Kong Magnus Lagabøters saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kongesagaer

Kong Magnus Lagabøters saga

Sögubrot Magnúss konúngs Hákonarsonar

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2024

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Fornmanna Sögur udgivet af Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab, København, 1825-37

---

Første brudstykke

— — den hær, som var draget vestpå med kong Håkon, og de fortalte, at der var udsigt til ufred i Vesterlandene. Denne sommer drog abbed Birger fra Tautra ud til pavepaladset, da korbrødrene i Nidaros havde udpeget ham som ærkebiskopsemne efter ærkebiskop Einar, der var død om efteråret. Men de kunne ikke vælge ham, for han var præstesøn og munk. Han traf kong Magnus i Bergen, men de talte ikke meget sammen. Abbeden opholdt sig i pavepaladset om vinteren.

Forhandlinger

Om foråret efter kong Håkons død sendte de baroner og ombudsmænd, der var på Orkney, biskop Henrik og kansleren sire Askatin til Skotland for at opsøge kong Alexander og prøve, om der kunne stiftes fred mellem landene. Men det blev ikke vel modtaget, og skotterne truede med at dræbe de nordmænd, der var kommet, eller kaste dem i fængsel. Skotterne klagede over, at nordmændene havde brændt og hærget i mere end en tredjedel af Skotland, og udsendingene opnåede intet. Da sejlede sire Askatin østpå til Norge, hvor han opsøgte kong Magnus og fortalte ham om sin færd, og hvor ilde hans ærinde var blevet modtaget i Skotland.

Kong Magnus besluttede da at sende Øgmund Krogdans til Orkney og gav ham magten dér som landeværnsmand. Og han sendte Erik Duvgalson til Suderøerne, og han havde en attensæders med hirdmænd, gæster og kertesvende. Jon Tyr og Erik Bose skulle følge ham fra Orkney på hvert sit skib. Men da Øgmund kom til Orkney, erfarede han, at skottekongen havde sendt en hær til Katanæs, og at de tog mange værdier fra beboerne på Katanæs, fordi kong Håkon havde pålagt dem skat. Der gik da mange rygter om, at der også ville blive hærget på Orkney, og derfor ville Øgmund ikke lade hæren forlade Orkney. Erik blev dér om vinteren.

Da sire Askatin var kommet til Norge, som det før blev skrevet, og Øgmund og de andre var sejlet af sted, gjorde Høskuld Oddson sig klar til at sejle vestpå til Orkney. Kong Magnus lod da broder Mauritius og en anden barfodsbroder, der hed Sigurd, følge med ham, og desuden stod Henrik Skud og flere svende til hans rådighed. De sejlede så hurtigt som muligt til Skotland og opsøgte skottekongen, og de fik en noget bedre modtagelse, end biskoppen og de andre havde fået. Skottekongen bad dem vende hjem til Norge og sige til kong Magnus, at han den følgende sommer skulle sende nogle ordentlige udsendinge til Skotland, såfremt det var hans ønske at stifte fred mellem landene. De sejlede tilbage til Norge det samme efterår.

Om kong Magnus

Kong Magnus sad i Bergen om sommeren. Denne sommer kom Hallvard Guldsko fra Island til Norge, og han fortalte, at alle islændinge havde undergivet sig kong Magnus, og at nyheden om kong Håkons død var nået til Island, da han forlod landet. Torvard Torarinson var med ham, og han gav sig i kong Magnus’ vold og overlod alt, hvad han ejede, i hans hænder for det, som han havde forbrudt sig mod kongemagten ved at dræbe Torgils Skarde og Berg, kongens hirdmænd. Islændingene har aldrig siden modsat sig at efterkomme kong Magnus’ påbud og forbud; de undergav sig også mere villigt ham, end de havde undergivet sig hans far, kong Håkon.

Om efteråret gjorde kong Magnus klar til at drage nordpå til Trondheim, men han blev sent færdig. Allehelgensmesse lå han i Leirgula, og derfra sejlede han til Sild. Derfra sejlede han til Selja og siden nordpå omkring Eid. Men dronning Margrete sejlede ad den ydre led med skibene, og de mødtes i Steinavåg. Mens kong Magnus lå i Steinavåg, så man ild brænde til havs. Kongen sagde, at det var gården på Giske, der brændte, og befalede sine mænd at sejle derhen; det var ikke sømmeligt, sagde han, sådan at ligge dér og ikke søge hen for at komme gården og folkene til undsætning, hvis der var behov for det. Jon Tveskrabet var skatmester på skibene, og han og to mand fra de fleste halvrum tog af sted, men det var svært for dem. De fik reddet den nye gård, som Nikolas havde ladet opføre, men den gamle brændte. Jon og de andre sejlede tilbage igen, og de havde været til stor hjælp for folkene på Giske. Kong Magnus sejlede derefter nordpå til Trondheim og gik om bord på kertesvendenes skib; han sejlede til Rein og havde dronning Margrete med sig, mens kongeskibet sejlede ind under Holmen, hvor de med stort besvær havde leje for natten. Kong Magnus sejlede ind om morgenen, men kunne ikke lægge til ved Holmen, og han styrede da ind i elvemundingen ved Bakke, og dér fik de skade på skibet, men folkene kom i land og fik bjærget alle værdierne.

Dette efterår døde Nikolas på Giske, og dermed uddøde den mandlige slægtsrække, der stammede fra Arne Årmodson. Men Nikolas efterlod sig dog en datter, der hed Margrete, og hendes mor var . . . . . . Hun blev både på grund af sin slægt og sin rigdom og skønhed anset for at være det bedste parti i landet på denne tid.

Kong Magnus sad i Trondheim den vinter, og dette var det andet år i hans regeringstid. Om vinteren efter jul kom broder Mauritius og dem, der var sejlet til Skotland sammen med ham, til Trondheim, og de fortalte kong Magnus, hvordan det var gået med deres ærinde.

Om kong Magnus, da han sejlede til Bergen

Kong Magnus sejlede om foråret sydpå til Bergen og kom frem efter påske. Han sendte da biskop Gilbert og sire Askatin til Skotland, således som skottekongen havde anmodet om. De drog først til England, sydpå i Linn. Der var da store stridigheder i England. Denne sommer blev Simon de Montfort fældet. Biskoppen og de andre drog derefter nordpå til York, hvor de opholdt sig en tid.

Det efterår, hvor Øgmund Krogdans kom til Orkney, og hvor skotterne havde opkrævet skat af folkene på Katanæs, blev de angrebet af herr Duvgal, da de var på vej tilbage. Og han dræbte mange af dem og tog de store værdier, som de havde med sig. Og han dræbte dér skotternes lovmand.

Denne sommer sejlede skotterne ud til Suderøerne med en hær, og Engus på Il og mange af dem, der havde fulgt kong Håkon, da denne var på Suderøerne, gav sig da under skotterne. De drog helt sydpå til Man og tvang Magnus, deres konge, til at sværge dem troskabsed. Men herr Duvgal gemte sig på sine skibe, og de fik ikke fat i ham. Det følgende forår kom han til Orkney og bad om støtte, og hans søn Erik og Erik Bose og Jon Tyr sluttede sig da til ham. De havde tre skibe, og de sejlede da — —

Andet brudstykke

Om kong Magnus og kong Valdemar

— — om vinteren efter jul. I julen denne vinter indsatte kong Magnus på råd fra biskop Askatin en provst og korbrødre ved Apostelkirken i Bergen, og han tildelte stedet præbender og store pengebeløb. Efter jul blev kong Magnus så syg, at han lod sig give den sidste olie. Dette samme år blev Gregor viet til pave. Dette år døde mange berømte høvdinge: Den engelske kong Henrik og hans bror kong Rikard af Alemannien, og hertug Erik sønden for åen.

Den følgende sommer udrustede kong Magnus en færd østpå til Elven, og han agtede at møde den svenske kong Valdemar, således som de havde aftalt. Han kom til Kongshelle nær den senere Mariamesse og blev på stedet frem til Matthæusmesse, men kong Valdemar kom ikke til deres møde, for han var rejst på en fornøjelsestur oppe i Sverige. Kong Magnus gad da ikke vente på ham, og han sejlede nordpå til Tønsberg og belavede sig på vinterophold dér.

På denne tid nød kong Valdemar slet ikke den samme yndest i Sverige, som da jarl Birger levede. De var da fire ægtefødte sønner i live: Kong Valdemar og hertug Magnus, junker Erik og Benedikt, og han var klerk og havde fået at vide, at han skulle være ærkebiskop. Men junker Erik mente ikke at have fået noget og kaldte sig Erik Ingenting; han var rejst til Danmark, hvor han en tid havde opholdt sig hos den danske konge, men på denne tid var han kommet tilbage, og hans bror, kongen, havde ikke tillid til ham. Da havde kong Valdemar også ladet Jon Philippusson pågribe i kirken og fængsle.

Kong Valdemar sendte da bud nordpå til kong Magnus i Tønsberg, og han ville ubetinget møde ham på et hvilket som helst sted, som det kunne passe kong Magnus at mødes med ham. Men kong Magnus ville ikke rejse længere end til Borg, og dér blev mødet lagt. Det skete en dag, inden kong Valdemar rejste til mødet, at junker Erik bad om lov til at ride ud på en fornøjelsestur. Men da kongen tillod dette, red Erik til Norge med få mænd i sit følge. Han traf kong Magnus østpå i Varna, da denne var på vej til mødet i Borg. Kong Magnus tog vel imod ham, og junker Erik fulgtes med ham til mødet. Kong Magnus fik da brødrene til at indgå forlig, og han fik også Jon Philippusson forliget med kong Valdemar. De skulle mødes i Skara, og tolv mand skulle sværge eder på deres forlig. Da blev også Bue Galen, som en tid havde opholdt sig hos kong Magnus, tilstået fred. Kong Magnus tog imod kong Valdemar med den største venlighed og sendte biskop Arne af Skålholt og flere gode mænd hen for at møde ham. Kong Valdemar var hos kong Magnus al den tid, de var samlet, og det var et storslået gæstebud. Alt foregik med den største venlighed mellem dem, og man talte om mange bemærkelsesværdige ting, som vi ikke skriver om her. Kong Magnus gav kong Valdemar fornemme gaver, da de skiltes, og han sendte Olav af Stein og flere gode mænd med kong Valdemar østpå til Skara for at bevidne de eder, som dér skulle fremsættes vedrørende forligene mellem brødrene og med Jon Philippusson, som kong Magnus havde istandbragt mellem dem efter kong Valdemars ønske. Men ederne blev ikke aflagt, således at de, der skulle påse dem, var tilfredse, og der opstod da igen uenighed blandt svenskerne.

Kong Magnus drog fra mødet i Borg til Tønsberg, hvor han opholdt sig resten af vinteren. Dette var det tiende år af hans eneherredømme. Denne vinter herskede der stor ufred mellem den danske kong Erik og tyskerne. Den danske konge sendte da bud til kong Magnus for indtrængende at bede om hans venskab og troskab, og han tog godt imod det og sendte bud tilbage. Og alt gik vel i disse budskaber, der blev sendt mellem kongerne. Den danske kong Erik fik da overtaget i mellemværendet med tyskerne denne vinter. Om foråret forlod kongen Tønsberg, da han havde afsluttet sine ærinder dér — —

— — Lindesnes, kom Jon Philippusson efter ham med nogle folk og fortalte, at kong Valdemar havde jaget ham ud af landet og ikke havde holdt det, som han havde lovet kong Magnus i Borg. Han fulgte da med kongen til Bergen.

Magnus . . .

Kong Magnus opholdt sig i Bergen om sommeren, og han gennemførte da de planer, som han havde lagt i Tønsberg vinteren forinden. Han havde da indkaldt alle sysselmændene i Viken Petersmessedag og havde samtale med dem. Han fastlagde da, hvad de hver især skulle yde fra deres syssel, når han . . . . . . og tilsvarende de mænd, som havde modtaget len af ham. Da var ærkebiskop Jon og alle de lydbiskopper, der var i landet, kommet til Bergen. Også langt de fleste baroner og lendermænd var til stede. To dage efter Petersmesse holdt kong Magnus hirdstævne i sommerhallen, og han kundgjorde da den beslutning, han havde truffet om sine sønners høvdingenavn. Han oplyste også sine folk om de skikke, som han ønskede, de skulle følge med hensyn til våbenudrustning og andre ting.

Morgenen efter holdt kannikerne messedag for Jesus og Gud i Apostelkirken, og kong Magnus deltog dér tidligt om morgenen i bønnerne og messen, mens junkerne deltog i eftermiddagsmessen for Helligånden i Kristkirken. Derefter blev tinget sat på Kristkirkegården, og alt blev ordnet, som kongen havde bestemt det på mødet tidligere . . . . . . og bød kongen velkommen. Siden holdt stalleren Vigleik tale på hirdens vegne, og derefter talte ærkebiskoppen, og han begyndte med den sorg, som alle i Norge bar efter junker Olavs, kong Magnus’ søns, død, og han kundgjorde, hvilken glæde den almægtige Gud nu havde tildelt hele det norske folk, og . . . . . . den ejendom, som han havde arvet . . . . . . og han talte længe og dygtigt om dette. Herefter holdt kongen en smuk tale, som endte med, at han gav sin søn Erik kongenavn og Håkon hertugnavn. De gik da hen til den hellige Sunnivas skrin og lagde deres hænder ― ―

---

Noter: