Fortællingen om Odd Ufeigson
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
||||
|
Fortællingen om Odd Ufeigson
Odds þáttr Ófeigssonar
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
1. Om Odd og Ejnar Flue
En sommer kom Odd — søn af Ufeig Skideson — ude fra Island; han kom til landet nordpå i Finnmarken, og han opholdt sig dér om vinteren. Dengang var Harald konge i Norge. Da de sejlede nordfra om foråret, talte Odd til sin besætning: »Denne færd sker med nogen risiko,« sagde han, »— for her må ingen være på handelsrejse uden kongens eller sysselmandens tilladelse, og den mand, der er beskikket til at opkræve finneskatten, og som regerer dér, anses ikke for at være eftergivende — det er Ejnar Flue. Nu vil jeg vide, hvor meget I har handlet med finnerne.« Men de nægtede, at de havde handlet.
Som de nu kom sejlende nordfra ud for Tjøtta, så de et langskib skyde frem fra øen og imod dem. Det var Ejnar. Og da de så dette, bad Odd folkene være beredte og passe på, at der ikke blev fundet finnevarer hos dem, »— og hvis det forholder sig, som jeg mistænker, at I ikke helt har undladt at handle med finnerne, så lad nu alle de varer blive samlet ét sted, såfremt skibet skulle blive ransaget.« Og nu viste det sig at være, som Odd havde gættet, og hver især lagde det frem, han havde købt, og skjulte det derefter, sådan som Odd mente var mest tilrådeligt. De fik tilendebragt dette arbejde, før Ejnar kom hen til dem; han lagde snekken op mod skibet — der var da let vind, men den tog efterhånden til og blev kraftigere. Odd hilste på Ejnar, for de kendte hinanden, og Ejnar sagde: »Du er kendt for — Odd! — at være hæderlig, men I har i vinter været hos finnerne, og det kan være, at andre blandt dine mænd ikke har taget sig lige så godt i agt for at handle med finnerne. Men det ombud er blevet os overdraget af kongen, og vi agter derfor at ransage jeres skib.« Odd svarede og sagde, at de havde ret til at gennemse varerne, og mændene åbnede deres kister. Ejnar og hans folk gik om bord på skibet og ledte, men fandt ingen finnevarer. Så sagde Ejnar: »Disse folk har taget sig mere i agt, end jeg havde forventet. Nu tror jeg knapt, vi kan åbne lasten, for vinden tager til, og det er nok bedst, at vi går tilbage til vores skib.« Da sagde en mand, der sad på lasten: »Du skal først se denne bylt, som jeg har — og hvad den indeholder.« Han begyndte at løse den op, mens Ejnar ventede. Der var en lang rem om bylten, og det var vanskeligt at løsne den, og han var længe om det. Ejnar bad ham løsne den hurtigt. Han svarede, at det skulle han nok, men tog en anden bylt ud af den og løste den op; der var mange remme om den, og det forsinkede ham meget. Så sagde Ejnar: »Det tager lang tid for dig!« Men han ventede dog stadig på, om der skulle være noget i bylten, der var sagspådragende for manden. Så kom der en tredje bylt frem, og da han fik den åbnet, indeholdt den ikke andet end nogle pjalter og andet uden værdi. Da sagde Ejnar: »Din elendige mand! Du har holdt os for nar og henholdt os, så øen er kommet uden for synsvidde.« Derpå gik han over på sit skib, for vinden var tiltaget, og de kunne ikke blive liggende langs købmandsskibet. Sådan skiltes de. Da sagde Odd: »Så slap vi for Ejnar Flues påtrængenhed, men nu anser jeg det for meget om at gøre, at vi ikke møder kongen.«
2. Kongen lader Odds skib gennemsøge
Ejnar sendte straks besked til kongen og lod ham vide, hvad der var sket. Da de kom sydpå til Mjøla, traf det sig sådan, at kong Harald var dér og så købmandsskibet, og så — idet kongen i forvejen var blevet underrettet — sagde han, da han så skibet: »Nu kan det være, at det går godt alligevel; dette må være Odds skib, og det er ikke urimeligt, at vi mødes, for sjældent er Ejnar blevet sådan snørret som af Odd og hans folk.« Kongen var vred. Odd og de andre lagde til ved øen, og kongens folk spildte ikke tiden, men opsøgte straks Odd; han modtog kongen godt, men kongen svarede fåmælt og noget vredt og sagde, at Odd havde handlet upassende imod ham. Han sagde, at han altid havde behandlet Odd sømmeligt, men nu var denne draget af sted for at handle med finnerne uden hans tilladelse. Odd sagde: »Vi var gladelig — herre! — kommet til landet sydligere end Finnmarken, men jeg skulle dog snarest råde til ikke at handle uden din tilladelse.« Kongen sagde: »Jeg tror, at der kan findes grund nok til, at I alle skulle blive bundet og hængt i det højeste træ. Og selv om du ikke selv har gjort det, så ser man straks på dine mænd, at de ikke ville holde sig tilbage for at handle ulovligt, så vi vil ransage jer!« »Det skal du have lov til — herre!« sagde Odd. Det blev gjort, men de fandt ikke noget.
3. Odd skjuler varerne under kongens sæde
Der var en mand, der hed Torstein — en slægtning af Tore Hund; han var en ung, smuk mand og en god ven af Odd. Han opholdt sig dengang hos kongen. Torstein blev tilbage på skibet, da kongen og hans folk var gået; han trak derefter i hemmelighed Odd til side og spurgte, om de havde nogen skyld i denne sag. Han sagde, at kongen var vred, og at der ville blive ledt grundigt hos dem. Odd sagde: »Jeg tror ikke, at vi kan sige os skyldfri i denne sag; til at begynde med gjorde folkene enerådigt det, som jeg havde forbudt, men nu har jeg dog siden givet råd til dem, så det kan holdes skjult.« »Hvor er varerne nu anbragt?« spurgte Torstein. Odd fortalte ham, at alt var i en skindsæk. Torstein sagde: »Kongen vil komme tilbage hertil og ransage, og du skal tage den samme skindsæk og indrette et højsæde dér ovenpå. Jeg formoder, at det sidste han vil ane er, at det han leder efter skal findes neden under ham selv — men det hele indebærer dog nogen fare.« Derefter gik Torstein, og Odd gjorde, som han havde rådet til.
Kongen kom dertil lidt senere og satte sig på den plads og det sæde, der var blevet indrettet til ham, mens kongsmændene ledte efter varerne, både i kisterne og hvad der ellers blev brudt op, hvor det var mest sandsynligt, at de var blevet skjult. Men de fandt ikke noget. Kongen sagde: »Det forstår jeg ikke, for der er ikke noget, der taler imod, at varerne, som vi leder efter, er her på skibet.« Odd svarede: »Et gammelt ord siger — herre! — at den tager ofte fejl, som gætter.« Kongen forlod da stedet sammen med sine folk, men Torstein blev igen tilbage på skibet og sagde til Odd: »Dette kneb duer ikke længere, og kongen vil snart begribe sammenhængen; der vil gå længe, før han opgiver eftersøgningen — det må I tænke på. Nu skulle I lade værdierne anbringe i sejlet, og hejse sejlet lidt op i masten, for alt vil nu blive brudt op på skibet — både lasten og andet.« Odd og de andre gjorde, som Torstein sagde, og så gik han; da han indhentede kongen, spurgte kongen, hvorfor han var blevet tilbage. »Det var jeg nødt til — herre!« sagde han, »— for at rette på mine strømper.« Kongen sagde kun lidt.
4. Odd skjuler varerne i sejlet
Kort tid efter kom kongen ud på Odds skib og sagde: »Det kan være, at I har indrettet mit sæde med finnevarerne. Nu skal der først ledes dér og derefter overalt på skibet, og jo mere der kommer i vejen for os, desto hårde skal I få det at føle. Der blev nu ledt alle tænkelige steder, men intet blev fundet. Kongen gik i land, men Torstein ventede noget og sagde til Odd: »Heller ikke dette kan gå i længden, og nu er der ikke andet for, end at fjerne det fra skibet og føre det ud på næsset. Jeg vil gå hjem ad en anden vej end kongen, så vil han ikke så hurtigt finde ud af, at jeg blev tilbage. Og i aften, når dagen er omme, så let anker og gør brug af dine sømandskundskaber — Odd! — for i andet fald vil kongen komme så tæt på jer, at I ikke slipper væk. Han er en meget beslutsom mand og ubøjelig i det, han sætter sig i hovedet. Odd sagde, at det var vanskeligt at belønne Torstein for den hjælp, han ydede dem. De skiltes; Torstein tog af sted, og Odd og de andre gjorde, som han havde sagt, og arbejdede med det om natten. Om morgenen kom kongen, og han lod nu lede i sejlet, men fandt ingenting. Kongen grublede uafbrudt over, hvor de havde skjult det. Odd sagde: »Herre! Nu må du ikke mistænke os længere; hver eneste lap er nu brudt op på vores skib.« Kongen sagde, at det ikke ville vise sig at være, som Odd sagde, og udbrød, at han aldrig havde været ude for noget lignende. De kunne ikke få indført et ord ved kongen — så vred var han. Og dagen gik.
5. Odd drager til Island og belønner Torstein
Da det blev nat, førte de varerne tilbage på skibet og gjorde klar; tidligt på morgenen kom der vind, som blæste fra land. Kongen vågnede tidligt og sagde: »Nu tror jeg, at jeg har gennemskuet alle deres påhit, men der må være flere end dem alene, der har del i det. Nu forventer jeg, at vi på skibet finder det, som vi leder efter. Jeg havde ikke grundlag for at dræbe dem, så længe jeg kun havde mistanke. Nu skal vi fare hen at lede!« Men da de kom ud af teltene og så sig om, så de Odds sejl langt ude ved øerne, og da sagde kongen: »Så skilles Odd og jeg for denne gang, og du — Torstein! — forstår at hjælpe dine venner godt; du sætter nu mere pris på Odd end på mig, men det kan være, at du ligner din slægt, når det handler om forræderi.« Torstein sagde: »Dette er ikke forræderi — herre! — selv om du ikke fik dræbt Odd — som har været en god ven af dig — og mange andre folk bare på mistanke. Jeg anser det for troskab imod dig, at afholde dig fra sådan en ugerning.«
Odd og de andre stod til havs og havde god vind. Så sagde Odd til sine rorskarle: »Nu skal jeg sige jer, hvorledes det gik til, og alt hvad der hændte mig. Jeg bad jer om ikke at købe mere af finnerne, end hvad der var lovligt, men det rettede I jer ikke efter. Og da det kom dertil, at vi mødte Ejnar, da sagde jeg til jer, at I skulle tage sømmeligt imod ham, men dog trække tiden ud for ham og gøre ham det besværligt, for jeg vidste, at I var skyldige. Jeg bad jer sejle under hans ophold, for at vi kunne skilles fra ham hurtigst muligt. Og straks da kongen fik at vide, at skibet var blevet set, spurgte han, om det var vores skib, men Torstein — vores ven — svarede og sagde, at det var folk, der fiskede. ‘God fangst,’ sagde kongen, ‘— får den, der forstår sig på det, og den fangst skal tilfalde mig.’ Nu har vi alligevel beholdt fangsten og er sluppet væk, og det kan vi i høj grad takke Torstein for.«
Odd kom ud hertil og drog til sin gård. En mand, der hed Hårek — Torsteins slægtning — var da på rejse, og han kom til Midfjord. Da var der uår her, men Odd bød ham hjem til sig og sendte nogle gode heste — røde i farven og med hvide manker — med ham tilbage til Torstein og sagde, at denne havde reddet hans liv. Hårek drog fra Island om sommeren og mødte Torstein — han var da endnu hos kongen — og gav ham hestene, som han sagde, at Odd havde sendt ham. Torstein sagde: »Dette kommer meget ubelejligt for mig, for sagen kunne ellers være blevet glemt, men hermed kan det ikke skjules — og det vil nu give vanskeligheder.« Torstein viste kongen hestene og sagde, at Odd havde sendt ham dem som gave. Kongen sagde: »Jeg har ikke fortjent en gave fra Odd; han har sendt dem til dig, ikke til mig — og du skal have dem.« Og han befalede Torstein dræbt, men folkene var ikke villige hertil. Torstein måtte forlade hirden og var ikke længere kongens ven.
