Dommedagsprædiken 2
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Dommedagsprædiken [1]
Sermo ad populum valde necessaria
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2025
Guds fred være med jer alle, både mænd og kvinder! Der findes den talemåde blandt nordmænd, at det er vanskeligt for en lille fugl med skadede vinger at flyve højt. På samme måde er det også vanskeligt for en middelbegavet mand med en uøvet tunge at tale om den almægtige Gud og de højeste ting, men man formår dog meget, hvis viljen er god. Måtte Gud nu afhjælpe mine manglende talegaver og lade min ulærde tunge sige forstandige ord, som bliver Vorherre til lov og pris, og som giver himmelske råd til alle, der lytter til dem med ydmyghedens ører.
Og hvor kan jeg bedre begynde min tale end ved at minde gode mennesker om den store trussel, som kommer efter dette liv? Dér skal tre skarer mødes på dommedag; hele Vorherres hellige himmelskare og hele menneskeheden — hver især i den skikkelse, som de har — og alle djævlene fra Helvede vil være til stede dér. Ingen er så anseelig med hensyn til slægt eller ejendom, og ingen er så elendig eller så forhærdet, at vedkommende kan undgå denne dom, og i denne skælvende rædsels tid bliver alle ransaget fra issen ned til fødderne — både kvinder og mænd. Da kan ingen skjule sig bag et skjold eller dristige ord, men vi skulle snarere huske på, hvor stor en glæde de mennesker vil få del i, som efterkommer Guds bud og lærde folks formaninger.
Fordi da står alle de retfærdige mennesker så skinnende som solen på Vorherres højre side og hører den smukke indbydelse med glædesører, når den mildeste konge taler og vender sig imod dem med et blidt åsyn og med megen venlighed og siger disse ord: Venite, benedicti patris mei, possidete regnum quod vobis paratum est a constitutione mundi. »Kom, min faders velsignede! Og tag imod det rige, som har været bestemt for jer siden verdens begyndelse.«[2] Og han lader tillige dette følge: »Jeg var sulten, og I gav mig noget at spise; jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke; jeg var nøgen, og I gav mig klæder; jeg var syg og blev sat i fængsel, og I kom for at besøge mig.« Og de svarer med den evige glædes sande tale: »Hvornår — Herre!« siger de, »— hvornår var det, vi så dig sulten og tørstig, nøgen og syg og i fængsel og besøgte dig?« Da svarer Vorherre dem og siger: »Alt, hvad I gjorde mod elendige og fattige mennesker, alt det gjorde I imod mig.«
Men nu følger hårde ord med en grufuld uforsonlighed. Hvem er så hård og ondskabsfuld, eller hvem er så tynget af den hæslige synds fortrædelige byrde, eller hvem sidder så fast i den forbandede djævels bedrag, at de ikke skræmmes eller føler sig truet eller skælver ved disse sårende ord, som er møntet på dem, der står på Vorherres venstre side og er så sorte som djævle? Da taler Gud på denne måde: Discedite a me maledicti in ignem eternum, qui paratus est diabolo et angelis eius. »Gå bort fra mig og til den evige ild, som var bestemt for Djævelen og hans engle! Jeg var sulten og tørstig, men I gav mig hverken mad eller noget at drikke; jeg var nøgen og uden tøj, men I gav mig ingenting; jeg var syg og blev sat i fængsel, men I besøgte mig ikke.« Da svarede disse arme sjæle med en frygtelig gråd: »Hvornår var det — Herre! — at vi så dig i den tilstand, som du nu fortæller om, og ikke ville hjælpe dig?« Da svarer Vorherre dem: »Da I så elendige og fattige mennesker, som var ilde stedt og i stor nød. I hjalp dem ikke, og da foragtede I mig.«
Derpå farer disse mennesker jamrende og klagende med Djævelen til Helvede og den dybeste pøl, hvor de siden bliver pint i al evighed uden ende. Men Guds kære venner drager med deres Fader til den glæde, som apostlen Paulus beretter om: Quod oculus non videt, nec auris audit, nec in cor hominis ascendit, quae preparavit deus diligentibus se. »Øjet kan ikke se, og øret kan ikke høre, og hjertet kan ikke begribe den mangfoldige herlighed, de skal modtage, som opnår at få denne indbydelse og nu elsker Gud og altid følger hans vilje.[3]«
Nu tager de mennesker, der elsker hor og nattedrikkeri, til orde: »Lærde mænd skræmmer os med Helvede«, siger de, »— som en kvinde, der skræmmer sit barn: ‘Ti stille — barn!’ siger hun, ‘— jeg lader ræven tage dig, hvis ikke du tier.’« Og nogle — de, som er druknet i vildfarelsens hav eller denne verdens sysler — siger sådan: »Min sjæl kan vel bide i græsset sammen med de andre sjæle, når jeg er død.« Men de, som taler sådan, skal nu høre nøje efter, hvad Vorherre siger om de menneskers vantro, som taler sådan: Ecce venio cito, et merces mea mecum est, reddere unicuique secundum opera sua. »Se nu,« siger han, »— jeg kommer snart, og belønningen følger mig, og jeg skal lønne enhver efter hans gerninger.[4]« Og et andet sted siger han: Nolite errare, deus non irridetur. »Tag ikke fejl, for Gud lader sig ikke spotte.[5]« Desuden siger Vorherre med profetens ord: Non est sapientia, non est prudentia, non est consilium contra deum. »Der er ingen visdom, og der er ingen forstandighed, og der er intet råd, som gælder imod Gud.[6]« Måtte de nu blive skræmt af disse hårde ord — dem, som dvæler i denne verdens hovmod og tror, de skal leve evigt. For dødens snare lægges ofte om vores hals, førend vi aner det.
Nu — gode brødre! — hvordan skal vi syndige mennesker blive trøstet, når vi plages så meget i vores uvenners mange snarer — og det er Djævelen selv og hans håndlangere — hvis ikke af vores skaberes milde ord, når han siger dette: Nolo mortem peccatoris, sed ut impius convertatur et vivat. Det betyder: »Jeg ønsker ikke den syndige mand død, jeg vil hellere have, at han lever og vender sig til mig.[7]« Desuden siger han et andet sted: »Jeg og mine engle glædes mere over én synder, som omvendes til troen af hele sit sind og hjerte og siden angrer og øver bod, end 99 mennesker, som er så gode, at de ikke behøver at skrifte.[8]«
Endvidere kalder Gud på os med Sønnens stemme og giver os et guddommeligt løfte, når han siger dette: Venite, filii, audite me, timorem domini docebo vos. »Kom — børn! — hør på mig, jeg skal lære jer at frygte Herren.[9]« Og vi trues til stadighed af vores — — [10]
Noter:
- ↑ Teksten findes overleveret i Gammelnorsk homiliebog, AM 619 4to. fra omkr. 1200-1225, som er den ældste bevarede norske bog. Selve indholdet i håndskriftet er noget ældre.
- ↑ Teksten følger her Matt 25, 34-46
- ↑ Se 1 Kor 2, 9
- ↑ Se Åb 22, 12
- ↑ Den norrøne oversættelse har fejlagtigt Du skal ikke føre Kristus på vildspor, for Gud etc.. Se Gal 6, 7
- ↑ Se Ordsp 21, 30
- ↑ Se Ez 33, 11
- ↑ Se Luk 15, 7
- ↑ Den norrøne oversættelse har fejlagtigt Kom med frygt, og da skal jeg lære jer. Se Sl 34, 12
- ↑ Resten af teksten mangler desværre i håndskriftet.
