Om Leieafgifter for Gods

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

GRÁGÁS

Islændernes Lovbog i Fristatens Tid

Udgivet efter det kongelige Bibliotheks Haandskrift

og oversat af Vilhjálmur Finsen

Det nordiske Literatur-Samfund
Kjøbenhavn
1870

Om Leieafgifter for Gods

---

Indhold:

(Om Betaling) Om Paadømmelse af Gjældssager Gjældsdomstol

Om Leieafgift for Fæ Om Mærker paa Fæ Om Brug af Heste

Oversættelsen skelner mellem bogstaverne ö og ø — her anvendes dog alene formen ø.
Den i parentes anførte kapiteloverskrift forekommer ikke i oversættelsen, men er — efter indholdet — tilføjet af jl

---

221. (Om Betaling)

Man skal ikke udlaane sit Gods mod høiere Rente, end at ti Ører udlaanes mod en Rente af en Øre om Aaret, hvilketsomhelst Gods det er. Dersom nogen udlaaner mod høiere Rente, har han ikke Krav paa mere end saameget, som han laante ud, med Tillæg af lovlig Rente, men han straffes med Tremarksbøder, hvad enten han udlaaner sit Gods mod høiere Rente, eller han vurderer det udlaante Gods høiere end efter Loven; Søgsmaalsretten imod ham i den Sag tilkommer den, til hvem han udlaaner Gods mod høiere Rente, eller Gods, der er vurderet for høit, om han vil anlægge Sagen.

Paa saadan Maade skal man bestemme Betalingsterminen for udlaant Gods, at man skal bestemme den Dag, da Godset skal betales, og det Sted, hvor det skal betales; vel er det, dersom der betales før; dog er Betalingsterminen [ogsaa] gyldigen ansat, dersom det bestemmes, at Betalingen skal skee paa Omsætnings- [Afdelingen af Vaar-] Thinget, naar man har været der en Nat, forudsat at Stedet er fastsat. Nu indfinder Udlaaneren sig til Terminen; da skal han tilkalde Vidner paa, at han er kommen til den Termin, der var vedtaget mellem dem, og er beredt til at modtage det Gods, som det var vedtaget, at der skulde betales, men at ingen Mand betaler ham det. Derpaa skal han anden Gang tilkalde Vidner paa, at han stævner ham til Betaling af »saa mange Ører, saa høit beregnede [med Hensyn til Antallel af Alen i hver Øre], som det var vedtaget mellem os, at her skulde betales«; han skal stævne til Betaling og til Udredelse, og til halvfemte Mark i Paalæg, og angive det Thing, han stævner til, og stævne med Lov-Stævning.

Dersom der mellem Parterne er vedtaget Betaling i Lov-Ører, da ere Lov-Ører: Køer og Hunfaar. En Lov-Øre er ogsaa: sex Alen Vadmel eller saadanne gangbare Pelskapper, der kunne regnes lige med sex Alen Vadmel. Renset Sølv er ogsaa lovligt Betalingsmiddel, og er en Øre af det lige med en Mark af Lov-Ører: saadant lovligt Sølv, der har mere Farve af Sølv end af Messing og taaler Indsnit [uden at forandre Farven] og er ligedan udenpaa og indeni. Sex Ræveskind, det er ogsaa en Lov-Øre. Dersom man siger saaledes: »Du skal betale mig Vadmel og jeg undtager alt andet Gods«, da kan den anden ikke gyldigen betale med andet. Dersom man siger saaledes: »Du skal betale mig Vadmel«, og man ikke undtager andre Betalingsmidler, da nægter han ikke at modtage [andre] Betalingsmidler, forsaavidt Kviden giver det Udsagn, at den anden ikke har Vadmel til at betale med og at han ikke paa det Tidspunkt kunde faae det. Dersom begge Parter, der have et Mellemværende, komme tilstede, og de ikke blive enige, skal hver af dem udnævne en lovlig Synsmand for sig, for at see det Gods, som der skal betales, og skulle de besee Godset, om det er gyldigt til at betale med eller ikke, hvilkesomhelst Betalingsmidler det end er. Dersom Synsmændene ikke blive enige, skal dens Udsagn, der vil aflægge Ed, gjælde; dersom de begge ville aflægge Eden, skulle de kaste Lod. Dersom de lovlige Synsmænd ere uenige, om det er lovligt Sølv eller ikke, skal hver af Parterne stævne den anden Parts Synsmand for, at han har erklæret for Lov-Sølv, hvad der ikke er det, og gjøre Paastand paa Straffebøder af tre Mark; men naar Sagerne komme for Domstolen, bliver den dømt til Bøder, som Dommerne finde at have havt Uret; Sølvet skal bringes frem og forevises. Saadanne Mænd skulle være lovlige Synsmænd, der med Hensyn til Slægtskab eller Svogerskab til hver for sig af Parterne kunde gyldigen være Medlemmer af en Kvid. Dersom de lovlige Synsmænd ere uenige om Vurderingen, og den ene vil kaste Lod, den anden ikke, da skal den, som tilbyder Lodkastningen, om han vil, aflægge Ed og vurdere Gjenstanden, og skal hans Vurdering da gjælde; det bliver da som om den, der ikke vil kaste Lod, ingen Erklæring har givet.

Dersom man sender en anden Mand til Betalingsterminen for at betale for sig, er hin ikke pligtig til at modtage Betalingen, med mindre han veed, at den Mand har fast Hjem og eier saa meget Gods, at det er ligesaa meget, som det han betaler, for det Tilfælde at han ikke kan skaffe Hjemmel [for det i Betaling afgivne Gods]. Dersom den, der skal betale, indfinder sig og fremkommer med Betalingen, men den anden har sendt Mænd til at modtage den, og den betalende tilkalder Vidner paa, at han lader det være til Hinder for Betalingen, at der ingen gyldig Modtager er der tilstede, da skal den, der skal modtage Betalingen, lade sine Vidner sværge Ed og aflægge Vidnesbyrd om, at han skulde modtage det Gods og føre de Forhandlinger, som det tilkom Parten selv at føre. Har han ikke Vidner, men en Kvid giver det Udsagn, at den anden ikke vilde have betalt, om end Vidnebeviset var blevet ført, er der samme Krav paa Betalingen, som om den, der skulde have den, selv oprindelig var kommen for at modtage den.

Dersom Betalingsterminen indtræffer paa lovbestemte Helligdage eller i Syvugersfasten, skal Modtageren tilkalde Vidner paa, at han er beredt til at modtage Betalingen paa det Sted, hvor den var betinget, og at han ikke der seer nogen, der yder Betalingen som fastsat var. Tilkalde skal han Vidner anden Gang paa, at han lader det afholde sig fra da at foretage Stævning, at der da er lovhellig Tid, eller Syvugersfaste; da skal han stævne den næste Søgnedag paa det samme Sted, hvor Betalingen var betinget. Naar den, der skal modtage Betalingen, indfinder sig til Betalingsterminen, og tilkalder Vidner paa, at han er beredt til at modtage det Gods, som det var fastsat, at der skulde betales, og at der ikke er nogen tilstede, der udreder Betalingen eller yder hvad der er betinget, kan han stævne der paa Stedet den næste Søgnedag eller hvor han faaer den anden selv i Tale eller — som den tredie Fremgangsmaade, han kan bruge — paa hans Bopæl, om det end er senere, og følge da alle Paalægsydelser med Beløbet, som med andet Gods, hvorfor fast Betalingstermin er vedtaget og hvorfor Stævning foretages paa Terminsstedet. Det Vilkaar har han ogsaa, at erklære paa Betalingsstedet, at der skal betales lovlige Renter af Godset, medens dette indestaaer hos Skyldneren, samt derhos at erklære det paa Lovbjerget den næste Sommer derefter; da er dette gyldigt for ham, saalænge han erindrer Vidnerne [der bleve tilkaldte da han gav Erklæringen]. Dersom Betalingstiden indtræffer paa en Dag, der er hellig fra Økt (1), er man berettiget til at stævne før Økt [dersom Betalingen ikke er skeet til den Tid] om man vil, men dersom der [med Hensyn til Helligdagen] intet er til Hinder for at Stævning kan foretages hele Dagen, skal man modtage Betalingen, om den end [først] udredes ved Aftenstid.

Dersom de begge indfinde sig til Betalingsterminen, har den, der skal betale, det Vilkaar at byde den anden til den Bopæl, Skyldneren har havt Vinteren forud; Skyldneren skal [da] ved Terminen ved Haandtag love at betale fjorten Nætter senere [paa sin Bopæl] med Køer eller Hunfaar; ligesaa, dersom han vil betale med Jord, [kan han byde saadan Betaling senere, saaledes at der betales] to Ører i Jord for en Øre af Gjælden, saadan Jord, der er skikket til Beboelse, en halv Gaard eller mere; ligeledes, om han vil betale med Trælle, to Ører i Trælle for en Øre af Gjælden, og er Skyldneren berettiget til at indløse Trællen i de næste to Halvaar, dersom han har opfødt Trællen. Ei skal man byde til sit Hjem i en anden Fjerding for der at betale.

Ei er man pligtig til [i Betaling] at modtage Fæ tidligere, end naar sex Uger ere forløbne af Sommeren, og ei er man pligtig at modtage det senere, end naar otte Uger ere forløbne af Sommeren. Den, som afgiver Fæet i Betaling, skal have tilkaldt fem Nabobønder en Uge eller længere Tid før, til at komme tilstede ved Middag og vurdere Fæet for Parterne med Haand paa [en hellig] Bog. De skulle vurdere Fæet saa meget ringere, end Prisen har været paa Omsætningsmødet [paa Vaarthinget], som de finde det ved Betalingstiden mindre fordelagtigt at modtage det. Dersom den anden, der skal modtage Fæet, ikke kommer tilstede, og heller ikke sender en anden i sit Sted, har den, der skal betale, tre Vilkaar; det første, at drive Fæet til den, der skal modtage det, og Skyldneren kan [da] erklære sig fri for Ansvaret for det, efterat det er blevet vurderet, naar han [iøvrigt] lader det behandle, som om han havde Ansvaret for det. Det andet Vilkaar er, at lade Fæet gaae paa sin Jord. Det tredie Vilkaar er, at drive Fæet til den Sommergræsgang, som Skyldneren eier. Dersom den anden kommer tilstede og modtager Fæet, skal han forandre Mærket paa Faar den Dag, han fører dem bort, men paa Nød skal han have forandret Mærket inden Udløbet af de næste fjorten Nætter. Naar den, der skal modtage Betalingen, ikke indfinder sig til Terminen, og fjorten Nætter [efter den] ere forløbne, bliver den, der skulde udrede Fæ i Betaling, Eier af det Fæ, han udredede, dersom Mærket ikke den næste Dag er forandret, og den anden, til hvem Betalingen skete, har intet Krav paa Fæet.

Dersom den indfinder sig til Terminen, der skal betale Gods, men ikke hin, der skal modtage det, skal han under Vidners Tilkaldelse tilbyde Betalingen, og udnævne for sit Vedkommende en lovlig Vurderingsmand. Dersom han betaler med Sølv, skal han tage det hjem med, og den anden har ikke Fordring paa mere end Hovedstolen, dersom Betalingen er frembudt uden Svig. Betaleren har det Vilkaar, at erklære sig fri for Ansvaret, og lade alt Godset ligge der tilbage, med Undtagelse af Sølv; men ogsaa kan han vælge at tage alt Godset med hjem og beholde det uden Renter de to næste Halvaar. Men dersom han betalte med Faar, og den anden ikke indfinder sig for at forandre Mærket, bliver Betaleren Eier af Faarene den næste Dag derefter. Dersom den, hvem Godset tilkommer, stævner til Betaling deraf, skal den anden benytte sig af de Vidner, han tilkaldte, da han frembød Godset til Betaling; dernæst kan Sagsøgeren fordre Kvidudsagn af hans fem Nabobønder om, hvorvidt han har frembudt det, fordi han har villet betale, eller han ikke har villet det.

Dersom der er givet Haandtagsløfte om Betaling af Gods, men Betalingstermin ikke fastsat, skal den, der har Godset tilgode hos den anden, stævne denne hjem, saaledes at han skal være hjemme paa sin Bopæl syv Nætter senere, naar han kommer for at fordre det Gods, han har tilgode hos ham, og skal han [i Stævningen] anføre, hvor meget Godset er. De skulle have lovlige Synsmænd med sig, dersom det er Gods, som der ikke ved Loven er sat Taxt paa, men er det Gods, hvorpaa Taxt er sat, skal Betaleren, tre Nætter eller længere Tid for, have tilkaldt Nabobønder til at vurdere Godset [med Hensyn til, om det har de Egenskaber, som Taxten forudsætter]. Men dersom han ikke vil betale, skal Fordringshaveren stævne til Betaling af Hovedstolen, som om det var en Gjæld, med Hensyn til hvilken Betalingstermin var ansat, samt til Udredelse af Paalægsydelser som om Betalingstermin var ansat, med Undtagelse af Modvillighedsbøder; disse alene bortfalde. — Udlaaner man Gods uden Vidner, og den anden ikke vil betale, da faaer man ikke Renter, med mindre man [paa Lovbjerget] erklærer, at man gjør Paastand paa lovlige Renter. — Den, som har modtaget Haandtagsløfte om Betaling, kan hjemstævne den, der skal betale: bede ham at være hjemme tre Nætter senere, »og da vil jeg komme for at modtage Godset eller stævne til Betaling af et saadant Beløb som det er«, og [i Stævningen] gjøre Paastand paa Straffebøder af tre Mark og sex Ører i Modvillighedsbøder, stævne »til Betaling og til Udredelse«. Dersom man har en Fordring paa en anden, og Betaling er lovet ved Haandtag, og han betaler noget af Gjælden, kan den, der har Fordringen, vælge, om han vil stævne til Betaling af det hele Beløb og lade den anden benytte sig af Beviserne for, hvad der er afbetalt, men ogsaa er det ret, at stævne til Betaling af det, som staaer tilbage af Gjælden. Man paadrager sig Straffebøder af tre Mark, dersom man stævner i Anledning af en Gjæld, naar det hele er betalt, og Bøderne tilkomme Skyldneren [som har betalt Gjælden]. Naar man har en Fordring paa en Mand, og de bestemme Dag og Sted, naar den skal betales, eller hvor den skal betales, uden at Haandtagsløfte gives, eller ogsaa de tage hinanden i Haanden [uden at egentligt Haandtagsløfte gives] og de ere enige om, at det skal være en lovlig Betalingstermin, kan Fordringshaveren anlægge Sag som om Betalingstermin var ansat, med Undtagelse af at Bøder for brudt Haandtagsløfte bortfalde; han skal paa Thinge [til Kvidudsagn] tilkalde fem Nabobønder til den sagsøgte.

Dersom man ved Haandtag overdrager til en Mand at modtage Gods, som man har tilgode hos en anden, og med Hensyn til hvilket Betalingstermin er ansat, og Fuldmægtigen modtager Godset, men ikke vil betale det til den, det tilkommer, eller lade ham faae det, kan man vælge at sagsøge, hvad enten man vil, den, mod hvem Fordringen havdes, eller den, som fik Haandtagsfuldmagt til at modtage Gjælden, og frifindes den, mod hvem Fordringen havdes, dersom han faaer Kvidudsagn for, at han har betalt Gjælden til den, som Fordringshaveren havde sendt for at modtage den. Fordringshaveren skal stævne den, han har givet Fuldmagt til at modtage Betalingen, og [i Stævningen] gjøre Paastand paa Straffebøder af tre Mark; han skal [til Kvidudsagn] paa Thinge tilkalde fem Nabobønder til den sagsøgte. Dersom en Mand indfordrer anden Mands Tilgodehavende, uden at have Fuldmagt dertil og uden at det tilkommer ham at indfordre det, kan han af den, som han indfordrer det hos, paastaaes straffet med Landsforvisning; der skal paa Thinge [til Kvidudsagn] tilkaldes ni Nabobønder til den sagsøgte. Dersom Skyldneren betaler Gjælden, skal han stævne [den, der urettelig har indfordret den] til Udbetaling og Udredelse af Beløbet.

Dersom man, af Tillid til en anden, laaner ham eller giver ham i Forvaring Gods, og den anden benægter det og siger, at han intet har modtaget, skal Eieren af Godset anlægge Sag for Tyveri, om han vil; ogsaa kan han vælge at anlægge Sag for selvraadig Tilvendelse, til Betaling af dobbelt Erstatning, og gjøre Paastand paa Bøder af tre Mark. Dersom en Mand har en andens Gods i Forvaring og Godset forsvinder af hans Gjemme og de begge eiede Gods i samme Gjemme, bærer hver af dem Ansvaret for sit Gods, dersom begges Gods forsvinder af samme Gjemme. Dersom alene det Gods forsvinder, der blev givet i Forvaring, kan den, der gav det i Forvaring, om han vil, fordre det af Forvareren, og bør denne betale ham det — men Forvareren har Søgsmaalsretten [imod den, der har borttaget det] — ogsaa kan han anlægge Sag imod hvem han vil derfor [Forvareren eller Borttageren], og selv bestemme, om han vil sagsøge for Tyveri eller for selvraadig Tilvendelse, Dersom en Mand har udestaaende Tilgodehavende paa Rente og afgaaer ved Døden, og han efterlader sig Sønner eller hans Fader er i Live, ere disse, naar Betalingstermin er ansat med Hensyn til Tilgodehavendet, berettigede til at stævne paa Betalingsterminen til Beløbets Betaling, ligesaa fuldt som om der dertil var givet dem Haandtagsfuldmagt. Et andet Vilkaar have de, hvad enten det er Sønner eller andre Arvinger: at anlægge Sag til Betaling »af Arvegods, hvorfor Haandtagsløfte [til den afdøde] er givet«, med Anvendelse af en Kvid af ni paa Thinge tilkaldte Nabobønder, og at gjøre Paastand paa Straffebøder af tre Mark for Skyldnerens Tilbageholdelse af Beløbet. Dersom flere Personer gjøre Paastand paa Arven og ere uenige om, hvem der skal tage den, bør Skyldneren beholde Beløbet indtil Dom er falden, og paadrager sig da ikke Straffebøder. Dersom den, der skal betale Tilgodehavende, afgaaer ved Døden og der er efterladte Sønner, der skulle arve ham, er det ret, at man stævner den ældste af Brødrene til Betaling af den hele Gjæld, dersom intet af Arven er skiftet, og skal der ved Søgsmaalet anvendes en Kvid af ni Nabobønder. Dersom Brødrene have skiftet Arven, eller dersom det er andre Arvinger end Sønner, der tage Arv, skal man stævne hver af dem til Betaling af en saa stor Del, som svarer til det Forhold, hvori de have taget Arv. Naar en Mand afgaaer ved Døden, der skylder en Gjæld, som skal udredes til vedtaget Betalingstermin, skal man stævne hans Arving paa dennes lovlige Hjem til Betaling af Gjælden. Men dersom Fordringshaveren giver Erklæring om, at han gjør Paastand paa lovlige Renter af Gjælden, erholder han desuagtet ikke mere end Hovedstolen. Det sagde Markus (2) var Lov.

1. Tiden fra 3 til 4½ EM, see ovfr. c. 9.
2. Markus Skeggjason, Lovsigemand i Aarene 1084–1107

222. Om Paadømmelse af Gjældssager

Gjæld skal tildømmes med saa stort Beløb, hvorfor Beviser ere førte, at betales fjorten Nætter efter [Thingets Slutning ved] Vaabentag paa det Sted, hvor Betalingsterminen var ansat, og med saa mange Ører, hvorfor Beviser ere førte. Dersom det er Gjæld, med Hensyn til hvilken ikke er ansat Betalings-Termin og Sted, skal Dommen fastsætte, at Betalingen skal skee i dens lovlige Hjem, der skal betale, i Pileskudsafstand fra Gjerdet, hvor der hverken er Ager eller Eng, til den Side fra Gjerdet, hvor den, der skal modtage Gjælden, har sit Hjem. Men veed man ikke, hvor Skyldnerens Hjem er, skal Sagsøgerens Hjem ved Dommen ansættes til Betalingssted. Dersom hver af Parterne er fra sin Landsfjerding, skal Dommen fastsætte, at Betalingen skal finde Sted Onsdagen midt i Althinget næste Sommer efter, paa Bondens Kirkegaard [paa Thingstedet]. Og paa samme Maade skal forholdes, om det end er Gjæld, der skal betales til vedtaget Betalingstermin, dersom hver af Parterne er fra sin Fjerding.

Dersom en Mand ansætter sit Gods, som han udlaaner mod Rente, til høiere Værdi [end den virkelige, for derved at faae høiere Rente end den lovbestemte], eller laaner det ud mod høiere Rente end den lovbestemte, kan der gyldigen lyses til Søgsmaal derfor paa Thingskrænten paa Vaarthinget, dersom Parterne høre til samme Thinglag, og Sagen kan anlægges ved Domstolen der.

Naar Folk blive dømte til Bøder, skal Dommen fastsætte, at de skulle betale Bøderne i deres Hjem, dersom de høre til samme Fjerding som den, der skal modtage Beløbet. Ere de fra to forskjellige Fjerdinger, skal der ved Dommen fastsættes, at Betalingen skal skee paa Althinget paa Bondens Kirkegaard. Bøderne skulle [naar det er Paalægsbøder] ved Dommen bestemmes i de samme Betalingsmidler, som vare vedtagne for Hovedstolen. Det halve af idømte Straffebøder [paa tre Mark] skal ved Dommen ansættes til Betaling den følgende Sommer midt i Althingstiden paa Bondens Kirkegaard, men Halvdelen hjemme i Bøigden, hvor Hovedstolen efter Dommen skal betales, og der skulle ogsaa alle Paalægsbøder betales. Straffebøder [af tre Mark] og alle Paalægsbøder skulle ved Dommen ansættes til at betales i Lov-Ører (3).

3. Jvfr. ovenf. c. 221.

223. Om Gjældsdomstol

Dersom en Mand døer, der er formueløs, er ingen pligtig til at betale hans Gjæld; formueløs var han, dersom han ikke efterlod sig en Mark eller mere. Er hans Efterladenskab større, men Gjælden dog større end Midlerne, da er Arvingen pligtig at indbyde til Gjældsdomstol efter ham, dersom han har efterladt sig i det mindste en Mark. Indbyder han ikke til Gjældsdomstol paa lovlig Maade, eller betaler han af Efterladenskabet til nogen, inden han byder til Gjældsdomstolen, skal han betale Gjælden, saavidt hans Midler strække til; ei skal han gaae i Gjældstrældom derfor. Den Mand, som vil indbyde til Gjældsdomstol, skal gaae til Thingskrænten paa Vaarthinget i det Thinglag, hvortil den afdøde hørte, naar to Nætter ere forløbne af Thingtiden, og tilkalde Vidner, saaledes at Flertallet af de thingbesøgende hører det; han skal tale saaledes: [»Jeg tilkalder Vidner] til Vidnesbyrd om« — skal han sige — »at der skal være Gjældsdomstol efter Forløbet af to Uger paa det Sted, der var den afdødes Hjem ved Dødsfaldet, og jeg indbyder derhen alle de Mænd, der gjøre Paastand paa at have havt Fordringer paa ham, og [opfordrer dem til] at komme der saa betimelig, at Domstolen kan være udnævnt før Middag.« Den, der indbød til Gjældsdomstol, skal, tre Nætter eller længere Tid inden samme, tilkalde fem Nabobønder, dem, som boe nærmest det Sted, hvor Domstolen skal holdes, og som med Hensyn til Slægtskabs- eller Svogerskabsforhold til Parterne gyldigen kunde være Medlemmer af en Kvid. De Mænd, som formene at have Gjæld at fordre der, skulle komme derhen med deres Vidner. Er der ikke Vidner, eller kan man ikke faae fat paa dem, skal Kvidudsagn afgives af de fem Nabobønder, som den, der afholder Domstolen, har tilkaldt derhen, eller af saadanne Nabobønder, som Fordringshaverne, tre Nætter eller længere Tid inden Domstolens Afholdelse, ville tilkalde fra Omegnen af det Sted, hvor den holdes. Den, som indbød til Domstolen, skal under Vidners Tilkaldelse tilbyde Fordringshaverne at udnævne det halve Antal af Dommerne, men de skulle — dersom nogle af dem ere uvillige dertil eller de kappes om, hvem der skal gjøre det kaste Lod om, hvem af dem skal afholde Domstolen ligeoverfor ham. Dersom de ikke ville det, skal den, der har indbudt til Domstolen, udnævne alle Dommerne. Men derefter skal hver for sig af dem, der have udnævnt Dommerne, opfordre [Modpartiet] til at anvende Forkastelsesret med Hensyn til Dommerne. Forkastelsesretten med Hensyn til Domstolen skal anvendes saaledes, at i den skal ingen af de Mænd have Sæde, som have Fordringer at gjøre gjældende ved Domstolen, og ikke Fader eller Søn eller Broder til nogen af dem eller tre nærbesvogrede (4) til dem. Derefter skal man kaste Lod om, i hvad Orden Sagerne skulle fremsiges for Domstolen, og dernæst skal hver føre sine Vidnesbyrd eller Kvidudsagn frem. Den, der opfordrede til Domstolen, skal derhen medtage alt det Gods, som den afdøde har eiet. Har den afdøde havt udestaaende Fordringer hos andre, skulle alle Overenskomster, der ere vedtagne med Hensyn til Fordringerne, holdes. Dersom saadanne Personer, som paa Grund af Ungdom ikke selv have Bestyrelsen af deres Midler, have Fordringer at kræve ved Domstolen, ere de Mænd, som have Værgemaalet over deres Gods, pligtige at begive sig derhen, og bære Ansvaret ligeoverfor de unge Mænd for Beløbet af deres Fordringer, dersom de ikke indfinde sig eller ikke føre de Beviser, som behøves. Ligesaa, dersom det er unge Mænd, der ere den afdødes Arvinger, er den Mand, hvem Værgemaalet over deres Gods vilde tilkomme, dersom de eiede saadant, pligtig at indbyde til Gjælsdomstol. Dersom man lægger Dølgsmaal paa noget af de Midler, som den afdøde har havt, er Straffen Landsforvisning; det er en Sag, hvori Stævning skal foretages i Bøigden, og skulle ni Nabobønder til den sagsøgte tilkaldes [til Kvidudsagn].

Der skal hver have sin Fordring betalt, om det kan skee. Har den afdøde efterladt sig Jorder eller Godedømme, skulle fem Nabobønder, der ere Jordeiere og boe nærmest ved Hovedbolet, vurdere alle Jorderne, og skal den, der afholder Domstolen, en Uge eller længere Tid før den have tilkaldt de Bønder. Den skal tage sin Betaling i Jordegods, som har havt den største Fordring paa den afdøde. — Dersom den afdøde var gift, skal hans Kone have baade Brudekjøbesummen og Medgiften, forudsat, at han, da de giftede dem, har eiet Midler til Brudekjøbesummen, udover sin Gjæld. Har han da ikke eiet Brudekjøbesummens Beløb gjældfrit, men har dog eiet en Mark eller mere tilovers naar hans Gjæld blev regnet fra, skal Kravet paa Brudekjøbesummen [naar Efterladenskabet ikke strækker til at betale Gjælden] lide Afkortning ligesom andre Fordringer. Dersom han ikke, da de giftede dem, har eiet en Mark udover sin Gjæld, skal hun ingen Brudekjøbesum have, men dog bør hun have Medgiften som ellers. Dersom de havde sluttet Formuesfællig, skal hun svare til al Gjæld efter det Forhold, hvori hun havde Del i Fælliget med ham. Men havde hun Husholdningsfællig med ham, uden at [fuldstændigt] Formuesfællig fandt Sted mellem dem, skal hun, efter sin Andel i Fælliget, svare til alt, hvad der til deres Husholdning er kjøbt, samt til alt, hvad der til hendes Fornødenhed er kjøbt, men til intet af det, som er kjøbt alene til hans Fornødenhed. — Dersom en Mand har betinget sig Pant i den afdødes Gods, skal han have den pantsatte Ting, saafremt han paa lovlig Maade har betinget sig Panteretten og lyst den paa lovlig Maade. Dersom to Mænd have betinget sig Pant i samme Ting, og begge paa lovlig Maade, skal den have den pantsatte Ting, hvis Panteret blev stiftet først, men dersom ikke begge have paa lovlig Maade betinget sig Panteret, skal den have Pantet, som paa lovlig Maade har betinget sig det. Dersom ingen af dem har betinget sig Panteretten paa lovlig Maade, skal ingen af dem have Tingen. Om Panthaveren end har betinget sig en bedre Gjenstand i Pant, end der svarer til hans Fordring, skal han, hvorledes det end er blevet vedtaget, ikke have mere, end hans Fordring oprindelig var. Det er ret, at de fem Naboboøder, som ere tilkaldte til Domstolen, vurdere den pantsatte Ting, og skal da Panthaveren give tilbage saameget som de vurdere Tingen dyrere, end hans Fordring oprindelig var, og skal han da have Tingen. Alle, som der have Fordringer, skulle, naar de ikke have Pant, i lige Forhold lide Afkortning i deres Krav, dersom Efterladenskabet ikke er tilstrækkeligt til Gjælden, og skulle alle Beløb ligelig afkortes.

Alle de Mænd, som der gjøre Fordringer gjældende, skulle aflægge Ed ligesom ved en Thingdomstol, og ligeledes gjælder dette om alle [andre] Mænd, som der have lovlige Forhandlinger at føre, men derefter skulle de lade føre de Vidnesbyrd og de Beviser, som de have. Alle Søgsmaal skulle være fremkomne inden Solen er gaaet ned; derefter skal der dømmes om Natten eller Morgenen efter; Domstolen skal være sluttet om Middagen den næste Dag.

Intet Krav har en Mand paa sit Tilgodehavende, dersom han ikke vil komme til Gjældsdomstolen, naar han har faaet Kundskab om at den skulde afholdes, og han kunde komme til den. Har han ikke kunnet komme til Gjældsdomstolen, eller han ikke har faaet Kundskab om at den skulde afholdes, skal han paa Lovbjerget lyse til Søgsmaal imod alle de Mænd, som ved Domstolen have erholdt deres Tilgodehavende, til Udredelse og Betaling af et saadant Beløb, som vilde være faldet i hans Lod, dersom han havde været der; og skal han lyse til Søgsmaal ved Fjerdingsretten for den Fjerding, hvor Domstolen blev afholdt, og skal hans Tilgodehavende tildømmes ham paa saadan Maade, at de alle miste lige meget.

4. Jfr. ovenfor c. 25.

224. Om Leieafgift for Fæ

Dersom en Mand tager Malkefæ til Leie af en anden ifølge ret Leiecontract, skal han være pligtig til at tilbagelevere det om Løverdagen i Fardageugen (5) næst efter at han leiede det. Kommer Udleieren ikke til den Tid for at modtage det, kan Leietageren den næste Dag efter Søndagen [efter Fardag] erklære sig fri for Ansvar for det, dersom Fæet til den Tid er sundt og uden Fare. Holder Leietageren Fæet tilbage naar Udleieren kommer for at afhente det, og denne ikke kan faae det, men seer det, er det Ran og Straffen er Fredløshed. Kan Udleieren ikke opnaae at see det, ansees det, som om Leietageren tager Fæet fra ham. Benytter Leietageren sig desforuden af Fæets Melk, straffes han med Fredløshed, og samme Straf er der for enhver, som med Vidende [om at han dertil er uberettiget] nyder Fæets Melk. Udleverer Leietageren Fæet da [til den anførte Tid] paa lovlig Maade, skal Udleieren modtage sit Fæ, som han leiede ham, dersom Fæet da er lige saa godt, som det var vedtaget, at han skulde aflevere det til ham. Men dersom Fæet da er slettere, skal den, der afleverer det, have tilkaldt sine fem Nabobønder, og skulle de vurdere den Forskjel, og skal Leietageren der paa Stedet betale Udleieren Forskjellen. Afleveres der til Udleieren slettere Fæ, end der var betinget ham, kan han vælge hvilket han vil, at tage Fæet, der er ham budt, bort med sig og fordre hvad der mangler [af Fæets Værdi], eller ikke tage noget deraf bort med og stævne til Udredelse og Betaling af alt Fæet. Men modtager han ikke Fæet, naar det tilbydes ham, straffes den, der hidtil har havt det, ikke fordi han benytter Melken af det. Dersom det Fæ, som han havde udleiet, er dødt, skal Leietageren udrede til ham andet Malkefæ ligesaa godt istedet, ifald han har det; en Øre i Malkefæ kan træde istedetfor en Øre i andet Malkefæ, og ligesaa kan Malkefæ erstattes med Varer, dersom Leietageren ikke har Malkefæ; han skal ikke levere lamløse Hunfaar, med mindre han har leiet saadanne.

Dersom Malkefæet faaer saadanne Lyder, at Leietageren formener, at det ikke egner sig til at leve Vinteren over, eller at det ikke vil blive et gyldigt Betalingsmiddel, om det end lever Vinteren over, er han berettiget til at slagte det og betale Udleieren andet ligegodt i Stedet. Slagter han, eller paa en eller anden Maade skiller sig af med Fæet, uden at det har saadanne Lyder, da er det selvraadig Tilvendelse af det mere strafbare Slags (6) og straffes med Fredløshed, og Udleieren har Krav paa det Fæ, som den anden har solgt eller givet bort, hvor det saa er kommet hen.

Dersom Eieren af Leiefæet ikke kommer for at afhente det saa betimelig, som fastsat er, og Leietageren ikke den næste Dag efter Søndagen [efter Fardag] erklærer sig fri for Ansvar derfor, paadrager Leietageren sig ikke Straf ved at bruge Melken af Fæet indtil Torsdagen da syv Uger ere forløbne af Sommeren, dersom han [efter Fardag] er boende paa samme Sted og Eieren ikke indfinder sig, men ikke skal Leietageren tage det bort med nogetstedshen. Den Mand, der [efterat Leietageren ved Fardag er flyttet bort til en anden Gaard] boer paa samme Sted, er berettiget til at lade Fæet malke og lade Malkningsudbyttet af Fæet bevare, indtil Eieren kommer for at afhente det, men ogsaa kan han vælge at drive Fæet hen til Eieren, og behandle det, som sit eget Fæ, og er han da ikke ansvarlig for Fæet, dersom han forholder sig saaledes med det.

Naarsomhelst man modtager Melken af en anden Mands Fæ end sit eget, uden Tilladelse og med fuldt Vidende [om at den tilkommer en anden], kan Eieren vælge at sagsøge til Straf af Fredløshed, eller ogsaa, om han vil det heller, til Straf for selvraadig Tilvendelse. Vil han gjøre den strængere Straf gjældende, skal han stævne, og [i Stævningen] gjøre Paastand paa Straf af Fredløshed, og opfordre den Gode, som den sagsøgte er i Thinglag hos, til Dannelsen af Tolvmandskvid, til Udsagn om den sagsøgte har modtaget Melken af det Fæ, i Anledning af hvilket han har stævnet. Gaaer Tylfterkvidudsagnet den sagsøgte imod, skal denne opfordre sine fem Nabobønder til Forsvarskvidudsagn om, — hvilken af Delene han helst mener at kunne støtte Indsigelse paa — enten, at han ikke har vidst [at det var Melken af en andens Fæ], eller at Eieren har tilladt ham det. Hvilketsomhelst af disse Forsvarskvidudsagn der falder ud til hans Fordel, da bliver han fri for Straf, og skal han paa samme Maade begjære Forsvarskvidudsagn, naar Paastanden gaaer ud paa Straf for selvraadig Tilvendelse. Ei nytter det Bonden at faae Forsvarskvidudsagn om, at han ikke har vidst [at det var Melken af en andens Fæ], dersom Melken af Fæet er bleven brugt paa Gaarden en halv Maaned eller længere Tid uden Afbrydelse.

Dersom man tinger Fæ i Foder hos en anden, bør den Overenskomst, som de have sluttet, holdes mellem dem. Tinger man Fæ i Foder ved gyldig Fodringscontract, skal den, der modtager det, føde Fæet saaledes, at det med Hensyn til Huld er uden Fare, og passe det som sit Fæ og som han vilde gjøre, dersom han eiede det; han er ansvarlig for alle de Lyder og Forringelse i Værdi, som foraarsages ved at Fæet lider Skade af at han passer det paa anden Maade end sit Fæ af samme Slags. Fra den Tid han benytter sig af Melken af det Fæ, der er tinget hos ham i Foder, er han, fra først til sidst, i alle Maader ansvarlig for Fæet, og skal han aflevere det igjen paa samme Maade som Leiefæ. Hvadsomhelst Ulykkestilfælde, der indtræffer med Fæet, skal han paa samme Maade bjerge det og paa samme Maade slagte det og paa samme Maade bevare det i alle Henseender, som han vilde have gjort, om han eiede det.

5. See ovenfor c. 78.
6. Jvfr. c. 227

225. Om Mærker paa Fæ

Hver Mand skal have eet Mærke paa sit Fæ, baade Nød og Faar. Man skal have mærket sit Fæ, naar otte Uger ere forløbne af Sommeren, det, som man kan faae fat paa. Gjør man ikke saa, paadrager man sig Straffebøder [af tre Mark]. Dersom umærket Fæ kommer ind paa anden Mands Jord end Eierens — med Undtagelse af Lam, der gaae med Moderen hele Sommeren — naar otte Uger ere forløbne af Sommeren eller senere, er den, der boer paa den Jord, berettiget til at mærke Fæet med sit Mærke, og bliver da Eier deraf, dersom han iforveien viser fem Nabobønder Fæet. Dersom en Mand mærker en andens Lam i [sin] Lammesti [hvor det er kommet sammen med hans egne Lam], paadrager han sig ikke Straf derfor, dersom Kviden udsiger, at han har forment, at han eiede det. Han skal, saasnart han bliver det vaer [at han har begaaet Feiltagelse], tilbyde den anden et godt Lam, umærket, istedet, dersom han har et saadant, og er den anden berettiget til at vælge, om han vil have det eller hint, som han før eiede. Dersom han ikke tilbyder Lammet, kan han af Eieren paastaaes dømt til Straffebøder [af tre Mark]. Dersom man mærker en Mands Fæ med sit Mærke og vil tilegne sig andens Fæ og lægger Dølgsmaal derpaa i den Hensigt at stjæle det, kan Fæeieren vælge, om han vil anlægge Sag for Tyveri eller for selvraadig Tilvendelse. Dersom man mærker en Mands Fæ og giver det et Mærke, der tilhører en anden end Fæeieren, kan han af hver for sig, Fæeieren og Mærkeeieren, paastaaes straffet med Landsforvisning. Mærker en Mand uden Tilladelse anden Mands Fæ med [selve] Fæeierens Mærke, paadrager han sig Straffebøder [af tre Mark].

Nød og Faar og Svin skal man mærke paa Ørene, men Fugle skal man mærke paa Svømmehuden, og er dette de eneste Lov-Mærker paa saadant Fæ.

Hver Mand er pligtig til ved sin Jord eller ved den Gaard, hvor han boer, [om Efteraaret] at indsamle alle de Faar, han kan finde, og som han har at sørge for [Indsamlingen af], og lade dem drive til de lovlige Faaresamlingsfolde, som Bøigdefolkene ere blevne enige om at skulle finde Sted; Straffebøder [af tre Mark] gjælder det for den, der ikke gjør saaledes, og tilkommer Søgsmaalsretten i den Sag hvem der vil af de Mænd, som der have lovlig Faaresamlingsfold sammen med ham, og er han Faareeierne ansvarlig for de Faar, han ikke paa saadan Maade indsamler. Sine Faar alene bør en Mand hjemdrive fra Faaresamlingfolden [efterat enhver der har opsøgt sine Faar], men anden Mands Faar ikkun i det Tilfælde, at Faareeieren har bemyndiget ham dertil. Driver han anden Mands Faar fra Faaresamlingsfolden uden Eierens Tilladelse, kan han af Eieren paastaaes dømt til Straffebøder [af tre Mark], og er ansvarlig for Faarene indtil Eieren kan afhente dem. Den erhverver Pattelammet, som eier Moderfaaret, der fører det med sig. Dersom Pattelam forvildes [fra Moderfaarene] i en Faaresamlingsfold, og man er uenig om, hvem de tilhøre, skulle de [der mene at eie dem] opfordre de Mænd, der gjøre Paastand paa dem, til Skifte af dem, og skal da enhver af dem vise de fem Nabobønder, der af dem, som der ere tilstede, boe nærmest Faaresamlingsfolden, de ham tilhørende Faar, som kunne antages at medføre Pattelammene, og skulle Nabobønderne skifte imellem dem alle de Pattelam, Moderfaarene ikke vedkjende sig. Bliver der Pattelam tilbage, som Hunfaarene ikke vedkjende sig, og Skifte ikke er begjært ved sidste Efteraarsfaaresamling, skal Bonden, der har Tilsyn med Faaresamlingsfolden, forevise Lammene for Nabobønder og sætte sit Mærke paa dem, og bliver han da Eier af dem. Gaae Pattelammene bort fra Faaresamlingsfolden, er enhver, som vil, berettiget til at mærke dem paa sin Grund [naar de findes der]. Samme Lov, der gjælder om Pattelam, gjælder ogsaa om Afkom af Nød og Geder.

Dersom en Mand har Væddere, skal han have sat dem ind paa Foder for Vinternætterne (7), eller forbinde alle dem, som han kan faae indsamlede, saaledes at [andres] Hunfaar, om disse end blive væddergale, ikke blive drægtige. Men gjør han ikke saaledes, paadrager han sig Straffebøder [af tre Mark], dersom der ikke foraarsages Skade derved, og er hvem der vil Søgsmaalsberettiget. Gjør Vædderen Skade, skal Eieren betale Erstatning for Skaden saaledes som den skadelidtes Nabobønder vurdere den, og er den skadelidte Søgsmaalsberettiget. Men gjør Vædderen en Mand fem Ørers eller større Skade, straffes den, der eier Vædderen, med Landsforvisning. Dersom en Mands Vædder gaaer sammen med anden Mands Faar efter Vinternætter, og den ei er forbundet, er Faareeieren berettiget til at gilde den, om han vil, og skal han forholde sig dermed, som om han gilder sin egen Vædder; det samme skal gjælde om Gedebukke. Dersom Vædderen døer formedelst Gildningen, skal Faareeieren slagte den og bevare den for Eieren, dersom han træffer ham.

Med Hensyn til de Faar, som der ikke ved Efteraarsfaaresamlingen melder sig Eiere til, skal den Mand, der har Tilsynet med Faaresamlingsfolden, opfordre fem Nabobønder, der ere Jordeiere og ere de, der — af dem, der have at indsamle Faar til Samlingsfolden der — boe nærmest Faaresamlingsfolden, til at fordele de Faar, som Eier ikke der melder sig til, mellem sig og ham selv til Bevaring; de sex Bønder, der bevare Faarene, skulle ved Kirkesamling eller hvor Folk [ellers] træffe sammen, kundgjøre, hvor mange Faar der er tilbage der, som der ikke er Eier til, eller ligeledes, hvilket Mærke de have, dersom den kundgjørende veed det. Dersom Eierne af Faarene komme tilstede, kan enhver straffrit føre bort de Faar, han eier, og lade Beboeren af den Jord, hvor Faaret var, da han tog det, see det.

Hvorsomhelst en Mand træffer anden Mands Fæ paa en Jord, som han har at varetage, skal han have anmeldt det for Eieren inden Udløbet af de næste fjorten Nætter, efterat han veed det. Dersom han har Fæet indtil en Maaned er forløben af Vinteren eller længere, skal Eieren betale ham saadan Foderløn, som Nabobønder vurdere, at Fodringen er værd. Dersom Eieren af Fæet tager det bort paa saadan Maade, at han ikke betaler Fodringen, kan han af den, som havde Fæet i Bevaring, paastaaes dømt til Straffebøder af tre Mark, og skal ligefuldt dømmes til at betale Foderlønnen. Dersom den, som har Fæet i Varetægt, bliver vaer, at Eieren vil tage det bort, paadrager han sig ikke Straf ved at modsætte sig, at Eieren tager det bort, dersom Foderlønnen ikke betales ham. Indfinder Eieren sig ikke til Midvinter, skal den, der har Fæet i Bevaring, tilkalde sine fem nærmest boende Nabobønder, til at vurdere Fæet med Haand paa [en hellig] Bog, og skal han vise dem Mærket paa Fæet og dernæst forandre Mærket saaledes, at han sætter sit Mærke paa det, og bliver han da derefter Eier af Fæet; de skulle vurdere Fæet, som det var værdt, da det kom dertil. Han skal betale den Værdi, som de vurdere Fæet til, det næste Foraar, naar han har faaet at vide, hvem der er Eier af det, og naar denne fordrer det. Tilbageholder han Vurderingssummen for Eieren af Fæet, paadrager han sig Straffebøder [af tre Mark]. Forandrer den, der har Fæet i Bevaring, ikke Mærket, eller ikke lader Fæet vurdere, kan Eieren, naar han kommer for at afhente det, tage det bort med og skal betale ham Foderløn, saaledes som Nabobønder vurdere den. Den Mand, som har varetaget Fæet Vinteren over, hvad enten han har forandret Mærket eller ikke, skal anmelde Mærket paa det Fæ, han Vinteren over har varetaget, paa Thingskrænten paa Søgsmaals- [Afdelingen af Vaar-] Thinget i det Thinglag, hvor han selv er Thingmand, og henvise de Mænd [som eie Fæet] til at indfinde sig paa hans Hjem for at modtage der, hvilken af Delene der tilkommer dem, deres Fæ eller dettes Værdi, naar syv Uger ere forløbne af Sommeren. Dersom Eieren ikke indflnder sig, og Varetageren ikke har ladet Fæet vurdere, bør denne, [uagtet det ikke er vurderet] have Malkningsudbyttet af Fæet, som om han eiede det, men er ikke ansvarlig for det; ei skal han paa nogensomhelst Maade skille sig ved Fæet. Han skal tre Foraar oplyse Fæet paa Thingskrænten [paa Vaarthinget], saaledes at Flertallet af de thingbesøgende hører derpaa. Melder der sig ikke Eier til Fæet i Løbet af tre Sommere, skal han oplyse det paa Lovbjerget den tredie Sommer, og erhverver det da til Eie, dersom ingen kjendes ved det.

Dersom Folk erhverve Fæmærke ved Arv, skulle de skifte det som anden Arv. Dersom en Mand, der intet Mærke for har havt, vil begynde Landhusholdning, skal han paa Thingskrænten paa det Vaarthing, hvortil han selv hører, kundgjøre, hvilket Mærke han vil have, og spørge der, om man veed nogen, der eier det Mærke. Erklære Folk, at de ikke vide nogen i samme Bøigd som han, der eier det Mærke, er han berettiget til, uden at paadrage sig Straf, at bruge Mærket. Hver Mand, der flytter med sin Landhusholdning til en Hrep, hvor han ei før boede, skal kundgjøre, hvad Mærke han har, paa det næst afholdende Hrepsmøde i den Hrep, hvorhen han har flyttet sit Bo. Dersom der er nogen i den Bøigd, der eier det Mærke, skal den af dem, der i kortest Tid har havt sit Bo i Bøigden, forandre sit Mærke, naarsomhelst det er Tilfældet, at deres Faar ville komme til at gaae paa Græsgange sammen. Naarsomhelst de blive vaer, at begge Dele træffer sammen: at deres Faar gaae paa Græsgange sammen, og at de have samme Mærke, skal den af dem, der først erfarer det, sende Bud til den anden om, at de skulle træffes, og sige ham Sammenhængen. Dersom den ene af dem har faaet sit Mærke ved Arv, men den anden ved Kjøb eller Gave, og de begge lige længe have havt deres Landhusholdning i Bøigden, skal den af dem, der ikke har faaet Mærke i Arv, forandre Mærke. I alle de Tilfælde, hvor de enten begge eller ingen af dem har faaet Mærket i Arv, skal den af dem, der har de færreste Faar, forandre Mærket, men have de begge lige mange, skulle de kaste Lod. Dersom de først blive vaer, at de have samme Mærke, efterat deres Faar [om Foraaret] ere drevne op til Fjelds, til Steder, hvor de kunne træffe sammen paa Græsgangene, skulle de opregne de Faar, som de lode drive til Sommergræsgangen, og aflægge Ed paa, at Antallet af deres Faar var det, som de da have anført, og det var Faar af den og den Slags, og saa og saa gamle. Derpaa skal hver af dem om Efteraaret vise sine fem Nabobønder de Faar, som de faae tilbage [fra Fjeldgræsgangene]. Dernæst skal Fordeling efter lige Forhold finde Sted mellem dem med Hensyn til Antallet af de Faar, som de have faaet tilbage, paa saadan Maade, at de fem Bønder, der boe nærmest ved den Faaresamlingsfold, hvor de faae tilbage den største Del af Faarene, finde, at de have faaet deres Faar tilbage i lige Forhold. Dersom den ene af dem kan skaffe Folk, der bevidne, at nogle af Faarene ere hans, skal han forlods have de Faar, og har da saa meget ringere og et saa meget mindre Antal Faar at vente fra Sommergræsgangen, som svarer til Antallet af dem, han har skaffet Eiendomsvidner paa. Eiendomsvidnerne skulle være saadanne Mænd, som med Hensyn til Slægtskab og Svogerskab vilde gyldigen kunne være Medlemmer af en Kvid. Den, der vil føre Eiendomsvidner med Hensyn til sine Faar, skal aflægge Ed paa, at han eiede de Faar, der gik til Sommergræsgangen, og ikke senere har skilt sig ved dem. Men Eiendomsvidnerne skulle aflægge Ed paa, at han var Eier af de Faar, der gik til Sommergræsgangen, og bevidne det paa deres Ære. Dersom den ene af dem faaer bedre eller flere Faar hjem fra Sommergræsgangen, end han skulde have, og lægger Dølgsmaal derpaa, kan den anden, der har samme Mærke som han, vælge at anlægge Sag mod ham for Tyveri eller for selvraadig Tilvendelse. Faaer den ene flere Faar hjem end den anden, skal denne opfordre ham til lovligt Skifte; indrømmer han ikke lovligt Skifte af Faarene, paadrager han sig Straffebøder [af tre Mark], og skal den anden stævne ham til Betaling af Faarene, saa mange, som Sagsøgeren den Sommer mangler i det Antal, han skulde have tilbage fra Sommergræsgangen, og skulle de tildømmes ham, Faar af samme Alder. Sagsøgerens Nabobønder skulle give Udsagn om, hvor mange eller hvor gamle Faar, han eiede.

Dersom en Mand, der eier et Fæmærke, hæver sin Landhusholdning, kan han laane Mærket til hvem han vil, men skal dog have sit Mærke saasnart han vil. Hæver han sin Landhusholdning og ikke laaner sit Mærke til nogen, og han ingen Faar har mere, eier han ikke Mærket mere end andre Mænd.

Ingen bør have Fæ, hvorpaa Ørene ere skaarne helt af, med mindre der er givet Samtykke dertil i Lovretten; men har man saadant Fæ, er Straffen Landsforvisning. Faaer en Mand i Arv Fæ, hvorpaa Ørene ere helt afskaarne, er det uden Ansvar for ham at eie Fæet saalænge det lever, men ei skal han mærke noget Fæ paa saadan Maade. Man skal ikke give en Mand i Betaling Fæ, som Ørene ere skaarne helt af, og ei skal man tage saadant i Betaling, med mindre man strax slagter det, eller man er Eier af det Mærke, førend man modtager Fæet.

Med Hensyn til alle de Sager, der opstaae i Anledning af dette Emne, skal der [til Kvidudsagn] paa Thinge tilkaldes ni Nabobønder til den sagsøgte, naar Straffen er Landsforvisning, men fem Nabobønder, naar Straffen er Bøder. Og med Hensyn til alt, hvorved der forholdes anderledes i dette Emne, end her er fastsat, er Straffen Bøder af tre Mark, med mindre høiere Straf er fastsat.

7. De sidste Dage før Vinterens Begyndelse.

226. Om Brug af Heste

Dersom man tinger en Hest i Foder hos en Mand ved gyldig Fodringscontract, er den, der modtager den, ansvarlig for den, ligesom for andet Fæ, der tinges i Foder. Bruger man Hesten, kan Eieren af den anlægge Sag for Brugen, og er den, der har Hesten i Foder, lige strafskyldig for Brug af den som andre Folk, med mindre han skulde i alle Henseender være ansvarlig for den; da er han berettiget til at bruge den som sine Heste, men ei fordærve den, og er den, der er ansvarlig for Hesten, Søgsmaalsberettiget for Brugen af den. Ei skal [da] Eieren af Hesten selv bruge den, eller tillade andre Brugen af den.