Huldebarnet
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
|
Huldebarnet (Skiftingen)
Anker Eli Petersen
© 2005
En bondekone på en af gårdene på Viðareiði havde fået en søn. Det var et stille barn som trivedes godt.
En dag var alle husfolkene ude og arbejdede, mens konen var alene hjemme hos barnet, der lå og sov i sin vugge. Det havde ikke fået tænder endnu, så derfor måtte der altid være nogen hos det, ellers fik huldefolkene magt over det.
Nu skete det, at konen havde et uopsætteligt ærinde at udføre, og hun mente ikke at der kunne ske noget ved at hun gik udendørs et kort øjeblik.
Men da konen kom ind igen, hørte hun at barnet græd voldsomt. Hun undrede sig over hvor forvredet det var til udseende og kunne ikke rigtig kende det igen, men tænkte at dette sikkert kom sig af gråden.
Barnet fortsatte med at skrige og græde nat og dag, og moderen blev syg af bekymring og mangel på søvn. Barnet vantrivedes helt klart og de mennesker som havde set det før sagde at dette måtte være et byttebarn.
Moderen gik så til præsten og bad ham komme og se på barnet. Præsten sagde, at barnet var blevet byttet, men at han vidste råd for det. Hun skulle, sagde præsten, fylde fire skaller af albueskæl med vand, sætte en i hvert af hjørnerne i ildstedet og fyre godt op. (Albueskæl: Patella vulgata. Et skaldyr, som sætter sig på klipperne i tidevandsbæltet. Skallen er konisk, spids foroven og bred forneden, formet som en pyramide uden hjørner og ca. 2-3 centimeter høj, nogenlunde som en halv æggeskal).
Kvinden gjorde som præsten havde forskrevet og lod som om hun var ved at lave aftensmad.
Huldebarnet blev forbavset, det holdt op med at græde og rejste sig i vuggen. Det smilede og pegede på albueskallerne og spurgte hvordan det skulle kunne trives her, hvor de brugte så små gryder. Dette var noget helt andet end de bryggekar som dets fader Búin havde, sagde barnet.
Den nat var huldebarnet stille og husfolket kunne sove i fred. Om morgenen da de vågnede var det forsvundet og et andet barn, smukt og velplejet, lå i vuggen. Da mente de sig at kunne kende deres eget barn igen.
Nogle år efter dette, plejede en fremmed dreng at komme og lege med børnene på gårdene. Selv om de andre børn ofte inviterede ham ind i husene, ville han ikke med dem ind, og forsvandt uden at nogen vidste hvorhen. En dag var han dog kommet ind, men mens de legede indendørs, begyndte en eller anden at kalde udenfor:
"Ruben, Ruben!"
Drengen sprang grædende ud, fordi han forventede at han nu ville få tæv, og ingen har set ham siden.
Man mener at denne dreng var det forbyttede huldebarn.
