Indledning (Forklaringer og Noter til Edda-Myterne)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
af Thøger Larsen
Udgivet 1926
Af Hensyn til de følgende Afsnit i mit Forsøg paa en Paavisning af nogle af Grundmotiverne i den nordiske Mytologi maa jeg indlede med en kort Omtale af den bakkhiske Kultus hos Grækerne.
Oprindelsen til Vingudens Dyrkelse ligger langt tilbage i de ariske Folks Oldtid, og denne Dyrkelse har haft de forskelligste Udviklingsfaser. Vi vil her begynde ved den ældste kendte Form, Oldindernes Somaoffer. Den hellige Somaplante voksede paa Bjergene og pressedes til Ære for Guden Soma, Maaneguden. I denne Plantes Saft berusede Menneskene sig eller rettere opildnedes 4 hellig Begejstring og Ekstase for Somaguden i Himlen, hvis lysende Saft læskede og opildnede Guderne. Selve Maanen opfattedes som et Kar, der i hver Maaneds første Halvdel fyldtes, mens den i den sidste Halvdel tømtes af Guderne, som drak sig Styrke og Tilskyndelser til i den gyldne Drik. Den særlige Somadrikker blandt Rigvedas Guddomme var Indra, Tordenkilens vældige Gud, der udførte Mængder af Bedrifter, især Drabet af Vinteruhyret Vritra, der laa knugende over Bjergene. Forud for denne Bedrift drak Indra "tre Kar Soma", det vil sige "tre Maaners Lys", nemlig de tre Vintermaaneders. Indras Egenskaber er fordelt paa de græske Guddomme Bakkhos (Dionysos) og Herakles og genfindes i Norden bedst hos Tor. Forestillingen om Maanen som et Kar, der fyldes og tømmes, gaar over i den græske Mytologi, hvor Muserne, Erindringsgudindens Døtre, fylder Maanen af Kilden Pimpla (Nordboernes Fimbul). Selve Somaen kaldes ofte hos Oldinderne madhu, Honning, den erstattes hos Grækerne med metby, Vin.
|
|
Det er forstaaeligt, at Maanens Faseveksel, Forsvinden og Genkomst har spillet en overordentlig Rolle i de gamles religiøse Fantasier. Derfor har intet Himmellegeme været Aarsag til saa utallige Myter som Maanen. Forestillingen om Karret, der fyldtes og tømtes, og hvis Drik gav Guderne Kraft og Evne, gik hos Grækerne over i nye Forgreninger. I Bakkhosdyrkelsen møder man et Tog af drukne Guddomme og Dæmoner, der fylder Naturen med Avlekraft og svulmende Frodighed. Maanen løfter Havets Vande, idet den slæber Flodbølgen efter sig. Derfor bliver Bakkhos ogsaa en Guddom, der har Indflydelse paa Havet. Maanen vokser ved hver Maaneds Begyndelse, derfor bliver den tiltagende Maane en Vækstguddom. Maanen fødes og dør og genfødes, derfor bliver Maanen en Fødsels- og Svangerskabsguddom. Maanens Skive viser, naar Fuldmaanen staar op, et Menneskeansigt, deraf Sagnet om Medusas Hoved med dets Trolddomsmagt. Fuldmaanen viser ogsaa højest paa Himlen en Kvinde- og en Mandsskikkelse; det er den store Moder, Rhea-Kybele, og Attis, hendes Elskede, der dør og forvandles til Pinje, men som genopstaar, og hvis Død og Opstandelse fejres hvert Aar ved Foraarsjævndøgn. Maanens Skive viser snart den ene Side, snart den anden for Jorden, det er Janus med de to Ansigter; undertiden omtales han ogsaa som Guden med de fire Ansigter, de fire Maanefaser. Der kunde endnu nævnes en Uendelighed af Personifikationer, men denne Artikel kan kun give en Oversigt. Andre Personifikationer er omtalt forskellige Steder i de andre Artikler om dette Emne.
Navnet Bákkhos hos Grækerne synes at maatte afledes af Sanskritroden bhaksh, fordele, i Zend betyder Ordet "faa Del i"; det gælder særlig om Drik, men senere ogsaa om Mad. Sanskritordet bhakshà betyder Nydelse, Drikken, bhákshana, Drikkekar. Grækernes almindelige Navn for Maane er selene, men de havde ogsaa et rundt Offerbrød af samme Navn, der henleder Tanken paa Brødet i den kristne Nadvere, hvor ligeledes Kalken med Vinen henleder Tanken paa Vingudens Blod.
Bakkhos' Moder hed Semélê. Hun forledtes af Hera til at begære af sin Elskede, Zeus, at maatte favne ham i al hans Guddomsvælde. Derved angrebes hun af hans Ild og opbrændtes (Maanen, der opbrændes), mens det ufuldbaarne Bakkhosfoster reddedes af Zeus og opbevaredes, skjult i hans Laar, indtil det var modent. Paa Græsk hedder Laar mêrós, og det sidstnævnte Træk hidrører maaske fra, at hos Oldinderne gjaldt Bjerget Meru for Gudernes Bjerg, hvorfra Sol og Maane gik ud, og hvortil de vendte hjem. Hvorvidt Navnet Semele har noget Rodslægtskab med Sanskrit soma, tør jeg ikke udtale nogen Mening om. Paa nogle af Oldtidens billedlige Fremstillinger ses Bakkhos hornet, en almindelig Egenskab hos Maaneguddomme.
Bakkhosdyrkelsen var snart orgiastisk, præget af svimmel Vildskab, med Flokke af drukne og ophidsede Kvinder, der sværmede omkring i Bjerge og Vildmarker, snart præget af fanatisk Askese, som i Attisdyrkelsen, hvor Præsterne var berøvet deres Manddom.
I et Sagn kaldes Bakkhos Zagreùs, Orphikernes lidende Dionysos. Han gjaldt for en Søn af Zeus og Persephone, af hvilke sidstnævnte vistnok dels opfattedes som Underverdens-, dels som Maanegudinde. Denne Zagreus blev myrdet af Titanerne, som sønderdelte ham, kogte og aad hans Lemmer, mens Hera bragte Zeus Hjertet. Af dette frembragtes en ny Zagreus. Titanerne ramtes af Zeus' Lyn og forbrændtes til Aske, og af denne Aske fremstod Menneskene, der saaledes var af blandet titanisk og dionysisk Natur. Derfra hidrørte Kampen mellem Godt og Ondt i Menneskenes Sind, idet det Gode stammede fra Dionysos og det Onde fra Titanerne. Der kunde her drages en Sammenligning mellem Nordboernes Sagn om Ymir, der dræbtes af Odin, Vili og Ve, hvorefter Verden dannedes af hans Krop, mens af denne atter fremstod Jætter, Dværge og Mennesker.
Rhéa eller Rhéia, hvis Navn sammensmeltedes med et andet Gudenavn, Kybélê, var efter Heriods Gudeslægtslære Moder til Zeus, Poseidon, Hades, Hestia, Demeter og Hera. Hun anses for Jordgudinde, navnlig for Bjergmoderen. Men Jordgudinderne synes som Regel tillige at være Maanegudinder, formentlig fordi Maanen under sin Forsvinden fra Himlen vel tænktes skjult i Jordens Indre, hvorfra atter Nymaanen vendte tilbage. Saaledes findes f. Eks. Maanen benævnet Gê urania, den himmelske Gaia, mens Gaia ellers var det ældste Navn for Jordgudinden.
Rheas Navn er knyttet til forskellige Bjerge, navnlig Sipylos, der synes et Hjemsted for Maanegudinder, f. Eks. Niohe. Paa et af Bjerget Dindymons Toppe, Agdis, fandtes en Helligdom for Rhea, hvor Gudindens ældste Billede opbevaredes, nemlig en nedfalden Meteorsten. I samme Helligdom fandtes hendes elskede Attis'Grav. Rhea skænkede sin Søn Midas fabelagtige Rigdomme; denne Midas staar i nær Samkvem med den phrygiske Dionysos. Midas fangede den vintørstende Seilenos, vistnok en mandlig Maanegud, ved at blande Vin i en Kilde, og Seilenos ansaas for hans Profet. Seilenos' Attribut var Æslet, rimeligvis fordi Figurerne i Maaneskiven, vendt i en særlig Stilling, fremkaldte Forestillingen om et langøret Dyr, Hare, Kanin eller Æsel. Efter et Sagn fik Kong Midas ogsaa Æseløren. Rhea-Kybele havde en Yndling, Attis, der ved at berøve sig sin Manddom, forblødte og forvandledes til en Pinje. Han var utvivlsomt en phrygisk Dionysos og fejredes paa lignende Maade som denne. Han har Binavnet Menotyrannos, Maaneherren, og hans Død og Genopstandelse symboliserede Maanens Død og Genopvaagnen.
Oprindelsen til Navnene Rhea-Kybele er dunkel. Dog er det paafaldende, at Rigveda kender en Rigdomsgud ved Navn Rayigrave;, mens Rigdomsguden i Mahabharata hedder Kubera. Rhea-Kybele synes at være kvindelige Former for disse Egennavne. Hos Nordhoerne kunde Maaneguden Hejmdals Binavn Rigr tænkes at stamme fra Rayi-Rhea.
Rhea Kybele dyrkedes især som "den store Moder" og hendes Yndling Attis, hvis Død og Genopstandeise fejredes hvert Aar ved Foraarsjævndøgn, var som nævnt Maaneguddom. Hos de gamle var Maanen Aarets vigtigste Guddom, idet Aaret oprindeligt var Maaneaar og regnedes fra Foraarsjævndøgn.
Ofringerne til Rhea Kybele og Attis var Tyreofring (Taurobolium) og Vædderofring (Kriobolium). Da disse Ofringer fandt Sted ved Foraarsjævndøgn, henledes herved Tanken paa Stjernebillederne Vædderen og Tyren. Det ser dog noget hesynderligt ud at standse ved disse to Himmeltegn eller snarere at tage Hensyn til mere end selve Foraarstegnet. Yderligere undrer det, at Tauroboliet nævnes først, som om dette var det vigtigste, da dog Foraaret skulde indtræffe, naar Solen gik i Vædderens Tegn. Sagen forholder sig vist ganske simpelt saaledes: Disse Foraarsofringer, hvor det Dyr dræbes, der svarer til det Tegn, som Solen samtidig fjerner fra Himlen (sml. Mithras' Tyredrab), maa oprindelig stamme fra den Tid, da Tyren var Foraarsstjernebillede (ca. 2000-4000 f. Kr.). Da man efterhaanden opdagede, at Foraaret i Aarhundredernes Løb indtraadte nærmere Vædderen og tilsidst i Vædderen, maatte man følge Himmellegemernes Luner og foruden den fastslaaede Tyr ogsaa tage Vædderens Tegn i Betragtning og ofre en Vædder. Navnlig i Overgangstiden var der jo god Mening deri.
Ikke sjældent byggedes kunstfærdige Altre til disse Ofringer. Paa Siderne indhuggedes Billeder med Scener fra den paagældende Del af Mytologien og med Angivelse af Offerdagen og Navnet paa den ofrende. Et saadant Alter fortjener en særlig Opmærksomhed.1 Det skriver sig fra en Ofring den 26. Februar 295 e. K. i Rom. Paa Alterets ene Side er indhugget Billedet af Rhea Kybele, der kører frem i sin Vogn, forspændt med Løver, og Pauken i Haanden. I Tavlens modsatte Side staar Attis lænet til den hellige Pinjes Krone og vendt mod Gudemoderen, medens han med venstre Haand hæver en Pauke bag sig. Ved nærmere Betragtning slog det mig, at dette Billede fremstiller de Figurer, man ser i Fuldmaaneskiven, men det forunderligste ved Sagen er den Mængde Enkeltheder, Billedet indeholder. Det er næsten utænkeligt, at de alle har kunnet opfattes med uvæbnet Øje, og jeg fristes til at antage, at forstørrende Linser eller Hulspejle maa have været kendt i Oldtiden og benyttet af Augurerne ved deres Ransagen af Himlens Tegn. Sammenlign Sagnet om Arkhimedes, der med store Brændspejle eller Brændglas skal have stukket Fjendens Skibe i Brand. Det er i hvert Fald besynderligt, at dette Alterbillede indeholder flere rigtige Enkeltheder fra Figurerne i Maaneskiven end Galileis Maanekort, der var fremstillet efter Undersøgelser i hans primitive Kikkert: Gudinden, der staar paa sin Vogn, er en Skyggefignr i Maanens venstre Side, karakteristisk i sin Holdning og godt eftertegnet. Pauken, hun holder i Haanden, er den lyse Egn om Ringbjerget Kopernikus; denne Plet opfattede ogsaa Hevelius gennem sin bekendte lange Kikkert som cirkelrund. Navet i hendes Vognhjul er Ringbjerget Tycho, og Egerne er de saa stærkt omdebatterede og endnu næppe sikkert forklarede Tychostraaler, der strækker sig til alle Sider fra dette Ringbjerg udover Maanehalvkuglen. For at faa Plads til Løvekroppene er denne Del af Tegningen skubbet noget bort fra højre Maanesides Figurer. Rykkes Kybeles Pauke hen til Pinjekronens underste Rand, er Forholdene i hele Tegningen omtrent rigtige. Trækronen er Maanens Lavland Mare imbrium, og den øverste Bræmme af Løvet er det ovenfor liggende lysere Højland med Jurabjergene omkring Sinus iridum. Selve denne saakaldte Regnbuebugt danner Kronens øverste Kogle. Attisfiguren ses tydeligt paa gode Maanefotografier; endog Stjernerne opad hans Ben (Knapper og Folder i hans Benklæder) angiver Ringbjerge tildels med korte "Straaler" omkring. Hans frygiske Hue eller "bestjernede Hat" er Alpekæden, og Kvasten i dens Top Ringbjerget Plato. Den fuglebærende Gren er Apenninerkæden. Fuglekroppen er Palus putredinis (Mudderpølen) og Hovedet Ringbjerget Timokharis. Paa et ældre Maanekobberstik ses ogsaa Løvehovederne tydeligt, navnlig det forreste (Øjet: Manilius). Haandtaget paa Attis' Hyrdestav er Bjergkransen om Mare crisium. Der kan gøres Rede for saa godt som alle Enkeltheder.
(Billederne paa Side 12 og 13 viser den Side af Offeralteret, der ovenfor er omtalt, og til Sammenligning en Skitse af Fuldmaaneskiven, saaledes som denne ser ud ved et Par Ganges Forstørring).
Paa den nævnte Billedside af Alteret fandtes den indskrift, som ses paa Figuren, og som vel maa læses saaledes:
Matris deum magnae idaeae et Attinis.
L Cornelius Scipio Oreitus
vir clarissimus augur taurobolium
sive criobollum fecit
die quarto kalendas martias
Tusco et Anullino consulius.Paa Dansk:
For den store idæiske Gudemoder og Attis.
L. Cornelius Scipio Oreitua,
den højærværdige Augur, har gjort Tyreofring
eller (om man vil) Vædderofring
den 26. Februar,
da Tuscus og Anullinus var Konsuler. [295 e. K.].
|
|
Det er paafaldende, at denne Ofring fandt Sted den 26. Februar i Stedet for ved Foraarsjævndøgn. Da jeg paa Forhaand var kommen til det Resultat, at i hvert Fald Anis var Maaneguddom, sluttede jeg, at denne Ofring maatte være fuldbyrdet i Anledning af en Formørkelse. En Undersøgelse desangaaende oplyste, at der ved den foregaaende Fuldmaane (17. Februar) havde fundet en lille Maaneformørkelse Sted, der næppe havde foruroliget Sindene videre; men man kunde vente en ringformig Solformørkelse den 3. Marts, idet der for 3 Sarosperioder eller 54 Aar og 33 Dage siden, nemlig den 29. Januar 241 e. K., var gaaet en saadan hen over Norditalien nær Solnedgang, og for 6 Sarosperioder siden havde ligeledes en ringformig Solformørkelse nærmet sig Italien, idet Centraliteten ophørte ved Solnedgang ca. 1° vest for Sicilien (28. December 186 e. K.). Den altsaa utvivlsomt ventede Solformørkelse indtraf ogsaa paa den før nævnte kritiske Dag og saa at sige i Centrum, Idet Ringformigheden saas i selve Rom M. ca. 2¼ Eftm. (mellemeuropæisk Tid). Ringen, set fra Rom, var bred foroven og tynd forneden. I Lys af disse Forhold fristes man af Billedet paa Alteret til at antage, at de to Pauker, som Kybele og Attis hæver, symboliserer Solens og Maanens Skiver. Ifølge Retningen, hvori Kyhele kører forbi den ventende Attis, maa man da formode, at hun holder Maaneskiven, mens Attis, Nymaanens første Figur, griber fat i og holder Solskiven. Dette stemmer med Formørkdsens Vej over Jorden. Dog maatte det samme vel blive Tilfældet med alle Formørkelser, med mindre Maanetegningen kunde gengives med smaa Variationer, hvad kanske er det sandsynligste. I selve Udtydningen af Fuldmaanens Figurer havde Fantasien jo et ikke ringe Spillerum.
En anden Side af Alteret viser den smykkede Pinje (der i meget minder om vort Juletræ), samt de to Offerdyr Tyren og Vædderen.
Fodnoter:
1) Privateje, Villa Albani ved Rom.
