Fortællingen om Sigurd og troldkvinden
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Fortællingen om Sigurd og troldkvinden [1]
fra Ólafs saga hins helga
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2023
Der var en mand, der hed Sigurd. Han var søn af Åge Vagnsøn. Han var en mægtig mand og holdt til i Danmark. En sommer forlod han landet for at drage til Vendland, og det var især for at skaffe sig sådanne genstande, som blev anset for store kostbarheder. Og mens han opholdt sig dér, kom en mand ved navn Jon til ham. Han tilbød at købe kostbarheder på Sigurds vegne og for hans penge. Den slags mænd kaldes for mæglere, og det er deres beskæftigelse at købe ting for andres penge og på den måde være mellemmænd. Sigurd takker ja til hans tilbud, og Jon får pengene og tager af sted. Og manden var dygtig til at handle. Han køber gode kostbarheder på Sigurds vegne, hvorefter han afleverer dem til ham. Og Sigurd er tilfreds og betaler Jon for hans arbejde og giver ham noget sølv og tilbyder ham ophold hos sig, såfremt han vil. Men Jon siger, at det vil han ikke, og dermed skilles de.
Det fortælles, at Jon har en frille, og hendes far bor i en dal, og dér tager han hen for at træffe hende den samme dag, som han og Sigurd skilles. Men om aftenen, da de var gået i seng, hører de en vældig støj udenfor fulgt af en frygtelig larm som af hovslag. Og alt dette får bonden til at springe op, og han går ud for at finde ud af, hvad der foregår. Og dér ser han en rædsom kvinde, som står og beder bonden om at indfri sin gæld, »— og jeg er ligeglad med,« siger hun, »— om det er dig selv eller din gæst, der betaler.« Jon hører dette, og han springer op og styrter ud ad den dør, der vender mod syd, og vil forsøge at slippe væk. Det kvindelige væsen ser ham løbe og sætter efter ham, men han kommer dog først hen til teltene, hvor Sigurd og hans mænd befinder sig, og Jon kalder straks på ham og beder om hans hjælp. Sigurd genkender stemmen og springer hen til teltåbningen med sit skjold og sværdet trukket, og Jon smyger sig forbi ham ind i teltet. Da hun kommer hen til teltåbningen, beder hun Sigurd om at træde til side, men han siger, at det vil han ikke. Hun havde et sværd i hånden, og hun tager mod til sig og stikker efter Sigurd med sværdet, men han skærmer sig med skjoldet, og hun stikker igennem skjoldet, men mister balancen, og han undviger og bliver således ikke truffet af sværdodden. Han hugger efter hende med sit sværd og træffer hende sådan, at armen bliver kappet af. Hun jamrer meget over såret og løber skrigende derfra, men Sigurd forfølger hende. Da de havde løbet nogen tid, vendte hun sig mod Sigurd og sagde: »Du har vundet en stor sejr over mig, og det synes du tilmed også selv, men nu kaster jeg den forbandelse på dig, at du herefter ikke kan tåle at se menneskeblod.« Så løber hun væk, mens Sigurd går tilbage til teltet. De sejler bort, så snart vinden bliver gunstig, og han kommer hjem til sine ejendomme i Danmark. Han opholder sig jævnligt hos kong Knud[2] og er meget værdsat.
Det fortælles, at Alfifa[3] engang lod kongen vide, at Sigurd havde vundet en stor sejr over en heks, og hun fortalte om denne hændelse og også, at det påvirkede denne modige og raske mand meget, at han aldrig kunne tåle at se blod. Disse forhold var blevet hemmeligholdt, og man vidste ikke rigtigt, hvordan hun havde fundet ud af det. Kongen svarer hende og siger, at det ikke kan være sandt. Så sagde hun, at han jo kunne efterprøve det, »— og så finder du ud af,« siger hun, »— hvorvidt det er sandt eller ej.« Han får nu sit blod til at løbe og lader Sigurd se det. Men fordi Sigurd er en klog mand, finder han på noget, så kongen ikke får helt rede på sagen, men er i tvivl. Nu får kongen imidlertid mistanke om, at det er sandt, og han ringeagter Sigurd og bliver uvenlig imod ham
Og engang ville kongen drage fra landet på hærfærd, og Sigurd skulle med, for kongen ville ikke høre tale om andet, end at han tog med ham. Sigurds fosterfar hed Torarin, og de to aftaler, at Torarin skal overfalde Sigurd, for han vil ikke med på hærfærden, og Torarin véd, hvilken knibe Sigurd er kommet i. De gør nu sådan, at Torarin drikker sig fuld i vin, men forinden har de foregivet at være uenige, og den berusede Torarin løber efter Sigurd og stikker ham med et spyd. Og Sigurd siger nu, at han ikke er i stand til at deltage i denne hærfærd på grund af det sår, spyddet har tilføjet ham. Dette gør kongen umådeligt vred, for han ville have Sigurd med, fordi han håbede, at det da ville blive opklaret, hvorvidt han kunne tåle at se blod, og kongen ville nu lade Torarin dræbe, men Sigurd bad om fred for ham, og kongen gør ikke mere ved det, og sådan står sagen nu.
Alfifa oplyser nu kongen om, at dette ikke er sket uden svig, og hun fortæller, hvordan det hænger sammen med overfaldet, og hævder, at hun kender alt til, hvad de har aftalt. Men de anede ikke, hvor hun vidste dette fra, for de mente at have gjort det i al hemmelighed. Hun fik overbevist kongen, og han blev vred på Sigurd og jog ham bort og påbød ham at forlade landet og sagde, at han ikke ville tolerere andet.
Derefter forlader Sigurd landet. Han drager til Norge og opsøger kong Olav den Digre[4]. Han kom dertil i den sidste uge af langfasten, men han kommer ikke til at tale med kongen før påskedag, hvor han træder frem for kongen og hilser ham. Kongen spurgte, hvem han var, og han fortæller ham sit navn og siger, at han er dansk. »Jeg kendte til en Sigurd i Danmark,« siger kongen, »— som var højt værdsat, men det er næppe sandsynligt, at han skulle være her.« »Det kan dog godt være,« siger Sigurd, »— at det er den samme mand, som nu er kommet hertil.« Og han fortæller siden kongen sin historie og siger, hvorfor han er kommet, og hvilken fortrædelighed han var blevet udsat for, og hvordan det var endt mellem ham og kong Knud. Det smertede kong Olav meget, at en så fortræffelig høvding havde fået sådan en medfart, og han mente, at det var uforståeligt, at kong Knud ville ringeagte ham på grund af dette, når de før havde været så gode venner. Men nu gør kong Olav det, at han skærer et korstegn i sin håndflade, så blodet løber, og derpå siger han: »Se nu her — Sigurd!« Og det gør han, og han får nu set blodet, uden at det påvirker ham, og han blev aldrig derefter plaget af dette, og han var siden ofte i stor livsfare, men var altid den raskeste mand. Sigurd opholder sig nu hos kong Olav, og han nyder stor hæder og er meget værdsat af ham, og sådan går der nogen tid.
Nu sker der det, at kong Knud erfarer, at Sigurd opholder sig hos kong Olav og nyder stor anseelse, og at han nu er så fremragende en mand, som han var tidligere. Han sender sine budbringere til ham og indbyder ham til at komme tilbage og lover ham sit venskab som før. Mændene træffer nu Sigurd og overbringer ham kong Knuds ord, men han svarer dem, at han ikke ønsker at forlade kong Olav, så meget godt som han skylder ham. »Og jeg mener nu at vide,« siger han, »— hvem af kong Olav og kong Knud det er mest ærefuldt at tjene — det kan jeg se af mit eget tilfælde.« Sendebuddene vender nu hjem til kong Knud og fortæller ham, hvordan det forholder sig, mens Sigurd bliver hos kong Olav og er meget værdsat.
Noter:
- ↑ Fortællingen findes overleveret i Flateyjarbók som en del af Olav den Helliges saga.
- ↑ Kong Knud den Store (d. 1035)
- ↑ Ælfgifu, kong Knud den Stores første hustru.
- ↑ Kong Olav Haraldson, Olav den Hellige (d. 1030)
