Hǫrgr
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ![]() |
Hǫrgr
Festschrift zur 50 Jährigen Doktorjubelfeier Karl Weinholds
Strassburg, 1896
Betydningen af dette oldnordiske ord står endnu ikke helt klart. Det er imidlertid ganske vigtigt at komme så tæt på ordets betydning, som overleveringen tillader, og jeg skal derfor her forsøge at komme nærmere en klarere forståelse af ordet.
Den islandske arkæolog Sig. Vigfússon har behandlet ordet indgående i Árbók hins íslenzka fornleifafjelags I (1880-81. s. 89-92). Heri har han samlet de fleste vidnesbyrd fra kilderne og anført de ældste opfattelser af ordet. Selvom han til sidst kommer til et resultat, som til dels ligner mit, har han hverken udøvet den nødvendige kritik eller inddraget de betragtninger, som her skal fremføres.
Den ældste opfattelse af ordet er dog ikke entydig, idet man dels har opfattet ordet som et ”stenalter”, dels som en ikke nærmere bestemt ”træ- eller stenhelligdom for visse guder” [1]. Udgangspunktet var hǫrgr i betydningen ”stenhob, bjergtinde” (norsk: ”horg, bjergknold, bjergtop” Aasen). Mere udførligt behandles ordet hos Fritzner i hans Ordbog (2. udgave); han giver her først den almene betydning ”stendynge, hob af sammenlagte stene”; herefter indrømmer han dog, at ordet også kan betyde ”helligdomme, bestemte eller anvendte til hedenske guders dyrkelse”. Det er værd at bemærke, at Fritzner er tilbøjelig til at tolke ordene i den hyppige sammensætning hof ok hǫrg(-ar) på den måde, at det første af ordene (hof) betyder det omgærdede område (lat. septum), hvorimod det sidste (hǫrgr) betegner selve helligdommen. Her minder han om Alfreds oversættelse af Bedas fanum med hearh.
Sikkert er det, at det oldnordiske ord er identisk med det oldhøjtyske harug (uh) og benyttes til at gengive de latinske ord lucus, nemus, fanum (fx Lex Rip.: in haraho conjurare – at sværge på det hellige sted). Også det angelsaksiske hearh benyttes som oversættelse for de latinske ord lucus, sacellus, fanum, selv for det latinske idolum (fx heargtraf – et hedensk tempel – heargweard – en tempelvogter – Bosworth-Toller). Disse tolkninger af ordet fra områder udenfor Norden, er vigtige for forståelsen af det nordiske hǫrg. Vi vil nu se på, hvorledes kilderne anvender dette ord.
I den ældste og vigtigste kilde, de gamle eddadigte, forekommer ordet disse steder:
1. Völuspá 7: þęir’s hǫrg ok hof | hátimbruðu.
2. Grímnismál 16: hátimbruðum hǫrgi ræðr [s. Njǫrðr].
3. Vafþrúðnismál 38: hofum ok hǫrgum | hann [s. Njǫrðr] ræðr hundmǫrgum.
4. Helgakviða Hjörvarðssonar 4: hof munk kjósa | hǫrga marga.
5. Hyndluljóð 10:
hǫrg mér (sagde Freja) gerði
of hlaðinn steinum, [2]
nú es grjót þat
at gleri orðit;
rauð hann í nýju
nauta blóði.
Æ trúði Óttarr
á ásynjur.
I yngre digte forekommer ordet i:
6. Örvar-Odds saga (Boer, s. 181):
hof sviðnuðu,
hǫrgar brunnu.
7. Samme (s. 181):
Oddr brenndi hof | ok hǫrga braut
ok trégoðum | týndi þínum.
8. Rekstefja (ca. 1150) 9:
Fémildr fylkir vildi
firna mǫrg ok hǫrga
blóthús brenna láta
bað hann heiðin goð meiða.
(dvs. Fémildr fylkir [kong Olaf Tryggvason] vildi láta brenna firna mǫrg blóthús – ganske ligesom hof – ok hǫrga osv.)
Heraf ser vi, at hof og hǫrg – i sing. og plur. næsten altid forekommer sammen; desuden er det i 1 og 2 åbenlyst, at hǫrgr'en ganske som hof er ”højttømret af træ”. Af 6 og 8 fremgår det, at netop derfor kan hørgen fortæres af ild. Altså er det klart i alle disse eksempler, at ordet kun kan betyde ”en bygning, et hus”; hertil henviser naturligvis også hǫrga i 7 (strofen er svar på det, som siges i 6), så et hus kan man lige så vel brjóta (nedbryde) som brenna (nedbrænde); jfr. de nedenfor nævnte prosastykker. 7 og 8 er også vigtige ved, at der åbenbart skelnes strengt mellem på den ene side hǫrga og hof (blóthús) og på den anden side de egentlige gudebilleder (heiðin goð, trégoð). Endvidere sættes hǫrgr i 2 og 3 i særlig forbindelse med guden Njord, hvilket fremgår af sammenhængen. I denne forbindelse gør det ingen forskel, at 3 i virkeligheden er en interpolation. Hvordan dette skal forstås, skal vi vende tilbage til. Endelig er også 5 af stor vigtighed, og det af to grunde. Her sættes hǫrg i et specielt forhold til Njords datter – Freja – altså en af gudinderne. Desværre fremgår det ikke helt klart, hvad hǫrgr her egentlig er. H. Gering oversætter således: ”Han (Ottar, søn af Innstein) stablede mig altersten | – gneisen blev som glas nedsmeltet | – farvet med frisk blod af tyre | – Ottar troede på asynjerne.” Han forstår altså hǫrgr her som et ”alter”; dette kan være rigtigt, men dog på ingen måde nødvendigt. Det er faktisk mere nærliggende at opfatte det således, at der i udtrykket hǫrg of hlaðinn steinum er tale om en bygning, hvis vægge er opført på sten. Og når det senere hedder, at ”disse sten (grjót þat) nu er blevet som glas”, kan det lige så godt henvise til hǫrgr'ens stenvægge indvendig (og udvendig; jfr. Snorres fortælling i Heimskringla i Hákonar saga góða, kap. 14 i min udgave, hvor det hedder: með því (hlautinu) skyldi rjóða stallana ǫllu saman, ok svá veggi hofsins útan ok innan, ok svá støkkva á mennina), som til alterets sten. Når det hedder, at hǫrgr er blevet til glas, sigter dette sikkert til væggenes udseende, når der var gydt blod på dem og dette hurtigt tørrede og blev hårdt, var væggene blanke at se på, glasagtige og rødskinnende. Jeg kan altså ikke godtage H. Gerings opfattelse. Hvis hans forståelse imidlertid er rigtig, må det dog pointeres, at dette sted i Hyndlasangen står alene i at tolke hǫrgr på denne måde.
Vi vil nu se nærmere på prosateksterne.
Disse indeholder ikke mange nye eller afklarende informationer, fx: Stefnir tók at brjóta hof ok hörga (Fornm. s. I, 285); Ek hefi brent hof ok hörga (Fornm. s. II, 41) osv. Blot ser vi, at hof og hǫrgr sammenstilles ligesom i de poetiske tekster, og at der om dem begge kan tales om at brjóta og brenna. Uden betydning er også sådanne udsagn som Þar váru áðr blót ok hǫrgar (Kristnisaga, Hauksbók 141, 17-18). Vigtige er derimod følgende steder:
1. Snorres Edda I, 62: Annan sal gerðu þeir; þat var hǫrgr, er gyðjurnar áttu, ok var hann allfagr, þat hús kalla menn Vingólf[3] – således hedder det i Codex regius og Wormianus. Men i Upsaliensis hedder det således (Sn. E. II 260): Annan sal gerðu þeir; er hǫrgr var í, er gyðjur áttu, ok var hann allgott hús ok fagrt, hann kalla menn ”vindgólþ” (navnet fejlskrevet). Desværre er divergensen omkring ordet hǫrgr diametral. Ifølge Codex Regius og Wormianus betyder ordet ganske enkelt ”et hus for gudinderne”, men i Upsaliensis må det nærmest opfattes som ”et alter”. Der gives to muligheder for denne uoverensstemmelse. Enten repræsenterer håndskrifterne to traditioner med to gamle tolkninger af ordet: ”hus” (samstemmende med de fleste steder i poesien) og ”alter” (som i Hyndlasangen og Gerings opfattelse), eller også er den ene af de to udgaver forvansket. Jeg tvivler ikke på, at det sidste er tilfældet og at det er Upsaliensis, som er den ukorrekte. Dette håndskrift står nemlig i stærk modsætning til Codex Regius og Wormianus og er slemt korrumperet, ofte forkortet og teksten tillige flere gange ganske meningsløs; hver side har sine eksempler. Jeg tvivler ikke på, at Codex Regius og Wormianus her gengiver Snorres oprindelige formulering. Desuden er det let at forklare, at en skriver omkring år 1300 (- nemlig et så indskrænket menneske som skriveren af Upsaliensis beviseligt må have været), kan have misforstået ordet eller – måske mere korrekt – at han kun har kendt til ordet i den betydning, vi finder i det nynorske-islandske ord ”stenhob, bjergtinde”. Har dette været tilfældet, ville det kun have været naturligt, om han i den aktuelle sammenhæng tænkte på et stenalter og justerede hele ordlyden til at stemme dermed. Hvorom alting er, i alle håndskrifter sættes hǫrgr i forbindelse med kvindelige guddomme, hvilket her må understreges.
2. I fuld overensstemmelse med Codex Regius og Wormianus anvendes ordet i kong Sverres[4] såkaldte kristenret, som er fra 1269-73. Her hedder det En ef maðr værðr at þui kunnr eða sannar (så) at han læðr hauga eða gerer hus oc kallar horgh osv. (Norges gamle Love I 430); helt samme ordlyd finder vi også i et brudstykke fra Den ældre Gulaþingslög (ibid. II 496).
3. I nogle yngre papirhåndskrifter af Hervararsaga hedder det i begyndelsen af sagaen: Eitt haust var gjǫrt dísablót mikit hjá Alfí konungi (i Alfheimar) ok gekk Alfhildr at blótinu ... en um nóttina, er hon rauð hǫrginn, nam osv. (Fornaldersagaerne I, 413). Denne tekst er ikke helt uproblematisk og er måske i virkeligheden en formulering, som er kommet til senere. Ikke desto mindre finder vi her elementer, som stemmer fint overens med ældre overleveringer og som kunne udspringe af samme rod. Hǫrgr sættes nemlig her i forbindelse med et dísablót, dvs. offerfest for gudinderne, udført af en fornem kvinde; hǫrgr’en rødnes med blod jfr. ovenfor.
4. I et af de vigtigste håndskrifter (et papirhåndskrift) af Landnáma (Udg. 1843 s. 111) hedder det: var þá gjǫr hǫrg, er blót tóku til; der tales her om efterkommerne af den fornemme Auðr; i håndskriftet selv skrives denne passus således: var þá giaur haurg osv.; det sidste ord beror utvivlsomt på en fejlagtig læsning af det nu tabte originalpergament (f. haurgr). Her er hǫrgr åbenbart – p.gr.a. forbindelsen til blót – det “hus”, hvor blótet kunne forrettes; på det tilsvarende sted i Fornmannasögur (I 249) står der netop hof (f. hǫrgr).
5. Hertil kommer en ganske særlige betydning i den gamle opfattelse af ordet, som fremgår af skjaldedigtningens omskrivninger. Vi finder dette to steder. Det ene er gunnhǫrgr i en strofe af Glúm Geirason fra midten af det 10. årh. (Heimskr. I, 180-181, Frís. 70, Fornm. s. I, 30, Flat. I, 54); ordet betyder skjold og er helt parallel med fx gunn-rann, ímu rann, Sǫrla rann (rann = hus); jfr. tjald, ræfr, veggr i omskrivninger for skjold og Snorres Edda I, 420: en skjeld tjald, ok skjaldborgin er kǫlluð hǫll ok ræfr, veggr ok gólf; denne regel er imidlertid alt for fast udformet. Den anden omskrivning er brúna-hǫrgr i Þjóðólfs Ynglingatal, strofe 28; selvom man i omskrivninger for “hoved” har benyttet stallr og andre synonymer, må hǫrgr dog her først være blevet opfattet i betydningen hus: ”øjenbrynenes hus”. Den første må her være retningsgivende. I poetisk sammenhæng er begge udgaver lige gode; jfr. også sådanne omskrivninger som borg heila ”arx cerebri”, borg brúna jfr. reglen: haus manns er kallaðr hús heila Sn. E. II, 430, 514 og hofuð er kent himinn eða hús hǫll eða snekkja heila ok alls þess er i hofði býr (ibid. 499).
Jeg tror, at man herigennem kun kan nå det resultat, at hǫrgr i hedensk tid har betydet et indviet offersted, et tempel for gudinder, hvor det er kvinder, som forestår offerfesten.
Mod denne opfattelse taler de ovenfor nævnte steder i Grimn. og Vafthr., hvor det er Njord, som sættes i forbindelse med hǫrgr. Efter min mening er modsætningen måske ikke så stor, hvis man går sagen lidt nøjere efter. Når man husker, at Tacitus i Germania kap. 40 taler om en germansk gudinde ved navn Nerthus, behøver der ikke at være nogen tvivl om, hvordan sagen skal forstås. Når der tales om en “mandlig” guddom – Njǫðr, som ejer mange hǫrgar, så er dette et gammelt levn, en gammel erindring om Njords oprindelige væsen og køn som en kvindelig guddom. Flere af Njǫds hǫrgar er tilsyneladende gået i arv til hans elskede datter Freja. (jfr. Hyndl.).
Til sidst skal det nævnes, at det ord, vi her har behandlet, også forekommer i forbindelser, hvor det tydeligvis har en anden betydning. Når det i Flateyjarbók III, 246 om kong Olaf den Hellige hedder, at han braut niðr... bæði hamra, hǫrga, skóga, vǫtn ok tré ok ǫll ǫnnur blót, så må man vel forstå hǫrga som et stenalter eller lignende. Men denne passus stammer fra den aldeles ukritiske præst Styrmir, og det er ikke usandsynligt, at han (ligesom forfatteren af Upsaliensis) har misforstået ordet og blandet det sammen med den anden kendte betydning af hǫrgr, “stenhob”. Jeg mener endvidere ikke, at forbindelsen haugar ok hǫrgar (vér skolum eigi blóta heiðit guð né hauga né hǫrga, Norges gamle Love, 18, ældre Gulaþ.) indikerer, at ordet skal forstås som en stenhob, således som Fritzner[5] mener. I forbindelsen guð – haugar – hǫrgar lader det sidste af ordene sig naturligst tolke som et hus, hvor guð’en æres ligesom haugar er ”huset”, hvor de afdøde dyrkes; disse er grave og ikke blot høje i almindelighed.
Jeg tror, at sagen nu er ganske klart belyst. Hǫrgr som religiøst kultord er en urgammel betegnelse for gudehuset, templet, i Norden særligt et tempel for gudinderne (på angelsaksisk også gudebillederne og idolerne selv). I det 13.-14. århundrede var man af naturlige grunde ikke helt klar over ordets betydning, skønt enkelte lærde som Snorre selv, har kendt til den rigtige tolkning; man identificerede det med et andet ord, som endnu kendes på Island i dag: hǫrgr = “bjergtinde” eller “en klippe, som rager frem”. [6] Derved synes betydningen “stenalter” fejlagtigt at være opstået.
At begge ordene oprindeligt er identiske kan næppe bestrides, og betydningsudviklingen er ganske forståelig. Jeg vil dog ikke her komme nærmere ind på ordets historie men nøjes med, hvad der her er sagt om betydningen af dette ord, som var så centralt for den religiøse kult i det gamle Norden.
Fodnoter
- ↑ Fx Grimms Mythologie, I, s. 70-71; K. Maurer: Die Bekehrung II, 196-197.
- ↑ I håndskriftet mangler of; forbedringen hlaðna steina er at gå for vidt og slet ikke nødvendigt.
- ↑ Om dette ord se W. Braune i ”Beiträgen” XIV, 369ff. F. Jónsson i Arkiv VII, 280ff. og Fr. Kauffmann i Zeitschr. f. deutches Alt. XXXVI, 32ff.
- ↑ Jfr. herover Maurers afhandling i Germanist. Stud. 1871 og Festskrift til Spengel 1877 og De nordgerm. retskilder, s. 37f.
- ↑ Hvordan dette er gået til, har i nyere til A. Koch påvist i sin afhandling i Zeitschr. f. deutche Philol. XXVIII, 289ff.
- ↑ Under hörga (fejlagtig nom. form) har Björn Haldórsson: ”nú eru ekki uppi nema hæstu hörgar = preter aspreta editora nix omnia hausit.”