Myvatns nordøstlige del, hvor mange hraunklipper langt ude i vandet endnu vidne om de omvæltninger i søen, som herved medførtes. Denne lavastrøm har den rejsende god lejlighed til at se, da vejen fra Reykjahlid til Laksådalen ligger langs med og til dels over et par arme af denne. Ejendommeligt er det at se, hvorledes lavastrømmen ligger ligesom aldeles oven på det øvrige jordsmon, sort og ubevokset, med alle sprækker og rævner skarpe og tydelige, hverken skjulte af mos eller muldjord; de forskellige arme, som strømmen har delt sig i og har skudt ind i dalsænkningerne, ses med forbavsende tydelighed, da lavamassen endnu aldeles ikke er nedsunken i eller sammenvokset med grønsværen. — Da udbruddene år 1724 tog deres begyndelse, havde den vulkanske virksomhed sit sæde omkring det ½ mil nordøstligere liggende lille fjæld Kravla (Krafla, udtalt: Krabla), hvor der dog kun udkastedes sand, sten og aske; dels på grund af de ledsagende jordskælv, dels fordi udbruddene begyndte her, har ikke des mindre Kravla længe fået hele æren for disse vulkanårs opsigtvækkende rørelser. Også her dannede sig mindre kratere ved fjældets fod, af hvilke et indtil midten af dette århundrede har været at se som en hæslig kogende dyndpøl (Víti ɔ: helvede) med idelige udbrud af leret vand, men nu er en smuk lille kratersø [42]. De med Kravlas udbrud forbundne jordskælv med idelige hævninger og sænkninger af grunden var imidlertid følelige nok for egnens beboere, især på grund af de forandringer for Myvatns vedkonmiende, som medførtes. Først hævedes grunden mod øst, så at vandstanden sank betydelig, senere hen var afløbet gennem Lakså for en tid helt standset. Senere igen overskylledes flere partier af søens omgivelser, i det søbunden hævede sig i den østlige del. Ved alt dette standsede forellefangsten for en tid næsten ganske. At søen, som man oftere ser angivet, endog en tid skulde have været helt udtørret, må dog bero på en misforståelse [43].
I disse vulkanår brød den underjordiske ild frem på flere andre punkter i egnen, stundum fra jævn græsklædt grund, hvor intet spor af vulkansk virksomhed hidtil var bleven iagttaget. Dog også et af de mærkelig regelmæssige gamle kratere synes at have haft udbrud. Dette er det såkaldte Hverfjall eller -fell (ɔ: Kedelfjæld), der står noget syd for Reykjahlid ud mod søen — af form som en nær roden overskåren, udhulet kegle, sort og af kæmpemæssige dimensioner. Sognebeskrivelsen betegner Hverfell som et fritstående, næsten kredsrundt gammelt ildfjæld med en dyb skål midt i fjældet og en sandhøj midt i skålen. Ovenstående kendemærker stemme aldeles med E. O.’s beskrivelse af Sandfell (s. 727), der omtales som et karakteristisk bjærg, hvor ilden nylig (1752) havde udraset; det var lavt, bestående kun af sand og lidt ler, og dannet som en skål, »ti det er åbent og ser ud som et rundagtigt gærde: midt i bunden af skålen er en stor høj eller et lidet bjærg, hvilket ilden har opkastet til slutning.« Da den i E. O. angivne beliggenhed af Sandfell ligeledes væsenlig stemmer med Hverfells, og da der øst for søen ikke skal findes nogen højde benævnt Sandfell, tør man vel antage, at også beskrivelsen i E. O. af Sandfell gælder Hverfell. Preyer og Zirkel, der i deres Islandsrejse giver et vellykket billede af Hverfjæld, har i deres medfølgende fortegnelse over islandske vulkanudbrud intet udbrud af Sandfell, men (s. 456) under årene 1748—52 gentagne udbrud af Hverfjall. Hvorfra denne angivelse, der både bestyrkes af og bestyrker oven anførte bemærkninger om identiteten af Hverfell og Sandfell, er hentet, ses ikke. — Omkring Hverfjæld skal findes mange mindre, ved lavastrømme sammenknyttede kratere, så at landskabet her er bleven sammenlignet med et månelandskab med dets store og små ringbjærge. Også store kløfter og andre tegn på vulkansk virksomhed findes her[44].
.jpg)
De bekendteste af alle vulkanske fremtoninger øst for Myvatn er dog vistnok svovlminerne (nåmerne) ved Reykjahlid, de såkaldte Hlidarnåmer (Hlíðarnámur, ældre: -námar). Til dem kommer man fra Reykjahlid ved en halv times ridt i østlig retning over nøgne og sorte højder. Straks efter at være kommen ind mellem sandhøjderne oven for tunet ser man til højre for sig adskillige gul-røde pletter, hvorfra det ryger op, — det er »nåmer«, dog ikke af de betydeligste; længre syd på ser man ligeledes røg stige op. Vejen går gennem et længre skard med sortebrune sandhøjder til bægge sider; fjældet, hvorigennem skardet fører, bærer syd efter navnet »Nåmefjæld« (Námafjall), og straks ved nedstigningen herfra har man på højre hånd de betydeligste »nåmer« og andre mærkeligste hermed i forbindelse stående fænomener. Nåmerne ligge dels i selve fjældskråningen, dels på den flade sandstrækning neden under; på dette sted findes tillige en del dyndkilder, alt samlet på en temlig begrænset strækning. Svovlminerne eller -lejerne viser sig som små gulgrønne eller gulgrålige, lavt ophøjede pletter, fra hvis midte en lille røgsøjle stiger op; ofte er mange sådanne forenede til udstrakte lave småhøje, hvorfra mangfoldige røgsøjler stige op. Undersøger man en sådan lille plet nærmere, viser det sig, at tuen består så at sige udelukkende af gult, pulverlignende svovl, dannet omkring en lille rørformig åbning. Ofte er åbningen så snæver, og trykket så stærkt, at luften farer hvæsende ud som fra en dampventil. Navnlig er flere af de større høje ejendommelige; man hører her på mange steder hvæsen og pusten, og samtidig hist og her underjordisk boblen og kogen. Dyndkilderne er omtrent som de tilsvarende ved Geysir i Haukadal og Reykir i Ölves, men anseligere: i dybe kratere med stejle vægge koger her det blåsorte dynd som i uhyre kedler, medens en kvælende stank opstiger derfra. Undertiden indeslutter en langagtig kedel mange kilder, hvoraf nogle kogende boble op, medens på andre steder luften uafladelig pustende trænger sig gennem dyndet, der derved gennembores af en mængde småhuller. I andre kilder kastes det kogende dynd 1 — 2 fod i vejret. Også oppe i fjældet findes svovllejer. — I nærheden af svovlminerne, men nærmere Myvatn, benyttedes tidligere meget et tørt bad (et såkaldt jord- er sandbad), hvor man på et sted, hvor varme dampe steg op af jorden, havde bygget en lille hytte, i hvilken svedebadet toges.
Den omtalte fra Reykjahlid gennem Nåmaskard liggende vej fører videre — i det hele af en længde på hen ved 6 mil — over sandede hedestrækninger, de såkaldte Myvatns-öræve (Mývatns öræfi), til den mellem Tingø syslerne og Norder-Mule syssel skillende Jøkelså, hvor bonden på Reykjahlid har en færge til afbenyttelse for de rejsende.
Foruden Hlidarnåmerne findes, c. 4 mil sydligere, en anden tydelig samling svovllejer: Fremre Nåmer (Fremri Námur, ældre: -ar), i nærheden af et af de smukke Myvatn-landskabet mod syd grænsende fjælde (Bláfjall). Svovllejerne ligge i skråningen af et yre vulkankrater, benævnt »Kedelen« (Ketill) [45].
Fremre Nåmer ligge i den nordlige, udkant af den c. 60 kvadratmil store lavaørken Udådehraun (Ódáðahraun), der strækker sig oven for Myyatnssvejten mellem elvene Skjalvandafljot og Jøkelså helt syd på til den, nærmest til Skaftafells syslerne hørende Vatnajøkel, en ismark af mere end den dobbelte udstrækning. Udådehraun består af de vildeste og uvejsomste lavamarker, som tænkes kan, kun hist og her dækkede af sort vulkansk sand. Foruden mange mindre kratere hæver sig, strygende fra nordøst til sydvest, en række fjælde, der med et fælles navn kan benævnes Dyngefjældene (Dýngjufjöll). Nordligst ligger den såkaldte »Kullede Dynge« (Kollótta Dyngja), til midterpartiet hører Askja (ɔ: Æsken), sydligst hæver sig den egenlige »Trolde-dynge« (Trolladyngja) eller, som dette fjæld også efter sin form kaldes, Skjaldbrejd (— breið) [46].
Den alt flere gange nævnte elv Jøkelså (Jökulsá), vistnok Islands længste, til forskel fra andre Jøkelsåer kaldet Jøkelså på Fjældene (Jökulsá á Fjöllum), eller, efter den bygd, hvor den falder i søen, Jøkelså i Aksarfjord (Jökulsá i Axarfirði), udspringer fra en skridjøkel, som Vatnajøklen sender ned mod nord [47]. Under sit hele løb har den en afgjort nordlig retning, om end (i følge Watts) med flere bugtninger end kortet antyder. Indesluttet af nøgne, af vulkansk sand bestående bredder, hvor lavablokkene eller klippegrunden hist og her stikker frem, skyller den sine skidengrå vande i en tilsyneladende jævn, men stærk strøm fremad. Indtil noget nord for Myvatnsbygden danner denne Sønder-Tingø syssels østgrænse, som herefter bøjer mod vest.
.jpg)
Udbrud af Udådehrauns-vulkanerne omtales flere gange i kilderne. Således er det næppe tvivlsomt, at der på de tre steder, hvor de islandske annaler fra middelalderen (Íslenzkir Annálar) omtale ild i Troldedyngerne (Trölladýngjur), sigtes til Dyngefjældene, eller, rettere sagt, til Udådehrauns-vulkanerne i almindelighed, da selve udbrudsstedet i disse, sjælden eller aldrig besøgte egne naturligvis ikke med nøjagtighed har kunnet angives [48]. Endnu et par udbrud fra »Troldedyngerne« i middelalderen nævnes hos senere annalforfattere; derefter spiller dette navn ingen rolle, indtil for kort tid siden et voldsomt udbrud fra Dyngefjældene har henledet den almindelige opmærksomhed på disse til den underjordiske ilds hærgninger hjemfaldne egne og givet anledning til deres nærmere undersøgelse. I slutningen af året 1874 og begyndelsen af det følgende år antydede i den nordøstlige del af landet jordskælv og drøn, at et vulkansk udbrud var i gærde; derefter så man fra Myvatnsbygden i begyndelsen af januar 1875 en betydelig ild i syd, indtil udbruddet i slutningen af februar døde hen. Af nogle bønder fra Myvatnsegnen, som på denne tid besøgte den nye vulkan, erfaredes det, at udbruddene havde fundet sted fra Askja i Dyngefjældene. Derefter hvilede vulkanen til den 29de marts, da et storartet pimpstensudbrud bedækkede de øst for vulkanen liggende egne af Islands østland med et flere tommer tykt askelag; ja det finere pimpstensstøv førtes endog af vinden til Norge og Sverig, hvor det den følgende dag regnede ned. Endnu samme år besøgtes vulkanen af Englænderen lord Watts [49]; men først det følgende år foretoges en videnskabelig undersøgelse af disse egne ved professor Johnstrup [50]. Han fandt Askja meget unøjagtig aflagt på Bj. Gunnlaugssons kort. Det er en noget nær 1 kvadratmil stor, omtrent kredsformig slette i Dyngefjældene, af hvilke den er omgivet, således at der kun mod øst er et gab, gennem hvilket lavastrømme i en ældre tid har fundet udvej. [Dog må navnet Askja vel snarest udstrækkes til dal-kedelen med de den omgivende fjældvægge.] Desuden findes der mod nordvest en kløft, nu benævnt »Jónsskarð«, gennem hvilken adgang med heste til nød kan finde sted. Den store omgivende lavaørken (Udådehraun), der længst mod nord ligger omtrent 1500 f. over havets overflade, hæver sig efterhånden til en højde af over 3000 f.; Askja selv ligger 3700 f. over havet, Dyngefjældene 4500 f., medens snelinjen på Island omtrent kan sættes til 2500 f., og det indre højland for større strækningers vedkommende ellers næppe hæver sig mere end til 2000 f. Dalbunden i Askja er tid efter anden bleven hævet betydelig ved en stor mængde lavastrømme, der fra talrige kratere langs siderne af de dalen indesluttende fjældvægge så vel som fra dalens midte har udgydt sig i denne kedel. Også i fjældenes ydre skråninger findes talrige kratere, hvorfra lavastrømme, der har bidraget til dannelsen af Udådehraun, har udgydt sig. — De nye kratere findes alle i den sydøstlige del af Askja. Nordligst af disse ligger et enkelt krater, hvorfra det voldsomme pimpstensudbrud har fundet sted. Dette store krater var i somren 1876 opfyldt af vanddampe, der brød frem fra bunden med en lyd, som når et lokomotiv blæses ud. Umiddelbart syd for dette krater var der foregået en betydelig indsænkning med lodret afbrudte klippevægge mod nordvest; midt i denne indsænkning fandtes en sø med lunket vand. Endnu sydligere, i den inderste del af Askjas sydøstlige hjørne findes alle de andre kratere, så nær ved hinanden, at mange have en fælles tragt. Fra alle disse udstrømmede en uhyre mængde vanddampe, der indhyllede omgivelserne i tæt tåge; fra kraterne udgik store kløfter, gennem hvilke det her dannede vand fandt afløb til søen. Trods de storartede omvæltninger, som har fundet sted her ved udbruddene 1875, antages dog ikke hele indsænkningen eller alle kraterne at være opståede ved denne lejlighed, skønt intet bestemt lader sig udsige om deres alder.
Nordøst for Askja med omgivende fjælde ligger, i udkanten af Udådehraun, en mils vej fra Jøkelså, det prægtige fjæld Hærdebréd (Herðubreið), der ses i vid omkreds. Det fritstående over 5000 f. høje fjæld hæver sig med stejle, mørke vægge, indtil den svære bjærgmasse øverst ligesom tækkes med et fladt snetag, der afsluttes med en tilspidset top eller knap. Medens Paijkull giver en vellykket afbildning af fjældet, søger Watts at give en forestilling om det ved at sammenligne det med en kæmpemæssig foroven glaceret budding. Annalerne berette om vulkanudbrud fra Hærdebred, men dette må vistnok forstås om udbrud andetsteds i Udådehraun, da dette fjæld ikke skal vise spor af nogen vulkansk virksomhed. — Hrk. (s. 12) nævner Hærdebredstunge (Herðibreiðstunga). Navnet, i flt.: Herðubreiðartungur, skal endnu være i brug, utvivlsomt betegnende nogle græsrige strækninger ved to smååer, der har deres udspring ikke langt fra Hærdebred, og derfra løbe til Jøkelså.
Mod nordøst går Udådehraun over i de tidligere nævnte Myvatnsöæve [öræfi, ɔ: ørken, bruges kun som flertalsord], der herfra strækker sig mod nord, mellem Jøkelså og Myvatnssvejten, indtil de nord for denne bygd går over i Reykjahede. Myvatnsöræve, eller, som de også kaldes, Østerfjældene (Austrfjöll) er til trods for dette navn forholdsvis jævne sletter, kun til dels sparsomt bevoksede. Hvor vejen fra Reykjahlid til færgestedet ved Jøkelså ligger over disse, fandt der samtidig med den vulkanske virksomhed i Dyngefjældene flere udbrud sted. Stedet for udbruddene er beliggende omtrent 3 mil fra Reykjahlid, 1½ mil fra Jøkelså. Udbruddene — der blandt andet er mærkelige ved, at der mellem dem og Dyngefjældsudbruddene fandt en kendelig vekselvirkning sted — tog deres begyndelse i februar 1875, fortsattes den følgende måned og afsluttedes endelig med et udbrud i avgust samme år. Der opstod ved disse på jævn slette en hel række kratere i lige linje fra nord til syd, og den herfra udstrømmende lava bedækkede en strækning af 3 mil i længden. Strømmens bredde er omtrent en fjærdingvej, og lige så langt når den nord for den tidligere brugte ridesti til færgen ved Jøkelså. — Ved ankomsten til færgestedet ser man for sig den brede å, indesluttet af flade, mørke flyvesandsstrækninger. En ussel jolle fører de rejsende over, medens hestene selv må hjælpe sig over åen; så vel båd som heste drive et langt stykke ned ad den strømtunge å, før de nå land. Hinsides åen findes et lignende fartøj, som betjænes af bonden på Grimsstad en mils vej øst for åen.
Endnu nogle mil nord efter følger sysselgrænsen åen, indtil den pludselig bøjer mod vest, stævnende mod en fjældtop Ejliv (Eilifr — til hvilken en lignende, Jörund(r), øst for Reykjahlidsegnen svarer), og nu ligger sysselgrænsen mod nordvest tværs over Reykjahede, og derfra mod nord over Tungehede. Reykjahede (Reykjaheiði, ældre -heiðr), som således i lige grad tilhører Sønder- og Norder-Tingø syssel, er en forholdsvis jævn og lav hede, bevokset med lyng og krat, for så vidt ikke underkuet, gammel lava, ligger blottet. Hvor denne hede mod nord støder op til Tungehede, går en meget benyttet vej, der forbinder Husavig med den vestligste bygd i Norder-Tingø syssel, over den. Tungehede (Túnguheiði) hæver sig som et virkeligt fjæld, der bedækker så godt som hele halvøen Tjörnæs. Over Tungehede ligger også en vej, noget kortere, men besværligere end den nysnævnte over Reykjahede. Fjældet er nemlig stejlt, og ofte snor den smalle sti sig langs bratte kløftskrænter [51].
De mange og forholdsvis store bygder, som Sønder-Tingø syssel indeslutter, huse en befolkning, som i indre og ydre dannelse ikke står tilbage for nogen på Island. Med udholdenhed har den vidst at kæmpe mod de mange vanskeligheder og store tab, som det hårde klima ofte forårsager. Ligesom egnene her hører til de smukkeste på Island, vil man også få andre steder finde bedre og mere velbyggede gårde. Fårene her er bekendte for deres godhed og omhyggelige pasning. — En ferdighed, som næsten alle her er i besiddelse af, er skiløben, hvad der om vinteren, når høj sne dækker alt, kommer ypperlig til pas. Først i slutningen af forrige århundrede udbredtes kendskab til denne gavnlige — så godt som forglemte — idræt af en norsk handelsbetjent på Husavig, der ved præmier fra regeringen opmuntredes til at lære den fra sig.
Den sydøstligste del af syslet er et af hovedtilholdsstederne for rensdyrene, der i temlig store flokke færdes i Myvatnsöræve og de oven for liggende strækninger, hvor de i følge indbyggernes sigende har skadet »fjældgræsset« (det islandske mos), et tidligere ikke uvigtigt næringsmiddel for befolkningen, meget [52].
Udådehraun og egnene deromkring er en af hovedskuepladsene for fortællingerne om »udeliggemændene« eller de fredløse. Disse for Island så ejendommelige folkesagn, der endnu leve et frodigt liv i bygderne nærmest de store højlandsheder (se herom Ísl. Þjóðs. II, s. 160—304), stamme øjensynlig fra fristatstiden, da alle større forbrydelser straffedes med fredløshed (skovgang), hvor vedkommende da ikke havde anden udvej — når han ikke kunde slippe bort fra landet — end at ty ind i det indre og se at opholde livet der så længe som muligt. Fra en senere tid ved man også, at misdædere af og til er flygtet op i det indre af landet og har levet dér en tid lang. For befolkningen er de fredløse (útilegumenn) efterhånden kommet til at stå som halv overnaturlige væsner, nærmende sig til troldene eller de underjordiske (alverne). Og de egne, de bebo, udmaler fantasien sig ligeledes på en til de naturlige forhold kun lidet svarende måde — således Udådehraun med græsrige dale. Udådehraun (ɔ: Misgærningshraunet) vækker allerede ved sit navn uhyggelige forestillinger; om oprindelsen til det vides næppe noget.
Fodnoter
- ↑ I følge Nj. (s. 506) var Løvåsingegodordet (Laufæsingagoðorð) et af de ny godord, der optoges ved femterdommens indstiftelse.
- ↑ Hinsides Fnjoskåmundingen ligger den til Løvås sogn hørende gård Nes. Den antkv. indb. (1820) fortæller, at der her i nærheden findes nogle gamle, aflang-firkantede tomter af betydelig størrelse, hvor man antog folk i gamle dage havde holdt deres forlystelser (gleðileikar).
- ↑ Sognebeskrivelserne for det nordestlige Island synes gennemgående at have en tilbøjelighed til at lade en form »hverf« gælde som nf. i steden for »hverfi«.
- ↑
Drúpir Höfði (ɔ: gården),
dauðr er Þengill,
hlæja hlíðir
við Hallsteini. - ↑ Dog opfatter ikke Ldn. (s. 17—18) forholdet således. Måske virkelig også bugten kan være benævnt Skjálfandi ɔ: dirrende, af bølgebevægelsen.
- ↑ Ud for Vík i Flatødal ligger et skær Gunnbjarnarsker, hvortil i følge sognebeskrivelsen (1839) den bekendte Gunnbjörnsvise med tilhørende sagn — der i Isl. Þjóðs. II, s. 113—118 fortælles om Axlar-Björn, i Grl. hist. M. I, s. 110—16 sættes i forbindelse med Björn jorsalafare fra Vatnsfjord — er knyttet: Gunnbjörn boede på Vik — »nær Sturlungetiden måske« — ; folk, der kom til ham, plejede han at myrde, når der var udsigt til vinding. En gæst, der en gang kom til ham, hørte imidlertid, en gammel kone kvæde dette »vuggekvæde«:
og undflyede i tide. Nu beredte man sig til at angribe Gunnbjörn, men han flyede gennem en underjordisk gang, som han havde anlagt fra sin gård ned til stranden; herfra tog han sin tilflugt til Gunnbjörnsskær, hvor han blev dræbt. Spor af gangen vil man til hen mod vore tider have set. Iglutjörn pðvises oppe på fjældet langt sydvest for gården.gisti þeir ekki hjá Gunnbirni,
sem klæðin hafa góð,
ekur hann þeim í Iglutjörn,
og kurriró — - ↑ En anden; større Finnbogesten vises nordligere på heden.
- ↑ Vejen fra Tværå ud i Flatødalen udkræver omtrent 5 timers ridt.
- ↑ Særlig om denne, men vistnok i det hele om alle tre sidedale gælder det, at de på kortet ikke have fået den tilbørlige længde.
- ↑ Også nævnt Ljóav. s. 73.
- ↑ Blandt de mange besynderligheder i Ljósv. kan mærkes, at to af hovedophavsmændene til striden med Eyjolv, de på Vejsa opfostrede unge mænd Höskuld Torvardssön og Brand Gunnstejnssön, siges (s. 73) at stå i nøje forhold til Tverøingerne (Eyjolvs slægtninge); skulde dette navn ikke være forvansket? — S. 74 siges, at Höskuld efter et beseg på et norsk skib »tók sér ferju, ok fór siðan heim«. — det skal utrivlsomt være »tók sér fari«.
- ↑ I følge E. O. (s. 668) fandtes i nærheden af Hals spor til tidligere tiders udsmeltning af myremalm.
- ↑ Þíngmannalækr nævnes allerede i Auduns måldage (fra begyndelsen af det 14de årh.).
- ↑ Gudb. Vigfusson (Safn. t. s. Í. I, s. 487) henfører dog denne kamp til en senere tid.
- ↑ Den særlig afvigende bearbejdelse af Ljósv. (AM. 561 C. 4to) lader Gudmund den mægtige udførlig angive for spejderen Torbjörn rindil, hvilken vej han skal vælge til Torbjörn håk: han skulde stige op fra Kaupang (Ef.) og gennem Rejkjaskarð og derefter Hellugnupsskard nå Bårdardalen. Reykjaskard er en sænkning i fjældet, der fra Vadlahede ligger ned mod gården Reykir i Fnjoskadal nær Blejksmyrardals munding.
- ↑ eller fortrængt af Gudmund fra høvdingskabet? se Ljósv. s. 17 og s. 68.
- ↑ »ok fyrir neðan heiði« føjer sagaen til; menes hermed Vadlahede?
- ↑ Med hensyn til Omtalen af Tjarnir kan det synes påfaldende, at Ljósv. (s. 73) betragter denne gård som liggende nord for Fnjoskadal; men således bruges netop i disse egne nord omtrent i betydning af øst. — Derimod kan det umulig forholde sig rigtig, når samme saga (s. 28) om en mand fra Reykjadalen bruger udtrykket: »han red nord til Hnjoskadal.«
- ↑ Jon Olavssön fra Grunnavig omtaler (Antk. Ann. II, s. 183) Torgejr godes høj kort sydøst for Ljosavatnsgård. Om den vides næppe noget nu. En basaltsøjle med runeindskrift, der oprindelig var funden i kirkegården, men som en tid lang benyttedes på gården som pæl til at binde heste ved, antoges at være Torgejrs gravsten; ved nærmere eftersyn har den imidlertid vist sig at være lagt over en kvinde ved navn Haldora (se Antkv. Ann. IV, s. 352).
- ↑ Egnen omkring Skjalvandafljot, særlig fra Bårdardalen og op efter, gengiver kortet ikke ganske nøjagtig. Flere ved forgreninger af Fljotet dannede øer mangle; afstanden mellem de forskellige gårde er snart for kort, snart for lang; og strækningerne omkring Fljotet, oven for bygden, særlig øst for dette skal nærmest have karakteren af at være aflagte efter et løst skøn.
- ↑ Den særlig afvigende bearbejdelse af Ljósv. (AM. 561 C. 410) beretter, at da Torbjörn rindil kom til Torkel håk, fandt han denne ene, da hans huskarl var ved høarbejde på Landamot (þar sem heitir at Landamóti). Landamot er en selvstændig gård, der ligger omtrent over for Öksarå, men hinsides Ljosavatnsskards munding, hvor fjældsiden bøjer mod nord.
- ↑ Nogen Krossdalr findes ikke. Króksdalr har formodenlig en mere øst-vestlig retning, end kortet angiver. Nogen vej fra Kroksdal til Blejksmyrardal (se Ljósv. s. 29) er nu ikke brugelig.
- ↑ Oven for Kroksdal benævnes dalsænkningen, hvori Fljotet flyder, Fljótsdalr. Dette navn anføres her nærmest som forekommende i den opdigtede Hrana hrings saga, hvis forf. nøje har holdt sig til de topografiske forhold, som de var. Således kan det fremhæves, at Rángá benævnes den Isolvsdalen gennemstrømmende å i sit øvre løb, til hvor den falder ud i en lille sø. Ligeledes: at allerede A. M. angiver Horn- eller Hofgardr som en gammel ødegård oven for Ishól, hvor der var mange tomter, og hvor der skulde have ligget en stor gård. Samme kilde nævner også Helgastaðir langt ovenfor bygden ved Skjalvandafljots vestlige bred. Her skulde i følge sagn have været gård og kirke.
Angående Hrana hrings saga kan henvises til en recension af Maurer: Germania 20de årg. 1875, s. 207—23. - ↑ Sprengesand kaldes i Vem. s. 244 »sandleið«, i Hrk. og Sturl. Sandr; rimeligvis er det samme vej, som Nj. benævner Gásasandr.
- ↑ Et par mil nord for Lundarbrekka, omtrent over for Eyjardalså, ligger Kalvborgarå (Kálfborgarå). Neden for denne gård fandtes år 1869 en interessant begravelsespads fra den hedenske tid. Der lå her i en række fra nord til syd fem grave eller dysser, med retning omtrent fra øst til vest. Den sydligste grav indeholdt kun menneskeben, den næste: menneskeben, nogle spænder, en broncenål og glasperler, den tredje: menneskeben og et spydblad, den fjærde: ben af to heste og to jærnspænder, den femte: menneskeben. Hestene havde i bøjet stilling været lagt i en kredsrund dysse bestående af store sten, menneskegravene var aflang-firkantede, omgivne af sten og bedækkede med ophobede, løse sten. Se herom: Skýsla um forngripasafn Íslands II, s. 131—34, 164. Meddeleren (Sig. Gudmundssön) gætter på, at man her har begravet: mand og hustru med heste og tjænestefolk — hvad jo virkelig adskilligt taler for.
Jon Olavssön fra Grunnavig anfører (Add. 44, fol.), at der på Lundarbrekka skal have været en lund med en kreds om. Sml. samme forf.s ytringer Antkv. Ann. II, s. 188. - ↑ Besøget finder sted under en rejse, som de foretage for at indkræve gæld »nord på i Dalene« ɔ: dalstrøgene østligere end Flateyjardal, således at vel endog Fnjoskadal kan regnes til disse.
På Fremsta Fell, hvor der skal have været et kapel, findes (i følge indb. fra sysselmanden 1852, Oldn. museums arkiv) en sten med oval fordybning — en »blótbolli« ɔ: et vievandskar. - ↑ I følge Helgastada sognebeskr. (1899) mælder traditionen endnu, at der på Skuldaþíngsey har været holdt »skulda kröfu þíng«. — I følge samme kilde ejer Helgastaðir endnu den halve Tingø, Grenjaðarstaðir, Einarstaðir og Fljótsbakki den halve; den bruges som avrett om somren, til græsning om vintren , når Fljotet fryser til. Der ses spor af tingsted, tomter og domring.
- ↑ Skjálfandi ɔ: skælvende — af vandets bevægelse? Eller er navnet gået over på bugten fra elven (Skjálfanda-fljót), der nok på grund af sine fosser kunde fortjæne dette navn?
- ↑ På kortet bar »Aðalreykjadalr« mindre rigtig fået samme udstrækning som »Reykjadalr« i den ældre, mere omfattende betydning.
- ↑ Dalens navn bestyrker denne opfattelse af navnet Reykir; »Reykjadal«, selv i videste forstand kan kun tage navn efter disse hverer.
- ↑ Blandt Grenjadarstads ødehjålejer nævner A. M. to ved navn Holt, af hvilke den ene, Vestara Holt, syd for præstegårdens tun, havde bestået så længe folk mindedes. Måske man her må søge den i Vem. (s. 245) nævnte gård Holt, der rigtignok i følge sagaen skulde ligge i Laksådal; men i bemældte dal kendes dette stedsnavn ikke.
En på Grenjadarstad kirkegård funden runeligsten med længre indskrift er omtalt i Antkv. Ann. IV, s. 351. [I følge senere læsninger af dr. Scheving og Jonas Hallgrimssön (i Finn Magnnssöns prof. Thorsen tilhørende samlinger til islandske runeindskrifter) lyder indskriftens slutning SMAKKE SIGAND VES, hvor dr. Scheving antager en omsætning af A og N i SIGAND, som han opfatter som et navneord (velsignelse).] - ↑ Den allerede nogle gange nævnte hede, hvis nordligste udløber den oven for præstegården fremløbende »mule« er, og som under forskellige navne (Mulehede, Laksådalshede) syd efter danner grænsen mellem Laksådal og Reykjadal, benævnes i Ldn. (udg. 1843) Hraunaheiðr. Dog er vistnok B.’s læsemåde Kraunaheiðr at foretrække, da der ikke på denne hede findes noget hraun, og da derimod en til Mule hørende hjåleje sydøst for præstegården — i følge A. M. »bygð fyrir manna minni« — bærer navnet Kraunastaðir. (Denne form af navnet findes også i det såkaldte »Sigurðar registr« fra begyndelsen af det 16de årh.) Dr. Scheving fremsætter, i nogle efterladte papirer, den mening, at Krauni er et mandsnavn.
Om en på Mule kirkegård funden runeligsten se Antkv. Ann. IV, s. 352. - ↑ I Vem. (s. 275 ffg.) fortælles, hvorledes Askel gode, da han på en rejse til Øfjorden kom forbi Leyningsbakke (—i), ønskede at blive begravet her. På denne rejse bliver han såret, og da man er kommen med ham tilbage over Fljotshede, dør han, hvorefter han bliver jordfæstet, som han har ønsket det. Det er heraf temlig klart, at Leyningsbakke må have ligget øst for Fljotshede; men i øvrigt kendes stedet ikke, og navnet er næppe bevaret.
- ↑ I Ldn. (s. 280) tages dog, som det synes, Tjörnes i snævrere betydning om selve det i søen fremskydende næs.
Uagtet »Tjörnes« så godt som altid skrives med enkelt n, må navnet dog vel antages sammensat af »tjörn« (kær, sø) og »nes«. - ↑ De to ubeboede småøer nord for Tjörnæs benævnes Mánáreyjar, efter en gård Máná inde på næsset. I en fortegnelse over Hola-bispestols strandrettigheder fra år 1446 (AM. s. 276, 4to) anføres, at bispestolen havde ret til saltbrænding på hele Månå forstrand (um alla Mánár reka). — Sml. artiklen »Um salltgiörd« i »Rit þess Islenzka Lærdómslista Felags« 1. 1781.
- ↑ Ejendommelige for »Reykdæle«-egnen er de storartede gærdelævninger, som her findes, og som for en stor del antages for at være resterne af kunstig anlagte, ophøjede veje. Således har et sammenhængende jord- og græstørvsgærde ligget midtvejs over Fljotshede fra syd til nord — til dens nordspids — i en længde af henved 5 mil. Andre lignende gennemkrydse Hvammshede, af hvilke et sættes i forbindelse med Gudmund den mægtige, som skulde have ladet denne ophøjede vej anlægge for således at lette sine beseg i Reykjahverve. Rimeligere er det dog vel, at samtlige sådanne gærdelævninger er rester af gamle grænseskel. — Omkring Presthvamm påvistes udenom gårdens ældre, større tungærde sporene af et endnu langt større gærde. Man mente, at det mellemliggende land havde været brugt til græsning for dyr, som man ønskede at have ved hånden for i en fart at kunne bruge dem. Sådanne indhegninger skulde have båret navn »tröð« eller »traðir«.
- ↑ Nu har man opgivet de få feminine mandsnavne på —a og lader dem ende på —i.
- ↑ Efter denne kamp måtte Gejre forlade bygden og flyttede til Gejrastad i Krosefjord (Vem. s. 288). Dette skal, som det også ved sammenligning med Ldn. (s. 234) ses, være G. i Kroksfjord i Bst.
- ↑ Med hensyn til de i Vem. nævnte Myvatnsgårde (Sandfell og Hraunsås), hvorom nu egenlig intet vides, kan mærkes, at A. M. nævner et stedsnavn Brenna vest for Gejrastad, hvor der i sin tid skulde have stået en gård, som antoges at være brændt og stedet derfor at have fået sit nuværende navn.
- ↑ Da man i en banke her udgravede grunden til et udhus, fandt man 1½ al. under overfladen et menneskeligt skelet, hvis knogler lå således, at den pågældende snarest måtte antages at have været begravet siddende eller i en sammenbøjet stilling. Under mandens ben (knæhaser) lå knoglerne af en stor hund. I graven fandtes desuden et knivsblad og en smal hvæssesten med et hul ved den ene ende. (Se Skýrsla um forngripasafn Íslands, X, s. 72—73).
En mindst lige så mærkværdig oldtidsbegravelse kendes fra den sydøst for Gautland, aller længst oppe mod højlandet liggende gård Baldrshejm (Baldrsheimr). Denne begravelse, en af vinden blottet dysse i et holt, undersøgtes i årene 1860—61 og viste sig da at indeholde et mandsskelet, der lå udstrakt med hovedet i øst — lige i retning mod hoveddøren på den c. 200 fv. borte liggende gård. På højre side af den højlagte lå et spydblad, 24 tavlbrikker af ben med tilhørende tærning og en særlig (i menneskeform) udskåren brik, samt — rimeligvis også her — lævninger af et skjold. Til venstre side lå et sværd med spor af træskede, en smal hvæssesten med et hul ved den ene ende, samt en glasperle. En alen fra fodenden af denne dysse fandtes en anden, kredsrund, hvori skelettet af en hest, der havde været nedlagt sammenbøjet, og lævninger af et bidsel. — Endvidere fandtes lævninger af et økseblad, og et knivsblad. (Se skýrsla um forngripasafn Íslands, I, s. 37—51).
I følge mundtlig meddelelse skal der på en holm i Myvatn være en udenom stensat oldtidsdysse. - ↑ Heller intet andet historisk bekendt stedsnavn findes her. Den i Kristn. (s. 12) omtalte Þángbrandspollr at Mývatni kendes ikke.
- ↑ Øst for Kravla ligger en lav fjældryg Ravntinneryg (Hrafntinnahryggr), bekendt som et af de få findesteder for islandsk obsidian (hrafntinna ɔ: ravneflint, på grund af sin sorte farve).
- ↑ Angivelserne kan vistnok alle føres tilbage til beretningen i en enkelt anden hånds beskrivelse (Halldor Jacobsens »Efterretninger om de udi Island Ildsprudende Bjerge«, Kbh. 1757); dens unøjagtighed ses ved sammenligning med den fra stedets sognepræst stammende -»Sandferdige Relation«, Kbh. 1726, og J. Hallgrimssöns på pålidelige kilder grundede skrift »De islandske Vulkaner« (manuskript i etatsråd Steenstrups besiddelse).
- ↑ Bj. Gunnlaugssöns kort har vel et Sandfell, men denne omstændighed kan man næppe tillægge nogen synderlig betydning. Som det viste sig ved de af professor Johnstrup i somren 1876 under en i disse egne foretagen videnskabelig rejse foranstaltede opmålinger, er partiet syd og øst for Myvatn på oven nævnte i det hele beundringsværdige kort ikke fuldt pålideligt. Således er de enkelte punkters indbyrdes afstand samt de forskellige fjældes beliggenhed og retning ikke ganske nøjagtig. — Hr. professor Johnstrup har vist dette arbejde den særdeles velvilje at stille et af ham udarbejdet kort over disse egne til forf.'s rådighed. Efter dette er beliggenheden af de Nordre og Søndre Dyngefjælde rettet (navnet Trolladyngjur er anbragt som det efter forf.’s anskuelse om dette navns brug og betydning er rettest). Foruden forandringer af et par mindre fjælde omkring Herdubred er desuden fjældet Ketill med Fremri Námar indlagt på kortet, samt den ved de vulkanske udbrud 1875 på Myvatns Öræve fremkomne lavastrækning. Af unøjagtigheder på Bj. Gunnlaugssöns i øvrigt her genfremstillede kort kan særlig mærkes, at retningen af Námafjall-Dalfjall i virkeligheden går i nord-nordøst og at afstanden mellem svovlmineme her og Reykjahlid er en del mindre, end den efter kortet må synes.
- ↑ Efter fra gammel tid at være drevne, om end aldrig med nogen synderlig kraft, overlodes ved midten af dette århundrede Myvatnsnåmerne til sig selv; i de senere år har de igen været bortforpagtede til et engelsk selskab. Den største hindring for en stadig drift er den langsomhed, hvormed svovldannelsen i de forholdsvis ikke righoldige lejer går for sig; desuden lægger svovlets prisbillighed og den besværlige transport mange vanskeligheder i vejen.
Foruden de to oven nævnte svovlminer i Sønder-Tingø syssel findes der også svovllejer ved ødegården Tejsta-Reykir (Þeysta Reykir) pa Reykjaheden, et par mil øst for Reykjahverve. - ↑ »Dýngja« brugtes i ældre tid foruden i betydningen »dynge« også som benevnelse på kvindestuen eller det for kvinderne beetemte hus. Dyngefjeldene er tydelig nok tænkte som troldkvindernes boliger; også andetsteds (se Gb.) findes sådanne »Trolde-dynger«.
- ↑ Se: Watts, Across the Vatna Jökull, London 1876.
- ↑ Udbruddene omtales i annalerne ved årene 1151, 1188 og 1360, og navnlig det sidste udbrud synes at have været voldsomt. Det er sikkert en mindre heldig tanke, når Jonas Hallgrimssön mener, at disse beretninger må forstås om »Troldedynge« i Guldbringe syssel (sml. hvad herom er bemærket IB. I, s. 42—43).
- ↑ Se herom hans bog: Across the Vatna Jökull.
- ↑ Retultalet af denne rejse foreligger i en trykt indberetning om undersøgelsesrejsen, Kbh. 1877, samt i en dermed omtrent overensstemmende artikel i Geografisk Tidsskrift I. B., 3—4. H.
- ↑ Da nu hele Sønder-Tingø syssel i hist-topogr. henseende er gennemgået, er her måske snarest lejlighed til at gøre opmærksom på, at det i Ljosv. (s. 79) nævnte Oðsla, der vel naturligst må søges inden for dette syssels grænser, intetsteds findes.
- ↑ Disse rensdyr nedstamme rimeligvis fra en flok, som år 1783 udsattes på Vadlahede, og som syv år efter skal være vokset til et antal af flere hundrede , der færdedes på fjældhederne i Tingø syssel. Med disse kan måske afkommet af nogle en halv snes år tidligere i fjældene oven for Rangåvolde syssel udsatte rensdyr have forenet sig.
