Den håndskriftlige overlevering af Heimskringla (FJ 1900)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Noen spesialtegn vises ikke på iPhone/iPad.


Heimskringla I-IV


Indledning



I. Den håndskriftlige overlevering

Da det kongelige danske Videnskabernes Selskab 1870 udsatte sin prisopgave om Snorres forhold til Heimskringla og dette værk i det hele, lød det 3. spörsmål således: »Kan noget enkelt håndskrift antages at indeholde Heimskringla fuldstændig, men hvis ikke, hvorledes er da samme at bringe tilveje?« I det 5. afsnit af sin udmærkede bog om Snorre Sturlusons historieskrivning behandler G. Storm dette spörsmål og han besvarer det således (s. 223): »Kringla er ikke alene den ældste, men også den reneste udgave af Snorres tekst, og nærmest den står A. M. 39 i ægthed. Men også disse har fejl, og kun en alsidig prøvelse af alle håndskrifter - og af de senere sagaværker, der har benyttet Heimskringla - kan restituere os Snorres ægte tekst.« Jeg er i denne henseende i hovedsagen ganske enig med G. Storm, idet jeg dog gör den bemærkning, at hvad »fejlene« i Kringla angår, har den mangeårige beskæftigelse med håndskriftet bibragt mig den overbevisning, at de er meget få og ubetydelige, samt endvidere, at de yngre sagaværker giver meget få bidrag til at rette Snorres tekst. I erkendelse af dette forhold har jeg i nærværende udgave så at sige udelukkende holdt mig til de håndskrifter, der i egenligst forstand kan siges at være håndskrifter af Snorres værk.[1] Jeg skal nu i det følgende beskrive disse nærmere.


Framsiden til det eneste bevarte bladet fra Kringla.

1. Kringla. Således plejer det håndskrift at kaldes, der findes i AM. 35, 36 og 63, fol. Det er en fuldstændig afskrift af originalmembranen, som denne var omkr. 1700. Ved en eller anden fejltagelse er det sidste bind blevet skilt fra de to første, så at man først i dette århundrede har været klar over den rigtige sammenhæng; se Ungers udgave fortalen s. XVII.

Originalmembranen, der tilhørte Universitetsbiblioteket i København, brændte 1728, med undtagelse af et eneste blad, der - på en eller anden vis - er kommet til Stockholm, hvor det nu findes som »Perg. fol. nr. 9« i det kgl. bibliotek (se Gödels katalog s. 27-28). Dengang, da Jón Eggertsson afskrev Kr. (se nedenfor under Sth. 18), fandtes dette blad på sin plads endnu, men da Ásgeir Jónsson omkr. 20 år senere foretog sin afskrift (35, 36, 63), var det der ikke mere. Til alt held er det dog ikke gået tabt, så at vi kan danne os klare forestillinger om membranen. Den har været et af disse pragtfulde håndskrifter fra det 13. årh, skrevet med stor og udmærket smuk hånd - i øvrigt den samme som på Grågåshåndskriftet: Staðarhólsbók - og udført med nöjagtighed og omhu. Dets bladantal har jeg för ansat til c. 190-200; dette er dog måske for höjt regnet; c. 180 vilde vistnok være rettere. M. h. t. dette blads indre og ydre beskaffenhed henvises i øvrigt til den fototypiske udgave 1895; her påpeges bl. a., at håndskriftet må stamme fra tiden 1250-60; det er altså skrevet knap 20 år efter Snorres død. Intet under, at det er et så fortrinligt håndskrift, som det vil vise sig at være.

Membranen har sikkert helt igennem været let læselig; kun et steds (jfr. dog også II, 345 nederst) synes skriften at have været noget afbleget; i det mindste tyder den omstændighed, at Arne Magnusson selv har skrevet to blade i AM. 36, 376-77 (udg. II, 29715-30021), derpå, dog kan dette også forklares på andre måder. Membr. har været usædvanlig godt bevaret. Der har kun manglet 2 blade deri[2] (se I, 841-9511, 10614-11717), åbenbart lægets 3. og 7. blad[3]. Desuden har fortalen manglet; alle de håndskrifter, der nu har den, har fået den enten fra Jsk. eller Frís. Således også Asgeirs afskrift i 35.

Hvad nu Asgeirs afskrift angår, er den i det hele og store pålidelig. Vel er det klart, at han har begået enkelte skrivefejl, som oftest dog af en ganske underordnet art; han har enkelte gange udeladt et bogstav eller en stavelse, eller han har ved linjeskifte glemt noget. I reglen er sådanne småting ikke bemærkede i anmærkningerne og de kan ikke antages at bero på fejl i originalen. Desværre havde Asgeir ikke det bevarede blad af Kr., så at vi ikke derigennem kan kontrollere hans nöjagtighed. Derimod har vi et andet middel til at måle denne. Arne Magnusson har åbenbart sammenlignet Asgeirs afskrift indtil den første lakune med selve originalen og rettet den efter denne. Vil man tælle rettelserne, bliver de mange; men ser man nærmere på, hvori de består, opdages det, at Asgeirs »fejl« for teksten som sådan er af ringe betydning. En oversigt over disse rettelser er her på deres plads.

Asgeir har lille bogstav, hvor Arne retter det til stort (af - af; enea - Enea; hiɴ - Hiɴ osv.). Asgeir skriver i eller u i artiklen, afledninger og endelser for e og o (jorðina - iorðena, hafi - hafe, þotti - þotte, raði - raðe, kendi - kende osv, - forðum - forðom, domvm - domom, þionusto - þionosto osv.), eller omvendt (ferþiɴe - ferþiɴi; urtom - urtum osv.). Han ombytter bogstaver (u med v: Evrópa - Eu-, n med ɴ: eɴ- en, k med c: con - kon, þ med ð: norðan - norþan, culða - kulþa, eller omvendt: Sviþioð - Sviðioð), fordobler en konsonant (allt) og betegner enkelte vokaler anderledes end originalen (e f. ø i kømr, ǫ f. o i cǫllodo eller omvendt, ǫ, o f. ø i hǫnfir, gǫʀ, broðr; i f. y i ifir osv.). Han opløser forkortelser (norðri f. norþi, meɴ f. m̄, oc f. , mundi f. m̄di, hvar f. har, brot f. bot, sin f. sͥ, het f. h., maɴa f. mͣ, qvemi f. qͤmi, suðr f. suþ', þeir f. þ, land f. ł, riki f. rͥ, sono f. ſſ., haɴ f. ħ, nockorum f. nockoł, Oþins f. O. osv.), eller forkorter, hvor orig. er skreven fuldt ud (þr f. þar, dvergr f. dvergar, furðoł f. fuþolega [her også ur f. w, ð f. þ], sjafr f. siavar, rͥ f. riki, ⁊ f. oc, æti f. ætti, ħ f. haɴ, q. f. qvað, vͥ f. við, mͬt f. mart, e̅ı̅ f. ecki, s. f. seg͛, sonr osv.), eller endelig forkorter anderledes end orig. (farr f. frar, þaɴ f. þan̄, aðr͛ f. ͛r, goð͛ f. goþ͛, młi f. młti, o̅ʀ̅or f. oʀ'tor, þioð. f. þioðoł, jfr. fǫþw ſiɴ f. fǫðor sͥ, s. sin̄ f. son sͥ osv.). Asgeir udelader fremdeles aksenter (hvar͛ f. hvár͛, asom f. ásom, dꜹðr f. d6ðr, dyr f. dýr, von f. vǫ́n, mót f. mót). Alle disse afvigelser er, som man ser, rent ortografiske, og beviser kun, at Asgeirs afskrift i så henseende ikke gör krav på tiltro, og der er ingen grund til at tro, at de andre dele er mere pålidelige end den, Arne har fået rettet. Det er tillige klart, hvor liden grund der vilde være til i en udgave slavisk at følge og gengive Asgeirs retskrivning. Til disse ortografiske afvigelser kan i grunden også regnes sådanne skrivemåder som heriaðo f. herioðo, Huld f. Hulð(r), tyrvit f. tyrvið, ens f. hins, jfr. natt f. not, heroðom f. herioðom, og dog er de ikke fuldt så uskyldige, men står på overgangen til de mere eller mindre vigtige fejl. Til sådanne må regnes þriðiunga I, 1011, í var sst. l. 15; milli 114, hioɢo 1311, þat er nu f. nu er þat 1714, ok at sløkva f. at sløkva 188 á sjálfan f. sjálfan 1917, fara mundu f. mundu fara 222, af f. at 224, var þá f. var 229, a [vistnok skrivefejl] f. i 2419, upp f. uppi 287, [er 297 er rigtigt, men Kr. synes at have haft ok], var f. ok var 376, synir f. váru synir 382 [fejlskrift], [hann hafði f. hann 4010, rigtig rettelse], [tveir f. tveir ok 412, ligeledes], í f. ok í 4115, stor- f. storum 448, [vetra 469,11 er bægge steder slettet, men er nødvendigt], [hann 5119 ligeledes], bæjar kgs f. kgs bæjar 5413, fanz f. faɴ 552, þar f. þa 566 (er glemt i anm.)., á f. í 5714 (skrivefejl); [m. h. t. fullr 593 oplyser Arne, at der i mbr. først var skrevet fiolþ, men at dette af skriveren selv var rettet til fullr], enga f. eigi 5915; þar er f. er 6116; hér svá f. svá hér 666, er f. var 675, þá 6915 er mulig rettet til þo (jfr. F), mundi f. mundo 7519, ok f. ok á 788, er f. er hann 8010; var 8211 er udstreget (rettelse). Grovere fejl er følgende: þar f. ser 1416, undan 3319 mangler, ok var ekke í hernaði 387-8 ligeledes, ok lá-vetr 472 ligeledes; hann-Alfr 6111-12 er udstreget (Asgeir må altså have følt lakunen og udfyldt den efter Jsk.); jfr. bemærkningen til l. 14-15; sins f. hans 629; ok óþrótkari 6211 mangler; sæ- f. scæ- 7713 er vistnok blot fejlskrift (navnet Særeið fandtes altså ikke i noget hdskr). Endelig bemærkes, at for allar (1) 174 skriver Arne all͛, hvilket jo skulde betyde allir; da imidlertid de andre håndskrifter har allar, og da Asgeir i sin afskrift undertiden også sætter ͛ eller ' for -ar, bør Arnes forkortelse opfattes som -ar. Det ses heraf, at Asgeir har begået flere fejl i sin afskrift, og at denne altså ikke kan betragtes som en ganske pålidelig gengivelse af K-mbr., selv om man ser bort fra de ortografiske afvigelser. Alligevel er der næppe nogen grund til at nære nogen overdreven mistillid til afskriften, da den dog i det hele og store viser sig ualmindelig tro, og det så meget mindre, som vi ved en sammenligning med de andre afskrifter (jfr. nedenfor) bestyrkes i den gode mening om Asgeirs nöjagtighed. Om forholdet mellem Kr. og Sth. 18 se nedenfor.

Der har for mig ikke været nogen som helst tvivl om - jfr. Storms bog -, at Kringla har Snorres tekst renest og bedst, og at den, og kun den bör lægges til grund for en udgave af Snorres værk. Om Jsk. og Frís. skal siden handles. Jeg tör overhovedet hævde, at der i Kr. findes meget få og ubetydelige tillæg eller interpolationer. Som sådanne må Hákonarmál 2-21 betragtes, både af den grund, at der ellers ikke anføres hele digte på en lignende måde, og fordi der i teksten står: »og dette er begyndelsen«; Snorre har altså kun anført det første vers. III, 2784-5 findes den bekendte sætning om kejser Fredrik II (1215-50), »som nu var kejser i Rom«; udtrykket tyder på, at han må være død kort för Kringlas istandbringelse - hvorved teksten jo nogenlunde nöjagtig kan dateres (jfr. ovf.) -; således kan Snorre i hvert fald ikke have skrevet[4]. Men her er vistnok kun et oprindeligt er ændret til var; en afskriver måtte finde det ganske ulogisk, ja umuligt at skrive »er« efter kejserens død. At K-mbr. også har haft enkelte fejl og ladet nogle ord stå in blanco er klart af afskrifterne, men også disse er få (jfr. G. Storms bog s. 223-24).

Asgeirs afskrift er skreven med store og tydelige bogstaver, der ikke har den sædvanlige typiske form, hans afskrifter i reglen ellers har, og alt tyder på, at han har fået pålæg om at arbejde omhyggelig. Under sådanne omstændigheder er det påfaldende, at han har udeladt alle, eller så godt som alle, kapiteloverskrifter, som mbr. har haft og som findes i 18. Han har så at sige kun medtaget sagaoverskrifterne. I det af Arne rettede parti er de tilföjede af ham.

Håndskriftet må i det hele siges at være vel bevaret; dog er 2. bind (36) en del medtaget af fugtighed, hvorved særlig bladene fra omtr. s. 353 til omtr. s. 454 er blevne flængede i midten; herved er enkelte bogstaver hist og her bortrevne eller ødelagte, uden at der dog i noget tilfælde kan være tvivl om den oprindelige læsemåde; i anmærkningerne er der intet hensyn taget hertil. I det hele er papiret i dette bind blevet noget gulnet og skørt. Af de sidste 8 blade er endelig den sidste halvdel på langs afklippet og nye halve blade limede på i steden for. Som det er bemærket i katalogen, er kun de halve blade (i alle 3 dele) beskrevne. 35 er i det hele ubeskadiget og 63 så at sige ganske som nyt; det er da heller aldrig blevet benyttet för Unger.

35 og 36 er blevne stygt mishandlede, idet man under forberedelsen af den store Københavnske udgave har tilladt sig at bruge den som et slags kladde til det manuskript (af Oddur Jónsson), hvorefter teksten blev trykt. Kapitel- og overskrifter er overalt tilföjede; de findes i udgaven og er tildels selvlavede og uklassiske, ligesom der også ofte findes en ny ordning af kapitlernes begyndelse og slutning. Dernæst er teksten selv mange gange rettet, i det dels andre håndskrifters læsemåder er optagne, dels sprogformer ændrede og moderniserede. Disse ændringer er ofte farlige, idet et uvant öje meget let kan overse dem; dog er blækket, hvormed de er skrevne, noget anderledes farvet og bogstavformerne lidt forskellige. Jeg tror med sikkerhed at kunne sige, at det - forhåbenlig allevegne - er lykkedes mig at opdage disse »rettelser«, så at Asgeirs tekst kan siges at være reddet, ti så snart jeg havde lagt mærke til disse tilskrevne ord og bogstaver og opdaget dem, havde jeg min særlige opmærksomhed rettet på dem. Disse betydningsløse og vilkårlige rettelser, der med rette kan kaldes forvanskninger, har jeg selvfølgelig ikke omtalt i anmærkningerne[5]. De forkortede ord er ofte udfyldte og ikke altid rigtig. I randen er endelig med forskellige hænder tilskrevet varianter fra de andre håndskrifter og Peringskiölds udgave med de tegn, der bruges i Khavner-udgaven. Der er ingen grund til her at komme nærmere ind på alt dette; det er alt lige betydningsløst og har intet at göre med håndskriftet som sådant[6].

Et vigtigt spörsmål er det, hvorvidt Kringla også har haft Snorres fortale, hvoraf der nu i håndskrifterne ikke findes spor. Dette har været et meget omtvistet spörsmål. I Arkiv f. nord. filol. I, 47-61 kom G. Storm til det resultat, at intet af håndskrifterne havde anført Snorre som forfatter, samt påviste, at den fortale, som findes foran Worms udgave af P. Claussöns oversættelse, stammer fra Laurents Hanssön. Man har været opmærksom på, at denne fortale havde visse ejendommeligheder, skönt den i det hele stemmer med teksten i Frísbók, det ene af de to håndskrifter, som vi véd Laur. Hanssön benyttede. Nu må endelig alle tvivl siges at være løste, efterat L. Hanssöns Sagaoversættelse er bleven udgiven af G. Storm (Christiania 1899). Han påviser her, at oversættelsen af fortalen er udarbejdet senere end selve hovedteksten, altså efter at L. Hanssön var kommen i besiddelse af sit andet håndskrift, der sikkert var Kringla (se herom indledn. til den fototyp. udg. af brudstykkerne). Storm har fremhævet et par ting, der tyder på, at det er Kringlas fortale, der er benyttet; således findes her »hafue talet« = hafa mælt, hvilke ord mangler i Frís[7]. Men der er andre ting, som åbenbart beror på en grundtekst, der er lidt forskellig fra Frís.s. og stemmer med Jsk.; dette beror på, at Jsk. har på de pågældende steder stemt med Kringla; således er »Aff hans naffne ere ynglinger kallede« ordret stemmende med Jsk. (af hans nafni eru Y. kallaðir), hvorimod Frís. har af hans nafni eru síðan kallaðir Y.; -tal (s. 418), um (51) mangler i Frís., men L. H. har haft ordene; með sǫdulreiði (512) svarer til L. Hs. »met sin ridhtygh«; Frís. har við ǫllu s.; »hann haufde thet Aare tall først« svarer ordret til teksten i Jsk.; Frís. har: ok hafði fyrst áratal; »merckeligiste« ligeledes til Jsk., Frís. har merkilig; denne afvigelse var mig (jfr. udg.) særlig påfaldende, og jeg kunde dengang ikke finde den rigtige forklaring. Der kan således ikke længer være nogen tvivl om, at L. Hanssön her har haft Kringlas egen fortale, og jeg tror, at det netop er denne, han helt eller hovedsaglig har holdt sig til i sin gengivelse, og ikke Frísbók's. Hvad der end yderligere bekræfter dette, er, at L. Hanssön anfører i grundteksten begyndelsen til fortalen, og her står þessi Bogk (se nærv. udg.) for Frís.' bók þessi, og frasogur f. frasagnir (jfr. ndf.), samt den vigtige omstændighed, at L. Hanssön ikke har taget det ringeste hensyn til Frís.s overskrift til 1. kap. i Yngl, men, tiltrods for den, angiver Snorre som forfatter til værket (Storms udg. s. 6 og 7). Heraf kan man da atter slutte, at det må have stået i Kringla-membranen, at Snorre var forfatteren (jfr. Storms Forord s. V). Denne fortale er trykt - foruden i Storms udgave - også i Arkiv I; det er derfor ikke nødvendigt, her at optage den.

Det var i året 1550, at L. Hanssön fik membranen (Storm, Forord s. IV); da har den altså endnu haft sin fortale; hvorvidt den også dengang endnu har haft de ovenfor omtalte to blade, der - da senere - er gåede tabt, er umuligt at afgöre. Længere tilbage kan vi heller ikke komme m. h. t. håndskriftets historie. Sikkert har det længe forud været i Norge. Hvorvidt det er udført i Norge eller Island, bliver naturligvis tvivlsomt, men at skriveren var en Islænder, må betragtes som afgjort, og rimeligst, at det er skrevet i Island. Det er muligt, at håndskriftet med sit prægtige udstyr fra først af er udarbejdet for en hövding eller en fyrste. Hvorfra L. Hanssön fik det, oplyser han desværre ikke[8]. Da P. Claussön 1599 udarbejdede sin oversættelse eller, rettere sagt, gengivelse af Snorre, benyttede han også Kringla, men da var sikkert allerede prologen tabt. 1633 udgav O. Worm P. Claussöns oversættelse; i mellomtiden var Kringla vistnok kommen til Danmark (således G. Storm f. ex. L. Hanssöns Sagaoversættelse s. V) og indlemmet i Universitetsbiblioteket, hvor den brændte 1728. Her var den dog til alt held gentagne gange bleven afskrevet og på forskellig måde benyttet f. ex. af Arne Magnusson, der altid kaldte den »Codex Academicus primus«. I AM, 761a, 4º (107 ff.) findes en afskrift af Ynglingatal (»exscriptum accurate«, dog med opløste forkortelser[9]. I AM. 762b, 4º, findes enkelte andre vers afskrevne som v. 2 (I, 21), 16-17 (I, 42), 103 (I, 235), 104 (I, 236), 148 (I, 330), ɔ: Háleygjatals-versene; fremdeles Hákonarmál »accurate exscripta«, og nidvisen om Harald blåtand. Alt dette stemmer ganske med Asgeirs afskrift; jfr. det lille stykke Unger - efter Arne - har aftrykt i sin fortale s. IV. Fremdeles har Arne afskrevet det mærkelige Skáldatal, der fandtes i slutningen af bogen (i 761a). Blandt de andre benyttere må særlig Th. Torfæus nævnes, der 1682 fik håndskriftet udlånt. Det leveredes tilbage 1704.


2. Stockh. 18, fol., pap. Dette håndskrift er en direkte afskrift af Kringla-mbr., foretagen af Islænderen Jón Eggertsson (d. l689)[10]; ved slutningen af afskriften findes dateringen: »Actum Kiöbenhaffn d. 27 Januarji Anno 1682«; den må altså være udarbejdet i sommeren og vinteren 1681. 1687 kom den til Sverrig. Afskriften begynder imidlertid, uvist af hvilken grund, først med Hakon d. godes saga. Foran er indhæftet en afskrift på kvartblade af alt det foranstående, skreven med en fin og smuk hånd, som sikkert er Islænderen Helge Ólafssons; fortalen er også her efter Jöfraskinna, medens det øvrige - Yngl. saga - Haralds s. hárf, - er skrevet efter Kringla; denne afskrift er foretagen med stor nöjagtighed og, hvad retskrivningen angår, endnu större end Asgeirs afskrift; her findes enkelte marginalbemærkninger af skriveren (som »NB. ꜹ et ø idem«).

Hvad Jón Eggertssons egen afskrift angår, har han medtaget kapiteloverskrifterne, hvilket må regnes ham til fortjæneste; det er dem, der i nærværende udgave så at sige overalt er optagne (bortset fra den moderne retskrivning); de er på flere steder rettede af Guðmundur Ólafsson; til disse vilkårlige rettelser er der intet hensyn taget. Jón Eggertsson søger i begyndelsen åbenbart at efterligne membranens hånd, men holder snart op med det. Hvad selve skriften ellers angår, er den stor og let læselig og overhovedet udadlelig. Hvad afskriften som sådan angår, kan der derimod rejses vægtige indvendinger. Lad det være tilgiveligt, at Jón omtrent ganske ser bort fra originalens retskrivning - undt. for så vidt som han beholder enkelte ham mindre forståelige skrivemåder (se Kr. og Jsk. fotot. s. I, III anm.) og runetegnet ᛉ (= maðr) -; men uforsvarlig er den måde, hvorpå han har behandlet selve teksten. Hvis vi udelukkende var henviste til hans afskrift, var vi i sandhed ilde farne. Til hans mindste synder hører, at han vilkårlig omstiller ord eller ændrer en smule på syntaktiske forhold; værre er det, når han læser originalen flygtig og selv laver eller tilföjer noget. Således ændrer han: gerið eigi hárit í blóði (I, 33416) til gerit-hárfit blóðigt; grið (33516) til líf ok grið; lítt þat, ok var ljóst (II, 1578) til lítt, þat var ok ljóst (han forstod ikke udtrykket lítt þat), kappsamligsta (II, 2054) til ákafligsta; II, 2648-10 springes over lét (2)-byggðina; så tilföjer han, da han opdager fejlen, efter váru i l. 11: þá er þeir sjá atgjörðir kgs, er hann lét brenna ok ræna ok þeir sáu osv.; i slutningen af k. 175 tilföjer han: frá Erlingi er þat at segja, at hann var mjǫk ákafr í eptirsókninni osv. Ganske vilkårlig har Jón lavet den slette tekst - på grundlag af P. Claussöns oversættelse, jfr. Ungers udg. s. VII, - der findes i anmærkningen til nærværende udg. II, 34522-3461. Alt dette viser kun altfor tydelig, hvor ganske upålidelig afskriften er; dog gör den god tjæneste til, sammen med de andre afskrifter, at kontrollere den oprindelige læsemåde. Jeg har da helt igennem sammenlignet den med Kringla ord for ord. I begyndelsen, medens denne afskrifts sande karakter endnu ikke helt var gået op for mig, har jeg hyppigere noteret dens afvigelser, end senere; der er nemlig ingen tvivl om, at hvor Kringla og 18 er indbyrdes afvigende, fortjæner hin större tiltro, hvilket i de aller fleste tilfælde bekræftes af de andre håndskrifter. Kun undtagelsesvis er 18's læsemåder - bortset fra begyndelsen - anførte, nemlig hvor de kunde synes at have nogen betydning; dette sker også, hvor en fejl, der også forekommer hos Asgeir, foreligger; tilsammen viser de, at fejlen er originalens.

I marginen har Jón selv undertiden skrevet nogle bemærkninger, hvor han gör opmærksom på et eller andet særligt eller mærkværdigt i teksten. I reglen er de åbenbart bestemte for svenske læsere. Også Guðmundur Ólafsson har gjort forskellige antegnelser, særlig de omtalte kapiteloverskrifter (rettelser).

Ved slutningen findes også det Skáldatal, der stod i Kringla-mbr., skrevet tospaltet med fyrstenavnene på langs af bladet ved siden af de dertil hørende skjaldenavne; tilnavne og fadernavne er i reglen skrevne ovenover hovednavnet. Dette er vistnok en direkte efterligning af originalen, men der er indløbet forskellige unöjagtigheder m. h. t. navnenes samhørighed. Afskriften står således langt tilbage for Arnes.

Det er dette håndskrift, der hovedsagelig er lagt til grund for Peringskiölds udgave.


3. AM. 308, 4º indeholder - foruden fortalen efter Jsk. - en afskrift af Kringla fra begyndelsen af Harald gråfelds saga (jfr. Katalogen). Dette håndskrift, som jeg kun i begyndelsen har taget noget videre hensyn til, men helt igennem sammenlignet med Asgeirs afskrift, er sekundært og uden betydning. Det skal være skrevet at præsten Helge, vistnok H. Grímsson, præst til Húsafell 1651-91 (jfr. Katalogen)[11].


4. AM. 70, fol. Dette håndskrift, skrevet af Asgeir, indeholder kun en afskrift af Olaf d. helliges saga efter Kringla; en sammenligning viser uomtvistelig dette; til yderligere sikkerhed er Arnes egenhændige påtegning: »Ex codice Academico, optimæ notæ, qvem 1um voco« (jfr. Katalogen). Det er således næsten ufatteligt, at man har kunnet antage, at håndskriftet var skrevet efter en særskilt Olafssaga, der skulde have stået i forbindelse med Frísbók (jfr. Cod. Fris. udg. s. IV; ifølge Maurer: Über die Ausdrücke s. 123 har man endogså tidligere antaget, at hdskr. var skrevet af Magnús Einarsson på Jörfi[12]. Her er den lakune antydet, der er fremkommet ved at Stockholmsbladet manglede, og udfyldt efter Jsk. Her er alle forkortelser opløste, men afskriften er foretagen med stor omhu - bortset fra ortografien - og gör fortrinlig nytte til at kontrollere Asgeirs anden afskrift i 36, der sikkert er ældre. At 70 er direkte udarbejdet efter Kr.-mbr., er sikkert nok. I marginen har Arne tilföjet årstal; her findes også enkelte andre antegnelser uden betydning fra forrige århundrede. Også her har Asgeir udeladt alle kapiteloverskrifter.

Alle de her nævnte håndskrifter repræsenterer samlede den tabte membran, og man kan vistnok ved en kritisk behandling af dem og sammenligning med de andre håndskrifter med nogenlunde sikkerhed bestemme membranens læsemåder i enkelthederne.


5. Ungers håndskrift (jfr. hans udgave s. XVIII anm. 2; Arkiv f. nord. fil. IX), hvorom der har været så megen tvivl, findes nu i Kristiania Universitetsbibliotek, håndskriftsamlingen 521, fol. Da dette håndskrift en tid lang var forsvundet, har jeg kun kunnet benytte det ved Olaf d. helliges saga. Ved G. Storms godhed blev jeg underrettet om dets genfindelse, hvorpå det blev udlånt til mig. Det består af sagaerne om Ynglingerne til kong Olaf Tryggvason, efter Kringla, samt sagaen om Olaf d. hellige, efter Jöfraskinna. Skriveren er atter, som Unger rigtig oplyste, Asgeir. Denne hans afskrift er i det hele taget den mindst nöjagtige, men dog altid brugbar til sammenligning. Det er dette håndskrift, d. v. s. dets første del (Kringla), Unger lagde til grund for sin udgave; de afvigelser fra den rigtige Kringlatekst, som udgaven indeholder, beror på Ungers optagelse af læsemåder fra andre håndskrifter og hele den metode, han dengang anvendte. Men han burde hellere have lagt Asgeirs afskrift i AM 35 til grund.

Imidlertid er det let forståeligt, at han benyttede denne sin afskrift; den var jo af Asgeir og tilmed hans egen ejendom, så at han ved hjælp af dette håndskrift bedre og hurtigere kunde udarbejde teksten. Hvad håndskriftets historie angår, har Unger oplyst mig om følgende (i et brev, skrevet 14. maj 1893); jeg gengiver hans egne ord: »Det var [hdskr. var da ikke genfundet] min Eiendom, og blev mig skjenket vel for omtrent en 30 Aar siden eller mere af nuværende General Mathiesen i Roskilde, og denne havde faaet det i Foræring under sit Ophold paa Island af en Præstefrue der. Det var skrevet med Asgeir Jonssons Haand, hvis Haand er jo aldrig til at tage Feil af. Da jeg var færdig med min Udgave af Heimskringla (bedrövelig Ihukommelse havde jeg nær sagt), afgav jeg Haandskriftet til vort Universitetsbibliothek, og angav i Fortalen forud, at det tilhørte dette, da det syntes mig at være hyggeligere at omtale Bogen som tilhörende en offentlig Institution, end at den skulde være i privat Eier«. Jeg har forsömt i rette tid at få en nærmere oplysning om, hvilken islandsk præstefrue det var, der var ejer af håndskriftet; i og for sig kan det være ligegyldigt, da man vistnok ikke var kommen videre m. h. t. dets historie. Der forekommer mig næppe at være nogen tvivl om, at det er en af disse afskrifter, Arne eller Torfæus lod udfærdige for at sende til en eller anden af sine bekendte på Island enten som gave eller i bytte for andre skrifter. Heraf forklares også dets ringere nöjagtighed.


6. AM. 39, fol. Dette håndskrift består af 43 blade, der er lutter brudstykker; de er af Arne möjsommelig samlede fra forskellige sider. Det er klart, at bogen i det 17. årh. må være bleven splittet ad og delvis ødelagt, hvilket er så meget mere bedrøveligt, som den har været - efter Kringla - et af de ældste og bedste håndskrifter af Heimskringla. Blad 1 og 4 og 5-6 fik Arne 1703 fra Skarð på Skarðsströnd, de var bleven benyttede til omslag om en bog, der havde tilhørt en præst i Hitardal[13]; blad 2 og 3 fandtes som omslag om Eyrbyggja, der stammede fra Hitardal[14]; bl. 8 og 10 havde været uden om en bog, der tilhørte Arnes fader (dette peger også mod Bredefjordsdalene), bl. 7 fik Arne 1704 fra »Middalene« (samme egn); bl. 9 havde også været bogomslag, som Arne fik fra Sigrid, en datter af præsten Erlendur Ólafsson til Melstaðr. Om de øvrige blade savnes efterretning. Men det er klart, at håndskriftet har haft hjemme dels på Vestlandet (Dalasyssel), dels i nabosyslets vestligste del (Melstaðr er i Miðfjorden; Erlendur Ólafsson var her præst 1648-97, altså Arngrímur Jónssons eftermand). Da det nu er sikkert, at Arngrímur har haft et håndskrift af Snorre, kan der vistnok næppe være tale om andet end 39, Han anfører i sin Crymogæa s. 27 »hæc verba autoris« »in præfatione veteris commentarii historiarum nostratium«[15]: »V (trykfejl for A) þessa (vistnok fejl for þesse) Bok lait (trykfejl) eg rita fórnar frasógur vm hófdingia þa sem rijk(!) hafa haft á Nordurlóndum, og á Danska tungo hafa maillt«. Begyndelsen stemmer mærkelig med de i 93 anførte begyndelsesord (ɔ: Kringlas); da nu 39 overhovedet stemmer med Kringla, er det rimeligt, at vi hos Arngrímur har dette håndskrifts egenlige begyndelse. Han har da rimeligvis i sin tid haft det til låns; derefter er det blevet revet i stykker og misbrugt. Der er i øvrigt ingen randbemærkninger i håndskriftet selv, der kunde give nogen oplysninger om dets historie eller skæbne.

De brudstykker, håndskriftet består af, er følgende: Blad 1 begynder I, 1916 og ender 19914 (med rað- = hrað-); det er rent og let læseligt. Bl. 2 fortsætter bl. 1 og ender 20714; det har omslagsfolder og er meget mørkt (sort); den venstre halvdel (spalte) har mange små huller. Det hele (undt. overskrifter) kan læses og hullerne gör teksten ingen væsenlig skade (jfr. dog anmærkningerne til 20018, 2017,10, 206 v. 801,6,8). Bl. 3-4 = 2282-2476. Det første blad er blevet benyttet til omslag, hvorfor også det, navnlig på bagsiden, er blevet mørknet, men i øvrigt er det for störste delen ubeskadiget og, med undtagelse af overskrifter, let at læse. Det sidste blad er lyst og læseligt. Bl. 5 = 27312-2841 er lyst og let læseligt, men det har en mængde småhuller, der dog ikke gör nogen videre skade, undtagen for så vidt som begyndelsen af 3 linjer i den höjre spalte på forsiden og slutningen af 2 linjer i den venstre spalte på bagsiden er bortrevet (jfr. I, 2741, 277 v. 1162,4,6,7, 27913; þeim i l. 14 er også for det meste bortrevet, v. 1211). Bl. 6 = 3054-3156 er også lyst, men med småhuller. Bl. 7-8 = 3248-34314 er blevne benyttede til omslag og er derfor noget mørke, men for störste delen ubeskadigede og let læselige. Bl. 9 = 37617-3856, også omslag, er meget medtaget, rødbrunt og slidt, navnlig på bagsiden, hvor endel er ulæselig (jfr. 3778, 3799,14 og især 3821 ff., 16 ff.); af bladets første linje er også noget bortrevet. Bl. 10 = 39315-4023, også omslag, er mørkstribet og har en gammel rift; bagsiden er mindre medtagen, og overhovedet er hele bladet let at læse (jfr. dog 3942). Der kommer nu en række af sammenhængende blade, 11-26 = II, 5192-III, 1504; de er alle nogenlunde vel konserverede, skönt noget mørknede; den første side er mørk og slidt; på bl. 17 er der to huller; også findes mindre huller på bl. 18, 20, 22-25, uden at de dog gör nogen videre skade; kun enkelte bogstaver er hist og her bortrevne. Bl. 27-31 = III, 1617-20617 er vel konserverede; et par blade har nogle mindre huller. Det samme gælder bl. 32-42 = III, 21715-33224; heraf er navnlig bl. 39 meget hullet. Af bl. 37 er den nederste del bortskåren og dermed ordene i den inderste spalte beskadigede. Dog er teksten fuldstændig sikker. Endelig er der bl. 43 = III, 34017-3511; her er bagsiden noget slidt og bladet har nogle småhuller. Der er intet, der taler for, at dette håndskrift har indeholdt andet og mere end Heimskringla. Men det er et stort spörgsmål, om det ikke har manglet Olaf d. helliges saga til kap. 239, hvor Eirspennill begynder, jfr. Frís. Det er mærkeligt, at der intet som helst er bevaret af den egl. Olafs saga, men ikke så lidt både foran og efter.

Håndskriftet er ikke ret meget yngre end 1300; hånden er fast, bogstaverne store og tydelige og retskrivningen i det hele særdeles god og i visse henseender temlig gammeldags, f. ex. ved den hyppige brug af þ (f. ð), -o i endelser, men vistnok aldrig e. Der findes enkelte ordformer, der må bero på en særhed hos skriveren; således skriver han ofte hofr f. hefir (også f. hefi: hofr ec bl. 8ra1), voldi f. vildi (f. ex. III, 1441); det er vanskeligt at forstå, hvorfra han har sådanne former. Han skriver ofte fangit f. fengit (en yngre virkelig form), vistnok i den tro, at denne form var gammel. Han skriver fremdeles ofte bændi i nominativ (f. bóndi); dette beror sikkert på en misforståelse af den skrivemåde, der så hyppig findes i Kringla: bø̨ndi, hvor ø̨ som så ofte ellers - bruges for ó. I øvrigt er retskrivningen den, der findes i håndskrifter fra c. 1300.

Dette håndskrifts hovedbetydning er den, at det slutter sig så nær til Kringla; det er, med nogle undtagelser, hvor det særlig stemmer med Frís., så at sige ordret stemmende med Kr., og gör derfor fortrinlig nytte i tekstkritisk henseende, Men det er også af stor betydning for bedömmelsen af det indbyrdes forhold mellem håndskrifterne; jfr. nedenfor. Håndskriftet er, så vidt vi kan skönne, uinterpoleret, undtagen for så vidt som kapitlet om Rettiburs sönner, der siges at stamme fra »Brimabók«, er optaget (se udg. III, 501); dette findes også i Frís. s. 18328-32 og stemmer ordret med 39. På den anden side udelader 39 nogle af Kringlas jærtegn, k. 7 i Ól. kyrr. (III, 231), k. 21-22 i Magn. berf. (III, 259-60), k. 31 i Sig. Eyst. Ól. (III, 309-12).


7. I AM. 1056, 4º, findes et halvt blad, der sikkert har tilhørt et Heimskringlahåndskrift af en lignende alder og godhed som 39 og så godt som fuldstændig overensstemmende med Kringla. Det er overskåret i midten, hvorved nogle bogstaver er beskadigede eller bortskårne. Det er noget slidt og ikke ganske let at læse. Det begynder i Ol. helg. k. 143, II, 34018; forsiden går til 34217; bagsiden svarer til 34410-34522. Bladene har omtrent haft samme störrelse som Kringla, men teksten er ikke tospaltet. Dette lille brudstykke aftrykkes her bogstavret. Prikker (. . . ) betegner noget, der er bortrevet, --- noget, der er udvisket, og [ ] hvad der er ulæseligt.

min til vetr viſtar ok þat m[] [þer] alt þinſ liðſ . . . . egr veri þa mere en aðꝛ. karl .ſ. at hann | var ---- raðin at fara .t. leifſ en ec m[vnda] elligar fvſliga þiggia þetta boð. þranꝺꝛ ſv͛. þa | m[vn] leifi ꜹþit vegs mvna af [þ]eso. En . . nacv---- aꝺꝛir lvtir þa. þeir er ec mega ſva gera at | v̇þr ſe liꝺsemð at. karl .ſ. at honvm þotti mikit i v[eitt] at þranꝺꝛ ꝺꝛegi ſaman ſcattin vm ꜹſtr ey | ſva vm allar noꝛꝺꝛ eyiar. þranꝺꝛ .ſ. [at] þat var ſcylt . . . heimolt at hann veitti þan beina at oꝛ | inꝺi konvngſ. Gec þranꝺꝛ þa aptr .t. bvðar .ſ. varð a þvi . .ingi eki fleira .t. tiþinꝺa. foꝛ carl til vi | ſtar með ---- zvrar .ſ. ok var hann þar ----- vetrin ----- heimti leifr ſcatt ſaman of ſtravmey | (--?) of allar eyiar ſvðꝛ þaðan. vm varit ---------- i goto vanheilſo hafði ꜹgna þvnga | ok þo en cramar aꝺꝛar. En þo bioz hann at f----- ſem vanꝺi hanſ var. En er hann com a þingit ok bvð | hanſ var tiolꝺot. þa let hann tiallꝺa vnir ſvoꝛtvm ti . . . vm innan af til þes at þa veri siꝺꝛ ſciꝺꝛępt | Eɴ er ꝺagar nacqvarir varv liꝺnir af þingino. þa --anga þeir leifr ok carl .t. bvðar þranꝺar ok varv fiolmen | nir. En er þeir coma at bvðinni. þa ſtoðv þar -----. . . . .cqvarir menn. leifr ſpvrði hvart þranꝺ veri inni | i bvðiɴi. þeir ſogðo at hann var þar. leifr mælti ---- . . . yllꝺı biðia þranꝺ vt ganga eigo vit carl | ev̇rindi vꝺ(!) hann .ſ. hann. En er þeir menn como aptr. þa ----- þeir at þranꝺ hafði þa ----- na verc er hann | matti eigi vt koma. ok bað hann leifr at þv ſcyl----- ganga. leifr mælti v ſ---- ꜹta .ſ. [at] | þeir ſcv̇lꝺo fara varliga er þeir cęmi i bvꝺna þr-- . . . eigi gangi ſa fyrſtr vt er ſıðaſt[16] gen | gr inn. leifr gec fyrſt in en þar neſt carl. þa hanſ . . ok foꝛo með alvepni ſem þa at þeir | ſcv̇lꝺi til barꝺaga bvaz. leifr gec inar at e . . . . . . . . . tiolldonvm. Spvrꝺi þa hvar þranꝺr | veri. þranꝺꝛ ſv͛ ok heilsaði þeim leifi. leifr toc qveꝺio hans . . . . . . . hefði nacqvat ſcatt heimt vm | . . . . . . . hver greiði þa mvn a vera of ſil . . . . . eigi hafði honom þat oꝛ hvg ||

boga er la i pallinum þar var þorðꝛ e . . . . hann mælti Eigi hliotv ver meðal oꝛða ſc | ac af honom m--ra carli ok veri hann lꜹn. . yrir verꝺꝛ. leifr toc við ſioþnom [rettet fra ſilfrino] ok bar en fyrir | carl ſia þeir þat fe. Mælti leifr e- . . . . arf lengi at ſıa a þetta ſilfr. her er hver penin | gr oðꝛom betri. ok vilio[17] ver þetta fe h . . . . faðv þranꝺꝛ. .t. mann at ſia reizloꝛ. þrandr | .ſ. at honom þotti þa bezt .t. fengit a . . . . fr ſęi fyr hanſ honꝺ.[18] Gengv þeir leifr þa vt | ok ſcamt fra bvðini. ſet---- þeir niꝺꝛ ok . .- ſilfrit. Carl toc hialm af hofðe s- ok hel | ti þar i ſilfri. þvi er vegit var þeir ſa man----ga hıa ser ok hafði refði i he------ ok hꜹtt ſiðan | a hofð-- ok heclo græn------ nbrocum(?) at beini. hann ſetti niðꝛ refþit i vol | ------------------------ | at þer verði eigi meín at refði mino | ------------------------ði acafliga a leif ꜹzvrar .ſ. baꝺ hann fara | ſem ſciotaz .t. bvðar gilla logſ------------ þar liop in of tialdſcarar ſigvrꝺꝛ þorlacſ .ſ. ok he | fir ſerꝺan bvðar maɴ hanſ .t. ólifiſ l--r hliop þ------------ | gilla. gec með honom alt bvðar lið hanſ ------------------ [nogle bogstaver kan læses: ꜹſtmennin?] | hann. Gꜹtr hliop at ok hio með hanꝺ ------i v̇fir herðar monnvm ok com hogg þat i hofvꝺ carli | ok varð ſar þat ------ mikit. þorðꝛ lagi grei. vpp refþit er ſtoꝺ i vellinom ok lv̇ſtr a ofan ex | ar hamar---- at ꜹxin(?) ſtoð . . . . . . þyſti þa fiolꝺi manna vt v̇r bvð þranꝺar | karl var þaðan ꝺꜹðr boꝛin. þranꝺz le . . . . . . verki þeso ok bꜹð þo fe til ſatta ------------ | ꝺꝛ ſina. leifr ok gilli gengo . . . . .ali ok com þar eigi febotum fv̇rir. Varꝺ ſigvrꝺꝛ vt | lagr fyrir averka þan . . . . . . nꜹt gilla. En þorꝺꝛ ok gꜹtr fv̇rir vig carlſ | a vſtmenn b---- ſcip þat er . . . . . . . þangat ok foꝛo ꜹſtr a fvnꝺ Olafs k . . | ----caꝺı------------ . . . . . . . . . . . . | .

Dette håndskrift synes at have haft en underlig skæbne, idet bladet er kommet fra Vennebjærg herred i Vendsyssel, hvor det brugtes til at indhæfte tingbogen (1632). Det er et meget stort tab, at dette håndskrift så helt er gået til grunde - på denne lille prøve nær.


8. Codex Frisianus, Frísbók, AM. 45 fol. Udgave ved Unger, Kristiania 1871. Dette håndskrift indeholder foruden Heimskringla også Hakon d. gamles saga. Hvad Heimskringla angår, kan det ikke helt og holdent regnes til håndskrifter af Snorres værk, på grund af den vilkårlige bearbejdelse, teksten på sine steder har undergået. Som bekendt, har Olaf d. helliges saga aldrig stået i dette håndskrift. Noget oven for midten af spalten står efter afslutningen af Olaf Tryggvasons saga: Her skal inn koma saga Olafs konvngs hins helga (se udg. s. 167). Meningen hermed er klar nok, men mindre sikkert er det, hvorledes det hænger sammen med, at sagaen er af skriveren udeladt. Det er rimeligst, at den ikke har stået i originalen, men hvad enten dette har været tilfældet eller ikke, må det antages, at udeladelsen beror på kendskab til eller besiddelsen af den særskilte Olafssaga, der til den tid, da håndskriftet blev til, sikkert var udbredt i mange eksemplarer. Mindre sandsynligt er det, at selve skriveren skulde have skrevet sagaen i et særskilt hæfte. Cod. Fris. er skreven omkr. 1325, altså i en tid, da man ikke blot afskrev, men også i reglen bearbejdede teksterne mere eller mindre. Håndskriftet bærer også vidnesbyrd om en sådan bearbejdelse, især i visse partier af værkets sidste del. I Ol. Tr. k. 81 (I, 403) er et stykke udeladt og et andet indsat i steden for (se anm. til stedet). Så findes det samme kapitel fra »Brimabók«, som også står i 39 (se udg. s. 19328-32); jfr. »Hallarsteins« vers I. 292. Som det er bemærket, III. 231, anm. til l. 8, kan Frísb. ikke betragtes som et håndskrift af Hkr. fra slutningen af Olaf d. kyrres saga til slutningen af Inge-Sigurds saga. Grunden hertil er, at Snorres tekst for en stor del forlades og at afskriveren i steden for følger den tekst, som Morkinskinna nærmest repræsenterer. Der er ganske vist flere kapitler og mindre stykker, der er hæntede fra Snorre, men for at undgå forvirring er i nærværende udgave ikke varianter anførte fra disse; derimod er der henvist til dem i parallelstederne ved hvert kapitel. Således er f. ex. slutningen af Magn. berf. identisk med Snorres fremstilling; ligeledes den første del af Sig. Eyst. Ól., slutningen af Inges s. osv. Flere af de interpolerede kapitler findes også i Jsk. Men foruden disse hovedafvigelser er der også i teksten större eller mindre afvigelser m. h. t. ordenes stilling, sætningsudvidelser tildels af en rent vilkårlig art, for ikke at tale om overskrifterne, der undertiden er urimelig lange, blot for at en tom plads skal fyldes. Således som udgaven viser, mangler overskrifter i øvrigt ofte, så at den dertil beregnede plads står åben (hvilket i nærværende udgave også er anført).

Håndskriftet er, som det forlængst og ofte er udtalt (f. ex. af K. Gíslason, Frumpartar s. VII), skrevet af en Islænder; dette er ubestrideligt; allerede den ganske unorske eller rettere sagt almindelig islandske retskrivning er et fuldgyldigt bevis herfor. Det er i og for sig rimeligst, at han har skrevet det på Island; (jfr. dog ndf.). K. Gíslason udtaler (l. c.) at det ikke vilde være en »usandsynlig formodning«, at skriveren havde skrevet bogen »mere for Nordmænd end for Islændere«. Denne »formodning« er imidlertid noget andet og mere. Der er ingen tvivl om, at bogen fra først af er bestemt til at læses af Nordmænd, snarest til at være en mægtig Nordmands eller fyrstes bogskat. Der er enkelte steder eller rettere ændringer i teksten, der på det klareste viser dette. Således tilföjelsen af hingat[19] i þat kom norðr hingat í Nóreg (III, 17122); når det III, 42021 hedder við oss Islendinga, udelades dette oss; det vilde en isl. afskriver, der skrev for sine landsmænd, ingen grund have haft til at göre; tværtimod. I en bog for Nordmænd var oss ulogisk og stødende. Enkelte steder tager skriveren parti for Nordmændene overfor de Danske, hvis færd han misbilliger, som når han (III, 452) ændrer ráði til óráði. Alt dette er talende nok og viser den rette opfattelse af håndskriftet. Men naturligvis er det forgæves at anstille formodninger om, for hvilken Nordmand det mulig er skrevet.

Om håndskriftets historie vides kun lidt. I årene 1548-50 benyttedes det af Laurents Hanssön (senere af M. Störssön); efter det oversatte han hovedsagelig sagaværket til Hakon jarls død (AM. 98 fol., udgivet af G. Storm, se ovf.). Fra ham stammer forskellige tilföjede bemærkninger i randen, for det meste på dansk. Arne Magnusson oplyser (se Katalogen), at för indbindingen stod der på et smudsblad foran i bogen navnet »Andreas Matthiæ Slangendorpius«, skrevet ved 1600 eller noget för. Denne mand er Anders Madsen Slangerup, en dansk digter omkr. 1600; da må håndskriftet altså være kommet til Danmark. Senere kom det i adelsmanden Otto Friis' besiddelse, der døde 1699; deraf fik det sit navn Frisianus. Fra ham fik hans slægtning Jens Rosenkrantz (derfor kaldes det undertiden cod. Rosenkrantzianus), d. 1695, det, og efter ham købte Arne det 1696 (jfr. G. Storms bog om Snorre 210-11; fortalen til udgaven, og Sigurd Ranesöns proces s. 44)[20] Foruden L. Hanssöns randbemærkninger findes også andre, mest på latin, der rimeligvis stammer fra en af de senere ejere[21], samt nogle på islandsk, skrevne af Jón Ólafsson d. ældre (disse især i Hakon d. gamles saga, se f. ex. udg. s. IV, anm.) Arne selv har tilföjet årstal. Det i Katalogen omtalte runenavn er vistnok rigtig gengivet i Fms. IX, fortalen s. XV (Þorkell).


9. Jöfraskinna, membranen. Denne membran, som Torfæus benyttede og ofte omtaler og som han gav navnet »Kongeskindbogen«, fordi der i den fandtes tegninger, der forestillede Olaf d. hellige og Magnus d. gode, er gået til grunde med undtagelse af 4 blade, der findes i Stockholms kgl. bibliotek, nr. 9, fol. perg., 1 blad, (mishandlet og beskåret), i den Arnamagn. samling 325, VIII 3d. og et halvt blad og en bladstrimmel i det norske Rigsarkiv 55a, b. Kun de 4 første blade vedkommer os her, da de øvrige tilhører Sverrissaga og Hakon d. gamles saga, der bægge var i håndskriftet. Alle disse brudstykker er fototypisk udgivne og udførlig beskrevne i »De bevarede brudstykker af skindbøgerne Kringla og Jöfraskinna« (1895), hvortil der i det hele henvises. Det er påvist her, at Jsk.-mbr. er fra. tiden omkr. 1325 og skreven af en Nordmand med udprægede norske retskrivnings-ejendommeligheder. De bevarede blade svarer til udgavens II, 405-531, 1314-1561, 26114-2752. Disse blade må være komne bort fra hovedhåndskriftet efter 1568, medens dette endnu var i Norge, da de mangler i de senere afskrifter. På hvilken måde de er komne til Stockholm, vides ikke. Hvad der i øvrigt vides om håndskriftets historie, er kun lidt. Det dukker op i Norge kort efter midten af det 16. årh. og blev der afskrevet af Jens Nielssön (se nedenfor). Det må vistnok have hørt hjemme i egnen omkring Viken, måske netop i Oslo. Senere har måske P. Claussön benyttet det eller en afskrift (G. Storm) i slutningen af århundredet. I September måned 1655 blev det foræret Universitetsbiblioteket - hvorfor Arne Magnussen kaldte det »Codex Academicus secundus« - af Brostrup Gedde (d. 1668), der havde været oberberghauptmand i Norge 1653-55 (G. storm, Sn. St. Hist.skr. 208). Året 1682 udlåntes det sammen med de andre håndskrifter til Th. Torfæus; under denne udlånsperiode blev det afskrevet af Asgeir (se nedenfor). Efter at være leveret tilbage til biblioteket 1704, opbevaredes det her, til det brændte 1728.


10. AM. 37, fol. = J1. er den ældste bevarede afskrift af Jsk.; den er foretagen i årene 1567-8 af magister Jens Nielssön, der senere blev biskop i Oslo og døde 1600. Selve afskriften er tildels foretagen på Rindin (nu Rinde) i Sannikedal (nordvest for Kragerø). Håndskriftet er nu kun et brudstykke; det begynder I, 523 og går til II, 12610. Det næstsidste blad er noget beskadiget og af det sidste er den øverste del bortreven; ellers er håndskriftet godt bevaret. Hånden er smuk, stor og kraftig. Men hvad der særlig gör denne afskrift så værdifuld, er at den overalt stræber efter nöjagtig at gengive originalen i alle dens enkeltheder, forkortelser osv. Dette har hovedsagelig sin grund i, at afskriveren ikke fuldt var oldsproget mægtig og derfor ikke kunde opløse forkortelserne rigtig; det er netop endelserne, der ses at have været hans svage side (jfr. den fotot. udg. s. I-II; særlig henvises til prøven s. II med de dertil knyttede bemærkninger; det vil deraf ses, at en fuldstændig nöjagtig bogstavret kopi er hans afskrift dog ikke). Det er et meget stort tab, at så meget af denne afskrift er gået tabt, så meget större, som originalen endnu dengang synes at have været fuldstændig. Afskriften kom senere til Danmark - og kaldtes på grund af dens norske oprindelse »Norvegicus« -, og kom i Chr. Worms eje - hvorfor den også kaldtes »Wormianus«. 1709 blev Arne Magnusson dens ejer (se Katalogen).

Begyndelsen, 11 blade (I, 3-523), er senere tilföjet og skreven, prologen efter Jsk., resten efter Kringla med en hånd, der ikke er Asgeir Jónssons; den ligner meget Guðmundur Ólafssons; tidsforholdene hindrer ikke, at han kunde være kommen til at skrive den.


11. AM. 38, fol. = J2. Dette er en afskrift af hele Jsk., som den var i slutningen af det 17. årh. og under den periode, Torfæus havde den til låns. Afskriften er åbenbart udført hos og for ham af Asgeir Jónsson, der ved dens slutning har skrevet følgende: Þessi bok var confererfut (þo obiter) vid þær Membranas, Iofraskinna, Kringlu og Gullinskinna sem hun er efftershridud Anno 1698. Det er rimeligst at antage, at årstallet betegner afskrivningens, men ikke konfereringens tidspunkt. Afskriften er vistnok udført med Asgeirs vanlige nöjagtighed, hvad indholdet angår, derimod har han ganske og aldeles forladt originalens stavemåde og bruger sin egen. Næppe en eneste norskhed har fået lov til at blive stående. For så vidt danner hans afskrift den störste modsætning til Jens Nielssöns.

Der er mange og store lakuner her, nemlig: I, 2475-3762 - udfyldt efter Kringla -, II, 405-534, 1314-1561, 26114-2752, 3763-38818, 512-52512 (med fradrag af k. 242, 246, fordi disse kapitler var anderledes ordnede, se udg.), III, 9112-2032 - alle disse lakuner er udfyldte efter Kringla -, 2417-24412, 3572-3652, 4037-44920 - alle udfyldte efter Gullinskinna. Ser man på disse lakuner, svarer 6 af dem til et enkelt blad i originalen hver, en enkelt til 2, en enkelt til 3 og endelig den længste (den første) til 10 blade[22]; det bliver i alt 21 blade. Den mindste af lakunerne (III, 2417-24412) svarer kun til en enkelt spalte i originalen, der af en eller anden grund har været ulæselig, da Asgeir afskrev bogen. Endelig bemærkes, at der i marginen findes enkelte rettelser hist og her, samt at Arne har tilföjet årstal.

Foruden ved hvad der senere vil blive fremhævet angående Jsk.s tekst, karakteriserer den sig ligesom cod. Fris. ved optagelsen af flere kapitler, der ikke oprindelig har hørt til Snorres værk. Alle disse er i nærværende udg. trykte som tillæg. Hvad særlig Olafssaga helga angår, henvises til det følgende. Jsk. udelader så godt som alle jærtegn.


12. I Ungers håndskrift er, som ovenfor bemærket, Olaf d. helliges saga afskreven efter Jsk. Denne afskrift er benyttet til sammenligning i udgaven og betegnet J3.


13. I den Salanske samling i Upsala. Universitets bibliotek R, 685 findes en afskrift af prologen og Ynglingasaga, udført af J. G. Sparfwenfelt, = Sp. i anm., i marts 1682, altså noget efter at Jón Eggertsson var færdig med sin afskrift af Kringla og för Torfæus fik håndskrifterne udlånt. Til grund for sin afskrift lagde han Jsk., men som han selv oplyser i en bemærkning, hvis sprog skal være islandsk (men som kun viser, hvor lidt han kunde af sproget, se Gödels katalog s. 31-32), benyttede han både Jsk. og Kr.; fra dette sidste optager han enkelte afvigelser, som han udtrykkelig angiver, men ligeså ofte eller oftere er han kommen for skade at optage Kringlas læsemåder uden at bemærke det, måske blot ved uagtsomhed. Hans afskrift lider, som det af varianterne vil ses, af mange fejl, og er i det hele af meget liden betydning. At den dog ikke er falden værre ud, end den er, skyldes den hjælp, han efter eget sigende har fået af Þórðr Þorkelsson Vídalín. Som det ovenfor er bemærket kaldtes Jsk. sål. af de to kongetegninger; den ene heraf findes bl. 3 v, gengivet med underskriften: Olafur kḡr hin halghi; tegningen er vistnok rigtig i hovedtrækkene.

Til det foranstående kan endnu föjes, at et lille sted af Ynglingasaga (se Ungers fortale s. IV) findes ordret afskrevet af Arne Magnusson, samt at der i AM. 411, fol. findes enkelte mindre stykker afskrevne og enkelte varianter anførte efter Jsk.; disse stykker vedrører særlig Are frode (II, 4175 står der her efter Jsk. oc foran minnigr).


Vi har nu tilbage nogle mindre brudstykker.

14. AM. 325 VIII, 1, 4º, 5 blade, og 325 IX, 2, 4 blade, i alt 9 blade af et håndskrift fra begyndelsen af det 14. årh. De er af et stort håndskrift med to spalter på siden, skrevet med en smuk hånd og forholdsvis god retskrivning.

a. 325 VIII, Bl. 1 = I, 1614-17211 er noget slidt på forsiden og har enkelte småhuller. Bl. 2 = I, 2415-2519; omtr. de første 6 linjer er bortskårne og den første (7.) linjes bogstaver beskadigede. Der er altså en lakune mellem spalterne og mellem første og anden side (se 2463-8, 2491-4). Ellers er bladet godt bevaret, bortset fra nogle småhuller. Bl. 3 = I, 2821-29316, har været brugt til omslag, så at forsiden er slidt; også her er nogle småhuller. Bl. 4 = I, 31619-3288, har flænger og huller; bagsiden er slidt; dog er omtrent alt sikkert. Bladet har været benyttet til omslag. Bl. 5 = I, 44014-4534. Af dette blad er den inderste og yderste kant afklippet, men kun et à to bogstaver er derved gåede tabt; teksten er derfor så at sige allevegne sikker (jfr. anm.). Bladet er meget tyndt, men let læseligt.

b. 325 IX, 2. Bl. 1, = II, 4916-5110, 423-5310, 543-5517, 5612-583, er kun et halvt og med småhuller. Der mangler c. 11-12 linjer. Bl. 2-3 er sammenhængende, = II, 891-12117; de er nogenlunde vel bevarede, uagtet de har været omslag. Bl. 4, = II, 3542-3673 er lyst og let læseligt; med nogle småhuller.

Om disse blades historie vides meget lidet; Arne meddeler om a, 1-2, at han har fået det ene 1703 fra en mand i »Garður á Suðrnesjum«, men som stammede fra Nordlandet; han kunde ikke göre rede for, hvor han havde fået det. Det andet fik Arne 1704 fra en Eyjólfur på Þorkötlustaðir i Grindavík (se Katalogen). Heraf kan man vistnok slutte, at håndskriftet har haft hjemme på Suðurnes, snarest Reykjanes, hvor både Garður (den nordvestligste del deraf) og Grindavík (vestlig på sydsiden) er. Om de andre blade savnes enhver oplysning. På b, 2v findes en påtegning af en ejendommelig rørende art: Jeg var ellefu vetra gamall Giek mier yla (= illa) ad lesa hana (ɔ: bókina). Denne elleveårige saga-interesserede dreng er uden tvivl den, der bl. 3r har skrevet: Hakon Þorsteinsson m; eijgin̄ hand. Hvem denne Hakon er, kan jeg ikke oplyse bestemt.


15. AM. 325, XI, 1, 4º, 4 blade, har tilhørt et håndskrift omtrent fra samme tid som det foregående; det har ligeledes været tospaltet og skrevet med en smuk hånd; det er også et folio-håndskrift.

Bl. 1, = I, 25812-26613, er vel læseligt, men med småhuller og et större. Bl. 2 begynder omtrent II, 33020; forsiden er meget slidt og kun læselig (dog er den vistnok flere steder ganske ulæselig) ved en uforholdsmæssig anvendelse af tid og ulejlighed; da udbyttet sikkert vilde have været meget ringe, har jeg ikke anset det for nødvendigt, at søge at læse den. Bagsiden, = II, 33310-3373, er derimod helt igennem let læselig. Bladet har småhuller. Bl. 3 er kun en stump, beskåret på bægge sider; desuden er den øverste del til bægge sider bortskåren på skrå, så at bladet er foroven en spidsvinklet trekant; her er der altså kun lidt tilbage af de enkelte linjer. Af den venstre spalte mangler kun et til to bogstaver, af höjre spalte noget mere. Se II, 35219-36216. Man kan altså af varianterne ikke slutte, at noget står på dette blad, uagtet det ikke anføres som manglende. Hvad der nu står tilbage af den øverste del anføres nedenfor.


Forside.
ki | tor. hann sialfr haf | .lx.
var at rvma tali. | r bunaðr
skipanna var enn | or skip
hỏfðo þeir stor ok buin vel. |
i knvtz drapo. knutr var und
him | an farin frið fylkis nið
franeygr dana. | estan uiðr var
glæstr sá er bar vt andskota |
raðs þan. ok baro i byr bla
segl v ra dyr var ðỏglings |
[f]or osv.
ðr (ɔ: maðr 35516) | latið | ok
hafðe | knutr konvngr va |
haurða knutr. ok | var kominn
norþan | þeir til iotlandz. þviat
þat er | velldis. Skaro þeir
þa up | her miklom. þa spyria
þeir a | komminn með sín her.
osv.
Bagside.
nom(?) | aknvtz | haufþingia |
fanz bratt | knutr inn gamli |
hans allr mvgr | t sitt allt.
Sa þa iarl | ii varv kostir firi
hendi. annar | fund knutz konvngs.
ok leɢia allt | a stefna
osv.
lo (3557) | ain helga | knutr
konungr for au(?) | sin ok toko
þat rað at | no gek a land upp
ok allt a | helga fellr or.
Gỏrðo þar i a | viðom ok torfi.
ok stemdo sva uppi | ɢv þeir
stora uiðo þeir varv i þesso
starfe | ok hafðe olafr konvngr
ỏll tilstilli vm brỏgð þessi |
konvngr osv.


Også på andre måder er bladet beskadiget. Bl. 4 er fortsættelse af bl. 3, = II, 36216-37113; det har været brugt til omslag og er derfor meget beskadiget; et stort stykke er skåret ud deraf i midten; det har flere huller og det indre hjörne er afrevet. I øvrigt er skriften tydelig så at sige allevegne.

Om disse blades historie kan intet oplyses.


16. I Stockholms kgl, bibliotek, nu Perg. 36, 4º (Gödels Katalog), findes et blad af en skindbog fra 14. årh.s første halvdel i kvartformat med to spalter på siden. Der er al sandsynlighed for, at det har tilhørt et håndskrift af Heimskringla, hvorfor det er benyttet ved nærværende udgave. Det er meget afbleget på bagsiden og dog læseligt. Det begynder II, 4735, og slutter 4785. Efter hvad der oplyses hos Arwidsson, har det udgjort et omslag om papirhåndskriftet 26, 4º (Bárðarsaga). Dette medbragtes af Rúgman (1661, se V. Gödel: Fornnorsk och isl. litt. s. 169). Håndskriftet har da mulig oprindelig haft hjemme på Nordlandet. Jón Rúgman var fra Øfjorden.


17. Andre håndskrifter. I AM. 392 fol. findes et brudstykke af et engang stort og smukt foliohåndskrift, tospaltet; det bevarede brudstykke er imidlertid så hensmuldrende og medtaget, at det ikke har kunnet benyttes ved udgaven; teksten er af sagaen om Sigurd-Eystein-Olaf. - I Kristiania Rigsarkiv findes et brudstykke, der rimeligvis er af et Heimskringla-hdskr. (fra c. 1325), tospaltet. Det, der er tilbage, svarer til udgavens III, 13211-13314, 1356-13610, 13713-13815, 13918-14018. Dette brudstykke er uden betydning; det stemmer godt med Kringla, har dog enkelte læsemåder tilfælles med Fris., men forkorter undertiden ganske vilkårlig teksten og ændrer den. I øvrigt skal kun bemærkes, at også dette brudstykke har læsemåden niðri (1366).

Alle andre håndskrifter er fuldstændig værdiløse, i det de dels er direkte, dels indirekte afskrifter af et eller andet af de foran nævnte. Således Upsala håndskriftet R 697 III (til Halfdan svarte; mangler begyndelsen, skrevet af P. Salan efter Kringla), Stockh. pap. 30, 4º (til Halfdan svarte etter Kringla; skrevet af Helge Olafsson), 39, 4º (Reenhjelms afskrift af Sp). Ísl. Bókm.fjel. 37, fol., angives at være skrevet efter hr. P.s ɔ: P. Vídalíns, membran, hvilket er urigtigt, da han ingen sådan ejede; han ejede derimod en afskrift af Frísb., udført af Arne Magnusson selv (se Fornyrði s. 306), og det er en afskrift heraf, som her foreligger. Rask 24 (Magn. góð. osv.) beror på samme hdskr. I Det kgl. bibliotek i København Ny kgl. saml. 1020, fol. (Frís.), 1591, 4º (39), Thott 969, fol. osv.

Den såkaldte »Húsafellsbók«, Stockh. 22, fol. pap. (= 5, fol.) er kun en oversættelse af P. Claussöns danske oversættelse og altså værdiles (jfr. G. Storm. Sn. St. Hist. skr. 215-16). I AM. 415 fol. er en apparatus edendi med Frísb. til grundlag og i 416 og 417, fol. latinske oversættelser osv.


Hvad andre recensioner angår, har jeg ikke kunnet betragte dem som håndskrifter af Heimskringla, uagtet de vistnok mere eller mindre direkte går tilbage til den. Således ikke Gullinskinna, en membran, der brændte 1728, men hvoraf der haves afskrifter, som i AM 42, fol. (Asgeir). Heller ikke Eirspennill, AM 47, fol. (hvoraf AM 40, fol. er en afskrift), skönt teksten i dette hdskr. er Snorres så at sige helt og holdent; den er skreven efter et godt håndskrift, der stod midt imellom Kr. og Jsk. På grund af håndskriftets vigtighed har jeg helt igennem sammenlignet det med Snorres tekst, men kun undtagelsesvis anført dets afvigelser fra Kr., da de som oftest falder sammen med Jsk. Dette håndskrift burde udgives, for så vidt som det ikke er sket i Konunga sögur 1873. Heller ikke har jeg kunnet betragte den særskilte Óláfssaga (Stockh. 2, fol. og en mængde andre håndskrifter), udg. 1853, som et håndskr. af Hkr.s Olafssaga; dog har jeg taget et lignende hensyn til den som til Eirspennill.

Da det er af stor vigtighed at klare sig forholdet mellem det sidstnævnte skrift og Snorres værk, vil vi, för vi går videre, betragte dette forhold nærmere. Som bekendt antog G. Storm (i Sn. St. Hist. skr.), at vi i den særskilte historiske Olafssaga havde en revideret udgave af Snorres egen Olafssaga, foretagen af ham selv, alt i tilslutning til udtalelser i fortalen til udgaven 1853[23], hvor dets nöje forhold til Hkr. udførlig behandles. Denne »reviderede saga« er i følge G. Storm »Snorres seneste historiske arbejde«, der adskiller sig fra andre Olafssagaer »ikke blot ved den længere indledning om de foregående konger og afslutningen med jærtegnene . . . . men også ved en afvigende fremstilling af enkelte dele af selve sagaen« (der anføres i så henseende k. 38; indskud i k. 26, 30, 140-46).

Det vilde nu i og for sig være ret mærkeligt, om Snorre selv havde foretaget en sådan særskilt udgave af en del af sit store arbejde med et udtog af det foranstående og tildels af det følgende. Are frodes virksomhed er ikke ganske analog med et sådant foretagende. Langt rimeligere er det i og for sig, at det er en anden end Snorre, der har udført arbejdet, og der er, som det her skal søges påvist, tilstrækkelig meget, der fører til dette resultat.

De første 17 kapitler og noget af det 18. er som bekendt et uddrag af Hkr. fra Harald hårfagres saga af med overskriften »Uphaf ríkis Norðmanna«, idet forf. betragter Harald hårfagre som det norske riges grundlægger. Foran dette udtog, der skal danne en indledning til den egenlige Olafssaga, er Snorres prolog anbragt; men dens to hovedafsnit er ombyttede. Det er klart, hvorfor ombytningen er sket; stykket om Are frode (det sidste) gör særlig rede for kilderne til Olaf d. helliges saga; som sådant måtte det da passende stilles i spidsen. Det andet afsnit kunde egenlig godt være udeladt, men da det særlig gælder her at påvise kilderne til den ældre tids historie, hvoraf jo netop et udtog gives, var det ikke unaturligt, at det medtoges. I sin helhed kunde det da siges, at hele prologen var på sin plads foran en således indrettet Olafssaga, som den pågældende er, men det er ingenlunde nødvendigt at antage, at optagelsen af den skyldes Snorre. I stykket om Are findes så godt som ingen afvigelse, undt. for så vidt som slutningsbemærkningen - om skjaldekvadene - er udeladt, ti her passede den ikke. Det sidste (Snorres første) afsnit indledes med ordene: »Jeg har ladet skrive fra ophavet de kongers lævned, som har haft rige i Nordlandene og har talt den danske tunge« osv. Det er særlig disse ord, som har bevæget G. Storm til at antage Snorre selv for forfatteren (eller udgiveren), og det må indrömmes, at de har endel betydning. Forf.-jeget er så at sige gennemført i det følgende (»Nu skriver vi« osv., »at jeg har fortalt«, »men dog skriver jeg mest«). Men vi må her tage hensyn til oldtidens forfattervirksomhed og betragtning af den litterære ejendomsret; man afskrev ældre arbejder uden videre, enten uforandret, eller, som oftest, i det man bearbejdede dem mere eller mindre selvstændigt; herved brød man sig ikke det mindste om, hvorvidt den oprindelige forfatter fremtrådte med sit »jeg« eller ej; man tog en sådan subjektiv bemærkning med og lod den gå uforandret over i sin bearbejdelse. Dette gör jo Snorre selv bevislig (således er det Eiríkr Oddsson, og ikke Snorre, der taler i første person III, 3095, og det er Eiríkr, der i egenligst forstand kunde anføre Halls udtalelser i Ing.-Sig. k. 12). Det er ikke noget mærkeligt i, at andre gjorde ved Snorre, hvad han selv havde gjort ved ældre forfattere. Tænker vi os én, der også tog den første del af prologen med, er det en selvfølge, at sådanne ord som »I denne bog lod jeg skrive gamle frasagn om de hövdinger, som« osv. enten måtte ændres til »Snorre lod skrive« eller første person beholdes; om der stod »lod« eller »har ladet« er omtrent ligegyldigt, men det sidste fremhæver bedre modsætningen til det i Olafss. følgende »Nu«. Da man nu, som sagt, ikke brød sig om forfatter-jeget, er forholdet let forklarligt, og der er i og for sig ingen tvingende grund til at antage Snorre som forfatteren. Der måtte være noget andet, der støttede det. Men der er omstændigheder, der farer i modsat retning. I Hkr-prologen anføres som kilder (straks i begyndelsen) 1, »frode mænds udtalelser«, 2, slægtregistre som langfeðgatal, 3, historiske digte. Denne ordning er fuldstændig rigtig og netop udmærket logisk. I prologen til Olafss. er 2 og 3 byttede om til skade for den logiske ordning. Skulde det nu ikke snarere være en bearbejder end Snorre selv, der har ændret det oprindelige? Der findes udeladelser og udvidelser i det følgende, som Snorre ikke havde den ringeste grund til selv at göre. I det hele er tekstsammenhængen her ofte udvisket eller i hvert fald forringet, hvad næppe kan skyldes Snorre. Omtalen af Tjodolf kommer her således mindre vel forberedt; der tilföjes den oplysning om denne, at »nogle kalder ham den hvinverske«, denne bemærkning vilde være höjst besynderlig i Snorres mund, der selv i sin Yngl.saga atter og atter benytter denne betegnelse (s. 25, 26, 85, 135) eller slet ingen (undt. et eneste sted: í Hvini s. 150). [Fra Snorres standpunkt var der altså snarest grund til at sige »som nogle kalder Tj. i Hvin(ir)«]. Den, der (af)skrev prologen til Olafssagaen, sigter åbenbart med sit »nogle« netop til Snorre. I Hkr.-prol. hedder Fjölnis fader Yngvifreyr, og således også i Yngl.saga k. 11 (jfr. k. 10); her hedder han Ingunarfreyr. Det sidste stykke af Olafss.-prologen er en selvstændig tilföjelse. Der findes her en undskyldende forklaring af, hvorfor der tales så meget om islandske mænd; grunden hertil angives at være den, at »Islændinger, som hørte og så disse tidender, førte her til landet disse frasagn, og af dem har andre lært dem«. Jeg kan ikke se rettere end, at denne begrundelse står i den mest skærende strid med Snorres uomtvistelige sagaprincipper, navnlig dog det, aldrig at optage noget, der ikke stod i den nöjeste sammenhæng med fortællingens hovedæmne. At Snorre i Olafssaga fortæller om Islændinger er så sandelig ikke, fordi de har bragt efterretninger om Olaf til Island, men fordi deres virksomhed griber afgörende ind på sine steder. Motiveringen er med andre ord urigtig og Snorre aldeles uværdig. Således kan han ikke have skrevet. Prologen fører hermed netop beviset for, at den, som den foreligger i Olafssagaen, ikke er skreven (eller bearbejdet) af Snorre, men afgiver intet bevis for, at den »reviderede saga« skulde stamme fra ham. Den bearbejdelse, prologen helt igennem frembyder, tyder på en og samme mand, der ikke var nogen dumrian, men som på den anden side heller ikke rigtig har forstået Snorres gennemførte sagaprincipper. Tager vi dernæst de første 17 kapitler - indledningen til Olafs saga - i betragtning, viser det sig, at de er dels en ordret gengivelse af Hkr.s tekst, dels en stærk forkortelse (uddrag) deraf med enkelte omstillinger; kun undtagelsesvis er noget tilföjet. I og for sig behøvede det ikke at være umuligt, at alt dette kunde stamme fra Snorre, skönt man på den anden side heller ikke kan se, hvorfor netop den eller hin afvigelse er foretagen. Men hvad der har en langt större, ja, afgörende betydning er et par sådanne afvigelser, som Snorre ikke kunde göre, eller som det er höjst usandsynligt at han har gjort. Der er således listen over Haralds börn i 1. kap. I Hkr. har Snorre ordnet denne liste åbenbart med kritik og med vilje fordelt börnene, som han der har gjort (se k. 17, 20, 21, 24 i Har. s.). I Ól. helg. er der de störste afvigelser; det er egenlig kun Snæfridssönnerne, der opregnes ens i bægge. Også navnene er enkelte gange noget afvigende. Og atter her findes der vistnok en bestemt hentydning til Snorres værk: »Gunnrød som nogle kalder Gudrød [dette er Snorres form]«. Det er med andre ord klart, at her er en helt anden kilde fulgt end Hkr., men er der nogen tænkelig grund til, at Snorre selv skulde have gjort det? - I kap. 10 hedder det, at Hakon d. gode satte alle 3 landskabslove, medens Snorre udtrykkelig henfører Heiðsævislǫg til Halfdan svarte. Sagaens tekst beror på en flygtig læsning og et flygtigt uddrag, men det kunde den oprindelige forfatter ikke have gjort sig skyldig i. I k. 11 hedder det, at »det er de flestes fortælling«, at nogle af Gunnhilds sönner deltog personlig i overfaldet på Sigurd jarl på Lade. I Hkr. fortæller Snorre dette uden noget som helst forbehold. I en Olafs saga var et forbehold endnu mindre på sin plads. Fremdeles er der den afvigelse i k. 12 (s. 11 øverst), at Hakon jarl, da han skal mødes med Tryggve, kommer syd fra Danmark; men i Hkr. kommer han nord fra Trondhjem og Oplandene. En sådan ændring var umulig hos Snorre selv.

Heraf kan kun sluttes - og det, forekommer det mig, med stor sikkerhed -, at det er en anden end Snorre, der har skrevet indledningen til Olafs saga, med andre ord: foretaget udgaven af den særskilte saga om kong Olaf.

Hvad fortsættelsen af sagaen angår, ɔ: k. 252-278, er den også kun et uddrag - for jærtegnenes vedkommende dog en ordret gengivelse - af Hkr., men ikke uden vigtige afvigelser. Jærtegnet med sværdet Hneitir, der står i Hkr. i Hák. herð. k. 20, findes i den egenlige Olafss. k. 246, vistnok flyttet herhen, fordi begyndelsen er nöje knyttet til Stiklestadslaget (jfr. Jsk.). Jærtegnet på Pezinavellir (Hák. herð. 21) står i k. 267 mellem to andre, der findes i Harald hårdr. (k. 54-6). Denne omflytning er mulig sket for at have to så ensartede (kamp-)jærtegn sammen som de i k. 266-7. Men Snorre, der med bestemte holdepunkter ordnede jærtegnene kronologisk, havde ingen grund til omflytningen. Jærtegnskapitlerne 30 og 31 i Sig.-Eyst.-Ól. er omflyttede, vistnok dog kun af vanvare. Foruden disse afvigelser er der også den, at der i k. 254 er tilföjet et vers af Sigvatr (det første), hvilket dog ikke har nogen videre betydning. Af langt större vigtighed er derimod slutningen af kap. 255. Her tales der om, at Harald [Harefod] var »gift med Gunnhild, en datter af kejser Henrik; hun døde barnløs 3 år senere«. En sådan datter og et sådant giftermål har ikke eksisteret. Men det er klart, hvad der ligger bagved; det er det, der fortælles i Hkr. Magn. góð. k. 17 slutn. om Knuds datter Gunnhild, der blev gift med kejser Henrik og var 3 år i Saxland för hun døde. Her foreligger der atter et håndgribeligt vidnesbyrd om en flygtig læsning af originalen, som Snorre umulig kan have gjort sig skyldig i.

Hverken indledningen eller fortsættelsen af Olafssaga (k. 252 ff.) kan være udarbejdet af Snorre. Men så er der heller ikke den mindste grund til at antage, at den egenlige saga skulde være det. Ganske vist er sagaen ikke ret meget andet end en afskrift af Snorres Óláfssaga. Men der findes dog afvigelser, der ikke stammer fra Snorre. Disse har G. Storm fremhævet i sin bog s. 221 f. Det er nødvendigt, at se nærmere på dem her.

Den første består i et indskud i k. 26, der fortæller om jarleherredömmet i tiden mellem Olaf'erne; dette var det nødvendigt her at indskyde i den særlige Olafssaga. Her kaldes Sven og Hakon sönner af Erik jarl, uagtet Sven er identisk med den forannævnte Sven Hakonsson. Da den samme fejl også foreligger i Jöfraskinna, hvor denne sætning også findes (II, 27), må den stamme fra bearbejderen; at Snorre skulde være dens ophavsmand er umuligt. I dette kap. findes også indskudet om Gangerrolf fra Har. hårf. s. k. 24 ordret.

Dernæst findes der en omstilling af stykker og kapitler, således at etter k. 27 (nærvær. udg. k. 21) følger nærvær. udgaves kapitler: 24-29 ɔ: Olafssagaens k. 28-9; dette er åbenbart sket for at have alt om Erik jarl og Hakon forenet. Rigtignok er der så inkonsekvent og unødvendig medtaget fortsættelsen af fortællingen om kong Olaf, indtil han landede i Norge ved »Sæla«. Herpa følger i Óláfss. et kap. (30), der indledes med nogle bemærkninger om Olaf Tryggvason og hans forhold til Erling Skjálgsson, der ægtede hans søster, samt om Norges skæbne efter Olafs fald, hvorpå så nærværende udgaves k. 22 og 23 indsættes (k. 30-31); k. 22 begynder med forholdet mellem Erik jarl og Erling. Derpå følger så den egenlige Olafssaga med k. 32 (ɔ: nærvær. udg. k. 30). Det kan her bemærkes, at der i Jöfraskinna findes noget svarende til stykket om Olaf Tryggvason (I, 28 anm.), men kortere og udtogsmæssigt. I øvrigt er alt, hvad Olafss. indeholder, hentet fra Ól. Tr. (Hkr.).

Her foreligger der en bevidst omredaktion eller omstilling. Spörges der, om der virkelig var nogen grund til at foretage en sådan, må svaret blive nægtende. Fremstillingen er, til trods for at hvad der fortælles om Erik jarl osv. rykkes sammen, dog mindre naturlig end i Hkr., i det der her i stykket om Erling tales om Eriks forhold til ham efter at hans fald er fortalt, medens Snorre stiller Erik og Erling sammen, endnu medens Erik har magten i Norge. Hertil kommer, at fortællingen om Olafs ankomst til Norge og om hans umiddelbart derpå følgende møde med Hakon jarl adskilles på en höjst stødende måde - ved afsnittet om Erling. I Hkr. er fremstillingen i alle henseender logisk og naturlig, i Olafssagaen er omstillingen ulogisk og ikke påkrævet af noget som helst særligt, den er kun et udslag af et lunefuldt indfald. Sagaene ordning står med andre ord langt tilbage for Hkr. Det er, forekommer det mig, ikke tænkeligt, at Snorre skulde være den, der således uden grund fordærvede sit eget værk.

Noget lignende som her er også sket ved Snorres k. 38-44. K. 43, der handler om Tord og hans sön Sigvat skjald, er flyttet, så at det i Olafss. står inde i Snorres kap. 38; dertil er det forkortet, især foran det sidste vers, så at anledningen til dette (se Hkr. II, 6312-19) er ganske forsvunden. Efter dette følger slutningen af k. 38 stærkt forkortet (k. 39 udelades ganske), så 40, også stærkt forkortet og sammendraget; k. 44 danner en umiddelbar fortsættelse af k. 42 (Olafss. s. 37). Det er nu ganske vist således, at k. 43 hos Snorre adskiller det nærmest samhørende, og det er vel derfor, ombytningen er foretagen; men hvad der egenlig vindes derved, tabes på en anden kant; kapitlet adskiller nemlig også det sammenhørende, hvor det er anbragt i Olafss. Snorres grund til at anbringe kapitlet, hvor det står i Hkr., er nu god og gennemsigtig nok. Det er nemlig Snorres mening, at Sigvatr i Nidaros traf kong Olaf første gang (1015; jfr. II, 628 ff.); fortællingen herom er altså af kronologiske grunde og i fuldstændig overensstemmelse med Snorres principper netop indsat der, hvor den bör stå. Ifølge Olafss. sker Sigvats møde med Olaf på et umuligt tidspunkt, nemlig för end denne kommer ned af »fjældet« til Opdal. Det er umuligt, at Snorre således skulde have forvansket sin egen fremstilling. Det kan atter bemærkes, at Jöfraskinna er i fuld overensstemmelse med Olafss., men sammendrager blot endnu mere.

I k. 75, Hkr. k. 91, findes endnu en omflytning, nemlig af s. 1741-1766, der sættes ind s. 17710 (således som også Jsk., der dog udelader 17411-1766 ɔ: versene 75-79). Kronologisk er Olafssagaens ordning her bedre, og Snorre kunde for så vidt selv have foretaget omflytningen. Ikke desto mindre er det klart, at han i Hkr. med forsæt ikke har villet adskille verscyklen.

Jeg tör af alt dette drage den slutning, at den særskilte Olafssaga i Stockholmshåndskriftet 2, 4º (udg. 1853) ikke er Snorres arbejde, men udarbejdet efter hans historiske værk, næppe för end efter hans død, omkring 1250, efter et håndskrift af omtrent samme art som Kringla, og tildels med de samme fejl som dette håndskrift. I så henseende skal det påpeges, at den i Kr. manglende sætning (II, 16218) også mangler i Olafss. (s. 77, k. 72); ligeledes mangler ordene: líkaði-verk (II, 345-46) i Olafss.; der er en åben plads i K (Asgeir), hvilket skulde tyde på, at de havde manglet i K-mbr. I 70 har Arne indsat dem; hvorfra han har taget dem, er ikke let at sige; jeg antog (se anm.), at han havde læst dem i K-mbr., og at de havde været så utydelige, at Asgeir ikke havde kunnet læse dem; jeg indrömmer nu, at dette næppe kan have været tilfældet. Arne har snarere fået ordene fra et af de andre håndskrifter (jfr. Fms.). Men også disse fælles fejl taler kraftig imod, at det skulde være Snorre, der har revideret og udgivet Olafssagaen.


Der er i det foranstående bemærket, at Jöfraskinna stemmer på en påfaldende måde med den særskilte Olafssaga. Alle dennes ugrundede omstillinger genfindes i Jsk., ja, dennes fremstilling synes enkelte gange lige frem at være en forkortet gengivelse af Olafssagaens tekst; således netop i det karakteristiske indskud fra Olaf Tryggvasons saga i k. 30, jfr. Jsk.s tekst i nærv. udg. II, 28 anm. til l. 15. Og i det hele vil en sammenligning vise, at teksten i Olaf den helliges saga er meget nærbeslægtet i Jsk.-Stockh. 2[24]. Dette besynderlige forhold, som G. Storm også har været opmærksom på (»selv den, ɔ: Jsk., viser sig påvirket af dem« ɔ: håndskrifterne af den særskilte saga, »den reviderede« Olafss.), trænger til en forklaring.

Det forekommer mig, at der kun er én forklaring mulig, memlig den, at den, der skrev Jsk., har haft en original, hvor sagaen om Olaf d. hellige manglede, aldeles som tilfældet er med Cod. Frisianus (hvis original vistnok også har manglet Olafssagaen). Men skriveren vilde gærne have den med, have sin Norges historie fuldstændig; han fik så et eksemplar af den særskilte Olafssaga til låns og efter den afskrev han sin, ikke uden forkortelser og vilkårlige ændringer, og naturligvis uden at kunne se, hvilke mindre stykker var indskud eller gentagelser af, hvad der stod tidligere. Han har dog husket, at stykket om Gangerrolf og hans moders vers havde han engang skrevet för, og han udelod det derfor nu. Ved denne antagelse løses alle vanskeligheder på det simpleste og bedste.


Efter denne redegörelse skal vi nu gå over til at omtale forholdet mellem de enkelte hovedhåndskrifter, i det vi lægger Kringla til grund som det, der kommer originalen nærmest.

Hvad først 39 angår, stemmer det i det hele særdeles nöje med Kr. Men det viser på den anden side et umiskendeligt slægtskab med Frísbók. Man vil se, at de ofte går sammen og det ikke blot i betydningsløse småting. Således har de bægge, for blot at anføre nogle eksempler: með hirð sína (I, 1945). -trjám (I, 20213) osv; fælles udeladelser vil findes I, 1941, 33813 ff, 39710 osv.: fælles fejl og det af en særdeles betegnende art er der endvidere, som skulasen f. skálaglamm (I, 2369), heroð-hervt f. herǫr (I, 37914), geck f. gafz (III, 19621); her har Eirspennill samme fejl, osv., jfr. fejlen og sætningsomstillingen I ,30710-11,12-13. Som för bemærket, har Frís. og 39 også et interpoleret kapitel (fra »Brimabók«). Der er således ingen tvivl om, at Frís. og 39 beror på samme original. Men denne har igen været overordenlig nærbeslægtet med Kr., da der her findes fælles fejl og læsemåder; se f. ex. i verset I, 197 (nederst), 2764-6 (en sætning udeladt i alle tre), 40018 (skrivemåden reyctiz) osv. Selv har 39 - bortset fra åbenbare skrivefejl og ortografiske særheder - så at sige ingen selvstændige læsemåder. Det må således betegnes som en særdeles tro afskrift. Med Jsk. går 39 sjælden sammen, undtagen i nogle få tilfælde, hvor Frís. og Jsk. er ens (f. ex. I, 1961,12, 2748, 2786 vigtigt). Derimod er 39 yderst sjælden ens med Jsk. alene (som I, 1953) og så at sige aldrig med 325 VIII.

Frísbók slutter sig i det hele meget nær til Kringla; slægtskabet med 39 er ovenfor belyst. Der er ingen tvivl om, at dette håndskrift beror på et søsterhåndskrift til Kr. Derpå beror de læsemåder, som det har fælles med 39. Men det går også hyppig sammen med Jsk., så at et fælles grundhåndskrift også her er uomtvisteligt; jfr. udeladelsen af en sådan sætning som den under I, 4516-9 anførte. Men Frísb. har fjærnet sig fra grundteksten langt mere end 39, hvilket beror på skriverens egen vilkårlighed, hans lyst til at variere, tilföje eller udelade. Så godt som alle de varianter, der findes anførte fra F, hvor andre håndskrifter også haves, beror på denne vilkårlige behandling. De er altså som sådanne af ringe eller ingen værd for den oprindelige tekst. Også de fleste af overskrifterne i Frísb. er uoprindelige og sent lavede, først og fremmest den til Yngl. s., hvor henvisningen til »Are frodes fortælling (sǫgn)« beror på en misforståelse af Snorres omtale af Are i prologen. Den betydning, som Guðbr. Vígfússon har villet tillægge denne overskrift, er ganske illusorisk. Som för bemærket, mangler Olaf d. helliges saga i Frísb., og i sagaerne fra Olaf kyrres saga til sagaen om Inge-Sigurd er der foretaget bearbejdelser og ændringer i Snorres tekst, så at Frísb. ikke her kan betragtes som et Hkr.-håndskrift, undt. da for enkelte kapitlers vedkommende.

Hvad endelig Jöfraskinna angår, er det klart, at den også er temlig nærbeslægtet med de andre hovedhåndskrifter. Men forholdet er dog her vistnok noget mere sammensat. Sammenlignes Jsk. med Eirspennill, der har enkelte læsemåder afvigende fra Kr. og fælles med Jsk., er der næppe tvivl om, at Jsk. beror på et hdskr., som ligger til grund for Eirspennill eller dannede et søsterhåndskrift til denne. Men i Jsk. har skriveren fjærnet sig, på en lignende måde som Frísbók, fra originalen ved egne vilkårlige ændringer. Der er dog en stor forskel på Jsk.s enkelte dele. I den første del (til slutningen af Ól. Tr.s) består afvigelserne mest i omstillinger af ord, ændring i udtrykket uden at meningen forandres, tilföjelsen af småord eller ombytning af ensbetydende udtryk, altså temlig ubetydelige afvigelser. Derimod er der ingen större eller systematiske udeladelser af nogen påfaldende art. Det samme gælder den tredje og sidste del. Derimod forholder det sig noget anderledes med den anden del, Olaf d. helliges saga. Her er der större forandringer i teksten, navnlig udeladelser af hele sætninger og endogså stærke sammendragninger på sine steder. Det er åbenbart sket for at forminske skriverarbejdet; man har fundet, at denne ene saga var for lang. At det er skriveren af Jsk. selv, der, i hvert fald tildels, har foretaget disse forkortelser, viser en interessant omstændighed, jeg har fremdraget i den fototyp. udgave af de bevarede skindblade s. XII anm. Nederst på bl. 2 (af Jsk.), forsidens 2. spalte, er der skrevet nogle linjer med en anden hånd, og her er det morsomt at se, »hvorledes den nye skriver fortsætter den gamle; denne ender med ordene: bioz hun skíott með mart manna ok hiallti með hænni; så fortsættes der med: rez ok til farar osv. Den således fremkomne ord- og sætningsform er imidlertid umulig. Forklaringen ligger i, at originalen har omtrent haft Kringlas tekst: ok bjósk hún með marga menn. Hjalti rézk til farar með henni (= Ol. helg. 1853). Denne tekst har hovedskriveren forkortet (»ok Hjalti með henni«); den nye skriver lagde ikke mærke hertil, og ved at se i originalen så han der de udeladte ord: rézk til farer (eller rézk ok t. f.) og trode, at den anden af vanvare havde udeladt dem, hvorfor han selv tilföjede dem på en mindre behændig måde«. Det er heraf klart, at skriveren må have haft i alt væsenligt den samme tekst som de andre håndskrifter og den særskilte Olafssaga. Der er i det foregående påvist, hvilket nöje forhold der er mellem Jsk.s Olafssaga og den særskilte, samt den antageligste grund til dette. Det er for så vidt således klart, hvorledes Jsk. er bleven til. Fremdeles må der vistnok allerede i dens original have været optaget de forskellige kapitler, der ikke har tilhørt Snorres værk, men som findes også i Frísb. og andre håndskrifter, samt Morkinskinna; de findes her trykte som Tillæg. Jærtegnene i de senere sagaer udelades for störste delen i Jsk., som for så vidt er nærbeslægtet med Frísb. og 39. I så henseende er der senere berøringer, et sekundært slægtskab, mellem disse tre håndskrifter at konstatere. Hvorledes dette er gået for sig, er vanskeligt tilfulde at bedömme; men gensidig benyttelse eller en enkelt bearbejders benyttelse af to håndskrifter, hvoraf det ene var interpoleret, er rimeligst. En sammenligning mellem teksterne synes mig at göre det sandsynligt, at det er afskriveren af Jsk., der har lånt sine kapitler fra et håndskrift som Frísbók (men dog ikke netop dette).

Hvad de mindre brudstykker angår, er for det første 1056 så godt som ganske stemmende med Kringla, 325 VIII, IX har flere selvstændige læsemåder, hvilke beror på skriverens ændringer; han udelader også så at sige hele kap. 70 i Olaf d. helliges saga (se II, 11019). I begyndelsen af k. 67 (II, 10014) findes et lille tillæg, der stemmer med Jsk. (II, 2815). Dette viser et nært slægtskab med Jsk.-linjen, hvad da også mange fælles læsemåder bekræfter (f. ex. I, 24512; et tillæg i bægge). Men teksten i 325 står dog på et langt ældre trin end i Jsk. og nærmer sig meget til den selvstændige Olafssaga. I øvrigt er det ikke muligt nærmere at betegne slægtskabsgraden. Tekstens ælde viser også et vist slægtskab mellem den og Frísb. (f. ex. I, 32312, l. 2 i verset). - 325 XI viser sig at være overmåde nærbeslægtet med Jsk. (og 325 VIII, IX); det har næsten ingen selvstændige læsemåder og skriveren har vistnok holdt sig meget nöje til sin original. Men i Olafssaga helga slutter teksten sig nær til den særskilte saga; Jsk.s systematiske forkortelser findes ikke i 325 XI. Det står på et meget gammelt standpunkt og må betragtes som en tekst, Jsk. direkte går tilbage til. Kun skade, at der ikke haves mere af dette håndskrift, da vi vistnok derigennem vilde have fået beviset for Jsk.s tilblivelse. - Endelig er der Stockholmsbrudstykket (S). Det er i det hele af liden betydning. Dets tekst er vilkårlig ændret ved omstillinger og tilföjelser, samt udeladelser; det har enkelte læsemåder fælles med Jsk., men det må dog regnes til K-39-F-linjen. I øvrigt er det ikke ganske udelukket, at bladet har tilhørt et håndskrift af den særskilte Olafssaga.


Efter således at have gennemgået håndskrifternes indbyrdes forhold, vilde slægtskabet mellem hovedhåndskrifterne kunne opstilles på følgende måde:


Heimskringlas håndskrifter.jpg


a-e er tabte håndskrifter. Mellem a og e måtte 325 VIII-IX, XI være at anbringe eller dog der i nærheden; ligeledes den særskilte Olaf d. helliges sagas tekst og Eirspennill. Mellem e og Jsk. er der et ubestemmeligt antal mellemled. Nærved b (Kr.) er 1056 at stille, og endelig må S søges i nærheden af c, d. Forbindelsen mellem Jsk. og d betegner de lån, der findes i sagaerne om Olaf kyrre og hans efterfølgere; men det vilde vistnok være rigtigere at lade forbindelseslinjen udgå fra et punkt mellem e og Jsk.

Det vil heraf ses, at de læsemåder, 39, F, Jsk., har tilfælles i modsætning til Kr., nødvendigvis i de fleste tilfælde repræsenterer et håndskrift, der er nærmere ved Snorres original og lidt ældre end Kringla. I enkelte tilfælde beror dog overensstemmelsen på en tilfældighed.

Det er i det foregående blevet fremhævet, at håndskrifter af enkelte dele af kongesagaerne, uagtet de beror på Snorres arbejde, ikke derfor kan betragtes som håndskrifter af dette. Nærmest ved at være det er Stockh. 2 (den særskilte Olafssaga) og Eirspennill, første del. Betydelig fjærnere er de håndskrifter, der haves af de enkelte kongesagaer, der er udgivne i Fornmannasögur; navnlig gælder dette de første. Hvad Olaf Tryggvasons saga angår, er det klart, at hvad der deri stammer fra Snorre beror på Jsk. eller et dermed nærbeslægtet håndskrift. Dens tekst er derfor så temlig værdiløs. Olaf d. helliges saga beror på en afskrift af den særskilte saga; og da er det dog det Stockholmske håndskrift, der så at sige alene har betydning. De derpå følgende sagaer beror også for en stor del på Morkinskinnateksten og tekstkombinationer. Jeg tror at kunne udtale, at deres tekst i de færreste tilfælde vil kunne have betydning for Snorres, hvad der jo i og for sig heller ikke kunde væntes, eftersom vi har et så fortrinligt og så gammelt håndskrift som Kringla. Jeg kan derfor ikke gå så vidt, som G. Storm har gjort (Sn. St. Hist. skr. s. 223), at sige, at »kun en alsidig prøvelse af alle håndskrifter - og af de senere sagaværker, der har benyttet Heimskringla[25], kan restituere os Snorres ægte tekst«. Langt större betydning har de andre recensioner (Fagrskinna, Morkinskinna osv.), men forholdet til dem er spörgsmålet om Snorres forhold til hans kilder, og derom kan jeg henvise til G. Storms bog og min litteraturhistorie.


II. Redegörelse for nærværende udgave

Efter G. Storms undersøgelser angående Heimskringlas håndskrifter kunde der ikke være nogen tvivl, hvorledes udgaven skulde foretages. At Kringla måtte lægges til grund, var en given sag. For første gang foreligger da Heimskringla nu trykt efter dette, det bedste og ældste, håndskrift uden indblanding af fremmede bestanddele. Dets tekstordning er helt igennem uden undtagelse fulgt, eftersom den sikkert er den oprindelige. De to lakuner (se foran) er udfyldte efter Jsk. Det kunde synes, at Frísb. bedre havde egnet sig til at udfylde dem. Men den betragtning havde hurtig gjort sig gældende, at teksten i Frísb. er mere vilkårlig behandlet med hensyn til ordlyd, ordstilling og lign. end den i Jsk., hvorfor denne hellere valgtes. Men jeg burde have optaget i Jsk.s tekst nogle læsemåder fra Frísb., hvor denne åbenbart har det rigtige. Således er vestra rettere end eystra (I, 846); á haustdegi (I, 11312-13 anm.) har uden tvivl stået i Kr., da det findes i andre recensioner og Egilssaga. Jeg har gennemgående også holdt mig til Kr., hvad ordlyden osv. angår, og kun optaget læsemåder fra de andre håndskrifter, hvor der forelå en åbenbar fejlskrivning, snarest stammende fra Asgeir, eller fejl i membr. Her har 18 (og 70) gjort god nytte, og der er taget særligt hensyn til de steder, hvor 18 går sammen med de andre håndskrifter. Denne omstændighed er dog ikke altid ufejlbar, da der gives steder, hvor 18 ved en tilfældighed er kommen til at stemme med de andre. På enkelte steder har jeg dog vistnok været for tilböjelig til at fastholde Kr.s læsemåde, hvor den burde være ændret; men det er for det meste kun syntaktiske småting eller lign., det drejer sig om.

Som för påvist slutter 39, F, Jsk. sig i enkelte tilfælde sammen imod Kr., hvilket skulde tale for, at de læsemåder, som de er fælles om, var mere ægte end Kringlas og som sådanne burde være optagne i teksten. Jeg har dog som oftest holdt mig til Kr., fordi jeg i det hele har anset det for rigtigst at gengive dette håndskrift så nöje som muligt og fordi det også her i de fleste tilfælde kun er om sproglige småting at göre. I hvert enkelt tilfælde kan den skönsomme læser selv, hvis han har lyst, konstruere den tekst, varianterne forudsætter. Hvad disse angår, er de fuldstændige, d. v. s. alle, endogså de mindste afvigelser fra alle de benyttede håndskrifter er optagne i anmærkningerne under teksten; dog er åbenbare skrivefejl kun undtagelsesvis anførte. Også noget afvigende grammatiske ordformer er i reglen optagne, da de fuldstændiggör billedet af håndskriftet; hvad Frísb. angår, er der dog gjort undtagelser, da dette håndskrift jo er særskilt udgivet, og man ved at slå op i udgaven vil se dets skrivemåde. Tekstrettelser efter andre recensioner er yderst sjælden foretagne; hvad der således er optaget, er trykt med kursiv. Hvor enkelte mindre stykker synes ved en skødesløshed hos forfatteren at mangle (f. ex. fortællingen om Toste jarls fald i Stanfordslaget), har jeg ikke anset det for rigtigt at optage dem fra de andre bearbejdelser, da formålet ikke var eller kunde være det, at søge den oprindeligste og bedste tekst overhovedet, men kun Snorres tekst. Derfor har jeg også rettet så lidt som muligt ved de norske stednavne, hvor disse er urigtige. Det samme gælder skjaldekvadene. Jeg har her også kun søgt at give den tekst, Snorre formentlig har haft, ikke den absolut oprindelige. I øvrigt må det hævdes, at Snorres tekst af skjaldeversene har været god.


Ved en udgave som denne, der så at sige helt og holdent måtte bero på en papirsafskrift, var jeg ikke et öjeblik i tvivl om, at retskrivningen måtte normaliseres. Ganske vist viser Asgeirs afskrift, at han har stræbt efter at være nöjagtig; men at det ikke helt er lykkedes ham, viser Arne Magnussons rettelser (se foran). At beholde Asgeirs - eller en hvilken som helst anden senere afskrivers - retskrivning i en sådan udgave, er simpelt hen meningsløst og forvirrende; Kringlas egen retskrivning - der langt fra er konsekvent - lærer man af det bevarede blad at kende. Man kunde måske synes, at retskrivningen burde indrettes efter dette blad, men da retskrivningen, som sagt, er vaklende, vilde man have stødt på vanskeligheder og gjort sig skyldig i vilkårligheder. Normaliseringen har i hvert tilfælde den fordel ikke at lægge an på at skuffe.

Normaliseringen er i det hele taget den, som anvendes for skrifter fra den første halvdel af det 13. årh. og i alt væsenligt den, som Wimmer i sin bekendte Læsebogs-fortale har behandlet og i sin læsebog anvendt. Jeg skal her i almindelighed bemærke, at den her anvendte normalisering særlig rammer endelser. Ordets hovedbestanddel har derimod i reglen altid den form, håndskriftet har, og der er i så henseende ikke nogen fuldstændig konsekvens søgt gennemført. Således beror Stoks- eller Stokks- på hdskr.; former som sæ-, sjá-, nátt, nótt og lign. er bibeholdte, ligeledes ritit, ritat; i nogle tilfælde, hvor et håndskrift havde en ældre form, er denne foretrukken; dette er da bemærket i noterne. Det samme gælder former som búand-, bónd-; i dette ord i flertal dat., gen. anvendes ofte ǫ eller ø̨ i Kr. Jeg har her gennemført ó, da den anførte betegnelse ofte anvendes for ó. I det hele er skrivemåden enkelt konsonant, ikke dobbelt, foran en tredje gennemført, altså kendi, alt, halda; undt. gg foran ð (byggð-). I up i sammensætninger skrives i Kr. næsten altid ét p. Ved verbet gera har jeg gennemført skrivemåden e undtagen i partic. gǫrr, som altid har fået ǫ, dette nærmest i tilslutning til skjaldedigtene; en sådan adskillen er dog måske for gammel til Snorres tid; dog siger Snorre gǫrla (Háttat. 128; jfr. 806). Jeg har gennemført á (ikke ǫ́, undtagen i versene) efter v (váru etc.), men former som ón er bibeholdte. Honum, hon er gennemført, jfr. Háttat. 818, 932, der viser, at vokalen var kort; at Snorre dog også har anvendt lang vokal i dette ord, viser verset Sn. E. II, 204. For -ðs- er skrevet z, jfr. rimet greizla: veizla Háttat. 885. H er altid indsat foran l og r. Verberne skolu og munu er i reglen forkortede i håndskriftet, ligegyldigt, hvilke former der er tale om. Her måtte der altså normaliseres; jeg har da gennemført skol- med o (hvad der måske ikke burde være sket), og y i konjunktiv af munu (myn- mynd-), skönt der undertiden findes fuldt skrevet former som mani, men myni findes også. Jeg har gennemført skrivemåden œ og æ, ligeledes ó- som nægtende partikel, y i yfir, fyrir, þykkja, og endelig skelnet mellem ø og ǫ efter de bekendte regler; håndskriftets betegnelse er upålidelig eller tvetydig eller der foreligger forkortelser (r͛u = røru osv.). Artiklen, hvor hdskr.s inkonsekvens er meget stor, har jeg altid skrevet inn (uden h), mellemformen mellem enn (der måske burde være foretrukket) og hinn.

I afledningsendelsen -ind- har jeg altid skrevet e (tíðendi; i hdskr. ofte -ind- eller også hyppig forkortet); hvor der derimod er skrevet -ynd-, er dette selvfølgelig bibeholdt. I verbalendelser som -aðu-, -oðu- (uden regel i hdskr.) er u (-uðu-) gennemført.

Hvad endelser angår, har jeg for det første altid skrevet u og i (ikke o, e; hdskr. inkonsekvent). Nominativ-r er altid skrevet, således i sonr og vinr, undt. hvor -son föjes til en gen. af et fadernavn (jfr. vinr Háttat. 547), samt i kvindenavne på -ríðr; her slöjfes r ofte i hdskr. I gen. har jeg i tilslutning til hdskr.s så at sige konsekvente skrivemåde skrevet z (f. s) efter ð og d (barðz, bandz, jfr. víz), men hvor t står foran, er der skrevet s alene. I endelser er der skrevet -t, -ð efter de almindelige regler. I hdskr. skrives der enkelte gange c(k) foran t i endelsen -ugt(igt); her er g gennemført. I substantiver og verber er der skrevet ð (lykð - således også i hdskr. -, dæmða, skilða, siglða osv.) efter de almindelige regler og de ældste håndskrifters - også hyppig Kringlas - skrivemåde. I verber efter første svage klasse på -va (senere -ja) er v-formerne gennemførte; ligeledes skrives v i de deraf afledede subst. (særlig -byggvir; jfr. noterne, hvor der altid angives, hvorledes ordene er stavede i håndskrifterne). Endelig bemærkes, at -sk - hvilket undertiden findes i Kr. - er gennemført i refleksiv-endelser; her skrives der i reglen -z; i superlativ, hvor også z hyppigst anvendes, er der derimod skrevet -st.

Bindestreg er anvendt i sammensætninger, hvor første led er genetiv; dette er dog ikke, navnlig ikke i den første del, konsekvent gennemført, idet jeg først mente at kunne skelne mellem to slags arter af sådanne ord, men jeg opgav denne adskillelse som uigennemførlig og for subjektiv.

Forkortelser er gengivne på sædvanlig måde og i overensstemmelse med de anførte grundsætninger; s. = sonr (selvstændigt); h. = het, qv. = qvazk (impf.), derimod s. = segir, altid undtagen i meget få tilfælde, hvor impf. sagði er syntaktisk krævet; det samme gælder sv'. = svarar; aldr = aldrigi; jfr. beskrivelsen af Kringla-bladet i den fototypiske udgave.

I versene er, som antydet, retskrivningen noget mere gammeldags; således gennemføres s i relativ og verb. vera; i hdskr. skrives her aldrig s, undt. undtagelsesvis i impf. (jfr. noterne), samt u-omlyd af á.

I noterne vil man i øvrigt kunne finde de enkelte håndskrifters skrivemåde anført, hvor jeg antog, at det kunde have sin interesse eller betydning. Således er der bl. a. gjort opmærksom på aksenter over vokaler i visse ord (óf, et ord, der vistnok er sammentrukket af ó(h)óf = ørhóf; Svási osv.).

Hvad noternes indretning angår, er den vistnok ret gennemskuelig. Her kan bemærkes, at ul. betyder »udelader«, omv. = omvendt (ɔ: i omvendt orden); hvor flere end to ord anføres, betegnes ordenen ved |, f. ex. við K. | lengi - sumarit betyder, at við K. står efter sumarit (eller ordene lengi-s.); hvor der er flere ord, der er ombyttede, betegnes rækkefølgen ved små tal efter hvert ord. Når i en note flere håndskrifters afvigelse anføres og der bagefter tilföjes en relativsætning (»der«, »som«), går relativet kun på det sidst betegnede håndskrift. Et tal i parentes efter et ord, betegner det »første«, »andet« eller »tredje« af de enslydende ord i den pågældende linje. Ved bis betegnes, at varianten gælder for bægge steder, hvor det anførte ord findes i teksten. Alle varianter fra skindhåndskrifter er gengivne nöjagtig, d. v. s. med kursiverede opløsninger af forkortelser; hvor to (eller flere) skindhåndskrifters ordlyd er ganske ens, er kursivering ikke anvendt; de fra papirsafskrifterne er gengivne med disses stavemåde, men uden kursivering af forkortelser.

Varianterne skulde være, som anført, så fuldstændige som muligt. Til betryggelse heraf har jeg ved korrekturlæsningen sammenlignet teksten i dens helhed med alle håndskrifter (og ikke blot de i mit manuskript optegnede varianter), undt. 18 fol. Alligevel er der indløbet enkelte - som jeg håber - meget få, fejl (jfr. Rettelser osv.).

For tydeligheds skyld er varianterne til versene satte for sig, og her er de enkelte håndskrifters skrivemåder nöjagtigere og fyldigere medtagne end ellers.


Med hensyn til udgavens øvrige indretning bemærkes følgende. I marginen findes for det første sidetal fra de tidligere udgaver, H = den store Københavnske udgave I-III (de enkelte dele er ikke særlig betegnede, da de falder sammen med denne udgaves), U = Ungers udgave, F = Frísbók, udgaven, O = Olaf d. helliges saga (1853).

Kapitelinddelingen beror helt igennem på Kr. og 18, og overskrifterne på det sidste (der ses bort fra yngre stavemåder og moderne former, der uden videre er rettede). Kun i Har, hárf. k. 24 (I, 13218) er 18 forladt, hvad der ikke burde være sket. Ved hvert kapitel har jeg tilföjet henvisninger til parallelsteder i den islandske og norske historiske litteratur. Jeg håber, at det meste er medtaget, men det er næppe muligt, og i og for sig heller ikke nødvendigt, at få alle småstumper hist og her med; det er heller ikke lykkedes mig; jfr. Bemærkninger, tillæg og rettelser. Udenlandske kilder måtte principmæssigt udelukkes. Hensigten hermed er at lette brugerne af bogen opsøgningen af parallelsteder, der i flere tilfælde kun består i ganske korte bemærkninger, men hensigten har ikke været den, at hævde, at alle de steder, hvortil der således er henvist, står i nogen indre sammenhæng med Snorres værk, enten som kilder dertil eller som lån derfra. I det parti, hvor Frísb. ikke er et håndskrift af Hkr., er der her (og ikke som ellers i marginen) henvist til udgaven deraf.

Endelig har jeg tilföjet årstal i marginen. Dette har været forbundet med en del besvær, navnlig i de partier, hvor tidsregningen er usikker, og hvor Snorres (og de gamles) tidsregning afviger fra den, der som rigtig kendes andre steder fra. Jeg har bagefter opdaget nogle fejl, som jeg beder velvilligst undskyldte; jfr. Rettelser.


Som Tillæg er trykt de interpolerede kapitler i Jsk. efter J2 bogstavret, men uden kursiverede forkortelser.


Angående registrene er der lidet at bemærke. Første bind er ikke særlig betegnet, 2. og 3. bind ved II og III. Bindestreg betegner, at vedkommende navn idelig forekommer på de sider, den står imellem, at der her findes et sammenhængende stykke om en person eller begivenhed; når der er mange sådanne sider, kan det dog hændes, at navnet ikke står på en enkelt af dem. Hvor et navn findes to steder på en side, betegnes dette ved »bis«; findes det flere steder, betegnes det ved »pass.« = passim[26]. At henvise til linjer, er næppe nødvendigt, hvor siderne er så korte som her. Hvor et navn optræder selvstændigt i en variant (og ikke tillige i teksten), er dette betegnet ved a efter tallet. Varianter af navne er satte i parentes efter sidetallet, eller, enkelte gange, efter selve navnet. - Med taknemlighed erkender jeg den nytte, som Stedsregistret i Ungers udgave, samt G. Storms oversættelse af Snorre i det hele har ydet mig.


III. Oversigt over teksten og håndskrifterne

Prologen, I, 3-8, F, J1 (J2, K, 18)


Ynglingasaga, I, 9-523, K (J1, 18), F, J2 (Sp)

523-841, K (18), F, J1 (J2, Sp.)

841-85, F, J1 (K, J2, Sp)


Hálfd. svart. 86-9511, F, J1 (K, J2)

9511-97, K (18), F, J1 (J2)


Har. hárf. 986-10614, K (18), F, J1 (J2)

10614-11717, F, J1 (J2, K, 18)

11717-1614, K (18), F, J1 (J2)

1614-164, K (18), F, J1 (J2), 325 VIII


Hák. góð. 165-17211, K (18), F, J1 (J2), 325 VIII

17211-1916, K (18), F, J1 (J2)

1916-20714, K (18), F, J1 (J2), 39

20715-222, K (18), F, J1 (J2).


Har. gráf. 223-2282, K (18), F, J1 (J2)

2282-2415, K (18), F, J1 (J2), 39

2415-2475-6, K (18), F, J1 (J2), 39, 325 VIII

2476-2519, K (18, J2), F, J1, 325 VIII

2519-254, K (18, J2), F, J1


Ól. Tryggv. 255-25812, K (18, J2), F, J1

25812-26613, K (18,J2), F, J1, 325 XI

26613-27312, K (18, J2), F, J1

27312-281, K (18, J2), F, J1, 39

282-2841, K (18, J2), F, J1, 39, 325 VIII

2841-29316, K (18, J2) F, J1, 325 VIII

29316-3055, K (18, J2), F, J1

3054-3156, K (18, J2), F, J1, 39

3156-31619, K (18, J2), F, J1

31619-3248, K (18, J2), F, J1, 325 VIII

3248-3288, K (18, J2), F, J1, 325 VIII, 39

3288-34314, K (18, J2), F, J1, 39

34314-3762, K (18, J2), J1, 39

3762-37617 K (18), F, J1 (J2)

37617-3856, K (18), F, J1 (J2), 39

3856-39315, K (18), F, J1 (J2)

39315-4023, K (18), F, J1 (J2), 39

4023-44014, K (18), F, J1 (J2)

44014-4534, K (18), F, J1 (J2), 325 VIII

4534-459, K (18), F, J1 (J2)


Ól. helg., II, 3-405, K (18, 70,), J1 (J2, J3[27])

405-4916, K (18, 70, J2), J (J1)

4916-531, K (18, J1, J2), J (J1), 325 IX

531-582-3, K (18, 70), J1 (J2), 325 IX

583-891, K (18, 70), J1 (J2)

891-11217, K (18, 70), J1 (J2), 325 IX

11217-12610, K (18, 70), J1 (J2)

12610-1314, K (18, 70), J2

1314-1561, K (18, 70, J2), J

1561-26114, K (18, 70), J2

26114-2752, K (18, 70, J2), J

2752-33310, K (18, 70), J2

33310-3373, K (18, 70), J2, 325 XI

3373-34018, K (18, 70), J2

34018-34522, K (18, 70), J2, 1056

34522-35219, K (18, 70), J2

35219-3542, K (18, 70), J2, 325 XI

3542-3649, K (18, 70), J2, 325 XI, 325 IX

3649-3673, K-mbr. (18), J2 (K, 70), 325 XI, 325 IX

3673-37113, K-mbr. (18), J2 (K, 70), 325 XI

37113-3761, K-mbr. (18), J2 (K, 70)

3761-3, K (18, 70), J2

3763-38819, K (18, 70, J2)

38819-4735, K (18, 70), J2

4735-4785, K (18, 70), J2, S

4785-511, K (18, 70), J2

512-5192, K (18, 70, J2)

5192-5223, K (18, 70, J2), 39

5223-52314, K (18, 70), J2, 39

52314-52512, K (18, 70, J2), 39

52512-530, K (18, 70), J2, 39


Magn. góð. III, 3-73, K (18), F, J2, 39


Har. harðr. 74-9112, K (18), F, J2, 39

9112-1495 K (18, J2), F, 39

1495-15014, K (18, J2), 39

15014-1537, K (18, J2)

1538-1617, K (18, J2), F

1617-2032, K (18, J2), F, 39

2032-20617, K (18), F, J2, 39

20617-2l715, K (18), F, J2

21715-224, K (18), J2, 39


Ól. kyrr. 225-2318, K (18), F, J2, 39

2318-232, K (18), J2, 39


Magn. berf. 233-2417, K (18), J2, 39

2417-24412, K (18), 39

24412-25910, K (18), J2, 39

2591226011, K (18)

26013-266, K (18), J2, 39


Sig.Eyst.Ól. 267-3085, K (18), J2, 39

3086-3097, K (18), 39

3099-31224, K (18)

31225-314, K (18), J2, 39


Magn. bl. Har. gill. 315-33224, K (18), J2, 39

33224-34017, K (18), J2

34017-347, K (18), J2, 39


Ing. sig. 348-3511, K (18), J2, 39

3511-3572, K (18), J2

3572-3651, K (18)

3651-38117, K (18), J2

38119-38520, K (18)

38523-397, K (18), J2


Hák. herð. 398-4037, K (18), F, J2

4037-4274, K (18), F

4276-4297, K (18), J2

4299-431, K (18)


Magn. Erl. 432-44920, K (18), F

44920-492, K (18) F, J2


_____________________


Jeg anser det ikke for nødvendigt, her at komme ind på undersøgelser af Snorres kilder og benyttelse af disse, eller hans forfatterskab i det hele. I så henseende tillader jeg mig at henvise til G. Storms tit omtalte bog om Snorre, samt til den redegörelse for min opfattelse af sagen, der findes i min oldn.-oldisl. litteraturhistorie II. bind, 2. del.

En fortolkning af versene vil blive udgiven i et lille tillægsbind, hvor der også vil blive gjort rede for tolkningsprincipperne.

Det er mig en kær pligt, at bringe bestyrerne af de offenlige biblioteker i Stockholm, Upsala og Kristiania min bedste tak for det udlån af håndskrifter, de så liberalt har tilstået mig i den række af år, der er medgået til udgaven.

Prof., dr. G. Storm beder jeg modtage min bedste tak for alle de vink og bemærkninger, han tid efter anden har givet mig; jfr. Bemærkninger og rettelser, - som jeg herved særlig vil henlede læsernes opmærksomhed på.

Endelig bringer jeg prof. dr. L. Wimmer og bibliotekar dr. Kr. Kålund min bedste tak for de råd og oplysninger af forskellig art, de under arbejdets gang velvilligst har ydet mig.

Khavn. i decbr. 1899.


Finnur Jónsson


Efterskr. M. h. t. hvad der ovf. s. X er udtalt om P. Claussöns forhold til Kringla, bemærkes, at det dog næppe tör betragtes som sikkert, at han har benyttet Kr., men snarere et nu tabt hdskr.




Noter:

  1. Siden G. Storms bog udkom (1873) har G. Vigfússon angående Snorres værk udtalt fuldstændig revolutionære tanker (Sturl. Proll. § 15), ifølge hvilke teksten i Kringla osv. i visse partier skulde være forkortet, hvorimod den længere Olafssaga Tr. i håndskrifter som Hulda og Hrokkinskinna skulde give Snorres ægte tekst. Alt dette er imidlertid et fuldstændigt fejlsyn, hvilket bevises allerede derved, at den længere Ol. Tr. s. er grundet på et hdskr. som Jöfraskinna. Jfr. G. Storms bemærkninger om de interpolationer, der findes i Jsk, Frís., S. 219-20.
  2. Det er sikkert urigtigt, når 18 det ene sted taler om 2 blade - medmindre dette skal forstås som et på hvert sted -, det andet om ét.
  3. I Asgeirs afskrift er lakunerne udfyldte efter Jsk.
  4. Ligeledes er »hertug« om Skule på to steder en afskrivers ændring. Snorre skrev »jarl« (jfr. Mork.).
  5. Den, der muligvis kommer til at sammenligne min udgave med håndskrifterne, må have dette i erindring.
  6. Jfr. Arkiv f. nord. fil. IX, 363, ff.
  7. Derimod må jeg ganske se bort fra L. Hanssöns heidinge herrer, da dette kun beror på hans misopfattelse af heiðum hæri, og dette tilnavn findes jo også i Frísb.
  8. Noget senere end L. H. benyttede Mattis Störssön Kringla.
  9. Teksten er ganske som i Asgeirs afskrift. undt. for så vidt som der i v. 145 (I, 39) skrives daulingr, v. 158 (I, 40) afryðe, v. 337 (I, 76) forniotz, v. 353 (I, 79) byleistiz - alt rent uvæsenligt.
  10. Angående denne mand kan henvises til V. Gödel: Fornnorsk-isländsk litteratur i Sverige I (1897).
  11. »Ups« i Halfd. svart. er »R. 697 III« (Gödel s. 45), en værdiløs afskrift af 18.
  12. I fortalen til Khavnerudg. I, s. XXVI holdes dog 70 ude fra det hdskr., M. Einarsson skal have skrevet. I Grl. hist. Mind. II, 238 er sammenblandingen sket. Det er imidlertid 71 fol., M. E. har skrevet.
  13. Nemlig Jón Guðmundsson (1590-1634), der netop stammede fra Saurbær i Dalasyssel.
  14. Og som havde tilhørt den nævnte Jóns sön, præsten Þorður (1634-70).
  15. Jfr. »Continet autem is liber orbis Auctoi(!) res gestas permultas«. - Jfr. G. Storm: Sn. St. Hist. skr. l, Arkiv I, 48.
  16. Eller -ȃrſt
  17. Eller viliō
  18. Eller hōꝺ
  19. Dette behøver dog ikke at bevise, at bogen er skreven i Norge; der står da også hér III, 12910.
  20. Det kan her bemærkes, at det håndskrift, Páll Vídalín havde af Hkr., var en afskrift af Frísb., som Arne Magnusson sendte ham; se ndf.
  21. Jfr. Fms. IX, s. XV.
  22. Det er denne lakune, A. M. sigter til i 411, fol., p. 64-65, hvor han antager en »lacuna octo foliorum«.
  23. Om håndskriftet og dets historie se G. Storms bog s. 220 ff. Om Snorres forhold til sagaen se særlig s. 6f.
  24. Man behøver ikke andet end sammenligne ÓH (53) med anmærkningerne i min udgave. Eksempler findes på hver side. De ovenfor anførte er i grunden tilstrækkelige. Jeg kan yderligere henvise til navnet »Brunason« (II, 64), men stedet er i Jsk. mishandlet. Ligeledes til, at legenden om Hneitir findes i Olafssagaen i Jsk, ligesom i ÓH (53) osv.
  25. Her udhævet af mig.
  26. I enkelte tilfælde kunde bis og pass. (f. ex. »død. . .bis«) synes uheldigt; de betyder da, at f. ex. en persons død omtales på den pågældende side, men at navnet findes to eller flere gange.
  27. Dette hdskr. udelades i det følgende, da det stemmer med J2, hvad lakuner angår.