Sangen om Atle
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
|
|||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
|
Heimskringla Reprint
Den ældre Edda
Oversat af
H. G. Møller
Udgivet 1870
Gudrun, Gjukes Datter, hævnede sine Brödre således, som det er bekendt. Hun dræbte först Atles Sönner, og derpå dræbte hun Atle og brændte hele Hallen og Hirden. Herom er denne Sang lagt:
1.
Engang til Gunnar
Atle sendte
den kløgtige Rytter,
Knevrød ved Navn.
Han kom til Gjukes Gårde
og til Gunnars Hal,
til Bænkene om Arnen
og det gode Øl.
2.
Tavse var de;
Vin der drak
Kongsmænd i Hal,
frygted Hunernes Vrede.
Da talte Knevrød
med kold Røst,
den sydlandske Mand,
fra sit höje Sæde:
3.
"Hid sendte mig
Atle sit Ærind at ride
på Bidslets Tygger
gennem tætte Vildskov
og byde eder, Gunnar!
til Gæst på hans Bænk,
om under hvælvede Hjelme
I did vil vandre.
4.
Vælger der Skjolde,
skinnende Sværde,
guldstrålende Hjelme
og hunske Tjenere,
sølvprydet Sadeltöj,
kamprøde Særke,
Spydkvindens Hærstænger,
bidseltyggende Heste.
5.
End byder han eder til Gave
Gnitahede den vide,
gjaldende Spyd,
gyldne Stavne,
dyre Skatte,
Danps Gårde,
den meget berømte Skov,
som Mænd kalde Mörkved."
6.
Gunnar vendte Hovedet
og sagde til Högne:
"Hvad råder du os, du unge!
da sligt Ord vi høre?
Ej vidste jeg af Guld
på Gnitahede,
at ej vi monne eje
vel så meget.
7.
Syv Sale vi eje
fulde af Sværd;
gyldne ere
alle deres Hjalter.
Min Ganger er væligst,
mit Glavind hvassest.
Buen pryder Bænken,
og Brynjerne er gyldne.
Hjelmen og det hvide Skjold
vandt jeg i Kjårs Hal.
Bedre våben jeg har
end Hunerne alle."
Högne.
8.
"Hvad tror du Kvinden råded,
da en Ring hun os sendte
i Ulvehår hyllet?
Jeg tror, hun bød os Agtsomhed.
Et Ulvehår fandt jeg
fæstet til den røde Ring;
svigefuld vist
er den Vej, vi skal ride."
9.
Ej råded Slægtninge
Gunnar til Rejsen,
ej runekloge Rådmænd,
ej rige Fyrster.
Da talte Gunnar
i Gildehallen,
den herlige Fyrste;
höjt var hans Mod:
10.
"Rejs dig, nu, Fjörne!
Lad Tjenerne række
de gyldne Bægere
på Bænkene om."
11.
Ulven mon råde
for Nivlungers Arv,
de gråpelsede gamle,
om Gunnar bliver borte.
Sorthammede Björne
vil bide med Rovtænder
og glæde Gråhunde,
hvis ej Gunnar kommer hjem.
12.
De brave Folk
Herskeren fulgte
og græd, da Kæmperne
red af Gårde.
Da sagde den unge
Arving af Högne:
"Hil være eder; I kække!
hvor I så hen jer agte."
13.
Heltene lod
de bidseltyggende Heste
ile på Födderne
hen over Fjælde,
gennem den vildsomme Mörkved.
Alt Huneland bæved,
hvor de bistre Kæmper fore;
under Slag fore Hestene
over Sletter grönne.
14.
De så den vældiges Land
og Vagttårne i Dalene.
Bikkes Mænd stå
på Borgen den höje
De så Sydfolkets Sal,
omsat med Sæder,
med bundne Skjolde,
med blanke Skjolde.
15.
Der drak Atle
med sine Ædlinge
Vin i Hallen;
Vogtere sad derude
for at værge mod Gunnar,
om han hid sig voved
med klingende Spær
til Kamp med Kongen.
16.
Søsteren det mærked,
da ind i Salen tren
begge hendes Brødre;
ej var hun dåret af Bægret.
"Det er ude med dig, Gunnar!
Hvad kan du mægtige göre
mod Hunernes Svig?
Il ud af Hallen!
17.
Bedre var det, Broder!
om i Brynje du dig klædte,
end med hvælvede Hjelme
at drage til Atles Hjem,
om i Sadler du sad
de solhede Dage
og lod Nornerne græde
over gustne Lig
og Hunernes Skjoldmøer
Harven styre
og Atle selv
i Ormegård slænges.
Nu er Ormegården
eder beredt."
Gunnar.
18.
"For sent er det, Søster!
at samle Nivlunger,
for langt til at få
Folk til Følge,
raske Helte
fra Rhinens Bjerge."
19.
Da greb de Gunnar
og lænked den gæve.
Borgundernes Ven
fast de bandt.
20.
Syv slog Högne
med det hvasse Sværd;
den ottende han sparked
ind i Ilden den hede.
Så skal den kække
mod Fjender kæmpe.
21.
Så kæmped Högne
Gunnar til Hånde. -
Da spurgte de Gunnar,
Goternes Fyrste,
om han nu vilde give
Guld for sit Liv.
Gunnar.
22.
"Högnes Hjerte
skal i Hånd mig ligge
blodigt, af den bolde
Rytters Bryst,
af Kongesönnens,
med Sværdsegg skåret."
23.
Da skar de Hjertet
af Hjalles Bryst,
lagde det blodigt på Skål
og bar det for Gunnar.
24.
Da sagde Gunnar,
Mændenes Drot:
"Her har jeg Hjalle
den fejges Hjerte,
uligt Helten
Högnes Hjerte;
stærkt det Skælver,
mens på Skål det ligger,
halvt mere det bæved,
da det sad i hans Bryst."
25.
Da lo Högne,
da de udskar Hjertet
på den kække Hjelmhamrer.
Sidst tænkte han på at klage.
De lagde det blodigt på Skål
og bar det for Gunnar.
26.
Da mælte den höje
Spydenes Hersker:
"Her har jeg Helten
Högnes Hjerte,
uligt Hjalle
den fejges Hjerte;
lidt det skælver,
mens på Skål det ligger,
end mindre det bæved,
da det sad i hans Bryst.
27.
Så skal du, Atle!
fjærnes af Syne,
såvist som du aldrig
skal Skatten eje.
28.
I min Vold ene
er alle de skjulte
dyre Skatte,
da Högne er død.
Altid var jeg i Tvivl,
mens vi tvende leved;
nu har jeg ingen,
da ene jeg lever.
29.
Den vise Rhin for Kongernes
Splid skal råde,
for Nivlungers Arv,
som Aser kende,
I det bølgende Vand
blinke de dyre Ringe.
Ej skal Hunernes
Börn bære Guld på Hånd."
Atle.
30.
"Kør bort med de rullende Vogne.
Nu er han bunden i Lænker."
Bort da drog
Bidslets Ryster,
Kampens rige
Konge, til Døden.
31.
Atle den rige
red på Traveren
mellem Skjolde
og skarpe Sværd.
Sejrfyrsternes
Søster Gudrun
gik i den gjaldende Hal
og tvang sin Gråd.
Gudrun.
32.
Så gå det dig, Atle!
alt efter de Eder,
som du ofte Fyrsten
fordum har svoret
ved Sydens Sol,
ved Sejrfaders Bjerg,
Odins Leje
og ved Ulls Ring."
33.
Kæmpernes Skare
lagde Kongen
levende i Gården,
hvor lede Orme
i Bugter sig snoede.
Harmfuld i Sinde
Gunnar Harpen
slog med Hånd.
Strengene toned.
Så skal den tappre
Giver af Ringe
nægte Mændene Guld.
34.
Atter til Gården
lod Atle den jerntyggende
Ganger ile,
da Mordet var endt.
Dön var der i Gårde,
fuldt af Gangere
og Våbenklirren,
da fra Heden de kom.
35.
Ud gik da Gudrun
Atle imøde
med gyldent Bæger,
bød det til Kongen:
"Nyd nu, Hersker!
i din egen Hal
glad det slagtede
Småkvæg hos Gudrun."
36.
Skålerne klang;
skænket blev Vinen,
da Hunerne samledes
i Hallen alle.
Der mødtes raske
langskæggede Mænd.
37.
For Bord gik den lyse Kvinde
og bar dem Drikke;
den vilde Dis ugerne
bød Mad til Øllet
og talte spottende Ord
til den blege Atle.
38.
"Sværdenes Giver!
Dine Sönners Hjerter,
de ligblodige, har du
med Honning tygget.
Du modige kan döje
Menneskelig
til dit Øl og give
din Gæst af Braden.
39.
Ej kalder du mere
til dine Knæ Erp og Ejtil,
når ved Øl de glædes.
Ej Sidder du Siden
i Sædet og ser
dem uddele guld,
spore Gangere,
Skære Manker
eller skæfte Spyd."
40.
Gny blev der på Bænkene,
vildt Bulder blandt Mændene.
Hyl blandt de Smykkede
over Hunernes Börn.
Gudrun ene aldrig græd
for de björnhårde Brødre
og de kære Börn,
de unge, uvoksne,
som med Atle hun havde.
41.
Gudrun den svanehvide
Guld udspredte;
Huskarle med røde
Ringe hun glæded.
Skæbnen lod hun råde
og spredte det Skinnende Malm.
Ej hun på skatten
agted at spare.
42.
Atle aned intet;
uvis havde han sig drukket,
havde ingen Våben;
ej vogted han sig for Gudrun.
Ofte var Legen bedre
for de Ædlinge tvende,
når ömt de hinanden
favned i Elskov.
43.
Sengen gav hun Blod
at drikke med Sværdsodd
i mordgrisk Hånd.
Hundene hun løste.
For Hallens Dör
(Huskarlene hun vakte)
slynged hun den hede Brand.
Så hævned hun sine Brødre.
44.
Til Ilden gav hun alle,
som inde vare
og vare komne fra Mörkhejm
fra. Mordet på Gunnar.
Gamle Bjælker raved;
Skatkamre røg;
Skjoldmøers Liv
i Luer endtes;
Budlungers Borg
sank i den brændende Ild.
45.
Nok er nu sagt;
sådan farer ingen
Mø siden i Brynje
for Brødre at hævne.
Trende af Folkets
Fyrster dræbte
den lyse Kvinde,
mens i Live hun var.
Endnu tydeligere fortælles det i den grönlandske Sang om Atle.
Noter:
2. Hunernes Vrede -, thi Hunerne ere Gjukungernes Fjender siden Brynhilds Død.
4 Spydkvindens (Valkyrjens) Hærstrenger, dvs.: Landser.
11. De gråpelsede gamle, dvs.: Ulvene.
17. Nornerne er her de faldnes Fylgjer. - Harven styre, forrette Trællearbejd som Krigsfanger.
29. Kongernes Splid, dvs.: den Skat, som har vakt Kongernes Splid.
