Første Afdeling Nordens Mytologi (NFSG 1808)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


N.F.S Grundtvig (1783-1872)
Ill. Carsten Lyngdrup Madsen
Nordens Mytologi


Første Afdeling
Om Guddommenes Mængde, Navne og Forholde


af N. F. S. Grundtvig


– nec cohibere parietibus Deos, neqve in ullam humani oris speciem assimulare, ex magnitudine cælestium arbitrantur. Lucos ac nemora consecrant, Deorumqve nominibus appellant secretum illud, qvod sola reverentia vident.[1]

Saa nøie har Tacitus kendt Nordens Ide om Guddommen, at Alt hvad der efter et nøie Studium af vore gamle Sange kan siges herom, maa som Kommentar slutte sig paa det allertætteste til hine indholdsrige Ord.


At Odin, Thor og de Flere ere blevne dyrkede under det fælles Navn af Aser, er bekendt; men Ingen, som trængte noget ind i Mytologien, vil tro, at de, (uden maaske i den allersidste Tid) ere blevne ansete for de høieste Guddomme.[2] Gerne vil jeg tilstaa, at Læren om den Ældste og Høieste (Alfader) hørte paa en Maade til de Hemmeligheder, som efter Mennesket Odins Tid kun af Faa erkendtes tydelig og derfor i de gamle Sange behandles med en synderlig Varsomhed; men vi behøve ei smaalig at sanke Vidnesbyrd, da hele Asalæren vidner om det fulde Herredømme, som Nornerne (Urd, Verand og Skuld) Alfaders vise Døttre, udøvede over Aserne.


I den korte Vøluspa siger Hyndla, at der skal komme En større end den Største, men Hun tør ikke nævne ham, fordi Han ei kommer førend Odin er slugt i Ulvemødet.


Grunden til Hyndlas Frygt og Grunden hvi et Slør næsten overalt halv bedækker Alfaders Tilværelse, bør maaske allerede tildels søges hos Asalærens første Digter som frygtede for at nedsætte Tidens Guddomme alt for meget, hvis han ret tydelig fremstillede det Forhold hvori han saa dem til Alfader; men den nærmeste og mest virkende laa upaatvivlelig i Mennesket Odins Bestræbelser efter at sammenblande Asodin med Alfader.[3] Odins Dyrkere troede da vel at fortørne ham, ved tydelig at udsige deres Tro paa en Høiere; men at de alligevel havde den, sees tydelig af hele Vøluspa, og mest beskuelig i Baldurs Død, der jo dog aldrig kunde fundet Sted, dersom Aserne havde naaet den høieste Magt. At Ragnaroke ei heller kunde kommet, naar der ei var en Stærkere end de Stærke er ogsaa klart, og om man end (for at paastaae et Paradoks) vilde sætte den Urimelighed, at Nordboen, der i Valhal vilde se sin Kraft fordoblet, dog tilsidst fandt Glæde i at dræbe sig i sine Guder; saa kunde man det dog ikke, uden ganske at forkaste Volas Vidnesbyrd om det Modsatte. [4]


I det første Kapitel af den prosaiske Edda tales meget tydelig om Alfader, men man genkender straks den kristelig forklarede mosaiske Kosmogoni og kan da ikke tvivle om, hvorfra denne Alfader er hentet, skønt det naragtige Træk er tilsat, at han før Verdens Skabelse var hos Hrimtusserne.[5]


De Guder som omtales i Vøluspa ere

Odin[6]
Thor
Frei,
Vidar
Hødur
Baldur
Heimdal
Vala
Loke
Hæner
Lødur

de to sidste nævnes ved Menneskets Skabelse, og Hæner endnu engang efter Ragnaroke, uden at man ved, hvad man skal gøre med dem, da de ellers ei sees at have nogen Betydning.

Njord

nævnes baade i Vaftrudnismal og Grimnismal,

Brage
Forsete

i Grimnismal og den Første i Lokasenna,

Tyr

i Lokasenna og maaske i Hymiskvide.

End nævnes

Magne i Vaftrudnismal og Harbards Sang
Mode – – – – – Hymiskvide
Uller i Grimnismal og Vegtamskvide
Ve og Vile i Lokesenna
Meile i Harbards Sang.


Naar man erindrer hvad før er sagt om Sangenes Forhold til hinanden, da indsees let at kun de som nævnes i Vøluspa ere i Asalærens ældste Periode agtede for Guder, og man burde vel endda undtage Loke, Hæner og Lødur; men længe har det vel ikke varet før Njord, Brage og Tyr ere optagne i Samfundet.


Forsete er kun Balders Skygge, Mode og Magne (Kraft og Styrke) Thors Sønner, kun en Fremstilling af Thors Egenskaber, Uller maaske kun et af Odins mange Navne, maaske ogsaa den samme som Vale, der og kaldes Ale.


Meile er ei Talen værd og om Ve og Vile skal handles paa sit Sted.


Af Asynierne omtaler Vøluspa kun Frigga som Odins Kone og Baldurs Moder, samt Sigyn som Lokes Kone, uden at tillægge dem mindste Indflydelse. I Grimnismal omtales Saga (Fortællingen), Skade Njords Kone, og Freia den eneste af Asynierne, der (som Njords Datter og Freis Søster) har nogen Betydning.


Rinda nævnes som Vales Moder i Vegtamskvide. Lokasenna har foruden disse endnu

Sif Thors Kone
Idunna Brages
Gerda Freis
Gefion


Af disse har kun Gerda og (skal man tro den prosaiske Edda) Idunna en vis Betydning.


I Fortalen til Grimnismal omtales Fulla som Friggas Æskemø og Sendebud, Skirner i Skirners Reise som Freis Ven og Gesandt, Beigver og Beila i Lokasenna som Hans Tienestefolk, men det behøver vel neppe at anmærkes, at alle disse Personer skabtes af Digterne i det Øjeblik, de vilde bruge dem.


Den prosaiske Edda har alle de nævnte Guder, undtagen Hæner og Lødur; men nævner som de tolv paa hvilke man skal tro: Odin, Thor, Balder, Njord, Frei, Tyr, Brage, Heimdal, Hødur, Vidar, Vale, Uller og Forsete.[7]


Foruden de nævnte Asynier har den prosaiske Edda

Eir
Fulla
Hnos og Gersemi Freias Døttre
Sjofn
Lofn
Var, Vør
Syn
Hlyn Friggas Sendemø
Gna ligeledes
Snotra
Sol Mundilfars Datter, som kører Solvognen
Bil en Pige, som Maanen tog til sig
Jorden Thors Moder.


Jeg tør ikke sige at det er umuligt, at en Del af disse Kvinder som nævnes her og i de nyere Sange af Edda kan være blevne dyrkede henimod Kristendommen

. . . . da den gamle
Halv misforstaade, halv forglemte Lære
Var sandt Afguderi; [Hakon Jarl IV. 2]

og da man stræbte ligesom at erstatte i Vidden hvad der var tabt i Dybden; men rimeligt er det imidlertid, at den kristne Forfatter har givet mangen en Kammerpige og Føitenymfe tilligemed personifiserte Figurer Plads blandt Asynier, uden anden Hjemmel end at deres Navne fandtes i en af de gamle Sange.


En saadan Embedsuddeling, som fandt Sted hos Romernes og i det mindste de senere Grækers Guddomme, opdages der ei mindste Spor af i de gamle Sange, og den kunde ei opkomme blandt Nordens Guder, førend de (egenlig talt) vare forgaaede. Naar man imidlertid beskuer dem, opdager man snart en Forskel, der er saa stor, at Odin med al Føie fremsætter den som en Gaade for Vaftrudner, den kloge Jette. Nogle Guder ere blot Kraft og kaldes Aser, medens Andre, forudvidende, milde og elskværdige mangle Kraften ganske, eller dog for største Delen.


Dette kan, for den der ved hvad Ide han maa forbinde med Nords Guddomme, ved første Øiekast synes underligt; men neppe feiler man ved saaledes at løse Gaaden: En stor Digter, enten opvokset paa Norriges Fjeldtinde, eller maaske (men ogsaa kun maaske, fordi han har tabt sig i Tiderne og lever kun i sit Værk) kommet did fra fjerne Lande, skabte Asalæren med sin høie Betydning. Dog, snart fandt han, hvad han maatte finde, at de blot stærke Guder ei kunde elskes af Menneskene, at Aserne, stedse kæmpende mod Jetter, stedse sysselsatte med at forsvare deres egen Trone, ei kunde have Øie for Menneskenes Trang, om det end havde staaet til dem at afhjelpe den. Derfor skabte han en temporær Guddom, der skulde sammenknytte Himlen og Jorden, der havde Hjerte til at føle med de Dødelige, og Visdom til at skænke dem gode Gaver. Frei, (den Elskværdige) blev Udtrykket for denne Digtning.[8]


Faa, eller mange Aldere (thi hvem kan maale i Natten?) henrunde, og fra Østen kom en anden Digter, mer forstandig og mindre ren, med sin stolte Skare. Han og hans Følge tillagde sig Odins og de øvrige Guders Navne, eller gave maaske Guderne sine, og vilde holdes for deres Repræsentantere paa Jorden. I de følgende Tider sammenblandedes de af mange med Guderne enten fordi de selv havde stræbt til dette Maal, eller fordi Hoben troede i dem at se sine Guder nedstegne, hørte Gudernes Tungemaal i de melodiske Vers, og saa i Runerne Kraftens og Visdommens forunderlige Aftryk.


Odin fandt stærke og milde Guder sammenvoksede, men dog saaledes, at den eller de sidste kun vare til for Menneskenes Skyld. De Stærke havde eller finge af ham Navnet Aser, og de Milde kaldte han Vaner, fordi han fandt at de lignede Vanernes (Grækernes) Guddomme. Denne Adskillelse var da til før hans Tid, og han giorde den kun tydeligere; men det er ikke urimeligt at han gik videre, og tillagde Guderne en langt strængere Personlighed end de fordum havde; thi det var nødvendigt, naar han og hans Følge vilde ansees for dem, eller endog kun for deres Billeder[9].


De egenlig stærke Aser vare Thor, Vidar, Hødur, Vale og senere Tyr. Odin har for sin Kløgt næsten bortgivet hele sin Kraft[10].


Vanerne ere Njord, Frei og Freia.


Njord styrer Templer og Ofringer, og bringer Menneskenes Bønner til sine Børn, af hvilke Frei sørger for de Dødeliges udvortes Velfærd, imedens hans Søster den hulde Freia lader en Draabe af Kærlighedens uudtømmelige Væld nedrinde i deres Bryst, for at Ahnelsen om Gudernes salige Liv, og Længselen efter det, kan der undfanges. Hende er det da ogsaa som i sin Herlighed aabenbarer sig for Skjalden, og skænker ham den rene Beskuelse af Kærlighedens forborgne Væsen, der paa den vidunderligste Maade udtaler sig gennem hans Toner.


At Frei ene var i Begyndelsen Udtrykket for denne hele Digtning, paa det sidste Træk nær, synes vist, men uvist er det om Njord og Freia vare til før Mennesket Odin kom[11]. Rimeligt er det imidlertid at Menneskene snart følte en uimodstaaelig Trang til at have i Himlen et ømt kvindeligt Hierte der var mere aabent for deres Udtømmelser, og mere villigt til at skænke dem Trøst og kærlig Husvalelse.[12]


End ere Baldur, Heimdal, Loke og Brage tilbage, og da de tre første ei blot nævnes, men omtales med Vægt i Vøluspa, uden dog at kunne henføres enten til Aser eller Vaner, synes de ved første løselige Øiekast at ville nedrive den hele Bygning. Dog er det ingenlunde saa. Kun beder jeg foreløbig erindret at Navnene As og Van (som mindst det sidste) ei udstamme fra den gamle Digter, men rimelig fra Odin, og brugtes siden næsten i Flæng. Først nu, da Vi stræbe at se bort fra al senere Sammenblanding er det, at de Nævnte af Nødvendighed ei passe for Navne der aldrig tilhørte dem.


Med dyb Anskuelse skildrede Digteren Baldur, da han lod Frigga sige:

Du est det Baand, der sammenholder Valhals Krands
Et farveløst, beskedent Baand, som holder sig
Forborgent under Løvets friske Blomsterpryd,
Ja som vil overtale Øiet til at tro,
At det er Krandsens Urter selv som holde sig.


Thi naar man beskuer Aserne i deres fulde, herlige Kraft, da fristes man virkelig til at tro, (hvad de ville Vi skulle troe) at de staa ved sig selv, og først, naar Vi efter Baldurs Død se dem vakle og endelig segne, udmattede, mordtrætte, paa Vigrids Mark, lære Vi hvad han var for dem. Da først forstaa Vi, hvorfor Vola kalder ham Valhals Vogter, fordi han nemlig var det Værn, der maatte fjernes førend Valhal, (Asers Helligdom) kunde angribes og svækkes. Ei var det Styrke der giorde ham saa vigtig, men den høie Godhed og Renhed, for hvilken han var Udtrykket, slyngede sin Straalekæde trindt om Guderne, saa ingen Jettestyrke kunde trænge igennem, og Aser aldrig trættes[13].


Heimdal kaldes i de nyere Digte snart en Van og snart en As, netop fordi han var ingen af Delene. Vøluspa lærer os at han er af en forborgen Natur, kvæder en betydningsfuld Sang under Ygdrasil, der hvor Aaen nedstyrter paa Odins Øie og at han skal i Ragnaroke vække Hærfaders Helte til Strid ved Gjallarhorns Lyd. Hyndla lærer os at han fødtes af ni (sammentrillende, solbeskinnede) Jomfrubølger, at han vokste ved Urdas Kraft og Soneblodet. I Grimnismal siges han at sidde rolig paa sin Borg og drikke glad den klare Mjød, uden altsaa at tage Del i Asers Kamp mod Jetter. Det Mørke heri skal paa sit Sted forklares, og naar vi samle alt, hvad der i de gamle Sange siges os om Heimdal, da vorder Slutningen at han vogter saavel Urdas Brønd og Norner selv for Aser, som Bifrost Bro for Jetter, og holder saaledes uvillig Vægtskaalen mellem de stridende Kræfter.


Loke er aldrig dyrket som en Gud, og selv den prosaiske Edda nævner ham først efter at have opregnet de Guder der skulde troes paa, som En der taltes med Aserne. Nøie maa vi i Øvrigt skelne mellem denne Figur som den findes i Vøluspa, og som den fremtræder i de nyere Sange. Hist er Loke blot Jetternes ondskabsfulde List, brugt som Redskab af Norner; men hvad han siden blev for Digterne skal vorde udviklet i det følgende.


Brage nævnes i Grimnismal som den ypperste Skiald, og jeg kan ikke tvivle om at han skylder Mennesket Odin sin Tilværelse, da denne vel maatte forgude Poesien, som den der fra enhver Synspunkt skænkede ham sin Guddom.


I den prosaiske Edda er det først at bestemte Forretninger tillægges Guder og Gudinder, hvad enten det nu bør ansees som Produktet af Asalærens Fordærvelse og Glemsel hos sine egne Dyrkere, eller for det blotte Aftryk af den kristne Forfatters Kundskab til Romernes Mytologi.


Odin er Valgud og Gudefader, Thor er Styrkens Gud, Baldur Godhedens, Njord Vindens og Havets, Frei Frugtbarhedens, Brage Poesiens og Maalsnildes. Heimdal er Asers Vægter.[14] Vale Gud for Krigen, Tyr for Krig og Visdom, Uller for Jagt og Holmgang, Forsete for Retfærdighed.


Brages Kone Idunna, der gemmer nogle Æbler hvoraf Guder udbide en evig ungdom, burde vel egenlig hede Lægekonstens Gudinde; men imidlertid tillægges dette Embede dog Eir.[15] Gefion er Møers Gudinde, Freia Kærlighedens, Sjofn ligeledes, Lofn Brudenattens, Var Edens (især mellem Elskende). Vør Visdommens og Nysgerrighedens.[16] Syn Dørvogterske og Stokkekvinde,[17] Hlyn Friggas Vennevogterske, Snottra Vids og Blufærdigheds Gudinde, Skade Jagtens.


Min Mening herom har jeg oftere sagt, men vil her tilføie, at den prosaiske Edda har mindre Uret i sit Hvad end i sit Hvorledes. Det Meste af hvad den siger om Guderne (Tyrs Visdom paa det bestemteste undtagen) kan gerne tillægges dem, kun ei som Udelukkende. Saaledes kan f. E. Njord gerne raade for Vind og Bølger, da Han hører til Vanerne, som styre Menneskene i alle fredelige Forholde; men han er derfor ligesaalidet Æolus eller Neptun, som Thor er Jupiter, fordi Torden er hans Døn naar han ager hen over Skyerne i gnistrende Færd.[18]


Det Meste af hvad der tillægges Gudinderne, forsaavidt de ei ere blotte Terner, kan tillægges Freia, og mange af dem ere kun poetiske Udtryk. Saaledes kaldte f. E. sikkert en Digter den første ulmende Kærlighed Sjofn, den første Nydelse Lofn og straks bleve to ny Gudinder.[19]



Fodnoter

  1. ɔ: ”De anser det ikke for stemmende med de himmelskes Højhed at indestænge Guderne mellem vægge eller afbilde dem i nogen menneskelig Skikkelse. De indvier Hegn og Lunde, og kalder det hemmelighedsfulde, som de kun ser med Ærefrygtens indre Blik, for Guder”. (Af Tacitus’ Germania.)
  2. Hvad Ordet As betyder, er man ikke enig om, og man har søgt at udlede det af Græsk, Ebraisk, Arabisk &c. Det rimeligste er vel at erkende dets Slægtskab med ans som hos Ulfilas skal betyde en Herre eller Halvgud. Islænderne antage Navnet indført af Mennesket Odin og udlede det fra Asien; men skønt det ei var saa urimeligt, findes dog adskilligt, som strider derimod.
  3. I Vøluspa betegnes Alfader ved Navnene Fjolner, (den Skiulte) og Fimbultyr, (den overmaade store Gud), hvilken sidste ogsaa i Runekapitlet udtrykkelig adskilles fra Odin.
  4. Det berygtede Sted hos Vola om Tilstanden efter Ragnaroke
    Da kommer den Rige til Herredømmet
    Den Stærke foroven
    Som alting styrer
    Og Sager dømmer
    Og hellig Lov giver
    Som skal evig vare
    vil jeg ganske se bort fra; thi om den historiske Kritik end ikke fordømte det, vilde jeg dog anse det for falskt, da Vola aldrig kunde sagt det saaledes, hvis hun vilde sagt det. Dog, det er ikke det eneste falske Vers Voluspa har.
    Turde man tro at Forfatterne af Rolf Krakes, Alfs og Hervarar Saga havde kunnet og villet gaa ud af den Tidsalder hvori de stode, og ind i den de skulde skildre, da havde vi Beviser paa, at Rolf, Bjarke, Heidrek og flere havde giennemskuet Odin, som Rolf kalder den utro Ødelæggelsens Søn.
  5. Jeg troer at dette hele Kapitel, eller i det mindste hvad der angaaer Verdens og Menneskets Skabelse kommer fra en yngre Haand, da Forfatteren ellers maa have paa det bestemteste modsagt sig i et Aandedræt. Sagnet om Alfaders Ophold hos Hrimtusserne, skal maaske forstaaes om Freden mellem Aser og Jætter i Tids Fødsel.
  6. Man har Forklaringer nok over alle disse Navne, kun Skade at de fleste ere lidet tilfredstillende! Ved given Leilighed skal jeg anmærke de rimeligste.
  7. Da her ere Tretten, er det ei let at sige om En skal udskydes, og hvem, eller om Odin skal fraregnes. Allerede Hyndla siger at der foruden Baldur vare elleve Aser; men hvem de vare, vil jeg i det mindste ikke her undersøge.
  8. Saxo fortæller at Frø var Gudernes Statholder og det er ikke urimeligt, at heri ligger Spor af hin gamle Myte; thi om man ogsaa vil ganske henføre det til Menneskeguderne, bliver Sporet der ligefuldt.
  9. Udentvivl hører det hid hvad Saxo fortæller om Mitothin, at han ligesom adskilte Guderne ved at bestemme at hver skulde dyrkes for sig: eis vota communiter nuncupari prohibebat, discreta superum cuique libamenta constituens. (ɔ: Han forbød at dyrke dem i Fællesskab og indrettede særskilte Ofringer til hver af Guderne).)
  10. Dersom der var nogen tilstrækkelig Grund til at antage Thor for Nordens ældste Guddom, vilde man allerede deraf kunne slutte at de gamle Guder vare Udtrykket for den blotte Kraft, som er det eneste der udmærker Thor, og man begreb da, ogsaa paa den Maade, hvi Thor er den eneste der før Ragnaroke strider mod Jetterne; men der er neppe nogen Grund, og det anførte Faktum forklares paa det bestemteste af Asalæren.
  11. At Frei var til før Njord, sees ei allene deraf at hin og ikke denne nævnes i Vøluspa; men ogsaa deraf at de Gamle kaldte Frei baade Odins og Njords Søn, hvorved de dog tillige vilde betegne hans dobbelte Natur, som en i Kraften meddelagtig Van. Snorro siger at Odin satte Njord, Frei og Freia blandt Guderne.
  12. Man tro ikke heri at finde Fædrenes Kraft nægtet eller nedsat! Just det var Nordens høieste Triumf at dets Sønner, midt i deres høie Trods knælede for Kærligheds Alter, ret som de haarde Klipper der vel spotte al Styrke; men lade sig dog saa villig gennemgløde af Solens hede Straaler.
  13. Det kunde maaske efter dette synes dobbelt underligt hvi Baldur kaldes Odins Søn; men jeg skal siden udvikle den dybe Grund hvi Thor, Baldur, Hødur og Vidar af Vola kaldes, og i Sandhed ere Odins Sønner.
  14. Hvad jeg i Grimnismal oversætter Guders Vogter, fordi Betydningen af Heimdals Tilværelse endnu kan forudsættes kendt, bør her hede Vægter, thi saa dybt er han sjunken. Han siges ellers her at kunne se paa 500 Graders Afstand og at være saa lydhør og klog at han kan høre Græs gro. Deraf den gyldne Sentents, der endnu er i Folkemunde.
  15. Maaske befatter Idunna sig kun med Guder, lig de fornemme Doktere fordum, og lader Eir have Menneskene, som Barbersvende havde Prakkerne fordum.
  16. Nogle ville at Var og Vør ere een. Da de Begge ere Intet, fortjener det ingen Omtale. At her tales om en Gudinde for Nysgerrigheden, kunde ellers snart lede til den Tanke at Fædrene ginge saavidt i Galanteriet, at de end ei turde andet end anse Kvinders Arvesynd for guddommelig. For at bevise, at jeg ingenlunde er saa ugalant, som jeg, til min ubodelige Skade, ansees for, vil jeg tilføie, at den Kærlighed til Nyt der er parret med Visdom, paa ingen Maade udholder Sammenligning med den ædle Videlyst, hvis Genstand er skandaløs Kronik, eller andre reelle Ting i den virkelige Verden. Men vi leve da ogsaa i en oplyst Tidsalder.
  17. ad modum, Stokkemand.
  18. Allerede gamle Saxo ivrer strængelig mod dem, der indbildte sig at genfinde Romernes Guder i Norden. Hvem som ei vil tro han giorde det med Føie, efterse selv de Sammenligninger der ere prøvede mellem Nords og Syds Guddomme og dersom han da, efter at have set, at En af vore ligner Alle og Ingen, endda kan tro paa Asers og Vaners strænge Individualitet, som Personer og Embedsmænd, saa – gerne for mig!
  19. Ligesom Fulla vist skylder Fortalen til Grimnismal sin Tilværelse og Guddom, saaledes blev maaske Eir Lægekonstens Gudinde, fordi hun i Fjølsvinsmal nævnes blandt Menglads (maaske Frejas) Møer som det i Nøden er godt at paakalde.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.