Edvard den Helliges saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Helgensagaer

Edvard den Helliges saga

Játvarðar saga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2024

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðbrandur Vigfússon: Icelandic Sagas, Vol. I, London, 1887

---

Edvard den Hellige

1. Kong Edvard den Hellige i England var søn af kong Adelråd Edgarson, som var den første enekonge i England. På den tid, da han blev født, hørte den hellige biskop Dunstan englesang om ham i luften, som meddelte, at i hans dage ville den hellige kristendom nyde fred og fremgang i England. Den hellige Edvards mor var dronning Emma, som var datter af hertug Rikard af Normandiet; hun var en søster til Robert, som blev kaldt Djævel; han frasagde sig hertugværdigheden og blev eneboer.

Edvard den Hellige elskede allerede i en ung alder den hellige kirke og tidebønnerne og at besøge klostrene, og han elskede munkene, som han opfattede som de mest hellige og sædelige mænd, og ligeledes at give klækkelige almisser til de fattige og trængende. Han påkaldte til stadighed den almægtige Gud og dennes helgener i sine bønner. Men næst efter Gud ærede han mest Vor Frue, Sankt Maria, og dernæst apostlen Peter som sin særlige fosterfader og evangelisten Johannes som vogter af den kyske levevis, som han holdt sig til hele sit liv, for pålidelige folk fortæller, at de tre møer, han tog sig til ægtehustruer — den ene efter den anden — i hele deres levetid levede i afholdenhed på hans tilskyndelse.

Men efter hans morbror, Robert, som havde givet afkald på magten, overtog Roberts søn, Vilhelm, hertugdømmet i Normandiet; han blev kaldt Bastard, men var dog søn af en ægtehustru, og hans mor hed Gunhild, og hun var datter af kong Edgar og søster til kong Adelråd. Men alle hertugerne i Normandiet før ham havde været frillesønner, og derfor blev han kaldt Bastard i lighed med alle sine forgængere.

Vilhelm Bastard og Balduin den Milde, greve af Flandern, stiftede fred, og greven lovede at gifte ham med sin datter Mathilde. Men da hertugen kom til greven for at se jomfruen og talte venligt til hende og kaldte hende for sin elskede, da svarer jomfruen: »Du må være skør — din landstryger! — hvis du tror, at jeg, som stammer fra en kongeslægt, vil giftes med en bastard.« Da blev denne unge hertug vred, og han greb fat i hendes hår og slyngede hende til jorden og trampede på hende, mens han sagde: »Jeg er ingen bastard, det er bare mit øgenavn.« Han sprang derefter på sin hest og red bort i en fart. Greven og hans kone trøstede jomfruen og lovede hende, at de inden en måned ville gifte hende med hertugen af Sachsen. Jomfruen svarer: »Aldrig i livet skal jeg giftes med en anden end den, jeg blev lovet til, for ingen er efter min opfattelse hans lige!« Efter dette sendte greven og hans kone nogle mænd af sted for at kalde hertugen tilbage. Hertugen troede, at mændene agtede at føre ham tilbage med tvang, og derfor huggede han en af dem midt over med ét hug. Men de sagde, at greven ikke ville ham andet end godt, og de fik ham overbevist. Hertugen red da tilbage til byen sammen med dem, og greven tog godt imod ham og gjorde samtidig sin datter, Mathilde, til hertugens fæstekone og holdt deres bryllup med den største hæder. Og siden rejste hertugen hjem til Normandiet.

2. Nu skal det fortælles om den hellige kong Edvard, at alle kristne i England glædede sig over den frihed, de havde opnået efter kong Knud den Mægtige og dennes sønner, og de tog Edvard, som stammede fra den rette og gamle kongeslægt i England, til konge, for med hans kroning fik den hellige kirke sin frihed og høvdingene fremgang, almuen fred og frihed, men vikinger og ransmænd nederlag og straf. I hans levetid skete der mange bemærkelsesværdige ting med hensyn til hans mirakler og forudsigelser, men vi kan kun berette lidt derom på grund af vores ringe viden, og fordi det fandt sted så langt borte.

Det skete en pinsedag i Peterskirken i Vestminster, mens den hellige Edvard overværede højmessen klædt i hele kroningsskruddet, at da præsten stod med Vorherres legeme, kom kongen med så stort et latterudbrud, at alle, der var til stede, undrede sig. Efter messen spurgte man ham, hvad der havde voldt denne uhørte latter. Kongen svarer: »Den danske konge havde ladet en utallig hær og en mængde skibe udruste for at hærge i vort land, men da han skulle stige fra båden og ombord på skibet, faldt han i vandet og druknede efter Guds retfærdige dom.« Man sendte da straks udsendinge til Danmark, og alt, hvad kongen havde sagt, viste sig at være sandt. Men eftersom denne danske konge ikke nævnes ved navn, mener forstandige mænd i den norske konges rige ikke at vide med sikkerhed, hvem denne konge har været, bortset fra at det med Gissur Hallsons ord — en af de klogeste mænd på Island — siges, at denne konge var Svend, søn af kong Knud den Mægtige og Alfifa.

Det skete endvidere på julens tredje dag og på helligdagen for evangelisten Johannes, mens kongen gik i procession klædt i kroningsskruddet, at han syntes at se en pilgrim fra Jerusalem komme hen til sig iført en smuk pilgrimskappe. Og denne pilgrim bad kongen give ham noget, men kongen sagde, at han ikke havde noget, han kunne give ham. Pilgrimmen sagde: »Giv mig noget for den helgens skyld, som du elsker mest!« Da ihukom kongen evangelisten Johannes, hvis helligdag man da holdt, og gav pilgrimmen sin kroningsguldring, og derpå forsvandt pilgrimmen. Den følgende nat åbenbarede den hellige Johannes sig for en fornem engelsk mand, som i 9 år havde været taget til fange af saracenerne, og han befalede ham at fortælle den engelske konge, at selveste evangelisten Johannes havde åbenbaret sig for ham på sin helligdag, og han bad ham give kongen guldfingerringen som bevis på, at dette var sandt, og at han ikke skulle tvivle på, hvad han sagde. Derpå førte den hellige Johannes ham behændigt og på et øjeblik hjem til hans ejendom i England, og han blev straks genkendt af sin hustru og sine børn og frænder og tjenestefolk. Og den dag hvilede han sig hjemme hos dem, men den følgende morgen opsøgte han kongen og fortalte ham — så alle, der var til stede, kunne høre det — hvad den hellige Johannes havde påbudt ham at sige til kongen. Han berettede også nøje, hvordan den hellige Johannes havde ført ham af sted og på et øjeblik havde befriet ham fra saracenernes grusomme trældom. Alle, der hørte dette, undrede sig, og de blev af denne uhørte hændelse særligt opildnet til lovprisning af og hengivenhed mod den hellige apostel og evangelist Johannes og til sand lydighed mod den hellige kong Edvard.

3. Engang sad den hellige kong Edvard påskedag i Vestminster iført kronen ved bordet mellem mange høvdinge. Disse var de mest fornemme: Jarl Harald og en biskop og en magtfuld abbed. Kongen tænkte mere på himmelske anliggender end jordiske, og i et spejl så han underlige ting, som fik ham til at le højt. Og da bordet blev fjernet, spurgte høvdingene, hvad der havde fået ham til at le, og da de havde spurgt om det længe, svarer han: »Syv sovere, som hviler sig i fjeldet Kalion, og som nu har ligget på højre side i 200 år. Men da jeg begyndte at le, vendte de sig om på venstre side, og sådan skal de ligge dér i 84 år. Men dette varsler om stor ulykke for dødelige mennesker, for i disse 84 år vil der indtræffe sådanne ting, som Gud har forudsagt vil ske ved verdens undergang: Folkeslag vil rejse sig mod folkeslag og riger imod riger, og der vil ske store jordskælv og komme pestsygdomme, uår og himmelske rædsler, for nu bliver der ufred og strid mellem hedninge og kristne folk, og de kristne vil undertiden sejre over hedningene.« Den hellige Edvard fortalte dem mange ting, og de undrede sig over, hvordan han både kunne kende til de syv soveres pinsler og deres udseende og meget andet, som ikke hidtil er blevet skrevet i nogen bog om dem; og han fortalte så nøje om dem, som havde han ofte været til stede hos disse syv sovere. Men de tre førnævnte høvdinge — Harald og biskoppen og abbeden — sendte deres folk til kejseren i Miklagård; jarlen sendte en ridder, biskoppen en klerk, abbeden en munk. De havde kong Edvards brev og gaver med til kejseren i Miklagård. Miklagårdskejseren tog sømmeligt imod dem, og han sendte dem til biskoppen af Efesos, som grækerne anser for hellig, med sit brev om, at han skulle vise den engelske konges udsendinge de hellige syv soveres legemer. Og dette gjorde biskoppen, og udsendingene fik bevis for alt, hvad den hellige kong Edvard havde fortalt dem. Grækerne sagde også, at de ville sværge på, at deres forfædre havde sagt, at de syv sovere lå på deres højre side, men nu — som det blev bevist for disse udsendinge fra den engelske konge — lå de på deres venstre side. Snart efter dette skete det, som den hellige kong Edvard havde forudsagt om ufred og andre verdensplager, for agarener og arabere og tyrkere afstedkom stor ufred i Syrien, Lykien og Lilleasien, og i 7 år ødelagde de mange byer dér, Efesos og Jerusalem, og dernæst i løbet af andre 7 år døde tre paver: Viktor, Stefan og Nikolas.

4. Det var engang en stor højtidsdag, og kong Edvard hørte messe, og en biskop stod i nærheden af ham. Og da man frembar Vorherres legeme, syntes kongen at se en ung, meget smuk mand. Han gjorde tegn til biskoppen om dette, og denne så det samme som kongen, men det gjorde ingen af de andre, der var i nærheden.

Der var også en anden gang, hvor kong Edvard sad i sit højsæde, at en krøbling lå foran døren til kongens herberg, og han sagde, at apostlen Peter havde sendt ham derhen og bestemt, at kongen selv skulle bære ham hen til Peterskirken, og da ville han blive rask. Men da kong Edvard fik dette at vide, gik han hen til krøblingen og hørte selv disse ord af mandens mund. Og fordi han var fast i troen og venlig mod sine undersåtter, tog han krøblingen i sin favn og bar ham hen til Peterskirken i London, hvor han satte ham ned. Krøblingen var da blevet helbredt og så rank som et løg. Alle, der overværede dette mirakel, priste Gud.

Det skete også en højtidsdag, mens kong Edvard sad ved bordet, at tre mænd kom ind i herberget, og de to af dem var blinde, mens den tredje kun havde ét øje, som han dog ikke kunne se meget med. De bad kongen være barmhjertig og fortalte ham om deres lidelser. Kong Edvard bad da om at få det vaskevand, han havde brugt til hænderne efter måltidet, og han bad dem om at gnide deres øjne med det. Og da de havde gjort dette, blev de hurtigt raske, og de tog glade derfra og havde fået fem øjne af kongens hellighed. Folk blev ofte helbredt af det vand, han havde vasket sine hænder i, og hvis han med sine hænder strøg dem dér, hvor de var syge.

5. På den tid, da to af kong Edvards ægtehustruer, som begge havde bevaret deres jomfrudom på hans tilskyndelse, var døde, giftede han sig med den tredje, og hun var datter af jarl Gudine Ulfnadson og dermed en søster til Harald og Toste og de andre Gudinesønner. Faderen og sønnerne nød da stor anseelse i England og besad alle de bedste jarledømmer i England. Englænderne siger, at Harald Gudineson er den tapreste mand, der er blevet født England, og han har været den bedste ridder i såvel gammel som nyere tid.

Kong Edvard havde en yngre bror; de havde samme mor. Vi er ikke i stand til at nævne drengens far, men han var dog en anset høvding. Denne dreng blev udnævnt til at overtage kongedømmet i England efter Edvard, såfremt denne døde sønneløs. Men da det gik op for jarl Gudine, at hans datter levede i kyskhed på kong Edvards tilskyndelse, og at de ikke ville få en søn til at overtage magten efter ham, ønskede han at gøre sådan, at hans egen søn, Harald, blev konge, for han blev anset for den mest dådrige mand blandt alle engelske høvdinge.

Men på denne tid blev kongens bror pludselig syg og døde. Og man talte meget om, hvad der var tilstødt drengen. Der var en højtidsdag, hvor kong Edvard sad ved bordet, og jarl Gudine sad på hans ene side, og på hans anden side sad en biskop. Og da en mand bar forplejning ind til kongen, mistede han fodfæstet på den ene fod og var ved at falde, men da stak han den anden fod frem og støttede sig på den måde. Jarl Gudine tog til orde og sagde: »Dér hjalp en bror sin bror!« Kongen svarer: »Min bror hjælper ikke mig på den måde,« siger han. Gudine svarer: »Måtte Gud lade mig nyde denne bid mad, som jeg skal til at spise nu, eftersom jeg ikke havde noget med din brors død at gøre, selv om du hele tiden mistænker mig for det.« Han tog derpå en bid mad fra fadet og ville spise den. Men kongen greb ham om håndleddet og så på biskoppen og sagde: »Herr biskop, velsign du dette!« Det gjorde biskoppen. Jarl Gudine stak derpå maden i sin mund og spiste, men da han ville synke, sad bidden fast i halsen og kunne hverken komme op eller ned, og han døde på stedet af det. Han blev slæbt baglæns ud af højsædet til ådselfuglene, men blev dog siden begravet ved en kirke efter sine frænders og venners bøn.

6. Efter at have tænkt over sagen mente kong Edvard, at hertug Vilhelm Bastard var den nærmeste til at overtage kongedømmet i England; både fordi han stammede fra de engelske konger og på grund af det nære slægtskab, der var mellem dem. Det skete engang, at Edvard talte med alle de største høvdinge, og han lod dem alle sværge — først Gudinesønnerne og siden alle de andre — at de ikke ville tage en anden konge end Vilhelm Bastard efter ham. Men nogen tid senere drog Harald Gudineson sydpå over havet i et ærinde, og han kunne ikke komme tilbage på grund af modvind. Da opsøgte han hertug Vilhelm og opholdt sig hos ham en tid. Da svor han også over for Vilhelm, at han ikke ville forhindre ham i at komme til magten, når kong Edvard døde. Der er dem, der siger, at han dengang fæstede hertugens datter, men selv brød denne forlovelse.

Da kong Edvard havde hersket i England i 23 år, opholdt han sig i London. Da blev han syg i julen, og han tilkalder mange høvdinge og bekendtgjorde atter, at Vilhelm skulle være konge efter ham i England. Men da sygdommen begyndte at tynge ham, så han dårligt kunne tale, siges det, at Harald bøjede sig hen over ham og siden tog vidner på, at kongen havde overladt ham magten i England. Kong Edvard døde kort efter og blev begravet i London i England. Han glimrede straks efter sin død med mirakler som før, og han lå i jorden, lige indtil den hellige ærkebiskop Thomas tog ham op og lod ham lægge i et pragtfuldt skrin.

7. Eftersom Harald Gudineson kom fra en fornem slægt i England og selv var en særdeles duelig mand, og fordi landets magthavere nødigt ville give sig under en udenlandsk høvdings styre, så tog de Harald til konge, og han blev viet under kronen, således som det var de engelske høvdinges sædvane. Her var hans bror, Toste, ikke til stede, men han var ældre og anså sig af den grund for mere berettiget til kongemagten. Han opsøgte da sin bror, Harald, og bad om, at de skulle være lige. Men da Harald afslog dette, forlod Toste landet og drog først til sin frænde kong Svend Ulfsøn i Danmark og bad ham tage til England og vinde landet under sig, »— således som de tidligere danske konger har gjort.« Men kong Svend var ikke indstillet på dette. Så drog Toste nordpå til Norge og opildnede kong Harald Sigurdson til at tage til England og vinde landet under sig. Og senere den samme sommer drog kong Harald og Toste til England med en hær og fældede jarl Mørukåre Gudineson i York, mens hans bror, jarl Gyrd, flygtede fra kampen. Men fem dage senere kæmpede de mod kong Harald Gudineson ved Stamford Brygge, og dér faldt de begge således som det fortælles i De Norske Kongers Levned.

8. Da Vilhelm erfarede, at kong Edvard var død, og at Harald havde ladet sig tage til konge i England, blev han meget fortørnet, og han mente, at Harald havde brudt sin ed og deres aftale. Han samlede da straks alle de høvdinge, han kunne, og desuden en stor hær. Han udrustede denne hær til Englandsfærd, og han ankom dér på den tid, da de to Harald’er havde kæmpet. Og straks, da han nåede land, begyndte han at hærge, og han underlagde sig landet, hvor han kom frem. Men da Harald Gudineson erfarede dette, drog han imod ham, og de mødtes ved Helsingeport, og de havde hver især en meget stor hær. Da sagde jarl Gyrd til sin bror Harald: »Jeg er bange for, at det ikke vil lykkes for dig at gå i kamp mod hertug Vilhelm, for du er hans edsvorne, og du har svoret ikke at forhindre ham adgang til England.« Kong Harald svarer: »Det kan være — min bror! — at det var bedre, hvis du kæmpede mod Vilhelm, men jeg plejer ikke at gemme mig, når andre mænd kæmper, og jeg agter ikke at lade Vilhelm få at vide, at jeg ikke turde møde ham.« Derpå lod kongen sit banner rejse foran sig og red til kamp mod Vilhelm, og det blev det største slag, og det var længe uvist, hvem der ville sejre. Men som kampen skred frem, var det særligt de engelske mænd, der faldt, og en stor hær faldt dér, og alle, der ønskede at bevare livet, flygtede. Dér faldt kong Harald og hans bror Gyrd, mens deres bror Valtjof flygtede fra striden. Vilhelm Bastard lod ham siden brænde inde i en skov sammen med hundrede mand.

Englænderne hævder, at natten efter striden mellem Vilhelm og Harald kom nogle af kong Haralds venner til slagmarken for at finde hans lig, men de fandt ham i live og førte ham bort for at blive helbredt, og han kom sig i hemmelighed. Og mange siger, at han levede helt frem til Henrik den Gamles dage.

9. Vilhelm Bastard underlagde sig hele England og lod sig tage til konge og vie under kronen; han blev den største høvding. Men hans styre var dog meget ildeset blandt mange mennesker og høvdinge i England, og de engelske høvdinge, som ikke ville tjene Vilhelm, sendte den besked til den danske kong Svend Ulfsøn, at han skulle komme til England med den danske hær, og så ville de kæmpe mod Vilhelm og give sig under kong Svend. Men da Vilhelm erfarede dette, sendte han Gudine den Unge Gudineson sydpå til Danmark sammen med en anset biskop. De drog af sted med store gaver til den danske konge og bad om at måtte slippe for hans hærgen i Vilhelms rige. Og af denne grund afstod kong Svend fra at drage til England med hæren. Og i nogle år gik det sådan, at Vilhelm sendte gaver til den danske konge, hvorved han frelste sit rige. Og dette henviser danskerne til, når de hævder, at kong Svend herskede over England efter Hardeknud og Edvard den Gode.

10. Da de engelske høvdinge blev klar over, at danskerne ikke ville yde dem støtte mod Vilhelm — og de havde besluttet sig for, at de ikke ville underkaste sig hans magt — da forlod de deres odelsjorder og flygtede fra landet med en stor hær. De blev anført af tre jarler og otte baroner, og jarl Sigurd af Gloucester stod i spidsen for dem. Og de havde 350 skibe med en både stor og flot hær ombord. De sejlede først sydpå over havet og siden vestpå omkring Matthæusnæs og derpå forbi Galizeland. Derfra sejlede de til Nørvesund og gennem sundet til den hovedstad, der hedder Septem. De angreb borgen, og de dræbte mange hedninge dér og tog så mange værdier i guld og sølv, at det udgjorde endnu mere end det, de havde bragt med fra England.

Fra Nørvesund sejlede de østpå og kom til øerne Majork og Minork og erobrede dem begge. Derefter fortsatte de til Sikelø. Men da de ankom dér, hørte de om stor ufred i Miklagård, og at hedninge havde omringet byen både på skibe og på landjorden. Dengang var Kirjalax den Mægtige stolkonge, og han var for nylig kommet til magten. Dette skete nogle år efter kong Harald Gudinesons fald. Og da englænderne hørte om ufred i Miklagård, ventede de sig stor fremgang, for nordboer havde længe opnået stor hæder ved at gå i tjeneste dér. De styrede derfra østpå over havet og siden nordpå til Miklagård, og de kom til byen om natten, men månen lyste dog noget. De angreb straks dem, der lå på skibene, og der opstod den hårdeste strid, og de, som lå her i forvejen, havde en langt større hær. Men englænderne angreb så mandigt, at det lykkedes dem at komme ombord på de skibe, som lå yderst og længst væk fra landet og borgmuren, og de ryddede hvert et skib, som de kom op på, og folkene ombord blev dræbt; nogle sprang i vandet, og nogle sprang over på andre skibe, og således gik flugten fra skib til skib, indtil de havde erobret alle de skibe, som ikke var flygtet. De folk, der kom i land, løb ind i hærens lejr og sagde, at der var kommet en uovervindelig hær, som ingen skabning kunne stille noget op imod. Alle, der var i lejren, sprang da op, og der blev ikke gjort andre overvejelser, end at de alle flygtede fra stedet med det, de formåede at have med sig. Men om morgenen, da det var blevet lyst, så folkene i borgen, at hele den hær, der havde omringet byen, var væk, men der var kommet mange skibe, som var bygget på helt anden vis end dem, der før havde ligget der. Borgmændene sendte folk til mændene på skibene. Og herefter traf de kongen, og han tog da særdeles godt imod dem og takkede dem for den store sejr, de havde vundet til fred og frihed for ham. De opholdt sig en tid i Miklagård og frelste grækerkongens rige fra ufreden. Kong Kirjalax bad dem slå sig ned dér og vogte hans liv, således som det var skik blandt de væringer, der gik i tjeneste dér. Men jarl Sigurd og de andre høvdinge fandt, at det ville være for ringe en skæbne at blive gamle dér uden at have et rige at råde over, og de bad kongen om at få tildelt en borg eller by, som de og deres arvinger kunne besidde. Men kongen mente ikke, at han kunne fjerne andre folk fra deres odelsjorder. Men da de talte om dette, siger kong Kirjalax til dem, at han kendte til et land, som lå nordpå i havet, som i gamle dage havde tilhørt Miklagårdskejseren, men som hedninge siden havde erobret og befolket. Og da englænderne hørte dette, ønskede de af kong Kirjalax at få adkomst til dette land som deres og deres arvingers skatte- og afgiftsfrie ejendom, såfremt de formåede at erobre det fra hedningene. Dette tilstod kongen dem. Herefter forlod englænderne Miklagård og drog nordpå over havet, men nogle høvdinge blev tilbage i Miklagård og gik i tjeneste dér.

Jarl Sigurd og de andre kom frem til dette land og havde mange kampe dér, og de vandt landet og fordrev alle de mennesker, som hidtil havde boet på stedet. De befolkede siden dette land og kaldte det England. De byer, der var i landet, og dem, som de anlagde, opkaldte de efter byerne i England og kaldte dem både London og York og andre engelske storbynavne. De ville ikke have Paulus’ bog, som gælder i Miklagård, men hentede biskopper og andre præster fra Ungarn. Landet ligger seks dages sejlads østnordøst for Miklagård og byder på de bedste betingelser, og dér har dette folk boet lige siden. Slut.

---

Noter: