Forord (Forklaringer og Noter til Edda-Myterne)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
af Thøger Larsen
Udgivet 1926
Naar jeg ledsager min Edda-Oversættelse med dette særlige Bind Forklaringer og Noter, skyldes dette den Omstændighed, at meget i Eddaen er vanskeligt at forstaa og omdisputabelt. Jeg tror ikke, de mange Forsøg paa at forbedre Teksterne har ført til det ønskede Resultat. Jeg tror, at endnu er man bedst tjent med at henholde sig til det overleverede og ved dettes Hjælp famle sig frem til en Forstaaelse. De givne Forklaringer af Asalæren er ofte saa taagede eller ligefremt saa betydningsløse, at man vægrer sig ved at tro, at en Religion, der har krævet Menneskeofre, ikke skulde betyde mere. Jeg forstaar da ikke, hvorfor man endelig har villet bryde Broen til den gamle græsk-romerske Mytologi af og for enhver Pris nægte Sammenhængen mellem Germanernes og de øvrige Oldfolks religiøse Verdensbetragtning. Sammenhængen mellem de paagældende Folks Sprog nægter man dog ikke. Og yderligere har man saa mange andre Tegn paa en Aandsbeslægtethed, at det vilde være naturligt ogsaa at søge en saadan paa det religiøse Omraade. Paa Fundene fra Offersteder eller Grave finder man de tydeligste Tegn paa, at Syden havde sat sine Spor i Norden. Paa det ældste Guldhorn f Eks. saas Kentaurer og paa Gundestrup-Karret findes en Afbildning af Herakles med Løven efter antik Mønster. Og endelig kan der vel neppe være Tvivl om, at selve Runerne er en Afart af de græske Bogstaver. Men selv om man indrømmer Sandsynligheden for et nært Slægtskab mellem germansk og græsk-romersk Mytologi, er jo ikke alle Gaader løst. Meget i de gamle Mysteriereligioner er stadig uforstaaet, og meget er tabt. Hvad den oldnordiske Gudelære angaar, har den sikkert ogsaa for mange Deles Vedkommende været specielt Præsternes Hemmelighed og kun i brede Træk Folkets Eje. Dertil kommer, at de Mænd, der har overleveret os den, selv neppe mere troede paa den.
Jeg har søgt at godtgøre, at Menneskets direkte Iagttagelse af Himlens Tegn og Naturens Kræfter er de gamle Religioners Grundstamme, hvoraf efterhaanden den guddommelige Vilje, de guddommelige Leveregler og Bud udvikler sig i den menneskelige Bevidsthed. Etymologerne vil maaske i nogle Tilfælde rejse Indvending mod den af mig paaviste Sammenhæng mellem nordiske og antike mytologiske Navne. Jeg vil dog her hævde, at disse Navne i mange Tilfælde sjældent nævntes af Folket, og at de ofte staves forskelligt i de forskellige Haandskrifter. Dette vanskeliggør selvfølgelig i høj Grad Anvendelsen af Etymologien paa Mytologien, men det bør ingenlunde udelukke, at man, saa godt det lader sig gøre, prøver ogsaa ad denne Vej at nærme sig Gaadernes Løsning. Jeg tror endda, at der findes mange gode Ledetraade paa denne Vej.
Disse Undersøgelser og Noterne til Eddaen udgives som et særskilt Bind, der i og for ikke udgør noget Bind af Oversættelsen, ligesom det modtagne Statstilskud heller ikke gælder Udgivelsen af dem. Men da det er disse Undersøgelser, der er Aarsagen til, at min Oversættelse overhovedet ser Lyset, og da flere af Noterne motiverer min Gengivelse af uklare eller af ændrede Steder i Teksterne, maa jeg lade dem medfølge.
Lemvig, September 1926.
THØGER LARSEN.
