Bestemmelser om tingbud og edsaflæggelse i Den ældre Gulatingslov
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Bestemmelser om tingbud og edsaflæggelse
oversat fra gammelnorsk af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2014
131. Om tingbud
Nu skal enhver indkalde til ting, som mener at have behov for ting; da skal alle viderebringe buddet og ikke hindre det. Nu skal det gå til vinterhusene, men ikke til sæterne. I farbart vejr skal tingbuddet ikke opholdes nogle steder på nær ved overnatning, medmindre der foreligger tvingende omstændigheder. Nu, hvis han forsinker buddet, er han skyldig 3 øre. Hvis han har to gårde, har han kun ansvaret for den, han opholder sig på. Nu skal den, der bærer buddet, skære tre hak i dørstolpen eller i karmen og sætte budstikken over døren.
Nu skal alle bønder drage til tings, når buddet kommer til huset, alene undtaget enevirkende; de skal deltage i tre slags ting: manddrabsting, kongeting og mandtalsting — ved alle andre ting skal enevirkende blive hjemme. Enevirkende er den, hvis arbejdshjælp er yngre end 15 vintre, hvad enten det er hans egen eller andenmands søn, der hjælper ham. En enke eller en ufør bonde skal alene drage til tings, hvis de ønsker det, men alle andre bønder skal drage til tings, når buddet kommer til huset, og ellers betale tingmulkt.
Nu, hvis en mand lader tingbuddet forsinke så længe hos sig, at det ikke kommer så langt omkring, som det skulle, da er den, der skulle viderebringe buddet, bødeskyldig. Selv om tingbuddet kommer for sent til de folk, der har længst at rejse, skal de alligevel drage af sted til tings, til de møder tingmændene.
Nu, hvis folk er 5 eller flere end fem om én sag, da kan buddet stævne dem til tings, hvis de med vidner er pålagt det.
132. Om tylvtered
Man skal nægte med tylvtered, hvis kongen anklager en mand for landsforræderi. På tilsvarende vis skal man nægte mord og brud på frit lejde. Nu skal der udpeges seks mænd på hver side af ham, med samme rettigheder som ham selv, og han skal vælge[1] to af dem og to af sine nærmeste slægtninge, og han skal selv være den femte, men i øvrigt skaffe syv vidner.
133. Om forligsed
Forligsed skal anvendes ved tyveri og brandstiftelse og ødelæggelse og trænid og tungenid[2] og udådsværk imod kvinder, og tilsvarende ved niddingshær og hvis man har hævnet en tyv. Nu skal der udpeges seks mænd på hver side af ham, med samme rettigheder som ham selv, og han skal vælge to af dem ved tyveri og brandstiftelse, men én i alle andre forligseder.
134. Om grimeed[3]
Så er der grimeed; der skal udpeges tre mænd på hver side af ham, med samme rettigheder som ham selv, og han skal bruge dem alle, og han skal selv være den syvende.
135. Om lydretsed
Således skal man sværge lydretsed. Han skal sværge selv sammen med en anden mand med samme rettigheder som ham selv; det må ikke være en næsegældsmand eller en bauggældsmand[4] eller en nært besvogret. Den tredje skal være en fri og fuldmyndig mand, som forstår både ord og ed.
Nu skal alle eder stå i 10 ugers sværgedage, og der er sværget i hele ugen, selv om den kun har én sværgedag.
Alle tylvtereder og grimeeder og eder om tyveri og brandstiftelse falder til ubod.[5] Alle andre forligseder falder til fredløshed. Lydretsed falder til det, som den er fæstet for. Eneed skal sværges så snart den, som eden var fæstet til, vil høre den, og man har en bog at byde ham.[6]
136. Hvordan eden skal sværges
Nu er det vel, hvis de bliver enige om, hvornår der skal sværges. I modsat fald skal han[7] stævne ham med mindst fem nætters varsel til den indenfylkeskirke, han vælger. Nu kommer den, der skal påhøre eden, ikke; da skal den anden gøre brug af sine vidner foran kirkedøren, at han stævnede ham dertil, og så sværge eden foran vidnerne. Nu kommer de begge til stedet — den, der skal sværge, og den, som skal høre — så skal de udpege to mænd hver til at bedømme eden. Nu bliver disse uenige, og nogle siger, at det er sværget rigtigt, mens andre siger, at det er forkert. Da skal de have ret, som vil sværge derom, men hvis begge parter vil sværge, skal de være nærmest til eden, som vil hjælpe[8]. Han skal føre sine vidner på næstkommende ting, hvis nogen påklager eden.
Hvis der bliver edsfald, skal der sagsøges inden 12 måneder som i øvrigt. Hvis der da ikke er sagsøgt, da er eden fremført i henhold til vore lovbestemmelser, uagtet at den ikke er svoret.
137. 138. Om bagtalelse og nid[9]
139. Om ødelæggelse af våben
Nu, hvis en mand ødelægger en andens våben, da skal han bøde ham 6 øre for avind og istandsætte våbnene, således at de ikke er værre end før, eller erstatte hans våben.
140. Hvis en mand handler med en fredløs
Nu handler en mand med en fredløs; da ejer kongen det, han købte, og han er skyldig 3 mærker, men skal nægte med lydretsed, at han ikke vidste, at den anden var fredløs.
141. Hvis årmanden beslaglægger uden dom
Nu beslaglægger lendermanden eller årmanden en bondes ejendom uopgjort eller udømt; da skal han føre det tilbage og lægge 40 mærker til, fordi enhver mand fortjener lov for sit.
142. Hvis ransmænd[10] ror hjem til en bonde
Nu ror folk med et bemandet skib hjem til en bonde — eller en flok mænd går til gården — og bruger magt imod ham og bryder hans hus op og fører hans ejendele væk. Det værk gør dem fredløse. De af dem, der ønsker at være i landet, skal føre alt, hvad de tog, tilbage til bonden og bøde 40 mærker, men i modsat fald være fredløse.
143. Om håndran
Nu udsætter en mand en anden for håndran, men denne henskyder sagen under vidner; da er den, der ranede, skyldig 3 mærker. Nu, hvis den første løber væk med genstanden, og ejermanden løber efter og dræber ham, da falder han som fredløs.
144. Om fund
Enhver ejer det, han finder, indtil ejeren kommer efter det med vidner. Man skal lyse sit fund, hvis man vil gøre ret.
Nu går mænd sammen på vejen, og den, der går forrest, finder noget; da ejer de det alle sammen — også dem, der går bagefter. De, der er gået forbi, ejer det ikke. Nu drager folk af sted på et skib og finder noget, der er penge værd; da skal de fordele det mellem sig i flokken.
Enhver har ansvaret for det, han låner, og for at føre det uskadt tilbage.
Enhver ejer sin gevinst fra væddemål, såfremt der blev væddet foran vidner, og man kan da søge det som bevidnet gods.
Hvis folk ror eller sejler på andre, skal de godtgøre al den skade, de volder, medmindre folk ror frem foran deres stavn.
145. Om drivgods og alminding
Enhver skal kunne gøre brug af vand og ved i alminding. Alle skal have deres alminding, som de har haft det fra gammel tid, men hvis der bygges i almindingen, da ejer kongen det. Hvis nogen ejer ager og eng med lukket gærde omkring i almindingen, da ejer han så langt fra gærdet, som han kan kaste sin segl, og derfra er det alminding.
Alle vrag, der driver ind på almindingen, ejes af kongen. Nu sejler mænd frem langs med landet eller ind fra havet, men forliser med skibet; da ejer enhver det, som han kalder for sit med vidner, uanset hvem der ejer jorden, det drev ind på. Alt andet vraggods fra havet ejes af kongen.
146. Om lastning af skibe og befragtning[11]
Nu laster en mand et handelsfartøj hjemme i herredet, og folk køber plads af ham; da skal han laste skibet således, at alle, der har købt plads, får plads. Hvis skibet bliver overlæsset, skal han bære sine egne varer i land, men lade de varer være ombord, som der er købt plads til. Hvis skibet endnu ikke forekommer dem at være sejlført, skal de bære i land, som sidst købte plads, og da skal vedkommende have 6 øre i håndslagsbrud.
147. Hvis hund eller husdyr skader en mand
Hvis en okse stanger, eller hvis en hund eller en hest eller et andet husdyr bider eller slår en mand, skal den, der blev bidt, gøre krav på dyret med vidner. Da skal den, der ejer dyret, lægge bånd på det og overgive det i hånden på den, der blev bidt. Hvis han ikke vil afgive dyret, skal den anden henskyde sagen under vidner, og den, der ejer dyret, skal godtgøre alt over for den sårede — og ligeledes over for kongen — som havde han selv såret ham.
Noter:
- ↑ ɔ: udvælge folk til at sværge eden sammen med sig.
- ↑ ɔ: nidvers.
- ↑ Begrebet dækker formentlig over forbrydelser begået af mænd med maske for ansigtet.
- ↑ ɔ: nære slægtninge, jf. Bestemmelser om drab i Den ældre Gulatingslov, kap. 156
- ↑ ɔ: forbrydelsen kan ikke sones med bøder.
- ↑ ɔ: Bibelen eller en anden hellig bog, som han kan sværge ved.
- ↑ ɔ: ham, der skal sværge eden.
- ↑ ɔ: hjælpe ham, der skal sværge den første ed.
- ↑ Se Om bagtalelse, slagsmål og ærekrænkelser
- ↑ Forlægget har Hvis årmanden etc., hvilket passer dårligt med indholdet af bestemmelsen.
- ↑ ɔ: aftale om leje af plads på skibet.
