Harald Blatan og Palnatoke: Anden Samtale
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord
af Nik. Fred. Sev. Grundtvig
Harald Blatan og Palnatoke:
Anden Samtale
Jomsborg.
Palnatoke sad med de ypperste Høvdinge i Salen.
- En Jomsviking.
- Et Bud fra Leirekongen stander
- Ved Borgens Port.
- Palnatoke.
- Fra Harald?
- Gak Bue! før os Budet hid!
- (til Vagn.)
- Du vakkre Knøs! har du set Leirekongen?
- Vagn.
- Om jeg har set ham? veed du ei,
- Han kommer tit paa Gæsteri hos Ake,
- Og lider godt din Søn, den spage Mand,
- Der passer kønt sin Bondesyssel.
- I Høst, da jeg fra Bretland kom
- Og gæsted Ake, var og Blatan der;
- Vi sad og snakked overborde
- Om Allehaande; Talen faldt
- Da og paa dig og paa din Manddom.
- Jeg saae at Harald skifted Lød,
- Hvergang vi nævned dig og Jomsborg,
- Og vilde gerne dreiet Talen om,
- Men jeg holdt fast og sagde lydt min Mening,
- At, siden Rolf, i Danmark ei
- Var født din Jævning. Det var Gammen,
- At se paa Haralds Øine; thi
- Det Hvide vendte ud, og Læben
- Er neppe bleven hel igen,
- Saa sled i den de sorte Tænder,
- Tilsidst han Hornet tog og drak
- Hel vældig, for sin Harm at slukke.
- Palnatoke.
- Det var mit Arveøl han drak;
- Nu veed jeg, hvi han Bud mig sender.
- Bue (med Budet.)
- Der har du ham, men om han lever,
- Til han har røgtet Ærendet, det veed
- Jeg ikke; thi da Porten bag hans Hæle
- Lidt tungt blev smækket i, da skjalv
- Han ret som Løv i Blæst, og se!
- End ryste alle Trællens Lemmer.
- Palnatoke.
- Sig frem du Træl! hvi kom du hid?
- Budet.
- Ei er jeg Træl, en Søn af Fjølnir.
- Mig sendte Kongen til dig hen,
- Fordi af samme Æt jeg stammer,
- Fordi…
- Palnatoke.
- Af samme Æt? ja, Fjølnir
- Han er maaske min Farfars Søn,
- Men dog af Trælleæt. Hans Frændskab,
- Den onde Nidings, vil jeg ei,
- Og endnu mindre dit, du Usling!
- Taus og forfærdet stod Sendemanden.
- Palnatoke.
- Nu! har du ædt dit Budskab op paa Veien?
- Budet.
- Fordi at Kongen tænkte, naar du saae
- Din Fræn… naar en Søn af Fjølnir
- Indbød dig, var det dig et Tegn,
- At Kongen har forglemt sin Vrede.
- Palnatoke.
- Ja, naar en Søn af Fjølnir kom,
- Saa maatte jeg da sagtens mærke,
- At Harald var mig grumme god;
- Det var just ei saa dumt. Nu Mer!
- Budet.
- Kong Harald Tidende har spurgt fra Bretland,
- At Svend er død, og til hans Gravøl
- I Roskild efter trende Nætters Frist
- Han byder dig, og mener at du ikke
- Vil oversidde Budet, da du selv
- Har Svend opfostret.
- Palnatoke.
- Træl! du lyver.
- Hvem har vel sagt, at Svend er død?
- Du Vagn! har du hørt Sligt i Bretland?
- Vagn.
- Ja hørt det har jeg, men om det er sandt
- Det veed jeg ikke.
Enstund stod Palnatoke grundende og mælte saa:
- Far kun Træl!
- Og hvis du kommer førend jeg til Harald,
- Da sig ham:Palnatoke kommer vist.
- End mælte han, der Bue var udgangen med Budet:
- I Kæmper! reder trende Snekker fluks,
- Som bære kan tregange hundred Mænd!
- Een styrer jeg, de andre Vagn og Bue.
- Alle ginge skyndelig ud.
- Palnatoke.
- Hvad er dog Mandekløgt! jeg mente
- I Svend at fostre Dannemark en Drot,
- Som vilde Skjoldungnavnet atter hædre,
- Og holde stadig ved den gamle Sæd;
- Nu er han død, og al min Id forgæves,
- Forgæves har jeg døvet stærke Røst,
- Som kaldte mig til Hævn, – nu atter
- Staar Harald ene i sin Æt,
- For Gorms de tunge Drømme, Klerkens Spaadom
- Jeg altid grued, og jeg gruer end.
- Skal jeg udrydde Odins Slægt i Danmark?
- Og dog – er Harald Odin værd? og jeg!
- Er jeg da ikke og af Odins Stamme!
- Du selv mig kalder Harald! Vel! jeg kommer,
- Og drikker Arveøllet efter Svend.
Roskilde.
- Harald.
- Saa kom da Palnatoke ei! han trodser
- Mig og det hele Danmark i sin Borg.
- Popo.
- En Røverkule er det, Herre Konge!
- Et Helved, onde Aanders Hjem.
- Fjølnir.
- Han kommer vist, dumdristig var han stedse,
- Han kommer med en Vikingsflok,
- Og mener da at kunne trodse
- Sin Konge, men jeg tænker det
- Skal blive sidste Gang. Al Hæren
- Er sanket, naar han gaar tilsengs,
- Vi, for at spare Blod, vil tænde
- Lidt Baal og ryge Ræven ud,
- Hvis han ei kvæles kan derinde.
- Herr Biskop! kan det kaldes Synd?
- Popo.
- Nei det var Synd at kristne Mænd
- For slig en Hedning skulde falde;
- Vistnok, desstørre blev hans Straf,
- Men vi er Kristne, vi vil ikke
- Hans Kval forøge, heller se
- For nye Synder ham at spare.
Ind traadte Gunnar fra Hlidarende i Hjelm og Brynie.
- Harald.
- Hvi, Gunnar! est du vaabenklædt?
- Gunnar.
- Jeg kommer til dig Herre Konge!
- I denne aarle Morgenstund,
- At bede Orlov, thi til Hjemmet
- Nu staar min Hug.
- Harald.
- Hvad fattes dig?
- Gunnar.
- Mig fattes ikkun hvad som Ingen
- Kan give mig, end ikke du,
- Mit Island, Konge! mine Frænder,
- Mit Hlidarende og min vante Dont.
- Harald.
- Hvi kom du, da saa hardt dig længes
- Nu efter Fostrelandet alt?
- Gunnar.
- Jeg vilde se med egne Øine
- De Steder, hvor i fordum Tid
- De gamle Kæmper Livet fristed,
- Hvor de bedrev saamangen Daad,
- Der kvædes om af vore Skjalde,
- I alskøns Idræt vilde jeg
- Forsøge mig, thi det mig tyktes
- Uhæderligt, hvergang jeg kvad
- Om Fædres djærve Id, saalænge
- Jeg ikkun skifted Hug til Skemt.
- Nu har jeg set de rappe Pile
- I Luften flyve, og mit Skjold
- Er mærket af de hvasse Egge;
- Jeg Sigarsted har set, og Leire,
- Og Jellinge og Odinsei,
- Og hvad jeg kunde se i Danmark.
- Nu drives jeg til Gudefolkets Hjem,
- Til Upsals Helligdom og Sigtun:
- End eengang vil jeg da i Norrig
- Omvanke i det prude Land,
- Der avled Mænd, som heller vilde
- Omgærde sig med Sne og Is,
- End taale at Kong Harald reiste
- Paa deres Nakker høie Stol.
- Naar det er sket, da farer jeg
- Med Gammen til mit kære Island.
- Popo.
- Kong Harald! elskte Søn i Kristo! hør!
- Den blinde Hedning vil til Upsals Tempel
- Og dyrke Djævlene. Har du ham kær,
- Da byd ham tage Kristendommen,
- Hvis ei, da deler du hans Synd.
- Gunnar.
- Hvi er den Klerk og altid her tilstede
- Naar Mænd samtale? Konge! du kan tro
- Hvad dig behager; men du vil dog ikke
- Forlange:jeg skal skifte Guder med?
- Harald.
- Vist ikke. Du beholde maa din Tro,
- Men bliv saa her! hvad vil du hjemme?
- Mig tykkes, vi har lange Nætter,
- Og gruelige nok, men I!
- I har jo Nat den hele Vinter!
- Det maa dog være grumme fælt.
- Gunnar.
- Ei er det saa. Om Arnestedet
- Vi sankes da i venlig Krinds.
- Hvem Skjaldskab fik af Odin, kvæder
- Om Asers og Hrimthursers Strid,
- Om Odins Æt i Svithjod og i Frakland.
- En Anden, som er snild i Maal,
- De mange fagre Sagn fremtæller
- Om Yngves, Skjolds og Anguls Slægt,
- Og vore egne gamle Frænder,
- Som bygged først det øde Land;
- Men de som lyde paa, de sysle
- Imens med deres egen Gerning;
- En skæfter Spyd, en Anden skær
- I Skjoldet Runer, og den Tredje
- Sig snoer stærke Buestræng;
- En hvætter kanske og sit Sværd
- Saa sagte, eller Tollekniven
- Han rører med sin nemme Haand.
- Nu Kvinderne! de spinde Hørren
- Paa bløden Hynde, eller sømme Lin,
- Men Somme kan dog og baldyre,
- Og Andre slaa den lette Væv;
- De sjunge stundom og en Vise,
- Og mest om Elskov. Du kan tro,
- Der fattes ikke Lyst og Gammen.
- Harald.
- Det maa saa være, men det er
- Dog ikke altid, at I kvæde
- Om Guder og den gamle Tid,
- I glemme ikke dem som leve,
- Men spilde ei paa dem jer Lov;
- Mit Blod end syder, naar jeg tænker
- Paa den Nidvise, som en Træl
- Om mig, en Konge! turde digte.
- Da svor jeg hele Island Had,
- Men du ei dine Landsmænd ligner,
- Thi vilde jeg, du skulde her
- Stadfæstes, tage dig en Kvinde,
- Og bedste Hersefylke af min Haand.
- Gunnar.
- Den Tak som byder! men jeg tykkes
- Mig mer end Herse paa min egen Gaard.
- Harald.
- Storagtig er du som de Andre.
- Tillader vel dit store Sind,
- Islænding! Skænk af mig at tage;
- Hvad heller er og dette Klædebon
- Med disse guldudsyede Vanter,
- Samt denne Hat fra Garderig
- Dig mindre værd, end hvad du selv har hjemme?
- Gunnar.
- Ei maa du vredes, Konge! og din Skænk
- Med Tak jeg tager, naar du derimod
- Af mig vil tage gode Langskib
- Med Gods og Alt til Mindetegn.
- Harald.
- Vel sømmer det sig lidt en Konge
- At tage Skænk af fremmet Bondemand;
- Men dog vil jeg det gøre dig til Hæder,
- At Islands stolte Folk kan se,
- Om Dannerkonge ei fortjente
- Et bedre Drapa.
- Ene kom Palnatoke gangende ind hel skyndelig.
- Palnatoke.
- Hilsæl Kong Harald!
- Jeg havde hartad aldrig fundet dig.
- Fjølnir.
- Det havde været ilde, Brodersøn!
- Thi du vist ledte grumme længe
- Før du har fundet hid, og dersom ei
- Jeg kendte dig desbedre, skulde
- Jeg hartad tro, at du dig dennegang
- Forvildede.
Med det samme sneg sig Fjølnir ud af Salen.
- Palnatoke.
- Det Samme tænkte jeg
- I Aftes. Just som Maanen steg
- Jeg naaede det gamle, prude Leire,
- Kongsgaarden laa saa taus og øde,
- Som om den sidste Skjoldung var begravet.
- Jeg stødte med mit Sværd mod Porten,
- Men hule Døn var alt det Svar jeg fik;
- Jeg kom til Hyldehøien, saae at Stenen,
- Hvor Dannerkongen fordum sad,
- Hvor Harald sad, da han blev hyldet,
- Var væltet ned, da gøs jeg ret,
- Og mente det var arge Trolde,
- Som kogled frem de slemme Syn.
- Sørgmodig gik jeg trindt i Vangen
- Og frygted hartad ei at finde
- De gamle Kongehøie mer.
- Men da jeg saae Rolf Krakes stande,
- Som selv han fordum stod og faldt,
- I Ring af sine djærve Kæmper,
- Da glædtes jeg. Jeg gik derop
- Ved Midnats Tid, og stirred længe
- Forundret paa den gamle Borg
- Og lytted, om jeg ikke kunde høre
- Et Sværd at klirre paa et Skjold,
- En Hund at bjeffe, om ei andet,
- Saa dog en Snorken, Alt forgæves;
- Mig tyktes kun at se en vældig Skygge,
- Som om det kunde været Gorm,
- Henskride sorgfuld over Vangen,
- Og stirre hen paa Odins Lund,
- Det faldt mig aldrig ind, at Harald havde
- Sin Stol fra Leire fløttet, thi det var
- For mig, som om han havde fløttet
- Sig fra sin Stol. – Hvordan
- Kan Leirekongen ville bygge
- Paa andet Sted, end Skjold og Rolf,
- Og Frode, Regnar, Gorm hin Gamle?
- I Morges først da Solen kom
- Og skinned paa det Kors, som stander
- For Offerlunden, da jeg saae,
- At Stenen, som i tusend lange Vintre
- Har baaret Guders Offer, den
- Som Skjold opreiste, var omstyrtet,
- Da først jeg skønned, hvorfor nu
- Ei Harald bygger mer i Leire.
- Da troløs han har Guderne forladt,
- Det faldt ham tungt at se den Lund,
- Hvor Konger fordum bad til høie Aser
- Om Kraft i Aand og Held i Kamp,
- Og hvor de bad til milde Vaner
- Om Grøde for den grønne Eng,
- For Agren og for Dannekvinden.
- Det var ham underligt om Nat
- I Kongehallen, hvor hans Fader døde
- Og mæled sine sidste stærke Ord
- Imellem hine mange Kæmpehøie,
- Hvor Drauger ride for at speide ud,
- Om deres Æt end er dem værdig.
- Nu først jeg mindtes, at den Træl
- I sendte, bød mig hid til Roskild.
- Jeg kom, og da jeg spurgte ud
- Om Kongen, peged Man paa Kirken,
- Som bygtes til en fremmet Gud.
- Der vil du vel begraves Harald
- Og skjule dig bag tykke Mur
- For dine gamle Frænders Vrede?
- Et herligt Valhal!
Bleg og forvirret stod Kongen.
- Popo.
- Fule Hedning!
- En Djævel taler gennem dig.
- O Herre Konge! lad dig ei forvilde!
- Slaa Kors for Brystet! læs andægtig
- Confiteor! og du skal vorde styrket.
- Palnatoke.
- Du gør jo Hammerstegnet, Konge!
- Og vier dig til Asathor.
- Popo.
- Selv Korsets Tegn kan Djævelen forvende!
Nu indkom Fjølnir med en Flok væbnede Hirdmænd, og tog Kongen afsides, men det veed Ingen, hvad de talede tilsammen, dog Mange mene at kunne skønne det af hvad som siden fremkom.
- Harald.
- Oprørsk og trodsig var du altid, Toke!
- Af kristen Kærlighed tilgav
- Jeg dig, men da du nu i Jomsborg
- Digter, som du var Konge selv;
- Og, hvad end værre er, forfølger Kristne,
- Og holder ved den gamle Overtro,
- Lod jeg dig hente for at høre,
- Om du mig vilde agte som din Drot,
- Og vorde Kristen, men isteden
- Du taler til mig som min Overherre,
- Med Helligdommen driver du din Spot,
- Og minder mig om hine Guder,
- De lede Trolde, som engang
- Desværre ogsaa jeg har dyrket.
- Jeg vil ei dømme dig, der staar
- En hellig Biskop og din egen Frænde,
- Jeg giver Sagen frit i deres Vold.
- Palnatoke.
- Du vilde heller ikke dømme
- Din Brodersøn Guldharald og
- Din Fostre, Norges Harald Grafell!
- Din Fostresøn du lokked ned fra Norrig,
- Som om du vilde bøde paa hans Trang,
- Og gjorde det da rigtig nok saadan,
- At han kom aldrig mere til at trænge.
- Mig har du ogsaa faaet lokket hid
- Til Gravøl efter Svend, og jeg kan mærke
- Den Drik, du blanded, er vist ikke slap.
- Det maa jeg sande, at den nye Lære
- Har Ære af dig. Det var klogt,
- Du tog ved den, thi Odin
- Ei havde noget Sæde paa sin Bænk,
- Som var dig værdigt, og hos Hel
- Du havde vel ei Lyst at være.
- Fjølnir.
- Det er hel tungt, min Konge! at du vil,
- Jeg skal min egen Frænde dømme,
- Thi Brøden er saa stor, at ei
- Jeg tør vort Frændskab lade raade.
- I, Popo! er en hellig Mand,
- Hvad mener I om Palnatoke?
- Popo.
- En giftig Urt maa rykkes op med Rod,
- Det nytter ei, at Blade Man afriver,
- Og bøier Toppen, thi igen
- Den reiser sig og vidt sit Frø udspreder,
- De spæde Blomster visne hen
- Af Dunsten, eller og de kvæles.
- Palnatoke.
- Det gør du godt, men mon du ikke
- Tog Feil? En saadan Karl, som du,
- I Bretland sagde mig som Dyden
- Ved eders Tro, at I lod staa
- Det slemme Ukrudt iblandt Kornet,
- Og nænte ei at luge det.
- Popo.
- Ja, var du Ukrudt blot! det la'r vi staa
- Til Høsten, var du kun en Afgudsdyrker,
- Fordi du ikke vidste bedre, da
- Fortjente du at spares; thi Man kunde
- Da haabe, du omvendte dig engang;
- Men ret som Djævlene du kender Krist
- Og frister ham. – Du er en giftig,
- En farlig Urt, og du med Rod
- Maa rykkes, op. – Til Gæstebudet
- Du kommer uden Hædersdragt,
- Men derfor maa du ogsaa kastes
- I Mørket ud til evig Graad
- Og Tænders Gnidsel. – Korset selv
- Du Lede spotter, og din Konge
- Du straffer fræk, fordi han ei
- Vil bo imellem de Fordømte,
- Hans arme Fædre, som om Nat
- Maa gaa og spøge mellem Høie,
- Fordi de ikke kendte Gud,
- Men bad og ofrede til Satan.
- At Han Kapellet op af Sten
- Har bygget, at ei længer Stene
- Forvendes til vanhellig Brug
- Paa Høie og i Offerlunde,
- At Troldoms Runer mere ei
- Indgraves i dem, at de hvælve
- Sig helligt i et helligt Kors;
- Og at han under dem vil hvile
- I viet Jord, til herligt Pant
- Paa Salighed; det tør du laste!
- Palnatoke.
- Hvis du ei var saa ondskabsfuld,
- Jeg maatte le ad slig naragtig Tale.
- Men, hvorfor vil jeg staa og spilde Tiden
- Paa Sligt at høre? Skynd jer lidt!
- At jeg kan vide, hvordan I vil dømme.
- Fjølnir.
- Du er saa utaalmodig, Brodersøn!
- Men deri har du ogsaa Ret,
- At Vi har ingen Tid at spilde,
- Dog, siden kan vi skynde os desmer.
- I nævned meget Grueligt, Herr Biskop!
- Men det, desværre! er end ikke Alt.
- Hans Vikinger paa Danmarks Kyster røve,
- Og han oppustet har den onde Ild
- I Svends det unge Hjerte, Sværdet,
- Som mod sin Fader han har løftet, det
- Har Palnatoke hvættet. – Nødig
- Jeg siger det, men slig en Id,
- Saa vide kendt, kan ei fordølges.
- Palnatoke.
- Ei vil jeg spilde mange Ord
- Paa slige Nidinger at svare.
- Naar Danmark har en Konge, som
- Ei mægter Lov og Ret at skikke,
- Ei er det Under, om hans Mænd
- Da selv med Sværdet skille Trætte.
- Jeg fostred Svend som Kongesøn,
- Naar Harald vil sin Søn fornægte,
- Er det vel Under, om han da
- Med Jernet vil sin Æt bevise?
- Naar Harald er saa ræd, at ei
- Engang Han vover mig at sige:
- Fordi jeg hader dig, da skal
- Du nyde, at jeg har dig ene;
- Da maa en ussel Træl og Klerk
- Optænke Raad til mig at fælde.
- Fjølnir.
- Du taler hvast men fyndigt, Brodersøn!
- Jeg hartad selv dig nu maa tro uskyldig.
- En Part for det, en Part for vores Frændskab,
- Du ei skal have anden Straf,
- End hvad du agte maa for Gammen.
- Du selv har sagt, at intet Fjeld
- Saa bradt sig løfted, at du kunde
- Jo som en Skridfin fra dets Top
- Nedglide paa de glatte Skier;
- Vi har nu ikke noget rigtigt Fjeld,
- Hvor ret du kunde vise dine Konster,
- Men kun en lille Bakke, Kullen, der
- Du skal for Løier løbe ned,
- Og fare da, hvorhen dig lyster.
- Jeg tænker, for de mange Aar
- Jeg tjente dig, Kong Harald! under
- Du mig det Syn og vil stadfæste
- Min milde Dom!
- Harald.
- Saa være det!
- Han gøre skal, hvad han har pralet af.
- Palnatoke.
- Engang du var paa Gæsteri
- Hos mig, Kong Harald! dig til Hæder
- Jeg tømte Hornet alt for dybt,
- Og praled da af mine Konster.
- Den ene har jeg maattet vise jer,
- Nu vil I ogsaa se den anden
- Og aldrig jeg mit Ord vil rykke;
- Men først I dog en tredje Konst
- Skal se:hvordan jeg Sværdet løfter,
- Og Isser kløver. Faa af jer
- Skal se mig løbe ned af Kullen.
- Støttende sig mod Væggen løftede han det dragne Sværd.
- Nu komme den som eier Mod
- Til mig at tage! kommer Ingen,
- Da kommer jeg, og tag dig da
- I Agt, Kong Harald!
Frem traadte Gunnar med draget Sværd og mælte:
- Bolde Kæmpe!
- Med Undren har jeg hørt og set
- Din djærve Tale og din hele Adfærd.
- Din Jævning har du ei i Norden, thi
- Dig Odin gav, hvad han en Mand kan give,
- Men har du undsagt lydt paa Thing din Drot,
- Da i hans Sal du mod ham Sværdet blotter?
- Palnatoke.
- Ei har jeg det, men hvem er du,
- Som tør mig saa til Regnskab kalde?
- Gunnar.
- Jeg er som du en Mand fra Nord,
- Vist ei saa vældig, gudeyndet,
- Men dog en Mand, som ræddes ei.
- Skal Blodet her i Salen strømme,
- Da skal det første være mit,
- Om ikke dit.
- Palnatoke.
- Men hvorfor blander
- Du dig i denne Handel ind?
- Med dig jeg Intet har at skifte.
- Gunnar.
- Ei Fjølnir eller Klerken jeg
- Undskylde vil, de usle Tvende,
- Som dig vil raade Bane, og
- Som nu ved Sværdesyn staa blege;
- Jeg byder Kamp for Haralds Skyld,
- Hvem jeg har meget Godt at lønne.
- Jeg ei forsvare vil hans Id
- Og ei hans Svig mod dig, du Gæve!
- Men est du Asadyrker ret,
- Det vel maa falde dig paa Sinde,
- At Aser skaane Fenris Ulv,
- Dog han vil Seierfader sluge,
- At ei det rene Gudething
- Med Blod skal smittes, her paa Jorden
- Er Kongehallen lig et Gudething,
- Og ve den Haand, som det med Blod besmitter!
- De høie Aser styre vil dit Løb,
- Hvis Hyndet ei for dig er bredt i Valhal,
- Men er dit Navn paa strænge Norners Skjold
- Udslettet, du med Hæder gaar til Valhal;
- Hvis derimod du kæmper her i Sal,
- Du falder dog tilsidst og hæderløs.
- Fostbroderskab er saare helligt, Odin
- Bød Vidar reise sig for Ulvens Fader
- Men hellig mer end en Fostbroder er
- En Konge, som Man ei har undsagt.
- Palnatoke.
- Du taler kæmpelig, saa vilde
- Jeg tænkt og talt, hvis ei jeg var
- Af Nidinge til Vrede tirret.
- Vil Kongen tro mig paa mit Ord,
- At jeg ham skal paa Kullen møde
- I Morgen Dag, og maa jeg frit
- Igennem Salen nu udgange,
- Da skal mit Sværd ei røre Nogen her.
- Gunnar.
- Hvi nøler du med Svar? Kong Harald!
- Hvad Toke kræver, det er Ret,
- Og maa den Ret ham ikke undes,
- Da stiller jeg min Ryg mod hans,
- Og vaabenstærk den Mand maa sikkert nævnes,
- Som mægter os at skille ad igen.
- Maa Toke gaa?
- Harald.
- Jeg det tillader.
- Gunnar.
- Jeg mente nys at have set
- Alt hvad jeg kunde se i Danmark,
- Ei var det saa, men nu jeg troer vist
- At have set hvad der kan sees i Norden.
- Skyndelig udginge Palnatoke og Gunnar.
Kullen.
Palnatoke stod færdig til det lange Løb med paabundne Skier. Kongen og hans Hirdmænd, Fjølnir og Popo vare der, men ogsaa havde meget Folk sanket sig at se den underlige Færd.
- Popo.
- Du grove Synder! nu da du skal miste
- Dit Liv, tilbyder Himlen end
- Ved mig sin Naade. Lad dig døbe!
- Naar Legemet mod haarde Fjeld
- Da knuses, skal din Sjel dog frelses.
- Palnatoke.
- Jeg svær ved Thor og Odin, Klerk!
- Hvis ei du gaar, jeg fluks skal kløve
- Dig lige til dit Beltested,
- Og Odins Fugl skal flygte fra dit Aadsel,
- Kun fule Madiker dit dovne Fedt
- Skal æde, og dit sorte Jetteblod
- Skal ligge boblende paa Klippen,
- Ei suges op af noget Dyr,
- Men svides hen af Solens Straale,
- Og milevidt din raadne Stank
- Skal brede Skræk og fæle Syger.
- Nu! gaar du ei, ved Thor, jeg hugger.
- Saa! gak og trøst Kong Harald! Se
- Hvor bleg han staar i Skjoldekredsen!
- Mit Sværd kan ikke flyve, vær
- Kun rolig, Harald Dannerkonge!
- Men hør mig nu! og hører mig
- I Mænd! – Jeg staar paa Randen
- Af dybe Svælg, og, Harald! du
- Mig byder der at finde Døden.
- Død er jeg som din Mand, og var
- Det muligt, end jeg kunde leve
- Da blev din Død og Tegnet paa mit Liv.
- Hist er en Dal paa Sjællands Kyster;
- Der gror kun nu det brune Lyng;
- Thi den med Blod, uhevnet Blod er gødet;
- Der fordum var en urteprydet Eng,
- Hvor Aage, Broder til min Fader,
- Opslog sin Telt i Sommernatten,
- Og sov saa trygt paa Danmarks Jord;
- Han vaagned op ved høie Vaabenbulder,
- En Nidingsflok sig havde sneget did,
- Og myrded ham før han var vel opvaagnet;
- Man sagde:Vikinger bedrev den Id,
- Men hører det, I brave danske Mænd!
- Det var jer Konge, endnu skinner
- Den store Guldring paa hans Arm
- Som Aage bar for Jarlemødet.
- Den første Drøm, min Moder drømte,
- Var den:hun havde sig en Væv
- Og som hun Væven slog, en Skøtel
- Paa Jorden faldt, hun tog den op,
- Det var et Mandehoved. Harald!
- Hun tyktes Hovedet var dit.
- Hel sælsomt har det siden Nornen føiet,
- Jeg blev din Mand og ei din Banemand;
- Nu har du løst mig fra min Tro, og mødes
- Vi mer i dette Liv, da vist
- Paa en af os skal Aage vorde hevnet.
- Nu veed jeg, Harald! du er bleven undsagt.
- Nu hørtes Murren og Ulyd i Flokken.
- Fjølnir.
- I danske Mænd! vil I vel tro
- De Løgne, som han jer fortæller?
- Har I nu alt saa hurtig glemt,
- At det var ham, som Svend opfostred,
- Som lærte ham i eders Bo at røve?
- Gør Kongen Uret ved at fri sig selv
- Og eder fra en fælles Fjende?
Vel kunde Sjælandsfar og Skaaning mindes hvorlunde det var saa i Sandhed, at Svend havde hærget deres Odel; thi stilledes Bulderet fluks.
- Palnatoke.
- Nu Harald! glæd dig ved min Død!
- Men stir ei alt for længe ned mod Søen
- Med Gammen paa min knuste Krop!
- Det kunde ske, at Vagn og Bue
- Kom seilende og saae dig staa,
- Og fik i Sinde at du skulde ligge
- Saa blødt som jeg. Tag derfor dig i Agt!
- Nu Odin! nu jeg kommer snart
- I Valhals Sal dig selv at skue,
- Da ei mig undes mer paa Jord
- At fremme din og alle Asers Vælde.
- Som du befol, med Sværdeod
- Jeg mærker mig i baade Hænder
- Til Tegn, at det min Attraa var
- At falde midt i Sværdelegen.
- En værdig Altersten er høien Klint,
- Som skygger over Havets Bølger,
- Her vil jeg offre mig til dig,
- O maatte Offret dig behage!
- Jeg beder til dig i min sidste Stund
- At du vil give Jomsborgs Kæmper Størke,
- Og deres Høvding mandig Kløgt!
- End har jeg til dig, høie As! en Bøn:
- At vred du ei fra Danmark vender Øiet
- Skønt Danmark blind bortvender sit fra dig!
Ei var Palnatoke mere tilsyne. Harald og hans Hirdmænd ginge skyndelig bort, saa gjorde og Mange af Flokken, men Nogle stode endda og samtalede om det som sket var.
- En af Flokken.
- Hvad var det Sidste, Palnatoke mælte?
- Til Asaodin offred han sig jo!
- En Anden.
- Saa faar dog Odin noget Offer.
- Nu staar det sig kun slet med ham.
- En Tredie.
- Med os, var det du vilde sige.
- Jeg gyste ret, da Palnatoke bad:
- At Odin dog ei vilde os forlade
- Skønt blinde vi forlode ham!
- Det gaar vist aldrig godt i Danmark.
- En Fjerde.
- Vi saae hvordan det gik Kong Erik
- I Jotland, der han bygged Hus
- Til hviden Krist, og hængte der en Klokke,
- Den klang saa underlig engang ved Nat,
- Om Morgenen laa Erik død i Sengen,
- Og Man vil sige, Odin kvalte ham.
- Den Tredie.
- Men hvordan er det med de Klokker?
- Hvad du fortæller, har jeg ogsaa hørt,
- Men har da disse Klokker Mæle?
- Den Fjerde.
- Du veed jo vel, at Dværge bygge
- Hos Malmen i det dybe Fjeld,
- De kristne Mænd forstaa at binde
- Den Dværg i Malmen, og den Lyd,
- Som Klokken har, er Dværgens Mæle.
- En Femte.
- Men vores Harald har jo ogsaa bygt
- Et Hus til Krist, og lever dog endnu.
- Den Fjerde.
- Ja, ja, hans Time vil nok ogsaa komme,
- Thi vore Guder straffe haardt og vist.
- I veed jo nok hvordan det gik i Norge
- Med Hakon Adelsten, han gik og fri
- En Stund, men blev tilsidst dog rammet;
- Vel hængte Pilen længe høit i Luft,
- Som om den vilde først sig ret betænke,
- Men traf ham og desvissere. Mon ei
- Den kom fra gamle Odin mener I?
- En Sjette.
- I snakke altid kun om eders Guder,
- I har jo dog vel ogsaa hørt:
- Hvordan det nylig gik i Svithjod
- Da Bønderne en hellig Mand
- Fra Saksland vovede at myrde,
- Hvordan med onde Landfarsot,
- Dem Kristus slog trods alle Guder,
- Som vilde hjelpe dem! Jo, I kan tro,
- Han raader mere end de Alle.
- Den Anden.
- Jeg troer ikkun paa min egen Størke,
- Og det er nok den bedste Gud.
- Den Tredie.
- Jeg tænker paa, om Palnatoke
- Nu ikke døde! Det var dog
- Et Jærtegn, som os kunde lære:
- Hvad for en Gud der raader mest.
- Den Anden.
- Ja, staa kun du her til i Morgen,
- Og grund paa det! saa skal du se
- At Palnatoke vist vil komme
- Lyslevende herop igen.
- Jeg gider ikke set ham mere,
- Han havde jo to Øine, som
- Han vilde sluge Folk, jeg derfor
- Vil sige dig Farvel og gaa.
Lidt efter lidt skiltes Flokken, og kun den Tredie blev i dybe Tanker staaende paa den øde Klint.