Fortælling om Arnor Jarleskjald (C.C.Rafn)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Oldnordiske Sagaer
Bind 6
Fortælling om Arnor Jarleskjald
Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1831
Det hændte sig en Gang, at Kongerne sade i en Hal ved Spisebordene i Kjøbstaden (Nideros); da var Arnor Jarleskald kommen der til Byen; han havde digtet et Kvad om hver af Kongerne. En Dag, da Arnor var i Færd med at tjære sit Skib, kom der Bud til ham fra Kongerne, som skulde bede ham gaae op og fremføre sine Kvad; han gik strax, uden at toe Tjæren af sig; men da han kom til Stuen, sagde han til Dørvogterne: “Gjører Plads for Kongernes Skald!” Han gik ind for dem, og sagde: “Hil eder herskere begge!” Kong Harald spurgte, for hvilken af dem han først skulde fremføre Kvadet? Han svarede: “For den yngste.” Kongen vedblev: “Hvorfor for ham først?” “Herre!” sagde han, “man siger: Ilsindet er Ynglingen;” men begge holdt det for størst Hæder, at Kvadet blev først fremført om ham. Derpaa begyndte han paa Kvadet, og omtalte i Begyndelsen Jarlerne i Vesterhavet (1), og derpaa kvad han om sine Rejser; men da han var kommen saa vidt, sagde Harald til Kong Magnus: “Hvad vil I sidde og høre paa det Kvæde, Herre! hvad han har digtet om sine Rejser eller om Jarlerne vester paa Øerne?” Kong Magnus svarede: “Giv Stunder, Frænde! Jeg formoder, I vil faae noget at høre til min Roes, førend Kvadet er ude.” Da kvad Skalden denne Vise:
Lyt til kraftigt Kvad, o Magnus!
Kjende vist jeg ingen lærte,
Som, o Joters Hersker! kunde
Prises meer, end du fortjener.
Højest er du, Hørders Fyrste!
Hver en Drot maa Pladsen vige
Vist for dig, og større Lykke
Nyde du, til Himlen brister!
Da sagde Kong Harald: “Roes denne Konge saa meget dig behager, men last ikke andre Konger!” Og han vedblev fremdeles, indtil han kom til denne Vise:
Guldets Giver! i den stærke
Storm paa svulmet Hav du farer,
Og din bedste Tid i Leding
Under smykket Sejl henglider.
Visund, min Velgjører! bærer,
Dig, som ypperst Helt, i Lyfting,
Mere skjønt et Skib ej fører
Over Bølger nogen Konning.
Og fremdeles kvad han om Kong Magnuses Sejlads:
Ej dit Navn, du Fyrstetvinger!
Lader du i Verden glemmes,
Ikke skyer du Ild, ej Vaaben,
Ondes Skræk! i Hærens Spidse;
Som om Morgen-Sol oprinder,
Eller Nattens Bavne tændes,
Saa dit Skib i Søen glimrer,
Naar til Orlog selv du stunder.
Kong Harald sagde da atter: “Alt for hæftig tager denne Mand paa i sit Digt, og jeg veed ikke, hvor han vil hen.” Arnor kvad videre:
Folk det troe, naar Fyrsten styrer
Flaaden over Havets Sletter,
At den skjønne Skare ligner
Himmeldrottens Engleflokke.
Og fremdeles forekommer dette deri:
Saa din Hird, som Havets Kæmper,
Hørte jeg for Alvor sige,
At næst Gud de over alle
Her i Verden dig kun elske.
Men da Drapen var ude, begyndte Arnor strax paa Kvadet om Harald, det hedder Blaagagledrape (2), et godt Kvæde. Og da denne Drape var ude, blev Kong Harald adspurgt, hvilket Kvad der syntes ham bedst. Han svarede: “Vi see vel, hvilken Forskjel der er paa disse Kvæder; mit Kvad vil snart tabe sig, saa at ingen vil kunne det, men den Drape, som er digtet om Kong Magnus, vil kvædes saalænge de nordiske Lande ere bebyggede.” Kong Harald gav Arnor et guldbelagt Spyd, men Kong Magnus gav ham først en Guldring; han gik da saaledes langs Væggen af Hallen, at han satte Guldringen paa Haandfanget af Spydet, og sagde: “Højt skal man bære begge Kongegaver.” Da sagde Kong Harald: “Kom saaledes til Norge næste Gang, (3) at du har et Kvad at fremføre for mig;” Arnor lovede ham, at han skulde digte en Arvedrape om ham, hvis han overlevede Kong Harald. Kong Magnus gav derpaa Arnor en Knør med Ladning, og viste ham megen Hengivenhed og Venskab.
Noter:
1. Over Ørkenøerne og Hetland.
2. De blaasorte Fugles Sang, d. e. Ravneskrig (paa Valpladsen, som Forbud for Slag o.s.v.)
3. Et Par Ord i Texten ere saa dunkle, formodentlig ved en ældgammel Skrivefejl, at man ingen Mening kan faae ud af dem.
