Ceremonier ved Bjørnefangsten

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Jens Andreas Friis

Temaside: Samisk religion og mytologi

Lappisk Mythologi

Jens Andreas Friis

Offerlære

§ 37.
Ceremonier ved Bjørnefangsten

Da Bjørnen af Lapperne ansaaes for et helligt Dyr, der stod under Læibolmai’s særlige Beskyttelse, iagttoges i ældre Tider en hel Del Ceremonier, naar man skulde paa Jagt efter den, og naar man var saa heldig at dræbe den. Disse Ceremonier omtales af flere gamle Forfattere, f. Ex. Leem, Scheffer og fl., men udførligst af P. Fjellström i hans Bog: "Berättelse om Lapparnes Björnfange. Stockholm 1755". Da disse Ceremonier ganske vist stamme fra den hedenske Tid, kan det maaske her ikke være paa urette Sted at finde anført det Vigtigste af, hvad derom berettes dels i hans Skrifter, dels af L. Læstadius.

Naar Lapperne skulde paa Bjørnejagt, pleiede de aldrig at benævne Bjørnen med hans rette Navn, guofča, men omtalte ham og Alt, hvad der stod i Forbindelse med Jagten, med særegne mystiske Ord. Om Bjørnen selv brugte de saaledes Udtrykket basse vaiše, (helligt Vildt), eller buolda-aggja, (Bakke- Bedstefader), eller buolda-boadnje, (Bakke-Manden), eller buolda-cuobo, (Bakke-Padde), eller muodda-aggja, (Pels-Bedstefader), og fl. Som Exempler af Bjørnesproget, "uforstandigt for Andre end Bjørnejægere", kan anføres, at Sang, (juoigem), hed: siggem; Øie, (čalbme), hed: naste, (ɔ: Stjerne); Øre, (bællje), hed: auros; Skind, (nakke), hed: låtek; Hjerte, (vaibmo), hed: jalos., (ɔ: Mod, Dristighed); koge, (vuoššat), hed: guordestet, o. s. v. Baade Ceremonierne og Sproget skal efter Lappernes egen Forklaring, siger Fjellström, have sin Oprindelse fra følgende Sagn, som han har hørt fortælle i Lycksele Lapmark:

"Tre Brødre havde en eneste Søster. De hadede denne Søster, og hun nødsagedes til at flygte til Ødemarken. Træt af at vanke omkring, fandt hun et Bjørnehide, hvori hun gik ind og lagde sig til Hvile. Til samme Hide kommer ogsaa en Bjørn, og efterat have stiftet nærmere Bekjendtskab med Pigen tager han hende til Hustru og avler med hende en Søn. Efter nogen Tids Forløb, da Sønnen var bleven voxen og Faderen gammel, skal denne en Dag have sagt til sin Hustru, at han nu for Alderdom ikke kunde leve længer: Vilde han derfor gaa ud paa første Sne, forat hendes 3 Brødre kunde se Sporene efter ham og saaledes ringe og dræbe ham. Hustruen søgte vel at forhindre dette, men Bjørnen lod sig ikke overtale. Han gjorde, som han havde sagt, gik ud paa første Snefald, saaledes at Brødrene snart fandt Sporene og ringede ham ind. Derpaa befalede Bjørnen, at et Stykke Messing skulde fæstes i hans Pande til et Tegn, baade forat han kunde gjenkjendes fra andre Bjørne, og forat hans egen Søn, som ogsaa nu var gaaet fra ham, ei skulde dræbe ham. Da der saa faldt dyb Sne, gik de 3 Brødre ud for at fælde Bjørnen, som de havde ringet. Da spørger Bjørnen sin Hustru, om alle 3 Brødrene havde været lige hadske imod hende, hvortil hun svarer, at de to ældste havde været værre imod hende end den yngste.

Da Brødrene kom frem til Bjørnehidet, springer Bjørnen ud og overfalder og bider den ældste af Brødrene meget slemt, hvorefter den selv uskadt igjen løber ind i sit Hide. Da den næstældste Broder kommer, løber Bjørnen ligeledes mod ham og bider ogsaa ham slemt, hvorpaa den igjen gaar ind i Hidet. Nu befaler han sin Hustru, at hun skal tage ham om Livet, og med hende i sin Favn gaar han paa Bagbenene ud af Hidet. Selv sætter hun sig et Stykke derfra og tildækker sit Ansigt med et Klæde, som om hun ikke havde Hjerte til at se Bjørnens Endeligt, og hvorledes den blev flaaet, Dog kiger hun lidt med det ene Øie hen derpaa. Heraf skal den Skik være opkommen, at ingen Kvinde maa faa Lov til at se paa Bjørnen eller Bjørnejægerne — uden med tildækket Ansigt og gjennem en Messingring, hvorom senere skal berettes.

Da nu de 3 Brødre havde flaaet Bjørnen og lagt Kjødet i en Kjedel for at koges, kommer Sønnen, hvem de fortælle, at de havde skudt et underligt Dyr, som havde et Stykke Messing i Panden. Denne siger, at det er hans egen Fader, som paa denne Maade var mærket, og paastaar derfor at ville have lige Lod i ham med de Andre. Da de aldeles ikke ville gaa ind herpaa, truer Sønnen med, at dersom de ikke give ham Lod, skal han vække sin Fader tillive igjen. Derpaa tager han en tynd Kjep og begynder med den at banke paa Bjørnens Skind, idet han siger: "Min Fader, staa op! Min Fader, staa op!" Herved begyndte Kjødet i Kjedelen at koge saa stærkt, at det saa ud, som om det vilde hoppe op, og Brødrene nødtes til at give Sønnen Lod med sig.

Heraf skal den Skik være opkommen, at Jægerne, strax Bjørnen er fældet, give sig til at pidske den med Ris eller tynde Kjeppe. Af den Omstændighed, at man fandt en Messingring i Bjørnens Pande, har det sin Oprindelse, at saavel Bjørnejægerne selv som alt Redskab, der bruges ved Bjørnejagten, maa smykkes med Messingringe og Kjæder".

Fjellström tilføier, at Bjørnens Hustru skal have undervist Brødrene om alle de Ceremonier, som burde iagttages ved Bjørnejagten, samt om at de paa anden Maade ikke vilde kunne faa Bugt med et saa grumt og vældigt Dyr.

Naar man nærmede sig Bjørnens Hide, pleiede Jægerne at gaa i en vis Orden. Den, der havde fundet dens Spor, gik forud med en Kjep i Haanden, der havde en Messingring i Enden. Efter ham kom En, der bar Runebommen; thi denne maatte naturligvis være med og raadspørges. Dernæst kom den modigste af Jægerne, som skulde give Bjørnen det første Hug eller Spydstik, idet den kom ud af sin Hule.

Naar Bjørnen var fældet og pidsket med Kviste, istemte Bjørnejægerne en Sang, og den, som bar Kjeppen med Messingringen, var Forsanger. Sangen begynder med disse Ord: Kitulis puorre! i skada sobbi jella saiti! — Tak, du Gode, du har ikke skadet Stav eller Spyd! —Det hænder nemlig undertiden, at Bjørnen slaar Spydet af Haanden paa Jægeren, og da er denne ofte fortabt. Derpaa sparke Alle, som ere med, sine Ski over Bjørnen til Tegn paa sin Seir, og for at den ikke en anden Gang skal blive dem saa nærgaaende, at den løber over deres Ski. Nu vrides en Vidie og bindes om Bjørnens Kjæft. I denne Vidie fæstes den fornemste Bjørnejægers Bælte, og denne rykker 3 Gange i Bæltet, hvorpaa han med besynderlige Toner og Ord begynder at synge om sin Seir. Nogle tage ogsaa Spydet, vender det 3 Gange med Spidsen mod Bjørnen og istemme samme Sang. Derpaa tildækkes Bjørnen med Granris og bliver liggende til næste Dag, selv om den er fældet saa nær deres Bopæl, at den samme Dag kunde føres hjem og flaaes.

Naar de komme saa nær sin Bopæl, at de kunne høres, istemme de en i Anledningen brugelig Sang, forat de Hjemmeværende kunne forstaa, at Bjørnen er fældet. Alle Kvinder iføre sig da sine bedste Klæder og Sølvsmykker og besvare Mændenes Sang, idet de ønske baade Jægerne og den fældede Bjørn velkommen. Den af Mændene, som er Anfører, vrider nu en myg Vidie og gjør paa Enden en Ring. Denne Vidie kaldes "Søivverisse," (skal formodentlig være Saivvorisse, S. Kvist). Med denne slaar han 3 Gange udenpaa Teltet eller Gammen og siger: "Søivve olma!" (formodentlig Saivvo-olmai), dersom det er en Hanbjørn, som er dræbt, men: "Søivve nieida!" dersom det er en Hunbjørn. Derpaa gaa alle Bjørnejægerne ind i Teltet, dog aldrig gjennem den almindelige Dør, men gjennem den bagre eller Løndøren, og gjennem samme Aabning maa ogsaa Hundene, som have været med, slippes ind. Kvinderne, som sidde inde, iførte sine Sølvskrud og Høitidsklæder, overdække alle paa en Gang sine Ansigter med et Dække af Vadmel eller andet Klæde. Naar de skulde se paa Bjørnejægerne, maatte de kun tildels afdække Ansigtet og holde en Messingring for Øiet, hvorhos de i det samme spyttede tygget Olderbark paa Jægerne. Ogsaa Kvinderne selv havde farvet og korset sig med Farve af Olderbark. Ligesaa bleve Hundene farvede med samme Dekokt. Efter denne Velkomsthilsen pryde Kvinderne alle Jægerne med Messingringe, fæstede til Traade, om Halsen, den ene Haand og det ene Ben. Naar dette er udført, frembæres Mad, den bedste, som Huset eier. Bjørnejægerne spise for sig selv og Kvinderne for sig. Videre foretages ikke den Dag, men Alle lægge sig til Hvile, hver med de Prydelser, han har faaet. Dog sove Mændene ikke sammen med sine Hustruer, men maa afholde sig fra disse i 3 Nætter, og den, der har Staven med Ringen, (som ringede Bjørnen), endog i 5 Nætter. Næste Dag gjøres Anstalter til at hjemføre Bjørnen. Nogle af Jægerne blive hjemme og opføre et Skjul af Brædder, der dækkes med Granris. De øvrige bringe Bjørnen hjem. Renen, som skal trække den, prydes med Messingringe om Halsen. Paa Hjemveien synges en Sang, den kat. ex. saakaldte Bjørnesang, hvoraf Tuderus har opbevaret et Brudstykke paa 18 Linier, men paa et forvirret Sprog, der indeholder flere finske end lappiske Ord. Hans Oversættelse svarer ingenlunde til Orginalens Ord, hvilke derfor, skjønt af liden Interesse, gjengives her, ordret oversatte.

1. Du, Skovens dyrebare Overvundne,

2. Skjænk os fuldkommen Helbred!

3. For vore Stabur Bytte

4. Bring Tusindvis, naar du kommer,

5. Hundrede, Hundrede til Fangst!

6. Lige fra Guderne jeg kommer

7. Med Bytte, glad i Hu,

8. Som uden Under, uden Møie

9. Gaver gave, Penge skjænkede.

10. Naar jeg kommer til mit Hjem,

11. Tre Nætter Fest vil jeg holde

12. Over Dale, over vilde Fjelde!

13. Jag det Onde foran dig (bort)!

14. Slukt er dit Øies Lys!

15. Herefter jeg dig hædre vil.

16. Et Aar; med Ljaen dit Rov.

17. At jeg ei glemmer den rette Sang

18. Saa komme du atter engang!

Bjørnen, som saaledes under Sang og Jubel er bragt hjem, lægges nu ind i det opførte Skjul af Brædder og overstænkes med tygget Olderbark, ligesom der sættes en liden Skaal af Næver, fyldt med tygget Olderbark, under hans Næse. Knive, Øxer, Kopper og Kar, som skulle bruges, prydes med Messingringe. Medens man holder paa at flaa Bjørnen, maa ingen Taushed herske, men forskjellige Sange synges, hvori man blandt Andet omtaler den store Ære, som vises ham, og anmoder ham om at forkynde dette for andre Bjørne, for at de med Lethed skulle lade sig fange. Under Sangen forsøger man ogsaa at gjætte paa, hvad Kvinderne henne i Hverdagsteltet foretage sig, og dersom man træffer til at gjætte rigtigt, ansees dette for et gunstigt Varsel. Hvad Kvinderne foretage sig, faar man Underretning om af Børn, som have Lov til at løbe frem og tilbage mellem Kvinderne og Jægerne. Ingen voxen Kvinde maa derimod komme did eller gaa over nogen af Jægernes Fodspor, saalænge denne Forretning vedvarer. Heller ikke faar nogen Kvinde, førend efter et Aars Forløb kjøre med den Ren, som har draget Bjørnen hjem. Naar Bjørnen under Sang er flaaet, aabnes den saameget, at man kan øse Blodet af den, og dette tilligemed noget Ister koges og spises først, førend noget af Kjødet koges. Bjørnens Krop sønderlemmes saaledes, at intet Ben brydes og saavidt muligt heller ikke Sener overskjæres. Alt Kjødet koges paa én Gang, i Tilfælde af at Kjedelen er stor nok til at rumme alt. I modsat Tilfælde flaaes ikke mere af Bjørnen, end Kjedelen for hver Gang kan rumme. Bjørnejægerne maa passe nøie paa, at ikke Kjedelen koger over, og at ikke noget af Søet spruder i Ilden. Sker dette, ansees det for et daarligt Varsel. For at hindre Kjedelen fra at koge over har man dog ikke Lov til at gyde koldt Vand i den eller tage noget af Ilden bort, men den, der forestaar Kogningen sender Bud hen til Kvinderne for at udforske, om de muligens foretage sig Noget, der ikke ansees passende ved en saa høitidelig Leiligned. Finder man ikke Aarsagen til Kjedelens heftige Kogen hos Kvindekjønnet, saa istemmer Hovedmanden en for dette Tilfælde særlig digtet Sang, hvorved den skummende Kjedel efterhaanden begynder at koge passende. Kvinderne faa kun Lov at spise af Bjørnens Bagdel eller omtrent saa langt frem paa Bjørnen, som hans Hustru naaede, da hun tog ham om Livet. Den Del af Kjødet, der overlades Kvinderne, overbringes dem af 2 Deputerede af Bjørnejægerne. Idet de komme ind i Hverdagsteltet, stirre Kvinderne paa dem igjennem Messingringe og oversprøite baade dem og Kjødet med Olderbark. Den første Bid af Bjørnekjødet maa Kvinderne enten lade falde igjennem en Messingring, eller ogsaa maa de stikke det igjennem Ringen ind i Munden. Man bruger ikke, som ellers, at læse nogen Bordbøn ved Maaltidet af Bjørnekjød, heller ikke bruges Salt til samme. Efter endt Maaltid gaa Mændene til Hvile i det Bræddeskjul, hvori Bjørnen er kogt og maa ikke komme til sine Hustruer, førend følgende Renselsesceremonier ere foretagne.

Alle, som have været med, da Bjørnen blev dræbt, vaske sig først i en stærk Lud af Birkeaske og springe saa 3 Gange rundt omkring de Jernkjæder, hvori den Kjedel hang, der benyttedes til Kogning af Bjørnekjødet. Derpaa springe Nogle ind gjennem den almindelige Dør paa Hverdagsteltet og strax ud igjen, atter ind igjen og ud giennem Boaššo eller Bagdøren. Medens de løbe ind og ud, efterligne de Bjørnens brummende Lyd. Herunder skal dens Hustru, som dræbte Bjørnen, gribe dem fat med Handsker paa Hænderne og spørge: Hvor længe? nemlig til en anden Bjørn bliver fældet. De svare: Næste Vaar!

Andre løbe omkring Hverdagsteltet, som er prydet med Granris, udvendig og indvendig, derpaa ind i Teltet og springe 3 Gange rundt omkring Ildstedet. Atter Andre, som ikke have sprunget rundt Teltet, komme ind gjennem Bagdøren, hoppe over Ildstedet, fare ud gjennem den almindelige Dør og vælte sig 3 Gange rundt ude paa Marken. Alle gribes til Slutning, som før beskrevet, af Konen til den Mand, der dræbte Bjørnen. Denne Ceremoni, siger Scheffer, skulde være et Slags Forsonings-Handling for Bjørnens Drab og til Trøst for hans sørgende Hustru. Ikke det aller mindste af Bjørnens Ben maatte bortkastes, men alle samles omhyggeligt sammen. Derpaa graves en Grav, saa lang, som Bjørnen selv var, paa det Sted, hvor den blev kogt. I Graven lægges først fine Birkekviste og paa disse igjen alle Benene i sin naturlige Orden. Skindet, som særskilt er flaaet af Næsen, lægges ogsaa ned paa sin Plads, ligesaa Kjønsdelene og den Kop af Næver med Olderbark, der før var sat under Bjørnens Næse. Derpaa tildækkes det Hele med tunge Træstammer af Gravens Længde, og ovenpaa disse bredes igjen Granris. Nogle Lapper brugte ikke at grave Graven horizontal, men perpendikulært ned og lagde Benene deri, idet de begyndte med Bagdelen.

Hidtil har Bjørnens Hud ligget skjult under et Dække af Granris. Ingen af Kvinderne har endnu seet den, ei heller faar nogen Kvinde se den, førend følgende Ceremoni er foregaaet: Huden spændes med Træspiler ud i sin hele Længde og Bredde og stilles saaledes hen mod en Træstubbe strax ved Teltet. Kvinderne komme nu ud med tilbundne Øine, og man giver dem en Bue eller en Kjep af Oldertræ i Haanden, hvormed de skulle skyde eller kaste tilmaals efter Huden, som de ikke kunne se, men blot ere stillede lige imod. Den Kvinde, som først træffer Huden, ansees for den prisværdigste, og man spaar deraf, at hendes Mand næste Gang skal være den, der fælder Bjørnen. Er hun ugift, saa regnes det hende til endnu større Hæder, og man spaar, at hun skal blive gift med en dygtig Bjørnejæger. Nu tages Dækket fra deres Øine, og alle Kvinderne faa Lov til at se paa Huden gjennem en Messingring, og nu først ansees alle nødvendige Ceremonier tilfulde udførte.

L. Læstadius fortæller, at endnu i 1780 deltog Præstekonen i Kvikjok i et saadant Optog, da hendes Mand havde været med paa Bjørnejagten.