Fortællingen om Gunnar Tidrandebane

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif


Islændingesagaer


Fortællingen om Gunnar Tidrandebane

Gunnars þáttr Þiðrandabana


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2014



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Þórleifr Jónsson: Fjörutíu Íslendinga þættir, Reykjavík, 1904


1.

Der var en mand, der hed Ketil, som blev kaldt den Tavse. Han var søn af Tidrande og boede i Njardvig. Hans kone hed Torgerd, hans sønner Torkel og Eyjolf. Dér opfostredes en dreng, som hed Tidrande og var søn af Geite. Han var den mest lovende unge mand i Østfjordene. Der var en mand, der hed Bjørn, som var søn af Korek. Han boede i Skridedal. Han var en god bonde; de var flere brødre.

En sommer — fortælles det — blev der indkaldt til hestehidsning; Ketil i Njardvig ejede den ene hest, Bjørn i Skridedal den anden. Der var mange folk til stede og megen morskab. Tidrande Geiteson var der. Hestekampen endte således, at Bjørn havde den bedste hest. Han gik hen til Tidrande og sagde: »Jeg vil gerne være din ven og forære dig den hest, jeg brugte i dag.« Tidrande takker ham for gaven: »Så skal du til gengæld få mit venskab.« Bjørn mente da at have fået, hvad han ønskede. Der deltog en mand i stævnet, som hed Tore; han blev kaldt Englandsfarer. Han henvendte sig også til Tidrande om venskab. Han var kommet til Island sommeren forinden og havde opholdt sig hos Brod-Helge; han var også en god ven af denne.


2.

Det fortælles, at en mand dette efterår kom på besøg hos Bjørn Korekson og hans brødre. Han kaldte sig Asbjørn Væghammer og var en stor og stærk mand med lyst hår, stygge øjne og lang hals, og han havde været hos Asgrim Ellide-Grimson. »Jeg vil nu tage ophold her,« siger han, »— hvis man kunne tænke sig en god arbejdsmand.« Det mente de at have meget brug for, og han fik ophold hos Koreksønnerne; de syntes godt om hans arbejde og indstilling. Han var hos dem i henved tre år og sparede op, og så ville han derfra og bad dem skaffe ham en gård. Brødrene mente, at det ville tjene ham bedre at være ansat end at have naboskab med folk. Han sagde, at det behøvede de ikke bekymre sig om. De skaffede ham siden en gård ikke langt derfra, hvor han tog sig meget af deres husdyr, men hans gæld voksede meget, for han var ikke bange for at låne. Da sagde Bjørn til ham: »Det anede mig, at gårdsdrift ikke var noget for dig, og jeg ønsker, at du kommer tilbage til os og arbejder gælden af.« Han svarede, at han endnu kun havde forsøgt sig med driften i kort tid, og bad om at måtte fortsætte. Sådan blev det. Han anskaffede sig mange ting, som han havde lyst til at få.

Da Tore Englandsfarer kom dér i nabolaget, opsøgte Asbjørn ham og sagde, at han ville købe varer af ham. Tore sagde: »Jeg har fået at vide, at du har småt med midler.« Asbjørn svarede: »Man kalder mig ikke velhavende, men mit arbejde og mit held vil snart give afkast.« Tore sagde, at han ville sælge ham varerne. Da Tore senere traf Brod-Helge, spørger denne til hans salg. Tore fortæller ham det, som det er sket. Helge sagde: »Så har du solgt til en mand, som jeg ikke bryder mig om, men venter ufred af.«

Og om sommeren tog man rundt for at inddrive sine tilgodehavender og kom til Asbjørn Væghammer og spurgte ham om deres udestående. Han sagde, at han ikke vidste, hvad det ville blive til med den betaling, og de fik ikke noget af ham. Men Koreksønnerne mistede hans tjeneste, og da Asbjørn indså, at han ikke ville kunne sidde i fred, stak han af og kom ned til Njardvig, hvor han opsøgte Ketil og bad denne tage imod sig. »Jeg kan være dig nyttig, for jeg er en god arbejdsmand, og du er selv meget driftig. Men jeg fik ikke meget godt ud af at være hos Koreksønnerne.« Ketil sagde, at han ikke var meget for at tage imod ham. »Du skulle prøve det — bonde!« siger han. »Det er nok utilrådeligt at gøre sig uvenner med andre på grund af dig,« siger Ketil. »Så meget ondt vil det ikke afstedkomme,« siger Asbjørn. Det endte med, at Ketil tog imod ham. Da Koreksønnerne erfarer dette, opsøger de Ketil i Njardvig og siger, at de overfører alle deres krav mod Asbjørn på ham, og de sagde, at han havde kostet dem store summer. Ketil siger, at det sikkert er rigtigt, »— men jeg vil ikke betale for ham.« Tidrande var til stede dér og anførte, at Ketil — hans fosterfar — burde betale for Asbjørn. Ketil siger: »Jeg vil ikke betale for ham, men jeg vil tillade, at de stævner ham med få mænd.« Tidrande siger: »Dette forekommer mig underligt — kære fosterfar! — og jeg tror, det vil gå os bedre, hvis dette bliver afklaret.« Ketil siger: »Du forfølger denne sag meget; du vil nok give igen for hestegaven.« Tidrande sagde, at han ville fremme det, som gavnede Ketil mest. Og dermed red de derfra.

Ved en sammenkomst om sommeren talte Koreksønnerne om, at de ville tage ned til Njardvig for at stævne Asbjørn, hvis Tidrande tog dertil på besøg. De mente da, at der var håb om, at han ville støtte dem.


3.

Den samme sommer kom et skib til Bredevig — det er mellem Herjolfsvig og Borgfjord — og den ene styrmand hed Gunnar, den anden Tormod. Folk handlede med dem, og de agtede at skaffe sig ophold dér. Ketil red ned til skibet og tog imod styrmændene; de tog med ham hjem. Gunnar var en yderst duelig mand, stor og stærk og med et meget smukt udseende. Tidrande kom til Koreksønnerne om sommeren, og de tog særligt godt imod ham. Han overnattede dér. De tilbød at følge ham og på alle måder være ham til tjeneste. Han tog godt imod det. De sagde nu, at de ville tage med ham til Njardvig for at stævne Asbjørn. Tidrande samtykkede. Gamle Korek sagde: »Jeg tror ikke, der kommer noget godt ud af denne færd, og mine sønner udsætter en god mand for fare. De får at gøre med en vældig hidsig mand, der hvor Ketil er, og den anden er ond.«


4.

De var tre Koreksønner: Bjørn, Torfinn og Halldor. Tore Englandsfarer og to mænd, hvis navne ikke kendes, fulgtes med Tidrande, så de var syv i alt. De drog af sted, til de kom til skoven tæt ved Njardvig. Dér steg de af hestene og begyndte at lege ved at kaste trækæppe imellem sig. Da sagde Tidrande: »Jeg tror, min fosterfar vil finde, at vi er rigeligt mange, og blive vred over det.« Dette så Asbjørn Væghammer, mens han stod i en mose og skar tørv. Han genkendte dem og mente at vide, hvilket ærinde de havde. Han smider redskaberne og styrter hjem mod gården. En af brødrene kastede en skudvånd[1] efter ham, og den ramte Asbjørn i maven. Han satte ikke farten ned. Tidrande sagde, at dette havde været bedre ugjort. Asbjørn løb hjem og kom forfjamsket til ildhuset. Ketil varmede sig ved ilden og spurgte, hvad det var for en fart, han havde på. Han sagde: »Spørg du hellere om de farlige mænd. Du kaldes frygtløs, men hævner mig ikke, selv om spyddet står tværs igennem mig.« Tidrande og de andre blev forsinkede, da de ikke kunne ride hurtigt gennem mosestrækningerne. Tidrande sagde, at han tænkte på, hvad Væghammer nu sagde om dem. Ketil lod sig bage ved ilden, men kunne ikke mærke varmen fra den; han sagde, at det var meget underligt. Asbjørn bad ham hævne sig, hvis ellers han var et mandfolk, men Ketil blev hidsig og sagde: »Der er sjældent grund til at klandre mig for manglende mod.« Han greb et stort spyd og løb udenfor. Tidrande og de andre var da ankommet til gårdspladsen. Tidrande bad sine folk holde sig fra hans fosterfar. Ketil sprang straks hen imod Bjørn Korekson og gennemborede ham, for han stod nærmest. Da Tore Englandsfarer så det, løb han hen til Ketil og huggede ham i brystet, og det var med det samme dødbringende. Så blev Tore også dræbt af Ketils huskarle. De hed Torgeir og Tore Bringe, og de faldt også. Tidrande ville da ride væk sammen med sine fæller; de var fem mand. En tjenestekvinde løb ind og fortalte Gunnar og Tormod, hvad der foregik. Det hele var sket så hurtigt, at de ikke havde bemærket noget. Hun sagde: »I er nogle mærkelige mænd, når I sidder her, mens husets herre og hans folk bliver dræbt udenfor. Der er vist ingen gavn ved jer.« Gunnar sagde, at nu gik hun for vidt, »— men hvem skal vi dræbe i deres flok for at volde størst skade?« »Det er Tidrande,« sagde den elendige kvinde, »— og hvis du dræber ham, får vi noget igen for vores bonde.« Gunnar kastede et spyd ind i deres flok, og det traf Tidrande i ryggen og gennemborede ham, og han faldt død af hesten.

Husfruen Torgerd og hendes sønner gav ondt af sig over denne gerning og sagde, at det var den største ulykke, og mente, at her ville mægtige mænd forfølge sagen og store søgsmål følge, og de bad østmændene forlade stedet. Torgerd mente, at de ikke ville kunne føle sig sikre nogen steder, og kort tid efter tog de væk, og ingen vidste, hvor de blev af. Alle sørgede over det skete, for Tidrande var en meget vellidt mand, som man satte højt. Nyheden nåede vidt omkring og blev anset for stor.


5.

Lidt senere kom Torkel Geiteson til Njardvig sammen med nogle folk for at lede efter østmændene og deres ejendele, og de sagde, at det var nødvendigt at finde begge dele for at hævne deres sorg. Torgerd forstod nødvendigheden i deres eftersøgning, men fortalte, at de havde jaget dem væk. Torkel og de andre red derpå væk.

Nu gik vinteren, og Torkel fik mistanke om, at Gunnar — som nu blev kaldt Tidrandebane — og dennes fælle — Tormod — måtte opholde sig hos Ketilsønnerne — Torkel og Eyjolf. Nu henvendte Torkel Geiteson sig til en af sine karle ved navn Tord og sagde: »Jeg har tænkt mig at sende dig i et ærinde til Njardvig for at fortælle brødrene, at en af deres heste er bortkommet fra flokken.« Tord sagde: »Jeg tager kun dertil i et ærinde, hvis det ikke leder til svig imod brødrene.« Han sagde: »Dette fører ikke til noget svig.« Tord tog nu ned til Njardvig og fortalte brødrene om hesten. De sagde, at han udviste godvilje i dette, og således skiltes de. Kort tid efter tog brødrene — Torkel og Eyjolf — hen til den staklade, hvor hestene holdt til. Sneen faldt stille, og det var mørkt i vejret den dag. Og mens brødrene var ved indhegningen, kom fem mand imod dem, og det var Torkel Geiteson. De pågreb brødrene og bandt dem. Torkel bad dem fortælle om østmændene, og han sagde, at han vidste, de var i brødrenes varetægt. De nægtede og sagde, at de ikke vidste noget om dem. Så førte Torkel dem hver for sig. Han havde en skindkappe på. Han lod en kalv slå ned ved stakladen, og fra kalvestruben kom der blod på Torkel[2]. Derpå tog han skindkappen af og gik til Eyjolf og bad ham fortælle om østmændene: »— ellers bliver du dræbt som din bror, og her ser du hans blod på kappen.« Eyjolf sagde: »Alle har lyst til livet, og jeg vil hellere fortælle om dem end at blive dræbt. De opholder sig her i vores gedehus, hvor vi brødre vinteren igennem har haft mad med til dem, når vi så til hestene.« Og da Eyjolf havde sagt dette, blev Torkel[3] ledt derhen, og han var uskadt. Eyjolf sagde: »Du har brugt list imod os her — Torkel! — og jeg vil ønske, at jeg engang får lejlighed til at fortælle dig noget, som gør dig ikke mindre forfærdet, end jeg blev, da du sagde, at min bror var død.« Torkel Geiteson lod nu brødrene binde på både hænder og fødder og anbringe ved stakladen, mens han og hans følge løb hen mod gedehuset.

Gunnar tog til orde: »Jeg har haft ildevarslende drømme — min ven Tormod! — og jeg synes, vi skal gå ud og drage til fjelds, for vi får ikke lov til at være i fred længe.« Derpå gik de ud, og det sneede tæt, men stille. De fik nu øje på mændene, som ikke var langt fra huset. De flygtede ind i snevejret. Torkel Geiteson kastede spyddet, og det traf Tormod midt på livet og gjorde det vanskeligt for ham at slippe væk. Han bad Gunnar hjælpe sig selv og komme væk. Gunnar sagde, at han ikke plejede at flygte fra sine venner. Tormod sagde: »Se nu — min ven! — hvordan spyddet står tværs igennem mig, og jeg dør snart.« Gunnar så nu, at Tormod var døden nær, og han søgte væk. Det klarede nu op, og da Torkel nåede hen til Tormod, gjorde han det straks af med ham, og det sænkede deres færd, at de flokkedes om den døde.


6.

Gunnar kom til den gård i Borgfjord, der hed Bakke. Dér boede en mand ved navn Sveinke, som var en hård mand og ustyrlig at have med at gøre. Han var ude, og de hilste på hinanden. Gunnar sagde: »Jeg får snart brug for din hjælp — bonde! — for her kommer Torkel Geiteson fem mand høj og stræber mig efter livet. De har allerede dræbt min kammerat.« Han svarede: »Vi har ikke haft meget med hinanden at gøre, men nu er du kommet i vanskeligheder. Du har før vist dig som et mandfolk ved at hævne din husbonde, som var en ven af mig. Du kan ikke få hjælp her længe, når sådanne folk er efter dig. Gå først ind i forstuen.« Og det gjorde han. Derefter dækkede Sveinke ham med brændtørv, der var båret ind i gangen.

Siden ankom Torkel og hans folk til gården, og de traf Sveinke ude. Torkel spørger, hvorvidt Gunnar var kommet dér, »— og vi vil,« siger Torkel, »— at du giver ham fra dig, så vi to kan komme godt ud af det med hinanden.« Sveinke sagde, at Gunnar ikke var dér, medmindre han var gået ind i stuen. »Nu kan I lede dér, men jeg er aldrig før blevet udsat for ransagning eller magen til ufredsfærd af nogen.« De gik ind i stuen. Da sagde Sveinke til ham, der bevogtede yderdøren — det var en af Torkels folk: »Jeg bliver her og sørger for, at manden ikke slipper ud, men gå du ind i stuen.« Nu løb denne mand ind i stuen. Sveinke bad Gunnar rejse sig og gå ud, og han satte slå for døren. Da sagde Sveinke: »Lad os gå ned til det skib, jeg har nede i strandkanten.« Og det gjorde de. Dér lå et skib med bunden i vejret; det var en skude, som han havde ladet tjære. »Her skal du gemme dig under skibet, og så skal vi snart komme på noget.« Sveinke drev derpå sine lam ned til stranden i deres spor, så man ikke kunne se, at to mand havde gået der. Gunnar gemte sig nu under skibet.


7.

Nu kan det fortælles om Torkel og de andre, at de løb ud af stuen og fandt, at de var spærret inde, men de kom ud, selv om det tog tid. Da de kom ud, var Sveinke kommet hjem på gårdspladsen, og han havde drevet sine lam op fra stranden. Torkel sagde: »Du udviser uvenskab imod os, og hvor har du gjort af Gunnar?« »Gunnar kender jeg ikke noget til,« siger Sveinke, »— men det er vel forventeligt, at jeg bruger kneb mod en sådan ufredsfærd.« »Lad os gå ned til vandet,« siger Torkel. »Det kan vi godt,« siger Sveinke. Så kom de til skibet, som lå med bunden op. Torkel sagde: »Det var et godt gemmested dér under skibet.« Sveinke sagde: »Jeg plejer at gemme mine redskaber under skibet, men hvorfor kravler en af jer ikke ind og undersøget det? Eller skal jeg gøre det, hvis ikke I tør?« Og så krøb han ind under skibet. I det samme stak Torkel sit spyd ind under, og det traf Gunnar i låret. Da Sveinke så det, trak han sin kniv og stak sig i låret og drejede kniven, så det lignede et spydstik. Da han kom ud, sagde han: »Jeg synes ikke, at I har skånet mig i jeres fremfærd, og havde vi været jævnbyrdige, var dette ikke forblevet uhævnet.« Torkel sagde: »Jeg var ikke ude på at såre dig, men vi kan dårligt vide, hvor faren lurer.« De gik tilbage til gården, og ransagede den igen, hvorefter de drog bort. Da sagde Sveinke til Gunnar: »Nu må vi væk herfra.« Derpå førte han ham til loen, hvor han tog noget løst hø fra stakken, der var hul indvendig, og skjulte ham så godt som muligt. Torkel vendte tilbage igen og kom til loen. Sveinke gik og ordnede nogle småting og spørger, om ikke det snart er nok med det væsen, at de hele tiden skal ransage stedet. Torkel siger, at han ikke véd, hvilke kneb Sveinke gør brug af, men at han ikke ville strække ham til jorden uden at have beviser. Sveinke sagde: »Det er ikke utænkeligt, at I vil dræbe mig, men det vil være overilet at gøre mod en sagesløs mand. Jeg skal dog nok gøre det af med en mand, før jeg må bide i græsset.« Derefter red de væk. Sveinke sagde nu til Gunnar: »Der ligger — som du ser — en lille ø her ud for kysten, men det er en lang svømmetur, og det er en manddomsprøve, nu da du er såret. Jeg ville gerne, at du kom derud, hvis du formår det, og så skal jeg komme til dig, når faren er drevet over.« Gunnar sagde: »Det er pænt af dig, og det bliver vanskeligt at belønne. Men dette vover jeg — og jeg havde også gjort det, selv om der havde været længere.« Derpå svømmede han ud til øen i fuld udrustning, og det gik godt, men han blev dog meget udmattet. Han lagde sig og dækkede sig med tang som værn mod kulden.

Da Sveinke véd, at Gunnar er uden for fare, ror han ud til øen, finder Gunnar og siger, at det er tid til at få ham i land. Nu kunne det akkurat gå, mente han. Sveinke førte derpå Gunnar hjem, hvor han opholdt sig nogle nætter for at komme sig. Da sagde Sveinke: »Nu bliver dit ophold her ikke langt, for jeg tror ikke, at jeg formår at beskytte dig længere. Jeg vil nu sende dig til min ven Helge Asbjørnson, og du skal komme dér midt på natten. Gå hen til det hus, som Helge sover i. De folk, der søger hjælp hos ham, plejer at banke på dér, og så kommer han selv til døren. Sådan er det ofte foregået.« Derpå viser Sveinke Gunnar på vej, og således skiltes de. Gunnar ankom siden til Mjoanes. Gunnar bankede på døren til huset, hvor Helge sov. Denne vågnede og sagde: »Der er vist en, der trænger til hjælp.« Derpå gik Helge ud, og de hilste på hinanden. Gunnar fortalte ham, hvordan alt var forløbet, og gav ham beskeden fra Sveinke. Han sagde: »Den er ikke fortabt, som får hjælp af Sveinke. Nu vil jeg tage imod dig, for jeg har meget godt at lønne Sveinke for, men gå nu til mit udhus.« Dér sørgede man godt for Gunnar gennem vinteren.

Foråret efter havde Helge et ærinde nede ved fjordene. Før han tog af sted, talte han med sin kone — Tordis. »Nu forholder det sig således,« siger han, »— at hele det gode forhold mellem os afhænger af, hvordan du støtter mig i Gunnars sag, mens jeg er væk.« Hun sagde, at det ville vise sig.


8.

Det fortælles, at tolv mand en aften kom til gården i Mjoanes. Husfruen gik ud sammen med huskarlene, og det var Bjarne Brod-Helgeson — hendes bror — som var kommet. Hun tilbød ham, at han kunne bliver der. »Det er et godt tilbud,« siger Bjarne, »— men mit ærinde her et at lede efter Gunnar Tidrandebane, der dræbte vores slægtning og fosterbror. Han befinder sig her i udhuset, og hvis ikke du låser op, kommer jeg til at bryde ind.« Tordis sagde: »Far ikke sådan frem — min bror! — du skal nok få, hvad du kommer efter. Bliv her i nat — frænde! — som det sømmer sig. Jeg holdt så meget af Tidrande, at jeg helst så Gunnar dræbt, men min mand — Helge — har holdt øje med mig i vinter, for han vidste, at jeg ville Gunnar til livs. Lad os nu sørge for dette, inden du tager herfra.« Bjarne og de andre steg af deres heste, og blev der om natten. Tordis sendte to mænd rundt på egnen og indkaldte folk til sig, og om morgenen var der samlet 40 mand. Bjarne klædte sig på og sagde: »Kom nu frem med Gunnar — søster!« Hun sagde: »Jeg véd ikke, hvorfor du på denne måde plager din søster, og tillægger hende en sådan ondskab, at jeg skulle overgive en mand, som min mand har overladt i min varetægt, til dine våben. Den tjeneste gør jeg dig ikke, og du får ikke fat i Gunnar denne gang, medmindre du sætter alt ind på det.« Bjarne sagde: »Vi er blevet snydt, og i går sagde du noget andet, end du mente.« Derefter red Bjarne derfra.

Tordis gik ud i udhuset, hvor Gunnar var, og sagde: »Hvad mener du nu om at overgive dig til Bjarne?« Gunnar sagde: »Det var ikke sket, hvis Helge havde været hjemme.« Hun sagde: »Det vil heller ikke ske alligevel.« Han takker hende. Helge kom siden hjem, og han fik det hele at vide. Han sagde: »Jeg vidste, at jeg var godt gift, og det var godt, at hun viste, hvem hun stammer fra.«


9.

Gunnar opholdt sig om sommeren hos Helge, og så blev han dømt på tinget, og Torkel Geiteson lod ham sagsøge til fredløshed. På den tid førte striden mellem Helge Asbjørnson og Grim Dropløgson til, at Helge blev dræbt. Tordis sendte Gunnar vestpå til Helgafell til beskyttelse og ophold hos Gudrun Osvifsdatter. Hun skiltes fra ham i venskabelighed, og Gudrun tog godt imod ham. Det var på den tid, da hun var blevet fæstet til Torkel Eyjolfson. Denne samme sommer red Torkel Geiteson til Njardvig for at beslaglægge Gunnars forbrudte ejendele. »Det er,« siger Eyjolf, »— sikkert store værdier, men de har allerede forladt Island, og du får ikke en penning.« Torkel formoder, at dette er sandt, og han red siden væk.


10.

Nu skal der fortælles om dengang, da Torkel Eyjolfson kom til sit bryllup på Helgafell. Der var mange folk til stede. Om aftenen, da man vaskede hænder, holdt Gunnar Tidrandebane — iført en bredskygget hat — vandet for Torkel og de andre. Torkel mente, at han kendte manden, og spurgte om hans navn. Han fandt på et navn, som ikke var sandt. Torkel sendte bud efter Gudrun og siger, at Gunnar Tidrandebane må forlade stedet. De kunne ikke være dér begge. Hun sagde, at da kunne Torkel forlade stedet, hvis han ønskede det, og at det var udmærket ikke at få ham til mand, »— og det gør jeg ikke,« siger hun, »— overlader en mand, som jeg vil beskytte, til våben.« Snorre Gode — Gudruns ven — var til stede, og de havde hundrede mand hjemme. Torkel indså da, at det var bedst at forholde sig roligt, og Torkel og Gudrun blev da gift.

Gudrun hjalp — med støtte fra Snorre Gode — Gunnar Tidrandebane ud af landet. Han tog til Norge og kom aldrig siden til Island. Han sendte passende gaver til Gudrun Osvifsdatter og besked til Sveinke, at denne skulle komme til Norge med alt, hvad han ejede, og det gjorde han. Gunnar tog særdeles godt imod ham og skaffede ham gode kår, og han opholdt sig i Norge, til han blev en gammel mand.

Og her slutter vi fortællingen om Gunnar Tidrandebane.




Noter:

  1. ɔ en træstav/kæp, der blev brugt som kaste-/skydevåben.
  2. ɔ: Torkel Geiteson.
  3. ɔ: Torkel Ketilson.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.