Gripers spådom (JL)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Eddadigte

Gripers spådom

Grípisspá

oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2021

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónsson: De gamle Eddadigte G. E. C. Gads Forlag, København, 1932.

---

      Ramsundristningen:
Sigurd dræber Fafner

Eylime havde en søn, der hed Griper, som var bror til Hjørdis. Han herskede over lande og var en meget klog mand og spåkyndig. Sigurd red alene og kom til Gripers hal. Sigurd var let genkendelig. Uden for hallen henvendte han sig til en mand, der sagde, at han hed Geiter. Da spurgte Sigurd ham:

1.

»Hvem har til huse

her i borgen?

Hvad kalder folket

kongen på stedet?«

Geiter svarede:

»Griper er navnet

på den gode hersker,

som udelt leder

sit land og folk.«

Sigurd sagde:

2.

»Er den store konge

til stede i landet?

Vil den vise mand

møde mig her?

Jeg trænger meget

til at træffe Griper;

kan en fremmed mon

få fyrsten i tale?«

Geiter sagde:

3.

»Den glade konge

vil givet spørge:

Hvad hedder den mand,

som vil hilse på Griper?«

Sigurd sagde:

»Jeg er Sigmunds søn —

Sigurd er navnet —

og Hjørdis er mor

til manden her.«

4.

Geiter gik da

til Griper og sagde:

»En ukendt karl

er kommet hertil;

han er uden tvivl

af ædel herkomst

og ønsker — fyrste! —

foretræde.«

5.

Høvdingen går da

fra hallen og ud

og modtager venligt

den mødte hilmer:

»Kom ind — Sigurd! —

sent er du kommet;

lad Geiter sørge

for Grane imens.«

6.

Og snart sad de

sammen og talte;

de rådvise mænd

havde meget at drøfte.

Sigurd sagde:

»Mon du kan sige mig —

min moders bror! —

hvad der siden vil ske

i Sigurds liv?«

Griper sagde:

7.

»Du bliver uden lige

under solen

med den ædleste byrd

af alle fyrster,

du skænker guld,

men skyr flugten,

fryder øjet

og ytrer dig klogt.«

Sigurd sagde:

8.

»Fortæl mig — konge! —

klogere end jeg spørger,

men svar ærligt,

hvis ellers du véd det:

Hvordan vil jeg først

fremme min sag,

når jeg engang

er gået herfra?«

Griper sagde:

9.

»Først vil du — høvding! —

hævne din far

og efterstræbe

Eylimes fjender;

du fælder Hundings

hårde sønner

dygtigt i striden —

dér skal du sejre.«

Sigurd sagde:

10.

»Fornemme konge,

frænde! — fortæl mig

nok så viseligt,

nu, mens vi taler:

Ser du Sigurd øve

en særlig stordåd

og vinde hæder

verden over?«

Griper sagde:

11.

»Du skal ene dræbe

ormen, der ligger

grådig og glinsende

på Gnitahede.

Det er sandt, dette

jeg siger dig her:

Du skal fælde både

Fafner og Regin.«

Sigurd sagde:

12.

»Som du sandt varsler,

vinder jeg rigdom,

dersom jeg evner

at dræbe de mænd.

Men ransag din hu

og røb fremtiden:

Sig, hvad der sker mig

siden i livet.«

Griper sagde:

13.

»Du finder da hen

til Fafners bo

og samler dér

den smukke skat;

du læsser guldet

på Granes ryg

og rider til Gjuke —

den raske i strid.«

Sigurd sagde:

14.

»Sig mere — konge,

som kender fremtiden! —

fortæl mig fortroligt

de ting, der vil ske.

Jeg gæster Gjuke

og går derfra,

men sig, hvad der sker mig

siden i livet.«

Griper sagde:

15.

»På fjeldet sover

en fyrstedatter —

hærklædt og lys —

efter Helges død.

Dit skarpe sværd

vil du svinge dér

og flænge brynjen

med Fafners bane.«

Sigurd sagde:

16.

»Jeg brød brynjen

om bruden itu,

og viven taler

vågnet af søvnen.

Hvad mon den mø

meddeler Sigurd,

som tjener fyrsten

til fremgang og nytte?«

Griper sagde:

17.

»Hun gør dig — konge! —

kyndig i runer

af alle den slags,

man ønsker at kunne;

du lærer at mestre

mange tungemål

og lægende midler.

Lev vel — fyrste!«

Sigurd sagde:

18.

»Nu er det gjort,

jeg har nemmet læren,

og raskt står jeg rede

til at ride derfra —

så ransag din hu

og røb fremtiden:

Sig, hvad der sker mig

siden i livet.«

Griper sagde:

19.

»Du finder hen

til Heimers sted

og er glad over

at gæste kongen.

Det er alt — Sigurd! —

jeg ser om fremtiden;

kun svært kan Griper

svare på mere!«

Sigurd sagde:

20.

»De ord, du siger,

smerter mig noget,

for du — fylker! —

er fremtidskyndig,

og du ser al

Sigurds ulykke;

dette bevirker —

véd jeg — din tavshed.«

Griper sagde:

21.

»Særligt årene

i din ungdom lyser

og kommer til mig

i mit klarsyn — fyrste! —

men jeg regnes med uret

for rådklog af alle,

og synsk er jeg næppe —

jeg ser ikke mere!«

Sigurd sagde:

22.

»Men oven mulde

er ingen — Griper! —

som du fortrolig

med tiden, der kommer;

men gem nu ikke

det grumme, du ser,

og skjul ikke

skaden, jeg lider.«

Griper sagde:

23.

»Jeg spår dig dette —

spydstormens fremmer! —

at et liv uden skam

er dig skæbnebestemt,

for så længe folk

færdes på jorden,

glemmer man — ødling! —

aldrig dit navn.«

Sigurd sagde:

24.

»Jeg ser dog helst,

at Sigurd og fyrsten

fortsat får talt,

førend vi skilles:

Alt, hvad vi gør,

er givet på forhånd,

så vis mig på vej —

vise morbror!«

Griper sagde:

25.

»Siden du — Sigurd! —

sådan nøder mig,

skal jeg uden tøven

fortælle dig alt:

Sandheden er —

som du sikkert véd —

at den dag ligger fast,

hvor fyrsten skal dø!«

Sigurd sagde:

26.

»Bliv ikke vred —

vældige konge!

Giv hellere — Griper! —

mig gode råd:

Fortæl mig alt —

tilmed det onde;

jeg ønsker at vide,

hvad der venter Sigurd.«

Griper sagde:

27.

»Hos Heimer findes

den fagreste kvinde —

en stridbar mø

hos den store konge —

hildinger gav

Heimers fostre

navnet Brynhild;

hun er Budles datter.«

Sigurd sagde:

28.

»Hvad gælder det mig —

Griper! — at denne

skønne kvinde

er kongens fostre?

Skjul nu ikke

min skæbne længere;

du ser jo tydeligt

tiden, der kommer.«

Griper sagde:

29.

»Den fagre mø,

der fostres af Heimer,

berøver dig ganske

glæden — Sigurd!

Du lader alt ugjort

og får aldrig sovet;

du ænser ingen

andre end hende.«

Sigurd sagde:

30.

»Hvordan skal Sigurd

slippe fra dette?

Sig det — Griper! —

hvis du ser det klart.

Bliver kvinden min,

køber jeg bruden —

hende den fagre

fyrstedatter?«

Griper sagde:

31.

»Sammen vil I

sværge ederne

både fuldt og fast —

kun få bliver holdt!

Efter én nat som gæst

i Gjukes hus

husker du intet

om Heimers mø.«

Sigurd sagde:

32.

»Vel, så fortæl,

hvad der videre sker!

Ser du — Griper! —

at gramen vakler

og bryder sit ord

til den unge mø —

hende, jeg elsker

af hele mit hjerte?«

Griper sagde:

33.

»Det er dig — sikling! —

der sviges af andre,

for Grimhild har lagt

listige planer

og lokker med

en lyshåret pige —

med sin egen datter

bedårer hun fyrsten.«

Sigurd sagde:

34.

»Godt, så bliver jeg

Gunnars svoger,

siden jeg ægter

søsteren Gudrun.

Dermed var fyrsten

vel fuldgodt gift —

men jeg angrer måske

den skade, jeg voldte?«

Griper sagde:

35.

»Du snydes grundigt

af Grimhilds list;

hun beder dig bede

om Brynhilds hånd

på vegne af Gunnar —

goternes konge —

og du frister færden

for fyrstens mor.«

Sigurd sagde:

36.

»Ondt er i vente,

det aner jeg nok,

og det står slemt til

med Sigurds forstand,

såfremt jeg frier

til den fagre mø —

kvinden, jeg elsker —

på en andens vegne.«

Griper sagde:

37.

»Du følges — gram! —

med Gunnar og Høgne,

og I aflægger ed

til hinanden, I tre,

og — tro på Griper! —

Gunnar og du

har byttet ydre,

inden I når frem.«

Sigurd sagde:

38.

»Hvem glæder dette?

Hvad gavner et bytte

af ydre og stemme,

inden vi når frem?

Flere falskheder

følger, tror jeg,

af den værste slags,

men videre — Griper!«

Griper sagde:

39.

»Du ligner Gunnar

og lyder som ham,

men den snilde tale

og tanken er din;

du træffer uhindret

den ædle kvinde

og fæster bruden

fostret af Heimer.«

Sigurd sagde:

40.

»Det værste dog

ved denne gerning

er, at folk vil synes,

at Sigurd er ond;

jeg ønsker jo ikke

at øve svig

mod den høvdingedatter,

jeg holder for bedst.«

Griper sagde:

41.

»Du ligger ved møen,

som lå du hos mor —

herlige leder

af hærmænds flok! —

og man husker derfor —

hilding! — dit navn,

så længe folk

færdes på jorden.«

Sigurd sagde:

42.

»Vælger da Gunnar —

den gæve fyrste —

det gode gifte —

Griper, sig mig det! —

når bruden — tænk! —

i tre nætter

har sovet hos mig?

Det synes uhørt!«

Griper sagde:

43.

»I fejrer begge

brylluper som ét —

både Gunnars og dit —

i Gjukes hal;

I har atter byttet

ydre, I to,

men hver beholder

sin hu som før.«

Sigurd sagde:

44.

»Men svar mig — Griper! —

har svogrene nu

opnået lykken

i livet som gifte?

Skal Gunnar nyde

gammen og fryd,

finder jeg selv

samlivets glæde?«

Griper sagde:

45.

»Du véd, hvad du svor,

men vælger at tie,

for du under Gudrun

et godt ægteskab.

Men Brynhild sidder

såret og skuffet

og lægger en plan

om listig hævn.«

Sigurd sagde:

46.

»Men hvilken bod

vil bruden kræve,

fordi vi dengang

bedrog hende sådan?

Jeg bød hende intet

andet end sorger

og løb fra alle

de løfter, jeg gav.«

Griper sagde:

47.

»Givet lader hun

Gunnar forstå,

hvordan du sveg ham

trods svorne eder,

da den gæve konge —

Gjukes arving —

fæstede sin lid

til fyrstens ord.«

Sigurd sagde:

48.

»Hvad sker der herpå?

Lad høre — Griper!

Er det sandt, dette

hun siger til ham,

eller farer kvinden

til fyrsten med løgne

om mig og sig selv?

Sig mig det — Griper!«

Griper sagde:

49.

»Bruden er tynget

af bitter smerte;

i vrede vil hun

volde dig ondt.

Du har ikke krænket

kongens hustru,

men I snød hende dog

med snedig list.«

Sigurd sagde:

50.

»Brynhild ægger

den brave konge,

og Gunnar rådslår

med Guttorm og Høgne.

Skal Gjukes sønners

sværd nu rødnes

af svogerens blod?

Svar mig — Griper!«

Griper sagde:

51.

»Hjertet brister

i brystet på Gudrun,

når brødrene volder

din bratte død;

din gode kone

genfinder aldrig

glæden ved livet —

Grimhild har skylden.«

Sigurd sagde:

52.

»Vi skilles — Griper!

Skæbnen må råde!

Du har sagt mig alt,

jeg ønsker at vide;

du bød mig vel helst

en bedre spådom

om lykke og fred,

såfremt du kunne.«

Griper sagde:

53.

»Trøst kan du søge —

Sigurd! — i dette,

som skæbnen har fastlagt

om fylkingens spids:

Over mulden

og under himlen

skal ingen findes

så ædel som dig.«