Dala syssel (K.Kålund)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Dala syssel
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands
Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island


P. E. Kristian Kålund


Dala syssel
(Dala sýsla)

[Indbyggerantal c. 2000]



Øst for Skogarstranden begynder et nyt syssel, Dala syssel; dets sydlige og storre del består af en række dale, der i nordlig, vestlig og sydlig retning løbe ud mod Hvammsfjordens indre del; i sagaerne benævnes de i reglen Bredefjordsdalene (Breiðafjarðardalir) eller blot Dalene (Dalir), og efter disse har syslet taget navn. Sysselgrænsen mod Snefjældsnæs syssel dannes af en mindre å Gljuvrå (Gljúfrá); øst for denne begynder Dala syssels sydvestligste svejt, der sædvanlig i sin helhed benævnes Hördudal, hvor da dette navn bruges i en mere udvidet betydning: bygden udgøres ikke af en enkelt dal, men af flere ved højdedrag adskilte, dens nedre del består af flade strækninger langs Hvammsfjordens sydkyst. — Efter at være passeret Gljuvrå er man snart ved gården Gunnarsstad (Gunnarsstaðir), der ligger i et forholdsvis fladt landskab ikke langt fra fjorden. Gunnarsstad siges i HÞ. (s. 156) at ligge på Skogarströnd, og det er i og for sig heller ikke urimeligt, at man har regnet Skogarstranden for at strække sig i det mindste til den noget østligere Skraumuhlaupså, hvor Aud den dybriges landnam begyndte, der derfra strakte sig over den største del af det nuværende Dala syssel, medens strækningen fra Lakså (Snf.) til Skraumuhlaupså udgjorde én mands landnam (hørte under Hólmlátr). — Straks efter at man er kommen forbi tunet på Gunnarsstad, ser man på højre hånd en lille dal, på hvis vestlige skråning, en halv mils vej fra Gunnarsstad, gården Dunk (Dúnkr) ligger; det er den i BH. nævnte Dunkadarstad (Dunkadarstaðir).
Hördudal - (W.G. Collingwood, 1897)
Fra denne gård ligger en fjældvej, den tidligere nævnte Fossavej, over de såkaldte Fossabrekker til Hnappadalen[1]. — højere oppe og østligere end Dunk ser man en å komme frem mellem stejle fjældkløfter; dette er den før nævnte Skraumuhlaupsá (Skraumu- [Laxd.: Skrámu-] hlaupså), nu sædvanlig benævnt Skrauma. Åen har sit udspring på heden oven for Hitardal (M. og Hnp.) og løber derfra mod nord gennem den smalle Selådal (Selárdalr, der vidner om, at åen oprindelig i sit øvre løb må have båret navnet Selå) for sluttelig at falde i Hvammsfjorden. Temlig langt inde i dalen, vest for åen, står gården Selådal (Selárdalr. BH. s. 39); den ved samme lejlighed nævnte gård Hurdarbak (Hurðarbak) ligger endnu noget højere oppe i dalen, men på den modsatte (østlige) side af åen, — så sagaens angivelse, at tunene på de to gårde hang sammen, er ikke nøjagtig — ; efter i lang tid at have ligget øde er gården nu påny bleven bebygget, traditionen gør det gamle Hurdarbak til en ved sine bygninger særdeles anselig gård. En sidedal til Selådal er Bustardal, Sturl.’s Svinbjugsdal; Svínbjúgr eller Bust (bægge navnene betyder det samme, ɔ: svineryg) er navnet på fjældet eller fjældheden syd for dalen, BH.'s Hitardalshede. — Ved et bredt holt adskilles Selådalens nedre del fra den egenlige Hördudal (Hörðudalr), ældre Hördadal (Hörðadalr), en smal, noget dyb dal, der gennemstrømmes af Hördadalså, som har sine kilder i to smååer, der komme fra sidedalene Laugardal og Vivilsdal (Vífilsdalr) og som ved deres sammenløb danner en tunge, hvori den herefter benævnte gård Tunge (Túnga) står, der i følge Laxd. (s. 248) var Torgils Hallassöns bolig. Gennem Laugardal ligger vejen over Sopandaskard[2] til Langavatnsdal. — Denne Svejts østgrænse angives i det væsenlige ved Hördudalså, og der fremkommer således den besynderlighed, at Hördadalslandnamsmandens bolig Hördabolstad (Hörðabólstaðr), nu Hördubol (Hörðuból) ikke kan siges at høre til Hördudalen, således som dette navn nu bruges i udvidet betydning som betegnelse for svejten. — Hördudalsåen har udløb til fælles med den østligere Midå (Midå) gennem en os til Hvammsfjordens sydøstligste hjørne (de såkaldte Lækjarskógsfjörur). Den flade kyststrækning mellem Skraumuhlaupså og Hördudalså, ad hvilken alfarvejen ligger, bærer navnet Vestlidaøre (Vestliðaeyri); her skal i følge sagn Irerne tidligere have haft handel, og Irske boder (Írsku búðir) benævnes endnu nogle tomter, hvorfra handelen antages at være foregået.


Mynni Hvammsfjarðar - (W.G. Collingwood, 1897)
Allerede Hördubol ligger som sagt uden for Hördudalsbygden og tilhører den følgende svejt Middalene (Miðdalir), der indtager lavlandet sydøst for Hvammsfjorden; det samme er altså tilfældet med Snoksdal (Snóksdalr), der ligger i en lille dal, som skyder sig op i nordenden af den hals, der begrænser Hördudalen mod øst. Snoksdal er en betydelig ejendom med tilhørende kirke, i sin tid bolig for den oven nævnte Dade Gudmundssön, om hvem dog ingen minder findes her, med undtagelse af at man påviser en øre i åen neden for som det sted, hvor han satte sine skibe op. — Hinsides mulen, der begrænser Snoksdalen mod øst, åbner udsigten sig til Middalenes hoveddel; det er et smukt og venligt landskab, der gennemstrømmes af Midå, som oprindelig har en nordlig retning, men som efter i sit nedre løb at have optaget den øst fra kommende Tungeå (Túnguá) vender sig mod vest og, som før nævnt, falder ud i Hvammsfjorden. Mod nord begrænses Middalene af en lav fra øst til vest gående hals, der skiller denne bygd fra den nord for liggende Haukadal, og hvis sydlige affald hedder Nåhlid (Náhlíð); længst i mod vest hen imod Hvammsfjorden dannes nordgrænsen af selve Haukadalså. Middalenes nedre del udgøres af en grøn, græsrig slette, der syd efter fortsætter sig i flere smådale begrænsede af afvekslende ranke, spidse eller kuppelformede fjælde, afdelte ved mange tværdale og sænkninger. Blandt disse højder fremtræder især et langagtigt, hvælvet fjæld Saudafell (Sauðafell), omtrent midt for slettelandet, der deler sig om dette i to mindre dale, der dog bægge endnu indbefattes under den fælles benævnelse Middalene. Vest for fjældet løber Midå, og ved dettes nordvestlige hjørne står gården Saudafell, en stor og god ejendom med tilhørende kirke og flere underliggende jorder[3]. Gårdens berømmelse skriver sig især fra Sturlungetiden, da den beboedes af den bekendte Sturla Sighvatsson, hvem hans fader havde overdraget den. Sturla byggede i nærheden af gården et virke; i hans fraværelse udfører to af Vestfjordenes høvdinger, brødrene Tord og Snorre fra Vatnsfjord, et med ualmindelig råhed gennemført overfald på gården; Sturla hævner sig senere ved, en gang da de på gennemrejse kommer forbi, at anfalde dem. Efter en hård kamp, under hvilken brødrene forsvare sig fra en høstaksindhegning, lykkes det Sturla at overmande dem, hvorefter de dræbes[4]. — Fra en senere tid kan anføres, at ved et mislykket angreb på Dade Gudmundssön i Saudafell var det, at biskop Jon Aressön og hans sønner sluttelig (1550) toges til fange.


Saudafell - (W.G. Collingwood, 1897)
Skrås over for Saudafell, hinsides åen, højere oppe, ses en lille sidedal skære sig ind imod vest; dette er Hundadal (Hundadalr), og her står i dalmundingen på hver sin side af Hundadalså de to gårde af samme navn. Med den i Laxd. (s. 154 - 56) indeholdte fortælling om den troldkyndige ufredsmand Stigande, der efter at være flygtet fra Laksådalen tog sin tilflugt hertil, hvor han overraskes hos fårevogtersken, er man her særdeles fortrolig. Efter pågribelsen drog man en bælg over hans hoved, fortæller sagaen, men der var et hul på den, hvorigennem det lykkes ham at kaste et blik på den over for liggende li:
Sökkólfsdalur til venstre - (W.G. Collingwood, 1897)
dér var tidligere smukt og græsrigt land, men da var det pludselig, som om en hvirvelvind kom, der væltede jorden om, så at der aldrig senere kom noget græsstrå op dér; stedet kaldtes siden Brenna. For enden af dalen står et bredt, hvælvet fjæld Túngufell, hvorom den egenlige Hundadal deler sig i to smådale; i den sydlige li, kort før forgreningen begynder, står omtrent midt i lien en stor klett, kaldet »strákurinn« [5]; den antages benævnt efter Stigande, der siges at være greben her. Lige over for i den modsatte li er et stort stenigt skred (skriða) kaldet Urðarhausar, her tænker man sig stedet for Brenna. Neden under Tungufell på en derfra fremskydende spids påvises dalens gamle sætertomter.


Den af Midåen gennemstrømmede dal fortsætter sig efter at have afsat Hundadal videre i sydøst (i samme retning som hidtil) under navnet Sökkolvsdal (Sökkólfsdalr); denne forgrener sig igen i to smådale, fra hvilke Midåen har sit udspring: Syderådal (Suðrárdalr), der beholder hoveddalens retning, og Østerådal (Austrárdalr), der, som navnet antyder, går mod øst[6]. Gennem Syderådal ligger en vej over Brattabrekka, det stejle fjæld syd for dalen, til Bjarnardal og derfra videre gennem Norderådal i Myresyssel. — De to smådale Syderådal og Østerådal dannes ved, at hoveddalen forgrener sig om et brat, mod nord fremløbende fjæld Bane (Bani); i den stejle fjældli her findes, kort før vejen farer op over Brattabrekka, et Grettesbæle (Grettisbæli) kort fra vejen, der dog her går på den modsatte (vestlige) side af åen. Bælet (tilholdsstedet) kan ikke ses fra vejen, men begiver man sig lidt op i lien, bemærker man her mellem stejle kletter en smuk stor græsflade med spor af tomter. Medens Grette opholdt sig her, lagdes i følge sagnet vejen over Brattabrekka af, og man drog i steden for ad Østerådal og derpå over det såkaldte Nautaklev (Nautaklif, ligeledes førende til en sidedal af Norderådal).
Leiðarhólmur - (W.G. Collingwood, 1897)
I Grt. (s. 156 — 57) fortælles, at Snorre godes søn Torodd kommer til Bredebolstad (Breiðabólstaðr) i Sökkolvsdal og får dér at høre om den fredløse Grette; han ligger »her oppe i fjældet«, siger gårdens ejerinde. Torodd giver nu sin hest af sporerne og rider gennem dalen, til han kommer til højderne neden for østerå, hvor han træffer Grette, med hvem han indlader sig i en uheldig kamp. Om Grette er der i sagaen sagt, at han på den tid opholdt sig i Østerådal — hvad der i følge den oven for anførte tradition, således som den er knyttet til lokaliteterne, ikke kan være ganske nøjagtigt — og lurede på de folk, der drog over Brattabrekka. Den oven nævnte gård Bredebolstad er den øverste gård i Sökkolvsdal, beliggende øst for åen.


Stóra-Vatnshorn í Haukadal - (W.G. Collingwood, 1897)
Mod øst, mellem Nåhlid og et sydligere fjældstrøg, udsender Middalene endnu en sidedal, der gennemløbes af Midåens før nævnte biflod Tungeå. — I Midå findes omtrent ud for (ɔ: nord for) Snoksdalsmule en lang til dels græsgroet øre Lejdarholme (Leiðarhólmi); det må være denne, der i Krm. (s. 76) benævnes Lejdholm (Leidhólmr) i Middalene. Når der i sagaen sammesteds siges, at stedet senere benævntes Orrostuholm (Orrostuhólmr), er det næppe nøjagtigt, da Sturl. benævner denne lokalitet — som flere gange nævnes, blandt andet i anledning af en her afholdt hestekamp — Lejdarholm. Skåren af samme lodrette linje, men nord for åen, ligger den i Laxd. nævnte gård Harrastad (Harrastaðir). — I Nåhlid ligger den til præstesæde bestemte gård Kvennabrekka (med tilhørende kirke), der dog nu ikke benyttes som sådan, da præsten bor på Sandafell[7]. — Den vestligste del af Nåhlid kaldes sædvanlig Skovpladsen (Skógsplássið); her findes flere gårde med navnet »Skov« (Skógr), af hvilke den vestligste Store Skov (Stóri Skógr), der ligger for enden af lien, antages at være Laxd.s Tykkeskov (Þykkviskógr); i Fbr. (s. 25), hvor dette stedsnavn forekommer i flertal, siges, at der var store skove dér over hele lien.


Fra Store Skov ses mod vest ud over Midåens munding og den tæt nord for denne i søen løbende Haukadalså (Haukadalsá). Denne å kommer fra den nord for Middalene liggende Haukadal (Haukadalr), en temlig lang og forholdsvis smal dal, der adskilles fra Middalene ved den tidligere nævnte hals, hvis vestligste del Skogspladsen danner; i den nedre del af dalen gennemløber den en denne opfyldende sø (vatn) og fortsætter derpå sin vej ud mod Hvammsfjorden. Både nord og syd for åen ligger en række gårde, der tilsammen udgøre denne svejt, til hvilken dog ikke landet omkring Haukadalsåens udløb regnes, da her Middalene strækker sig lige til åens sydlige bred, Laksådalen (i videre forstand) til dens nordlige.


Hrútsstaðir við Hvammsfjörð - (W.G. Collingwood, 1897)
Eriksstad (Eireksstadir) ved Vatnshorn i Haukadal boede i følge Ldn. (s. 103-04) og den dermed overensstemmende ÞK. Erik den røde, men da hans trælle havde ladet en skride (et fjældskred) falde over gården Valtjovsstad (Valþjófsstaðir) og selv vare blevne dræbte ved Skejdsbrekker (Skeiðsbrekkur) ved Vatnshom — hvorefter fulgte flere drab, hvoriblandt et ved Lejkskålar (Leikskálar) —, måtte Erik forlade dalen. Vatnshorn (Store V.) er en af de endnu bestående gårde i dalen, øst for vatnet (søen), nord for åen. Torlejv Jonssön (Safh: II, 561) siger, at Eriksstad er et ødebol kort »fyrir framam« [8] tunet på Store Vatnshorn, og at det rimeligvis har ligget øde, lige siden Vatnshorn først byggedes. Denne angivelse er dog næppe nøjagtig; A. M. (1703) beretter nemlig, at den øst for Vatnshorn liggende, fra denne afbyggede, gård Skriðukot skal i gamle dage have heddet Eiríksstaðir, og at der her påvises adskillige gærdelævninger, som kunde tyde på fordums tilstedeværelse af en større gård[9]. Navnet Skejdsbrekker er tabt, men man antager det har været de såkaldte Husabrekkur oven for Vatnshorn. Lejkskålar er en endnu tilværende gård i dalen, nord for åen, øst for Skridukot. Syd for åen omtrent lige over for Lejkskålar ligger den i anledning af samme begivenheder nævnte gård Jörve (Jörfi). Om Valtjovsstad siger A. M., at der i det til Jörve hørende land har været et kot kaldet Valþjófstaðir, som skal have været landnamsjord, men som dog ikke i mands minde har været bebygget[10].


Den østligste af alle Haukadalens gårde er det hinsides åen liggende Skarð. Lige øst for gården Skard ligger den efter Haukadalsskarð benævnte alfarvej op på fjældheden, som forbinder østenden af Haukadal med Hrutafjorden (Melar); den er 3-4 mil lang og benyttes jævnlig. Gården Skard nævnes i Grt. og lige ledes i Nj., hvor der fortælles, at Gunnar fra Hlidarende efter at have stævnet Hrut til betaling af den fraskilte Unns gods red til Haukadal fra fjældet (der skiller denne dal fra den nordligere Laksådal) og øst for Skard og så til Holtavörduhede og derfra hjem.


Tröllaskeið - (W.G. Collingwood, 1897)
Landet nord for Haukadalså nærmest dennes udløb tilhører gården Lækjarskog (Lækjarskógr), der ligger i flade omgivelser ikke langt fra kysten. I denne gårds land, men noget østligere (omtrent vest for gården Store Skog) ses fra nordsiden af Haukadalså en lang hammer rage ud i åen; den bærer nu navnet Gálghamar, men er øjensynlig den i Laxd. (s. 256) nævnte hammer ved navn Høvde (Höfði), hvor Gudrun og Snorre gode efter aftale mødes for at lægge en hævnplan i anledning af drabet på hendes mand Bolle. Nord for Lækjarskog ligger Torbergsstad (Þorbergsstaðir) ved det sydvestlige hjørne af den hals, der adskiller Laksådalen fra Haukadalen. Nord for tunet på Torbergsstad findes tomterne af den i Laxd. og Nj. oftere omtalte gård Hrutsstad (Hrútsstaðir), hvor Höskulds halvbroder Hrut Herjolvssön boede, gården har nu i c. 100 år været i øde; den har ligget ud for vestenden af den her lave hals. Laxd. fortæller (s. 66), at Hrut havde et hov i tunet her, »hvoraf man endnu ser mærke, det er nu kaldet Troldeskejd (Tröllaskeið), der er nu alfarvej.« Om hovet ved man nu intet, men i følge Torl. Jonssön skal navnet Troldeskejd endnu være bevaret på den alfarvej, der ligger tæt oven for tomterne af Hrutstad. Øst for tomterne oppe i halsen ses en stenig høj Hrútshóll, som sagnet vil gøre til Hruts gravhøj. Nordvest for tomterne er et lavt holt, der strækker sig ud i engene for neden, dette er Eldgrimsholt, som i følge Laxd. bærer navn efter manden fra Borgefjord, som den 80årige Hrut dræbte, da han vilde borttage nogle af hans brodersøns, Torlejk Höskuldssöns, heste. De Vaðlar, som Eldgrim er ved at ride over, da man først bliver ham vár fra Hrutstad, svarer øjensynlig til det sydøstligste hjørne af Hvammsfjord, de såkaldte »fjærer« (fjörur), der strække sig fra den oven nævnte Vestlidaøre i Hördudals hrepp til noget forbi Torbergsstad, og over hvilke den almindeligst brugte vej ligger. I Laxd. fortælles om troldmanden Stigandes åndsbeslægtede broder Hallbjörn slibestensøje, at Hrut og hans sønner efter at have pågrebet ham på fjældet (Laksådalshals), begiver sig ud på søen med ham og drukner ham; men noget efter driver hans lig op. Det dysses på Knarrarnes, men siden viser han sig som en farlig genganger, der blandt andet forulæmper bonden i Tykkeskov. Navnet Knarrarnæs er nu tabt, men det antages at være et lille næs ved Lækjarskog (se Torl. Jonssön).


Oven for Hrutstad strækker landet sig som et bredt og fladt næs ud i søen, dette er Kambsnes; gården af samme navn står lidt inden for det nordvestlige hjørne af næsset. Næsset har oprindelig, som Ldn. og Laxd. fortæller, fået sit navn af, at Aud (eller Unn) den dybrige her tabte sin kam[11]. I følge Laxd. boede Aud først her og senere Torlejk, efter at denne har dræbt en frigiven, som Hrut havde bosat her på sin broder Höskulds landegrænse. — På strækningen mellem Kambsnæs og den noget nordligere Laksåos (Laxáróss) ses på fladt land mellem to højder en kegleformig høj kaldet Melkorkuhóll[12], hvor Olav pås moder, den irske kongedatter Melkorka i følge sagnet skal ligge begravet, Laxd. (s. 158) siger blot i al almindelighed, at hun og hendes mand Torbjørn skrjup bægge ligger i høj (kuml) i Laksådal, men efter det sted, hvor Torbjørn boede, skulde man snarere søge deres grav højere oppe i dalen.


Laxárdalur - (W.G. Collingwood, 1897)
Fra den lave hals, over hvilken vejen ligger fra Hrutsstad videre mod nord, er der god udsigt over Kambsnæs og Laksåens nedre parti; også udsigten til Laksådalen begynder snart at vise sig. Laksådalen (Laxårdalr) er en lang, lige og jævn dal, med en flad, græsrig bund, gennem hvis midte Laksåen (Laxå) flyder, lave grønlige halse begrænse den til bægge sider og giver den et noget trist og ensformigt udseende, der dog til dels minder om Reykholtsdalens (Bgf.). Begrænsningen mod syd, den såkaldte Laksådalshals (Laxárdalsháls), der skiller Laksådalen fra Haukadalen, er imidlertid længere inde et forholdsvis bredt og ikke uanseligt fjæld, der om somren på grund af sine mosestrøg endog kan være vanskeligt nok at passere. Den tredje gård inde i dalen, af dem syd for åen, er Höskuldsstad (Höskuldsstaðir), der i følge Laxd. bærer navn efter Höskuld Dala-Kolls søn. Ved hjemkomsten fra en Norges-rejse fører han en købt trælkvinde Melkorka med sig som sin frille; hun bliver ved ham moder til Olav på, og det viser sig senere, at hun er en hærtagen irsk kongedatter. Denne hemmelighed kommer Höskuld efter, da han en dag overrasker den hidtil for stumme ansete Melkorka, medens hun sidder og taler med sin lille søn, hvor en bæk løb neden for tunbrinken, og her, efter at Höskuld har taget plads hos dem på tunbrinken, kommer det nu til en forklaring imellem dem. Efter Höskulds død opkaster hans sønner en anselig høj over ham, og på Höskuldsstad står det storartede arvegilde efter Höskuld, hvorved c. 1100 mand var tilstede. — Efter at Höskulds i Norge fødte halvbroder Hrut var ankommen til Island og havde taget bolig på Kambsnæs, var der i begyndelsen ikke noget godt forhold mellem brødrene; Hrut beslutter sig endog til at tiltvinge sig udbetalingen af sin mødrenearv ved ran fra sin broder. I den anledning kommer det til kamp mellem Hrut og Höskulds folk, da Hrut med sine mænd kun havde et kort stykke vej til tungærdet på Kambsnæs. Hrut går frem på en grusbanke (mel) og anfalder med stor kækhed fjenden, som drives tilbage; stedet for kampen hedder siden Orrostudal (Orrostudalr).
Höskuldstaðir í Laxárdal - (W.G. Collingwood, 1897)
Nogen Orrostudal kendes nu ikke, men kampen henlægges til en Orrostulág[13], hvis beliggenhed imidlertid ikke ganske svarer til den i Laxd. angivne, — det er nemlig en fordybning mellem et par grusbanker (melholt) kort vest for Höskuldstad tun. — Höskuldstad ligger smukt, midt på en lav og bred, for oven jævn og flad banke ved foden af lien. Vest for tunet langs bankens fod løber en lille bæk, mod denne falder især mod sydvest, ind imod lien, tunbakken brat af; bækken løber her i en kløft eller snæver dal, den grønne tunskrænt strækker sig ned mod denne og efterlader foran bækken en smal grøn fod; her er både smukt og afsides, man sidder i skrænten uset fra gården og dækket af en tilsvarende banke på den anden side bækken; her er øjensynlig tunbrekken (og denne benævnelse bruges da endnu stadig om dette sted), hvor Melkorka sad med den lille Olav. - Gårdens huse står nu i en række fra øst til vest, med gavlene mod nord (ud mod åen); bag ved det østligste hus vises en stor langagtig-firkantet flade, der herfra strækker sig i syd; den ligner aldeles et slettet stykke tun, men påstås aldrig at have været slettet; den kaldes Höskuldsstuen (Høskuldarstofa) og udgives for stedet, hvor det store arvegilde efter Höskuld holdtes; den er omtrent 50 fv. lang og 6 fv. bred. — Nord for gården, lidt til vest for en sti, der her ligger over tunet, påvises et sted, hvor Høskulds hov skal have været; af tomter ses nu intet spor her, da dette stykke af tunet for nogen tid siden er blevet slettet. I nord herfor, i den lavere liggende del af tunet, findes en lille spids kegleformig høj, omtrent af form som en stor tue; den bærer navnet Torgerdarhol (Þorgerðarhóll) og skal være Höskulds moders gravhøj, hvad dens udseende ikke modsiger, og som kan stemme med Laxd.s udsagn om, at Torgerd opholdt sig hos sin søn Höskuld til sin død, og at hun, da hun døde, blev sat i høj. Derimod vides intet om Høskulds gravhøj, og et besynderligt sagn synes at have dannet sig om, at han skulde være nedsænket i moradset Höskuldarfen noget vest for gården.


Udsigt over Laxárdalur - (W.G. Collingwood, 1897)
Skrås over for Höskuldsstad hæver sig Hjardarholt (Hjarðarholt) temlig højt oppe i den modstående li; gårdene står omtrent over for hinanden, og fra den ene ses tydelig, hvad der foregår på den anden. Så når der fortælles (Laxd. s. 96—98), at Høskuld, da hans søn Olav flytter med hele sin besætning fra sin første bolig højere oppe i dalen, nord for åen, til det nyopbyggede Hjardarholt, står ude og ønsker lykke over Olav ved indtrædelsen i denne ny bolig, menes naturligvis, at han stod uden for sin egen gård og derfra så toget ankomme til Hjardarbolt. Mellem de to gårde er der vad over åen, som dog om somren overalt er lav.


I Laxd. (s. 36) fortælles, at Höskuld anviste Melkorka bolig oppe i Laksådalen på det sted, »som siden hedder Melkorkustad (Melkorkustaðir), der er nu ubebot; det er syd for Lakså.« Efter denne beskrivelse skulde gården ligge noget højere oppe i dalen end Höskuldsstad, men stedet for den kendes nu ikke. — Øst for Höskuldsstad ligger som den anden gård i rækken Lejdolvsstad (Leiðólfsstaðir). Her bosatte Torlejk Höskuldssön fra Kambsnæs den ilde berygtede og troldkyndige familie Kotkel og Grima med deres to tidligere nævnte sønner, Hallbjörn og Stigande. Efter at disse i følge Torlejks tilskyndelse har øvet deres trolddom mod Hrut, overfalder denne dem på deres gård. Familien søger at undfly; først bliver, som alt omtalt, Hallbjörn greben; på halsen mellem Haukadal og Laksådal indhentes Kotkel og Grima; de stenes straks ihjel, og en stendysse opkastedes over deres lig; lævningerne af dyssen, der stadig var at se, kaldtes i følge sagaen (Laxd. s. 152) Skrattavarde (Skrattavarði).
Laxárdalur - (W.G. Collingwood, 1897)
Skrattavarða kendes endnu som navnet på en høj temlig langt inde på fjældet eller halsen, i sydøstlig retning fra Lejdolvsstad. Lejdolvsstads nabogård mod øst er Tråndarkot (Þrándarkot); tæt vest for gården findes en kløft i lien, Þrándargil. I Nj. (s. 5) omtales et Tråndargil (Þrándargil), men det kan næppe være dette, eller også må forf. ikke tilstrækkelig nøje have kendt egnen her; ti det er dog altfor besynderligt, at Høskuld i anledning af Hruts bryllup med Unn skulde give ham foruden Kambsnæs og Hrutsstad land op til Tråndargil (altså Höskuldstad !). Den øverste gård i dalen på denne side af åen, den tredje i rækken af dem oven for Tråndarkot, er den ligeledes i Laxd. nævnte gård Dunustad (Dunustaðir). Over for Dunustad ligger nord for åen Såmsstad (Sámsstaðir, Grt. s. 112); men temlig langt oven for denne ligger endnu en gård, Sólheimar, ved dalens østende. Fra denne udgår forskellige fjældveje: Sölvamannagötur imod sydøst til Hrutafjordens indre del, Laksådalshede (Laxárdalsheiði, ældre -heiðr) til Hrutafjordens ydre del, og Hólmavatnshede, der fører til Hrutafjordens vestkyst endnu noget længere ude. Ingen af disse veje er mere end 2—3 mile lang. Både i Grt. og Nj. er Laksådalshede nævnt. Af Grt. (s. 111) ses, at også Sölvamannagötur har været indbefattet under denne benævnelse; og under denne forudsætning er Nj.s omtale af heden endda ikke så påfaldende, som den ellers kunde synes. Mörd gigja fra Rangåvoldene råder sin datter Unn, da hun hemmelig vil forlade sin mand Hrut, fra hvem hun ønsker skilsmisse, til at »ride Laksådalshede og så til Holtavardehede — ti man vil søge efter dig i Hrutafjorden — og rid til du kommer til mig« (Nj. s. 32-33); denne vej, som oven i købet ikke er nogen stor omvej, skulde hun nemlig tage for at vildlede sine forfølgere, der så ikke så let vilde falde på, at hun var taget hjem. Ligeledes råder Njål Gunnar, da denne forklædt som Kaupahedin vil stævne Hrut til udbetaling af Unns gods, at ride ad Norderådalen til Hrutafjorden og så til Laksådalen (Nj. s. 83-84); denne vej måtte jo også have sine fordele, så vel fordi vejen gennem de tæt befolkede Middale lettere kunde foranledige en opdagelse, som med hensyn til, at ankomsten fra Hrutafjorden måtte gøre det lettere at skjule den vej, han virkelig havde taget. — Efter at have stævnet Hrut skulde Gunnar ride op fra hjemmegræsgangene og holde sig skjult der tre nætter, medens forfølgelsen antoges at ville stå på (Nj. s. 89). Dette sker også; efter stævningen rider Gunnar over åen og op gennem dalen på Hjardarholtssiden til dalens ende, og holdt sig med sine ledsagere skjult »dér i de fjælde mellem Haukadalsskard,« indtil eftersøgningen er standset, hvorefter de red til Haukadal ned fra fjældet og så øst for Skard til Holtavardehede og videre hjem (Nj. s. 93—95). Dette sidste sted bliver kun forståeligt ved at antage, at der i den islandske tekst efter »millum« (mellem) mangler ordet »ok« (og), i det meningen da bliver, at de har opholdt sig i fjældene mellem Laksådalens øvre del og Haukadalen eller Haukadalsskard [14].


Grafartindar við Reykjadal í Miðdölum - (W.G. Collingwood, 1897)
Når man fra Såmsstad følger vejen ned gennem dalen, nord for åen, er Lambastad (Lambastaðir) den anden gård, man kommer til. Her boede Torbjörn skrjup, der senere bliver gift med Melkorka, og efter disses død bebos gården af deres søn Lambe[15]. Kort vest for Lambastad ligger Goddastad (Goddastaðir) (lige over for det for nævnte Tråndargil); her boede i følge Laxd. Tord Godde med sin myndige kone Vigdis, og gården omtales nærmere i Laxd. i anledning af, at en slægtning af Vigdis mod hendes mands vilje finder tilflugt hos hende her efter drabet på Ingjald Saudeyjargodes broder. Da han opdages af Ingjald her, nødes han med sin ledsager til at svømme over den opsvulmede og til dels isfyldte å; ved sommertid er åen her ikke bred. Efter at Vigdis har skilt sig fra sin mand, opfostrer den barnløse Tord Godde, for at sikre sig Høskulds bistand, dennes søn Olav på, og Olav bliver således arving til Tords store rigdom. Efter sin fosterfaders død lader Olav opkaste en høj over ham i det næs, som går frem i Lakså og hedder Dravnarnæs (Drafnarnes); derved er der et gærde, som hedder Haugsgard (Haugsgarðr, Laxd. s. 94). Disse navne er nu tabte [16]. — Fra Goddastad til Hjardarholt er afstanden ikke ringe, omtrent tre fjærdingvej; imellem de to gårde ligger vel en tredje, men som ikke ses, da den ligger længere tilbage i halsen. Den knudrede vej eller sti fører langs ad lien midt i denne, der nu er aldeles skovløs. Hjardarholt selv ligger midt i et stort af libakkerne båret tun, hvorfra der er en vid udsigt over dalen. I følge Laxd. hørte Hjardarholts land oprindelig til den længere nede i dalen liggende gård Hrappstad (Hrappstaðir); denne ejendom, der lå øde på grund af spøgeri, havde Olav, endnu medens han boede på Goddastad, tilkøbt sig. Hertil hørte store skove. Noget højere oppe end Höskuldsstad, nord for Lakså, var der hugget et »rød« i skoven, hvor Olavs får samledes om vinteren for græssets skyld. Her i dette holt bygger Olav sig en anselig gård, som han kalder Hjarðarholt (ɔ: Hjordeholt); og hans kreaturer skal da i følge sagaen have været så mange, at den lange række, hvori han lod dem drive til den ny gård, nåede lige fra Goddastad til Hjardarholt. På Hjardarholt lod Olav bygge det berømte ildhus, hvis væggepanél og tag var så udmærket prydet med afbildninger af forskellige begivenheder, at det ansås for langt smukkere, når væggetæpperne ikke var ophængte; i dette stod nordmanden Gejrmund gnys bryllup med Olavs datter Turid, og ved den lejlighed kvad Ulv Uggessön sin »husdrapa« om de begivenheder, der var afbildede her. Olavs hustru var Egil Skallagrimssons datter Torgerd. Blandt Torgerds og Olavs børn var Kjartan Olavssön den langt berømteste; sammen med ham opfostres her Torlejk Höskuldssöns søn Bolle [17]. — Kort vest for Hjardarholt ligger gården Hrappstad, og noget længere i vest, neden for halsenden og noget fra åen, en anden gård Fjós; bægge disse to, tilligemed et par andre øst for Hjardarholt, er hjålejer fra sidst nævnte gård. Hrappstad lå på Laxd.s tid øde. Her havde oprindelig den urolige Hrapp bot, der ved sin død befalede, at man skulde begrave ham stående i ildhusindgangen; på grund af spøgeri var han rigtignok bleven gravet op og dysset på et afsides sted, men hans fortsatte spøgeri bevirker dog, at gården ikke bebygges på ny, hvorefter Olav på køber denne ejendom for spotpris. Efter at også Olav er bleven forulæmpet af Hrapp, lader han liget opgrave og brænde og asken kaste i søen. Ud for Hrappstad oppe i halsen skal være en sammenfalden varde, som man udgiver for Hrapps dys. — Om Olavs sammenstød med Hrapp, efter at han er flyttet til Hjardarholt, fortæller Laxd., at den af Olavs hyrder, der vogtede okserne, kom til ham og bad om fritagelse for sit arbejde. Olav fulgte ham til fjoset, som var temlig langt fra gården; her træffer han i fjosdøren Hrapp og har en kamp med ham, hvorefter han som omtalt lader hans dys opbryde. Ved den oven omtalte gård Fjos siges Olav pås fjos at have været; her ligger to gamle tomter øst for gården, en på hver side af vejen. Nordligst ligger en temlig stor, langagtig firkantet tomt, der udgives for Olavs fjos med plads for i alt c. 20 kvæghøveder; på den anden side vejen ses en noget mindre, af samme form, kaldet fjosemandens skåle.


Hoftóttin í Ljárskógum - (W.G. Collingwood, 1897)
Noget syd for gården Fjos falder Lakså i søen. — Laksåos, der i Laxd. omtales som landingssted, er nu opfyldt af sandgrunde; noget inden for Laksåós er en udvidelse af åen, kaldet »Pape« (Papi), det antages for det rimeligste sted til den i Laxd. (s. 130) omtalte svømmeøvelse af egnens unge mænd.


I Laxd. (s. 32) omtales, at Höskuld efter at være kommen hjem fra sin udenlandsrejse lader sit Skib sætte op »inden for« (ɔ: nord for) Lakså, og at man dér ser tomten af hrovet (skibsskuret), som han lod bygge til det; dér tjældede han boder, og stedet kaldtes (derefter) Budardal (Buðardalr ɔ: Boddal). Det samme hrov benyttes senere af Olav på. — Navnet Budardal var til for ikke lang tid siden bevaret, men nu kaldes stedet sædvanlig Stekkjarhvamm(r) efter en for en del år siden dér bygget stekk. Det er en lille dal eller hvamm, der noget nord for gården Fjos strækker sig fra kysten ind i landet; i dalmundingen breder en bakke eller høj sig, kaldet Buðarhóll, og under denne (mod sydvest) ses spor af flere tomter. Ud for dalen er imidlertid på grund af kletter ikke til at lande; landingsstedet er lidt neden for, hvor der oven for en lille vig findes en flad strækning Skipagrund, ligeledes med spor af naust e. d. l. Herfra har de, der har villet benytte Budardal til skibsopsætning, måttet føre skibet langs strandbredden under skrænten til dalmundingen.


Smiðjutótt Þorsteins Kuggasonar í túninu á Ljárskógum - (W.G. Collingwood, 1897)
Vil man fra Laksådalen videre nord på, går man enten fra Hjardarholt over halsen eller følger fjærevejen langs søen. Det er Hvammsfjordens inderste del, man nu rider langs med; fra Kambsnæs af drejer fjorden mod nord og danner som en arm eller sidegren af Hvammsfjordens ydre del [18]. — Nord for Hjardarholtshalsen løber en lille å Ljå (Ljá); på sydsiden af åmundingen findes en højere strækning Naustabót, passende til oplagsplads og skibsopsætning; det er formodenlig Laxd.'s Ljåøre (Ljáeyrr, s. 320), hvor Torkel Eyjolvssön havde sit tømmer liggende, og hvorfra han agtede at flytte det søvejs til Helgafell; han får også tømret om bord, men drukner, som tidligere omtalt, på sejladsen hjem. Mellem Ljå og den nordligere løbende å Fåskrud (Fáskrúð) ligger nær kysten gården Ljåskogar (Ljáskógar, i sagaerne i reglen Ljárskógar); denne gård, der især omtales i Grt., var på den tid bolig for høvdingen Torsten Kuggessön, — denne mand nævnes også i Laxd., hos ham gæstede Torkel Eyjolvssön, medens han forberedte sin sidste ulykkelige sejlads. —
Ljárskógar - (W.G. Collingwood, 1897)
Når gården i Grt. (s. 62) nævnes som liggende i Hvammssvejt, passer det ikke ganske med forholdene nu, da først Fåskrud danner grænsen mellem Laksådalshrepp og Hvammssvejt. Hos sin frænde Torsten i Ljårskogar finder den fredløse Grette oftere beskyttelse og tilbragte således en hel vinter her. Torsten var en meget driftig mand og en dygtig håndværker, der bestandig vidste at give sine folk nok at bestille, hvad der just ikke var efter Grettes smag. Torsten havde ladet gøre en kirke på sin gård. Han lod gøre en bro hjemme fra gården (til kirken?); den var meget kunstfærdig bygget, uden til i broen under de bjælker, der bare broen, var der ringe og bjælder, der rystedes, når nogen gik over broen, så at man hørte det tværs over søen, en halv mil bort. Dette foretagende kostede Torsten meget arbejde, han var nemlig en dygtig smed [19], og Grette var, når han vilde, flink til at strække jærnet (Grt. s. 122). — Naturligvis mangler ikke hypoteser om, hvor denne bro har været og hvor sporene af den er at søge. I tunet øst for gården vises tomterne af den gamle kirke med tilhørende kirkegård, af meget ringe omfang; i en række ophøjede småtuer, der ligger fra kirkegården hen til gårdens huse, vil nogle påvise lævningerne af Torsten Kuggessöns bro, men da det bliver temlig uforståeligt, at han skulde have villet anlægge en sådan over det tørre højtliggende tun, vil andre søge den i en rad af ophøjede tuer, der ligger fra det uden for det nu mere indskrænkede tun værende, gamle tungærde og ned mod søen (men da synes broen rigtignok ikke at kunne have ført til kirken). — Sydvest for gården påvises i tunet en hovtomt bestående af to temlig store firkantede sammenbyggede tomter (henholdsvis 5 og 9 fv. lange, bredden af den mindre er omtr. 4½ fv., af den større sydligere omtr. 7 fv.)[20]. — Også ved denne gård, hvor der tidligere antages at have været store skove, er der kun få rester tilbage. — Heden nordøst for Ljåskogar, hvorfra åen Fåskrud har sit udspring, bærer navnet Gavlfellshede (Gaflfellsheiði, ældre -heiðr, — efter et huslignende fjæld Gaflfell); over den ligger en dog ikke meget benyttet vej (på kortet kaldet Orrustuhryggir), i det man fra Ljåskogar drager op langs åen Fåskrud, og derpå videre mod nord til Bitra i Strandasyssel. [I Eb. (s. 112), hvor heden nævnes, tiltrædes dog vejen fra Sælingsdalstunge.]


Fáskrúðarós á Hvammssveitar - (W.G. Collingwood, 1897)
Efter at være gået over Fåskrud befinder man sig i Hvammssvejten (Hvammssveit), der omgiver Hvammsfjordens inderste del, bunden af den imod nord udgående forgrening. Vejen fører først over magre holt med udsigt til en bølgeformig egn bestående af forskellige ved dalsænkninger adskilte halse, kun bedækkede med en sparsom hedevegetation (overalt moer). Til bægge sider ses grunden bedækket med udgået skov, hvis visne grene endnu strække sig langs jorden.


Den første gård, der viser sig, er Gleråskogar (Glerárskógar). Denne gård valgte Börk den digre sluttelig til sin bopæl, efter at Snorre gode havde fortrængt ham fra Helgafell; højere oppe og nærmere Glerå (Glerá) vises i følge sognebeskrivelsen de utydelige tomter af en gård Barkarstaðir, som skal være resterne af den af Börk beboede gård. Det Gleråskogar tilhørende land, beliggende mellem Fåskrud og Glerå, bærer endnu navnet »mörkin« (skoven), og denne gård tilligemed nabogården nord for Glerå, Magnússkógar er øjensynlig de gårde, som i Laxd, (s. 204) benævnes »í Skógum« [21]. Da folkene fra Laugar i Hvammssvejt nemlig af misundelse ved et gæstebud i Hjardarholt har bortstjålet Kjartans ypperlige sværd, ledsager en af husfolkene dem for at holde øje med dem; de kom til de gårde, som hed Skogar, og steg her af hestene, og medens de andre ventede her, begav nogle sig bort fra gården til et krat, hvor de forsvandt. Efter senere at have taget afsked med dem vendte huskarlen fra Hjardarholt tilbage til skoven og fulgte deres spor til en sump, hvor han fandt sværdet nedstukket; denne sump benævntes siden Sverðskelda.
Drífandagil í Svínadal - (W.G. Collingwood, 1897)
Dette navn kendes nu ikke; det er måske rimeligst at søge stedet i Gleråskoga land, her findes nemlig hist og her sumpe og moradser, hvad der ikke er tilfælde omkring Magnusskogar; forbi bægge disse gårde ligger i øvrigt vejen til Laugar [22]. Efter at Glerå er passeret åbner sig ud for Hvammsfjordens bund udsigten til en lille dalslette, fra hvilken Sælingsdalen strækker sig op i nordvest, og Svinadalen som en stor kløft skærer sig ind i fjældene mod nordøst. Den oven nævnte dalslette gennemstrømmes af en mindre å Lakså (Laxá), der først i sit nedre løb bærer dette navn, efter at dens to tilløb Sælingsdalså (Sælíngsdalsá) — nu sædvanlig Sælingsdalstungeå — og Svinadalså har forenet sig. Det af Laksåen og dens tilløb gennemstrømmede lavland benævnes »uppsveit« i modsastning til den vestligere, langs Hvammsfjorden liggende »utsveit«.


Et lille stykke nordvest for Magnusskogar, under højdedragene, som begrænse den oven nævnte lille dalslette mod vest, står gården Asgård (Ásgarðr); i det flade land neden under hæver sig en regelmæssig kegleformig klippe (stapi), til hvilken mange sagn om alvefolket tidligere knyttede sig. Nord for Asgård ligger Leynigistad (Leysíngjastaðir), hvor i følge Gunl. Torgerd Egilsdatter lod sin broderdatter Helga den fagre hemmelig opfostre, skønt faderen Torsten havde bestemt, at hun skulde udsættes. — Oven for Leysingjastad åbner sig den sydlige munding af Svinadalen (Svínadalr); denne dal, der egenlig kun er et smalt pas, forbinder Hvammssvejten med Dalasyssels nordligste bygd, den såkaldte Saurbæ; gennem den ligger derfor alfarvejen nord efter, og da Kjartan i Svinadalen overfaldtes af sin frænde og fostbroder Bolle samt dennes svogre fra Laugar — således som det fortælles i Laksdæla saga —, var han netop på tilbagevejen fra et besøg i Saurbæ. Den adskiller sysselets vestligste del, den bjærgfulde halvø, der mod syd begrænses af Hvammsfjorden, mod vest og nord af Bredefjordens indre del, fra højlandet vest for Hrutafjorden. I sin munding er dalen nærmest en smal kløft mellem fjældene, gennemstrømmet af Svinadalså. Noget inden for mundingen skærer et temlig dybt gil (en kløft), græsgrot i bunden, sig ned fra østsiden og danner en lille dal op i fjældet, mod nord begrænset af en temlig brat og høj gilskrænt; dette er Havragil (Hafragil), der ofte nu benyttes af de rejsende som bedested; de nord fra kommende ses ikke, og se intet, før de kommer over gilskrænten. Nord for denne udvider dalen sig noget, og udsigten begrænses mod nord ikke langt borte af banker i den østlige fjældskråning, de såkaldte Norðrhólar. Omtrent midt i dalen noget oven for Norderholar indsnævres denne stærkt; denne snævring, Mjosynde (Mjósyndi), der tillige danner vandskellet i dalen, betegner grænseskellet mellem Hvammssvejten og Saurbæ. — I Laxd. (s. 218 ifg.) fortælles, at, da man på Laugar har fået at vide, at Kjartan så godt som ene vil ride hjem gennem Svinadal, begiver Bolle og hans svogre Osvivrs-sønneme — i alt ni — sig op i dalen og lejrede sig ved det gil, som hedder Havragil. Bolle lå forstemt oppe ved gilranden, indtil Osvivrssønnerne trak ham ned, da de var bange for, at han skulde advare den nord fra kommende Kjartan [23]. Da Kjartan var kommen syd for Mjosynde, »hvor dalen begynder at udvide sig«, gjorde han et forsøg på at få sine ledsagende venner til at vende om, hvad disse dog først indvillige i, da de kom »syd for de sætere, som hedde Norder-sel (Norðr-sel)«; disse antager man har stået under Norderholar, hvor der endnu skal være spor af sætertomter. I Svinadal boede på gården Havratindar (Hafratindar) en mand ved navn Torkel, som så både Laugafolkene i bagholdet og Kjartan ride ned mod disse, men som dog undlod at advare ham; nu er Svinadal ganske ubebot, og hvor Havratindar har været, ved man ikke med bestemthed; det må vel have været på strækningen mellem Norder-holar og Havragil [24]. — Da Kjartan med sine to tiloversblevne ledsagere kommer syd over gilet, ser de bagholdet; Kjartan springer da af hesten og vender sig imod dem, i det han støttede sig til en stor sten, som stod dér; her falder han for Bolles hånd efter en heltemodig modstand. Nogen sådan sten finder man nu ikke ved Havragil, men skønt dette sted svarer så fuldstændig til sagaens beskrivelse, at der ikke kan være nogen tvivl om, hvor kampen har været holdt, har man dog alt længe påvist en Kjartanssten (Kjartanssteinn) ved Mjosynde, ved nordenden af snævringen (»sundet«) i en fra vest fremskydende pynt[25]. Dette afgiver et godt exempel på, hvor let på Island en falsk tradition udvikler sig uafhængig af eller endog i modstrid med sagaerne.


Sælingsdalur - (W.G. Collingwood, 1897)
Fra den vest for liggende meget kortere Sælingsdal skilles Svinadalen ved en mule Tungemule (Túngumuli), således benævnt efter gården Sælingsdalstunge (Sælíngsdalstúnga), i sagaerne også ofte alene benævnt Tunge (Túnga), der ligger i den ved Sælingsdalsås og Svinadalsås sammenløb dannede tunge, i lien sydvest for mulen. — På Tunge boede først i følge Laxd. en mindre bekendt mand Torarin, der sælger Osvivr på Laugar en del af sit land; senere, efter Kjartans drab, køber Bolle Tunge og flytter hertil. Da Gudrun Osvivrsdatter efter Bolles drab er bleven enke, bytter Snorre gode bolig med hende; hun flytter til Helgafell, han til Tunge, hvor han forbliver til sin død[26]. På Tunge lod Snorre i følge Eb. bygge en kirke, og ved den blev han begravet. Som det ses af Eb. (s. 124) blev denne kirke dog forholdsvis tidlig flyttet fra sit oprindelige sted, hvorimod der lige til midten af dette årh. har været en kirke på Tunge. Stedet for den af Snorre byggede kirke mener man endnu at kunne påvise. — Lige over for Tunge, om end i nogen afstand, hinsides åen, ligger gården Laugar. Så vel denne gård som Tunge kan siges at ligge i Sælingsdal, da dalen bærer dette navn, indtil hvor Sælingsdalså forener sig med Svinadalsåen. På Laugar boede i følge Laxd. den vise Osvivr med sine børn, hvoriblandt navnlig den berømte Gudrun, hvis vekslende skæbne — hun blev efterhånden gift med fire forskellige mænd, og dog ikke med den eneste, hun egenlig elskede, nemlig Kjartan, hvis død hun endog foranlediger — udgør en del af hovedbegivenhederne i Laxd.
Laugar í Sælingsdal - (W.G. Collingwood, 1897)
Så vel medens hun er gift med sin anden mand (Tord Ingunnssön), som under den første tid af hendes ægteskab med Bolle, bliver hun boende her; her foregår derfor også den grove fornærmelse, hvorved Kjartan ligesom fremtvinger hævnen imod sig. Laugar bærer navn efter en ved gården værende »laug«, en varm kilde, der, som det ses af sagaerne, i ældre tid stærkt benyttedes til badning. Den besøgtes hyppig af omegnens folk (hvad Sturl. indeholder forskellige eksempler på), og uagtet dens nærhed ved gården synes man frit at have kunnet bade sig her uden at behøve i forvejen at henvende sig til gårdens ejer. Også i Laxd. omtales Sælingsdalslaug; Gudrun spås her af den vise Gest Oddlejvssön, der på en gennemrejse er standset ved laugen[27]; og medens kærlighedsforholdet mellem Kjartan og Gudrun er ved at udvikle sig, træffer de ofte hinanden her. Badningen i slige varme kilder er nu forlængst ophørt på Island, og hvad særlig denne kilde angår, har den haft en ugunstig skæbne. Oven for gården findes der et lille af to gil begrænset parti af lien. Dette skal til for en del år siden have været en smuk grøn skråning, men da bortrev en stor skride næsten al græsvæksten og bredte sig over det neden for liggende tun. Her oppe i lien ved det nordligste gil ligger laugen; den vælder som en kilde ud af fjældskråningen, og vandet, der holder c. 30—40° R., opsamles i et lille bassin lidt neden for for at benyttes i husholdningen. Dette bassin skal imidlertid være nyt og først dannet, efter at fjældskredet havde begravet og forstyrret det tidligere, der skal have været indrettet med stensæder og tydelig beregnet på badning. Ved det andet gil i lien findes flere hverer, ret interessante ved at de ligesom udspringe i den lodrette kisel -(hveragrjóts-) væg gennem en lille tud, hvorfra vandet derpå løber ned ad væggen; dette vand er en dél hedere end laugens, dog ikke kogende. — Oven for Laugar viser sig Sælingsdalen (Sælíngsdalr) som en ret smuk lille af fjælde omgiven dal, der længst oppe deler sig i to smådale: Lambadal (Lambadalr), der i nordvestlig retning strækker sig ind mellem fjældene, og en anden lille dal, der som hoveddalens forlængelse går imod nord. Disse yderste forgreninger af Sælingsdalen er kun ved en smal ryg, den såkaldte Sælingsdalshede (Sælíngsdalsheiði, ældre -heiðr) adskilte fra den sydligste del af Saurbæbygden; den herover førende, gennem Sælingsdalen liggende vej, benyttedes dog mere i ældre tid end nu. I Sturl. er Sælingsdalshedevejen oftere omtalt, navnlig stod på selve heden en afgørende kamp mellem Sturla Tordssön den ældre (ɔ: Hvamm-Sturla) og Ejnar Torgilssön fra Saurbæ, efter hvilken den første ubetinget havde overmagten her i herredet. Kjartans vej vest på til Saurbæ kort før hans drab faldt ligeledes gennem Sælingsdal, hvorpå hjemvejen, som tidligere omtalt, lagdes gennem Svinedalen. I den nysnævnte lille Lambadal havde Laugafolkene i føige Laxd. (s. 138) sæter, da den forskudte Aud fra Saurbæ bereder sig til at tage hævn over sin tidligere mand Tord, der nu havde ægtet Gudrun; hun beder sin fårehyrde at få at vide, hvorledes forholdene er på Laugar, og denne svarer, at det kan han med lethed, da der kun er en hals mellem den dal, hvori han vogter får, og den, hvor Tords fårehyrde opholder sig [28]. Efter erholdt underretning rider hun over Sælingsdalshede til Laugar og sårer Tord farlig i hans sæng.


Sælingsdalur - (W.G. Collingwood, 1897)
Sælingsdalen selv er i Laxd. fornemmelig omtalt i anledning af Bolles her foregående drab. Kjartans brødre havde fået nys om, at Bolle befandt sig i sit sæter i Sælingsdal, de forenede sig derfor med nogle andre mænd, hvoriblandt især den ved Vatnshorn i Borgefjordssyssel omtalte Helge Hardbenssön, for at hævne Kjartans drab. »Der var på den tid tyk skov i dalen«, fortæller sagaen (s. 240 ifg.), » . . sæterne stode ved åen, på det sted der nu benævnes Bolletomter (Bollatóptir); et stort holt går oven for sæteret og ned til Stakkagil, mellem lien og holtet er en stor eng, som hedder Barm (Barmr); der slog Bolles huskarle hø. Haldor (Kjartans broder) og hans ledsagere red til Oksnagrov (Oxnagróf),[29] over Ranarvolde (Ránarvellir) og så oven for Hamarenge (Hamarengi), det er lige over for sæteret«. Her skjuler de sig i skoven og begiver sig herfra til sæterne — der var nemlig to sådanne, et sovesæter og et bur — ; Gudrun, som er hos Bolle, forlader efter dennes opfordring sæteret og »gik ned under skrænten (ofan fyrir brekkuna) til den bæk, som der løb, og begyndte at to sit lærred«. Nu påfølger en kamp, som ender med Bolles drab, — hvorefter de, i det de går ud af sæteret, træffer Gudrun, som kom nede fra bækken, og efter på en skånselløs måde at have meddelt hende drabet red de hjem. — Hele denne skildring vidner om et nøje kendskab til de stedlige forhold. Straks efter at være kommen ind i den egenlige snævrere dal har man til højre et stort brat gil Stakkagil[30]. Til venstre har man et andet stort gil kaldet Ránargil, og neden for det en flad skride kaldet Ránarskriða eller Ránarvellir. Beliggenheden af det i Laxd. nævnte Oksnagrov kan næppe bestemmes; derimod er der et strøg oven for (nord for) Ránargil, der vel kunde passe til sagaens beskrivelse af Hamarenge (dog er navnet tabt; men muligvis står benævnelsen Koppshamar på en syd for Lambadal, nord for pågældende strøg, sig fremskydende hammer i forbindelse hermed). Langs midten af dalen, dog øst for åen, strækker sig et langt, ikke højt, lynggrot holt (mo); her påvises tæt ved åen tomterne af Bolles sæter (Bollatóptir). Det er en langagtig-firkantet, gammel og til dels utydelig tomt, der står i retning fra øst til vest, omtrent 9 fv. lang og 3 fv. bred; ved det sydvestlige hjørne, nærmest åen, ses måske spor til en mindre udbygning. I den sydøstlige udkant af tomten finder man rødlige porøse jærnslagger[31].
Tungustapi í landi Sælingsdalstungu - (W.G. Collingwood, 1897)
Døren synes at have været på gavlvæggen og at have vendt mod åen. Tæt neden for tomten skråner holtet med en lav brekke ned mod åen, der kun er 9-10 skridt herfra. På den anden side holtet (østligere), mellem dette og fjældet, er et smnkt og frodigt engstrøg, upåtvivlelig sagaens Barm(r), gennemstrømmet af en lille bæk, der længere nede falder i åen. Tværs over holtet fra Bollatóptir til bækken er imidlertid ikke så kort, som man i følge sagaens udtryk, hvor der fortælles om Gudruns gang til bækken, skulde vente.


Neden for (d. v. s. syd for) Laugar strækker sig fra lien ned imod åen en mængde holer, og hinsides disse ligger den derefter benævnte gård Hólar, der uden tvivl er Eb.s Ásgarðsholar, som i så fald må have båret navn efter Ásgarð(r), der står skrås over for, hinsides åen, noget længere nede. Neden for Holar finder Sælingsdals- og Svinedals-åens sammenløb sted. Endnu noget længere nede, i selve dalslettens munding, hæver sig på et fra fjældlien udgående holt tre borgformede kletter, den ene højere end den anden; de stå isolerede og med vid udsigt Dette er de fra Ldn. (s. 111) bekendte Krosshólar (ɔ: Korsholer), hvor Aud lod rejse kors og holdt sine bønner; senere viste hendes hedenske efterkommere højene megen tilbedelse, de indrettede hørg her, efter at afgudsdyrkelsen var begyndt, og de troede, at de ved deres død kom ind i højene. Før Auds sønnesønssøn, den senere så bekendte høvding Tord gelle, tiltrådte sin stilling, blev han ligeledes i følge Ldn. ført op i holerne, »således som det fortælles i hans saga« (denne er imidlertid forlængst tabt). — Allerede det, at Krossholerne således både ved form og stilling hæve sig frem over omgivelserne, gør det forståeligt, at man til dem har knyttet overtroiske forestillinger af samme art som til Helgafell på Torsnæs; men endnu naturligere synes det, når man ser disse klipper længere borte, bag fra, inde fra Tunge eller fra Svinedal. De flyde da sammen i ét og har en aldeles påfaldende lighed med et stort hus (hal eller skåle) med et par mindre udbygninger foran (nord for)[32]


Fossar í Hvammsá (Fossabrekkur í Skeggjadal) - (W.G. Collingwood, 1897)
Når man kort neden for Krossholar drejer omkring sydenden den hals, der mod vest begrænser den hidtil omtalte »opsvejt«, har man for sig en lille, kort, af fjælde tæt omgiven dal, med en gård ved hver side af dalmundingen og desuden præstegården Hvamm (Hvammr) med tilhørende kirke højere oppe i dalen, den, der nu bærer navn af Skeggjadal, og som gennemstrømmes en lille å Hvammså, deler sig højest oppe omkring et fjæld i dalbunden i to små sidedale, af hvilke den vestligste intet nyt navn antager, den nordligste bærer derimod navnet Tværdal (Þverdalr. Denne dal, der er nævnt i Sturl., hvor Hvamm-Sturla rider bort for at holde færansdom over Ejnar Torgilssön, på samme tid som denne lader en tilsvarende afholde i Hvamm over Sturla, må ikke forveksles med en sidedal af samme navn i Saurbæbygden).


Skeggjadalens nordvestligste begyndelse strækker sig op imod den aldrig fuldkommen sneløse fjældknude Skeggöxl, der danner knudepunktet i det højland, som bedækker Dalasyssels tidligere omtalte mod vest udskydende halvø. Navnet Hvamm, som nu er indskrænket til oven nævnte gård, der står i lien øst for åen, har formodenlig oprindelig været tillagt hele den lille dal, der i grunden ikke er andet end en stor »hvamm«. Om den oftere omtalte berømte landnamskvinde Aud den dybrige fortæller Ldn. (s. 111), at hun tog land fra Dögurdarå (Dögurðará) til Skraumuhlaupså og boede i Hvamm ved Örridaåos (Örriðaáróss) på det sted, som »hedder« Audartomter (Auðartóptir); Laxd. (s. 10) siger blot, i al almindelighed, at hun byggede sig en gård på det sted, som senere kaldtes Hvamm, men tilføjer, at hun ledet af sine højsædesstøtter bevægedes til at vælge sig bolig der. Den å, som i Ldn. kaldes Örridaå, kan næppe være nogen anden end Hvammså; hvad Audartomter angår er man nu ikke i stand til at påvise dem, men det synes i følge Ldn. utvivlsomt, at Aud ikke har bot på det sted, hvor gården Hvamm nu står, men derimod nærmere søen ved åens munding, hvor man snarest vil søge stedet øst for denne. Ved strandbredden øst for åmundingen påviser man ligeledes en gammel nausttomt, der bærer navnet Auðarnaust.


Udsigt over Hvammssveit - (W.G. Collingwood, 1897)
Om Aud fortælles der end videre i Ldn., at hun efter sin død blev begravet i strandbredden, hvor denne overskylles ved flodtid, da hun som døbt ikke vilde ligge i uviet jord [33]. Laxd. derimod fortæller, at hun blev højlagt. Auds hvilested vil sagnet endnu påvise (dog svarer stedet rigtignok ikke ganske til Ldn.’s udtryk at hun begravedes »i flæðarmáli«). Ud for dalmundingen ses nemlig i stranden noget fra land ved halvfalden sø en stor sten (som ved flodtid altså står under vand), der bærer navnet Auðarsteinn, og hvorunder Aud skal ligge. — Efter Aud må Tord gelle nævnes som en af de bekendteste beboere af Hvamm i den første tid efter bebyggelsen.


I Grt. (s. 62) nævnes Skegge, søn af Torarin fylsenne, som beboer af Hvamm, Det er vel denne Skegge, der skal hvile under »Skeggjasteinn« i tunet på Hvamm, og måske også ham, efter hvem dalen bærer navn (sml. også Skeggöxl). — Navnlig i Sturlungeperioden tiltrækker Hvamm sig igen i en noget senere tid opmærksomhed. Sturlungernes bekendte stamfader Hvamm-Sturla tilkøbte sig gården og boede derefter her til sin død, hvorfor han også sædvanlig benævnes efter denne sin ejendom. I Sturlas tid var der omkring husene i Hvamm et virke, en befæstning af den art, som det var så almindeligt at have omkring høvdingegårdene i denne urolige tid. — Hvamm må også erindres som fødestedet for Sturlas berømte søn Snorre, hvorvel denne kun levede få år her, men fik sin opdragelse på Odde på Sønderlandet. — Af Sturlas sønner erhvervede Tord sig sluttelig Hvamm og opslog sin bolig her; kort efter at dette er sket, fortæller Sturl. om et ubesindigt angreb, som Sturla Sighvatssön foretager mod sin farbroder her, men som han straks fortryder; som sædvanlig synes virket ikke at gøre noget gavn [34]. Til Sturl.’s beskrivelse af virket kan det næppe passe, at man viser virkets plads nordøst for gården i tunet, hvor der er en ophøjet aflang indhegning med store sten i grunden (omtrent 7 fv. lang, 5 fv. bred), stedet kaldes nu i følge Torl. Jonssön virkisbali. — Foruden disse stedsnavne findes i lien oven for gården en høj bakke (hóll) kaldet Þínghóll, og tunfladen neden under den siges besynderlig nok at bære navnet »sýsla«. Neden for (vest for) gården og kirken, ud for denne sidstes vesterende findes en temlig stor tomt eller indhegning (omtrent 9 fv. lang, 7 fv. bred) kaldet »logrétta« [35]. Sluttelig skal her, beretter Torl. Jonssön, også findes en Gvendarlind.


Sydvest for Hvamm ved dalmundingen står gården Akr, hvor man endnu vil påvise tomten af det fordums hov, der i følge sagnet skal have stået her, skønt man af fortællingen i Krstn. om Torvald vidförle, der prædikede den kristne tro i Hvamm, på samme tid som husfruen var i hovet og blotede, og således at hver af dem hørte den andens ord, skulde antage, at hovet havde været hjemme ved gården[36]. Hovtomten beskrives i den antkv. indb. som 24 al. lang, 19 al. bred, med retning fra nord til syd, og måske med indgang fra øst (i følge mundtlig meddelelse af provst Torl. Jonssön skulde den firkantede tomt være omgivet af et rundt gærde).


I sydvestlig retning fra den nu beskrevne Skeggjadal strækker den større del af den såkaldte Utsvejt sig endnu en tid langs Hvammsfjordens nordkyst. Den første gård syd for Akr er Skarvsstad (Skarfsstaðir); den ligger skrås over for Ljåskogar, dog noget nordligere. Her hørte man, fortæller Grt. (s. 122), lyden af Torsten Kuggessöns klokker, når hans berømte bro benyttedes. — Ved den næste gård syd for Skarvsstad begynder et lille højdedrag, der efterhånden går over i en fjældkam, som stryger gennem kystlandet fra øst til vest, i det den adskiller den beboede strimmel lavland i en Øvre bygd (Efri bygð) og Nedre bygd (Neðri bygð) med en række gårde i hver. I Nedre-bygd må mærkes en lille å eller rettere bæk, Dögurdarå, der falder i søen mellem gårdene Tejg og Nedre-bygdens vestligste gård Ketilsstaðir, gennem en lille hvamm Dögurðarhvammr. Dögardarå var nemlig, som det vil erindres, vestgrænsen for Auds landnam.


Sælingsdalstunga - (W.G. Collingwood, 1897)
Vest for Hvammssvejten ligger Fellsströnd, en bygd, der indtager den større, sydlige del af den oftere nævnte navnløse halvø, som mod syd afskæres af Hvammsfjorden, hvis ydre del den altså kommer til at begrænse mod nord. I sagaerne kaldes denne bygd Medalfellsstrand (Meðalfellsströnd), i Sturl. dog oftere Sydre Strand (Syðri Strönd) i modsætning til Nordre Strand (Nerðri Strönd) hvorved Skardsstrand, der indtager største delen af halvøens nordvestkyst, betegnedes. Fellsstranden udgør ikke noget selvstændigt præstekald, men er som anneksi lagt til Hvamm; egnens kirke findes på gården Stadarfell. Den fra øst til vest gående fjældkam, der allerede i forrige svejt skilte bygden i en Øvre og Nedre bygd, fortsætter sig ind på Fellsstranden. Denne fjældkam afsluttes vel snart med en mule mod vest, men kort vest for hæver sig en ny, aldeles tilsvarende, der strækker sig gennem største delen af kystlandet. Omtrent midt under dette sidst nævnte højdedrag står gården Staðarfell, i ældre tider kaldet Fell (undir Felli), en betydelig ejendom, navnlig når den derværende kirkes besiddelser regnes med. Til kirkens besiddelser hører den syd for Stadarfell omtrent midt i Hvammsfjorden liggende ø Lambø (Lambey), en lille, men jævn og græsrig ø. Lambø er den østligste af alle Hvammsfjordens øer. Sydvest for denne ligger tre mindre holme, de såkaldte Stendorsøer (Steindórseyjar), lidt vestligere igen det tidligere nævnte Ölvesskær (Snf.), og kort herefter i sydøstlig retning skæret Torkelsbode, der, som det allerede er fortalt s. 457-58, i følge sagnet skal have fået sit navn, fordi Torkel Eyjolvssön druknede her. Først en del længere i sydvest følger så Stavø og de andre til Skogarstranden hørende øer. Så vel Torkelsbodes beliggenhed som den hele fremstilling, der i Laxd. (s. 326) gives af Torkels sidste sejlads, viser, at det i sagaen forekommende stedsnavn Bjarnarø (Bjarnarey), der nu ikke kendes, må søges her i nærheden. Torkels sejlads, der jo tog sin begyndelse inderst i fjorden, sås, siges der, fra bægge sider af fjorden, til de kom i nærheden af Bjarnarø; da kæntrede de. Derefter beskrives, hvorledes godset driver i land vest og sydvest for Lambøgruppen. — Lambø er ubetinget den ø, der efter sin beliggenhed bedst svarer til sagaens omtale af Bjarnarø, og det kan vel også med størst rimelighed antages, at dette virkelig er denne, der tidligere har båret navnet Bjarnarø; størst betænkelighed i denne henseende volder det, at Lambø allerede i Vm. forekommer under dette navn, hvor Stadarfell kirkes besiddelser angives. Stendorsøerne, der er så små, har vel altid ligesom nu været sammenfattede under én benævnelse, så at det også af den grund er mindre rimeligt, at nogen af dem har båret navnet Bjarnarø. — På Medalfellsstrand under Fell boede i følge Nj. Torvald Usvivrssön, med hvem Halgerd mod sin vilje bliver gift, og hvem hendes onde fosterfader Tjostolv, efter at ægtefolkene har haft en strid indbyrdes, dræber[37].


Stadarfell fortjæner ved siden af Hvamm at nævnes som Sturlungeslægtens vugge; Hvamm-Sturlas fader Tord Gilssön, i denne slægtlinje den første besidder af Snorrunge-godordet, boede nemlig her. — Ved Stadarfell og et par andre gårde her i egnen findes endnu nogle efter omstændighederne ret betydelige kratskovslævninger.


Tvíhnjúkar í Kleifahlíð í Gilsfirði - (W.G. Collingwood, 1897)
Til Stadarfell kirke hører en ret anselig dal Flekkudal(r), som oven for Stadarfell skærer sig fra Evre-bygden mod nord ind i højlandet. Dalen er nu ubebot og bruges som avrett, men i følge sognebeskrivelsen fandtes her til omtrent ved det 14de årh. flere gårde, som endog udgjorde et eget kirkesogn; af disse skal endnu ses spor, og deres navne er endnu bevarede (Staðarbakki, kirkested; Dýngja, Hólmkot, Túngarðshólar). Fra Flekkudal kommer en efter denne benævnt å, som derpå bøjer mod vest, langs ad gennem Evre-bygden, til den optager en anden mindre, nord fra kommende å Galtardalså (-á), hvorefter den i sydlig retning, forbi vestenden af den omtalte, i bygden stående fjældkam, falder ud i en lille våg, der benævnes efter gården Kjallaksstad (Kjallaksstaðir), efter hvilken også åen i sit nedre løb bærer navn. I Eb. (s. 17) fortælles, at da Börk den digre måtte forlade Helgafell, boede han først en tid lang på Medalfellsstrand på Barkarstad (Barkarstaðir) mellem Orrahvål (Orrahváll) og Tunge (Túnga). Orrahól er en gård, der ligger nord for Flekkudalså, den anden i rækken vest for Flekkudalens munding. Noget uden for (vest for) denne gård findes i lien et gil Barkastaðagil, hvor man, siger sognebeskrivelsen, endnu ser spor af Börk den digres bolig[38]. Tunge, som Eb. nævner, er gården Galtardalstúnga (Stóra G.), der står en del vest for Orrahvol under den fjældmule, der begrænser Galtardalen mod øst. — Den alt nævnte gård Kjallaksstad, som står nær ved den derefter benævnte våg, vest for Kjallakstadaå (ɔ: den forenede Flekkudals- og Galtardalså), beboedes først af landnamsmanden Kjallak, sædvanlig benævnt Barna-Kjallak, der hørte til den store, omkring Bredefjord en tid så mægtige slægt, de såkaldte Kjalleklinger (se Eb. s. 10). Hans landnam strakte sig fra Dögurdarå over hele den strækning, der i ældre tid kaldtes Medalfellsstrand, af hvilken imidlertid den vestligste del nu ligger inden for grænsen for den følgende bygd. Om nogle stridigheder, som hans talrige sønner havde med folk dér i egnen, fortæller Ldn. (s. 118 — 20), men så kortfattet, at sammenhængen er vanskelig at forstå.


Kort vest for Kjallaksstad ender Fellsstrandens hrepp; den følgende hrepp Skardsstranden (Skarðsströnd) omfatter den vestligste del af halvøens sydkyst, samt det flade mod vest udgående Dagverðarnes med de talrige omliggende småøer og strækker sig derfra mod nordøst langs Bredefjordens kyst [39]. Det langagtige, smalle Dagverdarnæs, i oldtiden sædvanlig kaldet Dögurðarnes (Laxd., Ldn. o. fl,), bærer navn af, at Aud ved sin ankomst til disse egne med sit følge spiste davre (dagverðr) her; næsset bærer nu en gård af samme navn. I ældre tid synes her i følge sagaerne at have været et yndet landingssted for købmænd; landingsstedet, der kaldes Havn (Höfn), påvises endnu ude på næsset, hvor der ligeledes skal findes gamle bodtomter (sognebeskrivelsen 1842). Mod nord begrænses næsset af en vig Kvennaholsvåg, der skærer sig ind mellem Dagverdarnæs og det nordligere og mindre Lángeyjarnes. Til Dagverdarnæs hører den syd for liggende Skålø (Skáley), hvis navn udledes af, at Ejnar skåleglams skåler (ɔ: den bekendte skålvægt, han havde fået af Håkon jarl) skulde være drevet i land her. Sydvest for Skålø ligger den anselige ø Purkø (-ey), i Eb. (og Ldn.) kaldet Svinø (Sviney)[40]; her boede Eyjolv Æsassön, som hjalp Erik den røde i hans strid med Torgest på Bredebolstad (Snf.). Hans moder Æsa Kjallaksdatters grav (leiði) vises på den til Purkø hørende Stekkjarø (-ey). Også på Purkø er der en våg kaldet Havnen (Höfnin), hvor der skal have været landingssted i gamle dage, og der findes her nogle bodtomter »kaupmannabuðir« og desuden et andet om handel mindende stedsnavn »kaupmannalágar«. — Vest for Purkø går et sund Seljasund, der adskiller denne ø fra Hrappsø (-ey) og de nord for denne liggende Klakkøer (-eyjar). Seljasund er Ldn.’s Selasund (s. 95); på Ejnarsskær (Einarssker) i Selasund druknede Ejnar Skåleglam, siger sagaen, hans skjold fandtes i Skjoldø (Skjaldey), hans kappe (feld) på Feldarholm (Snf.). Skæret, på hvilket han druknede, ligger sydligst i Seljasund og bærer nu navnet Ejnarsbode (Einarsboði). På Hrappsø er der adskillige stedsnavne, som tyde på, at der fordum har været drevet agerdyrkning her; ellers er øen mest bekendt af, at bogtrykkeriet for Skålholts stift en tid lang i sidste halvdel af forrige århundrede (1773-94) havde sit sæde her. — De alt nævnte Klakkøer eller Dímunarklakkar er en lille øgruppe nordøst for Hrappsø, der bærer navn efter to karakteristiske topformede klipper eller »klakkar«, der stå tæt ved siden af hinanden og rage op i luften som fjælde, højere end nogen anden ø i Bredefjord, hvorfor de ses langt borte fra. Søkortet over Stykkesholm og omegn viser bedst forholdene ved Dimunarklakkar. Klakkerne (de topformede klipper) høre til en lille hesteskoformet holm, der ved en smal våg, som skærer sig ind fra sydvest til nordøst, næsten deles i to dele; vestnordvest for vågen hæve sig de to klakker, den ene bag ved den anden. Dimunarklakkerne mod tilhørende holm synes i ældre tid tilsammen at være blevne kaldte Dímun; Eb. (s. 36) fortæller således, at efter at Arnkel gode havde skaffet Torarin et på Dagverdarnæs værende skib, førte de det ud i Dimun og udrustede det der. Samme lokalitet er det øjensynlig, der omtales, når det (Eb. s. 38) berettes, at da Erik den røde nødes til at forlade landet, skjuler Eyjolv hans skib i Dimunarvåg (Dímunarvágr), medens hans fjender søge efter ham. Dimunarvåg kaldes nu Eriksvåg (Eiríksvogr) og er den før nævnte smalle våg, der i nordøstlig retning skærer sig ind i holmen. Sognebeskrivelsen fra 1842 fortæller, at da Erik den røde skjulte sig her, var der så stor skov, at den nåede over vågen. Sognebeskrivelsen fra 1846 anfører mindre omstændelig, at Erik den røde skal have skjult sit skib under ris, der bredtes fra klakken ud over skibet, og gør opmærksom på dette sagns lighed med hvad der fortælles i Olav den helliges saga om Svend jarl i Masarvig.


Ólafsdalur - (W.G. Collingwood, 1897)
Vest for Dimunarklakkerne (nærmest henhørende til den under Snf. omtalte øgruppe Feldarholm, Fagerø, Ellidaø) ligger Skjaldarø (-ey), der må være den i Ldn. nævnte Skjaldey, hvor Ejnars skjold fandtes. Af øerne vestnordvest for Dagverdarnæs (der danne den vestlige begrænsning for Kvennaholsvågens ydre del) er en Fremre Langø (Lángey), hvor der et steds på øen kaldet Búðarnes vises bodtomter fra ældre tid. — I Kvennaholsvåg nord for Dagverdarnæs falder åen Fåbejnså (Fábeinsá) ud; med denne begyndte det land, som hovedlandnamsmanden på Skardsstrand, Gejrmund heljarskind, tog i besiddelse, men da Kjallak allerede tidligere havde bosat en del af denne landstrækning, opstod der strid imellem dem. Kjallaks landnam strakte sig nemlig (Ldn. s. 117) til Klovningar (Klofningar), det gamle grænseskel mellem Fellsstranden og Skardsstranden. Klovningar eller, som navnet nu lyder, med enkelttalsformen, Klovning (Klofníngr) er et klippestrøg, som fra det vinkelformig tilspidsede højlands vestligste pynt ligger, med flade omgivelser til bægge sider, næsten helt ned til søen. Omtrent midtvejs er denne kam kløvet tværs igennem — heraf navnet —, så at der opstår en åbning eller gennemgang med 5—6 fv. høje klippevægge til bægge sider; dette rum har man fra gammel tid vidst at anvende som rett eller fårefold, i det man for hver ende har opført et stengærde med kun en enkelt åbning i. Ldn. fortæller (s. 125), at Kjallak og Gejrmund i anledning af den omtalte landtvist kæmpede på »agrene« (ekrurnar) udenfor (det vil her sige: syd for) Klovningar, hvor bægge vilde så, men at Gejrmund sejrede. Disse agre mener man har været på nogle flade strækninger syd for Klovningen.


I det man overskrider dette klippegærde, betræder man halvøens nordvestkyst, der består af en for det meste kun ganske smal strimmel lavland, hvorfra forskellige smådale skærer sig ind i højlandet. Den større del af dette kystland, hele dets nedre halvdel, optages af Gejrmunds landnam. Om ham fortæller Ldn. (s. 122-23), at han tog land til Klovastene (Klofasteinar); han landede i Gejrmundarvåg (Geirmundarvágr) og var den første vinter i Budardal (ɔ: Boddal), men fæstede derefter bo på Gejrmundarstad (Geirmundarstaðir) under Skard; her døde han også og blev lagt i skib dér i skoven vest for gærdet, Sine rigdomme havde han forinden skjult i Andarkelda under Skard (Ldn. s. 125).


Den første gård, man støder på inden for Klovning, Melar, omtales her nærmest på grund af en lille vig Kumbaravåg i dens land, hvor der i følge sognebeskrivelsen 1842 findes bodtomter, der tilskrives de irske [41]. Nord for Melar ligger Ballarå (Ballará), hvor en af Gejrmunds venner fik sig anvist en bolig. — Oven for Ballarå kommer først et par gårde uden historisk betydning, derefter, omtrent midtvejs på Skardsstranden, hovedgården og kirkestedet Skard (Skarð) med omgivende hjålejer, af hvilke Gejrmundarstad er den ene. Gården Skard drager navn af en sænkning i fjældet bag ved, gennem hvilken den sædvanlige vej ligger. Fra det lidt sydvestligere Gejrmundarstad er Skard adskilt ved en lille å. Landet omkring Gejrmundarstad er vide skovbevokset, dér vil man påvise Gejrmunds høj uden for tungærdet, den kaldes nu Skiphóll. Gejrmundarvåg skal i følge Torl. Jonssön endnu bære dette navn og findes ved kysten ud for gården. Andar- eller, som den nu hedder, Anda-kelda, hvor Gejrmund skjulte sine rigdomme, er endnu almindelig bekendt; den findes under lien øst for gården Skard, — og man vil naturligvis også her have kunnet mærke »guldkisten« nede i sumpen [42]. — I Sturlungetiden var Skard sædet for en famile, af hvis medlemmer navnlig to mænd af navnet Snorre omtales i Sturl., nemlig lovsigemanden Snorre Hunbogessön og hans sønnesøn præsten Snorre Narvessön eller Skards-Snorre. Ved midten af det 15de årh. hørte gården Skard til den bekendte Björn Torlejvssön den riges ejendomme; han blev adlet af den danske konge Kristian d. 1ste og var kgl. befalingsmand (hirdstyrer) på Island. Om hans strid med de engelske købmænd og hans deraf følgende drab er tidligere talt (se Riv i Snf.). Efter hans død tilfaldt denne gård hans mandige hustru Olöv den rige; om den omfattende hævn, hun skal have taget over sin mand, véd man meget at fortælle (se således Esp. II, s. 69). Hun fik en mængde Englændere i sin magt, siges der; hinsides åen, i tunet, lod hun bygge en skåle og bevogtede der sine engelske fanger, — dér står nu en hjåleje Manheimar, der antages at skylde denne omstændighed sit navn (»Trællehjem«, man ɔ: træl). Andre fanger skal hun have ladet henrette på en klippehøjde i gården Reynikeldas land, som derefter bærer navnet Axarhóll (Øksehøj). Også andre stedsnavne på Skard sættes i forbindelse med hende[43].


Hvítdalur í Saurbæ - (W.G. Collingwood, 1897)
Til Skard hører den indbringende øgruppe Olavsøerne (Ólafseyjar), som oprindelig hørte til Reykholar (Bst.), men som senere skal være komne til Skard i mageskifte for nogle andre øer. I Grt., hvor de omtales (s. 112), siges de at ligge omtrent 1½ mil fra Reykholar, og fra Skard er afstanden vel omtrent den samme. — Nord for Gravir (Grafir) falder Budardalså (Budardalsá) i søen; denne å kommer fra den smalle lille Budardal (Búðardalr), der her skærer sig ind mellem fjældene. I dalmundingen nord for åen står den efter dalen benævnte gård. Som tidligere omtalt tilbragte Gejrmund her sin første vinter. Budardal nævnes oftere i Sturl.; fra den indre del af denne dal ligger der en, rigtignok noget besværlig, vej over fjældheden syd for Skeggöksl ned i den lille Skeggjadal i Hvammssvejt.


Ude ved kysten nord for Budardalså skal der findes et surtarbrands lag. — Nord for gården Budardal kommer Tindar, nord for denne gård igen Nýp(r); på grænsen mellem disse jorder står under lien, hver på sin side af vejen, de to såkaldte Ringstene (Hríngsteinar), der antages at være de i Ldn. nævnte Klovastene (Klofasteinar ɔ: kløftstene); disse to tæt ved hinanden stående — ligesom sønderkløvede — klippeblokke kan virkelig også meget passende være bleven benævnt således; de skal have fået deres nuværende navn af en jærnring, som skal have været indsat i den ene af dem, men som i al fald i de sidste hundrede år ikke længer har været at se, medens man derimod mener at kunne påvise stedet, hvor den har siddet.


På den anden side Klovastenene begyndte den landstrækning, som Gejrmunds rejsefælle Stenolv den lave besatte. Efter Nyp er den første gård her Hejnaberg (Heinaberg, egl. Heiðnaberg siger sognebeskrivelsen 1846), bekendt for den herværende smukke basaltformation i det 6-7 fv. høje og 60-70 fv. lange fjæld, hvorefter gården tager navn. Basalten består af regelmæssige fritstående og til dels løse, fir-, seks- og otte-kantede søjler, der når lige fra grunden op til den øverste fjældkant, og som man for største delen kan tage ned og stille op igen[44]. — Noget nord for Hejnaberg åbner sig Fagredalen (Fagridalr), en lille, temlig højtliggende, af fjælde indesluttet dal, der længere inde spalter sig i to. Midt gennem dalen løber en dybt nedgravet lille å, der nu danner grænsen mellem Skardsstranden og den følgende bygd Saurbæen. Af dalens to gårde står den ene. Ydre Fagredal (Ytri Fagridalr), syd for åen. — I Fagredal på Stenolvshjalle (Steinólfshjalli) boede Stenolv den lave (GÞ. s. 43, smL Ldn. s. 126). Dennes bolig svarer nærmest til det nuværende Ydre Fagredal; Stenolvshjalle er nemlig en grønlig banke (som nu bærer tomterne af en stekk), ligeledes syd for åen, men noget højere oppe i dalen, hvorfra gården senere antages at være flyttet til sit nuværende sted. På Ydre Fagredal er mange sagn om Stenolv lokaliserede: i tunet forevises hans kreaturfolde (»hestarétt« og »kviar«), naturligvis langt større end de nu brugelige; neden for gården, hvor der nu er bygget en lade, vises sporene af hans hovtomt, en af de sædvanlige kredsrunde indhegninger, men hvoraf nu kun en mindre del står tilbage. Desuden skal Stenolv have ladet bygge den østlige del af tungærdet, og der fortælles, at han her dræbte sin huskarl (eller træl), fordi der blev en krumning på gærdet; så vel krumningen, som dyssen over huskarlen, der blev begravet der på stedet (Búaleiði), påvises endnu[45]. — Fra bunden af Fagredal ligger ligeledes en ubanet vej over fjældet, men øst for Skeggöksl, til Hvammssvejten, enten til Lambadal eller Skeggjadal.


Til Skardsstrandens hrepp regnes også Akerøerne (Akreyjar), en gruppe af 14 øer foruden flere mindre holme, der ligger ud for Fagredal, omtrent en mil fra land. De anses for de mest indbringende af alle Bredefjordsøerne ved høhøst, vintergræsning, æderdun, fuglefangst og sælhundefangst høst og vår[46].


Den første gård i Saurbæ hrepp (Saurbæjar hreppr) er Indre Fagredal, der står nord for åen, omtrent lige over for den tidligere nævnte gård Ydre Fagredal. — Ldn. (s. 128) fortæller, at der på øren ved Fagredalsåos (Fagradalsáróss) stod en kamp mellem Stenolv og Torarin krok, der til søs havde forfulgt ham fra den lige over for liggende kyst af Bardastrands syssel. Der faldt Torarin selv femte og syv af Stenolvs folk, — og dér er de faldnes gravhøje (kuml), tilføjes der. Den samme begivenhed fortælles i GÞ. (s. 70—71), hvor anledningen angives noget forskellig; kampen siges at stå på øren ved naustene (skibsskurene) i Fagredal, mandsstyrken på bægge sider er noget større, de faldnes antal er ligeledes betydeligere, og dette siges at være angivet efter de høje (kuml), som man har fundet på kampstedet. Lidt nord for Fagredalsåens udløb findes en smal øre, hvor det sædvanlige landingssted er i en lille skærløs indbugtning af søen; her står endnu naust og et »søhus« (dette sidste brugt til indlægning af sæler o. d. l.), her findes også gamle naustetomter. Ud for søhuset ses i en række på øren tre kredsrunde lave stendynger med en fordybning i midten; disse udgives for dysserne af de i oven nævnte kamp faldne, og kampen antages almindelig at have stået her. — Beskaffenheden af kyststrækningen nord for Fagredal er ikke forskellig fra Skardsstrandens. Vejen ligger højt oppe i fjældskråningen, og længe har man intet for øje uden fjæld, stenet li og søen, indtil man efter omtrent en times ridt er nåt den nordligste pynt af højtlandet på dette strøg. Omtrent midtvejs mellem Fagredal og denne fjældpynt, Tjaldanesshyrna, skyder der sig fra den høje stejle fjældskråning, der her falder meget brat af, en aldeles flad, lille, trekantet øre ud i søen; den kaldes Tingøre (Þíngeyri), men hvad slags sammenkomster der i sin tid har været holdte her, ved man ikke noget om[47]. — I GÞ. (s. 70) fortælles det, at da Stenolv roede hjem ad, forfulgt af Torarin, blev dette iagttaget af bonden på Knutsstad (Knútsstaðir), som sendte bud derom til Fagredal og selv begav sig derhen for at hjælpe. Hvor gården har ligget, kan ikke med bestemthed siges, — formodenlig etsteds i lien nær Tjaldanæshyrna, hvor der flere steder ses tomter[48].


Gullfoss hjá Kleifum í Gilsfirði - (W.G. Collingwood, 1897)
I det man drejer om Tjaldanæshyrna, åbner udsigten sig til den egenlige Saurbæ (Saurbær), et græsrigt og frodigt landskab, der som en bred dal i sydøstlig retning strækker sig op fra søen; men snart deler den sig i to smallere, én, Stadarholsdalen, der går i mere sydlig retning, en anden, Hvolsdalen, mere i vest, hver af dem benævnt efter kirkestedet. Om Sténolv fortæller GÞ. (s. 43), at han tog land mellem Grjotvallarmule (Grjótvallarmúli) og Klovastenene; i Ldn. (s. 126) angives de samme grænser for hans landnam, og der siges dér, at han fra Fagredal gik ind på fjældet og så inden for en stor, skovgrot dal. Etsteds så han en åben plads i dalen, dér lod han bygge en gård, som han kaldte Saurbæ (saurr ɔ: smuds, skarn), ti der var meget moradsigt, og samme navn gav han hele dalen; det sted, hvor gården stod, hedder nu Torvnæs (Torfnes) — tilføjes til slutning. — Således forklarer altså Ldn. oprindelsen til bygdens navn, et navn, der er såre almindeligt som gårdsnavn, men som i virkeligheden ikke vel synes at kunne passe som navn på et helt landskab; vil man dømme efter navnet, får man i øvrigt for dårlig en forestilling om egnen, den er adskillig mere tiltalende end mange med et smukkere navn.


Navnet Grjotvallarmule er nu tabt; man har trot, at derved skulde forstås Tjaldanæshyrna, i hvilket fald vel så den egenlige Saurbæ måtte betragtes som et senere tillæg til Stenolvs landnam, men rimeligere er det at antage, at Grjotvallarmule betegner den Saurbæ mod nord begrænsende mule, den såkaldte Holtshyrna; ja det bliver en næsten nødvendig antagelse på grund af Ldn.’s ord om den følgende landnamsmand, der siges at have taget land »inden for (ɔ: nord for) Grjotvallarmule« og bot i Olavsdal. — Ud for enden af Tjaldanæshyrna, nord for denne, står gården Tjaldanæs (Tjaldanes). Saurbæens to hoveddale gennemstrømmes hver af sin å, Hvolså og Stadarholså, der nord for Tjaldanæs forener sig i en større os, hvorigennem vandet føres ud i søen. Her i åmundingen ligger en lille holm, ved ebbetid omtrent landfast; dette er den i Krm. (s. 134) omtalte Orrostoholm (Orrostohólmr), hvor Berse og hans fordums svoger, Stengerds broder Torkel, holder holmgang. — Stadarholsdalen er en ikke ubetydelig dal med flere sidedale; desuden skyder sig længst inde fra dalbonden endnu en lille dal op mellem fjældene; dette er Hvammsdalen (Hvammsdalr), hvor i følge Laxd. (s. 138) folkene fra Hol var til sæters, da Tord Ingunnssöns fraskilte kone Aud foretog sit angreb på Tord på Laugar; efter denne dal[49] benævnes den øverste i Stadarholsdalen øst for åen stående gård. — Gården Hol (Hóll) i Saurbæ, hvor Auds velstående brødre i følge Laxd. boede, er utvivlsomt den yderst i Stadarholsdalen vest for åen stående gård Saurhóll; efter Saurhol benævnes fjældet oven for gården Hólshyrna. Længere inde bærer den Stadarholsdalen mod vest begrænsende fjældstrækning navnet Torvfjæld (Torffjall), hvad der måske minder om det i Ldn. forekommende gårdsnavn Torvnæs. I følge meddelelse fra guldsmed Sig. Vigfussön skal endog en næsformig, højere strækning, der fra Holshyrna går frem i mosestrøget neden for, endnu bære navnet Torfnes.


Stadarhol (Staðarhóll, Eb. s. 106, 112), gården, hvorefter dalen bærer navn, hæver sig smukt frem på dalsletten øst for åen, noget længere inde i dalen end Saurhol. Det er en betydelig gård, der endog skal være blandt de anseligste ejendomme på Vesterlandet. På Stadarhol boede høvdingen Torgils Oddessön, hvis stridigheder med Havlide Måvssön indlede den urolige Sturlungeperiode; efter ham bor hans kun lidet berømmelige søn Ejnar der. Senere ejede historieskriveren og skjalden Sturla Tordssön gården, boede en tid her, og herhen førtes hans lig fra Fagerø for at jordes ved kirken her, der var indviet til hans yndlingshelgen apostlen Peter. På Stadarhol er traditionen nu udelukkende knyttet til den bekendte Stadarhols-Povl, den i sidste halvdel af det 16de årh. levende stormand Povl Jonssön, der boede her; nede ved Stadarholsåens udløb viser man således i engen en langagtig udvidelse af en i åen faldende bæk, som han skal have ladet grave for at få et leje til sine skibe.


Saurbæens anden hoveddal, Hvolsdalen, begrænses mod nord af én sammenhængende fjældvæg, hvis øverste halvdel er lodret klippe, den nederste stejl skråning med grønlig li under; mod syd ligger derimod flere smådale ind mellem fjældene, der strække sig frem som lange, bratte muler, hvis øverste del er karakteristiske trapskjolde eller lignende dannelser, med lodrette og smukt stribede affald. Ud for mulen, der mod øst begrænser Stadarholsdal, står gården Store eller Nedre Mule (Neðri Múli), således kaldet til adskillelse fra den lidt østligere Øvre Mule (Efri Múli), der imidlertid skal være afbygget herfra. Hinsides mulen åbner sig en lille af trapfjælde omgiven dal, det er Belgsdal (Belgsdalr, GÞ. s. 43), hvor gården af samme navn står på en høj terrasse. Den næste, lille sidedal, noget østligere, er Hvitedal (Hvítidalr), med gården af samme navn (Laxd. s. 214, 16). Længst inde forgrener Hvolsdalen sig i to sidedale, af hvilke den ene, som ligger i sydlig retning, er den under Hvammssvejten nævnte Svinadal, som efter fra Mjosynde jævnt at have udvidet sig nord efter ender med at gå over i Hvolsdalen.


Hellnagil á Svínadal - (W.G. Collingwood, 1897)
Således er nu altså hele den mod vest udskydende af højland opfyldte halvø i Dala syssel beskrevet. Da de den bedækkende fjældheder kun ved den smalle Svinadal er adskilt fra de østligere heder (Hólkna-, i daglig tale: Hólkunnar-, heiði og Gaflfellsheiði), er de formodenlig ofte blevne betragtede som sammenhængende. Hele dette højland tilsammentaget er det vel således, der tænkes på i Laxd. (s. 144), hvor der fortælles, at det forbydes den fra Bardastrands syssel fordrevne Kotkelske familie at opholde sig vest for Dalahede (Dalaheiðr).


Svinadal, fortæller Ldn. (s. 126-27), skal have fået navn af nogle svin, som Stenolv genfandt der stærkt formerede. Om Svinadalens nordre del nogen sinde har været bebot er tvivlsomt; i Sturl. (I, s. 14) nævnes et sæter i Svinadalen fra gården Nedre Mule, hvis navn Snorrastad (Snorrastaðir) vel kunde tyde på, at det fordum havde været en bebygget gård. — Når der i Sturl. (I, s. 20) tales om Tunge-land (Tungu-land) i Svinadal, da er det utvivlsomt den nuværende gård Bessatunga, som ligger for enden af Hvolsdal, hvor der imellem Svinadalen og den anden, nordligere og meget mindre sidedal, Brekkudalen, afskæres et fjæld med tilhørende græsgrot fod. — Saurbæ og særlig Hvolsdalen er skuepladsen for en del af de i Kormaks saga omtalte begivenheder; men mangel på lokalkundskab har øjensynlig bragt forfatteren dels til at begå ligefremme unøjagtigheder, dels til at give en så mangelfuld fremstilling af handlingens gang, at sagaen på sine steder bliver næsten uforståelig. I Midfjorden, nabofjorden øst for Hrutafjorden på Nordlandet, boede skjalden Kormak og hans elskede, Stengerd. I Saurbæ derimod boede Berse, bekendt for sine holmgange; denne mand, der sædvanlig benævnes Holmgange-Berse, omtales også i Laxd., og det ses dér (s. 108), at hans bolig var gården Tunge (Túnga), der må svare til den nys nævnte gård Bessatunge, som netop efter ham må antages at have fået sit nuværende navn. Berse er Kormaks heldige medbejler, og med ham bliver Stengerd gift. — I følge fremstillingen i Kormaks saga skulde man tro, det var en forholdsvis let og hurtig sag at komme fra Hrutafjorden til Saurbæ; i virkeligheden er det en lang vej: enten må man over Laksådalsheden til Hvammssvejten og derfra gennem Svinedalen, eller man må mod nord langs vestsiden af Hrutafjord op i Stranda syssel, derfra over en lille hede ned til den nordligste gård i Saurbæ hrepp, hvorefter man så nord fra langs kysten begiver sig ned i den egenlige Saurbæ[50]. Denne sidste vej ser det ud til, at Berse har valgt efter sit bryllnp i Midfjord, hvad der også kan være rimeligt nok (Krm. s. 60 ffg.). Kormak samler folk og forfølger dem, men da han kommer til Vale, får han at vide, at Berse er nåt til Mule — hvor hins daværende ven Tord Arndissön boede — og har samlet folk dér; Kormak begiver sig så ledsaget af Vale til Mule og har her en samtale med Berse. Den på dette sted, og oftere i sagaen, omtalte gård Mule (Múli) må være en af de to gårde Mule i Saurbæ, formodenlig Nedre Mule. — Ved en tidligere lejlighed (s. 56) er det sagt, at nys nævnte Vale boede på Valastad (Valastaðir) kort fra Hrutafjord. At denne gård skulde have ligget i Hrutafjord, er aldeles utænkeligt; den må åbenbart have ligget i Saurbæ. At den kaldes Valastad vil vel ikke sige andet, end at forfattteren ikke har kendt dens navn ; og det er højst sandsynligt, at det i Saurbæ almindelig udbredte sagn, der lader Vale have bot på den lige over for Belgsdal liggende gård Hvol (Hvoll), er i overensstemmelse med sagaen, som den oprindelig har lydt. Hvis Kormak under forfølgelsen af Berse er kommen nord fra vilde Hvol ganske rigtig være en af de første gårde i Hvolsdal, som han traf på. — Denne beliggenhed af Vales bolig passer også med, hvad der senere (s. 140) berettes, da Berse, efter at Stengerd har forladt ham, bliver gift med Vales søster, — at denne får i medgift »Brekka land«. Navnet Brekka er nemlig knyttet til dalens to østligste gårde nord for åen. Nedre og Fremre Brekka, beliggende mellem Hvol og Bessatunga. Og senere opstår der netop fjendskab mellem Berse og Vale, fordi Berses hustru tillader sin broder Vale at benytte det afståede Brekke land.
Bessatunga í Saurbæ - (W.G. Collingwood, 1897)
Det fjendskab fører til sidst til Vales drab, i det Berse, der imidlertid er bleven meget gammel, og som på den tid har Olav pås søn Haldor til opfostring hos sig, ved en list lokker Vale til sig. Han lader en pige, som opholder sig hos ham (altså på Bessatunge), begive sig til Vale og beklage sig over den behandling, hun nyder, samt bede ham om at følge sig over klevet. Dette gør også Vale, men da han vil vende tilbage, kommer Berse og Haldor imod ham og dræber ham på det sted, »som siden hedder Valafall« (Krm. s. 158). — Dette stedsnavn er endnu bevaret, tilligemed et par andre formodenlig deraf afledte, dog således, at det deri indeholdte personnavn fra Vale er bleven Vole. Ved Svinedalens munding ud mod Hvolsdal strækker sig fra fjældhjørnet i vest en kløft ned mod et lavere i lien liggende mosestrøg; kløften hedder Volagjå (Volagjá), mosen Volamyre (Volamyri); og neden for Volamyre, hvor vejen nu ligger ned fra Svinedal, skal selve navnet Volafall være bevaret. Ved det i sagaen nævnte klev forstår man nu almindelig den skråning — umiddelbart nord for Volagjå —, ad hvilken man fra Hvolsdalens bund stiger op i den højere liggende Svinedal, når man ikke, som nu ofte, følger den fra Svinedal kommende å, hvorved man kommer lidt længere mod øst, før man drejer ind i dalen. Da det ikke er let at se, hvorledes vejen fra Bessatunge til Vales bolig kunde komme til at ligge over klevet, kan det have sin interesse at blive bekendt med sagnet om »Vole«, således som det nu lever hos Saurbæingerne og kendes så godt som af enhver, medens derimod kun en ganske enkelt har læst Kormaks saga; dette sagn stemmer nemlig bedre overens med stedsforholdene: Berse, som havde taget Snorre godes (!) søn Haldor til opfostring, kom i strid med Vole fra Hvol, fordi Vole, der var en anmassende mand, lod sine heste gå i den Berse tilhørende Svinedal; han aftalte derfor med Haldor en dag, da Vole havde begivet sig til sine heste, at Haldor skulde tage post i tunet og råbe til ham, når Vole kom; selv begav han sig over åen (ɔ: det fra Svinedal kommende tilløb), og da Haldor råbte, afskød han en pil mod Vole og dræbte denne i Volafall neden for Volamyre. I bod for Vole måtte derpå Berse afstå Svinedalen til Hvol, som endnu ejer den[51]. — I Kormaks saga (s. 140) fortælles, at Berse lod bygge et virke om sin gård; deraf ser man nu intet spor. Derimod mener man at kunne påvise sporene af Besses hov. I tunet findes nemlig en lav høj (ifg. den antikv. indb. kaldet Goðahóll), hvor der ses en næsten kredsformig tomt, med dørene i nord; denne, der skal være 15-20 al. i diameter, udgives for hovtomten.


Af andre i Krm. nævnte gårde må også Holm (Hólmr, s. 58) nærmest søges i Saurbæ, men nogen gård af dette navn findes nu ikke her, og har vel aldrig været der.


Udsigt fra Bessatunga - (W.G. Collingwood, 1897)
Blandt gårdene i Hvolsdal må endnu nævnes Mårskelda (Márskelda), hvor Torgejr Håvarssön udførte et af sine mange hensigtsløse, kun ved et lune foranledigede drab. Manden, der dræbtes, hed Böggul-Torve. Gården, der er Hvols nabogård mod vest, står på en besynderlig måde på fladt, lavt land lige under den meget stejle li, der bærer tunet. Øst for gården udspringer under lien en kilde, der som en bæk fortsætter sig gennem engen ned til åen; denne bærer navnet Böggulslækr, og på øren nede ved åen siges Torgejr at have dræbt Böggul. Denne begivenhed, om hvilken erindringen altså synes at være bevaret på stedet, berøres kortelig i Grt. (s. 64), men omtales udførligere i den vidtløftigere Fostbrødre saga (Flatb. II, 105-06). Huskarlen fra Mårskelda, Torve, med tilnavnet Böggul, var gået ned til åen for at hugge ris, da den vest fra kommende Torgejr, der synes at være redet op langs åens sydlige bred, rider over åen og dræber ham af vrede over, at han ikke har hørt hans gentagne kalden. Stedet, siges der, kaldtes siden Böggullæk (Böggullækr).


Omtrent ud for Mårskelda forener Stadarhols- og Hvolsdalen sig, og lavlandet bliver her bredere ; men på grund af dets fugtighed ligger vejen, som fører langs dalens nordside., temlig højt oppe i fjældskråningen. Herfra har man en herlig udsigt over Bredefjordens øer, og, mere til højre, over Gilsfjorden til Bardastrands syssels små, men afvekslende og karakteristiske, til dels spidstakkede fjælde med grønlig fod. Saurbæ-dalens nordlige begrænsning ender mod vest med den før nævnte Holtshyrna, en fjældpynt, som utvivlsomt er Ldn.s Grjotvallarmule. Den bærer navn efter en ud for den liggende gård Holt — Her ud for tager Gilsfjorden (Gilsfjörðr) sin begyndelse. Denne smalle, lille fjord, der kan betragtes som Bredefjordens aller inderste del, skærer sig i nordvestlig retning ind mellem Dala og Bardastrands syssel og er ikke langt fra i forening med en anden, nordøst fra kommende lille fjord aldeles at afskære Islands store nordvestlige halvø fra det øvrige land, i det afstanden imellem dem kun er en mils vej. Allerede ud for Holt tørlægges Gilsfjorden ved størst ebbe så stærkt, at der af hele fjorden kun er en smal rende tilbage. — Fra gammel tid har kysten her ydet beboerne et ikke ringe gode i den rigdom af spiselig tang (søl), som her findes. Tidligere var dog vistnok dette næringsmiddels betydning langt større end nu, og havde da en del betydning som indenlandsk handelsvare. Nu kan sølen her samles af hvem der vil, men er derimod i tilberedt tilstand (ɔ: tørret) genstand for salg. Den spises nu sædvanlig, efter at være bleven kogt, blandet i brødmél, som herved bliver drøjere og efter den almindelige mening også mere velsmagende; undertiden spises også den tørrede søl alene [52]. — Følger man vejen ind langs Gilsfjorden, viser denne sig tæt omgiven af fjælde, mellem hvilke man, efter temlig længe at have passeret langs ad lien, ser en lille dal kile sig ind; dette er Olavsdal (Ólafsdalr), som bærer navn efter den uheldige Olav belg, der endelig fandt ro her efter først at være dreven bort fra Olavsvig (Snf.), senere fra Belgsdal. Også i Olavsdal vil man — i en kredsformig indhegning nær dalmundingen — se resterne af et hov (Olavs); tomten ser dog temlig mistænkelig ud[53].


Mellem Olavsdal og Gilsfjordens bund ligger igen en li, hvad længden angår omtrent som den nys omtalte, en mils vej lang, men besværligere, da den hist og her falder stejlt af mod fjorden, så at vejen snart ligger langs søen, snart temlig højt oppe i lien eller, hist og her, over et par stejle og smalle »klev«. — Ved Gilsfjordens bund åbner sig mod øst en smuk, forholdsvis bred, lille dal, omgiven af amfiteatralske fjælde, fra hvilke bag ved gården en smuk foss styrter sig ned fra fjældkanten, over de såkaldte »kleifar«. Dalens eneste gård Klejvar (Kleifar) bærer navn efter de nys nævnte klippeskrænter. Hinsides gården og fossen ligger en fjældvej op, som over den kun et par mil lange Tungehede fører til Bitrufjorden i Str. På Klejvar boede landnamsmanden i Gilsfjorden, hvis navn fjorden bærer. Dette er den nordligste gård i Dala syssel, og i gejstlig henseende hører allerede denne til Bardastrands syssel. Grænsen mellem de to sysler dannes af en lille å, som falder i fjorden mellem Klejvar og nabogården mod vest[54].




WGC.P006.jpg


Se Tillæg og rettelser



Fodnoter

  1. Til Dunk knytter sig sagn om, at her oprindelig har væet smedje og »raudablástr« fra gården Gautastaðir og Gautes amboltsten vises i tunet — Til et fjæld Helgufell, der står oven for Dunkardal, på grænsen mellem denne og en fjelddal oven for Hitardalen, knytter sig adskillige sagn om Bård Snefjældsas’ datter Helga, der skal have tilbragt de sidste år af sit liv her og være højlagt her i nærheden. — Om disse sagn og i det hele om stedsnavne i denne egn findes en afhandling af bonden Jon Jonssön trykt i Safn t. s. f., II, s. 319—27.
  2. Passet, der nu udelukkende bærer navnet Sópandaskarð, benævnes også således i Sturl. (I, s. 271), så formen Sofandaskarð (Laxd. s. 268) er utvivlsomt urigtig. — På det nævnte sted i Laxd. synes Laugardal at være indbefattet i Hördadal.
  3. Mellem Midå og Tungeå strakte sig oprindelig det til Sandafell hørende land (Laxd. s. 12).
  4. Af denne kamp med de nærmest forangående begivenheder giver Sturl. I. s. 305 ffg. en skildring. Angående de her forekommende stedsnavne kan efterses en afhandling af provst Torlejv Jonsson om stedsnavne i Bredefjordsdalene (Safn t. s. Í. II, s. 558 ffg.). Kampen ses af sagaen at være foregået vest for åen omtrent lige over for Erpstaðir, der er nabogården syd for Saudafell. Sognebeskrivelsen anfører, at i det mellem Midå of Hundadalså indesluttede Hundadalsnæs findes en tomt Grænatopt, der udgives for stedet, hvor kampen stod.
  5. Strákr ɔ: knægt, dreng.
  6. Denne sidste dal er utvivlsomt enten ikke afsat på kortet eller afsat for nordlig.
  7. På Kvennabrekka fødtes den af den islandske literatur så højt fortjænte Arne Magnusson. — Et stedsnavn »Blótholl« neden for tunet på denne gård bringer folk på den formodning, at her fordum har stået et hov. Se Safn t s. Í. II, 567.
  8. oven for ɔ: højere oppe i dalen.
  9. På kortet findes også navnet Eiríksstaðir sat i parentes ved mærket for denne gård.
  10. Sammenlign hermed Torlejv Jonssöns bemærkning om Valþjofstaðir, Safn: II, 573.
  11. I følge mundtlig meddelelse af provst Torlejv Jonssön skal også på Kambsnæs påvises et »hov« en omtrent firkantet tomt.
  12. Allerede omtalt af Jon Olavssön fra Grunnavig, Antkv. Ann. II, 169.
  13. lág ɔ: fordybning.
  14. At en sådan indsætning af »ok«, vil give den rette læsemåde, er allerede tidligere sét af prof. Rygh og Bngge. Se anmærkn. til det norske Oldskriftselskabs udg. af Hervarar saga, s. 350.
  15. I tunet vises en — naturligvis uægte — Lambhóll.
  16. Torl. Jonssön nævner rigtignok Drafnarnes, som om stedet endnu var kendt under dette navn, og vil også vide besked med Haugsgard; i Laksådalen syntes man imidlertid (1874) ikke at vide nogen besked med disse steder.
  17. Som så mange andre af de betydeligere gårde er Hjardarholt i tidens løb blevet præstegård, og til gården hører den sædvanlige kirke. I Laxd. fortælles om en udmærket okse Harre, som Olav ejede, at den en stræng vinter som fører for Olavs øksne vidste at finde græsgange til disse: om vinteren på det alt omtalte Harrastad, om våren på Harraból i Hjardarholts land. Dette stedsnavn kendes nu ikke; i følge Torl. Jonssön gætter man på, at det har været ved Lakså i Fjosa land.
  18. Mærkes kan, at ligesom der i Jonsb.s 2det kap. tales om Tværåting syd for Hvitå og Tværåting vest for Hvitå, således tales der også omTorsnæsting syd for Hvammsfjord og Torsnæsting vest for Hvammsfjord.
  19. »járngjörðarmaðr mikill«. Dette udtryk er vistnok i almindelighed bleven forstået, som om dermed sigtedes til, at Torsten Koggessön skulde have drevet megen jærnudsmeltning; og i overensstemmelse hermed vil man have fundet tydelige spor af slagger ved åen Fåskrud, desuden kul og slagger oppe i »åsene« i gårdens land og også slagger ved gravning hjemme i tunet. De omtalte spor ved åen Fåskrud synes dog ikke at bestå i andet, end at jorden her på bægge sider af vejen er sortagtig og ligesom forbrændt på grund af en halvforvitret, grusblandet vulkansk stenart, som findes her.
  20. På Ljåskogar fortælles om en fordums stor skåle på gården dér, som skulde have optaget hele den østlige halvdel af gården, med tolv sengesteder til hver side. Desuden skal for en del år siden restene af en mindre anselig skåle være borttagne; af tømret fandtes (1874) endnu en del tilbage, således »bitar« prydede med på langs løbende brede furer, og en såkaldt »stolbrud« (indtil for kort tid siden to), det var en firkantet stolpe, for oven udhugget som en knap, der bar en tærningformet kapitæl; en bred fure midt på to af siderne angav, at de vistnok havde været brugte som sængestolper. — En sængestue på Ljåskogar med udhugget arbejde (der sættes i forbindelse med Tord hreda) omtales af Jon Olavsson Antk. Ann. II, 181.
    Mærkes kan, at i Archeologia Britannica 11te Tom. 1794, Tab. XXI findes afbildet et en engelsk privatmand tilhørende drikkehorn, der skal stamme fra denne gård; al den underretning, der gives om hornet, består imidlertid i et par linjer underskrift, efter hvilke hornet er fundet to fod under jordens overflade på gården Liaskogar i Island og vides at være over 200 år gammelt. Såfremt hornet er afbildet i naturlig størrelse, har det omtrent haft et kohorns længde og form; det er prydet med udskæringer af blad-, roset-, ringe- og drage- eller fletværks-form.
  21. I de senere jordebøger opføres desuden Silfraskógar som en ødehjåleje til Magnusskogar; men ifølge A. M. (1703) skal denne aldrig have været nogen selvstændig gård. Jordebogen beretter nemlig, at på et sted i M’s land, som kaldes S., findes tomter og gærdelævninger; her skal gården fordum have stået. I mands minde har stedet ikke været bebygget, og kan umulig bebygges.
  22. Ud for gården Gleråskogar ned mod søen, på den anden side vejen, som ligger neden for tunet, findes således en sumpet strækning, hvor Sverdskelda kan have været. Længere borte, ved den nordlige bred af Fåskrud findes en anden sump Tóptarkelda, som man også har gættet på.
  23. Efter beretningen om, at Osvivrssønnerne lejrede sig ved Havragil og at Bolle lå oppe ved gilranden, føjer et papirshåndskrift af Laxd. (AM. 158, fol.) til: »það gil liggur norðan úr fjallinu og framm í á; lá þjóðgatan eptir hliðinni nokkuru ofar enn þeir Osvífurssynir sátu«, — hvad der tjæner til endnu tydeligere at vise overensstemmelsen mellem sagaens Havragil og den nu således benævnte kløft.
  24. A. M. (1703) har herom følgende: I det gården Sælingsdalstunge tilhørende land i Svinadal, siger man, at der i gamle dage skal have været et bebygget kot, kaldet Hafratindar. Hvor det snarest kan have været ved ingen at sige, og ingen af de dér kendte folk har kunnet finde tomter eller gærdelævninger i dalen, som kunde lede på sporet.
  25. Lige over for skal endog findes en Bollalág.
  26. Også her må Snorre snart have erhvervet sig stor magt og indflydelse; og det såkaldte Snorrúnga goðorð, som Sturlungerne gennem deres slægtskab med ham havde arvet, har han utvivlsomt erhvervet sig her.
  27. Når der i Laxd. (s. 130) fortælles, at Gest efter samtalen med Gudrun red bort og mødte Olav pås bud ved tungærdet, menes der utvivlsomt tungærdet ved Laugar, og stedet »inde ved søen«, hvor Gest og Olav mødes, er formodenlig nord for Laksåos, — Gest er i så fald redet fjærevejen.
  28. Læsemåden i noten »þvíat háls einn var i milli dalanna« må foretrækkes for tekstens »þvíat dalrinn var ímilli ánna«, da Hvammsdal, hvor Auds sæter var, er en lille sidedal fra Stadarholsdal i Saurbæ og kos ved en smal hals er adskilt fra Lambadal. Desuden er der i selve sagaen lige i forvejen sagt, at Lambadal »gengr vestr í fjöllin at baki Hvammsdal«.
  29. Dette komma må tilføjes.
  30. Stakkagil danner nu nordgrænsen for det land, som hører til den umiddelbart oven for Sælingsdalstunge stående hjåleje Gerde (Gerði). En gang før er dette gil nævnt i Laxd. Der fortælles nemlig (s. 124), at Osvivr på Laugar køber en del af det Torarin i Sælingsdalstunge tilhørende land, nemlig »alt fra Gnupuskörd Gnúpuskörð) på bægge sider af åen til Stakkagil« — men hvor Gnupuskörd har været, kan næppe afgøres. — Sml. dog Torl. Jonssöns angivelse, Safn: II, 562.
  31. Disse slagger ere utvivlsomt lævninger fra en tidligere tids jærnudsmeltning af myremalm her. Det kan måske tillige tyde på, at Laxd.s beretning om, at der fordum har været stor skov i Sælingsdalen, ikke er så aldeles ugrundet, om end den måde, det berettes på i sagaen, viser, at forholdet på sagaskriverens tid væsenlig har været det samme som nu, d. v. s. at dalen alt da har været så godt som skovløs.
  32. I Sturl. (I, 63-65) fortælles følgende om hvad der gik umiddelbait for ud for kampen på Sælingsdalshede: Sturla får i Hvamm underretning om, at Ejnar Torgilsson har revet kreaturer fra en slægtning af ham på en af nabogårdene og nu er på tilbagevejen med sit rov. Han sætter sig da i bevægelse for at forfølge ham, og da han med sine folk kommer til Krossholar, ser de Ejnar med sin flok drage op over Ranarvolde. Einars folk ser nu også forfølgerne, men kan dog ikke bekvæmme sig til at give slip på byttet. Da de kom op over Snorravad, drog Sturla og hans mænd over Ranarvoldene, og da Ejnars parti kun langsomt kan passere op over hedeskrænten, begynder snart efter kampen her. — Navnene Snorravad og Ranarvolde er på oven anførte sted i Sturl. brugt aldeles rigtig, men Krossholar er utvivlsomt ved uagtsomhed kommet i steden for holerne mellem gårdene Laugar og Holar, de såkaldte Laugahólar. Snorravad er navnet på et almindelig benyttet vadested over Sælingsdalså, der hvor åen passeres kort før man stiger op på heden; og at det ene parti passerer åen på samme tid som det andet drager over Ranarvolde, svarer aldeles til, at de forfulgte kort efter indhentes på vejen op på heden. Fra Krossholar til Ranarvolde er derimod så lang vej, at folk og kvæg på Ranarvolde umulig vilde kunne skelnes fra Krossholar, selv om udsigten var fri; men tilmed er fra Krossholar udsigten til næsten hele Sælingsdal og da navnlig til Ranarvoldene spærret; først når de store Laugaholar er passerede, og i det en høj ryg inderst (nordligst) i holerne passeres, åbner udsigten sig til Ranarvoldene, som da ligge lige for den rejsendes øjne. (Disse meddelelser skyldes guldsmed Sig. Vigfussön i Reykjavig.) — En formodning man måske kunde nære, at Krossholar egenlig var et tabt stedsnavn, og at det sted, der nu bærer dette navn, først i en nyere tid ad hypotetisk vej (og fejlagtig) havde fået det, gendrives ved en randnote af Arne Magnussön i et papirshåndskrift af Sturl. (AM. 115, fol.). Angående Sturl.s beretning om mændene på Ranarvolde, der ses fra Krossholar, bemærker han nemlig: »Dette er umuligt, ti holerne er imellem, mellem Holar og Laugar«. Herunder har Jon Olavssön fra Grunnavig tilføjet: »Salig assessor Arne, som har skrevet dette, sagde til mig J. O. S.: Holerne er vistnok senere løbet ned fra fjældet oven for«.
  33. A. D. Jørgensen: Den nordiske Kirkes Gmndlæggelse, s. 211, forklarer Auds valg af gravsted som begrundet i en ydmyg følelse af, hvor lidt hendes liv havde svaret til det løfte, der knyttede hende til kirken. I flodmålet, siger forf.. plejede forbrydere og uærlige kvinder at jordes.
  34. I Sturl. (gl. udg. 1 b.’s 2 d., s. 94) siges det, at fjenderne først ses, da de red i Hvammsdalsgerde. Hvammsgerde er vist den rettere form; således benevnes nu et landstykke syd for Hvamm, der ses at have været indesluttet af et sammenhængende gærde. (Torl. Jonssön siger, at dette gærde har omgivet tunet og de nænneste enge omkring Hvamm.)
  35. I den antkv. indb. (1817) kaldes den et gammelt tingsted eller domring, utvivlsomt bevarende sit gamle navn, endnu kaldet »lögrétta«, og der siges, at den efter udseende at dømme synes at have været et smalt og lavt gærde, næsten kredsrundt, 396 al. i omkreds (i følge Henderson ottekantet). - Fra Hvamm kirke er det i Worsåes »Nordiske Oldsager« som no. 509 afbildede stykke af et gammelt væggetæppe fra den ældre middelalder med fantastiske dyrebilleder og arabeskslyngninger. Det beskrives Antkv. Ann. 111, s. 385, og omtales udførligere i den antkv. indb.; det har utvivlsomt hørt til de »tjöld umhverfis kirkju«, som Vm. opregner blandt kirkeinventariet.
  36. Sognebeskrivelsen siger, at Akr tidligere hed Hofakr, efter det hov, som Tord Gelles frænde Torkel Ménakr rimeligvis først har bygget her. I Sturl. og Vm. er imidlertid gården ligesom nu nævnet Akr uden videre tillæg.
  37. Der siges i Nj. (s. 41), at Torvald ejede de øer, der benævntes Bjarneyjar (G.: Bjarnareyjar), som lå ude i Bredefjord; derfra fik han tør fisk og mel. Da hans forråd før tiden slipper op, begiver han sig ud til disse øer for at hente mere; Tjostolv ror efter ham og dræber ham ude i Bjarnøerne, derpå hugger han et hul i Torvalds fartøj, hvorefter han ror hjem. Torvalds folk må vænte på øerne, til der kommer andre fartøjer til land, hvorpå de lader sig føre ind til Reykjanes og opsøger Usvivr (Nj. 46—49, 51 — 52). — Der er adskilligt i denne fortælling, som må forekomme meget usandsynligt, og som vækker formodning om, at forf. ikke har været ret lokaliseret i disse egne. For det første er det aldeles usandsynligt, at ejeren af Stadarfell skulde som sin privatbesiddelse have haft de nu med et par gårde bebyggede og i oldtiden for deres fiskeri meget berømte Bjarneyjar (sml. Laxd. s. 38), der ligger midt ude i Bredefjorden, 5—6 mil fra Stadarfell; og i ethvert tilfælde er en sådan rotur med en seksåret båd frem og tilbage mellem Stadarfell og Bjarnøer, som den Tjostolv skal have foretaget, aldeles umulig. Endvidere er det sted (Reykjanes), hvor Torvalds folk lod sig sætte i land, så urimeligt som vel muligt. Her kendes i disse egne ikke andet Reykjanes end det langt nordvest for Bjarnøerne i Bardastrands syssel liggende, — og en landsætning her vilde oven i købet føre dem så langt bort fra Usvivrs bolig som omtrent muligt. Usvivr skulde i følge Laxd. bo på Laugar i Hvammssvejt (For resten nævnes hverken i Ldn. eUer Laxd. Torvald blandt Usvivrs sønner.) Da det nu, som oven for er vist, må antages, at Lambø eller en nærliggende ø i Hvammsfjorden har båret navnet Bjarnarø, ligger det nær med Gudbr. Vigfussön (i en note til Isl.s færd, II, s. 20, 2den udg.) at slutte, at Bjarnarø på grund af sagaskriverens ukyndighed er bleven forvekslet med de mere bekendte Bjarnøer. Man må da tillige antage, at han, efter at forvekslingen først var indtrådt, videre har udmalet øens natur og farten derhen efter de forestillinger han gjorde sig om Bjarnøerne i Bredefjord. Endnu naturligere vilde denne hypotese falde, hvis man turde antage, at Lambøgruppen, eller måske Stendorsøerne alene, havde båret navnet Bjarn- eller Bjarnar-øer, men hertil berettiger dog Laxd. ikke.
  38. I følge A. M. (1703) kendtes i Orrahvols land et stedsnavn Barkastaðir; efter den almindelige mening skulde der dér have været en gård fordom, og der sås endnu tomter.
  39. Så godt som alle oplysninger vedrørende denne hrepp skyldes den udtømmende og i det hele fortrinlige sognebeskrivelse fra 1846 (af F. Eggerz) med tilhørende kort; desuden findes en anden fra 1842.
  40. Navneforandringen (udon forandring i betydning) forklares af, at det latinske »porcus« (svin, eng. pork) er bleven optaget i sproget, — se Oxforderordbogen: »purka«. I følge denne kilde benævnes øen Sviney endnu i et dokument fra 1533. — Besynderlig nok forekommer i denne del af Bredefjorden ikke mindre end fire »Purk«-øer.
  41. Ved denne lejlighed kan måske en fra kyndig side mundtlig fremsat formodning berøres. Skulde »Kumbara« i dette hyppig genkommende stedsnavn ikke stå i forbindelse med folkenavnet »Kumrar«, indbyggere af Cumberland og skulde disse ikke være henregnede under det, som det synes, meget omfattende »Írar«.
  42. I følge antkv. indb. 1817, som fremhæver, at ulykke efter den almindelig mening antages at følge slige forsøg på at opgrave gods af jorden.
  43. I den omtalte sænkning mellem fjældene bag ved eller oven for Skard findes en dysse kaldet »Illþurka«, hvorunder Herdis (eller Herrid), Gejrmunds kone, skal ligge; i det nærliggende efter hende benævnte Harisargil skulde hun have skjult sine kostbarheder. (Om en anden til denne dys knyttet tradition se Isl. Þjóðs. II, 87.) — Skilt fra fjældet hæver sig fra lien ud mod kysten en fritstående »drang« — syd for Skards nabogård mod nord Grafir eller Hvalgrafir — ; op på denne skulde Gejrmund have kastet kniv og bælte. — Ved Manhejmar findes en »Gvendarlækr«.
  44. På Hejnaberg skal der forevises en »hovtomt«.
  45. Sml. Ísl. þjóðs. II, s. 84-85.
  46. Sælen er ved Bredefjorden et slags husdyr; for sælernes skyld er al skyden forbudt her, og det falder ingen ind at dræbe en voksen hunsæl; derimod har øernes og holmenes ejere stor indtægt af ungerne, der fødes her vår eller høst, eftersom de tilhøre den ene eller den anden af de to her almindelige arter. To gange om året finder derfor drab af ungeme sted, — dog anses det for nidingsværk at dræbe ungen uden først at have vækket den. — På grund af deres forplantningstid sammenlignes høstsælerne spøgende med »snemmbære« (tidlig, ɔ: om efteråret, fødende) køer, vårsælerne med får. Navnlig for høstsælens vedkommende mener man, at hannen (brimill) har stor myndighed, både med hensyn til bestemmelsen af opholdsstedet o. a., og man vil derfor endnu nødigere dræbe en han end en hun (urta); ungen kaldes læpa.
  47. Man vil have fundet dysser her, og nogle tale derfor også om en kamp mellem Torarin og Stenolv her. Også bodtomter vil man påvise her (se sognebeskrivelserne). På øren ses nu en besynderlig, langagtig samling af smågærder, omtrent et kvarter brede og høje, der i mange bugtninger, dannende firkanter, ovaler o. s. v., snor sig imellem hverandre. Af de omboende kaldes disse ophøjninger et »völundarhus« (ɔ: en labyrint). Man kunde måske fristes til ikke at tage noget hensyn til denne benævnelse, men antage det hele for intet andet end sporene af fordums tørveskær. Imidlertid forekommer også andre angivelser om sådanne völundarhuse. Olavius omtaler i sin islandske rejsebeskrivelse (s. 187), at der ved en lille til handelsplads vel skikket vig (Holmarivsvig) ved Stengrimsfjorden i Stranda syssel ses »endnu lævninger af en labyrint, samt to runde ildsteder og fem hustomter«, hvilke sidste anses for at stamme fra fremmede, der tidligere måske kan have drevet handel her. Tegningerne til Olavii rejsebeskrivelse, der, således som de nu foreligge, er udførte af S. M. Holm (senere præst til Hefgafell), findes tilligemed nogle andre samlede i et foliohefte, ny kgl. samling, nr. 1093, der i kataloget bærer titlen »Tegninger af islandske Mærkværdigheder; ved S. M. Holm 1777«. De første 12 blade optages af runetegn, derefter kommer de fra Olavii rejsebeskr. bekendte tegninger, og endelig følger som nr. 15 og 16 to tegninger af et völundarhus eller labyrint, af noget forskellig bygning, bægge dog cirkelrunde, bestående af concentriske vægge, som på forskellig måde er satte i forbindelse med og aflukkede fra hinanden; der findes en indgang på figuren, og gennem gangene når man sluttelig til et lille kredsrundt rum i figurens midte, — altså det hele tilsyneladende et slags legeværk, svarende til hvad man tit ser udført af drenge. — S. M. Holm anfører om disse tegninger, at han havde fået dem fra Island fra forskellige og udkopieret dem af gamle bøger. Angående fig. 16 bemærker han, at han havde udført en lignende tegning tidligere for kammerherre Suhm; labyrinten havde forud været aftegnet fra en stenstolpe eller et stenkors, som også ved denne lejlighed afbildedes, og hvorpå den havde været udhugget sammen med nogle runebogstaver. Samme figur findes, anfører han endvidere, på det fig. 11 afbildede sted i Island (Holmarivsvig), bygget af de gamle, men der kun rudera eller grundvolde. Herefter synes det jo virkelig, som labyrintfremstillinger fra ældre tid har sysselsat folk på Island, men i hvad hensigt sådanne grundplaner kan have været opført under fri himmel er rigtignok ikke godt at sige.
    Under fig. 15 har S. M. H. sat det halvvers af strofe 92 i Lilja, hvor den i labyrinten forvildedes stilling skildres.
  48. I A. M. siges, at der skal have været tre beboede steder (býli) i Tjaldanæs land. Om det første af disse siges der, at det skal have heddet Hnútstaðir, men at det aldrig i mands minde har været bebygget Der er tomter og store gærdelævninger. Når eller hvorledes det er blevet ødelagt, kan ingen sige; det kan umuligt bebygges uden skade for hovedjorden. Om de to andre siges der, at de er ødelagte af skrider og sten og ingen sinde kan bebygges.
  49. Den synes hos Bj. G. at være bleven for kort og ubetydelig.
  50. Fra Brekkudal fører ingen egenlig vej over fjældet til Hrutafjorden.
  51. Interessant er det at se, hvor nøje den i pastor Povl Gunnarssöns på latin skrevne antikv. indb. (1817) indeholdte gengivelse af samme sagn svarer til oven stående sagnform (der er nedskrevet 1874 efter mundtlig fortælling): »Deniqve vix credibile exemplum insignis olim duellationis, nomine Holmgöngu Berse, jam (in senectute) cæci (sit, si placet anecdotum) indicio paeri manuductoris, inimicum, sat longo spatio distantem, certissimo juxta ac validissimo hastæ missu vel jactu, inimicum inqvam, cui nomen Voli, colonum prædii Hvol, lethaliter fertur prostravisse. Volafall nomen loci.«
    Om Voles rigdom går der også sagn; han havde således så mange får, at rækken af dem nåede fra Hvol til klevet ved Volagjå.
  52. I frisk tilstand har denne tangarts brede rødgule blade en sødligsalt smag.
  53. Måske man her kun har lævningerne af en fold (rétt) for heste. I det hele taget kan med hensyn til spørgsmålet om ægtheden af de mange såkaldte hovtomter på Island mærkes, at i følge de seneste iagttagelser på Grønland skal der hyppig ved ruinerne af de gamle nordboers gårde findes lævninger af kredsformige fårefolde. — J. Snorronius, De agric. Isl., anfører, at der ved Olavsdal findes spor af skrånende agre.
  54. Man kan her gøre opmærksom på den ejendommelighed, at i følge islandsk talebrug siger man både om de langs Gilsfjordens øst- og vestside kommende, at de drage »ind til Klejyar«, hvad der med hensyn til forståelsen af Guld-Tores saga er oplysende. — Ligeledes kan mærkes, så vel hvad Gilsfjorden som de vestligere fjorde angår, at i GÞ. modsættes, overensstemmende med den nuværende talebrug, vest og syd hinanden.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.