Kvadet om Atle (Olaf Hansen)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
|
|||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
|
Heimskringla Reprint
Oversat af
Olaf Hansen
1911
Gudrun, Gjukes Datter, hævnede sine Brødre, og det rygtedes baade vidt og bredt. Først dræbte hun Atles Sønner, og derefter dræbte hun Atle selv og brændte Hallen og hele Hirden. Herom er dette Kvad digtet.
1.
Atle sendte
en sikkerhaandet Rytter
- Knefrød blev Manden
kaldt - afsted til Gunnar.
Han kom til Gjukes Gaarde
og til Gunnars Hal,
alle Sæderne om Arnen
og det søde Øl.
2.
Dér drak Hirdskaren
- men den skumle Flok sad tavs -
Vin i Valhallen,
Hunernes Vrede de frygted.
Da raabte Knefrød
med kold Stemme
- den sydlandske Svend -
han sad i Højsædet:
3.
”Jeg er redet i Ærind
for Atle hid til jer
paa miletyggende Hest
gennem Mørkeskovs Uføre
for at bede jer, Gunnar,
til Gæst hos Atle
med ringsmykte Hjælme
hjemme paa hans Bænke.
4.
Skjolde vil han skænke jer
og Skafter, der er glattet,
flunkende Hjælme
og Flokke af Huner,
sølvgyldent Sadeltøj,
Søndenlandskjortler,
mange Malmspidser
og miletyggende Heste.
5.
En Vang kan I vente at faa.
den vældige Gnitahede,
og et gungrende Spyd
og forgyldte Stavne,
store Smykker
og Stæderne ved Danp
og den vidtkendte Kæmpeskov,
som kaldes for Mørkeskov.”
6.
Gunnar vendte Hovedet
mod Høgne og sagde:
”Du hørte jo ogsaa alt -
Yngling! Hvad skal vi?
Guld er der vel nok af
paa Gnitaheden,
men lige saa meget,
mindst, har vi selv.
7.
Syv Sale fulde
af Sværd vi ejer
- alle et Greb
af Guld de har -.
Min Hest er allerbedst:
mit Sværd det skarpeste,
hvidest det Skjold, den Hjelm,
jeg fik fra Kiars Hal.”
Høgne:
8.
Hvad tror du, vor Søster mente.
da hun sendte os Ringen
omviklet med Ulvehaar?
Mon ej hun vilde vare?
Af Hededyret snoet der var
et Haar om den røde Ring;
blandt Ulve vil vi falde,
tar vi ud paa den Rejse.”
9.
Ingen Frænde raaded til,
ingen frændefødt heller,
ej Venner, ej Raadet,
ej Rigets Stormænd.
Men Gunnar tog til Orde
som en ægte Konge,
stolt, i sin Mjødsal,
ti stort var hans Mod:
10.
”Rejs dig nu, Fjørner!
Ræk Guldskaalene
fra Haand til Haand
hen til Bænkene!
*
11.
Niflungearven
skal Ulve skalte med,
de gamle Graapelse,
bliver Gunnar derude.
Brunskindede Bjørne
vil bide vor Hundeflok
med glubske, hvide Tænder,
kommer Gunnar ej tilbage.”
12.
Landsherren fulgtes
af lydefri Stridsmænd
ud af Niflungegaarden -
de græd, da den tapre red.
Høgnes unge Arving
efter dem raabte:
”Lykke og Held paa jer Rejse.
hvorhen I saa vil!”
13.
Over Fjæld red de gæve.
lod Gangerne strække,
de miletyggende Heste,
og gennem Mørkeskovs Uføre.
Alt Huneland rysted,
hvor de haarde Halse for:
Piskesus der lød
over lysegrønne Sletter.
14.
(Da saa de Atles Hal,
saa de høje Taarne)
- Budles Kæmper staar
paa Borgen og spejder, -
saa Sydlandsfolk i Salen,
Sæde ved Sæde,
og Væggen rundt, Rand
ved Rand, gyldne Skjolde.
15.
Her drak Atle
med Hirdskaren
Vin i Valhallen;
Vagterne sad ude,
holdt Øje med Gunnars,
om med gungrende Spyd
de kom over Kongen
for at kæmpe med ham.
16.
Søsteren saa dem,
i det samme de kom ind.
begge hendes Brødre,
hendes Bæger var urørt.
”Gunnar, du er forraadt
til de Rænkesmede her.
Mægtige, hvad formaar du
imod dem! Gaa straks!
17.
Bedst var det, Broder,
du i Brynje var trukket
som i ringsmykt Hjælm,
vilde hjem du til Atle;
sad du i Brynjen
solhede Dage.
*
18.
Da sagde Gunnar,
Goternes Konge:
”For sent er det, Søster,
at samle Niflungerne!
For langt vi faar,
skal vi Følge hente
over Rhinens røde Fjælde
af raske Kæmper."
19. *
Fjenderne greb Gunnar,
slog Fangebaand om ham,
Burgundernes Ven,
og vandt dem fast.
20.
Høgne dræbte syv
hans Hug bed igennem;
den ottende stødte han
ind i den hede Ild.
21. *
De spurgte den gæve,
om for Guld han vilde,
hos Goternes Konge,
købe sit Liv.
Gunnar:
22.
”Høgnes Hjærte vil jeg
i Haanden føle,
blodigt, skaaret ud
af Brystet paa Helten
*
23.
De skar Hjalles
Hjærte af hans Bryst.
Blodigt, lagt paa Fad,
bar de det for Gunnar.
Gunnar:
24.
”Krysteren Hjalles
Hjærte I gav mig,
det kan ikke være
den kække Høgnes.
Stærkt det skælver
i Skaalen der,
skjalv dobbelt saa slemt,
da det slog i hans Bryst.”
25.
Høgne lo,
da af hans levende Krop
Hjærtet de skar -
at jamre mindst han tænkte.
Lagt blodigt paa Fad
bar de det for Gunnar.
Gunnar:
26.
"Her er den kække
Høgnes Hjærte -
kunde ej være
Krysteren Hjalles.
Det skælver kun lidt
paa Skaalen der,
skjalv lige saa lidt,
da det laa i hans Bryst.
*
27.
Nu ved jeg alene,
hvor Niflungeskatten,
den hele, er gemt,
ti Høgne er død.
Jeg tvivled altid lidt,
da han ogsaa leved:
nu tvivler jeg ikke,
da jeg ene ved alt.
28.
Rhinen skal raade,
den rappe Aa,
for Niflungearven,
hin Asaskat, Kampmalmen,
- Blodguldet blinker
i den brusende Strøm -
før Hunernes Børn
over Haand det skal drage.”
Atle:
29.
”Kør Hjulvogne frem!
Fangen er lænket.
*
30.
Atle den mægtige
sprang op paa Glaum,
Kampgudsætlingen,
Kæmpesværd vogted ham.
Da sagde Gudrun,
Gjukes Datter
- hendes Taarer standsed,
da hun stod i Hallarmen -:
31.
“Saa gaa det dig, Atle,
som mod Gunnar du holdt
de oftesvorne Eder,
du aflagde fordum
ved den sydvendte Sol
og ved Sigtyrs Bjærge,
ved dit eget Hus
og ved Ulls Ring.”
32. *
Til Banestedet trak
Bidselrysteren
Skattens Vogter,
den vældige Helt.
33.
Levende blev Kongen
kastet i en Grav,
hvor Slanger krøb,
en Krigerflok kasted ham.
Ene blev Gunnar,
Goternes Fyrste;
med vrede fyldt Haand
sin Harpe han slog.
34.
Da lod Atle
atter til sit Land
den stampende Hest
strække fra Mordet.
Der blev Tramp i Gaarden,
Trængsel af Heste,
Klingren af kampvant Malm -
man var kommet fra Skoven.
35.
Da gik Gudrun ud
for mod Atle at tage.
Med gylden Kalk
bød hun Kongen velkommen.
”Kom, min Husbond
og Konge, ind med mig.
Nu skal jeg glæde dig
med nyslagtet Ungkød.”
36.
Atles vintunge
Ølkrus rungede,
mens Hunernes Børn
talte sammen i Hallen.
Mænd med vældige
Mundskæg gik djærve ind;
fra Mørkeskov var de kommet,
fra Mordet paa Gunnar.
37.
Skærlødet bar hun
Skaaler omkring
*
den fyrstebaarne Viv.
Vild, i Tvang, hun Kongen
Kød gav til Øllet.
Høvdingen gustned,
da haaned hun Atle.
38.
”De honningsødede Hjærter,
du har siddet og tygget,
de friske, blodige,
var, Fyrste, dine Sønners.
Mæsk dig kun, modige
med Menneskekød!
Skyl det ned med Øl!
Spy det ud i Højsædet!
39.
Aldrig mere skal
paa dit Skød du sætte
Erp og Eitel,
de unge, glade to.
Aldrig mere ser du
fra dit Midtersæde
Guldskænkerne
skæfte deres Spyd.”
40.
Der steg Raab fra Bænkene,
rasende hyled Mændene,
der blev Gny under Gudvæv,
saa græd alle Hunernes Børn -
kun ej Gudrun;
aldrig hun græd
for de bjørnedjærve Brødre
og de Børn, hun elsked.
41.
Guld strøed Gudrun om sig,
den gaasedunshvide.
røde Ringe hun
rakte Huskarlene.
Skæbnen lod hun gro
og det skære Malm springe,
meget agted hun ikke
Menneskeliv.
42.
Atle aned intet,
fra al Sans han drak sig.
vaabenløs var han,
vared sig ej for Gudrun.
Ofte leged de bedre,
naar de ømtomslyngede
under Linene
hinanden favned.
43.
Hun svang Sværdet,
den svømmende Seng drak Blodet,
i sin mordlystne Haand,
og Hundene hun løste,
kasted for Hallens Dør,
kaldende paa Folkene,
en bragende Brand -
den Broderhævn hun tog.
44.
Alle derinde
lod hun Ilden gribe;
de gamle Bjælker faldt,
faldende Kroppe røg.
Budlungegaarden brændte,
brandkvalte Skjoldmøer
styrtede om
og sank ind i den hede Ild.
Tydeligere endnu fortælles der i det grønlandske Kvad om Atle.
Anmærkninger:
Vers 2:3. Valhallen d.e. Fyrstehallen.
Vers 5:6. Danp, Dnjepr.
Vers 8:5. Hededyret d.e. Ulven.
Vers 19:3. Se Indledningen til Heltesangene.
Vers 21. Atle har altsaa indbudt dem for at faa fat i Niflungeskatten.
Vers 28:4. Asaskat, se Fortællingen i Regin og Sigurd om hvorledes Skatten oprindelig blev vundet.
Vers 30:2. Glaum, Atles Hest.
Vers 31:6. Sigtyr d.e. Odin. Ull, Guden i Ydale. Hans Ring?
Vers 32:2. Bidselrysteren d.e. Hesten.
Vers 37:4. I Tvang d.e. i Skæbnetvang, af Hævnerpligt.
Vers 39:3. Erp og Eitel, hendes og Atles Sønner.
