De hellige uskyldige

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Gammelnorsk homiliebog

  De hellige uskyldige

In die sanctorum innocentium, secundum Matheum

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2025

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Gammel norsk Homiliebog, Christiania, 1864

---

    Flugten til Egypten
fra et fransk håndskrift (ca. 1175)

Evangelisten Matthæus fortæller, at Herrens engel åbenbarede sig for Josef i en drøm og sagde: »Stå op og tag til Egypten med drengen og hans moder, og bliv dér, indtil jeg siger til, for Herodes vil lede efter drengen og ønsker at slå ham ihjel.« Da stod Josef op, og han flygtede til Egypten med Maria og med drengen, og han blev dér, indtil kong Herodes var død, for at det, som blev sagt gennem profeten Esajas, skulle gå i opfyldelse: »Fra Egypten kaldte jeg min søn.« Men da kong Herodes nu indså, at han var blevet narret af de østerlandske konger, sendte han folk til Betlehem og lod alle drenge i Betlehem og hele dens omegn dræbe, hvis de var 2 år gamle eller yngre. Da gik det i opfyldelse, som blev sagt gennem profeten Jeremias: »En stemme hørtes i luften, en vældig gråd og sorg, da Rakel begræd sine sønner, og hun ville ikke lade sig trøste, for de var borte.«

Homilie

Her i evangeliet fortælles der om de børn, som kong Herodes lod dræbe. Dette er et forvarsel om alle Guds martyrers herlige død. Små børn blev hugget ihjel, for alene de ydmyge og uskyldig kan blive Kristi martyrer, sådan som han selv sagde: »I kan ikke få adgang til Himmerige, medmindre I gør jer ydmyge og bliver uskyldige som børn.« Drengene blev dræbt i Betlehem og i hele dens omegn, for Guds venner blev udsat for ufred ikke bare i Jødeland, hvor den hellige kristendom havde sit ophav, men snarere viste de vantros grusomhed sig helt til kristendommens yderste grænse, mens de retfærdiges tålmodighed blev helligholdt så vidt omkring, som den kristne tro havde bredt sig i verden. De toårige drenge symboliserer de mennesker, som er fuldkomne i deres lærdom og gode gerninger, mens de yngre symboliserer de ulærde og enfoldige mennesker, som dog er tilsvarende standhaftige i den rette tro som de første. Drengene blev hugget ihjel, mens Kristus slap med livet i behold, og døden var dog særligt tiltænkt ham. For nok kan onde mennesker dræbe de retfærdiges legemer, men de kan ikke skille dem fra Kristus eller Kristus fra dem, uanset om de er levende eller døde. Men de udsætter kristne mennesker for al denne ufred alene med det formål at skille dem fra Kristus.

Den stemme og gråd, som profeten Jeremias sagde kunne høres i luften, symboliserer den hellige kristendoms gråd, når den begræder sine døde tilhængere, de, som ikke fortjente at dø. Og denne stemme hørtes i luften, for den hellige kristendoms gråd bliver hørt i Himlen for Guds åsyn. Rakel betyder får eller den, der ser Gud, og hun er symbol på kristenheden i almindelighed, som fuldt ud bestræber sig på at møde Gud. Denne samme kristenhed er det får, som den gode hyrde søgte efter på jorden, mens han efterlod 99 andre får hos engleskaren i Himlen. Og da han fandt fåret, lagde han det på sine skuldre og bar det tilbage til himlen. Rakel begræd sine sønner og ville ikke lade sig trøste, for de var borte. Dette er, fordi den hellige kristendom græder, når dens mennesker tages bort fra denne verden, men den vil ikke trøstes ved at kalde dem, som med deres død sejrede over verden, tilbage til denne verdens genvordigheder. Den, som én gang er sluppet bort fra sine jordiske trængsler og er kommet til Kristus, bliver ikke kaldt tilbage til denne verden igen.

Herren flygtede til Egypten og undslap Herodes, fordi Guds lære vendte sig mod hedningerne, da jøderne voldte ufred mod Guds venner. Da Herren flygtede fra Herodes’ ufred, viste han dermed, at helgener ofte ville blive jaget bort fra deres hjem og dømt til fredløshed. Her gives der også et eksempel til styrkelse af folks tro, således at de vover at flygte fra onde menneskers ufred, såfremt det er muligt, når de husker på, at Herren gjorde det samme.

Og siden vi i dag fejrer højtiden for Guds første martyrer — gode brødre! — så skal vi ofte ihukomme Guds venners evige højtid i Himlen, og deres eksempel skal vi følge så meget, som vi formår, således at vi får del i deres herlighed ved at efterligne deres pinsler. For som apostlen Paulus sagde: »Den, der tager del i helgenernes trøst, tager også del i deres lidelser.« Vi skal ikke græde så meget over deres ufortjente død, som vi skal glæde os over deres sejrs fortjente belønning, for det himmelske Jerusalem har nu taget imod dem og ledt dem til deres herres evige lykke.

Nu kan det være, at nogen spørger: »Hvordan kan vi efterligne disse børn, hvis højtid vi fejrer i dag? De var jo alle uvidende, og nogle af dem kunne end ikke tale.« Herren selv forklarede, hvordan vi skal gøre os lig børnene, dengang hans disciple spurgte ham, hvem der er den største i Himmerige. Han satte da en lille dreng blandt dem og sagde: »Den af jer, der gør sig ydmyg som denne dreng, han bliver den største i Himmerige.« Og som han tydeligt forklarede det: »Sådan som denne dreng ikke bærer nag i sit hjerte længe, selv om han bliver vred, og ikke begærer en smuk kvinde, når han ser hende, og ikke tænker andet, end det han siger, på samme måde kan I ikke få adgang til Himmerige, medmindre I bliver lige så enfoldige og uskyldige som ham.« Som apostlen Paulus også sagde: »I skal være som børn i ondskab, men som voksne i forstand.«

Den holder helgenernes højtid, som forbedrer sig ved at følge deres eksempel, for det gavner os at fejre højtiden her på jorden, såfremt vi lever vores liv på den måde, at vi bliver værdige til at komme til den sande højtid i Himlen, hvor vi skal glæde os sammen med dem og med alle Guds helgener i al evighed uden ende. Amen.

---

Noter: