Isefjords syssel (K.Kålund)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Isefjords syssel
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands
Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island


P. E. Kristian Kålund


Isefjords syssel
(Ísafjarðar sýsla)

[Indbyggerantal c. 5000]



I Gísl. fortælles, at Vestens sønner efter drabet af Gisles broder Torkel på Torskefjords ting søgte tilflugt hos deres faster Aud i Gejrtjovsfjord (Bst.); ved ankomsten dertil havde de ligget ude i fem døgn og havde i den tid været uden mad. Hendes mand Gisle var den gang tilfældigvis hjemme, men Aud lader dem skjule sig i skoven og sender dem siden over halsen, til Mosdal (Mosdalr) til Bjartmars sønnerne, som var hendes farbrødre. Den her nævnte hals er den Langanæsset opfyldende fjældmasse, der som tidligere bemærket skiller mellem Bardastrands og Isefjords sysler. I nordsiden af denne fjældstrækning skærer sig et par smådale ind, af hvilke den næst yderste og største er Mosdal, med fem gårde, af hvilke dog ingen bærer dalens navn. Af gårdene er den vestligste Laugaból; fjældstrækningen her oven for er det, som i Gísl. (II., 123) kaldes Laugabolshlid (Laugabólshlíð); og yderst i dette fjæld vil sagnet, at Gisle skal have stået, da han, som sagaen beretter, på vejen til Gejrtjovsfjord gik i land ved Laugabolshlid og kastede en stor klippeblok ud i det foran landet liggende skær, hvorefter han roede ud for at overbevise sig om, at klippestykket havde ramt. I nordvestlig retning fra Laugabolshlidens ende ligger også i Arnarfjorden et skær, fjordens eneste. Det kaldes Gisleskær (Gíslasker) og er øjensynlig det, som sagaen på oven nævnte sted hentyder til; men heraf ses rigtignok, at sagnene om Gisle allerede på sagaskriverens tid må have antaget fantastisk form, ti skæret ligger omtrent en fjærdingvej fra land.


Fra Botn i Gejrtjovsfjord fører der, som Gísl. antyder, en vej i nordvest over heden til Mosdal; fra samme gård ligger også en anden vej, mere lige i nord, over den såkaldte Dynjandeshede til gården Dynjande (Dynjandi) ved den sydligste af de to vige, hvori den nordlige arm af Arnarfjorden inderst inde deler sig. Denne vej, der må følges af alle, som fra den sydvestlige del af Vestfjordene agter sig længere nord på landvejs, er en af de værste, hele Island har at opvise, og navnlig volder det besvær at passere den med heste, fremfor alt med belæssede, hvorimod hedens længde (et par mil) ikke er betydelig. Heden er så at sige vejløs, og hvorvel opstigningen fra Botn ikke er så stejl endda, besværes man dog meget af løse sten og klippeblokke, som i stedse tættere mængde bedække grunden. Men navnlig efter at hedens højeste punkt Kølen (Kjölr — der dog ingenlunde fremtræder som nogen skarp ryg) er nåt og nedstigningen begynder, bliver vejen ligefrem pinlig slet, og man har ikke en gang som ved Lækjarhede (Bst.) den trøst at have en smuk og ejendommelig udsigt for øje. Grundens sten og klippebrokker — urden — bliver bestandig større, løsere og værre; på venstre hånd har man et fjæld, som ikke med urette bærer navnet »urd«fjæld (Urðarfjall), til højre en lavere højde; foran og ned for sig ser man intet uden urd — uden spor af sti; og ned over og gennem denne må de ulykkelige heste slæbes næsten lodret, halv faldende og rivende store sten med sig[1]. Endelig ses gården Dynjande i en ubetydelig lille dal ved en vig, der mod nord begrænses af et mindre, men højt næs, Medalnæs (Meðalnes). Gården Dynjande tager navn af en foss, som ses allerede oppe fra hederanden, men bedst tager den sig dog ud nede fra. Bestandig går det endnu næsten lodret ned efter; efterhånden begynde urderne at veksle med små græsflader, disse blive større og større, og endelig nås dalbunden og gården, hen imod hvilken næppe mere end de sidste hundrede skridt er jævn vej. — Lige oven for gården styrter den omtr. 90 fv. høje Dynjande-foss sig ned; trapfjældets væg danner en mængde små terrasser, hvorover fossen falder temlig stejlt men dog ikke fuldkommen lodret ned. øverst oppe ved fjældranden begrænses den af to små klippehjørner; derfra udvider den sig bestandig ned efter, indtil den, efter at være falden ned over omtrent 2/3 af fjældet samler sig i et klippeleje, hvorefter den som en å gennem dette søger ned til vigen, dannende endnu 3—4 småfosser på sin vej. En af disse »Gangfossen« (Göngufoss), temlig højt oppe i lien, er meget mærkelig ved, at man kan gå under eller bag ved den. Fossen er omtr. 15 al. høj og omtrent lige så bred, den falder i en samlet vandmasse ned over klippen og lader kun ved hvert hjörne en plads af omtrent én alen åben, så at man kan smutte ind mellem fossen og klippevæggen og så langs en svagt hulet væg eller grotte komme tørskoet (men rigtignok ikke tør, da en bestandig fin støvregn hersker her) over åen. At stå under fossen her inde er noget højst forunderligt, øjet blændes af det med rivende hurtighed umiddelbart foran en nedfaldende vand, og sanserne bedøves ved vandets dundren over hovedet på en, dets fornyede buldren og plasken, når det slår imod klippegrunden for neden, og den uafladelige rysten, hvori klippevæggene, der mangfoldiggør lyden, synes at befinde sig.


Nord for Medalnæs åbner sig Arnarfjordens inderste vig, nu sædvanlig kaldet Borgarfjord efter en oven for fjordbunden stående gård Borg. Gården, der i øvrigt allerede forekommer i Ravn Svejnbjörnssöns saga (Bsk. s. 663), har utvivlsomt opslugt den i Gísl. (II., 91) nævnte gård Ø (Ey) i Arnarfjordsbund, hvor Bjartmar, en søn af landnamsmanden Ån — i følge Gísl. II. selv landnamsmand — boede. Gísl. I, s. 8 siger mere ubestemt, at han boede i Arnarfjord, inde i Botn (ɔ: bunden), hvilket sidste ord her næppe skal tages som noget egennavn. Gården Ø har formodenlig draget navn af sin beliggenhed mellem de samme to åer, af hvilke Borg er indesluttet; syd for denne gård løber nemlig Mjólkå (Mjólká), og lidt nordligere, ved Borgarfjordens nordøstligste hjørne, falder den noget større Hóvså (Hófsá) i søen. Nogen virkelig ø dannes dog ikke, da de to åer hver for sig falder i fjorden[2] . — Ude på Medalnæspynten viser man nu en dysse, hvor Már (man tænker herved på Bjartmár) skal være højlagt.


Fra Arnarfjordens nordøstligste hjörne, hvor Borgs nabogård (Rauðstaðir) ligger, strækker en smal dal sig op mellem fjældene. Gennem denne foregår opstigningen til den bekendte jøkel Glåma (Gláma) eller Glåmuhede (Glámuheiðr), som den i ældre tid oftere findes benævnt, der — hen ved 3000 f. høj — optager hele det indre højland mellem Bardastrands syssel og den syd for Isefjordsdybet liggende del af Isefjords syssel. Fra Arnarfjordens bund viser den sig som en stærkt sneplettet fjældhede oven for dalen, efter at den syd fra kommende allerede fra Dynjandeshede har haft den første udsigt til den. Over Glåma må de få, som agter sig landvejs mellem Arnarfjorden eller den nord for liggende Dyrefjord og Isefjords-dybets indre sidefjorde, søge sig vej; ti fra sydsiden af den oft nævnte store fjord Isefjordsdybet skærer sig en sådan mængde sidefjorde ind i landet, at vejen langs disses kyst, hvis man søgte nordvest om Glåma ned i en af de ydre, i ethvert tilfælde vilde medføre en urimelig tidsspilde; men hertil kommer, at kystfjældene i disse fjorde er så stejle, at de på mange steder blive ligefrem ufarbare; og at drage tværs over halsene, som bedække de mellem fjordene liggende næs, er ikke at tænke på. Uagtet Glåma således er den eneste landvej mellem disse store fjorde, er den dog kun meget sjælden befaret; og for nogle år siden (1874) levede i Arnarfjorden og Dyrefjorden kun en eneste, tilmed fra Isefjordsdybet indvandret mand, der trøstede sig til at være vejviser over jøklen; de enkelte gange, den vest fra passeres, foregår opstigningen i reglen fra Dyrefjorden. — I sagaerne findes rejser over Glåma et par gange omtalt, således i Fbr. og i Sturl., hvor den nedrige Torvald i Vatnsfjord vælger denne vej, da han vil overfalde den ædle Ravn Svejnbjörnssön; i bægge disse tilfælde finder nedstigningen sted i Arnarfjorden. Oven for Arnarfjords skardet, hvorigennem Glåma-vejen ligger op, findes en høj, Sjónfríð, hvorfra man skal kunne se Isefjordsdybet og den retning, man skal tage for at komme ned i denne eller hin af de forskellige sidefjorde[3].


Den første gård på Arnarfjordens nordside, der fortjæner nærmere omtale, er Øre (Eyri, ældre: Eyrr), der efter den ædle Ravn Svejnbjörnssön, som i Sturlungetiden boede der, senere er bleven kaldet Ravnsøre (Rafnseyri). Den er sognets præstegård og er ubetinget den betydeligste ejendom i hele Arnarfjorden. Det er tidligere nævnt, at man måske kunde gætte på, at det i Háv. nævnte Øre egenlig skulde være denne gård. Fra fjordbunden ud til Ravnsøre er et par timers vej; man bevæger sig frem langs lien ad dårlig vej, og lige til man kommer til selve gården er underlandet kun ringe. På denne strækning findes nu fire gårde, og da her tillige nævnes et par ødehjålejer, har der måske i ældre tid været 1—2 flere; samtlige beboere på alle disse gårde lod Torvald binde, da han fra Glåma-hede kom ned til bygden, for at de ikke skulde mælde Ravn hans ankomst. Ravnsøre-gården ligger neden til i tunet, der strækker sig op ad høje græsbevoksede banker, som danner fortsættelsen af fjældryggen, der her skyder sig ned mod kysten[4]. Der hvor man, kommende øst fra, rider fra fjorden op på det høje tun, hedder vejen »Afglapastigr«, i følge sagnet, fordi Torvalds mænd her skal have redet en dreng ned, der var sendt for at bringe Ravn bud om den truende fare. På Ravns tid var gården omgiven med et virke, der dog som sædvanligt intet gavnede, her fordi man den nat havde forsömt at holde vagt. På Ravnsøre beskæftiger sagnet sig naturligvis fornemmelig med Ravn; nede ved landingsstedet sydvest for gården viser man en anselig tomt af et nøst eller skibsskur (hróf) — 12 fv. lang, passende til et ti- eller tolv-året fartöj, siger sognebeskr, —; i følge sidst nævnte kilde skal Ravn her have haft et skib, hvorpå hans sønner undflyede fra overfaldet; desuden vil man i den omtrent over for liggende Laugabolshlid vise nogle kløfter eller grotter, hvori Ravnssönnerne skal have skjult sig[5]. Syd for gården ligger kirken; dens ældre tomt ses lidt sydligere i tunet, hvor den formodenlig har stået i Ravns tid. I kirkedören sidder en gammel fjæl, hvori ses 3—4 aflange huller; man fortæller, at disse skal være mærker efter pile, der udskødes af en vis Gudmund (skotsk), som stod på en grusbanke (Guðmundarhóll) vest for tunet (nogle hundrede alen borte), og som med disse nedlagde præsten for alteret; som følge heraf flyttedes kirken til sin nuværende plads. Også på Ravnsøre findes en »lovrette« (lögrétta), det er en aflang-firkantet tomt (4—6 fv.) i tunet sydvest for gården[6].


Fra Ravnsøre fører en meget benyttet og vel vedligeholdt vej nord efter over den halvø, der adskiller Arnarfjorden og Dyrefjorden; den er et forholdsvis bredt og stumpt næs, der er aldeles opfyldt med fjælde, i det en høj bjærgkæde, for det meste bestående af trapknuder for oven og stejle skrider (stenskred) ned efter, strækker sig langs dette og udsender talrige forgreninger mod nord og syd. Langs skråningen af en sådan forgrening stiger man op, på højre hånd har man en smal og dyb dal, og til bægge sider udsigt over forskellige tværdale. Kun hvor vejen går over selve fjældryggen er den særlig stejl; ryggen selv er så smal, at opstigning og nedstigning næsten følger umiddelbart på hinanden. — Hele den sydlige halvdel af dette store næs langs Arnarfjordens nordkyst i forbindelse med fjordens sydkyst til Langanæs indtages af én hrepp (Auðkúlu hreppr, Arnarfjarðarströnd kaldes den i A. M.), der bærer navn efter Ravnsøres nabogård mod vest Auðkúla, og til hvilken igen Tjaldanes (Ldn. s. 140) grænser. Næssets vestligste pynt er Slettanæs (Sléttanes, Gísl. II., 123); noget nordligere kommer halvøens (næssets) nordvestligste punkt Havnarnæs (Hafnarnes), hvormed overgangen til Dyrefjorden allerede er gjort.


Dyrefjorden (Dýrafjörðr) — således kaldet efter landnamsmanden Dyre — er mindre og navnlig betydelig smallere end Arnarfjorden; vel er også den omgiven af høje fjælde, men dog i det hele af et venligere udseende, med mere grønt underland og uden den næsten trættende regelmæssighed, der udmærker Arnarfjordens fjælde; tværtimod giver de mangfoldige stejle, ranke, ved smådale afsondrede fjælde landskabet omkring Dyrefjord en livlig og behagelig afveksling. Fra det omtalte Havnarnæs ved Dyrefjordens munding drive omegnens beboere fiskeri, og man har derfor her opbygget nogle boder. Havnarnæs antages at være det samme som det Husanæs (Húsanes), hvortil Gísl. I, (s. 38) henlægger det stenkast som II. lader ham foretage fra Laugabolshlid. Også ud for dette næs skal findes et skær, men rigtignok kun c. 10—12 fv. fra land; derimod skal der længere fra land findes en klippe Gíslahnakk(r), hvortil sagnet på dette sted skal være knyttet; men klippens størrelse skal i forhold til dens afstand fra land (c. 100 fv.) være så ringe, at det at ramme denne med en sten i endnu højere grad vilde være et bevis på skudsikkerhed end på styrke; sagaen derimod synes ved fortællingen af nævnte træk væsenlig at ville fremhæve hans styrke på en måde, som passer bedre med forholdene ved Laugabolahlid og Gislaskær[7].


Haukadal i Dyrefjord - (W.G. Collingwood, 1897)
Den første dal, der øst for Havnarnæs skyder sig ind mellem fjældene på Dyrefjordens sydside, er Keldudal(-r), hvor den i Gísl. oftere nævnte Torkel Eriksson boede på gården Saurar, der ligger vest for åen, inderst i dalen. Den næste større dal øst for Keldudal, men skilt fra denne ved stejle fjælde, er Haukadal(-r), hovedskuepladsen for de i Gísl. fortalte begivenheder. Her bosætter Torbjörn sur og hans sønner Torkel og Gisle sig ved deres ankomst til landet på gården Sæbol (Sæból); Torbjörn og hans hustru dør dog snart og højlægges (stedet angives ikke), gården Sæbol overlades til svogeren Torgrim gode, og efter at Torkel er flyttet til ham, bor Gisle alene på den op til Sæbol liggende gård Hol (Hól). Et spændt forhold mellem Gisle og hans svoger Vestén på den ene side, Torgrim og Torkel på den anden, udvikler sig hurtig; Vesten dræbes på Hol i en stormnat, da alt her var i forstyrrelse, og højlægges i sandbanken lige over for kæret Sevtjörn (Seftjörn), på hvilket der om vinteren legedes boldleg, og med hvis siv gulvene ved højtidelige lejligheder bestrøedes. Gisle vader fra Hol til Sæbol langs gennem bækken, der tjænte til vandforsyning for bægge gårde, går ind gennem kostalden, hvor de 30 kør stod, og dræber Torgrim, ligeledes ved nattetid. Da højen, hvori denne lagdes i skib, skal tillukkes, henter Gisle fra åmundingen en uhyre sten, som han lægger i skibet, med ord, der svarede til dem, Torgrim havde brugt ved Vesténs højlægning. Under legene på isen den følgende vinter sætter Gisle sig en dag ned og med øjnene vendt mod Torgrims høj kvæder han en vise, som hans søster, Torgrims enke, der sad blandt kvinderne oppe i brekken, forstod antydede ham som Torgrims drabsmand. En gang da hun følger sin anden mand, Torgrims broder, Börk på vej hjemme fra og kommer til Torgrims høj, åbenbarer hun ham alt. Denne stævner senere Gisle til Torsnæsting, Gisle selv undkommer med nød til skoven og ser fra tjældet bag ved sin gård alt, hvad der foregår.


Haukadal er en lille, lige dal, omgiven af høje fjælde; mod øst begrænses den af et langt trapfjæld »højden« (Hæð, Meðaldalshæð), mod vest af et lignende efter dalen benævnt »fell« (Haukadalsfell), og fra dalen hæver sig flere høje lodrette tinder, der aldeles lukke for den. Dalen er ikke længere, end at den kan gennemrides på en knap halv time og alle forholdene — afstanden mellem de ældre gårdes tomter og udstrækningen og størrelsen af de forskellige i sagaen omtalte lokaliteter — i det hele i en overraskende grad små. Haukadalen gennemstrømmes af en å Haukadalså (— á), i hvis munding Haukadalsóss landnamsmanden Torbjörn sur landede (ved storstrøm falder sø i almindelighed op i åerne her omkring); ved åen deles den nederste del af dalen i to ulige store dele, i det åen løber østen til i dalen og lader den bredeste og græsrigeste del af dalbunden vesten for sig. Adgangen til dalen er — med undtagelse af fra Keldudal med nærmeste omgivelser — udelukkende øst fra langs kysten. Vest for åen fyldes dalmundingen til dels af et par mindre grus- og stenbanker (melholt), og foran disse tæt ud til stranden ligger over midten af dalmundingen et grønt sivgrot kær; dette bærer endnu navnet Sevtjörn (Seftjörn). Regelmæssig hver sommer slås det, da sivet benyttes som kofoder. Der går nu vej både tæt oven for og neden for kæret. Den østligste del af Sevtjörn er dybest og mest udpræget kær; ned imod kæret falder melen (grusbanken) af med en brekke (skrænt), mellem brekken og kæret ligger vejen. Øverst på melranden er et par græsbevoksede tuer omkring en klippeblok; her gætter man på, at Torgrims høj har været; beliggenheden passer meget godt; i »brekken« må kvinderne tænkes at have siddet[8]. Den vestligere del af Sevtjörn, der mere har udseende af eng, begrænses i sydvest og vest af en noget lavere melstrækning adskilt ved en lille indsænkning fra den forrige; her påvises nogle græstuer som Vesténs grav; retningen er lige i nord fra det sted, hvor det fordums Sæbol har ligget.


Efter at være passeret forbi Sæbol og drejet lidt op i dalen kommer man til det eneste nu beboede sted i denne; her ligger de tre gårde Haukadal, tæt sammen, vestlig oppe under fjældet ved dalmundingen. Gårdenes beboere ere velstående, dog mere ved søfart (fiskeri) end ved landbrug; og som eksempel på, hvor langt større besætninger der holdtes på oldtidens gårde, kan måske anføres, at der nu i hele dalen kun findes 13 kør, 10 heste, 150 får. Lidt oven for Haukadalsgårdene (ɔ: højere oppe eller længere inde i dalen end disse) findes en bakke Miðhóll, og oven for denne, adskilt derfra ved et mosedrag, en anden »Gíslahóll« — på bægge disse står nu fårehuse —; på den første af disse siges Gisle at have haft sin smedje — vel kun, fordi man der har fundet »sindr«; på den anden har den i Gísl. omtalte gård Hol stået. Gården har vel ligget i grønlige og flade omgivelser — dalsletten er i det hele grøn og fugtig —, men dog ikke langt fra »fellet« og lige under dets højeste parti »borgen«, på et sted, hvor voldsomme vindstød rase, især med sydøstlig vind. Neden for holen strækker sig et mosedrag (Hólasund), der fortsætter sig ned gennem dalen, og som gennemskæres af en meget smal (omtrent et kvarter bred), nede i den bløde enggrund rislende og næsten overvokset bæk (Hólasundslækr); på et enkelt sted bliver den ud for holen lidt bredere, så at man snarest her kan tænke sig drikkevandet fra Hol hentet, i hvilket tilfælde der da formodenlig har ligget en lille dæmning (bro) over det vel ikke brede, men fugtige mosedrag ned til bækken.


Nordøst for Hol, i en afstand af nogle hundrede favne, har Sæbol ligget. Gården har optaget den laveste, midterste og nederste del af dalen; tunet er vel kommet i moer, men tungærdet rundt om dette ses endnu tydelig. Langs dette har Holasundslæk løbet, ti også neden for Sæbol strækker det i nordøstlig retning strygende Holasund sig; mod nord har tunet nåt ned til melerne oven for Sevtjorn. Ud for Sæbolstunet forener Holasundslæk sig med en anden fra Haukadalsgårdene kommende — af samme natur og endnu brugt til drikkevandsforsyning —, hvorefter dette vandløb falder i søen vest for Sevtjörn. Omtrent midt i Sæbolstunet findes en lille af et firkantet gærde omgiven tomt (ligeledes firkantet), der kaldes »bænhússtópt«[9]. Straks vest for denne er tomter, hvor i følge nogles mening den fordums gård skal have stået. Nu står imidlertid et husmandshus (kot) ved navn Sæbol oven for bønhus-tomten, sydligere i tunet, og her skal også have været tomter [10].


Foruden Hol og Sæbol nævnes i Gísl. endnu fire gårde Annmarkastad (Annmarkastaðir), Nevstad (Nefstaðir), Orrastad (Orrrastaðir) og Skammfotarmyre (Skammfótarmýrr, yngre: — mýri), som alle må antages at have ligget i Haukadal, og hvis beliggenhed også for alles vedkommende endnu ved begyndelsen af forrige årh. var bekendt, uagtet de alt da længe ikke havde været bebyggede. A. M. (1710) udtrykker sig nemlig på følgende måde efter udførligere at have omtalt ødegården Sæbol kort øst for Haukadalstunet; »Gislahol, Annmarkastad, Orrastad nu kaldet »Kolltur«[11], Skammfotarmyre og Nevstad hedde fem ødegårde, som alle ligge her i Haukadal og Haukadalsland, ind (fram) fra Haukadals gård omkring dalen i den orden, som de her er skrevne; på hver af disse ødegårde ser man tydelig vidnesbyrd om bebyggelse i tomte-lævninger og på sine steder af tungærderester, med undtagelse af på Annmarkastad, hvor et stort jordskred har bedækket stedet og skal have ødelagt gården og dræbt folkene. Alle disse ødegårde har fra gammel tid været ubebyggede«. Hvad denne beretning angår, skulde man antage, at en forveksling har fundet sted mellem Annmarkastad og Skammfotarmyre. Gísl. fortæller nemlig, at på Skammfotarmyre faldt der, bevirket ved trolddom, et skred (jordfald) ned fra lien over gården, så at tolv mennesker dræbtes, af dette »jordfald« så man bestandig senere spor. Ligeledes siges nu til dags gården Skammfotarmyre at have stået, hvor man noget længere inde i dalen end Hol (Gislahol) viser et til dels græsgrot skred kaldet »jordfaldet«, i sin tid nedstyrtet fra Haukadalsfell. — Orrastad ved man nu ingen besked om. — Derimod påvises lidt inden for det omtalte jordskred tomterne af Annmarkastad. — Den eneste af de i Gísl. nævnte gårde i Haukadal, der har stået øst for åen, er Nevstad[12], hvor troldmanden Torgrim nev boede; tomterne af denne gård påvises nær åen, skrås ovor for Skammfotarmyre, men noget længere nede i dalen[13]. Den aller øverste (inderste) del af dalen bærer spor af at have været afgærdet, måske til avrett; fra denne øverste del af dalen strækker sig også en lille højtliggende sidedal, Lambadal(r), mod sydvest; her gætter man helst — men vel uden synderlig grund, skoven synes at have været nærmere gården — at skoven har været, hvori Gisle, medens stævningen gik for sig, skjulte sig, og hvorfra han nåede hen til »fellet« bag ved gården. Nu er der ingen skov i Haukadal, lige så lidt som noget andet sted i Dyrefjorden, undtagen aller inderst i fjordbunden.


Fra Haukadal ses tværs over fjorden tydelig gårdene på den anden side; blandt dem, som en af de nærmeste, Alvidra, skrås over for i nordvestlig retning. Ud for dalen er en lille bugt Haukadalsbót, der nu afgiver et ypperligt skibsleje; mod øst begrænses denne bugt af et fra »hæð«en fremskydende stenet næs, Saltnes. Her stenes i følge Gísl. først den tryldekyndige Audbjörg fra Annmarkastad, der havde voldet Skammfotarmyres undergang, og derefter Torgrim nev, hvorefter bægge dyssedes på den oftere nævnte »højde« (hæð), der i sagaen kaldes ryggen (II: holerne) mellem Haukadal og Medaldal. Medaldal (Meðaldalr), efter hvilken gård det oftere nævnte, som »højden« (hæð) betegnede fjæld benævnes Medaldalshæd, står straks østen for fjældpynten; sydøst for denne gård kommer Holar (Gísl. H., 121) noget længere fra kysten. Derefter åbner sig ud mod fjorden det betydeligste dalstrøg syd for Dyrefjorden, Brekkudal, som gennemstrømmes af Sandaå (den betydeligste å her i egnen), der bærer navn efter den her liggende præstegård Sandar; gennem dalen ligger den før omtalte fra Ravnsøre mod nord førende hedevej. Den almindelige fra Haukadal ind efter (mod øst) førende vej ligger langs kysten; det må være denne, som i Gísl. (H., s. 120) er kaldet Sandaleið; i virkeligheden er åens nederste omgivelser også lave og sandede, navnlig vest for denne. Inden åen mod nordøst finder udvej til fjorden, antager den en ósformig udvidelse. Sandaóss nævnes oftere i Gísl. som et punkt, der lå på alfar vej; i Sandaos landede også norske købmænd[14].


Tingøre i Dyrafjord - (W.G. Collingwood, 1897)
Øst for den af Sandaå gennemløbne dal strækker sig et fjæld, neden for hvilket et regelmæssig trekantet, fladt næs Tingøre (Þíngeyri, ældre: Þingeyrr) skyder sig frem i fjorden. På dettes østside står temlig langt inde et handelssted af samme navn; tidligere fandtes her en gård af dette navn, som allerede nævnes i Gísl. (og Ravns saga: Bsk. s. 675). Hvorvidt næsset virkelig allerede i tiden for de i Gísl. fortalte begivenheder har båret navnet Tingøre, må dog synes tvivlsomt; det ses i al fald af sagaen, at Dyrefjordens ting den gang holdtes et andet sted i fjorden. Af næssets navn fremgår det imidlertid tydelig, at denne egns ting en tid lang må være afholdt her; og det bliver vel rimeligst at antage, at tinget i en senere tid er bleven henlagt hertil, og at det f. eks. i Sturlungetiden har haft sin plads her. — I Sturl (I. 177, 81) og Ravns saga (Bsk. s. 641) omtales et par gange Dyrefjords ting, men uden at dets beliggenhed angives; derimod fremgår det så vel af disse kilder som af Gísl., at Dyrefjorden har haft sit eget vårting, uagtet der efter landets inddelig i et bestemt antal tinglag egenlig ikke var nogen plads for dette, da Vestfjordingefjærdingen foruden Tværå- og Torsnæs-ting kun indbefattede Torskefjordsting, hvis regelmæssige vårtings-sted må have været Torskefjord. Nu påvises Tingøre udelukkende som Dyrefjordens fordums tingsted, og en del tomter af temlig forskelligt udseende, der opfylde den indre del af Tingørenæsset sydvest for handelsstedet, og som til dels befinde sig i dettes tun, udgives for bodtomter. Tre til fire af disse have et meget alderdomligt udseende og vise sig som lave, i den udyrkede jordbund nedsunkne (»i mo komme«) aflangt-firkantede tomter 6—7 fv. lange; andre ere meget høje med flere alen høje græsgroede vægge og synes næppe at kunne skrive sig fra gammel tid; nogle af disse sidste er desuden af en overordenlig størrelse. En aflang, svagt ophøjet banke eller plet, temlig regelmæssig afgrænset fra det øvrige terræn, af betydelig størrelse, udgives for domstedet (dómhríngr, lögrétta), og i midten, hvor nu en udhustomt står, påstår man bænkene har været. Ved siden af denne og øst for ligger den største tomt, ny af udseende, som, vistnok kun på grund af sin størrelse, udgives for Ravn Svejnbjörnssöns[15].


Langs Dyrefjordens sydkyst inden for Tingøre strækker sig et smalt underland under fjældene, hvorved vejen her ingen besværligheder frembyder. Den første gård øst for Tingøre er Hvamm(r), som af nogle antages at være den i Ldn. nævnte gård «at Hálsum«, hvor Dyre boede. Øst for Hvamm ligger Ketilsøre (Ketilseyri ældre: -eyrr); derpå kommer endnu et par gårde, inden det inderste af fjorden nås, hvor Glåma ses som et højt, hvælvet, stærkt sneplettet fjæld. — Vil man fra Dyrefjord passere Glåma, stiger man op fra den som sædvanlig amfiteatralsk dannede dalbund, der afslutter fjorden. Opstigningen frembyder ingen særlig vanskelighed, men vej findes her i begyndelsen ikke. — Længst oppe i lien ses nogle store snepletter; efter at man er passeret disse, ophører vegetationen, og nu har man nogen tid en svag sti at følge, indtil man midt på en stor sneflade har valget mellem at holde mere til venstre og drage over Hestfjords heden (Hestfjarðarheiði, en nogle timers hedevej, der ligger fra Dyrefjorden mod nord til en af Isefjordsdybets sidefjorde, Hestfjorden), eller mere til højre over de stedse større og større snepletter og mellemliggende holt og urder ad Glåmavejen, der ligger i østlig retning langs jøklens nordlige kant, og ad hvilken man efter en sædvanlig dagsrejse (hvad vejlængden angår) kommer ned i Isefjordsdybets næst inderste bifjord Mjovefjord (dog kan nedstigning også foregå til den mellem Hestfjorden og Mjovefjord liggende Skötufjord). Noget oven for Dyrefjord findes to småsøer, Øvre og Nedre Tingvatn (Þingvatn), som ved deres navn minde om, at Glåmavejen til Dyrefjord tidligere har været benyttet af tingmændene, formodenlig af dem, der fra de nordligere fjorde agtede sig til Dyrefjordsting[16]. I lang tid fører vejen bestandig højere op, over større og større snepletter, der efterhånden bliver næsten sammenhængende og bedækker lange holteskråninger, indtil man tilsidst rider i skråningen af den uhyre, jævnthvælvede som et æg eller en kugle skrånende jøkel, der er som en aldeles jævn snebanke, hvor hestene ofte synker i op over hovskæg eller halvt op på knæet. Medens stien endnu fører op efter, har man til venstre en højst ejendommelig, mørk og vinterlig udsigt over de nøgne fjælde til Isefjordsdybet og dettes nordkyst. Oven for sig (til højre) har man længe kun en hvælvet snekugleflade; derpå begynder igen enkelte holt at stikke frem, og mellemliggende urder afbryder snefladerne. Ved en rævne i fjældene til venstre antydes Skötufjorden; længere mod nord hinsides »Dybet« ses Islands nordligste jøkel, den højtligeende, men forholdsvis flade Drangajøkel. En stor snefyldt sænkning, hvorover man rider, påvises som stedet, hvor det gælder om at vælge mellem Arnarfjordsvejen og Dyrefjordsvejen. Af varder ses hele heden over næsten intet spor; dette gør denne farlig for de vejfarende, så snart uvejr indtræffer, medens derimod vejen blot ved opbygningen af et passende antal varder kunde blive ret bekvem, uden at man behøvede at ulejlige sig med nogen egenlig vejforbedring; det gælder for den rejsende kun om at søge at holde sig til sneen så længe som muligt. Derfor er også det sidste stykke, inden man når ned i Mjovefjorden, medens man, efter at sneregionen er forladt, må klavre om mellem urderne, ubetinget det besværligste. En vanskelighed ved rejsen over Glåma er, at sneen de forskellige år når ulige langt ned på fjældheden, så at retningen måske for hver gang man berejser jøklen må forandres noget, efter som denne er mere eller mindre »løst«. Nær den sædvanlige hedevej, noget oven for Mjovefjord, skal der på Glåma findes et holt »Fjölskylduholt«, mærkeligt ved sine mange varder og ved talrige lævninger af ældre måltider. Jøkelrævner møder man hist og her, dog i almindelighed ingen betydelige, men alle udmærkede ved den ejendommelige blågrønne farve, der udstråler fra deres vægge, og som især kommer stærkt til syne i de dybere, hvis vægge længere nede består af stærkt sammenpresset sne eller is.


Med Dyrefjordens nordkyst tager en ny hrepp, Myre hrepp (Mýra hreppr), sin begyndelse. Fra den inderste gård nord for fjorden, Botn, der står lige ved fjordbunden, til nabogården mod vest (Lambadal) er et temlig langt stykke vej; omtrent midtvejs på denne strækning skyder et hvælvet, men forholdsvis bredt og kort næs Valsøre (Valseyri) sig frem i fjorden; fra en fjældkløft (et gil) oven for næsset er der faldet et stenskred over den midterste og største del af næsset, og den dermed forbundne vandflod har ødelagt store partier af dettes indre del. Der kan næppe være tvivl om, at det er på dette sted, at det i Gísl. nævnte Valsøreting (Valseyrarþing, II., 92) har været holdt, da navnet Valsøre aldeles uforandret genfindes. Sagaens redaktion I. (s. 9) har vel Hvålsøreting (Hválseyrarþing), men den første form af navnet må utvivlsomt foretrækkes, da den stemmer med den nuværende udtale. Dog kunde et »Hvålsøre« vel finde sin forklaring i næssets form, da det er hvælvet som en bred og lav hól (hváll); derimod er den i Gísl. I. (s. 11) brugte benævnelse om næsodden »Eyrarhvolsoddi« besynderlig og kun forståelig, når man tager »Eyrarhvoll« i samme betydning som »Hválseyrr«. Læsemåden i redaktion II. »øreodden« falder langt naturligere. Det er snarest vesten til i næsset, at der dannes en odde, i det en smal sandflade skyder sig ud i søen. Valsøreting omtales i Gísl. som vårting og som Dyrfjordingernes ting, Torsten Torskabits sønner fra Torsnæs begiver sig herhen for at træffe Sursønnerne. På »odden« her foregår det mislykkede forsøg på fostbrødrelags indstiftelse mellem brødrene Torkel og Gisle, deres fælles svoger Torgrim og Gisles svoger Vesten; på dette ting var blandt andre også Gest Oddlejvssön, der dog ikke synes at have haft nogen bod her, da han var i bod hos en af høvdingerne fra Dyrefjordens nordkyst. — Imidlertid har ingen tradition bevaret sig om, at Valsøre nogen sinde har været tingsted; man fortæller, at her, før den danske handel begyndte, skal have været handelssted, og at de tomter, her findes, skal skrive sig fra den tid [17]. Tomterne, hvoraf man nu kun ser rester i næssets østlige del noget fra søen, kan imidlertid efter udseendet at dømme lige så godt være tingbod-tomter. Man ser her tre tydelige bodtomter, 6—8 fv. lange, desuden en af skred til dels afbrudt, og en tvivlsom — alle af et meget alderdomligt udseende, stående på tværs i næsset; der ses kun på den største tomt og har dér været på midten af langvæggen og vendt ind imod lien.


Noget vest for Valsøre ligge de to ejendomme Lambadal(-r), hver på sin side af en lille å, der gennemløber en mellem fjældene indesluttet smal dal (hvor der på et sted i fjældene skal findes et betydeligt lag surtarbrand — sognebeskr.). Den anden gård i vest fra Lambadalene er Hövde (Höfði), som nævnes her, da den antkv. indb. (1818) fortæller, at lævninger af et gammelt tingsted eller en domring menes at være på Hövde. Indhegningen (garðrinn) er kredsrund, omtr. 100 fv. i omkreds, og i midten af kredsen er der ubetydelige lævninger af tomter; den står på en flad øre neden for tunet. Desuden findes i tunet et firkantet gærde (garðr), som en lille kirkegård, med en tomt i midten, som almindelig siges at have været »hov« — i hvert fald har her fordum bot mægtige folk, hvorfor nogle mener, at landnamsmanden Dyre »undir Halsum» har bot her, hvad der dog benægtes af andre. — Omtrent nord for Hövde ligger de to ejendomme Hjardardal (Hjarðardalr); vest for disse findes et stort gil i fjældet, som kaldes Jarðfallsgil, der antages at være det i Ldn. med samme navn omtalte, som dannede grænsen mellem Dyres og Alvidra-landnamsmandens besiddelser. — Den næste gård imod vest er Gemlufall, der står tæt ved søen, lige over for Tingøre. Straks vest for Gemlufall, hinsides en lille å, ligger gården Lækjaros (Lækjarós, ældre: -óss). Kort vest for Lækjaros, mellem denne gård og Mýrar, vises tomterne af en ødegård Bessastad (Bessastaðir). — Oven for Gemlufall strækker sig en dal, der sædvanlig benævnes efter gården Gemlufall, op mellem fjældene. Gennem denne ligger alfarvejen mod nord, over den såkaldte Gemlufallshede (Gemlufallsheiði, ældre: -heiðr), som i grunden kun er en lav hals, ad hvilken den sædvanlige forbindelse finder sted mellem Dyrefjorden og Önundarfjordsbygden samt nord for liggende egne. Gemlufall, hvorfra overfarten sker til Tingøre, er derfor også det mest benyttede færgested ved Dyrefjorden.


De af de senest nævnte stedsnavne, der forekomme i Gísl., omtales alle i anledning af Vestens rejse fra Önundarfjorden til Haukadal, medens Gisle, der har fået underretning om hans tilbagekomst til Island, forgæves søger at forhindre hans ankomst til Haukadal, hvor hans fjender vente ham. — Gisles to huskarle ror fra Haukadal til Lækjaros, hvor de hos bonden på Bessastad får sig heste. Ved et uheld træffer de ikke Vesten, før han er kommen på Gemlufallshede, og da nægter han at vende om (Gísl. II. benævner heden Gemludalshede efter Gemludal=Gemlufallsdal). Vesten sender derpå bægge huskarlene, der imidlertid har mistet deres heste, forud til Haukadal; selv følger han senere efter, i det han lader sig sætte over fjorden fra sin frænke Lutas (II: Lukas) gård. Denne frænke lader Gísl. I. bo på Gemlufall, men også her har vistnok II., der lader Vesten ride ind langs fjorden til Lambadal og blive sat over herfra, det rette; thi havde han ladet sig sætte over fra Gemlufall, kunde Gisles huskarle næppe have fået noget forspring for ham.


Vest for Myrar, efter hvilken gård hreppen bærer navn, er der igen en hel række gårde, før man en mils vej længere mod vest kommer til Alvidra (Alviðra), hvor den i Gísl. oftere omtalte Torkel audge, søn af landnamsmanden Tord Vikingsson boede. Alvidra ligger allerede temlig yderlig i fjorden, men ikke des mindre strækker dog dennes nordkyst sig endnu c. 1½ mil i nordøst, før kystlinjen antager en helt nordlig retning og udelukkende beskylles af det åbne hav. Fjordens yderste begrænsning mod nord dannes af et anseligt fjæld, hvis yderste pynt (ifg. sognebeskr.) kaldes Þúfa og svarer til Ldn.'s Þúfa á Hjallanesi, ydergrænsen for Tord Vikingssöns landnam. Efter at kysten derefter en mils vej har haft en nordlig retning, skærer sig igen en fjord ind i landet, Önundarfjord (Önundarfjörðr); den går parallelt med Dyrefjord, men er kun halvt så lang som denne.


På sydsiden af Önundarfjord ligger yderst ude en lille bygd Ingjaldssand (Ingjaldssandr), der regnes med til Myre hrepp; den består kun af en mindre dal, som i sydlig retning skærer sig ind mellem fjældene, men som besynderlig nok i sin helhed har fået navn af »Sanden« (Ingjaldssand) efter de sandstrækninger, der ligger langs kysten ud for dalmundingen; med den øvrige del af Myre hrepp står den i forbindelse ved en et par mile lang fjældvej, der fra det øverste af dalen ligger mod syd til en af de fra Dyrefjordens nordkyst udgående sidedale. — På Ingjaldssand boede i følge Ldn. (s. 145) og den dermed overensstemmende recension af Håvards saga (Háv. s. 54—55) Ljot den spage; på samme tid boede på gården Brekka Grim kögur. Ljot havde som betaling i anledning af en mellem dem foregået handel afstået Grim en bæk Osome (Ósómi, i Háv. af udgiveren rettet til Túnsómi), som faldt mellem deres lande, men da Grim ved at lede den ind over sin eng skadede Ljots land, påtalte Ljot det, hvorover der opstod et fjendtligt forhold imellem dem. En vår, da Ljot sad på en høj hos sine trælle, løb Grims sønner til og dræbte ham. Gest Oddlejvssön, der den foregående høst havde besøgt Ljot, havde vist sin spådomsgave ved at advare Ljot mod Grims sønner og senere, da en østmand fra Ljot fulgte ham op på heden, ligeledes at give denne en advarsel angående fremtidige forhold, men i bægge tilfælde forgæves. — Hvad de her forekommende stedsnavne angår, er det allerede tidligere sagt, at navnet Ingjaldssand omfatter den hele, bygden indesluttende dal. Denne, der i hele sin længde fra syd til nord gennemstrømmes af en å, Sandså (Sandsá, A. M. Langá), indeholder seks gårde. Vest for åen findes helt ude ved kysten Sæból; noget oven for denne gård ligger Alvadal (Álfadalr), så Hraun[18], og atter øverst oppe i dalen Hals; øst for åen findes kun to gårde Brekka og Villingadal (Villingadalr), af hvilke Villingadal ligger nederst (og nordligst), dog kun i ringe afstand fra Brekka. Om Brekka som Grims bolig udtrykker Ldn. sig med tilstrækkelig tydelighed. Det ligger da nærmest at antage, at Ljot må have bot på Villingadal, og bækken Osome, der løb imellem gårdene, synes da at måtte svare til en bæk Kattarlágarlækr, der først løber langs med Brekka-tun og derefter tæt inden for tunet på Villingadal. Imidlertid lader traditionen Ljot have bot ikke på Villingadal, men på Alvadal, og, som det navnlig fremgår af sognebeskr. (1840) med tilhørende tillæg (1847), hvori dette æmne udførligere afhandles, er der omstændigheder, der taler imod, at Villingadal kan have været Ljots bolig. Oprindelig skal, siges der, Brekka have ejet landet øst for åen helt ud til kysten, og Villingadal skal i følge den almindelige mening først senere være opstået som en hjåleje fra Brekka, en mening, der allerede fremsættes i A. M. som også herskende på den tid. — Når man overensstemmende med den almindelige mening lader Ljot have bot på Alvadal, der står skrås over for Brekka, noget længere nede i dalen og, som omtalt, hinsidens åen, antages den i Ldn. omtalte mellem jorderne løbende bæk Osome, der gav anledning til uenigheden mellem Ljot og familien på Brekka, snarest at have været selve hovedåen i dalen, da de andre vandløb på grund af landets beskaffenhed næppe kan bare været brugt til kunstig vanding.


Øst for Sæbol, der længe har været dalens største gård, findes indhegnede strækninger, som bærer navnet Akrar. Længere oppe i dalen løber inden for gården Hraun en lille å fra vest ud i hovedåen; i den findes en foss kaldet Gálgafoss. Neden for fossen skal man tidligere have brugt at hænge tyve, de hængtes dysser påvises endnu. I tillægget til sognebeskr. fortælles endvidere, at lidt højere oppe er en stor regelmæssig kreds, opbygget af græstørv, men nu sammensunken af ælde, omtr. 12 fv. i diam.; den bærer navnet domring og skal tidligere være kaldet vekselvis »domhríngr« eller »löggarðar«; i kredsens øvre udkant vil man på ét sted finde antydning til sæder, hvor nogle høje sammenhængende tuer indeslutte en lille, jævn flade. » Omtrent 200 fv. højere oppe er tre småtomter, som kaldes lovretteboder (lögréttubúðir); den største er 2 fv. lang og hen ved 1½ fv. bred, de andre er meget mindre, især den ene; bægge støde op til den størstes søndervæg, og den mindste er så lille, at den næppe kan have været andet end kogehus e. d. l. I beskrivelsen hævdes, at de ikke kan være sætertomter; men fra hvilken tid de stammer, derom kan ingen oplysning gives [19].


Med undtagelse af Ingjaldssand udgør hele den övrige del af Önundarfjorden én hrepp og ét præstekald. Midtvejs på fjordens sydside strækker et højt, stejlt fjæld sig helt ud til fjorden, i udkanten af hvilket ligger den for sin farlighed berygtede vej Dalsófæra (sml. Ldn.: Ófæra s. 145; navnet er i øvrigt et hyppig genkommende fjældpyntsnavn i disse egne), der blandt andet er præstens stadige anneksivej. Under stien langs ad de stejle klipper bruser søen, og på et enkelt sted bliver vejen endog kun farbar ved anbringelsen af tre ved siden af hinanden lagte bjælker, hvorover man må passere. Noget længere inde ligger ved sydsiden af fjorden præstegården Holt [20]. Endnu lidt længere inde strækker sig en dal fra kysten mod syd op mellem fjældene; denne, der fører navn af Bjarnardal(-r), og gennem hvilken Gemlufallshedevejen ligger, nævnes tillige med forskellige andre stedsnavne i Önundarfjord i Gísl., hvor der berettes om Gisles mislykkede forsøg på at advare Vesten mod at komme til Haukadal. Arnkelsbrekka, hvor sendebudene endelig indhentede Vesten efter først at være redet fejl af ham, ligger højere oppe i dalen end nogen af de nuværende gårde; her antages oprindelig at have stået en gård, men i lange tider har stedet kun været benyttet som sætersted fra Holt[21]. — Nederst i dalen, øst for den dalen gennemstrømmende å ligger Mosvold. (Mosvellir). Efter at have passeret Gemlufallshede rider Gisles sendebud fra Mosvold ind under Hest (Hestr), hvor Vesten boede, men denne rider på samme tid hjemme fra, og det træffer sig således, at han rider »under melen ved Mosvold«, medens huskarlene ride den øvre vej (hit efra), og således passerer de forbi hinanden uden at ses. Den omtalte gård Hest, der nu sædvanlig kaldes Havrshest (Hafrshestr), ligger inderst i fjorden op fra fjordbunden. Hele den indre del af Önundarfjorden fra Holt af ligger ved ebbetid tör; dette parti kaldes Vadlerne (Vaðlarnir) eller Vadene (Vöðin), og over dem rides der på fem forskellige steder, de såkaldte vad. Vejen ud over vadlen er det åbenbart, som Vesten har valgt, så meget mere som han ses på sin vej at have tage retningen mod Holt; huskarlene derimod har redet ind med fjorden langs lien; i så tilfælde skal det forholde sig ret, at en neden under liggende grusbanke må have forhindret dem i at se Vesten [22].


Gemlufallshedevejen fortsættes på en måde nord for Önundarfjorden — efter at nemlig et af »vadene« er passeret — af Brededalshedevejen (Breiðadalsheiði), der ligger imod nord til Isefjordsdybets vestligste sidefjord Skutilsfjord, først gennem Brededalen, derpå over en meget stejl fjældhede; denne vej er det åbenbart, at de Østmænd valgte, som Torgrim (Gísl. 12, 95) så kækt forfulgte, efter at de havde dræbt hans søn Torodd.


Horn - (W.G. Collingwood, 1897)
Længere ude findes på nordsiden af Önundarfjorden handelsstedet Flatøre (Flateyri). Desuden fører fra den ydre side af fjordens nordkyst flere kortere hedeveje nord over fjældet til Sugandafjord (Súgandafjörðr). Denne fjord, langt mindre end nogen af de nærmest foregående, skærer sig ind i landet nord for Önundarfjord omtrent parallelt med den. Sugandafjorden er helt omgiret af høje stejle fjælde, hvad der gör denne bygd meget utilgængelig og afsondret fra de omliggende egne. Efter Ldn. beretter Grt. (s. 8), at Hallvard (sugande) besatte Sugandafjord og Skålavig (Skalavik) til Stige (Stigi) og boede der. Skålavig er en nord for Sugandafjord liggende dal, der strækker sig op fra en lille vig, hvorefter den bærer navn, mod syd ved stejle fjælde næsten helt afskåren fra forbindelse med Sugandafjordsbygden, mod nord begrænset af en fjældstrækning, hvis vestligste pynt bærer navnet Stige (navnet bruges dog også stundum om hele fjældstrækningen).


Ved forbjærget Stige tager Isefjordsdyb (Ísafjarðardjúp) sin begyndelse. I sagaerne er det oftere i sin helhed nævnet Isefjorden (Ísafjörðr), hvilket navn nu er indskrænket til dets østligste sidefjord, der dog også kan betragtes som hovedfjordens inderste del. Ligesom de fleste andre af Vestfjordene skærer også denne fjord sig i sydvestlig retning ind i landet, men har en længde af 8—10 mil og flere mils bredde. I sydvestlig retning afsætter den, som alt tidligere berørt, en hel række af sidefjorde, i alt 8—9. Uagtet det polarpræg, som er udbredt over dette landskab, frembyder dog en udsigt fra det indre af Isefjordsdybet ud over dette et lige så smukt som ejendommeligt — ja en stille sommeraften endog et henrivende — skue. Mod syd begrænses den store fjord ud efter af parallele rækker af høje, blålige, stejlt affaldende fjælde, sammentrykte som tagrygge eller endnu stærkere som lister eller kamme; alle disse, kun adskilte ved smalle dalstrækninger, løber umiddelbart ud mod dybet. Fra dette — der ved sin fiskerigdom giver beboerne rigelig erstatning for kystens nøgne fjælde — svæver blikket mod vest ud over det umålelige hav, men mod nord standses det atter, længst ude, af et højt, dunkelt fjæld, og nærmere inde af dybets nordkyst, den mørke sneplettede Snefjældsstrand; medens så vel over fjældene nord som syd for Dybet en jøkel breder sin hvide flade.


Yderst mod vest strækker langs sydsiden af Dybet fjældet Stigahlíð sig fra Stige i vestlig retning. Omtrent midtvejs i denne »li« står nede ved søen en græsvokset høj Ölvers-haugr. I højen, der ikke udmærker sig ved nogen særlig størrelse, skal i følge den antk. indb. (1821) en kæmpe Ölve (Ölver) være højlagt, men hans skib og kostbarheder være lagt i en anden, kort derfra, kaldet Ölvere-naust [23]. Mellem Stigahlid og det østligere liggende fjæld Óshlíð åbner sig plads for en vig Bolungarvig (Bolangarvík, Fbr.: Bulungarvík), hvorfra forskellige smådale strækker sig op. I Bolungarvig bosatte i følge Ldn. en kvinde Turid sundefylder sig og boede tilligemed sin søn på Vatnsnes; om hende fortæller samme kilde, at hun havde fået sit tilnavn af, at hun, da der en gang blev uår i Hålogaland, sejdede hvert sund fuldt af fisk; også i sit ny hjem gjorde hun sig fortjænt, i det hun (mod betaling) indrettede en fiskebanke i Isefjordsdybet (Kvíarmið, ud for Stígahlíd, se Olavius, s. 76). Allerede i Fbr. nævnes Bolungarvig som en fiskeplads; her havde således Tormod Kolbruneskjalds fader Berse, som boede langt inde i Dybet, oplag af fisk; og på en rejse for at hente disse var det, at Tormod gjorde Torbjörg kolbruns bekendtskab. Nu er Bolungarvig den vigtigste fiskeplads ved Dybet; foruden de herværende egenlige gårde skal langs stranden findes hen ved hundrede verboder, hver beregnet på at rumme et fartøjs besætning, som da indkvarterer sig her i fisketiden og i alle henseender sørger for sig selv; herhen sendes næsten fra hver gård ved Dybet folk for at drive fiskeriet[24].


Øst for Bolungarvig strækker sig en tid langs kysten fjældet Oshlid afdelt ved flere indsænkninger, hvorpå Skutilsfjorden (Skutilsfjörðr), den første af lsefjordsdybets sidefjorde, skærer sig ind mod syd, på alle sider omgivet af høje og stejle fjælde. Fra vestsiden af fjorden udgår i sydøstlig retning en smal tange eller øre, ved grunden af hvilken præstegården og kirkestedet Øre (Eyri, ældre: Eyrr) lå. Bemældte tange, der nærmer sig den modsatte kyst så meget, at på et enkelt sted kun et indløb på et par skibslængder bliver tilbage, danner den indre del af fjorden til et ganske fortrinligt skibsleje, kaldet »pollen« (ɔ: dammen), med plads for omtrent hundrede skibe; og des foruden afgiver også den ydre del af fjorden en god ankerplads. Denne udmærkede havn, måske den sikreste i hele landet, måtte naturlig foranledige anlæggelsen af et handelssted. Allerede Olavius (rejsebeskr. s. 22) fremhæver denne handelsplads’ gunstige vilkår, og Isefjord (Ísafjörðr, Ísafjarðar kaupstaðr) — som er stedets almindelige navn — var også en af de seks handelspladse, som 1786 fik købstadsprivilegier. I løbet af dette århundrede, og navnlig siden Isefjord 1866 blev gjort til en egen kommune og således til »købstad« i stræng forstand, har den lille by været i rask opblomstring og skal nu tælle 400 indbyggere. Handelsetablissementerne, der tillige med de vigtigste af byens andre huse have plads på øren, er ret talrige (fem). Her findes af embedsmænd foruden byfogden (der tillige er sysselmand i Isf.) en læge, og for nylig er også præsten bleven udelukkende købstadborger, i det præstegården (gården Øre) er nedrevet og dens jord og grund indtaget til benyttelse for byens borgere. Endvidere er i den nyeste tid en kommuneskole oprettet[25]. — Øre i Skutilsfjord er nævnt i Gísl. som den gård, hvor de to i Dyrefjord landede Østmænd, som Torgrim dræbte til hævn for sin søn Torodd, havde taget sig vinterophold.


Efter at have dræbt Torodd begiver de sig landvejs fra Dyrefjord til deres vinteropholdssted. De rejser hele dagen og den påfølgende nat (d. v. s. over Gemlufalls- og Brededalshede), til de kommer til den dal, som strækker sig op fra Skutilsfjord; her spiser de davre og lægger sig derpå til at sove, — og her overrasker og dræber Torgrim dem; om disse begivenheder mindede stedsnavnene Dögurdardal (Dögurðardalr ɔ: Davredal) og Austmannafall (ɔ: Østmandsfald). Af de fem dale, som ligge op fra Skutilsfjorden, er Dagverdardal den midterste og mindste. Den strækker sig i sydvestlig retning op fra fjordbunden indesluttet mellem to fjælde; gennem denne dal og så over en ringe sænkning i det stejle fjæld fører en hyppig benyttet vej til Brededalen i Önundarfjord. I Dagverdardal findes to banker, den ene noget højere oppe i dalen end den anden, som kaldes Øvre (Efri) og Nedre Austmannafall. Af de fem dale i Skutilsfjord åbner de to sig ud imod fjordmundingen vest og øst for denne. Dalen, der fra Skutilsfjordens nordøstlige hjörne strækker sig mod syd op i det næs, der adskiller denne fjord fra den østligere Alvtafjord, hedder Arnardal (Arnardalr). Den gennemstrømmes af en å; i dalen findes egenlig kun to jorder (om end nu flere gårde), af hvilke Nedre Arnardal som er den betydeligste — står øst for åen ude ved søen, medens Fremre Arnardal står hinsides åen langt oppe i dalen. I Arnardal (eller Arnardalene, således som sagaen også udtrykker sig) boede i følge Fbr. enken Katla med sin datter Torbjörg kolbrun, der skaffede skjalden Tormod Kolbruneskjald sit tilnavn på grund af de elskovsviser, han kvad til hende, medens han opholdt sig i Arnardal, hvor det fartøj, han var på, havde måttet søge ly for modvind, og hvor han blev fjorten dage, medens faderens huskarle sejlede videre til Bolungarvig for at hente fisk der.


Øst for Arnardalen ligger igen et højt, stejlt fjæld, og derpå skærer Alvtafjorden (Álptafjörðr) sig ind mod syd; denne og de nærmest følgende fjorde — Seydisfjorden (Seyðisfjörðr), Hestfjorden (Hestsfjörðr) og Skötufjorden (Skötufjörðr) følge slag i slag, kun adskilte ved smalle næs; Seydisfjorden er dog betydelig kortere end de andre og når ikke længere ind end i den yderste del af det næs, der adskiller Alvtafjorden og Hestfjorden. Blandt fjældene i Alvtafjord kan for sit navns skyld mærkes Kovre (Kofri ɔ: en slags hue), der viser sig som en karakteristisk højtstående bikubeformet tinde [26]. Et andet højst karakteristisk fjæld er Hesthorn, der hæver sig op fra det smalle næs, som skiller mellem Seydisfjord og den ydre del af Hestfjord. Så vel fra den lige over for liggende ø Vigr, som fra Glåma viser det sig som en ved grunden bred, spidst tilløbende pyramide, der øverst bærer en regelmæssig firkantet, foroven afskåren, af traplag dannet söjlefod. Fra Hestfjordens inderste del ligger den tidligere omtalte, forholdsvis korte vej over Hestfjardarhede til Botn i Dyrefjord. Hestfjorden og Skötufjorden er i deres ydre del forenede, da det dem adskillende næs ikke strækker sig så langt frem som de omgivende næs. Fra Skötufjordens bund, så vel som fra den øst for liggende Mjovefjord, fører som tidligere berørt en vej over Glåma [27].


Medens de, de her nævnte næs opfyldende, fjælde har haft højde, stejlhed og den hele karakter til fælles med fjældene ud efter, blive derimod fra nu af fjældene langs Dybets sydkyst ind efter både lavere og mindre stejle. Langs de oven nævnte fjorde er vejen, om end ikke aldeles ufremkommelig, dog yderst besværlig; og da der tilmed øst for Skötufjorden ligger endnu to sidefjorde, oven i købet de længste og de ved de bredeste og störste næs adskilte, vil det let indses, at en rejse til lands langs Isefjordsdybets sydkyst — hvor man med få undtagelser bestandig må følge kysten af de forskellige sidefjorde uden at kunne passere tværs over de mellemliggende næs — er forbunden med sådant besvær og tidsspilde, at den så at sige aldrig foretages[28].


Ud for Hestfjorden og Skötufjord, en god halv mil fra de nærmeste næssepynter, ligger den for sin skönhed og mange andre fortrin bekendte ø Vigr (ɔ: spyd); sit navn skylder den åbenbart sin som en spydspids langagtig-smalle form. Den frodig grønne lille ø hæver sig mod nord med to kække, smukt formede terrasser, mod syd bliver den derimod bestandig lavere, indtil den tilsidst ender som i en spids. Næsten på ethvert punkt af kysten kan landes; det egenlige landingssted er dog på sydsiden, hvor den øst fra kommende efter at være rot om øens sydspids befinder sig i en nydelig, svagt rundet, lille våg, oven for hvilken den anselige til dels af tømmerhuse bestående gård står. Øen afgiver et smukt billede på en vesterlandsk storgård, udstyret med al den velsignelse (adgang til fiskeri, fuglevarp, græsning), som naturen i disse egne formår at skænke. I havnen (den omtalte lille våg) svømmer æderfuglene omkring som husdyr snappende affaldet fra fiskeopskæringen, som foregår på strandbredden straks ved landingspladsen neden for gårdens huse. På øen er et betydeligt æderfuglevarp, og overalt støder man på fuglenes reder; i tunet og på andre steder, hvor jorden er dækket med grønsvær, stikkes der huller til rede for dem; omkring ved gærder, bygninger og klippeblokke bygges der af sten småhuse for dem (af form som firkantede kasser med én side åben); på udhusenes og gårdens tage yngle fuglene ligeledes. Især flokkes de omkring fugtige pletter på den for resten tørre ø. Hele den sydlige halvdel af øen er indtaget til tun og er ved et gærde skilt fra den nordlige, hvor græsset dog står fuldt så frodigt og grønt. Hinsides gærdet begynder øen at hæve sig stærkere, den øverste terrasse afsondrer sig som en »borg«, og vestkysten bliver stejlere. I hele den nordlige del af øens vestaffald yngle talrige lunder, og overalt vrimler her i sommertiden af disse ved deres ligesom stive og kejtede væsen pudsérlige fugle. På afsatserne langs de grønklædte skråninger ses de sidde, den ene ved siden af den anden, udenfor deres huller; når de flyve op, formørke de næsten luften, og søen uden for er opfyldt af dem. Rundt omkring deres boliger står græsset særlig grønt og frodigt. På øens øverste del, nærmest omkring borgen, holder de fine og sirlige, men kække og larmende tærner til og sværme uafladelig om i luften.


Omtrent parallelt med borgen fremtræder her på vestsiden af øen et klippestrøg, der — navnlig for den sydligste stræknings vedkommende — falder lodret af mod søen. Dette klippeparti benævnes nu Månaberg (Mánaberg), et navn, der forekommer i Hav. som benævnelse på den gård, hvor Ljot, en broder til den isefjordske hövding Torbjörn, boede. Mellem »borgen« og »berget« ligger et langagtigt dalstrøg, der åbner sig i sydvestlig retning ud imod en lille vig; i denne dalsænkning vises tomter, som kaldes Forne bæ (Forni bær ɔ: den gamle gård). Disse samme tomter omtales i A. M. (1710) med samme benævnelse, og der siges dér, at på dette sted havde øens gård oprindelig stået, men var allerede da for mere end »et stort hundred« (ɔ: 120) år siden flyttet til sin senere plads. Nu er det en fast antagelse, at den i Háv. nævnte Ljot har bot her; et ubetydeligi kildevæld lidt oven for tomterne kaldes »Ljots brønd« (Ljóts brunnr), også »Ljots grav« (Ljóts leiði) vil man påvise; ja man udmaler endog — i overensstemmelse med lokaliteterne, men mindre med sagaens udtryk — enkelthederne ved Håvards overfald på Ljot her. I sagaen er dog intet, der tyder på, at Månaberg har været en ø eller ligget på en ø. Ljot siges (s. 2) at bo »på Månaberg i Isefjord«, ligesom en gård Hval på nordsiden af Isefjordsdybet samme steds ganske på samme måde kaldes »Hval i Isefjord». Da Håvard længere inde ved Isefjordsdybet har dræbt Torbjörn, beslutter han (s. 29—30) med sine folk at »holde under Månaberg« for at overfalde Ljot; de ro ud efter fjorden til lige ud for Månaberg, hvor de lægger til, som det synes neden for gården [29]. Også disse udtryk gør det temlig utvivlsomt, at sagaskriveren tænker sig gården liggende på fastlandets kyst. Dette har imidlertid på grund af de særlige forhold i Hav. i topografisk henseende mindre at sige. Vigtigere er, at der rejser sig forskellige andre betænkeligheder mod at henlægge Ljots gård til øen Vigr. For det første vilde det være besynderligt — ja vel endog enestående —, om den på Vigr værende gård (og flere end én gård har her sikkert aldrig været) skulde have båret et fra øen forskelligt navn; heller ikke lader det sig godt antage, at Månaberg oprindelig skulde have været hele øens navn og først senere være afløst af »Vigr« (et ældgammelt poetisk ord). Mistænkelig er endvidere den tavshed, Olavius i sin rejsebeskrivelse iagttager om disse forhold; han giver (s. 26—28) en forholdsvis udførlig beskrivelse af øen Vigr, men ikke med et ord omtaler han Ljot eller noget om ham eller Háv. mindende stedsnavn. Værst af alt er det dog, at A. M., der om Vigr i antikvarisk henseende kun ved at berette, at øens gård tidgere — og det, som det synes, ikke så særdeles langt tilbage — har stået, hvor Fornebæs-tomterne er, og som for denne øs vedkommende ikke nævner noget stedsnavn Månaberg, udtrykkelig anfører en ødegård Månaberg — der imidlertid nu ikke længere erindres — på den nordlige side af Isefjordsdybet. Denne angivelses pålidelighed tør man næppe forkaste (uagtet et og andet kunde synes at tale derimod — hvorom senere); og er først beliggenheden af en fordums gård Månaberg ved Isefjordsdybet givet, må næsten med nødvendighed denne antages at have været Ljots bolig, selv om en sådan antagelse i visse henseender kan frembyde vanskeligheder. — Den så bestemt udprægede tradition om Vigr som Ljots bolig må vel synes overraskende, men nogen særlig vægt kan man næppe tillægge dem. Tör man gå ud fra, at Månaberg er et virkeligt stedsnavn på Vigr (ɔ: navnet på et klippestrøg på øen), må det næsten følge af sig selv, at den almindelige antagelse, når intet andet Månaberg kendes, og når der tilmed i nærheden findes gårdtomter, kommer til at henlægge den i egnen velbekendte sagagård af samme navn hertil. Men når man ved, hvor let en helt tilfældig gætning vedrørende sagalokaliteter på Island gribes af almenheden og overgår til tradition, vil heller ikke den mulighed synes at ligge fjærnt, at den hele forbindelse af Vigr og Månaberg kan skyldes en eller anden sådan løs hypotese.


Hovedskuepladsen for så vel Háv. som Fbr. — de to sagaer, der omhandle »Isfjordingernes« historie — er det forholdsvis betydelige næs, der begrænses af Skötufjorden og Mjovefjorden, og hvis nordvestligste pynt er fjærnet omtrent ¾ mil fra Vigr; mod nord beskylles næsset på en længere strækning af Isefjordsdybet, og her strækker sig én større og to mindre dale op fra kysten; det har intet eget navn, men dets langt betydeligste del indbefattes i den såkaldte Ögrssvejt, kun landet langs Mjovefjorden regnes til den følgende svejt eller hrepp. — Den indre del af næsset er højt hvælvet, længere ude bliver fjældet imidlertid noget lavere, og her kan man — i det mindste øst fra, fra kysten af Mjovefjord — passere over dette ned i Laugardalen (Laugardalr, Fbr. s. 19: Laugadalr), det midterste og uden sammenligning störste af næssets tre dalstrøg. Laugardalen er en temlig lang og dyb dal. Højest oppe i dalen ligger en lille sø, der ved en gennem dalen løbende å Laugardalså forbindes med en anden omtrent midt i dalen liggende sø Laugarbólsvatn. Ved den øverste lille sø ligger nu to gårde; noget oven for Laugarbolsvatn, sydøst for dette, kommer en tredie gård. Til dalens anseligste ejendomme hører Laugabol (Laugaból), der nu står i lien kort fra den efter gården benævnte søs sydvestlige hjørne, men som tidligere har ligget midt i dalsletten syd for søen. Øst for søen, tæt ved dennes bred ligger gården Ravnabjörg (Hrafnabjörg); lidt nord for søen, men i dalens vestside, kommer derpå Blåmyrar (Blámýrar); nærmere kysten har der oprindelig næppe ligget nogen gård.


Ved Isefjordsdybet findes vel to gårde af navnet Laugabol (navnet lyder dog vistnok for bægges vedkommende nu Laugarból), men det er utvivlsomt Laugabol i Laugardalen, som Háv. tænker på, når sagaen straks ved sin begyndelse beretter, at høvdingen Torbjörn Tjodrekssön boede på Laugabol i Isefjord. Dette stemmer også med Ldn., der beretter, at Torbjörn boede i Laugardal. — Blåmyre (Blámyrr), hvor Håvard halte med sin hustru Bjargey og sønnen Olav boede, er naturligvis den oven nævnte gård Blåmyrar. — Hvilken gård der menes med Bakke, hvor Tormod boede, og hvis enke Olav måtte beskytte mod hendes afdøde mands gengangerfærd, er derimod mere tvivlsomt. Det er øjensynligt, at gården må have ligget i Laugardalen, men her findes nu ingen gård af dette eller lignende navn. Den almindelige mening er, at Bakke er den samme gård, som nu benævnes Ravnabjörg; dens beliggenhed gør en sådan antagelse meget rimelig, og navnet Bakke (ɔ: bred) vilde ret naturlig kunne tillægges denne gård på grund af dens nærhed ved søens bred. Dog må på grund af Háv.'s unøjagtighed i alt topografisk heller ikke den mulighed overses, at gården slet ikke har heddet Bakke, men at navnet er indkommet ved en eller anden fejltagelse [30].


I den måde, hvorpå sagaen (s. 3) fortæller om Isfjordingernes afsøgen af deres avretter, skjuler sig vistnok også mangel på kendskab til de virkelige forhold. Laugardalen f. eks. har slet ingen avrett; men får, lam og beder må man lade gå somren over i hjemmegræsgangene, som de kan bedst. — Når sagaen lader Olav, som stadig indlægger sig fortjæneste ved at finde savnede får, drive Torbjörns beder ned til Laugabol, kan dette udtryk vel heller ikke være rigtigt, forudsat han kommer hjemme fra.


Meget afvigende fra de virkelige forhold er den beskrivelse, Háv. giver af kysten ud for Laugardal. Dalen åbner sig ud imod en lille bugt, Laugardalsvigen, der nærmest landet tunger sig ud i tre mindre våge, alle frembydende god lejlighed til landing; strandbredden er overalt flad og jævn, men lidt oven for kysten falder dalen af mod strandbredden med stejle grusbanker, sønderdelte ved forskellige pas eller kløfter. Dette stemmer ikke synderlig med fortællingen om Olavs anden brydekamp med gengangeren Tormod, i følge hvilken man snarest skulde antage, at selve fjæren ved en stejl skrænt var skilt fra den oven for liggende strandbred. Senere hen, hvor Håvards angreb på den fra Vadil tilbagevendende Torbjörn beskrives, gives en udførligere skildring af kysten her, der noksom vidner om, at forfatteren aldrig har set dette sted og frit har ladet sin fantasi råde, men som desuagtet vel kan bringe en til at formode, at der til grund for denne omdigtning har ligget en nøjagtigere beskrivelse af stedsforholdene. Først og fremmest er det temlig tydeligt, at forf. har tænkt sig Laugabol liggende ved kysten (Håvard og, senere, Torbjörn lande »fyrir« eller »við« L.) her havde Torbjörn ladet indrette en ypperlig havn og landingsplads; oven for var en høj strandbanke (malarkampr), og oven for denne stod et stort skibsskur; til den anden side var oven for banken et stort lon (en vandsamling, dam); fra naustet var der ingen udsigt til fjæren, men fra strandbanken både til naustet og fjæren. Håvard lader efter sin ankomst båden bære op over banken til lonet, og skjuler ligeledes sig selv og sine folk oven for strandbanken. Da Torbjörn noget efter lander, skal en af dennes folk bære våbnene op til naustet, men i det han ved synet af fjenderne vil vende om og flygte, styrter han i lonet og drukner. Derefter løber Håvard og hans folk ned fra banken, og striden begynder. — Som man vil se, er enkelthederne urigtige, noget »lon« findes her ikke; derimod ligger det nær at antage, at der til grund for beskrivelsen af »malarkampen« ligger en dunkel erindring om de stejle grusbanker oven for strandbredden. Om Torbjörns havn og »Torbjörnsnaust« (þorbjarnarnaust) tales der meget her i egnen, men ingen synes dog nu at vide rigtig besked. Det parti af kysten, der passer bedst til sagaens ord, er, hvad der ligger oven for den lille våg tæt øst for åen; her strækker sig en kløft op mellem grusbankerne, der bag disse udvider sig til et lille af et mosedrsg gennemfuret dalstrøg, som når op mod den højere liggende hoveddal (selve Laugardalen). Her kan vel tænkes at have stået et hus til opbevaring af årer o. d. l.; vejen hjemad for Torbjörns folk måtte i øvrigt også naturlig falde gennem dette pas — men mosebækken er rigtignok næppe så dyb og bred, at noget menneske kunde drukne der; bankerne dækker heller næppe de oven for disse værende så fuldstændig, som sagaen lader formode.


Da Torbjörn ser Håvard, kaster han sig i søen, men Håvard svømmer straks efter ham, og fælder ham i et skær langt ude i fjorden, hvor Torbjörn havde søgt tilflugt. Har der ligget noget i topografisk henseende sandt til grund for denne fortælling, kan her ikke være tænkt på noget andet skær end det lille »Breiðsker«, der ligger ud for Laugardalsvigen, tilsyneladende midt i fjorden; men en svømning herud og tilbage igen synes rigtignok temlig utrolig. Andre småskær ligge derimod i fortsættelse af det vigen mod øst begrænsende næs »Breiðfirðinganes«; men at svømme ud til disse vilde ikke være noget mærkeligt[31].


Noget (om end måske ikke meget, se Tímatal 365 ffg. samt 462 ffg.) senere end Håvards nysnævnte kampe falder de i Fbr. skildrede begivenheder, for hvilke også Ögrsvejten, i det mindste til dels, er hovedskuepladsen. Ikke længe efter at Tormod havde nåt ynglingealderen, flyttede — i følge sagaen — hans fader Berse til Laugabol i Laugadal[32], og her havde så Tormod sit hjem alle de følgende år, så længe han opholdt sig på Island. Hans tid er, efter at Torgejr har skilt sig fra ham, for en del optaget af kærlighedsæventyr; foruden med Torbjörg kolbrun i Arnardal knyttede han også en forbindelse med den velstående enke Grimas datter Tordis. Grima boede på gården Ögr, som ligger i det vestligste af de tre dalstrøg, som fra nord strækker sig op i Ögrsvejtsnæsset. Når man fra Laugardalsvigen følger kysten mod vest, ad en vej, der mod sædvane ingen besvær volder, når man inden lang tid dette sted. Midt i den nedre rundagtig-afsluttede del af den lille dal, som omgiver den af to næs mod øst og vest begrænsede Ögrsvig (Ögrsvík), ligger den anselige gård Ögr.


Sagaen beretter, hvorledes Grima tilsidst måtte besvære sig over Tormods hyppige besøg i Ögr; dette hjalp dog kun kort, og navnlig næste vinter, da det blev stærk frost og godt føre, så at endog Ögrsvatn (Flatb. vistnok rettere: Ögrsvig) tillagdes, fornyr han sine besøg her. Grima lægger nu et baghold for ham; forgæves anmoder datteren Tordis ham, da han vil hjem, om at vælge en anden vej oven for vigen Ögrsvig og den øvre vej ind langs lien til Laugabol — isen på vigen kan måske på grund af det indtrufne tøvejr være bleven skrøbelig, mener hun. Tormod lover det vel, men da han er kommen afsted, vælger han dog som sædvanlig den nærmeste vej og begiver sig »ind« (Flatb.) over den islagte vig. Her overfaldes han, ved et fårehus, der stod inden for vigen, af Grimas træl Kolbak, som tilføjer ham et alvorligt sår. Hvad udtrykket »ind« angår, som Flatb. — der i det hele synes at indeholde den i topografisk henseende nøjagtigste recension af Fbr. — har, menes hermed åbenbart retningen øst efter langs kysten, og Tordis’ bøn til Tormod indeholder kun en anmodning om denne gang at vælge sin vej oppe i lien i steden for som sædvanlig tværs over dalmundingen neden for denne[33]. Fårehuset har vel stået omtrent der, hvor hjålejen Garðstaðir står sydøst for vigen. At den nærmeste og naturlige vej for Tormod fra Ögr og hjem skulde falde over isen på Ögrsvig er i øvrigt ikke så let at forstå; over vigens is har kun den fordel af at fare, der kommer fra næsset vest for vigen. Måske tænkes der i sagaen nærmest på en lille syd for vigen liggende vandsamling (poll), og vejen over denne er da formodenlig bleven valgt af Tormod som den bedste, men kortere end vejen oppe i lien kan den næppe have været. Vilde man lægge vægt på læsemåden Ögrsvatn, kunde man endog gætte på, at det var den omtalte »poll«, der i sagaen benævnes »vatn«. Nu bruges Ögrsvatn om en lille sø oppe i den højere liggende del af dalen; den lige vej fra Ögr i sydøst til Laugabol vilde vel føre herover, men den benyttes sjælden eller aldrig, da halsen, som skiller denne dal og Laugardalen, her er meget stejl og brat.


Kolbak bliver i anledning af det Tormod tilføjede sår fredløs, men Grima fører ham over Glåmuhede til Arnarfjord og så videre over fjældene til Vadil på Bardastrand, hvor han går om bord på et norsk skib. Ved denne lejlighed er altså Glåma formodenlig bleven besteget fra Skötufjorden, som skærer sig ind straks vest for Ögrsnæsset.


Endnu står kun tilbage at omtale den østligste del af Ögrsvejtsnæsset, der danner kysten langs Mjovefjord (Mjófifjörðr). Denne — som det ligger i navnet — forholdsvis lange og smalle fjord skiller det hidtil omtalte brede næs fra et andet ret anseligt mellem denne fjord og Isefjorden indesluttet næs; heller ikke dette har noget særligt navn, men da det udgör störste delen af Vatnsfjordssvejten, kan man måske benævne det derefter; på nordsiden skærer sig to mindre fjorde ind, af hvilke den vestligste og mindste er Vatnsfjorden, ved hvilken den bekendte gård af samme navn står. — Langs vestsiden af Mjovefjord er ingen gård af betydning[34]. Dog kan det mærkes, at nær fjordbunden, hvor gården Heydal(r) ligger, strækker sig op fra denne gård en lille dal af samme navn; den er nu ubebot, men man ved at fortælle om en talrig bygd, som her fordum har været, og om, hvorledes dalens bønder druknede i en lille å på vejen fra Vatnsfjord kirke. I følge A. M. (1710) kendte man den gang navnene på fem fordums gårde i dalen, hvor der på mange steder sås tomter; på en af gårdene skulde der i følge sagn have været kirke. — Mod Heydal (ɔ: Hødal) styre de fleste, der fare Glåma, deres kurs, dog kan man også komme ned gennem den selve fjordbunden fortsættende dal, der ved et langagtigt, smalt fjæld er skilt fra Heydal; også her findes en gård.


På Mjovefjordens østside ligge, fra syd til nord, tre gårde Hörgshlíð, Kelda og Skálavík — den sidste omtrent i linje med Vatnsfjord, fra hvilken den er adskilt ved en ubetydelig hals. Fbr. fortæller, at Torgejrs fader Håvar oprindelig boede på gården Jöklahelda (Flatb. Jökulskellda), men at høvdingen Vermund i Vatnsfjord tvang ham til at flytte herfra og forlade herredet, efter at de to fostbrødres, Torgejrs og Tormods, uroligheder var begyndte. Denne gård, som det i og for sig er naturligst at søge i nærheden af Vatnsfjord, kan med temlig sikkerhed antages at være den oven nævnte gård Kelda ved Mjovefjord. I Vm. nævnes blandt de Vatnsfjord-kirke tilkommende rettigheder kulsvien (kolgjörð) i Jökulkeldas skov, og ret til skovhugst ejer netop kirken endnu i Keldas land[35].


Tormods fader Berse skal i følge Fbr. oprindelig have bot på Dyrdilmyre (Flatb., II., 92 udelader dog klogelig gårdsnavnet og indskrænker sig til at sige, at Berse boede i Isefjord, ɔ: ved Isefjordsdybet); denne gård ligger langt ude på den nordlige kyst af Isefjordsdybet. Af sagaen er det imidlertid tydeligt nok, at de to fostbrødre som unge må have bot ganske nær ved hinanden, rimeligvis på to nabogårde. At Berses gård må have ligget nær ved Vatnsfjord fremgår også af et senere sted i sagaen (Fbr. s. 19), hvor der fortælles, at Berse flyttede til Laugabol i Lauga(r)dal, da Vermund ikke vilde lade Torgejrs og Tormods tilholdssted være så nær sin gård[36]. Det kan vel synes besynderligt, at Berse, når han skulde forlade sin gård for at fjærne sig fra Vermunds bopæl, kunde slippe med at flytte så kort som til Laugardalen; og den omstændighed, at hans fader var en af landnamsmændene i Ögrsvejten, kunde vel vække formodning om, at netop denne egn havde været hans oprindelige hjemsted; men hvis man med G. Brynjúlfsson[37] lader Laugabol i Laugardalen være hans oprindelige bolig, hvorfra han så tvungen af Vermund antages at være flyttet hinsides Dybet til Dyrdilmyre, — da bliver både Tormods og Torgejrs nøje bekendtskab fra ungdommen af vanskeligere at forstå, og alle enkelthederne i fortællingen om Tormods besøg i Ögr må da anses for fuldstændig opdigtelse, efter at den oprindelige sammenhæng i sagaen var glemt. Dette synes lidet rimeligt; sikrere bliver det vistnok derfor at antage, at Berse først har bot på en Kelda og Vatnsfjord endnu nærmere liggende gård (efter beliggenheden snarest Skálavik; — eller Eyri lige over for Kelda hinsides fjorden?) og derfra virkelig er flyttet til Laugardal, som ganske vist ikke nær i samme grad som Mjovefjorden kan have hørt under Vatnsfjordshøvdingens umiddelbare område, — men hvorledes så navnet Dyrdilmyre har sneget sig ind som benævnelse på gården lader sig da næppe forklare[38].


Adskilt fra Mjovefjorden ved en smal hals eller fjældkant strækker sig i retning fra nord til syd Vatnsfjardardalen (Vatnsfjarðardalr) op i Vatnsfjordssvejten, til omtrent i linje med Hörgshlid. Dalen er smal, og navnlig i dens øverste del er de jævnt skrånende lier bevoksede med lyng og ris; her ligger også to småsøer, den ene oven for den anden. Grt. fortæller, at da Grette i sin fredløshedstid havde opholdt sig en vinter på Reykholar, begav han sig over Torskefjordsheden til Isefjord, hvor han levede af, hvad han kunde afpresse beboerne. Da han kom til Vatnsfjardardal, slog han sig ned ved sæteret her, lå i skovene og sov og viste ingen forsigtighed; men her overraskes han og gribes af bønderne, der vilde have ladet ham hænge, hvis ikke husfruen fra Vatnsfjord, der netop var på vejen til sit sæter, var kommen til og havde frelst ham. Skuepladsen for denne begivenhed er i følge sagnet den øverste del af dalen. Ved den nordlige ende af den øverste lille sø strækker sig nemlig et smalt lille næs ud i denne, som benævnes Grettestange (Grettistangi), og yderst ude på næsset står en sten, bag ved hvilken Grette siges at have været, da han blev grebet; stenen egner sig imidlertid mere til dækning under et forsvar end til skjul. Kort herfra, ved det nordøstlige hjörne af søen, står lidt oppe i lien gården Vatnsfjarðarsel.


I dalen ligger langs vesterlien et par gårde, og desforuden i selve dalmundingen præstegården Vatnsfjord (Vatnsfjörðr, ofte efter udtalen skrevet Vazfjörðr). Gården ligger sydøst for den lille fjord af samme navn, der ikke er stort mere end en almindelig vig, temlig lavt. Nord for gården er kirken; i linje med denne ses østligere i dalen en lille sø »Hopet« (hóp), der ved et udløb står i forbindelse med fjorden. Til gårdens vigtigste besiddelser hører den ved sit græs og æderdun indbringende Borgarø (—ey), en halv mils vej fra land. I følge forskellige samstemmende sagavidnesbyrd boede i begyndelsen af det 11te årh. i Vatnsfjord Viga-Styrs broder Vermund mjove, som, medens han endnu boede i Bjarnarhövn (Snf.), var indviklet i en del af de i Eb. fortalte begivenheder. Vatnsfjord og stillingen som høvding i denne egn nåede han ved giftermål med den her hjemmehørende enke Torbjörg digre, der nylig er nævnt som den, der i mandens fraværelse frelste Grette fra hængning. Efter denne begivenhed opholdt Grette sig nogen tid i Vatnsfjord; under dette besøg, fortæller man nu, lavede Grette en stor varde (Grettisvarða), som står på liens øverste afsats (Grettishjalli) nordvest for gården[39].


I Sturlungetiden var Vatnsfjord sædet for en bekendt, men ilde berygtet hövdingeslægt, hvis mest udprægede medlem var Ravn Svejnbjörnssöns utaknemlige drabsmand Torvald Snorresson; og ofte var gården en ligefrem røverrede, hvor man levede på de omboendes bekostning, som man bedst kunde[40].


Også i den senere middelalder hørte gården til de mest ansete på Island. Blandt dens beboere i denne periode kan især mærkes Björn Ejnarasön med tilnavnet jorsalafare († 1415), bekendt af sine mange og vidtløftige rejser, på hvilke han besøgte de fleste lande i Vest-Evropa, Rom (tre gange), Jerusalem, ja blev endog forslået til Grønland, hvor han opholdt sig to år. Hans dattersön var den oftere omtalte Björn Torlejvssön, der var gift med Olöv rige. Mellem en sønnesøn af denne mand af samme navn og en af hans slægtninge (Björn Gudnessön) udspandt der sig i slutningen af 15de årh. en vidtløftig arvestrid[41], der først afgjordes 1530, ved hvilken lejlighed gården Vatnsfjord tildømtes kirken, efter at den i 257 år havde været et tvistens æble mellem gejstlige og verdslige.


Ved en lav hals er Vatnsfjorden skilt fra den lille, smalle Reykjarfjord (Reykjarfjörðr), der skærer sig betydelig længere ind i Vatnsfjordssvejten mod syd, men som kun ved et lavt og overordenlig smalt næs mod øst er skilt fra Isefjordsdybets østligste sidefjord Isefjorden. Temlig langt inde ved Reykjarfjordens vestkyst står en gård af samme navn, hvorefter hreppen (Reykjarfjarðar hr. = Vatnsfjarðarsveit) har navn; yderst ude på næsset øst for fjorden — Reykjanes (eller Reykjarnes?) —, hvor dette udvider sig lidt, ses en hvidlig røg at hæve sig. Dér findes 3—4 hverer, ikke meget store, men bekendte af det forsøg, her i sidste halvdel af forrige århundrede gjordes på saltkogning[42].


Fra Reykjarfjordens inderste del går man sædvanlig over halsen øst for denne og befinder sig således kort efter ved den vestlige bred af Isefjorden (Ísafjörðr). Denne lange smalle fjord er egenlig selve Isefjordsdybets inderste del, der, med en stedse aftagende bredde, bøjer først i sydøst, så i syd. De fleste rejsende lade sig sætte tværs over fjorden for at spare den trættende 3—4 timers vej omkring dennes indre del; dog kan den meget vel passeres (og hestene må jo i ethvert fald denne vej), kun på vestsiden er etsteds inden for gården Øre en stenet og ubanet li. Også Øre (Eyri, ældre Eyrr) var en af de gårde, som Grette gæstede efter sin ankomst til disse egne. — Isefjorden gör grænsen mellem Vatnsfjordssvejten og Langadalsstranden (Langadalsströnd), som strækker sig langs fjordens østkyst og derfra videre, mod nordvest[43]. Den inderste gård på Langadalsstranden er Klejvakot (Kleifakot); lidt længere ude ligger Gjörvedal (Gjörfidalr, Gervidalr: Grt., Fbr.)[44]. Op fra Klejvakot strækker en dal, Gjörvedalen, sig, hvorigennem vejen ligger op på den såkaldte Skalmardalshede, benævnt efter vejens andet endepunkt Skalmardal i Mulasvejt (Bst.).- Vejen er kun 2—3 mile lang, selve heden endnu kortere, da Gjørvedalen er temlig lang, vejen er god og jøkel findes her ikke; på grund af vejens korthed benyttes den ofte, navnlig af fodgængere om vinteren, frem for den mindst dobbelt så lange Torskefjordshede. — I Fbr. (s. 19, 21) fortælles det, at Torgejr en gang hos den gerrige bonde i Gørvedal traf sammen med sin uven . Butralde; bægge agtede de sig syd på over heden. De brød også op samtidig næste morgen; den øvre del af dalen med den gennem den løbende å beskrives. Fra dalen op mod heden var en stejl snefyldt skrænt; medens Butralde stiger op ad denne, lader Torgejr, som er kommen forud, sig i susende fart glide ned efter og dræber Butralde i forbifarten med et øksehug. Sagaens beskrivelse skal passe meget godt til stedsforholdene. I følge Sighv. Grimssön (utrykte meddelelser) er der op fra dalbunden vesten til, der hvor vejen er, en høj brekke, stenig og bar om somren, fyldt med hård sne om vinteren; den benævnes nu »Butraldabrekka« eller af andre, mindre rigtig, »Brautaldabrekka«. Længden, som Torgejr har gennemløbet, er en 10 fv.s temlig stejl strækning. Torgejr har formodenlig agtet sig over heden til Kollafjord (Bst)., da det er let derfra at komme over Torskefjordens ydre del til Reykholar, som var målet for hans rejse.


Horn - (W.G. Collingwood, 1897)
Et par mil fra fjordbunden står på Isefjordens vestside gården Laugabol. Foruden i Grt. skal i følge Jon Olavssöns gengivelse af den tabte del af Heið. gården have været nævnt i denne saga, og tilmed som bolig for Styrs broder Vermund; ja beretningen lader ham endog bo her, da han fører bersærkerne med sig til landet. Hvad enten nu disse angivelser skyldes sagaen eller ej, må de utvivlsomt, når hensés til andre kilder (Fbr., Eb., Grt.), bero på en misforståelse. — At det Laugabol, der i Háv. angives som hövdingen Torbjörn Tjodrekssöns bolig, ikke kan være denne gård, men må være det i Laugardalen liggende Laugabol er tidligere omtalt; både andre stedsnavne (Blåmyrar), den enstemmige opfattelse af sagaen i disse egne nu om stunder, og sagaens egen beskrivelse af sølivet på fjorden (ɔ: Dybet), som det dreves fra Laugabol, medens der inde i Isefjorden aldrig har været fiskeri eller søfart af nogen betydning, viser det[45].


Op fra Laugabol strækker sig i sydøstlig retning en ikke ubetydelig dal Laugabolsdalen, hvorigennem vejen fører op på Kollafjardarhede, og derefter over denne ned til Kollafjorden i Guvudalssvejt; den er noget længere end Skalmardalshedevejen, men ligesom denne ofte befaret til fods om vinteren.


Øst for Laugabol strækker sig fra syd til nord en hals Kirkju-bóls hals, der skiller kystlandet fra den hinsides denne liggende Langedal (Langidalr)[46]. Det er en lang smal dal, gennem hvilken vejen ligger op på Torskefjordshede; vejen over denne regnes til 5—6 mil, men er ret bekvem og vel vedligeholdt, den har også fra gammel tid været hovedvejen i denne del af syslet; både nord og syd for den egenlige hede passeres et langt ubebot dalstrøg. I den nedre del af Langedalen ligger flere gårde, deriblandt et par af navnet Bakke. — Fra østsiden af Langedal, eller almindeligere fra den lidt nordligere Lavedal (Lágidalr), begynder en hedevej, der ligger mod øst — af længde omtrent som Torskefjordsheden — til Stengrimsfjorden i Str. Heden er højtliggende, men jævn og stenig; medens man passerer de skaldede, svagt bølgeformede strækninger, lader intet ane, at man befinder sig højt til fjælds; den ensformige udsigt viser hverken fjældtoppe eller dale, men kun lignende i højde med heden liggende banker.


Langedalen åbner sig ud mod den ydre del af Isefjorden; men oven for dalmundingen fortsætter Langadalsstranden sig i det mindste lige så langt endnu i nordvestlig retning, indtil den ved Kaldalón skilles fra Snefjældsstranden (Snæfjallaströnd), som indtager den ydre del af Dybets nordkyst. Kaldalon er en aflang, grund bugt, der strækker sig — forholdsvis lang og smal — ind fra Dybet i nordøstlig retning; til bægge sider omgives det (lonet) af en stejl, regelmæssig fjældskråning; længst inde skyder sig derimod — tilsyneladende helt ned til selve kysten — en bred, smudsig skridjøkel frem; mellem den og lonets bund skal der dog ligge et stykke underland, gennemfuret af en fra jøklen kommende skidengrå å med alle en jøkelelvs ejendommeligheder. Jøklen, hvorfra den omtalte skridjøkel ligger ned, er den allerede tidligere nævnte Drangajøkel (eller Lonsjøkel), der strækker sig bag ved så vel Snefjældsstrandens som Langadalsstrandens fjælde. — Navnlig om Snefjældsstrandens fjælde gælder det, at de ud mod Dybet frembyde skuet af en sammenhængende, stejl li eller fjældmasse — kun på to steder brudt ved et bredt skard (en kløft), fra det ene af disse styrter en lille foss sig ned —, selv hele somren igennem prydet (om dette udtryk tör bruges her) med talrige store snepletter, men dog i sin nedre del frodig grøn imellem disse, da sneen netop ved at ligge så længe (de ni måneder af året) beskytter vegetationen. Langadalsstrandens fjælde er derimod ikke så fremtrædende.


Blandt gårdene på Langadalsstranden kan mærkes Melgrasøre (—eyri), hvor præsten bor. Denne gård, der er en af de nordligste på Langadalsstranden, skal, efter hvad man nu almindelig fortæller, være den i Háv. forekommende Valbrandsstad (Valbrandsstaðir). I sagaen (s. 21—25) nævnes tre gårde: Valbrandsstad, Torbrandsstad (Þorbrandsstaðir) og Asbrandsstad (Ásbrandsstaðir), som boliger for Håvards hustru Bjargøs tre brødre med de tilsvarende personnavne. Navnene på gårdene, af hvilke altså enhver skulde være opkaldt efter den dér boende bonde, er øjensynlig opdigtede, og skal vel endog ved selve deres form betegne, at gårdenes rette navne ikke erindredes; heller ikke findes omkring hele Isefjordsdybet nogen gård eller ødegård, hvis navn har, endog kun den fjærneste, lighed med disses. De tre gårde må, efter sagaens omtale af dem at dømme, have ligget temlig nær ved hverandre, utvivlsomt nord for Dybet, og Valbrandsstad vestligst. — Først fortælles, hvorledes Bjargø, som den gang med sin mand boede på Snefjældsstranden, på sit fartöj besøger den ene broder efter den anden for at bede dem om hjælp ved det forestående angreb på Torbjörn, hvorpå hun om aftenen vender hjem; derefter skildres, hvorledes Håvard, da kampen skal gå for sig, stiger på sit seksårede fartöj og ror til Valbrands gård. Der var en lang øretange, som gik ud i søen; der lagde de båden til, og lod en mand blive tilbage til dens bevogtning. Selv gik Håvard op til gården, hvor han traf Valbrand og hans to sønner beskæftigede med høarbejde på tunet; »brødrene«  (Valbrands to sønner) havde taget deres høje sko — foruden flere andre klædningsstykker — af og stillet dem på tunet; da de høre, at Håvard ønsker deres bistand, gör de sig i hast færdige, skoenes skind var skrumpet ind, men de skyndte sig så meget med at få dem på, at huden gik af hælene og skoene fyldtes med blod. Derfra begav alle sig til Torbrandsstad, hvor ligeledes gårdens to sønner slutte sig til Håvard, så til Asbrandsstad, hvor flokken endvidere forøges med to, — og derefter begiver man sig tilbage til fartøjet. Det var nu blevet sent på dagen, de roede over fjorden i hårdt vejr[47] og landede »ved Laugabol«, hvor det tidligere omtalte overfald på den hjemvendende Torbjörn finder sted. — Noget vest for gården Melgrasøre strækker en lang og bred grustange sig ud i søen (nu sædvanlig efter de oven for liggende sandbanker benævnt Sandhólar); i tunet nordvest for gården findes en af et par grøftlignende fordybninger begrænset flade, kaldet »Bræðratúnga« eller »Bræðraflöt«, der ved sit navn skal minde om tildragelsen under de to »brødres« hastige omklædning. Hvorledes det nu end forholder sig med oprindelsen til denne benævnelse, er det sandsynligt, at den almindelige opfattelse har ret, når den gör Melgrasøre til ét med Valbrandsstad; ti øretangen, hvorpå der i sagaen lægges en vis vægt, lader sig genfinde her, men næppe ved nogen af de andre gårde, hvis beliggenhed kunde göre det muligt også at gætte på dem som stedet for sagaens Valbrandsstad. Er Melgrasøre Valbrandsstad, må Torbrandsstad og Asbrandsstad antages at være et par af de nærmest liggende gårde på Langadalsstranden; dog knytter sagnet sig her ikke til nogen bestemt gård[48].


Omkring Kaldalón, der danner grænsen mellem Langadalsstrand og Snefjældsstrand, findes nu kun én gård, Lonsøre (Lónseyri, ældre — eyrr); denne står yderst ved lonet på dettes vest- (eller nord-) side. Tidligere har der desuden været endnu en gård på samme side, men temlig langt inde i lonet, nemlig Lónhóll, samt en tredje, Trimbilsstad (Trimbilsstaðir), øst (syd) for lonet; flere gårde har der næppe nogen sinde ligget ved dette[49]. De to af de oven nævnte tre gårde, nemlig Lonsøre og Lónhóll, denne sidste under navnet Hvål (Hváll), omtales i Háv., men med samme unøjagtighed og mangel på virkelig kendskab til egnen, som viser sig overalt i denne sagas stedsbeskrivelser. På Lonsøre boede i følge sagaen Toralv, hos hvem Olavs elskede, Sigrid, tog ophold efter at have forladt Torbjörn; på Hvål boede Torbjörns søster Tordis med sin søn Skarv.


Efter at Håvard for at komme bort fra den voldsomme og overmodige Torbjörn var flyttet til Snefjældsstranden, omtrent halvanden mil vest for Lonsøre, kunde hans får i begyndelsen ikke ret vænne sig til det nye opholdssted. En dag gik hans søn Olav ud for at opsøge de manglende: »han går ud med fjorden, indtil han kommer til Lonsøre«, hvor han træffer alle fårene nede på øren, på det sted, hvor de i sin tid var blevne landsatte. At Håvard har ladet sine får sætte i land ved Lonsøre i steden for at sejle med dem lige til sin ny gård, kan være ret naturligt, da dette sted ligger lige over for Laugardalen; men udtrykket »ud med fjorden« er derimod en påfaldende fejltagelse for »ind med fjorden«. Da Olav var kommen til Lonsøre, gik han til gården for at tale med Sigrid, men da de så Torbjörns fartöj sejle over fjorden og nærme sig land, gik han ned på øren og hjalp Torbjörn med at trække fartøjet på land. Torbjörn agter sig til sin søster Tordis og foreslår Olav, at de skal følges ad, men Olav svarer, at de ikke skal samme vej, da han skal drive sine får hjem; dog følges de et stykke ad — »allt fram fyrir hólinn«, der skiltes vejene. Torbjörn og hans ledsager (Tordis' anden søn Vakr) berede sig nu til at angribe Olav; da denne ser det, trækker han sig op i bakkeskrænten, hvorfra han forsvarer sig. Tordis hører hjemme fra sin gård larmen af de kæmpende, hvorimod hun ikke kunde se dem; men da hun får at vide, hvad der går for sig, ægger hun sin søn Skarv til at komme sine frænder til hjælp. Han løber ud og ned over skrænten (brekken) til kampstedet, dræber Olav, men falder selv. Derefter går Torbjörn op til gården og siger sin søster kampens udfald. — Der er i denne skildring i flere henseender en underlig forvirring. Gården Lonsøre ligger på en lav højde neden for lien inden for en i lonet fremskydende grustange (øre). Fra gården strækker tunet sig ned over en mod tangen affaldende brekke og bedækker tillige den øverste del af øren; umiddelbart neden for brekken ses i det grønne, jævne tun en stor, af nævestore strandsten opstablet stendynge eller dysse, der stikker betydelig af mod sine omgivelser. Denne kaldes »Ólafs rúst« og udgives for Olavs »leiði« [50]. Torbjörn og Olav kan kun have fulgtes ad det korte stykke vej fra øretangens odde til nys nævnte brekke, under hvilken kampen må have stået. — Fra Lonsøre gård kan man både høre og se, hvad der foregår under brekken; her går det desuden ikke an at lade Tordis bo, da pladsen alt er optaget af en anden (Toralv, hos hvem Sigrid var i huset). Fra Lónhóll derimod, som har ligget hen ved en halv mils vej herfra, ikke langt fra bunden af lonet, hvor man i følge A. M. endnu da så tomterne, lader enkeltheder omkring Lonsøre sig slet ikke iagttage. Sagaskriveren har formodenlig ved en urigtig opfattelse eller generindring sammenblandet den »hol«, ved hvilken Olav faldt, med den »Hol«, på hvilken Tordis boede; og på dette grundlag er så den i sagaen indeholdte fortælling om Olavs død bleven formet.


Langs foden af den stejle li står Snefjældsstrandens få gårde i lang afstand fra hinanden. Den tredje gård vest for Lonsøre er Myre (Mýri) eller Tyrdil-Myre (Tyrðil-Mýri), der må svare til Dyrdilmyre (Dyrðilmýrr, Fbr. s. 5), hvor Tormods fader Berse oprindelig boede[51]. Nogle hundrede favne vest for Myre påvises tomterne af en ødegård Håvardsstad (Hávarðsstaðir); da Háv. s. 10 fortæller, at Håvard, vigende for Torbjörn, drager »ud hinsides fjorden«, hvor der var vide landstrækninger, og bygger sig der en gård Håvardsstad, kan det næppe være nogen anden end oven nævnte ødegård, som der i sagaen tænkes på. Dette er også almindelig antaget. Samme antagelse kommer ligeledes til orde i A. M., i det der berettes, at efter sigende skulde Håvard halte have grundet gården Håvardsstad; man mente, at Håvardsstad og Myre altid kun havde udgjort én jord, så at Myre først var bleven bebygget, i det gården fra Håvardsstad flyttedes hertil[52].


Omtrent ud for Myre ligger kort fra land den udmærket indbringende ø Ædø (Æðey, Háv. s. 2). Øen, Isefjordsdybets störste ø, er omtrent en fjærdingvej lang; den ligger i retning fra nordvest til sydøst, er temlig bakket og indskåren af småvige, men ikke så ejendommelig skön som Vigr, hvorimod den er en langt værdifuldere besiddelse; den er således en af de ejendomme i Island, der frembringe mest æderdun (c. 400 pund). På øen er egenlig kun én gård, foran hvilken der ved øens sydøstlige hjørne er en udmærket af en lille holm beskyttet havn; overalt vrimler her af skrigende tærner, der som myg sværme i luften. I sundet, som mod nordvest skiller Ædø fra Snefjældsstranden, ligger en lille holm (Ædøholm). Lige over for denne på fastlandet står Ædøgårdens sæter, Bergsel kaldet, — til øen hører nemlig en ikke ubetydelig landstrækning på den lige over for liggende kyst, der navnlig når temlig langt imod vest. Det er vistnok dette sæter, som der i A. M. (1710) sigtes til, når der berettes, at »Månaberg (Månaberg) hedder den plads, som sæteret fra Ædø nu står på, på fastlandet og i øens land; efter folks sigende skal der fordum have stået en gård (þad er sögn manna, að þar hafi i fyrndinni bygð verið), hvoraf der dog nu kun ses ringe spor i nogle tomte-lævninger. Stedet kan heller ikke bebygges på ny af mangel på tunstykke«.


Under beskrivelsen af øen Vigr er det allerede fremhævet, at denne omtale af en ødegård Månaberg ved Isefjordsdybet måtte medføre, at traditionen om, at den fra Háv. bekendte »Ljot på Månaberg« havde bot på Vigr, ikke kunde antages for ægte. Vel er det besynderligt, at stedsnavnet Månaberg på Snefjældsstrand nu slet ikke skal kendes, end ikke af den nærmeste omegns beboere, af hvilke dog f. eks. folkene i Ædø længe har været knyttede til denne egn; men på den anden side er meddelelserne i A. M. med så stor omhyggelighed indhentede fra hver enkelt gårds beboere, at man næppe på noget punkt tør forudsætte forvirring. Har navnet Månaberg været knyttet til dette sted og, som det synes, i al fald som gårdsnavn kun til dette ene sted ved hele Isefjordsdybet, må det naturlig antages, at det er den her beliggende gård, som Háv.'s Månaberg skal betegne. Stødende er det ganske vist, at denne gård da har ligget i så umiddelbar nærhed ved Håvards-stad. Det synes lidet troligt, at Håvard har villet bosætte sig i nogle få hundrede favnes afstand fra sin værste fjendes broder; ja selv fjendskabet fraregnet er det noget usandsynligt, at man så tidlig har bygget to gårde så tæt ved siden af hinanden på den tyndt befolkede Snefjældsstrand[53].


Uden for Ædøbesiddelserne på det faste land strækker Snefjældsstranden sig endnu flere mil i nordvestlig retning indtil Bjarnanúp(r), der skiller mellem Isefjordsdybet og de såkaldte Jøkelfjorde. På denne strækning ligger præstegården, præst findes her dog ingenlunde altid; nu f. eks. betjænes den lange strækning fra Bjarnanup til Isefjordens bund af præsten på Melgrasøre [54]


Adalvigssvejten nævnedes i den forudgående anmærkning som Islands nordvestligste bygd; den er ved en anden bygd Grunnavigssvejten skilt fra den øvrige del af Vestfjordene. Hoveddelen af Grunnavigssvejten ligger omkring Jøkelfjordene (Jökulfirðir, ældre: Jökulsf—), der oven for Snefjældsstranden skærer sig ind mod øst. Vel udgør også disse fjorde en forgrening af Isefjordsdybet, dog slutter Jøkelfjordsbygden sig i flere henseender nærmere til landet nord for end til de øvrige bygder omkring Dybet, af hvilke den jo kun, og det alene ved en stejl fjæld- eller hedevej, står i umiddelbar forbindelse med Snefjældsstranden. For den ydre dels vedkommende viser Jøkelfjordene sig som én større fjord, hvorfra først længere inde udsendes — mod nordøst, øst og sydøst — fem mindre fjorde, hver med sit særlige navn. Ved dette fjordsystem afsondres næsten fuldstændig den aller nordligste forgrening af de så stærkt sønderdelte Vestfjorde — et af høje fjælde opfyldt næs, der selv indskåret og uregelmæssigt hvad kystform angår strækker sig frem i vestlig retning, mod nordøst, nord og vest beskyllet af det åbne hav. Foruden den del af Grunnavigssvejten, der ligger omkring Jøkelfjordene, indbefattes i samme hrepp og sogn også nogle østligere strækninger hinsides fjældene, langs Vestfjordenes nordøstlige kyst, så at kun den yderste (nordvestligste) del af det omtalte næs lævnes Adalvigssvejten. Også denne udgør én hrepp (Sléttu hr.) og ét sogn, benævnt efter præstegården (Stad i Adalvig). For Grunnavig- sognets vedkommende hedder ligeledes præstegården, der ligger syd for Jøkelfjordene, ikke langt fra Dybet, ved den lille vig Grunnavig (—vík), Stad (navnet, Staðr, betyder jo kun kirkelig stiftelse). Om bægge de her omtalte præstekald gælder det, at de er de måske mest afsides og besværlige på hele Island — Grimsø på Nordlandet undtagen —, des foruden kun lidet indbringende, og som følge heraf vanskelige at få besatte, men dog aldeles uundværlige.


Den sydligste af Jøkelfjordenes forgreninger er den lille Lerefjord (Leirufjörðr), der skærer sig mod sydøst ind i landet. Imod fjordbunden skyder sig en stejl skridjøkel ned fra Drangajøklen, der her når længst mod nordvest, hvorfra en jøkelå finder afløb til fjorden. I langt tilbage liggende tid skal en gård her inderst i fjorden være bleven ødelagt af denne skridjøkel[55].


De andre fire fjorde har en nogenlunde parallel, mere eller mindre bestemt udpræget nordøstlig retning. — Den sydøstligste af dem er Ravnsfjorden (Hrafnsfjörðr), en forholdsvis smal fjord, langs hvis sydside der ligger to gårde; på nordsiden ligger temlig nær fjordbunden gården Álfstaðir, men vest for denne er ødejorden Sviðningsstaðir, hvor man i følge A. M. (1710) endnu da så tydelige spor af gårdens bygninger og indhegninger, men gården havde alt da ligget så længe øde, at ingen vidste anden besked om bebyggelse her, end hvad man kunde læse sig til i sagaerne (i fornsögum). Det er denne gård, som i Fbr. (s. 13) kaldes Svidinsstad (Sviðinsstaðir), og som nævnes i sagaen i anledning af, at fostbrødrene Torgejr og Tormod dræbte den her boende bonde Ingolv og hans søn til tak for den gæstfri modtagelse de havde fundet hos enken Sigrfljod i Jökelsfjordene. På vejen til »Strandir« blive fostbrødrene nemlig nødte til at søge ind i Jøkelsfjordene; de styre ind i en fjord, i fjordbunden finder de skibsskure og skibe; her lander de med deres fartøj og træffer omsider på en lille gård, hvor Sigrfljod boede. Mellem hendes og Ingolvs bygder (ɔ: gårde) var en fjord, siger sagaen, og hun forulæmpedes jævnlig af denne ubillige mand. Da fostbrødrene drager ud til angreb, begiver de sig over fjorden på is og kommer ubemærket til Ingolvs gård, hvorpå en for dem sejrrig kamp følger. — Herefter må man antage, at også Sigrfljods gård har ligget ved Ravnsfjorden, men på dennes sydside; at fostbrødrene landede i fjordbunden, må vel ikke tages for bogstavelig, i al fald er ingen gård der i nærheden. Omtrent midtvejs ved sydsiden af fjorden ligger derimod gården Øre (Eyri); måske man også som Sigrfljods bolig kunde tænke på gården Kjos (Kjós), der ligger yderlig ved fjorden, men ved bunden af en lille vig, der her skærer sig ind mod syd. Den antkv. indb. nævner en Sigrfljods høj ved Ravnsfjord, men desværre uden nærmere angivelse af dens beliggenhed [56]. Jøkelfjordene ere adskilte fra hinanden ved høje klippenæs og pynter, af hvilke fjældpynten mellem de to østligste fjorde tillige danner grænsen mellem de to bygdelag[57]. Den østligste Jøkelfjord, Hestørefjord (Hesteyrarfjörðr), hører nemlig til den følgende hrepp (Sléttu hrepp) og Adalvig sogn.


Vest for Hestørefjorden strækker sig langs kysten det hen ved to mil lange sammenhængende fjæld Grænahlíð, et af hovedfindestederne for det islandske brunkul, surtarbranden[58]. Med Rit(r), Grænahlidens nordvestligste pynt, er hovednæssets vestligste punkt nåt, og kysten antager nu en nord-nordøstlig retning[59]. Nord for Rit skærer en forholdsvis stor bugt Adalvig (Aðalvík) sig ind; op fra denne strækker sig blandt flere smådale én i sydøst, i hvilken præstegården Stad står. Den egenlige Adalvig, landet om bugtens sydøstlige vig, er til bægge sider ud imod kysten indesluttet af næsten uoverstigelige fjælde. Mod vest skiller et sådant fjæld vigen fra den nærmest Rit liggende Skåladal (Skáladalr), hvorfra svejtens indbyggere foråret igennem drive fiskeriet. Men navnlig mod nord over fjældet, som skiller mellem Adalvigen (Tværdal) og den nord for liggende Midvig, findes en berygtet vej, den såkaldte Hyrningsgata. Stien, der er meget stejl og smal, ligger yderst i fjældpynten ud mod søen; den er overordenlig farlig, især om vinteren, og hyppige ulykkestilfælde indtræffe. Ofte må den vejfarende hugge sig trin i sneen med økse og ved hjælp af et tov klatre op og ned.


Med Adalvig begynder i følge Ldn. (s. 124) Gejrmund heljarskinds andet landnam; han fandt nemlig, fortælles der, Skardsstranden (D.) alene for lille for sig og drog vest på Strandene (Strandir) og tog der land fra Rýta-gnúp(r) mod øst til Horn og videre øst på til Straumnes. Rýtagnúp må være det nuværende Rit; ganske nøjagtig efter den nuværende talebrug er det dog ikke at lade »Strandene« begynde allerede med Rit; de tage nemlig deres begyndelse først hvor kysten antager en fuldstændig østlig retning. Men i hvert fald hørte den langt største del af Gejrmunds landnam, der strakte sig mod øst betydelig ud over Adalvigssvejten, til Strandene. I dette landnam havde han fire gårde, som han lod bestyre af sine trælle — bestyreren af gården i Adalvig kaldes dog hans »årmand«.


Mod nord begrænses Adalvigsbugten af en længere fjældstrækning Látrafjall, bag ved hvilket en smal vig skærer sig ind, ved en ud mod kysten gående fjældpynt adskilt fra det endnu nordligere liggende Fljot[60]. Fljot (Fljót) er navnet på en ikke ubetydelig dal, der mod nord begrænses af en mod vest udløbende fjældkam, hvis yderste pynt Kögr danner grænsen mellem den egenlige »svejt« og »Strandene«. — Hinsides Kögr bøjer kysten bestemt imod øst indtil hen mod det bekendte forbjærg Horn, hvorefter den antager en sydøstlig retning, som fortsættes langt ud over dette syssels grænser. Ved »Strandene« forstås nu særlig den tyndt befolkede, uvejsomme kyststrækning på bægge sider af Horn, hvoraf den vest for Hornet liggende del i sognebeskrivelsen benævnes Vester-Strande (Vestrstrandir). Egenlig tilkommer »Strande«-navnet dog ikke disse egne alene, men omfatter hele Vestfjordenes nordøstlige kyststrækning, hvoraf største delen nu hører til Stranda syssel, der jo også bærer navn efter »Strandene«.


Gennem Fljót-bygden strækker sig en langagtig indsø, der optager störste delen af dalbunden, og som vel oprindelig har givet bygden navn, skønt den nu selv bærer et andet. Dalen skildres som græsrig, fiskerig og med flere andre fortrin, men i den grad hjemsøgt af uvejr, kulde og tåge, at den kan anses for den dårligst beliggende plet på hele Island; den har også en tid lang i forrige årh. ligget øde, hvad der tillige gælder om adskillige gårde på »Strandene«. Af gårdene i Fljot kan mærkes Atlastad (Atlastaðir) noget fra kysten, nord for indsøens afløb. Gården har formodenlig navn efter Gejrmunds træl »Atle i Fljot«, hos hvem landnamsmanden Vebjörn Sygnakappe med søskende fik en gæstfri modtagelse og underhold vinteren over, efter at de ved egen brøde var strandede (Ldn. s. 149). De var nemlig allerede landede ved Hlöðuvík på Vester-Strandene, og Vebjörn var ved at forberede en stor ofring, der skulde modvirke en anden, som deres fjende Håkon jarl samme dag foretog dem til fordærv; men da lod Vebjörn sig af sine brødre overtale til påny at stikke i søen uden at bryde sig om ofringen og samme dag led de skibbrud under nogle store hamre; her slap de med nød og næppe op, i det Vebjörn viste vej ved at gå foran; stedet kaldtes derefter Sygnaklev (—kleif ɔ: Sygnernes eller Sogningernes klev.) Sygnaklev er en stejl klippe, der skyder sig frem i søen hinsides fjældet nord for Atlastad; oppe på klippen står en stor sten, som Vebjörn med følge (18 mand) skal have flyttet til sin nuværende plads; han brugte den nemlig, fortælles der, til derom at slå det tov, ved hjælp af hvilket de lode sig glide ned over klevens vestside, da de havde lidt skibbrud øst for kleven; med det af godset de havde bjærget, siges der, drog de så ud til Atlastad, hvor de indrettede sig en skåle og opholdt sig deri om vinteren. Skåletomten vil man endnu påvise på en høj dér i tunet[61]. Besynderligt nok er det ellers, at Ldn., hvor der tales om Gejrmunds fire gårde, ikke nævner nogen gård i Fljot, men derimod lader Gejrmunds mest betroede træl Atle bo i Barðsvik (hinsides Horn). Foruden denne gård og den i Adalvig nævnes som det tredie sted, hvor Gejrmund havde en træl boende, de såkaldte Vestre Almindinger (Vestri almenníngar); de skulde nemlig være opståede ved, at landet, da den herboende træl efter Gejrmunds død grebes i fåretyveri, udlagdes som alminding til fælles brug. Den fjærde gård var i Kjaransvig. De Vestre Almindinger høre til de første strækninger, der møde en på Vester Strandene; men da kortet her ikke synes at være ganske nøjagtigt, og da navnlig stedsnavnene til dels er mindre rigtig anbragte, må de forskellige lokaliteters beliggenhed her udførligere angives. Straks vest for Kögr møde to små vige Kagravik og Sandvik, adskilte ved en højde Grjótleiti og for Sandvigs vedkommende med Sygnaklev som den østlige begrænsning; oven for disse steder hæver sig fjældet Sandvikrfjall[62]. Drivgodsrettigheden ud for disse steder tilhører Adalvigskirken; men hinsides Sygnaklev begynder Almindingerne. Disse skildres som en i forhold til bredden meget kort dal, bag til og til siderne begrænset af en sammehæhgende fjældstrækning og indskåret af en række ved højder og næs adskilte småvige (disse angives i sognebeskr. i følgende orden fra vest til øst: Sygnakleif, Ytri Haugavik, Vestri Haugar, Eystri Haugavík, Nyrðri Haugar, Kirfisbás, Balaströnd, Brimilshöfn, Hafnarskegg, Lagna-bás, Krosshamar, Selvogr, Kjalarárnúpr — hvor alle vigene er udhævede). Mod øst adskilles Almindingerne fra Kjaransvig ved Kjalarånupen; deres udstrækning langs søen angives til hen ved 1½ mil. Som det fremgår af navnet, er her (så vel som i de endnu større østre Almindinger hinsides Hornet) landet med hvad udbytte det kan give fælles for alle. Udbyttet, som man her kunde erhverve sig af drivhval og frem for alt drivtømmer, vilde i og for sig ikke være så ringe, men betydningen af disse herligheder formindskes betydelig ved, at enhver transport herfra ad landvejen er en umulighed, og til søs lader tømmertransporten sig kun med vanskelighed udføre ved hjælp af Islændernes nu brugelige fartøjer[63]. — Strandene og særlig Almindingerne her besøgtes i oldtiden hyppig af løse og ledige folk som Torgejr og Tormod (Fbr.), eller af driftige bønder som Torgils fra Lækjarmot, med hvem fostbrødrene havde en strid på Øster-Almindingerne. De her forekommende drivhvaler var for bægge klasser et fristende bytte. Fostbrødrene har dog vel især holdt til på Vester-Almindingerne, i al fald fremhæves det særlig (Flatb, II., 159), at de en gang var draget helt nord til Horn; her er det, at Torgejr giver et bevis på sin dødsforagt ved uden at ville råbe om hjælp at hænge i lang tid båren af en enkelt hvannplante højt oppe i en stejl fjældskråning, indtil Tormod tilfældigvis fik øje på ham og kom ham til hjælp; stedet benævntes derfor, siger sagaen, Torgejrsto (Þorgeirstó).


Kjaransvig, der som oven for bemærket ved Kjarlarånup er skilt fra Almindingerne, er ved en anden fjældpynt adskilt fra den øst for liggende Hlöðuvík, som igen ved et næsten ufremkommeligt fjæld er skilt frá den nord for liggende Hælavík, (A. M.: Hælarvík, kortet: Heljarvík). Mellem denne og den øst for liggende Rekavík skiller Hælavikrfjæld, frembydende lignende vanskeligheder, som det nys nævnte [64]. Ved en fjældpynt er Rekavík mod øst adskilt fra en rundagtig lille bugt, op fra hvilken et noget større underland strækker sig; vestlig i dette dalstrøg ikke langt fra kysten står gården Hövn (Höfn), mod øst begrænses bugten af det kileformig fremløbende Hornbjærg; i et lille dalstrøg vestlig under dette står Vestfjordenes nordligste gård Horn.


Som det nordligste punkt i denne del af landet er Horn (Grt. s. 102) et af de bekendteste islandske forbjærge, af fremmede i reglen kaldet Kap Nord; ikke alene om Horn, men om Vester-Strandene i det hele gælder det, at uagtet disse egne ikke ligefrem skæres af polarcirklen (dette er derimod tilfælde med visse egne i det nordøstlige Island), når de dog så nær op under denne — den falder kun nogle minutter nordligere end Horn —, at også herfra set synes solen ved midsommerstid at svæve hen over havfladen uden, selv når den står lavest på himlen, at forsvinde under horisonten. — Olavius beretter, at man på Hövn havde ladet en del af tunet indvie for at have et sted, hvor ligene om vinteren kunde begraves, når det var umuligt at føre dem til kirke, og at man på hans tid viste 10 sådanne gravsteder der. Det er forklarligt, at man har måttet gribe til en sådan udvej; til Stad i Adalvig er der fra disse længst borte liggende gårde over fem mil, og vejen fører tilmed over de vanskeligste og besværligste fjælde, man kan tænke sig; ligeledes er hele svejten igennem og særlig på Strandene de enkelte gårde næsten fuldstændig aflukkede fra hinanden ved fjælde, der i almindelighed ikke lade sig passere af heste og ofte ikke uden fare af gående; så de slette veje er unægtelig en af de störste ulæmper i denne svejt, som den omgivende sø kun delvis afhjælper. Ti den længste tid af året er det naturligvis farligt eller ugørligt at færdes længere strækninger i åbne både; havet er ofte oprørt, og stærke strømme ligge ud fra omtrent ethvert næs [65].


Hornbjæiget, der strækker sig i en længde af hen ved halvanden mil fra sydøst til nordvest, stejlt affaldende mod søen og længst i nordvest endende med en lodret pynt, udmærker sig ved sin rigdom på bjærgfugle (alker); med disses fangst er man beskæftiget hele forsommeren igennem, og heri deltager ikke alene gården Horns beboere og de, som for fiskeriets skyld opholde sig her; men ved fuglebjærgene aflægges der fra de fleste gårde i svejten et besøg i løbet af forsommeren for at nyde godt af det udbytte, de give. Først er man kun beskæftiget med at opsamle de døde eller vanføre fugle; »vanføre« kaldes de fugle, der bedøvede eller sårede af de fra bjærget nedstyrtende sten falde til jorden. Dette sker navnlig efter regn. Når det regner, løsnes nemlig grus og sten i bjærgsiderne og rammer både de fugle, som sidder i fuglebjærget, og dem, som er ved at flyve til og fra. Disse enten dræbes eller bedøves; og fuglenes mængde er så uhyre, at man af således nedstyrtede fugle ofte finder mange hundrede ad gangen. Senere »siger« man et par gange efter æg, og de sidste uger, medens fuglefangsten står på, gælder »siget« kun selve fuglen[66]. Den højeste tinde i Hornbjærget er over 1600 f., bjærget gennemgående vel omtrent 1500 f. østen for dette falder grænsen mellem Adalvig og Grunnavig svejt ved den lille Låtravig.


Hornstrandene set fra havet - (W.G. Collingwood, 1897)
Uagtet, som det kan tænkes, fjældene i Adalvigsvejten er nøgne og øde, mangler det lavere liggende land dog ingenlunde frodighed, og på mange steder skal dalstrøgene endog være usædvanlig græsrige [67]; men fordelen herved tilintetgøres for en stor del ved den idelige tåge og slud, som hersker her om somren (navnlig på Strandene) og som ofte forhindrer indbyggerne fra at få gavn af deres hø. En hovedulæmpe for disse egnes beboere er, som alt tidligere berørt, havisen, der her er en jævnlig gæst. »Altid kommer her nogen havis«, siger sognebeskrivelsen, »og som oftest megen. For det meste driver den længe om uden for kysterne, fjærnt eller nær; og i den tid hersker bestandig uroligt vejr af alle kanter og voldsomme storme med vekselvis kortvarig tø af syd og vest og tågesnefald og isslag af nordvest eller stundom nordøst, dog er nordvinden den fremherskende. Men når isen er bleven landfast, indtræffer altid stille vejr og nogle dages tø, men aldrig stadigt tøvejr; bestandig er søen fri for brænding, når den er i nærheden. Stundum kommer den så pludselig, at skönt intet ses til den om aftenen fra de højeste fjælde, da kan dog næste morgen alle vige være fulde af den, og med samme hurtighed forsvinder den som oftest igen fra det faste land. Da den störste del af den er under vandet, har strømmene mere magt over den end vindene undtagen i vedholdende storme, da får vinden som oftest overmagten. Sjælden slår det fejl, at fiske- og håkarlestimer kommer forud for isen; ligeledes kan det ske, at bjørne kommer på den, men det er dog kun sjælden, at de blive tilbage, når den går igen; de er stundum blevne dræbte her med ægvåben. Hvordan som vejret er, når isen er ud for landet, så er det altid mere råt og kulden ubehageligere end i samme vejr under andre forhold. Man har lagt mærke til, at når isen længe ligger nær land eller landfast, da hæmmer den græsvæksten om foråret, og kreaturerne forårsager den uro og fugtigt udslæt, så at de ikke vil trives og undertiden dør heraf; ligeledes bevirkes for menneskers vedkommende uro og utålelig kløen i huden, selv om intet udslæt følger efter. Stundum følger hvaler med isen, ɔ: de dø i den og drive siden på land; det kan også ske, at de løbe ind i vigene for isen, men at denne da lukker således for dem, at de ikke kan komme ud igen (på denne måde fangede man i 1837 elleve store hvaler i Adalvigs-svejt). En gang — i én måned (ɔ: marts-april) 1817 — fik man en masse vadesælsunger på isen; der var en sådan mængde af disse, at man kunde fylde den ene båd efter den anden med dem. For isens ankomst kan ingen regel gives — strømmene antages ikke at have fuldstændig herredømme over den —; hvis den er kommet ved midvinterstid eller lidt før (ɔ: i januar), forsvinder den oftest allerede i februar, og derfor siger man: »Sjælden er mén ved midvinters is« — det står formodenlig i forbindelse med strømskiftet; efter midsommerstid ses den sædvanlig ikke længer fra landet af, men efter hvad der berettes fra fiskeskibene skal den i mange somre ikke have forladt havene her. Undertiden kommer drivtømmer forud for isen, men som oftest indeslutter den tømret i sig; og det er hændt, at man har set tømmmerbunker brænde ude i havet, og da driver der ofte en stor mængde brændt og svedet tømmer i land — årsagen til en sådan brand antages at være den, at tømret er bleven gnedet så voldsomt sammen i isen, at der er gået ild i det.«[68]


I tidligere tid var de få beboere af disse afsides egne fattige og oven i købet — skønt med urette — ilde berygtede (mistænkte for trolddom o. d. l.); nu er forholdene her en del forandrede. De fleste ødegårde er efterhånden blevet bebyggede, og med produkternes stigende pris og den større ævne til at benytte de herværende indtægtskilder er også velstanden stegen betydelig. For Strandenes vedkommende giver i følge sognebeskrivelsen drivtømret ejerne det forholdsvis störste udbytte; det købes nemlig af de fjærnere boende på det sted, hvor det tilfældig er drevet i land, og i løbet af vinteren sender da køberne folk til stedet for at save tømret. Hen hvad der ubetinget nu mest bidrager til at hæve de mere heldig stillede til en større velstand, er håkarlefangsten, der på Island navnlig foregår fra nord- og nordvestkysten [69].


At man i disse afsides egne må kunne finde mange lævninger af en ældre tids anskuelser, overtro o. d. l. er utvivlsomt; også gårdenes bygning synes at have et vist gammeldags præg. Således er i følge sognebeskr. hølader og kostald sædvanlig sammenbygget med gårdens hovedbygninger, så at der fra disse er umiddelbar adgang til hine; og kostalden er som oftest anbragt under badstuegulvet.


Østen for Horn strækker kysten sig fra Låtravig i sydøstlig retning til det høje forbjærg Gejrolvsgnup (Geirólfsgnúpr, nu sædvanlig kaldet Geirhólmr), der danner grænsen mellem Isefjords og Stranda sysler. Denne lange, men tyndt befolkede strækning, der, som tidligere nævnt, hører til Grunnavigssvejt, benævnes til forskel fra de Vestre Strande Nord-Strande (Norðrstrandir), stundum også Hornstrandene (Hornstrandir) — et navn, der i de ældre kilder også omfatter en strækning hinsides Gejrolvsgnup. Straks hinsides Låtravig begynde de såkaldte Østre Almindinger (almenningar hinir eystri, Grt. s. 61). Deres udstrækning langs søen skal være omtrent dobbelt så stor som de vestres, og ligesom disse skal de så at sige kun være tilgængelige fra søsiden. Østlig i Almindingerne har et sted Bjarnanæs (—nes) undertiden været bebygget; kreaturer er det dog på grund af mangel på græs umuligt at holde her. Hvis dette Bjarnanæs er det samme som det i Ldn. (s. 156) nævnte Bjarnanæs, hvor Skjalda-Björn, hvis landnam dog først begyndte noget østligere, havde sin anden gård, så skulde man her i sin tid have kunnet se »hans store skåletomter«. Øst for Almindingerne ligger Smiðjuvík, hvor der findes en bebot gård: det samme er tilfælde med den derpå følgende Barðsvík, der skal være ret frodig og indbydende til beboelse, — her havde jo også allerede Gejrmund heljarskind en af sine gårde. Mellem Bardsvig og Bolúngarvík (i følge A. M. Bolunga-vík, opr: Buðlunga-vík) skiller forbjærget Straumnes; ved dette begynder Skjalda-Björns landnam. Også i Bolungarvig står en enkelt gård. Sydøst for denne vig skære tre noget større fjorde sig ind: Furufjord (Furufjörðr), Taralåtrsfjord (Þaralátrsfjörðr) og Reykjarfjord (Reykjarfjörðr), der nu alle er beboede. Oven for disse ligger den nordligste del af Drangajøkel, som udsender en skridjøkel ned mod hver fjord, ja er i Taralåtrsfjord endog kun en halv mil fjærnet fra kysten. Denne fjord, der for sin nuværende temlig unge bebyggelse længe havde været ubebot, nævnes i Eb. som opholdssted for den voldsomme Ospak fra Bitra (Str.), der med sine tilhængere måtte flygte for Snorre gode; til ham kom en anden ugærningsmand, der havde ligget øde på Norderstrandene, og de indrettede sig nu en af et virke omgiven gård her, som de dog tvungne af de omboende bønder snart nødtes til at forlade. — I Reykjarfjord, der bærer navn efter nogle varme kilder, findes to gårde; ved den ene, Kirkjuból skal i følge A. M. efter traditionen fordum have været en kirke eller et kapel (ødelagt af søen). Også her, ved gården Reykjarfjord, har man i følge Olavius måtte udsøge en plads til at begrave de døde, som man ikke kunde føre til kirke. Det er beklageligt, at så vel dette kapel som et tilsvarende i Furufjord (ifg. A. M.) er bleven nedlagt; ti fra den til Grunnavig sogn hørende del af Strandene er kirkevejen om muligt endnu besværligere end fra Vester-Strandene. Vejlængden er 7—8 mil, fra Smidjuvig må man bryde op om fredagen, hvis man vil have nogen udsigt til at nå kirken om søndagen, og rejsen går så over tre besværlige fjælde. I øvrigt er forholdene naturligvis i hele denne sidst beskrevne strækning meget ensartede med dem på Vester-Strandene. Her er den samme velsignelse af drivtømmer, men også de samme af havisen, tåge og kulde flydende ulæmper. Sete fra søen skal Norder-Strandene frembyde et endnu vildere, mere goldt og øde udseende end strækningen vest for Horn.


Reykjarfjord med den tilhørende lille Sigluvík er mod øst begrænset af Gejrolvsgnup, der, som oven for nævnt, danner grænsen mellem Isefjord syssel og og Strands syssel




WGC.P006.jpg


Se Tillæg og rettelser



Fodnoter

  1. Værst er det som sagt for lasthestene; på grund af de mange stejle fjælde have disse i egnene her omkring foruden som sædvanligt at være forsynede med halerem også som oftest paksadlerne befæstede med et særligt bånd bag om lårene.
  2. En virkelig »ø« synes derimod at måtte dannes af Mjolkå, i det sognebeskrivelsen siger, at den delt i to arme løber ned over fjældskråningen. Dog er det næppe denne ø, den gamle således benævnte gård har taget navn efter. — Blandt flere ødehjålejer i Borgs land nævner A. M. Hóvsákot (Hófsárkot), hvis fremtidige genopbyggelse var umuliggjort ved Hovsåens ødelæggelser. Arne Magnusson har i marginen tilføjet: »Eyarkot har det også været kaldet". Sighv. Grimssön meddeler i nogle endnu utrykte topografiske optegnelser, at der findes en måldage på pergament for gården Hvamm i Dyrefjord, som er skrevet på Ey i Arnarfjord.
  3. Sagnet vil, at fra Sjónfríð skal 18 veje have gået ud.
  4. Det er interessant, at den heje fjældmule nordøst for gården hedder Ánarmúli, da navnet upåtvivlehg stammer fra landnamsmanden Án, Bjartmars fader, som først bebyggede Øre.
  5. Dette sagn om Ravnssønnernes flugt synes at have uddannet sig (eller holdt sig?) uden støtte i nogen sagaberetning.
  6. Endvidere kan mærkes de såkaldte lævninger af en løngang, en lang, buet fordybning mellem to banker, der strækker sig fra husene ned mod stranden, hvor den oven til i den græsgroede skrænt ender med en fordybning eller et hul; fremdeles er her en »Gvendarbrunn(r)«, rundt om i egnen »Grettestag«, ja endog lævningerne af en såkaldt »skrifstofa Hrafns«(!) kan man nu få påvist.
  7. Med hensyn til sagaens udtryksmåde, hvor Gisles rejse fra hans hjem i Dyrefjorden over Arnarfjord til Gejrtjovsfjord omtales — og undervejs var det netop, at han udførte oftnævnte stenkast — kan mærkes, at i disse fjorde modsættes »nord« og »vest« hinanden.
  8. Skildringen i Gísl., særlig af Haukadal, vidner i det hele om nøje kendskab til egnen; overalt hvor der er uoverensstemmelse mellem redaktionerne I. og II., vil II. vise sig at have det i topografisk henseende rigtige.
  9. Men som dog ikke desmindre siges at have været »goðahús«(!).
  10. Også A. M. (1710) omtaler de store indhegninger og mange tomter på det den gang ganske ubebyggede Sæbol, som alt da længe havde ligget øde; også omtales en tomt, der i følge sit udseende kunde bekræfte sagnet om, at her havde været bønhus.
  11. Olavius (rejsebeskr. s. 60) har »Koltur« som en selvstændig (øde)gård, nævner derimod ikke Annmarkastad.
  12. Dette passer med Gísl. II. (s. 90, 101), der lader Torgrim nev bo »inden for åen«, hvorimod Gísl. 1. (s. 18) har .uden for åen«.
  13. Foruden disse gårde vil man endnu længere nede, nordøst for Nevstad påvise tomter af en ødegård Sólheimar.
  14. Som karakteristisk for forholdet mellem de to recensioner af Gísl. kan anføres, at hvor II. (s. 120) naturlig og rigtig har »Sandaós«, har I. s. 20) »til sauðahúss«.
  15. Arne Magnusson omtaler i et brev til provst Hjalte Torstenssön (1727), at der på Tingøre i Dyrefjord er overmåde mange bodtomter; han har talt omtr. 40, og en del af disse er utvivlsomt tingboder. Addit. 5, fol.
  16. Vm. nævner også et ”Þíngmanna rjóðr” i Dyrafjarðarbotn; oven for dette ”Tingmande rød”, ”på venstre hånd, når man rider op på Glåma”, ejede nemlig kirken i Holt i Önundarfjord (Isf.) skov.
  17. Hermed stemmer Olavius, rejsebeskr. s. 15, der anfører, at handelsstedet skal have stået på Valsøre i de tyskes eller hansestædernes tid, og at man der endnu ser levninger af husene. Hvor lenge handelsstedet har stået på Tingøre, er ikke let at afgöre, A. M. (1710) omtaler det som stående dér, og den plads har det vel haft under hele den danske enehandels periode. Dyrefjord nævnes allerede blandt handelsstederne i Kr. lV.s første oktroj (1602).
  18. Mærket for gården Hraun synes på kortet fejlagtig afsat øst for åen i i steden for vest for denne.
  19. I fjældet vest for Sæbol påvises en Ingjaldshøj, hvori landnamsmanden Ingjald, Ljots oldefader, skal ligge; den skal se ud til at være menneskeværk. Desuden påvises i Myre hrepp endnu et par andre »fornmanna«høje og nogle Grettistök. — Den antkv. indb. (1818) beretter, at der vide i disse sogne findes såkaldte »Landdísa-steinar«, hvori almuefolk mener, at landdiser bor; derfor er det forbudt børn at lege der omkring, og ingen må der i nærheden drive spøg og munterhed; man må ikke rykke græs af dem eller slå græs der i nærheden — sker dette, tror man forvist, at der vil hændes folk en eller anden ulykke.
    I Alvidra ses (ifg. sognebeskr.) kort fra tunet en aflang firkantet indhegning af knap »hundraðsstærð« sådanne skal findes på adskillige steder uden for gårdenes tun, og det er den almindelige mening, at folk fordum plejede at give trællene som løn for tro tjeneste så meget land, som de pågældende kunde omgærde på én dag, og at disse indhegninger skulde skylde denne skik deres oprindelse.
    I et af fjældene oven for gården Gerðhamrar vest for Alvidra findes en lille sø, hvor i følge sagnet en »nikr« (vandhest) skal bo.
    I fjældene vest for Ingjaldssand ud mod søen findes, som vide andet steds i Vestfjordene, surtarbrand (sognebeskr.).
  20. En sønderbrudt runesten skal findes foran kirkedøren på Holt (F. Magnussons isl. brevsamling, 28/12 41, Geh. ark).
  21. A. M. beretter, at man endnu da så tomter kort neden for Holts sel på det Arnkelsbrekka benævnte sted, hvor der i følge sagnet en gang skulde have stået en gård, men rigtig nok for meget lang tid siden, og uden at nogen vidste, når den var lagt øde.
  22. Da der således også i Önundarfjord dannes en »vadal« kunde det tænkes, at stundum dette sted var ment, når der i sagaerne tales om landing i Vadal. Når således Torbjörn Tjodrekssön, der havde hjemme i den inderste del af Isefjordsdybet, i Hav. (s. 21) fortæller, at han agter sig med et fartøj »vestr i Vaðil« for at hente en fra udlandet hjemkommen slægtning, og at han tænker at være borte omtrent en uge, passer en sådan tidsangivelse og det hele foretagende bedre til Önundarfjordens nogenlunde nære beliggenhed end til den fjærne Vadal på Bardastrand. Men Hav. er dog, hvad det topografiske angår, så upålidelig, at man næppe af denne angivelse tør slutte noget bestemt. Sandsynligheden af en sådan antagelse formindskes også ved den måde, hvorpå Vadlen (bevislig Bardasttands-vadlen) omtales f. eks. i Fbr., som gaves der kun én sådan.
  23. Om denne Ölve skal i følge samme kilde gå nogle ”ómerkar drauga historiur” mellem almuen, ligesom indberetningen også omtaler, at en runesten (?) skal være fundet dér i nærheden i Ölversdal. Ölveshøj omtales nærmere og beskrives (rigtignok temlig sagnagtig) af Jon Olavssön fra Grunnavig i en lille afhandling (Antkv. Ann. IL, 159 ffg.), der er interessant ved sin naive troskyldighed. Forf. står på folketroens standpunkt, og navnlig fra Isf., hvor han var barnefødt, gengiver han vistnok med megen troskab flere af den tids lokalsagn. — Om en til et kors på heden mellem Bolungarvig og Skålavig knyttet overtroisk frygt se hos samme forf. Addit. 44 fol,, 8de afh.
  24. Sognebeskr. for Øre og Hol (1845) indeholder forskellige sagn om Turid sundefylder, der er aftrykte i Ísl. Þjóðs. I., 211—12, således det karakteristiske sagn om Turid og hendes broder Tjodolv, til hvilket der dog af præsten er føjet forskellige forbehold: »relata refero«, »risum teneatis«. Et andet af sagnene — der kommer igen på mangfoldige steder i landet knyttet til et eller andet af de bekendteste hedenske oldtidsmennesker hjemmehørende i vedkommende egne — fortæller, hvorledes Turid i forudfølelsen af, at Hol (kirkestedet i Bolungarvig) vilde blive et helligt sted — hun så lys brænde der — fattede nag til stedet, forbød at lade kvæget græsse der, ja lod endog en enkelt ko dræbe, som ved uagtsomhed var kommen op på holen. — Angående stedet for Vatnsnes berettes også her. I den tredje af de smådale, der strække sig op fra Bolungarvig, ligger en lille sø, hvorfra en »os« løber ud til fjorden; hvor osen falder ud fra søen, dannes et næs, hvor man mener, at Turids gård har stået. Dog siger sysselbeskrivelsen, at Turids gård er »orðinn að ægissandi«.
  25. Medens Isefjord således har hævet sig til Vestlandets eneste købstad, har den anden vesterlandske handelsplads Grundarfjord (Snf.), der samtidig med Isefjord i slutningen af forrige årh. fik købstadsprivilegier, haft en ublidere skæbne og er bleven stillet i skygge af Stykkesholm (se disse).
  26. I Ísl. þjóðs I., 648 er fra Olavii rejsebeskr. anført et også nu kendt sagn om, at der i en lille sø øverst oppe på Kovre skal findes »naturstene«. Omtrent neden for dette fjæld strækker sig fra vestkysten en tange Langøre (— eyri) ud i fjorden, hvorved der inden for øren dannes en fortrinlig havn. På øren (hvor der nu skal være bygget et fårehus) fandtes i følge Olavius, rejsebeskr. s. 23—24, den gang betydelige lævninger af ældre »tyske, handelsbygninger: i alt 14 tomter, en art skanse eller gærde tværs over øren, en dam »skipatjörn«, hvor skibene om vinteren skulde have ligget.—Jon Olavssön har i Addit 44, fol. 6te afh. beskrevet en oldtidsbegravelse — stensat, dækket af en stor sten, med abrændt lig — der i hans tid skulde være funden på gården Fót(r); men beskrivelsen ser noget mistænkelig ud.
  27. Egg Olavssön anfører i sine Enarrationes (s. 103), at Glåma har kan som afløb nogle få bække, af hvilke den største falder ud i Skötufjord.
  28. En unøjagtighed ved B. G.s kort, som der måske her er bedst lejlighed til at gøre opmærksom på, er, at den på kortet ”Skálavík” benævnte gård på østsiden af Skötufjord hedder ”Kálfavik”, hvorimod ”Skálavík” er den yderste gård på østsiden af Mjovefjord.
  29. Efter ved et spydkast at have dræbt en vagtpost ved et udebur i tunet og efter at have truffet forsigtighedsregler, for at ikke Ljot, der havde en löngang, som førte fra sængekamret ud bag om husene, skulde undslippe gennem denne, trænger de ind i husene, hvor alle overraskes sovende. — Neden for Forne bæ er der en lille vig, hvor det sædvanlige landingssted i sin tid må have været; efter som man nu udmaler sig begivenheden, antager man imidlertid, at Håvard er rot nord om øen og er landet i en af de såkaldte ”básir” eller ”skot” (mellemrummene mellem de ned mod søen lodrette klipper), hvor de kunde være ganske ubemærkede; derfra er de så klatrede op over Månaberget, fra hvis kant man forestiller sig, at spydet slyngedes efter den flygtende vagt; afstanden til tomterne er vel 50-100 al.
  30. Ved den anden gård Laugabol (Laugadalsstrand) fandtes ifg. A. M. en gammel ødehjåleje Bakke eller Bakkakot; skulde navnet Bakke fejlagtig kunne være kommet ind i sagaen ved en forveksling mellem de to gårde ? ? ?.
  31. Angående Breiðfirðínganes (Bredfjordingenæsset) fortælles, at det skal have sit navn af, at Bredfjordingerne her en gang fordum skal have tabt i en kamp mod Isfjordingerne (ligesom en kamp mellem indbyggerne fra de samme bygder, men med omvendt udfald, skulde have fundet sted ved Ísfirðíngagil sønden til i Torskefjordshede) — skulde det være dunkle reminiscenser fra den tabte del af Gþ., i Laugardal boede Torbjörn stokks broder Tord.
  32. Således benævner sagaens ene recension dalen, II. har: Laugadal, Flatb. Laugardal.
  33. Ved Isefjordsdybet og dets sidefjorde falder ellers ingenlunde i det hele betegnelserne »ind« og »ud« sammen med ”øst” og ”vest”, men de bruges kun simpelt hen for at betegne retningen længere ud efter eller ind efter i vedkommende fjord.
  34. Midt på vestkysten ligger gården Eyri; Arne Magnussön forespørger sig i et brev til Hjalte Torstenssön (1727) om tomterne ved øre i Mjovefjord, om hvis betydning han er uvis (Addit 5. fol.).
  35. Dette stemmer aldeles med en mundtlig meddelelse fra præsten i Vatnsfjord (provst Torarin Kristianssön); kirke-måldagerne for Vatnsfjord gjorde det i følge ham klart — så vel ved gårdenes plads i opregningen som ved bestemmelsen om det omtalte “skógar ítak” —, at den deri nævnte gård Jökulkelda måtte være Kelda ved Mjovefjord. Af de to former for gårdens ældre navn er vel Jökul- (eller Jökuls-) kelda at foretrække. Navnet er i øvrigt noget besynderligt, da det ikke er let at se, hvorfor denne gård særlig skulde være benævnt efter nogen jøkel (vel sagtens Glåma). Ved den anden jøkel — Drangajøklen nord for dybet — hvorefter en gård i denne del af landet kunde tænkes at være bleven benævnt, har utvivlsomt aldrig ligget nogen gård Kelda.
  36. Flatb. (s. 102) har et endnu stærkere udtryk, at Vermund ikke vilde lade fostbrødrenes tilholdssted være “ved sin gård”.
  37. Se “Om Haavard og hans Viser”, s. 140.
  38. Skulde gårdsnavnet Eyri kunde give et tilknytningepunkt: Eyri — Mýri (ved fejllæsning) — Dyrtilmyri.
  39. Desuden nævnes et “Grettistak” (antkv. indb. 1820).
  40. I det oldnordiske museum findes blandt genstandene fra den ældre middelalder en bronceløve, der tiltrækker sig særlig opmærksomhed, ved at den bærer en runeindskrift, hvorefter den skulde være skænket til Vatnsfjord kirke af den oven nævnte hövding Torvald Snorresson og hans hustru, Snorre Sturlassöns datter Tordis. Løven er et såkaldt lavatorium, et af de for det 12te og 13de årh. karakteristiske, fantastiske vandbækkener, der havde deres plads på alteret, for at præsten efter messen kunde have vand til at overgyde sine hænder med. Angående dens nærmere beskrivelse se Antikv. Ann. IV, s. 526 og 616. På brystet bærer den et på skrå anbragt skjold, der er støbt i ét med løven og utvivlsomt lige så gammelt som denne; dette indeholder i fem linjer, der næsten helt udfylde skjoldet, den oven omtalte indskrift, som lyder således: “Leon þetta er gefet guþi til dirðar ok hinom helgaulaf at uatsfirþe af Þorualdi ok þordiso”. Indskriften er dog tydelig nok et bevidst falsum fra den nyere tid. Derom vidner så vel sprogform som runetegn. Hvad sprogformen angår, er nogle af de mest anstødelige ting oven for fremhævede: i i steden for y, og to vilkårlige kunstlerier for at gøre sproget antikt. Hvad runetegnene angår, kan blandt andet mærkes et tegn for Ð dannet af Þ og et almindeligt K brugt som K-rune. — Det vides, at bronceløven har tilhørt Suhm, efter hvis død den købtes af rektor Sk. Thorlacius, hvis søn skænkede den til museet. Og det bliver vel rimeligst at antage, hvad Thorkelin også mundtlig oftere skal have antydet, at indskriften er bleven indgravet for at göre løven interessantere som antikvitet, måske netop da den tilbødes Suhm. — At løven oprindelig er kommen fra Vatnsfjord, kan være rimeligt nok; således omtaler Jon Olavssön (Antkv. Ann. II, 162) blandt genstande, der skal være opgravne af en høj i nærheden af Vatnsfjord præstegård ved midten af det 17de århundrede, en kobberløve. (Om al slags gammeldags kirkeinventarium synes man den gang i følge nævnte forfatter at have næret den forestilling, at det var opgravet af høje.)
  41. Se det nærmere herom: M. Ketilssöns Kgl. Forordninger ang. Island. Rappsøe 1776. I, 185 ffg.
  42. Om dette saltværk — der indrettedes 1773, og som Olavius (rejsebeskr. s. 29) roser meget, men som dog allerede efter 13 års forløb nedlagdes — findes en udførligere beretning i Islandske Månedstidender for juli 1776 (sml. nvb. 1774). Det synes, som om kun den ene hver (c. 100 fv. fra søen) er bleven benyttet — da tre andre omtales højere oppe på næsset —; havvandet pumpedes op i render og førtes til en større ønder tag værende beholder, hvorfra det lededes til kogepanderne, der befandt sig i huse, hvor det hede vand vældede op af 31 åbninger. De til saltværket hørende bygninger var ikke få. — I følge Vm. havde Vatnsfjord kirke ret til så meget sæd-land (sádjörð) i Reykjanæs, som man vilde, og fri benyttelse af tangen (þara nytjar).
  43. »Langidalr« og »Langadalsströnd« hører man endnu her med den gammeldags udtale, i det i Vestfjordene — samt Dala syssel; mon også gennemgående i Snefjældsnæs syssel? — det uakcentuerede a er bleven bevaret foran ng. — Også ordforrådet i Vestfjordene har en del ejendommeligheder, og omkring i fjordene mod vest vil man kunne finde et og andet gammeldags i skikke og landboforhold. Som en vesterlandsk, men mere udbredt ejendommelighed kan også nævnes, at en særlig præt. plur. af koma (kómum) er bevaret; i Vestfjordene udtales ligeledes endnu f i (og fl?) som v.
  44. I følge A. M. skal gården, der den gang, frasét nogle ødegårde, var den øverste i dalen, tidligere have haft en noget anden beliggenhed.
  45. G. Brynjúlfsson (Om Haavard og hans Viser, s. 148) synes med hensyn til Laugabols beliggenhed tilbøjelig til at antage det modsatte; nogen Laugardal, som det dér angives, findes imidlertid ikke her.
  46. Langedal er nævnt Grt. s. 117; også “halsen” omtales dér — i denne et Grettistak.
  47. »þeir fórn yfir sundit (!), ok var hvasst mjök á firðinnm«. Háv. s. 26.
  48. Den Langadalsstranden omfattende hrepp er benævnt efter gården Nauteyri. Som kuriositet kan bemærkes, at i følge A. M. (1710) skulde gården være flyttet fra Forna Nanteyri på grund af »ókyrleiki af sæneytum«.
    Fra den nordlige del af Langadalsstranden (fra Skjaldfannardal) fører en ved midsommerstid temlig benyttet vej over Drangajøkels østre ende i nordøstlig retning til gården Drangar i Str.; egnene deromkring er nemlig rige på drivtømmer, som så ved hjælp af heste føres over jøklen ned til gårdene omkring Dybet.
  49. Se A. M. — Olavius (rejsebeskr. s. 62) har vel en herfra noget forskellig, men næppe nöjagtig, angivelse angående ødegårdene ved Kaldalon.
  50. Dette “lejde” omtales også i sognebeskrivelsen (1839), og der siges dér, at man gör sig umage for at holde det ved lige. — Efter hvad der fortaltes 1874, var det så vel vedligeholdt, fordi efter gammel skik hver ankommende kastede en sten på den; ligeledes skal ældre folk have brugt “áheit” på dyssen ɔ: lovet sten, hvis et eller andet ønske gik i opfyldelse.
  51. Den anden gård vest for Lonsøre er Unadsdal (Unaðsdalr); i tunet her skal der findes en kredsrund indhegning, som i sognebeskrivelsen antages for en gammel “domring”.
  52. Gisle Brynjúlfsson (Om Haavard og hans Viser, s. 147) mener derimod, at Håvard har bot inderst inde i Kaldalon.
    Når der i Háv. (s. 20) siges, at Bjargø, da hun en dag var på fiskeri fra Håvardsstad, så Torbjörn på vejen til Vadil sejle »ind efter fjorden«, er det dog vel kun en skrivefejl for »innan«, da der udtrykkelig siges, at han skal »vestr i Vaðil«, og noget senere, at han da ventedes »vestan«. Desuden kan det ikke vel antages, at nogen Islænder skulde være uvidende om Isefjordsdybets og i det hele Vestfjordenes hovedretning.
  53. Hvad man end vil mene herom, er det klart nok, at der — topografisk set — ikke er nogen grund til at søge gården Månaberg uden for Isefjordsdybet. G. Brynjúlfsson (Om Haavard og hans Viser, s. 148) antager dog sagaens Mánaberg for Máberg (i følge A. M. også Móberg) på Rødesand (Bst.).
  54. Isefjordsdybet, denne aflukkede, ud mod oceanet vendende store fjord, synes med sit rige dyreliv af fiske, fugle og søpattedyr, med sin opblomstrende købstad, til og fra hvilken talrige både bevæge sig, og med sin i flere henseender højt stående befolkning at danne som en lille verden for sig selv. Indbyggerne her — og det samme gælder til dels om dem i Arnarfjord og Dyrefjord — gör, tværtimod hvad man måske efter den afsides beliggenhed vilde antage, indtryk af at være livlige, opvakte og forholdsvis velstående folk. Omkring Dybet drives med iver landbrug så vel som fiskeri hele året rundt; den ikke synderlig tætte befolkning er fordelagtig for de enkelte ejendomme, og den lette adgang til drivtømmer gør gårdenes bygning bedre end sædvanlig. Dybet er berömt for sin rigdom på fisk, som endog går ind i de fleste sidefjorde. Det storartede fiskeri i den indre del af Dybet skal dog først ret have udviklet sig i den sidste menneskealder, siden “vödusælen” (ɔ: floksælen, den grønlandske sæl — angående dens nærmere beskrivelse se Olavius s. 83 ffg.), der tidligere opholdt sig her i store mængder hver vinter — dog uden at kaste sine unger her —, ophørte at komme. Dog var heller ikke sælernes besøg uvelkomment for alle, i det mange havde opnåt en stor færdighed i at harpunere dem. Harpunering bruges i disse egne — navnlig i Arnarfjorden — også over for “hvalkalvene”-, de unge hvaler, der ledsagede af deres mødre opholde sig inde i fjordene, hvor man ofte kan se hvaler gå ganske tæt inde under land.
    De i mange henseender begunstigede Vestfjorde, der f. eks. har været så godt som forskånede for de i Island tidligere så almindelige uår, har dog én fjende, som kan falde besværlig nok, nemlig havisen, den grønlandske drivis, der ofte fylder fjordene og omspænder kysten til langt ud på somren. Dens hovedtilholdssted er dog Islands nordvestligste bygd, den ud mod det åbne hav vendende Adalvigssvejt; ved beskrivelsen af denne vil det derfor være naturligst nærmere at omtale havisens mange ejendommeligheder.
  55. Omtrent midtvejs mellem Stad og Lerefjord omtaler Olavius (s. 84) ved gården Kollså spor af fordums agerdyrkning.
  56. Ulfhildar haugar og Sigurfliodar haugar era grasivaxnir holar vid Rafnfiörd. — Olavius (s. 35) beretter, at omtrent ved bunden af Ravnsfjord påvistes ved »Skipøre« tomten af en såkaldt »Irske Krambod«. — Den antkv. indb. omtaler nogle flere høje der i sognet, hvoriblandt Hildar haugr (sml. Antk. Ann. II., s. 160). Blandt indberetningens andre meddelelser bör måske anføres, at på Steinólfsstaðir (i Veiðileysa) skal der findes et »grjóthlað« af form som et omvæltet skib, hvorunder Stenolv skal være højlagt.
  57. Denne fjældpynt hedder Lás; dette navn findes derimod næppe, som på kortet, på noget fjæld inde i landet.
  58. Surtarbrand forekommer også et par steder i Adalvigssvejt Vestfjordene er i det hele den del af Island, der er langt rigest på denne ejendommelige planteforstening, der ofte i en påfaldende grad ligner smukt ibenholt — Om surtarbrandens forekomst og natur se E. O. s. 412 flg., samt registret hos Olavius; sml. Paijukull »Bidrag til kännedomen om Islands bergsbyggnad», Stockh. 1867 (K. Sv. Vetensk-Akad. Handlingar 7B, 1), s. 46 ffg. Denne sidst nævnte forf. er mest tilbøjelig til at antage, at surtarbranden har sin oprindelse fra oprindelig undersøiske aflejringer, der i sin tid er hidførte af havströmmene, hvilket dog bestrides af andre.
  59. I Antkv. Ann. II., s. 159 berettes, at der i fjældet Rit skulde være et »Grettes-Skaar«, som kunde ses fra Olvers-Höy i Stigahlid; under dette skår skulde Ölves kammeret vare begrevet. Oven på fjældet skulde »Grettes Flad-Steen« stå; i den sagdes der at være et hul, hvorigennem man skulde kunne se Gunnbjörnsskær. — Om disse Gunnbjörnsskær og om de ofte i forbindelse med dem nævnte Kroiseyjar, der bægge antages at være øgrupper ved Grønlands østkyst, se Grl.'s h. M.
  60. I den sydøstlige del af Látrafjældet er en lille indelukket dalsænkning (Látrakví); i denne findes en høj, Virkishóll, hvorpå en stentomt. I følge sagn skal beboerne fra Látrar en gang her have skjult en »stimand« (stigamaðr), som indrettede sit virke her og ved hjælp af et tov kunde fra sit tilflugtssted komme ned og op igen til dette. Sagnet kan vel være rimeligt nok; i det mindste klager E. O. (s. 515) over den overdrevne tilbøjelighed hos disse afsides egnes beboere til at huse flygtede misdædere.
  61. Således sognebeskr.; om stenen også den antkv. indb. 1821. Foruden denne sten findes i svejten forskellige andre særskilt benævnte klippeblokke (Fornmannatak, Leifatök), som skal i sin tid være løftede af enkelte mænd.
  62. Navnet Atlastaðahlið må være indskrænket til fjældstrækningens sydside oven for Atlastad.
  63. Veddet, som erholdes af de således opdrevne træstammer — let kendeligt ved den overlast, det har lidt af insekter og borende sødyr — anses både for varigere og i alle henseender langt bedre end det tilførte tømmer og benyttes derfor med stor forkærlighed, især i udhuse og andre bygninger, hvor der hersker stærk fugtighed. Om drivtømret, dets forskellige art (mest nåletræer) o. s. v. udtaler sig både E. O. (s. 410—12) og Olavius (s. 126 ffg.); om mærkelige småbåde uden jærn (Troldeflaker), som undertiden drive på land med tømret, se Olavius s. 440—41. Hvad drivtømrets hjemstavn angår, må det vel snarest antages oprindelig ved de siberiske floder at være ført ud til Asiens nordkyst og derefter af en eller anden polarström at være bragt til det nordvestlige Island. — Om den tidligere måde at transportere drivtømmer på, i de dertil indrettede byrdinger, se E. O. s. 408-10.
  64. I hver af disse fire vige ligger en efter vigen benævnt gård.
  65. I følge sognebeskrivelsen går der talrige sagn om en fordums beboer af Hövn, Dýra-Steinþór (tilnavnet fordi han havde dræbt hen ved 20 björne); en klippeblok Steinþórsstandr, hvorfra han en gang værgede sig mod 18 mænd, bærer navn efter ham.
    I følge samme kilde skal der, foruden de mange strømme (rastir) her i svejten, ud for Hornbjærget findes en virkelig tragtformig malstrøm (ved navn Kringla), hvoraf en udførligere beskrivelse gives.
  66. At »siga« (ɔ: glide) er det stående udtryk for at besøge fuglebjergene ved at lade sig hisse ned i dem i tove.
    Foruden i Hornbjerget er der i denne svejt fuglefangst i Rit og Hælavirkbjarg; i Rit er den ikke betydelig, i Hælavigsbjærget er der derimod adskillig bedre lejlighed til fangst, men den bedste del af bjerget har hidtil (ifg. sognebeskr.) ikke været benyttet, fordi det er »hedensk« (ikke indviet af biskop Gunmund d. gode).
  67. For enkelte gårdes vedkommende fremhæves det i sognebeskrivelsen, at malkefårene give et eksempelløst udbytte; men desværre holdes i hele svejten i følge samme kilde kun meget få kreaturer.
  68. Sml. med denne beskrivelse E. O. s. 517—22.
  69. Håkarlen (hákarl) er som bekendt en stor haj (længden indtil 25 f.), der opholder sig i de nordligere have, og som fornemmelig efterstræbes for leverens skyld, der giver en betydelig mængde tran. Den fanges på krog: hestekød er den bedste mading. Tidligere dreves håkarlefangsten af Islænderne omtrent som enhver anden fiskefangst. Når fisketiden, som indfalder i forårsmånederne, begyndte, begav man sig til den sædvanlige fiskeplads (for Adalvigssvejtens vedkommende Horn), og herfra dreves så fangsten, i det man i store, åbne fartøjer søgte håkarlen 5—6 mile fra land, og, når man havde fået fuld last, begav sig ind til land igen med denne. Foruden leveren benyttedes nemlig både håkarlenes kød og skind. Kødet er vel i frisk tilstand ufordøjeligt og volder nydt søledes i større mængde døden; men efter at det er undergået en delvis forrådnelse og törret i luften, afgiver det et — rigtignok ingenlunde vellugtende — fedemiddel, der af dem, som er vante til det, anses for ret velsmagende. Nu derimod drives høkarlefiskeriet mest ved hjælp af dæksfortøjer, hvis bygning med stor iver er bleven fremmet af de driftige Nordlændinger, der har dannet et søforsikringsselskab for sødanne skibe. Derved er det blevet muligt at opsøge håkarlestimerne langt fjærnere fra land; men derved er denne art fiskeri måske tillige bleven endnu mere anstrængende end før. Allerede tidligere måtte man ofte ligge mange dage i rad langt fra land i storm og uvejr; men nu begive skibene sig langt ud i det åbne hav norden for landet 20—30 mile bort, hvor drivis og uvejr stadig true. Her er der ikke længer lejlighed til at opbevare selve håkarlene; leveren skæres ud, efterhånden som de fanges, og kroppen kastes så straks over bord. Denne adfærd beklages af mange; ti da disse grådige rovfisk lokkes af deres udkastede døde kammerater, hindres de derved i at nærme sig land, ja fjærnes endog mere og mere fra dette, efter som skibene for at finde ny fiskestrøg fjærne sig mere og mere fra land. Håkarlefangsten er i øvrigt, dreven på denne måde, overordenlig indbringende, når man har held med sig, men med hensyn til at finde håkarlestimerne kan der være den störste forskel på de deltagende skibes lykke.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.