Haldek

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Jens Andreas Friis

Temaside: Samisk religion og mytologi

Lappisk Mythologi

Jens Andreas Friis

Gudelære
3. Jordiske Guder

§ 24.
Haldek

Med de i foregaaende § nævnte Guddomme slutter egentlig de jordiske Guders Række. Men førend de underjordiske Guder omtales, kan her passende nævnes et Slags Væsener, som Lapperne kalde Haldde, (Plur. Haldek), og Finnerne Haltia. Halddet eller holddet betyder styre, beherske, og Haldde, En, der styrer, behersker, raader over Noget. Haldek og Haltiat vare efter Lappernes og Finnernes Forestilling Skytsaander, især for Naturgjenstande. Medens Guderne mere i Almindelighed og i det Store herskede over den synlige Verden, havde desuden de forskjellige Naturgjenstande sine Haldek eller Skytsaander, og ligesom Menneskene vare afhængige af Guderne, saaledes maatte de heller ikke fortørne disse Haldek, der fandtes overalt i Skov, Mark, Sø og Hav. Enhver Skovtrakt, enhver Lund, enhver Jordflek, hvor et Telt eller en Gamme kunde staa, enhver Klippe eller mærkelig større Sten, enhver Fos, Kilde, Bæk, Indsø eller Bugt af Søen havde sin Haldde eller Beskytter. Disse Skytsaander vare ikke bundne til Gjenstanden, som de beskyttede, men fri, selvstændige Væsener, der kunde flytte fra Sted til Sted og efter eget Behag vælge sig et Sted eller en Gjenstand, som de særlig vilde værne om. Naar en Lap skulde slaa op sit Telt paa et Sted, især for første Gang, maatte han derfor altid først ved Offer søge at stemme Stedets Haldde gunstig for sig. Ellers vilde han intet Held have i nogen Henseende, men tværtimod være udsat for Ubehageligheder. Denne Tro paa Skytsaander lever endnu iblandt Befolkningen, og i flere Eventyr spiller f. Ex. Čačče-haldek, finsk Veden-haltiat, Vand-Skytsaander, en meget vigtig Rolle. Uagtet derfor Lappen ofte kunde bo ganske alene, midt i Ødemarken, var han dog altid omgivet af en Skare Væsener, med hvem hans Fantasi og Tanker stadigt vare beskjæftigede. Mest udviklet er denne Tro paa Skytsaander dog hos Grønlænderne, der benævne dem Inue, Pl. af Inua. Ikke blot de ubetydeligste af materielle Gjenstande (§ 8) men ogsaa ethvert Fænomen var behersket af en saadan Inua, der havde en Personlighed lig det Element eller Fænomen, hvori den fandtes. Saaledes beskrives Søvnens Inua, (Silap inua), som lutter Søvn, som En, der altid sover, eier al Søvn og bringer Søvnighed over Mennesket. Madlystvolderen, (Nerrup inua, egentl. Spisens Eier), er en Aand, som foraarsager, at Mennesket faar Appetit. Naar undertiden et enkelt Slags Mad virkede skadeligt paa Folk, saa var det Nerrup inua, som havde tilskyndet dem til at spise deraf imod Afholdsreglerne. Blandt de mangfoldige Inue, som Grønlænderne troede paa, var der enkelte, hvis Personlighed nærmere beskrives, og som spillede en ganske særegen Rolle, f. Ex. Eloersortok, (efter Rink: Erdlaveersissok, ɔ: Indvoldstageren). Denne beskrives som en Kvinde, der bor paa en steil Klippe, i et lidet Hus, hvori der ikke findes andet Husgeraad enden ullo eller Krumkniv, et Traug og en Tromme. Hos denne Kvinde aflægge de Døde Besøg paa sin Fart til Himmels og fornøie sig med at høre hende slaa paa Tromme og med at se hendes mange pudsige og latterlige Gebærder. Kunne de se disse uden at le, ere de uden Fare, medens derimod et eneste Smil koster dem deres Tarme; thi saasnart de le, kaster hun Trommen, griber dem, kaster dem omkuld, tager sin ullo, skjærer dem op, river Tarmene ud, kaster disse i Trauget og sluger dem derpaa graadigen i sig.

Kongusutarissat ere Havaander, der opsnappe og fortære Ræve, naar disse liste sig langs Stranden for at finde døde Fiske.

Ignersuit ere Ildaander, som bo i Klipperne ved Søkanten og ofte lade sig se som Lygtemænd. De skulle ofte stjæle Mennesker bort fra Stranden, for at have Kammerater, og behandle disse godt. Inorutsit og Inuarudligkat ere Bjergaander eller Trolde, hine 6 Alen, disse kun 1 Alen lange, men begge meget behændige.

Sillagigsortok betyder ligefrem "Godtveirsvolderen", altsaa en Luftaand, af hvem Veirets Beskaffenhed afhang. Denne boede paa et Isfjeld oppe i Indlandet, hvorfra østlig Vind kom, der i Regelen bringer klart og godt Veir.

Alle Indsøer, Bække, Kilder etc. havde ogsaa efter Grønlændernes Forestilling sine Inue. Naar derfor Nogen kom til en Indsø eller Kilde, der forhen ikke var besøgt, maatte altid en Angakok eller den Ældste i Følget først drikke af samme for at befri dem fra deres onde Aand.

Jessen fortæller, at ogsaa "Lapperne troede, at der var et Slags Guddom ved Lys og Mørke, Morgen og Aften, Sundhed og Skjønhed, Helbred og Sygdom".