Fortælling om Gunnar Thidrandebane

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif


Historiske Fortællinger om Islændernes Færd hjemme og ude
Islandske Sagaer


Njardvikingasaga

eller

Fortælling om Gunnar Thidrandebane.


Efter de Islandske Grundskrifter ved N. M. Petersen


2. udgave

København 1862


I Njardvik i Østfjordene levede en mand, ved navn Ketil Thrym; hans kone hed Thorgerde, og hans sönner Thorkel og Eyolf. Til opfostring hos ham var en af de håbefuldeste unge mænd der i egnen, ved navn Thidrande Geitersen. I Skridudal boede Björn Koreksen tilligemed flere af hans brødre. Til dem kom der en mand, ved navn Asbjörn Veghamar, en stor, stærk mand, med lyse hår, stygge öjne og lang hals, og foregav at være en god værkmand; og da de just trængte til en sådan, toge de imod ham, og lode ham vogte deres kvæg. Siden gave de ham et bolsted der i nærheden. Men Asbjörn var en slet husholder, og kom bestandig mere tilbage. Da lånte han adskillige varer hos Thorer Englandsfarer, der om sommeren för var kommen ud til landet, opholdt sig hos en mand, ved navn Brodhelge, og var bleven en god ven af Thidrande. Da Brodhelge fik dette at vide, misbilligede han det meget, og mente, at den anden aldrig vilde få sine penge. Næste sommer droge de hen, for at kræve Asbjörn for gælden, men da denne ikke kunde have fred for dem, løb han bort, og kom ned til Ketil Thrym i Njardvik. De andre fandt ham også her, og vedbleve at fordre Thorers tilgodehavende. Ketil, som de også henvendte sig til, svarede, at han vilde ikke betale for Asbjörn; men Thidrande, hans fostersön, rådte til at han skulde, og da det ikke vilde nytte, forenede han sig med Koreksönnerne, Björn og hans brødre. Imidlertid ankom der endnu et skib, hvis styrmænd hed Gunnar og Thormod; folk kom ned, for at købslå med dem, og de agtede at tage sig ophold etsteds. Ketil kom også ned til skibet, og tog dem hjem med sig. Blandt disse mænd var Gunnar især en rask, stor og stærk mand og af et tækkeligt udseende. Nu begav Thidrande sig engang til Koreksönnerne, og blev enig med dem om, at de alle skulde begive sig til Njardvik, for at indkræve gælden hos Asbjörn. Thorer Englandsfarer og endnu to andre, som ikke ere nævnte, vare med dem; i det hele vare de syv sammen. De toge nu afsted, og kom til skoven, som ligger kort fra Njardvik; her stege de af hestene, gave sig til at lege, og kastede skovvænder til hinanden. Thidrande sagde: »Uden tvivl vil min fosterfader finde, at vi ere for mandstærke, og blive vred derover«. Imidlertid fik Asbjörn Veghamar öje på dem; han stod just i en mose, og grov törv. Han kunde nok tænke, hvem det var, også hvad deres ærende kunde være, kastede derfor sit arbejdstöj, tog fod i hånd, og løb hjem til gården. En af brødrene kastede en vånd efter ham, og traf ham på maven; men desto stærkere løb den anden. Han kom hjem, rystende som espeløv, og løb ind i ildhuset. Her stod Ketil og varmede sig ved ilden, og spurgte, hvad han således kom styrtende for? »Onde folk er bedst, når man aldrig ser dem«, sagde den anden, »er du en tapper mand, så hævner du mig, ser du ikke, hvor spydet står igennem mig«? Thidrande og de andre, der vare med ham, kom imidlertid senere, thi de kunde ikke ride den nærmeste vej over moserne. Ketil, der var en hidsig mand, greb sit spyd, og da Thidrande var kommen i tunet med de andre, løb han strax imod Björn Koreksen, der var ham nærmest, og gennemborede ham; og uagtet Thidrande havde bedet dem alle, at skåne hans fosterfader, så så Thorer Englandsfarer næppe dette, för han sprang hen til Ketil, hug ham lige i brystet, og gav ham banesår. Derpå blev også Thorer dræbt af en af Ketils hjemmemænd. Efterat striden nu var fortsat en stund, vilde Thidrande ride bort med de fem mænd, der endnu vare tilbage; men en af hjemmekvinderne løb ind, og sagde Gunnar og Thormod hvad der var forefaldet; thi det var altsammen gået så hurtigt for sig, at de endnu intet vidste deraf. »Det er underligt«, sagde hun, »at I sidder her, medens husbonden udenfor er bleven dræbt, I fejge uslinge«! Gunnar bad hende holde sin mund, og spurgte, hvilken mand i flokken der vel var den dygtigste: og hin ulyksalige kvinde sagde: »Det er Thidrande; kan du dræbe ham, så har du hævnet vor husbonde«. Gunnar gik ud, og kastede et spyd ud imellem flokken, og traf Thidrande i ryggen, så det gik igennem ham, og han faldt død ned af hesten. Men husfruen Thorgerde og hendes sönner tyktes ilde om denne gerning, og sagde, at store eftermålsmænd vilde komme frem i denne sag, og megen forfølgning finde sted. Hun befalede derfor Østmændene (thi de vare fra Norge) at forlade hendes hus. Nogen tid efter toge de også afsted, men vidste ikke selv hvor de skulde ty hen; thi de kunde tænke, hvad hun også spåede dem, at de ingensteds vilde have fred. Denne tidende spurgtes vidt og bredt, og da Thidrande havde mange venner og tegnede til at blive en dygtig mand, så blev hans død almindelig beklaget. Kort efter kom hans broder Thorkel Geitersen til Njardvik, for at lede efter Østmændene, Gunnar og Thormod, men vendte igen tilbage, da de ikke fandtes der. Vinteren led, og nu faldt det ham ind, at Gunnar, der nu fik tilnavnet Thidrandebane, og hans kamerad Thormod måtte nok have søgt beskyttelse bos Ketils sönner Thorkel og Eyolf. Han gav sig da i tale med en af sine hjemmemænd ved navn Thord, og sagde: »Jeg vil sende dig i et ærende ned til Njardvik, for at sige brødrene der, at en hest er kommen bort af deres stodheste«. »Det vil jeg strax udrette«, sagde Thord, »når du ikke har noget ondt i sinde imod dem«. Den anden sagde, at der var ingen svig under. Da brødrene nu fik dette budskab, toge de hen til folden, hvor hestene vare; det var mörkt vejr med mildt snefog; og da de kom derhen, fandt de fem mænd der; det var Thorkel Geitersen med hans folk. De grebe brødrene, og bandt dem, og Thorkel befalede dem at sige, hvor Østmændene vare, thi han vidste, at de havde begivet sig i deres vold. De nægtede og sagde, de vidste ikke til dem. Han lod dem da føre bort, hver til sit sted. Derpå lod han en kalv slagte, bestænkede den fangne Thorkels kappe med dens blod, bragte den til Eyolf, og befalede ham, nu at sige, hvor Østmændene vare; ellers, sagde han, vilde det gå ham, som hans broder, hvis blod han så her på kappen. Eyolf sagde: »Livet have alle kær; jeg vil heller røbe dem, end dræbes. De ere her ved vore gedehuse, og vi brødre have jævnlig bragt dem mad herhid i vinter, når vi toge hen til hestene«. Men da Eyolf havde sagt dette, blev hans broder bragt did, og skadede intet. Eyolf bebrejdede da Thorkel hans bedrageri, men for silde. Thorkel Geitersen lod nu begge brødrene binde på hænder og fødder, og de bleve liggende der ved folden, medens han og hans kamerader fore hen til gedehuset. Her tog Gunnar således til orde: »Jeg har haft en slem dröm, min kamerad Thormod! Lad os gå ud, og stævne op til fjelds, thi her ville vi nok ikke længe have fred«. De gik derpå ud; der faldt tyk sne, så det var temmelig mörkt. De fik nu öje på de andre mænd, som nærmede sig huset, og undløb i snefoget. Men Thorkel Geitersen kastede sit spyd, og traf Thormod midt på livet, så han kunde ikke løbe længer, men råbte til Gunnar, at han skulde se at frelse sig«. Gunnar svarede, at han plejede ikke at forlade sine kammerader i nøden; men da Thormod sagde; »Se, kamerad, spydet slår igennem mig og jeg må strax dø«; og Gunnar så, at det virkelig var kommen så vidt med ham, så flyede han. Det begyndte nu at klare i vejret; Thorkel kom hen til Thormod, og gav ham strax døden; men da de bleve noget stående over den døde, bleve de opholdte i deres færd. Den flygtende Gunnar kom hen til gården på Bakke i Borgefjord; der boede en mand, ved navn Svenke, en tapper helt, men særdeles trættekjær og listig. Han stod udenfor, og de hilste hinanden. Gunnar sagde: »Jeg trænger til din hjælp strax, bonde! thi Thorkel Geitersen er efter mig selvfemte, og tragter efter mit liv; min kamerad har han allerede dræbt«. Svenke svarede: »Vi have hidtil ikke haft meget med hinanden at göre, men nu er du i nød, efter at du för har vist din bravhed ved at hævne din husbonde og min ven. Men i længden kan du ikke vente stor sikkerhed her, når slige mænd forfølge dig. Gak nu først her ind i forstuedören«! Den anden gjorde det. Derpå stablede Svenke en hel del törv over ham, som var bragt ind i fremhuset. Nu kom Thorkel og hans mænd hen til gården, og traf Svenke udenfor. Thorkel spurgte, om Gunnar var kommen derhen, og bad Svenke bringe dem til ham, de havde noget at afgöre med ham, dog ikke andet, end godt. Svenke sagde, at han vilde ikke findes der, med mindre han var gået ind i stuen. »I kunne nu selv se ad; men ellers«, tilföjede han, »har jeg ikke været udsat for slig ransagning og voldsom færd«. De gik da til stuen. Da sagde Svenke til den, der passede på dören, det var en af Thorkels ledsagere: »Jeg skal blive her, og passe på, at manden ikke kommer ud; gak du ind i stuen«! Men næppe var den anden kommen ind, förend Svenke bad Gunnar stå op og skynde sig ud; hvorpå han skød slagbjælken for dören. »Nu«, sagde han til Gunnar, »må vi ned til skibet, som jeg har nede på stranden«. De gik. Skibet var en lille skude, som han havde ladet tjære, og det lå der med kølen ivejret. »Her«, sagde han til Gunnar, »må du i en hast skjule dig«. Derpå drev Svenke sine lam til stranden på den betrådte vej, for at ingen skulde se deres fodtrin, at der havde gået to mænd. Gunnar gik nu ind under skibet. Hvad nu Thorkel og hans mænd angår, da vilde de gå ud af stuen, men vare indelukte; de kom rigtignok ud, men det tog tid; og da de kom ud, var Svenke imidlertid kommen hjem i tunet, og havde drevet sine lam hjem fra søen. Thorkel sagde: »Uvenskabelig handler du mod os; hvor har du gjort af Gunnar«? »Gunnar«, svarede Svenke, »ved jeg ikke noget til; men når I kommer og farer således frem med vold i mit hus, så er det ikke så underligt, om jeg driver lidt gæk med eder«. »Lad os nu gå ned til søen«, sagde Thorkel. »Ja, gör det«, sagde Svenke. De kom da til det kølvendte skib. »Der kunde være et godt skjulested«, sagde Thorkel. »Jeg plejer der at gemme mine skibssager«, sagde Svenke; »men hvorfor går ikke en af eder ind og randsager; tör I ikke (1) så vil jeg«; og i det samme krøb han ind under skibet. Men Thorkel stak også strax sit spyd derind, og traf Gunnar i låret; da Svenke mærkede det, trak han sin kniv, stak sig selv i låret, og udvidede såret så meget med kniven, som om det var af et spyd; derpå kom han ud, og sagde: »I handler ikke mildt med mig i denne færd, og vare vi lige mod lige, skulde det ikke blive uhævnet«. Thorkel svarede: »Jeg havde ikke i sinde at tilföje dig noget ondt; men vi vide ikke selv, hvorledes det går til her«. Derpå gik de tilbage til gården, ransagede fremdeles, og gik så bort. Da sagde Svenke til Gunnar: »Nu må vi se at komme bort herfra«. Derpå fulgte han ham hen til en lade, rev hul på en høstak, og skjulte ham derinde det bedste han kunde. Thorkel vendte tilbage, og kom til laden. Svenke gav sig da til at rive det løse hø sammen, og spurgte, hvorledes det gik dem, og om det da aldrig fik ende med deres ransagelse. Thorkel svarede, at han vidste ikke, hvilke kunster han havde for med ham, men han nænnede dog ikke at fælde ham, förend han havde bevis. Svenke svarede: »Det bliver vel enden, at I dræber mig; men det vil dog anses for en uoverlagt dåd mod sagløs mand, og jeg vil da også kunne tage min mand, förend jeg bider i græsset«. Da gik de bort. Atter sagde Svenke til Gunnar: »Lad os nu følge den af kvæget dannede sti til søen«; og da de kom der, sagde han: »Her udenfor landet ligger en holm, som du ser; Sundet er bredt, at svømme derover er nok en vanskelig sag, nu du er såret; men er du før dertil, så så jeg gerne du svømmede derover, og jeg skal da opsøge dig, når alt er sikkert«. Gunnar takkede ham for hans godhed, som han aldrig vilde kunne gengælde, og sagde, at han vilde forsøge det, om det end var længer. Derpå svømmede han ud til holmen med alle sine hærklæder på, og det lykkedes, skönt alle hans lemmer stivnede af kulde; derefter lagde han sig ned, og hyllede sig ind i tangen, for at varme sig. Da Svenke endelig havde overtydet sig om, at der ingen fare var for Gunnar, roede han ud til holmen, og sagde til ham, der var så afkræftet at han næppe kunde gå, at nu var der lejlighed til at frelse ham; han førte ham derpå hjem, og skjulte ham hos sig i nogle dage. Da sagde Svenke: »Nu må du igen herfra, thi jeg frygter for at skjule dig længer; jeg vil nu sende dig hen til min ven Helge Asbjörnsen. Der må du se at komme om natten, gak så hen til huset, hvori Helge sover; det er skik for dem, der søge hjælp hos ham, at banke på der; så kommer han selv hen til dören; det er sket en og mange gange.« Derefter viste Svenke Gunnar vejen, og de skiltes ad. Gunnar kom til Mjoanæs; han bankede på dören der hvor Helge sov; denne vågnede, og sagde: »Det må være en, der søger et skjulested«; derpå gik han ud, og de hilstes. Gunnar fortalte ham hele sagens sammenhæng, og meddelte ham Svenkes jærtegn og ordsending. Han svarede: »Den er vel faren, som Svenke tager sig af; jeg vil tage imod dig, thi jeg skylder ham meget. Gak hen i mit udebur«! Gunnar blev der om vinteren, og havde det godt. Foråret efter skulde Helge göre en rejse ned til Fjordene; förend han tog bort, sagde han til sin kone Thordis: »Jeg må sige dig, at skulle vi være gode venner, så må du sørge godt for Gunnar, medens jeg er borte«. Hun svarede, at hun vilde göre sit bedste. Medens han nu var borte, hændte det sig, at der en aften kom tolv mænd til gården på Mjoanæs. Husfruen gik med sine hjemmemænd, for at tage imod dem, og det var hendes broder Bjarne, Brodhelges sön. Hun bød ham tage til takke. »Det er vel budet«, svarede han, »men mit ærende her er at søge efter Gunnar Thidrandebane, som dræbte vor frænde og fostbroder; han skal findes her i udeburet, og vil du ikke lukke op, så får jeg bryde det«. Thordis svarede: »Tag ikke så hurtig afsted, broder! du kan jo alligevel nok få dit ærende udført. Bliv her nu for det første i nat! Thidrande var mig så kær, at jeg gerne så Gunnar blev dræbt; det har også min husbonde Helge talt med mig om i vinter, thi han vidste, hvor meget jeg ønskede, at han var ryddet af vejen. Nu ville vi se at bringe det i stand, förend du tager herfra«! Bjarne stod da af hesten med sine folk, og de vare der om natten. Men Thordis sendte to mænd omkring i bygden, og stævnede folk til sig, så at der næste morgen vare samlede en tredive til fyrretyve mand. Bjarne stod og var påklædt, og sagde: »Udlevér os nu Gunnar, søster«! Hun svarede: »Jeg ved ikke, hvorfor du således hjemsøger din søster, og vil hende så ilde, at du forlanger, hun skal udlevere dig den mand til den visse død, som hendes husbonde har betroet til hendes varetægt; dertil agter hun ham for meget. Gunnar får du ikke denne gang, med mindre du bruger magt«. Bjarne sagde: »Det er en skammelig list; anderledes faldt dine ord igår, frænke«! Da han imidlertid havde få mænd mod mange, så red han igen bort. Thordis gik så hen til udeburet, hvor Gunnar var, og sagde: »Hvad tykkes du om, at give dig i Bjarnes vold«! Han svarede: »Det vilde ikke ske, hvis Helge var hjemme«. »Heller ikke skal det ske nu«, sagde hun. Han takkede hende. Helge kom nu hjem, og fik alt dette at vide. »Ja, jeg vidste nok«, sagde han, »at jeg havde en brav kone, og det er vel, at hun slægtede sin æt på«. Om sommeren blev Gunnar hos Helge, og da blev han erklæret landflygtig på tinget, hvor Thorkel Geitersen lagde sag an imod ham. Siden efter kom den strid imellem Helge Åsbjörnsen og Grim Droplaugesen, i hvilken Helge blev dræbt; og nu sendte Thordis Gunnar hen til Helgefjeld til Gudrun Osvifsdatter, at hun skulde tage imod ham og beskytte ham. Gudrun modtog ham godt. Ved denne tid var Gudrun forlovet med Thorkel Eyolfsen. Thorkel Geitersen tog denne sommer til Njardvik for at hente bøder, men Eyolf fortalte ham at pengene vare borte, så at han ikke fik en skilling. Thorkel måtte da drage bort med uforrettet sag. — Men om Thorkel Eyolfsen er at fortælle, at han tog til Helgefjeld for at holde sit bryllup. Der var mange gæster samlede. Om aftenen da man skulde tage håndtvæt, holdt Gunnar Thidrandebane vaskebækkenet for Thorkel med en tæt hætte over hovedet. Thorkel troede han kendte manden og spurgte efter hans navn. Han foregav et andet navn end det rette. Thorkel lod Gudrun hente og sagde: »Lad Gunnar Thidrandebane tage bort, en af os må vige«. Hun svarede, at Thorkel kunde da selv tage bort, hun vilde ikke have ham til husbonde på de vilkår, at skulle udlevere den mand, der var hende betroet, til den visse død. Gudruns ven Snorre Gode var der. De havde hundrede mand. Thorkel fandt det derfor rådeligst at lade denne sag fare. Derpå blev brylluppet holdt. Men Gudrun fik Gunnar bragt udenlands og godt forsørget med Snorre Godes hjælp. Gunnar vendte aldrig siden tilbage til Island, men sendte anseelige gaver til Gudrun Osvifsdatter, men Svenke tilbød han at drage udenlands med alt sit. Svenke tog imod tilbudet og blev modtaget af Gunnar med åbne arme, sat i god stilling; og forblev i Norge til sit livs ende. Her hører op fortællingen om Gunnar Thidrandebane.


Note:

1. nemlig for Gunnar, som kunde ligge derinde, og vist ikke vilde tage mildt mod enkelt mand, hvis han vovede sig derind.