Fortælling om Gisle Sursen

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Se også Finnur Jónsson: Om Gísla saga Súrssonar


Historiske Fortællinger om Islændernes Færd hjemme og ude
Islandske Sagaer


Fortælling om Gisle Sursen


Efter det Islandske Grundskrift ved N. M. Petersen


4. udgave ved Verner Dahlerup og Finnur Jónsson

Versene ved Olaf Hansen


Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Kjøbenhavn 1926


1. Om Thorkel Surdøling og hans Sønner

Mod Slutningen af den Tid, da Hakon Adelstensfostre var Konge, levede der en Herse ved Navn Thorkel Skerøke i Surnadal (1) i Norge. Han havde tre Sønner, Are, Gisle og Thorbjørn. Are bejlede til Ingeborg, en Datter af Ise, der boede i Fjorden Fibule (2) paa Nordmøre og fik hende til Ægte med meget Gods. Men nu var der paa samme Tid en Bærsærk ved Navn Bjørn den Mørke, der drog Landet rundt og æskede alle dem til Holmgang, der ikke vilde gøre hans Vilje. Han kom om Vinteren til Thorkel Surdøling, hvis Bo da forestodes af Are, og stillede denne to Kaar: om han vilde kæmpe med ham paa en Holm, der ligger i Surnadal (3) og hedder Stokkeholm, eller han vilde lade ham faa sin Kone. Are vilde da heller slaas end udsætte baade sig selv og sin Kone for Vanære; og Kampen skulde holdes tre Dage efter. Tiden gik nu til Holmgangen, de sloges, og Are faldt og lod sit Liv. Nu mente Bjørn at have faaet Ret baade til Gaarden og Konen. Men Broderen Gisle vilde heller lade sit Liv, end lade Bjørn faa Ingeborg, og han valgte da at gaa i Holmgang med Bærsærken. Til denne Kamp laante han efter Ingeborgs Raad af hendes Træl Kol Sværdet Graaside, der havde den Egenskab, at hvo der bar det i Kamp vandt Sejr. Med dette Sværd fældede Gisle Bjørn; han ægtede Ingeborg, da han ikke vilde lade saa god en Kvinde gaa ud af Ætten, og efter Faderens Død overtog han den hele Ejendom. Men da Trællen krævede sit Sværd tilbage, kom de derover i Trætte; Trællen angreb ham, Gisle hug ham i Hovedet med Graaside, og i denne Strid tilsatte de begge Livet.


2. Om Holmgangen imellem Kolbjørn og Skegge

Nu kom alt Godset til den tredje Broder Thorbjørn. Han ægtede Thora Rødsdatter fra Fridarø (4) og havde med hende en Datter Thordis og tre Sønner, Thorkel, Gisle og Are. Thorkel og Gisle var hjemme, men Are blev opfostret hos sin Morbroder Styrkar. Der i Surnadal boede ogsaa en ung Mand ved Navn Baard, og der gik Snak om, at han vilde forføre Thordis, der baade var smuk og forstandig. Derover blev Thorbjørn fortrydelig og sagde, at det ikke vilde løbe godt af, hvis Are havde været hjemme; men Baard mente, at affældig Mands Ord havde lidet at sige, og vilde fortsætte sine Besøg som før. Han var gode Venner med Thorkel, men Gisle og han kunde ikke komme ud af det sammen. Engang gav Gisle sig i Følge med Baard og Thorkel, og da de var komne halvvejs til Baards Gaard paa Granaskeid, hug Gisle, da man allermindst tænkte derpaa, til Baard og gav ham Banesaar. Thorkel blev vred derover og sagde, at Gisle havde handlet ilde; men denne bad sin Broder give sig tilfreds og sagde til ham: »Lad os bytte Sværd, og tag du det, som bider bedst;« og gav sig til at spøge med ham. Thorkel gav sig da tilfreds og satte sig ned hos Baard; men Gisle gik hjem og fortalte sin Fader, hvad der var hændt, og det huede ham vel. Men det stod aldrig siden vel til mellem de to Brødre, og Thorkel gik ikke ind paa Vaabenskiftet, og han vilde ikke længer være der hjemme, men drog hen til Holmgangs-Skegge paa Øen Saksa (5), som var nær i Slægt med Baard. Han æggede nu Skegge stærkt til, at han skulde hævne sin Frænde Baard, og ægte hans Søster Thordis. De drog da ogsaa, tyve i Følge, hen til Thorbjørns Gaard Stokke, og Skegge foreslog Thorbjørn Svogerskab og bejlede til hans Datter, men Faderen vilde ikke give ham hende. Der taltes om, at en anden Mand ved Navn Kolbjørn, som ogsaa boede der i Dalen, havde et godt Øje til Thordis, og Skegge mente derfor, det var ham, som var Skyld i Afslaget. Han bød derfor Kolbjørn til Holmgang paa Øen Saksa; og Kolbjørn lovede at komme, da han sagde, at han ikke fortjente at faa Thordis, naar han ikke turde slaas med Skegge. Thorkel og Skegge drog da tilbage til Saksa og afventede Kampen med en og tyve Mand. Men tre Dage efter drog Gisle til Kolbjørn og spurgte ham, om han nu var rede til Holmgangen; men Kolbjørn spurgte, om han saa skulde faa Thordis til Ægte. »Det er ikke vist,« sagde Gisle, hvorpaa Kolbjørn ytrede, at han da næppe kom til at stride med Skegge. »Saa er du da ogsaa en Usling,« svarede Gisle, »og skønt der nu overgaar dig en evig Skam, vil jeg dog tage derhen.« Han drog da selvtolvte til Øen Saksa. Skegge kom til Holmen og fremsagde Holmgangsloven og opfordrede Kolbjørn til Kamp, men saa hverken noget til ham eller til nogen anden, der vilde gaa paa Holm i hans Sted. Han havde en Smed ved Navn Ræv; ham bød han, at han skulde gøre Menneskebilleder efter Gisle og Kolbjørn, saaledes at den ene skulde staa bag ved den anden; »og dette Nid,« sagde han, »skal staa dem til evig Skam og Skændsel.« Dette hørte Gisle i Skoven og svarede: »Andet nyttigere har dine Husfolk at udføre end dette, og her ser du en Mand, som tør stride med dig.« De gik da paa Holm og stredes, og hver holdt sit Skjold for sig. Skegge havde Sværdet Gunloge (6), og hug med det til Gisle, saa det klang højt derved. Da sagde Skegge:

Gunloge gjalded,
glad blev Saksa.

Gisle hug imod med et Huggespyd, og dette Hug tog Knappen af Skjoldet og Benet af Skegge. Da sagde han:

Bilen blinked
og bed i Skegge.

Skegge løste sig af Holmen (7) og gik siden altid med et Træben, men Thorkel drog hjem med sin Broder Gisle. Frænderne kom nu godt ud af det sammen, og Gisle tyktes at have vundet i Hæder ved denne Sag.


3. Thorbjørn og Kolbjørn bliver indebrændte

Skegges Sønner, Einar og Arne, som boede paa Flydrunæs, samlede Folk til sig om Høsten og drog næste Vaar til Kolbjørn i Surnadal og forelagde ham tvende Kaar: om han helst vilde tage af Sted med dem for at indebrænde Thorbjørn og hans Sønner eller paa Stedet lade sit Liv. Han foretrak at drage med. De tog da af Sted, tresindstyve Mand stærke, og kom til Stokke om Natten, hvor de stak Ild paa Gaarden. Baade Thorbjørn og hans Sønner og Thordis laa og sov i een Stue; og derinde i Huset stode to Kar med Syre (8). Gisle og hans Følge tog to Bukkeskind, dyppede dem i Syrekarrene, søgte saaledes at hindre Ilden og slukkede den tre Gange; derpaa fik de brudt Hul paa Væggen og kom saaledes bort, ti tilsammen, og fulgte Røgen til Fjælds. Tolv Mennesker indebrændte; men de (9) troede, at alle var omkomne. Gisle og de andre drog til Styrkar paa Fridarø, forstærkede sig der, saa at de udgjorde fyrretyve Mand, overraskede Kolbjørn og brændte ham inde selvtolvte. Derpaa solgte de deres Landejendom, købte sig et Skib og sejlede, tresindstyve Mand høj, med alt hvad de havde til Øerne Æsunde. Derfra drog fyrretyve Mand paa to Baade sønder til Flydrunæs, hvor Skegges Sønner just var tagne af Sted for at indkræve Landgilde. Gisle vendte sig imod dem og dræbte dem alle. Derpaa gik han hen til Gaarden, ranede derfra en stor Del Gods og hug ligeledes Hovedet af Holmgangs-Skegge, som var der hos sine Sønner.


4. Gisle sejler til Island

Derpaa gik de atter om Bord, stak i Søen og landede [c. 955] endelig paa Island vester paa i Dyrafjord paa den søndre Strand i Haukadals-Os. Der boede den Gang, hver paa sin Strand, to Mænd, der begge hed Thorkel, nemlig Thorkel Eriksen paa Søre i Keldudal paa den søndre Strand, og Thorkel den Rige paa Alvidra paa den nordre Strand. Han var den første af de anselige Mænd, som drog ned til Skibet for at hilse paa Thorbjørn Sur; thi saaledes kaldtes denne siden den Gang han værgede sig med den sure Mælk. Alt Land var den Gang optaget paa begge Strande. Thorbjørn købte sig derfor Land paa Søbol i Haukadal paa den søndre Strand. Gisle satte Bo der, og de boede der siden.

Inde i Arnarfjord boede en Mand, ved Navn Bjartmar, gift med Thurid Ravnsdatter, Sønnedatter af Landnamsmanden Dyre. Deres Børn var Datteren Hild og Sønnerne Helge, Sigurd og Vestgeir. Vésten hed en Nordmand, der kom ud i Landnamstiden, og opholdt sig hos Bjartmar og blev gift med hans Datter Hild. Deres Børn var en Datter Aud og en Søn Vésten. Denne blev en dygtig Købmand, men paa den Tid, som vi her har med at gøre, boede han i Anundsfjord paa Gaarden Hest, og var gift med Gunhild; han havde to Sønner, Berg og Helge.

Derefter døde Thorbjørn Sur og hans Kone; de blev lagte i Høj, og Gisle tilligemed hans Broder Thorkel overtog Gaarden.


5. Thorgrim ægter Thordis

Thorbjørn Sælagnup boede i Talknafjord ved Kvigandafjæld. Hans Kone hed Thordis, og deres Datter Asgerd. Til hende bejlede Thorkel Sursen og fik hende til Ægte; men Gisle Sursen bejlede til Véstens Søster, Aud Véstensdatter, og fik hende. Begge boede nu sammen i Haukadal. En Høst eller Vaar rejste Thorkel den Rige sønder paa til Thorsnæsting, og Surssønnerne fulgte med ham. Paa Thorsnæs boede den Gang Thorsten Torskebider, Thorolf Mostrarskægs (10) Søn. Han var gift med Thora Olafsdatter. Deres Børn var: Thordis og Thorgrim og Børk hin Digre. Da Thorkel havde endt sine Sager paa Tinget, og Tinget var til Ende, bød Thorsten Thorkel den Rige og Surssønnerne hjem til sig, og gav dem gode Gaver ved Afskeden; men de indbød saa Thorstens Sønner hjem til sig næste Vaar. Næste Vaar kom ogsaa Thorstens Sønner, tolv Mand tilsammen, til Hvalsøreting, og traf der de andre. Surssønnerne bød da Thorstenssønnerne hjem til sig efter Tinget, men først skulde de være til Gilde hos Thorkel den Rige. Efter det tog de hen til Surssønnerne, der gjorde et godt Gæstebud for dem. Thorgrim tyktes, at deres Søster var en smuk Pige, og bejlede til hende, og hun blev fæstet ham. Der blev straks holdt Bryllup, og hun fik Søbol i Medgift, og derhen flyttede Thorgrim, men Børk blev tilbage paa Thorsnæs. Da Thorgrim nu boede paa Søbol, tog Surssønnerne hen til Hol og opførte der en god Gaard. Disse Gaarde, Hol og Søbol, ligger op til hinanden, og der var godt Venskab mellem deres Beboere. Thorgrim havde Godordet og var Brødrene til megen Hjælp.


Slægtstavle.


6. Fostbroderskab sluttes

Engang drog de til Vaarting [960] med fyrretyve Mand, og var alle i farvede Klæder. I Følge med dem var Gisles Svoger Vésten og alle Surdølerne. Gest Odleifsen var ogsaa kommen til Tings og var i Bod med Thorkel den Rige.

Surdølerne sad nu og drak, men de andre Mænd var ved Retten, thi det var et Søgsmaalsting. Da kom der en Mand ind i Haukdølernes Bod, en stor Galning, der hed Arnor, og sagde: »Hvad gaar der af jer, I Haukdøler, at I ikke bryder jer om andet end at drikke, og vil ikke komme til Retten, hvor Eders Tingmænd strides; saaledes tykkes alle, skønt kun jeg udtaler det.« Da sagde Gisle: »Lad os da gaa til Retten; kanske der er flere, der siger det samme.« De gik nu hen til Retten, og Thorgrim spurgte, om der var nogen Mænd, der trængte til hans Hjælp, den skulde da ikke mangle for dem, som de lovede at støtte. Thorkel den Rige svarede: »Det er kun Smaasager, som nu er for; men naar vi har Eders Hjælp nødig, skal vi nok sige Eder til.« Folk gav sig nu til at tale om, hvor stadselig deres Flok var, og hvilke drabelige Ord de førte i Munden. Thorkel sagde da til Gest: »Hvor længe tror du, at disse Haukdølers Overmod vil vare, og at de slaa saa stort paa?« Gest svarede: »De vil ikke være enige om tre Aar, de, som nu er i denne Flok.« Men Arnor var til Stede ved denne deres Samtale, og han løb ind i Haukdølernes Bod og sagde dem de Ord, der var faldne. Gisle svarede: »Det er nok Folks Mening, han der har udtalt, lad os tage os i Vare, at han ikke skal spaa sandt. Og dertil ser jeg et godt Raad, at vi slutter endnu nøjere Venskab med hinanden end før; og lad os alle fire sværge os i Fostbroderlag.« De andre fandt det raadeligt, og de gik da ud til Eyrarhvolsodde, og skar der en lang Græsstrimmel op af Jorden, saa at begge Ender var faste i Jorden, og satte derunder et Maalspyd (11), saaledes at en Mand kunde naa med sin Haand til Spydnaglen. Derunder skulde de alle fire gaa: Thorgrim, Gisle, Thorkel og Vésten. Nu skar de sig til Blods, og lod deres Blod løbe sammen ned i Mulden, hvor Jordstrimmelen var skaaren op og rørte baade Mulden og Blodet sammen. Og derpaa faldt de alle paa Knæ og svor den Ed, at den ene skulde hævne den anden som sin Broder, og de tog alle Guder til Vidne, og idet de alle gav hinanden Haand, sagde Thorgrim: »Der er Grund nok til at jeg lover dette med Hensyn til mine Svogre Thorkel og Gisle, men Vésten kommer mig ikke ved;« hvorpaa han trak sin Haand tilbage. »Saa vil da ogsaa flere af os gøre,« sagde Gisle, og rykkede ligeledes sin Haand til sig, »skulde jeg forbinde mig til at dele Fare med den Mand, der ikke vil gøre det samme med min Svoger Vésten?« Dette vakte megen Opsigt. Gisle sagde da til sin Broder Thorkel: »Det gik nu, som jeg anede, og godt og vel, om der ikke flyder værre deraf.« Folk drog nu hjem fra Tinget.


7. Thorgrim dræber nogle Nordmænd

Det hændte sig nu om Sommeren, at der til Dyrafjord kom et Skib, der tilhørte to norske Brødre. Den ene hed Thorer, den anden Thoraren, og de havde hjemme i Viken. Thorgrim red ned til Skibet og købte sig en Del Tømmer; noget betalte han straks, andet tog han paa Borg. Købmændene satte derpaa deres Skib op og fik sig Ophold. Od Ørlygsen, der boede paa Øre i Skutilsfjord, tog imod Førerne. Nu sendte Thorgrim sin Søn (12) Thorod hen for at bære sit Ved sammen, og at tælle det, thi han vilde snart føre det hjem. Sønnen kom derhen og talte Tømmeret, og førte det sammen, men fandt dog, at det stod anderledes til med Købet, end Thorgrim havde sagt ham. Han talte derfor Nordmændene ilde til, men de fandt sig ikke deri, men angreb og dræbte ham. Derpaa forlod de Skibet og vilde til deres Herberge. De drog af Sted den Dag og Nat, indtil de kom til den Dal, der gaar op fra Skutilsfjord (13), spiste der Davre og lagde sig saa til at sove. Denne Tidende blev nu bragt Thorgrim, der straks drog af Sted, lod sig sætte over Fjorden, og alene satte efter dem. Han kommer hen til det Sted, hvor de laa, vækker Thoraren, stikker med sit Spydskaft til ham, men den anden sprang op derved og vilde gribe til sit Sværd, thi han kendte Thorgrim; men denne gennemborede ham med sit Spyd. Derpaa gjorde han det samme med Thorer. Saa drog Thorgrim igen hjem, og vandt Berømmelse ved denne Færd.

Næste Vaar tog Svogrene Thorgrim og Thorkel det Skib, som Nordmændene havde ejet, gjorde det i Stand og sejlede udenlands. Den samme Sommer rejste ligeledes Vésten og Gisle bort.

Paa denne Tid var Harald Graafeld Konge i Norge. Thorgrim og Thorkel landede nord paa i Landet, søgte straks hen til Kongen, gik for ham og hilste ham sømmelig. Kongen tog vel imod dem, og de blev hans haandgangne Mænd, og vandt baade Gods og Hæder. Gisle og Vésten var hundrede Dage paa Søen, og kom ved Vinterens Begyndelse til Hordeland i stærkt fygende Vejr og Storm om Natten. De satte Skibet til, men frelste Gods og Folk.


8. Gisle laver en Penning

Der var en Mand ved Navn Skæg-Bjalve, der havde et Skib i Fart, og vilde ned til Danmark. De vilde købe Halvparten i hans Skib, men han svarede, at han havde hørt, de var brave Mænd, og gav dem Halvparten i Skibet, hvilket de straks lønnede mere end fuldtop. Nu sejlede de sønder paa til Danmark, og kom til en Købstad, der hedder Vibjerg (Viborg), hvor de blev om Vinteren hos en Mand, der hed Sigrhad. De var der alle tre, Vésten, Gisle og Bjalve, og de var alle gode Venner og skiftede ofte Gaver. Men tidlig paa Vaaren gjorde Bjalve sit Skib i Stand for at sejle til Island. En Nordmand ved Navn Sigurd, som var i Fællig med Vésten og den Gang var i England, sendte Bud til Vésten, at han ikke mere vilde være i Fællesskab med ham, og ikke mere trængte til hans Gods. Vésten bad derfor om Lov til at fare over til ham. Gisle sagde: »Saa skal du love mig, at du aldrig uden mit Samtykke vil drage bort fra Island, hvis du kommer vel derud.« Det lovede Vésten. Og en Morgen stod Gisle tidlig op og gik til Smedjen; han var en overmaade kunstfærdig og i alle Dele dygtig Mand. Han gjorde en Penning, der ikke vejede mindre end en Øre (14) og nittede den sammen med tyve Nagler, ti paa hver Del, saa at den syntes at være hel, naar den var lagt sammen, men kunde dog skilles i to Dele. Og som man fortæller, tog han Penningen i Stykker, gav Vésten den ene Del og lod ham beholde den til Jærtegn. »Og dette,« føjede han til, »skal vi kun sende til hinanden, naar en af os kommer i Livsfare; thi min Hu siger mig, at vi nok vil behøve at sende hinanden Bud, om vi end ikke selv mødes.«

Vésten drog nu til England, men Gisle og Bjalve til Norge, og om Sommeren ud til Island. Paa Gods og Hæder skortede det dem ikke; og de opløste venskabelig deres Fællig, idet Bjalve nu afkøbte Gisle Halvparten af Skibet. Gisle drog derefter selvtolvte til Dyrafjord om Bord paa en Byrding (15').


9. Om Auds og Asgerds Samtale

Thorgrim og Thorkel kom ligeledes ud i Mundingen af Haukadalsaa i Dyrafjord den samme Dag som Gisle var sejlet bort paa Byrdingen. De traf snart hinanden, og det var et glædeligt Møde, og hver drog hjem til sit. Ogsaa Thorgrim og Thorkel havde vundet sig meget Gods. Thorkel var stor paa det og tog sig ikke af Gaardens Drift, men Gisle arbejdede baade Nat og Dag. Det hændte sig en Dag, da Vejret var godt, at Gisle lod alle Folkene tage sig af Høet, Thorkel undtagen; han var den eneste Mand hjemme paa Gaarden og havde lagt sig ned i Ildhuset efter sin Davre. Ildhuset var hundrede Favne langt og ti Favne bredt; men udentil og søndenfor under Ildhuset stod Auds og Asgerds Kvindestue, hvor de sad og sømmede. Men da Thorkel vaagnede, gik han hen til Kvindestuen, thi han hørte nogen tale derinde, og lagde sig ned der ved Stuen. Asgerd tog nu saaledes til Orde: »Gør mig den Tjeneste, Aud, og skær mig en Skjorte for min Husbonde Thorkel.« »Det kan jeg ikke bedre end du,« sagde Aud, »og du vilde ikke bede mig derom, hvis du skulde skære min Broder Vésten en Skjorte.« »Det er en anden Sag,« sagde Asgerd, »og saa vil det tykkes mig nogen Stund.« »Ja, længe har jeg vidst det,« sagde Aud, »hvorledes det hænger sammen, men lad os ikke mere tale om det.« »Der er vel ikke noget ondt i,« sagde Asgerd, »om jeg tykkes godt om Vésten; det er mig sagt, at du og Thorgrim ogsaa ofte kom sammen, førend du blev gift med Gisle.« »Deri,« sagde Aud, »var intet at dadle, thi jeg foretrak ingen Mand for Gisle; men lad os nu holde op med denne Tale.« Men Thorkel hørte hvert Ord, de sagde, og tog nu til Orde, da de andre tav: »Hør hvilket Under, hør hvilket Kævl, hvilken Snak! Sager, som gælder Livet, een Mands Bane eller fleres!« og derpaa gik han ind. Da tog Aud til Orde: »Ofte kommer der ondt af Kvindesladder, og maaske det her vil se galt ud, hvis vi ikke finder paa Raad.« »For mig selv,« sagde Asgerd, »har jeg udtænkt et godt Raad; men for dig ser jeg intet.« »Og hvad er det?« sagde Aud. Asgerd svarede: »Jeg vil tage Thorkel om Halsen, naar vi kommer i Seng, og saa vil han tilgive mig.« »Dermed alene vil det ikke være gjort,« sagde Aud. »Og hvad Udvej vil du da gribe til?« sagde Asgerd. »Jeg,« svarede Aud, »vil sige min Husbond Gisle alt det, som jeg har ondt ved at rede mig ud af.«

Om Aftenen kom Gisle hjem fra Høbjergningen. Ellers plejede Thorkel altid at takke sin Broder for hans Gerning, men denne Gang var han tavs og sagde ikke et Ord. Gisle spurgte ham, om han var syg. »Nej, værre end det,« sagde Thorkel. »Er det da mig, der har gjort dig noget imod?« spurgte Gisle. »Paa ingen Maade,« sagde Thorkel, »men du vil nok siden faa det at vide.« Hver gik derpaa sin Vej, og der blev ikke talt mere derom den Gang. Thorkel spiste kun lidet til Aften, og var den første, der gik til Sengs, og da han havde lagt sig, kom Asgerd, løftede Sengklæderne op og vilde lægge sig ned. Da tog Torkel til Orde: »Jeg vil ikke have dig liggende her i Nat.« »Saa har du i en Hast skiftet Sind,« sagde Asgerd, »men hvad skal det sige?« Thorkel svarede: »Baade du og jeg ved, hvorledes det hænger sammen, skønt det længe har været holdt hemmeligt for mig, og det vil ikke være nogen Ære for dig, om jeg taler mere ligefrem.« Hun svarede: »Du faar selv at raade for dit Forsæt, men jeg vil ikke staa her længe og tigge om Lov til at hvile hos dig; og du maa nu selv vælge, om du vil tage imod mig og lade, som der intet var hændt, eller om jeg skal nævne mig Vidner og sige mig skilt fra dig, og min Fader vil da hente mit Udstyr og Brudegave, og saa skal jeg aldrig mere gøre Sengen trang for dig.« Thorkel tav og sagde omsider: »Saa er det bedst, at du gør, som du helst vil, og jeg vil ikke forbyde dig Sengen i Nat.« Hun viste snart, hvad hun helst vilde, og gik straks i Seng. Og de havde ikke ret længe ligget sammen, førend de forligede sig saaledes med hinanden, som om der intet havde været i Vejen.


10. Thorkel og Gisle ophæver deres Fællesbo

Nu led Vinteren, og Fardagstid kom. Da søgte Thorkel en Samtale med sin Broder Gisle og sagde: »Det staar nu saaledes til, Frænde, at jeg vil gøre en Forandring i vor Husholdning, nemlig den, at vi skal skifte vort Gods, og jeg vil gaa i Fællig med min Svoger Thorgrim.« Gisle svarede: »Bedst er, at Brødre har Eje tilsammen, og tilvisse er det mig kærest, at det bliver som det er, saa vi ikke skifter.« »Det kan ikke længer gaa an,« vedblev Thorkel, »at vi fører Hus sammen, thi det vil blive til stor Skade, eftersom du altid har haft alt Arbejdet og Slidet med Gaarden, og jeg aldrig har laget Haand i med hvad der nødvendig skulde gøres.« »Tal nu ikke om det,« svarede Gisle, »saa længe jeg ikke klager derover; vi har nu prøvet baade at have det varmt og køligt med hinanden.« Men Thorkel blev ved sit Forsæt; »skiftes maa der,« sagde han, »og siden det er mig, der ønsker det, saa skal du have Gaarden og vor Fædrenearv, men jeg Løsøret.« »Naar det da ikke kan være anderledes,« sagde Gisle, »saa bestem du, thi mig er det det samme, enten jeg skal skifte eller vælge.« Enden derpaa blev, at Gisle skiftede, men Thorkel valgte Løsøret, og Gisle fik saaledes Jorden. De skiftede ogsaa de umyndige Børn, som var i Huset hos dem, en Dreng, der hed Geirmund, og en Pige Gudrid, saaledes at hun blev hos Gisle, men Drengen hos Thorkel.

Thorkel drog nu hen til sin Svoger Thorgrim og boede hos ham; men Gisle blev tilbage paa Gaarden, hvor det ikke stod slettere til end før. Saaledes led nu Sommeren, og Vinteren kom. Det var paa den Tid mange Mænds Sæd at holde Gilde ved Vinterens Begyndelse, det saakaldte »Vinternætters Blot«; men Gisle havde holdt op med at blote, siden han havde været i Vibjerg i Danmark. Derimod holdt han endnu Gilder, ligesom før, og han lavede nu til et stort Gilde. Til dette indbød han ogsaa begge Navnerne Thorkel Eriksen og Thorkel den Rige, og sine Svogre Bjartmarsønnerne og mange andre Venner og Fæller. Og den Dag, da man nu kom sammen, tog Aud til Orde: »Det maa jeg i Sandhed sige,« sagde hun, »at nu tykkes mig her savnes en Mand, som jeg vilde ønske maatte være med her.« »Hvem er det?« sagde Gisle. »Det er min Broder Vésten; jeg vilde ønske, han kunde tage Del med os i vor Glæde.« »Anderledes er jeg til Sinds,« sagde Gisle, »thi jeg saa helst, at han nu ikke kom her.« Og dermed endte deres Samtale.


11. Om Thorgrim Nev

Der var en Mand, som hed Thorgrim og kaldtes Nev; han boede paa Nevstad uden for Haukadalsaa. Han var fuld af Heksekunst og Trolddom, og en saa stor Sejdskratte (16), som nogen kunde være. Ham bød Thorgrim og Thorkel til sig, da de ogsaa havde lavet til et Gilde. Thorgrim var en dygtig Jærnsmed; og der fortælles, at begge Thorgrimerne og Thorkel gik til Smedjen og lukkede den til efter sig. Saa blev Stykkerne af Sværdet Graaside tagne frem, der ved Brødrenes Skifte var faldet i Thorkels Lod; og Thorgrim gjorde deraf et Spyd, som var helt i Stand om Aftenen. Der var Tegn og Mærker indgravne deri, og Hæftet var et Spand langt.

Anund fra Medaldal kom ogsaa til Gilde hos Gisle, og gav sig i Samtale med ham og sagde, at Vésten var kommen ud til Landet, og kunde ventes did. Gisle foer det straks igennem Hovedet, og han kaldte paa sine Huskarle, Halvard og Havard, og bød dem ride nord paa til Anundsfjord og opsøge Vésten, samt bringe ham den Hilsen, at han skulde blive hjemme, indtil Gisle kom til ham, og ikke komme til Gildet i Haukadal. Han gav dem tillige et Knytteklæde, hvori den halve Penning var, til Jærtegn, hvis han ellers ikke vilde tro dem. De drog nu af Sted, indtil de kom til Bonden paa Bessestad, der ogsaa hed Besse. Ham bragte de Gisles Bud, at han skulde laane dem to Heste, som kaldtes Bandvetterne, og som var de hurtigste der i Fjordene. Han laante dem Hestene, og de red, til de kom til Mosvolde, og derfra ind under Hestfjæld. Men nu red ogsaa Vésten hjemme fra, og det traf sig saaledes, at han red neden for Sandsletten ved Mosvolde, medens de andre tog Vejen ovenom, saa at de ikke stødte paa hinanden.


12. Vésten kom til Gisle

Der boede en Mand ved Navn Thorvard paa Holt; to af hans Huskarle kom i Trætte om deres Arbejde, og hug til hinanden med Leerne, saa at de begge blev saarede. Vésten kom til og forligte dem, og magede det saa, at han fik stillet dem begge tilfreds. Han red derpaa ud til Dyrefjord tilligemed to Nordmænd. Men da Halvard og Havard kom under Fjældet Hest, og fik Efterretning om Véstens Færd, saa red de tilbage, alt hvad de kunde; og da de kom til Mosvolde, saa de nogle Mænd ride midt i Dalen; da var der et Højdedrag imellem dem. De red nu til Bjarnedal, og kom til Arnkelsbrink, der styrtede begge Hestene. Da sprang de af og raabte paa Vésten. Han var da kommen til Gemlufaldshede. De standsede da, og de mødtes. Huskarlene fremførte deres Ærinde, og tog Penningen frem, som Gisle sendte Vésten. Han tog nu den anden Penning frem af sin Pung og blev helt rød at se til. »Jeg ser nok,« sagde han, »at I farer med Sandhed, og jeg vilde have vendt tilbage, hvis I havde truffet mig før; men nu falder alle Vandløb til Dyrefjord, og jeg vil ride did; det faar nu saaledes være, men Nordmændene skal vende tilbage; men I kan sejle over og melde Gisle og min Søster min Didkomst.« De drog da hjem og sagde Gisle det. Han svarede: »Det faar nu saa at være.«

Vésten drog til Gemlufald, hvor hans Frænke Luta boede; hun lod ham sætte over Fjorden, og sagde til ham: »Vésten!« sagde hun, »tag dig vel i Vare, du kan behøve det.« Han blev sat over til Tingøre, hvor der boede en Mand, som hed Thorvald Gnist. Vésten gik hen til Huset, og Thorvald laante ham sin Hest. Han red nu derfra med klingende Bidsel (17), og Thorvald fulgte ham til Sandaos, og tilbød at følge ham lige til Gisle; men Vésten svarede, at det ikke var nødvendigt. »Der har meget ændret sig i Haukadal,« sagde den anden, »tag dig vel i Agt!« De skiltes nu.

Vésten red nu, til han kom til Haukadal, det var klart Vejr og Maaneskin. Men hos Thorgrim drev Geirmund og en Kvinde, der hed Ranveig, Kvæget ind; hun satte det i Baas, og Drengen drev det ind til hende. Da red Vésten igennem Tunet, og Geirmund gik hen til ham. »Kom ikke her til Søbol,« sagde han, »men tag hen til Gisle, og se dig vel for!« Ranveig var gaaet ud af Fjøset, og saa paa Manden, som hun syntes, hun skulde kende; og da Køerne var komne ind, trættedes hun og Drengen om, hvad det var for en Mand, og dermed gik de hjem. Da de kom ind, sad Thorgrim med de andre ved Ilden, og han spurgte dem, om de havde set eller truffet paa en Mand, eller hvad det var, de trættedes om. »Jeg skulde snarest tro,« sagde Ranveig, »at det var Vésten, som var kommen her, i en sort Kappe med Spyd i Haanden, og han red, saa det klang efter. Hvad mener du, Geirmund?« »Jeg saa ikke saa nøje til,« sagde denne; »men jeg tænker, det var en af Anunds Huskarle fra Medaldal med Gisles Kappe paa, men Anunds Sadeltøj, og en Fiskestang i Haanden.« »En af Eder maa lyve,« sagde Thorgrim; »gaa nu du, Ranveig, hen til Hol, og se, hvorledes det har sig!« Hun drog af Sted, og kom til Døren, da man havde sat sig til at drikke. Gisle stod ude i Døren, og hilste hende, og bad hende komme indenfor. Hun svarede, at hun skulde hjem, og vilde kun tale med Pigen Gudrid. Gisle kaldte paa hende, men den anden var lige nær med sit Ærinde. »Hvor er din Kone Aud?« sagde hun. »Her er hun,« sagde Gisle. Hun kom ud, og spurgte, hvad hun vilde. Hun svarede, at det var kun meget lidt, hun vilde, og hun kom ikke frem med noget. Gisle sagde til hende, at hun skulde eet af to, enten blive der eller gaa hjem. Hun gik saa hjem, og var endnu mindre klog end før, og havde ingen Tidende at bringe.

Næste Morgen lod Vésten sig bringe to Tasker, som der var Varer i. Deraf udtog han et Tæppe, som var tresindstyve Alen i Længde, og en Hoveddug paa tyve Alen med indvævet Guld paa tre Steder, og tre forgyldte Skaale. Dette bar han frem, og gav det til sin Søster, til Gisle og sin Fostbroder Thorkel, om han vilde tage derimod. Gisle og begge Navnerne Thorkel gik til Søbol til hans Broder Thorkel, hvem Gisle fortalte, at Vésten var kommen der, og at han havde givet dem begge tilsammen disse Kostbarheder, og viste ham dem, og bad ham tage deraf, hvad han vilde. Thorkel svarede: »Du fortjener at have dem alle; jeg vil ikke tage dem, det er ikke sagt, hvorledes Lønnen bliver;« og han vilde aldeles ikke modtage dem. Gisle drog nu atter hjem, og tænkte, at det nok vilde gaa, som han frygtede.


13. Thorgrim dræber Vésten

Nu hændte det sig paa Hol, at Gisle lod ilde i Søvne to Nætter i Rad, og da man spurgte ham, hvad han havde drømt, vilde han ikke sige sine Drømme. Den tredje Nat, da man var gaaet i Seng, og Folk laa i deres gode Søvn, kom der et Vindkast paa Huset saa stærkt, at det tog hele Taget af paa den ene Side, og derhos faldt der et saa stærkt Regnskyl, at man aldrig havde set dets Mage, og det begyndte, som rimeligt var, at regne ned i Husene, da Taget var i Stykker. Gisle sprang hurtig op, og kaldte sine Folk til Hjælp. Men der var en Træl hos Gisle, der hed Thord, og kaldtes den Fejge; han blev hjemme, men Gisle og næsten alle de andre med ham gik ud for at bjærge Høet. Vésten bød sig til at gaa med, men Gisle vilde ikke have det. Og da det nu begyndte at regne stærkt ned i Husene, vendte begge Søskende (Vésten og Aud) deres Senge om langs efter Huset; men alle de andre var da borte, undtagen de to alene. Noget før det blev lyst, kom der da nogen gaaende ind ganske sagte, og gik didhen, hvor Vésten laa; han var da vaagnet. Og inden han vidste deraf, fik han et Spydstik i Brystet, saa det gik tværs igennem ham. Og i det samme han fik det, sagde han kun: »Det traf;« hvorpaa Manden atter gik ud. Vésten vilde nu staa op, men faldt i det samme død ned for Sengestokken. Aud vaagnede derved, og kaldte paa Thord den Fejge, at han skulde tage Vaabenet ud af Saaret. Men det hed sig, at det paalaa den at hævne Drabet, som trak Vaabenet ud af Saaret; og det kaldtes Løndrab, men ikke Mord, naar man lod sit Vaaben blive staaende i Saaret. Thord var saa ligræd, at han ikke turde komme den døde nær. Gisle kom da ind og saa, hvad der var paa Færde, og bød Thord at være stille. Han trak selv Spydet ud af Saaret, og kastede det, saa blodigt som det var, i en Kiste, uden at lade nogen se det, og satte sig paa Sengestokken. Derpaa lod han rede omVéstens Lig efter den Tids Skik. Véstens Død voldte Gisle og andre Mænd megen Sorg. Gisle sagde derpaa til sin Fosterdatter Gudrid: »Du skal gaa til Søbol og se, hvad man der tager sig for; jeg sender dig derhen, fordi jeg tror dig bedst i dette og andet.« Hun drog af Sted, og kom til Søbol; der var de staaede op, og sad med deres Vaaben, de to Thorgrimer og Thorkel; og da hun kom ind, vilde man knap hilse hende; thi Folkene der var faatalende. Dog spurgte Thorgrim hende om Tidende. Hun fortalte Véstens Drab eller Mord. Thorkel sagde: »Der var en Tid, da dette vilde have syntes os en stor Tidende.« »Den Mand er død,« sagde Thorgrim, »som vi alle bør hædre og gøre den sømmeligste Ligfærd, og højlægge, og det er i Sandhed et stort Tab. Sig det til Gisle, at vi vil komme derhen i Dag.« Hun gik hjem, og sagde til Gisle, at Thorgrim sad med Hjælm og Sværd og fuld Hærklædning, men Thorgrim Nev havde en Buløkse i Haanden, og Thorkel havde et draget Sværd, samt, at alle Mænd der var staaede op, og somme havde væbnet sig. »Sligt var at vente,« sagde Gisle.


14. Vésten bliver højlagt

Gisle og alle hans Folk laver sig nu til at højlægge Vésten paa en Grusmark neden for Søbol; og da han var kommen paa Vej, kom Thorgrim med mange Folk for at hjælpe med Højbygningen. Og da de havde gjort Véstens Lig i Stand til Jordefærden, efter som Skik var, gik Thorgrim hen til Gisle og sagde: »Det er Sædvane, at binde Helsko paa Mænd, naar de skal gaa til Valhal, og jeg vil gøre det med Vésten;« og da han havde gjort det, sagde han: »Ilde skulde jeg forstaa at binde Helsko, hvis disse ikke sidder fast.« Derefter satte de sig ned uden for Højen, og talte sammen; de sagde, at det var usandsynligt, at nogen vidste, hvem der havde gjort denne Udaad. Thorkel spurgte Gisle, hvorledes Aud fandt sig i Broderens Død; »græder hun meget?« »Det kan du vel vide,« sagde Gisle, »hun finder sig ilde deri, og sørger meget. — Jeg havde en Drøm,« sagde Gisle, »forrige Nat og nu i Nat, men alligevel vil jeg ikke nævne, hvem jeg tror der har øvet Drabet, men det sigter Drømmene til. Den første Nat drømte jeg, at der fra en Gaard kom en Hugorm, og hug Vésten til Bane; og Natten efter drømte jeg, at der løb en Ulv fra samme Gaard, som bed Vésten til Bane; men jeg fortalte ikke nogen af disse Drømme førend nu, fordi jeg ikke vilde, de skulde gaa i Opfyldelse.« Derpaa kvad han en Vise, at det tyktes ham bedre, da de sad sammen i Salen, glade ved Mjøden, og at han ikke ønskede sig nogen tredje Drøm. Thorkel spurgte da igen, hvorledes Aud fandt sig i Broderens Død, og om hun græd meget. »Ofte spørger du om det, Frænde!« svarede Gisle, »og du er meget ivrig efter at vide det;« og han kvad derpaa en anden Vise, hvorlunde hun bar det med stille Sorg.

Brødrene gik derpaa hjemad. Da sagde Thorkel: »En vigtig Begivenhed er her sket, og den maa vel opvække større Sorg hos dig, end hos os, men ikke desmindre følges enhver dog længst med sig selv (18). Efter min Mening skulde vi nu give os til at begynde paa Lege, og lade det være saa godt mellem os, som det nogensinde har været.« »Dette er vel talt,« sagde Gisle, »og jeg vil det gerne, dog paa det Vilkaar, at dersom der i dit Liv hænder noget, som kommer dig ligesaa vigtigt for, som dette mig, da skal du love mig, at bære dig ad paa samme Maade, som du nu beder mig om-« Dette lovede Thorkel. Derpaa gik de hjem, og der blev drukket Arveøl efter Vésten, og da det var forbi, drog hver hjem til sit, og alting var nu roligt.


15. Gisle holder Gilde

Nu gav man sig til at holde Lege, som om intet var hændt. Svogrene Gisle og Thorgrim legede som oftest sammen, og man kunde ikke blive enig om, hvem der var den stærkeste, men de fleste mente dog, at Gisle havde mest Styrke. De legede Boldleg, og der var stadig mange Folk tilstede. Det var en Dag, da der var kommet flest, at Gisle bad om, at man skulde skiftes ligelig til at lege. »Det vil vi gerne,« sagde Thorkel, »men vi ønsker tillige, at du ikke vil spare dine Kræfter mod Thorgrim; thi der gaar det Ord, at du ikke tager kraftig nok fat, men jeg saa gerne, at du skulde have saa megen Hæder som muligt, hvis du er den stærkeste.« »Vi har ikke forsøgt det endnu,« sagde Gisle, »men maaske det nok kunde komme dertil.« De legede nu, og nu kunde Thorgrim ikke staa sig; Gisle fældede ham, og Bolden slyngedes ud (19). Da vilde Gisle tage Bolden, men Thorgrim lod ham ikke faa den. Da fældede Gisle Thorgrim saa haardt, at han intet kunde gøre, og Skindet gik ham af Knoerne, Blodet strømmede ham ud af Næsen, og Kødet gik af Knæene. Thorgrim havde ondt ved at komme op; han saa hen til Véstens Høj, og sagde:

Dybe var Staalenes stærke
Stik; jeg angrer ikke.

Gisle tog Bolden i et Løb, og drev den mellem Hærderne paa Thorgrim, saa han styrtede forover, og sagde:

Fast var den Bold, du at føle
fik; men jeg angrer ikke.

Thorkel sprang op, og sagde: »Nu kan man se, hvem der er den stærkeste og den dygtigste Idrætsmand; og lad os nu holde op.« De gjorde saa.

Legene holdt nu op, og det led paa Sommeren, og Forholdet mellem Thorgrim og Gisle blev nu ret koldt. Thorgrim vilde holde Gilde ved Begyndelsen af Vinteren, for at blote til Frøj; og dertil indbød han sin Broder Børk og Eyjolf Thordsen og mange andre Stormænd. Gisle lavede ogsaa til Gilde, og indbød sine Svogre fra Arnarfjord og de to Thorkeller, og der fattedes intet i et halvt Hundrede Mand hos Gisle. Drikkelag skulde der være hos begge, og paa Søbol var Gulvet strøet med Siv fra en nærliggende Sø. Da nu Thorgrim og hans Folk lavede til, og skulde tjælde Husene, som Gildesmændene ventedes om Aftenen, sagde Thorgrim til Thorkel: »Nu kunde vi have Brug for de gode Tæpper, som Vésten vilde give dig; og der synes mig at være en stor Forskel paa, om du ejede dem helt eller slet ikke havde dem, og jeg vilde ønske, du nu vilde se at faa dem.« Thorkel svarede: »Alt kan den, der kan holde Maade, og jeg vil ikke sende Bud efter dem.« »Saa skal jeg gøre det,« sagde Thorgrim, og paalagde Geirmund at gaa. Geirmund undslog sig. Da gik Thorgrim hen til ham, og gav ham en dygtig Kindhest, og spurgte, om han nu vilde. »Nu skal jeg gaa,« sagde han, »men jeg vil dog lade dig vide, at jeg kan skaffe dig en Hoppe for Hesten, du har givet mig; og den Gengæld er ikke ringere.« Derpaa gik han, og da han kom did, var Gisle og Aud i Færd med at hænge Tjældingerne op. Geirmund kom frem med sit Ærinde, og fortalte alt hvad der var sket. »Vil du laane dem Tjældingerne, Aud?« sagde Gisle. »Det har du jo ikke nødig at spørge om,« sagde hun, »da du dog ved, at jeg hverken under dem dette eller andet godt, som kunde tjene til at øge deres Hæder.« »Vilde min Broder Thorkel have dem?« sagde Gisle. »Han vilde have, at jeg skulde hente dem,« svarede Geirmund. »Ja, saa er det nok,« sagde Gisle, og gav ham Kostbarhederne, og fulgte ham paa Vej, og sagde: »Nu har jeg givet din Færd et godt Udfald, og ønsker, at du igen vilde gøre mig en Tjeneste, den ene Godhed er den anden værd; jeg saa gerne, at du tog Slaaen fra tre Døre i Aften, og husk paa, hvorledes man bad dig om at gaa i dette Ærinde.« Geirmund svarede: »Kommer din Broder Thorkel ikke derved i nogen Fare?« »Slet ikke,« sagde Gisle. »Saa skal jeg opfylde dit Ønske,« sagde Geirmund. Da han nu kom hjem, kastede han Tæppet ned. Da sagde Thorkel: »Ulig er Gisle andre Mænd i Taalmod, og bærer sig bedre ad end vi.« »Det her kan vi nu trænge til.« sagde Thorgrim, hvorpaa de hængte Tæppet op. Om Aftenen kom Gildesmændene; det tyknede i Vejret, og om Aftenen blev det stille Vejr med jævnt Snefald, saa at alle Veje blev dækkede.


16. Gisle dræber Thorgrim

Børk og Eyjolf kom om Aftenen [964] med tresindstyve Mand, og der var i alt hundrede (20), men halvt saa mange hos Gisle. Om Aftenen satte man sig til at drikke, og gik derpaa til Sengs og sov. Gisle sagde til sin Kone Aud: »Jeg har ikke givet Thorkel den Riges Hest Foder; gaa du med mig, og skyd Slaaen for Døren, hold dig vaagen, mens jeg er borte, og tag Slaaen fra, naar jeg kommer igen.« Han tog Spydet Graaside ud af Kisten; han havde en sort Kappe paa, og var i Skjorte og Linbrog, og gik, til han kom til den Bæk, der løber mellem Gaardene, og hvorfra begge hentede det Vand, de brugte. Han fulgte Vejen til Bækken, vadede langs ad denne og gik saa ad en Sti, der førte op til Thorgrims Gaard. Husenes Indretning paa Søbol kendte han, thi han havde selv bygget Gaarden. Man kunde indefra komme til Fjøset. Did gik han hen. Der stod tredive Køer paa begge Sider. Han knytter Halerne sammen paa Køerne, lukker igen Fjøset til, og mager det saa, at man ikke kan lukke det op indefra, om man end prøver paa det. Derpaa gaar han til Gaardens Dør, hvor Geirmund havde passet sin Del af Arbejdet, thi der var ingen Slaa for Døren. Han gaar nu ind, lukker Døren igen, som den før havde været, og gav sig gode Stunder. Derpaa staar han stille og lytter, om der var nogen vaagen, men mærker, at de alle sov. Der var tre Lys i Værelset. Han tog noget Siv fra Gulvet, snoede det sammen, og kastede det i et af Lysene, saa det slukkedes. Derpaa stod han og lyttede efter, om nogen vaagnede derved, men ingen gjorde det. Derpaa tager han en anden Sivvisk, og kaster den paa det næste Lys, og slukker det. Da blev han var, at de ikke sov alle, thi han ser, at en ung Mands Haand kommer til det tredje Lys, og slukker Lyset. Nu gaar han længer ind efter til den lukkede Seng, hvor Thorgrim og hans Hustru, Gisles Søster, sov. Døren stod paa Klem, og de laa begge i Sengen. Han gaar did, føler sig for, og kommer til at tage paa hendes Bryst; hun laa nærmest ved Sengekanten. Da sagde Thordis: »Hvor din Haand er kold, Thorgrim!« thi hun troede, det var ham, der lagde sin Haand over hende, og vækkede ham. Thorgrim sagde: »Vil du have, at jeg skal vende mig om til dig?« Gisle bier da end en Stund, varmer sin Haand paa sit Bryst, men begge de andre sov atter ind. Nu rører han sagte ved Thorgrim, saa at han vaagnede. Han tænkte, at det var Thordis, der havde vækket ham, og vendte sig om til hende. Gisle løfter derpaa Sengklæderne op med den ene Haand, og med den anden gennemborer han Thorgrim med Graaside, saa at Sværdet stod fast i Sengen. Nu raabte Thordis, og sagde: »Vaagn op, alle Mand i Huset! Thorgrim, min Husbonde, er dræbt.« Gisle skyndte sig bort til Fjøset, og gik ud der, hvor han havde tænkt, og lukker fast efter sig. Derpaa vendte han hjem ad den samme Vej, og man kunde ingensteds se hans Spor. Aud tager Slaaen fra Døren, da han kom hjem, og han gaar i sin Seng, og lader som om der intet var hændt. Men alle Mændene paa Søbol var øre i Hovedet af Øllet, og vidste ikke, hvad de skulde gøre; dette kom ganske uforvarende paa dem, derfor blev ingen af de Raad tagne, som duede eller var til Gavn.


17. Thorgrim højlægges

Eyjolf sagde: »Det er en stor og ond .Tildragelse, og Folk her er fra sig selv. Det synes mig nu bedst, at tænde Lys, og løbe til Dørene, saa at Drabsmanden ikke skal komme ud.« Saa blev gjort, og alle stod i den Tanke, at det maatte være en af Mændene derinde, der havde øvet Værket. Tiden led saa, til det blev Dag. Da tog man Thorgrims Lig og trak Spydet ud, og gjorde Liget i Stand til Begravelse, og dermed syslede tresindstyve Mand. Saa gik de over til Hol til Gisle. Thord hin Fejge var ude, og da han saa Flokken, løb han ind og sagde helt forpustet, at her kom Mænd farende. »Det er vel,« sagde Gisle, og bød de andre ikke at være bange, men kun holde sig rolig.

Nu kom Thorkel og Eyjolf til Gaarden og gik hen til den Vraaseng, hvor Gisle laa med sin Kone; men Gisles Broder Thorkel gik hen til Sengen og saa Gisles Sko ligge der frosne og fulde af Sne. Han sparkede dem da ind under Fodbrættet, for at ingen af de andre skulde se dem. Nu hilste Gisle dem og spurgte, hvad nyt der var. Thorkel svarede: »Baade stort og ondt,« sagde, hvad der var sket, og spurgte, hvad man nu skulde gøre derved eller finde paa Raad. »Der er kort imellem onde og store Værker,« sagde Gisle, »vi vil nu byde os til at højlægge Thorgrim; det kan I vente af os, og vi er skyldige at gøre det sømmeligt.« Dette modtog de andre, og de drog alle sammen til Søbol til Højbygningen, og lægger Thorgrim i Skib. Nu opkaster de Højen efter gammel Sæd, og da man lige skal til at lukke Højen, gaar Gisle til Flodmundingen, og tager en Sten op saa stor som et helt Bjerg, og lægger den i Skibet, saa at hver Planke syntes at give efter derved, og det bragede stærkt i Skibet; og han sagde: »Ikke forstaar jeg Skib at fæste, hvis Vejr sætter dette i Drift.« Der var adskillige Mænd, der mente, at dette var ikke helt uligt det, som Thorgrim havde gjort ved Vésten, da han talte om Helskoene.

Da de nu gik hjem fra Højen, sagde Gisle til sin Broder Thorkel: »Jeg tror at have fortjent det af dig, Broder, at vort Venskab nu maa være, som da det var bedst; og lad os nu begynde paa Lege.« Thorkel optog dette vel, og begge drog hjem. Gisle havde nu ikke helt faa Mænd hos sig, Gildet sluttede, og han giver sine Gildesmænd gode Gaver.


18. Om Gisles Kvad under Legen

Nu blev der drukket Arveøl efter Thorgrim, og Børk gav mange Mænd gode Vennegaver. Dernæst hændte det, at Børk købte Thorgrim Nev til, at han skulde sejde, at den Mand, der havde dræbt Thorgrim, ingen Hjælp skulde faa i Landet, selv om Folk vilde yde ham den; en niaarsgammel Okse fik han derfor. Nu udøver Thorgrim Sejden og gør alle Tilberedelser efter sin Sædvane og gør sig et Lad (21), og driver det paa Trolddomsvis med al Fulhed og Argskab. Der skete ogsaa en Ting, som man aldrig tyktes at have set før, at der aldrig lagde sig Sne paa Thorgrims Høj søndentil, og den frøs ikke; og man gættede, at Grunden dertil var, at Frøj havde ham saa kær for Blotenes Skyld, at han ikke vilde, det skulde fryse mellem dem. Saaledes led det frem paa Vinteren, og Brødrene holdt Lege sammen. Børk fæstede Bo med Thordis og ægtede hende. Men straks efter Thorgrims Død fødte hun en Dreng, som blev vandøst, og fik først Navnet Thorgrim efter sin Fader; da han voksede til, tyktes han haard i Sind og trættekær, derfor forandrede man hans Navn og kaldte ham Snorre (23). Børk boede der dette Aar, og de holdt Lege sammen.

En Kvinde ved Navn Audbjørg boede øverst i Dalen paa Anmarkastad. Hun var en Søster til Thorgrim Nev, og havde været gift med Thorkel, kaldet Anmarke (23), hendes Søn hed Thorsten. Han var næst efter Gisle den stærkeste i Legene. Gisle og han var altid i Leg sammen imod Børk og Thorkel. En Dag kom der nu en stor Mængde Mennesker for at se paa Legen, thi mange var meget nysgerrige efter at se den og at vide, hvem der var de stærkeste eller de bedste i Legene. Men det gik her som vide andensteds, at man kappedes mest, naar der kom flest til Legene. Der fortælles, at Børk ikke kunde staa sig imod Thorsten en Dag, men tilsidst blev Børk vred og brød Thorstens Boldtræ isønder, men Thorsten kastede ham omkuld og slog ham ned mod Isen. Men da Gisle saa det, sagde han, at han skulde blive ved at lege med Børk, som han havde Evne til, »og lad mig bytte Boldtræ med dig,« sagde han. De gjorde saa. Gisle satte sig ned og gjorde ved Træet, og vendte sine Øjne mod Thorgrims Høj. Der laa Sne paa Jorden, og der sad Kvinder oppe paa Brinken, hans Søster Thordis og mange andre. Gisle kvad da en Vise, hvori han ret tydelig gav at forstaa, at han var Thorgrims Banemand. Thordis lærte straks Visen og gik hjem, og havde forstaaet dens skjulte Mening.

De holdt nu op med Legen, og Thorsten gik hjem. Der var en Mand ved Navn Thorgeir, med Tilnavnet Orre, som boede paa Orrastad; en anden Mand ved Navn Berg, med Tilnavnet Skamfod (24), boede paa Skamfodmyre vesten for Aaen. Da nu Folk gik hjem, talte Thorsten og Berg om Legen, og kom tilsidst i Trætte derom; Berg holdt med Børk, men Thorsten sagde ham imod, og Berg gav Thorsten et Hug af sin Øksehammer, men Thorgeir stod imellem, saa at Thorsten ikke fik hævnet sig. Han gik hjem til sin Moder Audbjørg, som forbandt hans Saar og tyktes ilde om hans Færd. Moderen kunde ikke faa sovet om Natten, saadan en Uro var der paa hende; det var koldt Vejr ude, men stille og klart. Hun gik nogle Gange imod Solen rundt om Husene, men ved denne hendes Adfærd begyndte Vejret at slaa om, det tog paa at fyge stærkt, og derefter kom Tø, saa at Snemasserne løsnedes i Fjældet, og et Sneskred styrtede ned paa Bergs Gaard, hvorved tolv Mennesker kom af Dage; og man ser endnu den Dag i Dag Mærker af Jordskredet.


19. Børk bereder Søgsmaal mod Gisle

Nu tog Thorsten hen til Gisle, der skjulte ham hos sig, og han drog sønder paa til Borgefjord og derfra ud af Landet. Men da Børk hørte om disse Trolddomskunster, drog han hen til Anmarkestad, og lod Audbjørg gribe, og førte hende ud til Saltnæs, hvor hun blev stenet ihjel. Og da dette var forbi, drog Gisle hjemme fra til Nevstad, hvor han greb Thorgrim Nev, og førte ham til Saltnæs; der blev en Bælg dragen over hans Hoved, og han blev ligeledes stenet til Døde, og blev begravet hos sin Søster paa Aasen mellem Haukadal og Medaldal.

Det er nu roligt, og lider hen paa Vaaren. Børk drog nu sønder paa til Thorsnæs, og havde i Sinde at bosætte sig der, thi ham tyktes, at han ikke havde vundet nogen Anseelse der vester paa; han havde mistet saadan en Mand, som Thorgrim var, og ingen Oprejsning faaet. Han giver sig da af Sted og ordner sit Hus, og hans Tanke var at gøre en Rejse til for at hente sit Gods og sin Kone. Thorkel Sursen agtede ogsaa at slaa sig ned der og at tage afsted med sin Svoger Børk.

Der fortælles, at Thordis Sursdatter, hans Kone og Gisles Søster, fulgte Børk paa Vejen. Da sagde Børk til hende: »Nu skal du sige mig, hvi du blev saa sørgmodig først paa Høsten, den Gang vi holdt op med Legene; du har lovet mig at sige det, førend jeg drog hjemme fra.« De var netop komne til Thorgrims Høj, da de talte saaledes sammen. Da stod hun med eet stille og sagde, at hun ikke vilde gaa længer, og fortalte nu, hvad Gisle havde kvædet, da han saa paa Thorgrims Høj, og kvad Visen for ham; »og jeg tænker,« sagde hun, »at man ikke behøver at lede andensteds efter Thorgrims Drabsmand, og at det er ret at anlægge Sagen imod ham.« Ved dette blev Børk umaadelig vred og sagde: »Nu vil jeg straks vende tilbage og dræbe Gisle.« »Jeg ved dog ikke,« sagde Thorkel, »hvad sandt der er i det, Thordis siger, men det forekommer mig rimeligst, at det er Snak, og ofte ere kolde Kvinderaad.« De red nu deres Vej, thi Thorkel kunde tale saaledes for ham, indtil de kom til Sandaos, hvor de steg af for at bede. Børk var faatalende, men Thorkel sagde, at han vilde besøge sin Ven Anund. Han red straks saa rask til, at han snart kom ud af Syne, og drejede derpaa af til Hol, og fortalte nu Gisle, hvad der var paa Færde, at Thordis nemlig havde rippet op i Sagen og ransaget og forstaaet Visen. Gisle tav og udbrød endelig: »Det tror jeg dog ikke, jeg har fortjent af hende; men lad mig nu vide, Broder, hvad jeg kan vente mig af dig efter det, jeg nu har gjort.« »At jeg vil advare dig,« svarede Thorkel, »hvis man vil dræbe dig; men videre Hjælp kan jeg ikke yde dig, som Folk kunde lægge mig til Last; thi ogsaa jeg har lidt meget ved, at Thorgrim er dræbt, min Svoger og Fælle og Hjertensven.« Gisle svarede: »Det var ikke at vente, at en slig Mand, som Vésten var, ikke vilde blive hævnet, og jeg vilde ikke svare dig saaledes, som du nu svarer mig, og ikke handle som du.« Dermed skiltes de. Thorkel tog hen til Børk, og de drog sønder paa til Thorsnæs, og Børk ordner sit Bo, men Thorkel køber Jord paa Bardastrand, paa det Sted, som hedder Hvam. Nu kom Stævnetiden, og Børk drog med fyrretyve Mand hen for at stævne Gisle til Thorsnæsting; Thorkel Sursen var med og Børks Søstersønner Thorod og Sakasten; ligesaa en Nordmand, der hed Thorgrim. De red nu til Sandaos. Da sagde Thorkel: »Jeg har Gæld at indkræve her paa en lille Gaard,« og han nævnte Gaarden; »der vil jeg ride hen, men I andre kan komme saa jævnt efter.« Han red nu derhen, hvor han havde sagt, og bad Husfruen om at skifte Hest med ham og lade hans egen staa uden for Døren og om at kaste Vadmel over Sadelen; »og naar mine Kammerater kommer herhen,« sagde han, »saa sig til dem, at jeg sidder inde i Stuen og tæller Sølv.« Hun skaffede ham nu en anden Hest, og han skyndte sig til Gisle og fortalte ham, hvorledes det stod til, og at Børk var kommen der fra Vestlandet.


20. Gisle maa drage bort

Gisle spurgte sin Broder Thorkel om Raad og hvad Hjælp han vilde yde ham i Sagen om Thorgrims Drab. Han svarede som før, at han vilde vare ham ad, hvis nogen vilde overraske ham, men for Resten vilde han holde sig fra alt, hvad der kunde paadrage ham selv Søgsmaal. Thorkel red nu bort og indrettede det saaledes, at han kom bag efter Børk, og deres Rejse forsinkedes en Del.

Gisle derimod agede til Skovs med sit Gods, og med ham var hans Træl Thord den Fejge. Da sagde Gisle: »Ofte har du været mig lydig og gjort min Vilje, og jeg skylder dig Løn derfor.« Gisle plejede at have en sort Kappe paa og være vel klædt. Denne kastede han af sig og sagde: »Denne Kappe vil jeg give dig, min Ven, og du skal have den nu straks og tage den paa, og sæt dig saa i den bageste Slæde, men jeg vil styre Hesten og tage din Kofte paa.« De gjorde nu saa. Da sagde Gisle: »Hvis det skulde hænde sig, at nogen raaber paa dig, saa pas vel paa, at du aldrig svarer noget; men hvis nogen vil gøre dig Men, saa hold ad Skoven til.« Gisle ledte nu Hesten. Thord var stor af Vækst og sad højt i Slæden. Nu saa Børk og hans Medfølgere, hvorledes de andre for til Skoven, og satte rask efter dem; men da Thord mærkede det, sprang han ud af Slæden det snareste han kunde, og ad Skoven til. De troede, det var Gisle, og satte stærkt efter ham og raabte paa ham, men han tav dertil, og løb alt hvad han kunde. Thorgrim Nordmand kastede et Spyd efter ham og traf ham mellem Hærderne, saa han faldt forover, og det blev hans Bane. Da sagde Børk: »Det var et heldigt Kast.« Men Brødrene talte med hinanden om, at de vilde sætte efter Trællen og se, om der var noget Mod i ham; de vendte sig derfor ad Skoven til. Men Børk og de andre kom til Manden med den sorte Kappe og drog Hætten af ham, og tyktes nu, at Lykken ikke var saa stor, som de havde tænkt; thi de kendte nu Thord den Fejge, som de havde taget for Gisle. Brødrene kom til Skoven, men Gisle var kommen ind i den, og de fik Øje paa ham, og han paa dem. Da kastede en af dem et Spyd efter ham, men Gisle greb det i Luften og kastede det tilbage, og det traf Thorod midtpaa og gik igennem ham. Nu vendte Sten tilbage til de andre og sagde, at det ikke var let at komme gennem Skoven. Men Børk mente dog, at de skulde gaa derhen; og da de kom did, saa Thorgrim Nordmand, at Buskene rørte sig paa et Sted, og kastede et Spyd derhen, og det traf Gisle i Læggen; men han sendte det tilbage, og det gik gennem Thorgrim, saa han lod sit Liv. Nu søgte de omkring i Skoven, men fandt ikke Gisle, hvorpaa de vendte tilbage til Gaarden, for at berede Sagen mod Gisle for Thorgrims Drab; men af Godset tog de intet. Derpaa drog de hjem. Gisle gik derimod op paa Fjældet bag Husene, og forbandt sit Saar, medens Børk og de andre var paa Gaarden; og da de var borte, drog han hjem, solgte sin Jord til Thorkel Eriksen fra Keldudal og fik Løsøre derfor, lavede sig saa til Rejse, fik sig et Skib og bragte meget Gods om Bord derpaa; hans Kone Aud tog med ham og hans Fosterdatter Gudrid. De sejlede ud til Husenæs (25)) og landede der. Gisle gik der op til Gaarden og træffer en Mand, der spurgte, hvem han var, men Gisle gav sig et Navn, som det syntes ham, men ikke det rette. Han tog derpaa en Sten op og kastede den ud til en Holm, som ligger ud for Landet, og bad at Bondens Søn vilde gøre det efter, naar han kom hjem; saa vilde han faa at vide, hvad det var for en Mand, der havde været der. Men ingen evnede at gøre det efter, saa det viste sig ogsaa her, at Gisle var dygtigere i Idrætter, end de fleste andre. Derpaa gik han i Baaden og roede forbi Næsset og over Arnarfjord og over den Fjord, som gaar ind fra Arnarfjord og hedder Geirthjofsfjord. Der indrettede han sig et Hus og var der om Vinteren.


21. Gisle gøres fredløs

Herefter skete det, at Gisle sendte Bud til sine Svogre, Helge og Sigurd og Vestgeir, at de skulde drage til Tings og tilbyde Forlig for ham, at han ikke skulde blive fredløs. Bjartmarssønnerne drog da til Tings, men de kom ingen Vej med Forliget, og man mente, de havde baaret sig galt ad. De blev nu meget nedslagne, og fortalte Thorkel den Rige, hvorledes det var gaaet, men sagde, at de ikke turde melde Gisle hans Fredløshed. Der forefaldt intet andet mærkeligt paa Tinget, end at Gisle blev fredløs. Thorkel den Rige drog hen til ham og forkyndte ham det. Gisle spurgte, hvad Hjælp han kunde vente sig af ham og hans Navne. Thorkel svarede, at de vilde skjule ham, naar de blot ikke for den Sags Skyld satte noget af deres Gods til. Thorkel tog derefter hjem.

[965-71] Der fortælles, at Gisle var tre Aar i Geirthjofsfjord, men stundom hos Thorkel Eriksen, og andre tre Aar drog han omkring paa Island for at faa Hjælp hos Høvdingerne, men paa Grund af den Trolddom, som Thorgrim Nev havde brugt i Sejden, og hans Forbandelse, kunde det ikke lykkes, at nogen af Høvdingerne tog imod ham, og syntes det end stundom, som det skulde lykkes, saa kom der dog altid noget i Vejen. Dog var han længe hos Thorkel Eriksen, og han havde nu været seks Aar fredløs. Derefter opholdt han sig snart paa Auds Gaard i Geirthjofsfjord, snart i et Skjulested sønden for Aaen, som han havde gjort sig der; et andet havde han ved Klipperne sønden for Gaarden, og var snart hist, snart her.


22. Gisles Drømme

Da nu Børk hørte dette, drog han hen til Eyjolf hin Graa, som da boede i Otradal i Arnarfjord, og bad ham om at lede efter Gisle og at dræbe ham i hans Fredløshed, og lovede derfor at give ham tre Hundrede godt Sølv, for at han skulde lægge al Vind paa at lede efter ham. Eyjolf tog imod Pengene og lovede at tage sig af Sagen. Hos Eyjolf var der en Mand, der hed Helge, med Tilnavn Nys-Helge (eller Spejder-Helge); han var baade rask til Fods og skarpsynet, og stedkendt omkring i alle Fjordene. Han blev sendt til Geirthjofsfjord for at se efter, om Gisle var der. Han blev en Mand var, men vidste dog ikke rigtig, om det var Gisle eller en anden Mand. Han drog hjem og sagde Eyjolf, hvorledes det stod til. Eyjolf mente, at det sikkert maatte være Gisle, skyndte sig af Sted, og drog selvsyvende til Geirthjofsfjord, men mærkede ikke noget til Gisle og vendte atter tilbage.

Gisle var en klog Mand og havde mange og klare Drømme. En Nat om Høsten, da han var paa Auds Gaard, var han urolig i Søvne; og da han vaagnede, spurgte hun, hvad han havde drømt. Han svarede: »Jeg har to Drømmekvinder (26), den ene er mig god, men den anden siger mig altid, hvad der tykkes mig værre end før, og spaar mig ikke andet end ondt. Min Drøm var denne: at mig tyktes, jeg gik hen til et Hus eller en Skaale, og jeg gik ind i Huset, og derinde kendte jeg mange af mine Frænder og Venner. De sad ved Ilde og drak, og der var syv Baal, nogle var stærkt nedbrændte, men andre brændte meget klart. Da kom min gode Drømmekvinde ind og sagde, at dette betød min Alder, de Aar jeg endnu havde tilbage at leve; og hun raadede mig, at saa længe jeg levede, skulde jeg sky den gamle Tro og ikke hylde Trolddom eller Hedenskab, og at gøre vel imod den døve og den halte og de fattige og enfoldige. Længere var min Drøm ikke.«


23. Thorgerd tager imod Gisle

Nu er dernæst at fortælle, at Børk trængte stærkt paa Eyjolf og syntes ikke, han havde gjort Fyldest for Pengene, som han havde givet ham, og sagde, at han havde faaet at vide, at Gisle var i Geirthjofsfjord; han maatte sende en Mand for at lede efter Gisle, ellers vilde han selv gøre det. Eyjolf rappede sig da og sendte atter Nys-Helge til Geirthjofsfjord; og denne Gang havde han Levnedsmidler med sig, og blev en Uge borte og lurede paa Gisle; en Dag saa han ham ogsaa gaa fra sit Skjulested, kendte ham og fortalte Eyjolf, hvad han nu var bleven var. Eyjolf drog straks med otte Mand af Sted til Geirthjofsfjord og kom til Auds Gaard. Men der fandt de ikke Gisle, søgte saa efter ham i alle Skovene og fandt ham heller ikke der; de kom da tilbage til Auds Gaard, og Eyjolf bød hende mange Penge, naar hun vilde sige dem, hvor Gisle var; men det var langt fra, at hun vilde det. Saa truede de hende med at ville lemlæste hende; men det kunde heller ikke nytte, saa de maatte drage hjem igen. Den Færd havde de nu ikke andet end Skam af, og Eyjolf blev hjemme om Høsten. Men skønt Gisle ikke blev funden, indsaa han dog, at det ikke kunde vare længe, før han blev greben. Han red nu til sin Broder Thorkel paa Hvam. Der bankede ban paa Døren til Sovehuset, hvor Thorkel laa; denne kom ud og hilste Gisle. »Lad mig nu vide,« sagde denne, »hvad Hjælp du vil yde mig; jeg venter mig god Støtte af dig, da det nu er trangt for mig, og jeg har længe sparet dig for Bøn derom.« Thorkel svarede det samme som før, at han ingen Bjærgning kunde yde ham, hvorved han udsatte sig selv for Sag, men han vilde skaffe ham Penge eller en Hest, hvis han behøvede det, eller andet, som han havde lovet. »Jeg ser nu,« sagde Gisle, »at du ingen Hjælp vil yde mig, skaf mig da tre Hundrede i Vadmel, og trøst dig saa med, at jeg sjælden skal bede dig om noget herefter.« Thorkel skaffede ham da Varer og noget Sølv. Gisle svarede, at han vilde modtage det, »men saa ringe,« tilføjede han, »vilde jeg dog ikke have gjort imod dig, hvis du var i mit Sted.« Det gik ham nær til Hjerte, da de skiltes ad.

Gisle drog nu ud til Vadel til Gest Odleifsens Moder Thorgerd, og kom der før Dag, og bankede paa Døren; Husfruen gik hen til Døren. Hun plejede ofte at tage imod Skovgangsmænd, thi hun ejede et Jordhus, hvis ene Ende gik ned til Aaen, og den anden stødte til hendes Ildhus; man ser endnu Spor deraf. Thorgerd tog vel imod Gisle og sagde, at hun vilde tillade ham at dvæle der en Stund, men hun vidste dog ikke, sagde hun, om hendes Hjælp blev andet end tomme Kvindeløfter. Gisle sagde, at han vilde tage derimod, og sagde, at Mænds Raad da ikke var saa gode, at det ikke var sikkert, om ikke Kvinderaad blev meget bedre. Han blev der Vinteren over [971-72], og under hele sin Fredløshed havde han ingensteds haft det saa godt som der.


24. Gisle kommer til Ingjald

Straks da Vaaren kom, drog Gisle tilbage til Geirthjofsfjord, og kunde nu ikke længer være borte fra sin Kone Aud, saa meget holdt de af hinanden. Der var han i Løn Sommeren over indtil Høsten. Da nu Nætterne blev længere, kom ogsaa Drømmene tiere over ham, og nu var det den onde Drømkvinde, der kom til ham, saa at hans Søvnstunder var haarde; og han fortalte engang Aud, hvorlunde den onde Kvinde ofte kom til ham og vilde tilsøle ham med Blod og to ham deri, og hvor stygt hun teede sig.

Nu traf der ikke noget nyt, men Gisle drog til Thorgerd, og var hos hende næste Vinter [972-73], og Sommeren efter drog han til Geirthjofsfjord, hvor han var til Høsten. Da drog han atter til sin Broder Thorkel, og bankede der paa Døren. Thorkel vilde ikke gaa ud; da tog Gisle en Kevle, ristede Runer derpaa, og kastede den ind. Thorkel saa det og tog den op, saa paa den, stod derpaa op og gik ud og hilste Gisle, og spurgte om Tidende. »Saadanne véd jeg ikke,« svarede Gisle, »men jeg kommer nu sidste Gang til dig, min Broder, og yd mig nu en ædelmodig Støtte, og jeg skal da aldrig mere bede dig om noget.« Thorkel svarede ham det samme som før, tilbød ham Hest eller Skib, men undslog sig for al Hjælp. Gisle tog imod Skibet og bad Thorkel at hjælpe ham med at sætte det frem. Thorkel gjorde det, og gav ham seks Vætter (27) Mad og Hundrede i Vadmel; og da Gisle var kommen ud paa Skibet, stod Thorkel paa Land. Da sagde Gisle: »Nu tykkes du at staa sikker og tryg, og at være mange Høvdingers Ven, og frygter intet, men jeg er fredløs og har mange Mænds store Fjendskab; men det kan jeg sige dig, at du dog vil blive dræbt førend jeg, og nu vil vi skilles, ikke saa godt som vi burde, og aldrig ses mere; men vide skal du, at saaledes vilde jeg aldrig have handlet imod dig.« »Jeg bryder mig ikke om dine Spaadomme,« sagde Thorkel, og saaledes skiltes de.

Gisle drog ind til Hergilsø i Bredefjord; der tog han ud af Skibet Tiljer og Tofter, Aarer og alt det, som løst var indenbords, kæntrede Skibet og lod det drive ind til Næssene. Heraf sluttede de, som saa Skibet, at Gisle maatte være druknet, eftersom Skibet var brudt og drev paa Land, og at han havde taget det fra sin Broder Thorkel. Gisle gik nu til Gaarden paa Hergilsø. Der boede en Mand ved Navn Ingjald. Hans Kone hed Thorgerd. Ingjald var Gisles Søskendebarn (28). Da de mødtes, tilbød han Gisle al den Hjælp og Bjærgning, han kunde yde ham. Gisle tog derimod, og der var nu Rolighed nogen Stund.


25. Gisle opholder sig på Hergilsø

Hos Ingjald var en Træl og en Trælkvinde. Trællen hed Svart, Trælkvinden Bothild. Ingjalds Søn hed Helge, og var saa fjollet og tosset, som nogen kunde være. Man havde bundet ham en Kampesten om Halsen, og han gik ude og aad Græs som Kvæget, og kaldtes Ingjaldstossen. Han var stor af Vækst, næsten som en Trold.

Gisle var der den Vinter og tømrede et Skib og meget andet for Ingjald, og alt det, han lavede, var let at kende, thi han var nævenyttigere af sig, end de fleste andre. Man undrede sig ogsaa over, at adskilligt, som Ingjald havde, var saa vel gjort, thi selv var han ikke kunstfærdig.

Om Sommeren opholdt Gisle sig stadig i Geirthjofsfjord; og saaledes led to Aar. Det var ham den største Hjælp, at han havde Tilhold hos Ingjald.

Men Folk begyndte nu at fatte Mistanke ved alt dette og mente, at Gisle maatte leve, og at han havde været hos Ingjald, og ikke var druknet. Det blev der megen Tale om. Ingjald havde nu tre Skibe, alle vel byggede. Dette Rygte kom for Eyjolf hin Graa; og saa maatte da Helge af Sted igen og kom til Hergilsø. Naar Folk kom til Øen, var Gisle altid i et Jordhus. Ingjald, som var gæstmild, bød Helge at blive, og han var der om Natten. Ingjald var en meget driftig Mand, og roede ud paa Søen hver Gang det var muligt, og om Morgenen, da han var rede til at ro ud, spurgte han, om Helge ikke hastede med sin Rejse, og hvorfor han blev liggende; men denne svarede, at det var daarligt med ham, og pustede ved det og strøg sig over Kindbenene; den anden bad ham da at blive liggende stille, og tog til Søs, men Helge gav sig til at stønne svært. Nu hedder det, at Thorgerd gik til Jordhuset og vilde give Gisle Davre, men der var en Bræddevæg imellem Madburet og det Rum, som Helge laa i. Da Thorgerd nu havde forladt Buret, krøb Helge op paa Væggen og saa, at der var sat Mad af til en Mand, men i det samme kom Thorgerd ind, og idet Helge farer tilbage, styrtede han ned. Thorgerd spurgte, hvorfor han saaledes krøb op under Taget, og ikke holdt sig rolig. Han svarede, at han led saa rædsomt af Feber, at han ikke kunde være stille, »og jeg vilde ønske,« sagde han, »at du vilde hjælpe mig i Seng.« Hun gjorde det. Derefter gik hun bort med Maden, men Helge stod straks op og fulgte efter hende og saa, hvad der gik for sig, og gik saa tilbage og lagde sig ned igen, og blev der den Dag. Om Aftenen kom Ingjald hjem og gik hen til Helges Seng og spurgte, om han nu havde det bedre. Han svarede, at det gik nok an, og bad om næste Morgen at blive ført fra Øen. Han blev da sat over til Flatø, og drog saa til Thorsnæs, hvor han fortalte, at han nu havde opdaget, at Gisle var hos Ingjald. Derpaa drog Børk hjemmefra med fjorten Mand og sejlede over Bredefjord. Denne Dag var Ingjald roet langt ud paa Dybet tilligemed Gisle, men hans Træl og Trælkvinde var paa et andet Skib, der laa ved de Øer, som hedder Skutilsøerne.


26. Gisle drager fra Hergilsø

Nu ser Ingjald, at der kommer et Skib sejlende sønden fra, og sagde: »Der sejler et Skib der, og jeg tænker, det er Børk hin Digre.« »Hvad skal vi nu gribe til?« sagde Gisle, »lad mig nu se, om du er lige saa tænksom, som du er en brav Mand.« »Det er snart overvejet,« svarede Ingjald, »skønt jeg ikke er nogen kløgtig Mand: lad os ro alt hvad vi kan hen til Øen og saa gaa op til Vadstenebjerg og værge os, saalænge vi kan staa.« Men Gisle forkastede dette, da han derved udsatte Ingjald for Livsfare, og sagde, at Ingjald skulde med Trællen ro hen til Øen, og gaa op paa Bjerget, som om de vilde lave sig til Forsvar, og da vilde de, der kom sejlende, tro, at han var den ene af dem; men selv vilde han bytte Klæder med Trællen, som han havde gjort een Gang før, og gaa over i Baaden med Bothild. Ingjald fulgte dette Raad, og lod, som om han var meget vred.

Da de nu skiltes, sagde Bothild: »Hvad skal vi nu gøre?« Men idet de roede henimod Børk, og lod som om der intet var i Vejen, sagde Gisle hende, hvorledes de skulde bære sig ad. »Du skal sige,« sagde han, »at det er Tossen, der er her om Bord, men jeg vil sætte mig i Stavnen og efterligne ham, og svøbe mig ind i Garnene, stundom være uden Bords og stille mig saa gal an, som jeg kan; kommer vi saa lykkelig forbi dem, saa vil jeg ro til, det bedste jeg kan, og se til at vi snart kan komme saa langt bort fra dem som muligt.« Hun roede nu henimod de andre, dog ikke alt for nær til Børk, og lod, som om hun søgte sig en Fiskegrund. Børk raabte hende an, og spurgte, om Gisle var paa Øen. »Det véd jeg ikke,« svarede hun, men det ved jeg, at der er en Mand, der overgaar alle de andre paa Øen baade i Vækst og Færdighed.« »Ja,« sagde Børk, »men er Ingjald Bonde hjemme?« »Han er for længe siden roet til Øen,« sagde hun, »og hans Træl med ham, saa vidt jeg véd.« »Nej,« sagde Børk, »det maa have været Gisle; og lad os nu ro efter dem alt hvad vi kan.« De andre havde deres Morskab af Tossen, og saa paa alle hans gale Lader, og sagde, at hun var ilde stedt, der skulde følges med saadan en Fjante. »Det tykkes ogsaa mig,« svarede hun, »men som jeg kan mærke, saa finder I det latterligt, men har ikke ondt af mig.« »Lad os ikke give os af med det Fjas,« sagde Børk, »men se til at komme af Sted.« De skiltes nu, og Børk roede med sine Mænd til Øen, hvor de gik i Land, og saa Mændene paa Vadstenebjerg. Der gik de hen, og mente nu at være vel farne, men Ingjald og Trællen var oppe paa Bjerget. Børk kendte straks Mændene og sagde til Ingjald: »Nu maa du komme frem med Gisle, eller sige, hvor han er, og du er en stor Kæltring, siden du har skjult min Broders Banemand, endskønt du er min Landsæde (29), og du fortjente, at jeg slog dig ihjel.« Ingjald svarede: »Jeg har daarlige Klæder, og det er mig lige meget, om jeg ikke faar slidt dem op; men jeg vil heller miste mit Liv end undlade at gøre Gisle alt det gode jeg kan, og redde ham i Farer.« Det er Folks Sagn, at Ingjald var den, som havde ydet Gisle mest Hjælp og været ham mest til Gavn, og at den Gang Thorgrim Nev øvede Sejden og udtalte den Forbandelse, at det ikke skulde være Gisle til Gavn, om nogen end bjærgede ham her i Landet, da faldt det ham ikke ind at tage Udøerne med; og derfor havde Gisle her længst Tilhold, skønt heller ikke det holdt ud til Enden.


27. Børk forfølger Gisle

Børk syntes dog ikke det lod sig gøre for ham at angribe sin Landsæde Ingjald. De gik derfor hen til Gaarden og ledte efter Gisle, men fandt ham ikke, som rimeligt var. De gik nu om paa Øen, og kom til et Sted, hvor Tossen laa og aad Græs i en Dal med en Sten om Halsen. Da tog Børk til Orde: »Meget er der talt om Ingjalds Tosse, men dette overgaar dog, hvad jeg havde tænkt; der har vi da ret løbet som Narre, og det vil vi ikke saa let faa oprettet; det maa have været Gisle, der var i Baaden, vi kom forbi, og han har spillet Tossen; og det vil være en Skam for saa mange, som vi er, hvis han skal slippe os af Hænderne, og lad os nu skynde os efter ham, at han ikke slipper bort.« Derpaa løb de om Bord og roede efter de andre, og trak stærkt paa Aarerne. De fik at se, at de andre var komne langt ind i Sundet, og paa begge Sider gav de sig til at ro stærkt, men det større Skib, som der var flere Mænd paa, skød dog en stærkere Fart, og da de omsider kom hinanden nærmere, saa at Børk var i Skudvidde, var de andre komne til Land. Da tog Gisle til Orde og sagde til Trælkvinden: »Nu maa vi skilles, og her er en Guldring, som du skal bringe Ingjald, og en anden til hans Kone, og sig derhos, at de skal give dig din Frihed, og bring dette til Jærtegn; ligeledes skal Svart have sin Frihed, men du kan med Rette kaldes mit Livs Frelserinde, og det skal du nyde godt af.« Nu skiltes de, og Gisle sprang i Land og løb op i en Klippekløft paa Hjardarnæs. Trælkvinden roede bort, helt mødig og svedt, saa det røg af hende. Børk og hans Medfølgere roede til Land, og Sakasten var den hurtigste til at søge hen til Gisle; men da han kom til Klippen, stod Gisle der med draget Sværd og hug ham straks i Hovedet, saa at Hugget gik ned i Hærderne, og han faldt død til Jorden. De andre gik nu op paa Øen, men Gisle sprang ud i Søen for at svømme til Land. Børk kastede et Spyd efter ham og traf ham i Læggen, og Spydet skar sig ind; det blev et stort Saar. Han fik dog Spydet ud, men mistede sit Sværd, thi han var saa mødig, at han ikke kunde holde paa det. Det var blevet mørkt, da han kom til Land. Han løb ind i Skoven, thi her var vide bevokset med Skov. Da roede ogsaa Børk til Land for at søge efter Gisle og omringe ham i Skoven, men Gisle var saa træt og stiv, at han næppe kunde gaa, og saa nu Mænd omkring sig til alle Sider. Nu tænkte han paa Raad, og gik ned til Søen, og listede sig i Mørket langs med Strandbakkerne til Gaarden Haug, og traf en Bonde, ved Navn Ræv, der var en overmaade snu Mand. Han hilste Gisle og spurgte, hvad der var paa Færde. Gisle fortalte ham alt, hvorledes det var gaaet med ham og Børk. Rævs Kone hed Alfdis, hun var smuk af Udseende, men den hidsigste Kvinde, der kunde være, og ret en arrig Trold, saa Mand og Kone passede her godt sammen. Da Gisle nu havde fortalt Ræv, hvad der var forefaldet, bad han ham om Hjælp; »de vil komme her straks, og der er ingen Tid at spilde, men Hjælperne er faa.« »Jeg stiller det Vilkaar for Hjælpen,« sagde Ræv, »at jeg ene skal raade, og du skal holde dig rolig.« »Det vil jeg da love,« sagde Gisle, »og jeg vil ikke gaa et Skridt længer.« »Saa gaa nu ind,« sagde Ræv, og de gjorde saa. Da sagde Ræv til Alfdis: »Nu vil jeg skaffe dig en anden Sengekammerat,« hvorpaa han tog alle Sengklæderne ud af Sengen og sagde til Gisle, at han skulde lægge sig ned i Halmen, og lagde Sengklæderne oven paa ham, og oven paa dem lægger nu Alfdis sig. »Og bliv nu liggende der,« sagde Ræv, »hvad der saa sker.« Derpaa bad han Alfdis at være saa ond og saa gal som hun kunde, og ikke spare paa at sige alt det onde, der faldt hende ind, hverken paa Forbandelser eller Skarnsord, »men jeg,« sagde han, »vil give mig i Tale med dem, og føje mine Ord, som mig synes.« Da han nu atter kom ud, saa han nogle Mænd komme, nemlig Børks Ledsagere, otte tilsammen, Børk derimod var bleven tilbage ved Forsaa; de skulde gaa did for at lede efter Gisle, og gribe ham, hvis han var der. Da Ræv nu spurgte dem om Tidende, svarede de: »Ikke andet, end hvad du vel allerede kender; ved du noget om, hvor Gisle er bleven af, og er han ikke kommen her?« »Hverken,« svarede Ræv, »er han kommen her, ikke heller vilde det have været andet end Ufærd for ham, hvis han havde forsøgt det; jeg ved ikke, hvor troligt I vil finde det, at jeg ligesaa gerne som nogen af Eder vilde dræbe Gisle, og jeg har saa meget Vid, at jeg kan skønne, jeg burde gøre meget for at faa en saadan Mands Støtte, som Børk er, og hans Ven vilde jeg gerne være.« De spurgte, om han havde noget imod, at de ransagede ham og hans Gaard. »Nej,« sagde Ræv, »det maa I gerne; thi saa ved jeg, at I saa meget omhyggeligere vil lede paa andre Steder, naar I ved for vist, at han ikke er her. Gaa kun ind og søg det bedste I kan!« De gik ind, og da Alfdis hørte deres Støj, spurgte hun, hvad det var for en uforskammet Larm, og hvad det var for nogle gale Mennesker, der saaledes gjorde Larm hos Folk ved Nattetide. Ræv bad hende holde sig i Skindet, men hun lod det alligevel ikke mangle paa det ene Skældsord efter det andet, og rakkede dem saaledes til, at de ikke saasnart skulde glemme det. Ikke desmindre ransagede de, men mindre omhyggeligt end de ellers vilde have gjort, hvis de ikke havde været udsatte for saadanne Ukvemsord af Husfruen. De gik derpaa atter bort, uden at have fundet noget, og sagde Bonden Farvel. De kom nu tilbage til Børk, ilde tilfredse med deres Færd; de tyktes at have lidt megen Skam og Skade, uden at have udrettet noget. Rygtet herom udbredte sig nu over Herredet, og Folk syntes, det var gaaet nu som altid før, at de var komne tilkort med Gisle.

Børk drog nu hjem og fortalte Eyjolf, hvorledes det stod til. Gisle blev hos Ræv en halv Maaned, og drog saa bort. Han og Ræv skiltes som gode Venner, og Gisle gav ham en Kniv og et Bælte, gode Kostbarheder, og de sidste han havde. Derpaa drog Gisle hen til sin Kone i Geirthjofsfjord, og hans Berømmelse var vokset meget ved alt dette; det er ogsaa vist og sandt, at der aldrig har været en dygtigere og modigere Mand end han; men Lykken havde han ikke med sig.


28. Drengene dræber Thorkel Sursen

Nu maa det fortælles, at Børk om Vaaren drog til Torskefjordsting med et stort Følge for at træffe sammen med sine Venner. Gest kom vesten fra Bødesand paa Bardestrand, saavel som Thorkel Sursen, hver paa sit Skib. Og da Gest var rede til sin Rejse, kom der to Drenge til ham, slet klædte, med Stave i Hænderne. Folk fik at vide, at Gest talte hemmelig med Drengene, og at de bad ham om at maatte rejse med, hvad han tillod. De drog nu med ham til Tinget. Der gik de i Land og fulgte Vejen til Torskefjordsting. Der var en Tigger ved Navn Halbjørn, der drog omkring i Herrederne med ikke færre end ti til tolv Mand; han tjældede sig en Bod paa Tinget. Didhen gik Drengene og bad ham om Plads i hans Bod, og sagde, at de var Tiggere. Han svarede, at han vilde unde alle dem Plads i sin Bod, som bad derom; »jeg har været her i mange Aar,« sagde han, »og kender alle Høvdinger og Godordsmænd.« Drengene sagde, at de vilde give sig under hans Tilsyn og hente Kundskab af ham, og at de havde stor Lyst til at kende de udmærkede Mænd, som der gik stort Sagn af. Halbjørn sagde, at de skulde følge med ham ned til Stranden, han vilde der straks kunne kende alle de Skibe, der kom, og give dem Oplysning om dem. De takkede ham for hans Godhed og gik ned til Stranden, og saa, at Skibene kom sejlende til Land. Den ældste Dreng tog da til Orde: »Hvem tilhører det Skib, som nu sejler næst herhid?« Halbjørn svarede, at det var Børk hin Digres. »Men hvem sejler der næst?« spurgte Drengen. »Det er Gest hin Spage,« sagde Halbjørn. »Men hvem er de, som sejler der næst, og lægger deres Skib ved Hjørnet af Fjorden?« vedblev Drengen. »Det er Thorkel Sursen,« sagde Halbjørn. De saa nu, at Thorkel gik i Land og satte sig ned et Steds, medens de andre flyttede deres Varer fra Skibet, eftersom Vandet steg ved Flodtiden; men Børk tjældede deres Bod. Thorkel havde en gerdsk (30) Hat paa Hovedet og en graa Kappe, Guldspænde paa Akselen og Sværd i Haanden. Derpaa gik Halbjørn med Drengene derhen, hvor Thorkel sad. Nu tog den ældste af Drengene saaledes til Orde og sagde: »Hvem er denne gæve Mand, som sidder her? aldrig har jeg set nogen smukkere eller anseligere.« »Du taler smukt for dig,« svarede Manden, »jeg hedder Thorkel.« Drengen vedblev: »Det er en stor Kostbarhed, det Sværd du der har i Haanden; vil du lade mig faa Lov at se det?« Thorkel svarede: »Meget underlig bærer du dig ad, men jeg vil dog give dig Lov dertil.« Han rakte ham det, og Drengen tog derimod, gik lidt til Side og løste Fredsbaandene (31) op, og trak Sværdet. Men da Thorkel saa det, sagde han: »Det har jeg ikke givet dig Lov til, saaledes at trække Sværdet.« »Derom bad jeg dig heller ikke om Forlov,« sagde Drengen og svang Sværdet i Vejret, og hug Thorkel over Halsen, saa at Hovedet gik af. Men straks da dette var sket, sprang Halbjørn op, og Drengen kastede det blodige Sværd, greb sin Stav, og de løb med Halbjørn. Halbjørns øvrige Mænd bleve helt rædselslagne og løb forbi Boden, som Børk tjældede. Folk stimlede sammen om Thorkel og kunde ikke fatte, hvem der havde øvet denne Gerning. Børk spurgte, hvad det var for en Tummel og Støj henne hos Thorkel, og da Halbjørn med alle de andre kom løbende, og Børk spurgte derom, svarede den yngste Dreng, der hed Helge — men han, der havde begaaet Drabet, hed Berg —: »Jeg ved ikke, hvad de har for, men jeg tænker, de trættes, om Vésten blot havde Døtre, eller om han havde haft en Søn.« Halbjørn løb til sin Bod, men Drengene til den nærmeste Skov og blev ikke fundne.


29. Drengene drager til Aud

Folk løb nu hen til Halbjørns Bod, og spurgte, hvad der var paa Færde. Men Tiggerne svarede, at der var komne to Drenge i deres Flok, som de ikke kendte videre til. Men de beskrev deres Udseende og sagde, hvad de havde talt med dem om. Børk sluttede nu af de Ord, som Helge havde sagt, at det maatte være Véstens Sønner. Og derpaa gik han hen til Gest og raadslog med ham, hvad de nu skulde gøre. Børk sagde: »Mig tilkommer det nærmest at optræde som min Svoger Thorkels Eftermaalsmand; det tykkes os ikke urimeligt, at det maa være Véstens Sønner, der har øvet denne Gerning, thi jeg ved ingen anden, som har haft Grund til Fjendskab med Thorkel. Maaske de nu for denne Gang er komne bort; men giv du mig nu Raad, hvorledes Sagen skal optages.« Gest svarede: »Var det mig, der havde begaaet Drabet, skulde jeg nok have fundet paa det Raad, at bruge et saadant Kneb, at Sagen maatte blive ugyldig, ved nemlig at give mig et andet Navn.« Men han fraraadede højlig at anlægge Sag. Man holdt for vist, at han havde været i Ledtog med Drengene, da han var i Frændskab med dem. De lod da Sagen falde. Thorkel blev højlagt efter gammel Sæd, og Folk drog hjem fra Tinget. Andet mærkeligt forefaldt der ikke paa dette Ting. Børk var ilde tilmode over dette Udfald, thi han fik især megen Vanære af denne Sag.

Drengene drog af Sted, indtil de kom til Geirthjofsfjord, og laa ti Dage ude. De kom til Aud, hos hvem Gisle allerede var. De kom der om Natten og bankede paa Døren. Aud gik hen og hilste dem og spurgte, hvad de vilde; men Gisle laa i sin Seng, og der var et Jordhus underneden, og naar hun vilde advare ham, saa hævede hun sin Røst. Drengene fortalte hende Thorkels Drab og hvorledes Sagerne stod, og sagde hende, hvor længe de havde været uden Mad. Aud sagde, at hun vilde sende dem over Aasen til Bjartmars Sønner i Mosdal, og at hun vilde skaffe dem Føde og Jærtegn, at de andre skulde skjule dem; thi hun nænte ikke at bede Gisle om Hjælp for dem. Drengene drog nu hen til nogle Skove, hvor de ikke kunde findes, og spiste deres Mad, thi de havde længe været uden Føde, og da de var mætte, lagde de sig ned at sove.


30. Om Gisles Drømme

Om Aud er nu at fortælle, at hun gik ind til Gisle, og sagde: »Nu kommer det meget an paa, om du vil vise mig større Hæder, end jeg fortjener.« Han afbrød hende straks og sagde: »Jeg ved, at du melder mig min Broder Thorkels Drab.« »Det er saa,« sagde Aud, »og Drengene er komne herhid og vilde have, at I alle skulde skjule Eder sammen, og vidste ikke nogen anden Tilflugt end den.« Han svarede: »Det kan jeg ikke udholde at se min Broders Banemænd og være sammen med dem,« og han sprang op og vilde drage sit Sværd. Men Aud sagde, at de var borte, og at hun havde haft saa meget Vid ikke at lade dem blive. Gisle sagde, at det var ogsaa det bedste, at de ikke traf hinanden, og gav sig snart tilfreds. Og nu var det nogen Tid roligt.

Der fortælles, at der nu ikke var mere end to Aar tilbage af dem, som Drømmekvinden havde sagt, han skulde leve; imidlertid er Gisle i Geirthjofsfjord, og alle hans Drømme kom tilbage og hans urolige Søvn; og nu var det sædvanlig den onde Drømmekvinde, der kom til ham, men stundom dog ogsaa den gode. En Nat var det, at Gisle drømte, at den gode Kvinde kom til ham. Hun syntes ham at ride paa en graa Hest, og bød ham at følge med sig til hendes Bolig, og det gik han ind paa. De kom nu til et Hus, der næsten var som en Hal, og hun førte ham ind i Huset, og ham tyktes der var Hynder paa Bænkene og vel indrettet. Hun bød ham at være der og at fryde sin Sjæl; »og hid,« sagde hun, »skal du komme, naar du dør, og være lykkelig.« Derpaa vaagnede han, og kvad nogle Viser om denne sin Drøm.


31. Eyjolf søger efter Gisle

Engang var Helge bleven sendt hen til Geirthjofsfjord for at spejde, da Folk mente, at Gisle maatte være der. En Mand, der hed Havard, drog med ham; han var kommen ud til Landet om Sommeren, og var en Frænde til Gest Odleifsen. De bleve sendte til Skoven for at hugge Gavntømmer; men det var kun et Paaskud, deres egentlige Ærinde var at søge efter Gisle, og se, om de kunde finde hans Skjulested. Og en Dag om Aftenen saa de Ild mellem Fjældvæggene sønden for Aaen, det var ved Dagens Hældning og bælgmørkt. Da spurgte Havard Helge, hvad de nu skulde gøre; »du er mere vant til slig Færd end jeg,« sagde han. »Jeg ser ikke andet for,« svarede Helge, »end at vi opsætter en Varde her paa Højen, som vi nu staar paa, og naar det saa bliver lys Dag, kan vi se herfra til Klipperne, da det kun er et kort Stykke.« De tog da den Beslutning, og da de havde rejst Varden, sagde Havard, at han var saa søvnig, at han ikke kunde holde sine Øjne aabne. Han gav sig da til at sove, men Helge vaagede, og fuldførte det paa Varden, som endnu fattedes. Og da han var til Ende dermed, vaagnede Havard, og bad Helge sove, saa vilde han vaage. Helge sov nu en Stund, og imedens tog Havard fat, og bærer hele Varden bort i Nattens Mørke, saa der ikke blev Sten paa Sten; og da han havde gjort det, tog han en stor Sten, og slaar den haardt ned mod Klippegrunden nær ved Helges Hoved, saa at Jorden rystede derved. Da sprang Helge op, og blev helt forfærdet, og spurgte, hvad der var i Vejen. Havard sagde: »Der er en Mand i Skoven, og der er kommet mange slige Stene i Nat.« »Det maa have været Gisle,« sagde Helge, »som er bleven os var, og det kan du nok indse, min gode Ven,« sagde han, »at vi vil knuses, dersom saadan en Sten rammer os, og der er intet andet for, end at vi skynder os herfra.« Helge gav sig nu til at rende det snareste han kunde, men Havard gik efter, og bad ham ikke løbe fra sig; men Helge gav ikke Agt derpaa, og løb alt, hvad Benene kunde bære ham. Tilsidst kom de begge til Skibet, gik om Bord, og roede det bedste de kunde, til de kom hjem til Otradal. Helge sagde, at nu var han vis paa, hvor Gisle var skjult.

Eyjolf tog straks af Sted selvtolvte tilligemed Helge og Havard; og da de kom til Geirthjofsfjord, gik de om i Skovene, og søgte efter Varden og Gisles Skjul, men fandt hverken det ene eller det andet. Nu spurgte Eyjolf Havard, hvor de havde sat Varden, men han svarede, at det kunde han ikke vide, thi den Gang var han saa søvnig, at han vidste lidet til sig selv, og desuden var det Helge, der havde opført Varden, imedens han sov; men ventelig, mente han, var Gisle bleven dem var, og havde baaret Varden bort, da det blev lyst, og de andre var gaaede bort. Da sagde Eyjolf: »Liden Lykke har vi med os i denne Sag, lad os nu vende tilbage.« De gjorde saa; men Eyjolf sagde, at han dog først vilde tale med Aud. De kom til Gaarden, og gik ind, og Eyjolf satte sig hen at tale med Aud. Han tog saa til Orde: »Jeg vil købslaa med dig, Aud,« sagde han, »at du skal sige mig, hvor Gisle er, saa vil jeg give dig tre Hundreder i Sølv, som jeg har faaet for hans Liv; du skal ikke være tilstede, naar vi tager ham af Dage. Desuden,« vedblev han, »vil jeg skaffe dig et bedre Giftermaal, end dette har været; og saa maa du tænke paa, hvor møjsommeligt det er for dig, at ligge her i denne øde Fjord for Gisles Vanskæbnes Skyld, og aldrig se dine Frænder og Paarørende.« Hun svarede: »Det tror jeg aldrig, at vi bliver enige om, at du kan skaffe mig et Giftermaal, der huer mig saa godt som dette. Men sandt er det, som Ordsproget lyder: at naar Mands Død er næst, er Penge bedst, og lad mig engang se, om disse Penge er saa mange og smukke, som du siger.« Han rystede nu Pengene ud i hendes Skød, men hun tog Haand i med, og han talte dem for hende; hendes Fosterdatter Gudrid brast i Graad.


32. Eyjolf mister sin Pung og drager hjem igen

Gudrid gik derpaa ud, og hen til Gisle, og fortalte ham det. »Min Fostermoder,« sagde hun, »har nu tabt sit Vid og vil svige dig.« Men Gisle sagde: »Giv du dig kun tilfreds, thi det vil ikke volde min Død, at Aud forraader mig.« Pigen gik da hjem igen, og talte ikke om, hvor hun havde været. Eyjolf havde da talt Sølvet, men Aud sagde: »Pengene er paa ingen Maade hverken færre eller ringere, end du har sagt, og nu finder du vel, at det staar mig frit for at gøre dermed som jeg synes.« Dette blev Eyjolf meget glad ved, og sagde, at hun tilvisse kunde gøre dermed hvad hun vilde. Aud tog nu Pengene, og kom dem i en stor Pung, stod saa op, og slog Eyjolf med Pungen, som Sølvet var i, i Næse og Mund, saa at Blodet strømmede over ham, og sagde: »Tag det for din Lettroenhed og al anden Ulykke med. Hvor kunde du tro, at jeg skulde sælge min Husbonde til dit Skarn. Tag nu det med Spot og Spe, og mindes skal du det, din Usling, saalænge du lever, at en Kvinde har slaaet dig, og du vil alligevel ikke opnaa, hvad du vilde.« Da sagde Eyjolf: »Grib hende og dræb hende, skønt det er en Kvinde.« Men Havard tog til Orde: »Vor Færd er slet nok, om vi end ikke øver dette Niddingsværk. Staa op, Mænd! og lad ham ikke faa sin Vilje frem.« Eyjolf sagde: »Det er et gammelt Ord, at ondt Følge har man kun, naar man tager det med hjemmefra.« Havard var en vennesæl Mand, og mange var villige til at hjælpe ham heri, og at hindre Eyjolf i en ond Gerning. Derved maatte det da blive, og de gik bort. Men førend Havard gik ud, sagde Aud: »Det er ikke billigt, at forholde dig de Penge, som Gisle skylder dig; her er en Guldring, som jeg vil, at du skal have.« »Jeg havde aldrig tænkt paa, at kræve de Penge,« sagde Havard. »Men jeg vil dog betale dem,« sagde hun; i Virkeligheden gav hun ham Ringen som Tak for hans Hjælp. Han fik sig en Hest, og red hen til Gest Odleifsen, og vilde ikke længer være hos Eyjolf. Eyjolf drog hjem til Olradal, og var meget utilfreds med sin Færd, og havde heller ikke andet end Skam deraf.


33. Om Gisles Drømme

Saaledes led Sommeren, at Gisle var i sine Jordhuse, og tog sig vel i Vare, og agtede sig nu ikke bort. Han mente nemlig, at nu var alle Sunde lukkede for ham, og de Aar, som han efter sine Drømme skulde leve, var ogsaa alle forløbne.

Det hændte sig en Nat om Sommeren, at Gisle teede sig urolig i Søvne, og da han vaagnede, spurgte Aud ham, hvad han havde drømt. Han sagde, at nu kom den onde Drømmekvinde til ham, og talte saaledes: »Nu skal jeg forandre alt det, som den gode Drømmekvinde talte med dig, og sørge for, at alt hvad hun har sagt ikke skal vorde dig til Gavn.« »Det drømte jeg end videre,« vedblev Gisle, »at den samme Kvinde kom til mig, og bandt om mit Hoved en blodig Hue, efter at hun først havde toet mit Hoved i Blod, og overøst mig dermed, saa at jeg blev helt blodig.«

Nu tog Gisles Drømme saa meget til, at han blev saa mørkeræd, at han ingensteds turde være alene; og straks naar han lukkede sine Øjne, viste den samme Kvinde sig for ham. Det var en Nat, at han atter var meget urolig i Søvne. Aud spurgte, hvad Syner han havde haft. »Jeg drømte,« sagde Gisle, »at der kom Mænd til os, det var Eyjolf og mange andre; vi traf sammen, og jeg vidste, at det kom til Strid imellem os. En af dem kom først og hylte højt, og mig tyktes, jeg hug ham midt over, og at han havde et Ulvehoved. Da angreb mange mig, men jeg syntes, jeg havde Skjold i Haanden, og værgede mig længe.«

Nu led det mod Høsten, og Drømmene mindskedes ikke, men tog snarere til, og Blod var der i dem alle.


34. Gisle overfaldes

Nu kom den sidste Sommernat. Da, fortaltes der, kunde Gisle ikke sove, og heller ingen af de andre, hverken Aud eller Gudrid. Vejret var ganske stille, og der faldt stærk Rim. Da sagde Gisle, at han vilde gaa fra Gaarden og hen til sit Skjulested under Klipperne, og forsøge, om han der kunde falde i Søvn. De gik nu alle tre af Sted, men havde saa side Kjortler paa, at de dannede Spor i Rimduggen; derhos havde Gisle en Kevle, som han ristede Runer paa, og Spaanerne faldt derved paa Jorden. De kom til Skjulestedet. Han lagde sig ned, og prøvede paa, om han ikke der kunde falde i Søvn, men Kvinderne vaagede. Han faldt endelig i en tung Søvn og drømte, at nogle Fugle kom i Huset af det Slags, som kaldes Læminger (de er større end Han-Ryper), og de teede sig ilde og havde sølet sig i Blod. Aud spurgte da, hvad han havde drømt, men idet han fortalte hende dette, hørte de Menneskerøster. Det var Eyjolf, som var kommen der selvfemtende; de havde først været ved Gaarden og set Sporene i Rimen. Men da de andre mærkede Mændenes Komme, gik de op paa Klippen, hvor der var bedst Forsvarssted, hver med en stor Knippel i Haanden. Eyjolf kom op med sine Mænd og sagde til Gisle: »Nu er det bedst, at du ikke flyer længer bort og lader dig jage som modløse Mænd, thi du har Ord for at være modig; langt har der været mellem vore Møder, og dette, tænker jeg, skal være det sidste.« Gisle svarede: »Gaa nu paa som en Mand, jeg skal ikke fly langt bort; du er ogsaa nærmest til at være den første under Angrebet, thi du har et større Mellemværende med mig, end nogen af de andre.« »Jeg vil ikke lade dig afgøre,« sagde Eyjolf, »hvorledes jeg skal stille mine Folk.« »Det var ogsaa rimeligst,« sagde Gisle, »at din Hund ikke turde skifte Hug med mig.« Eyjolf sagde da til Nys-Helge: »Her kunde du indlægge dig stor Berømmelse ved først at gaa op ad Klippen mod Gisle, og det vilde længe mindes.« »Ofte har jeg mærket,« sagde Helge, »at du gerne vil have en anden for ved dig, naar Fare er paafærde; men siden du ægger mig saa stærkt, saa skal jeg angribe ham, men følg du mig mandig, og gaa mig nærmest, hvis du ikke er en ren fejg Usling.« Helge søgte nu at komme frem, hvor det tyktes ham bedst, og havde en stor Økse i Haanden. Gisle havde en Økse i Haanden og var rustet med Sværd og Skjold; han havde en graa Kappe paa, som han havde gjordet om sig med Reb. Nu tog Helge Tilløb og sprang op mod Gisle, men denne drejer sig imod ham, svinger Sværdet og træffer ham paa Lænderne, saa at han hug ham midt over, og hver Del faldt ned til sin Side af Klippen. Eyjolf var klatret op paa et andet Sted, men der kom Aud imod ham og slog ham over Armen med sin Knippel, saa han blev magtesløs og faldt ned igen. Da sagde Gisle: »Det vidste jeg længe, at jeg var vel gift, men ikke vidste jeg, at jeg var det saa vel, som jeg er; men mindre Hjælp ydede du mig dog, end du vilde og tænkte, skønt din Hensigt var god; ellers vilde de begge være gaaet samme Vej.«


35. Kampen fortsætter

Nu gik to Mænd hen for at holde paa Aud og Gudrid, og tyktes de havde nok at gøre med det. Men Gisle blev angrebet af de andre tolv, som var komne op paa Klippen; men han værgede sig berømmelig baade med Sten og Vaaben. Nu løb en af Eyjolfs Følgesvende hen og sagde til Gisle: »Giv mig nu kun dine gode Vaaben og din Kone Aud.« »Saa tag du uden Frygt imod dem,« svarede Gisle, »thi hverken mine Vaaben eller min Kone passer for dig.« Manden stak med sit Spyd efter Gisle, men denne hug Spydet fra Skaftet saa stærkt, at Øksen gik ned i Stenen, og Hjørnet sprang af. Da kastede han Øksen og greb til sit Sværd, hugger med det og dækker sig med Skjoldet. De andre søgte imod ham, og det blev et haardt Sammenstød. Gisle dræbte atter to Mænd, saa nu var der fire faldne. Eyjolf opmuntrede dem til at stride tappert og sagde: »Rigtignok faar vi en haard Dyst, men det har intet at sige, naar kun Lønnen for vor Møje bliver god.« Men da man mindst ventede det, løb Gisle op paa en Klippetop, som hedder Enhammer; der vendte han sig imod dem og værgede sig. Dette kom dem saa uventet, at de begyndte at tabe Modet, fire var døde og de andre saarede og trætte. Der blev nu en Standsning i Angrebet. Da æggede Eyjolf sine Mænd det bedste han kunde og lovede dem Guld og grønne Skove, hvis de kunde faa Bugt med Gisle. Hans Mænd var udvalgte baade i Mod og Stridbarhed.


36. Gisle lader sit Liv

En Mand ved Navn Svend var den første, der angreb Gisle, men denne hug til ham, kløvede ham ned i Hærderne og kastede ham ned af Klippen. Nu tyktes de ikke at vide, naar Drabene fra denne Mands Side skulde faa Ende. Gisle sagde da til Eyjolf: »Det ønsker jeg, at de tre Hundreder i Sølv, du har faaet for mit Liv, maa være dig dyrekøbte, og det ønsker jeg, at du skulde give andre tre Hundreder til, at vi aldrig havde truffet paa hinanden, og du skal faa Skam og Skændsel for Mandetab.« Nu overlagde de og vilde ikke holde op, om det saa gjaldt deres Liv. De angreb ham nu fra to Sider, og fremmest var Eyjolfs Frænder, Thorer og Thord, der var dygtige Mænd, og Kampen var nu baade haard og hæftig. Med deres Spyd fik de nu givet ham nogle Saar, men han værgede sig som en modig og stridbar Mand med Sten og store Hug, saa at ingen af dem, der angreb ham, blev usaaret, thi naar han hug, saa traf han. Eyjolf og hans Frænder angreb paa ny, da de saa, det gjaldt deres Ære. De stak til ham med deres Spyd, saa at hans Indvolde faldt ud, men han svøbte dem og Skjorten ind til sig, og bandt forneden med Rebet. Han bad dem derpaa at bie noget, saa vilde de faa den Ende paa Sagen, som de ønskede. Derpaa kvad han sin sidste Vise, og i det Øjeblik han havde kvædet den, sprang han ned fra Klippen og satte Sværdet i Hovedet paa Eyjolfs Frænde Thord, og kløvede ham lige til Bæltestedet, men saa faldt han oven paa ham og var afsjælet; men alle de andre, Eyjolfs Følgesvende, var haardt saarede. Gisle lod sit Liv med saa mange og store Saar, at det var forfærdeligt. Saa har de sagt, at han aldrig veg, og de saa ikke, at hans Hug blev mindre, de sidste end de første. Dette blev nu Enden paa Gisles Liv, og det er almindeligt Sagn, at han var den drabeligste Mand, skønt ikke i alle Dele en Lykkens Mand.

Nu drog de ham ned og tog Sværdet fra ham, og tilhyllede Liget med Sten og gik saa ned til Søen; men den sjette Mand døde dernede. Eyjolf tilbød Aud at drage med dem, men hun vilde ikke. Derefter drog de hjem til Otradal; men samme Nat døde den syvende Mand, og den ottende laa af sine Saar i tolv Maaneder, saa døde ogsaa han; de andre derimod kom sig af deres Saar, men Skammen havde de. Og er det almindeligt Sagn, at intet Værn af en Mand har været saa berømmeligt som dette, efter hvad man med Sandhed ved af at sige.


37. Gisles Bane blive slet modtaget

Nu drog Eyjolf selvtolvte hjemmefra hen til Børk hin Digre, og fortalte ham denne Tidende og hele Tildragelsen. Børk blev glad derover og bad Thordis tage vel imod Eyjolf, og at hun skulde tænke paa den store Kærlighed, hun havde baaret til hans Broder Thorgrim. »Begræde maa jeg min Broder Gisle,« svarede hun, »og er det ikke en god Modtagelse for Gisles Bane, naar jeg beværter ham med Grød?« Og om Aftenen, da hun bar Maden frem, lod hun Truget med Skeerne falde. Eyjolf havde lagt det Sværd, som havde tilhørt Gisle, mellem Stokken og sine Fødder. Thordis kendte det, og idet hun bukkede sig ned efter Skeerne, greb hun Haandfæstet og stak efter Eyjolf; hun vilde ramme ham midt paa Livet, men tog sig ikke i Agt for, at Hjaltet vendte op og stødte mod Bordet, saa hun traf ham kun i Laaret og gav ham der et stort Saar. Børk greb hende og rev Sværdet fra hende. Alle de andre sprang op og stødte Bordene og Maden bort. Børk bød Eyjolf Selvdømme for dette, og han tilkendte sig fuld Mandebod og sagde, at han vilde have krævet endnu mere, hvis Børk ikke havde baaret sig saa godt ad. Da nævnede Thordis sig Vidner og sagde sig skilt ved Børk, og siger, at hun ikke vilde søge Seng med ham; og det holdt hun. Hun tog da sin Bopæl paa Thordisestad ude paa Øre, men Børk blev tilbage paa Helgefjæld, indtil Snorre Gode skaffede ham bort. Da flyttede han til Gleraaskov. Men Eyjolf drog hjem, ilde tilfreds med sin Færd.


38. Om Véstens Sønner

Véstens Sønner (32) drog hen til deres Frænde Gest, og bad ham om at hjælpe dem bort fra Landet tillige med deres Moder Gunhild og Gisles Enke Aud og Gudrid Ingjaldsdatter og hendes Broder Geirmund. Gest hjalp dem med Penge, og de fik Fart fra Hvidaa. Efter en kort Overrejse kom de til Norge. Her gik Berg paa Gaden tilligemed to Mænd for at tinge sig Herberge i Købstaden. De mødte to andre Mænd, af hvilke den ene var i en Skarlagens Klædning; det var en ung og velvoksen Mand. Han spurgte Berg om hans Navn. Han nævnede sit virkelige Navn og sin Slægt, thi han haabede, at det vilde gavne ham der, og at han vilde nyde godt for sin Faders Skyld; men Manden i Skarlagenskjolen drog sit Sværd og gav Berg Banehug. Det var Are Sursen, Gisles og Thorkels Broder. Bergs Ledsagere gik ned til Skibet og fortalte, hvad der var hændt. Skibsføreren sørgede for at faa dem bort, og skaffede Helge Overfart til Grønland. Helge kom did og voksede til, og blev til en dygtig Mand; der blev Mænd sendte ud for at dræbe ham, men det lykkedes ikke. Helge satte Livet til paa en Fisketur, og hans Død regnedes for et stort Tab. Aud og Gunhild drog ned til Hedeby i Danmark, tog der ved Troen, og gik sønder til Rom og kom ikke tilbage. Geirmund blev tilbage i Norge, giftede sig der, og det gik ham vel. Hans Søster Gudrid blev gift, holdtes for en brav Kone, og mange Mænd nedstammer fra hende. Are Sursen drog til Island, landede i Hvidaa, solgte Skibet, og købte sig Jord paa Hammer og boede der i nogle Aar. Han boede flere Steder paa Myre, og der nedstammer mange Mænd fra ham. Her ender vi Fortællingen om Gisle Sursen.


Noter:

1. Surendalen paa Nordmøre.

2. Nu Aarvaagfjorden.

3. Dette er urigtigt; Holmen ligger i Nabofjorden: Valsøfjord.

4. Rettere Freidarø, Frædøen.

5. Uvist hvor.

6. Stridslue.

7. Betalte de sædvanlige Holmgangsbøder.

8. Sur mælk

9. Skegges Sønner.

10. Se 3. Bind S. 12. [Henvisning til Eyrbyggernes saga].

11. Et Spyd med indlagte Runer, Tryllefigurer ell. desl.

12. Vistnok rettere: Søstersøn.

13. Nu Døgurdardal.

14. To Lod (30 Gram).

15. Et Fragtskib.

16. Et afskyeligt Væsen, der drev Sejd, d. e. Trolddom.

17. Et Slags Bidsel, der, som det synes, var besat med Smaabjælder.

18. Omtrent svarende til: »Enhver er sig selv nærmest.«

19. Hvorledes Legen har været, eller hvad den egentlig gik ud paa, er ikke helt sikkert.

20. »Hundrede« betyder i det gamle Sprog »et stort Hundrede«, d. e. 120.

21. Se 3. Bind Side 172. [En henvisning til Fortælling om Laksdølerne, hvor der om »lad« står: Et ophøjet Bræddegulv, hvorpaa der bedrives Trolddom.]

22. Den senere berømte Snorre Gode.

23. (Moralsk) Lyde.

24. Kortfod.

25. Ukendt, maaske Fejl for Havnenæs.

26. Kvinder, der aabenbarede sig for ham i Drømme.

27. En Væt er en Vægtenhed (nutildags 80 Pund).

28. Dette er sikkert ikke rigtigt.

29. Fæster. Denne Betegnelse er vist uhistorisk.

30. Russisk.

31. De Baand, hvormed Sværdet var bundet til Skeden, for at det ikke skulde drages, naar Fred skulde overholdes.

32. Se Kapitel 28-29.