Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) Tilegnelse

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Bjovulvs-Drapen


Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig


Tilegnelse


Ȯger Havmand, kaldt en Jette,
Men dog Asers Giæsteven!
Asa-Brage sig tilrette
Tale vil med dig igien.
Gothe-Daaden, Hrædling-Kviden,
Som paa Mark og Fjeld var glemt,
Du, til Glands i Nytaarstiden,
Som paa Havsens Bund har giemt;
Det har Brage Hørt med Glæde,
Lydt berømt i Odins Hall,
Gierne vil for dig han kvæde
Asamaal som Valhals Skjald,
Asamaal, hvori en Finger
Sikkerlig du selv har havt,
Skiøndt, i Fart paa Ørnevinger,
Mindet du derom har tabt.
Brage nu, paa Odins Vegne,
Byder dig paany til Giæst;
Brug, saa frit som dine egne,
Sleipner, Odins Ridehest!
Kom og lad med Lyst og Gammen,
Efter Skaldas gamle Ord,
Os som Venner tale sammen
Om hvad Guld blev taldt i Nord!
 
Guldet, efter alle Mærker,
End er Lyset i din Hall,
Nordens Aand dets Glands forstærker,
Klart er det hos Bjovulvs Skjald.
Det var Stærkhjorts Banemand,
Bjovulv, Drot i Gotheland,
Saa tog han til Orde:
„I, som skifte skal min Arv!
Sørger vel for Folkets Tarv,
Giører, som jeg gjorde!
Brat har Aske jeg for Been,
Da, I Venner gæve!
Kæmpehøi med Bautasteen
Over den sig hæve!
Staae den skal paa Hroneklint,
Hvor mod Klippen Bølger trindt
Bruse ind fra Dybet;
Kneise skal min Høi ved Hav,
Falde flux i Øie,
Under Navn af Bjovulvs Grav,
Dem som Bølgen pløie,
Staae for dem til Seiletegn,
For mit Folk til Mindeshegn,
Synlig i det Fjerne!"
Det var Gubbens sidste Ord,
Før til Baal han blegned,
Hjertet brast, og kold til Jord
Gothe-Helten segned,
Legemet i Klippely
Luen vented rolig,
Sjælen søgte over Sky
Ærens faste Bolig.
 
Ingen bedre kom ihu
Helte-Svanesangen,
Bjovulvs-Drapens Skjald! end du,
Som ved Svanevangen,
Rig paa Sagn og skarp i Syn,
Kongelig i Sindet,
Oversaaede med Lyn
Helte-Hædersmindet!
Mageløs var du, som han,
Mens du Skjaldelivet
Nød i Anglers Odelsland,
Overflødig givet.
Som i Valhal Brage, sad
Du paa Heltegrave,
Mageløst er end dit Kvad
Mellem begge Have,
Ligner mest en Kongehall,
Bygt af Bautastene,
Runerne i Tusindtal
Kunstig sig forene,
Til at sees over Strand
Hundred danske Mile,
Klarlig, hvor i Daneland
Hrodgar sank til Hvile,
Til at staves med Bedrift
I de stille Kamre,
Som en herlig Billedskrift
Fra de høie Hamre!
Ristet er vel Runen bedst,
Som ad Danmarks-Side
Peger paa en Folkefest
Under Nørrelide,
Hvor neddysses skal hver Kiv
Mellem Frænder gilde
I Høinordens Folkeliv
Af den fælles Kilde,
Snekken over Øre-Sund
Budskab immer bringe,
Mest om Hjertets grønne Lund
Og dets gyldne Ringe,
Uden Nag og Mistillid,
Som i Fredegodes Tid.
 
Give Gud, at Anglers Æt,
Nu for Norden fremmed,
Mindes maatte Videslet,
Mindes Vane-Hjemmet,
Bryde af den Grændels-Haand
I det Pluddervælske,
Som uddrev, med Anglers Aand,
Hjerteordet „elske"!
Ja, gid snart vi Svanesang
Høre maae fra „Aven",
Hvori Aanden har sin Gang,
Uden Frygt for Paven!
Da skal Fønix-Fugl paany
Fjederhammen love,
Svinge sig med Fart i Sky
Over Vind og Vove,
Med sin Faders brændte Been
I en Kurv af Blommer,
Synge lydt paa Bøgegreen
Om en Fimbulsommer!
Ja, lig Somre tre paa Rad
Nørrelid beskaaret,
Som et Trilling-Bøgeblad,
Dages Gyldenaaret!
Smelte skal den gamle Snee
Selv paa Jøkuls-Fjelde,
Mødes, som Guldfloder tre,
Maalene i Kvælde,
Naar det gamle Broderskab
Rørt sig selv gienkiender,
Dan og Angul midt paa Hav
Trykke Broderhænder,
Medens Heimdals Mødre ni,
Øresunds Havfruer,
Dandse syngende forbi
Over Liljetuer,
Kvæde om hin hvide As,
Som paa Himmelbjerget
Har ved mange Timeglas
Grønne Gudhjem værget!
Som Guldbrikker da i Nord,
Fjælede af Jetten,
Findes gamle, gyldne Ord
Brat paa Idasletten,
Leges Tavl, som Nornen vil,
Under grønne Linde,
Voves alt paa Lykkespil,
Hvori Alle vinde!