Ransagningsafsnittet

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


GRÁGÁS
Reprint Add.jpg

Vilhjálmur Finsen:
Grágás - Islændernes lovbog
Heimskringla Reprint

Islændernes Lovbog i Fristatens Tid


Udgivet efter det kongelige Bibliotheks Haandskrift

og oversat af Vilhjálmur Finsen


Det nordiske Literatur-Samfund
Kjøbenhavn
1870


Ransagningsafsnittet




Indhold:

Oversættelsen skelner mellem bogstaverne ö og ø — her anvendes dog alene formen ø.
Den i parentes anførte kapiteloverskrift forekommer ikke i oversættelsen, men er — efter indholdet — tilføjet af jl




227. (Om Tyveri)

Det skal hver Mand have i vort Land, som han eier, med mindre han vil skjænke det bort eller give det i Betaling. Naar man uden Tilladelse tager hvad anden Mand eier, kan der derfor anlægges Sag for selvraadig Tilvendelse, dersom det borttagne er en Penning værd eller mere. Eieren af Tingen skal stævne »for selvraadig Tilvendelse«, til dobbelt Erstatning, saaledes som Nabobønder vurdere den, og [i Stævningen] gjøre Paastand paa Tremarksbøder, og [til Kvidudsagn] tilkalde paa Thinge fem Nabobønder til den sagsøgte. Dersom man tager fra en Mand Gods, der er en halv Øre eller mere værd, og den, der har taget det, ikke dølger det, er Straffen Fredløshed, og skal der stævnes for Borttagelsen: for at den sagsøgte vil gjøre sig Fordel af Tingen, men ikke for Tyveri. Dersom man tager fra en Mand, hvad der er en halv Øre eller mere værd, og dølger det paa Tyvsvis, da kan der anlægges Sag for, og stævnes for Tyveri, og skal man [i Stævningen] paastaae den sagsøgte dømt til Fredløshed, dersom Kviden erklærer ham skyldig, og skal der tilkaldes en Tolvmandskvid; udsiger Kviden, at han ikke er skyldig, kan den sagsøgte ikke anlægge Sag for den fornærmelige Beskyldning, dersom Sagsøgeren har i Stævningen udtrykt sig saaledes og [i Virkeligheden] stævner af den Grund, »at han troede, at han var skyldig« men ikke for at tilføie ham en Forhaanelse. Dersom man stævner en Mand uden Forbehold for at han har stjaalet det eller det, og Kviden udsiger, at han ikke er skyldig, kan den sagsøgte anlægge Sag for de fornærmelige Ord. Han kan strax, naar han hører det [ved Stævningens Foretagelse], tilkalde Vidner og stævne for Æresfornærmelsen og [i Stævningen] gjøre Paastand paa Landsforvisning og under Søgsmaalet anvende Vidner [til Bevis for Fornærmelsen]. Ogsaa kan han vælge at tilkalde Vidner, naar [Tyvs-] Sagen fremsiges [for Retten], og derefter paa Lovbjerget stævne for Æresfornærmelsen, naar Kviden har erklæret ham uskyldig, og anlægge Søgsmaal samme Sommer. Ogsaa har han det Vilkaar at stævne senere for Æresfornærmelsen og under Søgsmaalet anvende en Tolvmandskvid, og kan den sagsøgte ikke benytte sig af noget Forsvarskvidudsagn, dersom han har stævnet uden Forbehold. Dersom man stævner en Mand for Tyveri, som før er bleven bekjendt for og overbevist om Tyveri, er der ingen Straf [for Sagsøgeren] derfor, om han end da erklæres for uskyldig deri, dersom Sagsøgeren har stævnet fordi han troede, at den sagsøgte var skyldig, og ikke vidste, at han var uskyldig. En Tyvssag skal anlægges paa det tredie Althing efterat Sagsøgeren har faaet Kundskab om Tyveriet; aldrig forældes Sag for dulgt Tyveri. Paa samme Maade skal der i alle Henseender anlægges Sag for Borttagelse af Gods [som der ikke er lagt Skjul paa], naar der paastaaes straf af Fredløshed, som naar Sag anlægges for Tyveri, med Undtagelse af Betegnelsen af Forbrydelsen [som Tyveri]. Sag for selvraadig Tilvendelse forældes ikke. Man kan vælge at anlægge Sag mod hvem man vil, enten den, der er i Besiddelse af Tingen, eller den, som man formener har stjaalet den. Lige stor Straf er der for en Mand, dersom han modtager eller kjøber hvad der er tyvstjaalet, med Vidende om at det er det, som for den, der har stjaalet det — den Mand er Tyvshæler — saavelsom for den, der har givet Tyvsraad; disse skulle sagsøges med Anvendelse af de samme Bevismidler, som Tyven. Dersom man sælger eller giver en Mand det, som han veed er tyvstjaalet, og fører den modtagende i Vildfarelse med Hensyn til Hjemmelen til Tingen, om Overdrageren end ikke har vidst det [at Tingen var stjaalet] da Tingen blev overdraget til ham, kan han paastaaes straffet med Fredløshed baade af den, han har afhændet Tingen til, og af den, som eiede den; ved Søgsmaalet skal anvendes Tolvmandskvid. Naarsomhelst en Mand har Hjemmel for en Ting, som er taget eller stjaalet fra en anden, og han har forment, at Tingen vilde blive ham hjemmelfast, skjøndt han senere erfarer andet, er han berettiget til at beholde Tingen indtil Dom er falden. Naar en Mand savner sin Ting og han troer at vide, at en anden er i Besiddelse af den, en saadan, som har kjøbt den eller modtaget den i Gave eller faaet den tillaans, og Eieren af Tingen ikke kan opnaae at see den, skal han, under Vidners Tilkaldelse, bede den anden at vise ham Tingen eller fremkomme med den. Dersom han ikke fremkommer med den, kan man erklære ham ansvarlig for Tingen indtil Dom er falden, og stævne ham til Fortabelse af og Udlevering af Tingen, og — dersom han ikke viser Tingen, naar det begjæres af ham — [i Stævningen] paastaae ham dømt til Straffebøder af tre Mark. Dersom man kjender sig ved en Ting, som man seer i en andens Hænder, og denne siger sig at eie den ifølge Gave eller Kjøb eller at have den i Forvaring, og den, der kjender sig ved den, tager den bort, straffes denne med Fredløshed.


228. Om Ran

Det er Haandran, naar man tager en Ting ud af Ens Haand eller fra ham. Dersom han ikke holder paa Tingen, men erklærer, at han eier den, og den anden tager Tingen bort, er det voldeligt Ran og straffes med Fredløshed. Ved hver af disse Handlinger straffes man for sin egen Ting, dersom man tager den fra en Mand, som har Hjemmel for den. Hjemmel har man for Tingen, naar en Mand, der har Raadighed over sit Gods, overdrager Tingen til En, og den modtagende formener, at den Mand vilde kunne hjemle ham Tingen; ellers har man ikke Hjemmel: Voldeligt Ran skal der paa den Maade sagsøges for, at der paa Thinge skal [til Kvidudsagn] tilkaldes ni Nabobønder til den sagsøgte. Dersom man finder sin Ting ude eller inde, og tager den bort, skal man anmelde det for hjemfaste Mænd, dersom saadanne ere der tilstede paa Gaarden. Men ere de ikke tilstede, skal han fortsætte sin Reise og anmelde det paa næste Gaard og tale saaledes: »Dersom nogen regner sig for Eier af denne Ting, da komme han herhen til mig« — og skal han angive, hvor hans Hjem er — »og erklære han mig ansvarlig for Tingen indtil Dom er falden«; kun under den Forudsætning kan han forholde sig saaledes, dersom han eiede Tingen, da den bortkom fra ham. Dersom nogen vil fordre Tingen udleveret, skal han indfinde sig inden Udløbet af den næste Maaned, og erklære Besidderen ansvarlig for den indtil Dom er falden.

Hvad enten Tyveri af Madvarer er af større eller mindre Værdi, naar man stjæler hvad der kan spises eller Dyr til Slagtning, kan der stævnes til Fredløshedsstraf.


229. Om Ransagninger

Hvad enten man mister af sit Gods to Ører eller mere, der er borttaget af een Mand i et Tidsrum af tolv Maaneder, da er man, dersom han paa Tyvsvis har lagt Dølgsmaal paa Borttagelsen, berettiget til at stævne for saadant Tyveri til Trældom, som om hans Fader havde været Træl og hans Moder en Trælkvinde og han [ved Fødselen] var falden som Træl paa Jorden; man kan paastaae sig tilkjendt alt hans Gods. Man skal da paa Thinge tilkalde ni Nabobønder til den sagsøgte [til Kvidudsagn], om han har stjaalet det Gods i det Tidsrum af tolv Maaneder — og skal man nævne hans Navn — og dulgt Borttagelsen paa Tyvsvis, eller han ikke har gjort det. Dersom Kviden giver det Udsagn, at han er skyldig, skal han dømmes til at være Træl med fastbundne Fødder, og Sagsøgeren tildømmes hans Gods. Den, der anlægger Sag mod ham til Trældomsstraf, skal og overtage Forsørgelsen af den trængende Slægt, som Trællen havde at underholde; han er berettiget til at paalægge den trængende Slægt, som Trællen har at underholde, Gjeldstrældom. Man kan give Trællen Friheden, om man finder at han er det værd, og skal hans Forsørgelse paahvile Frigiverens Æt, og Arven efter ham tilfalde denne.


230. Ransagningsafsnit

Den Mand, der mister sit Gods, kan ransage, om han vil. Han skal opfordre Mænd inden Huset og af de nærmeste Gaarde til Ransagning med sig, indtil han har tredive Mænd. Ville de ikke gaae med ham, straffes de med Straffebøder af tre Mark. Han skal ikke have flere Mænd end tredive. Han kan begynde Ransagningen, hvor han vil. Dersom han vil ransage flere Gaarde end een, skal han ikke ved Ransagningen overspringe de Gaarde, der ere nærmest den, hvor han begyndte Ransagningen. Han og hans Ledsagere skulle begive sig til Gjærdet paa den Gaard, hvor de ville ransage; tre af dem alene skulle gaae indenfor Gjærdet og til Huset; han skal selv være den tredie, eller den Mand, som han skaffer til at føre Forhandlingerne paa sine Vegne. Han skal, under Tilkaldelse af Vidner, bede den Bonde, som der boer, om at denne og de, som der ere tilstede, love og ved Haandtag tilsige dem Leide efter Loven til Ransagning. Bonden skal ei heller have flere Mænd paa Gaarden end tredive; han skal og ved Haandtag tilsige dem Leide, og det skulle begge Parter tilsige hinanden. Dersom Bonden nægter Leide, er Straffen Fredløshed. Indrømmer han Leidet og giver Haandtag derpaa, skal hver af Parterne udnævne sex Mænd af det andet Parties Midte, dem, som de ville, til at overholde Leidet; da er der, af de tresindstyve Mænd, tolv, der overholde Leidet, men alle de tresindstyve ere under Leide. Bonden er ikke pligtig til at indrømme Leide, dersom Ransagerne ere flere sammen end tredive. Dersom Mænd uden Anmodning slutte sig til deres Flok, straffes enhver, der gjør det, med Straffebøder af tre Mark, og tilkommer Søgsmaalsretten den, der vil ransage. Dersom Bonden har flere Mænd tilstede paa Gaarden end tredive, straffes han med Fredløshed, og ansees det som om Leidet er nægtet. Tilsige de hinanden Leide, skulle alle de, der før vare udenfor Gjærdet, gaae til Døren; de skulle da, under Tilkaldelse af Vidner, bede Bonden at tillade dem Ransagning. Han straffes med Fredløshed, dersom han nægter Ransagningen. De skulle bede ham, at alle de Mænd, som ere derinde, gaae ud med Undtagelse alene af en Mand, der skal bære Lys for dem og lukke Laase op. Naar Ransagningen begjæres paa anden Maade end nu er anført, er han ikke pligtig at indrømme den. Dersom en anden Adfærd bruges af Bonden, end den, han — som her er anført — af Ransagerne skal opfordres til, da ansees Ransagningen nægtet. Dersom Ransagningen indrømmes, skulle tre af de Mænd, der ville foretage den, og en af de andres Flok, gaae ind; denne skal bære Lys for dem og oplukke Laase. Fire Mænd skal det være, der gaae ind. De skulle lade sig undersøge, inden de gaae ind, at de ikke bære Tyvekoster ind hos Folk; ligeledes de, der gaae ud. Dersom de ikke ville lade Ransagerne faae Nøgler til at oplukke Laasene, blive deres Laase ufredhellige for Brud. De samme Mænd skulle ransage overalt, ude og inde. De skulle ikke ved Ransagningen gjøre saadan Forstyrrelse, hvorved de, der boe paa Gaarden, kunne have Skade eller Pengetab. Dersom Ransagerne bruge Overmagt eller forholde sig paa ulovlig Maade med Ransagningen, anderledes end nu er anført, straffes de med Fredløshed, saafremt de ikke finde [Tyvekosterne] derinde, og Bonden ikke overbevises om at være skyldig, men i modsat Fald er der ingen Straf. Men om de end derinde finde Tyvekoster, skal man ikke dræbe de Mænd eller tilføie dem nogen Vold, med mindre Tingen tages ud af deres Hænder. Paa samme Maade skal der forholdes med Søgsmaal for saadant Tyveri [hvor Tingen findes ved Ransagningen], som naar Ransagning ikke finder Sted. Dersom de, der skulle ransage, bære Tyvekoster ind hos Folk, eller lade andre Mænd gjøre det, straffes de med Fredløshed, og straffes de derhos som ellers, for hvad urigtig Adfærd de bruge med Hensyn til Ransagningen. I alle de Sager, der reise sig i Anledning af Ransagning, skal Stævning foretages hjemme i Bøigden og fem Nabobønder til den sagsøgte tilkaldes paa Thinge [til Kvidudsagn].


231. Om Borttagelse af Ting ved Fejltagelse

Dersom en Mand tager en andens Ting i beboet Hus og vil sige, at det er skeet ved Feiltagelse, skal han have bragt Tingen tilbage inden en Uges Forløb eller før, og aflevere den til den Mand, der boer nærmest det Sted, hvor han af en Feiltagelse tog Tingen, dersom Eieren ikke er tilstede. Vil den Mand ikke modtage Tingen, skal han tage den hjem med, og angive, hvor hans Hjem er, og være ansvarlig for den, samt medtage den næste Sommer til Althinget og anmelde det paa Lovbjerget. Sag skal anlægges paa samme Maade som for anden Borttagelse af Gods, dersom man ikke forholder sig som nu anført, eller ogsaa dersom det ikke er Feiltagelse, uagtet det udgives for at være det. Borttagelse ved Feiltagelse skal det ansees for at være, naar man borttager et Vaaben af samme Slags, som det man efterlader, eller en Hest af samme Slags og samme Farve, og det samme, som nu er sagt, gjælder om andre Ting, være sig Fæ eller andre Gjenstande: han skal da borttage en Ting af samme Slags som den han eiede og med samme Farve, og er det dog kun Feiltagelse, dersom Nabobønder ville give Kvidudsagn for at det er det. Og dersom den Mand, der eiede Tingen, ligeledes ved en Feiltagelse tager den andens Ting, skal der forholdes dermed paa samme Maade, som er fastsat om hin, og er der da Feiltagelse paa begge Sider.

Dersom en Mand ved en Feiltagelse tager anden Mands Ting paa Althinget eller oppe paa Fjelde eller i ubeboede Egne, og ikke træffer Eieren inden han kommer til Bøigden, skal han anmelde det for de tre Bønder, som der ere nærmest paa hans Vei, efterat han har opdaget, at han har taget feil, og straffes han da ei for sin Omgangsmaade med Tingen, men han skal være ansvarlig for Tingen, og skal medtage den til Althinget næste Sommer, dersom han der ved Feiltagelse har taget Tingen. Dersom Eieren af Tingen til Gjengjæld medtager den andens Ting, straffes han ei heller for sin Omgangsmaade med den, ifald han forholder sig med den saaledes som er fastsat for den anden. Man skal, inden Udløbet af en halv Maaned efterat man har faaet Kundskab om Fejltagelsen, have bragt Tingen til Eieren, dersom begge høre til samme Fjerding, eller, om de end ikke høre til samme Fjerding, dersom man med Hensyn til Veilængde kan naae derhen i en halv Maaned.


232. Om Veining

Det er en lovlig Bismer, hvor otte Fjerdinger ere beregnede til en Væt, men Fjerdingen skal beregnes til tyve Mark (1). Har man en Bismer, hvor Vægten er større eller mindre end anført, er Straffen Tremarksbøder. Veier man urigtige Vætter, eller maaler urigtige Alen, saaledes at der paa tyve Alen er en Forskjel af en Alen, er Straffen Landsforvisning. Søgsmaalsberettiget i den Sag er den, der derved er bleven forurettet, men vil han ikke søge, kan hvem som vil gjøre det. Ni Nabobønder skulle i saadan Sag tilkaldes paa Thinge [til Kvidudgagn]. Stævning skal foretages i Bøigden.

  1. En Mark = et halvt Pund.


233. Om Terningkast og Tavl

Det er fastsat i vore Love, at man skal ikke kaste Terninger for at vinde Penge, men kaster man Terninger, er Straffen Landsforvisning. Man skal eiheller lege Tavl, saaledes at der spilles om Penge eller om nogen af de Ting, som man finder det bedre at have end at undvære. Men for dem, der spille Tavl om Penge eller andre Ting, er Straffen Landsforvisning, og haves der ikke Krav paa hvad der vindes. Men ei skal der kastes med Tærninger. Søgsmaalsberettiget er hvem der vil af Indenfjerdingsmænd, og kan der paa Vaarthinget lyses til Søgsmaal, dersom Sagsøgeren og den sagsøgte høre til samme Thinglag og den sagsøgte er paa Thinge, og skulle fem Nabobønder til den sagsøgte tilkaldes [til Kvidudsagn], og skulle Indenfjerdingsmænd foretage Lysningen før [den i Thingtiden indtræffende] Søndag, dersom de tænke at anlægge Sagen, men dernæst, efter Søndagen, kan hvem som vil anlægge Sagen, dersom den sagsøgte er paa Thinge. Men er han ikke paa Thinget, er det ret at foretage Lysning ved Thingets Slutning til Søgsmaals Anlæggelse næste Sommer, og kan man, om man vil, forbyde den sagsøgte at reise [imidlertid] til Udlandet. Men dersom to sagsøge een Mand for saadan Forseelse, skal den raade for Søgsmaalet, som vil sagsøge efter Lovens Strenghed.