Indledning til Heltesangene (Olaf Hansen)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Dansk.gif


Reprint Add.jpg


Olaf Hansen: Den ældre Edda
Heimskringla Reprint
Den ældre Edda


Oversat af
Olaf Hansen
1911


Indledning til Heltesangene


Niflungenesagnene havde levet i Aarhundreder, inden gamle nordiske Digtere tog dem op til Behandling; Kvadene i Eddaen er en Senhøst af Folkevandringens Blodsæd. Heltenavnene er tildels Navne paa historiske Personer.

Paa den venstre Rhinbred, omtrent i det nuværende Rheinpfalz boede der engang en østgermansk Stamme, som kaldtes Burgunderne. Disse blev i Aaret 437 overvældet af Hunnerne, og deres Konge Gundahari (Gunnar) faldt, og hans Rige gik til Grunde; Resterne af Stammen drog til Savoyen og nedsatte sig der. Men knap hundrede Aar efter blev ogsaa dette Herredømme omstyrtet. Inden den Tid havde Burgunderne haft flere Konger - den anden i Rækken hed Gundobad. Fra hans Dage stammer en ”Burgundernes Lov”, og i den nævnes flere af hans Forfædre - foruden Gundahari ogsaa Gibica (Gjuke) og Godomar (Guttorm); men hvorledes deres Slægtskabsforhold har været, omtales ikke.

Da Gundahari faldt, sad Attila (Atle) som Hersker over Theiszsletten. Han havde ikke ført de Hunner, der oprev Burgunderne, men det varede alligevel ikke længe, inden baade Sagn og Historie tilskrev ham Sejren, og saaledes bringes hans Navn i Forbindelse med Gunnars.

Denne Forbindelse skulde snart knyttes fastere. - I Aaret 453 giftede Attila sig med en germansk Kvinde, Hildico. Morgenen efter Brylluppet fandt man ham død - en Blodstyrtning havde gjort Ende paa hans Liv.

Saa tager Fantasien fat: Attila var ikke død en naturlig Død, han var blevet myrdet. Derefter følger Resten med næsten logisk Nødvendighed. Hvem dræber ham på Bryllupsnatten? Hustruen! - Hvorfor? Af Hævn! - Hvem skulde hun hævne? Sine Slægtninge? - Og hvem var de? Man vælger Burgunderkongerne. - Atles Hustru bliver Gunnars Søster.

Inden disse Sagn fra deres Hjemland vandrede til Norden, var de blevet forbundet med Sagnene om Sigurd, Vølsungen, Sigmunds Søn, hvis Skikkelse Digtningen aldrig bliver træt af at forherlige - og de Personer, der er knyttet til ham. Og der udformes paa en egen Maade Historien

om Galderdrik og Mened, om elskovs-baaret Had,
om sælsomt Brudeleje, tvedelt ved Sværdets Blad,
om Brynhilds Skam og Hevntørst, om Fostbrødre-Svig,
om Gudruns Hustru-Kvide over Vølsungens Lig.
(Gjellerup.)

Digteriske Behandlinger af Vølsunge-Niflungesagnene optager Størstedelen af den ældre Eddas Heltesange. Motiverne udnyttedes paa forskellig Maade, Sagnene blev almenyndede, og med magnetisk Kraft trak de andre til sig. Beretningerne om Vølsungerne og Niflungerne faar baade en Forhistorie og et Efterspil.

Forhistorien er Vikingekvadene om Helge Hundingsbane. Ylfingen Helge gøres til en Vølsung, en ældre Halvbroder af Sigurd - til en Søn af Sigmund og hans første Hustru Borghild. Yderlig løst knyttes igen hertil, hvad der fortælles om Helge Hjørvardssøn.

Efterspillet er de gotiske Jørmunreksagn. Da Hunnerne faldt ind i Europa, dræbte Jørmunrek sig selv for ikke at se sit Rige styrte sammen. Begivenheden sættes til Aar 375. Men en senere Tid fortalte anderledes om Østgoterkongens Død. En medvirkende Aarsag bliver et Overfald af to Brødre, Sarus og Ammius, hvis Søster han havde ladet sønderrive af vilde Heste, fordi hendes Mand var faldet fra ham paa forræderisk Vis. Det Lykkes dem ikke at dræbe ham, men han bliver haardt saaret, og Sygdom, Alderdom og Frygt for Hunnerne gør i Forening Ende paa hans Dage.

Det nordiske Sagn stryger saavel Affældigheden som Hunnerfrygten af ham. Det giver ham selv den unge Kvinde, han lader sønderrive af vilde Heste, til Hustru og gør hende til en Datter af Sigurd og Gudrun, Gunnars Søster, og de hævnende Brødre, Hamder og Sørle, bliver Børn af Gudrun i hendes tredie Ægteskab med Jonakr.

Af de forskellige Kvad, der forelaa for Samleren, har denne søgt at danne en sammenhængende Heltesaga. Han ordner dem, saa vidt det kan lade sig gøre, saaledes at de kronologisk fortsætter hinanden. Behandler to Kvad det samme Emne, danner han enten en paa dem begge hvilende Beretning (Regin og Sigurd) eller meddeler dem begge (Kvadene om Atle). Han indskyder Prosastykker for at sammenhægte og forbinde. Det er for ham det sagnhistoriske, det først og fremmest kommer an paa. Ellers havde der saavist ingen anledning været til at medtage det grønlandske Kvad om Atle. Men Digtene var ikke opstaaet for engang at faa en Plads i en sammenhængende Række. Hver Forfatter havde af Sagnene taget, hvad han havde Brug for, omformet og udeladt. Læser man Digtene ud fra den Forudsætning, at hvert skal være Led i et Hele, vil man træffe paa mange Mærkeligheder. Saaledes er Brynhild i nogle Digte jordisk Kongedatter, i andre Valkyrie. I Kvadet om Atle indbyder Atle Gjukungerne for at faa fat i deres Guld. I Oddruns Klage spiller Guldet ingen Rolle o. s. v. (1). Men gaar man ud fra, at hvert Digt er noget for sig, opløses Modsigelserne.




Noter

1) Se om dette: Henrik Ussing , Om det indbyrdes Forhold mellem Heltekvadene i ældre Edda. Om Sagnene: Jiriczek, Deutsehe Heldensage (Sammlung Göschen).