I. Spørgsmaalets Stilling

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Den ældste Skaldedigtnings Historie


Sophus Bugge
1894


I. Spørgsmaalets Stilling.


Alle de nu bevarede Vers, som sikkert høre til Digtet Ynglingatal (d. e. Opregning af Ynglingerne), er indtagne i Ynglinga saga, paa forskjellige Steder. Det er tilsammen 360 Verslinjer, som Wisén(1) har inddelt i 37 hele Stropher hver paa 8 Linjer og 16 halve Stropher hver paa 4 Linjer(2). Digtet er forfattet i Versemaalet kviðuháttr med treledede ulige Linjer og firledede lige Linjer(3). Det opregner en Række af Ynglinge konger, Søn efter Fader, først i Sverige saa i Norge, og giver Oplysning om deres Dødsmaade samt tildels om deres Gravsteder. Den første Ynglingekonge, som nævnes i en nu bevaret Strophe, er Fjǫlnir. Den sidste Konge, hvis Død berettes, er Óláfr, som var Søn af Guðrøðr og blev hauglagt paa Geirstaðir (paa Vestfold). Til Slutning optager Ynglingasaga en Strophe om Rǫgnvaldr med Tilnavnet heiðumhár. Han betegnes som levende. Det er tilsammen 27 Konger.

Om Digtet gives i Fortalen til Snorres Heimskringla følgende Oplysning: «Tjodolv fra Hvin var Harald Haarfagres Skald. Han digtede ogsaa om Kong Ragnvald heiðumhæri (d. e. høiere end Heier) det Kvæde, som kaldes Ynglingatal. Ragnvald var Søn af Olav Geirstadalv og Brodersøn af Halvdan Svarte. I dette Kvæde nævnes 30 af Ragnvalds Forfædre og der fortælles om enhver enkelts Død og Gravsted.»

Flere nyere Forfattere har opfattet de af Snorre omtalte «30 af Ragnvalds Forfædre» saaledes, at Ragnvald selv er regnet med og at der forud for Fjǫlnir har været nævnt 3 af Ragnvalds Forfædre(4). Dette holder jeg for lidet sikkert(5), men det synes ialfald klart, at den Optegnelse af Ynglingatal, som Snorre kjendte, ikke nævnte nogen Konge mellem Olav, som blev begravet paa Geirstad, og Ragnvald, og heller ikke nævnte nogen Konge efter Ragnvald.

Ogsaa i flere andre prosaiske islandske Skrifter, af hvilke intet i den os foreliggende Form kan godtgjøres at være ældre end 13de Aarh., fortælles det overensstemmende, at Digtet Ynglingatal er digtet af Harald Haarfagres Skald Tjodolv ór Hvini eller enn hvinverski (d. e. fra Bygden ved Kvinnesdals elvens Udløb paa Agder) om Harald Haarfagres Fætter, Olav Geirstadalvs Søn Ragnvald heiðumhæri, som var Konge paa Vestfold(6).

Indholdet af disse de gamle Islændingers Meddelelser om Tilblivelsen af Digtet Ynglingatal gjælder endnu almindelig for en historisk Kjendsgjærning. Rigtigheden deraf er dog af enkelte nyere Granskere bleven benegtet eller betvivlet.

E. Jessen har først, i sin Afhandling «Über die Edda lieder» (i Zeitschr. f. deutsche Philol. III) S. 20, erklæret, at Ynglingatal ikke kan stamme fra det 9de Aarh., men først fra en Tid, da det 9de Aarhundreds Historie blev i det norrøne Sagn grundig omarbeidet under Indflydelse af senere politiske Forhold, altsaa tidligst fra 10de Aarh.(7). Bestemtere anfører Jessen mod den sædvanlige Opfatning den Grund, at den danske Konge Godfrid er optaget i Ynglingatal som en norsk Fylkeskonge Gudrød.

Mod Jessen udtalte Gustav Storm sig i sin Afhandling «Om Ynglingatal og de norske Ynglingekonger i Vestfold» i Norsk hist. Tidsskr. III, 58—79. Storm fremhævede med rette flere Vanskeligheder ved Jessens Opfatning: «Hvis Digtet var forfattet i f. Ex. 10de eller 11te Aarh., etterat Norge havde faaet en Række af anséte og mægtige Enekonger, hvad skulde bevæge en Digter fra den Tid til at stanse Slægtrækken ved en Sidegren — Olav og Ragnvald —, som forlængst var uddød og som aldrig havde udmærket sig ved Bedrifter? hvad skulde bevæge en Skald fra Tiden efter Rigets Samlingstid til at kalde til Live igjen Mindet om en saa ubetydelig Smaakonge som Ragnvald, der vistnok uden Digtet for længe siden vilde været Forglemmelsen hjemfalden?»(8)

Dernæst har Vigfusson fremsat den Mening, at Ynglingatal ikke er forfattet for Ragnvald, men i Begyndelsen af 10de Aarh. for Harald Haarfagre. Den sidste Strophe af Ynglingatal, som anføres i Ynglingasaga, nævner den Konge, for hvem Digtet er forfattet. Strophen udgives sædvanlig i følgende Form:

Þat veitk bazt
und bláum himni
kenninafn
svát konungr eigi,
er Rǫgnvaldr
reiðar stjóri
heiðumhár
of heitinn er.

Vigfusson mener, at de fire sidste Linjer oprindelig har havt følgende Form:

es Rǫgnvaldr
inn Ráð-svinni
Heiðom-hárr
þik heita réð.

Tilnavnet Heiðom-hárr forstaar Vigfusson som «haarfager»(9).

Strophen skulde altsaa udsige følgende: «Det bedste Tilnavn under den blaa Himmel, hvilket jeg kjender, baaret af en Konge, er det, da Ragnvald den raadsnilde kaldte dig «Haarfager».

Herimod er at bemærke: 1) At man ved at foretage saa voldsomme Forandringer i den traditionelle Text kan faa frem omtrent hvad man vil. 2) At det, hvis den af Vigfusson foreslaaede Text er den oprindelige, ikke er let at forstaa, hvorledes den i Haandskrifterne bevarede Textform kan være opstaaet. 3) At heiðumhárr ikke kan betyde «haarfager». Man maatte da vente heiðumhári i Lighed med Tilnavnene fǫgrumskinni, tvennumbrúni, rauðumskjaldi. Desuden betyder heiðr «klar» (om den skyfrie Himmel) og kan ikke tænkes nogensinde at have været brugt om et Menneskes Haar; selv som Tilnavn til en Helgen vilde den «klarhaarede» være besynderligt. 4) En Nominativform heiðomhárr ved þik heita réð vilde ikke stemme overens med oldnorsk Syntax, der i denne Forbindelse vilde kræve Accusativ(10). 5) Imod den Mening, at Ynglingatal skulde være digtet til Harald Haarfagres Forherligelse, taler ogsaa den Omstændighed, at Digtet indeholder en Strophe om Olav Geirstadalvs Dødsmaade og Begravelsessted. Thi da Olav ikke var en af Harald Haarfagres Forfædre, skulde man i et Digt til dennes Forherligelse ikke vente en Strophe om Olav. Der imod maatte man da vente en Strophe om Harald Haarfagres Fader Halvdan, og en saadan maatte man da holde for tabt(11).

Steenstrup har i Normannerne I, 78 ytret følgende efter min Mening vel begrundede Ord: «Om Tjodolf af Hvins Levetid og Ægtheden af hans Vers skal jeg ikke udtale mig, men overlade dette til Sprogmændene. Jeg undrer mig dog i al Stilhed over, at man alt ved Aar 850 skulde have adopteret i den norske Poesi saa tunge og kluntede Billeder med saa pretentiøse Kundskabsforudsætninger hos Tilhørerne.»

I Studier over de nord. Gude- og Heltesagns Oprind. I, S. 395 har jeg sagt, at Ynglingatal ikke paa langt nær kan være saa gammelt, som det efter de Gamles Beretninger om dets Tilblivelse skulde være, men at det maa være forfattet langt ind i 10de Aarh.

Endelig har Noreen (Uppsalastudier 225 og Arkiv X, 118) udtalt, at Ynglingatal er digtet kort Tid efter 870 eller tidligst i Slutningen af 9de Aarh. og at dette, som han i Lighed med Vigfusson antager, har fundet Sted til Harald Haarfagres Forherligelse. Men Noreen har endnu ikke nærmere udviklet eller begrundet denne sin Mening.




Trods de nævnte Benegtelser og Tvivl fremstilles det endnu indtil den Dag idag sædvanlig som en utvivlsom historisk Kjendsgjærning, at Ynglingatal er forfattet af Harald Haarfagres Skald Tjodolv fra Hvin om den med ham samtidige Ragnvald, der var Søn af Olav Geirstadalv og i 9de Aarh. Konge paa Vestfold eller Grenland. Herom udtaler hverken en Kjender af den norrøne Digtning som Konrad Gislason eller en Kritiker som Müllenhoff nogen Tvivl, og den samme Opfatning er senest uden nogen Reservation fastholdt af Finnur Jónsson.

Jeg deler ikke den traditionelle Opfatning, og jeg skal derfor her behandle Spørgsmaalet paany. Selv om den positive Mening, som jeg i det følgende fremsætter, ikke skulde kunne slaaes fast, tror jeg ialfald at kunne godtgjøre, at Tvivl om den traditionelle Opfatning er vel begrundet.




Fotnoter:

( etter fotnoten fører tilbake til teksten)

  1. Carmina Norrœna.
  2. Flere af disse Halvstropher er i syntaktisk Henseende uselvstændige og afhængige af den nærmest forudgaaende Helstrophe. Til de 360 Verslinjer kommer endnu Linjeparret

    ok milldgeðr
    markar dottinn

    som i cod. Fris. er føiet til den sidst opførte Strophe

  3. Om dette Versemaal se Sievers Metrik § 71, 4. Jfr. Sievers i Paul—Braunes Beitr. VI, 291 ff.
  4. Yngvi, Njǫrðr, Freyr efter G. Storm (Snorre Sturl. S. 103 og Norsk Hist. Tidsskr. III, S. 58), Gíslason (Aarb. 1881 S. 187) og F. Jónsson (Litt. Hist. I, 440).
  5. Jfr. Gjessing, Kongesagaens Fremvæxt, S. 15 ff.; Vigfusson Corp. poet. bor. I, 520; Fahlbeck, Svensk Hist. Tidskr. 1884, S. 110 f.; Noreen Uppsalastudier S. 222.
  6. Kildestederne findes aftrykte i Sn. Edda ed. AM. III, 253. 261. 398 og hos Finnur Jónsson Litter. Hist. I, 438. I þáttr af Upplendingakonungum i Hauksbok (Fas. II, 106) siges, at Ragnvald var Konge á Grænlandi efter sin Fader.
  7. Jfr. Schück Svensk Literaturhist. I, 65.
  8. Norsk hist. Tidsskr. III, 70.
  9. Se Corp. poet. bor. I, 242—244; I, 251 (hvor der indsættes Rǫgnvaldr Reinar-stióri); I, 526; 11, 656.
  10. Se min Bemærkning til Rigsþ. 39, s i Udgaven af Sæmundar Edda.
  11. Væsentlig de samme Grunde har Finnur Jónsson (Litt. I, 439 f.) anført mod Vigfussons Mening. Dog oversætter han heiðum-hárr ved «lys-haaret».