Fortællingen om troldene
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
|||||
|
Fortællingen om troldene
Trölla þáttr
(Odd Munk Snorreson: Saga Ólafs konúngs Tryggvasonar, kap. 56)
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2013
Det fortælles, at engang kong Olav opholdt sig nordpå i Namdalen, fik to af kongens hirdmænd lyst til at vide, om det var sandt, at der fandtes mange trolde i herrederne dér. Og en nat forlod de i hemmelighed kongens skib og gik meget længe i nattemørket, hvorpå de så et bål brænde foran sig, og så skyndte de sig derhen. Da de nærmede sig bålet, så de, at det var tændt inde i en grotte, hvor der sad mange trolde, som talte sammen. Så tog den ene af troldene ordet — ham som mændene anså for at være lederen: »Ved I,« sagde han, »— at kong Olav er kommet hertil i den hensigt at jage os væk fra vores ejendomme?« De sagde, at de vidste de, »— og gid han rammes af ulykke, for vi har måttet tåle meget ondt fra ham.« Da sagde deres høvding: »Fortæl da, hvad I har været udsat for.«
Da begyndte en af dem: »Jeg boede i Gauldal — ikke langt fra Lade — og jeg havde et godt venskab med jarl Håkon; han gav mig gode gaver, men da han på uretfærdig vis blev berøvet magten, kom denne mand i stedet for. Det skete en dag,« sagde han, »— at kongens hirdmænd muntrede sig nær gården, og jeg kunne knapt udholde deres larm og højrøstethed, og jeg blev vældig harm over det alt sammen. Så blandede jeg mig i deres leg — men jeg var usynlig. Så greb jeg en mand i armen og skiltes sådan fra ham, at jeg brækkede armen på ham. Dagen efter brækkede jeg benet på en anden, men på tredjedagen deltog kongen i legen. Jeg gik også derhen, og jeg agtede at mishandle en af dem. Jeg stod mellem dem og greb efter en af dem, men han tog uden skånsel fat i mig og lagde armene rundt om mig — og det var, som var de lavet af gloende jern. Han begyndte at klemme mig meget hårdt, og jeg kunne næste ikke holde det ud. Jeg slap med nød og næppe ud af hans greb og flygtede meget forbrændt bort derfra. Jeg kom så mod min vilje til dette sted.«
Da sagde en anden trold: »Om mig er der det at fortælle, at jeg antog skikkelse af en smuk kvinde, og i hånden havde jeg et horn fyldt med mjød, hvori jeg havde blandet megen ondskab, og jeg agtede at byde kongen det om aftenen dér, hvor han var på gæstebud. Folk var meget berusede, og jeg stod klar ved skænkebordet. Så rakte kongen sin hånd ud imod mig, og jeg gik hen til ham og gav ham hornet, men han hævede det i vejret og kastede det i hovedet på mig — lige i ansigtet — og således endte det mellem os.«
Da fortalte den tredje trold: »Jeg tog udseende af en smuk kvinde og gik til kongens hus sent om aftenen. Kongen sad barfodet og havde bundet lærredsklæder om benet. Biskoppen sad på højre side af ham. Så begyndte jeg at fremkalde kløe på hans fod — kongens — og da han så, hvor jeg stod, tilkaldte han mig og bad mig stille kløen på foden. Jeg sad da på trinet ved hans fødder både før og efter aftensmaden. Derefter gik kongen til ro og jeg med, og jeg kradsede da stadig foden. Så faldt biskoppen i søvn — og kongen ligeledes — og jeg forsøgte da at plage kongen med djævelsk list. Så vågnede kongen og slog mig i hovedet med en bog, så min hjerneskal tog skade. Jeg flygtede væk derfra, men har lige siden været skæv i hovedet. Så vækkede kongen biskoppen og bad denne undersøge, om han havde taget skade eller ej af denne djævels så tydelige tilstedeværelse i deres hus. Biskoppen gjorde, som kongen bad om, og fandt på kongens fod en ondartet plet, som var fuld af betændelse. Biskoppen lod den skære ud af kødet, hvorefter det blev fuldstændig lægt.«
Da kongens mænd havde set og hørt dette, vendte de lydløst tilbage og kom om bord på skibet, mens alle sov. Om morgenen fortalte de kongen om det. Han sagde, at dette var sandt og bevidnede det, »— men jeg vil ikke have,« sagde kongen, »— at I oftere gør noget sådant om natten, for det er ubetænksomt at fare af sted alene, når det er unødvendigt.« Og derpå drog biskoppen og kongen omkring i alle disse bebyggede områder og medbragte helligt vand og frelste således befolkningen fra det djævelskab, der hidtil havde været til stor plage for mange.
